Monday, May 26, 2008

"FESTEN...."

Her på bloggen er den politiske virkelighed tabu, delvis grundet en vis æstetisk idiosynkrasi i privatsfæren. Men også fordi vi har udviklet en næsten medicinsk intolerance over for alt hvad alle andre taler om og således ikke egner os til demokratiets vilkår. Ja, måske end ikke til virkeligheden. Den sproglige forskelsløshed taler vi slet ikke om: Hvorfor siger folk "metafor" stedet for "billede"? Ordet "billede" er således selv et billede (idet konkrete billeder på væggen jo her symboliserer sprogets analogier) og derfor livgivende - hvorimod ordet "metafor" kun for de græskkyndige er billeddannende.

Både at gentage andre og at kritisere dem forekommer os ligeledes træls i længden. Desuden er der allerede rigeligt af andre til de ting; hertil kommer endelig at i samfundsanliggender hvor pointen er at komme i majoritet, er det ueffektivt at dyrke en ret eksklusiv blog som andet end privat skitsebog samt lydisoleret øvelokale.

Yderligere ville det være storhedsvanvid at tro at verdenssituationen er Gud og vor mening om den hans profet. Denne formulerings kerne har vi stjålet og udsat for en kreativ operation - nemlig fra Heisenbergs erindringer. Heri siger Niels Bohr nemlig sarkastisk om en ung fysiker: "Der findes ingen gud - og Dirac er hans profet".

Faktisk lancerede vi allerede for to år siden nævnte kreative genbrug, hvorefter vi kunne konstatere at en af Danmarks angiveligt mest magtfulde sekularister kort efter genbrugte Bohrs ord udsat for en lignende sekulær mutation. Vi er heri omtrent lige gode tyve for herren - men da vi aldrig tidligere har set andre gøre noget sådant, tager vi det som et bevis for at vi læses i smug på højere sted af vor henrivende lille nomenklatura - for dens kvalitetssans er langt bedre end den foregiver. Efter denne sjove konstatering døbte vi den art sproglige musefælder til "radioaktive sporstoffer" på åndens gebet. Bemärk at både udtrykkene "musefälde" og "radioaktivt sporstof" selv er radioaktive sporstoffer grundet deres komplette uforudsigelighed hinsides tilfäldigt sammenträf: For der gives mange rammende billeder for én og samme tanke.

Apropos sprogligt detektivarbejde. Da jeg for nylig fra Lene "Knallhatt" Andersen fik svar på en mail, var det forsynet med nogle besynderlige tegn. Idet jeg frygtede at det betød "ikke-forstået" eller måske endda "fuck", fik jeg den idé at checke hendes tidligere mail med hendes fødselsdagsinvitation. Og da også den var forsynet med en "smiley" (thi en sådan var det, fortæller man mig), kunne jeg udlede, at tegnet måtte være velment. Hvis ordet "semiotik" - som vi godt nok aldrig har haft brug for, men bevares - nu absolut skal bruges, kunne det være til at betegne kunsten at finde ud af, hvad andres tegn betyder. Således ser vi atter, at hverdagen rummer kim til det hele; og det er vel også derfor det hedder humaniora. Og derfor er en blog i de rette hænder ingenlunde "for privat". For kun de talentløse behøver stof. PÅ den anden side: Selv Gud behövede stof og skabte derfor verden.

Nej, her danser vi uovertruffent på glødernes laksetrappe, når vi da ikke springer badut mellem isflagerne i vort eskalerende drivhusklima. Det er slet ikke let at være isbjørn, undtagen på (Nordisk) film. Nå, hvem skal vi nu fornærme i dag - for det er dårlig terapi at udgive nogle af de tons man har liggende, og der er kun sjælefrelse i det man gør her og nu - i hvert fald kortsigtet set. Og vi har det indrømmet yderst dårligt med realitetsprincippets lange sigt, for det overlader vi helst til de socialrealistiske typer som arbejdsmarkedet rettelig foreträkker. Anerkendelse for gamle (men for publikum endnu ukendte) ting gør det således indrømmet lettere at få afsætning også for nye ting, men markedsføring må vi altså have folk til.

