FÖLSOMME MENNESKER I DANMARK...

Interessant hvor fölsomme vi mennesker er. Efter at svenskerne har besluttet at plastre deres land til med vindmöller - 400 alene i Halland, plus 200 til vands - er jeg blevet endnu mere A-kraft tilböjelig end tilforn. Med samme alibi går jeg ind for de sidste store elves fortsatte bevarelse. I övrigt er Tjernobyl angiveligt blevet et sandt paradis af biologisk mangfoldighed, herunder utvivlsomt også enkelte tvehovede kalve - og hvis også de kan overleve, er det sgu godt gået, for en mutation kommer själdent alene. Livet er nu engang farligt, men hvor kedeligt skal det blive, for alternativerne er endnu kedeligere og - som de fleste kedsommelige ting og mennesker - umådelig pladskrävende.

Til gengäld har jeg udsigt til en midlertidig lön som kortlägger af fölsomme store fugle i et par berörte områder, med håb om en lidt forbedret placering af skidtet. Så på den måde er det godt for mig, hvilket udviklingen ellers själdent er - og da slet ikke personlig udvikling, som er en by i Rusland - men desvärre ikke lige så spändende som Tjernobyl. Enkelte städigt urokkelige gamlinge overlevede forresten også sammesteds mod alle odds, og de burde fölgelig klones til en ny race, egnet som arbejdskraft i forbindelse med drift og ombygning af A-kraftvärker.

- Globaliseringen gör os åbenbart ikke meget större i udsynet, for i vor lejlighedsvise udländighed konsulterer vi mest nettet for at fölge vor egen dumme og skröbelige karriere. Derved opdagede jeg at Information forlängst havde trykt en bitte pastiche på Berlingernes "Groft sagt" herfra om en anden fölsom själ, korsfaren Lars Hedegaard - som mente at väre et offer for kommunistisk sammensvärgelse, da Berlingske frigjorde ham fra nävnte spalte. Et indläg , som jeg troede at "kommunisterne" ligeledes havde forsmået.

I den samme dags bogdebat (11.12.08) figurerede yderligere to fölsomme gemytter - så fölsomme at de end ikke tåler det danske ö, som derfor ikke kan demonstreres i dagens indslag. Den ene var shamanisten m.m. Neutzschy-Wulff, der trods nogen publicistisk succes i årenes löb föler sig slemt overset af både läserne og anmelderne og derfor erklärer sig for landets ypperste hövede, som sagt uden dansk ö. Den slags fölelser er vi åbenbart mange om at have iblandt, så helt unormale er vi fölgelig ikke oven i hövedet - som sagt uden dansk ö.


Dagens tredje fölsomme hövede var ligefrem så fölsom, at han kun figurerede i tredje person. Mads Qvortrup besvarede nemlig en smudskastning fra forfatterens Jens Martin Eriksen - hvorunder det fremgik, at den fölsomme Eriksens skraldespand mod ham kun skyldtes, at Qvortrup i sin tid havde kritiseret en bog som Eriksen havde begået sammen med den uundgåelige netvärksabe Frederik Stjernfelt.

Qvortrups kritik af nävnte värk glädede mig så meget, at jeg fik sympati med ham, skönt jeg ellers har det med at väre forhåndsskeptisk mod yngre nyslåede professorer ved Farum Universitetscenter, og da isär hvis de er i när slägt med en bunke andre folk fra det medieindustrielle etablissement. Det viser atter igen at også jeg er et fölsomt gemyt, for mere skal der altså ikke til for at omvende os til en ny religion.

Eftersom hele vor tid ligger komplet på maven for de notoriske andenhånds eksistenser der fra dag 1 her på Jorden har netvärket, smigret, fedtet, forbrödret og plagieret sig skamlöst klatrende op til uomgängelige positioner, så får jeg imidlertid straks sympati for en person der går imod strömmen, uanset hans motiver for det. Her skylder vi dog som gentlemen at indrömme at just Stjernfelts andel af nävnte tomandsvärk faktisk blev fundet "tålelig" - men det bör nu ikke undre nogen. For en gennemkalkuleret og intelligent menneskeabe vil aldrig begå noget dårligt, for han vil altid planke og krydse sig febrilsk, men dog forunderligt köligt, frem på parnasset med alle til rådighed stående midler, aldeles umättelig i sin oplyste kölighed.

