Den berømte myte om skibe der af mystiske årsager forsvinder i havet omkring Bermuda, er for længst aflivet. Derimod taler vi i Danmark stadig om en national ”Bermuda-trekant” bestående af Politiken, Forlaget Gyldendal og Danmarks Radio – og uhyret er lige så svært at aflive som Skotlands berømte Loch Ness uhyre.
Nu har bæstet atter pisket gevaldigt med halen og tilført vore bælter og sunde en livgivende iltinjektion: Det har således vakt stor opmærksomhed, at Politiken har ladet medarbejdere med solide ben og sågar eget kontor på Gyldendals Forlag anmelde og rose storsælgende romaner udgivet på selv samme forlag. Senest drejer det sig om Hanne Vibeke Holts storsælgende roman ”Dronningeofret” samt Jens Christian Grøndahls nye roman ”Dage i marts”.
Litteraturanmelderne på landets øvrige aviser tager alle afstand fra Politikens praksis og tager rettelig habilitetsproblemet alvorligt. Politikens kulturredaktør Anita Bay Bundegaard afviser dog frejdigt og tappert kritikken og ser intet problem. Man skal da ganske rigtigt heller ikke bøje sig for majoriteten som sandhedskriterium, men undertiden kan den faktisk godt have ret: Og den stædige menighedsreaktion fra landets kulturradikale etablissement minder mere om Scientology end om Oplysningstidens stolte enegængere, som Politiken Hus ellers påberåber sig i deres samdrægtige modstand mod kirke, kongehus og anden hævdvunden julepynt.
I den forbindelse er det ironisk at just Bay Bundegaard for nylig kaldte dagbladet Information for et menighedsblad: For var dette end sandt engang, så stiger den lille avis for tiden i oplag, som det eneste landsdækkende danske dagblad, hvorimod Politikens oplag synker som en sten. Men Politikens redaktion erklærer at det går ufattelig godt – omtrent som en major fra Frelsens Hær der nægter at høre de uvelkomne meldinger fra fronten.
Anita Bay Bundegaard kunne i og for sig godt have ret i at Politikens anmeldere er ubestikkelige – men garantere for det kan hun på ingen måde, endsige forvente at offentligheden skal tage det for givet. Men når dette er sagt, skylder vi også at tilføje at i avisernes krig for overlevelsen gælder alle tricks: Og derfor ynder alle vore landsdækkende dagblade at åle hinanden, når lejlighed sig byder.
Men det skal samtidig også siges at i vort lille land er kultureliterne uvægerligt så indgiftede i hinanden, både professionelt og civilretsligt, helt på tværs af aviser og forlag, at forargelsen over Politiken hos de andre aviser er svær at tage helt alvorligt. Forargelsen kan derfor også ses som en rekvisit i aviskrigen, idet sandheden snarere er den er at den danske Bermuda-trekant er langt mere landsomfattende og vidtforgrenet end myten fortæller. Vreden på landets øvrige kulturredaktioner indeholder derfor nok en vis portion af bekvem skinhellighed: For næsten alle litteraturanmeldere i vore dage vil skrive bøger, og alle har de derfor interesse i at stå sig godt med vore største forlag.
Forskellen er dog stadig den at mens man på landets øvrige reaktioner inderst inde godt ved det og derfor udviser en vis diskretion, så fremturer Politikens redaktion med et spejderkorps sorgløshed.
Som bekendt opfører ingen jordiske magter sig i længden meget bedre, end verdens øvrige magter tvinger dem til. Men når forbrødringen på ”Bermuda” bliver så tyk, at man ikke længere finder det nødigt at tildække sin skam med et figenblad, så er der grund til at råbe vagt i gevær.
Friday, October 31, 2008
Sunday, October 26, 2008
ROMANEN OG VIRKELIGHEDENS GNOSTISKE DIMENSION
ROMANENS FORLØSNING OG DEN GNOSTISKE DIMENSION
Nok er jeg ingen storkonsument af skønlitteratur, men holder af at genlæse romaner som har gjort stort indtryk på mig. Min hukommelse for handlingsforløb har aldrig været særlig stabil, men det er ikke kun derfor. Ved anden og tredje gennemlæsning kan man læse de første sider i lyset af det senere og så at sige læse med forfatterens guddommelige evighedsperspektiv – ligesom at se en persons liv i lys af hvordan det siden gik. Ikke nødvendigvis for at kigge forfatteren i kortene, men for at se hele forløbet og de forskellige sidespring, flash-backs osv. integreret i et samlet blik.
Dette er dog næppe kun motiveret af ønsket om at hæve sig til bogens eget bevidsthedsniveau, men udtrykker også vor trang til at se på det virkelige menneskeliv, ikke mindst vort eget, på en gang i luftperspektiv og dog med indføling og hjerte. I det virkelige liv er vi derimod oftest i klemme på en måde, der tynger det ned til en jammer, hvorfra vi ønsker en art gnostisk forløsning i videnskabelig, filosofisk eller religiøs abstraktion. Romankunsten er derimod jorden tro samtidig med at den forløser os fra egoets evige bekymring til en højere menneskelighed, som dog ikke er gnostisk abstrakt – for selv om vi sidder trygt i vor lænestol, har vi hjertet med og lever os ind i illusionen. Og heri er der en art mysterium, der atter hjælper os til glimtvis også at opleve vort og andres virkelige liv som et ophøjet mysterium.
Selv er jeg nok for ”gnostisk” i hele min indretning til at kunne skrive realistiske romaner, men det er ofte dem jeg foretrækker at læse – for at den historiske virkelighed kan få evighedsperspektiv, er på en måde mere mystisk end den så at sige iboende mystik i de abstrakte discipliners verden: Alkymien er det rette prototypiske billede, for også her handler det om at uddrage det sublime af det mørke jordiske substrat uden at undsige det.
Realistiske romaner i vid forstand kan heller ikke undgå at indeholde encyklopædiske dimensioner i redegørelsen for forskellige miljøer, virkeligheder, historiske forløb, personernes erhverv osv. Men at overdrive den dimension bliver let at svigte romanens særlige flerdimensionalitet og naturligt integrerede ”tværfaglighed”, der ganske svarer til livets egen ditto. Gennemgangen af tingsverdenens ”såledeshed” og nødvendighed er i grunden rituel for forfatteren og set i forhold til ”intrigen” blot en rekvisit, men det er også for læseren af stor rituel betydning: Vi sætter os således ikke selv ind i hvordan en traktor fungerer ved den nøje beskrivelsen af en traktorepisode, men vi nyder alligevel tilliden til at det der står, holder i byretten, ganske som når vi selv må tilkalde teknisk bistand og med kun delvis forståelse påhører den praktiske eksperts forklaring i lignende situationer.
