"JOHANNES BEVIS - DER VAR EN AFTALE!"

"JOHANNES BEVIS - DER VAR EN AFTALE!"

Så Johannes Døberen havde altså vitterlig en klar aftale med Jesus om efter sin død at lade ham overtage koncernstyringen, der således ikke beror på bekvemme retoriske tilsnigelser over det endnu varme lig?

Nattens drøm om ved uagtsom omgang med en el-installation at have forårsaget nedbrænding af hele to københavnske kirker trods forsynets adskillelse af dem med flere københavnske havnekanaler bemyndiger mig muligvis ikke just til så evangeliske associationer blot i anledning af en endog kulturradikal avisoverskrift. Og dog, og dog: Thi tilsiger ikke allerede Luther os at synde dygtigt for således gennem angeren at komme langt nærmere Gud end alle de skinhellige og gerningsretfærdige? Således forlyder det jo også at skurken Barabbas endte i Kristi efterfølgelse.

Hvis vi nu "Freudiansk" skiftede drømmens københavnske kirker ud med larmende københavnske bladhuse, der jo efterhånden helt har overtaget deres plads, så fik vi tillige en god overensstemmelse med det umotiverede kulturradikale islæt. - Samtidig med at vi klogeligt ikke alt for grundigt brænder vore broer tilbage til den kirkelige velsignelse - hvis rundhåndethed jo som bekendt er anderledes radikal end den blot kulturradikale ditto, som sjældent er det papir værd den er skrevet på.

For ganske som der er forskel på ægte kristendom og kulturkristendom, så må der skelnes mellem eftersnakkende kultur-tolerance og en intuitiv human dybde som hos den nylig afdøde maler Ruben Gelardi med sin arianske og nærmest jødekristne-islamiske kristendom, der stædigt, men lavmælt undsagde Treenigheden som en langt senere noget barok og ret beset blasfemisk tildigtning - der dog heller ikke skal have lov til at ødelægge vor økumeniske samdrægtighed. For kun fladbundede sind uden eget liv tiltrækkes og lyser op af unødigt politiserende konflikter med al deres ydre "dramatik" - såsom den dagens avisoverskrift i virkeligheden henviser til.

Også vor drøms fatale løse elektriske forbindelse har skam spor i den personlige empiri, hvormed til almindelig orientering og med særlig hensyn til mediernes psykiatriske darling Henrik Day Poulsen dog ikke ligefrem hentydes til el-stimulering af oxiderede hjernereceptorer. Vor beretnings kulturradikale islæt hentet fra dagens "Politiken" tilhører derimod ikke drømmen selv – med mindre vi da stadig drømmer... Men såfremt vi virkelig stadig drømmer, da kan også dette ubudne element med dets sære forening af kollektiv strømlinethed og amatøristisk selvfedme spores og forklares empirisk:

 For læste vi ikke forleden sammesteds, at Carsten Jensen nu er havnet på livsvarig kunststøtte – mens den netop afdøde maler Ruben Gelardi omvendt for nylig blev afslået et helt beskedent arbejdslegat under henvisning til talentets og arbejdernes kvalitet? Dette på trods af at han kom på akademiet allerede som 15 årig og tidligt blev anerkendt som noget nær et vidunderbarn på sit felt – indtil Janteloven indhentede ham…

Om journalisten Jensen, der i stil, humor og anliggender til forveksling minder om sin gamle fjende Georg Metz, intet ondt ord, for han er vist nok en flink fyr uden intrigevæsen under den ydre fromheds noget luftige kappe. Men jeg tør dog ydmygt bedyre, at jeg i de nævnte henseender desværre trods de største anstrengelser har så ringe lighed med Jensen, at det ikke behøver nogen forklaring, at ikke også jeg er blevet uopfordret betænkt af sagkyndige og stilsikre underjordiske udvalg af myreflittige gnavere, der aldrig sover og intet glemmer.

