SOCIOLOGI I NYBYGGERLAND: MED LOV SKAL LAND BYGGES

I Nybyggerland er der så tilpas øde at man er globalt orienteret. Ganske som det er lettere at overskue et fornuftigt provinsbibliotek, er samhandlen og den internationale forsyningsøkonomi mere åbenlys ude i bushen end hos os i storbyen. Forbipasserende lastbiler er ikke uvedkommende, for dels holder de ind og lader sig servicere, dels fortæller de deres ärinde og destination. De nære rodnet er naturligvis i en vis art opløsning af selv samme økonomiske grunde, for arbejdsmarkedet er selv i bedre tider hurtigt mættet trods vor tids voksende oplevelsesøkonomi. Oplevelserne herude har jo deres kvalitet just i illusionen af ensom religiøs transcendens.

Balancen mellem sociale rødder og uafhængighed er dog optimal i henseende til landsbyfnidder: Ingen behøver at tilpasse sig landsbysladder i urimelig grad, og derfor er det en lise at opleve i forhold til den moderne intrigante storbyklasses mangel på hellighed. Tror fanden at folk ofte fastholder kernefamilien efter bedste evne, for hinsides den betragter alle hinanden som enten midler eller forhindringer. Det opdager man når folk kan udskiftes selv i den nære kreds, hvorimod illusionen om nærhed er lettere at opretholde i familien. Som et ugift ældre brødrepar på landet for mange år siden sagde: ”I gamle dage blev ægtefolk normalt ikke skilt, uanset hvad, for de behøvede jo hinanden”.

I de dele af middelklassen, som jeg i nogen grad er prisgivet, er venlighed, fraterniseren, ja selv den mest elementære høflighed og menneskelige anstændighed yderst overfladisk og uforstilt betinget af beregnede fordele og risici. Det udhuler til gengæld al intensitet, for når denne undertiden findes, har den efterhånden stadig tydeligere karakter af ren attitude, hvor en art hysterisk ”indignation” skal gøre det ud for personlighed. I den forstand er den ansigtsløse og helt risikofrie tilpasning, som de fleste kommer længst med, faktisk ærligere i al sin fantasiforladte glædesløshed.

Det er som med ægteskabet, at når afhængigheden bliver yderst tilfældig og skiftende, falder skællene fra øjnene, og det hele bliver en frygteligt hjerteløs affære. Så er det at folk med penge eller status køber en art stabile privatrelationer med deres sociale bytteværdi. Det kan i en desperat tid måske ligne den gammeldags afhængighed, selv om også det nok oftest er en art desperat attitude af tosomhed.

Nå, så længe desperationen i det mindste er ægte, så kan det måske holde. For folk lider ofte uproportionalt efter skilsmisser, de være så nok så selvvalgte og velovervejede. En vis personlig afhængighed er uden tvivl befordrende for forbrødring – men på arbejdsmarkedet spørger ingen hvorfor den og den pludselig røg ud i kulden, for så snart de er ude, er de uvedkommende og passé. Dvs. så snart social medfølelse er aktuel og relevant, så er den allerede psykologisk annulleret som en utopi: Vinderne har intet behov for vor deltagelse, og taberne har ingen af os behov for at holde med.

Også naturforbindelsen kræver rødder. Her oppe går man op i dyrebestandenes udvikling og mere eller mindre naturlige svingninger – men i storbyen dominerer den virtuelle globalisering, som gør det naivt at engagere sig i netop denne eller hin egn. I ens livstid skal der nok tilstrækkeligt for alle globetrottere, om ikke andet på TV, hvor naturen jo også ses meget bedre.

Den nyeste generation af naturfotografer er også globaliserede: Uanset hvor de bor, har de alle været alle de samme steder på kloden og betalt sig til fotolejligheder af højeste klasse hos lokale eksperter: Ikke blot de samme dyrearter, men ofte også de selv samme individer. Det er dog ikke egentlig snyd, for dertil er globaliseringen for kvalitetsbevidst – og naturligvis er de også drevne fotografer rent billedmæssigt.

De ældre generationer af naturfotografer havde stor erfaring og kyndighed, men var ifølge sagens natur lidet globaliserede – og af samme grund var de til gengæld forskellige. Fælles var de om engagementet i hver deres hjørne af kloden og i dette at have et sprog, en personlig stemme. Nogle var især biologisk kyndige, mens andre var mere ”holistiske” og helhedsorienterede, hvilket befordrede en lidt højere grad af abstraktion på billedsiden – men den nyeste stjernegeneration på feltet er ingen af delene. Heldigvis har Sverige og Finland stadig nogle yngre stjerner af den genuine, klassiske type.