Vi kan ikke snakke os fra nødvendigheden, og i romanens hengivelse til nødvendigheden ligger derfor en hyldest til virkeligheden; den encyklopædiske roman er blot en ekstrem og udskejende variant, der let kæntrer over mod det ”gnostiske”, hvor abstraktionen bliver det virkelige og egentlige. Abstraktionernes virtuelle krumspring hvor fantasien bruger virkeligheden som afsæt snarere end at hellige sig den, har jeg rigeligt af selv, og det er mere frugtbart ydmygt at søge over i sin modsætning i stedet for også på udebane at dyrke det man så at sige naturligt fremturer i.
Ved en tilfældighed har jeg læst flere af amerikaneren David Gutersons romaner, de første under mine ophold nordpå. Især ”Øst for bjergene” gør stadig indtryk, for der er det hele: Glimt af amerikansk historie, lokalhistorien, miljøet, naturen, familiehistorien og opvæksten, moderens død, Anden Verdenskrig i Italien, kammeratskabet og gruen, kærligheden, livsbanen, alderdommen, døden, forløb der griber ind og ændrer vore beslutninger, erindringens dimension samt hverdagens uventede mission, gerning og forløsning selv i fornedringens slutspil.
Jeg genlæste bogen for tredje gang i disse dage – efter at jeg havde læst Gutersons seneste bog ”The Other” om en lysende begavet, tidligt udfarende og idealistisk kompromisløs, men følelsesmæssigt stærkt forsømt patricierknægt fra Seattle, der snart dropper ud af universitetet, fingerer sin forsvinden og lever gemt i skovene uden for Seattle, hvor han til sidst dør med kun én hemmelig medvider. Da hans lig tyve år senere bliver fundet af et hold pumaforskere, viser det sig at vennen er enearving til hans enorme formue. Sjovt nok er hovedpersonen i sin flugt ind i galskaben optaget just af gnostikerne – men det var nu ikke derfor jeg kom til at nævne gnosticismen ovenfor i mere overført forstand.
Selv om denne bog naturligvis anslår mange klange hos mig og vakt en stor nysgerrighed om forfatteren selv og hans forhold til sine forlæg, er det stadig hans første bog, der berører mig dybest i sin anderledeshed fra min virkelighed: netop i dens mangel på al højere abstraktion og troskab mod tingene, herunder de praktiske såsom felt-kirurgi og frugtavl. Lad mig slutte af ved at nævne, at denne forening af virkelighedsloyalitet og mysteriets dimension minder om både zen-buddhisternes hverdagsmystik (”Zen er at hugge brænde og vaske tøj”) og Kierkegaards tanke om troens forening af konkret historisk nærvær og ”uendelighedens dobbeltbevægelse.” Mysteriet ligger her ikke i noget hinsides, men i hverdagen som dennes egen alkymistiske dimension.
I vor søgen efter eksklusive naturoplevelser, sjældne dyr og de rene æstetiske ekstrakter deraf er der noget gnostisk – men mysteriet i hverdagens mest jordnære aspekter kender vi også glimtvis: Da jeg løb med aviser, skete det undertiden, at der i selve den fysiske proces i forhold til yderst fysiske abonnenter, som man ganske vist sjældent så, var en mystisk dimension helt uden gnostisk flugt og abstraktion: Velkendte navneskilte, duften af en bestemt opgang, forløbets drømmeagtige forudsigelighed, som dog var forbundet med en unik mystisk her-og-nu-intensitet.
NEXT: POLITIKEN-GYLDENDAL, Neutzschy-Wullf om Blogge, Plagiatets antomi, mm... Vi speeder lidt op fremover
Saturday, October 18, 2008
MED KLAUS RISKJÆR OG TØGER TIL BERMUDA
BUDDHISTISK NULSTILLING OG RUSSELLS LOGIK
Omtrent som mine yndlingselever forhindrer mig i at undervise dem i tysk, forhindrer mine læsere mig i at opnå en hurtig kursgevinst. Den slags kan nok interessere mig tankemæssigt, men for sent opdager jeg den praktiske fidus i at sælge skidtet mens det endnu ser pænt ud, og købe tilbage når det står i bund. Det filosofiske liv er nu engang temmelig hypotetisk, og derfor hedder det da også hypoteksbanken.
Vi fortalte for nylig om en Shakespeare'sk- Rabelai'sk replik fra en elev, der vendte verden på hovedet ved at insistere på at det var en positiv egenskab ved en pige at være grim, for så bliver hun ikke voldtaget, og for en cykel at være gammel, for så bliver den ikke stjålet. Vi gjorde os i den anledning vor sædvanlige refleksion over reaktionen på de bonede gulve, men indrøm i det mindste at vi varierer temaet.
Men inden vi forfølger det endnu engang, vil vi spørge om drengens betragtning var filosofi. Shakespeares nar kunne have sagt den, så lad os kalde det ”philosophy”, som Shakespeares personer jo kalder det. Men i klassisk forstand filosofisk bliver betragtningen først for alvor, hvis den suppleres med følgende refleksion: Nævnte egenskaber kan kun være positive i kraft af at de i første instans trods alt er negative – ja, for kun fordi cyklen er ret værdiløs, gider ingen stjæle den. Den positive værdi er således sekundær og afledt i forhold til den negative værdi; det er derfor at replikken virker drilsk provokerende, og da især når den kommer fra en ”fagligt svag” elev.
Af akkurat samme grund virker narrene altid provokerende, og af samme grund er alle vi der ud fra en undtagelsesposition taler magten imod, så øretæveindbydende: For hvad fanden har narrene at have det i? Var de blot mangemillionærer, var det derimod en helt anden sag, og så ville vi både forstå og acceptere dem i al deres gratis frækhed.
Nuvel, men vor fagfilosofiske refleksion er et eksempel på hvorledes tanken vender sig undersøgende mod sig selv og siger ”stop en halv”. Ganske som den positive værdi af nævnte egenskaber er afledt af deres negative værdi, således er atter selve denne vor refleksive betragtning sekundær og afledt i forhold til den primære livsfilosofiske iagttagelse som et analytisk derivat deraf, så at sige – da vi jo nu har forpasset chancen for at score på det økonomiske livs derivater.
Dette belyser meget godt filosofiens komiske cirkelbevægelse: Først opdager den, at verden kan vendes på hovedet; og dernæst opdager den, at verden trods alt først må ses retvendt, før man sådan kan vende den på hovedet. Og i tredje instans indser den, at selve denne anden opdagelse ligeledes først kan gøres på basis af den første opdagelse. Og dermed har vi gjort en tredje opdagelse, osv. Det hele er således ligeså formfuldendt autistisk indfoldet og indpakket, som det er praktisk nytteløst, og derfor ender vi i en art tankens æstetik – der atter grundet sin futilitet i anden instans kan kaldes barok. For også her gentager niveauerne sig: For det er netop selve æstetikken der i næste moment bliver barok, når den sådan svæver i hypoteksbanken – og som sagt desværre post festum.
