FILOSOFFEN ARBEJDER...

Dette er et kultbillede som en af "Bandak's" venner har oploaded...
Det forestiller "Bandak" der enten arbejder eller lige har lavet en "kvalitetstest!!"....

”DETTE ER IKKE MUHAMMED!”

Med en bekendts ord er det en menneskeret at være idiot. Juristen Sune Skadegård Thorsen argumenterede ikke desto mindre forleden i Information for Jyllandspostens skyld i den aktuelle skade på Danmarks eksport samt ære ud fra tre hæderkronede principper hentet fra Romerretten og Erstatningsretten. Dels tilstedeværelsen af en uansvarlig hensigt; dels et uomtvisteligt årsagsforhold mellem den bevidste handling og den resulterende ulykke; og endelig det forhold at de vanvittige følger var om ikke tilsigtede, så dog forudsigelige for aktøren selv.
Ved at hævde at misæren var en forudsigelig følge af Muhammed-tegningerne, antyder Skadegård Thorsen dog at forløbet just var hvad man kunne vente sig af muslimer; men også en sådan udtalelse kan opfattes som injurierende. Hvis Jyllandsposten omvendt friholder sig med at man netop ikke forudså reaktionen, fritager det ikke bare avisen for juridisk skyld: Den kan sågar rose sig af (at have haft) et ret harmløst billede af muslimer.
Anderledes forholder det sig hvis Jyllandsposten forudså konsekvenserne. Men selv hvis det så var en forbrydelse ikke at tage højde for dem, så var det dog kun en afledt og sekundær forbrydelse: Ganske ligesom det kun ville være en afledt forbrydelse at sladre til Hells Angels om at en navngiven person har udtrykt ønsker om borderskabets uddøen. For at sladre til Hells Angels derom er jo kun forkasteligt, forudsat at Hells Angels antages at reagere derpå som en bande psykopater. En antagelse som det ligeledes ville fornærme broderskabet at offentliggøre.
Men vist kan dumdristighed være forbryderisk, selv hvis hensigten ikke er umoralsk. Sådan grov uhensigtsmæssighed kan sammenlignes med hvis en turist i et fremmed land fremturer med en gestus der i den stedelige kultur betyder ”Ned med kongen!” For selv hvis turisten ikke deler nævnte holdning, så ved han udmærket at hans ytring af de lokale vil blive opfattet som helligbrøde. Men at ytre noget vel vidende at det vil blive opfattet som en provokation, vil jo normalt kun den gøre som vitterlig ønsker at provokere! Så bordet fanger, selv om ens ytring er harmløs i ens egen tegnverden: Man kan altså ikke påberåbe sig immunitet i kraft af en art ”dobbeltkontrakt”. Af samme grund klæder kvinder sig fornuftigt i lande hvor let påklædning tages for et signal om prostitution.
Teologen Katrine Winkel Holm forfægter dog den uindskrænkede ytringsfrihed: Selv bevidst blasfemi anser hun for legitim. Men denne skyldopfattelse holder med Skadegårds ord ikke i byretten, hvis også de forudsigelige konsekvenser medtænkes. Men derudover er der forskel på at drille folk for kritisable forhold som de ovenikøbet selv er herrer over, og at åle dem for deres tro, kultur, sprog eller egenskaber som for det første er harmløse, og som de for det andet hverken selv har valgt eller formår at ændre.
Folk må finde sig i at blive kritiseret og drillet for umoralsk opførsel: Hvis de klager derover, indrømmer de jo at have handlet på en måde de ikke vil stå ved – og da rammer anklagen blot dem selv. Således udtrykte en af Københavns størrre platugler forargelse over mit brud på forretningslivets blufærdighedslov, fordi jeg havde fortalt andre at jeg igen havde været dum nok til at låne ham penge.
Men at drille folk med deres tro og kultur har derimod ingen sådan moralsk og specialpræventiv pointe og kan derfor ikke blåstemples moralsk. Jyllandsposten burde derfor under tegningerne i Magritte’s ånd have skrevet: ”Dette er ikke Muhammed!”

Mere om mig selv og BLOGGEN...

