SYNDER OG SKRIFTEMÅL DEL I og DEL II

STORE OG SMÅ SYNDER SAMT ET SKRIFTEMÅL I-II

I.
”Høg over høg” gælder ikke kun i detektivfilmene. Som alle forbrydere anser jeg mig i min gode ret til af og til at kompensere for tilværelsens uretfærdighed, idet jeg nok skulle være mand for at skelne lov fra moral. Således tager jeg mig i lokale ICA-forretning undertiden den frihed ambulant og uanmeldt at ISO-certificere kvaliteten af forretningens jordnødder i løsvægt: For med løsvægt kan der jo let snydes med udløbsdatoen.
Jeg har gjort det flere gange før, men sidste gang undrede det mig, at den unge mand i kassen ikke automatisk gav mig kvitteringen for mine indkøb, selv om jeg naturligvis aldrig kigger på kvitteringer. Men min intuition havde ret: På regningen figurerede nemlig et rundstykke, som må være hentet i kantinen til Borges’ apokryfe bibliotek over aldrig skrevne bøger. Men jeg protesterede ikke: For ved at påtale én urigtighed ville jeg dermed automatisk invitere til en anden og værre påtale, der tilmed ville afsløre min egen anklage som hykleri af værste skuffe.

Det minder mig om min autentiske yndlingsanekdote, hvor den polsk-jødiske skrædder Einhorn i ghettoen stilles følgende drilske spørgsmål af sine stamkunder de lapsede naziofficerer, som hidtil har skånet ham og hans familie grundet hans uundværlighed: ”Sig os nu, Hr. Einhorn, hvordan De tror det vil gå Tyskland i vor store krig?” Der blev dødstille, men så faldt svaret: ”Goethes og Schillers Tyskland vil altid bestå…”

Normalt analyserer jeg aldrig humor, men her lyder min analyse undtagelsesvis: At hvis naziofficererne havde indskærpet at det nu var Hitlers Tyskland og ikke Goethes og Schillers Tyskland, de havde spurgt til, så ville de dermed retorisk set have indrømmet at Hitlers og verdenslitteraturens Tyskland var to meget forskellige ting. Dette baghold fornemmede de åbenbart instinktivt, og derfor spurgte de ikke videre, men trak blot overbærende på skuldrene og skred.

Af lignende grunde holdt jeg klogelig bøtte med Borges’ apokryfe rundstykke, selv om den unge mand i kassen ellers virkede en smule våd bag ørerne. Han er givetvis blevet instrueret af ejeren, fordi mange af egnens lokale småforbrydere åbenbart er lige så opfindsomme talmudister i deres retstolkning som jeg selv.

Sagen er imidlertid den, at det ville være uprofessionelt at tage en stamkunde med bukserne nede: Kunden ville formodentlig af skam aldrig mere sætte sine ben i den forretning og ville tilmed på bundnormale og hæderlige gennemsnitspsykopaters vis opdigte et forargelsens påskud, der ville stille købmanden i skammekrogen og i tidens løb beløbe sig til en formelig mytologi, og med skammen som det hemmelige brændstof.
Dette har forretningens ejer utvivlsomt anet; og han stiller endda ikke engang jordnøddeskuffen synligt op ved siden af kassen – for den lille anonyme folkesport tiltrækker måske ligefrem mange kunder, der til gengæld helt glemmer at sammenligne forretningens prisniveau med konkurrenternes. Men smålig som han åbenbart er, har indehaveren dog instrueret sine ekspedienter i også at tage sig kontant betalt ved hjælp af nævnte lille trick.

Den unge mand i kassen formår næppe at ”tolke” tricket i dette ords musikalske forstand og har kun lært at spille mekanisk fra bladet. Derfor ville han sikkert klokke i det, hvis en kunde lod sin umiddelbare forargelse og princippet om kundens ret løbe af med sig: Den unge mand ville da straks påpege kundens egen forbrydelse og dermed skræmme ham eller hende bort.

Ejeren selv ville derimod i den situation finde på noget mere underfundigt i form af et Sokratisk modspørgsmål såsom: ”Åh-ja, De har ganske ret i at her må være begået en fejl – men hvem af os kan sige sig helt fri for den slags små og i grunden harmløse urigtigheder?” Nuvel, den situation opstår slet ikke, for enhver initiativrig kunde fornemmer ganske som naziofficererne ovenfor, at her er tale om en fælde, der må omgås med varsomhed.

Og hvad har nu alt dette med vor blog at gøre? En hel del: Ganske som vor blog ikke er mindre eksemplarisk end den officielle litteratur, gælder at vort lille moralske optrin i det neutrale Sveriges landhandel i princippet er af samme filosofiske karat som skrædderen Einhorns anderledes rystende oplevelse i den polske ghetto. Det store gentager sig i det små – men hvis selve denne sandhed nu kun anerkendes, når den siges på 100 gravalvorlige sider, men ikke når den udtrykkes i kortform, så afslører det endnu engang verdens bornerte udvendighed i dens komplet mekaniske overtagelse af vedtagne sandheder. Og dette er en ret demoraliserende opdagelse: For den fører let til det spørgsmål, om mennesker overhovedet lærer noget af verdenslitteraturen – som det jo påstås, og da især af dem, der mest bruger verdenslitteraturen som inspiration til indbyrdes skåltaler.