Nå, men vi skulle jo fornærme nogen. Tja, Lars Bukdahl har indlemmet Bjørn Bredals samlede artikler (!) i bogform blandt sine yndlingsaversioner på linie med Jørn Lunds barndomserindringer. Naturligvis egner den slags sig (modsat Bredals Proust-studier) da heller ikke til bogform: Og for nu at citere Johannes Riis, der ligeledes tilhører Bukdahls yndlingsaversioner: "Fordi noget har gjort fyldest i avissammenhænge, er det ikke nødvendigvis også egnet til bogform". Gæt hvem de ord var stilede til for henved fire år siden, og gæt tillige hvor malplacerede de var: Dels var der nemlig kun tale om et absolut beskedent omfang af (beriget) genbrug, dels var selv genbruget notorisk langt mere bogegnet end de fleste bøger - en last som pressebranchens folk da også altid har foreholdt mig.

Naturligvis har Riis forhørt sig hos en af systemets gnaveragtigt emsige kommissærer og tolket murmeldyrenes hektiske mimren med en glimrende semiotisk sans for tegn på regn i Bermuda. Fandens også at det ikke var Gyldendal der udgav Bredals samlede artikler, men således ved man på Bermudavej altid at gardere sig med en vis barnlig drilagtighed.

Til gengæld er Bredal sprogligt set absolut levende, munter og mundret - og derfor så langt at foretrække for hele den fremstormende hær af unge medieakademikere der konstant æder hinanden med hud og hår i tanke og sprog. Eksperter i spin alle til hobe, for spin og sladder er deres modersmælk og atmosfære i kibbutzens Uni-centre: "Forbrydelsens element", I ved. Så hellere et efterhånden lovlig forkælet søndagsbarn, der menneskeligt nok ikke siger nej tak til et utidigt mausolæum, når der er helt grønt lys. Faktisk vil sorgløse søndagsbørn med deres indrømmet utvungne sprog i fremtidens gennem-intrigante mediehelvede være et lige så stort særsyn som vi selv. Men selv får vi intet utidigt mausolæum, men må nøjes med at håbe på en klækkelig førtidspension med tilbagevirkende kraft.

Således fornyer vi på vor blog de gamle grækeres ord: "Allerbedst er ufødt at være - men den højeste invalidepension er heller ikke at foragte." Jo vi er skam højst omstillingsparate og derfor egnede til både dødsstraf og arbejdsmarkedet. Forskellen på disse to ting er dog, at mens vi ofte drømmer om at modtage vor dødsdom, har vi endnu aldrig drømt om arbejdsmarkedet. Hvad kan vi semiotisk udlede heraf? I følge vore naturvidenskabelige bekendte næppe noget, men den slutning kan som tidligere påvist være forhastet.

For et år siden tid siden drømte jeg således at jeg vågnede og så at hele min lejlighed var ribbet af tyve. Grædende løb jeg ned på min stamkafé og fortalte om min vanskæbne. Da jeg så vågnede i virkeligheden og til min forbløffelse fandt at hele rodebutikken lige fra Netto til Carl Zeiss og Louis Seize stod urørt, og da især af rengøringspersonalet, kunne jeg knap tro mine øjne og følte mig som Jeppe i baronens seng. Så føltes min skæbne straks lidt lettere. Og i følge Freud er dette netop "hensigten" med den art drømme. Biologisk set kan man faktisk heller ikke udelukke, at der vitterlig er tale om et overlevelsestrick for kriseramte organismer. Men der kan også være tale om en utilsigtet positiv bivirkning af drømme som blot skyldes at kriserne tvinger sig dramatiseret på, selv når man sover. Ligesom med krigstraumer. Who knows?

Nævnte drøm havde forresten endnu en positiv bivirkning i mit virkelige liv. Et par dage efter forsøgte jeg gentagne gange forgæves at låse min cykel op - for senere at opdage at det slet ikke var min cykel. Dette inspirerede mig på stedet til den idé, at en mand "løber grædende ned på sin stamkafé" og fortæller at hans hustru er stukket af med en anden.... - for senere til sin lettelse at opdage at det slet ikke var hans egen hustru.

Et mausolæum ville som sagt være det allerbedste - men stående ovationer er heller ikke at foragte...Tag den, Bukdahl. Nå, vi lader snarest en drikfældig teolog oversætte dette vort nye bonmot til flydende oldgræsk. Hvilket minder os om at sætningen "Ni talar bra latin" angiveligt er et palindrom. Heraf kan opmærksomme læsere semiotisk udlede, hvad ordet "palindrom" mon betyder. "Palimpsest" er noget helt andet og minder mere om incest - der lydligt set atter minder yderst betænkeligt om "en fest". Og hermed er festen ved at være slut for i dag.