Bertrand Russell var den første der for alvor opdagede betydningen af sådanne logiske niveauer, selv om gode skribenter og pædagoger i praksis nok kender dem, når de skal strukturere et stof i logisk rækkefølge. Russell opdagede at hvis man ikke strengt adskiller de logiske niveauer, kan man ryge ud i uløselige paradokser, eller praktisk formuleret: Åbenlyst vås, der ikke desto mindre tvinger sig på med logisk uimodsigelighed. Lad dette være nok her i vort grænseland, for ellers ender det med ren manuduktion. Men for Justus Hartnack var Russells lære en afgørende aha-oplevelse, og den blev det derfor også for mig i min gymnasietid. Jeg internaliserede den så at sige efterhånden til en art anden natur – og snarere end at tilskrive det skylden for alle hånde skørhed, er det måske snarere denne introverte linedanserfærdighed der har hindret mig i siden at løbe vild i diasporaens tilbagevendende mentale tjørnekrat i Dantes helvede, utvivlsomt til nogles fortrydelse.
Nuvel, men også i det virkelige liv gives der logiske rækkefølger: For man beskriver ikke så dybtgående restløst Bermuda-trekantens psykologi (WA, kronikken 18.7) uden at det får følger. Bemeldte trekants ene ben har således venligst opsagt det i forvejen efterhånden minimale samarbejde i den hellige og almindelige fornyelses navn – skønt fornyelsen vist ikke har ramt andre og derfor nok er mere helligt end almindelig. I et meget paranoidt øjeblik kunne jeg endda forestille mig, at man det ene sted lod mig begå selvmord det andet sted, så at sige; men man tænker ikke stilistisk ustraffet i så lousy baner – så det vil jeg nu nægte at tro at man har gjort... For på den måde ville hele Over-Danmark jo snart ende som ét stort akademisk proletariat af nidkærhed, men aldeles blottet for det sande proletariats charme og fandenivoldskhed.
Men også enhver art organiseret avantgarde bliver let blot en spejlvendt udgave af parnasset. Avantgarden har som bekendt sågar deres egne autoriteter og gudfædre, der ikke opfører sig spor ædlere eller spor mindre forudsigeligt og netværksagtigt end etablissementets gamle mænd. Og ganske som renæssancefyrsten holdt dværge klædt som sin egen naragtige karikatur, således har nomenklaturaen også råd til at sponsorere sådanne dværgudgaver og karikerede kopier, som i deres infantile rebelskhed nok på skift kan irritere enkelte af dens repræsentanter, til hemmelig fryd for resten af flokken som en art terapeutisk lynafleder for alle dens interne jalousier – men som på ingen vis udfordrer etablissementets selvforståelse.
På lignende vis lønnede Tøger Seidenfaden jo en overgang en fræk ung mand, der næppe var helt tør bag ørerne, fyrsteligt for at lave barokke, men helt indholdsløse karikaturer af sig – joda, bevares, men den slags er nu for let til at imponere os her i tugt-og-forbedrings-space. Shakespeare vidste det også, for hans ideelle hofnarre lignede ikke nogen af de virkelige hoffers narre.
Åh, men tilbage til derivaterne. Ja, for kan Klaus Riskjær vende sin fængselsstraf på hovedet som en buddhistisk udfordring, så vil vi her gøre det samme og i vor fritagelse se en chance og den sande åndelige frihed. Det skulle jo nødig hedde sig at vor overmand udi derivaternes verden tillige er en større ”philosopher”. Bevares, rigtigt hellige er ingen af os nu, for Riskjær nyder dog formiddagspressens bevågenhed, nu i sin nye egenskab af løbende samtidsskribent – og på samme vis har også vi vore herostratiske velyndere. Ja, det skulle såmænd slet ikke undre om også Klaus Riskjær nu tilhører vor voksende læserskare.
Han udtalte ganske vist ved sin indsættelse i sin nye stand, at han ikke agtede at hellige sig studiet af Tolstojs værker, for den slags blev man bare tosset af. Mindre og fornøjeligere doser som vore kunne han dog nok tåle uden at risikere sin nødvendige førlighed i cyperspace. Eller kunne det mon tænkes at nogen vil sætte os op mod hinanden som hinandens inkommensurable karikaturer, rivaler og plageånder på engang? Nix, den går sgu ikke Granberg, thi: ”Proletarer i alle lande: Forener Eder!"
Omtrent som mine yndlingselever forhindrer mig i at undervise dem i tysk, forhindrer mine læsere mig i at opnå en hurtig kursgevinst. Den slags kan nok interessere mig tankemæssigt, men for sent opdager jeg den praktiske fidus i at sælge skidtet mens det endnu ser pænt ud, og købe tilbage når det står i bund. Det filosofiske liv er nu engang temmelig hypotetisk, og derfor hedder det da også hypoteksbanken.
Vi fortalte for nylig om en Shakespeare'sk- Rabelai'sk replik fra en elev, der vendte verden på hovedet ved at insistere på at det var en positiv egenskab ved en pige at være grim, for så bliver hun ikke voldtaget, og for en cykel at være gammel, for så bliver den ikke stjålet. Vi gjorde os i den anledning vor sædvanlige refleksion over reaktionen på de bonede gulve, men indrøm i det mindste at vi varierer temaet.
Men inden vi forfølger det endnu engang, vil vi spørge om drengens betragtning var filosofi. Shakespeares nar kunne have sagt den, så lad os kalde det ”philosophy”, som Shakespeares personer jo kalder det. Men i klassisk forstand filosofisk bliver betragtningen først for alvor, hvis den suppleres med følgende refleksion: Nævnte egenskaber kan kun være positive i kraft af at de i første instans trods alt er negative – ja, for kun fordi cyklen er ret værdiløs, gider ingen stjæle den. Den positive værdi er således sekundær og afledt i forhold til den negative værdi; det er derfor at replikken virker drilsk provokerende, og da især når den kommer fra en ”fagligt svag” elev.
Af akkurat samme grund virker narrene altid provokerende, og af samme grund er alle vi der ud fra en undtagelsesposition taler magten imod, så øretæveindbydende: For hvad fanden har narrene at have det i? Var de blot mangemillionærer, var det derimod en helt anden sag, og så ville vi både forstå og acceptere dem i al deres gratis frækhed.
Nuvel, men vor fagfilosofiske refleksion er et eksempel på hvorledes tanken vender sig undersøgende mod sig selv og siger ”stop en halv”. Ganske som den positive værdi af nævnte egenskaber er afledt af deres negative værdi, således er atter selve denne vor refleksive betragtning sekundær og afledt i forhold til den primære livsfilosofiske iagttagelse som et analytisk derivat deraf, så at sige – da vi jo nu har forpasset chancen for at score på det økonomiske livs derivater.