- Aktuel anledning har sluttelig også drømmens kirkelige islæt, der således ikke alene beror på drømmelivets velkendte forvrængninger: For jeg blev sent i aftes ringet op af en præst, der følte både Folkekirken, Loven og sig selv forbigået af afdøde Ruben Gelardis uformelle pårørende, der i mangel af familie har tilladt sig egenmægtigt at arrangere hans bisættelse i Metodistkirken i Rigensgade uden først at cleare deres forehavende med den retmæssige "begravelsesmyndighed".

Thi således hedder det nemlig – lidt i stil med det imponerende tyske ord ”Begrabungs-unternehmer”, der dog betyder ’bedemand’. Og ligesom alle andre praktikanter må også jeg straks med barnligt drengesind plapre autoritativt ud med hver nyt ord jeg hører, som havde jeg selv udmejslet det møjsommeligt, drevet af års stædigt gentagne og uafviselige erfaringer.

Vor kirkelige mands forurettelse er dog måske lige så meget på egne vegne som på Folkekirkens. For helt i humoristen Albert Engströms ånd - "Liget har selv bagt kagerne - værsgo og tag!" - påberåber vor mand sig nemlig en gammel aftale med afdøde uden hverken angivelse af udløbsdato eller promille, om at måtte forestå hans begravelse i tidens fylde. Hvem af de to, der dengang tog det både behjertede og fremsynede initiativ, vedrører i øvrigt ikke sagen, så lidt som den aktuelle promilles fordeling ved hin festlige lejlighed – og kan derfor allerhøjst have formiddagspressens interesse….

 Og ganske som en egenrådig gammel same i sin tid betroede mig, at han såmænd udmærket kendte havørnens rede og sagtens kunne skyde ørnen, hvis han ville - således betroede kirkens mand mig, at han såmænd den dag i dag ville kunne få begravelsen aflyst, hvis han ville: ja, at det i grunden næsten var hans pligt at berigtige denne procedurefejl – der nemlig tillige formelt må anses for at være i strid med ligets vilje som trofast betalende medlem af Folkekirken på de velkendte og gældende vilkår.

Nuvel, jeg tænder ikke på forhandlinger, administration og manipulation, der alene ejer den øjeblikkets uskønne sociale magt, hvori jævne folk gerne benovet ser ”begavelse” – men helt savner ånd til at modstå vejr, vind og tidens tand;- og jeg er da indrømmet heller ingen ørn til sligt.

Men det var heldigvis ikke svært at overbevise Kirkens mand om det pligtskyldige hensyn til alle de gæster der i tilfælde af aflysning i ellevete time ville komme til at gå forgæves til gravøl – og som næppe alle er stærke nok i troen til at vedligeholde både gejsten og branderten, indtil Marmorkirken med en træghed i stil med den bibelske jætte Goliats og Den Spanske Armadas omsider bliver mobiliseret – om så også med både Kristi og Pavens velsignelse.

Som et appendix til vor beskrivelse af Vesterlandets undergang skylder vi sluttelig at føje den eftertænksomme iagttagelse, at vor diskurs jo blev foranlediget af en aktuel avisoverskrift: For denne rummer nemlig en tvetydighed beroende på begrædelig moderne retskrivning: Således skelner man i moderne dansk retskrivning ikke længere mellem ”Johanne’s bevis” og ”Johannes’ bevis”, men skriver i begge tilfælde ”Johannes bevis”. Ved brug af gammel retskrivnings apostrof ville vor fatale forveksling af Enhedslistens ypperstepræstinde Johanne med Biblens Johannes Døberen således have været undgået og forebygget fra første færd.
Men heraf ser vi til gengæld endnu engang hvor inspirerende og livgivende fejltagelser, forvekslinger og ufuldkommenheder undertiden kan være – idet det nemlig også på tankens område gælder, at man skal vogte sig for den skinhellige gerningsretfærdighed, der bryster sig af under alle forhold at efterstræbe at tænke så fejlfrit og uklanderligt som muligt.