....I parentes bemærket har jeg ikke selv lavet min hjemmeside, hvilket nemlig ganske overstiger min tekniske formåen, men til gengæld bringer den kære Frank Esmann i desto kærligere erindring. Han har dog modsætningsvis intet ondt gjort og tværtimod bidraget til underholdningen og minder mig desto mere om en masse som er langt værre og klogeligt derfor tillige mere diskrete. Esmann er tidsåndens Jesus-skikkelse, der må sone for alle, og derfor agter jeg også snart at genoptrykke et par historier hvor han figurerer lysteligt og som sagt inderligt harmløst, om end rimeligt udødeligt. Virkelighedens bonitet kendes på dens egnethed som påskud for dens komiske overvindelse, det være hermed sagt ligeud...

Lad os i øvrigt se hvor længe jeg gider fortsætte, men i så fald gælder det om at spinde inden garnet slipper op. Et eller andet sted er der noget latterligt småborgerligt over alle vore drømme om verdens anerndelse: Da Freud omsider fik en mindeplade opsat på sin forlængst forladte bolig i Berggasse i Wien, var han rettelig ligeglad og ønskede i stedet en smertefri kæbeprotese. Det er som i kærlighed at når endelig drømmen indfinder sig, viser den sig at være tidskrævende prosaisk virkelighed, hvilket kan være en skræmmende oplevelse.
Ikke desto mindre vil vi i dag alle være kunstnere, forfattere og filosoffer – omtrent som Kierkegaard på sin tid (hvis ellers?) hoverede over at alle var kristne. Moderne skifter, så meget er sikkert; men når det eksklusive bliver mode – og hvad skulle ellers blive mode – sørger vi altid for at standardisere det så alle i klubben kan være med, men selv den dag vi alle har en Ph.D eller lavet en bog eller film, vil vi til vor død fastholde at det er noget uhyre skelsættende, at vi sådan har været på kursus og lært de store kunsten af og endda lidt til.
I de mindste kan vi rose os af at have smag. Hvad er smag? Smag er at vi brækker os over vor egen succes så snart den indfinder sig i al sin plathed og kræver omhyggelig pleje og logistik, samt over alt det eksklusive som folk lader sig tvangsindlægge til i det håb at eksklusiviteten smitter – kort sagt i håb om at blive lige så selvhøjtideligt kedsommelige som alle de der altid ved nøjagtigt hvad de vil sige, og som kappes om at få lov at sige det samme, om så også med modsat fortegn.
Fordelen ved at blive holdt for harmløst tosset er at man kan få lov til at have sin legeplads i fred for virus og syntetiske parasitter – men så snart det bliver anerkendt vil enhver kommunaldirektør eller folketingskandidat med ønskebarnet og enebarnets førstefødselsret partout "også" skrive en bog derom, for det er ikke lænmgere nok at have hus og bil for at have status. Og der er grønt lys på forhånd selv om der som altid i politik og krig er tale om en uorganisk, men desto mere manisk klippen og klistren.
På den anden side er der også noget positivt i dette, at ligesom man på et tidspunkt opdagede at ikke kun præsten og læreren, men næsten alle kunne lære at læse, således er åndelig udvikling af forskellig art ethvert menneskes mulighed og ikke forbeholdt guddommeligt udvalgte. På bunden er de fleste såmænd velbegavede nok på denne eller hin vis, selv om de forhåbentlig ikke når at opdage det – og der er råd og tid til det for stadig flere, men med Tom Kristensen ord, dyrk ikke sjælen thi den ligner en last. To skridt frem og et tilbage, hver anden gang dog for symmetriens skyld i stedet ét skridt frem og to tilbage – derpå kendetegnes den ægte vare, så hold Dem for Guds skyld fra Den Blå Bogs sorgløse duksearbejder. Men stadig er der forskel på vore helt legitime og klamhuggeragtige små hobbies og så vore hjertebørn – og det tovlige er ingenlunde vore hobbies, men alene det ikke at erkende og respektere nævnte forskel. Man kan ikke sådan pludselig "vælge" at ville være landsholdsspiller i håndbold, fordi det pludselig er blevet smart at spille håndbold – end ikke hvis man endda har de rette forudsætninger for nævnte disciplin. I kender disse hæsblæsende karrierebeskrivelser i avisernes portrætter af lovlig foretagsomme folk.
Men i grunden skulle vi alle skamme os, og Shakespeares nar har ret i, at hvis tingene gik retfærdigt til, ville vi alle få en ordentlig dragt prygl. En dame skrev forleden et velgørende indlæg om hvor hårdtarbejdende den ældre generation, ikke mindst kvinderne, har været – med flere jobs plus det hjemlige, og derved skabt grundlaget for al vor krævementalitet og vor jammer over at også andre har den frækhed at kræve noget af livet.
