MONTAIGNES ROSER...

GUDS SPILDTE SKIDEBALDE TIL VORE ABONNENTER…
Af hvem ville vi helst roses? Spørgsmålet er retorisk, for vore abonnenter tilkendes ingen klageret, før de har fået deres gældssanering i forhold til vor betrængte redaktion bragt i orden. Åh-ja, hvordan går det egentlig i den sag? Ikke at vi på nogen måde vil antyde kriminelle forsæt, for tværtimod hjælper vi Dem netop mod den slags urimelige mistanker ved at erindre Dem om vort lille økonomiske mellemværende.

Af hvem vil vi ikke roses? Af alle de maliciøst småtskårne og plebejisk ambitiøse små kulturdrenge der intet kan gøre uden bagtanker, og som slås med hinanden om hvad stressede og anstændige læsere partout skal mene om deres komiske lille holmgang - eller om nogen der siges engang at have slået en prut. Alle disse sagesløse borgere der tvangsindlægges til en bunke ugentlig andenhåndslæsning, der kun sjældent gør dem hverken gladere, morsommere, bedre eller visere.


Men som sagt, af hvem ville vi helst roses? En pensioneret svensk forbryder med sammenlagt tyve år bag tremmer betroede mig engang, at han tilhørte den hæderlige klassiske gamle stamme af bankrøvere, modsat vor tids perverse afskum helt uden stil. Kort sagt, han var højt respekteret af såvel landets største banker som politiet og var således i grunden en hædersmand. Kort sagt vil vi mennesker helst roses i de anerkendtes samfund.

Hvis nu Klaus Rifbjerg roste vor blog, ville vi da indrømmet heller ikke fortie det ude i byen, og det så meget mere som han jo dårligt kan mistænkes for at være blevet besnæret til det på vort kære lille "Over-Danmark"s sædvanlige børnehavefacon. Det bliver jo ofte lidt pinligt når meget anerkendte folk offentligt roser hinanden, for folk i samme klub vil naturligvis altid gerne jobbe klubbens kurs op efter denne recept: ”Siden Over-Danmark anerkender også Dem på Deres felt, tvivler jeg ikke et sekund på Deres kvaliteter”. Hvis de ukendte roser hinanden, kan også det dog have samme psykologiske karakter: ”Alle os, der holdes udenfor, blot fordi vi er for gode…”.

Ja, faktisk er sådan miskendthed ret anerkendt, hvis ikke ligefrem frygtet i smug ude i byen, for De skulle vide hvor mange gange uklanderlige akademiske gulddrenge ligesom i en art solidaritet har betroet mig, at de skam ”også” var en slags outsidere i miljøet. Det er sådan en art indirekte indrømmelse, og mere må man ikke forvente – så meget mere som det, når sandheden skal frem, ikke sker ret tit.

Det mest tilforladelige er når en kendt roser en ukendt, samt når en ukendt roser en kendt. I begge tilfælde kan det nemlig oftest tages for pålydende, for i begge tilfælde er der sjældent bagtanker. Dog sker det at folk roser de forkerte blot for at undgå at rose de rigtige: Således kan en af samfundets spidser udmærket give den som ”storsindet” ved at skamrose et Guds ord fra landet, blot for desto mere troværdigt og effektivt at kunne fortie andre ukendte, som i virkeligheden imponerer den store mand en hel del mere.

Men hvis jeg nu betror Dem, at Jørgen Nørgaard på Strøget engang fortalte mig, at det var sjovest at tale med almindelige mennesker, så er det interessant: Her forelå tydeligvis ingen skjult dagsorden. Og selv om vi ved at fremhæve den kendte mands ord let kunne minde om førnævnte bankrøver, der varmede sig ved de lovlydiges angiveligt høje respekt, så er det nu med god grund at vi nævner fyndordets herkomst: For som fremgået ovenfor ville udsagnet jo ikke virke nær så stærkt og oprigtigt, hvis denne hyldest til det almindelige var blevet fremført af et ”almindeligt” menneske. Så vi er lovligt undskyldt.

