FORÅR I ALABAMA

Forleden fortalte vi en vits baseret på selvoplevelse: min cykel lod sig ikke oplåse, men viste sig senere at være en andens cykel. Det overførte vi til en ulykkelig ægtemand, hvis hustru er rendt med en anden - det viser sig siden at det var en andens hustru, der var rendt, med en tredje I presume. Det siges at der dybest set kun findes ti vittigheder - men hvis dette i virkligheden er den ellevte vittighed, er den dårlig - hvilket i sin tur bekræfter, at ti vittigheder er nok.
Apropos det med antal må vi her gengive Viktor Borge: "My grandfather was a great inventor, but was never duely recognized. First he invented "fore up"; then he invented "five up"; and after some years he finally invented "six up". Frustrated he then committed suicide. Little did he know how close he was..."
Nå, men hvad vi egentlig ville fortælle, var, at vor absurde vits ovenfor ganske rigtigt ikke er helt ny i sit princip. Således fortalte min tandlæge flg. vits. En hvid handelsrejsende måtte overnatte på et hotel for sorte i Alabama - og var derfor nød til at sværte sit ansigt med skocreme. Han bad portieren vække ham tidligt næste morgen, idet han skulle nå et fly til New York. I lufthavnen forsøgte han febrilsk, men uden held, at vaske skosværten bort. Det viste sig siden, at portieren havde vækket den forkerte mand...
Samme skizofrene absurditet, for en rigtig neger ville jo aldrig have forsøgt at vaske sin hud hvid.
Fra komikken til skønheden. Cyklede Gribskov og Karlebo rundt i det forjættende forårsvejr, med let guldalderagtig dis hen ad aften. Passerede Donse Dam i Tokkekøb Hegn, hvor en kongelig krudtmølle engang sprang i luften. Den virkede åbenbart - som en maliciøs skolekammerat sagde om en ex-klasssekammerat der mistede en hånd under tilberedelse af krudt a la "den lille kemiker". Den stakkels dreng måtte ofte holde for, idet hans far, der angivelig var cand.polit., siden gik fallit - hvilket naturligvis blev til cand.fallit. Samme morsomme hovede blev siden fan af guru Marharaji, trods sin ironi - for den ensomme ironi blev til sidst ham for meget. Forældrene noget kuldslåede. Min egen mor var sød nok, men sprang til sidst ud af vinduet. Ulykkeligvis boede vi ikke i stueetagen- shit happens...

Nå, folk er sådan set rare nok, men ikke når vi er bange og føler os truede. Og det gør folk i dag, derfor denne intrigante syge, just blandt de pæne mennesker der krampagtigt og forfængeligt holder på deres privilegier. Glæden ved at rejse i eksotiske egne er vel bl.a. at møde mennesker helt uden denne syge - men ret beset kan de vel godt indbyrdes have lignende syndromer i nogen grad; men i forhold til os er de lige så uskyldige og ufarligt nysgerrige, som vi er i forhold til dem. Som Onkel Danny sagde: Det er ikke let at være nogen. Men en forårsdag som i dag er det nu ret let, i hvert fald for mit vedkommende - uanset om min læserskare forholder sig som Viktor Borges morfars fan-klub. Amen.
P.S. Blev just afbrudt af en ensom handelsrejsende udi blomsterbuketter, men jeg havde heldigvis en god undskyldning: Sorry, but my madam has gone... Som sagt, shit happens, men however, "Je ne regrette rien". Og pardon my French.

LOTTERI, FORBRYDELSE OG RETFÆRDIGHED

Visse ting bør en uafhængig gentleman som bekendt adskille fra sit hjem, og det gælder for vor del også bloggen, der derfor passes på den lokale kafé uden forberedelse i real time. Ellers ville det virtuelle komme til at fylde lovlig meget. Nu fik jeg at vide at jeg var nr. 999.999 besøgende samme steds på nettet og iden anledning vil nyde betragtelig fortrinsstilling i en art net-lotto, vistnok og heldigvis endda uden at deltage - for livets lotterier byder mig som bekendt fortrædeligheder nok, grundet lignende fortrinsstillinger til anden og følgelig aldeles grundløs side.

