1. GAMMEL DANSK OMSIDER ANERKENDT
Svenske forskere har længe undret sig over de velkendte sundhedsfremmende virkninger på broderfolket af langvarig og regelmæssig indtagelse af Gammel Dansk. Ganske vist er der autoritativ enighed om, at dobbelte doser af forebyggende såvel som helbredende medicin ingenlunde giver dobbelt sundhedseffekt, men tværtimod kan være skadelige. Men den positive nyhed i den forbindelse er nu til gengæld, at Gammel Dansk efter nærmere undersøgelser heldigvis ikke længere bør regnes som medicin.
------------------------------------------------
2. GAMMEL DANSK STADIG MISKENDT
Semikolon som grammatikkens "trickster"
Gammelt dansk er ingenlunde det samme som Gammel Dansk - og heraf ser I nytten af grammatik. Således læste jeg for nylig en glimrende artikel om det kultiverede gamle tegn 'SEMIKOLON' af kriminal-forfatteren Susanne Staun - der i øvrigt ganske lige som lejemordere i arbejdstiden ikke skyer nogen art perverteret grusomhed: Utvivlsomt fordi overlægedatteren fra Frederikssund modsat så mange andre kultiverede borgere er for intelligent til at tage al den opreklamerede kultur helt alvorligt.
Pointen er her ikke den, at vold skam også er stipendieberettiget kunst, som enhver fræk abe kan udøve og enhver forsigtig abe efterfølgende kan ævle løs om med alle hånde korrekte og kultiverede forbehold i københavnske kulturtillæg og magasiner. - Nej, pointen er at sådan er kultiverede mennesker såre ofte selv – på bunden...
Semikolon kan i henhold til Susanne Staun – der nemlig rettelig ikke tolererer perversioner i sprogets sublime verden – ikke helt erstattes af snart punktum, snart komma, snart 'kolon' (der tillige kan betyde tyktarm), og snart tankestreg; men det kan selv erstatte dem i mange tilfælde, hvor de pågældende tegn selv kunne virke lovlig bastante.
Selv bruger jeg nu sjældent semikolon som et diskret forklarende kolon: da bruger jeg oftest tankestreg: ”Jeg kom for sent - hun var faldet i søvn". Omvendt bruger jeg almindeligvis kun tankestreg for at udtrykke en ægte tankeforbindelse, til forskel fra et tilfældigt ”for resten”, hvor jeg foretrækker semikolon: ”Jeg besøgte boldklubben; den har for nylig skiftet navn”. Og dog: For jeg ville nu nok snarere skrive ”Jeg besøgte boldklubben – der for nylig har skiftet navn”. Tankestreg foran ”der” er nemlig så atypisk og så at sige affekteret, at det fungerer som en kunstpause der tydeligt signalerer tankens parentetiske ”for resten”.
Susanne Staun gør i øvrigt morsomt opmærksom på, at de fleste nu om stunder kun bruger semikolon i forbindelse med uddeling af smileys - et tegn som vi gammeldags til gengæld nødig uddeler: ingenlunde af smålighed, men fordi vi nemlig frygter at dets kredibilitet er på niveau med Grækenlands herostratiske drachmer. På den anden side kunne dette i grunden siges om næsten al menneskelig anerkendelse - hvilket dog er overflødigt at fortælle de af vore læsere, hvis intelligens er endnu større end deres forfængelighed.
Nuvel, nogle vil dog nok fortsat bedyre, at semikolon er indført af lutter politisk korrekthed over for brave og hårdt arbejdende analfabeter uden kendskab til hverken komma eller punktum – omtrent ligesom Viktor Borge engang forestillede sig, at koncertflyglets midterste pedal måtte forstås som et särlige ortopädisk hensyn til trebenede pianister. Kort sagt kunne man tro, at det forholder sig med semikolon, som det efter nogle moralisters gæt forholder sig med de sorte tangenter på klaviaturet: At disse er indført af lutter politisk korrekthed som en art symbolsk kvoteordning til fordel for kulturborgerskabets mest manicurerede og veldresserede negerdamer.
Dette er dog en overdreven politisk søforklaring og må ses som patologiens positive modstykke til fænomenet ’konspirationsteorier’: idet vi jo i vort specielle tilfælde har at gøre med patologiske teorier om vidtgående hensyntagen til særlige grupper – ikke at forveksle med hverken ’teorier om patologisk hensyntagen til særlige grupper’, eller ’teorier om særlig hensyntagen til patologiske grupper’.