Men som de sorte sagde til Karen Blixen: "Du vil aldrig glemme os". Nej, det glæder os sørme at høre: For nu har I atter taget så meget af vor kostbare tid, at vi igen har forpasset en bindende tidsfrist i en jobannonce, som vi ellers havde sat os for at byde ind på. I er sgu et dyrt bekendtskab og ender med at blive vort mausolæum. Og dagbladene? De bliver meget snart deres eget mausolæum, hvis de dumstædigt nægter at kende deres besøgelsestid. For: "There will never be another you".

Tuesday, May 20, 2008

"ET SMUKT SIND"

En ældre kunstmaler betroede mig for nylig, at han engang i sin varmblodige ungdom sad i et tog i hæftig omklamring med sin daværende kæreste. Synet af de to fik en ensom ung pige over for dem til at bryde hulkende sammen. Hans kæreste forblev imidlertid aldeles iskold og uberørt af situationen. En venlig dame i kupeen tog sig af den unge pige, men vor mand fortalte, at ved den lejlighed tabte han hen alt for kæresten, selv om han ikke opdagede det her og nu. Kærligheden falmede og han fandt hende derefter nærmest grim.

Det smukke og opbyggelige ved denne usædvanlige historie er, at det uetiske kan være så frastødende at det overvinder såvel æstetikken som ungdommens hede blod. Hvor meget mere er dette ikke tilfældet når hverken ungdommelig naivitet eller kærlighed står i vejen. Når mennesker forfalder til kollektiv grimhed, er det særlig slemt, fordi hver især ved at de andre også bider. Ingen af dem kan derfor være i god tro om at mobningen kan være velfortjent eller pædagogisk sund.

Og her sker det samme, at selv de som umiddelbart set kunne forekomme os ganske attraktive, charmerende eller hvad nu, herefter udstråler en grimhed der gør os aldeles immune over for deres ynder. Det samme gælder også andre fortrin: Folks imponerende færdigheder eller endda evner forekommer os gerne betydningsløse, hvis vi først har tabt for meget for dem menneskeligt - og her tales naturligvis ikke om trivielle smågnaverier. Selv mange år efter er det som om skammen klæber forbitrende ved de faldne på en måde, der hærger deres fremtoning. Her og nu giver det nok de kronisk mandsopdækkede et kick at kunne sparke nedefter til syndebukke, men det er ligesom narkotika eller en aftens overdreven kæderygning hysterisk selvforstærkende som en art nervøs besættelse, sålænge rusen varer.

Og tømmermændene efter det moralske overdrev er nok slemme. Måske skader folk således sig selv endnu mere og frem for alt dybere end de skader deres syndebukke. I underskolen nåede man nu også selv i beskeden grad at opleve hvordan det var at være på den forkerte side af kridtstregen, når man undertiden drillede et særlig nemt og hidsigt offer. Når han så viste klassen foragt og hån i selvforsvar, virkede han irriterende og legitimerede derved drilleriet. Om NN sagde rektor således malerisk, at hans skolevej var brolagt med knuste brillestel: Ja, for når han kom i fysisk klammeri, kunne brillerne jo undertiden ryge sig en tur. Skønt beliggende i Hellerups ældre villaområde gik faderens forretning, der i forvejen tilhørte småborgerskabets lidet kapitalkrævende gebet, ikke strygende og røg sig til sidst samme tur som sønnens briller. Desto mere måtte vi høre om faderens fine cand.polit. eksamen. En kammerat døbte ham naturligvis straks "cand. fallit" - men lidt må man nu kunne tåle.

Ureflekterede børns mere ondartede mobning undskyldes i nogen grad af uvidenhed, men også i voksentilstanden er en art enfoldighed nok ofte med i spillet: Folk ser kun overfladen, selv om de nok med en del af deres sind ved bedre. Men derfra til koncentrationslejrene er der vist ikke ret langt. Undertiden siger velmenende folk med erfaring: "Lad dog være med at omgås røvhuller". Måske har de ret, men problemet er naturligvis når "røvhullerne" er både dørvogtere, censorer og Historiens fortællere. En formildende omstændighed er dog at de er så kedsommelige at høre på at alle falder i søvn: Ja, for ingen er mig bekendt blevet spor bedre eller rigere i deres håndværk ved at undertrykke andre talenter. Måske en sær mental nemesis-effekt af småligheden.

Men nok herom, nu til en både sjovere og smukkere afviger-historie med Oscar-nominerede stars som Jesus, M. Magdalene, David Helfgott, F. Sinatra og F. Esmann.