Vor lille anekdote belyser også bloggens genre derved, at sådanne uforudsete hændelser forklarer, hvorfor så mange lovede og færdiggjorte ting til bloggen må ligge på kø – idet vi nemlig som andre nyhedsredaktioner principielt altid giver første prioritet til helt aktuelt stof lige før dead- line. Alternativet ville være at forøge enten udgivelseshyppigheden eller stofmængden – men dette ad hoc brud på begrænsningens tvingende form samt formens tvingende begrænsning ville svare til, hvis en rimdigter i nød slækkede på rimkravet for alle få sine pointer med.

NUVEL – men hvad læser og oplever man så selv heroppe? Hans Otto Jørgensens fornemme slægtstrilogi ”Ida og Axel” med den vordende forfatter som det sarteste og dekadente skud på det Budenbrook’ske stamtræ i livets hårde skole. Ingen opblæst ”litteraturdebat”, men derimod respekt for virkeligheden – både den historiske samfundsvirkelighed og sjælenes, tvivlens og fortvivlelsens sprogløse dybder under generationernes skiften fra mellemkrigstiden til nu i det Limfjordske med verdenskrige, månelandinger, Otto Leisner og Stones samt kriser, Glistrup og Elleman, EU-støtte og overbebelåning, med vejrlig, maskiner samt landbrugstekniske og – botaniske realia, som vi ikke kender, og som må stå til troende – men de er virkelige, ja måske endnu mere virkelige end den forfatterskole som selv samme sympatiske Jørgensen nu er rektor for.

Virkelighedsgrundlaget kan vi ikke tjekke, og eventuelle fejl gør derfor intet – hyldesten til virkeligheden, selve bevidstheden om dens realitet som dimension er lige som ved historiens teorier om fortidens virkelighed det afgørende. Hvilken rolle spiller det således om det var neanderthalerne der først opfandt talen eller golfsporten? Opfundet blev golfen i hvert fald, og siden har verden ikke været den samme.

Men bordet fanger, for hvis vi således siger, at sandheden om virkeligheden i grunden er underordnet, så fratager vi jo atter virkeligheden dens førsteplads i vor fantasi. Således beskrives i Jørgensens bog et træk af kanadagæs – men på et historisk tidspunkt hvor denne larmende amerikanske indvandrer endnu ikke havde etableret sig hertillands. Den lille fejl gør imidlertid kun noget, hvis man ved det – men på den anden side: Hvis man alligevel ved det, så gør det jo heller ikke noget.

Genlæser også Paulo Coelho’s ”Pilgrimsrejsen” om hans oplevelse af pilgrimsruten i Pyrenæerne. Magi og guruer må stå til troende. Stor visdom, noget af den dog temmelig rituel, men oplevet i en autentisk sammenhæng. Opbyggeligt som erfaring, men måske ikke ”kunst”, for kunsten lader læseren se og sande selv – skønt det jo er fup – og opererer ikke med autoritative guruer, de være nu nok så ydmyge og vise. Men igen, alt skal ikke være kunst, for der skal også være plads til kanadagæs – de være nu virkelige eller indbildte.

Og hvad oplever vi selv? Den krydrede duft i morgensolen af fjorårets optøende lyngtæppe minder os om at vi dog lever, og at alt atter er nyt: Ville vi måske bytte vor sundhed og førlighed med berømmelsens og den officielle misundelses privilegium, for ikke at tale om respekten fra dem som vi selv efterhånden har lidt vanskeligt ved at respektere menneskeligt?
Og den store tornskade yngler åbenbart, skønt den egentlig hører til langt højere nordpå. Taigaens tretåede spætte ligeså, men den er sikkert blevet lokket ned af de seneste års vældige mængder af stormfældet og barkbille-befængt granskov. Ingen af de to ”rariteter” er spor truede globalt, men der er jo altid en udbredelsesgrænse – og sådanne lokale ”sensationer” giver derfor et kick, især når man oplever dem som cicerone og chauffør for en taknemmelig gæst. Traner og skogrende urkokke er dog flottere og præger landskabet med deres inciterende lydtæppe af vild uskyld.

II. EN SYNDERS SKRIFTEMÅL
Trods en håndfuld ting på kø vinder øjeblikkets inspiration altid over lageret – for da slet ikke at nævne hovedstolen, der ligesom pagtens ark måske er bedst ikke at se; og da især hvis den fantasifulde Erik van Däniken skulle have ret i, at pagtens ark i virkeligheden var en kraftig elektrisk akkumulator. Dennes styrke skal nemlig lige hos magtens grå eminenser måles på det kraftfelt hvormed den animerer ubetydelige småting til at opføre en formelig shaman-dans uden meget større vederlag end det, som bloggere med reklameindslag tør opføre på deres selvangivelse.