Nuomstunder allierer en mesterfotograf sig typisk med skiftende kendte skribenter med høj status, som derved får lejlighed til at brede sig ud på et felt, som de ellers ikke ville have adgang til. Altså ganske samme recept som det intellektuelle livs globaliserede attituderelativister i deres indbyrdes territoriale symbioser og forstandige serielle monogamier. For de globale skribenter og fotografer ”behøver hinanden…” – så længe det varer. Og selv om der ofte er en vis abstraktion af høj æstetisk klasse, så er den sjældent afledt af en ”holistisk” tilgang, men teknisk finslebet uden dog af den grund at kunne kaldes falsk. Hursomhelst skal vi skal være glade, så længe de kan tiltrække seere og læsere, for naturen er ellers ikke på mode – og dermed vokser kynismen.

Min lokale restauratør og altmulig-mand i den bitte gennemfartsflække Slussfors fylder 80, men er frisk som en havørn, nysgerrig som et opvakt barn og behøver dertil ikke megen søvn. Han har voksne børn, er fornuftigt og harmonisk fraskilt og lever trods et par gamle patenter fra sit oprindelige erhverv reelt for og af sin sociale nødvendighed på egnen – både for de bofaste og for mere eller mindre regelmæssige passerende med eller uden arbejdsmæssigt ærinde. Han holder åbent fra kl. 8.00 til 23.00 så godt som alle dage året rundt, men får alligevel tid til at køre på motorcykel og meget andet.

Vi upraktiske ville her komme helt til kort – men det er kun sundt at blive mindet om, at vore litterære og andre krumspring hviler på en mere jordnær og så at sige ”marxistisk” basis, der som bekendt er rigeligt avanceret trods sin materielle karakter. Nære og gerne tillige materielle relationer er uden tvivl opbyggelige, også fordi de sætter alle livets afledte mentale facetter og potenser i deres rette proportioner. Men som skribent må man så at sige dyrke og perfektionere usikkerhedens dimension til virtuositet uden at ryste på händerne - og det kan ingen praktiske mennesker, ej heller ret mange af dem, der oftest kalder sig skribenter.

Mennesket skal virke der hvor det befinder sig: Således blev jeg i går kontrolleret af trafikpolitiet for såvel lovhjemmel som behörig promille: Civilisationens behov for at markere sig er nemlig störst i ödemarken - hvor ret lidt i så henseende jo kan göre en betydelig forskel. Hvilket inspirerer on location til denne reklame for en betalingsdygtig trafikskole: "Et lille skridt for menneskeheden - men et stort skridt for dig!" Den samme omvendte proportionalitet gälder i vildmarken som fremgået tillige civilisationens blödere sider. Men ligesom med kjerlighedens gjerninger handler alt her om timing: For havde det nu väret for et år siden, var jeg blevet sendt hjem til fods uden anden forplejning end mit gode humör - og minus 10.000 svenske dollars på stedet...

Derfor nok om Mose-loven: For en gangs skyld lægger jeg en flok billeder ind, også af café-ejeren i Slussfors samt en af de lokale nybyggere.

ZEN OG MADELEINEKAGER I DALARNA

DALARNA…
På vej mod nord besøgte jeg en ekstrem højmose - Komosse på 50 kvadratkilometer - beliggende på toppen af Nordsmåland 350 meter over havet – mosen hælder dog mange steder mod lavere partier. Også i Skotlands regnfulde højland har man disse vælvede og kuperede højmoser med indbyrdes brydende planer, betingede af megen nedbør samt ringe fordampning i det kølige klima. Højmoser findes derfor kun i de nordlige regioner, men vor egen Lille Vildmose kan dog være med.

I det vilde skovområde Tiveden i Västergötland med gamle kulsviertraditioner fra bjergværkernes og smedjernes trækulsepoke mødte jeg en ældre tysk naturfotograf, som havde berejst Norden og Kanada i årevis, halvprofessionel. En god og uskyldig drøm, som også jeg ofrede en del energi, men lige akkurat en tand for lidt beslutsomhed grundet refleksioner, drømme og – nåja, andre interesser. Det føles ikke længere så nødvendigt for hverken mig selv eller verden, men godt at det stadig findes. Selv bliver jeg nærmest ved for ritualets skyld, men faunabillederne bliver langt færre trods bedre udstyr. En illusion om magisk transcendens er måske brudt – og der er jo nok af bedre folk på feltet; hertil kommer at jeg har et pænt arkiv, om end romantisk, tilfældigt og selektivt snarere end systematisk. Men hvem kan udholde at se billeder et helt zoologisk museum?

I Dalarnas nordlige region Orsa Finnmark med en finsk indvandring af svedjebrugere – ”burn and slash” – i 1600 tallet er der vildmark der tåler sammenligning med Lapland – blot tilsat en længere kulturhistorie. Men også en af de tætteste rovdyrbestande i Norden, især bjørnene, men også både ulv og los. Mora ved Siljan-søen med maleren Anders Zorns museum er gammel højsvensk hævd, men Orsa Finnmark har et anderledes sibirisk klima. Der findes også nogle indædte naturforkæmpere, herunder en forrygende helhjertet fotograf med den dér ekstra beslutsomhed. Det er kun rimeligt at de får de bedste billeder, især af dyrelivet – for landskaber kan vi gennemreflekterede drømmere også takle.