NILS RUBEN
Før koncertpianist – nu tandudtrækker og impresario.
I et leksikon fra 30erne stod om en af datidens kendte danskere: ”Tidligere advokat, nu negersanger”. Tandlæge Nils Ruben er gået den modsatte vej, fra en musikalsk karriere som konservatorieuddannet koncertpianist til et kontant liberalt erhverv.
Nils Rubens motto som tandlæge lyder: ”Vi ordner Deres tænder mens De venter”. Og han lægger ikke skjul på inspirationen fra Viktor Borges. Han har heller ikke det kunstneriske islæt fra fremmede, for hans far var på engang tryllekunstner og en berømt læge: Han opfandt nemlig den såkaldte Ruben-ballon, der bruges i forbindelse med genoplivning over hele verden - deraf den globale overbefolkning.

Ideen er utvivlsomt stjålet fra Jesus , men Jesus har snart fået anerkendelse nok og mangler jo lige som Frank Esmanns forbillede Walter Isacson intet der hvor han nu befinder sig. Kun keder han sig måske i længden over den evige lykønskningsreception med snacks, cola med kokain, tilgivne og hengivne skøger samt øko-cigaretter i lange baner efter hans sluttelige gennembrud som Guds fortabte søn, der havde været længe udenlands.

Nuvel, om sit erhverv fortæller Ruben, at i Tyskland og mange andre lande er det dokumenteret gængs praksis at tandlæger prakker folk meget bekostelige behandlinger på som slet ikke er motiverede - for hvad er der nu galt med havregrød; og hvad skal vi i grunden med tænder, for burde vi ikke snarere overlade dette arkaiske privilegium til hyæner og gedder (med to 'd'-er - så ikke et ondt over om Jørn Lund). Nå, men nævnte svindel kan lade sig gøre fordi folk især i Tyskland stadig har et yderst autoritært forhold til eksperter.

Nils Ruben arbejder tværtimod gratis en dag om måneden for hjemløse på Mændenes Hjem – under det private motto: ”Først var de hjemløse – nu bliver de tandløse”. Og han bedyrer officielt at underskuddet går ubeskåret til Verdensnaturfonden. Udover den medmenneskelige glæde ved denne gerning fortalte Nils Ruben i en nylig TV-udsendelse, at det er en gave at møde mange fine mennesker med både personlighed og humor, som af en eller anden grund har valgt at leve ude i randområdet hinsides status og forstillelse. Nils Ruben vånder sig omvendt over tidens sjælløse fiksering på karriere, titler og penge.

Der er derfor en smuk konsekvens i, at Nils Ruben tillige er Danmarks impresario for den verdenskendte klassiske klavervirtuos David Helfgott – som var hovedpersonen i biograffilmen ”Shine”. Helfgott forener nemlig en autistisk lidelse med et fænomenalt klavertalent og en næsten fonografisk musikhukommelse.
Man kan derimod ikke føre en normal samtale med ham – men modsat egentlige autister er han på sin egen måde uhyre kontaktglad og omfavner forskelsløst alle, som han har mødt blot en enkelt gang før - undtagen kvinder som han nemlig omfavner selv uden at have set dem før. Da Nils Ruben ved en lejlighed efterlod Helfgott i Østerbro Svømmehal nogle timer, lykkedes det den intetanende og uskyldige sjæl at blive perlevenner med en gruppe rockere i svømmebassinet. Som et krydser-missil eller som et stealth-fly trængte han forbi og igennem alle barske forsvarspansre som var det smør.

Når Helfgott gæster Danmark, bor han hjemme hos Nils Ruben i Vedbæk. I april i år besøgte Helfgott atter Danmark og gav koncerter for fulde huse.
Men Nils Ruben fortæller, at de fleste musikanmeldere desværre bliver usikre over for en så mærkelig person og alene bedømmer ham efter stive normer for hvordan de forskellige værker ”skal” spilles – skønt et anderledes sind vel også må tolke musik på en særegen måde. Men mon ikke denne blokering delvis beror på at tidens bornerte karrieremennesker er så bange for selv at blive ”tabere”, at de ikke tåler at se personer som ved deres eksempel nedbryder det skarpe skel mellem taber og vinder? For hvordan kan de herefter være sikre på selv at tilhøre vinderne?

Lad os derfor belyse dette skel ved at referere en episode med førnævnte hjemløse tandlægeklienter. Da Nils Ruben nemlig for sjov spurgte en klient, hvor lang tid der gik fra denne tabte sin fortand, til han mistede den, var den hjemløse øjeblikkelig med på spøgen – og svarede, at han først mistede den da han opdagede at han ikke kunne tygge sit rundstykke.