Fordelen ved Blogs er at nu kan vi alle uhindret få lov at sige det samme uden at blive distraheret af de andres kakafonisk emsige kor og behøver heller ikke at skæve til søndagsavisernes og de oplysende TV-programmers dørvogteragtige nåleøje. Honorarar er en biting, for ligesom spalteplads er der snart også rigelig materiel velstand til alle, mens kampen om status synes at bestå i al sin ynk. Hvis vore konkurrenter havde en smule stil, ville de le os ned, men det har de gudskelov ikke, men anser tværtimod selvalvorlig gravitet og menneskelig værdighed for ét og samme og skæver derfor med karakteristisk forebyggende skinsyge omhyggeligt ikke til vor side, som anede de alligevel hvilke uforudsigelige bøllestreger de kan vente sig fra vor kant.
Men også etablissementet formår i disse moderne tider at camouflere deres ængstelige hægen om værdighed, anciennitet og velfortjent opstigning i "Damernes Magasin" under friskfyragtige platheder og stereotype fraser af tvivlsom bonitet.
Nuvel, egentlige hovedværker foreligger, udgivne som apokryfe, posthume som medfødte, korte og talentfulde såvel som noget længere og følgelig også altid desto dårligere tænkte, thi Zen-mesteren klapper kun i én hånd – så alle sådanne "arbejder" skal vi spare jer for, da I lige så selvoptaget kun kærer jer om egen karriere, vel vidende at allerede den er kedsommelig nok til at I end ikke vederlagsfrit vil belemres med andres ligtorne. Og som med kærligheden er også hovedværker mest klædelige når de anekdotisk forligger som kimærer i horisonten – det vigtigste er som med sjældne dyr ikke at vi får dem at se, men at vi meget vel kunne risikere at møde dem, om end der også her er tale om et lotteri. Thi som en litterat skal have sagt: Hvis Tolstoj boede på den anden side af gaden, ville jeg straks fraternisere ham sønder og sammen, men hans værker ville jeg virkelig ikke gide læse.
En plattenslager af mit bekendtskab har anderledes format, for han har det valgsprog at man skal smide pengene ud af vinduet i det håb at de kommer rigeligt igen ad hoveddøren. Jo, af al kriminalitet er den økonomiske afgjort den hæderligste og mest menneskelige, og derfor er bankrøvere altid populære – for selv når deres lykke beruser dem, mister de ikke selverkendelsens viden om at pengene er det afgørende og modsat personer tillige er uden lugt. Nå, men ulykkeligvis har ovennævnte økonomiske slyngel sjældent penge, men delagtiggør desto ivrigere til enhver tid sin næste i nævnte gyldne fif. Hvem den gyldne hoveddørs lykkelige ejer er, melder historien desværre intet om, men hvad er lykkens lottteri uden tilfældighed – kort sagt: hold nu op med alle jeres pis.
Nej, Meyerheim samt landets øvrige brave kulturambassadører er derimod forbilledligt fordomsfrie og upartiske, thi ethvert fortrin som ikke alle i klubben møjsommeligt kan kopiere, er ingenlunde en fordel, men betragtes rettelig som en illegitim teknisk handelshandring for lotteriets sandt demokratiske konkurrence, hvor man nemlig er hvad man bliver udnævnt til af klubben.
Prinsesse Mary kunne således lige så godt have været enhver anden, og alle ved det og tilgiver hende just derfor også hendes misundelsesværdige status. Thi hvad er demokrati, som Hal Koch retorisk spurgte for straks efter at tilføje, at det kan vi altid snakke om, hvis vi da ikke har andet og bedre at kede os over.
Sidstnævnte privilegium har netop de kongelige, og denne tvungne politiske immunitet må som antydet være saliggørende, for også politik fylder alt for meget og bliver mål, hvor det allerhøjst skulle være middel. Faren ved at kunne skelne mål fra midler er imidlertid omvendt den, at når vi først har lært at betragte virkelighedens bastante pinligheder som midler og hindringer snarere end som værdier med iboende krav om vor opmærksomhed, så inspireres vi for alvor til eskapismens drøm om Scherfigs uskyldige tapirer i Edens Have. For at fastholde interessen for midler, hvis man ikke tillige formår at tillægge dem egenværdi, er ikke let.