Akkumulatoren selv er derimod næppe et charmerende syn, og at berøre den er livsfarligt. Dette med den kraftige akkumulator minder os om de venlige sjæle, der undertiden har rådet os til at skrive en doktordisputats. En anden ven foreslog os ligeledes engang at søge en opslået stilling som plantagebestyrer i Malaysia, ihukommende vor interesse for skov… Ja, lad os for Guds skyld få domesticeret og normaliseret den akkumulator til ukendelighed, inden den laver flere ulykker på vor forfængelighed! Elektrochok ville dog i så fald være en langt mere kongenial og værdig straf, ligesom da de ærekære nazispidser i Nürnberg til sidst forgæves ansøgte om at blive skudt som rigtige soldater.

Nuvel; vi nævnte ovenfor ordet ”selvangivelse” apropos vore små annonceindtægter; men man bør nu vogte sig for at angive sig selv. For som mange andre smukke gerninger bliver det ikke skrevet på plussiden som en selvstændig akt, idet verden alene noterer den synd man indrømmer – og som den altid i næste åndedrag selv mener at have ”afsløret” – ganske som når efterforskningens chef på film altid tager æren for det geniale detektivarbejde.

Men i vort forrige indslag (del I) indrømmede vi jo netop en harmløs kleptoman side, der bragte os vidt omkring, snarere end bag lås og slå. Men hvad skyldes nu den slags fjollerier? Svaret er vel at vi lige som hendes majestæt salig Dronning Ingrid og andre trælbundne husmødre ønsker at have magt over nogle symbolske småting i vort liv for rent undtagelsesvis at føle at det er os der narrer verden. Men rent bortset fra det uretfærdige i således at lade hæderlige næringsdrivende betale for svindlernes overgreb – for også de snydes jo til stadighed i både privat og offentligt regi – så er sådanne overspringshandlinger imidlertid en ren foræring til de sande svindleres bekvemme selvbedrag. For ombyttede roller er en aldrig svigtende rekvisit i såvel uhelbredelig psykopati som uhelbredelig normalitet.

Nuvel, også humoren kunne anses for en sådan symbolsk sejr over verden og magten. Ikke desto mindre har den høj status, for i henhold til spørgeundersøgelser anser de fleste mennesker sig for værende i besiddelse af mere humor end gennemsnittet: De magtesløse velsagtens fordi de ligesom vi ser deres snit til hos købmanden at overtage hvad de store levnede eller glemte i forbifarten – for magten har sjældent humor. Magtens folk velsagtens fordi de vil have det hele, nu de alligevel er i gang, og fordi de åbenbart mener, at der – med Klaus Rifbjergs ord – skal talent til at være ondskabsfuld.

Men var vor egen lille kleptomane øvelse nu også ondskabsfuld? Måske, for den lod os associere videre til den store sokratiske humor hos en jødisk skrædder i den polske ghetto – og den slags huer ikke magten, med mindre den da med sin sædvanlige frejdige ubevidsthed indbilder sig at være på kollegial omgangshøjde med skrædderen, der heldigvis for længst er død, og som man derfor godt tør anerkende.

Men magten scorer modsat skrædderen altid de billigste tricks efter den mindste modstands lov, hvorimod den sande humor efter den største modstands lov altid tvinges til at springe over hvor gærdet er højest. Åh-ja, for hvis vi nu gjorde en helgenagtig dyd ud af denne nødvendighed, ville også vi jo dermed hoppe over hvor gærdet er lavest: Og det nægter vi af lutter ærekærhed: For vi vil ikke være i klub med hvem som helst. Ikke blot er den sande humor således næsten altid over bæltestedet – den holder sig endda i reglen over den højde hvor hovedet hos de magtfulde ofte synes at befinde sig.

Og lykkes det således undertiden alligevel humoren at gå under bæltestedet, er det kun for at vise, at den slags kunne den såmænd også gøre med venstre hånd på en dårlig dag. Men det er sjældent noget at prale med – og som sagt ville det være højst uklogt at angive det i sine skriftemål til øvrigheden: Thi det anses for en uigendrivelig logisk følgeslutning, at hvis nogen volder os ærgrelse og ubehag, så må den pågældende holdes for et ondskabsfuldt menneske.

