-I sit nok mest fyrige skrift ”Gjentagelsen” indlader Kierkegaards fortæller sig på det eksperiment omhyggeligt at tilvejebringe de tilstrækkelige og nødvendige forudsætninger for at gentage særligt vellykkede oplevelser – idet han her med den dannede libertiners overskud komisk spiller på genklangen fra Platons filosofiske idé at al sand erkendelse i en vis forstand er en art erindring om evige sandheder, som vor udødelige sjæl så at sige har del i før enhver erfaring.
I ”Gjentagelsen” skildres en eventyrlig rejse til Berlin, hvor der atter blev anledning til i teatret at genopleve længst glemte barndomserindringer af mere eller mindre ”oceanisk” karakter. Derefter planlægger vor helt så at gentage rejsen med alle dens ingredienser.
Men alt er forandret, lige fra det pensionat han beboede første gang til gadelivets indslag, såvel som hans egne sindsstemninger. Men hvad mere er, selv de faktiske gentagelser opleves slet ikke på samme måde som første gang, fordi han selv allerede er blevet en anden: Ikke mindst fordi der selv i tilfælde af en perfekt kopi ville mangle forventningens eventyrlige dimension af uforudsigelighed til fordel for mekanisk forudsigelighed og genkendelighed. På samme måde må Kierkegaards berømte forfører også sande at det første kys og den første kærlighed ikke kan gentages – idet ”gjentagelsen” først bliver mulig ved at tilføres den etiske dimension af pligtens kontinuitet og kontinuitetens pligt.
Begge sandheder har jeg i disse dage haft anledning til selv at bekræfte. For en uge siden havde jeg for første gang lejlighed til at fotografere en skovsneppe – den mystiske fugl der er et ledemotiv i Martin A. Hansens roma
n ”Løgneren”. Efter kraftige regnvejr sker det at den ugleagtigt buttede vadefugl med den udsøgt bløde og raffineret camouflerede fjerdragt kommer ud på jordveje for at fange regnorme, der søger op til overfladen for ikke at drukne. Og til mit held kunne jeg følge fuglen ind i et grenværk, hvor jeg ikke længere kunne skelne den in natura, men med lethed efterfølgende på fotografiet som jeg skød i blinde.Imidlertid blev billedet en anelse rystet, hvorfor jeg nogle dage efter i lignende vejr begav mig ud inspireret af det futile håb atter at få den sjældne chance. Jeg måtte knibe mig i armen, da skæbnen ville at jeg ved en knap farbar skovvej atter mødte en skovsneppe, der i grundmuret tillid til sin camouflagedragt blev stående da jeg rullede bilruden ned og tog sigte med mit teleobjektiv. En hel del fotos blev mirakuløst knivskarpe trods den lange eksponeringstid i den tunge regnbelysning. Men alligevel blev det ikke det samme som første gang: Ganske vist havde jeg ikke seriøst regnet med at have en kinamands chance for at gentage succesen og var da heller ikke kørt samme rute som første gang – og just derfor var overraskelsen fuldt så eventyrlig som første gang.
Men til gengæld var de billedmæssige omstændigheder anderledes: For ved den første lejlighed var sneppen placeret i helfigur, men på den bedst tænkelige gobelin med henblik på camouflage. Hvorimod nu anden gang stod den vidunderligt okker- og brunvatrede vadefugl også i banal forstand fuldt synlig på en forårsgrøn baggrund af mos, græs og blåbærris. Mysteriet udeblev derfor til fordel for en perfekt bogillustration: som "Europas Fugle" i forhold til Bruno Liljefors – og derfor var det alligevel ingen perfekt gentagelse.
