BREV TIL CIVILISATIONEN 8- 30 august
Egentlig kunne I jo rende og hoppe, og det er næsten lige før jeg kun skriver af medlidenhed. Jeg har ellers en vaskeægte grizzly-historie, som kunne være sluttet nok så dramatisk som den amerikanske bjørnefilm, som nu er kommet op. Men den får I ikke denne gang.
Jeg var et smut med en lokal kontakt langt ude på nogle små nordnorske turistfri øer, hvor kommuneforskere kan studere fungerende stædigt norske minikommuner - og hvor biologer kan studere en sjældent intakt bestand af verdens største ugle, den store hornugle(Bubo Bubo).
Omtrent ligesom Falsterbo befolkes af dels golfidioter, dels ornitologer, der gensidigt anser hinanden for hinsides al rationel kommunikation endsige terapeutisk rækkevidde - således har ugleforskerne og kommuneforskerne intet at fortælle hinanden.
Lad os gå til bekendelse, jeg giver fanden i kommunerne, for det er uglerne som sammen med oddere og havørne er hovedattraktionen. Nævnte hornede krabater fanger selv de største havmåger såvel som ederfugle og søpapegøjer. Deres gåsestore dununger er ekstremt godt camouflerede, hvis det da ikke var for deres rubinrøde brændende øjne.
De svenske aviser er snart en saga blot, og det samme vil nok ske herhjemme med al det gratis-pis og det dumme konformitetsræs via "undervisiteter", forfatterskoler og såkaldte journalisthøjskoler, som nærmest forebygger fremvækst af en personlig og erfarnesbåren stemme. Processen er selvforstærkende, for ikke blot er det altid lettest fantasiløst at følge strømmen og gøre som andre: Det belønnes også og tilstræbes derfor altid ubevidst af alle flokdyr - hvortil som spot til skade kommer, at overlevende originaler osv dermed vil skille sig ud og blive mobbet eller frasorteret - ingenlunde af personlige grunde, og ikke engang nødvendigvis af egentlig jalousi, men simpelt hen fordi de bekvemt står godt for hug i en verden hvor der kæmpes om pladsen og opmærksomheden. Endelig reagerer kollektivet altid med forargelse mod den der viser styrke til at holde stand, selv med rette.
Allerede jalousi kræver dog en smule erkendelse, men de fleste der følger strømmen, tror naivt at de har skaberens velvilje som hans gave til menneskeheden. Det udvendige troskyldige menneske kan end ikke forestille sig afvigelse som andet end ufrivillig og følgelig et tegn på medfødte eller erhvervede defekter. Lad dem blive i troen, for vi vil også fortsat kun have fans af udsøgt og uomtvistelig dignitet. Men sandheden er at læserne tørster efter det genuine, men fordi dagens intelligente robotelite lige akkurat ikke kan levere dette, men højst en gang snart medløberisk, snart skabagtigt opsætsig hysteri, så vil den fornærmede redaktionelle omkvæd stadig oftere lyde: "Deres indlæg er ikke egnet til Morgenbladet" - som om en avis var en person, og som om læserne ikke var det afgørende.
Desværre reagerer individerne i et kollektiv netop ved at identificere sig med Klanen, såfremt man tiltaler endsige kritiserer dem som repræsentanter for den - her hjælper ingen "uddannelse", rend og hop! Men af samme grund er det ens civiliserede pligt altid at skille den enkelte ud og appellere til ham eller hende som individ for netop at forebygge den arkaiske pindsvineposition: For denne fører lige lukt til Beirut og Ausschwits, for vejen dertil er uhyggelig kort, og det gælder blot om at betræde dens første trin, så kommer resten af sig selv, for det går ned ad bakke. Og frem og tilbage er desværre ikke lige langt.
Katastrofen sker hele tiden, for vi mennesker er dødsensfarlige - og indbilder vi os i flok ovenikøbet at repræsentere en civilisatorisk fortrop, den mest elitære avis, det oplyste parti, "Vores hæderkronede Firma" eller hvad nu, så er risikoen blot desto større, fordi den blinde plets helgardering gør os immune mod kritik endsige selvkritik.
