Thursday, July 30, 2009

HVOR FRÆK MÅ MAN VÆRE?

Graden af frækhed bedømmes og vurderes uvilkårligt, men aldeles ubevidst, under systematisk hensyntagen til social position. Således hæftede ikke engang vi selv os ved, at Claes Kastholm i det forrige gang omtalte interview i WA autoritativt frakendte Carsten Jensen ethvert niveau samt ære og værdighed helt uden eksempler eller argumentation. For en mindre etableret ville den slags være særdeles risikabelt undtagen i læserbreve, hvor redaktører jo gerne med kyshånd lader udenforstående sige, hvad de end ikke selv tør.

Det minder os om et ekstremt eksempel, idet journalist og forfatter Leif Davidsen i TV blev interviewet omkring tre sympatiske kenderes vurdering af hans seneste roman. Alle tre holdt af hans tidligere ting, men fandt den seneste sjusket og mindre vellykket. Hverken deres gode tro eller deres gode vilje stod til diskussion, men ikke desto mindre reagerede Davisson ved at kalde dem smålige misundere og intellektuelle undermålere samt ved ordret at sige, "Jeg er større og mere end I er", under henvisning til egen succes som bevis.

Ved eftertanke er det slående at ingen bagefter gjorde indsigelse eller fandt seancen pinlig - men havde en mindre anerkendt og etableret i en tilsvarende situation sagt blot det mindste pip, ville han være blevet grint ud som en dårlig taber, paranoid navlebeskuer og opblæst nar. Kravene til selvkritik er således omvendt proportionale med graden af anerkendthed, og det ser vi jo også når von Trier regelmæssigt forlods forlanger "De Gyldne Palmer" som et forurettet naturbarn.

Det samme fænomen ses helt generelt. Jo sikrere man sidder i sadlen, desto mindre behøver man at bryde sig om former og korrekthed - men med mod har det naturigvis intet at skaffe, så lidt som når veletablerede pressenavne hænger kendte mennesker ud hinsides enhver kvalitetskontrol. Et særligt grelt eksempel var da Politikens unge litterat Mikkel Zangenberg som en anden Rifbjerg tillod sig at tilsvine Torben Madsen helt uden proportion. Vort eget indlæg desårsags i april præsenteredes her på bloggen i historien "En pikant litterær brevveksling", hvori Thomas Bredsdorff for resten skuffede ved både en lovlig lav profil og et lovligt lavt niveau. Lige dette tilfælde var nu en undtagelse, fordi en ung fredet mand kom til at slå på en ældre mand der uventet, men velfortjent ligeledes nød nogen beskyttelse på Rådhuspladsen.

Men reglen er, at det anses ikke alene for det klogeste, men også for god tone at lade etablerede folk tilsvine sig infantilt uden at sætte dem i uflatterende relief ved at skifte niveau - og da i følge sagens natur opad. Man må til nød gerne besvare deres eget infantile plan, men at forlade planet anses for "ufint": velsagtens fordi det efterlader dem uden mulighed for at redde ansigt, hvorimod barnagtige ukvemsord af samme skuffe intet beviser og derfor langt bedre tolereres. Jeg oplevede sågar engang efter at have leveret et sådant sindrigt og indirekte svar at høre, at man ikke må tage angreb personligt - som om det selve udløsende personoverfald uden nogen art kvaliteter var veritabel højkultur og formelig guldalder, blot fordi det kom fra landets mest kendte forfatter. Samme systematiske optiske forvrængning ses når der ofte råder enighed om at selv ret pinlige litterære betaljer mellem kamphaner blottet for selvironi er ubetaleligt morsomme, blot de kommer fra lurmærkede steder.

Det samme gælder når sådanne litterære fejer mellem håbefulde brushoveder markedsføres af kulturaviserne som uomgængeligt kulturstof samt kanoniserede og obligatoriske danefæ. Jo mere spalteplads og jo grovere skyts der anvendes, desto mere gigantisk antages niveauet for "elefanternes kamp" for at være - velsagtens også fordi enhver typografisk gadedreng med lidt øvelse kunne gøre dem kunsten efter. Og den blotte mangel på enhver selvkritisk proportionalitet tages som det håndgribelige bevis for at emnet følgelig må være af samme tyngde som tidens største problemer og Newtons love tilsammen.

Denne komiske illusion fra demokratisk benovet gulvhøjde har dog sig egen konsekvente logik: For hvis det virkelig var sandt at Rifbjerg eller hvem nu var en art kosmisk elefant, ja så måtte selv hans mest private og personlige følelser jo ganske rigtigt også anses for lige så uafviselige verdensanliggender som vulkanudbrud samt galaklernes mindste rystelser.

