HVAD ER ORIGINALITET - EKSEMPLER OG TEORI ?

Venlige sjæle fraråder at publicere originalt stof i sammenhænge uden hverken betaling, status eller effektiv beskyttelse mod plagiat: Fagfolk forventes nemlig nok at have hørt om afgørende nye artikler i anerkendte fagblade på deres felt, men kan ikke forventes at have kendskab til alle hånde private udgydelser. På den anden side kan det samme siges om smalle udgivelser på mindre forlag, for da slet ikke at nævne udgivelser på eget forlag.

Den blotte begrænsning i oplaget tages nemlig som et carte blanche til gratis lån, og hvis du påpeger sligt, vil du blive udgrint som den kværulant der forlanger koda-afgifter for opfindelsen af hjulet. Og dog kan man siden ærgre sig over at man aldrig brokkede sig, og derved belønnede denne praksis og det tilhørende bekvemme selvbedrag.

Vi fremturer fortsat med utilrådelige smagsprøver i ny og næ, for eksistensen af dobbeltgængere skal vel ikke ligefrem afholde os fra selv at optræde, hvorved vi jo ville giver vore dobbeltgængere det monopol som også H.C.Andersens berømte "Skygge" til sidst opnår.

Så dagens emne er helt apropos selve dette hvad vi egentlig mener med orginalitet. Hvis du rejser til udlandet og finder en ukendt sommerfugl eller gnaver, kan du få æren for det, hvis du tillige er i stand til fagligt at redegøre systematisk for dit fund på gældende niveau. Hvis du får æren, er der i formel forstand tale om et originalt bidrag. For eftersom hverken Newton eller Einstein skabte naturlovene, er der også i sådanne tilfælde tale om opdagelser snarere end opfindelser - og da kan man jo hævde at patentet egentlig tilhører Gud, og at forskerne blot afkoder hans store bog.

Alligevel er der jo gevaldig forskel på de to eksempler, og midt imellem kan vi nævne de tilfælde hvor meget dygtige folk som en følge af stor vedholdenhed gennem årene helt naturligt gør nogle opdagelser og forbedringer på deres felt. Her vil vi i mere end blot teknisk forstand kunne tale om originalitet, og det så meget mere som der ofte er tale om arbejder på et meget højt niveau.

Men så er der en mere psykologisk forstand, hvor vi også nævner originalitet som en egenskab, et særpræg, og da mener vi mere end blot evner til gennem årene at udrette åndeligt frugtbart arbejde på sit felt. Originalitet kan her snarere sammenlignes med specifikke talenter som klassens oplagte tegnetalent, der har en karakteristisk og umiskendeligt levende streg, som ikke er os andre givet, selv om vi gør vort bedste.

Dette er nok en form for originalitet, men selv hvis vi ikke anerkender den visuelle transformationsevne som egentlig skabende, så er der i hvert fald tale om en parallel til ægte originalitet. Parallellen går på noget helt egenartet der ikke er proportionalt med faglig viden og erfaring, men snarere vedrører den måde du bearbejder viden og erfaringer på, og den måde du associerer: Abrupte, tilsyneladende sorgløse digressioner, der dog overraskende ofte viser sig at føre tilbage til og befrugte hovedsporet eller sætte det i belysende relief.

Originalen tillader sig denne "license", fordi han/hun fornemmer at den er frugtbar, uden at kunne garantere eller begrunde det på forhånd. Den begavede slider samler viden og koncentrerer den i vigtige hovedpunkter der disponeres som et tankeoplæg, der kan præsenteres for velforvarede og fornuftige mennesker i bevilgende positioner.

En skolekammerat, der senere blev centrumdemokrat og kørte i 2CV (for 2 CV er som bekendt dobbelt så godt som ét CV) uden hensyn til hverken promille eller den umiddelbare relevans af dette biografiske indskud, idet hans skæbne nemlig var den at skulle drikke sig ihjel,- viste tidligt originalitet. En dame med en svært kort hals blev således beskrevet med de ord, at hendes hovede så ud som om det var "sat på med vold". Og i en religionstime forestillede han sig ambulant hvorledes den romerske soldat beordrer "Simon" til at bære den dødsdømtes kors, som skrevet står. Da en i skaren nu løfter korset, udbryder den romerske soldat: "Nej, nej - ikke den Simon: Det skal være Simon fra Kyrene!".

