Thursday, January 14, 2010

MEFISTOS OPSKRIFT

De nye herskende klasser kendetegnes på engang af høje uddannelser og dyrkelsen af netværker – og netværkeri har som sin kedelige bagside intriger. Machiavelliske strateger besætter og fordeler indbyrdes kulturlivets nøgleposter, som der hentydes til med betegnelsen ”Bermuda-trekanten” – der lige som arvesynden må forstås anderledes omfattende end den klassiske trekantshandel mellem vort lands tre største kulturinstitutioner. Der er tale om en art gensidig forsikring hvor en klan af guldrandede universitetsfolk, folk fra vore store forlag samt topfolk fra medierne borger for hinandens kvaliteter, som de derfor priser i indbyrdes i skåltaler ved runde fødselsdage – som de i øvrigt synes at kunne fejre flere gange årligt.

Mekanismerne er evige og universelle, men i små lande og under den tomme krybbes stress bliver de uhyre markante. Men det er trods alt ikke hvem som helst der når sådanne positioner? Nej, men mennesker med et instinktivt hang til indflydelse på ”hvem der skal få lov”, er sjældent de bedste eller dem med det rigeste indre liv – og selv mellem etablerede folk med de højeste akademiske titler forekommer der skam relative uretfærdigheder på business class.

Formelige Machiavelli-typer søger fra dag ét i deres studietid at grundlægge strategiske partnerskaber, først med folk i samme båd, men hurtigst muligt også med folk længere oppe i systemet. Ved at få højere placerede folk til at skrive forordet og bagsmækken til sine opgaver og således betale ”beskyttelsespenge” baner man sig frem til udgivelse og megen omtale i sin beskytters netværk.

Men allerede det at blive udvalgt som protegé kræver vel sin mand? Joda, men vi ser nu især at folk præmierer protegeer der for det første minder om dem selv og for det andet er ret forudsigelige, deres "dygtighed" til trods. Men de mest forudsigelige er typisk de notorisk beregnende, som nemlig aldrig i deres karriere ville sige eller gøre noget ”uklogt” – og den slags emsige murmeldyr kan lugte hinanden på lang afstand.

For hvor naturtalenterne (som billiardgeniet i filmen "Hajen" med Poul Newman) med fatal naivitet stoler på verdens dømmekraft og ærlighed og derfor sorgløst giver fanden i både taktik og forbindelser, så stoler klatrerne med rette kun på den tryghed som netværker samt egen tilsyneladende ufarlighed kan udvirke. Næste skridt i karrieren er at besætte lærerige, men endnu ikke ærefulde udøvende positioner i fagets interne tidsskrifter, foredragsklubber osv – hvilket sker i nogle få dansetrin begyndende med yderst høflige og ærbødig kollegiale gestus.

Men allerede i denne fase får man selv lov og magt til loyalt at anbefale og udvælge beslægtede typer – for her som i store firmaer ser vi, at lederen ingenlunde behøver at instruere sine mellemmænd i dørvogternes ædle kunst. Det foregår nemlig helt af sig selv hos bund-normale unge mænd med hormonal fremdrift, og de vejrer desuden meget snart hvilke typer huset gerne ser fremmet. Krage søger mage, og høflighed er noget man strategisk viser hinanden, og især folk i endnu højere positioner. Herligt uforstilt uforskammethed til anden side hører dog også med til rettidig omhu på de bonede gulve.

Efterhånden bliver man lidt af en faglig nøgleperson, som alle yngre studerende fra bøh-landet næsegrus beundrer som forbillede og karriere-guru, og som de selv må betale ”beskyttelsespenge” til for at komme videre – idet man nemlig som tak for sin loyalitet, rettidige høflighed og forudsigelighed kanske bliver øremærket til at overtage redaktørposten, nu den hidtidige redaktør omsider er blevet forfremmet til en velfortjent toppost i den store verden, men først vil sikre sig fortsat god orden på hjemmefronten. For ”We will meet again…”.