Nils Ruben tilføjer at den slags opfindsomhed for ham er et sikkert tegn på begavelse, og at mange af de hjemløse endda forekommer ham bedre begavede end gennemsnittet: For man må bedømme folk på deres egne vilkår, stræben, beskæftigelse og erfaring - hvis man nu ellers skal "bedømme" dem. Med denne eller hin ISO-certificerede "intelligenstest" for moderne konkurrencemennesker kunne man derimod let gå galt i byen og gøre sådanne personer uret – rent bortset fra at så følsomme emner bedst "testes" hemmeligt ved indirekte metoder uden præstationsangst. Hvortil kommer at intelligensen ligesom kærligheden sjældent kommer når man tænker på den.

Men at Nils Ruben i tilbageblik kunne tolke sin klients reaktion som et indiskutabelt tegn på begavelse, var i sin tur ligeledes et sikkert tegn på begavelse, om end vi nu vil overlade til vore begavede og interaktive læsere at forlænge ræsonnementet ad libitum. For ej heller det var nogen præstation på kommando, men blev opfundet spontant som et nuanceret og uortodokst svar på en konkret situation. Bevares, vi giver da oftest og bør også af flere grunde give taberne sådanne handikap-points, så vi ved det godt. Og netop deraf kommer måske mobbernes frygt for "begavede tabere". For hvad kunne det dog ikke ende med, hvis de fik lidt medvind?

Ja, måske kan folk endda have en hemmelig overtro på de underdrejedes skjulte fortrin, som de officielt fornægter desto mere. Men herregud, så let er det nok heller ikke altid for de heldige: For dels slås de også indbyrdes, dels keder selv Jesus sig bravt til ovennævnte evige reception på blå timer der aldrig hører op, og hvor ejheller Marie Magdalene længere formår at drive ham til vanvid, trods viagra samt al mulig solidarisk bistand fra en bedstefaderligt utrættelig Frank Sinatra:"The lady was a tramp - og om lidt er havregrøden klar."

Så nok skal taberne have handikap-points, og af af og til kan vi såmænd også selv behøve dem - men ligefrem at give Naser Khader Modersmålsprisen var nu nok en overdrivelse: Det svarer til at give Jørn Lund Ridderkorset for hans tapre forsvar af fædrelandet - eller Nobels Fredspris for ikke at smække skaller til de andre børn på Bermudavej, trods al tænkelig spalteplads samt totalfredning til lands som til vands. Jo, jo - vi ved det godt: Her på bloggen skriver vi principielt kun ting der ville kunne blive brugt imod os - til gengæld har vi de bedste replikker.


Apropos forloren ære, forlorne tænder samt forloren hare må vi derfor sluttelig fortælle følgende anekdote. Da min bedstefader på 95 af sin husholderske uafladelig fik serveret forloren hare, af førnævnte odontologiske grunde, spurgte han til sidst en dag med en fortvivlet gestus: "Men er der da slet ingen fredningstid på forloren hare?"

Tuesday, May 06, 2008

BEGRAVELSE UDEN BREMSER + EN TEKSTANALYSE







BEGRAVELSE UDEN BREMSER
En besøgende ornitopat i mit svenske privatasyl for tilstrækkeligt sindslidende ansøgere spurgte mig for nylig, om min bil overhovedet besad bremser, idet jeg nemlig har udviklet en virtuos teknik til at klare mig uden. Mit sandfærdige svar lød, at da mine bremser efter et uklogt biludlån fra min side er omtrent det eneste ved bilen, der endnu er så godt som nyt, nænner jeg ikke at bruge dem uden tvingende årsager såsom statistikken over invaliderede elge på overførselsindkomst.

Det forholder sig nemlig med mine bremser ganske ligesom med de gamle svenske bondehuses dagligstue – ”finrummet” – som man nok måtte beskue andægtigt gennem en dør på klem, men ikke betræde, idet det nemlig også for husets ejere var forbeholdt den overlevendes fejring af sin ægtefælles begravelse engang i tidens fylde. Hvilket minder os om den svenske humorist Albert Engströms tegning af bonden, der på dødslejet over for lægen stønnende insisterer: ”Jag är inte dö’!” – hvortil hans mere pædagogiske end egentlig empatiske hustru utålmodigt svarer: ”Tyst med dig Gustaf – doktorn vet väl ändå bäst!”
I stil med Albert Engströms bonde kan jeg bedyre over for tvivlere, at endnu er jeg ikke blevet frataget kørekortet. Det ville nu også være upædagogisk, idet jeg først fik kørekort i fjor – for resten tillige med både digitalkamera og mobiltelefon. Kun min civilstand lader jeg dog bestå lidt endnu, for man kan jo ikke få råd til det hele på engang. Hvis min ægtefælle overlever mig, kunne hun dog på den anden siden få så lov til at arve verdens mest ubrugte bremser.