For som sagt er virkeligheden ikke vor stærkeste side, og den interesserer os kun ved til stadighed som påskud at kalde på vor pytagoræiske kreativitet. Ellers bruges det almene oftest til snakkesaligt uimodsigelig perspektivering, så folk med talent for det konkrete bruger lejligheden til at udgive veloplagte danske stile med almene overvejelser frem og tilbage om principper, rettigheder, godt og ondt og den slags – herligt frie for ethvert brud på denne lurmærkede fantasiløshed, hvilket garanterer hvad brave borgere selvtilfreds kalder "den røde tråd" i referatstilens udødelige genre: I ved: "Kapitel ét, kapitel to – hej hvor det går." Ja det rimer næsten allerede, og deraf kommer som regel hele misæren..
Men her i firmaet går det omvendt til, og opdagelsesrejsen forlader derfor straks den virkelige anlednings klodset selvalvorlige gru til fordel for tankeeksperimentets anderledes troværdige seismiske metoder og alkymistiske undere. End ikke vore fiktioner orker vi at fastholde længere end et kvareters tid, og sådan har vi alle vore begrænsninger.
Men hvorfor finder vi ikke i stedet en forlægger? Hør her, alene tanken om allehånde borgerlige råd er nedslående: For mens små forlæggere trods god smag klogeligt næppe tør binde an med det blasfemisk uomskårne i en tid af lutter alliancer og korporationer, så mangler store forlæggere som regel mod til at stole på egen dømmekraft, selv hvor den forefindes, for som de fleste personer på lovlig repræsentative poster har de allerede tidligt i livet instinktivt valgt at satse på det store, det anerkendte, det uklanderlige – måske i snu vished om på den måde at kunne tilkæmpe sig en art uomgængelighed som ellers ville forblive dem nægtet; men måske blot i den forstandige og honette frygtsomheds gnaveragtigt nervøse søgen mod midten af det toneangivende selskabs flok under lige så klædelig som behørig hensyntagen til egne begrænsninger. En taktfuldhed som verden nemlig altid lønner i rigt mål i tidens fylde. Thi ordsproget siger med rette, at den lever trygt som lever skjult.
Nuvel, når disse brave borgere samt lejlighedsvise forfattere af uklanderlig stileøvelser så er nået til vejrs, så forlader deres vantro dem ikke, og derfor vil ikke alene deres ængstelige antipati mod det uskønt genuines risikable enegang, men også deres overtro på det etablerede og udbasunerede altid holde dem tilbage. Derimod kan de let bringes til at falde for rene charlataner, og da især hvor disse optræder i gruppe, for vi ved jo alle at det nye, det frastødende og det frække er fremtiden og det hotte – og skam få den der kunne komme til at stå med røde øren over at have overset borgerskabets revolutionerende yngel samt skriften på væggen. I øvrigt er der noget herligt menneskeligt over charlatanerne, hvorfor vi tilgiver og endda så langt foretrækker dem, selv når vi gennemskuer dem. Men som Hitler noterede, kan pæne mennesker ikke forestille sig muligheden af gennemført og massiv plat og humbug og tager det derfor altid for gode varer. Det skulle ellers være let nok at genkende denne forkromede smarthed med dens vindende tro på sin naturlige ret til alt hvad den peger på fra TV-byen eller hvor nu.
Kort sagt orker vi ikke at tænke på forlæggerne for ikke at tale om deres gensidige forsikringsaftaler med allehånde emsige fagforbund af målbevidste kunstnerskæbner in spe. Om vinteren orker vi desuden slet ikke de fornødne jævne og banale tovtrækkerier om det evidente – og om foråret gider vi virkelig ikke, for det ville være synd mod den helligånd, så at sige. I øvrigt klæder det ting at blive trygt liggende og samle patina og ikke fraternisere unødigt med tidsånden osv.
Ha, så vi frygter rettelig anmelderne? Frygter og frygter, vi anerkender dem nu ikke uden videre og frygter dem mest af lidet smigrende grunde. Hvis en umiskendeligt og forlængst afdød har begået noget sindssygt eller gjort noget skændigt, kaldes det enten genialt eller afskrives generøst som genialitetens pris – for amelderen kender fra sig selv det geniale og følsomme sinds krinkelkroge samt tilværelsens uløselige komplementariteter mellem det gode og det skønne, mellem det korte og det lange sigt samt mellem den lokale ulykke og det universelt blivende kulturelle almenvels krav: Hvad skulle han f.eks. selv gøre uden sin stolt beundrende og tålmodigt opvartende hustru, selv om han ganske vist har haft overskud nok til ikke at hindre hendes professionelle karriere som studievært for celebre unge mænd i TV.