Men i øvrigt er det indrømmet sjovt, hvorledes vi det ene øjeblik kan fremhæve det almindelige og i næste øjeblik klandre mange af ”Over-Danmark”s store mænd for at være ret ordinære. Men det er jo nu engang langt mere rosværdigt at vise sig af højere værdi end pålydende, end det modsatte.

I almindelighed vil vi dog helst roses af folk med en helt anden baggrund end vor, for det er det eneste ordentlige fingerpeg og udelukker såvel faglig jalousi på den ene side som professionel klubforbrødring på den anden. Men er personen oven i købet højt anerkendt på sit eget felt, kan vi bekvemt og autoritativt henholde os til hans eller hendes ord over for andre, selv om det ikke nødvendigvis varmer så meget mere i sig selv. Jo-da, også dét er skam overgået os nogle gange, tag ikke fejl.

Men når vi her f.eks. kan nævne en Benny Lautrup, er det ikke fordi vi inkonsekvent udvælger en bestemt elite, men en fysikprofessor kan udadtil bruges som social "dåseåbner". Og vor pointe er her, at han trods en ret angiveligt forholdsvis jævn baggrund roste os for noget, som en litteraturprofessor vel snarere burde have nævnt - hvis ord derfor tæller mindre. Postbudets og andre vidt forskelliges ord er af samme grund en umiskendelig anerkendelse, men det ville parnasset blot aldrig indrømme - ikke kun grundet de halvbegavedes fornærmede stædighed, men også af ren og skær naivitet.

Dertil kunne de ukendtes roser indrømmet være vort eget påfund og derfor ignoreres. Men vor fantasi forslår nu i almindelighed kun til at viderebringe det selvoplevede, gerne udsat for passende mutationer og krydsninger, så vi lyver alene af denne grund sjældent - undtagen om vore forbrydelser: for siger man A, må man også sige B. Af samme grund dømmes mordere rettelig ikke strengere fordi de tillige benægter deres bedrifter.

Eftersom vi jo skriver for et udvalgt publikum med en højst virtuelt betalingsdygtighed, skal dets fortsatte gunst imidlertid ingenlunde underkendes. For så snart man er ude over forskningsfasen, så at sige, føles det lidet tilfredsstillende at fremlægge sine resultater for lukket skærm i andet end algebraisk form. Vi kan heri henholde os til Montaigne, der jo på lignende vis skrev for et ret imaginært og utopisk publikum i en hidtil uset halv-privat stil, hvis hele diktion og leje var unikt betinget af just disse produktionsbetingelser.

Ganske på samme måde forholder det sig jo for os; hvorimod en af Gyldendal forhåndsbestilt ”blog” af et korifæ omvendt nødvendigvis vil blive enten endnu et notorisk Stjerne-plagiat, et redaktionelt misfoster eller en meget tynd kop te – kort sagt en ret barnagtig affære, der dog givetvis ville blive rost af anmelderne og købt af lærevillige bloggere med forhåbninger om en lignende ydre medgang.

Ha! Her vil vort ærede publikum med deres såre virtuelle betalingsdygtighed kunne genmæle: ”Hør engang, skal De nu også give den som Montaigne? Og forholder det sig ikke med Dem som med de vidtløftige personager der anser sig for inkarnationer af en bunke verdenshistoriske figurer gennem tiderne, men hvis så at sige ”alternative” anerække slet ikke tæller nogen almindelige mennesker – der jo ellers, som vi så ovenfor, skulle være de allerfineste? Ja, for snart giver De den som Kierkegaard, snart som Jesus, snart som kommissær Columbo, snart som Allah og altså nu tillige som Montaigne. Men i samtidig lader De med ubetalelig frækhed konstant skinne igennem, at De – Deres formente kvaliteter taget i betragtning – i grunden burde kåres som det hidtil mest fordringsløse menneske, selv om De som konsekvens heraf er afskåret fra at sige det ligeud.

