Wednesday, November 21, 2007

UDEN TITEL

Hvis man nu betroede sin blog en del hemmeligheder, just fordi ingen læser den, ville det så være blogspecifikt? Nej, for så kunne man bare skrive dagbog. Men kun meget modige samt meget indbildske mænd skriver forresten dagbog, og derudover en del mænd med meget kvindelige anlæg og orientering. Hvorfor så en blog? Well, hvis nogen anklager os for umandigt at sovse rundt i privaten, kan vi altid pege på en vis læserkreds. Og hvis nogen omvendt anklager os for uværdig at udgive private ting som vi burde holde for os selv, kan vi svare, at da forhåbentlig kun få læser vor blog, har vi vor mandlige værdighed i behold. Kort sagt er vi helgarderede.

Endnu mere helgarderede ville vi være, hvis vi kunne få nogen til at forske i vor blog: For enhver forsker vil bedyre at hans eller hendes objekt skam er af største interesse for videnskaben og almenheden. Alt tilgives kort sagt, så snart brave borgere deri kan finde deres status og levebrød, det være nu nok så tosset. For status og levebrød er alt for alvorlige ting til at der kan spøges med dem.

Ef af vore mest ordensbehængte hædersmænd oppebærer således betragtelige biindtægter på årligt at udgive sine danske stile, som også vore muslimer kunne lære meget af. De ligger derfor kun under hvert andet juletræ: For retfærdigvis fordeler vor mand ganske ligesom Dyne-Larsen, men modsat Julemanden, sine samlede hovedværker uden skelen til religiøse og etniske tilhørsforhold.

Som sagt er det alvor, og anmelderne roser ham derfor for at skrive som en morsom engel. Men nu er engle desværre alt andet end morsomme, så skudsmålet selv er nok mere morsomt end dets genstand. Men heldigvis kan vi så trøste Morlille igen ved at forsikre hende om at hun ingenlunde skriver som en engel. Kort sagt, Morlille kan ikke flyve, vor mand kan hverken flyve eller gå på vandet i en brandert, idet han utvivlsomt er afholdsmand - ergo er vor mand ingen engel. Ja, en normalt pålidelig kilde bedyrer ligefrem at han er farlig...Men han tror på frihed for såvel Dyne-Larsen som Julemanden, selv om han ikke helt deler sidstnævntes etniske konservatisme.