TROLDFJELDET IGEN

I Thomas Manns "Troldfjeldet" fra 1924 beriger synet af en sejlende kongeørn alpe-sanatoriets årlige sommerudflugt med et uforglemmeligt stemningsløft, takket være Settembrinis belærende foredrag om den stolte fugl. I vore dage yngler en håndfuld par i det hyggelige Skåne, hvor en bekendt af mig har et hus. Han observerer fra sine vinduer langt mere forskelligartet liv, herunder diverse rovfugle i den mindre afdeling, end jeg selv i mine forskellige tilhold længere mod nord. Den landskabelige variation med en mosaik af varieret og overvejende selvsået bondeskov, enge og mindre marker i et kludetæppe minder om Danmark før udskiftningen og Fredsskovforordningen af 1805 – der satte skarpe skel mellem skov og græsningsland til de altædende drøvtyggere. Charmerende og biologisk rigt på nicher til forskellig brug såsom føde, redebygning og beskyttelse.
Men når jeg ankommer til mine taigalandskaber med store højmosevidder en breddegrad længere mod nord i tjurens, urfuglens og nu også ørnens rige, falder mit hjerte dog på en anden storladen måde til ro. En højtidelig og dog hjemlig uendelighed under tilbørligt ensomme, men dog ret komfortable forhold. Derfra ser jeg ganske som "Troldfjeldet"s patienter medlidende ned på egne og andres indbyrdes pinsler i det hjemlige fladlands selvvigtighed og ørkesløst snakkesalige geskæftighed. Men hvorfor kan jeg ikke tage denne højhed med mig tilbage fra yogiens bjerghule, men pines hver gang atter af angst, verdslig forlegenhed, fortrædeligheder og manipulation under alle hånde venskabelige og civiliserede former – alt sammen grundet et tilbagefald til socialitetens narkotiske afhængighed og ugudelige spild af tid og kraft.
Og dog er dette angivelig livet og realiteten, mens det andet og større er en konfliktsky og evigt udsættende flugt, sammenlignelig med sanatoriets gnostiske renheds-, åndeligheds- og dødekult. Noget endegyldigt svar findes dog ikke, for oplevelsen er på ingen måde illusorisk i henseende til psykisk kraft, livsmod og sjælelig fattethed. Noget har dog at gøre med, at jeg ikke ernærer mig og derved får total livssammenhæng fra bjerghulen: Min materielle selvopretholdelse, som muliggør sanatoriets hellige fred, henter jeg jo fortsat i "de dødes rige", og derfor er jeg afhængig af dette, omtrent ligesom folk der lever på lånt tid og lånte penge – alle større og smukkere grunde såsom rødder, venner og familie ikke at forglemme.

Ja, for uden den hjemlige dimensions modpol og base ville freden i sanatoriet måske – selv i tilfælde af en standsmæssigt generøs førtidspensionering – miste sin egen hjemlighed og blive til åndelig dvale, menneskeligt henfald og pirreligt afstumpet kuvøsefred: Nirvana. Men når jeg tillige gør nytte ved at rydde invaderende granplanter på hellige steder, forsvinder alle tømmermænd – selv om ej heller disse bedrifter tåler omtale på hjemlige værtshuse, og da slet ikke ud på de blå timer. Nuvel, fra Kierkegaard ved vi jo godt at "troens ridder" grangiveligt ligner en rodemester og mindst af alt en Kierkegaard-ekspert – så det er vel som det skal være. Min trøst er da denne logiske følgeslutning: At hvis "troens ridder" til forveksling ligner en rodemester, så må jeg til forveksling ligne troens ridder.

For mange af mine bedste ting i årenes løb er blevet til her, idet afstanden, uafhængigheden og den lidt beskyttede medlidenhedsposition (begge veje…), er betingende for ørneblikkets uforpligtende frihed for enhver art tvangsindlagthed. Det er for resten ganske normalt at folk beskytter deres arbejdsprocesser mod socialitetens illusion om, at alle kan snakke ligeberettiget med – for hvis kreti og pleti skal give maleren, komponisten, politikeren og forfatteren gode fiduser, løber de snart om hjørner med hans eller hendes indre gyroskop, netop fordi denne "von-hören-sagen" tit kan have nogen ret – men blot ikke den rette sandhed.

Og i henhold til C.G. Jung gælder allerede hos de vilde, at evnen til at holde på en indviet hemmelighed såsom et mantra manifesterer individets spirende differentiering: For selv om hemmelighedskræmmeri ikke i sig selv giver noget indhold, indebærer det dog en adskillelse. Godt set, for denne adskillelse er nok nødvendig for at forestille sig, at der kunne findes andet og mere end det kollektivt givne – ja, at noget af dette måske ligefrem kunne være forkert.
Vor tids stamme-virkelighed er således massemedierne. Mange kultiverede ug-drenge og flinkepiger i over-Danmark er ikke nået til "de indviede" vildes stadium, men er herligt ubevidste reflekser af den herskende mening: Holberg var stor, fordi alle anerkendte autoriteter er enige om at han var stor. Van Gogh og Per Kirkebye er også store – spørg selv Johannes Riis og Jørn Lund: Og lad os for en ordens skyld tilføje at de to ydermere garanterer for hinanden, og at den ene er professor i at tale og skrive på en gang korrekt og frækt, på en gang protektionistisk og kulturradikalt – om dette end i uindviede øren lyder som cirklens kvadratur. Javel – men man bliver jo heller ikke professor for ingenting.

Men hvad så med Storm P.? "Åh, her må vi nok gå sammen før vi voterer om hans sande status; man mente jo engang at han var stor, men gælder det nu også i vore dage? For de dér opfindelser var jo ret beset noget pjat, hans tidlige malerier minder lovlig meget om Edvard Munch – og morsom? Det er han med forlov ikke ene om at være: Således har vi personligt ikke uden held holdt adskillige muntre skåltaler, som kun beskedenhed har afholdt os fra siden at nedskrive. Storm P. er da heller ikke nævnt i de seneste lurmærkede danske litteraturhistorier, og det er intet godt tegn. Vi i udvalget kan derfor på forhånd intet love, men alle kan jo heller ikke være med i vor kultur-kanon – for slet ikke at nævne "Den Blå Bog", som er endnu finere: Tillad os for resten at nævne at vi selv er omtalt sammesteds.