Dette belyser meget godt filosofiens komiske cirkelbevægelse: Først opdager den, at verden kan vendes på hovedet; og dernæst opdager den, at verden trods alt først må ses retvendt, før man sådan kan vende den på hovedet. Og i tredje instans indser den, at selve denne anden opdagelse ligeledes først kan gøres på basis af den første opdagelse. Og dermed har vi gjort en tredje opdagelse, osv. Det hele er således ligeså formfuldendt autistisk indfoldet og indpakket, som det er praktisk nytteløst, og derfor ender vi i en art tankens æstetik – der atter grundet sin futilitet i anden instans kan kaldes barok. For også her gentager niveauerne sig: For det er netop selve æstetikken der i næste moment bliver barok, når den sådan svæver i hypoteksbanken – og som sagt desværre post festum.
Bertrand Russell var den første der for alvor opdagede betydningen af sådanne logiske niveauer, selv om gode skribenter og pædagoger i praksis nok kender dem, når de skal strukturere et stof i logisk rækkefølge. Russell opdagede at hvis man ikke strengt adskiller de logiske niveauer, kan man ryge ud i uløselige paradokser, eller praktisk formuleret: Åbenlyst vås, der ikke desto mindre tvinger sig på med logisk uimodsigelighed. Lad dette være nok her i vort grænseland, for ellers ender det med ren manuduktion. Men for Justus Hartnack var Russells lære en afgørende aha-oplevelse, og den blev det derfor også for mig i min gymnasietid. Jeg internaliserede den så at sige efterhånden til en art anden natur – og snarere end at tilskrive det skylden for alle hånde skørhed, er det måske snarere denne introverte linedanserfærdighed der har hindret mig i siden at løbe vild i diasporaens tilbagevendende mentale tjørnekrat i Dantes helvede, utvivlsomt til nogles fortrydelse.
Nuvel, men også i det virkelige liv gives der logiske rækkefølger: For man beskriver ikke så dybtgående restløst Bermuda-trekantens psykologi (WA, kronikken 18.7) uden at det får følger. Bemeldte trekants ene ben har således venligst opsagt det i forvejen efterhånden minimale samarbejde i den hellige og almindelige fornyelses navn – skønt fornyelsen vist ikke har ramt andre og derfor nok er mere helligt end almindelig. I et meget paranoidt øjeblik kunne jeg endda forestille mig, at man det ene sted lod mig begå selvmord det andet sted, så at sige; men man tænker ikke stilistisk ustraffet i så lousy baner – så det vil jeg nu nægte at tro at man har gjort... For på den måde ville hele Over-Danmark jo snart ende som ét stort akademisk proletariat af nidkærhed, men aldeles blottet for det sande proletariats charme og fandenivoldskhed.
Men også enhver art organiseret avantgarde bliver let blot en spejlvendt udgave af parnasset. Avantgarden har som bekendt sågar deres egne autoriteter og gudfædre, der ikke opfører sig spor ædlere eller spor mindre forudsigeligt og netværksagtigt end etablissementets gamle mænd. Og ganske som renæssancefyrsten holdt dværge klædt som sin egen naragtige karikatur, således har nomenklaturaen også råd til at sponsorere sådanne dværgudgaver og karikerede kopier, som i deres infantile rebelskhed nok på skift kan irritere enkelte af dens repræsentanter, til hemmelig fryd for resten af flokken som en art terapeutisk lynafleder for alle dens interne jalousier – men som på ingen vis udfordrer etablissementets selvforståelse.
På lignende vis lønnede Tøger Seidenfaden jo en overgang en fræk ung mand, der næppe var helt tør bag ørerne, fyrsteligt for at lave barokke, men helt indholdsløse karikaturer af sig – joda, bevares, men den slags er nu for let til at imponere os her i tugt-og-forbedrings-space. Shakespeare vidste det også, for hans ideelle hofnarre lignede ikke nogen af de virkelige hoffers narre.
Åh, men tilbage til derivaterne. Ja, for kan Klaus Riskjær vende sin fængselsstraf på hovedet som en buddhistisk udfordring, så vil vi her gøre det samme og i vor fritagelse se en chance og den sande åndelige frihed. Det skulle jo nødig hedde sig at vor overmand udi derivaternes verden tillige er en større ”philosopher”. Bevares, rigtigt hellige er ingen af os nu, for Riskjær nyder dog formiddagspressens bevågenhed, nu i sin nye egenskab af løbende samtidsskribent – og på samme vis har også vi vore herostratiske velyndere. Ja, det skulle såmænd slet ikke undre om også Klaus Riskjær nu tilhører vor voksende læserskare.
Han udtalte ganske vist ved sin indsættelse i sin nye stand, at han ikke agtede at hellige sig studiet af Tolstojs værker, for den slags blev man bare tosset af. Mindre og fornøjeligere doser som vore kunne han dog nok tåle uden at risikere sin nødvendige førlighed i cyperspace. Eller kunne det mon tænkes at nogen vil sætte os op mod hinanden som hinandens inkommensurable karikaturer, rivaler og plageånder på engang? Nix, den går sgu ikke Granberg, thi: ”Proletarer i alle lande: Forener Eder!"
Thursday, October 16, 2008
ABSURD TRO OG SYG HUMOR
Jeg fortalte min niende klasse følgende groteske historie. En amerikansk handelsrejsende strander i en by i Sydstaterne og vil indlogere sig på et hotel. Hotellet viser sig nu at være strengt forbeholdt sorte, men alt andet i byen er optaget. Portieren foreslår ham så den løsning at sværte sit ansigt til med skosværte og overnatte alligevel. Handelsmanden beder om at blive vækket tidligt, idet han skal nå et fly til næste by om morgenen. Det sker da også, og handelsmanden går, vel ankommet til den nye by, ind på et toilet for at vaske skosværten af ansigtet. Dette viser sig imidlertid at være helt umuligt, hvorfor han desperat ringer tilbage til hotellet og spørger, hvordan det kan være. Portieren undrer sig meget og spørger så om hans navn. Da han hører dette, slår han en latter op og siger: Åh, undskyld – så er jeg kommet til at vække den forkerte person!”