"Aha, så en nøgleroman?" Sludder og vrøvl, kun det krystallinsk almengyldige har interesse, og virkeligheden er allerhøjst et påskud for det almene, undtagen når den er morsom, hvad den sjældent er, eller skøn, hvad oftest kun naturen er - så hvem den og den er gift med interesserer os virkelig lige så lidt som alle intriger, om hvilke nemlig gælder hvad præsident Reagan anderledes uheldigt i sin tid sagde om Californiens kæmpetræer: "Have you seen one tree, you have seen them all."
Nuvel, men tilbage til vort tankeeksperiment. Hvis en nulevende skulle komme for skade at sige et overilet ord eller ligefrem sin mening (hvilket vi må fraråde), så erklærer anmelderne med kyshånd og i kanonisk kor manden for utilregnelig og skruptosset – undtagen hvis han tydeligvis virkelig også er det. Men intet forkromet posthumt er for abnormt til alligevel at blive erklæret udødeligt og eviggyldigt.

Intet nutidigt og af klubbens forkærlighed uvelsignet er omvendt for almengyldigt til at blive afskrevet som yderst specielt, privat og personligt. Hvad der hos en nulevende afskrives som rod, kaldes hos de hedengangne kompleksitet og giver følgelig arbejde til hele generationer af angivelige forskere uden morsommere alternativer. Hvis en afdød har efterladt en samling aforismer og forarbejder, lovprises de af håbefulde udgivere, emsige kommentatorer, travle forskere og ivrige anmeldere for deres euforisk løfterige troskab mod den stenhuggeragtigt ufærdige skabelsesproces – men hvis en nulevende uden medlemskort skulle gøre det samme, afskrives det som uforarbejdede brokker uden rød tråd samt svage og ildevarslende tilløb til et behørigt Ph.D projekt, hvis ellers emnet havde fortjent det, og evnerne i øvrigt havde rakt til.
Hvad er det at spænde ben for sig selv? Det er at give andre et bekvemt påskud for at hjælpe dygtigt til med selvsamme asketiske bestræbelse, iuhukommende Buddha’s ord: "Hvis du møder Buddha, så dræb ham!" "For han inviterede jo selv til det!" Jotak, sproget er taknemmeligt, omend heldigvis kun sjældent talentfuldt, for det kan sgu også blive for meget af det gode. Hør, jeg synes at I begynder at kede mig.
"Hvortil ønskes returbillet?" Hertil, som Storm P.’s rejsende sagde ved billetlugen, for karriere skal helst overstås som en flygtig drøm og naturlig bivirkning for ikke ligesom sjælen at blive en last, hvorefter vi kan begive os videre ud i Neverland og drømmeland. Gør vi det svært? Sniksnak, men forøvrigt er det sådan at i en tid hvor bedrag og mimicry triumferer, må sandheden skamme sig over sproget og gå under jorden. Så I skal slippe for denne gang. Og fortsættelse følger ikke nødvendigvis, for lige nu kan det i hvert fald være nok, og som sagt kan vi altid falde tilbage på hovedstolen, skønt det inderligt frarådes af alle økonomer.
Men omtrent ligesom katten har ni liv, har vi heldigvis flere hovedstole at falde tilbage på – de fleste forbilledligt uprofitable, men med desto større risiko for at sætte sig mellem dem. Men så kan vi heller ikke falde længere, for som en psykoanalytiker engang betroede mig: Bunden holder altid! I parentes modtog vi ulykkeligvis ingen behandling, idet jeg havde forestillet mig at modtage den vederlagsfrit som en hædersgave, omtrent som man jo har hædersdoktorer, hæderslæsere samt (åh tak for jeres habilt velturnerede artighed): jubelidioter, herunder også alle ligeledes vederlagsfrie tekniske konstruktører af hjemmesider. Men nævnte lille fejldisposition må forhåbentlig undskylde meget – og var måske således slet ingen ringe disposition.

FRA ERTEBØLLE-KULTUR TIL ESMANN

Kender I ikke det: Virkeligheden er dødkedelig, og alle vigtige valg forekommer os fjerne. I den tilstand af udbrændthed skal man lytte til kroppen og blæse på de kloge. Men hvordan kan disse egentlig holde det ud? Simpelt hen fordi det er deres job – hvad som helst bliver vedkommende for den der véd at uopmærksomhed kan koste ham eller hende jobbet eller eksamensbeviset. Så enkelt er det nok – og den positive formulering må lyde at kun pisken over nakken tvinger os til at engagere os i vor omverden og ikke forfalde til den kravløse selskabeligheds lystprincip, der let indsnævrer horisonten til det umiddelbart nære.
