BERØMTE ONE- LINER'S FRA PSYKIATRIENS JERIKO

Rejsekongen Simon Spies foretog engang det eksperiment slet intet at sige et helt år. Vi kunne som variation lave det eksperiment herfterdags i en periode udelukkende at udtrykke os i one-liners. Dette drabelige løfte ligner allerede i sig selv en one-liner, men her er en bedre: "Hvis det ikke var for mit ubodelige hang til bisætninger, ville jeg herefterdags kun udtrykke mig i one-liners." Denne one-liner minder i sin tur om hvis en seksualforbryder erklærede: "Hvis det ikke var for mit hang til smådrenge, ville jeg beslutte herefterdags kun at voldtage professionelle kvindelige skønheder".
Apropos: Beviser vore betænkelige associationer íkke alligevel en hel del om vort indre liv? Nuvel, men for det første er der en verden til forskel på uvilkårlige og nærmest ubevidste associationer og så at sige musikalsk motiverede idé-sammenstød. Desuden vil De have bemærket, at vi omhyggeligt skrev "seksualforbryder" og ikke det mistænkeligt fortrolige og infantilt hyggelige "sex-forbryder" - for det kan I sgu selv være.
Nåja, undskyld vor bramfrihed, men uhøvisk tiltale er langt bedre end slet ingen, tro mig: Jeg kommer lige fra Lapland, hvor jeg trods al træning gik lovlig meget alene med mine indre pubertets- samt midtvejsnisser i samdrægtigt tolvtone-kor; det vil sige de var nærmest blinde tommelfingerpassaserere, idet jeg førte bil med kun tilnærmelsesvis, men desto mere ædruelig hjemmel. Men kort sagt, undskyld vor uhøviske tiltale, men dels gør vi det således kun af terapeutiske grunde, og dels gælder terapien som antydet nærmest os selv, for intet er mere fremmeligt for den mentale helse end tvingende gøremål, der fordrer - og derfor tillige be-fordrer - mental fokusering.
Hvad tiltale af læseren angår, skal denne dog ikke alene anses for en privat konstruktion, for det er ganske vist, som Voltaire's one-liner siger, at hvis ikke Gud fandtes, måtte vi selv opfinde ham. Og det samme gælder vore læsere, der jo netop ifølge Blixen for en forfatter spiller Guds rolle. Hvis vore læsere således vitterlig blot skulle være en fantasi, må denne derfor siges at være den absolutte apoteose af høflighed. Og hvis læserne allerede eksisterer i forvejen, er det den stadig den næsthøjeste grad af høflighed. Kun at yde folk det næstbedste kunne ganske vist også ligne en uartighed, men på den anden side er det vel ikke altid så dårligt at være i live - jeg mener, når man derved har mulighed for at læse vor blog.
Et af vore principper er jo i øvrigt dette, at modsat bøger, der kan handle om hvad som helst, bør en blog egentlig helst være genre-specifik, just for at kompensere for at vi jo indrømmet gør en dyd af nødvendigheden ved ikke at publicere for markedet. Dette pinlige moment, som dog i vort tilfælde måske mest skyldes upraktiskhed og socialt ubehag ved moderne konforme direktørtyper og deres dørvogtende halehæng, må derfor kompenseres til fulde ved så at sige at benytte lejligheden til at opfinde noget vi ikke har i forvejen - kort sagt vore læsere. Disse inddrages derfor mere i vor end i andre offentlige genrer, men modsat i brev-genren har de kun begrænsede muligheder for at gribe ind. For nok kan de kommentere, men de skal ikke regne med at det påvirker vore himmellegemers vandring på det indre firmament.
Kort sagt, hvis ikke Sankt Hans Torv helt kan gøre det ud for Sankt Hans, så gør vi det i stedet til noget andet og hyggeligere, selv uden den beroligende udsigt til Roskilde Fjord. Men med hensyn til det med Sankt Hans, skal I nu ikke være sikre på, om vi ikke alligevel kunne tage konkurrencen op og i det mindste komme på en pæn anden plads.
Trods vor kompositoriske dans kan vi således ikke helt sige os appelsinfri m.h.t. Sankt Hans, hvilket stærkt betænkelige læsere af vore monologer fra Lapland måske kan bekræfte. Men som I ser, terapien virker allerede, så vi klarer en runde til. Apropos sindsyge scenarier kunne De spørge, om man ikke nærmest per definition må være sindssyg for at begå selvmord uden tvingende grunde så som afkortelse af ubodelig og utålelig smerte. Umiddelbart set lyder det overdrevet, for selvmord kan jo begås med fuldt overlæg og fuld bevidsthed om tid, sted og person. Men dette slet ikke at se muligheder kan faktisk kaldes sindssygt - for selv om mulighederne jo så at sige netop ikke findes som virkelighed og kan peges på, så hører til den mentale sundhed en evne til så at sige at konstruere dem visionært. Ja man kunne endda sige at det ikke at kunne se muligheder allerede per definition må være sindssygt i biologisk forstand, fordi det gør det umuligt at leve, og så må det jo kaldes sygt.
I det virkelige liv kniber det dog indrømmet ofte gevaldigt at se mulighed, men på bloggen går det ærligt talt strygende, og det er lige før vi burde have EU-støtte for såvel vor kreativitet som den ihærdighed hvormed vi arkaisk underholdende for turisterne fremturer med at opdyrke vore marginale, men desto mere pittoreske jorder.
Annonce-indtægter kunne være morsomme som eksempel og prøve på reklamefolkenes påståede evne til at kende deres besøgelsestid og se mulighederne for at booste et tilsyneladende undseeligt fænomen op til dets ideelle og velfortjente dimensioner. Ja, det var bare et forslag, nu må vi se hvad Google siger. Sidstnævnte replik giver anledning til i en one-linier at fortælle hvorfor vi aldrig har ladet os indlægge: Den psykiatriske klinik-dame spurgte mig nemlig dengang for en snes år siden, om jeg skulle have medicin. Da vi nægtede pure og en kende stødt på manchetten, svarede hun overbærende: "Ja, ja, nu må vi jo høre, hvad doktoren siger!" Så var der en der var skredet - trods smukke udsigter til både Roskilde Fjord og snarlig helbredelse. Min skizofrene klassekammerat fra gymnasiet kommenterede i øvrigt siden mit behandlingsmæssige frafald med denne profetiske one liner: "Men hvem i hele verden skulle også kunne hjælpe dig?" Men vi må her langmodigt supplere med psykiateren Gordon Livingstone's faglige devise og one-liner: "Det er kun ulykker der sker hurtigt." Værdien af uhjemlet bilisme på linie med kanindræber-kurser i terapeutisk øjemed synes således desværre at kunne bestrides.
Nå, men førstepræmien inden for psykiatriske one-liners går dog til en bekendt af mig, der adspurgt af en maler om hvad han syntes om hans udstilling, svarede: "Jeg ved det ikke - jeg er ikke psykiater".

