JULEORGIER

En kvindelig bekendt har på sin blog "DetDansk" slået til lyd for at ændre klodens mentale tilstand ved hjælp af en kollektiv orgasme, hvor alle tilsyneladende er inviteret, idet der i dette tilfælde måske ses storsindet på skellet mellem virtuel og fysisk virkelighed. Lignende forsøg med synkroniseret bøn og meditation i større skala har vistnok aldrig haft voldsomt signifikante resultater - hvad enten det nu skyldes at verden er en lovlig stor mundfuld at bide skeer med, eller at det hele måske ville være gået endnu værre, hvis man ikke havde bedt og mediteret.

Intet skal på dette sted udelukkes, og slet ikke hvis man selv ovenikøbet er inviteret til at spille en naturlig nøglerolle (og nøgenrolle) i ovennævnte scenario. Hvis ikke kan man åbenbart ligesom dovne trækfugle lægge sig bekvemt i slipstrømmen fra de forreste i flokken og køre på kosmisk fribillet til en art virtuel orgiastisk lykke. Det bliver måske fremtidens form for kærlighed: Hvis tur er det i aften? Eller omvendt: Hvem vandt rollen som sex-stjerne og -motor i aftes? Måske er det kærlighedens svar på karaokesang, hvor alle kan håbe på at blive stjerner for en aften.

Nuvel, sammenhængen mellem klodens og ens egen tilstand er på den anden side ikke verdenshistorisk ny, idet det jo allerede i det viktorianske Englands og de mere pligtskyldigt successionsbekymrede end vildt lystbetonede ægteskabers tid hed: "Think of the British Empire". Særlig ophidsende var denne visualisering muligvis ikke altid trods datidens fascistoide og uromantiske seksualregister, men åbenbart heller ikke helt så afskrækkende og afvænnende som den ægte halvdel. Men vore begavede læsere bedes bemærke at sammenhængen mellem det private og det globale i dette tilfælde gik mainstream vejen - der ellers er bandlyst på vor blog og derfor her kun nævnes som et fyord og afskrækkende eksempel.
For på dette sted tænker vi som bekendt altid kreativt, hvilket kun har lidet at gøre med den selvudnævnte elites vås om "den kreative klasse". For selv om en minearbejder indrømmet hverken får tilskyndelse, økonomisk belønning endsige energioverskud til synderlig kreativitet hverken før eller efter fyraften - så kunne vi her sige en hel del som ville gøre os frygteligt upopulære, hvilket dog ikke afskrækker os, al den stund at det er vi vist allerede i forvejen. Nej, det handler mere om hvor meget der skal siges i et og samme "take"; så lad os nøjes med at betro vore læsere at Karen Blixen ville have bifaldet vor hemmelige betragtning, som da også er stærkt inspireret af hendes vise ord om de vilde med mere.
Åhja, for når også vi ligesom hele den intrigante klasse af borgerdyr med deres fantasiløse fødselsdagshilsner til levende mumificerede koryfæer nærmest med omhu helst kun anerkender de afdøde, skal det ses som en indrømmelse til det umiskendeligt banale, thi også vi er kun mennesker og under derfor på bunden kun de levende nogen generøsitet når vi på bunden ikke mener det.
Men ak, ak, kære venner - hvor plat og trist kan det blive. En slægtning i den populære del af musikbranchen betroede mig en dag, at han trods sit forbilledligt ukomplicerede omgangsvæsen holdt mest af at omgås andre musikere. Jeg tror det gerne, for deres tænkemåde er rummelig nok til at indeholde alskens modsæltninger - desværre ofte modsat den journalistiske verden hvis betoning af konflikt, polemik og sladder desværre more often than not ad åre resulterer i en slem erhvervsskade på karakteren: Ja, for fra fødslen er den ene gruppe jo lige så god som den anden.
Misforstå os ikke: Nogen skal gøre det arbejde, og vi gør det som bekendt også selv, omtrent som renovationsarbejderne gør deres; og læsere af faget skal ikke føle sig spor ramt hvis de ikke personligt har grund til det. Kollektiv afstraffelse er jo som bekendt afskaffet - hvorimod fænomenet, omtrent som hin britiske orgasme, stadig florerer vildt i modsat retning: i form af kollektivets afstraffelse af den formastelige ener.

