Tuesday, February 28, 2012

ÅH APROPOS...










Hvorfor beskæftiger vi os i grunden med det negative? Tænk hvis vi ikke havde nogle offentlige udspil og udtalelser at debattere; ingen hidsigt voksesyge smågraner at fælde i vort hellige korstog for urfugle og tjur; ingen evigt snig-kneppende degne, synet af hvilke (grammatisk stopprøve) som hos Andersen gør os om muligt endnu mere ligblege end disse; ingen "imperialistisk" kognitiv semiotik som fashionabelt intimerende paraply og diplomatisk immunitet for alskens halvbegavet sammenrend, der i den sociale mobilitets hellige navn også vil være med på et hjørne; og ingen tankeløse tankestreger i stedet for de sofistikeret besindige semikolonner, som krimiforfatteren Susanne Staun rettelig anbefaler enhver der påtænker grammatiske stopprøver samt velfortjente mord - og som man også i den lige så højt begavede Susanne Møllers profession kunne behøve i stedet for kommaernes noget stakåndede og af skattemyndighederne flittigt saboterede grammatiske kaffepauser...

- Ja, tænk hvis vi dog ikke havde alt dette at bekæmpe, beklage og ævle om...Ja, så var vi nødt til at finde på noget selv, og det er - om ikke lige "sværere", for Mozart og Charlie Parker fandt det os bekendt ikke "svært" - men bare en helt anden og rent ud sagt mere "a-social" division hinsides plebejisk travesteret tryksværte, den være nu for vor skyld rød eller blå, akademisk eller for den sags skyld bare "eksperimenterende" - med telefonbogen som hin enkelte impeccable undtagelse og endnu levende bundhæderlige gutenbergske fossil i en demokratiseret verden af palæo-ontologisk overdimensioneret titelsyge.

- Javist, men endnu værre er det dog, når alle ekspansionsyge ungdomsgraner er fældede, og vi som lappen efter omsider at have skudt de sidste ulve til vor egen overraskelse bittert savner lyden af deres natlige hylen mod Nordlyset; eller når vi er midlertidigt afskåret fra at bekæmpe vore yndlingsfjender, grundet forestående konkrete og praktiske gøremål såsom afrejse, der nemlig ikke levner os meget mere end et semikolons pause - som derfor må udfyldes aldeles autonomt og helt uden nogen fornuftig social anlednings i længden også noget trættende støttepædagogiske og snakkesaligt momsfritagne apropos.

Tuesday, February 21, 2012

"HOW JAZZ WAS BORN"

A lecture in significant Biochemistry







Det er da helt utroligt, så nysgerrige I derude er om vort automobile privatliv... - Jo, venstre sidespejls glar er nu fikset og vor kørsel dermed atter tilnærmelsesvis lovlig - "forsvarlig" er jo ligesom "kjerlighed" et meget stort ord...Som både den unge Kierkegaard, Mann og Bror-nesse Bixen måtte sande, er kjerlighedens dybere rolle nemlig såre ofte rent katalytisk i den høyere underholdnings tjeneste.- Dette tvinger os til hermed at udbringe en trefoldig skål for Anenosin-Trifosfat: Adenosin-Difosfat er derimod afgjort et nummer for småligt og imponerer os ikke det mindste - som en urokkelig aarhusiansk ingeniør i sin tid vrissede, da min bedstefar i Paris (hvor ellers?) viste ham Eiffeltårnet.


Vor biokemiske skål er i virkeligheden et plagiat, hvormed vi endnu engang vil demonstrere hvor latterligt let sligt er at camouflere for en benovet verden af titelsyge almindeligheder. Således er den kalkeret over følgende ord af the late Viktor Borge, som jeg er er blevet bekendt med gennem dennes livlæge og litterære eksekutor dr.med. Niels Ruben: "My father was a great inventor with only little success. First he invented "One-up", which quite frankly didn't work. Then he invented "Two up", which didn't make much of a difference. Later however he ingenuously managed to conceive "Three up" - yet without due recogition. That did not stop him however, and in the end he even succeded in inventing "Six up" - and then he died completely unknown as an embittered man. - Little did he know how close he was..."





