SKOLEN FOR LIVET
At arbejde i folkeskolens afgangsklasser giver respekt for den hårdtprøvede lærerstand: En garvet bekendt i branchen fortalte mig til ringe trøst, at tysk- og religionslærerne er de mest forhadte - thi just disse ere fagene. Nå, personpåkørsel risikerer man som bekendt især der hvor man er til gene for andres forfængelighed, og så fuldbefaren er jeg ikke. Hvad de unge mennesker angår, er de desuden så herligt fri for de voksnes arvesynd i form af just sådanne følelser. Trods nogen larm er de derfor en lise for sjælen, og det gælder i grunden også de fleste af fagets udøvere – for de levnes hverken tid eller lejlighed til at dyrke den art følelser, som nu får visse andre brancher til at rasle mod afgrunden, med internettet som tabernes evige dårlige undskyldning (ha!). Den selv samme moderne forkælethed der angiveligt undergraver folkeskolens arbejdsdisciplin, rammer nemlig også de mest privilegerede stænder.
Kort sagt er de unge uskyldige dog livgivende bekendtskaber, og kun en misantrop vil hævde at skolens eneste formål er at hindre de unge i at skade sig selv og andre. På den anden side er det jo sandt, at næsten alle senere originaler sov i nogle af fagene, mens de gennemgående ug-børn omvendt kører frem ad fastlagte spor. Men én ting er at sove i et eller to fag – hvis man sover i dem alle, ender man let som en art ulvebarn uden adgang og associationsbaggrund. Man kan derfor tale om en art kritisk masse af total dannelse, som det må være skolens opgave at sikre – så skal de nok klare resten, når det bliver nødvendigt. I vores tid lod det sig gøre, blot man ikke larmede så meget at det gik ud over de andre.
Man er taknemmelig for dygtige elever, men et eller andet sted har jeg al forståelse for de uvorne – for nogle af dem kan måske en dag blive et eller andet uventet, og da er det den ægte vare. Sagen er jo at den moderne voksne verden er stopfuld af dygtige elever, der skal snakke med om alt det samme som de andre – en slags intellektuel flokmentalitet, hvor der ikke er grænser for vor geskæftighed: Og da alle er myreflittige, forlanger vi alle UG og bliver højligen fornærmede på den ægte vare. Men som før sagt, hvis ikke det var for Charlie Parker og hele banden, ville vi andre kvæles i vor egen stræbsomhed. Sådan er det på alle felter, og uden at spille Goethe-ekspert kan jeg citere mesteren: ”Vi kan ikke udstå de bedste, men vi kan heller ikke undvære dem.” Om det så er filosofi, truthorn eller sær litteratur, er ligemeget.
Min skjulte kjerlighed til de uvorne skyldes således, at det oftest er fra den kant det personlige kommer, fordi de drives af alle mulige og umulige følelser og fødselskvaler, som ug-børnene helt slipper for. Men som lærer foretrækker man jo de sidstnævnte. Hvad man lærte i skolen var dog lige så meget alt der skete mellem linierne og mellem timerne som selve de officielle fag og læreprocesser: Hvad man grinte af, alle mulige associationer og episoder osv.
Det komiske er imidlertid at just det som vi som lærere efterspørger hos de store elever, er det som vi vånder os over i den voksne verden: Ja, for når det pludselig giver høj status at skrive, at male eller ”mene” noget om H.C.Andersen, så vil alle til fedtefadet, og så går det som vi dagligt ser: Lutter honette ambitioner. Kort sagt: Mennesker kan tidsnok blive voksne, kritiske og kedelige status-dyr, og hvor kan man ofte savne ærlige mennesker der siger: ”Det og det emne tænder jeg i grunden slet ikke på, men jeg er helt vild med van Gogh”. For når de uvorne pludselig tænder på noget, sker der ofte noget interessant. Men disciplenes decibel-niveau er ofte højere end det faglige niveau - men det kan hurtigt ændre sig.
Og fra det virkelige liv? Vor lille maler hjemsøges af gale og bedyrer: "Intet er så kedeligt som galskab." Også han elsker modsætningerne, og et sted har han jo ret: Tænk blot på de gales urokkeligt fastlåste livstemaer, trods vor hyppige tvivl om normaliteten. Ja, selv Strindberg har næppe været særlig sjov i sine værste stunder, trods at selv de mest bornerte akademi-litterater i vore dage sikkert vil bedyre, at han var genial hele tiden, simpelt hen fordi det er vedtaget på bjerget.
Men uden sådan velsignelse fra oven skal der omvendt yderst lidt til for at blive erklæret halvtosset af de selv samme mennesker - snart af vaskeægte naiv vantro, snart af snu bekvemmelighed. Men vi vil omvendt hævde at det halve "Over-Danmark" snart er ret tossede og moralsk ret utilregnelige af lutter hysterisk opskruede ambitioner, hentede i den blå luft. Næsten ligesom fordums romerske kejsere i den dekadente periode: Det ender som kultisk teater og en art aseksuel transvestisme med menneskeofringer.