Nuvel, den som ingen kan hjælpe, må hjælpe sig selv. Jeg havde således forleden min første køretime efter sommerferien med henblik på stadig større legalisering af mit tålte ophold på Jord. Og hvis ikke det havde været for trafikreglerne, ville køretimen være gået ypperligt. Forresten - hvordan kan man som autist forholde sig seriøst til noget så socialt og udvendigt som trafikregler? Jo, man kan adoptere dem helt i eget regi som en art selvvalgte dogme-regle, rimfødder eller musikalske forlæg. Ja, faktisk var det netop befriende efter timevis af natlig drømmekørsel i Laplands blånende ødemark atter at få en solid mur med kontant afregning at spille bolden op ad. Det hele blev ligesom lidt mere interaktivt - omtrent som hvis vore tænkte læsere pludselig gav sig til at insistere på deres eksistens også uden for vort drømmerum.

Nå, vor næstsidste one- liner vier vi en anden hovedperson, som et eksempel på vor lille selvpålagte prøvelse at lade som om der eksisterer andre mennesker. En kammerat der kender mig særdeles godt, udtalte således engang at hvis Hegel havde været min samtidige, ville jeg sikkert have anklaget ham for at stjæle nogle af mine ideer. (Man kunne have svaret ham med den flabede one-liner, at den eneste grund til at Hegel ikke har osv. , er den simple, at han gudskelov døde før jeg blev født). Brian MacGee skriver tilsvarende i sin lille selvbiografiske bog, at når han undertiden fortalte filosoffen Karl Popper om en tanke han havde haft, svarede Popper altid naivt og spontant: "Jeg forstår at De har læst og endda forstået min artikel om ..." Det havde MacGee langtfra altid. Det er også MacGee der som næsten den eneste ud over mig selv bryder det institutionelle tabu og siger lige ud at forskellen på en filosof og en filosofiekspert er nøjagtigt den samme som forskellen på en maler og en kunstkritiker, eller forskellen på en digter og en kritiker. At de to roller af og til bestrides af samme person, er en anden ting, men det ene følger ikke af det andet.
Nå, men for nu at demonstrere en u-autistisk generøsitet over for bemeldte Hegel, må vi citere ham for hans berømte one-liner: "Hvis automobilkørslen sker på bekostning af trafikreglerne, er det værst for trafikreglerne." Karl Marx gik som bekendt endnu videre med sin kendte one-liner: "Hidtil har bilisterne fortolket trafikreglerne - nu gælder det om at forandre dem".

