AVISERNE OG TØGER OVERLEVER - FRIHED FOR BO TAO MICHAELIS SOM FOR TETZLAFF

Tøger Seidenfaden fortæller i dagens avis, at denne overlever i bedste velgående grundet soliditet samt trofaste abonnenter - og tilføjer at han ellers ikke ynder at lade sin avis snakke om sig selv, idet han og avisen er optaget af ting der er større end dem selv. Dette udtryk bruger vi oftest om Gud og naturen, altså om det sublime i en eller forstand, men meningen kan nu være god nok. Blot er vor optagethed af den store aktualitet sjældent så uselvisk som det lyder, for enhver der ønsker magt og rigdom, har opmærksomheden rettet udadt, hvilket også gælder rovdyr.

Vor sociale trang til at være med er ikke i sig selv spor uselvisk - men opmærksomhed mod omverdenen er dog en nødvendig forudsætning for uselvisk engagement i den. Man må tro at Margrethe Auken er et godt eksempel derpå, selv om hun måske ikke ligefrem er Mother Theresa. Folk der lever af deres udadvendthed, kan naturligvis gøre en dyd af denne nødvendighed og oplever derfor slet ingen konflikt mellem jobbet og deres egeninteresse. Men det bliver det ikke uden videre uselvisk af.

Når de gamle kristne forsögte at afdö fra verden og kväle deres egeninteresse, havde de på en måde ganske ret: Når vi ikke längere begärer så meget selv, kan vi nemlig lettere have medfölelse med andres ulykkelige begär og vildfarelser, herunder rovmordere og andet godtfolk. De gamle vidste langt mere om själen end nutidens kulturradikale, hvorimod en verdenstravl Töger vel knap nok ved at han har har en själ - for nu at stjäle denne sentens fra en amerikansk kommentator, der nemlig sagde fölgende: "Präsident Carter var et menneske der observerede sin egen psyke, hvorimod präsident Ford näppe engang ved at han har en". Når den moderne topmiddelklasse omvendt er så rädsom, skyldes det dens bange sträbsomhed, alle disse småtskårne ansögninger og barnagtige interessegrupperinger, som drukner enhver höjere menneskelighed i det gamle omkväd "All the things you are (not)".

Hos de fleste af os er den normale selviskheds prioritet en betingelse for en mere selvforglemmende verdslighed, ligesom sidstnævnte jo også er et spørgsmål om faktisk indflydelse: En druknende på din vej kan du engagere dig mere i end en druknende som du blot læser om i avisen. Og så meget må man give Sören Krarup, at min næste er den jeg faktisk kan hjælpe - hvortil dog så må føjes at i vore dage er indflydelse og dermed ansvar ikke när så lokale som i gamle dage.

Seidenfadens uskyldige ord om avisfolkets ædle udadvendthed er dog potentielt farlige: For de tilfredse og velbetalte verdensborgere hvis mindste pip nyder verdens opmærksomhed, kan stille ubudne typer skakmat ved først at udelukke dem socialt - for dernæst at beklage deres resulterende optagethed af egne cirkler. Men sagen er jo, at mens de "kriseramtes" optagethed af egen overlevelse er noget nær en biologisk nødvendighed - så er det ingen naturnødvendighed endsige en smuk handling i verdens tjeneste at udelukke og kvæle folk, blot fordi de irriterer ens forfængelige ønske om at sætte sig på det hele. Jeg har før oplevet at en brav verdensmand fra en anden avis tog ordet "forfængelighed" forfængeligt og vendte tingene på hovedet: For der er jo dog forskel på menneskers tørst efter at få lov at virke som dem de nu engang er, og så de forkæledes overskudsønsker om derudover tillige at forhindre andre i at nyde samme elementære gode.

Kort sagt må man her spørge: Hvis forfængelighed er det mon som her er problemet? Ligeledes må vi ganske som med verdenssituationen påpege, at når forholdet til selvrealisering er stærkt asymmetrisk, så er det uskønt at nægte den i så henseende forfordelte part lidt af hvad man dog selv nyder i rigt mål. Men dette er jo en klassisk enebarnsituation: "L'etat c'est moi".

