LAST YEAR ON O-DAY...

Det forlyder at O-dag den 22. december skal være kærlighedens og fredens svar på D-dag. Forhåbningen er at ved en synkroniseret verdensomspændende sex-udfoldelse kan vi aktivt bidrage til verdensfreden og den kosmiske harmoni. Lignende forsøg har før været gjort med kollektiv bøn og meditation, men resultaterne har sjældent været slående – hvad enten det nu skyldes at Verden er en lovlig stor mundfuld at bide skeer med, eller at det hele bare var gået endnu værre hvis folk ikke havde bedt. Intet skal udelukkes, men mine egne forsøg på med tankens magt at påvirke udvalgte medmennesker altid har været forgæves. Derimod mødte jeg en gang en dame der bedyrede at være årsagen til verdenshavenes forurening – heldigvis blev hun siden helbredt af den forkætrede psykoanalytiker doktor Lomborg.

Skeptikere kan mod O-dag indvende, at de uheldige der den dag gik hus forbi, tværtimod må have følt sig ekstra fortabte ved bevidstheden om de andres lykke – hvorimod sidstnævnte til gengæld blev pikant krydret af bevidstheden om alle taberne. Men hør her: Til et ordentligt videnskabeligt eksperiment hører altid en neutral kontrolgruppe. Men hvor det almindeligvis helst bør gå kontrolgruppen mere skidt end de patienter som modtager den nye vidundermedicin – så skal det for O-eksperimentet tværtimod være sådan at selv de ensomme trækkes med af magien fra den globale orgasme, så at ingen tabes på gulvet.

Snarere end at græmmes over nederlaget på O-dag kan alle der trak frikort, derfor tværtimod sammenligne sig selv med de snu trækfugle og cykelryttere der lader de forreste i flokken trække læsset og som nyttige idioter sætte lufthavet i sving. Da kærligheden nu som ovenfor antydet ingenlunde er fri for sataniske islæt, så kan nævnte udspekulerede virtuelle kærlighed meget vel gå hen og blive langt mere sexet end den gammeldag – ganske som aktieoptioner er mere sexede end gammeldags millioner. O-dagen bliver måske derfor en så stor succes, at den udstrækkes til hele året; omtrent som med katolicismens utallige helligdage – der dog blev afskaffet herhjemme ved Reformationen til fordel for vort obligatoriske og protestantisk skamfulde lørdagsput, der alene ordineres for at forebygge tøjlesløs last.

En alternativ mulighed er den at drømmen om rollen som aftenens førerrytter bliver realistisk for alle: Hver dag efter fyraften vil herefterdags være O-dag, og scenariet vil da blive kærlighedens svar på Karaoke-sang, idet vi alle får demokratisk rimelige udsigter til en nat at være global sex-stjerne med on-line transmission ad telepatisk vej. Nå, men ret beset er tanken om verdensomspændende erotisk lykke ikke ny: For allerede i Queen Victorias tid hed det i pligtskyldige ægteskabelige anliggender: ”Close your eyes and think of the British Empire!”. Skønt denne heroiske forestilling selv med datidens fascistoide seksualregister næppe var specielt ophidsende, så dulmede den i det mindste den anderledes ubehagelige forestilling om ens ægte halvdel. Dette var nemlig alt rigeligt for at tilfredsstille Her Majesty, og så måtte det også være godt nok til hendes undersåtter.

Kærligheden har mange former. Således fortalte en teolog mig forleden om sine erfaringer som natportier i København. En sen nat skulle han indlogere en både landskendt, vands-kendt og vidt berejst hjemlig forfatter samt dennes viv i brudesuiten. Noget senere ringede forfatteren og bad om kogende vand til sin Nes-kaffe. Vor teolog fandt dog denne bestilling et nummer for spartansk og insisterede derfor på som et absolut mindstemål af festlighed at brygge rigtig kaffe efter alle kunstens regler. Dette ekstravagante tilbud blev efter megen protestantisk græmmelse omsider accepteret – men hvorvidt bruden brugte fløde i sin kaffe, det kunne pennens mand ikke svare på.

Nuvel, den sande humor skåner ikke sin ejermand, så lad os til slut fortælle om vor egen forrige O-dag. Da modtog jeg nemlig en sms fra et forgangent damebekendtskab, der med stenografisk klarhed frabad sig appelbreve. Men åh - må vi ikke nok benytte lejligheden til en stille hyldest til Susanne Møller, der vist har mere ben i næsen end de kvindetyper som mange mænd i ledende stillinger med forkærlighed ynder at udstaffere med en smule magt som deres menneskeliggjorte marionet og his masters most zealous voice.

For heldigvis leveres erotiske kvalitetstjenester jo for tiden angiveligt gratis som en hyldest til klimaet – og det var belejligt: For da jeg på O-dag i går havde anderledes lovligt ærinde på Vesterbrogade, bad en slavisk udseende mand mig veksle en tyver til telefonpenge. Det viste sig at være en højst eksklusiv tyver, for da jeg lidt efter skulle forrette mit ærinde, viste jeg mig at være blevet 2000 kroner fattigere. Og heldigvis var der ikke engang lagt Tobin-skat på den eksklusive finansielle transaktion, men den virkede åbenbart alligevel…

Dog trøstede en bekendt mig senere med filosoffen Kants ord: At penge som man blot forestiller sig, har præcist de samme egenskaber som penge man har i lommen – blot eksisterer de altså ikke. Men selv denne akademiske forskel ophævede vor mand altså ved så intenst at forestille sig mine 2000 kroner eksisterende - i sin egen lomme...

DEATH PENALTY IN DENMARK AND IRAN

If you want to save somebody from death penalty, your favourite strategy should not be to criticize death penalty as such – because that means criticizing the whole system, thereby provoking its self defence. Rather you should try to plead for the innocence or at least the mitigating circumstances on behalf of the defendant. Likewise if the system is religious, you should invoke its own god in your plead rather than criticize their religion. This is the case with Iranian Kurd Ms Zeinab Jalalian, sentenced to death just for expressing her view.

There is also another reason not always criticizing death penalty. If you defend even real criminals, you will soon use up your whole “quota” of mercy, so you should be aware of the risk of inflation. Rather then work with dedication for truly innocent defendants on a full scale, involving also higher levels of diplomacy etc. That way the risk of insulting and provoking our opponent is limited. Because we must remember that what really insults us is the full truth, so we should never tell the whole truth until we have no more options.

There is even a third and more contemplative reason for some idealistic reservation. Most people in Denmark as well as in Iran and everywhere else want the death of quite a few of their contemporaries without themselves knowing it: For most “cultivated” minds of honour and some education know only what they are socially rewarded for reading and repeating. However we will or dare seldom pay the price for effectuating our secret death wishes, even in cases when it is within our realistic range of possibility. For even in the realm of destructive acts self confidence is a factor of importance.

Considering this fact it is not convincing to defend all kinds of outright criminals and psychopaths, because they never interfered with your own interests, and to forgive them on behalf of victims without any use for your own purposes. Your idealistic goodness will then at best express complete indifference, at worst pure unlimited vanity.

Rather I would take the opposite position and claim, that any good person faced with imminent departure from this earth, no matter the reason, ought to kill a number of well disguised psychopaths first and even make it official for reasons of prevention. This would have special preventive effect, since quite a few otherwise untouchable bastards would be stopped; and it would have general preventive effect as well, as it might make some people in power think twice, at least sometimes.

Killing psychopaths however should not be legalized, since such license would be abused by psychopaths killing innocent people, claiming that their victims were psychopaths: Because the ability to turn things completely upside down when convenient is something that psychopaths have in common with incurably normal characters... Also innocent but partially unhealthy or very unhappy minds could be expected to kill reasonably innocent adversaries for completely irrational reasons, were such “just” executions legalized as some kind of civic right or even a virtue. The fact thus is that some things can certainly be morally justified, yet it would be either a mistake or a moral error to legalize them.

Even so, some people ought certainly to be killed for preventive reasons, and the sooner the better. And there is no principal difference between wanting somebody dead in privacy, maybe invoking God or some occult spirits, and physically killing him oneself. The reason why you don’t kill people with your own hands is not that you are too moral, but that you don’t want to pay the price, and that you would not be able to hide or destroy the evidence. Such inhibitory complications are not present when you want God to kill your enemy: And although nobody can prove it, your death wishes on behalf of your enemy are certainly as clean and strong as in the case of physical murder. If God really should fulfil your wish, you would thus not be able to get away morally by accusing God for committing the murder. But legally it is without risk, and that is why your true character is best expressed in what you privately wish your God to do for you.

As for Raskolnikow, I guess he must have been somewhat on the sensitive side - anyway, in such matters you cannot allow yourself to be prudish...

As for holy men it is the same everywhere. The people enjoying most respect in society – no matter if they are priests, politicians, professors or “progressive” journalists – are often the most unforgiving, because they cannot tolerate persons of less official honour showing that they are morally conceited. The only reason why we don’t hang people in Denmark – unfortunately not even the worst of true criminals – is that we have no legislative basis for such verdicts nowadays.

For the official Danish elite is neither more intelligent, nor better educated or more humane than the priests of Iran or any other country for that matter. Yes indeed: It is universal that when insulted by the truth or by better human examples, the progressive elite of society hate nobody more than the innocent and the pure of heart. That is why law is really there to protect us against our own nature. Denmark is not a better country, and the Danes are no better people; but in this particular respect our law is better, since it prevents hanging of innocent people of good and honest intentions.

Anyway it is good that our death wishes are seldom effective, since most death wishes in this world are not legally warranted, not even in countries with death penalty. A lot of “civilized” bastards would certainly like to strangulate their adversaries outright in greed and jealousy, and their reason for not doing so is certainly not idealistic. And this is why we cannot take their official rhetoric against death penalty for the most callous criminals seriously – even though some of us may take the same point of view.

At last we can tell our readers, that as for the right place to publish these thoughts I never even tried to publish anything in philosophical magazines, since I have some auto-biographical bias against such artificial communities in the humanities. The humanities are universal, belong to everybody and are not the territory of a conceited pagan priesthood with no God. In the sciences it is a different story.

As for death wishes you can console yourself with the thought that the higher status of those who wish you were dead, the higher status you have yourself in their eyes -which might be a good reason not to wish you had higher status. Merry Christmas!

.

"GENEREL INTELLIGENS"

Både adel og löfter forpligter, selv om man skal vogte sig for ikke at forlöfte sig på sin adel. En vis lejlighedsvis konsekvens er vi også forpligtede til, og derfor kan vi bruge vort foregående indläg om "social intelligens" som springbrädt til et forsigtigt causeri over det kontroversielle begreb "generel intelligens". Området er betändt, for hvor der ud over forskningsmidler også er griller og personlig äre på spil, kan käpheste få selv de dygtigste til at snyde gevaldigt på vägten.

Det synes at väre en naturlov at så snart vi får lov at nyde et bestemt privilegium, mener vi ikke blot at have gjort os fortjent til dette, siden vi åbenbart fik det ... Nej, vi mener samtidig at når andre ikke fik det samme privilegium, var også dette udtryk for tilvärelsens viselighed. Egentlig logisk nok, for fidusen ved at väre direktör, professor eller hvad nu skulle jo gerne väre at markere en forskel - ellers kunne man jo nöjes med at kalde sig dansker, mand eller skaldet. Og den forskel vil man typisk begynde at bygge et bolvärk om fra dag ét efter sin kåring.

I den forstand korrumperer alle privilegier - for ikke så snart man er blevet hädersborger, indmeldt i Det Danske Akademi, Byldendals Go-klub eller jeg ved ikke hvad - så vil man pludselig som Björn Nörgaard omvurdere alle sine tidligere värdier. Kun dengang man selv stod udenfor systemet, var der noget galt med dette - og var nävnte lapsus åbenbart systemets eneste skönhedsfejl, så var den desto mere graverende. Og himlen gläder sig som bekendt mere over én omvendt synder end over ti retfärdige. Enhver kritik af Bermuda-trekanten forstummer derfor gerne, så snart man selv er blevet taget til nåde og pacificeret.

Nuvel, denne indledning er kun relevant fordi samme art betragtning kan overföres til al snak om intelligens. Vi er tilböjelige til at hylde de intelligenskriterier hvorefter vi også selv ligger lunt i svinget, og det samme gälder naturligvis åndelige del-områder eller facetter af en tilsvarende attråvärdighed og status. Tänk således på at når akademikere roser hinandens arbejder for stor originalitet, er der meget ofte tale om et vidunderligt selvbedrag, idet de roste arbejder vitterlig ofte har deres forträffeligheder - men blot slet ikke denne ene! Når nävnte träk så undertiden spottes, og da jo oftest helt uden for nummer, gör det gode selskab derimod korsets tegn eller ignorerer det - ofte for derefter selv at overtage byttet.

Nuvel, på samme måde vil vi ofte med större gläde offentligt hylde den intelligens vi selv kan vurdere, og som vi fölgelig også selv må besidde, end al den intelligens som vi ikke besidder. Folk med specialtalenter som tegning vil helst bedyre at dette er en art intelligens, mens andre tvärtimod helst vil slå det hen i stil med negrenes medfödte irrationelle rytmesans. Dyrkerne af ideen om en generel intelligens, som er den "virkelige", vil sandsynligvis derfor själdnere väre bärere af sådanne särtalenter.

