Monday, March 20, 2006

Enrigtigfilosof...

Om mig selv
En rigtig filosof ville modsat mig kvie sig ved at kalde sig filosof, som om der var tale om en slags biokemisk identitet. For så filosofiske og lidet omstillingsparate er der alligevel få der er – samtidig med at jeg trods alt er filosofisk nok til at gennemskue tidens identitetspanik som årsagen til nævnte titelhysteri og komiske respekt for formaliteter som en besværgelse mod al det sociale livs usikkerhed. Det er al sammen rørende menneskeligt, men også synd for menneskene.
Jeg har udgivet bøgerne ”Syndefaldet”, ”Filosofiens univers” (begge udgivet hos C.A.Reitzels), samt ”Naturen som Utopi” hos Chr.Ejlers’ Forlag. Skønt den første for en stor del handler om Kierkegaard og Ibsen, er også den i virkeligheden et tidligt magnum opus omkring en række filosofiske spørgsmål som jeg blev fanget af tidligt i min gymnasietid. Jeg hører til de amatør-autister der er glade for at filosofi dengang endnu ikke var et skolefag, ligesom jeg betvivler om man egentlig kan ”uddanne” sig til filosof, komiker, martyr eller eskimo.
”The real thing” har sin egen praktiske anciennitet, og hvis det skulle lyde provokerende, viser det kun hvor tosset en tid vi lever i. For i en unaturlig tid er det naturligste i verden en provokation mod spejlkabinettets lemmingeagtigt nervøse statusjagt. Men af samme art herkomst kendes hertillands især nu afdøde Peter Zinkernagel og Kaj Sørlander. Modsat mig selv holdt disse dog stædigt fast ved det filosofiske miljø, som jeg tidligt forlod grundet urigtigheder som jeg ikke kunne leve med – men som jeg siden har måttet forstå som en naturlig faktor i menneskelivet.
I perioder er jeg regelmæssig skribent ved oprindelig Weekendavisen, siden Information og Politiken – og bidrager tillige til magasinet Nyt Fra Danmark. Sideløbende lever jeg periodisk henved mit halve liv i de svenske skove hvis ve og vel ligger mig meget på sinde – og er der således ingen tvivl om ægtheden af alt det irrationelle jeg ikke vil være foruden, garanterer det forhåbentlig ægtheden af mine rationelle sider. For følgagtigt at skulle være dygtig til alt det samme som alle andre i samtiden er ikke særlig interessant for nogen og fører sjældent til ”the real thing”. Ja, selv hvis ens højeste ambition var at være den klogeste i samtiden, burde det egentlig ikke kaldes ambitiøst – for den slags private drømme har millioner af mænd levet for, uden at det har gjort verden spor smukkere eller bedre for nogen. I øvrigt er jeg skam selv en klamhugger på de fleste felter, men dem bebyrder jeg så heller ikke offentligheden med.
Hvis man uden at brække sig kan gøre alt det halvbeskidte og horisontforsnævrede benarbejde der skal til for at slå igennem, hører man langtfra altid til de virkeligt berettigede. Men omvendt gælder følgelig også, at hvis man havde været et større menneske, ville man forlængst have givet fanden i det hele og derfor formentlig været ukendt af samme grund. For hvis verden ikke vil tage imod en med kyshånd og man således tvinges til at gøre anerkendelsen til mål og selvstændig arbejdsopgave, fortvivler netop de genuine eskimoer, komikere og mavedansere ved at skulle tvinges til udvendig tilpasning og banal selvpromovering side om sige med platugler samt stræbsomme esmænd på legitim jagt efter status og embede.
Der ligger heri en næsten Bohrsk komplementaritet. På den anden side skal vi ikke småligt nægte, at en vitterlig fordel ved at være født på solsiden af de honette ambitioners massive majoritet er det privilegium, at selv hvis man har naturtalent, får man faktisk lov til at komme frem. Men forceret blomstring er som bekendt også en farlig ting – og det så meget mere som det er en psykologisk umulighed for et ungt menneske at sige nej tak.
Nuvel, ofte kan det ærgre mig at jeg ikke tidligt knoklede mig til en aktieformue for at blive uafhængig af allehånde dørvogtere og alliancer der uvægerligt domesticerer den frie tanke til følgagtighed over for snart mainstream; snart over-Danmark selvsupplerende elite af brave smagsdommere hentet lige fra Damernes Magasin i Korsbæk; og snart over for de beskyttede værksteders indbildsk provinsielle avantgarde, hvis naivitet forbavsende ofte virker som en selvopfyldende profeti.