Men jeg mærker at mit blik ikke længere ønsker fornyelse, især ikke i detaljernes slette uendelighed af barbari: For jeg sværmer for de samme gamle ting, der i sin tid havde sin friskhed. Ens mentale fokus flytter sig, og drømmen om at leve af noget komplet uskyldigt er blegnet som en art maskulin flugtfantasi – selv om det heldigvis lykkes for enkelte. Drømmen er der stadig, jeg undsiger den ikke – men kæmper heller ikke for den. På en måde minder det om de mere traditionelle og konkurrenceudsatte projekter deri, at når så mange andre gør det, ender det let med at blive en kliché, og så kan det være det samme.

Vidt forskellige klicheer ganske vist, for klichéen om at leve næsten hinsides status er som sagt en særlig niche, der kun har status blandt ligesindede: dvs. blandt andre der ligeledes flygter fra status. Uha, gode gamle paradokser lige fra Bertrand Russell til Groucho Marx’ forening af ligesindede bringer sig her i erindring. 

Grouchos paradoks kan formuleres skarpere: "Jeg vil kun i forening med folk der ikke vil i forening med mig". Kunne man nemlig forestille sig en forening designet for just disse typer? Nej: For hvis de ikke er velkomne i foreningen, kan de jo ikke komme ind; og hvis de omvendt er velkomne, betakker de sig. Grouchos paradoks findes for resten allerede hos Albert Ängström og kan derfor fint forsvares som digression: ”Hur kunde Gösta vara så dum at gifta sig med en kvinna, som var tillräckligt dum för att vilja gifta sig med honom?”

Dette var apopos vor vision om naturtilstandens uskyld. Andre slags skønhed end naturens er tillige intellektuelt interessante, såsom musikkens mysterium – men naturens skønhed er noget helt hinsides dens iboende barbariske sindrighed og er vel en art kollektiv projektion. Men det er alligevel en indiskutabel menneskelig dimension af lige dele æstetik og urreligiøsitet. Naturen selv kunne desuden let blive endnu værre, sådan som vi roder, og derfor må vi hylde den, undertiden endog mod bedre vidende. Om ikke andet klæder det os, og ”makes me want to be a better man”.

Vor egen lille karrieres succes klæder os på en ganske anden og begrænset måde, der dog meget ofte bliver uskøn og tydeligvis mest til gene for andre – selv om det andet undertiden ligner en flugt, som ingen belønner os for: Punkt 22… Men det er ofte en lise at slippe for vore medmennesker i vort eget miljø og møde nogle, der kan tjene lidt på os, og som derfor opfatter os som en velkommen ressource, der tillige pirrer nysgerrigheden – om end det sidste nu også er blevet en kliché i vore dage.

For resten beriger ”forureningen” og distraktonen fra de romantiske og væsensfremmede drømme vore intellektuelle hang ved at give dem dybde og kontrast samt ved selve tvivlen. Det ligger jo i sagens natur, at mens kærlighed sjældent bliver bedre af tvivl, så har tanken det helt fint med tvivlen – især når den er helhjertet. Lad os vise det: Vi kunne således snildt fylde jer med stof fra fjernlageret: For da det blev skrevet var det autentisk – ganske som oldemor var ung da hun blev mor til vor bedstemor. Men for os selv ville det føles fjollet at gøre det, når vi altså nu befinder os et andet sted.

Men hvorfor så overhovedet skrive på bloggen, når vejret er til andre ting? Som sagt, tvivlens lidenskab bliver efterhånden også et krævende ritual, der dog bevarer sin friskhed. Og dermed bliver den alligevel noget mentalt samlende, hvormed vi endnu engang snyder den psykiatriske tradition for en lækkerbisken. Og selv om dette ikke er Lapland, hvor ”the sun never sets”, er dagen ikke slut. Og apropos litteratur – så er der ikke altid megen forskel på ens minimale erindring om en bog, man har læst, og ens ”konversationsforestilling” om en bog som man burde have læst. Det er jo langt hen det samme man husker in the end. Ikke desto mindre bedyrer mange, at Prousts berømte madeleinekager dog var værd at smage i den originale tapning og ikke blot som et sjovt begreb i værktøjskassen. Men det bliver vist heller ikke denne sommer… Hør her:

Efter sidste linie kørte jeg langt ud i bjørneland indtil midnat, hvor jeg for lidt vild til fods i en prægtig og velduftende urskov af endog særdeles velvoksen fyr. Ellers findes urskov i reglen kun på ringere jorder, hvor træerne bliver mindre og derfor er blevet overset. En stor duehøg lettede fra en ørneagtig rede og lod sig beskue adskillige kostbare sekunder: Gamle hunner bliver især her mod nord statelige og vidunderligt tegnede skønheder i hvidt og gråt med et brændende orange blik: En svensk naturmaler beskrev engang duehøgen som luftens judomester: Strålende udtryk, for det hele er sket inden man når at opdage hvad der er på færde – lydløst og top-professionelt forener den uglens snigende blødhed med falkens lynsnarhed og ørnens kraft.