Til sagen hörer også at når vi först har fået så meget sans og kärlighed til et kunstnerisk felt, f.eks. musik,, at vi forsöger at forbedre os seriöst , får vi virkelig respekt for al den indsigt og historie i stoffet der på ingen vis kan reduceres til irrationelle griller, vaner eller instinkt. Snarere er det sådan at jo dybere vi tränger ind i et specialfelt, desto mere respekt får vi for dettes iboende intelligens i forhold til vor egen håbefulde slingrekurs. Og vi vil meget själdent finde på at reducere denne respekt ved i stedet at påberåbe os selv en desto höjere "generel intelligens".

Selve ideen om en generel intelligens udsprang i sin tid af den iagttagelse at folk der er gode til nogle ting, oftest også duer til flere andre ting - hvorfor der rimeligvis måtte väre nogle fällesnävnere. Og vist ville det også väre naivt at tro, at der findes lige så mange "evner" som der findes emner: Således at nogle har talent for botanik, andre for zoologi, nogle for håndbold, andre for fodbold, osv. Også på särområder måtte man på samme vis så hävde at nogle har talent for at tegne fugle, andre for at tegne henholdsvis blomster, mennesker og bygninger. En lignende naivitet ser vi i kulturlivet, når man i stedet for at slås velvilligt placerer hinanden i veldefinerede små båse, hvor vi så kan få rose hinanden for at holde os på måtten.

Givetvis en måde at löse sameksistensens sväre kunst, og da bestemt også langt hen fornuftigt - men naturligvis misbruges det ubevidst af bornerte smagsdommere og ordstyrer med honette ambitioner til at amputere et områdes helt genuine talenter til af empatisk pladshensyn at holde sig inden for en komisk prokrustesseng, fordi det er blevet en demokratisk menneskeret at väre filosof, kunstner, videnskabsmand, martyr eller hvad nu. Til sagen hörer nemlig at de der med forkärlighed går efter og nöje udvälger hinanden til ordstyrere, meget själdent selv er genuine talenter og netop derfor nidkärt häger om det domesticerede og bundnormale for at udgränse de selvskrevne.

Kort sagt har ethvert talent en art generalitet eller universalitet, som ingen jobbeskrivelse kan begränse. Men samtidig er det dog stadig sådan, at et talent i musik ikke behöver at väre lige så godt på helt andre områder. Den påståede näre korrelation mellem de klassiske intelligensområder er argumentet for at udskille särtalenter fra den generelle intelligens. Men meget tyder på at denne er et fantom, for virkeligheden opviser jo de besynderligste kombinationer af ekstrem duelighed og uduelighed sameksisterende selv på felter der normalt alle henföres til bemeldte generelle intelligens.

Omvendt oplever vi som nävnt ikke den dybe intelligens hos et felts store kunstnere som spor "specialt", når vi selv forsöger at nå ind i det. Ikke mere specielt end alt muligt andet, bortset måske fra i den biologiske forstand at det kan väre et felt uden helt umiddelbar praktisk overlevelsesvärdi, til forskel fra praktisk og teknisk duelighed. Tvärtimod oplever vi enhver intelligensytring som umiskendelig og genkendelig - selv på områder vi ikke tidligere kendte til. I den forstand er selv de mest ekstreme specialintelligenser generelle. Og denne påstand kan vi belyse ved at citere et skriftsted, hvor en anmelder tilkender Oscar Peterson "the greatest general intelligence" på sit felt. For det sjove er, at anmelderen her med "generel" vel alene sigter til alt under det musikalske gebet hörende. Og dog forstår man så udmärket hvad han mener: For i både henseende til kreativitet, melodisk formsans, harmonisk indsigt og rytmisk mangfoldighed er det formidabelt.

Lad mig nu i stedet fortälle om min bedstefars vise hushjälp nästen uden skolebaggrund. En gang spurgte jeg hende, om mennesker med dobbeltgängere mon også i psykisk henseende lignede hinanden. Hun svarede straks, at det kunne hun ikke tro, for der var nok så mange indviklede arveanläg i spil, at et sådant sammenträf ville väre mirakulöst. Helt genialt tänkt, for hvis alle vore anläg er indbyrdes uafhängige, så er det irrationelt at forvente total lighed mellem "dobbeltgängere". På ganske samme vis forventer vi jo heller ikke at en flerdobbelt vinder i lotto fortsätter med at vinde - med mindre der altså er tale om snyd.

På samme vis kan det faktisk også väre sådan at nogle anläg er koblede, måske for at vi lettere kan tage bestik af hinanden i tide ved at skue hunden på hårene. Men hursomhelst så er hushjälpens tilbagevisning af min naive forhåndsantagelse overväldende skarpsindig, hendes manglende skolebaggrund taget i betragtning. Og tilfäldet var ikke enestående, om end det nu oftest handlede om psykologisk indsigt. Derimod tror jeg ikke at hun besad mere end de allertarveligste färdigheder i de gängse skolediscipliner, og hun havde også psykisk haft en ret kummerlig barndom.

Igen tvivler jeg ikke et sekund på at hendes intelligens var "generel", og dog ville jeg ikke af den grund bedyre at nogen bestemt test kan kortlägge en så mangedimensional generalitet - ejheller hvis man kunne se bort fra alle själelige og eksperimentelle vanskeligheder, forskellig baggrund osv. For selv om fänomenet har en genkendelig generalitet, et karakteristisk "väsen", så er det dog ikke derfor givet, at der også på anlägssiden er tale om en tilsvarende enkelthed: Ganske ligesom benmuskler og armmuskler jo bestemt ikke er det samme, selv om begge dele umiskendeligt er muskler.

Biologen Steven Jay Gould argumenterede i sin tid for at alle intelligensfelter havde noget generelt fälles med deres nabofelter - men näppe med meget fjerntstående felter. Intet felt var derfor i sig selv mere "generelt"end andre. Og hvis man alligevel udvalgte en bestemt region af felter til at väre den centrale, var det derfor helt vilkårligt - hvorfor musikanmelderen var i sin lige så gode ret til at tilskrive Oscar en formidabel generel intelligens i hans egen region.

Spörgsmålet om en helt generel intelligensfaktor med varierende betydning for alle specialfelter, men især for de klassiske fornuftsfelter, er stadig uafklaret, for så vidt som nævnte skole stadig har sine fortalere. Kunne det mon i stedet väre en mulighed at vort intellektuelle udstyr tvärtimod består af en bunke "mikro-evner", som alle er generelle - men blot således at hver mikro-evne har forskellig vägt på forskellige färdighedsområder. Selv musikere visualiserer rudimentärt for at holde sammen på skidtet, men vel ikke så meget som billedkunstnere, de foretager også aritmetik-lignende operationer, men ikke så meget som statistikere; de analyserer sindrige harmonier, men er måske ikke dialektiske begrebsanalytikere. Tegneren er ikke kun visuel, men besidder nok også nogle geometrisk-matematiske "forstadier" osv.

Omvendt ved vi fra specifikke hjerneskader, at folk kan miste enhver elementär aritmetisk evne, mens de stadig formår at räsonnere logisk uklanderligt og nuanceret i sproglige deduktioner. Og alene dette viser, at ideen om en bestemt generel intelligensfaktor af störste betydning for isär de klassiske skolefelter må väre forkert. Kort sagt kunne man foreslå den eventualitet, at vi besidder en bunke generelle faktorer - men at et givet felt, en given färdighed får sin specifikhed alene i den forskellige vägtning af disse mikroevner. Og dette kunne så atter forklare den ofte gådefulde variation i folks talentsammensätning - selv på områder som vi klassisk opfatter som hinanden närstående.

Vort forslag har nemlig den fordel frem for en total afskrivning af g-faktoren, at det anerkender eksistensen af umiskendelige fælles "mikroskopiske" ur-operationer på ret forskellige områder - men derudover tillige forklarer det genkendelige intelligenselement også i de umiddelbart set meget specielle funktioner. Således kan man nok hævde at selv om harmonisk analyse forudsætter et indre øre, der atter skal optrænes, er den analytiske komponent umiskendeligt klassisk.

Efter denne vor dumdristigt anmassende fremtrængen mod Nilens og visdommes kilder hinsides ethvert velment kulturredaktionelt råd skylder vi sluttelig at henlede opmærksomheden på, at der gives såvel østlige og vestlige skoler som bekender sig til den tro at de fleste mennesker på bunden har nogenlunde de samme intellektuelle potentialer, uanset hvad de kan præstere her og nu. Tanken er smuk og kan endda have megen sandhed; især er den pædagogisk sund både ved sin opbyggelighed og ved at honorere hvad der skal honoreres: En verdensmester på et felt vil anerkendes for sin præstation, men behøver ikke derfor at pukke på sin medfødte udvalgthed - for skæbnens og lidenskabernes veje er uransalige. Og i övrigt kommer intelligensen lige som kärligheden själdent når vi jagter efter den.

En modificeret variant af nævnte skole kunne lyde, at hvis nu vort intellektuelle udstyr i virkeligheden består af en bunke mikroskopiske ur-operationer, der i vid udstrækning er indbyrdes uafhængige, også genetisk, så vil af rent statistiske grunde vore indbyrdes forskelle på de mange forskellige mikro-områder oftest udligne hinanden, således at vi overordnet set næppe har meget at lade hinanden høre, når alt kommer til alt. En pensioneret og derfor legitimt beruset hjerneforsker bedyrede således forleden på Palæ Bar: "Vi mennesker har den hjerne vi skal have - det afgörende er hvordan vi bruger den." Og fra fulde folk skal vi høre sandheden.

Hvis vort beskedne forslag til en oplösning af den beskrevne gordiske knude nu uventet skulle indbringe os Nobel's Fredspris i selskab med Henry Kissinger og Frank Esmann, vil det väre en oplagt anledning for os til omgående og ambulant at omvurdere såvel Nobels Fredspris som Henry Kissinger og Frank Esmann. For ingen skal beskylde os for at väre urokkelige stivnakker, der hviler på laurbärrene i strid med al god empirisk tradition.

"SOCIAL INTELLIGENS"

Kedelige og komplet holdningslöse personager i stil med den vidunderlige siderolle hr. Julmand i filmen "Headhunter" anser sig i deres ubetydelighed ofte for i besiddelse af en uhyre "social intelligens". Og beviset derfor er naturligvis deres mangeårige manövredygtighed renset for enhver art uagtsomhed, ubalance eller fremturen uden mandsopdäkning.

Alene fra mine år i avisernes verden ved jeg at der på hver redaktion og velsagtens i ethvert andet stort firma sidder mindst én sådan helgarderet mandsling gennem årtier, fredet selv i den värste storm. Deres hemmelighed er dog ikke deres sociale intelligens, men at de er for bekvemme til at have nogen art etik eller holdning i forhold til nödvendigt beskidt arbejde, for feje til selv at gå efter magten og derved udfordre ledelsen, samt alt for ordinäre til at provokere branchens grasserende jalousi og forfängelighed. Sagen er nemlig at det er ledelsens mere end deres egen sociale intelligens de kan takke for deres urokkelige position.

I övrigt er det ikke absurd at tale om social intelligens, men selv om naturligvis det er biologisk interessant, er det dog ikke andet end hvad enhver abe kan prästere i sövne. Når middelmådige og karakterlöse personer så ofte dyrker denne disciplin, er det da typisk også mest i mangel af bedre - for det er klassisk at når folk med Ikaros-drömme begynder at flyve for höjt, indhentes de gerne af nemesis, om end ikke fra Gudernes himmel, men altid fra neden. Biblens Josef-figur er her klassisk, som Thomas Mann viste. For kan man selv ikke finde på noget bedre, kan man altid finde ud af at intrigere og puste til jalousiernes glöder, pavestolt over egen snedighed.

Et eksempel på hvorledes jeg selv dummede mig i så henseende var da WA juli 08 trykte en siden hen meget rost kronik om mediernes Bermudatrekanter, som Politikens kronikredaktör havde afvist (som alt andet) helt uden forbehold trods god samarbejdsvilje. Man udbad sig nemlig i den forbindelse nogle konkrete eksempler - for at gøre stoffet mere avisaktuelt. Og det blev hororeret med fyring på bemeldte dagblad, og vel netop fordi det var umiskendeligt stuerent og derfor desto mere uafviseligt i sin pytagoräiske algebra. Ja, nogle mente endda at jeg gik frejdigt i en fælde som ethvert barn i syvende klasse ville have gået langt uden om...Men et er at vide at fænomenet findes, noget helt andet at erfare dets massive "hormonale" vælde.

En af de få gange hvor jeg omvendt selv har udmärket mig i så henseende var, da jeg i sin tid blev tilknyttet bemeldte dagblad som anmelder og free lancer. Instinktivt sendte jeg forinden kulturredaktionen nogle velskrevne, men dog ikke virkelig interessante småting, og den bed man på. Senere dummede jeg mig naturligvis ved at vise min virkelige force, og lige så mange roser det indbragte fra abonnenter med vidt forskellig baggrund og alder, lige så meget mishag vakte det efterhånden hos overordnede kolleger af samme kön. Så gik det slag i slag ned ad bakke med årlige "suveränitetsoverdragelser" til harmlöse ug-drenge af typen "højerere samlere", så småligheden kunne tage sig ud som storsind over for de nye. Og naturligvis uden megen kollegial protest...