På positivsiden tæller dog til gengæld at et enkelt af billederne overraskende viser sneppen bagfra med begge de store brune øjne i profil på hver sin side af det diametralt bortvendte hoved. Denne perfekte symmetri giver den imidlertid præg af en skabning fra insekternes verden: For dennes geometrisk pletfri umenneskelighed hinsides enhver forhandling endsige dispensation fratager sneppen dens atmosfære af varm og dunkel mystik, idet de bagfra synlige øjne aldeles berøver den rundhovedede fugl dens nuttede affinitet til det menneskelige til fordel for en diabolsk symmetri der synes invariant for enhver transformation og rotation. Her var der altså vitterlig noget der overskred den første oplevelse som mere end en bleg kopi af den– men til gengæld var der jo så heller ikke tale om nogen gentagelse. 
Samtidig har jeg efter 25 år gjen-læst Aldous Huxleys storslåede roman fra mellemkrigstiden ”Vi blindede trælle”, der i sin forening af moderne udviklingsroman med flash backs, samtidsskildring og encyklopædisk roman kan læses som en angelsaksisk nøgtern og knap så spekulativt svulmende pendant til Thomas Manns ”Troldfjeldet”. Men hvor Mann som altid forsvinder ind i sin ”jehovistisk” udeltagende voyeuristiske alvidenhed, vedkender Huxley sig sin menneskelige sårbarhed og indskrevethed i inkarnationens ydmyge og dog mystisk storslåede vilkår.
Romanen skildrer i flashbacks samt i den modnere mands dagbogsoptegnelser en højt begavet, ironisk forfrossen og socialt privilegeret britisk intellektuel iagttagers beskyttede liv og levnedsløb blandt mestendels ligesindede og ligestillede ånder af forskellig ideologisk og seksuel observans. Men dels har han bogstaveligt talt et lig i lasten grundet sin tidlige ungdoms sorgløse mangel på rygrad i en afgørende situation; dels bringes han af lede ved sit eget liv såvel som de alternativer som omgivelserne kan opvise, til at lade sig lokke med på et halsbrækkende eksotisk eksperiment i den moralske verden – i form af deltagelse i en revolution i Sydamerika sammen med en lige så desillusioneret barndomskammerat, der bevidst søger forløsning ved at kaste sig ud i handling og livsfare.
Ekspeditionen går dog ikke som ventet, for vennen får koldbrand i et ben, der må amputeres af en tilstødende engelsk læge med en ydmyg menneskelig integritet, erfaring og livsvisdom langt hinsides den encyklopædisk selvtilstrækkelige og indbildske kynisme. Dette møde ændrer den rationalistiske hovedpersons liv i form af en veritabel og gennemgribende eksistentiel omvendelse, aldeles på linie med ”det etiske stadium” hos Kierkegaard (der i øvrigt slet ikke nævnes i den ellers alvidende romanen) – men naturligvis i en helt moderne version, der organisk vokser frem på de beskrevne rationelle vilkår. Væsentlige sandheder erkendes jo gerne sideløbende mange steder, hvortil kommer at Kierkegaards virkningshistorie gennem 100 år kan være meget indirekte og vidtforgrenet.
”Vi blindede trælle” var en stor oplevelse da jeg læste den første gang, og nu ved spontan genlæsning 25 år efter oplevede jeg en helt lydefri gentagelse i Kierkegaards forstand – måske fordi selve den praktiske fordring om at bringe en levedygtig orden i sit liv og balance mellem det sociale og det individuelle, det introverte og det verdensvendte, det etiske og det selviske er nøjagtigt den samme: en opgave der jo ikke løses engang for alle og derved bringes ud af verden. Og selv om romanen foregår i en anden tid end læsningens, gjorde den det jo allerede dengang jeg læste den første gang, så heller ikke i så henseende er den nogen afgørende forskydning. Måske kunne noget også tyde på at jeg i mellemtiden ikke har udviklet mig så radikalt... Således fik jeg bekræftet Kierkegaards konklusion at det etiske er den sande ”gjentagelse”.