Men hvorfor kede andre som ikke er tvangsindlagt til samme hjørne af virkeligheden? Til sidst løber vi jo sur i alle kriser, regeringer og valgkampe – for vi er slet ikke bygget til dette abstrakte engagement i alt. Godt, så kan vi af og til fravælge medierne. Det indebærer ikke nødvendigvis lutter druk og hor – der er jo f.eks. hele den mere varige litteratur at række på. Men med bøgerne står det snart ikke meget bedre til, og jeg mindes Erik Thygesens ord engang ved et bogudsalg: "Jeg kigger bare – man skal ikke købe lortet."
Tillad os derfor for underholdningens skyld at være store i slaget og skitsere "bogens epos" i fire faser. Demokratiseringen er udmærket, men da den nåede udover et vist punkt, gik der nivellering i det – så hvor tilforn vitterlige kendere trods allehånde indbyrdes uenigheder skrev indførende bøger om deres felt, så er her i anden fase den opgave overladt til forlagenes omnibus-snakketøjer. Således skriver den amerikanske kæledægge som Esmann plagierede, nu frejdigt på en ny stor bog om – Einstein, såmænd. "Who is next?", som the good guys sagde i Nürnberg. Forlagene synes at tro at det ville fornærme vor tids veluddannede læsere at blive belært i fritiden af fagfolk. En beskyttet klasse af harmløse kändiser uden selvkritik sætter i stedet dagordenen og bliver pligtlæsning.
Det mærkes at tredje trin i forfaldseposet er på trapperne: Nemlig det trin hvor stadig flere a la salig Erik Thygesen siger: "Lad være med at læse lortet – læs anmeldelserne i stedet". Dertil kommer at med så mange uddannede på alle felter kender vi snart alle en der behersker dette eller hint felt habilt. Og hvorfor så ikke invitere ham eller hende til middag i stedet for at købe forlagenes autoriserede sangfugle. Just det høje almene uddannelsesniveau gør at hvor man i demokratiseringens første fase sagde "Lad os spørge eksperterne" og i anden fase "Vi vil høre Møllehave og Nørretranders", så vil man i den tredje fase sige: "Vi gider ikke købe dem, for det kender vi folk der kan bedre."
Men der sælges vel lige så mange bøger som før? Endnu ja, – for noget skal folk jo finde på at give til jul og fødselsdage; men med tidens nådesløse arbejdsmarked læser folk snart kun det de er professionelt tvunget til, plus hvad man bilder dem ind er "uomgængeligt". Men det er ugudeligt med sådanne hysteriske oplag af ganske få titler – og i øvrigt skrupforkert at alle læser og ser det samme, endda uanset niveau: For konformitet på højniveau er særlig dræbende, og vi skal ikke være lige gode til alt.
De beskrevne tre faser eksisterer endnu side om side, men tiden arbejder for den tredje. Lad os til slut profetere en fjerde fase, hvor folk kun læser i håb om at aflure forfatteren tricket. Vi får da en situation hvor ingen djævel gider læse bøgerne, undtagen nidkære kolleger samt rivaler in spe. Det behøver dog ikke at skade salget, for hvis alle drømmer om at blive TV-stjerner, politikere og top-ti-forfattere, så vil de også læse alt om og af stjernerne – men kun for at forøge deres egne chancer. Ligesom vor tids arkæologer taler om "Ertebølle-kulturen", vil fremtidens arkæologer beklagende kalde vor tid for "Esmann-kulturen". For om Freuds berømte realitetprincip kan der siges meget – men nøj hvor det er trist!
Nej, fordelen ved i stedet at udsende dagens glade budskab uden beregning er, at hvis abonnenterne læser det, er det frivilligt. Og læser de det ikke, er det værst for abonnenterne – med Hegel’s omtrentlige ord. Det siges forresten at Hegel i sin tur havde sentensen fra den dengang miskendte tænker Esmann.

BERØMTE MÆND FRA DANMARK

Virkeligheden er svær at planlægge. Se blot: Frederik Stjernfelt og Søren Ulrik Thomsen skrev i fjor en pamflet om hvordan enhver idiot i dag ved at påberåbe sig miskendthed kan overtrumfe de anerkendte i status – men endte med selv at blive miskendt for deres bedrift, endda uden selv at have gjort fordring på nævnte høje ære. Som gode calvinister er de dog indforståede med at alle gode gaver kommer ovenfra, om så altid velfortjent og derfor hinsides enhver ankemulighed. Thi velstand er det sikre tegn på Guds nåde.