Nå, men tilbage til vor lille maler, som angiveligt gik nynnende ned ad trappen fra Statens Museum efter at have set Kirkebys retrospektive udstilling - ja, for han synes helt oprigtigt at det meste er noget bras (selv er jeg for ukyndig til at mene noget). Men han er skam ikke nogen smålig misantrop og bedyrer tværtimod at de fleste mennesker i grunden er ret storartede og den rene ondskab undtagelsen. Well, well - men under livets og ærens tortur kan vi tabe moralsk og empatisk højde i foruroligende grad. Arvesynden, I presume...
Der går kuk i den når vi med vold og magt skal være noget vi ikke er, snart af forkælelse, snart af misforstået forventningspres: "Alle kollegerne er blevet veritable stjerner, det er sikkert og vist - nu vil jeg sgu også være det." Bliv endelig stjerne, men i det du gør - ja, måske er du det allerede! Men selv en hare kan finde på at sparke, når den trænges op i en krog.
Sunday, August 31, 2008
Tuesday, August 19, 2008
BLOGGENS POESI OG PROSAENS PRIS...
Før nævnte BNP bør lige som Jehova, men modsat trolde, ikke nævnes ved sit rette navn - for bordet fanger. Det går let ud over vor husflid på bloggen, men vi har endnu et par skjulte kort. I mellemtiden kan vi overveje, om vor tvivl om det trykte medies fremtid er begrundet. Længere tekster er indrømmet behageligst på tryk, herunder print on demand. Førsteudgaver er dog mere charmerende - men hvad så med de utrykte ditto, som højst figurerer i Borges' fiktive bibliotek med alle de bøger der ikke er blevet skrevet?
"To be or not to be", så at sige. Vore lejlighedsvise avisindlæg bliver da også læst af flere, men de er så knap så flyvsk opfindsomme. Men gode melodier tåler bestemt at blive spillet straight, også af elskere af Charlie Parker, Oscar Peterson osv. Ja, nogle vil endda hævde at det er det væsentligste.
Nye læsere bør dog fornemme at vi har en art "poetik" eller et "koncept" for vor blog, der forvandler den til en helt egen genre, litterært set. I bloggens "DNA" (som jeg intet ved om) ligger, at selv om indlæg kan forbedres eller slettes, så står selve dateringen klippefast - og den ender derfor undertiden med at blive en sandhed med modifikation. Tidslinien er kort sagt bloggens charme ganske som i jazzmusikernes improvisationer her og nu, som vi andre kun kan måbe over. I jazzen ligger takterne også fast, således at de garvede med besvær altid kan fastslå hvor i melodien man er, selv i de vildeste improvisationer. Forresten er også de forberedte af årelange processer, og ændringerne sker oftest gradvist.
Men vist kan nogle udgaver være i valsetakt og dermed få en meget anderledes karakter: Den helt anderledes rytme og timing nødvendiggør jo ofte helt andre melodiske figurer. Men det geniale i en bestemt valseudgave af "Take the A-train" er, at grundkarakteren af noget lokomotivisk kraftfuldt frembrusende er bevaret. Der er ikke tale om at "lave noget om til noget andet" - klassisk til jazz, lokomotiver til sødsuppe osv. Bevaringsprincippet er vigtigt, kraftens identitet eller sådan noget.
Bloggens kunst kunne også sammenlignes med Zen-kunstnerne der efter dages meditation laver billedet i et hug. Samlede værker og normale bøger bør helst ikke lægges på bloggen andet end som surrogat-løsning: Den slags er ligesom atomkrig noget man truer med og taler om - men man gør det nødig, modsat kjerlighedens gjerninger. Men omvendt kunne en særligt original blog meget vel fortjene at udgives i bogform. Omtrent ligesom posthume brevsamlinger og andre litterære genbrugsprodukter.
For nu at gå til indholdet møder vi undertiden det spørgsmål om vi ikke ofte graver vor egen grav ved at sige uvelkomne ting. Det gælder nok så meget visse avisindlæg. Men svaret er, at også de intrigante og verdenskloge betaler en pris for deres forsigtighed: Poesien og humoren går nemlig fløjten og atrofierer til tarvelige og negative former, der sjældent tåler at genlæses. Men da går også prosaen tabt, og det er også en høj pris, uanset alle indbyrdes roser og skåltaler. Det er også karakteristisk at når de veletablerede lejlighedsvis skriver om unge dages litterære og virkelige oplevelser, bliver deres sprog gerne anderledes strømmende - simpelt hen fordi de så at sige regredierer tilbage til tiden før alle positioner der skulle tilkæmpes og forsvares, og før alle geskæftige intriger om hvem der "skal have lov" til hvad i kulturens henrivende små sandkassser. Ærens verden er svær at håndtere, og alle bliver vi dens narre, selv trods vore drengede krumspring.