Nå, vi ved jo snart også at det som ikke alle kan eller tør, det må ingen kunne eller turde. Derfor alle tidens desperate redaktionelle tiltag i flok som kompensation for den tiltagende mangel på det ene fornødne, som er tabu. For som en langt mere belæst bekendt (se Calvesgarden-Calendar) siger, er stilen, stemmen og sproget langt vigtigere end indholdet som holdbarhedsparameter for en tekst. Og måske tør vi tilføje at en holdbar form tillige borger for indholdets kvalitet. Dertil vil vi hævde flg.: Tåler, ja indbyder en tekst ikke til at blive læst højt, så dumper den - ligervis hvis den ikke med udbytte kan læses af folk med særdeles forskellige forudsætninger. Indbildte kollegers ord må vejes derimod oftest på en guldvægt, og som tidligere skrevet regner jeg derfor privat professor i fysik Benny Lautrups gentagne og spontane roser for langt mere ubestikkelige,tungere og smigrende, end hvis samtlige landets filosofiprofessorer og avisredaktører havde sagt noget lignende - selv om det sidste naturligvis ville være forbundet med ganske anderledes verdslige muligheder.
Trods min kærlighed til Sverige ville jeg i vore dage normalt ikke drømme om at skrive til dagens svenske aviser, for som sagt er de snart ikke værd at læse: De danske er faktisk gennemgående stadig langt bedre, men pilen peger samme vej, for alle idioter drømmer om at blive journalister og studieværter - ak,ak. I dagens Information 9.august, skriver en ung svensk forfatter Ulf Peter Hallberg sjovt nok om den svenske medie-og avisverdens forfald og ser sportens verden som sit sidste sublime helle mod korruption og populisme.
Vildmarken skal ikke anmeldes, og som sagt venter jeg en runde med min bjørnehistorie samt med vildmarkens lokale sociologi. Men anbefale vildmarken uforbeholdent tør jeg gøre, selv om De naturligvis kan have ret i allehånde snusfornuftige moderationer om bekvemmelighed, fornuftige samtaler, uvejr, myg osv.
Nej, lad os lige slå to fluer med et lille smæk, for jeg har en frisk kombineret natur- og mediehistorie. Sagen er den at de ting vi ligger under for, er lettere at fiksere og artsbestemme i miniformat, hvor vi kan smile ad dem og ikke er personligt i klemme.
For mange år siden viste jeg således for et hold svenske ornitologer en serie lysbilleder af kongeørne på reden - og formanden blev tydeligvis lidt sur i masken, simpelt hen fordi jeg ved at forbigå organisationens kollektive syn på reglementeret fotografering beklikkede organisationens autoritet og dermed det kongelige ornitologiske hierarki. Nu var billederne heller ikke så ringe, men det uhørte var at en uorganiseret sorgløst kunne præstere den frækhed midt i hovedkvarteret at vise noget, som i givet fald måtte vurderes og sanktioneres først fra højere sted. Men nogen formel fejl var jo ikke sket, så det hele blev på det uudtalte og så at sige sociologiske plan - som var overordentlig underholdende.
Når nøjagtigt samme mekanismer rammer én på steder hvor man dog agter at gøre lidt mere vedvarende lykke, så er det derimod knap så sjovt; for kuet af situationen kan man da alt for let overvurdere modparten og komme i tvivl om sig selv. Men lad være, for den kollektive barnagtighed selv blandt de højst betitlede råber ofte til himlen. Nå, men man må jo give folk en chance og ikke på forhånd slå hele banden i hartkorn, for så bliver det først for alvor en bande. Og sådan én lider af den illusion, at de bliver bedre og mere sublime desto mere lousy de opfører sig - men sådan er det bare ikke, nemesis eller ej.