Den lille historie illustrerer i sin banalitet, at laden hånt om al social snedighed typisk er et overskudsfänomen der oftere ses hos de nogenledes begavede. Naturligvis vidste jeg fra begyndelsen, hvad der kunne väre vindende - men fristet af sejrsrus slår man det snart hen. Hertil kommer endnu et punkt: Et er nemlig at kende til eksistensen af en bestemt dimension som der må tages höjde for. Noget helt andet at erfare hvor stärk en faktor der er tale om - ganske som nyslåede indehavere af körekort slet ikke er i stand til at kalibrere sikkert med inertien af store biler samt höje hastigheder og derfor let skrider ud i vejsving - også selv om de naturlígvis kender til inertiens eksistens.

Mit anderledes held i svensk fredningsarbejde skyldes vel til dels ligeledes, at jeg, foruden at väre en ildsjäl, som amatör og enegänger aldrig har udgjort nogen professionel trussel som "intruder".

PUBLIC SERVICE OG VIRTUAL REALITY

Vor public service forpligtelse ligger os på sinde, og heri indgår også bredere virkelighedsrapporter. Disse behøver dog ikke alle at hvile på vor egen autoritet, idet det ellers ville blive for smalt. Naturligvis kan vi ikke garantere for vore vidners troværdighed, men dette stiller jer nu ikke værre end det forhold, at I jo heller ikke har nogen garanti for vore egne rapporters troværdighed. Men ganske som I her støtter jer til det forhold, at vi endnu aldrig har svigtet jeres tillid desangående, lige så lidt har vi selv fundet mindste grund til reservation i forhold til de vidner vi henholder os til.

Sådan tillid fortyndes imidlertid led for indtil det rent homeopatiske, hvis jeg refererer til troværdige vidner, der atter kender troværdige iagttagere, der i deres tur på tro og love bedyrer at troværdigheden ligefrem tiltager med graden af fortyndelse, idet homeopatiske blandinger angivelig skulle være de mest helsebringende. Ja, i henhold til yderst troværdige homeopater skulle det allerypperste ligefrem være de blandingsforhold, hvor vandet vitterlig er destilleret til helt rent H2O og blot erindrer at det vist nok engang har været i berøring med det saliggørende stof.

På samme vis kommer svindlere ofte langt ved at henholde sig til, at de engang har været bonkammerater med en yderst troværdig person – indtil det viste sig, at denne beklageligvis ikke var hans store tillid værdig. Ja, personligt kender jeg en passioneret plattenslager, der ligefrem anbefaler sig med den personlige maksime, at han af princip kun låner penge af ordentlige mennesker. Og hans ord er selvopfyldende: For hvor mange ordentlige mennesker kan helt stå for den anbefaling?
Kort sagt kan I roligt stole på de øjenvidner vi inddrager i vor nyhedstjeneste, om ikke andet fordi de med garanti er væsentlig mere underholdende bekendtskaber end hvad I ellers tilbydes for jeres egne penge. ”Det offentlige rum”s prætentiøse vulgariteter vil vi ikke byde jer; men I tilbydes derimod at sidde på første parket, hvis I ellers formår at afholde jer fra abeagtig gnasken og febrilsk fingereren med medbragt forplejning, knitrende emballeret i alle regnbuens farver. For her bliver såmænd såvel som brød og skuespil nok til alle.

En bekendt fortalte således at han fra sit hus i Skåne havde overværet hvorledes en stor duehøge-hun ihærdigt jagtede en af hans brevduer i henved to minutter, indtil offeret slap tilbage i dueslaget på målstregen. Høgen vandt ind på de lange, lige stræk: men kun et enkelt sted har jeg læst, at de store høgehunner kan nå op på særligt høje hastigheder og undertiden tillige opvise sjælden udholdenhed. Nuvel, jeg tog med mit vidne derop, men skønt haven vrimlede med egnede ofre i stærekasser, stengærder og huller i laden, havde vi ikke held til at opleve en "gjentagelse", selv om han næsten daglig får høgebesøg.

Men jeg tror ham alligevel, for han har den besindige flegma, som de gode og nøgterne naturobservatører oftest har, og som giver de bedste resultater. For dels har de opmærksomheden vendt udad i stedet for mod indre drømmescenarier bekvemt henlagt til Kamtjatka; dels indgyder de deres medskabninger en grundlæggende tillid ved deres økonomiske indstilling til forholdet mellem energiudfoldelse og plausibelt udbytte: For i al slags omgang når man længst ved at udstråle en vis solid forudsigelighed.

Om natten havde jeg sære, men let tolkelige drømme, som altid når organismen er lovligt undskyldt og spænder af under fremmede vingers anonyme beskyttelse. Tolkning af andres drømme føles som skarpsindige gæt, hvorimod tolkning af egne drømme føles som erindring af hvad man godt vidste. Ha – dér var jo dagresterne fra gårsdagens oplevelser, aha – og dér var temaet. Men selv de helt konfliktfri behøver angiveligt at drømme, selv om de intet har at drømme om. Folk på den grønne gren holder derfor gerne drømme for absurde og hælder som fysikeren Benny Lautrup til at se drømmene som en art hjerneaffald uden mening.
Well, måske i deres tilfælde. For fjollede drømme er åbenbart lige så gode til at smøre hjernen som fjollede bøger, fjollede aviser, fjollede konversationer samt fjollede digressioner – eller fjollede bondestudenters livtag med karrieren, Gud og kærligheden på de lokale værtshuse.

Nuvel, også afhandlinger bliver som drømmene futile, hvis det genuine dramatiske stof mangler. Derfor behøver de nu ikke at være så dumme. De fleste af os er jo kun middelgode på de fleste felter, selv uanset et vist talent, og det er helt i sin orden, blot vi ikke forbyder det gode af malplaceret skam. For uden det gode ville vi snart kede os ihjel, for nyttige genier er lige så mentalt nødvendige for os som nyttige idioter og fjollede digressioner.

Nuvel – nattens drømme har jeg atter glemt, men katarsiseffekten lå i oplevelsen af deres organiske rod i noget ikke-spekulativt med egen stemmeret. Den næste dag skulle jeg selv vise mine egne territorier en breddegrad længere mod nord frem til en gæst og lod mig køre derop. På vejen satte hans bil et par gange ud – men som i en drøm mødte vi straks ved ankomsten min private bil-fusker, der var mand for på stedet at udlægge bilens drømmetale og tilbyde en kur hinsides al forhandling.

Min egen guidevirksomhed den næste morgen blev ligeledes truet af transportkomplikationer tillige med uheldigt vejrlig. Derfor kørte mine gæster ned til et menneskeskabt fugleeldorado nær kysten – en såkaldt kvælstof-fælde, idet vådområder på engang hindrer overgødning af lavbundede havbugter og beriger fuglelivet. Udmærket tænkt – men atlantisk blæsende og sjælløst kedeligt for os drømmere, der hellere vil se et enkelt tranepar i taigaens sarte sumpe end en bunke skræppende og overgødede ænder og strandskader fra et kollektivt turistskjul.

Den permanente observationsfacilitet lignede en mellemting mellem et cykelskur og en offentlig retirade forsynet med glughuller af hensyn til voyeurer fra begge sider. I skuret sad såvel passionerede som pensionerede fuglefolk linede op med fotografisk ”high end” udstyr af den art, som vi nu alle har, men som for blot få år siden vakte uforbeholden benovelse og signalerede, at her var sad en af de udvalgte, som kunne leve af sin hobby.

Men det er hermed akkurat som med finkultur, at der er gået inflation i det, på godt og ondt efter demokratiets og fremskridtets egen natur. Snart når vi måske det punkt, hvor stadig flere dropper det hele og begynder forfra på et rent hobbyplan. For at leve af noget ikke alt for opslidende med fritid nok til at drømme er i vore dage ikke så svært som tilforn. Først bliver de eksklusive hobbies umulige at leve af; dernæst falmer deres høje status efterhånden ganske i stil med universets tålmodige afkøling siden Big Bang. Kort sagt falder hele det stræbsomme halehæng falder fra til fordel for det sidste ny. Så bliver der måske omsider lidt ro, hvorefter vi uforstyrrede kan dyrke den ægte vare.

Snart kan vi således alle i den rige del af verden være så misundelsesværdige, at vi end ikke behøver at leve af det for at være det. Vore superobjektiver vil da blot være ærligt legetøj uden bagvedliggende forhåbninger. Men på den anden side: Hvis vore drømme ikke længere er drømme om noget andet og mister deres eksistentielle fokus som håb om forløsning, så bliver de måske netop absurde, fjollede og sjælløse ligesom de heldigt stilledes natlige drømme? Og det samme gælder måske naturoplevelsen?

Naturinteressen er ganske rigtigt dalende, også i skoleregi. Ikke underligt, for på TV kan vi opleve de mest fantastiske naturscener gratis og på kommando uden noget som helst mellemværende med virkeligheden. Den virtuelle naturoplevelse overhaler vor naive fascination af eventyrets næsten religiøse ”dybere inde i skoven”, ”længere vestpå” med medietilbud hinsides hvad vi realistisk kan håbe på at opleve i virkeligheden – og dermed overflødiggøres den virkelige natur måske som en art tidsrøvende kitsch. På det erotiske område bliver det vel ligeledes snart muligt ved hjælp af særlige chips at opleve perfekte samlejer med udvalgte stjerner i 3D og hele registret uden at risikere hverken vor dyd, vort helbred eller vor civilstand.

Den ægte stand selv kan imidlertid næppe simuleres af nogen virtual reality, og således beholder virkeligheden beholder alligevel et sidste trumfkort af uforudsigelighed og transcendens hinsides kedsomheden – som ikke kan indfanges og plagieres ved hjælp af tenologiske fiks af modernitetens ”endimensionale menneske”. Åbenbaringens præg af unik transcendens – ”Hold da op – nu sker det virkeligt, nu letter flyet, for sent at stå af, hun sagde sgu ja, nu kommer tigeren og denne gang er det hverken film eller drøm” er således tæt på hvad Kierkegaard kaldte ”det etiske-religiøse”. Ejvind Larsen er inde på det samme i sin stædige undsigelse af vor civilisations abstrakte og næsten gnostiske dyrkelse af pengenes og intellektets ”rene” abstraktion. Kroppen, naturen og den kødelige virkelighed reduceres dermed til en åndsforladt og foragtelig emballage – og af samme grund hylder mange ortodokse kristne såvel som jøder læren om kødets opstandelse.

Jeg drømte selv engang om at leve af mine naturfotos, men gjorde kun lidet for at markedsføre dem. Personlighedstypologiens klassiske komplementaritet, you know.. Nu fortsætter vi både det og skriverierne, blot gratis og uden illusioner. Mennesket er ikke skabt til den virtuelle realitets udramatiske vægtløshed, business class eller ej. I gamle dage stod man til søs og skelnede med naiviteten i behold mellem drøm og virkelighed...

Også nutidens bloggeri bliver let ugudeligt og relationsløst – men ikke vor egen blog: Hvis I nemlig påstår noget andet, røber I jo dermed netop at vi skam har virkelige læsere af kød og blod – oven i købet trods deres nærighed som abonnenter så velbeslåede konsumenter, at vi jo nyder reklamesponsorering af vor virksomhed. Men vist ligger der i blogfænomenet en solipsistisk emancipering fra virkeligheden, der kan sammenlignes med pornografiske rum i cyperspace. Bloggens virtuelle rum synes som en kuvøse at befri os fra bindingen til andre mennesker – idet læserne så at sige bliver en del af fiktionen i form af et livagtigt forestillet påskud for at skrive. Når først teksten foreligger, kan vi atter ophæve dette befordrende trick til opnåelse af gensidighedens psykiske intensitet.

Men helt det samme kan det aldrig blive, lige så lidt som pornografiens virtuelle rum: Bevidstheden om at gensidigheden netop ikke er blot forestillet, er som at knibe sig i armen og vågne op. Det virtuelle rums herligheder kan genfremkaldes vilkårligt så tit det skal være – men den sande virkelighed kendes netop på, at når toget er kørt, er det for sent at skifte mening. Kommer du for sent til din mors dødsleje – kan du ikke siden gøre det om. Dette er også en afgørende dimension af naturoplevelsens næsten bibelske ”det skete, og jeg var der”.
”You-tube”s mange fantastiske faunascener er netop uvirkelige, fordi de kan genfremkaldes på kommando, hvorved mysteriet går tabt. Så selv om forskellen mellem drøm og virkelighed sløres stadig mere, kan den ikke ophæves – ganske som der altid vil være forskel på prostitution og fuld erotisk gensidighed. Og af samme grund foretrækker nogle som bekendt det første...

BOHRS FORNEMMELSE FOR WESTERNS...