Huxley forener den ironiske og den etiske dimension, og sproget er her sjælens spejl. Stedt i en katastrofal situationen i Sydamerika møder hovedpersonen en redningsmand som en deus ex machina, og han udbryder kapitulerende: ”Hvis jeg forinden havde bedt til Gud om hjælp, ville jeg nu have været nødt til at omvende mig!”. Morsom replik også for en dybere betragtning: For hvis det nu var et tilfælde, ville det jo også have været det, selv om han forinden havde bedt til Gud. Og omvendt gælder, at selv uden forudgående bøn kunne hjælpen udmærket bero på Guds vilje.
Samtidig har jeg efter 25 år gjen-læst Aldous Huxleys storslåede roman fra mellemkrigstiden ”Vi blindede trælle”, der i sin forening af moderne udviklingsroman med flash backs, samtidsskildring og encyklopædisk roman kan læses som en angelsaksisk nøgtern og knap så spekulativt svulmende pendant til Thomas Manns ”Troldfjeldet”. Men hvor Mann som altid forsvinder ind i sin ”jehovistisk” udeltagende voyeuristiske alvidenhed, vedkender Huxley sig sin menneskelige sårbarhed og indskrevethed i inkarnationens ydmyge og dog mystisk storslåede vilkår.
Romanen skildrer i flashbacks samt i den modnere mands dagbogsoptegnelser en højt begavet, ironisk forfrossen og socialt privilegeret britisk intellektuel iagttagers beskyttede liv og levnedsløb blandt mestendels ligesindede og ligestillede ånder af forskellig ideologisk og seksuel observans. Men dels har han bogstaveligt talt et lig i lasten grundet sin tidlige ungdoms sorgløse mangel på rygrad i en afgørende situation; dels bringes han af lede ved sit eget liv såvel som de alternativer som omgivelserne kan opvise, til at lade sig lokke med på et halsbrækkende eksotisk eksperiment i den moralske verden – i form af deltagelse i en revolution i Sydamerika sammen med en lige så desillusioneret barndomskammerat, der bevidst søger forløsning ved at kaste sig ud i handling og livsfare.
Ekspeditionen går dog ikke som ventet, for vennen får koldbrand i et ben, der må amputeres af en tilstødende engelsk læge med en ydmyg menneskelig integritet, erfaring og livsvisdom langt hinsides den encyklopædisk selvtilstrækkelige og indbildske kynisme. Dette møde ændrer den rationalistiske hovedpersons liv i form af en veritabel og gennemgribende eksistentiel omvendelse, aldeles på linie med ”det etiske stadium” hos Kierkegaard (der i øvrigt slet ikke nævnes i den ellers alvidende romanen) – men naturligvis i en helt moderne version, der organisk vokser frem på de beskrevne rationelle vilkår. Væsentlige sandheder erkendes jo gerne sideløbende mange steder, hvortil kommer at Kierkegaards virkningshistorie gennem 100 år kan være meget indirekte og vidtforgrenet.
”Vi blindede trælle” var en stor oplevelse da jeg læste den første gang, og nu ved spontan genlæsning 25 år efter oplevede jeg en helt lydefri gentagelse i Kierkegaards forstand – måske fordi selve den praktiske fordring om at bringe en levedygtig orden i sit liv og balance mellem det sociale og det individuelle, det introverte og det verdensvendte, det etiske og det selviske er nøjagtigt den samme: en opgave der jo ikke løses engang for alle og derved bringes ud af verden. Og selv om romanen foregår i en anden tid end læsningens, gjorde den det jo allerede dengang jeg læste den første gang, så heller ikke i så henseende er den nogen afgørende forskydning. Måske kunne noget også tyde på at jeg i mellemtiden ikke har udviklet mig så radikalt... Således fik jeg bekræftet Kierkegaards konklusion at det etiske er den sande ”gjentagelse”.
Huxley forener den ironiske og den etiske dimension, og sproget er her sjælens spejl. Stedt i en katastrofal situationen i Sydamerika møder hovedpersonen en redningsmand som en deus ex machina, og han udbryder kapitulerende: ”Hvis jeg forinden havde bedt til Gud om hjælp, ville jeg nu have været nødt til at omvende mig!”. Morsom replik også for en dybere betragtning: For hvis det nu var et tilfælde, ville det jo også have været det, selv om han forinden havde bedt til Gud. Og omvendt gælder, at selv uden forudgående bøn kunne hjælpen udmærket bero på Guds vilje.