Undskyld os, men hvad fanden er meningen? Styr Dem dog, menneske, og udfyld som vi andre en anstændig rolle i tilværelsen i stedet for denne umandige flagren! En smule beskedenhed og proportionssans ville være klædelig, også selv om der indrømmet er noget afvæbnende over selve den naive troskyldighed, hvormed De så frejdigt fremturer hinsides alle fornuftige grænser.”

Vi indrømmer, vi indrømmer, dér fik I os omsider i saksen – lige bortset fra at en mere blasfemisk anlagt blogger uimodsigeligt kunne replicere med det retoriske modspørgsmål, at hvem andre end just Gud formår uden selvmodsigelse således at inkarnere en hvilken som helst rolle uden at stå til indlæggelse? Det minder os for resten om en blasfemisk anekdote fra det virkelige liv, idet psykiateren Erling Jacobsen spurgte en skizofren patient, hvordan i alverden denne på engang kunne være indlagt på lukket afdeling og samtidig angiveligt have sæde i de højeste engles råd i himlen. Patienten svarede nemlig uigendriveligt: ”Jo, jeg kan godt, for jeg er skizofren”.

Nuvel, så blasfemiske tør vi ikke være her, men kunne vi mon ikke ligesom det svenske ”Aftonbladet”s yderst jævne blogger-stjerne og skamløse dyneløfter (der sidenhen først skammede sig og nu er sprunget ud som uhyre seriøs forfatter…) forsvare vore skandaløse eskapader ved at erklære dem for et litterært eksperiment hinsides vor egen borgerlige person? Ja, der er sågar dem der anser Jesus for just et sådant litterært eksperiment fra Guds side, og dermed tilsvarende hinsides Guds borgerlige person og ansvar. Karen Blixen erklærede af samme grund ligefrem Jesus for et taktløst påfund fra Herrens side.

Ak, ak – dér ser I selv: Vi bliver ikke spor mere mådeholdende, selv når vi oprigtigt forsøger efter bedste evne, for nu giver vi den jo pludselig som litterære kolleger til Gud, vel at mærke blot knap så taktløse. Men som allerede Job’s Bog bør have lært jer, så får Gud altid det sidste ord. Således også her: Ja, for hvad bliver det egentlig til med den gældssanering? Sker der mon snart noget i den sag, så vi måske kunne komme lidt videre i teksten? For det er en dum gammel overtro at guder skulle kunne klare sig uden penge.

Næste gang vil vi dog moderere os og nøjes med at tage Nils Bohrs navn forfængeligt i forbindelse med hans ægte kærlighed til westerns; men på en måde der har en overraskende anderledes brod mod allehånde rygradsløst plagierende automatskrift, der forsvarer sig mod enhver anklage ved straks at blive også dens umandigt flove ekko - men på fornem spalteplads - og som roses for stor originalitet af alle de leflende undersåtter der forsøger at kopiere dem i håb om en lignende medgang hos tidens højt betitlede proletariat, der heldigvis snart har sejret sig både til grin og til døde...

EN PIKANT LITTERÆR KORRESPONDANCE...

Kære Thomas Bredsdorff
De tilsendes hermed som første uafhængige opmand indsyn i vedlagte replik til Politikens debat, som nemlig næppe vil blive bragt

”LIVET ER SMUKT…”
Lektor Ph.D. Mikkel Zangenberg angreb forleden på misundelsesværdig spalteplads forhenværende forlagsredaktør Torben Madsens charmerende klummer og frakendte både dem og deres ophavsmand al ære og værdighed – i et kækt kulturdrengesprog, typisk for dem der i solidarisk flok fra magtens søde bagland ynder at give den som tapre krigere – og altid på bekostning af folk der som Madsen ikke beklæder en magtposition i finkulturens henrivende legetøjsverden. Zangenbergs litterære klubdrenge vil sikkert i kantinen skamrose hans ”elegante vid”, fordi det i unik grad ligner hvad de selv ville kunne præstere.