INSTINKT OG BEREGNING - EN STUDIE I PLAGIATETS ANATOMI
Atomfysikeren Werner Heisenberg fortæller i sine erindringer om en samtale med Niels Bohr på en af deres skiferier. De morede sig tit om aftenen med at se westerns, og Bohr spurgte herunder sig selv, hvordan det mon kan være at helten altid når at skyde først, selv om han per definition altid kun trækker i selvforsvar. At westerns er ren fiktion med sine egne uskrevne regler om den godes sejr, er naturligvis her uden interesse - for hvad Bohr tænker på er, om der også i virkeligheden kunne findes en sådan tendens. Og Bohrs intuitive og spontane svar lød her: At den der trækker i selvforsvar, slet ikke har tid til at tænke og beregne, men handler per instinkt – hvorimod den overlagte og gustne drabsmand omvendt altid vil have en forsinkelse mellem tanke og handling, selv uden at vi inddrager nogen moralsk eller forretningsmæssig tvivl.

Men hør så her: En tilsvarende mekanisme kan man tænke sig gør forskellen mellem den ægte vare og plagiatoren - men desværre her med den stik modsatte virkning, idet vi her ser en favorisering af skurken. Forklaring følger: Barnets sande mor vil altid sit barns bedste og vil derfor ustandselig bekymre sig unødigt om dets ve og vel, hvorimod den uægte moder-prætendant, selv hvor hun drives af en ustyrlig trang til at være moder, vil være langt mere fokuseret på handling her og nu i den korte tidslomme hvor den sande moders magt er suspenderet.

Nok handler kidnapperen ikke med selvopholdelsesdriftens øjeblikkelige og instinktive snarrådighed - men netop fordi hun dog drives af et genuint rovbegær og samtidig er pisket til at overhale barnets sande moder, så befinder hun sig psykologisk set i en lignende forsvarssituation og må indhendte modpartens naturlige forspring.

På samme vis i ideernes verden: Den sande ophavsmand vil ofte forsinke sit "afkom" aldeles unødigt grundet rene bagateller, som ingen djævel ville opdage, såsom muligheden af enten et par ekstra krøller eller en endnu smukkere, morsommere eller kortere formulering end den fundne: For i den rene tankes verden gælder at kortheden kendetegner den mest koncentrerede gennemtænkning, hvorimod fuskerne altid garderer sig med flest mulige krydsreferencer, og snakkesalige forbrødringer med alt hvad der kan krybe og gå af standspersoner på området – af ganske samme grund som fuskere af alle grader fra dag ét netværker på kryds og tværs, hvorimod den tanke oftest ligger den sande moder fjernt og derfor først kommer til allersidst: Ikke mindst fordi den ægte vare ofte naivt går ud fra at han eller hun er den eneste i verden der har gjort sig lige disse tanker. Hertil kommer at den ægte vare er et indre anliggende om erkendelse og udtryk, der kun i anden række er forbundet med sigte efter embede, erhverv eller autoriteters lovprisning i skåltaler.


Kort sagt vil den ægte vare være hæmmet af allehånde introspektive spindelvæv – hvorimod plagiatoren er på en gang aldeles koldsindig og besat af sit instinktive hang efter for enhver pris at lægge vanterne på eller i det mindste få andel i alle hånde ledige varer af en vis kvalitet og især status. Og han vil være mester i at præsentere en synopsis og forhåndssælge sig selv, hvorimod det byder mennesker imod at lære deres egne ting udenad, holde forsvarstaler for dem (som om de overhovedet behøvede forsvar) eller blot præsentere dem koldsindigt i hovedpunkter som var det en skolemæssigt tilegnet lektie, endsige en jobansøgning.

Vil den forelskede måske bryde sig om i venners lag at karakterisere sin udvalgte drøm i morfologiske og fysiognomiske hovedpunkter? Dette betyder at selv hvor den ægte vare tager sin fornuft til fange for at komme plagiatorerne i forkøbet, vil han oftest alligevel komme for sent grundet nævnte ulyst og tvivl såvel som kærkomne flugtmanøvrer undervejs i dette – i deres egne øjne – lidt uværdige forehavende. Åndslivets hyæner, krager, skader og gribbe helmer derimod ikke, idet de per definition er helt uden personlig risiko for at miste deres sjæl og derfor handler uhæmmet ud af det rå begær efter mest mulig ære, anerkendelse og territorium uden nogen naturlig forkærlighed – og det så meget mere som de jo kun kaster sig over et bytte efter at have forvisset sig om dets næringsværdi – og i denne metier har de ofte den garvede antikvitetsopkøbers sikre blik.

Naturligvis kan man ganske vist kun stjæle hvad der allerede forligger hos urkilden - men den der besidder den største basun og den mest massive mandsopdækning fra ligesindede, tildeles offentligt æren - først kollektivt af sine "peers" og i den grad mod bedre vidende - sidenhen af kreti og pleti i god tro: Først fortier man urkilden i en stiltiende kollektiv fortrængning med autoritativ gennemslagskraft - og derefter plagierer man den, i fuld tillid til at hvis den arme djævel virkelig skulle få held til at offentliggøre en patetisk indsigelses enlige svale, for ikke at sige selvmord, så vil man overbevisende kunne bedyre, at den bog eller de artikler havde man skam aldrig hørt om. Keine hexerei, nur behändigkeit.

Javel, Bohr og Heisenberg kan således bruges til meget når vi mindre ånder søger alliance med dem i kraft af en art magisk smitte ved optræden i beslægtede sammenhænge. Men selv om der nu i vort tilfælde er fuld saglig dækning for vor sammenligning, faldt denne desværre mod forventning ud til skurkens fordel. For plagiatoren tøver ikke og lider ikke af nogen hæmmende fornemmelser for barnets tarv. Og dette bør den vise Kong Salomon skrive sig bag øret.

To autentiske eksempler skal nu gives som eksperimentelle beviser for vor iagttagelse - der som fremgået forholder sig komplementært til Bohrs egen psykologiske komplementaritetsteori om overlæg versus instinkt. En gang i min studietid blev jeg taget sammen med en kammerat i et S-tog uden gyldig rejsehjemmel og blev afkrævet personlige data – men heldigvis så langt ude på landet at udokumenterede mundtlige oplysninger endnu dengang stod til troende. Nuvel, skønt i andre henseender en nervøs knægt faldt det mig ikke svært på stedet at opdigte et andet navn og tilskrive det en yderst betalingsdygtig adresse i Kongens Kjøbenhavn.

Hvad der imidlertid duperede min kammerat fyrsteligt var, at jeg bagefter spurgte den brave embedsmand om jeg dog ikke nok kunne slippe for min bøde for denne gangs skyld. Rent instinktivt – for denne min fingerede tryglens virkelige formål var alene at forvisse manden om, at den opgivne identitet og adresse åbenbart måtte stå til troende. En sådan verdslig snarrådighed lå mig ellers på alle måder fjernt – men var mig altså ikke desto mindre mulig, netop fordi jeg på ingen måde havde min sjæl i klemme, men kun min röv....

Dette leder os til vort andet selvoplevede eksempel, atter med os selv i skurkens rolle. Dette eksempel supplerer den bohr'ske facet med en forklaring af hvorfor den falske moder heller ikke efterfølgende behøver at frygte gengældelse eller afsløring.

Sagen er den at jeg i sin tid boede i samme opgang som en fordrukken, men dog notorisk cykeltyv - der en sen nat dinglede ind ad porten med to splinternye cykler samt et saligt smil. Pedalerne sad endnu i en pose på bagebærerne, så at vor mand kom frisk fra cykelhandleren, var åbenlyst.

Nu til vor bekendelse: Snarrådigt og koldblodigt lagde jeg beslag på den ene af de to stjålne cykler - som jeg nogen tid efter fik en kammerat til at låse op med en boltsaks. Men nu kommer pointen: Når jeg sidenhen af og til mødte opgangens autoriserede cykeltyv, smilede han altid kollegialt anerkendende bag sin rus og gjorde på ingen måde fordringer på "sin" cykel. Grunden var enkel: Tilknytningen til tyvekoster er af enhver art er per definiton andenhånds - så når man stjæler tyvekoster fra den "retmæssige" tyveknægt, bliver denne ikke det mindste slået ud af det. Så stjæler han da bare noget nyt, for hans sjæl er jo netop ikke i klemme. Men den der mister sine genuine børn, bliver derimod hylet ud af den og tænker sidst af alt på hurtigst muligt at skaffe sig nye børn - sin dokumenterede fertilitet til trods.

Og derfor kan plagiatoren ikke blot ekspropriere snart sagt alt fortløbende, men han gør tillige ofrene ukampdygtige ved så at sige at berøve dem deres sjæl: For ganske som Andersens uheldige helt i "Skyggen" vil den virkelige person på alle måder blive suggereret til mod bedre vidende at opleve det som om det alligevel er ham der er skyggen: For den mest anerkendte, efterspurgte, brugte, omtalte, højst betalte osv. vil jo snart af både sig selv og andre opleves som uhyre virkelig og massivt nærværende, hvorimod ideernes målløst blegnende ophav snart kommer til at tage sig ud som et uheldsvangert flimrende og utroværdigt flakkende genfærd uden krop.

Hvorledes man ikke desto mindre beviser plagiater, har vi i vore langt tidligere indlæg om afslørende "radioaktive sporstoffer" været inde på; ligeledes har vi suppleret med common sense argumenter ud fra den afslørende tidmæssige rækkefølge mellem ophav og plagiat - som nok i det enkelte tilfælde kan bero på ren tilfældighed, men jo ikke hvor der er tale om en systematisk genkommende tidsforskydning.

Men just alt dette har været os aldeles umuligt at publicere i aviser, selv hvor vi har kunnet benytte os af bekvemme aktuelle anledninger i form af de alt for sjældent opdukkende plagiatskandaler. For ganske som i etniske og professionelle sammenhænge vil en "stamme"s mere fremtrædende dørvogtere meget snart fornemme hvis de har mere til fælles med ens modpart end med en selv. For et miljø vil helst anerkende en af deres egne for dog at have en art andel i æren.

Sandheden er at de få plagiatskandaler (såsom Esmann/Kissinger-sagen) der undtagelsesvis gøres et stort nummer ud af, er så barnagtigt åbenlyse og amatørmæssige og i øvrigt kun begrænset dybsindige indholdsmæssigt set, at Over-Danmarks hæderkronede plagiatorer føler sig aldeles uberørte af dem - og derfor meget belejligt pudser deres egen glorie grundigt ved at piske de arme amatører med skorpioner. Ordentlige mennesker plagierer nemlig altid med rettidig omhu - og stjæler følgelig kun fra de fattige...

SKOLEN FOR LIVET

Visdom er oftest bagklogskab, opnået gennem livets sløjfer og digressioner; og også denne erkendelse er blot bagklogskab. Desværre er al bagklogskab måske ikke uden videre visdom – og dog: Hvorfor egentlig ikke? På analog vis hedder det da ellers at man ikke kan blive fagidiot, hvis man ikke er idiot først. Men måske er denne sidste påstand blot idioternes snedige måde at beskytte deres titel på, siden ingen lovgivning åbenbart gider forsvare deres sag. Ellers kunne det let gå som med de teologer der overhales indenom af dilletanterne fra pastoralseminariet, og de gammeldags lærde doktorer der overhales indenom af moderne Ph.d.- folk.

Men nævnte forsvar er i så fald slet ikke så tosset tænkt af idioterne, considering the circumstances: For så snart en hidtil ringeagtet afvigelse pludselig tager sig uopnåelig og eksklusiv ud, bliver den betragtet som attraktiv med akkurat den samme mangel på selvkritik som dengang man ringeagtede den – og så vil Gud og hver mand for enhver pris kunne føje også dette træk til deres umættelige cv, om de så skulle tabe den sidste rest af charme undervejs. Og pensionsrettighederne? Åh-nej, tal venligst slet ikke om dem, for så bliver vi almindelige idioter da først rigtigt grønne af jalousi.”

Men apropos farver: Sig os, hvorfor er jalousien mon altid grøn?” Ha, elementært, kære Watson: Det er nemlig af nøjagtigt samme grund som hvorfor den røde tråd altid er rød. Men hvorfor lige den tråd tillige er så vigtig at følge – se det ville være et anderledes svært spørgsmål at stille. Men vor overskrift forpligter os ikke desto mindre til at besvare det, nu troldens navn er blevet nævnt – hvis I ellers kan lade være med at distrahere os yderligere... Hør her: Jeg læser næsten aldrig erklæret højkulturelle magasiner. Ja, selv læsning af de allerlødigste blade forbliver stadig oftere ved pligtskyldigt rituelle tilløb, uagtet egne jeremiader over gratisavisernes niveau. For når intellektuel formstøbthed indbilder sig at være den højeste individualitet, når korpsånd uden hverken grænser eller læger tror at være progressiv, og når klubagtig protektionisme indbilder sig at være på engang ubetaleligt provokerende og aristokratisk guldalder på kongelige marmorgulve i antik Danish Design – så får jeg fysisk ildebefindende. Kort sagt: ”Jeg vil ikke!” – som jeg angiveligt skreg til præsten, da han i sin tid puritansk forsøgte at døbe mig i iskoldt H2O uden først at spørge, om jeg var på vandvognen.

Nå, det sidste var et sidespring – men det mente præsten nu ellers ikke. Men hvad mit syndrom angår, så er det nok af lignende grunde at store digtere ude i byen altid sidder og læser Ekstra Bladet – når lige undtages anmeldelser af deres egne udgivelser. Men også dette er nu under forandring, for i dag vil vi alle være alt, og derfor skal nu også digterne udtale sig pinligt ædrueligt om samfundet og verdenssituationen i årlige højtidelige essaysamlinger – begåede efter den sædvanlige glædesløse klippe-klistre metode, som et eller andet internationalt måle-indeks tvangsindlægger hele generationer til at bruge deres ungdom på, af hensyn til verdenssituationen og fremskridtet.