Derimod var det alene udtryk for en tidligt udviklet virkelighedsnær global og marxistisk bevidsthed, når jeg som barn nærede den frejdigt fordomsfrie formodning, at de sorte pletter på bananerne rimeligvis turde være negrenes fingeraftryk: For når nu skosværten åbenbart klæber så fortrinligt til negre, så kan den vel også utilsigtet af og til klæbe til bananer…Ja, at antage andet ville vel endda i grunden være en smule diskriminerende - over for bananerne! Eller også ville det være at antage at den sorte farve selv er diskriminerende over for bananer – men hvis det er slemt at diskriminere, så er det følgelig også ret slemt uden belæg at beskylde andre – skosværte som mennesker – for at være diskriminerende.
Hvis det derimod ikke var slemt at diskriminere, så ville det heller ikke være slemt at beskylde andre for at gøre det. Ja, for se – heri ligger der nemlig en interessant logisk trinfølge, som først (dvs. allerede for mange år siden) bringer mig til at tænke på Bertrand Russell – og dernæst på, at jeg these days umuligt i ædru tilstand uden honorar kunne begå en filosofisk ligefrem og regelret analyse helt uden svinkeærinder: Ingenlunde blot fordi selv den alligevel ville blive honoreret med den velkendte anonyme fagkonsulent-smiley om fraværet af en ”rød tråd” af hensyn til bogklubbens trebenede analfabeter – samt af kollegiale hensyn til forlagets mest etablerede stjerne, der nemlig sjovt nok netop har fået den selv samme lyse idé, om så også med den umiskendeligt professorale kluntethed i udførelsen der borger for en anderledes respektabel soliditet; - nej, som sagt ikke så meget derfor - skønt det er den mest nærliggende undskyldning for vor kroniske forsømmelighed, ihukommende at mesteren modsat klamphuggeren kun siger det én gang – men fordi gjentagelse af allerede for længst opnåede og beherskede niveauer ikke fænger vor interesse tilstrækkeligt, idet vi nemlig så foretrækker at sublimere sagkyndigheden til et show.
Ganske på samme vis er grammatik, kjerlighed og musik jo også alle tre er fænomener, der kun kommer virkeligt til deres ret i den sublimt transcenderende udførelse on location snarere end i den eftersnakkende og drøvtyggende bagklogskabs ædrueligt flaskesamlende studenterarbejde ud på de blå timer, hvor alt det sjove alligevel for længst er enten drukket eller gået hjem i seng: Hvilket nemlig kan illustreres med forskellen på en frit og letsindigt svævende havørn over Furesøens vover, og så den selv samme ørn 50 år senere, i mølædt og udstoppet tilstand med klogeligt sammenklappede vinger stående på kommoden i rektors kontor, tæt flankeret og mandsopdækket som i Tokyo’s metro af solidt indrammede, men ligefuldt for længst gulnede hædersbevisninger, som skolen og dens ypperste elever i tidens løb har indkasseret for en tilsvarende sagtmodig verdslig vedholdenhed.
Nuvel, apropos digressioner (bemærk venligst paradokset): Hvilken forbindelse er der egentligt talt mellem semikolon, plagiater og vore egne anderledes udskejende associationer? Ganske som den begavede plagiator i medfør af sin inderste natur må og vil plagiere alt, således kan semikolon i henhold til Susanne Staun plagiere næsten alle andre grammatiske tegn. Og i begge tilfälde aldeles risikofrit: For verden foreträkker altid det der ligner den selv mest, frem for den ägte vare...
Endvidere består der en symmetri i, at ganske ligesom en etableret plagiator endog kan slippe afsted med at plagiere selv sin egen tilforordnede retspsykiater, - således kan anderledes ekstravagante forestillingsrækker omvendt på falderebet gøre inspireret brug af selv de mest mekaniske plagiater. For trods semikolons i henhold til vor kriminologiske kollega Staun altid redebone og omstillingsparat stedfortrædende vikartjeneste i tilfælde af punktummers, kommaers, koloners og tankestregers stedse hyppigere sygemeldinger – angiveligt grundet mobning på arbejdspladsen, eller rettere: grundet angivelig mobning på arbejdspladsen – så kan ingen dog frakende bemeldte tegn en helt egen genialitet. Disse var ordene…
Og dog, og dog: For bemærk sluttelig, at skønt vor historie er sammensat af to i enhver henseende – også kvantitativt – uensartede stykker uden mindste logiske forbindelse, idet det ene stykke hverken er opstået eller kan anskues som en digression i forhold til det andet – så udgør de dog nu tilsammen et organisk og logisk sammenhængende hele. Og ganske ligesom vandrefalken kun ville gøre sig fortjent til drontens smørede grin, hvis den insisterede på at netop dronten skulle udstede og underskrive et certifikat på dens flyvefærdighed - således tør også vi trygt overlade vor historie i læsernes varetægt uden først at have rådført os med klogeligt anonyme fagkonsulenter…
P.S. Vi skylder afslutningsvis at meddele, at en god bekendt for nylig henledte vor opmærksomhed på Søren Kierkegaards ungdommelige første forsøg "Striden mellem den gamle og den nye sæbekjælder" - velsagtens ment som en skjult opfordring til at tage handsken op. - Nu arbejder vi imidlertid grundet en art iboende hormonal komplementaritet på denne redaktion aldrig nogensinde i projekter a la "so ein Ding muss ich auch haben" - hvilket nemlig ville være at plagiere velkendte folk, der med anderledes bravour og helt uden indsigelser dyrker just nævnte litterære genre.