"To be or not to be", så at sige. Vore lejlighedsvise avisindlæg bliver da også læst af flere, men de er så knap så flyvsk opfindsomme. Men gode melodier tåler bestemt at blive spillet straight, også af elskere af Charlie Parker, Oscar Peterson osv. Ja, nogle vil endda hævde at det er det væsentligste.
Nye læsere bør dog fornemme at vi har en art "poetik" eller et "koncept" for vor blog, der forvandler den til en helt egen genre, litterært set. I bloggens "DNA" (som jeg intet ved om) ligger, at selv om indlæg kan forbedres eller slettes, så står selve dateringen klippefast - og den ender derfor undertiden med at blive en sandhed med modifikation. Tidslinien er kort sagt bloggens charme ganske som i jazzmusikernes improvisationer her og nu, som vi andre kun kan måbe over. I jazzen ligger takterne også fast, således at de garvede med besvær altid kan fastslå hvor i melodien man er, selv i de vildeste improvisationer. Forresten er også de forberedte af årelange processer, og ændringerne sker oftest gradvist.
Men vist kan nogle udgaver være i valsetakt og dermed få en meget anderledes karakter: Den helt anderledes rytme og timing nødvendiggør jo ofte helt andre melodiske figurer. Men det geniale i en bestemt valseudgave af "Take the A-train" er, at grundkarakteren af noget lokomotivisk kraftfuldt frembrusende er bevaret. Der er ikke tale om at "lave noget om til noget andet" - klassisk til jazz, lokomotiver til sødsuppe osv. Bevaringsprincippet er vigtigt, kraftens identitet eller sådan noget.
Bloggens kunst kunne også sammenlignes med Zen-kunstnerne der efter dages meditation laver billedet i et hug. Samlede værker og normale bøger bør helst ikke lægges på bloggen andet end som surrogat-løsning: Den slags er ligesom atomkrig noget man truer med og taler om - men man gør det nødig, modsat kjerlighedens gjerninger. Men omvendt kunne en særligt original blog meget vel fortjene at udgives i bogform. Omtrent ligesom posthume brevsamlinger og andre litterære genbrugsprodukter.
For nu at gå til indholdet møder vi undertiden det spørgsmål om vi ikke ofte graver vor egen grav ved at sige uvelkomne ting. Det gælder nok så meget visse avisindlæg. Men svaret er, at også de intrigante og verdenskloge betaler en pris for deres forsigtighed: Poesien og humoren går nemlig fløjten og atrofierer til tarvelige og negative former, der sjældent tåler at genlæses. Men da går også prosaen tabt, og det er også en høj pris, uanset alle indbyrdes roser og skåltaler. Det er også karakteristisk at når de veletablerede lejlighedsvis skriver om unge dages litterære og virkelige oplevelser, bliver deres sprog gerne anderledes strømmende - simpelt hen fordi de så at sige regredierer tilbage til tiden før alle positioner der skulle tilkæmpes og forsvares, og før alle geskæftige intriger om hvem der "skal have lov" til hvad i kulturens henrivende små sandkassser. Ærens verden er svær at håndtere, og alle bliver vi dens narre, selv trods vore drengede krumspring.
Sunday, August 10, 2008
FAIR TRADE: PARIS HILTON SAMT BOGENS, AVISENS OG BLOGGENS FREMTID
NICE WORK IF YOU CAN GET IT
I dagens Politiken fortæller en indviet os, at betalingsavisernes annonceindtægter rasler endnu hurtigere ned end oplagene - ikke mindst fordi annoncerne i avisernes netudgaver næsten ingen penge giver. Det kunne avisernen nu have spurgt os bloggere om, for allerede da vi i april fik henvendelse fra et reklamefirma, blev det anledning til et profetisk indlæg hvori vi spontant udforskede hvem der egentlig talt i så fald reklamerede for hvem, og hvem der profiterede hvordan.
Og for os ægte og derfor ubudne grundforskere var allerede det såmænd betaling nok, ganske som vor famøse kronik om Bermuda-trekanten i Weekendavisen 18.7 ikke bidrog til vor synlige andel af landets BNP. Men der skal nok snart være en af Bermudas lurmærkede drengebasser, der omsætter også det til "anvendt forskning" som årets boggave under flittig applaus fra kolleger i samtlige medier. For alle vil være journalister, alle journalister vil meritere bogligt, og alle bogskrivere vil være grundforskere og kunstnere.
Herman Hesse fik således ret, da han i sin sære roman "Glasperslespillet" spåede, at fremtiden ville blive "føljetonens æra". Og ganske som ægte grundforskere og kunstnere ofte arbejder gratis, fordi de modsat plagiatorer er helt ude af stand til at strejke, vil også betalingsaviserne snart arbejde gratis - konsekvent nok, for mange redaktører har jo allerede í dag en søndagsklumme med den kokette titel "Redaktørens Blog" . Konsekvent, også fordi de som sædvanlig kommer halsende bagefter os andre fattigrøve - uagtet alle fancy technicalities.