Nå, det hører nu kun til sagens orden at verdensborgere sjældent ved så meget om deres eget indre, for sådan har vi alle vore specialer og komplementariteter. I øvrigt har vi før stolt kunnet afsløre at samme Seidenfaden kender vor blog, ved hjælp af hvad vi i sin tid her på bloggen kaldte sprogets "radioaktive sporstoffer" - noget som uhyre få kender til endsige kan kontrollere.

Men som før sagt er det kun glimrende med arbejdsdeling, hvorfor vi ikke konkurrerer med dagspressen endsige med magtens folk. Samtidig er dog et interessant og endda stort træk ved avisen som medium, at den kan rumme alt mellem himmel og jord - om så også med aktualiteten som komisk, men praktisk alibi: Altså en ny film, bog, udstilling eller hvad nu.

Men når det ender i lutter snakkesaligt ligeberettiget "væren med", bliver man inderligt træt af det. Heldigvis nyder naturvidenskaberne vel endnu nogen respekt som noget der ikke kan reduceres til eftersnak - hvorimod den meste humaniora efterhånden er blevet en gang journalistik. Og det er aldrig godt når en genre ikke kender sine grænser: En bog om kunst er ikke selv kunst, og "kritik" af et musikstykke er ikke selv musik. Jeg betvivler endda stærkt at musikere overhovedet gider "kritisere" hinanden. Meget anderledes er det ikke med andre skabende og søgende udforskninger - som intet har at gøre med "research".

Sidstnævnte kan være udmærket, men har langtfra samme intentionsdybde og kontinuitet over tid. At skære noget fornuftigt og kritisk til om hvad disse og hine har skrevet om en sag, er skam svært nok og al ære værd og tager sin lille tid, men de to ting må ikke forveksles - vi har skam selv bedrevet megen normal journalistik. På gamle Sørens tid "var alle sådan kristne"- i dag er vi alle "sådan" forskere, filosoffer, oprørere og profeter, blot vi "også" har skrevet noget, taget et kursus osv. Men at sige dette er en stor fornærmelse mod det medieakademiske kompleks, som Eisenhower desværre ikke advarede mod - måske noget for Obama?

Men så länge vi tappert i kor håner dem fra parallelklassen, har vi skam frihed for Tor som for Loke i vor lille höjskole: Således kan Poltikens läsere nyde Bo Tao Michaelis aristokratiske dyrkelse af herrevärelsets litteräre og seksuelle frisprog - ufejlbarligt akkompagneret af Marie Tetzlaffs lige så aristokratisk forskräkkede feminisme, der nemlig fungerer som avisens fölsomme indikatororganisme og bevis for, at det hemíngwaysk hämningslöse skam var den ägte vare direkte fra vor udsendte i Havanna.

Nok herom; oven for tillod vi os som sagt at stjäle et lille citat, som ingen djävel ville have opdaget. Men det er dagens orden at der plankes afhandlinger, afviste manuskripter, anmeldelser og nekrologer, senest begået af en skarp liberal profil fra Weekendavisen med et svärt navn, som bedre ville passe på en Zoroastrisk guddom fra det gamle Persien. Han blev rettelig fyret for et syns skyld, men verden er tryg ved de typer og står derfor i kö for at hyre dem igen. Når plagiater så ofte knaldes, er det kun fordi disse ubevidste typer i en vis forstand er i god tro og derfor ikke engang pröver at däkke deres spor: Vor tids naive illusion, at "nu er det altså mig der skriver disse ord" - og som de har medbragt fra alle hånde universitäre weekendkurser, som er vor tids svar på indernes själevandring. Uddannelse er således undertiden et tveägget svärd.

De fleste plagiater knaldes dog ikke, for blot du bruger andre ord, kan plagiatet ikke bevises - og faktisk er plagiat omtrent reglen, og just derfor er det, at alle skinhelligt overfalder den arme syndebuk, der i sin forhippethed glemmer at skjule sporene. I virkeligheden er det en art komisk djävleuddrivelse, for förnävnte radioaktive sporstoffer fortäller en anderledes massiv historie. Hvortil skal föjes at mens de plagiater der påvises, oftest er lige så uinteressante som den flade tallerken og derfor blot beror på ret tilgivelig dovenskab, så kan anderledes originale ting med lethed plankes med alibiet i orden - og så meget mere som professionens folk mandsopdäkker hinanden i den lille sport.