De øvrige fuglestemmer, ja hvordan var det nu? Men som en bekendt sagde: Når man kender fuglenes stemme, kan man visualisere dem når man hører dem. Fortræffeligt sagt, for det er jo ikke ét spørgsmål om trivial pursuit. Det samme gælder Prousts madeleinekager – blot var det vist her ligesom med den gamle fyrreskov duften og ikke lyden der var det udløsende. Og det samme fortæller hjerneforskerne os vist, at duftene er ypperlige mentale katalysator. De minder os især om at vi lever – og af samme grund vaskede jeg sent i nat min skjorte i Orsa Vandrerhjems forhåndenværende sæbe, for den duftede ikke af gammel fyrreskov. Zen og kunsten at overnatte i bilen er glimrende, men alligevel…

SÆRTILLÆG: EN PILGRIMS BEKENDELSE PÅ FALDEREBET

Inden min forestående pilgrimsrejse nordpå fældede jeg i dag med håndkraft samt en religiøs reformators frygtindgydende ensporethed en hel del uvelkomne graner på tjur-biotoper hos egnens store skovejer med hans samfulde 75o hektarer. Han truer ellers endog helt lovmedholdelige udnyttere af "allemansretten" med bål og brand og minder grangiveligt om Gustav Vasa - men han holder skånsomt hånden over faunaen.

Han ved nok efterhånden hvad jeg render rundt og laver trods al mulighed høflighed udadtil fra min side, som han nemlig gennemskuer som et tegn på en pervers overlegenhedsfølelse, som han bifalder. Og han respekterer hemmeligt min anarkisme som beslægtet med hans egen given fanden i alle vedtægter.

Til sagen hører at også han er øm over sine prægtige "sibiriske" tjurhaner og selv måske blot er for doven til at fælde de graner, som kvæler blåbærriset, hvis de ikke holdes i ave af enten skovbrand eller folk som mig: Endog i de par naturreservater jeg har på samvittigheden, er jeg nu nødt til at bide min ungdoms romantiske urørthedsidealer i mig. I audienserne står jeg altid som den naturligste sag op, mens kongen altid sidder ned; og skønt han ikke bliver træt af fremvise sine trofæer og ejendom, byder han aldrig på noget: For der må dog være grænser.

Og vist er sådan unødig fraternisering mellem klasserne en uting og lige uværdig for begge parter - ganske som mine bedsteforældre i sin tid syntes, at det var synd at gøre nar ad aberne i cirkus ved at klæde dem ud i smoking og slips. Spørgsmålet er nu, om det ikke snarere var menneskene det var synd for, når man således fremstillede dem som aber i smoking. Teologiske abonnenter kan forresten spørge sig selv, om menneskers skam ved at blive sammenlignet med aber mon tyder på, at vi nedstammer fra dem, eller på det modsatte.

Nå, men Gustav Vasa har råd til at holde mig, ganske som enkelte sjældne godsejere i gamle dage holdt hånden over deres havørnepar, og ganske som en endnu ældre tids feudalherrer undertiden med stolthed hemmeligt beskyttede en særlig betydelig krybskytte som en art undersøisk valgslægtskab. Og på samme vis forestiller jeg mig, at enkelte tyske landefyrster på Luthers tid beskyttede en og anden gal teolog, som udadtil jesutisk bøjede sig for deres myndighed uden dog i virkeligheden at vige en tomme.

Et sådant format finder vi sjældent på vore "undervisiteter" og slet ikke i pressen, hvor alt i vore dage skal normaliseres til den største tristesse. Der spekulerer plebejiske landjunkere i hvor langt ned under sit menneskelige og intellektuelle niveau de mon kan presse én til at gå for stadig at få lov til at deltage i ny og næ med komisk ligegyldige pip samt inferiør "kritik" af bedre folk, på lige fod med nyslåede studenter og praktikanter. Og der er ikke mange skridt fra mobning til folkedrab: i særdeleshed hos folk der anser sig for oplyste, progressive - og følgelig hævede over kritik. Bevidste bøller har derimod oftest et hemmeligt behov for også at gøre noget godt.

Men dér forregner landjunkerne sig, for i de målrettede mail-listers og internettets tidsalder kan man let komme ud med tingene, hvis man omsider beslutter sig for at kaste terningerne og skrive hele banden ned under guldbrædderne. For hvis man alligevel skal straffes, kan man jo ligeså godt få noget for pengene. Hertil kommer at mens positive ting i deres egen ret oftest er uvelkomne, så modtages al kritik af folk af position med kyshånd overalt - den være så nok så uberettiget og talentløs. Som fremgået af hovedindlæggets hyldest nedenfor, findes der dog heldigvis endnu enkelte frie fugle med vingefang i landskabet.