Intuition og næse kræver tid, "leizure" og total frihed for pres, og derfor kan det ikke presses frem ved konkurrence. Tværtimod er "retten til at være idiot" en vigtig dimension: både bogstaveligt forstået på udvalgte felter og i den Sokratiske forstand, at grundforskning har det med at opfinde den dybe tallerken på ny - ligeledes på af natur og skæbne udvalgte felter. Ingen ledelse kan dirigere den slags med resultatkontrakter osv. Dette ved dagens kronikør i Politiken, billedkunstneren Erik Thommesen, for også han siger sandheden: Man kan ikke akademisk "uddanne" folk til at have den skabende gløds lille galskab; dette vidste alle rigtige kunstnere allerede da Thommesen var ung, men i dag er misforholdet til koncept-Kunstakademiet endnu mere vanvittigt.
Men politikerne og erhvervslivet tager overfladen for pålydende og vil omsætte kunstens værdi dels i galleriernes salg og museernes besøgsfrekvens, dels i kunstens tiltrækningskraft på købedygtige og driftige befolkningssegmenter og firmaer - og endelig i dens brugbarhed til at forvandle vort konsum- og eventcirkus til en art musical og kommerciel gesamtkunst, og som smøremiddel til holistisk fremme af landets BNP.
Kunst er i dag følgelig alt, hvad der markedsføres i kunstinstitutionen (som skrevet står), og nøjagtigt det samme gælder bøger og medier. Små kedelige dukseakademikere, der er kommet frem alene ved at efterligne og intrigere med ti år ældre guruer vokset frem på nøjagtigt samme vis i ærmerne på deres egne "gudfædre", helt i institutionelt regi - er dagens officielle forskere, forfattere osv, der instinktivt kun citerer, kritiserer og kommenterer hinanden, alt imens de i skinsygt sammebidt tavshed skeler til alle andre sider på en gang. For hvad de end kopierer fra udlandets kendte samt fra hjemlandets "ukendte", så slås det stort op som årets julegave - selv mod bedre vidende, for så er der desto mindre grund til kollegial jalousi.
Grundforskning er ikke spor sært, men er tværtimod det naturlige spørgsmål: "Hvad handler det her i virkeligheden om, uanset hvad denne og hin måtte have sagt?". Kritik af andre handler derimod oftest om at opnå noget man ikke har - en karakter, en tjans, en status, et embede, eller ligefrem en sjæl. Ja, for de vilde tror med god ret på sjæleran...
Vi forudser imidlertid at selv trods de obligatoriske årlige jule- og fødselsdagsgaver vil bogsalget en skønne dag pludselig dale mod afgrunden. Først vil alle kolleger in spe - kort sagt alle og enhver - købe skidtet straks, ene og alene for selv at lure de heldige kunsten af, "kritisere" det og selv en dag at kunne give store interviews. Af den samme grund læses selv gode blogge endnu af forholdsvis få: For selv helt autonome og emanciperede blogge, der som vor egen har overvundet kompensationens tyngdekraft ved at få den til at skifte fortegn, er jo kommercielt set taberfænomener - helt på linie med, hvad Erik Thommesen i sin kronik kalder "rigtig kunst til lave priser", og som ingen velrenommerede institutioner tør røre med en ildtang - til held for inderkredsenes opreklamerede bras til fantasipriser.
Nå, men på et tidspunkt bliver den for tyk, for enhver idiot har jo snart skrevet bøger, er "uddannet" til filosof, konceptkunstner, martyr, klovn osv - og så er det ikke længere spor interessant. Så dykker salget med et brag, og Johannes Riis vil faderligt bekymret og hændervridende beklage det bag sit mahognibord i den bedste sendetid, som kulturens egen nationalbankdirektør i Janteland. Så bliver der måske atter plads til ægte grundforskere, der ikke holder deres ryg fri ved "aktuelt" at kommentere, vurdere og kritisere allerede kendte og anerkendte helte og forbrydere i nutid og fortid - kort sagt plads til os der ikke arbejder efter føljetonens princip, selv om vi såmænd gerne bruger det som et artistisk påskud til at sige noget andet mellem linierne, omtrent ligesom fordums dissidenter bag jerntæppet gav den som akrobater og sultekunstnere.