Her kommer vi tilbage til forfängeligheden. Hvis denne skal skelnes fra menneskers mere elementäre behov for anerkendelse af de rette grunde, kan vi sige at forfängeligheden netop er en last, fordi den dels er ude af proportion ("Har alle nu set mig, også de lamme og de blinde?"), dels uden substans: For den forfängelige vil anerkendes også for alt det som han eller hun ikke er - og just deraf kommer givetvis umätteligheden, for hvis det er fup, kan ingen anerkendelse jo ändre det. Og når de i denne forstand forfängelige har problemer med andres personlighed (som de kalder forfängelighed), har det naturligvis den grund at det stiller dem selv og deres fordringer i skyggen af "the real thing" - hvorimod de fleste sande talenter som en naturlig sag kan medgive at de på andre områder er uvidende eller endda talentlöse.

Som nävnt kan også meget begavede folk väre umättelige, men her må grunden väre en kejserlig enebarnsforvänthed - hvortil nok må föjes presset fra de andres "forventninger". Hvis du kun kender til at väre eneväldig, må det jo opleves som utåleligt når nogen aldeles unddrager sig styring. Ligeledes kan det väre ödeläggende for et menneske at blive skamrost for de forkerte ting grundet gränselös foräldrekärlighed til afkommet. For så vil man snart opleve de sande nattergale som trusler.

En ret udbredt form for forfängelighed er at ville väre martyr. Det forholder sig her ganske som med plagiatsagerne, at det handler om skinhellige selvbedrag. Da Informations kulturredaktör Peter Nielsen fik på hatten af Politiken, fordi han havde påvist denne avis' sorglöse forhold til en anmelders inhabilitet - skrev han nemlig fölgende tilbage om den levende avis: "Politiken har en stor og familieagtig selvfölelse, og dens reaktion skal ses som en personlig straffeaktion mod mig".

I tilbageblik må vi le: En redacteur med et udmärket og vellönnet job har fået et undvigende og defensivt svar - javel, men bliver han en martyr af det, og har han overhovedet lidt overlast derved? Det skinhellige ligger i, at når andre vitterlig og bogstaveligt fryses helt og aldeles ude ved en formelig "omerta" i sådanne straffeaktioner, så kommer ingen instanser med indsyn dem til undsätning, og som spot til skade afskrives deres jammer endda som paranoia. Men hvis nogen siger det mindste pip til de veletablerede, giver de den straks selv som store og heroiske outsidere udsat for formelige sammensvärgelser.

Dette er ikke kun komisk, for det beviser jo at deres koldsindigt sunde og gode kollegiale tro på branchens vegne blot var bekvem og måske endda skadefro humbug, og at de på bunden meget vel fornemmer hvad der foregår i kraniet hos deres "artsfäller"- og meget vel ved at den most kräver sin m/k. Men kan man virkelig misunde de forfordelte? Ok ja, for man kan misunde dem selve grunden til deres forfordelthed, og man kan misunde dem selve deres udholdenhed ("integritet" lyder lovlig ädelt, og hvem pokker vil derfor ikke også gerne gå for at besidde integritet?) . På samme vis kan også vi andre föle et lille stik af utilsträkkelighed, når vi möder folk der buddhistisk har overlevet uhyrligheder uden at tage spor skade på själ eller legeme.

Se dette er forfängelighed, for de forkälede vil have det hele og vil derfor tilige give den som hårdföre og miskendte enegängere - noget vi allerede for otte år siden skrev om i en klumme i Politiken: Ja, for undertiden står det slöjt til med indholdsfornyelsen her i firmaet, hvilket vi dog kompenserer for ved en stedse mere musikalsk formtrang. Hver gang vi således skriver noget genialsk, opdager vi at det er sagt länge för - af os selv. Men kun en skizofren kunne finde på at rejse plagiatsag mod sig selv - og kun en idiot ville håbe på også at kunne vinde sagen.