Når Kierkegaard-forskerne PeterTudvad og Joakim Garff gensidigt og offentligt fornægter hinanden og således skyder genvej til miskendthedens attråede parnas, er det derimod ugyldig kurspleje – omtrent som når to ungersvende i på damejagt skiftes til højlydt at skamrose hinanden i kvinders selskab. En femte dansker der for nylig har måttet sande Guds uransalige veje og derfor kan gøre fordring påmiskendthed, er Kissinger-kenderen Frank Esmann der uforudset beskyldes for plagiat..
Nuvel: skønt ingen har patent på selve faktamaterialet, må de benyttede værker jo honoreres og for så vidt omfattes af en art ophavsret. Derfor ville selv Esmann da også påberåde sig sin ophavsret hvis nu en tredje Kissinger afskrev og udgav hans apokryfe og beslaglagte værk i eget navn, om så også med behørig anerkendelse af Walter Isaacson samt med en anderledes ekstravagant brug af citationstegn – som der nemlig i følge vor store og derfor miskendte miljøforsker Bjørn Lomborg findes rigeligt af hvor de kommer fra, og som vor klode derfor ikke risikerer at løbe tør for, inden vi alligevel som den fremsynede og derfor engang i tidens fylde retteligt lovpriste foregangsmand Esmann afskaffer dem som et arkaisk levn fra fortiden. Thi al berettiget anerkendelse er som sagt posthum, om end selv da lidt suspekt.
Imidlertid blev vi ikke færdige med Esmanns tænkte plagiator. Vist vil Esmann som sagt i påkommende tilfælde gøre sin ophavsret gældende; men hans plagiator kan spidsfindigt bedyre, at han just ved med anderledes prisværdig omhu at respektere Isaacsons ophavsret tillige har ændret Esmanns manuskript så radikalt at ejheller Esmann længere kan gøre ophavsretlige fordringer – hvis han da overhovedet formår at genkende manuskriptet. Esmann vil derfor besinde sig og derefter lære lige så beskedent som han jo i forvejen lever ved sin overdrevne påholdenhed med citationstegnene.
Imidlertid har Esmann på sin egen vis bedrevet noget helt nyt og uhørt. Sagen er nemlig den at arbejdet med udvælgelse og omorganisering af et stofområde af sig selv altid indebærer en omformulering af de indhentede oplysninger i ens eget sprog. Helt bogstavelig klippen og klistren ville dertil resultere i en uorganisk og ulæselig tekst og tillige tyde på højst mangelfuld tilegnelse.
At Esmann præsterede at begå en læseværdig bog helt uden egenrådig omformulering, vidner derfor ikke alene om hans beskedenhed, men tillige om betydelig originalitet. Esmann kan dog i så henseende bedst sammenlignes med den eksperimenterende forfatter der skrev en murstensroman helt uden brug af bogstavet "e" som i Esmann, men desværre glemte at som i tage højde for at publikum foretrækker bøger der alene betjener sig af bogstavet "e" som i "E-mail". Vor store forfatter blev derfor miskendt – som Esmann.
At Esmann i kunsthistorikeren Leo Tandrup har fået en uforbeholden og ukuelig våbendrager samt vel i tidens fylde tillige sin oplagte biograf, borger heldigvis for retfærdighedens sluttelige sejr. Just Leo Tandrup har ofte med historisk pondus beklaget vor tids forcerede originalitetsstræb; det er derfor helt følgerigtigt at denne åndfulde dyrker af gotikkens samt Esmanns anderledes anonyme storhed heller ikke selv forsøger sig med egenrådige griller.
For ganske som man kunne hævde at Esmann ret beset blot har gjort som alle andre på det moderne bogmarked, så gør Leo Tandrup i denne sag beskedent blot det helt gængse og hævdvundne på tinge: Nemlig med omhu at rose originaliteten i arbejder der besidder allhånde prisværdige egenskaber – blot ikke originalitet.

ALLAH & SONS

Arvesynden er kommet for at blive – og vi skribenter er kommet for at anmelde den. Var der ingen dårlige nyheder, måtte vi derfor selv opfinde dem, som da Jyllandsposten forleden af lutter kedsomhed over sine kanon-ortodokse molboabonnenter foretog sit blasfemiske eksperiment med den islamiske verdens fornemmelse for pressefrihed. Selv blev jeg snydt for fornøjelsen, idet jeg selv foretog et anderledes autentisk eksperiment on location: i Damaskus.