Kort sagt konstruerede vi først til allersidst vor overskrift som en hilsen både til Kierkegaard og min bekendt.
Saturday, March 31, 2012
Friday, March 09, 2012
APROPOS KVINDERNES DAG - FRA QUEEN ELIZABETH TIL SUSANNE MØLLER
Fra Madeleinekager til Edison og Egon Friedell
Selv det smukke køn kan dagen derpå undertiden være et flovt syn. Dog ikke den purunge Queen Elizabeth I, hvorom hendes lærde tutor udi de klassiske sprog og discipliner Robert Ascham skrev: "Her mind has no womanly weakness, her perseverance is equal to that of a man....She has often talked to me readily in Latin ("Ni talar bra Latin") , and moderately so (!) in Greek. In adornment she is rather elegant than showy. Whatever she reads she at once perceives a word that has a doubtful or curious meaning. She cannot endure those foolish imitators of Erasmus, who have tied up the Latin tongue in fetters. She likes a style that grows out of the subject".
Det sidste lægger også vi os på sinde – hvortil kommer vort blasfemisk grænseoverskridende princip tillige med omhu at lade "the subject" vokse ud af det rene ingenting: "Apropos Intet", som også Gud nemlig skal have sagt, dengang han skabte verden af lutter kedsomhed.
- Ja, for man skulle jo nødig gå hen og blive "aktuel" - hvilket forresten minder mig om et kronikafslag way back, hvor den brave socialrealistiske redaktør venligt forklarede, at "selv om du aktuelt nok nævner Tor Nørretranders, så må vi osv." - Helt tovlig var man kort sagt endnu ikke blevet dengang, før man havde hørt om dopamin og ritalin; for "enhver har sine fortrin" - og den gode mand står skam også citeret i allerforrest i mit stående CV. For det kan være meget godt hvad man sådan går og indbilder sig, men erfarne og uvildige professionelles skudsmål er nu engang det eneste man kan fæste lid til her i verden.
Åh, apropos "professionel" må vi her fortælle, hvorledes en ung sort strudseberider engang trøstede en bekendt for hans skamfulde fiasko med at holde sig i strudse-sadlen med disse skønsomme ord: "Well, you know: We are professionals...".
Ja tak; - men hvis vi ellers kan blive fri for flere afbrydelser: Det først nævnte og selvoplevede mindeværdige citat forblev længe mellem mig og en kammerat en stående vits og et epigram over hin stands lejlighedsvise enfoldighed. Dette minder mig for resten om min grantante, en højborgerlig gammeljomfru, hvis tophemmelige recept for min barndoms elskede scones tydeligvis langt senere blev stjålet af von Hauen (javel, industrispionage kendes allerede fra Det gamle Testamente, for mon ikke det as usual var amerikanerne det stjal Pagtens Ark?).
Dette skal jeg dog være den sidste til at beklage, fordi hun derved gav mig særlige forudsætninger for at påskønne Proust, som jeg ganske vist endnu har til gode, til jeg engang i tidens fylde rettelig havner i kronisk statsforvaring et sted i den rådne banan, hvor jeg ikke længere kan genere nogen (hvem dog?).
Nå, men det var nu slet ikke det jeg ville fortælle om min grantante (her kan man jo dårligt skrive ”vor”), idet digressionens digression nemlig her kom til at overhale os så at sige telepatisk, som havde den allerede længe ventet på et passende påskud for omsider også at få et ord indført. Nej, her i huset holder vi os altid til emnet, og dette var, som man vil huske, ”verdens dom”. Min grantante forsøgte sig nemlig tillige som sanger: nærmere bestemt (for uden fokus hjælper selv et større talent end vort eget intet) som sangerinde!