Men også her gælder en art Bohrsk komplementaritet: For hvis jeg fornuftigt og realistisk havde planlagt ”først” at blive uafhængig af alt det ovennævnte og dernæst blive ”filosof”, ville jeg jo have været en helt anden psykologisk type in the first place og ville hursomhelst have udviklet ganske andre tænkemåder.
En tredje komplementaritet er denne: Lidt retfærdighed ønsker vi alle, men bestemt ikke for meget: For med mere retfærdighed var vi ganske vist nok selv nået længere borgerligt talt – men hvis det var gået endnu mere retfærdigt til, ville også vi måske forekomme uinteressante i sammenligning med de levende begravede, de illegitime kombattanter som ingen nogensinde hører om, fordi de heldigvis for alle skaffes tidligt af vejen eller tager sig af dage, fordi de ganske mangler vores robuste sjæl og derfor tager vor kolde skulder som bevis for deres egen manglende indfødsret i tilværelsen.
Ikke desto mindre tror jeg på folkelighed i den forstand, at hvis noget er virkelig godt inden for humaniora og kunst, kan de fleste ikke undgå at se eller mærke det, uanset mangel på fagkendskab – hvorimod kun eliten kan se det hvis det blot er en gængs overlæsset maskulin præstation af typen ”mere af det samme”. Det sande aristokrati snobber derfor altid for folket og ser i grunden de officielle eliter på samme indrømmet barnlige måde som disse betragter dem selv: nemlig som en uberettiget forhindring.
Et andet godt kvalitetskriterium er anerkendelse fra folk fra helt andre felter end ens eget, og da især hvis man hemmeligt anser dem for bedre begavet end man selv. Folk fra ens eget felt er nemlig inhabile, ligesom folk på ens eget niveau rimeligvis er i deres forsvarsmekanismers vold.
Tillad mig derfor til slut den ubeskedenhed som eneste anbefaling til abonnenterne at nøjes med at henvise til lige så uopfordret som uforbeholden ros fra professor Benny Lautrup ved Niels Bohr Instituttet. En handling der i følge sagens natur rettelig ikke kan være affødt af nogen som helst strategisk eller personlig egeninteresse, og som da også ganske rigtigt lige så uopfordret gengældes på denne tvivlsomme vis.

Som sagt er lægmandens tilslutning i grunden en næsten lige så troværdig garanti, men hvem som helst kan jo hævde at være elsket af unavngivne velbegavede lægfolk, så tilgive mig min undtagelsesvise namedropping.
Men lad os i sluttelig Løgstrups, Dostojevskijs og Blixens ånd sluttelig glæde os over alt det på jorden som vi endnu ikke har formået at ødelægge, samt påskønne alle de fortrin i tilværelsen som vi hverken har gjort os fortjent til eller bør tage som en selvfølge. Resten hindrer os i det mindste i at kede os og må tappert tages som en velsignende inspiration, der blot ikke må tillades at fylde hele vort liv.
Jeg vil jævnligt bringe udvalgte ting i passende doser i forskellige stillejer, passende til situation og emne – såvel aktuelle som uaktuelle ting, såvel publicerede som upublicerede. På gensyn i spalterne og tilgiv min indledningsvise snakkesalighed.