Nuvel, galant lader vi hermed nævnte sendrægtige fortrinsstilling dryppe på vor egen blogs læsere, som derfor vil få andel i vore internationale milliongevinster henad vejen, og da især vor besøgende nr.999.999.
Jeg har altid haft en vis svaghed for svindlere - det man selv ikke selv har osv., og platugler har af lignende grunde altid opsøgt mig som en art moralsk alibi og om muligt tillige let offer. Men disse ting skal ikke skues på hårene, for ingen kan som den helt uskyldige begå de forfærdeligste forbrydelser uden nogensinde at blive udsat for mistanke - det gælder blot om at overspille sin rolle og i øvrigt bie sin tid. Og hvem ved forresten om jeg ikke bruger nævnte Gøg-og-Gokke effekt som fåreklæder og moralsk alibi for egen ulovlighed.
Det minder mig om den provokerende genetiker Erik Bahn, der engang betroede mig at han som så mange andre undertiden dagdrømte om at få en dødelig sygdom og dermed grønt lys til uden risiko at slå sine værste ærkefjender hjel . Men, sagde han - dette sker næsten aldrig i virkeligheden, for hvis man ikke er genetisk disponeret psykopat, så bliver det desværre altid ved tanken, selv i det tilfælde at vi vitterlig skulle blive uhelbredeligt syge eller beslutte os for selvmord.
Sådan lidt a la Hamlet, men personligt forstår jeg endnu bedre Hamlet: For hvad han (bl.a.) indser, er vistnok tværtimod det forhold, at hvis nu de fleste under deres tillærte civilisation og ædle deklarationer i virkeligheden også er ens slags psykopater(blot uden fantasiens frækhed), så bliver det skruen uden ende hvis man skulle til at aflive dem én efter én. Vi ser det i dagens DK, hvor stort set hele banden af pæne mennesker er håbløst og uhelbredeligt intrigante i en grad, der heldigvis også stækker deres i forvejen begrænsede fantasi. Når krybben er tom, og den slags, men det kræver nok også en genetisk diposition for normalitetens banalitet.
Således er det noget nær en naturlov at privilegerede folk på sammme niveau instinktivt altid holder sammen, selv aldeles på tværs af fag og metier i livet. Er Du inviteret på et VIP-møde, vil du bagefter omtale de andre oplægsholdere osv som ypperlige, helt fortrinlige osv, efter devisen: Hvis vi ikke var ypperligere, var vi ikke blevet inviteret. Og bagtanken er utvivlsomt denne: Hvis vi for alvor skal tro, at vor fortrinsstilling er berettiget,så må vi tilsvarende også være enige om at de mere uheldige blot ligger som de har redt - og i den anledning gør vi os det som Thyssen, Dahl, Stjernfelt og S.U.T. barnligt og gennemsklueligt let og snyder på vægten. Alt kan bruges, det være nu nok så tyndt, og vi hjælper endda gerne til med fejlerindringer eller små hjemmestrikkede konstruktioner.
Nærværende eksklusive kafé hjemsøges tillige af og til af Henrik Nordbrandt, som er den eneste undtagelse fra reglen og endda helt uopfordret giver os 100% medhold, selv i det forhold at alle sociale kategorier i dag utilsløret opfører sig som snu aber, uanset hvor høje titler de bærer. Og enhver betroelse bliver uden tøven misbrugt til yderligere svækkelse ved bagtaling. Jeg har selv erfaret det eksperimentelt, for ejheller de højst betitlede i min offentlige virkekreds indrømmer normalt det mindste, men snyder på vægten lige så enfoldigt-bekvemt som de andre. Men ved at afsløre deres små selvbedrag og mentale tricks ville vi blot pådrage os deres uforbeholdne og evige fjendskab, så vi holder bøtte.
Ens private kreds er derimod altid en anden ting, men selv dér mærkes i modificeret og fortyndet form et vist gennemslag af nævnte mekanismer. Og vi har mange gange set at efterhånden som folk stiger på den sociale rangstige, svinger deres loyalitet stadig mere over mod nævnte slagside, under dække af fornuftige forbehold osv.

Nu et praktisk indfald til livsforbedring for vore læsere i livets lotto: Sats på et område hvor De ikke har Deres hovedtalent - for dels vil De dér aldrig hjemsøges af overdreven forfængelighed og ambition, dels vil De dér aldrig blive så god, at de virkelig gode oplever Dem som en plage eller en trussel. Og blot fanklubben ikke opdager det, så kommer De såmænd ikke til at mangle noget, blot De hverken ligger på den lade side eller nægter Dem den fornødne frækhed. Det er bl.a. her vi bør lære af platuglerne og således nyde frugten af deres bekendtskab.