BÅLTALE TIL BENEZIR KNALLHATT ANDERSEN

SEKULÆRE TANKER OM HEKSE OG ENGLE
Det er svært at være menneske – men det er endnu sværere at være kvinde. Spøg til side, for formuleringen er blot en forvanskning fra min side for at lægge beslag på et bonmot, som skyldes en på mange måder usædvanlig vis ældre portrætmaler (forhenværende officielt vidunderbarn på feltet, dernæst for længst udstødt med væmmelse, for hvad skal vi dog med Rembrandt?) Desværre har han påbudt os ikke at nævne hans navn, omtrent lige som hans formidable selvportræt bevidst afviger lidt fra forlægget, grundet en anstændig frygt for blasfemisk opblæsthed. Hans fornavn er dog identisk med en af de store spanske portrætmestes efternavn.

I øvrigt er det undertiden ens forbandede pligt at være formynder, for det er lettere at ordne andres liv end sit eget, og mange er vitterlig deres værste fjende – ”with a little bit of help from your friends”. Det minder mig om en rørende lille historie af Herman Hesse om to gamle kristne eremitter, der deres høje ry til trods hver især føler sig fallerede og derfor opsøger deres vise overmand, som de hidtil kun har hørt rygter om: nemlig den anden eremit. De finder da ny mening i at støtte hinanden i deres gerning til det sidste.
Nuvel; førnævnte vismands galante formulering om kønnenes kår beror nok dels på en åndsbeslægtet og lige så usædvanlig mor, dels på at begavelse ofte viser sig i form af en evne til at opvurdere modparten: ”Hvordan ville jeg selv have klaret det mod de odds?” De der tillægger sorte, kvinder, børn, arbejdsløse samt dyr åndsevner, har alle dage været klogere end de der frakender dem disse træk. Selv Strindberg begyndte således med et yderst progressivt ”kvindesyn” – men vi mænd bliver nu engang let ude af chaketten, når mor ikke makker ret; hvortil kommer at det er risikabelt at idealisere virkeligheden blot på grund af et par pæne ben og et farligt glimt af den guddommelige gnist, der i sin tid indblæste liv i det døde ler.

På den anden side bliver livet kedeligere, når man efterhånden bliver lidt mere immun mod hedensk magi. ”Habituering” kalder biologerne sådan moderation af medfødte reaktionsmønstre, som hos de håndtamme hejrer og grågæs i Københavns voldgrave – der i sin tur atter svækker magien i vor oplevelse af de vilde fugle. Myten om den ufødte eller skumfødte Venus får således efterhånden såre verdslige dimensioner – men selv om vingerne falder af, bliver englene vel ikke hekse af den grund. Man kunne også kalde fænomenet for ”erotisk sekularisering” – for nu igen at bringe et af vore berømte radioaktive sporstoffer i omløb i Bermudas offentlige blodbane.

Nå, men er så også lettere at være mand? Umuligt spørgsmål - men hvis man ikke ligner en fotomodel, er det nok lettere for en mand at indtage en særrolle. Kvindelige profeter bør derfor helst ligne Marie Magdalene, for ellers gider ingen djævel (!) høre endsige se på dem. Præsten Ingelise Wagner i Hanstholm fik en hård medfart, men havde netop staturen til at klare mosten. Ellers var hun sikkert endt som enten posedame eller heks, uanset evner.

For enkelte kvinder kan det måske endda være en fordel ikke at skulle være nogen social succes, for vi mænd bedømmer jo sjældent kvinder på den sociale overflade: Hvis de har udstråling osv., så gør enegang dem kun desto mere spændende end de skolepiger, der med slavisk omhu altid gør som far vil, og som magtens mænd derfor i den kønspolitiske korrektheds navn belønner med en symbolsk flig af indflydelse for som loyale og klædelige racehunde at holde personligheder af begge køn udenfor – hvormed de samtidig travesterer kvindesagens sejre til en ren joke.

Helt gennemført enegang klæder derimod ingen: For i det scenario ser andre det jo end ikke og holder blot én for enten en posedame eller en stakkels nar uden selvkritik. Men hvis de udvalgte på den anden side slet ikke får modstand, så ender de let som deres egen karikatur; for så bliver det gratis attituder på de sande eneres bekostning. Så let får vi mænd det nu kun sjældent og da højst i nogle få ungdommelige år: For ved selv den mindste blottelse vil hyænerne straks være på pletten.