Vanvittigt morsomt, og rent Blixensk, - om end det ikke faldt i spor god jord hos læreren. For eleven forestillede sig tydeligvis en art tilbagekobling af vor tids nærmest mytiske og uomgængelige status af tilnavnet "Simon fra Kyrene" til et tidspunkt, hvor et hvilket som helst andet navn jo kunne have været lige så godt. Omtrent ligesom den purunge Johan Wolfgang Goethe jo i en vis forstand endnu ikke kunne vide at han var selveste Johann Wolfgang Goethe.

Med Jesus var det som bekendt en helt anden sag, men det hører så at sige med til hans metier. Det ville jo unægtelig også have været komisk, hvis Jesus efter at have udrettet et antal mirakler med topkarakter for udförelsen satte sig ned og drog den fornuftige empiriske slutning, at han fanden gale mig måtte være ingen anden end Guds søn, sine ualmindelige talenter taget i betragtning.

Med Simon fra Kyrene var det som sagt anderledes, og dette fornemmede min klassekammerat altså til religionslærerens vrede. Langt senere kendte jeg en af og til lidt skizofren, men morsom dreng med glimrende evner som karikaturtegner, som tillige ofte kunne beskrive menneskers fremtoning i prekære situationer i rammende billeder.

Hos nogle kvinder ser man at når de er ved at få börnene i vej, blomstrer originale träk frem, der måske fra barndommen har ligget underdrejede af velkendte grunde, og mest viste sig som oprörsk utilpassethed. Ikke själdent kan de derfor have en svaghed for det okkulte og alternative - som imidlertid hos dem bliver påfaldende ved at väre forbundet med en original skarpsindighed og ukonventionel slagfärdighed som man ikke forventer fra det segment. Hos dem fungerer det "alternative" tydeligvis som en symbolsk og provokatorisk gestus af emanciperethed fra den konventionelle fornuft, der såre ofte beror på en majoritetstro og autoritetstro der ikke har svundne tiders konventioner meget at lade höre. Denne frygtsomme almindelighed gennemskuer sådanne sigöjneragtige kvinder, og man kan undertiden ärgre sig over at de i den "meningsberettigede offentlighed"s kattegrå tristesse helt glimrer ved deres fravär.

To sådanne kvinder kunne i øvrigt fortælle at de var blevet mobbet ud af plejesektoren efter ellers vellykket periodisk gæsteoptræden; i begge tilfælde grundet "samarbejdsproblemer" - ikke med brugerne, men med kolleger, der ikke gouterede utraditionelle og underholdende initiativer samt individuel særbehandling. Lignende tilfælde
forekommer i skoleverdenen.

I öde egne träder menneskers medfödte og personligt tilegnede säregenheder ofte mere frem, mens tilpasningens ånd råder i storbyerne, hvor man må kunne veksle sit väsen i gangbar mönt. I storbyer er det let at finde åndsfäller selv i sine särheder - hvorfor man dér ikke behöver hverken mod eller markant personlighed, selv om man er afvigende. Originalerne i öde egne er oftest fritagne for konvention, fordi alle kender dem i forvejen for hvad de er, og de behöver derfor ikke at legitimere sig i alternative fällesskaber med deres alternative frygtsomhed og ditto konventioner. I andre tilfälde har det derimod krävet en egenrådighed, der först efterfölgende er blevet respekteret.

En interessant äldre mand i Lapland havde syslet meget med både akvarel og jazz-saxofon, men havde ernäret sig som frisör og lejlighedsvist snedkeri. Om sig selv sagde han rammende: "Lennart ser sån't som inga andra ser...". Og det stemte. I masseuddannelsernes tidsalder skal alle samtidig "mene" noget om nöjagtigt de samme film, böger, begiveheder, politikere osv., der således bliver komplet styrende for menneskers mentale liv. Derfor er humoren og originalerne forsvundet til fordel for en parasitisk allestedsnärvärende, geskäftigt snagende sarkasme.

