SLADDER - EN SAND HISTORIE...

SLADDER - EN SAND HISTORIE...
Country Dweller efterlyser i forbindelse med "Den ædle dannede" regulær sladder med hår på brystet. For ikke at blive sat i bås med inferiøre skriveaber og beklikke min integritet yderligere vil jeg dog helst ikke indlade mig på den genre. Folk der ikke kan styre sig, skriver jo alligevel så meget, og den ene har såmænd sjældent meget at lade den anden høre: Fortæl mig dine venner, osv.
Men en god historie af en vis underholdningsværdi skal I nu alligevel have. Indtil for henved otte år siden havde jeg ret grønt lys på hvad brave danske med eller uden honette ambitioner anser for vor kulturelt førende ugeblad. Men det fik en brat ende af hvad jeg siden har forstået må kaldes den sædvanlige grund - for mens talent selv uden pleje har det med at udvikles med tiden, så er der heri intet håb at finde for den talentløse: Thi også talentløshed eskalerer tilsyneladende, således at selv instanser der rundhåndet har nedladt sig til at give én en ærlig chance - vel især for at opnå en klædelig reliefvirkning for deres egne anderledes håndgribelige stjerneegenskaber - til sidst må kaste håndklædet i ringen og indse, at her kæmper som bekendt selv guderne forgæves.

Kort sagt blev der med tilbagevirkende kraft foranstaltet en omvurdering af alle værdier, som uhelbredeligt normale mennesker nemlig ikke har vanskeligere ved at foretage end selveste overmennesket Nietzsche.

Nu kunne den uheldige helt imidlertid påberåbe sig en del ros fra forskellig side, herunder fra en velkendt og "rasmut modsat"-agtig filminstruktør, kendt for sin intellektuelle og moralske integritet. Jeg har i øvrigt siden forstået at uforbeholden og kvalificeret ros er det allerfarligste i publicitetsbranchen, idet det ofte fører til øjeblikkelig suspendering eller i det mindste vingestækkende marginalisering, velsagtens i mangel på passsende Urias-poster. Middelmådig perfidi der indbilder sig at være det højeste vid, medfører derimod gerne permanente højsæder i såvel det private som det offentlige.

Nå, men nævnte kærkomne, om end formodentlig skæbnesvangre roser skrev jeg altså om til min umiddelbart overordnede, sikkert i et fornærmet tonefald. Det indbragte så et svar, hvori han løgnagtigt bedyrede at før nævnte film-personlighed tværtimod skulle have påtalt at avisen ikke kunne være tjent med min medvirken. Thi for barnlige sjæle består den mest nærliggende løgn i opfindsomt at genaktivere allerede på lystavlen indkomne meddelelser samt med opbydelse af al åndskraft ændre fortegn i en for dem selv mere ønskværdig retning. Omtrent som hvis man for at undgå enhver mistanke i forbindelse med et mord i København ville bedyre, at man aldrig i sit liv har sat sine ben i København.
Jeg kontaktede nu fluks Rasmus Modsat, der beviste sin integritet ved omgående på skrift at dementere nævnte løgn - en storslået generøsitet uden forudsigelig modydelse der i nævnte intrigante verden er en ren abnormitet, al folks gratis politiske korrekthed til trods. Men for ikke at bringe ham med ned i hævnbegærets fedtefad viste jeg aldrig hans brev til rette vedkommende endsige hans foresatte, men omtalte det naturligvis privat.

Det ejendommelige er imidlertid nu at når jeg undertiden og senest forleden møder vor synder på gaden, opviser han en ynkelig og gnomagtig udstråling af kold fortrængning, som om skammen har taget hårdere på ham end min forstødelse i sin tid tog på mig. For mennesket er et uhyre farligt dyr: Selv ikke nok så besindige humane meninger om retspleje, menneskerettigheder og kristne værdier kan nemlig forhindre os i at føle som de allersorteste mullaher, når vi har at gøre med vor næste i egen lave person. Thi her findes sandt for dyden ingen prøveløsladelser, amnesti endsige syndernes forladelse.

Dette var i al beskedenhed historien, men den minder mig om noget lignende (til forskel fra noget forskelligt). For på samme vis møder jeg af og til på gaden folk der i lignende sammenhænge er blevet foretrukket og endog forfremmet på bekostning af mig eller endda "for min skyld", og som på den konto oppebærer en endog klækkelig ekstra indtægt for en absolut overskuelig indsats.Thi den der lever skjult lever som bekendt godt og trygt. Naturligvis siger de ikke nej tak, og ingen kan da fortænke dem et øjeblik i at tro og håbe at de skam også er alle pengene værd. Men også her gælder at når jeg gør ansats til at hilse drenget og "business as usual"-agtigt til dem, bliver de koldt forlegne med et anstrøg af umiskendelig fornærmelse.

Ligheden mellem de beskrevne situationer er alene den at den velsignede tilsyneladende undertiden kan have sværere ved at bære sin skæbne med værdighed end den forfordelte. Og af tilsvarende grunde hævder kendere jo også at det var sværere at være Barabas end at være Jesus (små slag, små slag...): For det er ikke spor sjovt at vide sig foretrukket af verden af skændige og jammerlige grunde, lige fornedrende for en selv som for verden.