Vi mænd måles modsat kvinder på vor sociale succes – endog af dem der ved bedre, for de anerkender typisk kun én, indtil verden vedtager noget andet. Anerkendelse har således nok altid et element af tvang: ”Hvem er vi nødt til at anerkende?” Ganske som med penge – for hvis jeg kunne bestemme, hvem der måtte være mangemillionærer, ville der nok ikke blive så mange af dem. Især de klatretyper som oftest ender bag skrankerne, ser på den sociale status: Mange af dem afskyer instinktivt og ubevidst personlighed, men soler sig alligevel i lyset af de personligheder, som de er nødt til at anerkende, og som de derfor lige så ubevidst og instinktivt ”name-dropper” ved fornavn på konferencer, i medierne og i deres øvrige sociale omgang. For heldigvis kan naturens mange små indikatorer ikke sådan ”uddannes” væk, som brave folk synes at tro. Mange af personlighederne fornemmer givetvis selv komikken, men protesterer selvsagt ikke mod tingenes uforlignelige orden. Mr. Rifbjerg kunne udmærket være mand for sådan is i maven.

Det første som ængstelige kommissærer bag deres mahognibord spørger sig selv stillet over for en ny aspirant, er: ”Er NN mon med i klubben eller ej; har han/hun et bagland – samt fået lov til at have talent?” Det ses tydeligt bag deres nervøse små hamster-brillers trækninger, at dette spørgsmål farver deres hypofyse lakmusblå – og vi selv står bag vor afvæbnende borgerlige høflighedsfacon fra bedstefars tid, som heller ikke huer den moderne intrigante middelklasse med dens hæmningsløse klippe/klistre-kreativitet. Og fyren bag mahognibordet aner slet ikke at vi har scannet ham i 3D.

Til gengæld kan han være bedøvende ligeglad, for han kærer sig udelukkende om den mandsopdækning, uden hvilken han ville svinde ind og ligne sig selv til forveksling. Det er derfor at mange af os efterhånden foretrækker at skrive ud i det blå frem for at fornedre os ved uværdige sociale fremstød i en verden af myreflittige simili. Hvor lang tid tager det at skrive et forord, en indledning og et introduktionsbrev med åbenhed over for forhandling og redaktion? Ha – hvor langt havde Sisyfos i grunden op ad den forpulede bakke? Den tid er desuden for længst forbi da almindelige mennesker fandt det elementært spændende at møde en sær person der havde skrevet en bog: For i dag har alle skrevet bøger, og i den moderne verden af dygtighed i flok findes der hverken sære eller almindelige mennesker længere.

Nuvel, enegang er intet mål, men sådan kan det blive, og der har mænd det tit lettere end en del kvinder. Til gengæld kan en kvinde tillade sig at være ”naivt” idealistisk og humanitær, hvorimod mænd i den situation kan frygte at blive fejet af banen som ufarlige. Men også sådan en kvinde bør tillige enten udstråle en art skønhed eller også en åndelig værdighed og fattethed hinsides kønnet og alderen. Golda Meir var et eksempel; Indira Ghandi ligeså, selv om hendes moderlige følelser for hendes opløbne knægt vist løb af med hende til sidst.
Benezir Bhutto i Pakistan havde som bekendt det hele undtagen magten og kunne i sin tid utvivlsomt hypnotisere det halve Cambridge – og med så gode odds er det kun en pikant fordel at kæmpe op ad bakke for det rigtige frem for at være siddende (!) præsident med anderledes uromantiske ansvar: Idealer er nemlig romantiske, hvorimod ansvar er noget meget sekulært. Lene ”Knallhatt” Andersen med hendes kærlighed til både mr. Kierkegaard og mr. Bond har vist også den art muligheder skjult i ærmet, i henhold til vor egen scanning.

At kendte mandlige kulturpersoner uanset politisk observans hverken har takket for dem af hende tilsendte bøger eller besvaret henvendelser, skyldes at de bliver skræmt af et sådant overskud og derfor opfatter hende som om langt værre end endnu en mandlig rival med spalteplads mere end personlighed. Selv Goethe og Schiller ignorerede konsekvent det ensomme geni Hölderlins breve, ligesom Kleist gik for lud og koldt vand. Og uden at kende nøjere til disse cases tillader vi os at stille diagnosen: ”Lad for Guds skyld falde hvad ikke kan stå”. Men hvad kan vi så ikke forvente fra de langt jævnere typer der typisk stræber efter og med forkærlighed bevilges sæde på indflydelsesrige poster? Af lutter fornærmethed at simulere aldeles indifferent over for det usædvanlige er nemlig de privilegeredes forudsigelige forsvarsrefleks: For manglen på opfindsomhed i det store gentager sig altid i det små.

Men hvis tingene gik alt for stærkt, kunne også sådanne sjældne kvinder måske selv gå hen og blive lovlig forkælede – hvorimod mænd på toppen oftest plages af nedrakkende fjender og rivaler samt af os, der scanner deres hypofyser og deres barnlige sociale rokader med tinsoldaterne. Som sagt er selv engle gjort af kød og blod og kan derfor bestikkes: For det er såre menneskeligt at folk kun er modstandere af denne verdens bermudatrekanter, indtil de selv slippes ind. Og selv om det er sket at en ædel generalinde elle præsidentfrue ved sin forbøn har udvirket benådning af dødsdømte, bør vi ikke stille alt for ”gnostiske” fordringer til kønnets altforløsende magt.