Et af de mest imponerende eksempler var min bedstefars hushjælp, en beskeden og tænksom ældre dame, der havde måttet finde sig i meget. En dag spurgte jeg hende om fysiske dobbeltgængere mon ikke også lignede hinanden indvendigt. "Nej", svarede hun, "for vi har sikkert så mange forskellige arveanlæg, at det ville være næsten umuligt". Det, som, hun mellem linierne tænkte, var følgende: Antag at vore mange arveanlæg funktionelt set er indbyrdes uafhængige "atomer"; heraf følger at hvis to ubeslægtede personer ligner hinanden meget, er allerede det en statistisk sjældenhed. Men hvis de så derudover tillige skulle ligne hinanden indvendigt, ville det være helt mirakuløst".

Meget original rekonstruktion on location, begået af en helt uuddannet person uden mindste matematiske baggrund. Naturligvis kunne det da tænkes, at nogle anlæg var indbyrdes koblede, eller at de samtidig kodede for forskellige ting. Men uden en sådan antagelse er det naiv folketro som jeg uden videre at forvente at dobbeltgængere også måtte tænke ens. Det interessante er ikke, hvad der nu var sandheden: Det interessante er at hun intuitivt kunne gennemskue, hvorfor min egen naive formodning på ingen vis var nogen selvfølge. Her bestod originaliteten i evnen til på stedet at koncipere et billede af tingenes mulige beskaffenhed.

Til sidst må jeg citere kunstmaleren Ruben Gelardi for følgende geniale replik, der midlertidig helbredte en psykotisk dame for den forestilling, at hun havde skylden for verdenshavenes forurening: "Hør engang, verdenshavene er sgu for grådigt. Du må også levne noget skyld til os andre. Jeg insisterer på ansvaret for Øresund og Østersøen!" Hun måtte overgive sig til latteren. Og hermed fritages vi som en sidegevinst tillige for at kommentere hvad samtidens médier forstår ved humor...


Men ud over ovennävnte samt beslägtede eksempler kommer jeg ikke umiddelbart i tanker om så forfärdelig mange som jeg ville fremhæve som lige netop originale, selv om jeg naturligvis har mødt mange begavede og imponerende - mig selv ofte mangeledes overlegne - mennesker med rigelige evner til at gøre vigtige fund og opdagelser i førnævnte tekniske forstand.

En optisk illusion kan dog her være, at hos vidende og notorisk begavede personer skal der måske mere til før vi klapper i hænderne og siger: "Hvor originalt!" Simpelt hen fordi vi erfaringsmæssigt forventer kvalificerede bidrag fra dem i de fleste situationer, hvorfor det enkelte indslag drukner i mængden. Men som fremgået er dette ikke hele sandheden.

Tværtimod er det netop karakteristisk for det i psykologiens forstand originale, at det oftest ikke er så tungt ladet med hverken viden og tekniske kvalifikationer endsige med opdateret omhu - men at det ved sin overraskende koncentration og kvalitet snarere får os til at trække på smilebåndet. Det genuine greb er at gå tilbage til basics som Descartes eller Adam & Eva i en om man vil hovmodig ydmyghed, der tålmodigt og sejt ruger indtil noget viser sig. Som et komisk eksempel kan jeg nævne at jeg som 30-årig faldt i staver og dernæst i tranceagtig søvn over et renæssanceportræt på Nivågårdsamling - hvorefter jeg gik hjem og skrev mig frem til et bud på hvad der foregår i kunstnernes sind, når de genskaber verden. Men kunstnerens navn og "whereabouts" husker jeg ikke.