At de selvsamme kollektive bødler samtidig offentligt promererer deres humant storsindede følelser for den dødsdømte Saddam Hussein, er i den forbindelse morsomt at tænke på: For det koster dem jo intet, al den stund nævnte rare og vestligt velklædte onkel aldrig har generet deres personlige forfængelighed, men såmænd kun hængt, torteret og gasset nogle snese tusinde ørkennomader og andre kværulanter: For det er oftest der den ligger, børnlille, og so much for humanity.
Så lad os holde os til de rare og rummelige musikere. Jeg spurgte en dag jazzpianisten Butch Lacy, en overgang fast akkompagnatør for Sarah Vaughan, hvor de musikalske ideer kommer fra - og her tænkes såmænd ikke engang på nye melodier, men alene på lyriske, slående og magtfulde improvisationer over Gershwin og de andre. Thi når dette er alt rigeligt selv for en Oscar Peterson, vil heller ikke vi stile højere, for det er såmænd pinligt nok i forvejen.

Nuvel, men Butch Lacy svarede: "What you play is what you hear - NN told me this back in the late sixties, but only after some years I understood what he meant". Da jeg stadig ikke rigtigt forstod, spurgte Lacy: "Henrik, may I ask you what is your own field?" Noget vrængende og selvundskyldende svarede jeg: "Well, you could say that I make som kind of philosophical wrintings". Ja, for i en verden af lige dele udkogt suppevand, opstyltet akademisk vås og rent plat må den ægte vare paradoksalt nok tage skammen på sig, hvad dette nu ellers skal gøre godt for. Shakespears nar, I ved...
Men herpå svarede Lacy prompte: "But then you know allready, Henrik!" Og det havde han unægtelig ret i...
Her ser I det musiske sinds højsindede kortslutning. For manden fattede åbenbart øjeblikkelig ovennævnte anderledes ubeskedne undertekst og sammenhæng, i modsætning til de der i stedet for at lytte til deres intuition okseagtigt spørger videre til formelle meritter, ansættelser og uddannelsessted. Men hans svar gjorde det samtidig klart for mig, at selv om kreativitet ikke kan overføres vilkårligt fra det ene felt til det andet, så er der dog en art fælles nævner. Det betyder så også, at jeg må affinde mig med kun indirekte at forstå den musikalske kreativitet som fænomen.

Nuvel, men så langt fra at misunde det fåtal der ikke blot har sans, øre, nogen stædighed og smag, men også har "the real thing", skal jeg være taknemmelig for at de mennesker findes der kan berige min verden med skønhed og formilde mit syn på menneskelivet. At hengive sig til misundelse ville i denne forbindelse være frygteligt ukreativt og umusisk. At de mennesker som kvæler og spænder ben for kreativiteten, vitterlig forarmer deres egen tilværelse tillige, har jeg gennem årene set talrige eksempler på. For skammen slår altid synligt indad som en pervers form for bitterhed og selvmedlidenhed midt i alt det oppustede Judas-flæsk, og trods deres privilegier misunder jeg dem ikke, når jeg ser dem defilere forbi som omvandrende ligtorne og nedgroede negle.

Det handler ikke om at spille hellig, men om musisk rummelighed, sund fornuft og en smule selvbeherskelse - hvilket sidste indrømmet kan være svært. Og dog: Jeg er endnu på fri fod, børnlille, og det er ærligt talt lidt af et mirakel, considering the circumstances. Ja, og det endda på trods af at avisernes forsider endnu aldrig har vist smålighed over for værdige kandidater, end ikke grundet angivelig pladsmangel.
Nå, kreativiteten skammer sig vist over at blive viet så megen opmærksomhed, så vi slutter af med at citere en afdød komiker der ikke skammede sig. "Utak er verdens løn - men hvad er så værtindens løn? Jo, det er de små stød som værten giver". Love is there to stay...

