Thursday, May 24, 2007

OLE THYSSEN, HENRIK DAHL, S.U.T og STJERNFELT

DE MISKENDTE SEJRHERRER...
(INFORMATION april 18.4.07) Hermed så den tidligere bebudede lille sag.

Ole Thyssen og Henrik Dahl vakte forleden furore i Blågaardsgade Beboerhus, hvor de dystede med socialpsykologisk forening om deres syn på tabere og vindere. De følte sig imidlertid miskendte, idet deres ærinde slet ikke er politisk, men blot det filosofiske at beskrive tre typiske formationer i forhold til behovet for anerkendelse. Og den anstødelige pointe er her den, at i vore dage kræver vi anerkendelse selv i vor egenskab af tabere.
Vi hørte et år tidligere det samme budskab hos Stjernfelt og Søren Ulrik Thomsen, og de knyttede det til vor kristne tradition for at ophøje de fornedrede og kyse vinderne. Nietzsche var jo inde på de samme, og Henrik Pontoppidan havde ligeledes et godt øje til det i sin skildring af mislykkede prædikanter, der til sidst indbilder sig at være Jesus selv.

Kort sagt er der heri intet nyt under solen, men vist har de ret: Således kan hvem som helst, der i nogenlunde samme uanstødelige medie-akademiske esperanto som alle andre siger nogenlunde det samme, i dag gøre fordring på at være filosoffer og forfattere og holde mængder af foredrag om det samme. De anser sig alle for banebrydende og provokerende sejrherrer – og ingen ler. Hvis det fortsætter på denne måde, så er vi snart alle adjungerede professorer ved Farum Universitetscenter – men nej hvor er det fantasiløst.
Når noget bliver mode eller toneangivende, vil alle snart være det – og det medfører psykologisk set altid, at der snydes på vægten: For majoriteten på holdet vil altid sørge for at redde sit skind og kalde sig krigere. Hvis det blev højeste mode at være som Jesus, ville Kierkegaard få ret i at Kristendommen ville blive forvandlet til pjat – og de få sande kristne ville blive ignoreret med den indbildte elites dødelige fornærmethed på sandheden og ”the real thing”. For karakteristisk for os mennesker er, at forfængeligheden og begæret vokser med graden af forkælelse, og så fordamper selvkritikken. Alle på solsiden skal både skrive bøger, være terapeuter, mønsterbrydere, fredsforskere, meningsmaskiner og spindoktorer, i takt og fodslag. Og ingen ler – nej, må vi ikke snart bede om en ærlig flyttemand.
Men hvorfor køber folk disse mange synkroniserede debatbøger begået af store drenge der ubevidst kopierer hinanden? Svaret er allerede antydet: Just grundet nævnte kopi-instinkt køber folk tvangsmæssigt ”det ny” for selv aflure de succesrige kunsten – og det er ganske rigtigt ingen kunst. Derfor kalder vi dem banebrydende, for når vi selv kopierer dem, så er vi dermed også selv banebrydende. Kort sagt kan Dahl, Thyssen, S.U.T. og hvad de nu ellers hedder, godt have nogen ret – men deres tro på deres budskabs dybde bekræfter på en ironisk måde deres tale om taberne. Nuvel, tabere er de indrømmet ikke – men hvis dette er vinderne, så er der desto mere grund til at hold med taberne.
Og her når vi så frem til et kontant og nøgternt argument mod det nye evangelium. For vel har den mangehovede klon af tilpasningsguruer da ret i, at tabere tit bekvemt henholder sig til Jesus eller van Gogh som tragiske forbilleder og ”berettigede undtagelser”. Men også vinderne har et selvbedrag, som er et symmetrisk spejlbillede af tabernes: For hver gang der opstår ægte ”berettigede undtagelser”, hos hvem anerkendelse og reelle kvaliteter vitterlig er ude af proportion – så vil det nye evangeliums apostle straks hyle i kor: ”Se nu bare, atter en af disse dårlige tabere der indbilder sig at være en ny van Gogh.!”
Kort sagt er vindernes selvbedrag akkurat lige så letkøbt som tabernes. Ja endnu mere, for ”vinderene” er den solide majoritet samt dennes guruer, og de er vidunderligt fri for tvivlens nådegave, som taberne og da især just de berettigede undtagelser altid kæmper med. Modeguruer kendes på, at jo højere deres honorarer er, desto sikrere er de på at at være alle pengene værd; berettigede undtagelser får omvendt næsten skyldfølelse ved at forlange honorar. I begge tilfælde fordi vi mennesker desværre tager verdens dom for pålydende.
Men når ingen af de nye apostle giver et eneste nutidigt eksempel på berettigede undtagelser, er det fordi de forbeholder denne status til de forlængst afdøde, som de ikke behøver at frygte eller misunde. Åh – lige én ting til: Når også krigerne vil give den som ”undtagelser”, så er det fordi de tillige vil stjæle det, som de officielt benægter eksistensen af: For ”vinderne” vil helst have det hele – og ingen ler.