Nuvel, til gengæld stiger landets BNP (bruttonationalprodukt)- og tillige kroppenes BMI (body mass index)- fortsat: Kort sagt, der bliver indtil syndfloden materielt set snart rigeligt til alle, og det med selve bogsalget går måske derfor af mode til fordel for selve dette at være på, og for selve det at nogen gider reklamere på ens blog og have annoncer for deres rejsebureau i ens avis. Husk på, bogproduktion er blevet billig og blog-produktion helt gratis og behøver derfor ikke at finansieres af indtægter. Kort sagt vil vi måske emancipere os helt fra det økonomiske aspekt, for vi klarer jo både os selv og vor produktion endda. I gamle dage kunne man derimod kun få overskud til at male, skrive, fotografere fugle eller spille fransk klovn, hvis man kunne leve af det, så da var det enten eller. I dag går det også uden, og i fremtiden vil åndslivet sikkert blive endnu mere autonomt - hvem ved, jeg aner og vejrer det i hvert fald. Også jeg selv er nu på lignende vis blevet økonomisk uafhængig og derfor fremover desto mere direkte.
Men denne vor emancipation fra det kommercielle vil sammen med nettets "demokratiske" tilgængelighed tilbagegive den ægte vare dennes rette status - omtrent som graffittikunstnere og andre græsrodskunstnere efter sigende udvikler deres kunst uforstyrret og så at sige endogent from scratch, i beskyttede kuvøser for de indviede. Altså: Alle i Harlem kunne jo straks høre, at Charlie Parker kunne noget interessant på en saxofon, uanset at at de hvide tjente kassen på at spille den anerkendte swingmusik i de mondæne bydele. Parker vidste klog af skade at forvandle indhold til form og unikt fingeraftryk.
Her kommer sluttelig Paris Hiltons og hendes berømte sexvideo ind i billedet. For det er da for en gangs skyld uprætentiøs og ærlig snak: kort sagt det rene skæg og ballade på business class på linie med den indiske filmverdens "Bollywood" for alle med trang til at drømme sig væk fra hverdagen. Fair trade!
I dagens Politiken fortæller en indviet os, at betalingsavisernes annonceindtægter rasler endnu hurtigere ned end oplagene - ikke mindst fordi annoncerne i avisernes netudgaver næsten ingen penge giver. Det kunne avisernen nu have spurgt os bloggere om, for allerede da vi i april fik henvendelse fra et reklamefirma, blev det anledning til et profetisk indlæg hvori vi spontant udforskede hvem der egentlig talt i så fald reklamerede for hvem, og hvem der profiterede hvordan.
Og for os ægte og derfor ubudne grundforskere var allerede det såmænd betaling nok, ganske som vor famøse kronik om Bermuda-trekanten i Weekendavisen 18.7 ikke bidrog til vor synlige andel af landets BNP. Men der skal nok snart være en af Bermudas lurmærkede drengebasser, der omsætter også det til "anvendt forskning" som årets boggave under flittig applaus fra kolleger i samtlige medier. For alle vil være journalister, alle journalister vil meritere bogligt, og alle bogskrivere vil være grundforskere og kunstnere.
Herman Hesse fik således ret, da han i sin sære roman "Glasperslespillet" spåede, at fremtiden ville blive "føljetonens æra". Og ganske som ægte grundforskere og kunstnere ofte arbejder gratis, fordi de modsat plagiatorer er helt ude af stand til at strejke, vil også betalingsaviserne snart arbejde gratis - konsekvent nok, for mange redaktører har jo allerede í dag en søndagsklumme med den kokette titel "Redaktørens Blog" . Konsekvent, også fordi de som sædvanlig kommer halsende bagefter os andre fattigrøve - uagtet alle fancy technicalities.
Intuition og næse kræver tid, "leizure" og total frihed for pres, og derfor kan det ikke presses frem ved konkurrence. Tværtimod er "retten til at være idiot" en vigtig dimension: både bogstaveligt forstået på udvalgte felter og i den Sokratiske forstand, at grundforskning har det med at opfinde den dybe tallerken på ny - ligeledes på af natur og skæbne udvalgte felter. Ingen ledelse kan dirigere den slags med resultatkontrakter osv. Dette ved dagens kronikør i Politiken, billedkunstneren Erik Thommesen, for også han siger sandheden: Man kan ikke akademisk "uddanne" folk til at have den skabende gløds lille galskab; dette vidste alle rigtige kunstnere allerede da Thommesen var ung, men i dag er misforholdet til koncept-Kunstakademiet endnu mere vanvittigt.
Men politikerne og erhvervslivet tager overfladen for pålydende og vil omsætte kunstens værdi dels i galleriernes salg og museernes besøgsfrekvens, dels i kunstens tiltrækningskraft på købedygtige og driftige befolkningssegmenter og firmaer - og endelig i dens brugbarhed til at forvandle vort konsum- og eventcirkus til en art musical og kommerciel gesamtkunst, og som smøremiddel til holistisk fremme af landets BNP.