Den samme betragtning gælder navlebeskuelse med fuldmagt på vegne af afdøde berømtheder: For det jo ikke en hr. hvemsomhelsts navle, der beskues. I øvrigt kunne sådanne berettigede undtagelser sagligt meget vel forsvares, men da måtte målestokken rigtignok gå på selve navlebeskuelsens "videnskabelige" og associative kvaliteter og ikke på navlens ejer endsige persons anseelse.

Omvendt opfattes forsvar der underfundigt og selvkritisk netop tager højde for enhver art indvendinger af nævnte art, som selvoptagen og forfængelig formastelse. Måske nok så meget fordi man fornærmer både elitens og offentlighedens liggen på maven for det vedtagne ved at sætte sig hinsides deres målestok - og tillige immuniserer sig mod den sædvanlige anklage for naiv navlebeskuelse ved som her at påpege, at sidstnævnte træk åbenbart er de privilegeredes legitime forret, efterret og tillægsgevinst, men hos de mindre heldige derimod et uskønt skue, der bør sættes på plads under såre bekvem henvisning til klodens værst stedte, der således endnu gang - ved held snarere end forstand - formår at gøre sig en smule nyttige.

Saturday, July 11, 2009

FRA KASTHOLM TIL KONGEHUSET

Genialitet viser sig ofte i en ejendommelig forening af egenrådige konstanter og komplet uforudsigelighed. Et eksempel var min afdøde kollega Peter Zinkernagel, der ikke ofte nok kunne komme til orde for at bevise den ydre verdens objektive eksistens. Lige så konstant gentog det sig herunder, at siden ikke en mors sjæl modsagde ham, blev dette anledning til efterfølgende opråb og indlæg hvor han beklagede sig over, at ingen i Kongeriget åbenbart forstod vidden af hans tese.

Men her kommer det geniale moment: For hvor enhver anden nemlig fornuftigvis heraf havde taget anledning til at forlange Kongehuset afskaffet, så faldt dette aldrig Zinkernagel ind. Dels var han alt for fin en mand til sådan smålighed, dels indså den store logiker velsagtens at nævnte drastiske foranstaltning hverken var en nødvendig eller en tilstrækkelig betingelse for at opnå den tilsigtede filosofiske effekt.

Kongehusets inkarnerede modstandere er akkurat lige så stædigt selvgentagende som salig Zinkernagel, men af mangel på såvel uskyld som genialitet savner de aldeles det uforudsigelige moment - heldigvis, for den dag den beregnende nye klasse beslutter sig for også at ville dette, vil der nok som sædvanlig være tale om "import", for nu at sige det pænt. Genialskhed er ligesom gode gerninger og kjerlighed kun sjov når det er den ægte vare - og den ægte vare forudsætter en vis tilfældig falden i staver, der snart ikke længere findes uden for de psykiatriske afdelinger.

Sidstnævnte kendetegnes derudover ved som de eneste offentlige rum at være undtaget fra rygeforbud - for selv om der ikke må ryges på gangene og værelserne, sker dette desto flittigere i rygelokalet, hvor samtlige alumner af samme grund konstant opholder sig, til største gene for personalet såvel som for de pårørende, idet jo sjælehyrder ganske som andre hyrder må følge trop.

Ellers må man sige at pårørende har den sekundærgevinst af deres omsorgspligt, at den tvinger dem til at holde sig i vigør for at kunne støtte op. Således blev den blinde forfatter Borges plejet af sin moder til denne var 99 år gammel, og først på dødslejet anerkendte hun en yngre kvinde og overrakte hende modvilligt stafetten. Den 80-årige forfatter kom dermed for første gang til at opleve en art fuldbyrdet gnostisk kærlighed.

Nå, men den generalpræventive virkning af de psykiatriske afdelingers hidsige rygning skal nu ikke undervurderes, for mens det næppe påvirker tilbagefaldsprocenten specialpræventivt, så vil selv inkarnerede gæsterygere trods alle hånde genvordigheder have sig frabedt tvangsindlæggelse til den art gruppeterapi.

En anden hage ved indlæggelse er, at det forhindrer én i at foretage sig noget virkeligt sindssygt, hvis man omsider skulle blive mandfolk nok til at tage den fulde konsekvens i stedet for uværdigt at lade uhelbredeligt normale menneskeaber kollektivt spekulere i ens naive forhåbninger om ligesom inden for fængselsvæsnet at kunne udvirke strafnedsættelse i kraft af kronisk henvisnende uskyld. For den slags fromhed hopper ingen overlæge på.