MIG OG MØLLER

At være Gud er ingen kunst: Der findes intet, og jeg er intet; det skriver man så lidt om, og se: Nu er der pludselig noget – og jeg er Gud. Derefter keder man sig bravt og må gå i byen for at møde ordentlige mennesker. For at leve er allrede svært – og at leve af noget man kan lide beror som regel på kriminalitet. Bagmandspolitiet kunne spare sig meget hovedbrud ved at holde denne lille devise for øje – for sværere er det altså heller ikke.
At skrive frit fra leveren kræver derimod sin mand og er dertil for alle involverede et kongeligt privilegium –omtrent som når Islands regering undtagelsesvis donerer en snehvid jagtfalk til en beduinhøvding, mens oljesheikerne ved siden af som kong Midas må tørre sig bagi med alle deres dollarsedler. For penge er noget vi har, så vi er komplet uberoende af de emsige bogholdertyper der planter sig i råd og nævn for at tiltvinge sig en pervers form for uomgængelighed.
En forlægger foreslog mig for nylig at skrive en bog om tidsånden. Men dels ved jeg ikke meget om emnet, dels interesserer det mig ikke voldsomt – så jeg giver hermed stafetten videre til geniet Holger Beck Nielsen. Men hvad pokker skal vi så skrive? Originalitet er tilbøjeligheden til at få ideer der oftest viser sig at være tænkt før – så det når vi ikke langt med. Men hvis selve denne tese er gal, så har den måske til gengæld ikke været tænkt før og er derfor støtteberetttiget.
Dog jeg videregiver beløbet ubeskåret til mere trængende, men mindre værdige, thi ganske som hr.Møller køber jeg mig altid åbent og redeligt til ry og spalteplads – det er det fornemste, for os to er der Allah-tage-mig ingen af Over-Danmarks kulturkommissærer der skal "godkende".
Ethvert anstændigt kongehus tigger og beder os da rettelig også om at blive deres naboer. Ingen årsag – Eders majestæts ønske er allerede opfyldt: Tag Eders seng og gå – Eders synder er tilgivet.Eller som den svenske bonde sagde, han han så sin hustru rode med naboen på basiden af dennes Volvo: "Fortsätt för Fan, bara fortsätt..."
Demokrati egner mig og Møller os ikke til. Hvis det ikke fandtes, ville vi foreslå det –men der skal nu engang helt andre typer til at bestyre og produktudvikle biksen end til at koncipere den, ganske som den der har konciperet barnet, jo ikke altid er den bedst skikkede til at dressere det.
For arbejdsdeling er en god ting. Den ene dag forstår jeg af aviserne hvorfor Tyrkiets optagelse i EU er en fin idé; næste dag læser og forstår jeg hvorfor Tyrkiets optagelse i EU er en elendig idé; og dagen efter igen har jeg lykkeligt glemt det hele – så meget mere som det vel er en dårlig idé at melde sig i klub med nogen man end ikke formår at huske.
Forhåbentlig beror mit syndrom på en eller anden pensionsberettigende form for autisme. Hvis samfundet ikke fandtes, måtte vi opfinde det – men nu findes det altså,og det er røvkedeligt.
Nej, det er nok meget godt at der findes andre typer end én selv – så skidt med at de er kriminelle hele banden. Jeg kender adskillige. Spændende lovbrydere? Jo, men nogle af dem er nu bare dummere end politiet tillader. Således kender jeg en dame på 50+, der daglig pendler fra Kolding til København for at gå med aviser.
Det lyder som en molbohistorie fortalt af en molbo, men den er god nok, takket være storsindede befordringsfradrag. Damen er ovenikøbet knaldgodt begavet og har da også en mere borgerlig fortid – men det kan blive småtfor enhver, og hvad gør man dog ikke for at undgå sine tumpede naboer derude på prærien?
Det dumme ved den danske udmark er nemlig, at vi har udryddet alle farlige vilde dyr – for med Kerstin Ekmans ord bliver livet gudløst uden dyrene. Derfor er alle molboer pædofile, indremissionske pornovrag – af lutter åndelig trøstesløshed. Så slip dog for satan de vildsvin løs, så vi fremover spares for anden kriminalitet end den agtværdige økonomiske.
En svensk pensionist præsenterede sig således for nylig som en af de sidste klassiske bankrøvere af den hæderlige gamle skole. Samfundet havde skam også honoreret hans indsats med tilsammen 22 år bag tremmer, og det var hans bedste tid: ordnede forhold og faste rammer.
Modsat Søren Ulrik Thomsen og Frederik Stjernfelt der håbede at blive verdensberømte ved en gang for alle at aflive myten om miskendte og ukendte genier, kunne vor bankrøver altså ikke klage over at være miskendt. Og skønt jeg selv ellers i 22 år med sammenbidt trods har fortiet alle anerkendte i en grad så det uheldigvis må ses som en betragtelig anerkendelse – så foreslog han mig dog med stor selvfølelse at skrive hans biografi.
Det være hermed gjort. Eders synder er tilgivet – fortsæt bare, for fanden.