Krydse - ja, for vor mand er kannibal og navigerer sig kronisk frem ved en art "seriel monogami", i stadig skiftende opportune tomandsbander og strategiske partnerskaber. Tusinder af ubetydelige akademiske klatremus gör på et åbenlyst tyndt niveau det samme, og derfor er Stjernfelt deres konge og guru. Eriksen er mere digterisk spontan og kommer af lutter spontaneitet til at gå under bältestedet i ny og nä, som jo også hans lige så fölsomme kollega Rifbjerg kan jo göre det, om så også med lidt mere fyndighed.

Nå men hvad er så min specielle grund til at ärgres over at nok nävnte Stjerne nu igen forleden sgu har begået noget, som alle tidens netvärksdyr ikke tör andet end falde på maven for, af frygt for at falde i unåde nu eller fremover, hos denne vor civile udgave af Albert Speer, alt for civiliseret og velbegavet til at hänge? Såmänd noget helt personligt, idet han i sin tid omgik mit magnum opus med allerstörste uärlighed. Jeg mödte ham dengang på gaden, hvor han fortalte at han nu omsider havde anmeldt sagen - men aldrig har jeg set nogen se så syg ud i hovedet af misundelig grämmelse:- jeg lyver virkelig ikke.


Dagen efter så jeg, hvorledes han ved at slå min top-osv. i bunke med et par småting af en helt begynderagtig division, havde formået at fortie, undgå og omgå mig uden egentlig at lyve og dermed risikere svar på tiltale. Skidt med fortiden, men han har aldrig siden gjort noget for på nogen vis at böde på det, trods hans uendelige muligheder for det, og han vil som den allernaturligste sag til enhver tid forsöge at planke og undergrave mig, som dengang han sammen med digteren S.U.T overtog mine ord i Politiken om alle de anerkendte, der giver den som miskendte - idet de to dog samtidig forvred tanken komplet på en måde, der sigtede til at göre livet endnu mere umuligt for de virkelige outsidere: som nemlig iflg. SUT og Stjernfelt kun fandtes tilforn, i Jesu og Van Goghs tid, men ikke i SUTS og Stjerfelts calvinistisk retfärdige epoke. Alle "miskendte" er nemlig i vore dage selvbedrageriske stakler - stik modsat alle denne verdens anerkendte forstår man...


Ingen af de to har skam noget personligt imod mig, hvilket blot gör det mere utilgiveligt, for irrationelle fölelser kan dog tilgives. Nej, det hele handler om strategiske fordele og kold, men som sagt febrilsk beregning i grådighedens tjeneste. Og de få der gennemskuer det, holder oftest pokerface, for alle Bermudas grå dörvogtere og emsige kommissärer er forståeligt nok langt mere trygge ved sådanne typer end ved mig - og det ved disse folk, der således har helt grönt lys til at fremture fortsat... Og som sagt äder alle de benovede småaber - som jeg end ikke ville eje som undersåtter, hvis jeg fik dem foräret - det råt, mens de store menneskeaber klögtigt og loyalt holder gode miner til slet spil så länge, at også de selv til sidst tror på det. For alternativet er dem nemlig langt mere imod - og det som jeg engang troede var undtagelsen, viser sig blot at väre det uhelbredeligt normale og komplet forudsigelige, som aldrig vil formå at fange fuglens flugt - der derfor er dem en utilgivelig streg i regningen som forbitret må ignoreres.


Nå, men ejheller det er särlig unormalt, har man efterhånden forstået af livet. Ja, selv alle vi der föler os miskendte, er åbenbart også helt normale - men derfor kan vi nu godt af og til have ret, selv om vi altså ikke er helt så alene som vi gik og troede. Og ret beset, hellere väre anerkendt af dem der kender os, og miskendt af dem der ikke gör det - end väre anerkendt af alle dem der enten ikke kender os eller mangler ethvert grundlag for at sande vort rette sko-nummer. Apropos sko-nummer må vi dog nok alle indrömme, at vi på bunden ikke er meget fredeligere end folk i Gaza, og ejheller mindre ärekäre end ayatollaerne i Iran...

BERLINGSKE DEBAT: SØRLANDER OG GAZA

Hånden på hjertet og hænderne over dynen: Vil I hellere have at jeg taler om Indiens regering end om egne genvordigheder? I kan her passende huske på Kierkegaards ord i "Enten- eller", at en digter er en sjæl, hvis rædselsskrig og smertebrøl lyder som den lifligste musik for andre. Vel er jeg ikke digter, men hvis ikke Søren havde skrevet disse ord, ville jeg ikke desto mindre på stedet have digtet noget lignende i selvforsvar.