Angående eksklusivitet skal en verdenskendt filosof, hvis navn vi har glemt, have udtalt: "Hvis slet ingen var udenfor, ville der ikke længere være noget ved at være inden for." Han havde mere ret, end han selv anede: Tillad os nemlig at nævne, at han modsat os selv ikke er nævnt i "Den Blå Bog". Ak-ja, nogle mennesker ødelægger med omhu alt for sig selv ved deres tankeløse åbenmundethed."

Kort sagt er eremitten den arketypiske individualist og de indviede vilde hans forløber (for de indvies jo i kollektive manddomsriter osv.). Men pligtskyldig dum finish såsom "forord" og "indledning" og rutineeftersyn af for længst fuldendte ting er også i eksilet eremitten en umulighed: Heroppe, fordi det forekommer åndløst jobcenter-agtigt, samt fordi vi her vitterlig langt hellere vil beskæftige os med andet end vort eget, bortset fra hvad vi eventuelt måtte koncipere her og nu; derhjemme, fordi vi dér belemres med slavens, fæstebondens og lavkastens kroniske pine over, at hvad de end gør, vil det nok blive enten konfiskeret, plagieret eller ignoreret.

Forestil jer, at I havde fundet ægte diamanter, men at ingen ville kendes ved dem, hvis ikke de var sat på en halskæde. Alene det ville fratage jer enhver lyst til at sætte perlerne på den dumme kæde, for det kan ethvert fæ jo gøre på bestilling. "S’excuse c’est s’accuse". Pardon my French: Skal det indlysende uskyldige og berettigede nu legitimere sig selv i dumme forord, og skal vi da lyse på en lampe for at se om den er tændt?
Forord og skåltaler er ligesom at rydde op: Venter i gæster, skal I nok få det gjort – men sådan at rydde op helt abstrakt og uopfordret er jo et dødsdømt projekt. Selv om vi jo godt ved, at har vi ikke ryddet op in the first place, orker vi sjældent at invitere de gæster… Nå, men så slipper vi da for opvasken.

Heroppe fra ser vi den sociale selvopretholdelses sjælelige dødekult som noget for længst overstået og småligt selvsmagende, for Livingstone hverken ønskede eller fortjente de sortes anerkendelse som "Afrikas udforsker" – derhjemme ser vi tværtimod kroniske hængepartier i ovennævnte latterlige småting. Hertil kommer at gøremål således inficerede med ulyst mister al deres attraktionsværdi og bliver til noget i filosofisk forstand "negativt": dvs. noget man i givet fald burde gøre alene for at få det overstået og overvundet, inden det udvikler sig til et kronisk dilemma med psykotiske undertoner, forstærkede af heppe-råbene fra ungdommen der sorgløst stormer erobrende frem på kommunalt oplyste kondistier – som altid i den tro at de som de første besejler den grågrumsede Limpopo-flod til Nilens kilder.

Pædagogens salomoniske overlevelsestrick ville være at "gøre sin pligt" fordi det modsatte ville være synd for verden – af en naiv følelse af egen betydning og pligt til at forvalte sine gaver til alles bedste. Om ikke andet fordi det vitterlig er mere opbyggelig for alle parter end at lade stå til og herunder opbygge en uforsonlig mistro mod verden, hvis inderste ønsker man dog ikke var tvunget til at adlyde – omtrent som når jøderne lod sig slagte helt uden modstand i den dunkle tro, at de åbenbart nu atter havde pådraget sig Herrens velbegrundede vrede.

MUHAMMEDS BLOG TIL HJERNEVASK

En bekendt af mig havde glemt at tage sin mobiltelefon ud af bukselommerne, inden han sendte bukserne til vask. Af skade bliver man klog, konkluderede han stoisk – hvortil jeg over min drink føjede: " – med mindre det er en hjerneskade". Det forhold at hverken jeg selv eller nogen andre jeg kender, før har fået denne latterligt indlysende association, kunne bekræfte det med hjerneskaden. Men til gengæld bør det forbedre alkoholens renommé i så henseende, for det at tiøren omsider falder, er dog et livstegn.
En vis cerebral løsagtighed må der nemlig til, for hjernen fungerer sjældent, undtagen hos de mageløse skadefugle – og da slet ikke under tvang. Det er måske derfor at kun ret få ordentlige skribenter kan få sig selv til at skrive uopfordrede forord og indledninger, introduktionsskrivelser og ansøgninger – til held for andre skribenter samt for alle de der tror de kan skrive, just fordi de er mestre i at skrive overbevisende ansøgninger.
I de overskudstilstande hvor vi let med venstre hånd kunne skrive disse dumme ting, er det os aldeles umuligt at gide – for i nævnte tilstande har vi aldeles overvundet vor infantile afhængighed af andres "godkendelse". Der behöves jo intet ekstra spotlys for at se, om en lampe er tändt. Men i de begrædelige verdslige tilstande, hvor vi døjer under nævnte nødvendighed, er det os omvendt en umulighed at overvinde ulysten og foregribelsen af den massive modstand på alle niveauer, som jo ingen argumenter alligevel formår at ophæve.