Fra en avis hvortil jeg i tidens løb har leveret over 100 artikler gratis, får jeg nu lutter uartige svar, og dog er det deres egen selvagtelse der rammes dybest af den opførsel, for de går jo langt under deres eget niveau. Og mit eneste håb er at få hine enkelte i tale som har og hele tiden har haft integritet. For de findes over alt, men hvilken post de sidder på p.t., er noget af et lotteri. I disse henseender er det enkelte menneske efter min erfaring meget konstante: Vi kan alle blive jaloux osv, osv, men vi bliver trods en smule gnaveri dog ikke rene og gennemførte røvhuller af den grund. Folk der har siddet i fangelejre, ved vist en hel del om den mystiske lille forskel og kan derfor skrive under på vore ord.
Nå, nu kommer det lille to fluer med et smæk, jeg stillede i udsigt. I sommerens løb bragte en sydsvensk regionalavis faktisk et opslag med billeder af en lokal kongeørnerede, den hidtil første i den pågældende landsdel. Modsat når man skriver for ærens skyld til Information, insisterede jeg denne gang på ordentlig betaling grundet mit lejlighedsvise nyhedsmonopol - men redaktøren insisterede til gengæld på selv at skrive artiklen, hvilket den selvsagt kun blev kedeligere af. Men beskeden lød selv efter min anden version af historien, at det var ikke fordi teksten var dårlig, men den passede blot ikke til "morgenposten".
Og her återkommer ovennævnte pointe, at når man ser mekanismerne i komisk lilleputformat, så kan man trække på skulderen, hvorimod man ofte lider umådeholdent tab af selvværd når akkurat samme mekanismer er på spil i sammenhænge, hvor man figurerer i fuldere udtræk og ikke blot på gæstevisit.
Hvad aviserne angår ser jeg at også de nu skriver om "Bloggen" som fænomen og endda lader udvalgte skrivekugler efterligne og kapre den som genre til avissiderne, men den går naturligvis slet ikke. De må indstille sig på, at hvis de ikke opfører sig ordentlig, vil de få løbende hug fra - skulle vi mene - høyere sted. For nu er det deres tur til at blive anmeldt.
Og i dagens Politiken 19. august slår Tøger Seidenfaden til lyd for hvad jeg i lange tider og også her på bloggen har profeteret, nemlig at aviserne ikke har råd til at drukne i konformitet, og at den ideelle skribent har et umiddelbart genkendeligt fingeraftryk - der vel at mærke ikke må forveksles med ens indholdsmæssige ekspertise som aktieanalytiker eller hvad nu. Ja, Seidenfaden indrømmer endda at læserne aldrig klager over for høj kvalitet og mange gange er klogere på deres eget felt end skribenterne. Men lad os tilføje at konformitet på højniveau er det allerværste, fordi skinnet jo bedrager, omtrent som hos bibelstærke satanister og hos jævnt intrigante karrieremennesker med alle de rigtige meninger som trojansk hest, alibi og selvbedrag. Men den vise redaktør kommer til at sande at personlighed ikke kan vedtages på tinge blandt Tordenskjolds soldatern som man ellers plejer i over-Danmark. Så resultatet kan blive pinligt, hvis ikke redaktøren skrider til værket med oprigtig lidenskab. For stil stikker dybere end sproget og kan så lidt som personlig erfaring læres på nogen skole.
Nå, men fra et andet synspunkt er det vel komisk at vi nu på demokratisk vis siger og skriver alle er blevet forfattere. For som Storm P. siger: "Jeg er skribent" "Såh, De har vel skrevet under på noget". Men læserne kan jo dog selv vælge og vrage, og det med at leve af det er måske efterhånden gammeldags. For med dagens levestandard og ringe behov for arbejdskraft vi svinder æren ved at kunne leve af skidtet også ind. I årevis har jeg ruineret mig selv ved at ville leve halvhjertet af naturfotografier - og må nu se mig komisk indhentet af folk med selv ganske beskedne digitalkameraer med kun en tiendedels vægt i forhold til mit grej, samt fast angagement på billedbureauer. Men sådan skal det nok være, og teknikken er jo heller ikke alt - man må erkende at man på nogle felter blot er en dedikeret klamhugger. Sagen er også den at folk som mig er ikke sælgere, og den der følelse af at det virkelige liv dog består i at kunne sælge og leve af det, denne naive drøm om deltagelse i det praktiske liv, hvis sociale aspekter man i virkeligheden altid har skyet, udsat og bagatelliseret til engang man blev voksen - den er snart forældet, for et idiotarbejde kan man altid støve op af og til.