Ellers hedder det at man ikke bør jamre på egne vegne, men hvis ingen andre gør det, så kommer dette ædle krav til at minde om Middelalderens hekseprøve: Hvis man bliver kvalt i tavshed, var det bare synd; og hvis man forsvarer sig, er man "heks" og skal hænges. Men kedeligt er det forhåbentlig ikke, og det samme kan man ikke altid sige om verden.

Nå, apropos Søren: Ganske som han yndede at vise at han skam kunne være dybt religiøst, alvorlig samtidig med at han i andre skriverier var morsom, således kunne vi vel også give eksempler på mere verdslig normalitet. Mens vi tidligere skrev så meget til aviserne, at vi lod bloggen køre helt separat, har vi ikke længere råd til at undlade at nævne når pressen atter giver lidt grønt lys. Meget passende har Information antaget en kronik om de kulturbærende klasser før og nu, men her vil jeg hellere nævne at min "kollega" Kaj Sørlander skrev en fin kronik i Berlingske om moral og umoral i forhold til Gaza og omegn. Det er morsomt at se en person tænke som han gør, for man mærker at han har gået for sig selv gennem årene, hoppende logisk fra isflage til isflage. Det virker nok fremmedartet i dag at tænke i syllogistiske følgeslutninger som denne: "Hvis A) Israel har ret til at eksistere, så B) er staten Israels ophævelse ergo et umoralsk mål at have for Hamas".

Livet har dog lært mig, at den abstrakte logik har sine naturlige grænser, hvilket affødte nedenstående artikel bragt i Berlingske dags dato. Endelig et alvorligt skridt ud igen fra jeg-husets skammelige selvbesmittelse? Eller er det mon lige omvendt: Nu vil man også skamløst benytte verdenssituationen og andres skæbne som påskud for at ævle om steder man aldrig har været, i stedet for at blive i sin egen musikalsk autonome og urørlige boldgade, i splendid isolation and all that jazz. Nå, men here we go:

FILOSOFI OG FREDSMÆGLING
Af Henrik Bandak (filosof)
Kaj Sørlanders fine kronik om Hamas, Israel og Gaza behøver en
kommentar. Sørlanders tænkemåde er et flot eksempel på klassisk logik, men skolastikken har nu sine grænser. Sørlander udleder således: Staten Israel kan ikke med rimelighed forlanges ophævet; ergo er Israels ophævelse et moralsk forkasteligt mål for Hamas at have. Endvidere: Det er umoralsk af Hamas at bruge den civile befolkning som dække for aggressive operationer – for dernæst at skyde skylden for de resulterende tab på Israel.
Men vi opfører os sjældent særligt fornuftigt. Det er uundgåeligt, at når civilbefolkningen lider ubærligt, vil den af desperation håbe på sine mest militante talerør. Og det er lige så uundgåeligt, at selv mindre tab på israelsk side vil afføde tilsvarende reaktioner, herunder en umenneskeliggørelse af modparten. Respektindgydende undtagelser findes, men vi kan ikke forlange af andre, hvad vi ikke selv kan leve op til. Det er desuden uundgåeligt at kamporganisationer tiltrækker typer med karakterbrist.
Her er det at proportionalitetstanken kommer ind i billedet. Jævnbyrdig kamp er én ting; men den overlegent stærke part er i Gaza staten Israel; og fordi den stærke part altid er mindre desperat, er det den som man mest realistisk kan tale til rimelighed. Kravet er moralsk set lige berettiget til begge sider, men er blot ikke realistisk at rette til mennesker der har mistet familie og venner. Derfor kan vi kræve mere af den stærke part – herunder besindighed i sine straffeaktioner.