En af de mest uvorne drenge lo straks over historiens ”syge humor”. En anden tænkte sig derimod meget tvivlende om, hvorefter han snusfornuftigt kommenterede, at en anden person end den rette – endsige en neger – jo slet ikke ville have nogen grund til at forsøge at vaske sig hvid i ansigtet. Begge drenge fangede for så vidt pointen; men kun den første lo, for han fangede den intuitivt, hvorimod den anden efter megen grublen vivisekterede den ihjel. Al humor indeholder imidlertid et punkt hvor der snydes med logikken, sandsynligheden, forventningen eller i det mindste den ønskede hensigt i modsætningen til det faktiske udfald. Og netop den øvrige følgerigtighed får det absurde til at glide ned uden protest, samtidig med at det dog forøger kontrastvirkningen – og det psykofysiske resultat heraf er latteren. Men i visse tilfælde bliver bruddet så surrealistisk, at man skal trænes op til at modtage det i den rette ånd for ikke at blokere.
Vor egen forleden genoptrykte historie fra Information ”Er du George Bush?” indeholdt da også en absurd krumtap. En memotekniker hævdede at hvis man skal huske sin tid hos tandlægen, skal man blot forestille sig at det er George Bush der skal til tandlægen den dag. Men idet Bush selv jo ikke kan bruge det trick, duer det heller ikke hvis man indbilder sig at være Bush. Derfor behøves en metode til først at finde ud af om man er Bush eller ej.
Vi foreslog derfor, at en der indbilder sig at være USA’s præsident, nok også indbilder sig at have helt fejlfri tænder – så hvis man tror at man er Bush og skal til tandlæge, så må man være den virkelige Bush. Og i så fald kan nævnte memotekniske trick til at huske sin tid altså ikke bruges. Det førte så videre frem mod klimaks – men hvori bestod nu vor stringente logiks syge punkt? For uden det ville ingen le. Jo, ved eftertanke viser logikkens absurde krumtap sig at bestå i den påstand, at vi behøver en metode til at afgøre om vi er Bush eller ej. Dette finder ingen jo normalt nødvendigt og er allerede af den grund komplet barokt. Men det glider alligevel ned, fordi vi jo forinden har vist, at hvis man indbilder sig at være Bush, så kan man ikke bruge memoteknikerens trick.
Imidlertid er der her endnu et sygt punkt: For hvis nogen tror at være George Bush, så er det memoteknisk set komplet lige meget hvorvidt de har ret deri eller ej – i begge tilfælde må de nemlig finde et andet husketrick, så der er ingen pointe i først at undersøge, om deres tro er sand eller ej. Hertil kommer som sagt, at hverken George Bush eller en der indbilder sig at være Bush, nogensinde ville finde på at undersøge, om deres tro er indbildning eller ej: Bush, fordi han er kernesund og uden tvivl; hans dobbeltgænger, fordi han er stjerneskør og ligeledes uden tvivl.
Men gennemgående præges niende klasse af snusfornuft og naturlig oplysningstid, så at sige, alle hormoner til trods. Og derfor kan de ikke opbyde ringeste interesse for religion: De er vokset fra al barnetro og endnu ikke havnet i eksistentielle kriser og tilbageslag af den art, der gør mennesker mere modtagelige eller blot nysgerrige omkring troens veje. Og måske er de af samme grunde mindre modtagelige også for anden form for absurditet og paradokser – der jo omvendt for de mest tænksomme troende er hverdagskost, eftersom de jo selv indser troens absurditet. Jævnfør Johannes Möllehave, Jan Lindhardt samt Johannes Sløk, der sågar i sin tid forelæste over Gøg og Gokke på Teologisk Institut i Århus.
NEXT: MIG OG RISKJÄR...
En af de mest uvorne drenge lo straks over historiens ”syge humor”. En anden tænkte sig derimod meget tvivlende om, hvorefter han snusfornuftigt kommenterede, at en anden person end den rette – endsige en neger – jo slet ikke ville have nogen grund til at forsøge at vaske sig hvid i ansigtet. Begge drenge fangede for så vidt pointen; men kun den første lo, for han fangede den intuitivt, hvorimod den anden efter megen grublen vivisekterede den ihjel. Al humor indeholder imidlertid et punkt hvor der snydes med logikken, sandsynligheden, forventningen eller i det mindste den ønskede hensigt i modsætningen til det faktiske udfald. Og netop den øvrige følgerigtighed får det absurde til at glide ned uden protest, samtidig med at det dog forøger kontrastvirkningen – og det psykofysiske resultat heraf er latteren. Men i visse tilfælde bliver bruddet så surrealistisk, at man skal trænes op til at modtage det i den rette ånd for ikke at blokere.
Vor egen forleden genoptrykte historie fra Information ”Er du George Bush?” indeholdt da også en absurd krumtap. En memotekniker hævdede at hvis man skal huske sin tid hos tandlægen, skal man blot forestille sig at det er George Bush der skal til tandlægen den dag. Men idet Bush selv jo ikke kan bruge det trick, duer det heller ikke hvis man indbilder sig at være Bush. Derfor behøves en metode til først at finde ud af om man er Bush eller ej.
Vi foreslog derfor, at en der indbilder sig at være USA’s præsident, nok også indbilder sig at have helt fejlfri tænder – så hvis man tror at man er Bush og skal til tandlæge, så må man være den virkelige Bush. Og i så fald kan nævnte memotekniske trick til at huske sin tid altså ikke bruges. Det førte så videre frem mod klimaks – men hvori bestod nu vor stringente logiks syge punkt? For uden det ville ingen le. Jo, ved eftertanke viser logikkens absurde krumtap sig at bestå i den påstand, at vi behøver en metode til at afgøre om vi er Bush eller ej. Dette finder ingen jo normalt nødvendigt og er allerede af den grund komplet barokt. Men det glider alligevel ned, fordi vi jo forinden har vist, at hvis man indbilder sig at være Bush, så kan man ikke bruge memoteknikerens trick.
Imidlertid er der her endnu et sygt punkt: For hvis nogen tror at være George Bush, så er det memoteknisk set komplet lige meget hvorvidt de har ret deri eller ej – i begge tilfælde må de nemlig finde et andet husketrick, så der er ingen pointe i først at undersøge, om deres tro er sand eller ej. Hertil kommer som sagt, at hverken George Bush eller en der indbilder sig at være Bush, nogensinde ville finde på at undersøge, om deres tro er indbildning eller ej: Bush, fordi han er kernesund og uden tvivl; hans dobbeltgænger, fordi han er stjerneskør og ligeledes uden tvivl.
Men gennemgående præges niende klasse af snusfornuft og naturlig oplysningstid, så at sige, alle hormoner til trods. Og derfor kan de ikke opbyde ringeste interesse for religion: De er vokset fra al barnetro og endnu ikke havnet i eksistentielle kriser og tilbageslag af den art, der gør mennesker mere modtagelige eller blot nysgerrige omkring troens veje. Og måske er de af samme grunde mindre modtagelige også for anden form for absurditet og paradokser – der jo omvendt for de mest tænksomme troende er hverdagskost, eftersom de jo selv indser troens absurditet. Jævnfør Johannes Möllehave, Jan Lindhardt samt Johannes Sløk, der sågar i sin tid forelæste over Gøg og Gokke på Teologisk Institut i Århus.