Sluttelig fra den større virkelighed. I Gribskov så jeg i går et prægtigt tranetræk lige over træhøjde, masser af musvåger i livlig parflugt over territorierne, sortspætter og endda en stor flot duehøg, der for en gangs skyld gav sig god tid og foldede vingerne og den lange hale imponerende ud.
Og som ekstra gevinst en rugende natugle i et frønnet hult egetræ, næsten i øjenhøjde. Den mælkeagtigt blide belysning over hav og skov i det tidlige forår helt uden tropiske eller arktiske plager er en velsignelse, ligesom den sarte og drømmende farveskala hinsides alt barbari. Til helvede med al succes...Men ak, vi ved også af bitter og mangeårig erfaring, at at hver gang vi således giver bundløst efter for bjergtagelsens forhekselse, venter de verdslige tømmermænd os, når den mørke tid nærmer sig. For elverpigerne tager sig betalt...

Verdenslitteratur og Zen

Hidtil har vi begået økologisk ressourcebesparende verdenslitteratur i cybercity omtrent som hr.Riskjær. Men den sande zen-mester fatter sig i korthed og formår til sidst at klappe med kun én hånd - hvortil i øvrigt kommer at han slet ikke gider, da der oftest ikke er meget at klappe over - det skulle da være på trods og af lutter forårskådhed: For hvorfor i alverden skal alting have en aktuel og som regel flov anledning.
Så langt er jeg endnu ikke nået i min udvikling, men har dog i dag fået lægeattest på at jeg er fuldt egnet til såvel dødsstraf som lovlig bilkørsel - ulovlig ditto mestrer jeg allerede uklanderligt. Det med dødsstraf er især smigrende, for hvis slet ingen æresborgere hemmeligt, men dog kun slet skjult, ønsker én hen hvor peberet gror, så er der måske heller ikke så meget at klappe over. Forresten drømmer jeg ofte at jeg skal henrettes, men vågner altid medlettelse over at livet trods alt stadig er at foretrække, også selv om det tit og ofte er det værste vi har.

Nu til dagens Zen-øvelse. I morges forsøgte jeg gentagne gange forgæves at låse min cykel op - indtil jeg omsider fandt ud af, at det slet ikke var min egen cykel. Det affødte på stedet følgende indfald, der forhåbentlig kan indbringe mig enten en litterær pris eller en solid førtidspension, trods førnævnte indrømmet overilede normalitetsattest: "En mand løber grædende ned på den lokale bodega og fortæller, at hans kone har forladt ham. Men senere samme dag kommer han glad tilbage og beroliger stamgæsterne og bartenderen med, at det ved nøjere eftersyn viste sig, at det slet ikke var hans egen kone der var rendt."

ULOVLIGHEDER...

Sidste gang handlede det om vor lovliggørelse i Blekingegade på linie med andre hæderkronede forbrydere mod menneskeheden. Men det onde som vi ikke vil, det gør vi alligevel, som skrevet står. Således blev jeg tildelt en togbøde på grund af for få klip i toget på vej til køreskolernes manøvrebane uden for Farum, trods god tro. Havde jeg nu kørt bil, var det ikke sket - og det så meget mere som jeg i så fald næppe havde valgt at køre til Farum. Utak er verdens løn.
Men ved en smule sort arbejde skulle jeg og staten nok alligevel kunne blive kvit. Én ulykke kommer i øvrigt sjældent alene - thi kørelæreren var forsinket på grund af punktering, hvilket var dårlig reklame og endnu dårligere branding, hvis der nu ellers er forskel. Ventetiden i en nedlagt grusgrav mindede i øvrigt mest om ventetiden på en henrettelsesplads. Og mere har vi ikke på tapetet i dag, så hvis I ellers kan gå stille ned af trapperne, skal I slippe for i dag.