Dette med proportionerne illustreres sjovt af hvad en bekendt fortalte: I Sydamerika havde han pågrebet en lommetyv – men dennes afvæbnende forsvar lød: ”Jamen hvis vi nu ikke engang må stjæle fra de rige, hvem skal vi så stjæle fra?” Sørlander nævner at når vi altid forlanger mere moral af Israel, er det urimeligt. Men sagen er her igen den at vi realistisk set må appellere til vore nære: En diktator er jo per definition ligeglad.
Ganske som psykopatiske elementer spekulerer i at få modparten til at reagere sig så grumt, at det giver dem selv carte blanche som hævnerengle – således kan vi heller ikke udelukke en tilsvarende taktik i modpartens rækker. Og vi må regne med at mange hos den stærke part tænker: ”Styrken skal da udnyttes til fulde, mens vi har den.” Machiavellisk set er vi i så fald håbløst naive ved at tro, at vi kan pacificere den stærke part med ”moral”.
Og dog: For den stærke part kan ved unødig brutalitet pådrage sig selv ubodelig skade på lang sigt. Men ikke alle politikere i overophedede lande tænker længere end til næste valg – og her kommer så en endnu stærkere part ind i billedet: USA. Derfor er USA den mest realistiske opmand at håbe på: For den bedste opmand må være en som dels besidder magtens ”vetoret”, dels har egen fordel af at udvirke fred. Nogle religiøse vil her sige: ”Den eneste troværdige opmand er Gud, for ingen mennesker er gode.” Måske har de ret – men Gud blander sig desværre ikke meget i vore dage…

GUILT BY ASSOCIATION

OM FREUD, THOMAS MANN OG JUDAS...
Her en lille øvelse i anvendt drømmeanalyse forenet med en spekulativ ekskurs udi dyrs hukommelse. I kender udtrykket "guilt by association" - som vi dog meget passende her vil bruge som springbrædt til anderledes pikante associationer. Hør engang. En af vore bedre små aviser lod for et par år siden meget bekvemt en forbigående redaktionel praktikant spille med musklerne og føle hormonbruset fra et legitimt "faderopgør", trygt velsignet og godkendt fra højere sted - hvilket dog ikke kan måle sig med da en yngling for nylig fyrede sin egen far med hele hans stab, efter at faderen helt i stil med Shakespeares kong Lear havde overdraget knægten nøglerne til firmaet, men med tydelige mundtlige aftaler om bibeholdt redaktionel suverænitet.

Nuvel, i vort eget tilfælde skete nu det, at en i grunden venligsindet ældre stedelig redacteur trøstende citerede Blixens ord, at en hård skæbne er bedre end slet ingen skæbne, for ord er gratis. Naturligvis passede det ham nok også helt godt i det store hele, men han sluttede af med oprømt at kysse mig i panden. Og her kommer associationerne ind. Ved nærmere eftertanke slog det mig nemlig, at sådan ville den særdeles kristent velbevandrede mand ikke have gjort, hvis ikke han havde hørt om Judas.

Her kunne man indvende, at ingen da vel ønsker at træde i Judas herostratiske fodspor. Men just derfor er tilfældet interessant! Freud er den der bedst har påvist, hvorledes et element i en drøm kan repræsentere flere forskellige tankerækker, og i vort eget liv kan vi ofte verificere det. Hvis du både skal lave en aftale med Nordisk Film, skal rense tøj, skal vaske dine små moralske hænder samt agter at rejse til Grønland i nær fremtid - så er der meget store chancer for at du drømmer om isbjørne; eller rettere: hvis du drømmer om isbjørne, så vil dette drømmelement repræsentere samtlige de nævnte motiver. Neurologisk talt må vi vel forestille os, at jo flere veje der således leder til Rom, desto større chance er der for at du "tilfældigt" kommer til at tænke på Rom. Og jo stærkere følelser dine motiver er ladet med, desto mindre skal der til for at du kommer til at tænke på Rom.

Thomas Mann digter sig spontant til dette i kæmperomanen "Joseph og hans brødre", som jeg langsommeligt tyggede mig igennem i en roligere periode af mit liv. For da Josephs brødre efter at have smidt Joseph i brønden møder en karavane, medbringende Joseph (som karavanefolkende nemlig har samlet op) kommer brødrene i deres konversation med karavanefolkene ustandselig til at flette ordet "brønd" ind. For de nages af skyld, og hvad de end taler om for at undslippe tanken, mindes de den alligevel - samtidig med at de muligvis ubevidst registrerer og genkender den forklædte Joseph inden for deres brogede synfelt.

Anmelderne har så travlt med at give karakter, at de ofte overser den slags geniale småting, som viser hvorledes intuitionen arbejder i forfatterens indre drama. Seere, kloge koner, medicinmænd osv. er i enhver stamme oplysningens sande fædre og mødre, og alle efterfølgende sponsorerede kulturevents desårsags af er kun pensionsberettiget eftersnak med ledsagende snacks, for alt starter med at kunne se - selv hos vor egen tørre Holberg, som vore skriftkloge nok ikke ville have kunnet døje i levende live. En ældre mand i Västerbotten fortalte mig en gang tilsvarende om sig selv: "Lennart ser det som inga andra ser". Og det kunne han, selv helt uden forudsætninger... Men for det moderne livs elitære konformisme og febrilsk åndsforladte konkurrenceånd ville sådan et udsagn være helt sort snak - trods alle skriftkloge foredrag om individets frihed og vestens retstradition, som nemlig ingen djævel ville respektere hvis den ikke var - lov!