Men bevares: Hvis alternativet i praksis er hærværk og terrorisme, så er det indrømmet det mindste af to onder – akkurat ligesom anbringelse af børn i Folkeskolen, trods alle komiske erklæringer om læringsprocesser og udviklingsaftaler.Nå, vi gør efterhånden så mange sidespring, at det må kaldes vort komponerende princip – og så kan de jo ikke længere kan kaldes sidespring.

Hvem ved, ender det måske endda med at en lovende mønsterelev vil forelæse om vor ”metode” med samme art kærlighed som den hvormed insektsamlerne altid først kvæler deres studieobjekt med æter.Men altså, når man som vi pines ved det erklæret højlødige, sker det til gengæld at man ramler over noget uventet sjovt. Således er det f.eks. sjovt at tænke på, at hvad der end måtte stå i ”Illustreret Videnskab”, så vil mange højkulturelle mennesker stædigt insistere på, at det er under niveau i forhold til visse internationale magasiner – som de dog aldrig læser: Med andre ord kan der ikke tænkes nogen situation, hvor disse folk ville gøre indrømmelser til sådant et blad.

Det forholder sig nemlig her, ligesom det i henhold til filosoffen Popper forholder sig med religion: Ingen tænkelig situation kan få de troende til at indrømme at de tog fejl.Bortset fra at sådan standhaftighed også kendetegner bekendende ateister, så er den et rent overlevelsestrick og derfor hinsides terapeutisk rækkevidde. Lad derfor også dette sidespring ligge, så vi kan indrømme, at det nu slet ikke var ”Illustreret Videnskab” jeg ville snakke om. Nej, jeg kom på en svensk jernbanestation til at købe et amerikansk magasin med psykologi som månedens tema. Dér læste jeg, at kvinder oftest foretrække morsomme mænd, også selv om de holder dem for knap så kløgtige som deres mere alvorlige medbejlere. Det lyder godt, men så snart vi gør humoren til en veldefineret og formstøbt rubrik, bliver også den ligesom alt det guldrandede afsporet til en træls kamp om hvem der skal ”få lov”.

Under mine eksperimenter i folkeskolen har det ofte slået mig, at de dygtige og ambitiøse nok kan være både spidse, ironiske og sarkastiske, men næsten aldrig morsomme. Men det kan nogle af de umulige: En erklæret rod havde således for vane at forstyrre i mine tysktimer hellere end at deltage i sin egen klasseundervisning – hvilket jeg i øvrigt tog som en anerkendelse, når jeg nu alligevel ikke magtede at smide ham ud. Da jeg bad mine egne elever om at finde nogle henholdsvise positive og negative tillægsord på tysk – brød nævnte dreng ind som en shakespeare’sk nar, med følgende replik: ”Hvis en cykel er gammel, er det en positiv egenskab, for så gider ingen stjæle den. Og hvis en pige er grim, er det et positivt træk, for så bliver hun ikke voldtaget”. Det var sgu lige før at jeg bad om hans autograf, men desværre var jeg ikke hans lærer og kunne derfor ikke honorere ham med et velfortjent 13 tal samt dispensation for fortsat skolegang.

Knægten boede sammen med sin far der var langturschauffør og følgelig sjældent hjemme – og da kun i uskyldigt snorksovende tilstand. Kort sagt fik knægten lov at gå i fred i en formelig Rousseau’sk naturtilstand hinsides alle læringsstrategier og udviklingsaftaler. Men hvis nu han havde været skolens idol, ville han snart være blevet ødelagt og hans kunst smadret til ren kliché. For knægten havde nemlig endnu mere ret end han selv vidste: For det er bedre at gå undervurderet i fred end at blive beundret, ødelagt – og til sidst usurperet af en flok kopister.

Men ikke nok med det. Faktisk genopfandt knægten uden at vide det Bertrand Russells såkaldte typeteori. Denne skelner mellem logisk trinforskellige niveauer, der kun for sjov må sammenblandes eller sidestilles: Således er menneskeheden ikke selv et menneske og er derfor hverken ond eller god – for ond eller god kan kun det enkelte menneske være. Omvendt kan det enkelte menneske ikke være talrigt – for talrig kan kun menneskeheden være. Hvad knægten gjorde, inspireret af lutter kedsomhed, var altså at fange et højere logisk niveau hvor nogle negative træk pludselig bliver positive, og de tilsvarende positive egenskaber omvendt bliver negative – for dernæst at behandle det høje niveau på linie med det lavere som dettes negation.

Helt alvorligt ment ville det jo være vås – men et livsklogt paradoks er det, med humorens umiskendelige flerdimensionalitet hinsides ærens snævre trædemølle. Og langt mere interessant end den mønsterelev, som derhjemme har hørt om Bertrand Russell og straks ”mener” et eller andet alvorligt om hans ”teori” – og som derfor partout skal belønnes ved at blive sendt på en eliteskole, hvor han kan slippe for fremover at skulle distraheres af langturschaufførens og tømrersvendens afkom.For hvad nu hvis vort eksempel slet ikke var nogen undtagelse, men tværtimod illustrerede reglen? Hvad nu hvis vejen til visdommen og bagklogskaben næsten altid går via digressionernes kratskov – simpelt hen grundet verdens, livets og sindets kompleksitet?

HVOR FRÆK MÅ MAN VÆRE?

Graden af frækhed bedømmes og vurderes uvilkårligt, men aldeles ubevidst, under systematisk hensyntagen til social position. Således hæftede ikke engang vi selv os ved, at Claes Kastholm i det forrige gang omtalte interview i WA autoritativt frakendte Carsten Jensen ethvert niveau samt ære og værdighed helt uden eksempler eller argumentation. For en mindre etableret ville den slags være særdeles risikabelt undtagen i læserbreve, hvor redaktører jo gerne med kyshånd lader udenforstående sige, hvad de end ikke selv tør.

Det minder os om et ekstremt eksempel, idet journalist og forfatter Leif Davidsen i TV blev interviewet omkring tre sympatiske kenderes vurdering af hans seneste roman. Alle tre holdt af hans tidligere ting, men fandt den seneste sjusket og mindre vellykket. Hverken deres gode tro eller deres gode vilje stod til diskussion, men ikke desto mindre reagerede Davisson ved at kalde dem smålige misundere og intellektuelle undermålere samt ved ordret at sige, "Jeg er større og mere end I er", under henvisning til egen succes som bevis.

Ved eftertanke er det slående at ingen bagefter gjorde indsigelse eller fandt seancen pinlig - men havde en mindre anerkendt og etableret i en tilsvarende situation sagt blot det mindste pip, ville han være blevet grint ud som en dårlig taber, paranoid navlebeskuer og opblæst nar. Kravene til selvkritik er således omvendt proportionale med graden af anerkendthed, og det ser vi jo også når von Trier regelmæssigt forlods forlanger "De Gyldne Palmer" som et forurettet naturbarn.

Det samme fænomen ses helt generelt. Jo sikrere man sidder i sadlen, desto mindre behøver man at bryde sig om former og korrekthed - men med mod har det naturigvis intet at skaffe, så lidt som når veletablerede pressenavne hænger kendte mennesker ud hinsides enhver kvalitetskontrol. Et særligt grelt eksempel var da Politikens unge litterat Mikkel Zangenberg som en anden Rifbjerg tillod sig at tilsvine Torben Madsen helt uden proportion. Vort eget indlæg desårsags i april præsenteredes her på bloggen i historien "En pikant litterær brevveksling", hvori Thomas Bredsdorff for resten skuffede ved både en lovlig lav profil og et lovligt lavt niveau. Lige dette tilfælde var nu en undtagelse, fordi en ung fredet mand kom til at slå på en ældre mand der uventet, men velfortjent ligeledes nød nogen beskyttelse på Rådhuspladsen.

Men reglen er, at det anses ikke alene for det klogeste, men også for god tone at lade etablerede folk tilsvine sig infantilt uden at sætte dem i uflatterende relief ved at skifte niveau - og da i følge sagens natur opad. Man må til nød gerne besvare deres eget infantile plan, men at forlade planet anses for "ufint": velsagtens fordi det efterlader dem uden mulighed for at redde ansigt, hvorimod barnagtige ukvemsord af samme skuffe intet beviser og derfor langt bedre tolereres. Jeg oplevede sågar engang efter at have leveret et sådant sindrigt og indirekte svar at høre, at man ikke må tage angreb personligt - som om det selve udløsende personoverfald uden nogen art kvaliteter var veritabel højkultur og formelig guldalder, blot fordi det kom fra landets mest kendte forfatter. Samme systematiske optiske forvrængning ses når der ofte råder enighed om at selv ret pinlige litterære betaljer mellem kamphaner blottet for selvironi er ubetaleligt morsomme, blot de kommer fra lurmærkede steder.

Det samme gælder når sådanne litterære fejer mellem håbefulde brushoveder markedsføres af kulturaviserne som uomgængeligt kulturstof samt kanoniserede og obligatoriske danefæ. Jo mere spalteplads og jo grovere skyts der anvendes, desto mere gigantisk antages niveauet for "elefanternes kamp" for at være - velsagtens også fordi enhver typografisk gadedreng med lidt øvelse kunne gøre dem kunsten efter. Og den blotte mangel på enhver selvkritisk proportionalitet tages som det håndgribelige bevis for at emnet følgelig må være af samme tyngde som tidens største problemer og Newtons love tilsammen.

Denne komiske illusion fra demokratisk benovet gulvhøjde har dog sig egen konsekvente logik: For hvis det virkelig var sandt at Rifbjerg eller hvem nu var en art kosmisk elefant, ja så måtte selv hans mest private og personlige følelser jo ganske rigtigt også anses for lige så uafviselige verdensanliggender som vulkanudbrud samt galaklernes mindste rystelser.

Den samme betragtning gælder navlebeskuelse med fuldmagt på vegne af afdøde berømtheder: For det jo ikke en hr. hvemsomhelsts navle, der beskues. I øvrigt kunne sådanne berettigede undtagelser sagligt meget vel forsvares, men da måtte målestokken rigtignok gå på selve navlebeskuelsens "videnskabelige" og associative kvaliteter og ikke på navlens ejer endsige persons anseelse.

Omvendt opfattes forsvar der underfundigt og selvkritisk netop tager højde for enhver art indvendinger af nævnte art, som selvoptagen og forfængelig formastelse. Måske nok så meget fordi man fornærmer både elitens og offentlighedens liggen på maven for det vedtagne ved at sætte sig hinsides deres målestok - og tillige immuniserer sig mod den sædvanlige anklage for naiv navlebeskuelse ved som her at påpege, at sidstnævnte træk åbenbart er de privilegeredes legitime forret, efterret og tillægsgevinst, men hos de mindre heldige derimod et uskønt skue, der bør sættes på plads under såre bekvem henvisning til klodens værst stedte, der således endnu gang - ved held snarere end forstand - formår at gøre sig en smule nyttige.

FRA KASTHOLM TIL KONGEHUSET

Genialitet viser sig ofte i en ejendommelig forening af egenrådige konstanter og komplet uforudsigelighed. Et eksempel var min afdøde kollega Peter Zinkernagel, der ikke ofte nok kunne komme til orde for at bevise den ydre verdens objektive eksistens. Lige så konstant gentog det sig herunder, at siden ikke en mors sjæl modsagde ham, blev dette anledning til efterfølgende opråb og indlæg hvor han beklagede sig over, at ingen i Kongeriget åbenbart forstod vidden af hans tese.

Men her kommer det geniale moment: For hvor enhver anden nemlig fornuftigvis heraf havde taget anledning til at forlange Kongehuset afskaffet, så faldt dette aldrig Zinkernagel ind. Dels var han alt for fin en mand til sådan smålighed, dels indså den store logiker velsagtens at nævnte drastiske foranstaltning hverken var en nødvendig eller en tilstrækkelig betingelse for at opnå den tilsigtede filosofiske effekt.

Kongehusets inkarnerede modstandere er akkurat lige så stædigt selvgentagende som salig Zinkernagel, men af mangel på såvel uskyld som genialitet savner de aldeles det uforudsigelige moment - heldigvis, for den dag den beregnende nye klasse beslutter sig for også at ville dette, vil der nok som sædvanlig være tale om "import", for nu at sige det pænt. Genialskhed er ligesom gode gerninger og kjerlighed kun sjov når det er den ægte vare - og den ægte vare forudsætter en vis tilfældig falden i staver, der snart ikke længere findes uden for de psykiatriske afdelinger.

Sidstnævnte kendetegnes derudover ved som de eneste offentlige rum at være undtaget fra rygeforbud - for selv om der ikke må ryges på gangene og værelserne, sker dette desto flittigere i rygelokalet, hvor samtlige alumner af samme grund konstant opholder sig, til største gene for personalet såvel som for de pårørende, idet jo sjælehyrder ganske som andre hyrder må følge trop.

