JUDAS, TØGER OG HEDEGAARD - FORBRYDELSENS ELEMENT

Forleden faldt mit blik på nogle ligefremme fodboldtyper på den lokale. Vor lille maler havde endnu engang berørt Judas med flere bibelske og islamiske temaer. En ung mand af nævnte observans ønskede af en eller anden grund at beskænke vor trofaste stamkunde som et pålideligt holdepunkt i tilværelsen - og da han hørte hvem vi talte om, udbrød han med foldboldagtig rutinesikkerhed: ”Nåja, Judas – det var ham der angav Jesus; jamen egentlig ville han det nok slet ikke!” Kort efter gentog han sin fodboldkonversation med sine ligesindede, ganske ligesom en fodboldspiller forbigående let sætter sig ind i håndboldspilleres mentalitet.

Vi blev aldeles overraskede over ynglingens spontane association, der jo ikke beroede på bibelkundskaber eller tro. Hans umiddelbare indsigt i jalousiens væsen kom i et magisk glimt som en komplet selvfølgelighed, som om han og Judas var gamle fodboldkammerater. Men sådan må det have været, for Judas var jo en af disciplene og har derfor stået mesteren nær. Indtil det altså blev for meget: For bestikkelsen var givetvis ikke motivet, men kun det udløsende påskud – og at den unge mand havde ret, bekræftes jo også af Judas’ efterfølgende selvmord. Men det er godt set: Alle de der ”ikke forstår” osv. osv. , forstår i reglen kun alt for vel - og just deraf kommer som regel hele misæren.

Jeg er som den unge mand heller ikke så bibelkyndig igen, men er heller ikke bleg for at tage Biblen forfængelig. For det forholder sig her som med offentlige personers indbyrdes ros: Vi har næsten altid et håndfast motiv, og lige som ved samhandel er et jordnært motiv da også yderst befordrende for venskabelig tone og omgang: I sin iver efter at forstå hvordan kunderne tænker, ender man nemlig med næsten at holde af dem. Således måtte jeg le da en ung litterær ”skvadronør” (med Rifbjergs ord om ham, for Rifbjerg er jo altid afvæbnende uforstilt omkring sit til forhold indbildte rivaler) i Politiken i forbifarten roste sin redaktør som værende ”fantastisk” uden at fortælle hvorledes – idet han nøjedes med at tilføje, at det skam ikke var for at smigre. Men det var åbenbart heller ikke for læsernes skyld, for de fik slet ingen forklaring…

Naturligvis er det altid fantastisk for en dreng sådan at ”få lov” af både farmand og onkel, men sådan generøsitet har ofte en mere jordnær grund, lidt a la Arkimedes lov: ”Et legeme nedsænket i vand fortrænger samme mængde vand som selv den vejer". Ja, tampen brænder - og sig så ikke at vi ikke tilbyder jer en vis dannelse.

Nå, men det er utvivlsomt også mere betryggende at blive ophøjet af selviske grunde end af personlig nåde – idet sidstnævnte jo ifølge sagens natur er lunefuld og ikke lader sig beregne endsige bestille, uanset om nåden kommer fra Gud eller mennesker. I øvrigt kommer man altid længere i verden ved at tjene andres forfængelighed end sin egen – hvilket atter må være lettere for dem der i så henseende kan gøre en dyd af nødvendigheden.

I går aftes faldt jeg så i snak med en distvingeret, nydelig men aldeles ukrukket engelsk genteman med en levende association og et civiliseret sprog. Han fortalte i en anekdotisk sammenhæng en passant hvorledes en stenrig person med fælles bekendte omgående havde vendt ham ryggen og var gået sin vej, da han adspurgt om sin profession fortalte at han var ”a gardener”. Han tolkede det som om et brat fald i modpartens agtelse, uagtet at han just havde fortalt om et eller andet litterært – for han læser angiveligt the Times’ literary supplement, der vist skal være særdeles lødigt.

Min egen tolkning er nu snarere, at velhaveren er blevet skræmt og stødt i sit private verdensbillede omkring sammenhængen mellem ydre og indre: Hvis blot vor gartner havde været komplet "illeterate", så havde rigmanden ikke reageret så uhøfligt. Det er ganske som når standspersoner undlader at svare på breve som ikke er entydigt indsmigrende: De føler sig stødt over at blive tiltalt eller tilskrevet i en ligeværdig stil og tone af folk der slet ikke er ”entitled” til det. De klapper derfor i som østers og vælger så at sige Judas’ reaktion med en automatik, der er lige så pålidelig som den hvormed vor unge mand straks forstod at tolke Judas. Der er både tale om fornægtelse og om et forsøg på at indbilde modparten at man ringeagter ham eller hende – en iver som dog netop viser den respekt der bestrides.

Avantgarden er i øvrigt ikke spor bedre, og selv dens mest provokerende alumner tåles i virkeligheden kun på bjerget fordi de ved en vis karaktermæssig umodenhed eller endda "lousiness" røber, at også de vist tilhører "forbrydelsens element" - omtrent som når pressens veletablerede fra forskellige aviser skinhelligt rakker hinanden ned for træk som de alle indbyrdes fornemmer at de nu også selv besidder. Således var de andre aviser ikke sene til at påtale, da Politiken dummede sig alt for åbenlyst i sit litterære kammerateri med Gyldendal. Men tro ikke at de andre er så forfærdelig meget bedre, for selv undtagelserne dyrker jo blot deres egne små trekanter i stedet, jvf. vor både famøse - og fatale - kronik 18.7 herom i WA. Selv om det nu skal indrømmes at de andre aviser er anderledes hævede over smiger og derfor i ytringsfrihedens hellige navn sagtens kan tilgive vor ligefremme blog....
Nå, men med forbrydelsens element tænker vi også på det forhold, at hvis nu nogen mirakuløst skulle komme for skade at gøre noget godt, så vil også det i reglen blive enten rakket ned eller fortiet.

De selvretfærdige anklager mod Politikens ublufærdige Bermuda-dans minder os faktisk om Tøger Seidenfadens egen hyppige forebyggende brug af ordet "uskøn" i de seneste år - for det ord bruger han vist ubevidst som slangeserum for selv at kunne sige sin avis immun mod sådanne "uskønne" træk, når han ser sig i spejlet og herunder af og til får en sjov fornemmelse af at der er et eller andet vigtigt han har glemt - men hvad pokker var det nu? Nej, det var nok bare dumme tankespind hinsides verdenssituationen, som jo afhænger af vor redebone dom og kommentar.

I øvrigt skylder vi at sige at en avis ikke er nogen person, men består af ansvarlige individer af samme art og race som hominiderne på de andre aviser, ja sågar som folk i helt andre brancher - problemet er bare at de sjældent ved det selv og derfor alligevel gerne opfører sig som loyale stammeaber - groft sagt -, og fornærmes som forbundne kar, hvis nogen siger noget sandt om en kollega. De der udstødes af stammen, tages på den anden side aldrig i forsvar af nogen - for de er jo ganske rigtigt ikke længere medlemmer og befinder sig derfor hinsides ethvert loyalitetsbånd. Det gælder bl.a. kvinder der kan se og tænke selv og ikke skjuler det nok.
Åhja, hurra for logikkens lille tabel: For "oplysningens ånd" er kun noget der står i bøger og kaldes almendannelse.

Nå, men hvis nogen redaktør skulle skrive lignende besindige ord i nær fremtid, ved I hvor han har det fra, idet det her forholder sig ligesom med ovennævnte nervøse og magiske brug af ordet "uskøn": For med Niels Bohrs ord om hesteskoen over døren til hans sommerhus: "Jeg tror personligt ikke på den slags, men jeg har hørt at det virker også selv om man ikke tror". Sådan er det også med de kulturradikales søde små forsvarsmekanismer - ja, jeg har sågar set dem gøre korsets tegn, da de hørte om hvorledes elefanten fik sin lange snabel.

Og VERDENSSITUATIONEN? Nåh den - hør sig os engang, tror I at dette er en avis? Eller med en antik britisk pensionatsværtsindes formanende ord til sine gæsters støjende børn : "You behave in my house as if it were a hotel!" Men lad gå, for nytår er jo en ret prosaisk fest. Well, Cepos-drengene bedyrer at den økonomiske recession i 30erne såvel som i dag mest skyldtes statsindgreb i pengenes frie strøm - samt at klimaet i vor tid er blevet koldere og ikke varmere, ligesom isdannelsen samt isbjørnenes antal ved polerne er forøget "likförbannat", uanset hvad alle andre konstaterer. Endnu findes der heldigvis også idealister der holder på at Jorden stadig er flad og endnu ikke spor rund på gulvet - og vi andre kan kun håbe på at de har ret.

Allahs fred være også med den korsfæstede Lars Hedegaard, der i længden var alt for stor en profet for sin hjembys borgerlige presse og derfor til sidst begrædeligt blev svigtet af sine allernærmeste og mødte flygte fra de røde over til hovedlandet, hvor jo Danmarks uglesete samaritanere bor... For ak, sagde vi det ikke nok: Jo højere folk er på strå, desto mere uhøflige er de gennemgående, fordi de skal være og forsvare så meget som de ikke er, og de har det slet ikke spor let med alle deres lunefulde pensionsordninger. Men i et tidligere indlæg har vi givet Lars Hedegaard den smukkest tænkelige anbefaling til historien - og kan kun tilføje at nu lærte vor korsfarer måske omsider, at det hæderkronede moderne borgerskabs æresbegreber i hårdnakket uforsonlighed langt overgår muslimernes: For uden hverken Gud eller Allah i ryggen afhænger al vor lykke af hvor meget vi selv kan pumpe os op til, og derfor tåler vor ære slet ingen ridser i lakken. "Oplysningens ånd", den moderne lille katekismus på det honette arbejdmarked, gør endda oftest det hele endnu værre.

Men i dag fik jeg et oprigtigt afslag der i sig selv vitterlig var en helt umiskendelig anbefaling, sagt helt uden ironi. Dampmaskinen forbedres ikke væsentligt, og på samme vis havde jeg friseret og opdateret et filosofisk samleværk, der for fire år siden kom retur fra Gyldendal med et lakonisk og nærmest uartigt svar - som tydeligt viste at en eller anden hæderkronet mandsling må have forhørt sig hos en anden hæderkronet mandsling. Men denne gang var det rigtignok helt andre toner, men det valgte forlag var blot denne gang mere kommercielt mainstream, og det er jo en helt ærlig sag - omtrent ligesom en god kriminalfilm kan være fuldt så menneskeligt lærerig som de film der anmeldes i kulturmagasiner.

Ærlighed og høflighed er ellers sjældne varer i de højere kredse - men da vi jo tilhører samme art, kan forklaringen kun bero på statusstress, som åbenbart er et særkende for os primater. At vi selv undertiden tager Over-Danmarks underlødige forsvarsreaktioner lidt tungt, skyldes indrømmet selv samme statusstress - men vejen til at gennemtvinge nævnte status består i så fald i at blæse hele banden et stykke og stole på folkeviddet. Hvis de "mægtige" flokdyrs eneste forsvar er at ignorere, så må man tage konsekvensen og slå dem alle i hartkorn.

Folkeviddets gunst på tværs af kredse, alder og fag vinder de nemlig aldrig på den måde, og kun deres ydre status giver dem en skuffende lighed med noget spændende - og dette gælder også de i egne øjne alternative (læs: infantile) varianter af Bermuda. Ingen af dem er alternativer - men samtidig skylder vi at sige, at i alle miljøer findes der hæderlige mennesker, selv på Bermuda. Men de går rigtignok meget stille med det...

Egne nytårsforsæt? Udover at det jo i nogle henseender er en privatsag, er vi nok ofte oppe mod den hurdle at når vi sådan stempler vore kære medmennesker for deres "fejl", forhærdes og forværres disse som regel blot. Vi begår alle fejl, men alle vil vi have en chance for i al diskretion at forbedre os. Hvis nogen derimod stempler os og fastnagler os til en skamfuld "identitet", vil vi være tilbøjelige til at forsvare den og fremture i tykhovedet trods. En grund til dette kunne være, at selv hvis vi "forbedrede" os på grund af andres kritik, så ville vi frygte herefter at fremstå som deres nikkedukker og som mekaniske produkter af deres kritik - og dermed som andenhånds og utroværdige: Kort sagt ville vi måske fremdeles blive moralsk underkendt trods vor forbedrede opførsel, som vore moralske opdragere nemlig ville få æren for.

Tilsvarende er det vore erfaring at når mennesker fornemmer at vi måske kunne opfatte dem som passivt medskyldige, så begynder de først for alvor at opføre sig som medskyldige. Derfor er social udelukkelse ofte gyseragtigt selvforstærkende: For den hemmelige skam hos alle de medskyldige får dem til at forsvare den "identitet" de på bunden skammer sig over, ved indbyrdes solidarisk forhærdelse. Men uh hvor de bliver grimme at se på, for ligesom Judas har de det ikke spor let. Undtagelserne har et helt anderledes afklaret blik og ansigt end dette grumsede Judas-fjæs. Ejendommeligt så synlige disse ting er.