Meget kan man sige om de indfødte, men udover at besidde en ypperlig madkultur er de bilister af Allahs nåde og klarer sig helt uden vore egne skolastiske ritualer på vejbanen: Til Søren Krarups og andre sekularisters glæde står der nemlig intet om trafikregler i Koranen, der tværtimod giver bilisterne hvad bilisternes er. Men frem kommer man alligevel mirakuløst uskadt – i Jylland ville man derimod ryge på hospitalet og derfra blive sendt anbefalet lukt i Hjørring Statsfængsel.
Myldret af fodgængere anses af motoriserede muselmænd hverken for en tilstrækkelig eller nødvendig grund til uhøfligt at forsinke betalende turister, så folk advares i stedet fortløbende, så de på lige fod med Allahs øvrige kreaturer såsom høns og duer kan nå at sprede sig – omtrent som dengang Det Røde Hav på lignende vis måtte vige for de fremstormende israelitter. Flittig håndtering af båthornet er nemlig i verdens ældste by det magiske sesam for at bestå køreprøven samt overleve i det byzantiske virvar – og af samme årsag akkompagneres turistens færd af et kakafonisk og synkoperet lydtæppe der slående påkalder Gershwins symfoniske digt fra modernitetens eventyrlige ungdom "An American in Paris".
Den glædelige nyhed fra det danske kongehus med dets anderledes uheldige trafikkultur blev loyalt og uden karikaturer kolporteret i Damaskus Tidende – thi Allah kender til alt, og statsoverhoveder er nu engang statsoverhoveder. Kriminalitet kendes derimod ikke i Damaskus, så som skribent kan jeg heldigvis benytte lejligheden til at anmelde et grovt tyveri desto mere højlydt: Thi mit kamera blev som på et flyvende tæppe borttryllet af en hastigt bortilende taxichauffør. Mon ikke han havde lært et og andet i Vesten, ja måske har han sågar lært kunsten under et periodisk virke i Århus, hvor et par stedelige pressefotografer derfor på samme vis måtte gøre en dyd af nødvendigheden og omskole sig til karikaturtegnere.
Nå, til sagen hører, at vi først pruttede med chaufføren for i henhold til de lokales råd ikke at skubbe prisniveauet op i et for dem urimeligt leje. Men han insisterede altså på det helt frie marked, og i hans oplyste øjne var det vel os andre der opførte os som forkælede bavianer og derfor fik løn som forskyldt. Måske skiftede kameraet altså ejer med Allahs gode vilje, og det skal hermed honoreres.
Da jeg derfor på en busstation så det obligatoriske billede af den nu hedengangne præsident Assad og hans to sønner, tog jeg mig den frihed at spørge: "Who is this guy – I see his picture everywhere? Allah and his two sons, I presume – you see, our God had only one son, and they killed him. Allah is wise."
Ingen krumsabler blev draget, kun et høfligt smil. Det blev anledning til en senere refleksion: Hvis man med sin facon signalerer at man forventer modpartens indforståethed med en spøg, så opfattes den ikke som en provokation. Hvis man derimod tydeligvis hverken ønsker eller forventer delagtighed, så tages ens blotte hensigt som en hån – så det er rimeligvis den distancerende udelukkelse snarere end selve ordene der sårer. Det samme gælder nok Jyllandspostens eksperiment: "I muslimske bonderøve forstår ikke dansk humor – se selv!"
Indforståethed kan dog også bringe én i uføre. Da jeg på en stationskafé så en politibetjent give en plagsom og lidet betalingsdygtig kunde et spontant los i røven, måtte jeg slå en latter op ved denne herlige utyngethed af uniformens formalitet. Thi jeg har allehånde hæmninger – blot ingen moralske: Sådan luksus har jeg ikke råd til, for nok skal man elske sine fjender, men sgu ikke på læsernes bekostning. Og på det helt frie marked gælder, at hvis man kun lønnes ringe, har man ikke den sædvanlige gode undskyldning for at skrive noget bras. Jo, Allah er vis – men hans profet skrev noget bras.
Nuvel, men da ordensmagten nu skulede fælt til mig, reddede jeg mig fra anholdelse med et skuldertræk og et overbærende nik i retning mod den uheldige kunde – der skulle betyde noget i stil med: "Jeg kender ikke det menneske". Sandelig – Allah er stor.