NETVÆRK

Nu læser man atter om bloggens fortræffeligheder som afløser af det gammeldags CV, som bog-genre og som instrument for ens sociale netværk. For fremtiden vil Arbejdsdirektoratet vel af folks blogs kunne læse, om de står til rådighed for arbejdsmarkedet eller måske omvendt har gjort sig fortjent til førtidspension, internering eller eksil.
Nå, som I ved, har jeg dårligt med neværk. Vil vi bevare negrene eller udrydde hvalerne, er netværk skam en god ting - ligeledes ved arbejdsfællesskaber og sociale skæbnefællesskaber: Fagforeninger, patientforeninger - således kunne man begå den logiske bommert at oprette en forening for autister, for det er jo lige den ting de/vi ikke duer til. Så det ville være en ny udgave af Russells paradoks, eller for den sags skyld Groucho Marx' , der jo søgte en forening og en kvinde der ikke ville have ham som medlem. Ak, ak - vi kender syndromet; og hende der piner mig, gør det muligvis også, jeg tror næsten hun foragter sit eget køn og har et ambivalent og måske endda misundeligt forhold til de mænd hun drages mod, stikflammerne sidder i hvert fald løst den dag man taber terræn... Ak, gid dette var et sidespring - men til sagen.

Netværker ser vi til overflod en masse kulturagtige steder - også filosofiske netværk, hvor man promoverer hinanden i flok ved sammen at læse og diskutere de samme gennemsnitsakademiske artikler hvor dygtige middelmådigheder kommenterer hinandens tekster i "anerkendte fagtidsskrifter" efter devisen: Filosofi og humaniora kan vi sgu alle snakke med om, og kan han, så kan jeg også. Men det handler reelt blot om i kraft af flokken at opnå fortrinspositioner, hvorved man kan komme uden om mere oplagte typer på det givne område: kort sagt handler det om at forvride eller ødelægge markedsmekanismerne og derved "komme i betragtning", når studieværter og redaktører skal indhente en filosofisk kommentar om det ondes problem apropos en ny roman eller film.
Den dag et filmselskab søger en autist, ville der jo melde sig en masse der netop ikke er det - for autisterne opdager jo slet ikke markedet, endsige den forening der gerne vil have dem som medlem. Så et eller andet sted er dette netværksfnidder ofte de måske egnedes metode til under civiliserede former at udelukke de egnede, de passionerede og de barnefødte i riget.

Omtrent som når en anmelder roser Jørn Lunds sidste Gyldendal-publikation med dissse ord: "Han skriver som en (morsom) engel". Som min gamle ven fra proletariatet siger: Den kan i smigrens verden simpelt hen ikke blive for tyk! For en gennemkontrolleret og socialt forsigtig mand kan godt være både dygtig og velbegavet - men skrive som en morsom engel kan han umuligt.
Så hvis nu bloggernes forskellige netværk skal udvikle sig på samme vis, er det trist. Synliggørelsen handler meget om at gøre de gode på feltet usynlige. Snart er alle "synlige", og til sidst gider ingen læse lortet længere. Men indrømmet: Er det mig, NN, eller en tredje, der skal opgive deres drømme om dette eller hint? Det er altid de andre der er "uberettigede", Rifbjerg bryder sig heller næppe om mange andre nulevende forfattere. Men nevertheless: De der allerførst undersøger hvordan man kommer frem i verden, er de der intet har på hjerte, og som ejheller søger andet end det berømte "embede" - og som derfor instinktivt altid søger ind mod midten af flokken.