Ellers må man sige at pårørende har den sekundærgevinst af deres omsorgspligt, at den tvinger dem til at holde sig i vigør for at kunne støtte op. Således blev den blinde forfatter Borges plejet af sin moder til denne var 99 år gammel, og først på dødslejet anerkendte hun en yngre kvinde og overrakte hende modvilligt stafetten. Den 80-årige forfatter kom dermed for første gang til at opleve en art fuldbyrdet gnostisk kærlighed.

Nå, men den generalpræventive virkning af de psykiatriske afdelingers hidsige rygning skal nu ikke undervurderes, for mens det næppe påvirker tilbagefaldsprocenten specialpræventivt, så vil selv inkarnerede gæsterygere trods alle hånde genvordigheder have sig frabedt tvangsindlæggelse til den art gruppeterapi.

En anden hage ved indlæggelse er, at det forhindrer én i at foretage sig noget virkeligt sindssygt, hvis man omsider skulle blive mandfolk nok til at tage den fulde konsekvens i stedet for uværdigt at lade uhelbredeligt normale menneskeaber kollektivt spekulere i ens naive forhåbninger om ligesom inden for fængselsvæsnet at kunne udvirke strafnedsættelse i kraft af kronisk henvisnende uskyld. For den slags fromhed hopper ingen overlæge på.

Overraskende genialsk indforståethed kan man dog godt finde mellem læge og patient. Således fortalte en bekendt af mig afdelingens overlæge at han nu var blevet tilbudt et revalideringsjob på Universitetsbiblioteket og derfor ville udskrives. Overlægens bryske svar lød: "Nå, Universitetsbiblioteket - jamen så skal du ikke udskrives, du skal bare overføres!".

Moroen var gensidig, og det samme gælder en symmetrisk modanekdote, som psykiateren Erling Jacobsen oplevede fra en patient med solide vrangforestillinger. Da han nemlig forsøgte at overbevise denne om at man da ikke på en og samme tid kan være indlagt i Risskov og have permanent sæde blandt ærkeenglene i himlen, svarede patienten fiffigt: "Nej, men jeg kan godt - for jeg er jo skizofren!"

En bekendt af mig med tilløb til samme diagnose blev engang velfortjent tilbudt et højt lønnet job i et reklamefirma som tegner, men det var desværre under hans kunstneriske værdighed. Livet lærer os nu ellers efterhånden at give lidt køb på dette punkt: Således må vi her på afdelingen sande at vore to nedarvede Louiz Seize spejle også bortset fra finanskrisen nu står i en lovlig beskeden kurs, stik mod alle grundprincipper for antikvarisk værdi, sammenlignet med Danish design.

Denne sørgelige erkendelse disponerede mig forleden til ved synet af underkopper med asymmetrisk placeret fordybning til kaffekoppen at udklække følgende columbusæg, der forhåbentlig kan udvirke forfremmelse til en velfortjent diagnose: Kunne man mon ikke vinde indad hvad udad tabtes, både for fædrelandet og for privatøkonomien, ved at designe et toilet efter samme geometriske princip? Uheldigvis gik det dog få sekunder efter op for mig, at den asymmetriske placering af fordybningen i underkoppen gav bedre plads til en kage. For spørgsmålet er jo her, hvor langt man bør udstrække nævnte stædige analogi.

Eksemplet demonstrerer hvorledes funktion og æstetik helst bør opfattes under ét - ja, for "integreret" lyder som en mellemting mellem endnu et prærieuniversitet i lighedens navn og et flygtningeasyl i dronningens navn.
Nuvel, dette med æstetik og funktion vidste vor anden udødelige kollega Viktor Borge tydeligvis også, jævnfør følgende replik: "Do you know why there are always three pedals on the grand piano? Well, the pedal in the middle is there to seperate the two others - which might be bad news for people with three feet..."

Crazy humor? Al god humor er crazy ved at forene en vis stædig konsekvens med uforudsigelighed, men ikke alt tosset er spor sjovt. Tænk på hvorledes den udbredte mediesyge får ellers fornuftige mennesker til at tro, at det er særligt ærefuldt at snakke med om alt hvad kendte mennesker snakker om, og i samme jargon. Men tænk på at hvis von Trier var lige så følgagtig som sine fans, ville han slet ikke kunne lave de film. På den måde sætter et ret snævert udsnit af befolkningen sig på tidsånden, i oplysningens og individualismens navn. Hvis en udgivelse har fået god omtale, så får den på samme vis straks en bunke efterlignere, forklædt som moddebattører, og af samme grund sker der generelt en voldsom sproglig og billedmæssig ensretning i elitens og globaliseringens navn.

Undtagelser som Lene Andersen kan fortælle, hvorledes store og anerkendte forlag velsagtens i god tro behandlede dem som notoriske vildskud, som det ikke var værd at spilde den mindste opmærksomhed på. På den måde belønnes og opelskes abernes planet. For tiden læser jeg derfor aviserne opmærksomt hver anden uge og dropper dem helt de andre uger.

Et langt interview med Clas Kastholm i WA var dog en afveksling, for heller ikke han kan angiveligt døje flokmentalitet, uanset politisk olbservans. Men avisen gav ham nok ikke spaltepladsen alene af den grund, men også fordi han trods alt tilhører familien - for så ubevidst er majoriteten af de oplystes skare, netop fordi de fleste modsat Kastholm er flokdyr. Og de snu der ikke har naivitetens kongelige undskyldning, men meget vel ved hvad de gør - de ved til gengæld ikke, at den art beregnende smålighed slår umiskendeligt igennem i sprog, billeder og stil. For personligheden slår altid igennem - og åndløshed i Kierkegaards etiske forstand er også en slags personlighed.

Og humoren? Jo, den kan man heller ikke snyde, og samme Kastholm er da også groft sagt lidt af en undtagelse i det moderne mediebilledes kroniske overvægt af perfid sarkasme, ved tillige ofte at yde en velgørende modvægt i retning af det surrelle tankeeksperiment.

DRØMME OM INTELLIGENT DESIGN...

I en film om Henry Miller udtalte denne, at " My life has been a dream interrupted by night mares". Uden ligefrem at antyde det modsatte for vor egen del konstaterer vi, at drømmeaktivitet oftest sker i forbindelse med om ikke forløsning, så dog opløsningen af en anspændelse. Typisk sker den slags derfor ved vellykkede landinger enten hjemme eller ude - og i begge tilfælde inspireret af afstandens og kontrastens snart opløftende, snart forstyrrende perspektiv.

I nat drømte jeg først at jeg ødelagde mine briller et sted langt ude i bushen, hvilket var en god grund til at benytte sig af opvågnens vetoret til "interruption". Dernæst drømte jeg at jeg som leder af en ekspedition to gange sagde noget uhyre vittigt, som endda i moderat grad også grad holdt til virkelighedens "interruption" i form af den vågne tilstands moderate fysiske pres.

For et år siden drømte jeg at jeg vågnede og så mit hjem ribbet for indbo - hvorefter jeg grædende løb ned på min stamkafé for at indkassere mulige sekundærgevinster på huset. Den efterfølgende virkelige opvågnen var således en helt uventet epifani, hvor jeg følte mig hensat som Jeppe i baronens seng og som han måtte sunde mig på min hurtige resocialisering til fordums kongeværdighed. Den ekstra chance fik konen i muddergrøften som bekendt ikke.

Drømmen var profetisk, idet jeg et par dage efter forgæves prøvede at låse min cykel op - for så at vågne op og opdage, at det slet ikke var min egen cykel. Dette inspirerede mig sammen med drømmen til den forestilling, at en mand løber grædende ned på sin stambodega, fordi hans kone har forladt ham til fordel for en anden - for siden til sin lettelse at opdage, at det slet ikke var hans egen kone.

Storm P. har en historie om en mand der drømte at han lå ene på en vragstump i verdenshavet - hvorved han vågnede og så: at det gjorde han ganske rigtigt...". Det må kaldes solid verifikation. Hvis eksperimentets udfald derimod ikke passer ens temperament, må man vende sig om og drømme en bedre drøm, i håb om gennem en art kosmologisk tyngdekrafts sorte nøglehul at vågne op igen i en bedre version af virkeligheden - i overensstemmelse med fysikeren Feinmans berømte "mangeverdens-teori".

Samme teori er dog behæftet med den filosofiske svaghed, at den ophæver skellet mellem mulighed og virkelighed: For alle de blot mulige udfald af en situation antages at være fuldt så reelle som det faktiske udfald, blot i hver deres parallelverden. Dermed udelukkes muligheden af at visse muligheder faktisk slet ikke indtraf: Omtrent lige som vi jo selv med forkærlighed udelukkes af det herskende demokratiske mareridt af ligeværdige udfald som disses negation og således en art kosmologisk fornærmelse - udstyret med en ret forbløffende fleksibilitet, der dog alene mobiliseres med henblik på at undgå enhver form for omstilling. Således excellerer vi jo i at reducere ethvert nok så væsentligt nyt tema til en digression i forhold til nævnte kosmologiske avvigelse.

Men for at blive i det kosmologiske vil vi til sidst levere det endegyldige bevis for intelligent design som universets princip. Vi har som bekendt allerede vist det i form af vor bloks split i to som et kreativt modstykke til Darwins berømte finker på Galapagos - men nu leveres det så på kosmologisk hjemmebane. Hør engang:

Denne verdens fattige og kuede verden tænker alene på sig selv i stedet for at hjælpe hinanden. Derfor behøver de de rige, for kun disse har overskud og barmhjertighed til at tage sig af de svages sociale og makroøkonomiske økologi. Men man kan derudover endda argumentere for at de fattige således kun får den skæbne de fortjener: For de fattiges syndige egoisme er på én og samme tid den velfortjente straf til alle de andre fattige for deres egen selviskhed - ganske ligesom i hinduernes verden, hvor al den overlast man udsættes for i livet, antages at være den velfortjente straf eller renselse for synder i ens tidligere inkarnationer.

Således formår Herren mirakuløst at bruge synden til sine højere formål i verdensordenen. Og dog er der stadig nogle som stædigt betvivler den massive evidens for intelligent design.

NED MED PAVEN

Ja, vor blog genopstår nu renset for al mistanke - men indlægget med nævnte titel kan indtil videre læses på vor reserveblog "hbandak.blogspot.com", som på Google hedder "Henrik Bandaks Blog". Begge blogge vil dog overleve som Darwins forskellige finker, som det endelige bevis for kreativt design.... Læs hvordan...

ET PIKANT STYKKE LITTERATURVIDENSKAB...

ET BIDRAG TIL DISKUSSIONEN OM DET ONDE MELLEM AUGUSTINUS OG SOKRATES

En af vore trofaste læsere fortalte forleden at han først antog vor "litterære fejdes" (8.april) citerede udtalelse fra direktøren for ”Det Store Forlag” for autentisk - og i øvrigt et bevis for at vi i vor genre nu havde mødt vor overmand . Foruroligende, idet den antagelse måske kunne bringe nævnte indlæg tæt på injurielovgivningen samt loven om dokumentfalsk. Imidlertid kunne også selve denne nye påstand måske bringe os i nærkontakt med lovgivningen: For ved overhovedet at nævne dennes overhængende aktualitet indrømmer vi jo, hvilken nærliggende autentisk person vi rent faktisk havde i tankerne da vi skrev teksten. For en blot fiktiv person kan jo ikke påberåbe sig injurieloven. Nuvel, men nævnte fare er da heldigvis ikke så aktuel efter vort bedste skøn. For hør her.

Anledningen til den ”citerede” udtalelse fra den store forlagsdirektør var den, at vi angiveligt havde foreslået ham at udgive min og professor Thomas Bredsdorffs litterære brevveksling om Torben Madsen vs Zangenberg fortløbende i bogform. Imidlertid kan læseren efter moden overvejelse sige sig selv, at vi umuligt kan have sendt Gyldendals Johannes Riis nævnte forslag – al den stund at bemeldte brevveksling, just fordi den i sin tur er helt autentisk, forbliver ved det allerede bragte, idet der jo skal to parter til at indgå et ægteskab. Hvis derimod vor brevveksling med Thomas Bredsdorff havde været lige så fiktiv som forlagsdirektørens udtalelse, så havde vort projekt derimod meget vel kunnet lade sig tænke. Og i så fald kunne vor angivelige korrespondance med Johannes Riis omvendt have været realistisk – og følgelig også helt autentisk.

Men når nu vor litterære brevveksling var autentisk og derfor blev ved det absolut minimale – hvilket jo er en ærlig sag for en travl professor – så ville et forslag om udgivelse jo være komplet urealistisk: Og just derfor kan det heller ikke være et autentisk forslag – og følgelig kunne det allerhøjst være luftet som et stykke ren slapstick. Men den art spøg ville Gyldendals direktør atter ikke bruge tid på at besvare – med mindre den da var fremsat af Klaus Rifbjerg, for så ville der naturligvis ikke være nogen ende på roserne. Og heldigvis er det ingen injurie at beskylde en kendt person for at ville rose en anden kendt person – thi for at citere professor Bredsdorffs ord i sit autentiske svar: ”Livet er smukt”. Og ej heller dette citat kan betragtes som nogen krænkelse, hverken af verdensordenen eller af samfundsordenen.