Det minder ganske om det forhold at de typer, der formår og sågar elsker at anbefale sig selv, meget sjældent er de rette. Hvorimod de rette omvendt ofte kvier sig ved med ydre midler, som alle og enhver jo kan præstere lige så godt, og som derfor intet beviser, at appellere til verdens gunst og – med Blixens ord – dagens notering: For alt det banale der skal til for at komme i høj kurs, formår jo oftest kun de falske Dimitrij’er – man skal nemlig elske det for at kunne gøre det vindende og overbevisende, for det hele handler jo om at vinde verdens sympati. Og verdens instinkt i så henseende er desværre såre veludviklet.
De rette glimrer derfor ofte ved deres fravær – ganske ligesom de filosoffer der i henhold til Platon, skulle være de ypperste til at regere riget, flygter fra den høje opgave med den selv samme blufærdighed som den, hvormed de gamle profeter i reglen undslog sig for den guddommelige udvælgelses kors.
Men på den anden side: Nogle af de profeter der ikke undslog sig, har måske gjort verden mere skade end gavn og ønsker rettelig ikke at blive afbildet på politiets efterlysningsplakater. Og nogle af de filosoffer der ligeledes ikke undslog sig, men engagerede sig i verdens forbedring, havde høfligt sagt ikke nær så meget held som de havde forstand.
Derimod er der vel grænser for hvilke skader en blog som vor formår at udrette. Heraf kan vi nok slutte, at såfremt Herren i sin tid havde forsynet Muhammed med en blog i stedet for at forsøge at tale ham til fornuft, kunne mangen misære have været undgået. Men morsomt har det været - og altid blogspecifikt i henhold til vor genres tidligere beskrevne poetik.

THOMAS MANN, BORGES OG BORGE

FRA DOKTOR FAUSTUS OG THOMAS MANN TIL BORGE OG BORGES

Vort givtige samarbejde med reklamebranchen bør fejres med generøsitet. De kendte er langt fra alle af lave, og om lidt skal vi endda rose en enkelt. Men selv om Lars Bukdahl er lovlig rabiat, får han stadig oftere ret. ”De kendte” kompenserer nu for både cyberspace og den trykte medie-elefantiasis ved hysterisk at udgive alt hvad både skovsøen og skrivebordsskuffen gemte af anærobe livsformer såvel som fossile beviser for infantil alfabetisme: snart i form af årlige danske stile hos Borgerdyden i Klareboderne, snart i form af samlede dagværker siden konfirmationen – som mange af dem nok kunne forveksle med Reformationen.

Mange af pingerne skriver skam godt og i enkelte tilfælde endda levende og muntert – men deraf følger jo ikke at indholdets tyngde, tankens dybde endsige formens umiskendelige urkraft fortjener faraonisk ophøjelse til babelsk-blasfemiske mausolæer over egen selvkritik. Men det bliver over alt skamrost uden forbehold: Bortset fra Lars Bukdahl omfatter fordums Bermuda-trekant nemlig i dag næsten alle instanser i kulturbranchen såvel som de fleste universitetsansatte med medie-aktier. Alle er hunderædde for deres skin(d) – men etablerede universitetsfolk kunne nu godt præstere lidt mere integritet i stedet for at lade sig bestikke til at give dette cirkus af protektionisme et guldrandet akademisk alibi.
Læsernes flugt fra de trykte medier kan på den anden side lede tankerne til en kafé eller et værtshus under afvikling, hvor alle ansatte såvel som ejeren for længst har opgivet alle illusioner og lader det hele sejle for at gøre pinen kort. Kong Salomons Visdom handler om at lade kærligheden til barnet besejre småligheden; men her er det omvendt sådan at man ofrer barnet på smålighedens alter af tryg konformitet, trods enkelte velmeriterede og symbolske undtagelser, der endnu får lov at tjene som immuniserende alibi for denne sproglige ensretning, som jo også behersker universiteterne og beror på lige dele fantasiløshed og opportunisme.

Til gengæld hørte jeg et glimrende foredrag af Per Øhrgaard om Thomas Mann, myter og politik. Af hensyn til den tyske ånd og kultur ønskede Thomas Mann under Første Verdenskrig fædrelandets sejr, men blev siden tilhænger af den demokratiske Weimar-republik og gennemskuede Hitlers perverterede nationalmyter. Når han i sit amerikanske eksil under den sidste krig skrev sin store roman om Biblens Josef, var det for at svare igen med en anderledes opbyggelig myte om civilisationens og den vestlige selvbevidstheds oprindelse – og han så Franklin D. Roosevelt og hans besindige New Deal politik som en nutidig modsvarighed til mytens Josef. I dette med selvbevidsthedens dybde har han rimeligvis medinspireret Jack Miles geniale ”biografi” om Guds udvikling i løbet af Det gamle Testamente, som også Lene ”Knallhatt” Andersen i "Både Og" hylder - og tolker som en projektion af selvbevidsthedens udvikling.