Problemet med dem omvendte strategi at vende den anden kind til er imidlertid, at hvis vi udviser bejlende diskretïon og langmodighed, får vi lov til bekvemt at sejpines ihjel, for selv om vi så undgår hadet, kommer der skam ingen barmhjertig samaritaner: For alle udspekulerede og praktiske menneskeaber fornemmer jo, at sådan selvbeherskende tålmodighed alene skyldes fromme forhåbninger, som vi kan få lov at rådne af . Kun ved selv at fremture kan vi overvinde chimpanzerne, for enhver kan jo se forskellen - og det er nok en stor synd ikke at stole trygt på sine medmenneskers evne til at fornemme den forskel. Ja, den synd er måske vor største...Ja, havde vi haft tro, ville det hele måske have været pærelet, som gamle Søren sagde. Men alt for megen selvtillid klæder os som bekendt heller ikke. Gud bevare Verden!

Epistel fra Holberg til Jørgen Stein Bagger

HOLBERGS PRIS TIL STEIN BAGGER


Ak, ak, monsieur Bagger! End ikke en Holbergs indflydelse formår i vore plebejiske dage at promovere en prisværdigt lærevillig åndsfælle til kongelig benådning. Men er De end ikke med Georg Brandes smukke ord om mig selv en ”genial arbejder”, så burde dog alene ét af de citerede prædikater rigeligt begrunde Deres forhåbninger om beskjeden anerkjendelse med kongelige vederlag for at bringe vort lille land på verdenskortet – ganske som jeg jo selv på min tid gjorde det, om så også kun efter ringe evne og derfor i knap så spectakulær målestok.

Men tiderne er ikke til kongelig spøg, for i vore ængsteligt intrigante dage er efterhånden kun fiskerkonerne morsomme, og der er snart hverken fisk eller fiskerkoner tilbage: Thi vor tids democratiske titeladel overgår i barnlig ustyrlighed alt hvad jeg i min tid gjorde mig lystig over, og savner dertil oftest ganske format og gavmildhed. Men på den anden side ville det rigtignok også være kjønt, hvis alle granvoksne mænd sådan skulle leve af kjerlighed og kildevand: Thi mod det første ved en besindig mand at gardere sig ved idelig udsættelse af så vidtløftige skridt; og rygtet om det sidstes helsebringende kraft forekommer os ligervis stærkt overdrevet: Thi der er just tilflydt os troværdige rapporter om en kernesund tømrerkarl fra Bornholm, som efter indtagelse af gammelt kildevand, fordærvet alene ved naturens egen kraft, sygnede hen og døde på få dage.

Men hvorledes holder vi da os selv og vor egen ånd i live? Alene i kraft af jævne, men begavede folks trofaste billigelse. Herom er nemlig at sige, at mens velbårne mænds rosende ord langtfra altid står til troende, men i vore dage ofte må tolkes omvendt grundet barnligt intrigante hensyn – så bifalder vi langt højere den anderledes uskyldige barnlighed, som ses i ufordærvede naturers umiskjendelige begejstring over at bivåne formelige kunststykker udi værdiernes og guldæblernes høyere jonglørkunst indtil både tredje og fjerde potens. Jævne folks glæde over sådanne overdådige og eventyrlige indslag i den byrdefulde hverdag kan nemlig ingen betvivle.

Men det forekommer os her at samfundets velbårne støtter såre ofte uretfærdigt frakjender det jævne folk dømmekraft og retsind under henvisning til Janteloven – men vor egen erfaring er tværtimod at endskjønt nævnte lov så flittigt beklages af eliten, så tjener den tværtimod just denne gruppes protectionistiske reservation over for alle høyere intelligjenser – når lige undtages de intrigante exemplarer deraf som på sjakalers og hyæners vis florere i høye råd.

Vi har nemlig ofte observeret at de styrendes hemmelige skam over nævnte uskjønne justits ytrer sig i storladent uforpligtende beklagelse over Janteloven – såvel i den flyvende post som i nærværelse af næsegrus devote godtfolk på krostuer og hos bartskæreren.

For de velbårne smykker sig altid gjerne udover egne dyder med just de fortrin som de så hidsigt frakjender langt mere berettigede folk af jævnere proveniens; og skryder ligervis over at måtte døye den selv samme begrædelige skæbne som de aldeles utilsløret tiltænker deres indbildte rivaler. Ja, mange mennesker forekommer os udi denne kunst at være de rene jonglører. Skjønt – er det nu også ret og billigt at kalde for kunst slige fortrin der jo alene beror på barnagtig mangel på kjendskab til deres egen sjæls luner og griller? For det forholder sig her omtrent ligesom når brave folk så flittigt lønner det mediokre for desto lettere at kunne fortie hvad deres egen fornuft dog langt høyere ville bifalde – hvis blot den fik lov til at råde uden at skulle forledes af deres hjerters rænkefulde råd.

Nej, vi har lært at sætte vor lid til jævne folk fra landet: Thi de begriber dog, at hvis det ganske land efterhånden skulle bebygges, og den ganske befolkning herefterdags skulle ernære sig ved at belåne dette byggeri og al dets nymodens bløde og globale indmad i anden og tredje potens højt op over ethvert tag – hvor skal der så blive plads til at dyrke de kålhoveder hvoraf dog folk leve? Thi endskjønt mangt et ubeskedent hoved kræver langt mere plads end noget kålhovede uden af den grund at være hverken visere eller mere retfærdigt, så må selv et sådant hoved dog begribe, at uden mad og drikke duer helten ikke.

Skjønt jeg således desværre ikke formår at udvirke den kongelige håndsrækning og benådning som De har ytret ønske om, så vil jeg til gengjæld byde Dem desto mere velkommen på den høyere comoedies parnas, hvor mit ord måske endnu har en smule vægt: Thi De har ved at gjøre nogle få rigmænd kjede af det været det ganske folk til den allerhøyeste moro – men ej kun til lyst: Thi det er jo nationens og tidens egen dårskab som De har fået os til at le så hjerteligt ad, at det vil blive husket lige så længe som ”Sorgagre”.

NEDERLANDSK VINTERLANDSKAB

”Du er en vist en dårlig menneskekender, professor!”, sagde en lokal værtshusholder sent i går aftes. Nuvel, things ain’t what they used to be, for han har skam en fortid som pædogog for hårdhudede unge – men det gav for få drikkepenge i forhold til indsatsen. Sådan er det også med alle os der i stedet for at blive professorer har valgt at slå os op som menneskekendere mod løbende drikkepenge – kun for at få at vide af byens sande menneskekendere, at vi nok alligevel har valgt galt i livet. Men dette er vel så til gengæld en desto mere overbevisende anbefaling - for nu at gøre en dyd af selv samme professorale konsekvens, som de gamle romere vist havde en særlig retorisk betegnelse for, som jeg har glemt.

Den citerede replik kom sig af, at jeg stod uforstående overfor at værtshusets slagfærdige kvinde med sin egenartede rå charme åbenbart er blevet fyret – endda angiveligt også tidligere på en række andre værtshuse. ”Hun talte jo som en havnearbejder”. Nåja, også det kunne hun på en sjov og sød måde når det behøvedes - men det var vel heller ikke så ringe i denne tid, hvor Carsten Jensen snart er den eneste overlevende sømand, og hvor hele den intrigante middelklasse skam kan bande på skrift og bruge alle hånde kulturradikalt frisprog fra privatsfæren – men altid andenhånds, og altid i flok og kor. Og ”provokerende” – åhja, over for alle de andre kulturbander, men helt følgagtige i egen flok, selv om de undtagelsesvis på skift kan flirte yderst forsigtigt med provokatørens og oprørerens attråværdige rolle under den øvrige bandes loyale tilråb: "Oh, hvilke tapre enegængere vi kan bryste os med at give plads i vor midte!"

Ja, for man kan altså kun være oprører i sin egen kreds, religion eller nation: For sunde og ligevægtige muslimer kan jo dårligt forarges over at vi kristne hunde tror og siger en masse dumme ting, svarende til vores vantro på at vi f.eks. kan være oplyste i flok. Kioskmuslimen kan derfor oftest i kundeplejens hellige navn klare en harmløs joke om Muhammed, bare den siges i en venskabelig tone af gensidighed.

Nå, men vi var nu et par stykker der gættede på, at hvis damen ovenfor åbenbart var problematisk, turde det have at gøre med kollegial jalousi på spindesiden snarere end med kundernes utilfredshed. At holde os på det jævne det tjener os bedst – så kan vi altid kalde det post-avantgarde eller hvad nu, men for Guds skyld i flok: For ”It’s only a paper moon”.

Vor bibelstærke maler havde just for tiende gang fortalt om den forargelse det vakte da Marie Magdalene salvede Jesus med nardusolie svarende til en normal årsløn: ”Hun har sikkert været Jerusalems flotteste skøge, og det har derfor virket som en ren provokation på alle de hellige.” Og derfor udbryder Judas forarget, at de penge burde have været brugt på de fattige. Hvortil Jesus jo svarer, at ”De fattige har I altid blandt jer, men mig har I kun kort tid”.

I næste linie fortælles så, at Judas gik hen og angav Jesus. Vor mand læser rapporten helt jordnært som en psykologisk årsagssammenhæng, og vist giver det også god psykologisk mening. På samme vis afbildede de gamle hollændere jo også Golgatha med vindmøller og ariske bondeansigter i snedækte landskaber.

For sagen er jo den at det usædvanlige blot er det klassiske og findes til alle tider, herunder også både Judas og Jesus. Der er heri også noget så at sige demokratisk: Tænk blot på, at hverken berømte mænd eller berømte kvinder er spor smukkere, interessantere eller mere charmerende efter nogen som helst målestok, end hvad du med noget held kan spotte i byens forretninger og udskænkningssteder. Det gælder personlighed, udstråling samt enhver art talent. Som helt ung tror man derimod at de rige og de berømte er gjort af et særligt stof, men det er en hormonal vildfarelse.

Selv om udseende og udstråling i og for sig fordeles helt vilkårligt og i den forstand uretfærdigt, så er der dog en vis social retfærdighed i at disse ting ikke på mindste vis korrelerer med klasse og social status – lige bortset fra hvad mangel på tro og selvtillid kan ødelægge. Selv ”aristokratiske træk” er ikke spor mere almindelige blandt den resterende landadel end blandt nutidens endnu mere udryddelsestruede bønder og arbejdsmænd. Naturens egen uretfærdighed er sig selv nok – og når vi her nævner det banale som enhver kan se, og som let udarter til karlekammersnak, er det kun fordi her er noget velgørende evident – om så også med forbehold for individuel smag.

Derimod er det sværere at udrydde sociale illusioner om ”talent” og ”personlighed” af enhver art. Men dermed forholder det sig på ganske samme vis, og på den måde er førnævnte ”banale” markører gode som rettesnor. Og ganske som før nævnte unikke tjenerinde havde en langt interessantere råcharme end de første tyve kendte skuespillerinder, således er det naturligvis også med mænd, både indvendigt og udvendigt. At vi mennesker kan blive speedede og høje af social medgang og rift om dem, er en anden ting, men det skal man ikke lade sig narre af – det har vi alle prøvet i en eller anden grad, og lært at det kan få en brat ende. Vintersolhverv...

De så at sige banale ting er derfor gode at få forstand af, fordi de modsat alt det åndelige ikke lyver: Læg altså ikke mere i den sociale skæbne end den fortjener, og tro på at de fleste mennesker ligeledes foretrækker Magdalene frem for tyve veldresserede fotomodeller. I det symmetrisk modsatte kønsperspektiv forholder det sig givetvis på samme måde, trods eksistensen af et vist uomgængeligt forsørgerperspektiv.

Magdalenes senede charme svarer i åndens verden ligeledes til alt det som ikke kan samlebåndsfabrikeres på universitetscentre, managementkurser eller i kommercielle virksomhedskulturer. Uanset hvor protektionistisk de end hænger sammen som ærtehalm, for vi lever i en tid af bandekultur med en meget tynd fernis.

Og derfor straffes det hvis man som Magdalene har noget særligt, som de andre ikke har, for man må skam godt være både smuk, farlig og dygtig, blot man er det på samme måde som tusinde andre. Og af samme grund har al vor opreklamerede sociale mobilitet snart sejret sig selv til døde i et trist og sjælløst overopbud af lurmærket ensartethed i vort hjemlige X-faktor af komiske indbyrdes "udnævnelser". For trods al kanoniseret udenadssnak om "Oplysning" og individets åndsfrihed vækker de uomskårne i ånden over alt vantro hos de enfoldige - og nådeløs forargelse hos dem der på bunden ved bedre. De i egne øjne "tolerantes" hellige og gratis bekymring for de sociale "restgrupper" er også komisk, for disse er efterhånden omtrent de eneste der ikke er omvandrende kopier.