Vort eget små-autistiske grænsetilfælde rammes i øvrigt af den bagklogt betragtet meget indlysende boomerang, der hedder: De, der til fulde har udviklet kunsten at sælge, spille deres kort social, "netværke" osv, har netop aldrig brugt tiden på at udvikle sære drivhus-ideer; hvorimod de der til fulde har det sidste, omvendt ofte står og råber i en lydisoleret osteklokke som næsten kun bemærkes af nogle få, der i sin tur oftest lader som om ejheller de har bemærket den.
Nuvel, helt så galt er det vel ikke altid, for langmodighed og sejhed parret med en vis fandenivoldsk defaitisme og livsvilje trods alt skal man nu ikke kimse af. Verden overgiver sig undertiden til sidst, og det behøver ganske som med laviner og tsunamier ikke at ske gradvist: Verdens metaltræthed kan usynligt eskalere sig, indtil Jerikos mure pludselig styrter sammen med et drøn, af lutter lede ved sig selv, så at sige. Så her kommer vor sidste one-liner: "Næste år i Jeriko!"

TIDSÅNDEN: "MALSTRÖM", PAULO COELHO, "VOLVO LASTVAGNAR" SAMT EN PSYKIATRISK LOGIK-ÖVELSE

"Efter en lille ekspedition läser jeg på nettet Thomas Harders anmeldelse i Politiken af en ny international roman Malström", fuld af intertekstualitet og sindrige metaniveauer. Jeg bliver kvalm, for skönt den roses, så ved jeg jo at nästen ingen af disse nye forfattertyper har fundet på den slags selv ud af en slags hypofysens overstyring eller selvsving. De har lärt det på forfatterskoler i "creative writing", og det er lutter behändighed.

Overambitiöst overdrev af det systematisk tillärte applauderes af benovede akademikere som stort og overbevisende mesterskab. Det er lige så unaturligt som hvis nu jeg gik hen og lärte at skrive en realistisk kriminalroman - for alle ved at det af forskellige grunde bare slet ikke er mig. Og det man ikke er, skal man blufärdigt lade ligge til de oplagt egnede. Derimod läser jeg netop helst ret "realistiske" ting, for den dimension savner jeg og mit liv jo selv. Man skal måske netop ikke nidkärt studere det man er allerbedst til, ideelt set. Ha, men realistisk set skal man netop sovse sig ind i det pågäldende miljö, for ellers ender man som mig.

Så hellere spanieren Paul Coelho's new age agtigt uskyldige sögen i "Alkymisten" - samt hans seneste bog Zahiren, som jeg nu har läst. Dér er langt mere ägte visdom og ingen leflen for Pariser-vrövlet, som han forresten også selv har gennemskuet som tom forfängelighed. At Coelho trods sin store läserskare så muligvis ikke er den störste kunst, kan muligvis nok väre, for gengivelse af vise samtaler a la Carlos Castaneda er nok opbyggeligt, men ikke altid kunstnerisk tvingende.
Det samme kunne siges om selvbiografiske böger om terapi-sessioner af forskellig art, men også de kan i heldige tilfälde give langt mere näring og inspiration end indadvendte kunstneriske konstruktioner, der mest läses af pligt.

Når man ser mange af dem der läser finlitteraturen, overbevises man jo desvärre ikke altid om dennes forlösende eller transformerende kraft, trods alle kvaliteter. Andres geni forlöser ikke nödvendigvis altid ens egen lille genius. Men "terapi-litteratur" kan til i sin tur let blive en art själens pornografi i betydningen fromme og nemme löfter om "udvikling", der hjälper én over ulvetimen, men dog intet ändrer: For man har ikke selv oplevet troldmanden, transcenderingen, forvandlingen eller hvad der nu er krumtappen. Denne forbliver let et litterärt postulat set fra läserens synspunkt, men kan det skabe tillid og åbenhed, kan sådan litteratur på en god dag göre en stor forskel.