Nå, lad os i julens anledning give religiøsiteten det sidste ord. For ikke kun musikere er rart selskab, faktisk gælder det samme mange religiøse. Således blev jeg helt rørt over en yngre teologs entusiatiske betroelser omkring hans særlige interesse for hyrdernes rolle julenat.
Samme ungersvend betroede mig også at han i sin tid som natportier havde seviceret forfatteren Carsten Jensen på dennes brudenat. Da forfatteren sent på natten ringede og bestilte vand til Nes-kaffen, insisterede vor teolog på, at rigtig kaffe dog måtte være et absolut minimum af festlighed. Lad gå, men hvorvidt fruen brugte mælk i kaffen, kunne brudgommen virkelig ikke svare på. Denne herlige forening af det helt jordnære og det transcendente er et bevægende træk hos en en del religiøse og muligvis især kristne mennesker - og vi andre er som fremgået ofte de mest livsfjerne.
"Næste år i Jerusalem..."

AVISERNES KRISE - DIAGNOSE OG KUR

AVISKRISE: DIAGNOSE OG KUR

(Publiceret 21.12 i INFORMATION)

Man diskuterer ivrigt om kun den gratis kærlighed bør være tilladt. Spørgsmålet er dog muligvis forkert stillet: For man kunne hævde at hvis man blot vedtog at gøre kærligheden gratis, så ville der være nok til alle undtagen de professionelle udbydere. På den anden side: Hvis gratis kærlighed risikerer at skabe lige så meget bøvl som gratisaviserne, så bør man tværtimod forbyde den.
For presset fra gratisaviserne og nettet mærkes desværre på betalingsaviserne, trods jævnlig oprustning. Når vi mennesker er pressede og frygter sparerunder og aviskriser, får vi mindre overskud og beskytter os ved karteldannelse, hierarkier og ensretning. Denne smålighed går ud over mangfoldigheden, trods et højt fagligt niveau. For ethvert firma er det endvidere uheldigt når indbyrdes konkurrencefølelser skader firmaets konkurrenceevne udadtil – og hvis alle firmaer i branchen har det problem, så rammer det hele branchen, her betalingsaviserne.
Nuvel, hvad gør aviserne for at løse dette problem? Ja, bl.a. inviterer man globale ”stars” til stadig oftere at skrive – men ofte er der tale om standardindlæg, der langt fra at imponere tværtimod viser os på bjerget, at vi sgu er lige så gode ”stars” selv. Uautoriserede småfolk forvises derimod stadig oftere til hundebjæf der udstiller deres elendighed selv når de protesterer. Efter samme princip øremærker aviserne gerne nationale dukse med ”ret” til at have talent og lov til at mene noget på deres felt. Dermed får vi snart en næsten feudal klasse af pæne folk på international business class: Ja, for dem vi inviterer til at skrive hos os i DK, vil rimeligvis også give os grønt lys i deres eget land – og derfor bliver selv vore tyndeste hastværksarbejder straks oversat og flot anmeldt i udlandets store aviser.
Men bliver den ikke til sidst snart for tyk, snart for farveløs for læserne? Jo, men så henter vi bare nogle maniske og begavede ”pauseklovne” ind i manegen for at lave rav i den: Stædige ildsjæle med en forbløffende tro på deres mission og en kombination af stor dygtighed og en ofte lidt komisk snæverhed, der gør deres dygtighed lettere at sluge. Det kan være folk som Søren Krarup og Bjørn Lomborg, men også en Tudvad har det rette enzym. De fanger læserne uden at vække smålige følelser på tinge, og det er deres hemmelighed. De trykkes partout, for dels provokerer de fjenderne til at komme op på dupperne og gøre aviserne til et ”must”; dels har de en hjertesag som det er lettere for ”Birthe” at forholde sig til end de globale stjerners mondæne selskabslege i demokratiets, kulturens og humanitetens navn.
Og så er de begavede uden dog at være alt for gode. Dvs. de er skarpe samt udrustet med en djævelsk detaljehukommelse – men de er sjældnere rige eller dybe. De er sarkastiske, men ikke egentlig morsomme; snarrådige mere end originale; deres stil er altid elegant, men sjældnere smuk. De har oftest ret i noget vigtigt, men fremturer med at gøre deres evige pointe til forsidedramatik a la ”J’accuse”. I Tudvads tilfælde var dette mest åbenlyst, men derfor også mest menneskeligt: For inderst inde ved han jo godt, at sandheden om Kierkegaard ikke kan være eksistentielt afgørende for vor frelse. Og det ville Kierkegaard såmænd selv have fortalt Tudvad – men Kierkegaard ligger med halsbetændelse og har derfor bedt mig føre ordet for ham.
Pauseklovnerne har helt grønt lys i samtlige betalingsaviser, for de er så særegne, at de trods deres dygtighed og salgbarhed ikke truer nogen. Men samtidig bruger aviserne dette storsind over for deres meningsmodstandere samt ”det anderledes synspunkt” til at dække over deres smålighed over for alt det de enten udelukker eller kastrerer til det harmløse.
Men denne løsning på den professionelle forfængeligheds kabale er næppe holdbar i længden. For det går jo ud over mangfoldigheden og den menneskelige ”biodiversitet”, når man kun tillader folk at være dygtige på standardiserede måder og allerhelst på vores egen måde.
Det rammer aviserne i form af et tab af den personlige og nærværende stemme, som til sidst kun ”pauseklovnene” med deres maniske diktion har. Men det mærkes også i form af en vis stilistisk ensretning, om så også på højt niveau – selv om ekspertisen af og til krydres med muntre og kultiverede rejseminder på business class a la ”min yndlingsboghandel i Buenos Aires – ja, De ved den lige bag den botaniske have”. Værsgo og skyl!