Dog tør vi ikke tage ansvaret for at opfordre andre til at følge i vort antikke fodspor: For hvis nogen nemlig skulle nære ønsker om at komme i betragtning som kommende ihændehavere af legater fra Statens Kunstfond, så ville en sådan grammatisk atavisme udløse en øjeblikkelig abort, idet man nemlig da vil genbruge den ubetalelige, ja næsten opfindsomme formulering hos et andet lærd udvalg engang, hvori det hed: ”…alene ansøgningen må ved sin ekstravagante facon anses for diskvalificerende i sig selv”.

FØDSELSDAGSTALE TIL ZENON

HOMEOPATISKE ØVELSER

En af gårdagens fødselarer på Facebook overvejer sin forpligtelse til at takke for opmærksomhederne. I så fald ville vi kunne udlede en forpligtende kaskade af indbyrdes tak for tak og ”selv tak”-buk i det uendelige - dog rimeligvis med en stedse afklingende hæftighed, gående mod nul.
Hvis processen skal afsluttes inden for et endeligt tidsrum - for ellers får vi ikke tid til andet resten af livet - må selve hyppigheden af udvekslingerne imidlertid eskalere i det uendelige. Omtrent som med Achilleus og skildpadden: Achilleus halverer hak for hak skildpaddens forspring i en numerisk træls uendelighed og vil derfor aldrig helt indhente den: Men han gør det nu alligevel, fordi det hele udspiller sig inden for et endeligt tidsrum. Halveringerne i overhalingsbanen sker derfor med stedse mindre tidsintervaller.

På FB ville vi straks have just den her skitserede misære, hvis blot det var teknisk muligt at "synes godt" om hinandens "synes godt om"-tegn. Den moderne klatreklasse tager nemlig absolut ingen unødige - endsige tåbelige - risici i de gensidige forsikringers og karrierekalkulationers ængstelige, men desto mere uimodståeligt henrivende marionetteater...
Men måske var det just derfor en idé at foreslå den unge hr Zuckerberg nævnte tekniske innovation: For i så fald kunne vi nemlig slå to fluer med ét smæk ved at samtidig at belægge "synes godt om"-tegnet med en Tobinskat øremærket til lutter gode formål, som selv Margrethe Vestager må kunne bifalde (åh ja, for det sker skam undertiden, at selv nyhederne er relevante i denne verden, hvor intet jo er helt vist).

Denne afgift vil som altid i sådanne tilfælde have en vis adfærdsregulerende virkning, hvilket var meningen: men også en vis fiskal effekt, hvilket ligeledes var meningen. Omtrent som ved fordums afladshandel: For uden en imponerende mænge syndere var der nemlig aldrig blevet råd til at opføre Peterskirken, hvorfor deres synder i en vis forstand var tilgivet på forhånd: Men det turde paven naturligvis ikke dengang vedgå offentligt, for så havde ingen rige syndere jo gidet betale det så nødvendige og følgelig i enhver forstand saliggørende aflad.

 Man tør forresten her drage den slutning, at den regulerende virkning især gjorde sig gældende i gruppen af syndere hvis økonomi ikke tillod investering i afladsbreve; hvorimod afladshandelens og vor egen nye Tobin-skats fiskale virkning omvendt især vil gøre sig gældende i gruppen af velbeslåede syndere. Vi står med andre ord her over for en veritabel Bohr’sk komplementaritet, idet de to nævnte aspekter jo samtidig ikke kan tænkes adskilt, men hører lige så siamesisk sammen som yin og yan.

En beslægtet overvejelse affødtes af oplysningen om at en forgivet kongeørn for nylig blev fundet død i Jylland: En lille han (hannerne er altid mindst)  med et vingefang på kun 186 centimeter. - Mange geniale "ornitopater" (med en af selv samme lidelse for længst afdød bekendts udtryk) har uafhængigt af hinanden tænkt følgende geniale tanke: "Man tror ikke at man har set en ørn – for hvis det er en ørn, så ved man det".