Kortslutningen hinsides hvad der betragtes som uomgængelige betragtninger og referencer virker ofte lattervækkende og befriende, og da isär når den trods sin tilsyneladende respektløse skødesløshed viser sig at overflødiggøre eller endog ugyldiggøre hidtil uomgængelige veje. Omtrent som når vittighedens absurde brud på fornuft, ordbetydninger og erfaring dog viser sig rammende meningsfulde. Dette er da også grunden til at originalitet ofte vækker forbitrelse og forargelse på højere sted, som var den et respektløst anslag mod al ærværdig tradition. For det er nu engang ikke primært det "dygtige", men det skønne, det sande og det gode der vækker sådan misundelse der må forklæde sig som indignation på traditionens vegne. Sig så ikke at menneskene mangler kvalitetssans.

Lidt mere teknisk og moderne kunne man sige at det originale kendetegnes af et misforhold mellem mængden af input og det sigende output - et misforhold som dog må tænkes kompenseret af dels tidsfaktoren, dels intensitetsfaktoren.

Tankeeksperimenter gør ofte brug af ekstreme tilfælde, og på samme vis kan vi her nævne den geniale matematiker Nash, der tillige var skizofren. Han har selv udtalt at han i sin studietid ikke var den bedste student, men derimod fik en præmie som den mest originale.

Professor Benny Lautrup ved Niels Bohr Instituttet har fortalt mig at man kolleger imellem undertiden anerkendende taler om "psykose-faktoren": Hermed menes det forhold at de mest uventede og originale ideer ofte barsles af typer, der har den psykotiskes evne til at leve isoleret og langt hen kunne undvære og udholde ("elske" er som bekendt et stort ord...) anerkendelse og understøttende sociale rammer for deres virke.

Normale mennesker er simpelt hen (blevet?) langt mere afhængige af omgivelsernes gunst. Og når de själdent lider den skäbne at blive "miskendte", er det alene fordi de fra dag 1 instinktivt undgår at stå uden mandsopdäkning og alibi. Når bundnormale mennesker allerede fra børnehaven instinktivt straffer de ubudne og de fornærmelige med kollektiv tavshed og udfrysning, er det da også ud fra en yderst original tolkning af Jesus og Buddhismens gyldne regel, at hvad du ønsker for dig selv skal du også ønske for andre. For det de byder deres rivaler er just det, som de selv forestiller sig som det værst tænkelige scenario - hvorimod de omvendt ikke tilstår "asociale" rivaler blot en tøddel af hvad de selv aldrig kan få nok af.

Nuvel, det er her bemærkelsesværdigt, at vi må gå til Niels Bohr Instituttet for at genfinde humane erkendelser af en art vi snarere ville forvente hos psykologer, antropologer og sociologer. Men her er det jo sådan, at for at beskrive et fænomen skal man have mulighed for at erfare det - og i vore dages humaniora turde udpræget originale sind ikke være det almindelige.

Når professoren roser en "uhyre original" student, bruger han nemlig oftest dette statusbelagte ord om noget der bekræfter hans eget univers og minder om det i mere gængs forstand ypperlige arbejde. Det virkeligt originale søges omvendt ofte bagatelliseret eller reduceret som behæftet med såre graverende mangler, om så også ubevidst - hvorefter man i övrigt såre ofte finder at man forresten selv forlängst havde gjort samme iagttagelse...

Man bruger derfor typisk det i eget univers mest rosende ord om noget der fortjener dette prædikat så lidt, at det efter at være blevet behæftet dermed gør det hartad umuligt siden at forbinde dette prædikat med dets rette korrelater.

En anden mulig grund til at vi måtte gå til Bohr-Instituttet for at hente det rette stikord "psykose-faktoren", er den eventualitet, at de stedelige autoriteter af og til rangerer på et højere niveau end det i vore dage er gængs på humaniora. Selv velvillige humanistiske professorer vil these days nok oftest nøjes med den mere "folkloristiske" tanke at det skøre og det geniale er beslægtede kategorier, om ikke andet ved begge at være afvigende. Men en meningsfuld kausal forbindelse ville det næppe blive til.

En tredje grund kun sluttelig være, at selv når man af og til fornemmer den rette sammenhæng, vil man næppe indrømme det og fortrænger den med fornærmet væmmelse.