Thursday, November 08, 2007

DANMARKS BEDSTE BLOG

DANMARKS BEDSTE REKLAMER
Skønt jeg altid laver overskrifter efterfølgende og derfor ikke som I allerede kender overskriften til dette indlæg, må I indrømme at overskrifter er en ting jeg er god til. Samme evne til kortslutning findes hos reklamefolk, så det var måske min fremtid? Ja, for jeg duer ellers ikke til meget af det som man kan leve af. På den anden side: Hvis man end ikke kan reklamere for sig selv, er man nok uegnet i den branche. Omvendt gælder at hvis et reklamebureau er effektivt til at reklamere for sig selv og skaffe ordrer, så kan kunderne ikke bagefter klage over at være blevet snydt: Ganske på samme måde som en kvinde ikke efterfølgende kan beklage at være blevet forført af Don Juan.
Natlig hjemkomst til grænseegnen mellem Halland og Småland efter ti timers non–stop kørsel. Gamle danske grænseegne tillige – hvor efterårsfarverne er stærkere end i fjor takket være ordentlige frostnætter. Herligt igen at se indslag af bøg og eg, selv om bævre-aspens okkergule til orange sitrende blade nu altid er en lige så stor fryd i syd som i nord. Hvor der er meget asp, er fuglelivet også altid rigere – måske grundet en rigere insektfauna, der giver mere føde til mejser og spætter. Den følsomme og statelige urskovsfugl tjuren – taigaens emblem – spiser også gerne aspens blade.
Selv om egnene her er frodige sammenlignet med Nordsverige, er de karrige efter sjællandske forhold, og springet fra den fede muld til syd-taigaen er naturmæssigt lige så stort som springet herfra og til Nordsverige; både oplevelsesmæssig og målt i artsforekomster såsom bemeldte tjur, der forsvandt i DK længe før Kristus, der ellers tit får skyld for så meget – og det så meget mere som han jo selv udtrykkeligt inviterede til det.
Det sker også at jeg føler mig meget skyldig, når jeg efter så mange års idiotisk og eremitisk cyklen nu kører rundt på fossile brændstoffer – men til gengæld frigiver det meget mere energi til mit selvvalgte sisyfosarbejde at rive granplanter op for at hjælpe tjuren, så mon ikke det kan tilgives? Én god ting ved arbejdsmarkedet er nemlig, at alt hvad man gør i medfør af jobbet, opleves som uskyldigt og indiskutabelt berettiget, uanset hvor meget man end sviner under arbejdet og på vej dertil: Tænk blot på koncentrationslejrene. Arbejdsformidlingen er således vor tids svar på syndsforladelsen – men den kan den kan desværre ikke fortælle os, hvad der mon så er vor tids svar på tjuren. Måske ”Dyne-Larsen” – for noget med fjer bør det jo rimeligvis være.
Og voila: her er min adkomst i reklamebranchen: ”Dyne-Larsen – vor tids svar på Tjuren”. Men som sagt, bare jeg formår at sælge nævnte slogan til hr. Larsen, så kan jeg ikke være nogen ueffen reklamemand, uanset om hr. Larsen efterfølgende går nedenom og hjem ganske ligesom hans forgænger tjuren.
Ja, man kunne endog hævde følgende syllogisme: Jo bedre man er til at markedsføre noget bras, desto bedre en reklamemand må man være; følgelig gælder tillige, at desto bedre man er til at sælge helt kiksede reklamer, desto dygtigere en reklamemand må man faktisk være. På denne måde ligner reklamer den kristne tro: For jo mere absurd troens indhold er, desto stærkere tro fordres der. Og jo mere åndssvag ens vare er, desto bedre må ens reklamer være. Paulus var således alle tiders skrappeste reklamemand.
Nuvel, om den også holder i Byretten, ved jeg ganske vist ikke – men dér har jeg nu heller ingen planer om at troppe op; hvilket er en yderst dårlig reklame for Byretten – men den har jeg nu heller ingen planer om at reklamere for. Så meget mere som jeg jo muligvis står til en fartbøde, jvf. tidligere indlæg. Men vi er ikke helt færdige.

Uden nogle dages nedtrapning klarer jeg ikke hjemkomsten til DK, og jeg har desuden gjort mig nyttig ved som før nævnt at rydde graner: Gartnerarbejde er som bekendt en ypperlig terapi for kaotiske personager, og kroniske tilfælde henvises rettelig til Sibirien som arbejdsplads. Men den kan ingen arbejdsformidling jo æde, selv om det måske ikke var tænkeligt at få nogle projektjob af den art for lensstyrelsen. Men som sagt, jeg kan ikke reklamere for mig selv, for de ting jeg gør, gør jeg jo alligevel – det er vel også derfor jeg af Information aldrig har fået honorar, modsat de større talenter som de periodisk hyrer til at skrive kommentarer. De har nemlig i modsætning til mig selverkendelse og skriver rettelig ikke uden økonomien som undskyldning.

Nuvel, penge er noget vi har, men mon ikke vi alligevel for selvrespektens skyld kunne indgå et forlig i form af, at bemeldte avis herefterdags betaler mig for mine overskrifter? Så skal de nok få resten gratis, omtrent ligesom man på svenske kafeer altid får en gratis påfyldning. Men den går altså ikke at være fiffig og så blot nøjes med påfyldningen. Og på ganske samme måde slap I jo heller ikke denne gang for en overskrift.
Men læg sluttelig mærke til, at dette indlæg er forsynet med såvel en reklame som en overskrift.