Overraskende genialsk indforståethed kan man dog godt finde mellem læge og patient. Således fortalte en bekendt af mig afdelingens overlæge at han nu var blevet tilbudt et revalideringsjob på Universitetsbiblioteket og derfor ville udskrives. Overlægens bryske svar lød: "Nå, Universitetsbiblioteket - jamen så skal du ikke udskrives, du skal bare overføres!".

Moroen var gensidig, og det samme gælder en symmetrisk modanekdote, som psykiateren Erling Jacobsen oplevede fra en patient med solide vrangforestillinger. Da han nemlig forsøgte at overbevise denne om at man da ikke på en og samme tid kan være indlagt i Risskov og have permanent sæde blandt ærkeenglene i himlen, svarede patienten fiffigt: "Nej, men jeg kan godt - for jeg er jo skizofren!"

En bekendt af mig med tilløb til samme diagnose blev engang velfortjent tilbudt et højt lønnet job i et reklamefirma som tegner, men det var desværre under hans kunstneriske værdighed. Livet lærer os nu ellers efterhånden at give lidt køb på dette punkt: Således må vi her på afdelingen sande at vore to nedarvede Louiz Seize spejle også bortset fra finanskrisen nu står i en lovlig beskeden kurs, stik mod alle grundprincipper for antikvarisk værdi, sammenlignet med Danish design.

Denne sørgelige erkendelse disponerede mig forleden til ved synet af underkopper med asymmetrisk placeret fordybning til kaffekoppen at udklække følgende columbusæg, der forhåbentlig kan udvirke forfremmelse til en velfortjent diagnose: Kunne man mon ikke vinde indad hvad udad tabtes, både for fædrelandet og for privatøkonomien, ved at designe et toilet efter samme geometriske princip? Uheldigvis gik det dog få sekunder efter op for mig, at den asymmetriske placering af fordybningen i underkoppen gav bedre plads til en kage. For spørgsmålet er jo her, hvor langt man bør udstrække nævnte stædige analogi.

Eksemplet demonstrerer hvorledes funktion og æstetik helst bør opfattes under ét - ja, for "integreret" lyder som en mellemting mellem endnu et prærieuniversitet i lighedens navn og et flygtningeasyl i dronningens navn.
Nuvel, dette med æstetik og funktion vidste vor anden udødelige kollega Viktor Borge tydeligvis også, jævnfør følgende replik: "Do you know why there are always three pedals on the grand piano? Well, the pedal in the middle is there to seperate the two others - which might be bad news for people with three feet..."

Crazy humor? Al god humor er crazy ved at forene en vis stædig konsekvens med uforudsigelighed, men ikke alt tosset er spor sjovt. Tænk på hvorledes den udbredte mediesyge får ellers fornuftige mennesker til at tro, at det er særligt ærefuldt at snakke med om alt hvad kendte mennesker snakker om, og i samme jargon. Men tænk på at hvis von Trier var lige så følgagtig som sine fans, ville han slet ikke kunne lave de film. På den måde sætter et ret snævert udsnit af befolkningen sig på tidsånden, i oplysningens og individualismens navn. Hvis en udgivelse har fået god omtale, så får den på samme vis straks en bunke efterlignere, forklædt som moddebattører, og af samme grund sker der generelt en voldsom sproglig og billedmæssig ensretning i elitens og globaliseringens navn.

Undtagelser som Lene Andersen kan fortælle, hvorledes store og anerkendte forlag velsagtens i god tro behandlede dem som notoriske vildskud, som det ikke var værd at spilde den mindste opmærksomhed på. På den måde belønnes og opelskes abernes planet. For tiden læser jeg derfor aviserne opmærksomt hver anden uge og dropper dem helt de andre uger.

Et langt interview med Clas Kastholm i WA var dog en afveksling, for heller ikke han kan angiveligt døje flokmentalitet, uanset politisk olbservans. Men avisen gav ham nok ikke spaltepladsen alene af den grund, men også fordi han trods alt tilhører familien - for så ubevidst er majoriteten af de oplystes skare, netop fordi de fleste modsat Kastholm er flokdyr. Og de snu der ikke har naivitetens kongelige undskyldning, men meget vel ved hvad de gør - de ved til gengæld ikke, at den art beregnende smålighed slår umiskendeligt igennem i sprog, billeder og stil. For personligheden slår altid igennem - og åndløshed i Kierkegaards etiske forstand er også en slags personlighed.

Og humoren? Jo, den kan man heller ikke snyde, og samme Kastholm er da også groft sagt lidt af en undtagelse i det moderne mediebilledes kroniske overvægt af perfid sarkasme, ved tillige ofte at yde en velgørende modvægt i retning af det surrelle tankeeksperiment.