Men verden forstod hende ej: Thi anmeldersken (ifølge min bedstefar klædt i giftiggrønt og siddende på første række) af hendes debutoptræden i Odd Fellow Palæet, skrev: ”Stundom tænker man på fugleskrig; stundom bringes man til at mindes fabriksfløjten, der kalder til samling...” Men lige som vi i førnævnte kronikforsøg dog fik et skulderklap med på vejen for et formildende "aktuelt" anslag, således fortsætter også min grantantes anmeldelse trøsterigt, som følger: ”Frk. K.G. udmærker sig ved en stor røst, om end med kun liden personlighed”.
Nu kommer pointen: For hvordan kunne jeg nu vide dette, hvis ikke jeg efter min grantantes død i hendes skrapbog havde fundet avisudklip med hendes få anmeldelser? Og det rørende var her, at just de eneste positive ord ”en stor røst” var understreget med rødt blæk. Jo, folkens: Verdens dom skal der ikke kimses af…
Uafhængighed af verdens dom er nemlig en guddommelig forret, men hos mennesker en art arketypisk blasfemi, der vækker frygt og afsky endog hos de ugudelige - hvis moral nemlig ingenlunde af den grund behøver at fejle noget.–Vi tør i øvrigt her gætte, at en sådan uafhængighed hos os mennesker nok oftere er en erhvervet end en medfødt egenskab. Vi skylder imidlertid her at oplyse om, at både Karen Blixen og Thomas Mann tværtimod ville bedyre: At selv Gud meget nødig ville undvære sit publikum. - Nuvel, det kan vel være – men i så fald opfinder vi da bare vort publikum, nu vi alligevel har hænderne oppe af lommen: Hvor svært kan det være? For publikum bør i enhver guddommelig sammenhæng alene være, hvad mr. "McGuffin" var for Hitchcock - et for fantasien befordrende gimmick.
Lad os i denne forbindelse også mindes Freud, hvis "Drømmetydning" i førsteudgaven kun solgte (bemærk forresten i det sidste ord det aldeles døvstumme og mildest talt noget ufonetiske "g") sølle 600 eksemplarer. Og da manden 40 år senere begik en bestseller, lød hans egen kommentar hertil: "Jeg må nok have skrevet noget frygteligt vås...". Og det havde han også - men manden kunne til gengæld skrive... Og så var han desuden gået hen og blevet "aktuel": Ja, I ved – kvindekvoter i bestyrelser og den slags...
Åh, for resten: apropos aktualitet, så lad os slutte af med dette citat af revyskuespilleren, polyhistoren og forfatteren af den vel mest læseværdige (og følgelig af fagfæller mest forhadte) europæiske kulturhistorie nogensinde, wieneren Egon Friedell (1873-1938): ”The worst prejudice we acquire during our youth is the idea that life is serious. Children have the right instincts: they know that life is not serious, and treat it as a game... “ Ja, for det er jo denne umorsomme og dog samtidig så ejendommeligt uærbødige og lavloftede alvor, der altid kendetegner aktualitetens afgud samt dens dyrkere. "Men hvad så med Syrien?" Jo, det er da alvorligt - men hele balladen kommer jo netop af al den fordømte alvor...
Vi skylder nu kun at besvare det åbne spørgmål, hvorledes en tekst, hvor det ene apropos formelig afløser det andet, ligefuldt af hårdnakkede gudsfornægtere kan blive frakendt logisk og diskursiv sammenhæng. For hvad i alverden kan dog være mere apropos - end et apropos?
Men meget vel: Kunden har jo altid ret, så hvis I insisterer, skal I da som ekstra nummer få noget der ikke er spor a propos, og som desperat leder efter et legitimt påskud, som I hermed har givet. Så after you, ladies. Og please fasten your seat belts.
- Man kan da snart heller ikke besøge sin fødeby forklædt som anonym og ukendt - og det med bragende bifald - uden straks at skulle læse, at professor Stjernfelt (nærmere bestemt Frederik Stjernfelt, for Gud og hvermand er jo i vore dage professor, hvorimod bemeldte kongelige fornavn er blevet en stor sjældenhed - hvilket beviser at det i vore dage giver højere status at være professor end at være konge) atter har deltaget i et fashionabelt københavnsk kulturevenement med kosmopolitiske overtoner: velsagtens adjuderet af ligeledes reglementeret udnævnte rationelle kulturdamer, der bestemt ikke vil forbindes med hverken pjattede dameblade, løsagtigt fiktive Bibel-spekulationer helt uden hjemmel i de vises gråskæggede råd, endsige ubesindigt mandehadske feminister uden hverken hovede eller hale.
Men som min 95-årige bedstefader opgivende sagde da hans hushjælp for fjerde gang i samme uge serverede forloren hare (thi hvad der serveres, bør altid være kommensurabelt med publikums gebis) : "Jamen er der da slet ingen fredningstid for forloren hare..."