Sunday, November 04, 2007

OM EN LITTERÆR HÆDERSMAND - OG ET PAR BEMÆRKELSESVÆRDIGE DAMER

I kan være helt rolige for at vi skriver hurtigere end I læser, men vi har samtidig pli nok til at tage højde for lovlig, om end beklagelig optagethed til anden side: familie, job, kedelige politikere og obligatoriske bøger, som hverken gjorde jer mere eller mindre klatøjede end I var i forvejen, for det smitter ikke når bacillerne kun er simili.
Men altså, vi beordrer gerne trykkeriet et passende efterslæb, der går fint i spænd med stolte typografiske fyraftenstraditioner og uvaner. Så risikerer vi da i det mindste heller ingen strejker, med mindre de gode typografer da bliver lovlig forkælede og dertil savner nogen at gøre oprør mod. Vi undgår dermed samtidig to-frontskrig, som end ikke Napoleon og Hitler kunne magte, for vi har sgu rigeligt hyr med vor søde indbildte overklasse.

Lagde I for øvrigt mærke til den genialitet hvormed vi uden videre i cyperspace vupti genindførte noget forlængst i branchen afskaffet, takket være venligt udlån fra Arbejdermuseet? Muligvis er det hvad nogle ville kalde et postmoderne træk, og vi har for år tilbage præsteret det i større udtræk uden at ane det før bagefter.
Hvorfor skriver vi intet om politik: Nej, for da ville vi begå helligbrøde mod vor blogs ånd, for vi råber nu engang nødig i kor; dvs. vi kunne nok, men ganske som med prostitution skal der gode og stærke grunde til. Vi overlader desuden gladeligt det til andre, som disse indrømmet er langt bedre skikkede til, ganske som vi jo også selv frabeder os organiserede klamhuggere. Det er ikke kun et spørgsmål om "viden", men mere om at være den rigtige type til jobbet. Pytagoras "vidste" måske heller ikke så meget om trekanter, men han var åbenbart typen - og drop så alt det uddannelsesvås, flot sagt. Så nul politik her - også fordi vi kun beskæftiger os med de intriger vi påtvinges.

NÅ, lad os gøre stads af andre i dag, som en særligt dekadent og øretævende ytring af det pure overskud. Nuvel, den gode Niels Barfoed har atter skrevet nogle erindringer, og de roses naturligvis på bjerget. I bogen lufter han hæderligt en gennemgående usikkerhed, som også har været meget omtalt. Men den tvivl skal netop roses, for den viser at manden ikke er idiot. Sagen er jo den, at selv hvis han havde begået en kun halvt så god bog, ville hele det ærede kompagni af smagsdommere alligevel skrive og sige nøjagtigt det samme som de nu gør: "En meget vittig og klog, velskrevet bog osv".
Så selv om denne dom utvivlsomt er ædruelig nok, så kan meningskompagniets garanti for den bestemt ikke regnes for noget tvingende argument. På den anden side beviser det dog heller ikke modsætningens sandhed: for fordelen ved at tilhøre kompagniet er ikke blot retten til hæderkronet talentløshed, men sandelig også retten til virkeligt talent, hvis det ellers forefindes.

Endvidere ved Barfoed naturligvis også godt selv, at det ikke er noget stort martyrium at træde ædelt op til forsvar for forfattere med høj status, for dette giver just samme høje status. Hvis han derimod havde gjort det i de lande hvor Rushdie osv. er uglesete, havde det været en anden sag. Men det bliver hans fine gestus naturligvis ikke mindre god af; blot ved Barfoed givetvis selv, at han sikkert også i nogle situationer kunne have trådt tilsvarende i brechen for mindre hæderkronede folk - noget som Christian Braad Thomsen flere gange har gjort. En Jakob Holdt kunne også finde på det. De folk skriver for resten lige så fint som Niels Barfoed, men får modsætningsvis ingen priser. Det er skam ikke Barfoed skyld, men bør dog nævnes.

Nå, men vi indrømmer da gerne at Barfoed skriver glimrende, men kunne til gengæld nævne en årlig udgiver af danske stile på Det Store Forlag, ja i henhold til pålidelig kilde endog en "farlig mand" (Se Informtion d. 12.10) - der altid prises i tilsvarende høje toner. Senest hed det således at "han skriver som en (morsom) engel". Hertil må ulykkeligvis siges, at engle er det mest umorsomme i verden. Vor beklagelige meddelelse og kondolance må dog heldigvis efterfølges af den trøsterige betroelse, at nævnte farlige mand bestemt ikke skriver som en engel, sin uklanderlige ortografi til trods. Så Morlille er alligevel ingen sten, men flyder tværtimod altid ovenpå strømmen.