Men heldigvis er den efterhånden blevet så tyk, at de fleste fornemmer det: For man kan snart end ikke være neger uden autorisation og certifikat. Nej, bedst at være lidt underkendt, for så snart noget får status, vil alle være det, og så kommer alt til at handle om at "få lov" og blive "udnævnt" af nomenklaturaens små kommissærer med deres henrivende skåltaler - kort sagt de bonede gulves bornerte farce af klatrende ligemageri. En farce fordi "the real thing" altid fremkommer under komplementært modsatte betingelser af tilpasningens, kopieringens og rivaliseringens sociale stræben - betingelser der tragikomisk nok er forbundet med et socialt inkognito, hvis bord har det med at fange. Komponisten Rued Langgaard var efter sigende et stjerneeksempel og blev i sin levetid blot betragtet som en særling. Og de få der forstod bedre, har nok ikke gjort indsigelser...

- Som vikar på en indvandrerskole har jeg en iransk bondesøn uden land – en kristen kurder – på 18 år, der angiveligt aldrig har gået i skole. Men på to år har han med imponerende ihærdighed lært et forbløffende hæderligt dansk, og bøgernes grammatikøvelser kæmper han sig uden mindste skoletræthed igennem helt uden alfabetisk fortid. Og han er i øvrigt yderst høflig og værdsættende, hvilket også gælder mange af de andre. Den høflighed ser vi ikke meget af for tiden i de bedre kredse; så på den måde kan elementære problemer åbenbart være forædlende, selv om vi jo helst vil undgå dem selv.

Men at opleve sådanne folk kan forhåbentlig redde os fra at blive kuldslåede menneskeforagtere. Man er trods alt også selv kun et menneske og er jo ikke faldet ned fra Månen – selv om menneskeforagtens afsæt kan bruges som en dårlig erstatning for positivt selvværd. Men ude hvor vi møder de elementære vilkår, er der ikke plads til menneskeforagt, for dér vil vi uvægerligt knytte os til de mennesker vi behøver, og dem der behøver os, og vil ikke fryse fast i et generaliseret forsvarsberedskab – som ellers kunne skaffe os flere fjender, end vi behøver...

Når vi mennesker ikke er bange, er vi jo som regel meget søde, og det er nok derfor at stadig flere med god uddannelse vælger den mere taknemmelige del af servicebranchen uden for megen status at kæmpe for. Når selv en meget velmeriteret psykiater og overlæge betror én at hospitalernes lægeverden er "direkte ond", så er det ligeledes tankevækkende og bør få velkendte klokker til at ringe...

KATARSIS FOR LARS HEDEGAARD SOM FOR VOLTAIRE

Avisens og bloggens fællestræk er tilknytningen til verdens og samtidens brogethed. Forskellen er dog at vi tager det som en så at sige gnostisk joke, hvor alt kan bruges, hvorimod medierne tager aktualitetskriteriet mere alvorligt. At vi hellere vil læse om renæssancen, hvis der lige er åbnet en udstilling derom, er en psykologisk kendsgerning, som man kan benytte sig af pædagogisk – for tingene må gerne hænge sammen i vor hverdag, også selv om sammenhængen ofte blot består i samtidighed i samme by: Vi vil helst kunne forbinde tingene i en art æstetisk arrangement, omtrent lige som kunsten. Men ganske som orden på skrivebordet betyder det ikke så meget reelt.

I nogen grad er der således tale om noget memoteknisk: At det hele bliver lidt mere håndterbart mentalt ved en art orkestrering eller samordning i form af et dagblads komposition. Men at gøre det til noget tvingende nødvendigt fører til den kedsommelighed, at vore indbyrdes kommentarer skulle være det mest åndfulde i verden. For så ville ethvert spontant og selvbærende indspark kunne afvises som "uaktuelt" - for hvis alle skal tale om nøjagtigt det samme i takt, kan alt originalt jo lukkes ned: Med mindre det med godt humør forstår at forklæde sig, læs "inkarnere" sig, i samtidens historiske klædebon - læs "korset" med tryk på valgfri stavelse; ganske som jo visse lande i underholdningens navn beviljer dødsdømte frit valg af henrettelsesmetode.

Den samme vildfarelse ses i kulturkritikkens enorme selvbevidsthed – det vigtigste er vel selve musikken, kunsten, erkendelsen osv., ikke alle vore meninger om dem, hvor rigtige de end kan være. Anette Olesens film ”Lille soldat” om den kvindelige soldat der kommer hjem fra Afghanistan til sin fars bordelforretning, er som mange gode film ren terapi at se, og det er langt sjældnere tilfældet med kritikken. En kritik der som kunsten også udleverer sig selv og inddrager andre dimensioner uden at svigte emnet, er nok mulig, men den ville snart vække smålighed og blive lukket ned. Der er således tale om meget forskellige bevidsthedsformer, selv når de i en vis forstand handler om det samme.

Men i nævnte uhøjtidelige ånd kan vi godt lade os inspirere af nyhedsmedierne. Berlingernes store korsfarer Lars Hedegaard er nu blevet frigjort af ”Groft sagt” panelet og ser heri en socialistisk sammensværgelse, hvori Katrine Winkel Holm i Jyllandsposten kommer ham til undsætning. Interessant hvor lidt der skal til for at bundnormale folk bliver småparanoide, skønt de dog partout og aldeles modstandsfrit får gehør også for deres vrede – og blot en anden offentlig person giver dem medhold, er de ikke gale. Selvkritikken fejler da heller intet – for det var nu i længden lovlig forudsigeligt og endimensionalt.

Men når folk med noget på hjerte deruimod klynker over at blive udstødt, afskrives de bekvemt af parnasset som paranoide – og ingen siger et kvæk, eller rettere: Vist er der det, men ingen etablerede. For rettesnoren er her gerne denne: ”Gør mod andre hvad I måtte holde for den værst tænkelige ulykke hvis det ramte jer selv. Og hvis de mod forventning tåler mosten, kalder vi dem sindssyge, for det er sgu ikke normalt.”

Jeg læser oftest ”Groft sagt”, men har en stærk formodning om, at den især læses af mænd. Forklaringen er utvivlsomt at i en konkurrenceverden nyder vi ubevidst at se andre stræbsomme mænd blive nedgjort. En empirisk undersøgelse ville garanteret også bekræfte at mænd med mere udprægede dominanstræk læser spalten hyppigere end mænd i servicefagenes ”blødere” positioner.

- En magasinredaktør m.m. af mit bekendtskab overlod for et år siden firmaets tøjler til sin søn – der nu som tak har fyret både faderen og alle hans medarbejdere. Det er jo Kong Lear om igen: Sønnen vil tydeligvis frasige sig enhver gæld. Når selv ens børn opfører sig sådan, hvad kan vi så forvente moralsk fra driftige unge mænd som vi end ikke kender personligt. De gamle kaldte det arvesynden, men i dag ville vi nok se det i et hormonalt lys.

Den sympatiske og saglige biolog Kåre Fog, der både har kritiseret Bjørn Lomborg løbende og bekendt sine egne vanskeligheder som blød og ærlig mand i fagbiologiske kønsovervejelser, ville sikkert give os ret heri. Men nu skriver han i Information, at skønlitteratur for ham er ren underholdning. Nogen har fortalt ham, at skønlitteraturen gør folk til bedre og visere mennesker, og det piner ham – for han læser ikke skønlitteratur.

Stalin læste angiveligt Dostojevskij, og det gjorde ham jo ikke til et bedre menneske. Og hverken forfatterne eller litteraturkritikerne opfører sig altid så nobelt - og menneskeligt mere umodne kritikere anser endog deres umodenhed for kunst, skønt de trods al viden og dygtighed savner kunstens visdom, integritet og selvindsigt - deraf deres forcerede forms mangel på rummelighed.

Lone Scherfig åbenbarede derimod alle disse dyder i et fjernsynsprogram, og det gælder tydeligvis samtlige vore brave filmskvinder. Modsat det mandstyrede kulturlivs mange loyale skødehunde der bestikkes med en symbolsk flig af indflydelse for at give magten og dens jalousier et menneskeligt ansigt - og dermed gør 100 års kvindekamp komplet til grin.

Kåre Fog ser garanteret film. Og han er velsagtens som naturmand også lidt drømmende i sin naturdyrkelse, trods sin store fagkompetance – f.eks. kan vi jo håbe på at se et sjældent dyr, og det tilfører vort liv noget eventyrligt og uverdsligt. Selv de mest videnskabelige naturforskere har denne utopiske dimension, og den virker helende, uanset om man blot dyrker sin have eller rejser til Borneo. Jeg kender på den anden side fornuftige folk, der holder af både fortællinger, film og musik, men som blankt bekender, at naturen ikke siger dem noget: For den siger jo ikke noget. Så Kåre Fog har nok ret i, at folk her er forskellige - således er jeg selv næsten kun til prosa, og helst med nogenledes reglementeret tegnsætning.

Det er svært at sige, hvad det er kunsten kan gøre, men en god roman minder ligesom en god film om verden i dens brogethed – blot har vi ikke selv noget på spil og kan derfor opleve fiktionen uden personlig bekymring. Faglitteraturen tager derimod ét emne ad gangen og er dertil ifølge sagens natur meget oplevelsesfjern. Kunsten griber tillige alt det nære, men upartisk og empatisk fordelt i rum og tid på mange personer, og på betryggende afstand. På den måde er dens bevidsthedsform vitterlig genuin – men hvis man føler sig tvangsindlagt, duer det ikke. Så er det bedre at læse længst glemte ting, som ingen taler om – for vist er det ufrugtbart hvis alle læser nøjagtigt det samme.

Men en god film eller bog har en art samlende form, fortælling eller motiv, og det virker terapeutisk helende i forhold til når vi selv er kastet ud i verden – helt modsat fagvidenskabernes skarpe opdeling, som ikke kan hjælpe os eksistentielt, fordi den ikke forbinder sig organisk med eksistensens egen bevidsthedsform. En verden uden billeder, film, fortællinger, optrin og musik ville være som et liv uden drømme – vi ville blive syge. Men ingen skal tvangsindlægges, for det historisk akkumulerede udbud er jo enormt.

Aristoteles’ gamle katarsistanke er nok rigtig: Når vi ikke har vor egen røv på spil, virker det rensende, sublimerende og afspændende at se lidenskabernes skæbnetunge rasen på scenen eller lærredet. Når vi læser hård kritik, er vi derimod selv aktive deltagere i stenkastningens ædle kunst ved en banal identifikation, og det virker nok afreagerende – men ikke rensende eller forædlende. Katharsis hos Aristoteles indebærer derimod også medlidenhed, og den dimension i kunsten savner kritikken ofte. Også humoren indeholder i sine højere former oftest medlidenhedens sans for livets skrøbelighed hos såvel os selv som vore fjender.

Og vist er det da også synd for Lars Hedegaard - for når man nu engang må synge med sit eget næb, er det da slemt at få just det næb lukket ned, det være nu nok så skingert. Men snart kommer Hedegaards samlede og illustrerede værker i bogform i arabisk oversættelse med kultur- og eksportstøtte : Så får araberne da omsider deres tiltrængte oplysningstid, med Lars Hedegaaard som muslimernes egen Voltaire - blot lige så højt hævet over denne, som Profeten er hævet over sin beskedne forløber Jesus.

CEPOS OG DE FAKTISKE FORHOLD I OPTIK-BRANCHEN

EN GNOSTISK NOVEMBER ODYSSÈ
Tænketanken Cepos´ over-præsident dr. Martin Klågerup mener ikke at finanskrisen berettiger til mere fremskudte statslige positioner i det finansielle liv, omtrent ligesom man jo heller ikke giver kemoterapi mod forkølelse. Endvidere benægter han talen om spekulanternes overhåndtagende grådighed med følgende argument: Hvorfor skulle kapitalisterne lige pludselig være blevet specielt grådige over hele kloden?

Dette defensive argument er kalkeret over de arbejdsløses forsvar over for anklager om dovenskab: Hvorfor blev alle overalt pludselig så ”dovne” i 30erne? Men mens hr. Klågerup altså tilråder lutter gulerødder til finanssektoren, anbefaler han kun pisk til den resterende minoritet af arbejdsløse – som klassiske nationaløkonomer af hans egen skole da ellers plejer at anse for en nyttig stopklods mod løninflation. Men alle spekulanterne er nok bange for at ingen gider passe dem når de kommer på plejehjem.

For resten er forsvaret mod anklagen om grådighed tyndt: For selv om grådigheden i princippet er konstant, får den i perioder mere vind i sejlene og siger naturligvis ikke nej tak. Således fratræder direktører fra Roskilde Bank og Nordea angiveligt nu med hver henved 150 millioner i hånden.

Dagbladet Informations leder fortæller om alle de kreative folk der arbejder gratis for Zentropa og andre prestigefulde instanser i håb om at blive ”opdaget”, men som reelt må ernære sig af de usleste jobs. Nuvel, samtlige dagblade lever højt på just sådan frivillig arbejdskraft, og i særdeleshed små aviser som Information lukrerer helt konsekvent på det. Det må da kaldes statslig kulturstøtte når skribenterne er arbejdsløse, og sponsorering når de er i jævnt lønarbejde.

I øvrigt er sammenhængen mellem løn og flid ikke særlig Cepos-agtig: For når man skriver frivilligt som til jer asner, med arbejdet selv som den eneste løn, gør man sig langt mere inderlig umage end når man skriver mod linjebetaling og pensionsordninger a la Nordea Bank. De grådige direktører ville måske også have gjort sig lidt mere umage, hvis det ikke var for de guldrandede bonusordninger.