Dog - så længe blot den suveræne fru Susanne Møller ikke falder for skinnet, så kan vi dog stadig tage det med humor: For humor er det hvormed vi mennesker tager, hvad vi alligevel ikke har en kinamands chance for at ændre noget ved. Selv i Ausschwitz var der således efter sigende humor...
Om vor allestedsnærværende indrømmet velbegavede og lærenemme yndling kan vi i øvrigt fortælle, at når han som en af få i vort land vist endnu ikke er på FB, da skal det nok forestille en gestus af aristokratisk individualisme uden dækning, og altså for så vidt en art simili. For man må tværtimod indrømme, at hvis nogen skal have æren for at have opfundet netværkeriet - aldeles endogent og utvivlsomt genetisk betinget - allerede længe før der var tænkt på FB, så er det vor mand og ingen anden. Og foreslår I nogen anden prismodtager desårsags, vil jeg være den første til at protestere, om det så skal koste mig mit embede.
For just deri består hans uomtvistelige og åbenlyst frugtbare originalitet (skønt originalitet og netværkeri ellers er notorisk komplementære træk i Bohr's forstand): Hvorimod hans lige så blæksprutteagtige poetiske butler og evige novice udi højtidelig "prosa", som det moderne veldresserede kulturborgerskab falder næsegrus for, fordi de har fået besked på det - heri alene forbliver hans fremmeligste elev og plagiator.
- Men for nu i livsbekræftende protest mod al den kulturelle opbyggelighed at give ud af vort eget formelige renæssanceoverskud i Queen Elisabeths ånd - så har vi i dagens anledning valgt at annullere samtlige vore græske tilgodehavender... Endvidere kan vi annoncere, at vi nu arbejder på den største civilisatoriske landvinding siden Edison opfandt glødelampen: Ja, for det kan simpelt hen ikke passe, at mens selv de mest avancerede farvefilm efterhånden udfases af digitale sensorer, så at selveste Kodak/Eastman må gå konkurs og overtages af Finansiel Stabilitet (ihukommende at Danmark med en ex-ministers ord snart er i stand til at købe hele Verden), så lever Edith Toiletruller fortsat i bedste velgående - uændret endog i sit logo lige fra Abrahams og Isaks dage...
Selv det smukke køn kan dagen derpå undertiden være et flovt syn. Dog ikke den purunge Queen Elizabeth I, hvorom hendes lærde tutor udi de klassiske sprog og discipliner Robert Ascham skrev: "Her mind has no womanly weakness, her perseverance is equal to that of a man....She has often talked to me readily in Latin ("Ni talar bra Latin") , and moderately so (!) in Greek. In adornment she is rather elegant than showy. Whatever she reads she at once perceives a word that has a doubtful or curious meaning. She cannot endure those foolish imitators of Erasmus, who have tied up the Latin tongue in fetters. She likes a style that grows out of the subject".
Det sidste lægger også vi os på sinde – hvortil kommer vort blasfemisk grænseoverskridende princip tillige med omhu at lade "the subject" vokse ud af det rene ingenting: "Apropos Intet", som også Gud nemlig skal have sagt, dengang han skabte verden af lutter kedsomhed.
- Ja, for man skulle jo nødig gå hen og blive "aktuel" - hvilket forresten minder mig om et kronikafslag way back, hvor den brave socialrealistiske redaktør venligt forklarede, at "selv om du aktuelt nok nævner Tor Nørretranders, så må vi osv." - Helt tovlig var man kort sagt endnu ikke blevet dengang, før man havde hørt om dopamin og ritalin; for "enhver har sine fortrin" - og den gode mand står skam også citeret i allerforrest i mit stående CV. For det kan være meget godt hvad man sådan går og indbilder sig, men erfarne og uvildige professionelles skudsmål er nu engang det eneste man kan fæste lid til her i verden.
Åh, apropos "professionel" må vi her fortælle, hvorledes en ung sort strudseberider engang trøstede en bekendt for hans skamfulde fiasko med at holde sig i strudse-sadlen med disse skønsomme ord: "Well, you know: We are professionals...".
Ja tak; - men hvis vi ellers kan blive fri for flere afbrydelser: Det først nævnte og selvoplevede mindeværdige citat forblev længe mellem mig og en kammerat en stående vits og et epigram over hin stands lejlighedsvise enfoldighed. Dette minder mig for resten om min grantante, en højborgerlig gammeljomfru, hvis tophemmelige recept for min barndoms elskede scones tydeligvis langt senere blev stjålet af von Hauen (javel, industrispionage kendes allerede fra Det gamle Testamente, for mon ikke det as usual var amerikanerne det stjal Pagtens Ark?).