Høyestærede professor Tamm

Vedrørende salg af signeret Kierkegaard-værk på Bruun Rasmussens Auktioner

Høystærede Professor Tamm

Idet vi selv gerne dyrker modsætningen mellem form og indhold, må vi bifalde hvorledes Deres vilde litterære indlæg omkring auktionsværdien af berømte navne udtrykker en pikant protest mod den domesticering som Deres eget navn ellers antyder, og som Deres borgerlige hverv tillige bekræfter. Da vort eget navn imidlertid ikke indeholder nogen for offentligheden kendt betydning, må vi imidlertid gå det yderligere skridt altid selv at opfinde begge led i de modsætninger vi dyrker.
Nuvel, til sagen: Vi må alvorligt betvivle at De kan undre Dem over betydningen af berømte navnes kommercielle magi, idet den ganske presse jo med forkærlighed ynder at udråbe og dyrke nationale navne med ret til såvel at mene noget som at have talent, honorarer ikke at forglemme. Men når aviserne således går de store auktionshuse i bedene, går de ikke blot over åen efter vand, men begiver sig endog til fjerne planeter for at søge livets og indkomstens lunefulde kilder.

Dette viser sig nu høyst uklogt, thi navnets handelsværdi er knyttet til det unikke og håndværksmæssige, dets så at sige organiske tilknytning til ophavsmanden – en egenskab som massemedierne umuligt kan efterligne. Derfor riskerer de store navne ved for hyppig brug i aviserne tværtimod at besmitte disse med deres egen inflation – hvilket i længden får læserne til at kjede sig og falde fra. End ikke den mest uklanderligt antikke ortografi formår at råde bod på nævnte misforhold.
Når avisernes ledelse imidlertid nu går den stik modsatte vej og i modsætningsfyldens åndfulde navn vil bespise deres stedse mere veluddannede abonnenter med husmandskost forgyldt af lige så tarvelig ugebladsglamour for at øge provenuet, er der atter tale om en plebejisk fejlberegning. For alene livets egen mangfoldighed rummer sjæl og ånd, og den lader sig hverken vedtage eller erstatte af store navne endsige af markedspladsens globale nuller.
S. Kierkegaard
Omvandrende empatisk filosof i staden