Den dæmoniske tyske myte udfoldede Thomas Mann dernæst dobbelt i romanen Doktor Faustus om Faust-myten som Tysklands nationale skæbne: Her beretter fortælleren Zeitblom sideløbende om Hitler-regimets barbari og om sin afdøde gamle ven, den geniale komponist Adrian Leverkühn, der løb grassat i sine modernistiske abstraktioner hinsides al menneskelig følelse. Fællesnævneren for de to dæmonier er den monomane mangel på menneskelig varme, som Thomas Mann selv kendte fra kunstens Kains-alter – og som allerede romanen ”Troldfjeldet” advarer mod, når hovedpersonen Hans Kastorp til sidst gør denne erkendelse: at vi aldrig bør lade døden få magt over vore tanker – hvilket nok også kan læses som et udsagn om orientens dødekult, gnosticisme, astrologi og teosofisk sjælvandring og en tøvende, men gribende hyldest til den vestlige civilisationen trods alt.

Naziregimet og modernistisk abstraktion i kunsten er jo ellers modsætninger – men Per Øhrgaard påpeger, at nationalsocialismen faktisk på engang hyldede den futuristisk-industrielle tekniske monumentalitet og den historiske dyrkelse af mytens kulturelle og nationale fællesskab Blut und Boden. Så fortælleren Zeitbloms parallel mellem naziregimets vækst og den geniale komponists forfald tyve år før er i den forstand ikke en vilkårlig personlig association. Komponisten Wagner er naturligvis også en ledetråd – selv om hans musik ikke just led af den abstraktionens purisme som romanens Adrian Leverkühn søgte, men i stedet inspirerede nazisternes folkelige mytologi.

”Doktor Faustus” dobbelthed kræver den hæderlige posthume fortæller som det samlende greb – ganske lige som vor egen dobbelte stilling mellem reklamebranchen, de trykte medier og cyberspace fordrer en så at sige posthum foregribelse i et salomonisk forløsende åndedrag hinsides smålige hensyn til vort verdslige levned med muligt eskalerende repressalier, der til sidst kunne tvinge os ud i en formelig kirkekamp – men uden utidige mausolæer, og forhåbentlig med en smule varme i behold for ikke at ende som Adrian Leverkühn. Også vi indlader os jo her på engang i abstraktionernes løjer og i jordnære og triste rapporter fra Mørkets Hjerte.

Hans Kastorps gribende tanke om civilisationens væsen, at vi ikke bør lade døden beherske vore tanker, er som bekendt også den sande humors indirekte svar; men det skal man ikke holde foredrag om – og det så meget mindre som man jo kunne risikere at blive taget på ordet. For så let er det jo heller ikke, ihukommende nævnte barbariske regimente af indbildt elite-kultur, som snart alle hæderlige mennesker vånder sig under.

Regimet skal til gengæld roses for den konsekvens hvormed man helt glemte at medtage Storm P. i kultur-kanonen: For i levende live ville man helt bevidst have vraget ham som ”blot” en humorist: For dette mener alle alfabetiske pinger som bekendt selv at være, snart ved perfid sarkasme, snart ved passionerede indbyrdes skåltaler.

Den sydamerikanske forfatter Borges fantaserer et sted om et himmelsk bibliotek indeholdende alle de bøger der ikke er blevet skrevet. Men mon dog ikke vore egne nationale myter Viktor Borge og Storm P. snarere ville have forestillet sig et underverdensbibliotek indeholdende alle de bøger, der ikke burde have været skrevet – samt deres panegyriske anmeldelser, begåede mod bedre vidende, snart af panisk frygt, snart af bestikkelsens fedtede beregning. For vor egen profitable kontrahent i reklamebranchen ville i hvert fald næppe turde investere en krone i dem.
Derimod har Walter Isacson efter sin berømte Kissinger-biografi nu begået en biografi om Einstein, som nok skal inspirere til hjemlige gentagelser. Det næste bliver vel at han skriver en bog om Frank Esmann, der som bekendt er hans store inspirationskilde og forbillede.

TOLERANCEN I MØRKETS HJERTE

Tvunget af reklamebureauerne må vi efterhånden øve os i en lidt mindre virtuel eksistens ved af og til at gå de gængse nyhedsmedier i bedene, men kun hvor det falder os helt naturligt. Lad os derfor bringe den udrindende dags kommentar i Information, men tro nu ikke at det skyldes stofmangel. Men denne smukke aprildag fortjener nu en hyldest til virkeligheden. Jeg præsterede således at skræmme en natugle ud af sit hule egetræ i Gribskov for at forsikre mig om at den også bor der i år - og forhåbentlig lader den sig denne gang fotografere. Den art brutalitet er en del af virkeligheden, og alle får således deres at slås med: Livet fordrer en hel del medicinsk tolerance. Men kommer vi snart op over tyve par havørne hertillands, risikerer vi at blive så medicinsk tolerante, at ørnene ikke længere vækker transcendente sindsbevægelser - så det bør forhindres. Og reklamerne? De kommer, bare rolig, men jeg behøver som ISO-certificeret idiot savant både teknisk og personlig assistance, så hav tålmodighed.