Kunst er i dag følgelig alt, hvad der markedsføres i kunstinstitutionen (som skrevet står), og nøjagtigt det samme gælder bøger og medier. Små kedelige dukseakademikere, der er kommet frem alene ved at efterligne og intrigere med ti år ældre guruer vokset frem på nøjagtigt samme vis i ærmerne på deres egne "gudfædre", helt i institutionelt regi - er dagens officielle forskere, forfattere osv, der instinktivt kun citerer, kritiserer og kommenterer hinanden, alt imens de i skinsygt sammebidt tavshed skeler til alle andre sider på en gang. For hvad de end kopierer fra udlandets kendte samt fra hjemlandets "ukendte", så slås det stort op som årets julegave - selv mod bedre vidende, for så er der desto mindre grund til kollegial jalousi.
Grundforskning er ikke spor sært, men er tværtimod det naturlige spørgsmål: "Hvad handler det her i virkeligheden om, uanset hvad denne og hin måtte have sagt?". Kritik af andre handler derimod oftest om at opnå noget man ikke har - en karakter, en tjans, en status, et embede, eller ligefrem en sjæl. Ja, for de vilde tror med god ret på sjæleran...
Vi forudser imidlertid at selv trods de obligatoriske årlige jule- og fødselsdagsgaver vil bogsalget en skønne dag pludselig dale mod afgrunden. Først vil alle kolleger in spe - kort sagt alle og enhver - købe skidtet straks, ene og alene for selv at lure de heldige kunsten af, "kritisere" det og selv en dag at kunne give store interviews. Af den samme grund læses selv gode blogge endnu af forholdsvis få: For selv helt autonome og emanciperede blogge, der som vor egen har overvundet kompensationens tyngdekraft ved at få den til at skifte fortegn, er jo kommercielt set taberfænomener - helt på linie med, hvad Erik Thommesen i sin kronik kalder "rigtig kunst til lave priser", og som ingen velrenommerede institutioner tør røre med en ildtang - til held for inderkredsenes opreklamerede bras til fantasipriser.
Nå, men på et tidspunkt bliver den for tyk, for enhver idiot har jo snart skrevet bøger, er "uddannet" til filosof, konceptkunstner, martyr, klovn osv - og så er det ikke længere spor interessant. Så dykker salget med et brag, og Johannes Riis vil faderligt bekymret og hændervridende beklage det bag sit mahognibord i den bedste sendetid, som kulturens egen nationalbankdirektør i Janteland. Så bliver der måske atter plads til ægte grundforskere, der ikke holder deres ryg fri ved "aktuelt" at kommentere, vurdere og kritisere allerede kendte og anerkendte helte og forbrydere i nutid og fortid - kort sagt plads til os der ikke arbejder efter føljetonens princip, selv om vi såmænd gerne bruger det som et artistisk påskud til at sige noget andet mellem linierne, omtrent ligesom fordums dissidenter bag jerntæppet gav den som akrobater og sultekunstnere.
Nuvel, til gengæld stiger landets BNP (bruttonationalprodukt)- og tillige kroppenes BMI (body mass index)- fortsat: Kort sagt, der bliver indtil syndfloden materielt set snart rigeligt til alle, og det med selve bogsalget går måske derfor af mode til fordel for selve dette at være på, og for selve det at nogen gider reklamere på ens blog og have annoncer for deres rejsebureau i ens avis. Husk på, bogproduktion er blevet billig og blog-produktion helt gratis og behøver derfor ikke at finansieres af indtægter. Kort sagt vil vi måske emancipere os helt fra det økonomiske aspekt, for vi klarer jo både os selv og vor produktion endda. I gamle dage kunne man derimod kun få overskud til at male, skrive, fotografere fugle eller spille fransk klovn, hvis man kunne leve af det, så da var det enten eller. I dag går det også uden, og i fremtiden vil åndslivet sikkert blive endnu mere autonomt - hvem ved, jeg aner og vejrer det i hvert fald. Også jeg selv er nu på lignende vis blevet økonomisk uafhængig og derfor fremover desto mere direkte.
Men denne vor emancipation fra det kommercielle vil sammen med nettets "demokratiske" tilgængelighed tilbagegive den ægte vare dennes rette status - omtrent som graffittikunstnere og andre græsrodskunstnere efter sigende udvikler deres kunst uforstyrret og så at sige endogent from scratch, i beskyttede kuvøser for de indviede. Altså: Alle i Harlem kunne jo straks høre, at Charlie Parker kunne noget interessant på en saxofon, uanset at at de hvide tjente kassen på at spille den anerkendte swingmusik i de mondæne bydele. Parker vidste klog af skade at forvandle indhold til form og unikt fingeraftryk.
Her kommer sluttelig Paris Hiltons og hendes berømte sexvideo ind i billedet. For det er da for en gangs skyld uprætentiøs og ærlig snak: kort sagt det rene skæg og ballade på business class på linie med den indiske filmverdens "Bollywood" for alle med trang til at drømme sig væk fra hverdagen. Fair trade!