Der er økonomisk plads til os alle, og selv hvis man agter at formere sig, bør man ikke gammelklogt tænke på, om man kan levere de rette forhold - for husk på, at har man råd til at holde hund, så har man vel også råd til at holde et barn.
Men jeg har jo netop ingen hund? Næ-nej, og just derfor kunne jeg strengt taget godt have råd til at holde barn - men begge dele ville nok sprænge budgettet, især hvis jeg fortsat agter at ruinere mig ved antikverede fotografiske udendørs aktiviteter, dejlig langt fra virkeligheden, men dog tilsat nævnte langsigtede drøm om bastant, ramsaltet og omsættelig social virkelighed, og på en måde som ingen kan få ondt over.
Følelsen af at de der lever af skidtet, er de rigtige og de egentlige, ja de misundelsesværdige, er imidlertid efterhånden forældet - også socialt set: For uafhængige amatører vil efterhånden nyde omtrent lige så stor anerkendelse som levebrødets proletarer, simpelt hen fordi vi ikke længere kues af den økonomiske pisk som standard for anerkendelse og kvalitet - selv om den som gulerod kan være et stykke pikant folklore som et levn fra de gode gamle dage, hvor folk var i stand til at leve af noget. Most impressive, men alligevel. Må vi ikke nok have os frabedt, jeg mener pressekonferencer og jeg ved ikke hvad.
Det er selvfølgelig ikke helt sandt, men I forstår hvor jeg trods alt nogenlunde seriøst vil hen. Vi er snart alle blevet frie gentlemen, men selvfølgelig er der skam kvalitetsforskelle i allehånde henseender, ligeså vel som man jo også selv har sine begrænsninger og skønhedspletter.
Men det vidste såmænd allerede baronesse Blixen udmærket, for nogen dumrian var hun nu ikke, hun var bare en slags idealist. Vores mission er at inspirere samt holde det sociale livs indbildske instanser godt i ørerne - og blot vi ikke betvivler vor egen berettigelse i så henseende, så skal det nok lykkes os, for modsat medierne er vi økonomisk uafhængige og dermed ubestikkelige, og vi agter derfor anfægtet at udkomme om ikke dag for dag, så i det mindste når det passer os.
Således har I f.eks.nu fået nok for i dag, selv om jeg har flere trumfkort som for en god ordens skyld skal gives en chance i den betalingsdygtige presse, for vi må jo tage dem på ordet, nu de omsider er så venlige at sige hvad vi hele tiden har sagt. Hvem ved: Måske har de læst det på bloggen? Men nej, her er aldeles ikke "stof til en debatbog" - den slags overlader vi til Esmann & Sons, for enough is enough, og folk uden stil, men desto mindre spalteplads skal jo også have noget at leve af. De vil jo hellere end gerne, så lad dem blot. Eller på dansk: nu kan det fandengalemig være nok med, må vi lige være her?
Men her på falderebet en lille bekendelse: Det med kommuneforskerne i Nordnorge var rent opspind, for jeg lider som Storm P. af sammenlignende billeddannelser i ubevogtede øjeblikke. Men kommunerne var skam ægte nok.
Bemærk i øvrigt at der kan forekomme opdatering af publiceret post, da vi som bekendt skriver for evigheden. På samme konto må skrives vor lejlighedsvise forkærlighed for pluralis majestatis.