Vi skylder at tilföje, at faktisk er hverdagen og verden fuld af anderledes uglamouröse helte og martyrer uden hverken prätentioner eller talerör - og af samme grund hörer vi intet om dem. Hermed har også vi yderst klädeligt og nögternt vasket vore små redaktionelle händer, hvilket giver os en ordrig lighed med den rare Ejvind Larsen, der på lignende vis ynder at melde hus forbi: For nu har vi jo selv nävnt det i vor sidste klumme, og så er den lille sag ordnet.

En klog mand, vistnok Voltaire, har skrevet, at hvis man siger alt, bliver man kedelig. Tillad os derfor blot lakonisk at meddele, at hvis nu en af vore käre kulturkommissärer - som tydeligvis fejrer runde födselsdage flere gange årligt, hvorunder de offentligt udveksler artigheder - skulle beskylde os for at väre "private", så ville dette udsagn i sig selv väre udelukkende privat motiveret; men frem for alt ville det väre lige så usagligt som at beskylde Pytagoras' läresätninger for kun at have relevans for de ubehjälpsomme trekanter, som han i sin tid tegnede i sandet med sin stok for at kunne samle tankerne til sine beviser.

P.S. Vore egne radioaktive ortografiske sporstoffer afslörer forbigående udländighed, men det giver den rette höjloftede afstand til hvad der ellers kunne plage os - og skämme vor tekst. Ingen sibiriske tigre i sigte, men en lokal så fra bilen en örn bortföre en voksen hare i ét hug. Held og uheld hinsides enhver statistik tilkommer nok så ofte de som ikke har gjort noget for det, for det er nu engang både naturens og kjerlighedens charme. Haren ville dog her nok väre uenig - for kriseramte harer har det jo med at väre lovlig selvcentrerede...

BUDDHISTISK NYTÅR

SJÆLDNE FUGLE OG KUNSTEN AT KOGE HUMMER...

Verdenssituationen - at blande den ind her ville være blasfemi mod både dennes alvor og vor egen gnostiske sfære. Men jeg faldt i sin tid i snak med krigsreporteren Jan Stage, som fortalte følgende: "Når jeg befinder mig i krigszonerne, kører hele tiden to parallelle, men diametralt modsatte spor: "Det ene siger, at dette er det virkelige liv; det andet siger at dette er komplet vanvid." Jeg respekterede ham for det - og årene i vort grågrumset umorsomme limbo af lunken nedrighed på vågeblus har lært mig at indse, hvor meget han havde ret, og hvad han må have ment, selv om man jo nok ikke ville bytte i praksis. Men som sagt må dette være nok herom, for mens det ikke er komisk at kun en forholdsvis eksklusiv skare læser vor blog, ville dette være komisk, hvis den handlede om verdenssituationen - med mindre vi da havde forspist os på de vises sten.

I vore bedste stunder forekommer karriere endsige karrierepleje os dog også komplet uinteressante, for det gør os jo til trælle af hvad vi allerede har færdiggjort, og der skal jo også være arbejde til vor impresario: Som en ung rockstjerne of my aquaintance, der uafladeligt skulle høre sin egen medbragte cd, hvor vi end kom hen i byen. Men i vore værste stunder døjer vi andre under at måtte betale prisen for denne blanding af hovmod og slaphed – tilsat ”a little bit of help from your friends”. Når vi har det godt, gider vi ikke noget så ordinært som karrierepleje - og når vi har det skidt, virker det uoverkommeligt.

Den slags burde ikke kræve energi, for hummere mister deres smag hvis de koges for længe. Det er på sin vis lidt underlødigt og oftest også utaknemmeligt at kæmpe for sig selv, med mindre man da er helt skamløs - så på den måde kan vi søndagsbørn ved vor massive modstand tvinge dig til enten at gå i smuk eksil eller blive din egen karikatur, hvis uskønne forkrøbling vi andre kun kan beklage. Derimod kan man langt smukkere og mere virkningsfuldt kæmpe for andre - så vi må her tage ved lære af Hitchcock, der jo et sted genialt lader to personer bytte mord. Og udvidet burde man måske endda også bytte talenter, således at to toptalenter på hver sit felt byttede karriere, for man bliver lettest elsket, hvis man matcher klubben og ikke er for påfaldende. Stråler du for meget første gang, bliver invitationen nemlig ikke gentaget.