Tro håb og kärlighed er store ting, hvorimod "oplysende foredrag" om store folk ikke gör nogen forskel, for det smitter ikke, skulle vi hilse og sige - for også der handler det forresten ofte mest om håbet om smitte gennem beröring med de store og deres liv. Når en kendt litteraturprofessor har väret syg eller frygtet at väre det og derfor skriver en smagfuld erindringsbog derom, mödes de to slags litteratur på midten. For når en professor i elegant akademiprosa siger nöjagtigt det samme som min tandläge og min svigermor, så först er det lige pludselig blevet dybt reflekteret finliteratur og pligtläsning for de dannede. Coelho vil derimod trods sin med forlov större autentiske eksistentielle erfaringsdybde af mange straks afskrives som "new age", blot fordi han omgås Kazak-steppens shamaner og tror på deres klarsyn og ikke refererer til de rigtige. Men langt hellere ham end alle de unge ego-mane akademiske syrehoveder der har läst alt for meget, men intet gennemprövet selv.

Sådanne typer som Weekendavisens benovede läsere lapper i sig håb om selv at komme i närheden af deres klögt - men de bliver blot mere og mere klatöjede, humorforladte og livlöse uge for uge, og med skribenterne står det ikke stort bedre til. Ulrik Höy har dog både bredde og humör og nok også et bedre hjerte end så mange, men han bliver trods alt hypnotiseret af avisens lovlig höje renommé, den korte produktionsfrist og den hurtige foräldelse. Her går det godt og måske også tit lidt hurtigt, men hvad pokker. Og det moralske skidt de andre begår, har man heldigvis ikke noget at göre med selv, så hus forbi, og fortsat held og lykke med det altsammen. Og hils Deres kone - nå ikke, men så Deres mor, vi har så meget om örerne her i huset.
Men värre er tidsånden: Det udvendigt tillärte skamroses, for det bekräfter majoriteten i retten til riget - for når noget får status, vil alle väre det, og så bliver det den bredeste fällesnävner der sätter normen. På den måde får man samtidig de virkeligt oplagte talenter frosset ude, og man ser det i alle, alle, alle sammenhänge - men straffen er, at til sidst gennemskuer de fleste det, og alle disse ting vil så igen miste deres status.
Det er i dag langt häderligere, dybere og mere imponerende at ville väre blikkenslager end at ville väre forfatter, filosof osv. Men selv savner jeg desvärre praktiske talenter - ha! Jeg bräkker mig over dem alle. Redaktionerne befolkes stadig mere af den slags folk, og de forstärker og cementerer selvsagt det hele på en måde der bringer fordums sovjetiske centralstyring af kulturlivet i tankerne. Små synligt intrigante skoledrenge med runde barneöjne og hamsteragtigt nervöse sideblikke i gangsystemets sindrige forgreninger, samtidig med at de snakker salonfähig konferencesnak om menneskerettigheder, oplysning og demokrati, og med at reflekterede böger om nazi-Tyskland og det onde har kronede dage. Skamlösheden og ubevidstheden tager hinanden i hånden og favner tilsammen vidt.
Käre venner, Primo Levi var ikke "uddannet sociolog" og ejheller udvalgt af lejrkommandanten til at holde ugentlige foredrag i ventetiden.
Men heldigvis har naturen sörget for at vi faktisk kan SE hvem et menneske er, ja i hvert fald i nogen udsträkning. Og derfor må jeg af biologiske grunde give Oscar Wílde ret i hans fyndord, at kun overfladiske mennesker bedömmer ikke folk efter udseendet og det förste indtryk. I en tid af lutter spytslikkeri er der snart intet andet tilbage at gå efter.