Tuesday, May 15, 2007

BLOGGE OG GODE GERNINGER

Boglig publicering af flyvefærdige blogs er ved at blive en anerkendt procedure og er jo ikke mærkeligere end flyvefærdige dagbøger og kladdehæfter. Men hvis blog-manuskripter skal være en genuin genre for sig, så skal den være lurmærket på en unik måde.
Et sådant manus foreligger og blev med største succes oplæst i ØK's oplæsningssted The Lab i efteråret. Men endnu har jeg været for knibsk til at læggde den ud på bloggen selv - i denne verden af tvungen vidensdeling, der jo i forvejen nær har ruineret mig, men jo også fremprovokeret ny kreativitet igen og igen. Men også det skal hyænerne såmænd nok lægge beslag på, for så snart noget hidtil ringeagtet viser sig at have en art værdi, format eller underholdningsværdi, så skal alle main-stream drengene også, og så kommer alle benspændene som det første træk. Læs "Klods-Hans", for helvede! Hvor svært kan det være?

Nå, normalt lægger vi ikke manuskripter ud, for som sagt skal de være genuint blog-agtige, uanset hvad der senere måtte ske. Men kommentarer omkring selve dette medie-halløj hører dog som grænsetilfældet med, for de vedrører vel alle medier. Derfor skal jeg nok indlægge en kommentar forleden i Information, hvor jeg gav Thyssen, Dahl, SUT og den inkarnerede netværk-skabning Stjernfelt en kollektiv røvfuld for deres letkøbte snak om vindere og tabere og deres naive kriterier for vinder-kvalitet.
Nå, men tænker vi da altid kun på vort fordømte lille jeg? Indrømmet, I har sgu en pointe: 1-0 til læseren- men der er nu undtagelser såsom følgende. En tidligere elite-teolog (bevares, næsten ingen humanistiske akademikere tænker noget i egentlig forstand originalt, for det har de alt for travlt til, men derfor kan de godt være både skrappe og studiebegavede)...Kort sagt, en forhenværende elite-teolog.... Nej det her minder mig om et konversationsleksikon fra 30erne, hvor der om en kendt dansker stod: "Forhenværende advokat, nu negersanger".
Morsomt, for selv om "negersanger" dengang bare betød jazz-sanger, så kan det være et godt billede på nutidens store demokratiske illusion, at alt skyldes udnævnelse og kurser, og hvor intet udemokratisk overlades til skæbnens og naturens luner. Men neger kan man trods alt endnu ikke uddanne sig til, men alt andet .
Den demokratiske illusion passer mainstream-eliten fint, for hvis alt beror på udnævnelse og kursusbevis, så kan mainstream elitens intrigante duksedrenge igen og igen sætte sig på det hele og overhale alle Klods-Hanser og -Hansiner indenom. Dernæst kan de som sidste søm på ligkisten kalde dem dårlige tabere og udgive ondskabsfulde små skrifter derom, for at overdøve deres hemmelige og smertefulde viden om sandheden.
Men altså KORT SAGT, en tidligere elite-teolog... er slået igennem som pop-musiker og -komponist; og han fortalte mig at pladeselskabet gerne ville have hans portræt malet. Fluks henviste jeg ham til "den lille maler" Ruben Gelardie, som jeg tidligere har omtalt her, og som har særdeles underfundige teologiske og dialektiske årer.
Efter at have set Ruben Gelardies andre portrætter var vor rock-musiker helt solgt, og med rette. For selv om både Gelardie og hans lige så strålende talentfulde og nu hedengangne mor i snart en halv menneskealder har været ude i kulden, fordi de hverken var kommunister eller nonfigurative på det rette tidspunkt - så finder vor musiker ingen bedre i kongeriget til opgaven.
Hvorfor var dette nu en god (men bevares, gratis) lille gerning? Jo, for derved forhindrede jeg den daglige skandale i at gentage sig: Den ugudelighed hvormed de etablerede altid "gifter" sig opad i alle henseender og derfor kun lader sig male af Per Kirkeby.
For nu at nævne Stjernfelt igen, så har han altid allieret sig med etablerede folk og "coming men" i en art seriel monogami - og det er faktisk, selv hos så dygtige folk, det mest almindelige, blot i lidt mere behersket grad, eller måske bare lidt mere fordækt. På den måde får man aktier i alle gode firmaer - og til sidst bliver man selv en "uomgængelig" faktor, som alle lovende talenter må betale beskyttelsespenge til for at komme igennem.
En ung forfatter eller forsker må således lade en sådan netværksedderkop skrive forordet til sin bog, ligesom de må turnere sammen og tale om det pågældende emne: for den nye selv er for ubeskreven til at nogen gider invitere ham - og den nye mand kan derved også få udsigt til at få yderligere gunstige kontakter i abernes verden. Ak, ak - aldrig i livet. Så hellere Herstedvester eller Nykøbing Sjælland - mon man forresten selv kan vælge, når det kommer dertil? I visse amerikanske stater kan man således selv vælge henrettelsesmetoden. Men den tid den sorg.