Til redacteuren af Magasinet Danmark

Jeg tilsender Dem hermed en artikel om bølgekraften som vi anser for fremtidens guldgrube. For med al respekt for den gamle verdens sans for smag og skønhed værdsætter vi i Amerikas Forenede Stater dog højest af alt den brølende virkelighed i al dens mangfoldighed. At De fortsat bringer magister Bandaks gammelagtigt tænksomme skriverier, er en smuk gestus som mange af Deres kolleger herovre dog næppe ville have megen forståelse for, for de anerkender sjældent nogen art storsindede forpligtelser over for det svundne, traditionerne og symbolerne. Hvad der ikke er levedygtigt, det må gå til – sådan er den herovre gældende moral. Og man kunne vitterlig også hævde at selv ud fra et humant synspunkt er det måske bedre at lade naturen gøre kort proces end dette sejpineri med at holde hånden over umulige eksistenser som verden desværre ikke længere har plads til.
Deres altid hengivne Pieter von Oldenburgh
Forhenværende baron, nu direktør
Ovenstående lille stileøvelse sendte jeg for nylig som en spontan spøg til et lille udvalg af bekendte. En af disse, en såre velmeriteret udedansker, var sikker på at der måtte være tale om en autentisk kommentar fra en mere koldsindig skæbnefælle i det amerikanske. At jeg faktisk selv havde begået linierne, illustrerer ved nærmere eftertanke ret morsomt forskellen på den lidt forfinede og introverte tænkemåde og den ekstroverte forretningsmands. For vor fiktive industrimand ville trods den citerede indstilling netop ikke selv kunne udtrykke den såvel som den karikerende fremstilling af modparten så prægnant i ét hug som en person af "den gamle verden". Indlevelsen går i sådanne tilfælde ifølge sagens natur kun den ene vej.
Det får mig til at tænke på en tale som Georg Brandes holdt til en af vore gamle grønlandsfarer, vel Mylius Erichsen; for da jeg engang læste den op for en bekendt grundet dens slående indlevelse i hvad der mon kunne få en højt uddannet mand til langt hen at foretrække naturmenneskenes selskab frem for civilisationen, konstaterede min bekendt imponeret: Ja – og tænk så engang på at så rammende ville Mylius Erichsen næppe engang selv have kunnet formulere sig.
Thomas Mann har i en ret tidlig novelle "Tristan" foretaget et lignende eksperiment for fuld udblæsning. Den foregår på et højfjeldssanatorium for tuberkuloseramte, hvor en overspændt og æterisk ung mand forelsker sig på sublimeret vis i en purung kvindelig patient. Samtidig hidser han sig stadig mere op over hendes i hans øjne plumpe og uromantiske ægtemand fra handelslivet, skønt han ikke har vekslet et eneste ord med ham men alene forestiller sig, hvorledes handelsmandens økonomiske overtalelser har gjort deres virkning over for faderen og siden datteren og dermed bragt hende til fald fra æstetikkens himmel til denne groteske mesalliance. Vor eksalterede unge mand og Wagner-fantast tillige ender med gennem en stedelig sygeplejerske at sende den intetanende ægtemand et brev, hvor han udsiger sin ufortøvede mening om hans skændige værk og væsen.
Dagen efter træder handelsmanden ind på hans værelse og giver ham lige så uimponeret som fortørnet svar på tiltale. Meget vittigt skildres kontrasten til den unge mand, der nok kan være en ørn på papiret, men som i den virkelige konfrontation fra første færd befinder sig i stor og komisk forlegenhed. Imidlertid hører det også med til billedet, at hele beskrivelsen jo til syvende og sidst kommer fra Manns hånd – og hvem af parterne han bedst kan identificere sig med, ved vi jo kun alt for godt , selv om hans forretningsmanden verbalt såvel som moralsk går af med sejren. I øvrigt ender historien tragisk, for den unge pige dør af en blodstyrtning fremprovokeret af den unge æstetets ildfulde udlægninger og demonstrationer af motiver og eksalterede passager fra Wagners "Tristan og Isolde". Novellen hedder som sagt også Tristan.
Skismaet mellem indre og ydre er arketypisk for alle der arbejder på de indre fronter, hvad enten de ytrer sig kunstnerisk eller på anden vis. For der er noget komisk og grotesk i virkelighedens rå overmagt trods al dens banale forudsigelighed og gennemskuelighed. Det kan naturligvis som hos Mann dreje sig om mangen kvindes mere eller mindre nødtvungne præference for virkelighedens mand, selv hvor hun har fået øje for nogle mere betænkelige slagsider af hans robuste væsen.
Men mere alment – og vi bør jo ikke altid lade kvinden holde for endsige knægte eller beklage hendes nok så fejlbarlige valgfrihed – gælder det virkelighedens magt over for argumentets, tankens og skønhedens tale. Forestil Dem, at Pytagoras beviser hvorfor summen af katedernes kvadrater må være identisk med kvadratet på hypotenusen. En kontrær tilhører kan til enhver tid klare frisag ved at kalde det vrøvl og forlange yderligere bevis og forklaring. Når Pytagoras nu beviser, at hans første bevis skam er fuldt gyldigt, kan virkelighedens mand atter parere ved at kalde også det vås og kræve bevis for det just fremførte bevis’ gyldighed. Osv. Desværre er tankeeksperimentet særdeles virkelighedstro, for normale mennesker har helt exceptionelt veludviklede forsvarsmekanismer, som de trods allehånde studier slet ikke erkender. Der er netop sjældent tale om bevidst løgn, for overalt hvor mennesker søger at styrke deres egen selvagtelse og –tillid samt svække andres, fungerer mekanismen kun takket være deres ubevidsthed, og derfor kunne Henrik Ibsen med god grund kalde det livsløgne. Alle dage har mange kunstnere, kloge koner osv kunnet se disse ting, også hos sig selv, hvilket sidste i øvrigt næppe altid deres eget liv lettere. Imidlertid har vort tankeeksperiment graverende følger.
For perspektivet indebærer, at uanset hvor meget ret man har, og uanset hvor åbenlyst og ofte man har demonstreret det, nytter det intet, hvis miljøet, kredsen, firmaet, stammen eller verden inderligt ønsker at slippe af med Dem. Uanset hvor gennemført De mener for længst at være kommet over det døde punkt, er intet lettere for verden end at fortrænge dette Deres vederstyggelige og heldigvis snart forældede gennembrud som noget nær et postulat for i stedet at enes om, hvor umulig, talentløs, ubehøvlet – samt mon ikke også noget utilregnelig? – en stakkel De er. Og endnu gang sker det ligesom uskyldigt i selvbedragets kollektive udstødningsproces, der langt hen kan sammenlignes med kroppens stædige immunreaktion, hvormed som bekendt ubehagelige fremmedlegemer såsom glasskår langsomt, men sikkert bugseres ud af systemet ad uransalige veje takket være en stum og anonym hær af desto mere loyale indre partikammerater. Så Jantelovens sidste bud lyder: Der er ingen som helst grænser for hvor kontroversiel eller lav en vurdering af Dem vi kan enes om, hvis dette er vor fælles og uudtalte trang – uanset hvor ypperlige personlige demonstrationer eller for den sags skyld udtalelser fra uomtvisteligt ukorrumperede kapaciteter De måtte finde på at fremture med på Deres sædvanlige uskønne facon – såfremt bemeldte autoriteter da ikke netop tilhører vor egen kreds, hvad de heldigvis ifølge sagens natur ikke kan gøre.
Tro nu ikke at begavede, veluddannede og belæste mennesker er hævede over disse ting, for på dette områder bør De søge forståelse hos skuespillere, komikere og kunstnere, hvorimod de travle, de lærde og dygtige i verden såre ofte kendetegnes af en beundringsværdig grad af indre kontrol, som de tydeligvis er glimrende tjent med. Ja, altså indtil De nu atter engang kom med Deres infame, misundelige og sygeligt fortænkte stiklerier til anderledes ordentlige folk, som ellers langt hen ad vejen har gjort hvad der stod i deres magt for at komme Dem i møde og hjælpe Dem bedst muligt til rette trods Deres mange svagheder og brøstfældigheder, som vi dog denne gang skal skåne Dem for at komme nærmere ind på. Og tillad os til sidst at erindre Dem om, hvorledes vi adskillige gange har bragt os selv i stor forlegenhed ved at komme Dem til undsætning, selv hvor det i grunden måtte anses for helt uforsvarligt og kompromitterende. Men vi ønsker Dem skam alligevel også fortsat alt muligt held i den livsbane De fremover måtte forsøge Dem i, forhåbentlig med henblik på at finde et mere frugtbart og seriøst afløb for deres særprægede – javel: personlighed.