NEXT: MIG OG RISKJÄR...
Thursday, October 02, 2008
FRA JESUS TIL PAULUS - OG BUSH
Enkelte artikler i avisform matcher tillige vor blogs særlige stilkrav og finder derfor nåde også her. At kompensation ved opfindsomhed således kan overvinde, sublimere og derved vende verdensordenen på hovedet, har vi tidligere sagt, og Karen Blixen er vort vidne. Men hør her et frisk eksempel fra hverdagen: En angiveligt både doven og uboglig elev på ubudent gæstevisit hørte, at mine elever skulle finde nogle henholdsvis positive og negative tillægsord til tysk oversættelse.
Han kommenterede snurrigt, at det er en positiv egenskab for en pige at være grim, for så bliver hun ikke voldtaget; samt at det var positivt for en cykel at være gammel, for så gider ingen stjæle den.
Hvis narren hos Shakespeare havde sagt det samme, ville den halve kulturelite falde på halen og forlange opførelsen af et ekstra skuespilhus dér hvor Botanisk Have nu ligger. Men når det kommer fra det virkelige livs narre, trækker alle blot på skuldrene. Vi hverken kan eller vil lære, og det siger Jesus forresten også et sted til sin tids forstokkede elite. Hvis jeg havde været hans (altså drengens) dansklærer, ville jeg da også have honoreret ham med den højeste karakter.
Men apropos Jesus har jeg netop læst svenskeren Lena Einhorns lærde studie, der skal sandsynliggøre, at Jesus samt Johannes Døberen levede og døde en snes år senere end antaget: For begge er i så fald pludselig godt belagt i samtidens historiske kilder såsom Josephus, blot under andre navne: "Theudas" respektive "Ægypteren". I følge flere tidlige kilder, herunder sågar jødernes Talmud, var Jesus måske en romersk horeunge og nød muligvis derfor selv romerske borgerrettigheder: At Paulus besad dem og derfor klarede frisag, fortæller han selv. Dette kunne forklare hvorfor romerne helst ville skåne Jesus - og hvorfor han i henhold til evangelierne korsfæstedes særdeles "lempeligt" uden den gængse tortur, men alligevel "døde" veltalende efter sølle seks timer og derefter svøbtes i hele 30 kilo balsamisk myrra og aloe vera - og muligvis eksporteredes i levende stand af sine "vagtposter".
Lena Einhorn kunne meget vel have ret; men hendes tese at Jesus dernæst "genopstod" som Paulus, forvandler ham til sin egen strategiske markedsføringschef og datidens Ron Hubbard - eller måske snarere til den tids Christian Have, der på lignende vis siger "værdi" og mener "branding". Nu er Hr. Have sågar angiveligt selv genopstået som adjungeret professor i Jylland på linie med netværksblæksprutten Stjernfelt samt en ikke nøjere afgrænset del af Qvortrup-klonen - dog uden at nogen af dem ligefrem har skiftet navn af den grund.
Men immervæk - miraklernes tid er ikke forbi, så hvorfor skulle Lena Einhorn ikke kunne have ret i at Jesus blev til Paulus og dermed gjorde denne til en stor taktisk løgnhals med hans "omvendelseshistorie" i Damaskus? Omtrent ligesom jobkonsulenternes pædagogiske "Jeg har skam selv engang været arbejdsløs!" Det ville dog svare til hvis Søren Kierkegaard genopstod som formand for Kierkegaard-Selskabet (det har jeg aldrig været) - en tanke som kun en formand for Kierkegaard-Selskabet kunne finde på: Så sig ikke at sådanne folk ikke kan tænke noget originalt! - Lena Einhorn selv er forresten ganske som sine polsk-jødiske emigrantforældre egentlig medicinsk forsker, men tydeligvis også historisk lærd.
Men ret beset er dette med at genopstå som sin egen PR-chef og fremmeligste discipel måske en ypperlig forretning og den ultimative løsning på et klassisk eksistentielt problem: For det virker både mere troværdigt og langt mere sympatisk at kæmpe for andre end at kæmpe for sig selv: Således har jeg i tidens løb med Paulinsk snilde og held kæmpet for nogle svenske naturområder, men derimod altid kun med ringe held for mig selv. Forfattere går således under jorden og genopstår som Paulus-agtige bloggere der evig og altid antyder hvad romerrigets oplyste borgere går glip af ved ikke at få Pagtens Ark at se, men kun gnisterne fra smeltediglen. En ungdomskammerat af mig turede derimod angivelig i sin tid byen rundt med en makker, hvorunder de skiftedes til at skamrose og profilere hinanden i damers selskab - og gevinsten udeblev ikke.
Men tro det eller ej, miraklet er nu indtruffet også i mit liv: Så sent som i dag blev jeg nemlig i Irma hjerteligt kontaktet med tilnavnet "Robert" af en oprømt mand der bestemt mente at kende mig vældig godt fra Maribo - hvor en dobbeltgænger til mig nemlig tydeligvis med anderledes succes driver en skilteforretning! Altså PR-branchen! Følgelig må det i så fald være Robert der er Paulus, og mig selv der er profeten; og så er den lille sag afgjort - for arbejdsdeling er en god ting. Men som sagt: Lad ikke dette slippe ud, for så spolerer I forretningen. Jesus sagde forresten noget lignende, adspurgt om sin guddommelige natur:"Tjah, hvem ved - men fortæl det ikke til andre!"
Men til sagen, for også her kan vi udrette små forvandlingsnumre:
ER DU GEORGE BUSH? (Information 29.9)
"Kend dig selv," sagde Sokrates. "Men fortæl det ikke til andre," har nogen siden tilføjet. Men undertiden kan livet blive så svært, at man netop behøver andre for at minde sig om, hvem man er. Således spørger den forvildede Kong Lear på heden sin nar, hvor i alverden han befinder sig, og narren svarer grædende "Ak Herre, i Eders eget kongerige".
Karen Blixen forestiller sig den afrikanske elefant på den svindende savanne i Kong Lears sted, for den må opleve den samme forvildelse, når den ikke længere genkender sin egen verden. Og Blixen tilføjer: "Jeg har altid tænkt, at man kan bedømme et menneskes karakter på, hvorledes det ville have behandlet Kong Lear."
Så folk, der virkelig vil kende sig selv, kan jo begynde med at stille sig selv dette lille spørgsmål. Dumpeprocenten er højere end til køreprøven i København, må vi dog advare - ligeledes kloge af skade: For i udvendighedens beregnende verden 'gifter' alle sig opefter, i alle henseender, helt konsekvent og barnligt utilsløret - selv hos folk der nyder ry af udadlelige åndspersoner.