Nuvel, men er den al gratis kreative arbejdskraft, som intet dagpengesystem anerkender, så et eksempel på grådighed eller på dovenskab? Ingen af delene, for aspirationer mangler der åbenbart ikke. Enkelte håbløse autister med it-specialer er dog nu omsider blevet ansat i beskyttede firmaer for ligesindede med stor kommerciel succes efter årtiers håbløshed i offentligt regi. Så måske var den bedste iværksætter-idé at blive statsautoriseret autist for at give pinen en ende.

Men humorister er nok aldrig rigtige autister, for de lever jo i et flerdimensionalt psykologisk univers, hvor deres egne svagheder og de resulterende sociale kollisioner erkendes smerteligt klart. ”Betinget pseudo-autisme” eller ”specifik social allergi” ville nok være en mere retvisende betegnelse for os der også i psykiatrisk henseende sætter os mellem alle støtteberettigede stole.

Dog holder vi omsætningen oppe frem for at investere i spekulative derivater: Således smadrede jeg i går et dyrt brilleglas på en kafé, men optik har nu altid været en af mine største udgiftsposter – dog tænker jeg her ikke på salig rektor Stegelmanns beklagende ord om Strøm Tejsen, hvis skolevej var ”brolagt med knuste brillestel” – for normalt bruger jeg kun penge på luksusoptikker, så det med brillerne var en smutter.

Objektivers perfektion har lige som gode billeder samt vor kære blog en gnostisk beskyttet renhed i denne uberegnelige jammerdal – om end november kan byde på evighedsagtige belysninger med dulgte håb om forløsning, som Caspar David Friedrich ville have kunnet goutere. Og en kongeørn velsignede mig endog aldeles uventet med sin nåde. På billedet man ser hvordan.

Med Bermuda-trekantens jammerdal har det aldrig været værre: disse indgiftede middelklasseklatrere med deres ensartede honette ambitioner, der ængsteligt beskytter hinanden på kryds og tværs i forlag, arkitektfirmaer og depardementer – alt sammen i den påståelige indbildning at være landets elite. Og da de ikke kender deres egne hjerter, indbilder de sig endda at være modstandere af dødsstraf, blot ingen fornærmer deres ære. Ak, ja det er hårdt at være genier i en kjøbstad – og det er nok derfor de altid holder sammen…

Men i morgen mandag får de én på hatten i Berlingerne i en (forbilledligt ulønnet) kommentar om Janteloven – som sædvanlig så langt over bæltestedet, at man som sædvanlig holder bøtte. Derimod er man anderledes ”storsindede” over for halvdumme kværulanterier, som ganske rigtigt falder tilbage på ophavsmændene og er god reklame for deres egen kulturradikale frihed for Tor som for Odin. Den har de skam luret.

Men som sagt: Hvor uren end verden er, så behøver vort gnostiske objektiv af en blog den dog som afsæt og inspirationskilde – hvilket giver jammerdalen et eksistensalibi. Inkarnationens store gåde, som også Gud måtte bide skeer med.

RYGTET OM BLOGGENES DØD...

Eywin Neutzschy Wulff proklamerer i en kommentar i Information bloggenes snarlige død af iltmangel grundet fraværet af sortering og kvalitetskontrol. Nuvel – i udemokratiske lande, i lande med magtkoncentration samt i små lande med uvægerlig tendens til provinsiel indspisthed må de politiske blogges betydning nu ikke undervurderes. Også fordi de tvinger pressen til større åbenhed for ikke at tabe ansigt – omtrent som Information nok historisk set har "opdraget" den øvrige presse hertillands.

Anderledes med den personlige blog, der let bliver privat. Imidlertid er det op til den enkelte bloggers selvkritik, for så skal læserne nok indfinde sig. Man må ikke sjuske med sit liv, men ej heller med sin blog, og bør hver gang skrive som om man skrev til evigheden. Man bør altid huske Blixens berømte ”stork” og se til at alt bliver godt, om så også kun i tekstens mikrokosmos. Men det klæder os netop at være fuldt bevidste om denne begrænsning – der så sandelig også gælder trykte tekster: For selv Evangeliet forslår jo kun som en skrædder i helvede!

Mange trykte tekster læses mest grundet deres aura af officiel godkendthed, der tiltrækker alle som gerne selv vil aflure hvordan man bliver ”godkendt”. Men det forholder sig her ganske som med finansmarkedet, at man skal have is i maven og ikke lade sig dirigere af hysteriske svingninger, men bie sin tid. Hine enkelte læsere hænger nemlig i så fald på af de rigtige grunde, ganske som gode aktier nok skal holde på lang sigt.

En hvilken som helst tekst kan uanset kvalitet publiceres i blogform, hvilket ingenlunde forhindrer senere papirform. Men derudover er der den mulighed, at man i stedet udvikler bloggen til en litterær genre helt i sin egen ret og lige som de anærobe bakterier opfinder nye livsformer, afledt af bloggens kuvøse-vilkår som en genre med virtuelle læsere. Det svarer nogenlunde til hvis man levede i et land, hvor man kun måtte udtrykke sig i rimform, eller hvor visse ting ikke måtte siges direkte: Begrænsningen gøres til et genretræk, og svagheden vendes til en stilistisk form, som ikke kunne være opstået på anden måde.

Også på dette miniatureplan gælder det altså om at vende værdierne på hovedet og med Blixens ord gøre Satan og den umiddelbare misære til sin bedste ven. Den tabte afrikanske farm transformeres dermed ”alkymistisk” til noget helt andet. Dette kan som tidligere udviklet yderligere føre til en art bloggens poetik, som ligeledes organisk udvikles naturligt af bloggens selvrefleksion.

Sideløbende kan man udmærket skrive andre tekster beregnede til gængse publiceringsformer. Men selv om der ikke er helt vandtætte skotter, har jeg for min egen del derfor gjort det til hovedreglen, at hverken trykte eller utrykte tekster lægges på bloggen. En del af bloggens fysiognomi er nemlig at dateringen er autentisk, ganske som man jo heller ikke genbruger gamle breve, også selv om ingen ville opdage det. Fusk og sjusk mærkes nemlig altid på mystisk vis: Tilsvarende er det kun professionelle lyttere, der kan påvise, at en jazzimprovisation her og der ikke holder sig strengt til forlæggets takter – men alligevel mærkes det i den forstand, at det lyder mere overbevisende også på os andre, når gennemførelsen holder i byretten – også selv om vi ikke kan sætte fingeren på det. Det svinger simpelt hen i en dybere og mere åndfuld forstand.

Når selv anerkendte forfatteres blogge oftest dør, som Wulff siger, skyldes det at de er stenografiske venstrehåndsarbejder, PR og lutter small talk i forhold til hovedstolen. Selv mails og forretningsmæssige breve bør ideelt set bæres af en umiddelbar livfuldhed og uforudsigelighed, men med fingeraftrykkets umiskendelige præg af komposition svarende til situationen og ens intentioner. Sådanne tekster lever og ånder, om så også læserne dør – og en levende tekst tåler altid at blive læst højt.

Om folk så har tid og mangler vigtigere gøremål, er en ganske anden sag – men det gælder så sandelig også alverdens trykte pligtlæsning. Jeg tror Blixen havde ret i, at en forfatter bør skrive som om læseren var omhyggeligt udvalgt eller ligefrem Gud selv: For Gud kan vi nok ikke imponere, men han vil tage hatten af også på egne vegne når, vi har gjort vor bedste og fuldt udfoldet hvad der lå i vore kort. En god tekst skal ideelt set ”make me want to be a better man”, uanset alle hånde antydede skrøbeligheder.

Men apropos for sent trykte tekster har jeg netop læst Boris Pasternaks "Doktor Zhivago", som er stor litteratur og historieskrivning. Bogens efterspil foregår under Anden Verdenskrig med det uægte kærlighedsbarn af Lara og Zhivago. Naturligvis var dette ikke med i filmen. Men fremhæves på dette sted må bogens og hovedpersonens betragtninger over åndslivets kvælende belejring via alle hånde kommissæragtige "sham institutions" med specialister i snart sagt alle livsytringer, men uden intuition.

Pasternak har skam selv drømmende elementer: Således beskrives et regnfald som så kraftfuldt, at det var helt uanfægtet af den samtidige stormvind - "ja det var som om stormen blot hidsedes yderligere af regnens upåvirkelighed." Sådanne associationer har jo tit intet med virkeligheden selv at gøre og kunne derfor ligne galskab. Men intuition er dog originalitetens hemmelighed, selv i videnskaben.

Ha, undertiden er det rart at se at man ikke er den første idiot med øjne i hovedet, og at en allerede afdød kan tage skraldet for én. Men sagen er denne: Menneskets forbløffende evne til selvbedrag gør, at sådanne fyndord fortrænges selv af dem der bekender sig til Pasternak, Gamle Søren, Jesus eller hvem nu. Dette har vi jo sagt ofte før - og for nylig opdagede jeg, at også Jesus sgu har sagt det.

There you are...For som sagt: Selv lovpriste tekster forslår som en skrædder i helvede, så vi skriver egentlig mest for at underholde Gud og enkelte andre overlevende bohemer udenfor tidens medieakademiske manageri - der for åndslivet er hvad Eisenhowers berømte "militærindustrielle kompleks" er for verdensfreden... Måske noget som præsident Obama passende kan tage op sammen med finanskrisen, Iran og andre globale hængepartier hinsides bloggen.

BAY, BAY BLACKBIRD...

Den berømte myte om skibe der af mystiske årsager forsvinder i havet omkring Bermuda, er for længst aflivet. Derimod taler vi i Danmark stadig om en national ”Bermuda-trekant” bestående af Politiken, Forlaget Gyldendal og Danmarks Radio – og uhyret er lige så svært at aflive som Skotlands berømte Loch Ness uhyre.
Nu har bæstet atter pisket gevaldigt med halen og tilført vore bælter og sunde en livgivende iltinjektion: Det har således vakt stor opmærksomhed, at Politiken har ladet medarbejdere med solide ben og sågar eget kontor på Gyldendals Forlag anmelde og rose storsælgende romaner udgivet på selv samme forlag. Senest drejer det sig om Hanne Vibeke Holts storsælgende roman ”Dronningeofret” samt Jens Christian Grøndahls nye roman ”Dage i marts”.

Litteraturanmelderne på landets øvrige aviser tager alle afstand fra Politikens praksis og tager rettelig habilitetsproblemet alvorligt. Politikens kulturredaktør Anita Bay Bundegaard afviser dog frejdigt og tappert kritikken og ser intet problem. Man skal da ganske rigtigt heller ikke bøje sig for majoriteten som sandhedskriterium, men undertiden kan den faktisk godt have ret: Og den stædige menighedsreaktion fra landets kulturradikale etablissement minder mere om Scientology end om Oplysningstidens stolte enegængere, som Politiken Hus ellers påberåber sig i deres samdrægtige modstand mod kirke, kongehus og anden hævdvunden julepynt.

I den forbindelse er det ironisk at just Bay Bundegaard for nylig kaldte dagbladet Information for et menighedsblad: For var dette end sandt engang, så stiger den lille avis for tiden i oplag, som det eneste landsdækkende danske dagblad, hvorimod Politikens oplag synker som en sten. Men Politikens redaktion erklærer at det går ufattelig godt – omtrent som en major fra Frelsens Hær der nægter at høre de uvelkomne meldinger fra fronten.
Anita Bay Bundegaard kunne i og for sig godt have ret i at Politikens anmeldere er ubestikkelige – men garantere for det kan hun på ingen måde, endsige forvente at offentligheden skal tage det for givet. Men når dette er sagt, skylder vi også at tilføje at i avisernes krig for overlevelsen gælder alle tricks: Og derfor ynder alle vore landsdækkende dagblade at åle hinanden, når lejlighed sig byder.

Men det skal samtidig også siges at i vort lille land er kultureliterne uvægerligt så indgiftede i hinanden, både professionelt og civilretsligt, helt på tværs af aviser og forlag, at forargelsen over Politiken hos de andre aviser er svær at tage helt alvorligt. Forargelsen kan derfor også ses som en rekvisit i aviskrigen, idet sandheden snarere er den er at den danske Bermuda-trekant er langt mere landsomfattende og vidtforgrenet end myten fortæller. Vreden på landets øvrige kulturredaktioner indeholder derfor nok en vis portion af bekvem skinhellighed: For næsten alle litteraturanmeldere i vore dage vil skrive bøger, og alle har de derfor interesse i at stå sig godt med vore største forlag.

Forskellen er dog stadig den at mens man på landets øvrige reaktioner inderst inde godt ved det og derfor udviser en vis diskretion, så fremturer Politikens redaktion med et spejderkorps sorgløshed.
Som bekendt opfører ingen jordiske magter sig i længden meget bedre, end verdens øvrige magter tvinger dem til. Men når forbrødringen på ”Bermuda” bliver så tyk, at man ikke længere finder det nødigt at tildække sin skam med et figenblad, så er der grund til at råbe vagt i gevær.

