Monday, September 20, 2010

EN ANTROPOLOGISK OG LINGVISTISK GÅDE SAMT DENS LØSNING

DET ANTROPOLOGISKE OG SPROGLIGE PARADOKS OMKRING BLAKISTONI'S FISKEUGLE

Nyhederne keder mig, men hatten af for Hokkaidos vældige "Blackistoni's Fish Owl". Modsat filosofi er den nemlig ikke noget man kan tænke sig til - samt må høre snakket til fiskefrikadeller af skiftende mode-ditto. Derimod må vi spørge hvorfor i alverden ikke blot uglens "latinske", taxonomiske navn, men også dens engelske navn indeholder en latinisering af det gode navn ”Blackstone”.



Her følger den eventyrlige forklaring, som en demonstration af at den rene spekulation i de rette hænder kan være den simple emperi overlegen, selv når den som her tager udgangspunkt deri, ganske som humoren oftest tager afsæt i den kedelige virkelighed. Uglens opfinder var nemlig ingenlunde den engelske opdagelsesrejsende professor Blackstone selv, men kan nødvendigvis kun have været hans uægte søn med en kvinde af det fladnæsede og nu uddøde Aino-folk.


For bedre at kunne forstå vor teori må I dog først høre om en gammel kammerat af mig der fortalte, hvorledes en bekendt af ham "med meget grove smagsløg" en tid plejede omgang med en dame der opviste en sådan rigdom på atavistiske træk, at hun fik øgenavnet ”Aino-kvinden”. Nuvel, mr. Blackstone var på den ene side højst forlegen over resultatet af hans atavistiske fejltrin, men indså samtidig at hvis han pure nægtede enhver forbindelse, ville han jo dermed selv synke ned på samme amoralske stade som Aino-folket.

Denne pinagtige klemme minder os forresten om de alvorlige forkæmpere for Vestens medfødte kulturelle overlegenhed, der på den ene side baserer deres tese på, at alene vi af alle kulturer har ophævet slaveriet frivilligt af moralske grunde – men som dernæst gør selv samme moralske fortrin til et stiltiende argument for at vi har carte blanche, ja endog pligt til at underlægge os og opdrage den øvrige verden, om nødvendigt med slaveri som endegyldig løsning, men i hvert fald med både fynd og klem.

Nuvel, trods dette tankevækkende sidespring fandt professor Blackstone på at løse sit moralske dilemma ved det kompromis at sponsorere sønnen, men tillige give ham det på en gang distancerende og ironisk forpligtende efternavn ”Blakistoni” - omtrent ligesom Robinson Krusoe i sin tid døbte den vilde med navnet på en af de ugedage, hvis eksistens han var sørgeligt uvidende om. På samme vis fandt professor Blackstone altså fornøjelse i at give sit forvorpne afkom et navn der helt uden belæg antydede et uhørt civilisationstrin samt en rig historisk tradition.

Skæbnen ville nu at sønnen nok arvede moderens flade næse, men tillige faderens skarpe forstand. Han valgte derfor at gå i hans fodspor som naturforsker og sågar overtrumfe ham - og således lagde han navn til Hokkaidos gigantiske hornugle. Om faderen professor Blackstone huskes derimod i dag slet intet…

Rygter vil sluttelig vide at Hokkaidos uddøde Aino-folk i virkeligheden blot var en art lemurer, ganske lige som Tibets afskyelige snemand måske blot er en art bjørn og Amerikas Big Foot sandsynligvis blot en psykotisk Vietnam-veteran. Nuvel, i så fald var det blot desto mere opsigtsvækkende at professor Blackstone vitterlig formåede at få et så mindeværdigt afkom med en mindreværdig Aino-kvinde.

Tuesday, September 07, 2010

AMIN, MIG OG VERDENSFREDEN

FRA REDAKTIONERNES DYBDEPSYKOLOGI


Foto: En forgyldt og galvaniseret skarnbase indbilder her med held et samfund af gedehamse at den er Gud.


OVERFLADISKHED er ingenlunde nogen garanti og beskyttelse mod dybdepsykologi, men hvad vi egentlig ville sige med det, har vi desværre allerede glemt. Nuvel - intet må opholde os yderligere.