En enkelt gnostisk illusion vil vi dog insistere på: Når mennesker overgiver sig til bestikkelsen og grimheden, bliver deres egen udstråling, deres sprog og hele virke efterhånden også tristere og fattigere, uanset hvor meget de roser hinanden og pynter sig med lånte fjer. Mennesker udstyrede med vinger bør derfor forsøge at bevare dem længst muligt; og vi andre behøver dem så inderligt.

Shakespeares nar har dog nok ret i, at på bunden har vi alle sammen fortjent en ordentlig dragt prygl. Jesus sagde som bekendt det samme – men hvis en fuld person nu sagde det på en bodega, ville det prelle helt af på bedre folk. Nej, havde det derimod været i det nye skuespilhus, måske endda citeret i borgmesterens indvielsestale. ”Hatten af: Tænk at vor borgmester kunne citere så åndfuldt og kulturelt – og vi som troede kun hun var til parkeringspladser og anden social logistik. Det skuespilhus har sandelig allerede gjort fyldest, og herefter må alt småligt gnaveri forstumme.”

Har vi mon overdrevne tanker om egen ”importance”? Næh, i grunden langtfra – men til gengæld undervurderer vi heller ikke forfængelighedens og jalousiens magt i verden: Og i praksis er de to ting tit meget svære at skelne – for det er lige så livsfarligt at blive overvurderet af andre som selv at gøre det. Selv kender vi såmænd udmærket vore svagheder, men nægter ikke desto mindre at købe et par komiske skulderklap for normaliseringens pris.

For det var Sisyfos’ forbandede pligt ikke at lefle for den forpulede bakke, som alle for længst har glemt. Enhver talentløs bakke kunne jo have lavet det samme beskidte trick ved hjælp af faste forsyninger af sæbe fra baglandet – og det helt uanset hvor ”stor” Sisyfos så var.
Åh, apropos storhedsvanvid: Nu har I endnu engang tilladt jer at tage vor tid og forhindret os i at forvalte vore mange sekulære ansvar rettidigt. Vi ved godt at I er moderne og hylder det interaktive princip, men I er jo nærmest ryggesløse. Sig os – hvad Fanden bilder I jer egentlig talt ind?

ØRESUNDSTOLD MED EFTERSLÆB

Utålmodige blognarkomaner bedes jo altid konsekvent vente en uge, men imens kan I tænke over om det er bedre at være en ædru alkoholiker end at være en fuld afholdsmand. Flerdimensional afhængighed minder dog om uafhængighed, men er langt interessantere: Du vil både være eremit og sodomit, Jesus og Karl den Store, umælende og velformulerende, berømt og komplet anonym, hinsides civilisationen og dog overforfinet. Hesse vidste det, men sjovt nok ikke Mann.

Var jeg født i New York ville jeg heller ikke have vidst det, men havde i stedet søgt det guddommelige i musikken eller noget tredje. Henrik Qvortrup taler vi ikke om, endsige hans lobhudlende beundrere i branchen, der er pavestolte over også at turde stille et enkelt "kritisk" spørgsmål. Biologer og teologer er derimod rare bekendtskaber, fordi de hylder noget større, om end enkelte af de sidste kan blive noget sludrende, men på en god måde, som ikke findes i medierne.

Således bekendte en meget fremmelig teolog sig forleden til Borges' "ornitologiske gudsbevis", som jeg ikke kendte. Det går ud på, at skønt vi aldrig får at vide hvor mange fugle der var i en forbitrækkende fugleflok, må der dog have været et bestemt antal - men hvis slet ingen ved det, kan det ikke være bestemt. Ergo må der findes en guddommelig bevidsthed.

Åndfuldt sludder som ingen Qvortrup-klon ville have sjælsdybde til at undfange, selv i den største brandert. Genialt og ur-infantilt overhovedet at kunne tænke så inderligt - selv eksploderede jeg dog først som 15-16 årig grundet en angstfuld barndom, men andre har angiveligt kunnet tænke den slags ting uhyre tidligt. Fri os derimod for den voksne middelklasse, som ikke bestiller andet end at kopiere hinanden, selv i deres indbyrdes kritik. Og forresten: grundbegreberne kan ikke defineres, og derfor kan vi ikke helt udelukke underlige idéer om stoffet og dets "eksistensbetingelser". Det med Guds bevidsthed kunne derfor i og for sig være sandt, hvis ikke det var fordi vi indvikler os i en uendelig regres: For også Guds bevidsthed eksisterer i så fald kun når nogen tænker på den, osv. Eller også gælder afhængigheden kun for stof og ikke for bevidsthed.