Zangenbergs vrede har som alibi at Torben Madsen skriver, at folk der ikke kan læse poesi, slet ikke kan læse. Personlig bliver jeg nu ikke spor stødt, selv om jeg er ret tonedøv udi i moderne lyrik – så lidt som når min bilmekaniker rettelig beskylder mig for at være upraktisk. Nej, vredens virkelige grund fremgår af Torben Madsens seneste klumme: For her beskylder han Zangenberg for i sine anmeldelser at fedte og lefle savlende for sakrosankte folk som Søren Ulrik Thomsen – der også for mig at se blæser sig op til stor tænker og ditto samfundsdebattør, blot fordi han har skrevet nogle smukke digte, hvis medgang ulykkeligvis gav ham smag for at forbrødre sig med magtens fedme.

Heri er lektor Ph.D. Zangenberg således ingenlunde alene, for hele kulturlivet er inficeret af denne pest hvor veldresserede kulturdrenge emsigt mænger sig med tidens Machiavelli-figurer – som i sin tur ligeledes typisk er kommet frem ved fra dag ét at betale ”beskyttelsespenge” til alt hvad der kunne krybe og gå af standspersoner i riget – det være nu officielle oprørere, vilde malere eller agtværdige professorer.

Når lektor Ph.D. Zangenberg håner Torben Madsen så endimensionalt, ligner det et håbefuldt titeldyrs selvmål: For den samme Madsen roses af alle vore forfattere som en gudsbenådet, på engang loyal og ubestikkelig læser. Også Madsens befriende klummer rummer både selvudlevering, sødme og mangfoldighed hinsides honette litteraters håbløse forsøg på at give den som vittige hunde, fordi de notorisk forveksler humor med studentikos perfidi. Til sidst for en god ordens skyld: Jeg kender hverken Madsen eller Zangenberg personligt, så glem al spekulation i taktik, alliancer, hævn eller taknemmelighedsgæld.


SVAR FRA Professor BREDSDORFF:

Kære Henrik Bandak
Tak for smugkigget på dit læserbrev. Jeg svarer mest for at du skal vide at din mail er nået frem. Jeg ved ikke rigtig hvad jeg derudover skal svare, da jeg ikke rigtig ved hvad du spørger om. Med mindre det er om jeg er enig i det du skriver i emnelinjen. Det er jeg: livet er smukt.

De bedste hilsner
Thomas Bredsdorff


Kære Thomas Bredsdorff
Tak for svar, for det handler ganske rigtigt om andres medviden. Livet i april er også for mig noget håbefuldt og smukt. Ja, omsider har jeg endda opnået at blive betalt for det jeg er bedst til, hvilket end ikke Don Quijote opnåede: at kæmpe mod vindmøller – på vegne af nogle bekymrede svenske fugle – der lige som Vorherre må opfindes, hvis de nægter at åbenbare sig.

Jo, livet er heldigvis så praktisk skabt, at det selv synes at det er smukt. Ellers foretrækker jeg oftest tragiske film og litteratur, fordi jeg finder dem smukke at overvære på sublimeringens afstand. På samme vis kan man sige at skønt de udspekulerede banaliteter i den uhelbredelige normalitets regi, som jeg studerer med pytagoræisk dybde, i sig selv er grimme, så kan tekster derom på mystisk vis være ophøjet smukke. Når intrigante typer derimod indforstået skriver om ligesindedes skurkestreger, er det derimod altid træls læsning, fordi det lugter langt væk af ”forbrydelsens element” og ”krage søger mage” - for ikke at sige: "Gid det var mig...". Richard III’s skurkemonologer opleves derimod som smukke, fordi de er filtreret gennem Shakespeares skrækblandede og skønne sind.

Når ridder Tøger elsker at bruge ordet ”uskøn”, er det derimod kun komisk: For selv om den travle mand næppe aner det selv, er det et ord, som fars førstefødte har hørt ude i byen og siden med henrykt forkærlighed bruger som besværgende og besmykkende amulet mod den grimhed som den ædle mand undertiden bekvemt lader andre eksekvere. Herunder min endelige exit fra Rådhuspladsen trods voldsomme kollegiale protester...