Dette skal jeg dog være den sidste til at beklage, fordi hun derved gav mig særlige forudsætninger for at påskønne Proust, som jeg ganske vist endnu har til gode, til jeg engang i tidens fylde rettelig havner i kronisk statsforvaring et sted i den rådne banan, hvor jeg ikke længere kan genere nogen (hvem dog?).
Nå, men det var nu slet ikke det jeg ville fortælle om min grantante (her kan man jo dårligt skrive ”vor”), idet digressionens digression nemlig her kom til at overhale os så at sige telepatisk, som havde den allerede længe ventet på et passende påskud for omsider også at få et ord indført. Nej, her i huset holder vi os altid til emnet, og dette var, som man vil huske, ”verdens dom”. Min grantante forsøgte sig nemlig tillige som sanger: nærmere bestemt (for uden fokus hjælper selv et større talent end vort eget intet) som sangerinde!
Men verden forstod hende ej: Thi anmeldersken (ifølge min bedstefar klædt i giftiggrønt og siddende på første række) af hendes debutoptræden i Odd Fellow Palæet, skrev: ”Stundom tænker man på fugleskrig; stundom bringes man til at mindes fabriksfløjten, der kalder til samling...” Men lige som vi i førnævnte kronikforsøg dog fik et skulderklap med på vejen for et formildende "aktuelt" anslag, således fortsætter også min grantantes anmeldelse trøsterigt, som følger: ”Frk. K.G. udmærker sig ved en stor røst, om end med kun liden personlighed”.
Nu kommer pointen: For hvordan kunne jeg nu vide dette, hvis ikke jeg efter min grantantes død i hendes skrapbog havde fundet avisudklip med hendes få anmeldelser? Og det rørende var her, at just de eneste positive ord ”en stor røst” var understreget med rødt blæk. Jo, folkens: Verdens dom skal der ikke kimses af…
Uafhængighed af verdens dom er nemlig en guddommelig forret, men hos mennesker en art arketypisk blasfemi, der vækker frygt og afsky endog hos de ugudelige - hvis moral nemlig ingenlunde af den grund behøver at fejle noget.–Vi tør i øvrigt her gætte, at en sådan uafhængighed hos os mennesker nok oftere er en erhvervet end en medfødt egenskab. Vi skylder imidlertid her at oplyse om, at både Karen Blixen og Thomas Mann tværtimod ville bedyre: At selv Gud meget nødig ville undvære sit publikum. - Nuvel, det kan vel være – men i så fald opfinder vi da bare vort publikum, nu vi alligevel har hænderne oppe af lommen: Hvor svært kan det være? For publikum bør i enhver guddommelig sammenhæng alene være, hvad mr. "McGuffin" var for Hitchcock - et for fantasien befordrende gimmick.
Lad os i denne forbindelse også mindes Freud, hvis "Drømmetydning" i førsteudgaven kun solgte (bemærk forresten i det sidste ord det aldeles døvstumme og mildest talt noget ufonetiske "g") sølle 600 eksemplarer. Og da manden 40 år senere begik en bestseller, lød hans egen kommentar hertil: "Jeg må nok have skrevet noget frygteligt vås...". Og det havde han også - men manden kunne til gengæld skrive... Og så var han desuden gået hen og blevet "aktuel": Ja, I ved – kvindekvoter i bestyrelser og den slags...
Åh, for resten: apropos aktualitet, så lad os slutte af med dette citat af revyskuespilleren, polyhistoren og forfatteren af den vel mest læseværdige (og følgelig af fagfæller mest forhadte) europæiske kulturhistorie nogensinde, wieneren Egon Friedell (1873-1938): ”The worst prejudice we acquire during our youth is the idea that life is serious. Children have the right instincts: they know that life is not serious, and treat it as a game... “ Ja, for det er jo denne umorsomme og dog samtidig så ejendommeligt uærbødige og lavloftede alvor, der altid kendetegner aktualitetens afgud samt dens dyrkere. "Men hvad så med Syrien?" Jo, det er da alvorligt - men hele balladen kommer jo netop af al den fordømte alvor...
Vi skylder nu kun at besvare det åbne spørgmål, hvorledes en tekst, hvor det ene apropos formelig afløser det andet, ligefuldt af hårdnakkede gudsfornægtere kan blive frakendt logisk og diskursiv sammenhæng. For hvad i alverden kan dog være mere apropos - end et apropos?
Men meget vel: Kunden har jo altid ret, så hvis I insisterer, skal I da som ekstra nummer få noget der ikke er spor a propos, og som desperat leder efter et legitimt påskud, som I hermed har givet. Så after you, ladies. Og please fasten your seat belts.