ROMANEN OG VIRKELIGHEDENS GNOSTISKE DIMENSION

ROMANENS FORLØSNING OG DEN GNOSTISKE DIMENSION
Nok er jeg ingen storkonsument af skønlitteratur, men holder af at genlæse romaner som har gjort stort indtryk på mig. Min hukommelse for handlingsforløb har aldrig været særlig stabil, men det er ikke kun derfor. Ved anden og tredje gennemlæsning kan man læse de første sider i lyset af det senere og så at sige læse med forfatterens guddommelige evighedsperspektiv – ligesom at se en persons liv i lys af hvordan det siden gik. Ikke nødvendigvis for at kigge forfatteren i kortene, men for at se hele forløbet og de forskellige sidespring, flash-backs osv. integreret i et samlet blik.

Dette er dog næppe kun motiveret af ønsket om at hæve sig til bogens eget bevidsthedsniveau, men udtrykker også vor trang til at se på det virkelige menneskeliv, ikke mindst vort eget, på en gang i luftperspektiv og dog med indføling og hjerte. I det virkelige liv er vi derimod oftest i klemme på en måde, der tynger det ned til en jammer, hvorfra vi ønsker en art gnostisk forløsning i videnskabelig, filosofisk eller religiøs abstraktion. Romankunsten er derimod jorden tro samtidig med at den forløser os fra egoets evige bekymring til en højere menneskelighed, som dog ikke er gnostisk abstrakt – for selv om vi sidder trygt i vor lænestol, har vi hjertet med og lever os ind i illusionen. Og heri er der en art mysterium, der atter hjælper os til glimtvis også at opleve vort og andres virkelige liv som et ophøjet mysterium.

Selv er jeg nok for ”gnostisk” i hele min indretning til at kunne skrive realistiske romaner, men det er ofte dem jeg foretrækker at læse – for at den historiske virkelighed kan få evighedsperspektiv, er på en måde mere mystisk end den så at sige iboende mystik i de abstrakte discipliners verden: Alkymien er det rette prototypiske billede, for også her handler det om at uddrage det sublime af det mørke jordiske substrat uden at undsige det.

Realistiske romaner i vid forstand kan heller ikke undgå at indeholde encyklopædiske dimensioner i redegørelsen for forskellige miljøer, virkeligheder, historiske forløb, personernes erhverv osv. Men at overdrive den dimension bliver let at svigte romanens særlige flerdimensionalitet og naturligt integrerede ”tværfaglighed”, der ganske svarer til livets egen ditto. Gennemgangen af tingsverdenens ”såledeshed” og nødvendighed er i grunden rituel for forfatteren og set i forhold til ”intrigen” blot en rekvisit, men det er også for læseren af stor rituel betydning: Vi sætter os således ikke selv ind i hvordan en traktor fungerer ved den nøje beskrivelsen af en traktorepisode, men vi nyder alligevel tilliden til at det der står, holder i byretten, ganske som når vi selv må tilkalde teknisk bistand og med kun delvis forståelse påhører den praktiske eksperts forklaring i lignende situationer.

Vi kan ikke snakke os fra nødvendigheden, og i romanens hengivelse til nødvendigheden ligger derfor en hyldest til virkeligheden; den encyklopædiske roman er blot en ekstrem og udskejende variant, der let kæntrer over mod det ”gnostiske”, hvor abstraktionen bliver det virkelige og egentlige. Abstraktionernes virtuelle krumspring hvor fantasien bruger virkeligheden som afsæt snarere end at hellige sig den, har jeg rigeligt af selv, og det er mere frugtbart ydmygt at søge over i sin modsætning i stedet for også på udebane at dyrke det man så at sige naturligt fremturer i.

Ved en tilfældighed har jeg læst flere af amerikaneren David Gutersons romaner, de første under mine ophold nordpå. Især ”Øst for bjergene” gør stadig indtryk, for der er det hele: Glimt af amerikansk historie, lokalhistorien, miljøet, naturen, familiehistorien og opvæksten, moderens død, Anden Verdenskrig i Italien, kammeratskabet og gruen, kærligheden, livsbanen, alderdommen, døden, forløb der griber ind og ændrer vore beslutninger, erindringens dimension samt hverdagens uventede mission, gerning og forløsning selv i fornedringens slutspil.

Jeg genlæste bogen for tredje gang i disse dage – efter at jeg havde læst Gutersons seneste bog ”The Other” om en lysende begavet, tidligt udfarende og idealistisk kompromisløs, men følelsesmæssigt stærkt forsømt patricierknægt fra Seattle, der snart dropper ud af universitetet, fingerer sin forsvinden og lever gemt i skovene uden for Seattle, hvor han til sidst dør med kun én hemmelig medvider. Da hans lig tyve år senere bliver fundet af et hold pumaforskere, viser det sig at vennen er enearving til hans enorme formue. Sjovt nok er hovedpersonen i sin flugt ind i galskaben optaget just af gnostikerne – men det var nu ikke derfor jeg kom til at nævne gnosticismen ovenfor i mere overført forstand.

Selv om denne bog naturligvis anslår mange klange hos mig og vakt en stor nysgerrighed om forfatteren selv og hans forhold til sine forlæg, er det stadig hans første bog, der berører mig dybest i sin anderledeshed fra min virkelighed: netop i dens mangel på al højere abstraktion og troskab mod tingene, herunder de praktiske såsom felt-kirurgi og frugtavl. Lad mig slutte af ved at nævne, at denne forening af virkelighedsloyalitet og mysteriets dimension minder om både zen-buddhisternes hverdagsmystik (”Zen er at hugge brænde og vaske tøj”) og Kierkegaards tanke om troens forening af konkret historisk nærvær og ”uendelighedens dobbeltbevægelse.” Mysteriet ligger her ikke i noget hinsides, men i hverdagen som dennes egen alkymistiske dimension.

I vor søgen efter eksklusive naturoplevelser, sjældne dyr og de rene æstetiske ekstrakter deraf er der noget gnostisk – men mysteriet i hverdagens mest jordnære aspekter kender vi også glimtvis: Da jeg løb med aviser, skete det undertiden, at der i selve den fysiske proces i forhold til yderst fysiske abonnenter, som man ganske vist sjældent så, var en mystisk dimension helt uden gnostisk flugt og abstraktion: Velkendte navneskilte, duften af en bestemt opgang, forløbets drømmeagtige forudsigelighed, som dog var forbundet med en unik mystisk her-og-nu-intensitet.

NEXT: POLITIKEN-GYLDENDAL, Neutzschy-Wullf om Blogge, Plagiatets antomi, mm... Vi speeder lidt op fremover

MED KLAUS RISKJÆR OG TØGER TIL BERMUDA

BUDDHISTISK NULSTILLING OG RUSSELLS LOGIK
Omtrent som mine yndlingselever forhindrer mig i at undervise dem i tysk, forhindrer mine læsere mig i at opnå en hurtig kursgevinst. Den slags kan nok interessere mig tankemæssigt, men for sent opdager jeg den praktiske fidus i at sælge skidtet mens det endnu ser pænt ud, og købe tilbage når det står i bund. Det filosofiske liv er nu engang temmelig hypotetisk, og derfor hedder det da også hypoteksbanken.

Vi fortalte for nylig om en Shakespeare'sk- Rabelai'sk replik fra en elev, der vendte verden på hovedet ved at insistere på at det var en positiv egenskab ved en pige at være grim, for så bliver hun ikke voldtaget, og for en cykel at være gammel, for så bliver den ikke stjålet. Vi gjorde os i den anledning vor sædvanlige refleksion over reaktionen på de bonede gulve, men indrøm i det mindste at vi varierer temaet.

Men inden vi forfølger det endnu engang, vil vi spørge om drengens betragtning var filosofi. Shakespeares nar kunne have sagt den, så lad os kalde det ”philosophy”, som Shakespeares personer jo kalder det. Men i klassisk forstand filosofisk bliver betragtningen først for alvor, hvis den suppleres med følgende refleksion: Nævnte egenskaber kan kun være positive i kraft af at de i første instans trods alt er negative – ja, for kun fordi cyklen er ret værdiløs, gider ingen stjæle den. Den positive værdi er således sekundær og afledt i forhold til den negative værdi; det er derfor at replikken virker drilsk provokerende, og da især når den kommer fra en ”fagligt svag” elev.

Af akkurat samme grund virker narrene altid provokerende, og af samme grund er alle vi der ud fra en undtagelsesposition taler magten imod, så øretæveindbydende: For hvad fanden har narrene at have det i? Var de blot mangemillionærer, var det derimod en helt anden sag, og så ville vi både forstå og acceptere dem i al deres gratis frækhed.

Nuvel, men vor fagfilosofiske refleksion er et eksempel på hvorledes tanken vender sig undersøgende mod sig selv og siger ”stop en halv”. Ganske som den positive værdi af nævnte egenskaber er afledt af deres negative værdi, således er atter selve denne vor refleksive betragtning sekundær og afledt i forhold til den primære livsfilosofiske iagttagelse som et analytisk derivat deraf, så at sige – da vi jo nu har forpasset chancen for at score på det økonomiske livs derivater.
Dette belyser meget godt filosofiens komiske cirkelbevægelse: Først opdager den, at verden kan vendes på hovedet; og dernæst opdager den, at verden trods alt først må ses retvendt, før man sådan kan vende den på hovedet. Og i tredje instans indser den, at selve denne anden opdagelse ligeledes først kan gøres på basis af den første opdagelse. Og dermed har vi gjort en tredje opdagelse, osv. Det hele er således ligeså formfuldendt autistisk indfoldet og indpakket, som det er praktisk nytteløst, og derfor ender vi i en art tankens æstetik – der atter grundet sin futilitet i anden instans kan kaldes barok. For også her gentager niveauerne sig: For det er netop selve æstetikken der i næste moment bliver barok, når den sådan svæver i hypoteksbanken – og som sagt desværre post festum.


Bertrand Russell var den første der for alvor opdagede betydningen af sådanne logiske niveauer, selv om gode skribenter og pædagoger i praksis nok kender dem, når de skal strukturere et stof i logisk rækkefølge. Russell opdagede at hvis man ikke strengt adskiller de logiske niveauer, kan man ryge ud i uløselige paradokser, eller praktisk formuleret: Åbenlyst vås, der ikke desto mindre tvinger sig på med logisk uimodsigelighed. Lad dette være nok her i vort grænseland, for ellers ender det med ren manuduktion. Men for Justus Hartnack var Russells lære en afgørende aha-oplevelse, og den blev det derfor også for mig i min gymnasietid. Jeg internaliserede den så at sige efterhånden til en art anden natur – og snarere end at tilskrive det skylden for alle hånde skørhed, er det måske snarere denne introverte linedanserfærdighed der har hindret mig i siden at løbe vild i diasporaens tilbagevendende mentale tjørnekrat i Dantes helvede, utvivlsomt til nogles fortrydelse.

Nuvel, men også i det virkelige liv gives der logiske rækkefølger: For man beskriver ikke så dybtgående restløst Bermuda-trekantens psykologi (WA, kronikken 18.7) uden at det får følger. Bemeldte trekants ene ben har således venligst opsagt det i forvejen efterhånden minimale samarbejde i den hellige og almindelige fornyelses navn – skønt fornyelsen vist ikke har ramt andre og derfor nok er mere helligt end almindelig. I et meget paranoidt øjeblik kunne jeg endda forestille mig, at man det ene sted lod mig begå selvmord det andet sted, så at sige; men man tænker ikke stilistisk ustraffet i så lousy baner – så det vil jeg nu nægte at tro at man har gjort... For på den måde ville hele Over-Danmark jo snart ende som ét stort akademisk proletariat af nidkærhed, men aldeles blottet for det sande proletariats charme og fandenivoldskhed.

Men også enhver art organiseret avantgarde bliver let blot en spejlvendt udgave af parnasset. Avantgarden har som bekendt sågar deres egne autoriteter og gudfædre, der ikke opfører sig spor ædlere eller spor mindre forudsigeligt og netværksagtigt end etablissementets gamle mænd. Og ganske som renæssancefyrsten holdt dværge klædt som sin egen naragtige karikatur, således har nomenklaturaen også råd til at sponsorere sådanne dværgudgaver og karikerede kopier, som i deres infantile rebelskhed nok på skift kan irritere enkelte af dens repræsentanter, til hemmelig fryd for resten af flokken som en art terapeutisk lynafleder for alle dens interne jalousier – men som på ingen vis udfordrer etablissementets selvforståelse.

På lignende vis lønnede Tøger Seidenfaden jo en overgang en fræk ung mand, der næppe var helt tør bag ørerne, fyrsteligt for at lave barokke, men helt indholdsløse karikaturer af sig – joda, bevares, men den slags er nu for let til at imponere os her i tugt-og-forbedrings-space. Shakespeare vidste det også, for hans ideelle hofnarre lignede ikke nogen af de virkelige hoffers narre.

Åh, men tilbage til derivaterne. Ja, for kan Klaus Riskjær vende sin fængselsstraf på hovedet som en buddhistisk udfordring, så vil vi her gøre det samme og i vor fritagelse se en chance og den sande åndelige frihed. Det skulle jo nødig hedde sig at vor overmand udi derivaternes verden tillige er en større ”philosopher”. Bevares, rigtigt hellige er ingen af os nu, for Riskjær nyder dog formiddagspressens bevågenhed, nu i sin nye egenskab af løbende samtidsskribent – og på samme vis har også vi vore herostratiske velyndere. Ja, det skulle såmænd slet ikke undre om også Klaus Riskjær nu tilhører vor voksende læserskare.