Og heldigvis har alle disse umandige og bange netvärksaber en rigtigt kedelig udstråling, og deres sociale aura er helt og aldeles afledt: Dvs.: selv de der klogeligt flokkes om dem, gör det slet ikke ud af en instinktiv beundring eller fascination, men kun fordi de ved at det betaler sig, og fordi de håber på at opnå lignende fordele i livet. Ganske vist gennemskuer alle disse skräkkelige små disciple ikke selv at det forholder sig sådan, men det gör det ikke desto mindre -og forresten er deres beundring bestemt ikke noget at angle efter, uanset om den er genuin eller afledt.
Afledt beundring er der også tale om når man läser en opreklameret bog af pligt.For sagen er inden for det almenmenneskeliges områder langthen: Hvis noget er virkelig godt, kan nästen alle straks se og fornemme det. Kun det mellemgode kräver en "professor"s sagkyndige gennemsyn. Hvis musik er hamrende god, gälder som en hovedregel det samme: Selv om det ikke er ens egen stil osv, så kan man straks höre når noget er godt. Inden for jazzen har nogen f.eks. sagt, at uanset hvad skal man kunne danse til den -tanken er den samme, og den er rigtig: Uanset hvor dissonante harmonier og uanset hvor säre synkoperede rytmer - så skal det sätte ild i själ og krop, som om det var let at forstå. Dvs. man skal kunne stige på selv på meget elementäre forståelsesniveauer.
I naturvidenskaberne går den derimod ikke - for der gälder helt andre kriterier: Man kan ikke bedömme Einstein på et förste indtryk af manden eller hans läre. Ejheller på, om man kan lide den eller svinger godt til hans kosmologi. Humaniora er anderledes, selv om nogle helst så at den kom til at ligne naturvidenskab - det er en misforståelse, der näres af falske tempelpräster a la Stjernfelt. Inden for humaniora er lägmands dom ofte mest pålidelig, isär hvis der er enighed på tvärs af forudsätninger.

Nå. Det ejendommelige er at når man har mistet den fundamentale menneskelige respekt for en person, så har man vitterlig ingen som helst önsker om at opnå hans eller hendes respekt eller beundring. Og det märker de snart instinktivt, hvilket foröger deres kulde. Man skal helst indbilde folk at man beundrer deres eksempel. Og sådanne personer udvälges nu af hele medieverdenen samt den humanistiske universitetsverden, oftest mod bedre vidende, men undertiden også i en naiv og fölgagtig tro på, at man skal ligne de andre der er valgt ind ind.
Men som sagt: Ingen af de folk kunne man näre genuine önsker om at omgås privat - sådanne önsker vil altid, altid, altid udspringe af verdensklog beregning eller autoritetstro frygt for at väre udenfor. For de er humorforladte og uden selvindsigt, u-menneskelige, u-genuine og uautentiske i hele deres knastörre og komplet uorganiske associationsverden. Selv det mest levende kan de dräbe i deres termit-agtigt fortärende assimilation af det til eget ucharmerende brug: Åndlöst og uskönt fästningsbyggeri uden vinduer.
Hvis jeg en meget själden gang går til et foredrag på det humanistiske fakultet, får jeg det fysisk dårligt. Så det gör jeg simpelt hen ikke, lige så lidt som jeg läser "kulturtidsskrifter". Selv Weekendavisen må jeg mande mig op til med lange intervaller, trods mange gode indslag.

Uskyldige läsere kunne tro at vi har storhedsvanvid -men det handler ikke om det. Selv er jeg ret uduelig på flere områder og indrömmer det endda gerne. Det uläkre er når folk vil anerkendes på områder, hvor de vitterlig ikke er kaldede eller har gjort det virkelige arbejde, har väret sögende, gjort erfaringer osv.
Undertiden kan det skam også väre ret "ok"- folk, som blot i deres naivitet tror at de uden selv at have erfaret, lidt, sögt, tänkt eller hvad nu, sådan kan blive "forfattere" eller andet på en skole. Disse unge kan såmänd sagtens väre i god tro og kan for så vidt også have en vis grad af talent "after all". Men de sätter blot naivt "the cart before the horse". Og så får vi disse romaner osv der lige så godt kunne väre genererede af et computerprogram eller en sindrigt opdateret roman-algoritme.

Det forfärdelige er at selv i grunden ret godlidende og normalt set flinke redaktörer osv. af lutter ängstelighed og nervösitet ved den ägte vare, som de kun på historiens afstand kan elske, konsekvent fravälger det ägte til fordel for det studentikose og andenhånds, det politisk korrekte osv. Trofaste og loyale undersåtter, der siger normale, tillärte kedelige ting om normale kedelige emner, gör dem simpelt hen mere trygge, fordi de föler sig usikre og ufortrolige med alt hvad der ikke tilskriver sin egen betydning udnävnelse, men naivt fremturer i sin egen ret. Det sorglöst uskyldige gruppemenneske kan simpelt hen ikke forestille og forlige sig med individualisme som andet og mere end noget man med applaus holder taler om på tinge. "Oplysningens ånd", "kulturradikalisme" osv, osv - lutter frejdig skolesnak, men de ved det i fölge sagens natur ikke selv: For den velfornöjet "udvendige" ved jo af logiske grunde själdent selv at han er udvendig - hvorimod den lovlig "indvendige" type per definition omvendt udmärket ved at han er ret indvendig. Ak - oplysningens ånd ville ganske som den vestlige civilisation väre " en god ide".