Friday, August 01, 2008
BRUTTONATIONALPRODUKTET I BERMUDA
Dagbladet Informations unge Rune Lykke-Peer besidder visselig humor - idet han i dag på gaden lo genkendende ad denne tiltaleform. Anledningen var at Rifbjerg i dagens Politiken er ude med riven efter ham og herunder beskylder ham for at mangle humor. Og at blive udskældt er altid om ikke en anerkendelse, så i hvert fald et udtryk for at ens fjender og rivaler opfatter én som værende anerkendt - og dermed for sent at tie ihjel.
En varm mail fra Mikael Busch i Kolding i anledning af min kronik i WA 18.7 om mediernes Bermuda-trekant tilføjede profetisk, at den "næppe vil vække debat". Det fik han helt ret i, og det er naturligvis den sande anerkendelse: For det betyder at majoriteten af de berørte anser ens budskab for så ubekvemt i dets uomgængelighed, at man bør ties ihjel. Men undertiden ønsker jo endog forbrydere at høre sandheden, ligesom der jo gives ægte undtagelser, selv i ledende stillinger: Kronikken kom jo på.
Cepos-folket er det derimod for sent at tie ihjel, men til gengæld er de så forudsigelige og endimensionale i deres globaliserede handelsskole-visdom, at alle falder i søvn. Om Cepos-folket vil jeg derfor sige det samme som om dedikerede modstandere af kongehuset: Muligvis har de ret, men de gør verden kedeligere med selve deres ensporede alvor omkring bagateller - så hellere kongehusets enfold, glade motorvanvid og lejlighedsvise forsonende fornuft. Skal kongehuset bort, må de derfor få lov til at besegle dommen selv, ganske lige som Cepos-drengene til sidst vil visne og kvæles i deres egen dygtighed.
Cepos-drengenes hellige ko bruttonationalproduktet bidrager de næppe selv til meget mere end ægyptologerne og sprogforskerne; men dette er faktisk noget af det pæneste vi kan sige om dem, uagtet alle kedelige krav om konsistens - der nemlig hører hjemme i tankens verden mere end i menneskelivet. Derimod har de sikkert ret i, at beskæftigelsesreserven er en stor potentiel vækstfaktor i økonomien, hvis nu ellers blind økonomisk vækst for enhver pris er sagen: de gamle, de unge, de syge, hypokonderne, muslimerne samt muslimernes talstærke harem af lydige og arbejdsføre hustruer.
Ledigheden falder da også, og det gælder sågar nu også vor egen ledighed. Men det bedste argument mod Cepos-drengenes vision er vel dette: Deres utopi er en verden befolket af mennesker der taler og skriver akkurat som de selv - kort sagt en myreflittig verden aldeles blottet for humor og tilværelsens musiske dimension, for evnen til at håndtere anden mangfoldighed end vare-verdenens Disneyland, for al anden kompleksitet end den teknologiske, samt for modsætningernes sjælelige dynamik. Og hvem var det der sagde "natur"?
Men deres associationsforladte og calvinistisk billedløse skriverier er lige som hele coach-litteraturen velbetalte, hvorfor de faktisk bidrager til BNP - stik modsat vore egne skriverier, hvis inspirationsværdi er indirekte, ulønnet og dermed helt usynlig i en BNP-målestok. Vi kunne endda gå videre og tilføje, at mens verdens originaler ofte er usynlige dovendyr, så bidrager mange plagiatorer anderledes hæderværdigt til BNP. Den omvendte verden? Nej, gør det nu ikke for kompliceret - sig I bare: Verden...
En tjekkisk minister har i går over for Ruslands hr. Putin meget vittigt erklæret, at han fremover ikke ønsker at modtage atomare trusler fra den kant oftere end hver tredje uge. Til morskaben hører netop at en tjekkisk minister jo ikke har spor at skulle have sagt - og at han uforbeholdent vedgår det med en selvironisk gårdvagt-diktion, der ved at vende magtforholdet om reducerer det til en barnagtig joke. Modsat i Bermuda, hvor de salvede i riget nødig indrømmer modparten en tøddel - og herunder ovenikøbet indbilder sig at dette deres billige og uangribelige trumfkort er ubetalelig humor. Ja, for vi forholder os jo desværre ret ofte til Bermuda, akkurat som hin tjekkiske minister forholder sig til Putin.
Men dette med slet intet at indrømme indeholder erfaringsmæssigt sin egen nemesis: For nævnte indstilling indebærer en dødbringende sjælelig stivhed og en hadsk nedgroethed, der blokerer for både humor og fantasi. Ligefrem at kalde det Guds straf er nok at gå over åen efter vand: Snarere kan vi sige at den selv samme stejle fantasiløshed der viser sig som ubønhørlig smålighed, også ytrer sig på mange andre måder. Men øvelse gør mester, og de vise fortæller jo at ved at øve sig i gode gerninger kan man åbne sindet helsebringende op.