Nuvel, men nu tilbage til vor Judas-epistel. Ovennævnte redacteur ville bestemt ikke have kysset min pande til afsked, hvis han helt bevidst havde associeret til Judas. Men et eller andet sagde ham, at det kunne være passende at vise denne personligt udvælgende venlighed, der således delvis var motiveret af ægte sympati. Hvis hans erindring var blevet helt tydelig, ville der derimod være indtrådt en hæmning. Eksemplet viser hvorledes noget på samme tid kan være bevidst og ubevidst på hver sit niveau.

Lad os her belysende tænke på dyrenes verden: Et rovdyr husker tydeligvis i en eller anden forstand, hvor det har haft held med at finde bytte og vender derfor tilbage til åstedet. Dette beviser ligeledes en art erindring, men vi kan ikke være sikre på at rovdyret ligefrem tænker tilbage på hvad der skete sidste uge. Muligvis får det blot en forjættende fornemmelse for sne og ved ikke selv hvoraf denne fornemmelse egentlig kommer. Biologisk set er det afgørende blot, at fornemmelsen indtræffer og påvirker adfærden gunstigt. Måske genspiller dyret drømmeagtigt, men naturligvis helst ikke alt for livagtigt omtågende, forrige uges jagtsekvens uden at kunne foretage en tidsfæstelse og kategorisering af fænomenet som en objektiv erindring. Vi ved det naturligvis ikke sikkert, men de fleste dyr er næppe udviklede nok til at kunne huske objektiverende - endsige aktivt erindrende over kaminilden for hyggens og selvfølelsens skyld.

Fra vor egen naturvandring kender vi mennesker selv noget lignende: Vi kan øjeblikkeligt artsbestemme ret mange større fuglearter selv på en afstand, hvor det kan imponere de helt uerfarne - simpelt hen fordi selve adfærden, flugtmønstret og vingerytmen erfaringsmæssigt straks forbindes med de pågældende arter. Dette kan vi naturligvis kun gøre, fordi vi mange gange har haft lejlighed til at opleve de respektive arter på så tæt hold, at en egentlig visuel identifikation ud fra umiskendelige primære træk har kunnet lade sig gøre.

Men i selve situationen tænker vi ikke tilbage på disse tilfælde og foretager bestemmelsen med en så at sige clairvoyant automatik - omtrent ligesom rutinerede musikere husker deres repertoire, men efterhånden glemmer de tusinder af timers træning der ligger bag. Forskellen på os og rovdyret er blot den, at adspurgt om vor forbløffende sikkerhed kan vi gøre tilfredsstillende rede for den nævnte nøgterne baggrund. Vi formår således introspektivt at objektivere vore fornemmelser - men ved alle hånde neurotiske fornemmelser for sne forholder det sig derimod ikke således, idet vi her mere minder mere om dyrene. Et dyrs "angstneurose" klinger velsagtens af og neutraliseres, jo flere gange det har passeret det farlige sted uden atter at møde det farlige rovdyr; vi velfærdsmennesker formår derimod i årevis at undgå meget af det vi frygter - hvorved vi tillige kan beholde vor søde lille neurose.

En erindring er et bevidsthedsfænomen, men hvis vi ikke tillige formår at spore og kategorisere den i vor livshistorie og skelne den fra drøm eller clairvoyant sikkerhed, så er den samtidig en ubevidst erindring. Og vort ovenfor refererede eksempel med Judas harmløse efterfølger var utvivlsomt et eksempel herpå. En sær indskydelse føltes skønt lidt bisar samtidig ejendommeligt nærliggende - ja ligefrem helt passende samt, uvist hvorfor, endda lidt morsom. Og således kan vi lige så passende udbryde, at den brave mand her gjorde sig skyldig i en helt bogstavelig "guilt by association".

En lidt anden, men dog ikke helt ubeslægtet, association til det velkendte engelske udtryk udtryk kunne gå i retning af von Triers genialske titel "Forbrydelsens element" - idet de som professionelt svælger i rævekager og intriger, ofte selv er gjort af nøjagtigt samme stof, omtrent ligesom forhenværende krybskytter jo bliver de dygtigste jagtbetjente.