DEN ÆDLE DANNEDE

Forleden blev en kendt kulturpersonlighed hyldet i Jyllandsposten på sin 72 års dag som den ædle dannede. Andre dannede skulle vel her påskønne finten til den gamle myte om den ædle vilde. En myte som nutidige antropologer med den bagkloges forkærlighed ynder at dementere. Jeg tilslutter mig nu alligevel hellere romantikerne og vil i den forbindelse referere Georg Brandes ord i en tale holdt til en af vore gamle grønlandsfarere – ord som mere dannede muligvis atter vil tilskrive oplysningstidens Montesqieu der ligesom renæssancens Montaigne allerede gjorde sig sådanne overvejelser. Tankegange som vi for resten allerede finder udtrykt i den civilisationstrætte romer Tacitus’ skrift om germanerne.
Nuvel, Brandes forestiller sig imidlertid i sin tale at når højt uddannede mennesker som Brøndlund kan foretrække naturmenneskenes selskab frem for kulturens metropoler, så kan det skyldes visdommens erkendelse af, at mens i civilisationen uværdige i rigt mål kan opnå position, magt og anseelse, så er det nok umuligt at blive agtet og værdsat blandt naturfolk, hvis man ikke vitterlig har gjort sig fortjent sig til det og bevist sin menneskelige integritet. Brandes ord er værd at notere, for i naturnære tilstande lader nødens lov realiteterne tale, mens hos os penge, sladder, intriger og magt taler med mere gennemslagskraft. Således havner ikke sjældent de mest intrigante og sjæleligt middelmådige i kraft af stædighed, forsigtighed og kløgtige alliancer i tidens fylde i agtværdige og uklanderlige råd og nævn. For hos den hvis behov for anerkendelse ikke har rødder og jordbund i det de vitterligt står for og virker med, kender den kompensatoriske forfængelighed i sin tomhed ingen grænser.
Ulykkeligvis betyder det så også at selv når en meriteret person hyldes for just sådanne egenskaber som man netop ikke skal regne med hos civilisationens agtværdige yndlinge, så kan man ingenlunde uden videre gå ud fra at det er sandt og ikke blot yderligere et eksempel på grænseløsheden af den moralske perversion. For hvor ofte giver bødlerne og medløberne den ikke med forkærlighed i rollen som ofre, og hvor ofte hyldes ikke kulturlivets massive opbud af mimicry som den ægte vare? Ja, hvad mere er, så kunne man endda mistænke at så uforbeholdent rosende omtaler man i civilisationen kun andre, hvis man i virkeligheden slet ikke mener det. For hvis vi virkelig mente det, ville vi misundeligt forargede fortie det. Men vist gives der undtagelser, og man må i det tilfælde forestille sig at portrættets forfatter selv hører til de ædle dannedes eksklusive kreds. Og helt utænkeligt er det ikke, for samme kreds må der i hvert fald være tale om.
Selv fejrer jeg altid mine egne fødselsdage og da især de runde i de svenske skove, som netop i sidste del af april viser sig fra deres mest livgivende og medrivende side. Efteråret stemmer til andagtsfuld og kontemplativ vemod og forsoning, mens det endnu bladløse forår har den ungdommeligt medrivende friskhed og vårflodens naivt håbefulde hengivelse til genfødslens årlige mysterium, at alt bliver nyt. En opfattelse der i øvrigt også gennemsyrer den russisk ortodokse kirkes syn på skabelsens forløsning.
Men kort sagt lægger jeg af nævnte grunde aldrig op til at blive hyldet på min fødselsdag, blot folk til gengæld husker at hylde mig desto mere resten af året, ikke mindst for just nævnte ædle fordringløshed. Af og til kniber det nu ærligt talt gevaldigt med at holde denne aftale, men no one is perfect, så det bærer vi over med og sætter vor lid til alderdommens satisfaktion. Men kort sagt skyldes mine overvejelser i anledning af ovennævnte hyldest til den ædle dannede ikke barnligt nag over ikke også selv at blive portrætteret på slig glorværdig vis.
Til gengæld kan jeg fortælle Dem at jeg for nylig blev inviteret til en anden kulturfødselar, omtrent jævngammel med førstnævnte og fuldt så flittig og velfortjent anerkendt. Ulykkeligvis fylder begge de nævnte ædle dannede ligesom jeg selv år i sidste del af april, og allerede af den grund kan det ikke nytte, for jeg véd så vel at jeg ganske som et utålmodigt barn der opslugt i øjeblikket ikke kan finde nogen ro og fortrøstning i forventningen og derfor ikke tåler at udsætte sit ønske, ville vansmægte synligt ved tanken om i stedet at kunne indsuge duften fra fyrreskovene og de optøende højmoser med lydtæppet af traners råb og urfuglenes skogren i baggrunden. Kort sagt nothing personal.
Men der var nu i dette tilfælde også en anden grund som i mangel på bedre ditto kunne have gjort sig gældende. Sagen er nemlig den at jeg for 18 år siden personligt tilsendte nævnte jubelfødselar min første bog Syndefaldet (who cares, men anyway). Naturligvis blev den til den naive ynglings fortrydelse ikke anmeldt i Kongens Kjøbenhavn, hvor man jo kender sine lus på gangen, og altså ej heller i det dagblad hvori vor mand havde sit virke samt nogen indflydelse.
Men som sagt var han heri ingen undtagelse, skønt en undtagelse just i sådanne tilfælde ville have været desto mere klædelig – men sådan er civilisationens uædle verden: Jo flere der spænder ben, intrigerer og fortier, desto sikrere kan De være på at også vi andre følger solidarisk trop, for det ville være ufint krukkeri sådan at ville skille sig ud som værende mere ædel end andre mennesker. For som svenskerne siger: "Lagom är bäst".
Hvorom alting er: Mange, mange år senere begynder vor helt af og til tentativt at fraternisere med mig, idet jeg ikke alene bor i samme kvarter som han, men tillige i mellemtiden mod alle odds periodisk har gjort mig gældende i den skrivende offentlighed og således undertiden lignet en joker som man ikke kan være helt sikker på og derfor måske hellere burde tage i ed for alle tilfældes skyld. Men det hindrer skam ikke vor lejlighedsvise kontakt i at være velment og ægte nok samt til begges behag.
Nuvel, i samme åndedrag som nævnte invitation åbenbarer vor mand nu for første gang hvor begejstret han med flere (hvem?) i sin tid var for nævnte bog. Og skønt hans kærkomne indrømmelse utvivlsomt også skyldes en ægte og ædel bekymring på mine vegne, så er det jo noget sent at vise flaget. Det forholder sig her ligesom når man i moden alder for første gang møder sin far eller mor: No offence og interessant nok – men til gengæld heller ingen illusioner om den store "reunion". For sent er jo nu engang for sent. Har prøvet det… Hvis De aldrig havde mødt Deres far, og han pludselig inviterede Dem med til en rund fødselsdag, ville De så ikke også føle Dem i en sær forlegenhed og spille død? Men det er indrømmet hverken særlig ædelt eller særlig dannet.