Se denne klangbund af overtoner er stor humor i Kierkegaards forstand som et grænsestadium til det religiøse, hvor man vedkender sig afstanden mellem sit eget liv og idealerne i fuld indforståethed med livets absurditeter. Og derfra er der lige langt til en Bukdahls litterære sværdslag i spisevognen i Orientexpressen som til venstre- og højrepressens ensformige og uforpligtende udfald mod deres respektive yndlingsfjender og prügelknaben.
Som et kuriosum må jeg sluttelig fortælle om et yderligere sammentræf af lignende begivenheder, som man i en svunden tid forklarede ved en art lighedsbetinget indbyrdes magnetisk "sympati" mellem analoge begivenheder, og som C.G. Jung kaldte "synkronicitet". For en jævnaldrende svensker på skovsneppens egn fortalte mig just om et andet 25 års gensyn, idet han havde genoptaget forholdet til sin ungdomskærlighed fra 25 år tilbage. Hun er kriminalbetjent og har i mellemtiden været gift hele 5 gange - så her kan der næppe blive tale om en gentagelse i umiddelbar og sorgløs forstand, men om den sande ”gjentagelse”, der i henhold til Kierkegaard hører til det etiske gebet, men samtidig fuldt fortrolig med "forbrydelsens element".
Som et kuriosum må jeg sluttelig fortælle om et yderligere sammentræf af lignende begivenheder, som man i en svunden tid forklarede ved en art lighedsbetinget indbyrdes magnetisk "sympati" mellem analoge begivenheder, og som C.G. Jung kaldte "synkronicitet". For en jævnaldrende svensker på skovsneppens egn fortalte mig just om et andet 25 års gensyn, idet han havde genoptaget forholdet til sin ungdomskærlighed fra 25 år tilbage. Hun er kriminalbetjent og har i mellemtiden været gift hele 5 gange - så her kan der næppe blive tale om en gentagelse i umiddelbar og sorgløs forstand, men om den sande ”gjentagelse”, der i henhold til Kierkegaard hører til det etiske gebet, men samtidig fuldt fortrolig med "forbrydelsens element".
For at det ikke skal være løgn, fotograferede jeg min tredje sneppe i rap, da jeg omtrent faldt over en rugende sneppe med troskyldige brune øjne. Beslægtede møder med skovsneppen hinsides al sandsynlighed giver alkymistiske glimt af en sælsom substans og essens, der dog stadig unddrager sig og lige som de vises sten aldrig røber sin gåde. Fremadrettet kan drømmen om de vises sten give en utopisk mening til ens higen, men i tilbageblik ville et liv der byggede derpå, fremstå som en desillusionerende og absurd række af utopiske glimt uden indre udvikling og med mellemliggende intervaller af forvirret mørke. Henry Miller beskrev i et sent interview sit liv som en drøm afbrudt af mareridt – men det æstetiske livs fortvivlelse i henhold til Kierkegaard kunne snarere beskrives som et mareridt afbrudt af berusende drømme.
Gentagelsen kan man kun bygge og satse på i form af en udviklingsspiral, hvor den samme cirkelbevægelse gentages, men på stadig højere niveau i et forpligtende forhold af udvikling og kontinuitet, der ikke forsøger at udslette eller glemme det mellemliggende, men tværtimod finder identitet i valgets historiske dimension. Det gælder ægteskabet, men det gælder også venskaber samt engageret arbejde såvel som idealistiske bestræbelser. Man kunne vel nok finde fremadrettet mening i en fiks idé om at fotografere alle verdens sneppearter - men i tilbageblik kunne det uden gensidighedens dimension nok alligevel føles lidt tomt...