Nå, men vor rock-sanger er trods sin ungdom og ungdommelighed i øvrigt helt ubestikkelig på førnævnte punkt, og han har sagtens råd til det. Det var så dagens lille gode og retfærdige gerning, og som kommentar til medievirkeligheden tillige blog-relevant. For betalingsaviserne får et stort problem, hvis deres redaktører oplever folk med spontane og individuelle talenter, skæbner osv som irriterende og inderligt uvelkomne konkurrenter om "forældrenes" opmærksomhed.
Kvinden der piner mig grundigt, skal I derimod slippe for at høre om - bortset fra at sådanne private hobbies måske mest viser, at begge de involverede keder sig og mangler hvad man i gamle dage kaldte "høyere opgaver" i livet- Både den der piner og den der pines, fordriver jo derved én slags tomhed med en anden.
For selv om traumer såsom en suicideret mor samt tyve års professionel uærlighed og mobning nu er reelle nok, så ved vi jo godt, hvad der er vigtigst den dag vi ikke har til brødet og huslejen. Det er også velkendt at krig neutraliserer depressioner og neuroser...
Til sidst:
Ved I hvorfor det er mere taknemmeligt at være viis i det virkelige livi "real time" end på papiret og på bloggen? Jo, fordi de kloge i livet scorer det hele, og fordi de som spot til skade og som nævnte finale søm på vor ligkiste tillige med bravour kan udgive såvel alt deres eget halv-inferiøre bras som alt det de stjæler fra alle dem de fortier og forhåner: herunder utvivlsomt også profeten Muhammed - fred være med ham, og give han måtte have adgang til ørepropper: for at være tvangsindlagt til evig alvidenhed i "real time" må jo være Helvede selv - der således viser sig at være gudernes privilegium og forbandelse.
Til aller sidst: Vore læsere skal aldeles ikke føle sig ensomme og forladte, for vi har sporet at vi skam citeres, selv på høyeste sted. Hvorledes? Ved at vi tappes for indbildte medaljer og Nobelpriser? Ha - nej, det ville være alt for uoriginalt for denne blog, så hør her:
Engang opdagede jeg ved et tilfælde at når jeg offentligt kom til at bruge et uhyre gammelt udtryk eller et unikt citatsted, ovenikøbet yderligere forsynet med en helt individuel drejning eller rokade, så kunne jeg snart efter se kunststykket gentaget af bedre folk i det offentlige rum, med slavisk præcision. Sådanne irrationelle små ting kan ikke være tilfældige, hvorimod geniale opdagelser som bekendt altid gøres igen også af andre, netop fordi de et eller andet sted er rationelle.
Kort sagt bruger jeg således en art radioaktive sporstoffer, hvis stråling gør at de altid kan detekteres, uanset hvor de måtte havne, og uanset i hvor små doser. Det er herligt upersonligt og objektivt - så kan folk sgu selv tænke sig til, at hvad der sker i det små, det sker nok også i det store. Og det er en langt mere umiskendelig anerkendels end at blive nævnt med navns nævnelse. Men altså kort sagt, vor læser kan roligt føle sig i uhyre eksklusivt selskab, om end vi ikke kan rose os af høje Gallup-tal endsige bestillinger fra "on demand"-forlag.