FORTROLIGT TIL MINE LÆSERE OM MIN UTROSKAB

Som I ved, kan kærlighed bringe os til utroskab: Ulykkelig kærlighed kan sågar få os til at være utro med den urette, mens lykkelig kærlighed kan gøre os utro med den rette. Det gælder dog enhver slags kærlighed, og det er ingen hemmelighed at en kærlighed der ikke engang gælder en anden kvinde, men noget fritsvævende og tilsyneladende umotiveret, indebærer en så at sige dybere og mere grundlæggende utroskab over for Kvinden, som grundet dens uforudsigelighed og fremmedhed hinsides al kontrol kan gøre selv den bedste vanvittig, ja endog få selv de helt unge til instinktivt at føle et stik af så at sige kollektiv fornærmelse, når deres "anti-virus-program" aldeles ubevidst forud registrerer sådanne brud på tingenes rette orden. En mand der hvert andet øjeblik kan foretrække at rejse til Sibirien eller Afrika, er utroværdig, især hvis der er tale om ægte kærlighed.
Nuvel, jeg ved at også jeg hyppigt svigter mine læsere, som derfor kunne tænkes at svare igen ved at give efter for deres utro tilbøjelighed til at kaste et lys på hvad bogmarkedet og dagspressen bringer – også selv om I af erfaring efterhånden må vide at I bliver slemt skuffede i længden. Ganske som med cigaretter er det imidlertid muligt at vænne sig helt fra og forvandle mainstream til en lejlighedsvis aperitif fra de rå metropoler.
Nuvel, mine meldinger kommer altså af sådanne grund noget ujævnt og i klumper eller pakker. Men glemt jer har jeg altså aldrig, selv når jeg render rundt i Smålands højmoser, på Skånes åse eller endog i Nordsveriges og Lapmarkernes urskove og fjelde og leder efter elge, urfugle, ørne, traner og bjørne. Og da jeg er det eneste menneske i kongeriget der ikke ejer en mobiltelefon – som alligevel ikke altid kan bruges, fordi der er et bjerg i vejen, så kan jeg altså vitterlig ofte være uden for spørgende læseres rækkevidde.
Jo jeg fotograferer også gerne dyrene , selv om det i en vis forstand kun er om landskaber man kan sige at de undertiden er endnu bedre på billedet end i virkeligheden – hvorimod dyrene dog bør opleves live. Ja, selv levende billeder gør de vilde dyr uret ved at forvandle dem til gentagelig og "virtuel" virkelighed og således bringe dem ned fra deres så at sige zen-agtigt intense over-virkelighed hinsides den menneskeskabte og trætsomme hverdag. Javel, vi taler vel her især om oplevelser og ikke om metafysik og tingenes eget inderste væsen, men nevertheless…
Men hvad så med karrieren? Til helvede med karrieren, for det er min erfaring at det virkelig interessante ikke opstår ved denne tvangsindlagthed til evigt og altid at følge med og mene noget om de samme ting. Karrieremennesker kopierer dybest oftest blot hinanden – og paradoksalt nok da især de meget dygtige. Jeg møder selv af og til mennesker, der inspirerer og ofte ser ting som vi andre ikke har blik for – just fordi de uden kynisme dog formår at give en god dag i det hele. Ikke helt sjældent kan det dreje sig om kvinder, der efterhånden som børnene har vist sig "levedygtige", og skællene falder fra deres øjne, folder deres hidtil hemmelige bohemiske væsen ud – i dette tilfælde ofte til den forvænte ægtemands fortrydelse, men altså i grunden på ganske samme vis som jeg indledningsvis skrev.
Nuvel, især om foråret og forsommeren har jeg mine nøkker og kvier mig ved den blotte tanke om at skulle parlamentere og trække tov med forudsigeligt "realistiske" forlæggere eller andre, der vantro og frygtsomt vel kun kan forestille sig og have fidus til hvad der ligner noget atter der ligner noget, som en masse andre "dygtige mænd" for tiden synes at gøre vældig lykke med. Hele dette globale "Esmann"-univers trætter mig allerede inderligt at tænke på – men som sagt skal jeg undlade at hælde "samlede værker"over jer: For selv om det vitterlig er imponerende og respektabelt hvis nogen har kortlagt og endda forklaret en uregelmæssighed i forekomsten af akkusativ i tyrkiske sprog eller et bestemt enzyms lidt uventede (!) opførsel ved en bestemt temperatur, hæfter der også noget uskyldigt komisk ved upfordret at fremture dermed, især hvis man ikke selv er klar over dette skær. Og sådan er det med megen ekspertise, hvorimod det alment inspirerende henvender sig til alle og forbliver evigt ungt.