Disse gode humanister ved slet ikke, hvor tät de selv er på såvel Gulag som koncentrationslejrene og Dogville - af lutter forträngning kunne mange af dem göre hvad som helst mod "jöderne" eller hvem der nu måtte fremture i sin egenart; og glidebanen, skråplanet er aldeles ikke spor snigende, men tvärtimod särdeles stejl. Jeg fornemmer og ser det klart: Enhver anständig gränse overskrides lynhurtigt, blot man indbyrdes i banden instinktivt og ordlöst fornemmer at man i grunden vil det samme. Dette er dagens "Over-Danmark". Godt udtryk - man skulle nästen tro at jeg havde fundet på det. Ha,ha - nu forstår I nok hvordan jeg får så mange "fjender" på tinge. "Dogville" og Guillaus "Ondskaben" viser dagens DK.

Nå, man må også gribe i egen barm. Läste en besynderlig men rammende lille bog "Volvo Lastvagnar" af den norske forfatter Erland Loe, som netop foregår i den svenske ödemark. Langt hen realistisk, også med den historiske og velgörende down to earth dimension, som titlen signalerer , - men også med en rammende skildring af en type med et farligt flip lidt a la mit eget kroniske, og sätter det i morsomt relief som en art "time out". Ikke dårligt, og det kan kun göres af en der ikke selv lider under det, men som kender nogen af slagsen. Sådan en bog er sund, for den viser at just som man tror sig aleles alene, får man selskab. Alt er sket för, basalt set - og derfor bliver vi dog alle genkendt og anerkendt trods allehånde nulstillende krumspring.

Bedst at slutte. Ingen zoologiske sensationer, men dog en meget lang pilgrimsvandring på 12 timer i terränet, der kunne väre endt skidt grundet truende uvejr og letsindigt fravalg af kompas og kort. Lapsk lokalkendskab i al äre, men uden god sigtbarhed kan man hurtigt miste orienteringen, eller komme i tvivl om hvorvidt man har holdt kursen eller er gået i ring. Jeg var selv lige ved at tro det sidste: Og dét fejlagtigt at tro man har vendt op og ned på det indre kompas, er akkurat lige så fatalt som at gå vild i god tro.

Sidstnävnte dialektiske lille räsonnement minder i övrigt logisk set lidt om fölgende, som jeg i morges konciperede ud af öjenkrogen: Hvis en person der tror sig forfulgt af CIA, har en psykiater, så må han/hun kunne mödes med denne i fölgende rationelle forudsätning: nemlig, at det er lige så fatalt, hvis patientens historie er sand, men psykiateren ikke tror ham - som hvis den er falsk, men psykiateren tror ham. Behandlingen er kort sagt ikke sandhedsneutral, så at sige, og derfor er sandhedsspörgsmålet afgörende.
At den filosofisk begavede patient selv indser og fremlägger denne analyse, er for övrigt et godt tegn, men dog ingen garanti - for paranoikere kan jo väre särdeles velformulerede og analytiske og minder i så henseende slående om velfungerende borgeres fabelagtige evne til at fortränge og transformere ubehagelige sandheder i den grad mod bedre vidende. Hvad er så forskellen? Måske blot graden af ensomhed og derfor også desperation i livslögnen - den gode samfundsborgers mere acceptable eller endda yderst velkomne selvbedrag om de ubekvemme forekommer blot langt mere harmonisk og objektiv, just fordi den er i samklang med det gode selskab.

Og naturligvis har den ensomme livslögner det helt ad helvede til, sammenlignet med den gode borger og ender derfor let som "sindssyg" i populär, synlig og praktisk forstand, dvs. totalt opgivende, usoigneret, efterhånden helt ude af kontrol osv. - men nogen primär, diagnostisk sikker forskel er der langtfra altid grund til at fremture med. Det betyder ikke at sandheden er relativ, men blot at det socialt og diagnostisk set er afgörende, om man er alene eller ej med sin livslögn. Forresten er det her et paradoks at päne, bange borgere skriver böger om afdöde enere, der gik alene med sandheden - men hvis nogen nutidig gör det samme, afskriver de ham som en notorisk nar, hvis enegang er bevis nok mod ham. "For sådan ville en normal borger aldrig göre". Nej, De har De helt ret i.