Hvem skal vi ellers rose? Jo, filmspigerne, filmsdamerne: Helle Ryslinge, Madam Helger, Susanne Bier, Lotte Svendsen m.fl. Sådanne typer har øjne i hovedet samt hoveder at have øjnene i, og tillige hjertet på det rette sted. Jeg så forleden Lotte Svendsen i TV i debat med JP's Flemming "Muhammed" Rose, der ævlede løs på tillært drengespejder-facon om hvad der angiveligt krænkede hans "retsbevidsthed". Sagen er jo den, at udvendige typer uanset politisk observans slet ikke har den slags bevidsthed, men de har lært en masse udenad. Det minder mig om en amerikansk kommentater som engang sagde, at mens Clinton var et menneske der iagttog sin egen psyke, var det tvivlsomt om Bush overhovedet vidste at han besad en psyke.

Men filmspigerne ved det, og de har den rette uforfærdethed, der ofte savnes hos "bog-piger" med deres lovlig store imponerethed af de de anerkendte, direktøren, redaktøren, professoren og den slags. De er skam ikke dummere, men har ofte dels for lidt erfaring og ved derfor endnu for lidt om mændenes verden og de faktiske forhold i jernindustrien, og dels har de ofte et mindre udfarende boheme-væsen. Jeg har af og til set dette hos kunstneriske samt hos anarkiske kvinder: En bekendt ditto så således engang fra cykel en yderst feteret intellektuel yngre stjerne af de mest langfingede med andenhånds "aktier" overalt i kulturlivet, og hun kommenterede kort: "Ham er der vist ikke meget ved". Hun kunne åbenbart se og fornemme den mafiøse netværks-karma umiddelbart på hele fremtoningen og blikket, trods al autoritativ viden på tryk, og det var sgu flot.

Men sådanne kvinder burde der være flere af i dag, for ligesom man engang sagde "Alt er politik", kan vi i dag anderledes realistisk sige "Alt er intrige": for så snart noget er attraktivt kommer hyænerne, og derfor lønnes langtfra altid de rette her i verden. Måske er det noget mange rigtigt gamle mennesker ved, men de orker ikke at fortælle det til nogen, for ingen ville lytte, og hver generation må begå sine egne fejl og herunder nyde den stimulerende illusion om de gamles dårskab.

Selvfølgelig er der en grund til folks frygt for at havne uden for flokken, som vi bohemer altid har hånet - og dette var altså grunden: Uden for flokken er der ingen rettigheder. Lodret løgn er ligeledes barnemad, og vi påtager os gerne at bevise at de der bekvemt måtte le ad vor tese, derved just demonstrerer dens sandhed. Hos "normale" mennesker er denne "viden" en komplet instinktiv og grundmuret forsigtighed, og den findes som før vist selv i Edens Have og i vildmarkens samfund. Så hverken Barfoed eller Rifbjerg er undtagelser.

P.S. Bortset fra nærværende P.S. tilføjet dagen derpå - var dette et dogmerigtigt produceret indlæg. Lidt af en undtagelse efterhånden, men på samme vis er de syndefri jo også i himlen undtagelsen, hvilket dog ikke hindrer os i ligefuldt at hævde det høje ideal. Angeren er desuden næsten lige så stor en dyd som skyldfriheden; så blot vi brødebetyngede noterer vore hyppige frafald, så er også dette i grunden særdeles dogmerigtigt. Genrespecifikt er det også, for kun en ægte blog kan meningsfuldt beklage sine frafald fra ortodoksien, omtrent ligesom man kun om et ægte toilet kan beklage at cisternen er i uorden. Nuvel, just fordi dett eruptive indlæg er dogmerigtigt, kom det på i stedet for et planlagt, der så må gemmes et par dage til, uagtet alle fornemmelser for kronologi.