Han udtalte ganske vist ved sin indsættelse i sin nye stand, at han ikke agtede at hellige sig studiet af Tolstojs værker, for den slags blev man bare tosset af. Mindre og fornøjeligere doser som vore kunne han dog nok tåle uden at risikere sin nødvendige førlighed i cyperspace. Eller kunne det mon tænkes at nogen vil sætte os op mod hinanden som hinandens inkommensurable karikaturer, rivaler og plageånder på engang? Nix, den går sgu ikke Granberg, thi: ”Proletarer i alle lande: Forener Eder!"

ABSURD TRO OG SYG HUMOR

Jeg fortalte min niende klasse følgende groteske historie. En amerikansk handelsrejsende strander i en by i Sydstaterne og vil indlogere sig på et hotel. Hotellet viser sig nu at være strengt forbeholdt sorte, men alt andet i byen er optaget. Portieren foreslår ham så den løsning at sværte sit ansigt til med skosværte og overnatte alligevel. Handelsmanden beder om at blive vækket tidligt, idet han skal nå et fly til næste by om morgenen. Det sker da også, og handelsmanden går, vel ankommet til den nye by, ind på et toilet for at vaske skosværten af ansigtet. Dette viser sig imidlertid at være helt umuligt, hvorfor han desperat ringer tilbage til hotellet og spørger, hvordan det kan være. Portieren undrer sig meget og spørger så om hans navn. Da han hører dette, slår han en latter op og siger: Åh, undskyld – så er jeg kommet til at vække den forkerte person!”

En af de mest uvorne drenge lo straks over historiens ”syge humor”. En anden tænkte sig derimod meget tvivlende om, hvorefter han snusfornuftigt kommenterede, at en anden person end den rette – endsige en neger – jo slet ikke ville have nogen grund til at forsøge at vaske sig hvid i ansigtet. Begge drenge fangede for så vidt pointen; men kun den første lo, for han fangede den intuitivt, hvorimod den anden efter megen grublen vivisekterede den ihjel. Al humor indeholder imidlertid et punkt hvor der snydes med logikken, sandsynligheden, forventningen eller i det mindste den ønskede hensigt i modsætningen til det faktiske udfald. Og netop den øvrige følgerigtighed får det absurde til at glide ned uden protest, samtidig med at det dog forøger kontrastvirkningen – og det psykofysiske resultat heraf er latteren. Men i visse tilfælde bliver bruddet så surrealistisk, at man skal trænes op til at modtage det i den rette ånd for ikke at blokere.

Vor egen forleden genoptrykte historie fra Information ”Er du George Bush?” indeholdt da også en absurd krumtap. En memotekniker hævdede at hvis man skal huske sin tid hos tandlægen, skal man blot forestille sig at det er George Bush der skal til tandlægen den dag. Men idet Bush selv jo ikke kan bruge det trick, duer det heller ikke hvis man indbilder sig at være Bush. Derfor behøves en metode til først at finde ud af om man er Bush eller ej.

Vi foreslog derfor, at en der indbilder sig at være USA’s præsident, nok også indbilder sig at have helt fejlfri tænder – så hvis man tror at man er Bush og skal til tandlæge, så må man være den virkelige Bush. Og i så fald kan nævnte memotekniske trick til at huske sin tid altså ikke bruges. Det førte så videre frem mod klimaks – men hvori bestod nu vor stringente logiks syge punkt? For uden det ville ingen le. Jo, ved eftertanke viser logikkens absurde krumtap sig at bestå i den påstand, at vi behøver en metode til at afgøre om vi er Bush eller ej. Dette finder ingen jo normalt nødvendigt og er allerede af den grund komplet barokt. Men det glider alligevel ned, fordi vi jo forinden har vist, at hvis man indbilder sig at være Bush, så kan man ikke bruge memoteknikerens trick.

Imidlertid er der her endnu et sygt punkt: For hvis nogen tror at være George Bush, så er det memoteknisk set komplet lige meget hvorvidt de har ret deri eller ej – i begge tilfælde må de nemlig finde et andet husketrick, så der er ingen pointe i først at undersøge, om deres tro er sand eller ej. Hertil kommer som sagt, at hverken George Bush eller en der indbilder sig at være Bush, nogensinde ville finde på at undersøge, om deres tro er indbildning eller ej: Bush, fordi han er kernesund og uden tvivl; hans dobbeltgænger, fordi han er stjerneskør og ligeledes uden tvivl.

Men gennemgående præges niende klasse af snusfornuft og naturlig oplysningstid, så at sige, alle hormoner til trods. Og derfor kan de ikke opbyde ringeste interesse for religion: De er vokset fra al barnetro og endnu ikke havnet i eksistentielle kriser og tilbageslag af den art, der gør mennesker mere modtagelige eller blot nysgerrige omkring troens veje. Og måske er de af samme grunde mindre modtagelige også for anden form for absurditet og paradokser – der jo omvendt for de mest tænksomme troende er hverdagskost, eftersom de jo selv indser troens absurditet. Jævnfør Johannes Möllehave, Jan Lindhardt samt Johannes Sløk, der sågar i sin tid forelæste over Gøg og Gokke på Teologisk Institut i Århus.

NEXT: MIG OG RISKJÄR...

FRA JESUS TIL PAULUS - OG BUSH

Enkelte artikler i avisform matcher tillige vor blogs særlige stilkrav og finder derfor nåde også her. At kompensation ved opfindsomhed således kan overvinde, sublimere og derved vende verdensordenen på hovedet, har vi tidligere sagt, og Karen Blixen er vort vidne. Men hør her et frisk eksempel fra hverdagen: En angiveligt både doven og uboglig elev på ubudent gæstevisit hørte, at mine elever skulle finde nogle henholdsvis positive og negative tillægsord til tysk oversættelse.
Han kommenterede snurrigt, at det er en positiv egenskab for en pige at være grim, for så bliver hun ikke voldtaget; samt at det var positivt for en cykel at være gammel, for så gider ingen stjæle den.

Hvis narren hos Shakespeare havde sagt det samme, ville den halve kulturelite falde på halen og forlange opførelsen af et ekstra skuespilhus dér hvor Botanisk Have nu ligger. Men når det kommer fra det virkelige livs narre, trækker alle blot på skuldrene. Vi hverken kan eller vil lære, og det siger Jesus forresten også et sted til sin tids forstokkede elite. Hvis jeg havde været hans (altså drengens) dansklærer, ville jeg da også have honoreret ham med den højeste karakter.

Men apropos Jesus har jeg netop læst svenskeren Lena Einhorns lærde studie, der skal sandsynliggøre, at Jesus samt Johannes Døberen levede og døde en snes år senere end antaget: For begge er i så fald pludselig godt belagt i samtidens historiske kilder såsom Josephus, blot under andre navne: "Theudas" respektive "Ægypteren". I følge flere tidlige kilder, herunder sågar jødernes Talmud, var Jesus måske en romersk horeunge og nød muligvis derfor selv romerske borgerrettigheder: At Paulus besad dem og derfor klarede frisag, fortæller han selv. Dette kunne forklare hvorfor romerne helst ville skåne Jesus - og hvorfor han i henhold til evangelierne korsfæstedes særdeles "lempeligt" uden den gængse tortur, men alligevel "døde" veltalende efter sølle seks timer og derefter svøbtes i hele 30 kilo balsamisk myrra og aloe vera - og muligvis eksporteredes i levende stand af sine "vagtposter".

Lena Einhorn kunne meget vel have ret; men hendes tese at Jesus dernæst "genopstod" som Paulus, forvandler ham til sin egen strategiske markedsføringschef og datidens Ron Hubbard - eller måske snarere til den tids Christian Have, der på lignende vis siger "værdi" og mener "branding". Nu er Hr. Have sågar angiveligt selv genopstået som adjungeret professor i Jylland på linie med netværksblæksprutten Stjernfelt samt en ikke nøjere afgrænset del af Qvortrup-klonen - dog uden at nogen af dem ligefrem har skiftet navn af den grund.

Men immervæk - miraklernes tid er ikke forbi, så hvorfor skulle Lena Einhorn ikke kunne have ret i at Jesus blev til Paulus og dermed gjorde denne til en stor taktisk løgnhals med hans "omvendelseshistorie" i Damaskus? Omtrent ligesom jobkonsulenternes pædagogiske "Jeg har skam selv engang været arbejdsløs!" Det ville dog svare til hvis Søren Kierkegaard genopstod som formand for Kierkegaard-Selskabet (det har jeg aldrig været) - en tanke som kun en formand for Kierkegaard-Selskabet kunne finde på: Så sig ikke at sådanne folk ikke kan tænke noget originalt! - Lena Einhorn selv er forresten ganske som sine polsk-jødiske emigrantforældre egentlig medicinsk forsker, men tydeligvis også historisk lærd.

Men ret beset er dette med at genopstå som sin egen PR-chef og fremmeligste discipel måske en ypperlig forretning og den ultimative løsning på et klassisk eksistentielt problem: For det virker både mere troværdigt og langt mere sympatisk at kæmpe for andre end at kæmpe for sig selv: Således har jeg i tidens løb med Paulinsk snilde og held kæmpet for nogle svenske naturområder, men derimod altid kun med ringe held for mig selv. Forfattere går således under jorden og genopstår som Paulus-agtige bloggere der evig og altid antyder hvad romerrigets oplyste borgere går glip af ved ikke at få Pagtens Ark at se, men kun gnisterne fra smeltediglen. En ungdomskammerat af mig turede derimod angivelig i sin tid byen rundt med en makker, hvorunder de skiftedes til at skamrose og profilere hinanden i damers selskab - og gevinsten udeblev ikke.

Men tro det eller ej, miraklet er nu indtruffet også i mit liv: Så sent som i dag blev jeg nemlig i Irma hjerteligt kontaktet med tilnavnet "Robert" af en oprømt mand der bestemt mente at kende mig vældig godt fra Maribo - hvor en dobbeltgænger til mig nemlig tydeligvis med anderledes succes driver en skilteforretning! Altså PR-branchen! Følgelig må det i så fald være Robert der er Paulus, og mig selv der er profeten; og så er den lille sag afgjort - for arbejdsdeling er en god ting. Men som sagt: Lad ikke dette slippe ud, for så spolerer I forretningen. Jesus sagde forresten noget lignende, adspurgt om sin guddommelige natur:"Tjah, hvem ved - men fortæl det ikke til andre!"

Men til sagen, for også her kan vi udrette små forvandlingsnumre:

ER DU GEORGE BUSH? (Information 29.9)

"Kend dig selv," sagde Sokrates. "Men fortæl det ikke til andre," har nogen siden tilføjet. Men undertiden kan livet blive så svært, at man netop behøver andre for at minde sig om, hvem man er. Således spørger den forvildede Kong Lear på heden sin nar, hvor i alverden han befinder sig, og narren svarer grædende "Ak Herre, i Eders eget kongerige".
Karen Blixen forestiller sig den afrikanske elefant på den svindende savanne i Kong Lears sted, for den må opleve den samme forvildelse, når den ikke længere genkender sin egen verden. Og Blixen tilføjer: "Jeg har altid tænkt, at man kan bedømme et menneskes karakter på, hvorledes det ville have behandlet Kong Lear."
Så folk, der virkelig vil kende sig selv, kan jo begynde med at stille sig selv dette lille spørgsmål. Dumpeprocenten er højere end til køreprøven i København, må vi dog advare - ligeledes kloge af skade: For i udvendighedens beregnende verden 'gifter' alle sig opefter, i alle henseender, helt konsekvent og barnligt utilsløret - selv hos folk der nyder ry af udadlelige åndspersoner.
Svindende kongelighed
Kierkegaard talte om en åndløshed, hvori det moderne meningsmenneske helt glemmer, hvem det er - hvilket ingenlunde udelukker alskens selvoptagethed omkring ære, titler og ordner. Men Kong Lears eksempel viser, at den, der modstår denne åndløshed, i stedet risikerer at ende i galskabens selvforglemmelse som straf for sin hybris. For hvis du ikke vil lefle for vor intrigante 'operetteverden' og spille vores abespil, så skal til sidst alt fratages dig, selv om du forsvarer dig som en rasende hval imod spækhuggerne.
Men er alt det med at kende sig selv ikke blot udslidte litterære floskler? Ved tyrannen, der går efter magten og dens cementering, ikke meget vel, hvad han vil - og giver livet ikke netop ham ret og Kong Lear uret? For de, der taler så dybfølt om selvbesindelse, ender ofte kummerligt med alle deres mareridt virkeliggjort i deres egen livsbane - om så også med en aura, der røber den svindende kongelighed. Så hvorfor skulle disse forkomne idealister kende sig selv spor bedre end de intrigante netværksaber, der opnår at berømmes af verden, selv for dyder, som de notorisk savner? Tjah, måske just fordi de stiller sig selv dette spørgsmål, hvorimod den uhelbredelige normalitets fortrop aldrig ville finde på at stille det.
Kæmper for at imponere