Svindende kongelighed
Kierkegaard talte om en åndløshed, hvori det moderne meningsmenneske helt glemmer, hvem det er - hvilket ingenlunde udelukker alskens selvoptagethed omkring ære, titler og ordner. Men Kong Lears eksempel viser, at den, der modstår denne åndløshed, i stedet risikerer at ende i galskabens selvforglemmelse som straf for sin hybris. For hvis du ikke vil lefle for vor intrigante 'operetteverden' og spille vores abespil, så skal til sidst alt fratages dig, selv om du forsvarer dig som en rasende hval imod spækhuggerne.
Men er alt det med at kende sig selv ikke blot udslidte litterære floskler? Ved tyrannen, der går efter magten og dens cementering, ikke meget vel, hvad han vil - og giver livet ikke netop ham ret og Kong Lear uret? For de, der taler så dybfølt om selvbesindelse, ender ofte kummerligt med alle deres mareridt virkeliggjort i deres egen livsbane - om så også med en aura, der røber den svindende kongelighed. Så hvorfor skulle disse forkomne idealister kende sig selv spor bedre end de intrigante netværksaber, der opnår at berømmes af verden, selv for dyder, som de notorisk savner? Tjah, måske just fordi de stiller sig selv dette spørgsmål, hvorimod den uhelbredelige normalitets fortrop aldrig ville finde på at stille det.
Kæmper for at imponere
Nuvel, 'aldrig' er et stort ord - for vist sker det, at en forhærdet Paulus pludselig ser sit liv i et andet lys og omvendes: Et lys hvori de må sande det amerikanske mundheld, at mennesker kæmper som djævle for at imponere folk, som de slet ikke kan lide. Kort sagt er det i længden bedre at være værdsat af folk, som man selv værdsætter. For magtens mennesker ender ofte langt mere forbitrede end dem, hvis liv de har forbitret.
Bush eller Muhammed
Så derfor, trods alt: kend dig selv - og husk det i nødens stund. Men hvorfor skal det være så trist? Så hør her: En memotekniker hævder, at den bedste måde at huske sin tid hos tandlægen er ved at tænke sig, at det er George Bush, der skal til tandlægen på onsdag. Ved eftertanke må det dog tilføjes, at hvis man vitterlig mener at være George Bush, går den uforglemmelige fidus tabt (Bush selv kan jo ikke bruge det). Skal tricket virke, må det derfor suppleres med et trick til også at huske, om man virkelig er George Bush eller ej.
Her er vort forslag: Såfremt et menneske kan indbilde sig at være USA's præsident, indbilder det sig garanteret også at have et fejlfrit gebis. Ergo følger, at hvis du mener at være den George Bush, der ville ignorere en international klimakonference grundet en tid hos tandlægen - så er du utvivlsomt også George Bush. Uheldigvis indebærer dette som sagt, at nævnte metode til at huske sit tandlægebesøg så ikke kan bruges i dit tilfælde. Du kan så i stedet vælge at huske, at det er profeten Muhammed, der skal til tandlægen på onsdag - med mindre du da mener tillige at være profeten selv, for så må du finde på noget tredje.
Umuligt at glemme
Men hvis du er George Bush, så vil du også vide, hvor farligt det er at 'tage profetens navn forfængeligt'. Kort sagt er dit tandlægebesøg alligevel ikke nogen god idé, så må vi ikke foreslå, at du tager det som en god anledning til i stedet at bivåne den klimakonference.
Godt, men hvordan skal man huske en sølle klimakonference, når man ikke engang kan huske sine tandlægeaftaler? Smart spørgsmål, men svaret er enkelt: For at George Bush agter at overvære en international klimakonference, er allerede i sig selv en så utrolig idé, at den er umulig at glemme - selv for George Bush.
Han kommenterede snurrigt, at det er en positiv egenskab for en pige at være grim, for så bliver hun ikke voldtaget; samt at det var positivt for en cykel at være gammel, for så gider ingen stjæle den.
Hvis narren hos Shakespeare havde sagt det samme, ville den halve kulturelite falde på halen og forlange opførelsen af et ekstra skuespilhus dér hvor Botanisk Have nu ligger. Men når det kommer fra det virkelige livs narre, trækker alle blot på skuldrene. Vi hverken kan eller vil lære, og det siger Jesus forresten også et sted til sin tids forstokkede elite. Hvis jeg havde været hans (altså drengens) dansklærer, ville jeg da også have honoreret ham med den højeste karakter.
Men apropos Jesus har jeg netop læst svenskeren Lena Einhorns lærde studie, der skal sandsynliggøre, at Jesus samt Johannes Døberen levede og døde en snes år senere end antaget: For begge er i så fald pludselig godt belagt i samtidens historiske kilder såsom Josephus, blot under andre navne: "Theudas" respektive "Ægypteren". I følge flere tidlige kilder, herunder sågar jødernes Talmud, var Jesus måske en romersk horeunge og nød muligvis derfor selv romerske borgerrettigheder: At Paulus besad dem og derfor klarede frisag, fortæller han selv. Dette kunne forklare hvorfor romerne helst ville skåne Jesus - og hvorfor han i henhold til evangelierne korsfæstedes særdeles "lempeligt" uden den gængse tortur, men alligevel "døde" veltalende efter sølle seks timer og derefter svøbtes i hele 30 kilo balsamisk myrra og aloe vera - og muligvis eksporteredes i levende stand af sine "vagtposter".
Lena Einhorn kunne meget vel have ret; men hendes tese at Jesus dernæst "genopstod" som Paulus, forvandler ham til sin egen strategiske markedsføringschef og datidens Ron Hubbard - eller måske snarere til den tids Christian Have, der på lignende vis siger "værdi" og mener "branding". Nu er Hr. Have sågar angiveligt selv genopstået som adjungeret professor i Jylland på linie med netværksblæksprutten Stjernfelt samt en ikke nøjere afgrænset del af Qvortrup-klonen - dog uden at nogen af dem ligefrem har skiftet navn af den grund.
Men immervæk - miraklernes tid er ikke forbi, så hvorfor skulle Lena Einhorn ikke kunne have ret i at Jesus blev til Paulus og dermed gjorde denne til en stor taktisk løgnhals med hans "omvendelseshistorie" i Damaskus? Omtrent ligesom jobkonsulenternes pædagogiske "Jeg har skam selv engang været arbejdsløs!" Det ville dog svare til hvis Søren Kierkegaard genopstod som formand for Kierkegaard-Selskabet (det har jeg aldrig været) - en tanke som kun en formand for Kierkegaard-Selskabet kunne finde på: Så sig ikke at sådanne folk ikke kan tænke noget originalt! - Lena Einhorn selv er forresten ganske som sine polsk-jødiske emigrantforældre egentlig medicinsk forsker, men tydeligvis også historisk lærd.