Dette er forklaringen på det tilsyneladende paradoks, at når et menneske slås ud af kurs, holdes nede eller spændes tilstrækkeligt meget ben for, så kan det efterhånden komme til at vurdere sine primære og oprindelige bestræbelser som mindre presserende, både for den pågældende selv og for menneskeheden. Hvem der nemlig end forklarer hemmeligheden ved den tyrkiske akkusativ, opnår han nemlig ét af to: Enten bliver "den store ide" rutinemæssigt stjålet af de mere velpositionerede, der øjeblikkeligt vidste det i forvejen, grundet et lille maskulint selvbedrag – som spiller en helt kolossal rolle i den sammenbidte karriereverden hvor fantasi jo er en yderst sjælden fugl; eller også gør man en anden ulykkelig, som nogenlunde samtidig har fået eller været på vej til samme ide og håbet på en art gennembrud i livet – og måske vitterlig også behøvede det i endnu højere grad end man selv. Men udefra set er det tillige lidt komisk.
Derfor er der undertiden grund til også at være vore egne ambitioner og talenter utro af pure skuffelser, men det kan ende med trods uskønne ardannelser at gøre os rigere og bredere, ja mere vitale og i hvert fald mere interessante end hvis vi havde været belastede af den adstadige værdighed og evigt selvbevidste vægtfylde som nu engang gerne følger med verdens gunst, undtagen hos charlatanerne som er et kapitel for sig og i øvrigt derfor ofte foretrækkes af verden frem for den ægte vare. Nuvel, blot de har underholdningsværdi, skal meget vitterlig også tilgives dem, hvorimod pølsesnak og intellektuel humbug uden gnist af et sådant charmerende sigøjnervæsen er en pestilens og tyveri af folks tid.
Men ejendommeligt nok kan denne vor ikke uden videre helt igennem sunde tilbøjelighed til opgivelse og utroskab mod vore oprindelige projekter altså vise sig bæredygtig. Umiddelbart skulle man ellers tro, at det dog var bedre at blive direktør i firmaet eller i værste fald for et andet firma end at udbrede sig om alt det som man vil give skylden for at man ikke blev direktør i firmaet. Men så opdager man, at mens ingen gider at høre om hvordan det er at være direktør, trods al forståelig interesse i ens tegnebog, så inspirerer fortællingen om den ændrede livsbane langt mere.
Vor officielle og alvorlige bestræbelse ender da let med at tage sig lige så autistisk ud som et ambitiøst, men jo uhelbredeligt privat morgengymnastik-program – hvorimod det førhen private og negative, kort sagt ligtornene – for da slet ikke at nævne sproget selv – i stedet sejrsikkert som H.C.Andersens berømte "skygge" indtager rollen som det for alvor vedkommende, ja endog det eneste virkeligt alvorlige.
Men naturligvis må De da gerne stille spørgsmål om ejendommeligheden ved den tyrkiske akkusativ, om end jeg må tilstå, at jeg næppe kan besvare dem, og det plager mig ikke. Ejheller ærgrer det mig ikke at blive inviteret til internatioale konferencer for folk der i grunden fagligt kan så nogenlunde det samme som jeg selv, blot ad kedeligere og mere konventionel veje. For ikke at tale om hvorledes alle geografiske og kulturelle forskelle uden for vinduerne nihileres og ignoreres i denne grå og selvalvorlige globale tristesse. Javel, hvis det nu drejede sig om at udvikle en forbedret neutronbombe der tillige skåner alt liv undtagen fjendens, så lod sådanne sammenkomster sig unægtelig høre. Og således bliver det altså også her sandt hvad vi lagde ud med, at hvis ikke det var sand kærlighed der bragte os til utroskab, så bliver det dog til sidst til sand kærlighed.
Men nu må I altså have mig undskyldt. Jeg er kun på kort visit, idet min tandlæge Nils Ruben, der tillige er den ejendommelige australske pianist David Helfgotts danske impresario – havde inviteret mig til en koncert med Helfgott i Birkerød. Da Nils Ruben, der forresten tillige selv er uddannet koncertpianist, ynder at kalde mig det nærmeste man kan komme David Helfgott bortset fra forskellen i metier – hvortil vel desværre også kommer mine noget ringere udsigter til førtidspension –, kunne jeg dårligt undslå mig for dette charmerende gensyn med civilisationen i disse forårsdage hvor den nordiske og selv den danske natur ellers slår alt i sart skønhed. I øvrigt kunne man jo fromt håbe på at vor impresario en dag udvider registret og skaffer mig plads i sin stald og ikke kun i tandlægestolen.