Sideløbende avancerer man naturligvis på sit institut samt på de største kulturbærende aviser, for det ydre og det indre bør smukt følges ad, som Goethe så rigtigt sagde. Nu er man efterhånden blevet en uomgængelig kulturperson, som selv tidligere skeptikere efterhånden må bøje hovedet for i modvillig kollegial agtelse: For siden manden åbenbart nu har opnået samme titel som vi, må der alligevel være noget gods i ham – i modsat fald ville vor egen titel jo heller ikke stå til troende...

Nå, men man fortsætter efter samme model, for begæret er uendeligt og forbyder enhver stilstand. Ved hjælp af hvad fordums ægteskabskritikere kaldte ”seriel monogami”, forbrødrer og forsikrer man sig derfor kannibalistisk på kryds og tværs i alle tidsåndens, mediernes og forlagenes forskellige nicher i skiftende belejlige tomandsbander, med hinanden som garanter – endda gerne i flere parforhold på engang, for der er ingen grund til at være snerpet i vore dage:

Partneren må for den sags skyld godt være en skør maler eller sågar en vild oprører – men de skal for Guds skyld være lurmærkede og kanoniserede danefæ, som både Jørn Lund og Johannes Riis tør optræde i selskab med, så også vi kan få andel af deres særlige status: Ellers ville vi jo ikke have spor fordel af dem: Ja, det kunne endda virke som et provokerende signal og komme til at stå os dyrt. Ukendte, for slet ikke at tale om uglesete og kontroversielle folk, udgør nemlig altid et dårligt parti – og åhja:

I en yderst elegant og meget omtalt lille pamflet har vi da for ikke så længe siden meget bekvemt forfægtet den tese, at miskendthed hører fortiden til og i vore dage alene er tabernes evige undskyldning. I samme skrift kaprede vi forresten ordret den iagttagelse at de anerkendte såre ofte vil tækkes og selv give den som miskendte, vel vidende om isbjergets usynlige del - en iagttagelse som i følge sagens natur jo kun de miskendte kunne have gjort sig. Men vi fordrejede den rigtignok ganske fiffigt til egen fordel: "Miskendthed er blevet tabernes genvej til anerkendelse". Og den tanke stjal vi i sin tur fra historikeren Henrik Jensen, der havde en sund pointe. Og siden stjal både Dahl og Thyssen den også - for ingen kan jo klage over at have mistet sine tyvekoster - og sådan spredes kultur måske oftest.

Nå, men jo flere vi selv har betalt ”beskyttelsespenge” til på vor vej, desto flere benovede og stræbsomme små undersåtter og gode betalere af ”beskyttelsespenge” får vi efterhånden selv, efter kædebrevets geniale logik. Nu kan ingen undsige os længere uden samtidig at slå sig selv på munden – for vi er ligesom bankerne alle medskyldige i hinandens gensidige forsikringscirkus. Udover de så at sige halv-officielle beskyttelsespenge tilkommer vor uhæmmede, ja endda uforstilte plagiering af alle med lavere rang i systemet - endsige uden for nummer. De førstnævnte er nemlig nødt til at tåle mosten i tavshed for at komme frem - og de sidstnævnte har slet ingen fordel af at gå i brechen for, da de som "illegitime kombattanter" udgør en "outrageous" undtagelse fra al god samfundsorden.

Men ingen ler – for de få der kunne gennemskue os, er oftest medsammensvorne og åndsbeslægtede, og deres pokerface fejler intet. Og vi er efterhånden blevet så magtfulde kulturpersoner, at de få overlevende skeptikere måske gjorde klogere i at holde bøtte – for toget er alligevel kørt, og dets evige larm overdøver enhver protest. Ja, måske gjorde skeptikerne endda klogest i at udråbe os til miskendte renæssancepersonligheder...