Når fysikerne her gør en original psykologisk observation, har det nok også at gøre med det uhildede sinds tilgang til et område hvor det ikke på forhånd er behæftet med for megen viden og teoridannelse. At en vis grundlæggende begavelse dog ikke er nogen hindring, turde være overflødigt at tilføje.

Samtidig må det huskes, at det ikke er muligt at være original på alle de felter hvor man er uden talent. Således er det næppe oplagt at opfatte originaliteten som et særligt eller isoleret og "emne-neutralt" talent ved siden af de andre talenter - men snarere som en dimension ved det enkelte begavelsesområde. Man kan ikke være en original tømrer uden at være tømrer først - men man behøver på den anden side ikke at være verdensmester i konventionel forstand for at være mere original end en verdensmester.

Og ganske som man kan være et stort talent på nogle områder og en stor idiot på andre og åbenbart ubeslægtede felter, således kan man på ét område være en udpræget original begavelse, men på andre felter i bedste fald kun en begavelse. Og denne forskel i talentets "hvorledes" findes dokumenteret selv på de allerhøjeste niveauer og kan altså ikke reduceres til en elementær gradsforskel.

Imidlertid kan det nu også tænkes at der er tværgående egenskaber, som fremmer originaliteten på alle felter uafhængigt af specifikt talent. Førnævnte sjælspsykologiske betragtninger understøtter denne opfattelse: For selv om evnen til at stå alene ikke i sig selv er en art originalitet, er det ofte en forudsætning for at kunne gøre originale iagttagelser: Simpelt hen fordi man da gør sig egne tanker frem for altid at måtte være på højde med de dygtigste og kunne alle de samme ting som de.

Et andet sjæleligt forhold, der alt andet lige må være fremmende for originaliteten, er et kompensatorisk behov af just den art som man især finder hos den allerede nævnte kategori. For sagen er at de socialt udsatte, der har det med at blive sorteper, nok kan undvære eller udholde megen isolation, men også de vil dog helst have en plads og en anerkendt funktion, den være nu nok så beskyttet, - og for dem bliver leveringen af det specielle, det exceptionelle bidrag en oplagt mulighed for at "hævne" sig:

For hvis du bidrager med noget som ingen andre har, så vil i heldigste fald dette objektive udbuds/efterspørgselsforhold kunne kompensere for, hvad du måtte mangle af social behændighed og evne til at få andre til at opleve dig som en nyttig eller uomgængelig nøgleperson. Ganske som normal faglig "knalddygtighed" kan bruges som social og psykologisk kompensation for andre og svagere sociale kort, gælder dette altså originalitet - blot er forholdet her mere ekstremt, svarende til graden af social deprivation eller i hvert fald af snæverhed og udsathed.



Originalernes tragiske fejlkalkule i nævnte ubevidste strategi bliver ofte deres nemesis. Dette beror på deres så at sige autoriserede autistiske uvidenhed om, at det nu engang er den ubodelige normalitets væsen i samlet flok hellere sent end aldrig at plagiere, patentere og monopolisere alt hvad der uventet måtte vise sig langt mere selvlysende, end nogen fornuftige kunne have anet dengang man man i flok dyrkede - you name it... For status er et narkotikum hvoraf de forkælede og afhængige aldrig kan få nok - hvorefter originalerne atter henvises til den formelig anaerobe eksistens, som de jo allerede har bevist deres så at sige kroniske egnethed til.

Filmen "Hajen" med Poul Newman om et halvautistisk billiardgeni beskriver denne klassiske parabelkurve uforglemmeligt rammende. Den Israelske forfatter Amos Oz citerer sin far, en lige så underdrejet som lærd hebraisk filolog, for følgende ord, der påfaldende minder mig om det hjemlige parnas anno 2011: "Hvis du stjæler fra nogle, er du forsker; hvis du stjæle fra mange, er du en stor forsker - men hvis du stjæler fra alle, er du en meget original forsker..."