BLOGGEN LETTER…

Om medierne, kulturen, forfængeligheden og fremtiden
Mændenes verden er ejendommelig. En grund til med forkærlighed at holde sig borte fra sit eget miljø er at inden for miljøet vil man kunne blive distraheret af egen flokmentalitet i forhold til den flok man hører til: Altså dybest set af allehånde behovsmæssige tilknytninger til "de andre" samt bekymringer for egen kurspleje i så henseende også på længere sigt. Og den art ungdommelig irritabilitet samt gammelklog frygt for fremtiden kan nok føre til normaliserende disciplinering, men aldrig til noget virkelig interessant endsige livgivende smukt eller morsomt. I flokkens midte lægger man alle farverige særheder på hylden, og selv om det er nyttigt at kunne, er faren at man helt glemmer dem.
En anden grund er den at i ens eget miljø vil ens små præferencer og egenheder let hos de andre blive filtreret gennem deres flokmentalitet, hvilket helt konkret vil sige især de velmeriterede, men også indbyrdes desto mere konkurrencebetonede mænds: "Hvad vi ikke selv brillierer med, skal heller ingen anden brilliere med". Altså med mindre det man brillerer med enten er så nørdet, "usexet" og lidet show-egnet at det opleves som lige så indifferent og ufarligt som flagermusenes ekko-orienteringsevner; eller det er så økonomisk eller på anden side givtigt for de andre at man åbenlyst behøves, som VVS-manden og computerreparatøren.
For sådan er det: Vi mænd er smukkest når vi glemmer os selv og denne frygtelige og latterlige afhængighed af position og status, hvad enten det nu drejer sig store biler, høj uddannelse, eget TV-program eller omvendt anerkendt "avantgarde"-status som statsudnævnt eller prisbelønnet kritiker af og oprører mod "systemet". Dybest set handler alle disse varianter jo om de samme ting og har således i grunden intet at lade hinanden høre.
Egentlig burde man ikke bekymre sig så meget derom, for dels fører det som sagt ikke til noget inspirerende men allerhøjst til et glædesløst og sammenbidt mere i "dygtighed"; dels gør det sjældent en mere afholdt selv hvis man lykkes; og endelig fornemmer folk såmænd snart alligevel mere end som så, selv hvor man omvendt netop foretrækker at gå yderst stille med dørene – det er nemlig kun dem der notorisk og nødvendigvis må vide bedre, der aldrig hverken ser, hører eller forstår. Så sjovt er vi mennesker nu engang skruet sammen.
Men er ingen ting da gode og interessante i sig selv, uanset allehånde eventuelle koblinger til status, rigdom eller andet? Jo, men efterhånden som det rygtes, bliver også det til mode eller status for til sidst at blive en demokratisk og statsgaranteret borgerret, der forvaltes af institutioner med tilhørende skolings- og meriteringssystemer, der atter har mere eller mindre monopolagtige aktier og forgreninger til forlagsverdenen, pressen og den øvrige medieverden. Og så er det på tide som Kong Lear og hans endnu visere datter Cordelia at rømme feltet inden det hele udarter i autoriseret facon og maner samt højt betitlet snak og eftersnak; og det så meget mere som man alligevel snart ville blive smidt på porten alligevel af håbefulde bander der trods al hemmelig kongenial sympati vejrer morgenluften bag sprækkerne i muren og tager deres fornuft til fange – og heri støttes klogelig anonymt, men desto mere helhjertet og massivt af vejrbidte etablerede mænd med pokerface, gyldne kæder og vel lagrede ligtorne.
Lige bortset fra at de såkaldt nyttige ting jo ofte viser sig at være skadelige, om ikke i konsumtionsleddet, så i produktions- og affaldsleddet, så kunne man indvende at ovenstående indadvendte betragtninger vel har mindre betydning så længe folks bestræbelser blot tjener en nyttig eller nødvendig sag: Et fremskridt i lægevidenskaben er dog immervæk et gode, også selv om mere centralt placerede eller konformerende typer ofte tager – og med kyshånd tillige gives – æren for andres værk, og selv om dér som alle andre steder i forbifarten kvæles og kværnes mangt et kreativt sind med forbilledlig sarthed, om så også mest på egne vegne.
Den indvending har noget på sig og indebærer at vore overvejelser især rammer hele det "overflødige" felt der hedder kultur og omegn – fordi der ikke her er hverken helt entydige kvalitetskriterier hinsides tillid og autoritetstro, og fordi samme uigennemsigtighed gælder resultaternes "nytteværdi" for menneskeheden eller i det mindste forbrugerne. På den anden side er den nævnte forskel mellem sfærerne næppe så stor, at vi af den grund kan kaste barnet ud med badevandet og skippe alt hvad der hedder kultur, blot grundet forfængelighedens overhåndtagen og korrumperende virkning. Især i den moderne verden hvor produktionen kræver stadig mindre af vor tid, vil kultur i videste forstand jo komme til at fylde desto mere i landskabet. Og det hverken kan eller vil vi for alvor lave om på, ihukommende den blot materielle konsums tristesse – men det betyder ikke desto mindre at hvor forfængelighed og statuskampe før havde et mere borgerligt alibi og var mere diskret disciplinerede og domesticerede, så vil vort "overdemokratiske" konsumentsamfund af fritidsmennesker med forbrug og oplevelse øverst på programmet medføre en usund overbetoning af forskelsløs konkurrenceånd og misundelse, der ikke længere inddæmmes og tæmmes af produktionssamfundets klassiske faglige og erhvervsmæssige skel, hvor direktøren trods alt aldrig misundte ministeren, og kemiprofessoren aldrig konkurrerede med litteraturprofessoren; og ejheller mildnes den usunde ånd længere af ovennævnte oplevelse af konkret, indiskutabel og så at sige øremærket nytteværdi og formålstjenlighed i sidste ende, bag alt vort narreværk.
Nuvel, men i lys af ovenstående er det klart at uden nogen euforisk eller livgivende værdi er der så næppe megen pointe i at udbrede sine betragtninger, uanset i hvilket regi og i hvilket medie det sker. For hvis nok så tvangsindlagte læsere alligevel keder sig bravt, kan resten vel være lige meget. At De har begået dette og hint ud mærkede i livet samt er mand eller endog kvinde for endnu mere, det betvivler vi således ikke, men tilskynder Dem tværtimod af hele vort hjerte til at fortsætte med det. Men med mindre Deres skriverier da skal forstås som en art jobannonce, er vi alvorligt bange for at De spilder såvel Deres egen som vor tid ved sådan uopfordret og lovlig højlydt at udbrede Dem om Deres angivelige kvaliteter. Nuvel, som bekendt er der imidlertid også kun sjældent penge i bogudgivelse på dansk, selv om det i de rette hænder – hvilket som bekendt i en dybere forstand oftest vil sige de forkerte hænder – sig kvaliteters at have en katalytisk værdi som trædesten, springbræt og trampolin. Så ved at insistere på Bloggen lider De derfor næppe noget større økonomisk afkald, men besparer tværtimod det tiltænkte forlag for et betragteligt tab – det forudgående og i Deres tilfælde næppe uanselige besvær ikke at forglemme.