Forleden skrev jeg på Facebook at jeg ikke lider af den normale og desværre yderst velbegrundede småborgerlige frygt for at sige noget som ville kunne blive brugt imod mig. Dette endda i den grad mod bedre vidende idet jeg har massiv erfaring for at alt hvad der ville kunne blive brugt mod én, faktisk også vil blive brugt – og da altid af pæne mennesker der i samme åndedrag forsikrer tredjepart om, at de skam har både sympati og forståelse for den hvis bane de hermed afbryder. Disse uimodståelige kastrationstiltag svarer ganske til det velkendte komiske scenario hvor en ængstelig yngling beder sin bedste kammerat om at henvende sig til den udvalgte på hans vegne.

Nuvel, for at sætte trumf på tilføjede jeg i forbindelse med nævnte indrømmelse, at jeg som alle ordentlige mennesker skam har en privat dødsliste over yndlingsfjender – samt at enhver der agter straks at bruge den indrømmelse mod mig, risikerer at lide samme skæbne som den næsvise unge teolog der spurgte en kirkefader om hvorfor Gud havde skabt Helvede – idet svaret nemlig lød, at Helvede skabte Gud for at anbringe folk der stiller den slags spørgsmål. Kort sagt kunne vi berolige med at de sædvanlige venligsindede sladrehanke allerede står øverst på listen.

Det får mig til at mindes et TV-interview med Ugandas gamle diktator Idi Amin, der for øvrigt som en britisk gentleman med alle midler havde tilranet sig alle de højeste britiske dekorationer, idet han herunder nok var gået endnu grovere til værks end Jakob dengang han tiltuskede sig velsignelse på Esaus bekostning – for det er nu engang i denne verden ikke tanken der tæller.

Idi Amin understregede i nævnte interview omgivet af ligblege undersåtter – lidt i stil med de mange demokratiske mellemledere i Politikens Hus – at hvis nogen i hans rige konspirerer mod ham, fortæller Gud ham det straks – og Gud bliver meget vred, forsikrede han. På samme vis kan vi betro jer, at de Judas-typer vi selv tænker på, er gennemskuede allerede før de selv har undfanget deres nidingsdåd – hvorfor det da heller intet nytter hvis de nu undertrykker deres tanker for ikke at pådrage sig Guds vrede. For de er prædestinerede ved arvesynden, og Gud er allerede vred – meget vred endda…

Gentlemanden og officeren Idi Amin havde oprigtigt svært ved at skelne mellem sig selv og Gud – og så langt fra at opfatte det som blot en retorisk tryllekunst over for undersåtterne bør vi ikke betvivle hans oprigtighed. For selv om han ikke havde skabt verden, var han dog den mægtigste person han kendte – og vi ved fra betragtning af unge mænd med lovlig hurtig succes uden modstand, at de i farten i god tro helst tager eller som et minimum broderligt deler æren for alt muligt andet attråværdigt at dekorere sig med som de møder på deres vej. For hvis en dekoration skulle være på vej andetsteds hen, må den have misforstået verdensordenen og behøver venlig bistand fra en GPS.

For en meget verdslig person er teologiske underfundigheder underordnede, for det virkelige er det der virker, som Møllehave engang har sagt uden protest – for det virkede. Får du velsignelsen, har du den, uanset hvad en afatisk mimrende Isak må tænke, på samme vis som Herbert Pundik måtte korse sig faderligt dengang Tøger (guder har kun fornavne og bruger af lignende grunde ej heller titel) indledte sin bane på den dyreste matrikel i Matador-spillet med at foretage en rask paladsrevolution, hvilket han utvivlsomt havde lært på et kostbart lederkursus på Harvard University. Får du lov til at spille Gud, så er du det også praktisk talt – og hvilken respekt kan vi have for en blot teoretisk gud?


Sådanne glidninger i selvopfattelsen er så naturlige, at de skønt ikke uvelkomne næppe engang kan kaldes selvbedrag. Snarere er det sådan at når ens virkelighed grangiveligt begynder at ligne en hypnotisk ønskedrøm, ja så oplever man virkeligheden som en hypnotisk ønskedrøm, hvorfor man med sit ords tryllemagt kan virkeliggøre eller forvrænge ethvert scenario til ”Guds” fordel. Ja, for selv illusionen om at være Gud vil da uvilkårligt være nærliggende, når man som sagt praktisk set allerede er det. Ganske har man ikke skabt verden, men dels er den der jo allerede, og dels har der endnu ikke meldt sig andre prætendanter.