Men når også lektor Ph.D. Zangenberg i sit ovenfor omhandlede personangreb på Torben Madsen ligeledes bruger ordet ”uskøn”, har han det i sin tur fra Tøger og overtager det ikke så meget af fantasiløs læggen sig i hælene på den store mand, som i den halvt ubevidste hensigt at lefle for Tøger: just ud fra sin instinktive fornemmelse for, at det smigrer folk at man ønsker at ligne dem.

Da selv samme lektor Ph.D. Zangenberg en anden gang skrev ”Min redaktør på Politiken er fantastisk - og det skriver jeg ikke for at smigre”, var også det komisk: Dels fordi smiger jo just precis var den eneste mulige grund, al den stund læserne ikke fik nogen fornuftig forklaring af det ”fantastiske”. Men især fordi det fantastiske åbenbart blot bestod i, at den unge mand af det store hus havde fået lov til alt hvad han ville, og derfor tillige havde fået råd til at stifte familie: For klaveret på Rådhuspladsen spiller åbenbart ganske ligesom i Palermo. Åhja - for nævnte smukke biologiske trick er jante-flokkens urgamle og ufejlbarlige våben mod hin enkelte. At dette geniale kollektive stød under bæltestedet indirekte også går ud over deres egne efterkommere, skænker de derimod per definition ikke en tanke - for i så fald ville de jo have været nogle ganske andre typer og opført sig helt anderledes.

Nuvel, et smukt lille sidespring er ikke altid under bæltestedet, så vi fortsætter hvor vi slap. I sin bundnormale ubevidsthed ænsede den fantastiske "Doktor Phill" Zangenberg (der desværre ikke rimer spor på ”Stangerup”, hverken fonetisk eller i virkeligheden) naturligvis ikke, at hans lykke i Palermo var på bekostning af andre, der måske oplevede det som knap så fantastisk – hvortil nemlig skal føjes, at Arkimedes' berømte lov undertiden er værd at have i erindring, når brave borgeres generøsitet skal forklares: Således er det da også netop kun i ufrivillig medfør af nævnte lov, at jeg her generøst tilskriver den dygtige unge mand samme vægt som mig selv: For billedets bord fanger.

Smukt ville det derimod være hvis mennesker i lykkens stund mindede deres overordnede om samtidig at huske på ret og rimelighed. Men det gør bundnormale folk aldrig – ikke grundet ond vilje, som er en upraktisk overdrivelse, men for at smøre deres smukke små illusioner med alle kærkomne midler.

Smukt er til gengæld hvad sublimeringen får ud af hele dette forudsigelige morads, der strækker sig med uforlignelig uforanderlighed årtusinder tilbage. Således ville det være smukt, hvis vi to kunne få Johannes Riiis fra Det Store Forlag til at udgive vor brevveksling, gerne løbende i form af et årligt bind egnet til julegave. Den brave mand skulle endda få lov til selv at skrive forordet, da jeg jo udtrykkeligt betinger mig at det ikke må være hr. Stjernfelt eller nogen af hans benovede lærlinge fra det herostratisk berømte Hedeselskab: Hvad sproglig korrekthed angår, har Jørn Lund lovet at give en hjælpende hånd, så jeg ser slet ingen grund til betænkeligheder, sprogligt eller ”otherwise”.

Kort sagt, jeg foreslog altså i et anfald af handlekraft, foranlediget af dit svar, Johannes Riiis nævnte bogprojekt, for litterære sammensværgelser er en de smukkeste ting i livet. Men han afviste ideen med følgende ærlige begrundelse:

Kære Mr. Bandak
”Personligt kan jeg på bunden ikke døje folk der fremturer med noget så anmassende som ”personlighed” – med mindre de tillige har en etableret status, hvis afsmittende og afstivende virkning jeg kan bruge ved fælles optræden under iagttagelse af urbane former. Aller tryggest befinder jeg mig derfor, når en rapkæftet og halvbegavet gadedreng af mig ophøjes og opblæses til en uomgængelig og sakrosankt provokatør af folket, som offentligheden instinktivt gennemskuer bag deres umiddelbare forgudelse af berømmelsens genstand – og netop derfor sluger råt.