Alt dette giver os anledning til at konstatere den psykiske lovmæssighed, at jo mere emsigt folk plejer deres karriere, desto mindre har de ofte at have den i – undtagen i lande og perioder hvor overlevelsens junglelov ikke tillader nogen illusioner, selv ikke hos de fødte stjerner. Og ganske som mange derfor kommer frem der ikke burde være kommet det, er der mange som uretfærdigt ikke kommer til deres ret.

Men apropos ”komme frit frem”, og med særlig hensyntagen til dem der passioneret hylder den tro, at vi ikke formår at holde styr på vore digressioner: Sig os engang, er dette et dyrskue, og skal landzonerne da aldeles drænes for udomesticeret intelligens, omtrent lige som alle ørne for enhver pris skal ringmærkes og radiomærkes, så også naturelskerne kan føle at de udretter noget fornuftigt?

Dertil må vi i vort stille sind indrømme skæbnen, at hvis alle verdens berettigede sådan skulle ”frem”, så ville markedet ikke kunne rumme dem, hvorfor vi hursomhelst må acceptere et vist mål af lotteri. Af samme grunde må vi også prøve at forstå hvorfor selv de bedste ikke altid viser andre talenter storsind: Klaus Rifbjergs legendariske jalousi over for andre talenter er nok kun så påfaldende, fordi hverken nødvendighed eller forretningsmæssige fordele byder ham at skjule eller forskønne sine motiver – og just derfor er han modsat alle den klatrende klasses ulastelige og intrigante småborgere til at holde ud, ikke mindst sprogligt.

At ej heller de plagiatorer, som en verden hvor alle skal være stjerner, med instinktiv kløgt foretrækker, har spor til overs for de ægte nattergale, er i sin tur nærmest en psykologisk nødvendighed, som vi heller ikke meningsfuldt kan beklage: Forbrydere kan jo heller ikke dømmes for ikke at bidrage til sagens opklaring, hvilket selv juraen faktisk respekterer som en logisk konsekvens: For den der stjæler, vil naturligvis også lyve på spørgsmålet om han har stjålet – og derfor bevilliger strafudmålingen her rabat og går ved denne art moderne syndsforladelse kirken betænkeligt i bedene. Så kort sagt, hvad kan vi forlange?

Ja, man kunne måske endda drage den slutning at når retfærdigheden således så at sige principielt er en joke, burde vi helt overlade markedet til klamphuggerne – så de kunne få lov til som i den mondænere presse at sejre sig selv til døde som deres egen karikatur, i form af snart alfabetiseret monotoni, snart ungdommelige primadonneattituder.

Men hånden på hjertet, bortset fra allehånde sociale og økonomiske frynsegoder – hvem gider i længden være guru for en bande stræbere med deres honette ambitioner, og hos hvem end ikke passionen er ægte? Så også her burde vi kaste håndklædet i ringen og medgive, at lad blot dem der bedst kan holde hinandens selskab ud i længden, få hinanden og leve til deres dages ende i det gensidige bedrags livsforsikring. Sammenligninger med ægteskabet ville være nærliggende, men sidstnævnte må jo hver gang komme an på en prøve – hvorfor kirker og rådhuse ligesom de finere ekviperingsforretninger egentlig burde være forsynet med prøvelokaler.

Vi vil så gerne inviteres af verden, men gider vi nu også komme, når det omsider sker? Javel, men også år efter år med de samme naive fans, der elsker os af de forkerte grunde, fordi det lige pludselig går os godt? Interessant spørgsmål, for de ting vi med rette bruger som erstatning for alt det der nægtes os, viser sig måske atter ovenover skyerne vitterlig at være langt mere værd end alt det som de før skulle erstatte. Men som de viseste blandt munkene siger: Vælg først munkelivet når du har overvundet ungdommens genvordigheder, for ellers bliver det en halvhjertet og mismodig gøren dyd af nødvendigheden og ikke det modne menneskes afklarede valg.

Æren er bestemt ikke det fejreste træ i skoven, men den er en social dåseåbner i henseende til at få lov at gøre fyldest dér hvor man vitterlig har noget tilbyde. At være i klemme dér minder derfor mest om at være trængende på naturens vegne i socialt penible situationer – ikke spor ophøjet, men forbandet svært at ignorere.