Og så længe noget ikke er virksomt virkeligt, er der ikke blot ingen grund til at begære det – det er knap muligt overhovedet at forestille sig det, for vore forestillinger er i den grad slaver af realistisk begær, at der ikke bliver energi til overs til tankemæssigt at kunne fastholde hypotetisk spindelvæv. Dertil kommer jo endelig at et gode som ingen rivaler begærer, ikke er værd at besidde.

På et lavere plan ses samme mekanismer i beskednere skala. I sin tid skamroste samme avis’ daværende næstkommanderende på et redaktionsmøde en art kollega til mig, der arbejdede på lignende betingelser og havde samme korte anciennitet, men som modsat jeg selv end ikke var til stede. Helt uden anden konkret anledning end den – at jeg som sagt var til stede. Ingen fortrak en asiatisk mine, ej heller de professorale ditto, og derved blev den næstkommanderendes lille ønskevision i forbifarten honoreret – og min skæbne i huset beseglet – i skyggen af langt større anliggender: For så længe velsignelsen på skrømt helhjertet overdrages til en som ingen har ondt over, er det næsten lige så velkomment som selv at få velsignelsen. Og når husets og bestyrelsens tilstedeværende litteraturprofessor i tavshed beholder sit pokerface, så borger det vel for den redaktionelle vurderings fuldstændighed.


I den forbindelse kunne vi nu gøre detektivisk brug af en indrømmelse til vor modpart: For jeg vidste at hvis den i grunden flinke og i ordets bedste forstand ret ukomplicerede og ukompleksede mand virkelig havde haft så lave tanker om den skamrostes uheldigt tilstedeværende kollega, så ville han bestemt ikke have nænnet at lufte dem på så larmende vis i hans tilstedeværelse. Tværtimod mente han åbenbart at jeg da sagtens måtte kunne tåle mosten, skønt jeg jo med det samme vidste hvad klokken var slået. Således kunne jeg privat bruge hans sympatiske væsen som teknisk bevis for hans uoprigtighed i den lille sag – hvis praktiske følger i øvrigt blev effektueret i kollektiv samdrægtighed gradvist gennem de følgende år for ikke at give anledning til umodne og forhastede indsigelser, endsige uskønt paranoide beskyldninger.

En lignende mekanisme ser vi i mere mikroskopisk skala når vor oplevelse af ting uden for os selv farves af vore egne affekter. En muligvis med rette jaloux ægtefælle beskyldte således med urette sin mand for at være overdrevent jaloux – og her var der ikke tale om bevidst forvrængning, men om en helt utvungen oplevelse af alt manden vedrørende som værende malet i jalousiens velkendte farve. Man kunne kalde det ubevidst selverkendelse per stedfortræder, og det samme ser vi undertiden i pressen når kække unge mænd med carte blanche frejdigt giver den i en rolle der slet ikke er deres – hvorfor deres kolleger altid bærer over med dem….

En anmelder af Rifbjergs nylige bog med jagtartikler gennem årene anså på lignende vis den store mand for at røbe en umiskendelig flig af klatrerens honette ambitioner, når han sådan ynder at plaffe ænder ned i selskab med landets store jorddrotter. Men eftersom en så mægtig mand næppe har synderlig honette ambitioner, fornemmede jeg at det nok snarere var anmelderens eget honette kammerateri på afstand med den danske Hemingway, der gjorde ham selv en smule forlegen, hvilket farvede hans oplevelse af bogen.

Kontrasten til Rifbjergs stormandsfester fik ham rettelig til at føle sig med på et undseeligt hjørne, når han i det mindste sådan kunne få lov til at anmelde bogen som værende stur litteratur fra en stur mand – der rimeligvis forventedes at kunne tåle mosten, og det så meget mere som han jo – modsat jeg selv i sin tid – var blevet skamrost først. Dette sidste minder mig sluttelig – for slutte af bør vi, men ikke før vi som de bedste jazzmusikere har fundet en opfindsom og dog forløsende slutning – om dengang en ung Susanne Brøgger blev spurgt om hun ikke i tidens løb havde gjort rigtigt mange mænd ulykkelige, hvortil hun svarede: ”Joda – men jeg gjorde dem lykkelige først!”