Og så til dagens kommentar.
TOLERANCEN I MØRKETS HJERTE (Information 7.4)
Thomas Bredsdorff og Lasse Horne Kjældgaard har skrevet en bog om tolerance, hvori de bl.a. viser kunstens forpoststilling med læseværdige eksempelanalyser. Og mon ikke kunstens murbrækkerevne beror på, at kunstnere snart langsommeligt, snart umiddelbart fornemmer og til sidst ”ser” – og ikke kun ”mener” noget. Vore meninger om andres mening ligner i sammenligning mekaniske algoritmer, der som bekendt fylder lovlig meget i mændenes verden.
Retssikret tolerance er imidlertid ret beset blot en logisk følge af vore frihedsrettigheder, der jo byder os at respektere og tolerere andres tilsvarende frihedsrettigheder – ihukommende at vi er lige for loven. Helt uproblematisk er juraen dog ikke: For i et samfund hvor majoriteten tilhører en bestemt religion, kan man jo sagtens vedtage en lov der forbyder andre religioner. Denne lov gælder lige for alle, men favoriserer just eliten og majoriteten – så ligheden for loven retfærdiggør ikke i sig selv loven. Men misforholdet er heldigvis let at påvise.
Den individuelle tolerance hinsides det retssikrede minimum er derimod et anderledes mineret felt, for man har jo ikke pligt til at konversere, invitere endsige ansætte hvem som helst. I livets skole er tolerancen langt sværere end i skolen for livet: For så snart vi har ”the upper hand” i et afhængighedsforhold, professionelt eller socialt – så kan vi straffe kritikere, ”rivaler” samt ubekvemme afvigere med repressalier, som ingen jura forbyder os. Vi forbigår dem således til fordel for folk, som ingen har ondt over – og det er vor ret, ganske som når vi hyrer håndværkere af denne eller hin herkomst. Kort sagt kan vi straffe og banke folk på plads ved at fratage dem virkemuligheder, indtægt og status – eller ved at forholde dem vort venskab, vort selskab og vort netværk.
Afgørende er det her, at håndhævelse af en art moralsk jura nemlig ville forudsætte synlighed: For det kan ikke teknisk bevises at vor udøvelse af vor personlige frihed er diskrimination eller personlig afstraffelse. Dvs. det er nu ofte let at se og fornemme, samt overbevise vore bekendte derom – men at bevise det for en udenforstående instans er oftest umuligt: For hvordan dokumentere hvad folk sagde og med hvilke gestus, miner og tonefald? Og derfor er vi inde på forhold uegnede til jura.
Der findes dog eksempler som alligevel involverer juraen – men i form af dennes misbrug! En journalist fra Ekstra Bladet viste i praksis, at man med lethed kunne svindle sig til et kørekort ved at få en anden til bestille et nyt med det påskud at han havde ”tabt” det: For der var ingen fotokontrol. Journalisten påviste således en juridisk lemfældighed – men som straf blev han sigtet for dokumentfalsk, selv om hans aktion netop tilsigtede at standse dokumentfalsk. En schweitsisk embedsmand blev i sin tid sågar anklaget for forræderi, da han afslørede hjemlige kemikoncerners miljøforsyndelser over for EF-kommissionen.
Nuvel, misbrug af jura er også jura – og det sker derfor at sandheden kommer frem, om end ofte for sent. Under juraens niveau ligger det administrative niveau, og her er der masser eksempler på, at når borgere sætter en administrativ instans i forlegenhed eller gør modstand, trynes de i en uoverskuelig jungle af paragraffer, forholdes aktindsigt og kvæles under urimelige økonomiske byrder, undertiden sågar uden lovhjemmel. Disse tilfælde opdages kun, når en behjertet og garvet kender af det pågældende system træder hjælpende til med en terriers vedholdenhed. Således er mange husejere kommet alvorligt i klemme i forbindelse med byfornyelsessager under Københavns Byfornyelsesselskab, herunder den manglende kontrol med entreprenørers svindel og lemfældighed i udnyttelsen af denne lettilgængelige guldmine.
Hvad der sker på niveauerne under både administration og jura, er knap så pikant – men desto mere massivt, for det ligger i mørke og hinsides teknisk bevis. Men psykologien er den samme – og langt mindre trivielt end retssamfundets obligatoriske ”tolerance” over for andres lovsikrede rettigheder.
For her handler det om hvordan vi agerer når vi har partsinteresse i sagen – for slet ikke at nævne forfængeligheden, der med god grund ofte er mest sart i de højere luftlag... Vor lovbefalede tolerance med naboens religion, blot den ikke er for larmende, er derimod ingen sag – just fordi den kun kræver fornuft og en portion ligegyldighed. Men i praksis tror jeg såmænd gerne at en Søren Krarup måske er bedre til at snakke med sin egen muslimske kioskmand end mange af dem der holder tolerante foredrag om ”dem” – men som ikke aner hvad de dog skulle sige i kiosken ud over selve varebestillingen.
Den herskende majoritet samt folk højt på strå tolererer kun sjældent forbehold, endsige at man trækker på smilebåndet. At man tolererer hvad man retsligt set er nødt til at finde sig i udefra, siger derimod sig selv. Men sine egne straffer man med siciliansk ”omerta” – for frihed bliver ganske ligesom magt og tillid før eller siden misbrugt.