Men ret beset er dette med at genopstå som sin egen PR-chef og fremmeligste discipel måske en ypperlig forretning og den ultimative løsning på et klassisk eksistentielt problem: For det virker både mere troværdigt og langt mere sympatisk at kæmpe for andre end at kæmpe for sig selv: Således har jeg i tidens løb med Paulinsk snilde og held kæmpet for nogle svenske naturområder, men derimod altid kun med ringe held for mig selv. Forfattere går således under jorden og genopstår som Paulus-agtige bloggere der evig og altid antyder hvad romerrigets oplyste borgere går glip af ved ikke at få Pagtens Ark at se, men kun gnisterne fra smeltediglen. En ungdomskammerat af mig turede derimod angivelig i sin tid byen rundt med en makker, hvorunder de skiftedes til at skamrose og profilere hinanden i damers selskab - og gevinsten udeblev ikke.
Men tro det eller ej, miraklet er nu indtruffet også i mit liv: Så sent som i dag blev jeg nemlig i Irma hjerteligt kontaktet med tilnavnet "Robert" af en oprømt mand der bestemt mente at kende mig vældig godt fra Maribo - hvor en dobbeltgænger til mig nemlig tydeligvis med anderledes succes driver en skilteforretning! Altså PR-branchen! Følgelig må det i så fald være Robert der er Paulus, og mig selv der er profeten; og så er den lille sag afgjort - for arbejdsdeling er en god ting. Men som sagt: Lad ikke dette slippe ud, for så spolerer I forretningen. Jesus sagde forresten noget lignende, adspurgt om sin guddommelige natur:"Tjah, hvem ved - men fortæl det ikke til andre!"
Men til sagen, for også her kan vi udrette små forvandlingsnumre:
ER DU GEORGE BUSH? (Information 29.9)
"Kend dig selv," sagde Sokrates. "Men fortæl det ikke til andre," har nogen siden tilføjet. Men undertiden kan livet blive så svært, at man netop behøver andre for at minde sig om, hvem man er. Således spørger den forvildede Kong Lear på heden sin nar, hvor i alverden han befinder sig, og narren svarer grædende "Ak Herre, i Eders eget kongerige".
Karen Blixen forestiller sig den afrikanske elefant på den svindende savanne i Kong Lears sted, for den må opleve den samme forvildelse, når den ikke længere genkender sin egen verden. Og Blixen tilføjer: "Jeg har altid tænkt, at man kan bedømme et menneskes karakter på, hvorledes det ville have behandlet Kong Lear."
Så folk, der virkelig vil kende sig selv, kan jo begynde med at stille sig selv dette lille spørgsmål. Dumpeprocenten er højere end til køreprøven i København, må vi dog advare - ligeledes kloge af skade: For i udvendighedens beregnende verden 'gifter' alle sig opefter, i alle henseender, helt konsekvent og barnligt utilsløret - selv hos folk der nyder ry af udadlelige åndspersoner.
Svindende kongelighed
Kierkegaard talte om en åndløshed, hvori det moderne meningsmenneske helt glemmer, hvem det er - hvilket ingenlunde udelukker alskens selvoptagethed omkring ære, titler og ordner. Men Kong Lears eksempel viser, at den, der modstår denne åndløshed, i stedet risikerer at ende i galskabens selvforglemmelse som straf for sin hybris. For hvis du ikke vil lefle for vor intrigante 'operetteverden' og spille vores abespil, så skal til sidst alt fratages dig, selv om du forsvarer dig som en rasende hval imod spækhuggerne.
Men er alt det med at kende sig selv ikke blot udslidte litterære floskler? Ved tyrannen, der går efter magten og dens cementering, ikke meget vel, hvad han vil - og giver livet ikke netop ham ret og Kong Lear uret? For de, der taler så dybfølt om selvbesindelse, ender ofte kummerligt med alle deres mareridt virkeliggjort i deres egen livsbane - om så også med en aura, der røber den svindende kongelighed. Så hvorfor skulle disse forkomne idealister kende sig selv spor bedre end de intrigante netværksaber, der opnår at berømmes af verden, selv for dyder, som de notorisk savner? Tjah, måske just fordi de stiller sig selv dette spørgsmål, hvorimod den uhelbredelige normalitets fortrop aldrig ville finde på at stille det.
Kæmper for at imponere
Nuvel, 'aldrig' er et stort ord - for vist sker det, at en forhærdet Paulus pludselig ser sit liv i et andet lys og omvendes: Et lys hvori de må sande det amerikanske mundheld, at mennesker kæmper som djævle for at imponere folk, som de slet ikke kan lide. Kort sagt er det i længden bedre at være værdsat af folk, som man selv værdsætter. For magtens mennesker ender ofte langt mere forbitrede end dem, hvis liv de har forbitret.
Bush eller Muhammed
Så derfor, trods alt: kend dig selv - og husk det i nødens stund. Men hvorfor skal det være så trist? Så hør her: En memotekniker hævder, at den bedste måde at huske sin tid hos tandlægen er ved at tænke sig, at det er George Bush, der skal til tandlægen på onsdag. Ved eftertanke må det dog tilføjes, at hvis man vitterlig mener at være George Bush, går den uforglemmelige fidus tabt (Bush selv kan jo ikke bruge det). Skal tricket virke, må det derfor suppleres med et trick til også at huske, om man virkelig er George Bush eller ej.
Her er vort forslag: Såfremt et menneske kan indbilde sig at være USA's præsident, indbilder det sig garanteret også at have et fejlfrit gebis. Ergo følger, at hvis du mener at være den George Bush, der ville ignorere en international klimakonference grundet en tid hos tandlægen - så er du utvivlsomt også George Bush. Uheldigvis indebærer dette som sagt, at nævnte metode til at huske sit tandlægebesøg så ikke kan bruges i dit tilfælde. Du kan så i stedet vælge at huske, at det er profeten Muhammed, der skal til tandlægen på onsdag - med mindre du da mener tillige at være profeten selv, for så må du finde på noget tredje.
Umuligt at glemme
Men hvis du er George Bush, så vil du også vide, hvor farligt det er at 'tage profetens navn forfængeligt'. Kort sagt er dit tandlægebesøg alligevel ikke nogen god idé, så må vi ikke foreslå, at du tager det som en god anledning til i stedet at bivåne den klimakonference.
Godt, men hvordan skal man huske en sølle klimakonference, når man ikke engang kan huske sine tandlægeaftaler? Smart spørgsmål, men svaret er enkelt: For at George Bush agter at overvære en international klimakonference, er allerede i sig selv en så utrolig idé, at den er umulig at glemme - selv for George Bush.
Subscribe to:
Posts (Atom)