Hvad nu min omtalte bremse-filosofi angår, findes der for resten flere skoler, idet andre i den samme situation som bekendt ville henholde sig til, at det i så fald tværtimod gælder om at bruge bremserne inden de er slidt op. Men i den sag er jeg åbenbart mere på linie med hin skizofrene patient, der betroede en gammel læge of my aquaintance sin bekymring for, om han mon ved at tænke for meget risikerede at opbruge al sin intelligens på engang. Inspireret af hans økologisk forbilledlige indstilling til sine forhåbentlig endnu ikke alt for fossile ressourcer tillader vi os her at betro vor hastigt voksende læserskare, at vi lige som udviklingslandene har en betragtelig ubrugt CO2 kvote til gode efter så mange år som søjlehelgener; så der er intet at komme efter her, folkens.

Og dog, og dog… Hør engang: En bekendt af mig fra de hårde naturvidenskaber sagde for nylig, at han kraftigt betvivler al drømmetolkning og snarere hælder til at betragte drømmene som en art hjerneaffald. Nuvel, forleden nat vågnede jeg hele to gange i den største oprevethed efter at have drømt at have begået mord – i det ene tilfælde endda på en repræsentant for ordensmagten. Hvad ville vor sorgløst rationelle ”Homo Faber” mon sige til sådanne drømme? Mon dog ikke han alligevel ville foreslå, at jeg måske bekymrer mig for meget – eller snarere for lidt – om de bremser? Hertil er imidlertid at sige, at mine drømme nu ingenlunde handlede om uagtsomt manddrab, endsige fældede tårer desårsags… Ja, dette blot for at antyde at sund videnskabelig metode af og til meget vel lader sig overføre til drømmetydningens verden.

Nå, hvis vi til sidst skal have et helt normalt apropos næsten uden ”ad hoc” karakter, så lad os nævne, at vi forleden i et ældre nummer af Illustreret Videnskab faldt over en artikel om forskning i kreativitet. Ikke det mindste overraskende for denne husstand viser undersøgelser, at de få dokumenteret kreative blandt en bunke dygtige forsøgsstudenter på Harvard forenede en association belastet af forstyrrende og uaktuelle efterklange med den fornødne fornuft og vilje til dog at opfinde en slags orden i menageriet.
I Storm P.' s monolog fra galeanstalten kaldes syndromet "sammenlignende billeddannelser i ubevogtede øjeblikke". Nå, men efter forsøget blev de kriminelle studenter velsagtens relegeret i hast og tavshed. Ja, hvem ved – måske var nævnte videnskabelige forsøg i virkeligheden blot ordensmagtens kreative påskud for denne udskillelse af de formastelige...

Men omvendt belyser nævnte forsøg også, hvorfor vor uundværlige prügelknabe ”etablissementet” ofte er så lumsk kedeligt, trods megen forstand: Alt det som med omhu fejes ind under gulvtæppet, gør nemlig uvægerlig både sprog, billeddannelse og tanke blege og forarmede: For når folk er urokkeligt stædige som æsler, straffes de med at blive ufrugtbare som – muldyr! ”For vi indrømmer intet og giver absolut ikke ved dørene – det kan vi godt fortælle Dem! Og hvis De i øvrigt nu vil have os undskyldt, kalder desværre tvingende gøremål, som … – ja, med mindre De da skulle havde mere på hjerte end bemeldte sag, hvor vi som sagt ikke ser os i stand til at imødekomme de ubeherskede fordringer, som Deres noget rodede fremstilling lader skinne igennem.”

Kort sagt: Snarere end at særligt ”middelmådige” mennesker med Henrik Ibsens ord bliver livsløgnere, så formår alle livsløgnene måske at forvandle selv velbegavede mennesker til middelmådigheder. For på de fleste felter er langt de fleste af os indrømmet kun middelgode - men det gør os ikke til middelmådigheder.

Nå, men apropos kreativitet vil alle liberale guruer hævde, at kreativiteten fremmes af den fri entreprise. Nuvel, for vor egen del forholder det sig nu tværtimod sådan, at når vi skriver uden særlig hyppige, endsige særlig store vederlag, så tvinges vi dermed til at skrive desto bedre: For hvis man end ikke havde nogen privat fornøjelse af det, så skulle pokker skrive på de vilkår! Men mod økonomisk kompensation kan man derimod godt overtales til at begå anderledes trivielle ting – til glæde for hvem dette måtte vedrøre udover en håndfuld førtidspensionerede lærere fra Journalisthøjskolen, placerede i herostratisk uheldige aftægtsstillinger.