Det samme gælder nu også kærlighed samt elefanter, men i de tilfælde kræves ikke genialitet for at se det. Men det interessante er nu, at nogle gange forbliver vi dog i tvivl, skønt vi jo i så fald straks burde lade sagen falde. Ja, for hvis det nu er en meget lille ørn på stor afstand, så kunne det måske alligevel bare være en meget stor musvåge...

Parallellen til Achilleus kommer nu: I grænsetilfældene er vi nemlig i tvivl om, hvorvidt vi er i en grad af tvivl, der har gjort sig seriøst fortjent til samme betegnelse som krumtappen i Descartes erkendelsesteori. Hvis vi er endnu nærmere evidensgrænsen, er vi i tvivl om, hvorvidt vi er i tvivl om, hvorvidt vi er i tvivl. Og en Gunnar-Næsten-Nu vil ikke undlade at oppiske stemningen i det øjeblik også sidstnævnte tvivl bliver genstand for et spørgsmålstegn... Osv. i det uendelige.

Men der består nu alligevel en forskel på dette tilfælde og de foregående: For er vi i tvivl om, hvorvidt en ørn nu ikke bare var en stor musvåge, så kan den tvivl vare resten af livet - med mindre vi da foretager en abort, eller i det mindste en coitus interruptus: Hvilket dog i henhold til Paven kommer ud på ét - hvorfor vi ikke længere behøver at have nogen betænkeligheder ved abort...

Ganske vist beskrev vi ovenfor i den græske filosof Zenons ånd en uendelig kæde eller succession af tvivlstilstande, udvandede til det stadig mere homeopatiske. Men i tilfældet med tvivl er der blot ikke tale om en reel proces i tid, som i tilfældet var med Achilleus og med de indbyrdes taksigelsers uendelighed.

De forskellige grader eller potenser af tvivl ("ørn eller musvåge?") er nemlig ikke stadier i et dynamisk forløb, men derimod et helt frit udbud af alternativer, der imidlertid er indbyrdes uforenelige - måske lidt i stil med Kierkegaards eksistentielle stadielære. Eller som på svenskernes Systembolag, hvor der nok er frit valg på alle hylder, men jo til gengæld grænser for hvor mange ønsker man kan få opfyldt ved samme besøg.

Nogle læsere kunne nu frygte at dette er en gratis smagsprøve og et abonnementstilbud på Politikens nye kulturtillæg. Lad os derfor gå til bekendelse og tilstå, at dette tværtimod er en reklame for Systembolaget. Ikke sådan at forstå, at vi på nogen vis skulle stå i åndelig gæld til Systembolaget - thi alle urenheder kommer indefra, og det samme gælder renheden.

Nej, men tro os på vort ord: På besynderlig vis høres nemlig i dette øjeblik fra vor PC en kvindelig reklamestemme med tilbudspakker fra just Systembolaget: - formodentlig hidkaldt af en eller anden ubegribelig kommerciel søgerobot på FB (nævn aldrig mere Jahves navn på FB), for hvilken hr. Zuckerberg utvivlsomt tager sig så rigeligt betalt, at han burde være stor nok i slaget til i den gamle græker Zenons navn frivilligt at indføre bemeldte innovation med vor tilhørende nye version af Tobin-skatten.

Som årvågne læsere har bemærket, har FB således i dag spillet en vis befordrende rolle, som vi vi hermed transponerer til bloggens toneart, ihukommende den gamle sentens at mediet er budskabet – hvilket nu kan siges mere eksakt med Karl Marx ord om åndslivets gæld til det materielle livs omstændigheder, selv i dets mest sofistikerede reflekser og refleksioner. Ånden barsler sjældent helt ud i det blå – men ligesom ved grundforskning triumferer den ikke desto mindre højest, når forbindelsen til virkeligheden ved abstraktionens kraft antager formelig homeopatiske dimensioner af udvanding, at sammenligne med vor formelle titulatoriske pligtskyldighed ved tiltale og omtale af de kongelige.