Klaus Rifbjerg efterlyser som sagt mere humor - men humoren finder han bare ikke i BNP-land - og heller ikke så ofte i Bounty-land og Bermuda-land. Men selv hvis han alligevel fandt den, ville han måske nødig indrømme det offentligt...
En varm mail fra Mikael Busch i Kolding i anledning af min kronik i WA 18.7 om mediernes Bermuda-trekant tilføjede profetisk, at den "næppe vil vække debat". Det fik han helt ret i, og det er naturligvis den sande anerkendelse: For det betyder at majoriteten af de berørte anser ens budskab for så ubekvemt i dets uomgængelighed, at man bør ties ihjel. Men undertiden ønsker jo endog forbrydere at høre sandheden, ligesom der jo gives ægte undtagelser, selv i ledende stillinger: Kronikken kom jo på.
Cepos-folket er det derimod for sent at tie ihjel, men til gengæld er de så forudsigelige og endimensionale i deres globaliserede handelsskole-visdom, at alle falder i søvn. Om Cepos-folket vil jeg derfor sige det samme som om dedikerede modstandere af kongehuset: Muligvis har de ret, men de gør verden kedeligere med selve deres ensporede alvor omkring bagateller - så hellere kongehusets enfold, glade motorvanvid og lejlighedsvise forsonende fornuft. Skal kongehuset bort, må de derfor få lov til at besegle dommen selv, ganske lige som Cepos-drengene til sidst vil visne og kvæles i deres egen dygtighed.
Cepos-drengenes hellige ko bruttonationalproduktet bidrager de næppe selv til meget mere end ægyptologerne og sprogforskerne; men dette er faktisk noget af det pæneste vi kan sige om dem, uagtet alle kedelige krav om konsistens - der nemlig hører hjemme i tankens verden mere end i menneskelivet. Derimod har de sikkert ret i, at beskæftigelsesreserven er en stor potentiel vækstfaktor i økonomien, hvis nu ellers blind økonomisk vækst for enhver pris er sagen: de gamle, de unge, de syge, hypokonderne, muslimerne samt muslimernes talstærke harem af lydige og arbejdsføre hustruer.
Ledigheden falder da også, og det gælder sågar nu også vor egen ledighed. Men det bedste argument mod Cepos-drengenes vision er vel dette: Deres utopi er en verden befolket af mennesker der taler og skriver akkurat som de selv - kort sagt en myreflittig verden aldeles blottet for humor og tilværelsens musiske dimension, for evnen til at håndtere anden mangfoldighed end vare-verdenens Disneyland, for al anden kompleksitet end den teknologiske, samt for modsætningernes sjælelige dynamik. Og hvem var det der sagde "natur"?
Men deres associationsforladte og calvinistisk billedløse skriverier er lige som hele coach-litteraturen velbetalte, hvorfor de faktisk bidrager til BNP - stik modsat vore egne skriverier, hvis inspirationsværdi er indirekte, ulønnet og dermed helt usynlig i en BNP-målestok. Vi kunne endda gå videre og tilføje, at mens verdens originaler ofte er usynlige dovendyr, så bidrager mange plagiatorer anderledes hæderværdigt til BNP. Den omvendte verden? Nej, gør det nu ikke for kompliceret - sig I bare: Verden...
En tjekkisk minister har i går over for Ruslands hr. Putin meget vittigt erklæret, at han fremover ikke ønsker at modtage atomare trusler fra den kant oftere end hver tredje uge. Til morskaben hører netop at en tjekkisk minister jo ikke har spor at skulle have sagt - og at han uforbeholdent vedgår det med en selvironisk gårdvagt-diktion, der ved at vende magtforholdet om reducerer det til en barnagtig joke. Modsat i Bermuda, hvor de salvede i riget nødig indrømmer modparten en tøddel - og herunder ovenikøbet indbilder sig at dette deres billige og uangribelige trumfkort er ubetalelig humor. Ja, for vi forholder os jo desværre ret ofte til Bermuda, akkurat som hin tjekkiske minister forholder sig til Putin.
Men dette med slet intet at indrømme indeholder erfaringsmæssigt sin egen nemesis: For nævnte indstilling indebærer en dødbringende sjælelig stivhed og en hadsk nedgroethed, der blokerer for både humor og fantasi. Ligefrem at kalde det Guds straf er nok at gå over åen efter vand: Snarere kan vi sige at den selv samme stejle fantasiløshed der viser sig som ubønhørlig smålighed, også ytrer sig på mange andre måder. Men øvelse gør mester, og de vise fortæller jo at ved at øve sig i gode gerninger kan man åbne sindet helsebringende op.
Klaus Rifbjerg efterlyser som sagt mere humor - men humoren finder han bare ikke i BNP-land - og heller ikke så ofte i Bounty-land og Bermuda-land. Men selv hvis han alligevel fandt den, ville han måske nødig indrømme det offentligt...
Subscribe to:
Posts (Atom)