Men bare rolig, heldigvis forholder det sig hermed som med at køre bil: Litteraten Søren Vinterberg betroede mig således for nylig, at næst efter kjerlighedens gerninger var hans ligeledes sent erhvervede kørekort hans mest ufejlbarlige kilde til elementær livsglæde. Men hertil tør vi heldigvis også føje aldeles uplanlagte skriverier helt uden borgerligt perspektiv, begåede så at sige in fragrante og on location efter nogle strøtankers og spontane indfalds hastige indbyrdes rådslagning uden hverken dagsorden eller ordstyrer.

ANALYSE af ”BEGRAVELSE UDEN BREMSER”

Vi analyserer normalt ikke selvorganiserede teksters sindrige logik, lige så lidt som vi analyserer humor; men i dag vil vi gøre en undtagelse og begive os på en stringent opdagelsesrejse, der forholder sig kontrapunktisk til analysens genstand, på samme måde som en psykoanalyse forholder sig til det liv der analyseres. Forskellen er dog at hvor psykoanalysen tilsigter at ændre det levede liv til det bedre, så resulterer den litterære analyse i den aha-oplevelse at alt ved en art guddommeligt forsyn befinder sig i den smukkeste orden. Tekstens dramatiske ”eksposition” eller præsentation sker i form af oplysningen om vort (u)lovlig sære forhold til brug af bilbremserne. Herfra associeres så til den gamle svenske bondetradition med ikke at bruge den fine stue til hverdag – hvilket overdrives til at den ligefrem er forbeholdt den overlevendes begravelse af sin ægtefælle. Dette er nu anledning til en egentlig digression hinsides illustration af bremse-temaet: nemlig til Albert Engströms tegning af en bonde, der på dødslejet insisterer på at han endnu er i live. Digressionen er dog motiveret ved at den motivmæssigt har dramatiske og stærke ligheder med vore overdrevne ord om svenske bønders sakrale ”fin-rum”. Selv om det er en digression fra temaet min påholdende brug af bremser, så er det derfor en så at sige ”væsentlig digression”, hvor paradoksalt det end lyder: For den knytter an til de markante og morbide træk i vor umiddelbart foregående analogi til illustration af princippet bag vor bremsefilosofi – uden dog som denne analogi at knytte an til selve bremsefilosofien. Fra vor ”væsentlige digression” om Albert Engström foretager vi nu en ny digression ved at fortælle, at i stil med bondens benægtelse af at være død endnu kan også vi endnu nægte at have mistet kørekortet som følge af vor bremsefilosofi. Hvad der her sker, er således at en digression til digressionen omtrent ligesom ”to gange minus giver plus” bringer os lukt tilbage til hovedtemaet om vor bilkørsel. Dermed er den første digression blevet fuldstændigt legitimeret. Således opmuntrede begiver vi os derfor straks til en digression herfra om, at fratagelse af kørekortet ville være synd, da jeg lige har fået det, for resten tillige med digitalkamera og mobiltelefon, om end endnu ikke en hustru – som ellers i tilfælde af min død (en type situation som nu kan anses for et hævdvundent sidetema) ville arve verdens mest ubrugte bremser. Denne udskejelse foretager faktisk ganske samme bevægelse eller figur som vi så ovenfor, idet digressionens digression jo også denne gang bringer os tilbage til hovedsporet: vore ubrugte bremser. Derefter går vi nu helt reglementeret videre ved at beskrive dels den stik modsatte og anderledes velkendte filosofi at spinde før garnet slipper op, dels et autentisk modstykke til vor egen filosofi i form af en skizofren patients lige så barokke princip om at spare på sin intelligens. Men herfra gør vi så atter en digression i kraft af analogi til det at spare på de fossile ressourcer – som jeg nemlig i min egenskab af nybleven bilist forbruger, hvor meget jeg end sparer på bremserne. Denne hensynsløshed forsvares dog dernæst med, at jeg modsat de fleste har en stor ubrugt CO2 kvote til gode og derfor er ret uskyldig. Denne digressions tema om skyld handler ikke om for lidt brug af bremser, men om for meget brug af benzin. Snarere end som en ægte digression kunne den således betragtes som en legitim udvidelse af temaet ulovlig bremsebrug til umoralsk bilkørsel generelt. Vor påstand om egen uskyld forfølges imidlertid straks efter i form af den indrømmelse, at vi i nogle