Kort sagt har vi nu demonstreret den objektive og videnskabelige tekstanalyses anvendelighed som forsvar mod injurielovgivningen. Men som i al empirisk videnskab er der kun tale om plausibilitet og rimelighed: For ingen kan jo principielt helt udelukke, at tilsyneladende systematiske sammenhænge kunne bero på mirakuløse sammentræf eller være et drilsk påfund fra skaberens side.
Således kunne læseren fastholde at vi såmænd kunne være tumpede nok til at have at have fremsat et så komplet dødfødt og nærmest selvmodsigende forslag – samt at Johannes Riis omvendt kunne være begavet nok til at begå det ”citerede” overlegne svar.

Sidstnævnte antagelse kan hverken vi selv eller injurielovgivningen udtale sig om. Imidlertid: Hvis læseren altså fremturer med de to nævnte antagelser, så kunne han eller hun altså godt fastholde at vi kommer i nærkontakt med injurielovgivningen. Følgelig må vi nu finde et forsvar der ikke nøjes med den empiriske videnskabs sandsynlighedsbeviser, men har helt formel og principiel Gyldighed, som i ”Gylle-dal” (undskyld, at vi her går under vort niveau, men husk at hvis Rifbjerg gør det samme, er det stor humor...).

Nuvel: For det første har vi konsekvent stavet ”Johannes Riiis” med hele tre i’er – selv om vi åbenbart for en sikkerheds skyld burde have stavet det med fire. For det andet lod vi forlæggeren selv underskrive sig som direktør for ”Det Store Forlag” – der som bekendt ikke eksisterer i virkeligheden. Kun en udenforstående spøgefugl – men netop ikke Johannes Riis selv – kunne derfor finde på at betitle Johannes Riis som direktør for ”Det Store Forlag”. Og endelig for det tredje lod vi direktøren indledningsvis beskrive sig selv på en måde, som kun en tredje person kunne finde på at gøre: For hvis man gennemskuer sig selv på et lidt middelmådigt punkt, så vil man jo ikke åbenlyst bekende det for åbent tæppe. Og omvendt: Hvis man vitterlig lider under en sådan bornerthed, vil man per definition ikke være i stand til selv at erkende det så klart. En så stiliseret herostratisk selvpræsentation findes kun i Shakespeares pædagogiske skurkemonologer, men hos en vaskeægte hædersborger forekommer den art paradoksal åbenhjertighed aldrig.

Vi har således her et eksempel på problemet om objektive kriterier i tolkningen af tekster: Hvordan beviser eller sandsynliggør én tolkning som værende den rette og ikke blot en vilkårlig og personlig læsning? Og hvordan kan man vide om en tekst er fiktion eller dokumentarisk? Hele det analyserede forløb demonstrerer også, hvorledes en fra første færd helt alvorlig sag kan udvikle sig til ren slapstick – for så atter i sin alderdom at genforvandles til seriøs og eftertænksom videnskabelighed. Grænserne er flydende, og genrerne spinder sig således ud og ind af hinanden.

Men bemærk: Der er heri intet som helst ”litterært eksperiment” fra vor side, for kun det naturlige forløbs vekselvirkning med en om så også noget lakonisk modpart kunne resultere i nævnte uforudsigelige og dog ejendommeligt konsekvente forvandlingsnummer. Andet ville være uskøn selvbesmittelse, for en perle kræver som bekendt et prosaisk sandkorn som sin krystallisationskerne og sit arkimediske punkt.

Men for nu at sige os helt fri fra selvbesmittelsens betænkelighed, så kunne vi næste gang vi mødes, belyse vort emne helt selvforglemmende ud fra Karen Blixens fantastiske fortælling ”Vejene omkring Pisa”. For flere år siden bragte vi endda det kommende indlæg som kronik i Politiken – en anerkendelse, som vi åbenlyst vedgår med stolthed, hvorimod vi nødig anerkender vor senere eksklusion sammesteds. Inkonsekvent og derfor såre menneskeligt? Åhja – men det samme kunne jo så også siges om nævnte redaktionelle matrikel: Enten er det nemlig os selv der er faldet gevaldigt af på den siden dengang, eller også er det vor modpart, der er gået sørgeligt i frø. Alternativt, så er enten vi eller vor modpart blevet meget klogere siden dengang.

Men siden det nu er os selv og ikke vor modpart der nu formulerer disse fire alternative tolkningsmuligheder, skulle det vel ikke være så svært at vælge den rette tolkning. Og dog er det rette svar måske alligevel ikke det endelige svar: For dette kunne jo også handle om uærlighed snarere end om vankundighed – ihukommende både Søren Kierkegaards og kirkefaderen Augustins kriktik af Platon og Sokrates naive tro på, at ondskab blot skyldes ren og skær uoplysthed og følgelig lader sig kurere med fornuft.

Dette sidste punkt er dog sluttelig meget intrikat at afgøre: For på et dybere plan kan der nu alligevel godt ligge noget i dette med oplysningens helsebringende kraft – men rigtignok i en helt anden forstand end den selvhøjtideligt bornerte form, der sorgløst mener at være pot og pande med både Voltaire, Holberg og … Johannes Riis.

Således har vi jo vitterlig lettere ved at tilgive hinanden og unde hinanden et tåleligt liv, hvis vi sætter os inderligt i vor modparts sted. ”Hvorfor afskyr disse forkælede og højt privilegerede borgere dog i flok min person så inderligt og med en så nådesløs konsekvens?”. Og: ”Hvorfor fremturer denne utålelige enspænder dog med om muligt at gøre os alle til skamme blot for at fremhæve sin egen sølle eksistens, frem for som andre folk at affinde sig med den ham anviste plads i tilværelsen? Hvis han havde spillet sine kort fornuftigt, kunne han sikkert have fået et aldeles udmærket liv som familiefar og kommunal aftenskolelærer i provinsen, frem for som nu at henleve sin kummerlige eksistens som en ulyksalig plageånd for både sig selv og os andre.”

Men ak, just dette med hjertets oplysning er en umådelig vanskelig sag, som både østens visdom samt den senjødiske og den kristne tradition kender langt mere til end både ærekære københavnske professorer, ditto redaktører og ditto kvart-autistiske syrehoveder med utilregneligt oktantal. Grunden til at hjertets oplysning er så umådelig meget vanskeligere end den rene snusfornuft, er den at det jo er langt lettere siddende i sin lænestol at ”forstå” en psykopatisk hovedperson hos Dostojevskij eller i en historisk biografi om en diktator, end at forstå en person som man oplever som en personlig trussel mod sit liv, sin økonomi, sit ry, sin sociale rolle – eller blot sin ”ære” på et eller andet komisk punkt.

I evangeliets og Dalai Lamas ånd at tilgive dem der forfølger os, er meget, meget vanskeligt – og da især hvis det ikke blot handler om fortiden og det engang skete, men også inddrager al resterende fremtid. Og i denne erkendelse kunne alle autentiske som fiktive deltagere i vort litterære forløb måske enes og mødes? Men fanden tro om det hjælper… For som en bekendt for nylig sagde: ”Et menneske er som et isbjerg: Det meste befinder sig under vandet: Og alt – simpelt hen alt, kan ske..”

URKOKKE, LOMMELÆRKER OG APOSTOLISK MOBNING

Vi skriver hurtigere end I læser, men læser måske undertiden endnu langsommere end I skriver - og har tillige en smule pli og støtter derfor den hensygnende etablerede presse ved en vis skønsom afholdenhed. Kald det gerne en neurose, for den slags hensyn er noget altmodische. Men avisernes syndrom er også en neurose, for i deres ubevidste afsky for the real thing udnävner de desperat den ene myreflittige kopi efter den anden til saliggörende original.

Nå, folk med en gennemført skrækkelig opvækst bliver forresten ikke "neurotiske", men dermod ofte tidligt desillusionerede. Neurotikerne tror stadig på livet, men blot ikke på deres eget lige her og nu; hvortil kommer at de gør småting til underholdende dilemmaer og lider af overdreven skyldfølelse, snart på egen, snart på deres medmenneskers vegne - men, tør vi her indrømme: heldigvis aldrig af de rette grunde, for uden særrettigheder går den sgu ikke, Granberg. Livet er jo med professor Thomas Bredsdorffs ord (jvf. 8. april) smukt - men nogen har stjålet nøglen, eller også er den blevet forhekset.

I dagens Politiken oplyses vi om at mobningsofre lettere udvikler psykoser. Ønsketænkning? Næ-nej, den er god nok: For ellers gad vi da ikke bruge energi på at mobbe folk: Naturen gør ikke ret meget uden en hensigt, og det er da også derfor at vi undertiden - men ikke altid - skal vogte os for vore venner. Vil I have et godt råd, skal I hellere gå på værtshus blandt helt uvildige, som keder sig ærligt og redeligt nok til at nære helt objektiv interesse. Men undertiden har venner måske ret, når de advarer os om at verden (helst) vil kunne afskrive os som kværulanter.

Objektivt har vi ellers allerede rigeligt dissekeret verdens naive vildfarelse heri - for det har at gøre med "gennemsnitsmenneskers" instinktive frygt for at stå alene, som de uvilkårligt projicerer over på nok så berettigede enegængere: Alt hvad der har en aura af enegang, skyr de nemlig inderligt som risikabelt, pinligt og mindreværdigt - fordi det minder dem om deres egne bornerte små mareridt om at gå nøgen på gaden eller sige noget frygtelig dumt i et meget fornemt selskab. Eller om dengang de i pogeskolen altid rødmede når læreren bad dem komme op til tavlen, samt når kammerater med rygrad udfrittede dem til dåd.

Komikken er jo, at de selv samme pæne borgere ville bifalde og endda beundre, hvis man fornuftigt sad på en beskyttet læsesal og skrev på endnu en træls afhandling om den gamle Sørens halsstarrige kirkekamp, den unge Grundtvis ditto eller noget helt tredje, som de ville have rystet faderligt på hovedet over, hvis de havde været samtidige dermed. For uanset hvor kontroversielt, tosset, kikset eller endda lodret ondskabsfuldt noget i sig selv måtte være, ret beset, så anerkendes det som notorisk interessant og lødigt af brave folk - ene og alene fordi det i dag nyder mandsopdækning som anerkendte emner hos vor samtids fantasiløst klippende, klistrende og klatrende "kreative" klasse af smagsdommere og kulturkommisærer: Kort sagt, ene og alene fordi det kan gøres til levebrød og ægteskabeligt bæredygtigt grundlag.

Nu skal det indrømmes at en meriterende afhandling om noget vanvittigt ikke selv behøver at være tosset; risikoen er snarere ekstrem kedsomhed forenet med en komplet mangel på kongenialitet - som dog altid indbilder sig det modsatte, tilskyndet af verdens applaus. ("Det er næsten som man kunne tænke sig, at Kierkegaard selv ville have skrevet det!" - udtalte den unge teologiske forskningslektors mest lovende protegé til verdenspressen....). Som antydet ville dette være den mest hårrejsende blasfemi, hvis det foregik ved fuld bevidsthed - men i realiteten er der blot tale om den mest guldrandede og hæderlige naivitet, som enhver kulturfond da også straks ville honorere med klosterlige kurophold og velbetalt arbejdsro.

På samme vis var det også snarere naivt end blasfemisk, da Biskop Martensen i sin tid kårede sin hedenfarne forgänger Mynster ved dennes bisættelse som en sand apostel. Men hvis det derimod snarere skete for at stjæle den ensomme og irriterende Kierkegaards allersidste kort på hånden i dette liv - så var det både blasfemisk og ondskabsfuldt på samme tid. Og det var givetvis også derfor at den arme mand gik så helt og aldeles fra snøvsen over, hvad vi i dag måske blot ville smile ad. Jo-jo, man har skam lidt selverkendelse...(!)

Nej, fri os fra velmenende og fornuftige råd om at skrive fornuftige og naive afhandlinger herom, i stedet for vor halsbrækkende enegang - for hvis sådanne råd ellers blev givet ved fuld bevidsthed, ville der være tale om den mest raffinerede mobning, jævnfør indledningens røde tråd. I virkeligheden er det ofte fifty-fifty: For de som inderst inde aner sandheden, forarges i stedet over denne stejle og umenneskeligt emanciperede selvtillid (!), som er kollektivvæsner så komplet fremmed og skræmmende.

Men når også vore sande venner giver lignende råd, må det derimod tages som en velment påmindelse om verdens massive modstand som et vilkår og en pris, som det måske ikke altid er umagen værd at betale, endsige at gøre til hovedsagen i livet.

Nuvel, forleden havde jeg således en sjælden åbenbaringsoplevelse: hele 13 skogrende og turnerende blåsorte urkokke lod sig beskue overraskende intimt, idet en brølende råbuk afledte deres opmærksomhed fra mig, da den noget respektløst krydsede urkokkenes arena uden at ænse dem det mindste.













Den totale uafficerethed var dog aldeles gensidig, for de to parallelverdener bemærkede slet ikke hinanden - omtrent ligesom når børn betragter forældrenes fjernere bekendte med en aldeles uforstilt indifferens - der i sin nådesløshed overgår enhver bevidst uforskammethed, som dog i det mindste beviser nogen opmærksomhed. Men konsekvent nok var ingen af parterne på højmosen ejheller det mindste berørt over modpartens mangel på opmærksomhed, endsige indrømmelser. I tilfældet med Mynster og Kierkegaard var indifferensens uskyld derimod knap så ægte: For efter helt konsekvent i årtier at have simuleret at de anså manden for tosset, endte hædersborgerne dog med misundeligt at ville bemægtige sig den fattiges mands eneste lam - så sjælen omsider kunne få helt fred....