- Man kan da snart heller ikke besøge sin fødeby forklædt som anonym og ukendt - og det med bragende bifald - uden straks at skulle læse, at professor Stjernfelt (nærmere bestemt Frederik Stjernfelt, for Gud og hvermand er jo i vore dage professor, hvorimod bemeldte kongelige fornavn er blevet en stor sjældenhed - hvilket beviser at det i vore dage giver højere status at være professor end at være konge) atter har deltaget i et fashionabelt københavnsk kulturevenement med kosmopolitiske overtoner: velsagtens adjuderet af ligeledes reglementeret udnævnte rationelle kulturdamer, der bestemt ikke vil forbindes med hverken pjattede dameblade, løsagtigt fiktive Bibel-spekulationer helt uden hjemmel i de vises gråskæggede råd, endsige ubesindigt mandehadske feminister uden hverken hovede eller hale.
Men som min 95-årige bedstefader opgivende sagde da hans hushjælp for fjerde gang i samme uge serverede forloren hare (thi hvad der serveres, bør altid være kommensurabelt med publikums gebis) : "Jamen er der da slet ingen fredningstid for forloren hare..."
Dog - så længe blot den suveræne fru Susanne Møller ikke falder for skinnet, så kan vi dog stadig tage det med humor: For humor er det hvormed vi mennesker tager, hvad vi alligevel ikke har en kinamands chance for at ændre noget ved. Selv i Ausschwitz var der således efter sigende humor...
Om vor allestedsnærværende indrømmet velbegavede og lærenemme yndling kan vi i øvrigt fortælle, at når han som en af få i vort land vist endnu ikke er på FB, da skal det nok forestille en gestus af aristokratisk individualisme uden dækning, og altså for så vidt en art simili. For man må tværtimod indrømme, at hvis nogen skal have æren for at have opfundet netværkeriet - aldeles endogent og utvivlsomt genetisk betinget - allerede længe før der var tænkt på FB, så er det vor mand og ingen anden. Og foreslår I nogen anden prismodtager desårsags, vil jeg være den første til at protestere, om det så skal koste mig mit embede.
For just deri består hans uomtvistelige og åbenlyst frugtbare originalitet (skønt originalitet og netværkeri ellers er notorisk komplementære træk i Bohr's forstand): Hvorimod hans lige så blæksprutteagtige poetiske butler og evige novice udi højtidelig "prosa", som det moderne veldresserede kulturborgerskab falder næsegrus for, fordi de har fået besked på det - heri alene forbliver hans fremmeligste elev og plagiator.
- Men for nu i livsbekræftende protest mod al den kulturelle opbyggelighed at give ud af vort eget formelige renæssanceoverskud i Queen Elisabeths ånd - så har vi i dagens anledning valgt at annullere samtlige vore græske tilgodehavender... Endvidere kan vi annoncere, at vi nu arbejder på den største civilisatoriske landvinding siden Edison opfandt glødelampen: Ja, for det kan simpelt hen ikke passe, at mens selv de mest avancerede farvefilm efterhånden udfases af digitale sensorer, så at selveste Kodak/Eastman må gå konkurs og overtages af Finansiel Stabilitet (ihukommende at Danmark med en ex-ministers ord snart er i stand til at købe hele Verden), så lever Edith Toiletruller fortsat i bedste velgående - uændret endog i sit logo lige fra Abrahams og Isaks dage...
Thursday, March 08, 2012
KVINDERNES DAG
SÆRBO, SAMBO - ELLER...
På denne dag må det være tilladt at være en smule kvindagtig. Men ærgerligt nok gider jeg ikke i dag, for når julesneen falder, og mine yndlingsfjender forskanser sig i deres iltfattige og indavlede iggloer, bliver mit sind endnu mere cool og hartad socialt indifferent end normalt.
Hvad skal det nu betyde? Det betyder at jeg er aldeles uberørt i ordets bedste forstand - selv om jeg skam kan bevidne at selv ret udmærkede kvinder stadig af og til trækker meget korte strå i tilværelsen; snart fra start, snart grundet en såre menneskelig mangel på rettidig omhu...
Hvilket sidste kan være en grund til at prise, at man ikke fik alt, men dog en hel del forærende - herunder det appendix, som i følge Freud skal være genstand for så stor misundelse, at nogle helst så at det gik samme vej som blindtarmen. Skønt det dog ellers er et livsområde hvor kvinderne alle dage har siddet med i bestyrelsen - selv om heller ikke de er helt uimodtagelige for bestikkelse.På den anden side er det rart at vide hvorfor folk kan lide en: Det er dog en ærlig sag; og så ved man hvor man har dem, og må selv afgøre om man køber konditionerne. Nå, men som sagt er det i dag tilladt at være kvindagtig, og derfor kan jeg lige så godt sige det som det er: Her i familien er det nemlig mig der skal bestikkes, og auktionen er heldigvis endnu ikke slut...