Spørgsmålet er imidlertid om der ikke trods alt også er nogle egentligt kognitive egenskaber på højniveau, der fremmer originalitet på alle felter, uanset graden af talent - jævnsides med de nævnte emotionelt-sjælelige særpræg af samme generelle art. Det er fuldt tænkeligt at nogle mennesker har en så at sige mindre struktureret tankegang der med forkärlighed betjener sig af ekstravagancer, niveauspring og tankeeksperimenter af ofte ekstrem art - altså en tænkning ud fra en frugtbart søgende sammenholdning af modsætninger og paradokser, som vi også kender det fra humoren. Normaliteten skyer derimod typisk modsætningen, digressionen og paradokserne og vil have skarpe og endelige meninger om alt.

En amerikansk psykolog Edward de Bono skrev i sin tid "selvhjælpsbøger" med kurser i hvad han kaldte "lateral thinking", tværgående tænkning; hovedsagelig med grafiske og visuelle øvelser og eksempler. Fra egen avl kunne vi her nævne det tankeeksperiment, at selv de mest stridbare og uenige Kierkegaardforskere såmænd nok kunne forbrødres lykkeligt om én ting, hvis deres mester ved et mirakel kom retur: At manden ret jo beset var en uudholdelig pain in the arse og en hån mod al seriøsitet, herunder utvivlsomt det Gyldendalske forlag og Det danske Akademi.

Som et særnummer vil vi nævne den lykkelige og begavede skøge Susanne Møller, der med suveræn moro beskriver sit job snart som "en halv times brydekamp", snart som "nogle fælles øvelser". Evnen til aldeles ubesværede "sammenlignende billeddannelser i ubevogtede øjeblikke" af en slående enkelthed, der må gøre enhver ambitiøs forfatterspire grønne af misundelse, er et umiskendeligt originalt præg – som vi da også i dette tilfælde finder hos en ekstremt ukonventionel, men dog i klinisk forstand tilsyneladende uklanderlig og harmonisk person, der sågar i sin sparsomme fritiden nyder godt af den ægte stand.

I lykkelige tilfælde som fru Møllers er originaliteten tilsyneladende helt hinsides normal biografisk forklaring så som eksistentiel nødstedthed i barndom eller ungdom. I de tilfælde hvor sådanne faktorer er til stede, kan det derimod være svært at vægte, i hvor høj grad originaliteten blev fremtvunget af skæbnen, eller om det snarere var originaliteten der fremtvang skæbnen. I begge tilfælde passer pengene dog gerne i sidste ende, så at sige:


Kemikeren Primo Levi fik i Ausschwitz således noget helt andet at tænke over end kemi, og han fik stærke motiver til at bakse med dem. Resultatet udeblev ikke, så i den forstand passede pengene. Hvor originaliteten derimod kommer først, følger skæbnen i stedet trofast med, for hvis en persons sind fungerer noget afvigende, vil dette typisk bevirke en vis social isolation, der både giver den pågældende noget helt andet at tænke over end de andre i klassen, god tid til at gøre det, samt endelig rigelig grund dertil.

Når både Talmud og Jesus kan rose sig af humor, er det måske ikke så mærkeligt, idet humorens visdom netop bygger bro over de mange blodige modsætningsforhold der for en uhildet menneskelig betragtning blot viser hvor ens og hvor bundnormale de stridende parter dog i grunden er. Og det er da også et spørgsmål om man ikke kunne betragte humoren som den så at sige nøgne originalitet uafhængig af særlige fagtalenter. Kan man intet andet, så vil ens originalitet nok vise sig i form af humor. Groucho: "Is NN still alive?" "No - he is still dead". Eller: "If you don't come to others' funeral, they won't come to yours". Eller hvad med Jord & Beton formanden der i sin tid belærte den purunge filosof under opgravningen af et gammelt elkabel: "Pas lige på med den spade, for hvis du hakker gennem elkablet, kommer du til at ligne Louis Armstrong som nyfødt...".