De sidste urfugle er nu forsvundet i Jylland, hvor de var Steen Steensen Blichers foretrukne jagtbytte næst efter lommelærken. Men mange svenske højmoser har endnu en ret hæderlig bestand, hvorimod urfuglens kalkunstore slægtning tjuren er langt mere fåtallig - og menes (mentes?) uddød herhjemme allerede før vor tidsregning. Men her på bloggen overlever den nevertheless i bedste velgående, ganske som vi selv - på billedet I ser hvordan. Jeg hjælper i øvrigt begge arter efter bedste evne ved at rydde granplanter, der truer med at kvæle blåbær og tyttebær. På den måde undgår jeg måske tillige at blive buret inde for langt alvorligere forbrydelser...

Ja, det er rart at føle sig uundværlig en gang imellem: Det holder liv i kadavret - hvilket minder mig om min skizofrene bonkammerat ("Sagde vi det ikke nok..."), hvis tudsegamle mor holdt sig frisk som en havørn til hun var over 100 år, ene og alene for døgnet rundt at kunne lystre sin dovne søns mindste vink samt råde fortløbende bod på hans kroniske og derfor daglige forældreoprør - som nemlig bestod i: at forvandle huslig orden til komplet kaos på rekordtid. Ja. hvem der hjælper hvem, er ikke altid så let at afgøre.

Også vor egen sabotage af det moderne skovbrug er et heroisk Sisyfos-oprør, hvori vi forener sønnens egenrådige stridbarhed med moderens tapre ansvarsfølelse. Men ingen gider mobbe den art enegang, den være nu nok så lodret ulovlig: For så længe verden ærligt og redeligt betragter en som betryggende tosset i forvejen, får man skam lov at gå i fred. For ingen hverken gider eller nænner at gøre én psykotisk tillige, hvis de i forvejen anser én for en harmløs tumpe. For i grunden er vi mennesker skam rare og flinke på bunden - lige undtagen når vi er bange, samt når vi er jaloux...

Apropos indledningens røde tråd, så er kunsten således slet ikke at have den in mente, men at give den helt nyt liv. I nødtilfælde kunne vi dog have sluttet af som følger: "Hvis filistrene nu med barnlig triumf vil anklage os for endnu engang at have tabt den røde tråd, som åbenbart er så saliggørende, selv hvis lokummet brænder, så vælger vi at afskrive det som - raffineret ondskabsfuld mobning..."

MONTAIGNES ROSER...

GUDS SPILDTE SKIDEBALDE TIL VORE ABONNENTER…
Af hvem ville vi helst roses? Spørgsmålet er retorisk, for vore abonnenter tilkendes ingen klageret, før de har fået deres gældssanering i forhold til vor betrængte redaktion bragt i orden. Åh-ja, hvordan går det egentlig i den sag? Ikke at vi på nogen måde vil antyde kriminelle forsæt, for tværtimod hjælper vi Dem netop mod den slags urimelige mistanker ved at erindre Dem om vort lille økonomiske mellemværende.

Af hvem vil vi ikke roses? Af alle de maliciøst småtskårne og plebejisk ambitiøse små kulturdrenge der intet kan gøre uden bagtanker, og som slås med hinanden om hvad stressede og anstændige læsere partout skal mene om deres komiske lille holmgang - eller om nogen der siges engang at have slået en prut. Alle disse sagesløse borgere der tvangsindlægges til en bunke ugentlig andenhåndslæsning, der kun sjældent gør dem hverken gladere, morsommere, bedre eller visere.


Men som sagt, af hvem ville vi helst roses? En pensioneret svensk forbryder med sammenlagt tyve år bag tremmer betroede mig engang, at han tilhørte den hæderlige klassiske gamle stamme af bankrøvere, modsat vor tids perverse afskum helt uden stil. Kort sagt, han var højt respekteret af såvel landets største banker som politiet og var således i grunden en hædersmand. Kort sagt vil vi mennesker helst roses i de anerkendtes samfund.

Hvis nu Klaus Rifbjerg roste vor blog, ville vi da indrømmet heller ikke fortie det ude i byen, og det så meget mere som han jo dårligt kan mistænkes for at være blevet besnæret til det på vort kære lille "Over-Danmark"s sædvanlige børnehavefacon. Det bliver jo ofte lidt pinligt når meget anerkendte folk offentligt roser hinanden, for folk i samme klub vil naturligvis altid gerne jobbe klubbens kurs op efter denne recept: ”Siden Over-Danmark anerkender også Dem på Deres felt, tvivler jeg ikke et sekund på Deres kvaliteter”. Hvis de ukendte roser hinanden, kan også det dog have samme psykologiske karakter: ”Alle os, der holdes udenfor, blot fordi vi er for gode…”.

Ja, faktisk er sådan miskendthed ret anerkendt, hvis ikke ligefrem frygtet i smug ude i byen, for De skulle vide hvor mange gange uklanderlige akademiske gulddrenge ligesom i en art solidaritet har betroet mig, at de skam ”også” var en slags outsidere i miljøet. Det er sådan en art indirekte indrømmelse, og mere må man ikke forvente – så meget mere som det, når sandheden skal frem, ikke sker ret tit.

Det mest tilforladelige er når en kendt roser en ukendt, samt når en ukendt roser en kendt. I begge tilfælde kan det nemlig oftest tages for pålydende, for i begge tilfælde er der sjældent bagtanker. Dog sker det at folk roser de forkerte blot for at undgå at rose de rigtige: Således kan en af samfundets spidser udmærket give den som ”storsindet” ved at skamrose et Guds ord fra landet, blot for desto mere troværdigt og effektivt at kunne fortie andre ukendte, som i virkeligheden imponerer den store mand en hel del mere.

Men hvis jeg nu betror Dem, at Jørgen Nørgaard på Strøget engang fortalte mig, at det var sjovest at tale med almindelige mennesker, så er det interessant: Her forelå tydeligvis ingen skjult dagsorden. Og selv om vi ved at fremhæve den kendte mands ord let kunne minde om førnævnte bankrøver, der varmede sig ved de lovlydiges angiveligt høje respekt, så er det nu med god grund at vi nævner fyndordets herkomst: For som fremgået ovenfor ville udsagnet jo ikke virke nær så stærkt og oprigtigt, hvis denne hyldest til det almindelige var blevet fremført af et ”almindeligt” menneske. Så vi er lovligt undskyldt.

Men i øvrigt er det indrømmet sjovt, hvorledes vi det ene øjeblik kan fremhæve det almindelige og i næste øjeblik klandre mange af ”Over-Danmark”s store mænd for at være ret ordinære. Men det er jo nu engang langt mere rosværdigt at vise sig af højere værdi end pålydende, end det modsatte.

I almindelighed vil vi dog helst roses af folk med en helt anden baggrund end vor, for det er det eneste ordentlige fingerpeg og udelukker såvel faglig jalousi på den ene side som professionel klubforbrødring på den anden. Men er personen oven i købet højt anerkendt på sit eget felt, kan vi bekvemt og autoritativt henholde os til hans eller hendes ord over for andre, selv om det ikke nødvendigvis varmer så meget mere i sig selv. Jo-da, også dét er skam overgået os nogle gange, tag ikke fejl.

Men når vi her f.eks. kan nævne en Benny Lautrup, er det ikke fordi vi inkonsekvent udvælger en bestemt elite, men en fysikprofessor kan udadtil bruges som social "dåseåbner". Og vor pointe er her, at han trods en ret angiveligt forholdsvis jævn baggrund roste os for noget, som en litteraturprofessor vel snarere burde have nævnt - hvis ord derfor tæller mindre. Postbudets og andre vidt forskelliges ord er af samme grund en umiskendelig anerkendelse, men det ville parnasset blot aldrig indrømme - ikke kun grundet de halvbegavedes fornærmede stædighed, men også af ren og skær naivitet.

Dertil kunne de ukendtes roser indrømmet være vort eget påfund og derfor ignoreres. Men vor fantasi forslår nu i almindelighed kun til at viderebringe det selvoplevede, gerne udsat for passende mutationer og krydsninger, så vi lyver alene af denne grund sjældent - undtagen om vore forbrydelser: for siger man A, må man også sige B. Af samme grund dømmes mordere rettelig ikke strengere fordi de tillige benægter deres bedrifter.

Eftersom vi jo skriver for et udvalgt publikum med en højst virtuelt betalingsdygtighed, skal dets fortsatte gunst imidlertid ingenlunde underkendes. For så snart man er ude over forskningsfasen, så at sige, føles det lidet tilfredsstillende at fremlægge sine resultater for lukket skærm i andet end algebraisk form. Vi kan heri henholde os til Montaigne, der jo på lignende vis skrev for et ret imaginært og utopisk publikum i en hidtil uset halv-privat stil, hvis hele diktion og leje var unikt betinget af just disse produktionsbetingelser.

Ganske på samme måde forholder det sig jo for os; hvorimod en af Gyldendal forhåndsbestilt ”blog” af et korifæ omvendt nødvendigvis vil blive enten endnu et notorisk Stjerne-plagiat, et redaktionelt misfoster eller en meget tynd kop te – kort sagt en ret barnagtig affære, der dog givetvis ville blive rost af anmelderne og købt af lærevillige bloggere med forhåbninger om en lignende ydre medgang.

Ha! Her vil vort ærede publikum med deres såre virtuelle betalingsdygtighed kunne genmæle: ”Hør engang, skal De nu også give den som Montaigne? Og forholder det sig ikke med Dem som med de vidtløftige personager der anser sig for inkarnationer af en bunke verdenshistoriske figurer gennem tiderne, men hvis så at sige ”alternative” anerække slet ikke tæller nogen almindelige mennesker – der jo ellers, som vi så ovenfor, skulle være de allerfineste? Ja, for snart giver De den som Kierkegaard, snart som Jesus, snart som kommissær Columbo, snart som Allah og altså nu tillige som Montaigne. Men i samtidig lader De med ubetalelig frækhed konstant skinne igennem, at De – Deres formente kvaliteter taget i betragtning – i grunden burde kåres som det hidtil mest fordringsløse menneske, selv om De som konsekvens heraf er afskåret fra at sige det ligeud.

Undskyld os, men hvad fanden er meningen? Styr Dem dog, menneske, og udfyld som vi andre en anstændig rolle i tilværelsen i stedet for denne umandige flagren! En smule beskedenhed og proportionssans ville være klædelig, også selv om der indrømmet er noget afvæbnende over selve den naive troskyldighed, hvormed De så frejdigt fremturer hinsides alle fornuftige grænser.”

Vi indrømmer, vi indrømmer, dér fik I os omsider i saksen – lige bortset fra at en mere blasfemisk anlagt blogger uimodsigeligt kunne replicere med det retoriske modspørgsmål, at hvem andre end just Gud formår uden selvmodsigelse således at inkarnere en hvilken som helst rolle uden at stå til indlæggelse? Det minder os for resten om en blasfemisk anekdote fra det virkelige liv, idet psykiateren Erling Jacobsen spurgte en skizofren patient, hvordan i alverden denne på engang kunne være indlagt på lukket afdeling og samtidig angiveligt have sæde i de højeste engles råd i himlen. Patienten svarede nemlig uigendriveligt: ”Jo, jeg kan godt, for jeg er skizofren”.

Nuvel, så blasfemiske tør vi ikke være her, men kunne vi mon ikke ligesom det svenske ”Aftonbladet”s yderst jævne blogger-stjerne og skamløse dyneløfter (der sidenhen først skammede sig og nu er sprunget ud som uhyre seriøs forfatter…) forsvare vore skandaløse eskapader ved at erklære dem for et litterært eksperiment hinsides vor egen borgerlige person? Ja, der er sågar dem der anser Jesus for just et sådant litterært eksperiment fra Guds side, og dermed tilsvarende hinsides Guds borgerlige person og ansvar. Karen Blixen erklærede af samme grund ligefrem Jesus for et taktløst påfund fra Herrens side.

Ak, ak – dér ser I selv: Vi bliver ikke spor mere mådeholdende, selv når vi oprigtigt forsøger efter bedste evne, for nu giver vi den jo pludselig som litterære kolleger til Gud, vel at mærke blot knap så taktløse. Men som allerede Job’s Bog bør have lært jer, så får Gud altid det sidste ord. Således også her: Ja, for hvad bliver det egentlig til med den gældssanering? Sker der mon snart noget i den sag, så vi måske kunne komme lidt videre i teksten? For det er en dum gammel overtro at guder skulle kunne klare sig uden penge.

Næste gang vil vi dog moderere os og nøjes med at tage Nils Bohrs navn forfængeligt i forbindelse med hans ægte kærlighed til westerns; men på en måde der har en overraskende anderledes brod mod allehånde rygradsløst plagierende automatskrift, der forsvarer sig mod enhver anklage ved straks at blive også dens umandigt flove ekko - men på fornem spalteplads - og som roses for stor originalitet af alle de leflende undersåtter der forsøger at kopiere dem i håb om en lignende medgang hos tidens højt betitlede proletariat, der heldigvis snart har sejret sig både til grin og til døde...