TVEBO!
Sukkerskåle og små skabe af enebærtræ bevarer i årevis deres sødligt krydrede duft. At save en tyk enebærstamme over tager sin tid, for årringene sidder uhyre tæt. Dyrehavens oprindelige indhegning bestod da også af naturligt imprægnerede harpiksduftende enebærstammer, der skal modstå råd endnu bedre end eg. Også aldersmæssigt kan denne nordlige cypres være med: En enebærbusk i den norske Finmark var hele 1100 år gammel, og for nylig blev en 800-årig stamme fældet af en vandal i Selma Lagerlöfs ak du skønne Värmland.
På denne dag må det være tilladt at være en smule kvindagtig. Men ærgerligt nok gider jeg ikke i dag, for når julesneen falder, og mine yndlingsfjender forskanser sig i deres iltfattige og indavlede iggloer, bliver mit sind endnu mere cool og hartad socialt indifferent end normalt.
Hvad skal det nu betyde? Det betyder at jeg er aldeles uberørt i ordets bedste forstand - selv om jeg skam kan bevidne at selv ret udmærkede kvinder stadig af og til trækker meget korte strå i tilværelsen; snart fra start, snart grundet en såre menneskelig mangel på rettidig omhu...
Hvilket sidste kan være en grund til at prise, at man ikke fik alt, men dog en hel del forærende - herunder det appendix, som i følge Freud skal være genstand for så stor misundelse, at nogle helst så at det gik samme vej som blindtarmen. Skønt det dog ellers er et livsområde hvor kvinderne alle dage har siddet med i bestyrelsen - selv om heller ikke de er helt uimodtagelige for bestikkelse.På den anden side er det rart at vide hvorfor folk kan lide en: Det er dog en ærlig sag; og så ved man hvor man har dem, og må selv afgøre om man køber konditionerne. Nå, men som sagt er det i dag tilladt at være kvindagtig, og derfor kan jeg lige så godt sige det som det er: Her i familien er det nemlig mig der skal bestikkes, og auktionen er heldigvis endnu ikke slut...
TVEBO!
Sukkerskåle og små skabe af enebærtræ bevarer i årevis deres sødligt krydrede duft. At save en tyk enebærstamme over tager sin tid, for årringene sidder uhyre tæt. Dyrehavens oprindelige indhegning bestod da også af naturligt imprægnerede harpiksduftende enebærstammer, der skal modstå råd endnu bedre end eg. Også aldersmæssigt kan denne nordlige cypres være med: En enebærbusk i den norske Finmark var hele 1100 år gammel, og for nylig blev en 800-årig stamme fældet af en vandal i Selma Lagerlöfs ak du skønne Värmland.
Botanik hører som skolefag til generationerne før mig, men jeg har dog siden lært at nogle blomster er udstyret med begge køn, andre ikke. Hos træer gælder ofte det sidste; men også hos dem forebygges penis-misundelse derved, at samme træ hos mange arter bærer både hanblomster og hunblomster.
Men enebærbusken er hverken særbo eller sambo, men "tvebo": En umiddelbart lidt tvetydig betegnelse, der dog betyder, at hin enkelte busk kun udvikler blomster af det ene køn. Derfor er det kun hun-buskene, der får bær. Men det er ingenlunde kun mennesker der kan få smag for gin: Silkehaler, dompapper og drosler kan nemlig efter sigende æde sig hønefulde af gærede enebær. Og det er én af grundene til, at jeg så dedikeret befrier dem for uopfordret ægteskabelig omklamring fra kvælende graner. I øvrigt helt upartisk uden skelen til om jeg derved forgriber mig på statens eller på den private ejendom.
Men enebærbusken er hverken særbo eller sambo, men "tvebo": En umiddelbart lidt tvetydig betegnelse, der dog betyder, at hin enkelte busk kun udvikler blomster af det ene køn. Derfor er det kun hun-buskene, der får bær. Men det er ingenlunde kun mennesker der kan få smag for gin: Silkehaler, dompapper og drosler kan nemlig efter sigende æde sig hønefulde af gærede enebær. Og det er én af grundene til, at jeg så dedikeret befrier dem for uopfordret ægteskabelig omklamring fra kvælende graner. I øvrigt helt upartisk uden skelen til om jeg derved forgriber mig på statens eller på den private ejendom.
Subscribe to:
Posts (Atom)