Mange meningsberettigedes hoveren over fjernsynets X-faktor er derimod misforstået, for dette er i sin harmløshed ganske ligesom de sociale lavklassers karaoke-sang på barer næsten rørende – men det minder kändiserne om at også deres egen ære er gjort af samme vilkårlige drømmestof. For det forholder sig her ligesom med de mennesker der finder det synd for cirkusaberne at klæde dem ud i kjole og hvidt: Det er nemlig deres egen og ikke abernes værdighed, der krummer tæer ved synet af deres egen parodi.

Verdslige bekymringer om karriereplejen er så rædsomme, at kun en fordærvet kan foretrække at pleje dem frem for Buddha-tilstanden; for hvis lykken sådan skal trækkes i land med vod og med vold, mister den sin charme. Sagen er bare den, at da Buddha-tilstanden oftest er uden for rækkevidde, så foreligger valgmuligheden desværre ikke altid. Velsagtens også derfor lærer mennesker efterhånden at beskytte sig mod usundt selskab, uagtet at dette måske til andre tider eller for andre kan være sundt: Forvent kort sagt ikke at ulven skal opføre sig som Bedstemoder – og da slet ikke hvis den prøver at ligne hende. Tværtimod gælder, at hvis ikke det faktisk er Bedstemor, så kan man i vore dage ofte gå ud fra at det er ulven! For med mindre du kan tvinge verden enten med pisk eller med returkommissionens gulerod, er du på Herrens mark.

Returkommission lyder så storindustrielt, men i al sin enkelhed handler det i vor sammenhæng om at være god på en måde der smigrer dem, der skal anerkende eller endda lønne dig – dvs. være god til de samme ting på den samme måde og ad de samme veje. Hele vort søde lille medieakademiske etablissement bygger i al sin tristesse på dette gensidige fif, og forskellene på skalaen fra det frækt frimodige til salonmondæne er illusoriske, både i henseende til bemandingen og til den herskende (u)bevidsthedsform. Pressens forskellige sprogligt statusdifferentierende dialekter har ikke meget at lade hinanden sige, for det forholder sig med dem som det i henhold til ekspræsident Ronald Reagan forholdt sig med Californiens berømte kæmpetræer: ”Have you seen one, you have seen them all”.

Hvad omvendt sprogets sublimering angår, så bør det være som musik, ligesom omvendt gode musikere fortæller os, at musik bør fremføres som om der blev fortalt en historie. Og kender vi ikke alle til i grænselandet mellem søvn og vågen at opleve en melodi som en sælsom og forjættende fortælling, hvis gåde vi ikke kan knække? ”A story much too sad to be told” – hvilket for resten minder mig om hvad en bekendt oplevede for nylig.


Han havde den sjældne ære ved Nivå at se en jagtfalk fra det høje nord, verdens største falk, som vejer næsten det dobbelte af en musvåge og flyver dobbelt så hurtigt. Den blev mobbet i luften af en flok krager, som åbenbart ikke havde fulgt med i biologitimerne – hvorefter falken omgående snuppede en af dem i et nonchalant herresving og forsvandt i horisonten til alles måben. Det var vel nok en måde for alle at opnå Buddha-tilstanden, og selv den overmodige krage fortrød ingenlunde sin storladne skæbne, for den levede ligesom den gamle kone i Blixens ”Sorgagre” ikke forgæves og vil blive husket længe.
Dette minder mig sluttelig atter om en dame af min bedstefars bekendtskab, der i fuld alvor betroede ham at hummere smager bedst, når de lægges levende i en gryde iskoldt vand og dernæst kogt langsomt op. ”You stepped out of a dream".

”FOLK AF DØDBIDERSLÆGT, UNDFANGET HALVT I SØVNE…”

CARL FRIES, PALLE LAURING OG DE STORE FØLELSER...
Sibirisk vinter i sydsvensk taiga, og midlertidig permafrost i højmosernes øde: Drivhuseffekten midlertidigt sat i bero. Læser en bog af en for længst afdød svensk landskabshistorisk skildrer, Carl Fries, fuldt i klasse med vor egen Palle Laurings gamle "Danmark i Skåne". ”Poesi i sak”, som svenskerne siger: den passionerede sagligheds og den livslange kærligheds egen gobelinkunst, og aristokratisk prosa i ordets bedste forstand, båret af ydmyg respekt for naturkræfterne såvel som for folkets livskamp gennem generationer. Tillad os at oversætte et par alt for korte stikprøver, så I fornemmer den smittende vitalitet og afstanden til de honette ambitioners dekadente og småpsykopatiske landeplage.