Som sagt var vor biokemiske vits således et plagiat, men så sindrigt skjult at ingen ville opdage det, idet den nemlig for en sikkerheds skyld ikke engang i sig selv var særligt morsom. Dette illustrerer nu to ting om plagiatets psykologi. Ganske som vi jo er nogle der ikke formår at stikke en pind i en lort uden at ødelægge begge dele, således formår den fødte plagiator altid at forlene selv de mest geniale tyvekoster med at anstrøg af umiskendelig jævnhed, al ubehjælpsom encyklopædisk omstændelighed og pligtskyldigt skrabud for etablerede, men ret beset uvedkommende notabiliteter til trods.


Fanklubben opdager det dog heldigvis aldrig, idet kommensurabiliteten altid med instinktiv omhu og ingenlunde alene af vankundighed foretrækker at hylde det kommensurable og skyer det inkommensurable. For som et akademisk udvalg engang ikke helt uden vid forkyndte, da jeg for eksperimentets skyld havde begået en på forhånd futil ansøgning: "Alene ansøgningen er i sig selv diskvalificerende". Og de havde ret: For vandrefalken beder vel ikke i ædru tilstand dronten om at vurdere dens flyvefærdighed.












Derimod frikendes etablerede og respektable plagiatorer altid på runde dage pure for enhver bagvaskende mimren i lyssky kroge for små til rygeforbud, af allestedsnærværende og uopfordret skåltalende, hamsteragtigt utrættelige titeldyr - der nemlig generøst fornemmer at en lynafleders kollektive paraply kan være en nok så klog investering som nogen kollektiv branche-forsikring. - Nuvel: "Sådan er det bare", som en kunde svarede i telefonen, da en slukøret forretningsindehaver kun havde modtaget halvdelen af det aftalte beløb. Eller som en befippet svensker stoisk udbrød ved synet af hustruen sammen med naboen på bagsædet af dennes nye Volvo: "Fortsätt, bara fortsätt...





Omvendt kendetegnes den sande genialitet ved, at selv når den nedlader sig til plagiat, er det kun er simuleret plagiat og således studentikost sagt i forstand dobbelt plagiat, hvorved to gange minus kommer til at give plus. Selv når den med næsten øretæveindbydende åbenhed - for nemlig ikke at slås i hartkorn med førnævnte kategori - mimer et andet forlæg, formår den nemlig i Hegel'sk forstand at "op-hæve", transformere og transponere det så at sige respektløst i en højere underholdnings tjeneste uden dog at give mindste køb på en måde der kunne bringe hverken forlægget eller den selv i miskredit. Således kunne de største jazzmusikere på ubegribelig vis åbenlyst og on location suverænt citere de forskelligste musikalske kilder på en måde der dog kun yderligere understregede deres egen symfoniske integritet og melodiske opfindsomhed.




Vi har dog denne gang valgt at som i et Gesamtkunstwerk illustrere vor pointe med et autentisk fotografi af et atavistisk tilfælde af partenogenese. For hvad der nu især kendetegner den sande genialitet før dens Hegel'ske sublimering i lidt modnere alder til et ekstravagent Borge'sk show, er nemlig den provokerende egenrådighed, hvormed som her en vældig gren som Eva ud mellem Adams sideben emanciperer sig fra sin rod til et eget blomstrende liv, der snart efter sågar rekonstruerer og genopfinder sine rødder per efterkrav ved i en hyperbels bane at gøre et så at sige messiansk besøg i jordbunden for at bringe alle formelle mellemværender med Folkeregistret i uklanderlig orden.
Det bør dog i den forbindelse indrømmes, at med Freuds omtrentlige ord er en gren nogle gange bare en gren - en udtalelse der dog utvivlsomt blot var et blufærdigt dække over den litterært noget stødende sandhed, at nogle gange er en pik bare en pik: Noget som også vi rigtignok under anderledes normale og knap så tvingende omstændigheder ville kvie os gevaldigt ved at udbasunere offentligt. Men det være så hermed gjort: For hvis ikke den bredeste ryg skulle tage skraldet, hvem da? Eller som en fræk gammel vestjyde selv fortalte mig, at han engang havde svaret en velstående proprietær, der klagede over at være blevet snydt af ham så det drev: "Nåja, men så var det da rigtignok godt, at det ramte én der havde råd til at tage smækket..."