Eller denne her: "Taler du nogensinde med din mand under samlejet?" "Ja - hvis han ringer...". For nu at fuldende vor nedtur, må vi sluttelig prise den følsomme sjæl, der engang om en forbipasserende forårspige udbrød: "Hun burde have sådan nogle stød i æggelederen at skallerne flyver om ørerne på hende". Komplet surrealistisk, fordi den overgearede yngling, besat af sansernes verden, her sublimerende sprænger sig vej hinsides sansernes til noget, der (hvis man ikke er gynækolog) kun eksisterer sprogligt og cerebralt. Ingen liderlig abe ville kunne have præsteret denne åndens triumf over den rå materie. Den, der på kvindekønnets vegne vil harcellere over eksemplets tilsyneladende råhed, skal dog være undskyldt for en enfoldighed, der nemlig skyldes en følelsesbetonet automatreaktion - hvormed de dog gør deres køn langt mere til skamme end den citerede yngling.

Der er da også komikere som hævder, at de desværre intet andet kunne blive. Derimod har man endnu aldrig hørt nogen profet give den samme forklaring på sit karrierevalg - vel nok fordi verden har en ubestikkeligt barnlig tilbøjelighed til at tage os på ordet uden forbehold ved enhver art beskedenhed, hvorimod den befinder sig i en stadig læreproces med ikke at tage folks selvreklame for pålydende: Denne sidste læreproces ender aldrig, idet de fleste mennesker aldrig rigtigt kan forestille sig den fornødne grad af frækhed der hører til at lyve lodret og massivt gennemført, bortset fra i det yderste selvforsvar.

Den førstnævnte tilbøjelighed skyldes derimod paradoksalt nok at verden dog til stadighed bliver så grundigt mindet om menneskers svigefulde selvros, at den uvægerlig må opfatte enhver beskedenhed og selvreduktion som nødtvungent udtryk for den havarerede strandvaskers komplette mangel på flere udflugter endsige alternativer. Når vi ikke desto mindre insisterer på vor uvane, er det et udtryk for en quijotisk idealisme samt en grundmuret foragt for en verden til fals for den moderne småborgerlige titeladels komisk pedantiske vagtparader - de være nu nok så globaliserede.

Den amerikanske 1800-talsforfatter Emerson har i en aforisme skrevet, at kan du begå en aforisme, kan du også skrive en bog. Men hvis en dårlig forfatter undtagelsesvis begår en god aforisme, kan man være sikker på at han har stjålet den. - Herligt - og vi kan tilføje, at når originale folk citerer andre, formår de ofte selv her at gøre deres originalitet gældende. Således kunne de store jazzmusikere citere hinandens melodistumper eller solopassager aldeles utvungent i deres improvisation over helt andre melodier uden på nogen måde at svigte disses karakter og grundstruktur.
Forresten citerer de også tit sig selv, idet en sjov figur opfundet on location straks genbruges helt andre steder i melodien, hvor den tydeligvis også er fuldt kompatibel - men vi andre ville ikke have været i stand til at se den mulighed.

Som en art journalistisk piskesmæld kunne vi afslutningsvis foreslå, at definitionen på originalitet da også gerne selv må være original, blot det ikke går alt for meget ud over sandhedsværdien. Ét bud kunne her lyde, at originalitet er evnen til at opfinde den dybe tallerken på ny - for de fleste virkeligt originale tanker er gjort för, mens der ikke er nogen ende på hvor mange dumheder vi endnu har til gode. Et andet lige så overraskende bud kunne lyde, at originalitet er tilbøjeligheden til at begå ting, som med sikkerhed vil blive bredt kopieret og citeret - men uden navns nævnelse - stik modsat den naive fordom om målelighed ved proportionalitet i masseuniversitetets tidsalder... For omvendt er det betegnende at originalitet er den evne der - andre og store forcer til trods - netop sjældent er til stede dér hvor verden med påfaldende forkærlighed udbasunerer og lovpriser den. Et tredje og sidste bud herfra lyder, at originalitet kendetegnes ved det ulykkelige misforhold mellem denne egenskabs höje anseelse og eftertragtethed og så vor vedholdende uvilje mod at anerkende den i real time.