Om kronhjortenes brunst skriver Fries, at de helt unge hjorte holder til ”i udkanterne af hovedkvarteret, lidt urolige, på en gang vigende og påtrængende, som det er naturligt for en udelukket, driftsplaget ungdom”. Intuitivt og kraftfuldt, helt uden de blinde muldvarpes evige bekymring om ”den seneste forskning”s slette uendelighed af smånotitser: Ja, for hvad mener I f.eks. om ”toleranceforskere” og ”tillidsforskere”? Småborgerskabet og kapitalpensionen længe leve…

Et andet skriftsted: ”Melankolsk dis, en grædende himmel, en livstræt jord – ”sextio-elleva” (hallo –spontan surrealisme frit fra hoften og helt uden studentikose anstalter, før al litteraturdebat!) poeter misbruger landskabet som en sjælstilstand; men hvis sjælen kunne glemme sin belastning og leve, virkelig leve i landskabet – se det ville være helse.
….Dyrkningens landskab er et samspil mellem arbejde og jord, en vekselvirkning som former jord og bonde. Hele dette landskab i vor hånd lever med os gennem årets tider og forandres med os; vi fornemmer dets åndedrag og hvile som en funktion i vor egen organisme. Jorden sunder sig efter et langt arbejde. Sådan forholder det sig med ”livsleden”.”

Om de sidste rester af parkagtigt herregårdslandskab med ældgamle ege hedder det, at vi ”nyder sorgløst en rigdom andre har opbygget, disse andre som nu mister grebet om gods og skov. Vi må forstå dette for at begribe det ansvar som nu hviler på os, de mange i folkehjemmet. Lad os sammen påtage os de byrder som et fåtal ikke længere magter at bære”.

Ingen smålig klassesnak af hverken den ene eller anden observans her, som når en ung universitetsklatrer for at gøre sine kulturradikale hoser grønne på parnasset sammenstykker og udgiver ”sextio-elleva” fortærskede og kanoniserede fornuftsgrunde til at nedlægge både folkekirken og kongehuset, under landsdækkende applaus fra alle Bermudas benovede små oprørs-praktikanter. Alt sammen lige så håbløst uopfindsomt og kedsommeligt som det er snusfornuftigt – og derfor en ret fornuftig grund til i stedet at foretrække den rene ufornuft, så vi dog har noget festligt at le ad i stedet for den begrædelige udsigt til, at endnu en emsig og med nervøs utrættelighed kindposeklaprende hamster under fuld mandsopdækning bjergtager en anæmisk studine med dobbeltsidigt hareskår, just ankommet med firetoget, til at lade sig forsørge og besvangre af vor lovende professorspire til fremskyndelse af vor races endelige forfald – eller med madam Blixens vidunderligt syfilitiske visdomsord: ”Folk af dødbiderslægt, undfanget halvt i søvne”.

Carl Fries døjede med en dødbiderånd, for hvem såvel vildmarken som alle bygninger af ældre dato end socialdemokratiet var udviklingsfjendske. Siden er der heldigvis sket meget godt, også med sosserne, trods prosaens forfald - hvorimod det svenske Moderat-parti altid har været de værste på naturfeltet og mangler en Connie. Desværre må vi dog nu kæmpe for at undgå at vindmølleparker sættes op som formelige hegn rundt om hårdt tilkæmpede store naturreservater, herunder også et som beror på undertegnedes vedholdende ungdomsiver.

Bedst at samle civilisationen hvor den i forvejen er, for ellers bliver vildmarksoplevelsen musealt kastreret - selv hvis dyrelivet måske skulle kunne tåle mosten. Også den lille håndfuld radartårne i Gribskov står således samlede i deres eget lille "reservat" - og har efterhånden fået en antik hygge, ganske som de omgivende krogede oldingebøge af den oprindelige lokale stamme.
NEXT: BUDDHISTISK NYTÅR