THIS CAN''T BE LOVE

Sig ikke at det store og det små ikke hænger sindrigt sammen. I dag skal jeg omsider formalisere en gammel kærlighedshistorie - men bare rolig alle fans, så slemt som I frygter, er det dog endnu ikke, for dels er vi frisindede, dels drejer det sig kun om motorkøretøjer. Strafferammen for uhjemlet bilkørsel overstiger nemlig, selv hos rutinerede forbrydere med fornuftig promille, efterhånden prisen for et kørekort. Vort opbyggelige eksempel beviser tillige sandheden i straffenes generalpræventive sigte. Kun mord ville muligvis ikke blive almindeligere hvis det var tilladt, thi i så fald ville den private vendetta nok bare træde i stedet.
Men den store sammenhæng? Jo, vi læser i dagens aviser om Blekingegade-bandens globale prætentioner - og det er just i Blekingegade, at min egen lovliggørelse beregnes at finde sted, helst i ekspresfart, hvilket sidste dog som bekendt også kunne uføre os bag tremmer. Men paradoksale konsekvenser i livet er vort speciale, herunder at vi publicerer på bloggen, mens allehånde klatrere får både penge og status for at efterligne det samme, for i DK er vi nu alle autoriserede "-loger" af enhver art, så snart vi har læst den samme bog - nå, nu begynder vi vist at efterligne os selv, så lad os gå videre med juraen.
Men hvor ligger så Blekingegade? Én ting er sikkert: Ganske som Frankrigsgade ikke ligger i Frankrig, ligger den ikke i det smukke Blekinge. Ak, denne forførende svenske skønhed der får os til uden at blinke at kaste alle fornuftige dispositioner over bord og forvandle vort øvrige liv til et hængeparti, lige så fornærmende for vor omverden som for os selv. Hvor fornærmende for omverdenen? Jo, for vor egen skyggeeksistens kan ved reliefvirkningen sætte andres succes i relief som noget omtrent forbryderisk eller som fake - jeg har set det især hos yngre "förmåger" i den uskyldige fase, før intrigeland har sovset dem godt ind i hinanden og de bonede gulve: en art sympatisk forlegenhed, for det er jo slet ikke deres skyld, og det er for såvidt en art uretfærdighed fra min side utilsigtet at bringe dem i ledtog med "verdens uretfærdighed". Men hvad fanden skal vi gøre ved det? Så vi fortsætter ufortrødent. Men det motoriserede hængeparti får dog nu sin afslutning.
Blekingegade ligger langtfra i Blekinge, men på Amagers værste stenbro, men så kan man vel bedre koncentrere sig om kørestoffet. Den store sammenhæng er nu at ulovlighederne således synes at tiltrække hinanden på udvalgte locations med en vis selvironisk bevidsthed om deres egen komplette uskønhed ("Blekinge") Omtrent som når lejemorderne ser der deres offer i døden med et kammeratligt smil og en kultiveret og vittig replik, som modparten vil kunne værdsætte i en roligere stund - der da også snart indfinder sig.
Den anden store sammenhæng er, at tingene sjældent er hvad de foregiver at være, og således siges det sorte stof i universet nu at udgøre broderparten. Omtrent som bloggen i forhold til "Den sorte Diamant", så at sige. "This can't be love".
Åh, sig ikke det, for tingene kan vendes til vor fordel ved at give hidtil usete emner eller i det mindste vinkler, on location, kort sagt på bloggen. Således bliver vor nye rockstjerne nu hjemsøgt af gymnasietidens onde dronninger, der nu pludselig vil forlade mand og børn for hans skyld, endda ubeset. Kort sagt, life is a comedy - så på den anden side: hvis vi skulle komme for vanvare at pande nogle stykker ned undervejs, så er det forhåbentlig også bare part of the show.

Og hånden på hjertet: Har vi ikke selv adskillige gange dummet os og foretrukket snart "Blekingegade" fremfor "Blekinge", snart det modsatte, men i begge tilfælde med lige fatalt svigtende sans for den behørige timing. Vor ven fra proletariatat sagde dog engang således: Det er ofte striden og bøvlet i livet der får klaveret til at spille. En anden gang belærte han mig om, at vi vel ikke forventer at svenskerne møder op i Parken og hepper på danskerne. Ærlig snak: For selv om civilisationen "ville være en god ide", skal vi bestemt ikke tro at den eksisterer. For tingene er er ikke hvad de foregiver...
Nå, Blixen sagde jo i grunden også tit, at selv den største ulykke kan vise sig at bringe velsignelse. Så trods allehånde uretfærdighed snart fra vor egen, snart fra verdens side, fortsætter vi ufortrødent. Men i livets trafik risikerer også vi når som helst at havne bag lås og slå, så ligesom Blekingegade-banden må vi derfor spinde før garnet slipper op... "Och Ni hänger med...", som studieværterne siger.