Nuvel, for mit eget vedkommende kan jeg derimod trøste mig med, at så langt fra at betalende læsere typisk har kedet sig, er jeg altid blevet fyret, lagt på is, skåret ned eller smidt godt bag i køen, netop som det efter læsernes mening gik allerbedst. For ganske som i militæret kan det også i det civile liv ofte vise sig klogest at holde en passende lav profil. Ja selv overordentlig prominente læsere gav af og til gav undertiden deres bifald, hvilket ingenlunde er nogen inkonsekvent tilføjelse endsige en fortalelse fra min side: For blot de makker ret, kender deres besøgelsestid samt viser en smule pli, har jeg bestemt intet at sige mod de begavede, de formuende og de dannede; også selv om det desværre ikke kun er en nem kliche, at på "det overflødiges" felt er det ikke altid de mest berettigede der klatrer højst til vejrs i bestyrelserne.
Men apropos betalende læsere: Mindre medier med en anstrengt økonomi kunne jo her formodes at være mere forbrugerorienterede og derfor tillige mindre ringe. Men dels må man her ikke undervurdere førnævnte almenmenneskelige forfængeligheds irrationelle kraft – for hvad betyder en smule færre læsere, så længe det ikke ligefrem truer de fastes egen stilling og økonomi. Dertil kommer at mens et kunstigt hjerte er en ringe trøst for den som behøver en kunstig lever, så kan man inden for kulturens og underholdningens brede felt altid erstatte en tom plads med "mere musik", som i det mindste for en tid kan udfylde tomheden og skabe taknemmelig glemsel; og det så meget mere som der jo indrømmet gives megen fortrinlig musik. Og i fritidssamfundet skal tiden hursomhelst gå med noget, så ligesom vi spiser de fisk der nu engang er i havet, må folk slå tiden ihjel med hvad medierne nu engang falbyder – og her gælder at selv helt udvendig variation samt gentagelser camoufleret bag højpandet tungetale langt hen synes at kunne kompensere for kvalitet.
Vore egne læsere er således nogle overordentligt heldige bæster der ikke betaler licens, men vi skal nok opspore dem, om vi så skal sætte penge til på det, alene for princippets skyld. Men her er vi atter inde på et interessant emne: For netop fordi hele denne binding til erhvervsmæssig identitet efterhånden vil betyde stadig mindre i vort hovedrige velfærdssamfund, så betyder den økonomiske side af sagen i grunden ikke så meget. Man kan alligevel leve af så meget og samtidig slippe for at være tvangsindlagt til alt det samme som alle de officielle snakkehoveder. Og hvis man omvendt ikke kan leve af noget, så kan man efterhånden med stadig bedre samvittighed leve hæderligt alligevel, for uanset al snak i de mest borgerlige medier, så under Deres næste Dem af et godt hjerte allehånde former for invaliderende understøttelse, blot De lover at afholde Dem fra at genere ordentlige borgere fremover. Men anerkendelsen og den sociale rolle, der er vor adkomst i forskellige sammenhænge, kan vi mennesker dårligere undvære, og her er vi så atter tilbage til den så at sige legale og uomgængelige grund bag den menneskelige forfængelighed.
Mere end én gang har jeg hørt anderledes etablerede sympatisører under fire øjne anbefale mig for min egen skyld at affinde mig med min skæbne og glemme min egen forfængelighed , så de selv kunne udfolde deres egen anderledes relevante og lurmærkede ditto desto mere uforstyrret – og tillige rose sig af deres af offentligheden endnu ukendte storsind, der følgelig måtte være ægte og uforstilt. Men der findes naturligvis hos enhver noget man kunne kalde et berettiget og elementært behov for på en eller anden vis at blive honoreret for sit virke – for ellers eksisterer dette jo i en vis forstand kun privat, og det er i længden vor natur imod.
Og derfor er der ingen grund til skam over at ty til Bloggen frem for at konferere med de brave og usikre købmænd samt deres hemmelige stab af principielt pletfri rådgivere og spindoktorer, hvis integritet vi derfor ikke troværdigt kan beklikke. Og følgelig er der heller ingen grund til omvendt at føre en nidkær og forbitret guerillakrig mod forlagene og medierne – for ligeværdige og lige magtfulde parter behøver jo ikke at tabe højde ved at bekrige hinanden udover den sædvanlige konkurrence på kvaliteten.
Ejheller er der grund til at gentage filosoffen Wittgensteins nøkker med helt at overgive sig i den grad til markedets og omverdenens dom, at han trods sin arvede formue undlod at udgive sit ungdomsværk i eget regi, når ikke det kunne komme ud på markedets objektive og lige vilkår. Vi har her at gøre med den fatale skyldfølelse som hæderlige mennesker i modgang ofte får over sådan at måtte kæmpe for deres usle lille jeg og dets overlevelse. Hvis lykken kom gratis, ville de imidlertid næppe føle skyld ved at sige ja tak, og således tilsmiler Mattæus-princippet også her denne verdens yndlinge. Kort sagt giver problematiske eksistenser alt for ofte på forhånd selvmorderisk vis verden ret i dens bekvemme dom om de udstødtes og de uindbudtes sygelige selvoptagethed – hvilket som bekendt kun forværrer bemeldte syge i en ond spiral.
Hvad nu "markedets objektive og lige vilkår" angår, som vi nævnte ovenfor, så ved jeg skam udmærket af egen erfaring (for De taler ingenlunde med en taber, men med en vidt anerkendt person og bør følgelig heller ikke længere regne Dem selv til taberne endsige søge deres selskabs såre kortfristede trøst) – kort sagt, af erfaring ved jeg hvor opstemmende og befordrende det er at have grønt lys på forhånd, samt hvorledes det kan forvandle selv et jævnt talent som undertegnede til noget der skuffende og momentant ligner et stort ditto, ihukommende den menneskelige sårbarhed såvel som den menneskelige dynamik, sejhed og fleksibilitet.
Men jeg opdager nu at ligesom en stram form kan være samlende og forløsende ved sit tvingende krav om koncentration, så kan ikke alene fraværet af førnævnte skeptiske borgerlige kontrahenter være befriende – også fraværet af en forudgiven form muliggør sammenføjninger og organiske tilknytninger mellem hidtil adskilte men for længst modnede synnapser og tankebaner, der i tidens fylde kræver en højere form som må tilvejebrínges ved et samvirke der ser stort på deres hidtidige skinsyge kamp om vor opmærksomhed. De nødvendige analysers begrænsede form har deres tid, men før eller siden skulle jo maskinen gerne lette, så vi kan se om udsigten over verdenshavet virkelig også er så sublim som de siger ude i byen.
Vi agter dog ingenlunde at forsvinde i det blå, men lander skam igen medbringende discount-certifikat fra Miami, hvilket som bekendt var godt nok til at kunne ramme tårnene i New York. Men den idé er allerede brugt, så vi videregiver den hermed storsindet til Frank Esmann og andre med en tilsvarende fornuftig forkærlighed for det hævdvundne og hæderkronede. Så vi ses alligevel igen – hav en god dag!