Man kunne også tænke sig bevidstheden som en dimension ved stoffet, der så i tidens fylde er blevet opdraget af evolutionen. Det nytter således intet hvis en skrubtudse alene tænker på relativitetsteorien, men et atom kan derimod nok gøre det uden større risiko for utidigt henfald. Men på en måde ønsker jeg at noget sådant var sandt på en subtil måde, som jeg ikke gennemskuer, og jeg bifalder den art tanker og gider højst argumentere imod dem i enerum. Det er stort at kunne objektivere ejendommelige projektioner, men endnu større derefter at kunne holde sin egen psyke ud i strakt arm og trække fra igen: "Mor eksisterer nok også, selv når hun er uden for synsvidde." Derfor bliver vi hverken sindssyge eller normale livsløgnere; men tror fanden at man bliver både fakir og karakterneurotiker af den slags dobbelt bogholderi, for salige er de enfoldige. Men så er man selv idiot på nogle andre måder.

Sære tanker klæder nogle typer, ligesom det klæder nogle inkarnerede fysikere at tro at alt er atomer - de kan skam være de rareste mennesker desuagtet. Det er slet ikke interessant hvis mennesker hele tiden opdaterer og hver gang autoritativt udbasunerer det sidste ny i en ensartethed, hvor alle ender med at være frygteligt "kloge" på de samme måder. Så hellere en storartet idealistisk illusion.

Sandheden bliver lige som lykken banal, når man først har den. Det minder måske om ægteskabet, hvorfor tilbud om samme rettelig holdes hen i det ubestemte. Herom på en måde næste gang... I øvrigt foreholder en abonnent os, at vore indlæg er lovlig lange til skærmlæsning, typisk som en halv Politiken-kronik. Men I kan så til gengæld glæde jer over at hverken returnerede eller trykte kronikker bringes her: For at dømme efter verdslige instansers barnlige rokader bliver vi tydeligvis ringere år for år - og for en sikkerheds skyld endda med tilbagevirkende kraft: For den moderne fysik og Henrik Ibsens vildænder kan jo så meget hekseri med tiden. Men pyt: Vi gör selv det samme når vi af og til forbedrer tidligere indläg - i medför af bloggens DNA er det eneste man ikke kan redigere i, nemlig dateringen, som således ofte ender med at blive en sandhed med modifikationer. Nå, men nu kommer det sjove:

På den lokale bodega mødte jeg i dag noget så sjældent som en lods, hvoraf vi kun har 140 hertillands. Han talte ovenikøbet så fejlfrit jysk, at han bestemt må have været uddannet - og kunne fortælle, at de eneste enkeltskrogede oljetankskibe these days ingenlunde er russiske, men såmænd ejes og føres af DONG: De fragter dårlig russisk olje, der raffineres i Sverige.

Jeg kom til at tænke på at en ægte lods i dag er en raritet sammenlignet med en filosof: Ren folklore. Ved næste bord sad en anden jyde med endnu mere arkaisk accent. Men gudhjælpemig om han ikke var - filosof! Således plagierer virkeligheden mine værste vrangforestillinger om den, men modsat Peter Øvig Knudsen har jeg ingen juridiske ankeinstanser: "Whom can I turn to?"

Forhenværende skolelærer, han havde siden både undervist, forsket og udgivet filosofi. Han kunne ikke ofte nok understrege dette over for lodsen - men begge gættede snart af min ubesværede spagfærdighed, at jeg nok besad tungere skyts. I ved : Oberst i civil möder nyslået löjtnant i nypudset uniform. Og en smule fik de da hevet ud af mig, sådan meget afvæbnende a la "Jo, jeg har vist også engang spillet fodbold", og det var åbenbart nok. Vor mand hævdede derimod mindst ti gange at have skrevet ti bøger, mens jeg nøjedes med at sige to; for her er det ligesom med aldersudsagn, at man altid trækker én fra - mens modparten af samme grund altid lægger én til: Sig derfor aldrig sandheden!
Nå, men heldigvis tog lodsen de 2 + 10 bøger som ethvert andet pligtskyldigt punkt på vort CV, og mere fortjener det jo i vore dage heller ikke. Folks instinkter fejler heldigvis intet, og deri ligger en velkommen nemesis til tidens farce.

Lodsen berettede fra det virkelige liv, hvorefter vor filosof fortalte om sine mange erobringer som højskolelærer trods en splejset apparition - ved at tale og tale, få pigerne til selv at tale, vække fortrolighed, tillid osv. Den filosofi havde han lært godt, hvorimod lodsen ikke kunne få noget konkret ud af ham angående hans forskning. Det var også noget med at samtale fortroligt og fortløbende, for diskursen udvikler sig angiveligt kollektivt. Han har utvivlsomt vakt den samme joviale tillid i de kredse, for sådan hænger det sociale jo sammen.

Men vi blev snart enige om at sejle en tur med lodsen for at inddrive Øresundstold med 150 års efterslæb. Tanker er dog desværre toldfri: Med alle de filosoffer ville man ellers hurtigt have kunnet gøre sig en betragtelig formue.
Men apropos gevinst: I har vundet i lotteriet, for dette indlæg er nr. 100 i vor apokryfe skriftserie.