Nuvel, 'aldrig' er et stort ord - for vist sker det, at en forhærdet Paulus pludselig ser sit liv i et andet lys og omvendes: Et lys hvori de må sande det amerikanske mundheld, at mennesker kæmper som djævle for at imponere folk, som de slet ikke kan lide. Kort sagt er det i længden bedre at være værdsat af folk, som man selv værdsætter. For magtens mennesker ender ofte langt mere forbitrede end dem, hvis liv de har forbitret.
Bush eller Muhammed
Så derfor, trods alt: kend dig selv - og husk det i nødens stund. Men hvorfor skal det være så trist? Så hør her: En memotekniker hævder, at den bedste måde at huske sin tid hos tandlægen er ved at tænke sig, at det er George Bush, der skal til tandlægen på onsdag. Ved eftertanke må det dog tilføjes, at hvis man vitterlig mener at være George Bush, går den uforglemmelige fidus tabt (Bush selv kan jo ikke bruge det). Skal tricket virke, må det derfor suppleres med et trick til også at huske, om man virkelig er George Bush eller ej.
Her er vort forslag: Såfremt et menneske kan indbilde sig at være USA's præsident, indbilder det sig garanteret også at have et fejlfrit gebis. Ergo følger, at hvis du mener at være den George Bush, der ville ignorere en international klimakonference grundet en tid hos tandlægen - så er du utvivlsomt også George Bush. Uheldigvis indebærer dette som sagt, at nævnte metode til at huske sit tandlægebesøg så ikke kan bruges i dit tilfælde. Du kan så i stedet vælge at huske, at det er profeten Muhammed, der skal til tandlægen på onsdag - med mindre du da mener tillige at være profeten selv, for så må du finde på noget tredje.
Umuligt at glemme
Men hvis du er George Bush, så vil du også vide, hvor farligt det er at 'tage profetens navn forfængeligt'. Kort sagt er dit tandlægebesøg alligevel ikke nogen god idé, så må vi ikke foreslå, at du tager det som en god anledning til i stedet at bivåne den klimakonference.
Godt, men hvordan skal man huske en sølle klimakonference, når man ikke engang kan huske sine tandlægeaftaler? Smart spørgsmål, men svaret er enkelt: For at George Bush agter at overvære en international klimakonference, er allerede i sig selv en så utrolig idé, at den er umulig at glemme - selv for George Bush.

TYKKE NIELS OG SANDHEDENS TIME

Jeg fulgtes forleden i kystbanetoget med en bekendt. Da han spurgte, hvorfor toget ikke standsede i Vedbæk, fik han en herligt uforbeholden røffel af den uniformerede ældre ordensmand fra Christian den Tiendes tid, med et imponerende "Schnurbart". Da min kammerat betroede ham, at han selv godt vidste at han var en idiot, istemmede embedsmanden, at det heldigvis var hans pligt altid at give kunden ret - samt at det i dette tilfælde var ham en sand fornøjelse. Ja, hvad grin er der også ved en højtaler, når ingen alligevel hører efter? Den mand burde ansættes i Folkeskolen.

Ja, for det morsomme og hyggelige var i grunden at blive sat tilbage til en svunden tid, hvor embedsstandens småkonger på deres eget territorium kunne sætte selv høje standspersoner på plads uden risiko for fyring eller repressalier. Den slags er utænkeligt i Latinamerika og mange andre steder og beviser i grunden, at vi dog allerede dengang levede i et retssamfund, uanset de ofte kummerlige bolig- og arbejdsforhold. I dag evalueres vi alle konstant af forbrugerne. Enkelte patriarkalske fortidslevn er dog hyggelige og hensætter os til Storm P.s tid. En lignende irrationel nostalgi fik engang min bedstefars kloge gamle hushjælp til at le, da en person naivt havde spurgt hende, hvorfor man aldrig længere ser nogle pukkelryggede mennesker.


En anden grund til vor moro er nok at helt utilsløret grovhed er lettere at leve med end al den bange og intrigane pænhed der ikke skyer nogle midler og dog indbilder sig at være ikke blot legitim, men endog velmenende. Og som sjældent tilgiver at blive gennemskuet. Men vist kan sandheden være ilde hørt: Således betroede en nysgerrig pige i niende klasse mig i dag, at det ville være synd for børnene hvis jeg blev far i min alder. Så ved man da hvad man skal svare næste gang en elev spørger, hvorfor man ikke har børn: "Det ville være synd for menneskeheden."

Ingen er dog så ømskindede som de frelstes kompagni: Den arme stakkel der i sin tid afslørede at Ole Wivel i alt for moden alder koketterede uforbeholdent med nazismen, fik næsten hele det progressive Over-Danmark imod sig - og bærer angiveligt psykiske mén af det den dag i dag. Nu har en ung journalist heldigvis skrevet en bog om det. Skandalejournalistik kan således have sin berettigelse efter recepten "med ondt skal ondt fordrives". Ejendommeligt, at Ole Wivel samtidig kunne fremhæves som et lysende hovede og dog fredes grundet sin ungdom selv i en alder af 21.

Selv den ellers så tænksomme litteraturprofessor Torben Brostrøm parerede angiveligt med, at hvis Ole Wivel havde været en ukendt funktionær i provinsen, ville det ikke have været spor interessant - nej, men jo større ens omgangskreds, ens agtelse og indflydelse er, desto flere vil med god grund interessere sig for sådanne afsløringer. Sålænge et røvhul i Smørumnedre ikke generer folk uden for sin hjemby, vil hans tilfælde heller ikke kunne interessere folk uden for sognet. Dertil kommer at vi kan forlange mere af de oplyste og ressourcestærke end af klassens tykke mobningsoffer i Morten Nielsens digt.

Det er en art landsbyeffekt, at den store fornærmelse rammer dem der antyder noget om vore æresborgere. Når Sokrates blev dødsdømt af Athens borgere, var det da også fordi han så tydeligt viste at han ikke havde så høje tanker om den udnævnte elite, at han gad lefle for den. Den amerikanske Columbo-figur er skåret over ganske samme læst, for konstellationen er åbenbart eviggyldig. Det var sgu heller ikke "guderne" Sokrates fornærmede med sit frisind, for dem troede ingen oplyste borgere i Athen længere på.

Vi må godt både misunde og endda genere den udnævnte elite af et godt hjerte; - men hvis ikke vi samtidig inderst inde lefler for den, men mere betragter dem som en art uomgængelige dørvogtere og i grunden lige så gerne omgås så mange andre, så skal vi være uhyre taknemmelige for at leve i ovennævnte retsstat - som de frelste ellers gerne ynder at tale om i flok, som om den var deres egen opfindelse. Det er det bestemt ikke: For det kræver stor tænksomhed og modenhed at sige som Voltaire og dernæst en række statsmænd fra Churchill til senest Frank "Kissinger" Esmann (!): At vi vil give vort liv for vore medborgeres ret til at være uenige med os. Og den art tænksomhed forsvinder helt, endog hos velbegavede folk, når først deres forfængelighed og indbildskhed er blevet gødet ud over enhver proportion. Måske kunne det ske for os alle, omtrent ligesom børneavl i ellevte time. Men i længden ville både livet og vi selv blive temmelig kedsommelige, hvis vi altid kun hørte det vi allerhelst vil høre.

Således kunne jeg i dag læse, at bloggernes betydning i mediebilledet hertillands er stærkt overdrevet. Nuvel, vi havde nu heller aldrig tænkt os at overtage nyhedsformidlingen som et ulønnet venstrehåndsarbejde helt uden nyhedsbureauer. Snarere er der vel tale om dels et korrektiv, dels et så at sige "irrationelt" komplement. Men jo flere kompetente folk der findes også på avisernes klassiske felter, desto flere relevante kommentarer på niveau må man forvente, også udover hvad avisernes debatsider har plads til.

Selv er vi nu uhyre "autonome" selv af bloggere af være, for hvis succesparametret er mængden af aktive og gensidige links, så er vort lille rum den virtuelle verdens modsvarighed til Smørumnedre. For heller ikke det succeskriterium anerkender vi, vore emnevalg og vinkler taget i betragtning. Egnsstøtte fra EU ville derfor være helt på sin plads, omtrent på linie med Sokrates frække forslag om gratis bespisning på rådhuset i Athen. Nå, men så meget mere takker vi for opmærksomheden, for den må i så fald være ægte og ikke en forbandet pligt, endsige en ærgerlig og skinsyg emsighed med, hvad den sejlivede plageånd på den anden side af hegnet nu har fundet på.

Også fra vor side er det ægtefølt, for ikke blot skriver vi som bekendt uden andet vederlag end forventet efterbevilling, herunder reklamekroner - vi har endda slet ikke tid til det, når vi samtidig skal besvare svære livsspørgsmål fra videbegærlige elever. Men ak, hvad sagde ikke den drikfældige Tom Kristensen: "Dyrk ikke sjælen, for den ligner en last." Hvilken er da vor last: Læsernes gunst, slet og ret. Karen Blixen sagde det samme. "Eliten" skal bestemt også være hjerteligt velkommen, og vi sporer skam også dens fordækte bevågenhed - for de magtfulde indrømmer intet og røber sig kun ved fortalelser, udeladelser, citater samt bittesmå pupiller. Nå, men humlen er blot at uanset hvor mange gange den har set Henrik Ibsens "Vildanden", gør det den ikke bedre rustet til at gennemskue egne bekvemme vedtægter og skåltaler. Men hvem ved, måske er det ligesom med at kunne tegne: Nogle kan det bare, mens vi andre må nøjes med at kigge på.

JACK MILES, JOHANNES SLØK OG JØRGEN STEGELMANN

JACK MILES FORNEMMELSE FOR KLICHÈER…
Jeg genlæste for nylig teologen Jack Miles geniale bog ”Gud – en biografi”. Hans ide er den, at hvis man læser Det Gamle Testamente, som om det var en ægte biografi eller en bevidst komponeret fiktiv biografi – altså en roman – så tegner der sig et billede af en lunefuld Gud, der uden megen selvindsigt dog efterhånden modnes og udvikler sig i selve omgangen med sit udvalgte folk. Først handler han og taler direkte til sit folk, dernæst har han uglesete profeter som sine sære talerør - og til sidst er han helt havs.

Guds uafklarede ord til Job er således hans sidste replik og udlægges endda af Miles som hans moralske nederlag: Han er nødt til at give den uskyldige og fromme Job alt tilbage, selv om han barnagtigt fremturer med sin magt for at redde ansigt. Men sidenhen holder han altså klogeligt helt bøtte og blander sig kun ved at sende Jesus - hvilket de fleste jøder som bekendt vil betvivle.

Selv om det mest beror på historiske aflejringer, sammensmeltninger af regionale lokale guddomme og palimpsest-agtigt ubehjælpsomme lagserier - som kun de højlærde kan udrede - , er virkningen på læseren den samme som hvis det var udtryk for en bevidst hensigt fra forfatterens side – eller en autentisk udviklingshistorie, hvis Biblen tages bogstaveligt. Og da Gud for os i Vesten har været et mønster for den ideale personlighed og det modne selv, kan vi i henhold til Miles antage at vor agtelse for den sammensatte og kæmpende personlighed, der langsomt kommer under vejrs med sig selv, langt hen turde have sin oprindelse i monoteismens sammensatte gudsbillede. Polyteismen fordeler derimod forskellige egenskaber og livsaspekter på mange guder, svarende til når vi selv umodent og bekvemt skylder skylden for alle vore dårligdomme og små fejltagelser i livet på dæmoner, trolddom eller vore onde medmennesker.

Den forhenværende jesuiters bog er ikke blot sprogvidenskabeligt grundig og velargumenteret, men er tillige markant ved sin sproglige friskhed og originalitet. Det viser sig i form af slående sammenligninger og billeddannelse til belysning af gudsforholdets karakter i Biblens forskellige skrifter. Om de seneste skrifters bekymring for jødefolkets fortsatte etniske renhed efter dets hjemvenden fra det babylonske fangenskab hedder det således, at det minder om arvingernes betænkeligheder ved at omdanne deres hæderkronede gamle familieforetagende til et børsnoteret aktieselskab med risiko for fremmed overtagelse og virksomhedskulturens forfald.

Et andet sted hedder det, at Gud fra at være den handlende hovedperson efterhånden bliver reduceret til en respektabel, men passiv biperson, som man pligtskyldigt refererer til, ligesom når en taler ved en konference nikker hen mod en bivånende emeritus og siger – ”Jeg er sikker på at professor NN her ville give mig ret”, eller ”som professor NN her ville have udtrykt det”. Om Højsangens erotiske poesi hedder det, at det er som to unge journalister der på en konference, hvor man tålmodigt venter på hovedtaleren og præsidenten, har forelsket sig så voldsomt i hinanden, at de glemmer alt omkring dem.