nylige drømme tværtimod har været særdeles skyldige, nemlig i mord på ordensmagten – trods en meget rationel bekendts erklærede mistro til drømmetydning. Vi er dermed endt i en vild, men alligevel i princippet ”væsentlig” digression”, idet vi nemlig endnu engang har generaliseret temaet: fra umoralsk bilbrug til ulovlighed overhovedet. Det er derfor meget konsekvent, at vi her drejer brat af og forlader bremserne helt for åbenlyst og erklæret at kaste os ud i ”en digression helt uden ad hoc karakter”. Vi fortæller nemlig nu om den amerikanske undersøgelse af kreative sind. Umiddelbart set et hop helt væk fra vort tema ved en brutal digression – men netop fordi vor diskurs har været fuld af sindrige digressioner, så er undersøgelsen omkring kreativitet blevet uhyre vedkommende som et yderst nærliggende apropos til forløbet af den historie, som vi trods sidespor netop har fortalt til ende. Altså er det hvad vi ovenfor lidt paradoksalt kaldte ”en væsentlig digression”. Kreativitet i forbindelse med tekster bliver dermed det nye, men dog af alt det foregående motiverede tema, idet bremsetemaet jo er færdigbehandlet. Vi bruger derfor den amerikanske undersøgelse til at belyse ”etablissementets” u-kreative kedsommelighed – idet vi ved at vende op og ned på Ibsens velkendte ord om livsløgnen angiver denne som ødelæggende for kreativiteten. Dette illustrerer vi med en fiktiv – men i sig selv håbløst fantasiforladt – redaktionel afvisning af en tekst – hvem ved, muligvis endda selve vor egen tekst. Herfra associeres nu til de liberalister og erklærede tilhængere af kreativitet, der omvendt bekender sig til det frie marked som kreativitetens forløser. Dette budskab er væsentligt for vort nye tema litterær kreativitet og er således ingen digression. Vi dementerer dog straks liberalisternes glade budskab ved at fremhæve vort eget modeksempel: Når vi nemlig selv skriver uden betaling, tvinges vi til at skrive så meget bedre at arbejdet bærer lønnen i sig selv – hvorimod vi omvendt mod betaling kan skrive så trivielt, at selv førtidspensionerede lærere fra Journalisthøjskolen kan bifalde det. Herefter springer vi så til finalens gordiske hug, der nemlig forbinder vort første tema om bilkørsel med det nye tema kreativ skrivekunst. Vi beroliger nemlig de læsere der måtte frygte, at vi mod betaling kunne falde til patten, ved at fortælle følgende: At ganske ligesom litteraten Søren Vinterberg har fortalt os, at hans ligeledes sent erhvervede kørekort er ham en vedvarende kilde til fornøjelse – således er vore aldeles uborgerlige skriverier os selv til vedblivende moro. Tillad os sluttelig at fortælle, at vor analyse af ”Begravelse uden bremser” nu fylder mere end den tekst som vi analyserer. Dette bør imidlertid ikke overraske, for det beror på at alle bemeldte teksts mange ”ubevidste” vejvalg og disses begrundelser netop kun fremgår intuitivt – samt indirekte ved en fokuseret analyse, der jo netop ikke er indeholdt i selve teksten. At analysen i dette tilfælde foretages af forfatteren selv, borger yderligere for dens sandfærdighed – men især viser det at tilsyneladende vilde associationer kan styres af en art intuitivt ”over-jeg”, der som tekstens forsyn sørger for at alt ender godt. Et forsyn, der også formår undtagelsesvis at træde frem in natura ved at meddele sig direkte til sit udvalgte folk gennem lovens tavler.
En Gud bør dog ikke reklamere for sig selv, så det skal ikke blive en vane. Da mit efternavn ville være ypperligt for en forretningsmand, burde jeg derfor sælge det til en person med bedre forretningstalent end mit. Men hvis jeg virkelig formår at slå en så indbringende handel af, må jeg alligevel være så meget forretningsmand, at jeg tværtimod bør aflyse handlen og beholde navnet. Uden forretningstalent vil det på den anden side heller ikke lykkes mig at sælge det - så vi ser atter, at modsætningerne mellem åndens tabere og vindere - mellem rodemesteren og troens ridder - er uskelnelige i praksis . Ganske ligesom Kierkegaard indrømmer at Abraham til forveksling ligner monstret fra Tyskland, der ligeledes ofrede sine egne børn til sin dæmon. Åhja, for også Gud kan undertiden være svær at skelne fra en dæmon.