Deres forslag om at udgive Deres ”litterære brevveksling” med professor Bredsdorff strander derimod på to ting: For det første er kun den ene part tilstrækkeligt etableret til at gøre et sådant forehavende vedkommende og aktuelt for andre end Dem selv; og for det andet gør just denne part sig rettelig kun ringe umage i denne sag – hvilket ingen kan fortænke ham i, idet lige børn leger bedst. Det vil nemlig altid være sådan, at når en mindre etableret med umoden mangel på beherskelse retter henvendelse til en mere etableret, må sidstnævnte med rette opleve det som den svages anmassende forsøg på at suge sig anglende fast på et mere bæredygtigt vehikel. Dette påtvungne makkerskab opleves derfor lige så belastende og uskønt for den stærke part, som det forekommer attraktivt for den svage part.

Da der således "in the first place" er tale om en upassende mangel på situationsfornemmelse fra Deres side, ville det kun have været ret og rimeligt, hvis Deres henvendelse til professor Bredsdorff var forblevet ubesvaret. Fornemt er derfor det beherskede og værdige svar som De på ubehagelig vis har afpresset den alt for sagtmodige Bredsdorff. Ja, det er ligefrem smukt – men som De jo selv så udmærket har erkendt med Deres erklærede forkærlighed for tragiske sujetter, så yder man nu engang sjældent det smukke retfærdighed ved at overføre det ligefremt og uformidlet på tryk.

Med det grimme er det derimod en helt anden sag. For uanset hvilke grovheder en landsberømt stor forfatter måtte udgive, når en bagatel undtagelsesvis går den forkælede mand imod, så vil alle pæne mennesker være enige om at det hursomhelst er hylende morsomt og velskrevent - ja, måske endda så morsomt og velskrevent at det ligner noget de selv kunne have begået. Men uanset hvor rammende og morsomt en beskrivelse af verdens gang, som en uindbudt endsige en skadelidende måtte begå - så vil alle omvendt være enige om, at det er både under bæltestedet, uskønt navlebeskuende - og tillige ødelæggende for den pågældendes karriere i henhold til en naturlov, der åbenbart er lige så urokkelig som den græske skæbne og derfor slet intet har at gøre med nævnte brave og derfor velmenende borgere. Og spor morsomt er det åbenbart heller ikke: For "We are not amused..."

Tillad mig derfor sluttelig at videregive Dem det råd som komponisten Ravel angiveligt skal have givet den unge Gershwin, da denne engang på lignende vis rettede henvendelse til ham i håb om at få ham som sin personlige lærer: ”Det ville nok være en rigtigt dårlig idé, Mr.Gershwin, for derved ville De måske blot ende som en dårlig Ravel – i stedet for en god Gershwin.”

Kort sagt, bliv ved Deres læst, Mr. Bandak, og drøm herefter ikke om anden skønhed end den som De selv frembringer ved Deres forædlende transformationer af livets genvordigheder – noget som både de gamle alkymister og baronesse Blixen jo rigeligt har gjort os opmærksomme på. Og i stedet for at drømme den umiskendelige normalitets blødagtige og flove drømme om bekvemme alliancer burde De kende Dem selv godt nok til at vide, at ørne stiger bedst og smukkest i modvind.

De har således nu fået al ønskelig modvind, som De passende kan bruge som inspiration til Deres berømte blog – hvis skarpsynede læsere i øvrigt ville blive fornærmede, hvis de fik at vide at De åbenbart hverken tror på Dem selv eller på Deres trofaste læserkreds, men insisterer på at betragte førstnævnte som en stakkel – og sidstnævnte som et spartansk surrogat for Jørn Lund, Thomas Bredsdorff, mig selv – og Ravel.
Hvilket for resten rimer smukt på: ”Farvel”

Med venlig hilsen Johannes Riiis
Det Store Forlag





.