Thursday, February 09, 2012

OM FORTIDENS SUPERNOVAER

For engang skyld vil vi undlade at kommentere aktuelle begivenheder: Kort skal dette ikke handle om os selv. Please fasten your seat belts. En af palæontologiens fædre var den engelske anatom Richard Owen, som dog ikke var ene om i midten af 1800-tallet at finde dinosaurer - et ord han i øvrigt selv lancerede. Hans mindst lige så flittige rival lægen Mantell præsterede at ruinere sig ved at at udgive illustrerede afhandlinger om sine fund, hvorefter hustru og fire børn forlod ham som en slagen mand.

Dette forhindrede nu ikke Owen i at lade afholde en celeber middag i Crystal Palace inde i en rekonstrueret tidlig dinosaur, fundet og navgvet af Mantell - der dog ikke var blandt de inviterede. Året efter blev Mantell ved et uheld onduleret til veritabel krøbling af et hesteforspand - hvorefter hans rival Owen havde helt frit spil til systematisk at fratage ham æren for de fleste fund og sågar omdøbe en bunke arter i sit eget navn, så ingen kunne være i tvivl. Samtidig blokerede han den mod alle odds vedholdende, men nu ludfattige Mantell for enhver adgang til de faglige tidsskrifter på feltet - hvorefter Mantell tog sit eget liv.

Men hør bare: Selv i døden blev Mantell forfulgt, idet Owen forfattede hans nekrolog, hvori han afskrev ham som en ren middelmådighed og fortsatte sin praksis med at fratage ham resterende ære. Owens praksis gik dog ikke helt upåagtet hen: Således gerådede han i strid med dronningens livlæge om æren for en tandteknisk opdagelse. Og i sin egenskab af formand for en videnskabelig kommité lod han sig selv tildele en eksklusiv hædersbevisning for et fund, fremlagt og beskrevet på en konference af en kollega året før.

Ligeledes undrede det ved en lejlighed den gamle naturforsker Huxley såre, at Owen i datidens modsvarighed til Den Blå Bog for videnskabsfolk stod opført som indehaveren af just det fornemme embede som Huxley selv bestred...

Til slut blev Owen da også som straf frataget en del æresposter - men blev til gengæld en glimrende direktør for British Museum, som han nemlig åbnede og indrettede for almenheden, der hidtil havde været forment enhver adgang. Her rådede han som et særligt kært trofæ også over sin afdøde rival Mantells ved ulykken deformerede rygsøjle, som han generøst lod udstille på linie med sine øvrige mageløse fund - og det var vel også en slags anerkendelse. En af Owens sidste slyngelstreger var modarbejde et forslag om at opsætte en statue af Darwin uden for museet. Det lykkedes desværre ikke helt, for Darwins buste står endnu i dag i Museets cafeteria - men som et plaster på såret fik Owen dog opsat sin egen buste på en anderledes markant plads ved Museets hovedindgang. En forbløffende personlighed...

Richard Owen var dog ikke ene om sin palæontologisk overdimensionerede forfængelighed: En amerikansk kollega Cope udnævnte således forlods sit eget kranium til at være typeeksemplaret (nærmest prototypen) af Homo Sapiens - en ære der normalt tilkommer det først gjorte komplette fund af den pågældende art. Uheldigvis viste hans kranium ved afsløringen umiskendelige tegn på syfilis - og så måtte man tilbagekalde æresbevisningen i største diskretion.

- Didaktisk historieskrivning er ganske vist omsonst, for hver generation gentager forfædrenes synder og dumheder - men dens underholdningsværdi kan ingen fratage den. Men denne historie illustrerer til fulde alt, hvad vi andetsteds har observeret omkring plagiatets psykologi: Herunder hvorledes det er skruen uden ende, fordi både løgnens og den sociale pomps eskalerende omfang og de stadig mere ryggesløse ledsagesynder skal kompensere for manglen på sandhed in the first place - og fordi frygten for den midlertidigt stækkede modparts ulmende endogene potentialer må druknes ved fortløbende bugtalervirksomhed, endog i tilfælde af kritiske observationer. - Et paradoks der dog lader sig begribe, når man betænker at slangeserum på samme vis fremstilles af just den slangegift, som den skal immunisere mod. Af lignende grunde kan det jo undertiden også være svært få få en dommer dømt.