Den art billeddannelser og spontane kombinationer forekommer naturligt hele bogen igennem, men glimrer ved deres fravær i den moderne verden. Når nogen lancerer et slående billede, er det oftest en kopi - men bevares, god smag er ikke at foragte. Men i mange tilfælde er der tale om temmelig dårligt motiverede udtryk som ”paradigme”, ”sociale konstruktioner”, ”i min optik”, samt tidens talløse ”gidsler” for dette og hint. I andre tilfælde er det genuine billeder: Det gælder udtrykket ”dem og os”, der er så intuitivt og elementært, at det kunne have været lanceret af et tænksomt skolebarn. Alligevel kommer selv dette udtryk efterhånden til at trætte os, omtrent som når respektable gangstere i katolske lande uafladeligt tager Jesu navn forfængeligt.

For det bliver til sidst en kliché uden dækning i de pågældende personers egen erfaring: Det bliver noget ”dygtigt”, som "de gode" kan sige om alle ”de andre” – om israelere, palæstinensere, sunnier og shitter med hver deres fjender – men som netop ikke gælder for ”os”: For selv er vi progressive, frelste og hævede over kritik - som vi derfor finder helt utilgivelig, undtagen hvor der er tale om dumme kværulanterier der blot bekræfter vor egen overlegenhed. Sidstnævnte forhold forklarer også, hvorfor ingen nogensinde er blevet fyret for perfid humor. For kun den gode humor kan være farlig.

Et godt modeksempel til det gængse så jeg for nylig i den svenske avis ”Dagens Nyheter”, hvor en lederskribent beskrev bestræbelserne på EU-integration således: ”Det som skulle have været et akvarium med mange forskellige slags fisk, ligner mest af alt en fiskesuppe”. Vurdere udsagnets sandhed kan jeg ikke, men billedet var godt. Naturligvis findes der erfaringsbårne personligheder over alt, men de sidder snart lige så ofte i underordnede stillinger på en provinsavis eller en folkeskole som på en af hovedaviserne eller universiteterne. For just hvor der er status at hente, flokkes kreti og pleti som spyfluer på et ådsel – og de sjældne fugle kommer derfor snart i mindretal og ryger derfor ofte først ud. Det minder mig om en begavet bekendt, der i sin tid valgte at blive speciallærer i folkeskolen: For han ville få samme løn som alle mulige andre, men samtidig grundet sin lavere status blive fredet for alt bøvl.

Forleden skrev Berlingske Tidendes filmanmelder Ebbe Iversen en klumme om sin afdøde kollega, min gamle rektor fra Krebs Skole, Jørgen Stegelmann – som han lovpriste for hans ofte morsomme billeddannelser og mimik. Således skrev salig Stegelmann om stepdanseren Fred Astaire, at han med sine fødders dansen ligesom beskrev en perfekt autograf henover gulvet. Og selv husker jeg at Stegelmann i en brandtale til klassen om dennes syndebuk udtalte, at hans skolevej efterhånden var brolagt med knuste brillestel. Selv bar jeg ikke briller dengang, men fik til gengæld en passende dosis lussinger, selv om det nu oftest var andre end Stegelmann der havde fornøjelsen af denne form for fitness-træning.

Stegelmann var forresten teologisk kandidat - hvilket får mig til at tænke på Johannes Sløk, der fra en ret jævn baggrund og vistnok også en temmelig moderat skolebaggrund blev en uhyre inspirerende idehistoriker. Jeg læste forleden et lille skrift gengivet 40 år efter, og modsat de tusinde moderne "adjungerede professorer" ved Farum Uni-center samt alle hånde væresteder i nord, syd, øst og sydvest kunne han udtrykke sig rigt og personligt på ganske beskeden plads, hvor de moderne måler deres værd i hvor meget de kan skrive af efter så mange som muligt af de andre på verdensplan - groft sagt. Bindstærke virtuose kedsommeligheder med aktier i hele Gutenbergs arv samt alle slags netværk, og hvis triste medgang blindt beundres af flokke af benovede aspiranter.

Nå, men Sløk betoner i nævnte originale bitte skrift, at jødedommen var unik ved at stille Gud udenfor verden - ikke som en amoralsk eller i hvert fald meget lunefuld naturkraft, men netop som en personlig skaber med moralske krav til os. Dette er jo også grundlaget for, at jøderne omvendt af og til kunne gå i rette med Herren, når han selv gik for vidt, som Jack Miles fortæller. At læse Jack Miles biografi om Gud såvel som læsning af salig Sløk er som at komme tilbage fra et anaerobt miljø på anabolske stereoider, hvor alle katte er grå, til en velsignet iltrig atmosfære, hvor man kan omsider kan afføre sig dykkerudrustningen og nyde sin bajer uden bekymrede bagtanker.

Sluttelig et lille apropos, eller for at tilstå det rent ud: en digression. Den sympatiske og vidsynede ex-forlagsmand, værdsat af forfatterne, Torben Madsen (og efter sigende en gudsbenådet forstående læser), skrev i sin pensionistklumme i Politiken om plagiat af forskellig grad, og hvornår det bliver lidt for groft. Fint nok, men herom kunne kunne vi publicere et så at sige videnskabeligt essay eller to, som hidtil er blevet afvist af verdenspressen: Simpelt hen fordi man oftest i sådanne sager retter bager for smed (eller var det omvendt?) samt hænger de mest harmløse syndebukke under megen folkelig ståhej.

Men at emnet tåler en anderledes "videnskabelig" dybdeboring, skyldes at det hænger sammen med noget radikalt, som en så at sige kriminologisk eller journalistisk tilgang til denne eller hin sag slet ikke kan indfange. Og den vil fornærme mange, for reglen er - kan vi betro jer -: Jo højere på strå, desto mere stjæler man. Og vore begrundelser er, skønt en smule sindrige, aldeles uimodsigelige og i grunden ret indlysende på bunden.

Apropos kriminalitet forlyder det forresten at stadig flere søger optagelse i Hells Angels: Åh Ja, for der skal jo også være noget kriminalitet til overs for alle dem, der ikke er så højt på strå. Eller som en tyvagtig gadekomediant i Sydamerika engang uimodsigeligt undslog sig over for min far: "Jamen hvis vi nu ikke engang må stjæle fra de rige, hvem skal vi så stjæle fra?" Min far var forresten græsk-ortodoks palæstinenser udi i den diplomatiske branche, og han fortalte engang en anden beslægtet anekdote. Angående Israel spurgte en jøde ham således engang, om han kunne nævne noget statsterritorium i historien, der ikke var grundlagt på vold og uret. Min far refererede det selv med et smil og tilføjede: "Hvad kunne jeg svare?". Hans sympati for jøden skyldtes at han ikke hyklerisk bedyrede nogen historisk eller anden højere "ret" til landet.

Jeg tror han ville have værdsat den israelske forfatter Amos Oz' erindringer. For nu at slå vore digressioners pjalter sammen kan jeg forresten nævne, at også Amos Oz, eller rettere hans far - gjorde sig en morsom iagttagelse om plagiat, som vi bilder os ind selv at have formuleret mange gange i ophidset enerum (og den art indbildning er forresten den hyppigste form form for plagiat...): "Hvis man skriver af efter nogle få, er man forsker, men hvis man skriver af efter mange, er man en stor og original forsker". Nærliggende hjemlige stjerneeksemler skal her udelades. Men gamle fader Oz fik tydeligvis hele turen uden for maskineriet, og her gjorde al mulig entusiatisk lærdom udi hans fag kun det hele endnu værre. Ak, ak, det tidstypiske er dog på bunden blot det urgamle og klassiske.

SKOLEN FOR LIVET

SKOLEN FOR LIVET
At arbejde i folkeskolens afgangsklasser giver respekt for den hårdtprøvede lærerstand: En garvet bekendt i branchen fortalte mig til ringe trøst, at tysk- og religionslærerne er de mest forhadte - thi just disse ere fagene. Nå, personpåkørsel risikerer man som bekendt især der hvor man er til gene for andres forfængelighed, og så fuldbefaren er jeg ikke. Hvad de unge mennesker angår, er de desuden så herligt fri for de voksnes arvesynd i form af just sådanne følelser. Trods nogen larm er de derfor en lise for sjælen, og det gælder i grunden også de fleste af fagets udøvere – for de levnes hverken tid eller lejlighed til at dyrke den art følelser, som nu får visse andre brancher til at rasle mod afgrunden, med internettet som tabernes evige dårlige undskyldning (ha!). Den selv samme moderne forkælethed der angiveligt undergraver folkeskolens arbejdsdisciplin, rammer nemlig også de mest privilegerede stænder.

Kort sagt er de unge uskyldige dog livgivende bekendtskaber, og kun en misantrop vil hævde at skolens eneste formål er at hindre de unge i at skade sig selv og andre. På den anden side er det jo sandt, at næsten alle senere originaler sov i nogle af fagene, mens de gennemgående ug-børn omvendt kører frem ad fastlagte spor. Men én ting er at sove i et eller to fag – hvis man sover i dem alle, ender man let som en art ulvebarn uden adgang og associationsbaggrund. Man kan derfor tale om en art kritisk masse af total dannelse, som det må være skolens opgave at sikre – så skal de nok klare resten, når det bliver nødvendigt. I vores tid lod det sig gøre, blot man ikke larmede så meget at det gik ud over de andre.

Man er taknemmelig for dygtige elever, men et eller andet sted har jeg al forståelse for de uvorne – for nogle af dem kan måske en dag blive et eller andet uventet, og da er det den ægte vare. Sagen er jo at den moderne voksne verden er stopfuld af dygtige elever, der skal snakke med om alt det samme som de andre – en slags intellektuel flokmentalitet, hvor der ikke er grænser for vor geskæftighed: Og da alle er myreflittige, forlanger vi alle UG og bliver højligen fornærmede på den ægte vare. Men som før sagt, hvis ikke det var for Charlie Parker og hele banden, ville vi andre kvæles i vor egen stræbsomhed. Sådan er det på alle felter, og uden at spille Goethe-ekspert kan jeg citere mesteren: ”Vi kan ikke udstå de bedste, men vi kan heller ikke undvære dem.” Om det så er filosofi, truthorn eller sær litteratur, er ligemeget.

Min skjulte kjerlighed til de uvorne skyldes således, at det oftest er fra den kant det personlige kommer, fordi de drives af alle mulige og umulige følelser og fødselskvaler, som ug-børnene helt slipper for. Men som lærer foretrækker man jo de sidstnævnte. Hvad man lærte i skolen var dog lige så meget alt der skete mellem linierne og mellem timerne som selve de officielle fag og læreprocesser: Hvad man grinte af, alle mulige associationer og episoder osv.


Det komiske er imidlertid at just det som vi som lærere efterspørger hos de store elever, er det som vi vånder os over i den voksne verden: Ja, for når det pludselig giver høj status at skrive, at male eller ”mene” noget om H.C.Andersen, så vil alle til fedtefadet, og så går det som vi dagligt ser: Lutter honette ambitioner. Kort sagt: Mennesker kan tidsnok blive voksne, kritiske og kedelige status-dyr, og hvor kan man ofte savne ærlige mennesker der siger: ”Det og det emne tænder jeg i grunden slet ikke på, men jeg er helt vild med van Gogh”. For når de uvorne pludselig tænder på noget, sker der ofte noget interessant. Men disciplenes decibel-niveau er ofte højere end det faglige niveau - men det kan hurtigt ændre sig.

Og fra det virkelige liv? Vor lille maler hjemsøges af gale og bedyrer: "Intet er så kedeligt som galskab." Også han elsker modsætningerne, og et sted har han jo ret: Tænk blot på de gales urokkeligt fastlåste livstemaer, trods vor hyppige tvivl om normaliteten. Ja, selv Strindberg har næppe været særlig sjov i sine værste stunder, trods at selv de mest bornerte akademi-litterater i vore dage sikkert vil bedyre, at han var genial hele tiden, simpelt hen fordi det er vedtaget på bjerget.

Men uden sådan velsignelse fra oven skal der omvendt yderst lidt til for at blive erklæret halvtosset af de selv samme mennesker - snart af vaskeægte naiv vantro, snart af snu bekvemmelighed. Men vi vil omvendt hævde at det halve "Over-Danmark" snart er ret tossede og moralsk ret utilregnelige af lutter hysterisk opskruede ambitioner, hentede i den blå luft. Næsten ligesom fordums romerske kejsere i den dekadente periode: Det ender som kultisk teater og en art aseksuel transvestisme med menneskeofringer.

Nå, men tilbage til vor lille maler, som angiveligt gik nynnende ned ad trappen fra Statens Museum efter at have set Kirkebys retrospektive udstilling - ja, for han synes helt oprigtigt at det meste er noget bras (selv er jeg for ukyndig til at mene noget). Men han er skam ikke nogen smålig misantrop og bedyrer tværtimod at de fleste mennesker i grunden er ret storartede og den rene ondskab undtagelsen. Well, well - men under livets og ærens tortur kan vi tabe moralsk og empatisk højde i foruroligende grad. Arvesynden, I presume...

Der går kuk i den når vi med vold og magt skal være noget vi ikke er, snart af forkælelse, snart af misforstået forventningspres: "Alle kollegerne er blevet veritable stjerner, det er sikkert og vist - nu vil jeg sgu også være det." Bliv endelig stjerne, men i det du gør - ja, måske er du det allerede! Men selv en hare kan finde på at sparke, når den trænges op i en krog.