Faktisk bliver jeg ofte chokeret over livslögnens omfang i det gode selskab: Uanset alle tvingende beviser indrömmer man slet intet, men fornägter eller fortränger hurtigt alt. Alle beviser har allerhöjst korttidseffekt, at sammenligne med en midlertidig opholdstilladelse, tålt ophold. De folk er dog sikkert flinke og dygtige på deres egne beskyttede og kontrollerede vilkår, men deres frygt gör dem livsfarlige.

Mit eksempel med psykateren er forresten nok tänkt, men dog ikke helt uaktuelt. Jeg gik nemlig to gange til en psykiater uden helt gennemfört at indvie ham i situationen - for sagen er dels at han vil tro at jeg overdriver, og dels at hvis min historie er sandheden, så kan en psykiater jo slet intet udrette. I tilfälde af väbnet röveri er det jo heller ikke psykiateren, De först tänker på at tilkalde, vel? På den anden side, hvis De vitterlig tilkalder en psykiater i den situation, så behöver De ganske rigtigt en psykiater, så velbekomme: De kan overtage min, der som sagt nu mangler en patient, for han sidder nok i stort hus og gäld. Men så skör er jeg altså endnu ikke selv og foreträkker snarere en fängselspräst - blot ikke Möllehave, som er et lösagtigt snakketöj, der forlängst har mistet al jordbindelse af lutter manisk selvforbländelse. For meget succes ödelägger sev de gode, og det kunne måske tröste en bedre fange end mig.

Vi lavede denne digresson om logiske vildfarelser ud fra ledemotivet at fare vild i ödemarken - og synes dernäst selv at väre faret vild i filosofi. Så tilbage til ödemarken. En engelsk dame med börnene og manden godt i vej har slået sig ned med fotoataljer og driver vandrerhjemmet i kraftvärksbyen, klondyke-byen Porjus. Nyt liv, ny mand, imponerende og livsbekräftende. Hun forelskede sig ved förste blik i landskabet og slog sig ned for et dussin år siden, koste hvad det ville. Ingen särlige forudsätninger.
Hvorfor fortäller jeg aldrig sådanne mennesker om min evige historie med Uni., Filosofisk Institut, Kierkegaardselskabet, WA, Information osv. osv. osv? Fordi det grimme ikke må med, og fordi folk alligevel fornemmer det der skal fornemmes. Og for ikke at blande tingene sammen. Men som princip kan det indrömmet diskuteres, for det er måske ikke spor sundt for ens sociale integritet kun lejlighedsvis og da desto mere ensomt forbitret at insistere på sin "identitet", men i övrigt foreträkke at opträde inkognito. Anonymiteten medbringes hjem og giver social usikkerhed der hvor man absolut ikke må udstråle tvivl. For derhjemme vil enhver blufärdig anständighed, beskedenhed osv straks blive misbrugt, og man vil blive frataget alt. Selv ens private bekendte vil i et betydeligt omfang på denne vis tage én på ordet.

I går aftes mödte jeg et hold forskere der med helikopter undersöger vandrefalkeungers indhold af den nye truende gruppe miljögifte "bromerede flammehämmere". Blodpröver blev sat i köleskabet. Kendte dem udmärket af navn og virke, en af dem kendte sågar også godt den side af mig - den slags "sammenträf" har jeg mange af heroppe. Jeg minder snart om Karen Blixens figur Pellegrina Leoni i fortällingen "Drömmerne" - parallelle og nästen helt uforbundne liv, som dog alle til slut ender blindt, verdsligt set. Hvad bliver det näste - mord? "Vi andre kan slet ikke forstå det - han plejede aldrig at slå folk ihjel og var jo slet ikke den type." Nå, spög til side. Men det var måske slet ikke spor sjovt? Åh, så må De virkelig undskylde. Mit navn er Asperger...

DEN SIDSTE LAPPE

En lille vaskeägte lappe har i en snes år levet i en teknisk meget beundringsvärdig kåtelignende bygning hinsides lov og ret. Selv de fleste vintre tilbringer han der med egen diesel-drevet el-generator, dyrker gröntsager i drivhus osv. Stik modsat jeg selv uhyre praktisk og pertentlig, var vistnok en art tekniker eller ingeniör.
Men han er i sandhedens navn tysker og flyttede op fra Düsseldorf for godt en snes år siden. Bor helt isoleret, men med pinlig orden i sine ting. Sådan kan det gå når det helt hvler påå en selv at opretholde civilisationen. Han er egentlig ingen vildmarksdyrker, så det er ikke den art nysgerrrighed der har drevet ham. Han går ikke tilbage til naturen i romantisk eller kulturel forstand, manrekonstruerer så at sige den tekniske civilisation from scratch- omtrent sådan som vaskeägte filosoffer rekonstruerer filosofien from scratch og derfor läser alt muligt med undtagelse af "filosofi", der som bekendt er lutter universitär efter-snak. Så hellere ägte vås, for det ver hvad det er - det värste er når de forkerte helt udvendigt med myndighed siger det rette og får ären for det. Derfor gik Sören amok over Biiskop Mynster og kompagni.
De få gange han tvivlende og forsigtigt forespurgte dem om et prästekald, ignorerede de fine herrer ham fornemt - sådan som "store folk" skinsygt altid forsöger at indbilde de underdrejede talenter at de regner dem for skidt og ikke har tid til dem, for på denne måde at tryne deres livsmod og selvtillid. Havde bispen blot afvist hans anmodninger at jordnäre grunde, havde Sören derimod lettet takket ham: "Hör engang, vi ved jo alle at du er både sögende og unik, men hverdagen med sognebörns jävne liv, som du godt nok kan skrive så smukt om på afstand - det er vist slet ikke dig, vel? Bliv ved din läst, den er sgu god nok."

Men i stedet afviste man ham af de forkerte grunde, nemlig ved omhyggeligt ikke at indrömme ham noget som helst. Af ganske lignende grunde bör en type som jeg nok ikke "undervise i filosofi", men også her er al afvisning sket af de forkerte grunde, dvs. for slet ikke at indrömme det åbenlyse.
Alt muligt er såmänd fint nok, men at fölge med i fodbold er ikke det samme som at väre fodboldspiller. De fleste af os er på de fleste områder idioter og har det godt med det - men det dumme er når folk skal give sig ud for noget andet og i flok sätter sig på noget de slet ikke er. Som når ordinäre bisper på Kirkegaards tid ville give den som apostle, eller som når ordinäre universitetsdrenge i dag giver den som filosoffer. Havde de bare nöjedes med deres privilegier osv, havde Kierkegaard aldrig generet dem. Men de ville have det hele, samtidig med at de intet ville indrömme dér hvor det var åbenlyst for enhver.
Havde de bare sagt: "Kristendommen er absurd og yt", havde Sören intet indvendt. men nu sagde de det modsatte og satte sig på det hele, ganske som vor tids forkälede studievärtstyper vil sätte sig på det hele og kollektivt give den som "undtagelser" tillige. Det dumme er ikke når ting miskendes, men når det anerkendes og tilkendes höj status: For så snydes der straks på vägten, idet hele det demokratiske samfunds indbildte elite så partout skal stjäle det også. De gamle munkeordner vidste at tingene skal gemmes väk forklädt som särlingeväsen snarere end opreklameres og korrumperes. De havde det fint med at väre uden for centrum, for så kunne de have det i frem og bakse med det.
I Storbyen spilder vi megen tid, og ingen dér rekonstruerer noget som helst civiliseret felt fra grunden, men fölger desto mere emsigt med i alt muligt. Kronisk er det et usundt pres - men helt uden det atrofierer de fleste af os nok og går ind i os selv; så vor lille tyske lappe er beundringsvärdig i sin gennemförte livsstil uden splittelse eller nomadisk flakken som min egen. Selv det tilsyneladende så civiliserede i storbyen er omvendt ofte lutter intriger og sociale bekymringer uden vitaminer.
Vor lille lappe har väret gift, og kom i dag med taxa tilbage fra et sygehusophold. Önskede ikke besög - tänker nok en del over sine livsvalg og udsigter. Han har en lejlighed i Tyskland, men hvem kan han dele sine erfaringer med? Han har ikke lärt at tale svensk, men forstår en hel del; og er social på sine egne prämisser og ret snakkesalig. Har vist nok en kronisk lungelidelse, men andre ting har nok også spillet ind. Han ryger i hvert fald. Måske mobningsramt for nu ikke at nävne tidens lösen "Asperger, I presume." Både i statur og fysiognomi er han mere samisk end nogen af de samer jeg kender. Han bor her stadig ufficielt og uden byggetilladelse, men ingen nänner at anmelde ham for det. Ingen misunder ham, og så lever man trygt - så enkel er opskriften vist her i verden.