Et eksempel på at sådanne materielle reflekser dog ikke må tages alt for bombastisk, men stædigt tilstræber emancipation fra sit substrat, er det forhold, at allerede ordet ”refleksion” på åndslivets område er afledt associativt af reflektioner i vand som en mental refleks heraf. Her er det danske sprog ene af alle nemlig så filosofisk genialt, at det ortografisk skelner mellem fysiske reflektioner, der staves med ”t” – og mentale refleksioner, der med kongelig eneret staves med ”s” som i ”splitflag”, hvilket rimeligvis er finere.

Og dog forlyder det fra sikre kilder, at selv de mest abstrakte matematikere dog skal være allerstoltest, når en model med demonstrativ mangel på enhver virkelighedsforbindelse overraskende nok alligevel senere viser sig at være kommercielt eller empirisk
afanvendelige: For ligesom en tryllekunstner helt uden virkemidler intet har at trylle med, og ligesom en jazz-artist helt uden nøje forlæg i en konkret melodi med en alkymistisk urokkelig grundstruktur ikke har noget at improvisere over, således består også i vort tilfælde kunsten i hvor meget man kan på ud af hvor lidt, og hvor meget frihed der dog mirakuløst kan aftvinges bundetheden - kort sagt i selve transformationsprocessen.
Hvad ville Houdini således have været i en verden helt uden bure? Skaben helt ud af intet overlader vi derimod til Gud som et fænomen, der i henhold til teologerne formodentlig alene lader sig forklare ud fra den allerstørste kedsomhed.
For dem der er mere kosmiske i slaget og derfor ikke i humör til ovenstående homeopatiske flueknepperi (sig så ikke oftere at vort sprog er gammeldags!) - må vi som kompensation dele sol og vind lige ved at anföre et kosmisk regnskab af en anderledes grandeur.
Hvis jeg giver dig 100 kr, og vi oprindelig var ligestillede, vil du dermed mirakuløst nok blive hele 200 kr rigere end mig - og det beror ingenlunde på sådan gnieragtigt gentagelsestvang som den, hvormed Brun Rasmussen beregner sig auktionsgebyr fra både køber og sælger. - Hvis jeg imidlertid allerede i forvejen er rigere end du, vil der ved transaktionen tvärtimod ske en ökonomisk udligning - men ligeledes belöbende sig til det dobbelte af det overförte belöb. Forskellen i vor formue vil således ändre sig snart til det värre eller til det bedre - men i begge tilfälde altså med det dobbelte belöb.

Det hedder sig undertiden, at endog selveste Big Bang skal väre en formelig gräsk underskudsforretning på lånt tid. I tilfälde af at lånet for at göre en dyd af nödvendigheden i tidens fylde ved en art kosmisk gäldssanering må konverteres til en foräring for ikke helt og aldeles at lamme låntagerens arbejdsmoral, - forsikrer man fra samme pålidelige kilde om, at der også i dette tilfälde bliver tale om en overföring, der fordelingspolitisk set andrager det dobbelte belöb af det nominelle - omtrent som det også siges at väre tilfäldet med syndernes forladelse ved Kristi soning.
Men så kan I altså heller ikke göre krav på ankeret - vi siger det bare på forhånd...Det forholder sig nemlig her ligesom dengang jeg som avisbud fik tildelt en dobbelt bøde for at køre både uden lygte og imod gadens ensretning - men dog efter en kunstpause fik lov til at nøjes med den ene af de to bøder: men med den udtrykkelige klausul, at enhver art klage straks ville resultere i den ved skammelig vilkårlighed forfordelte bødes genindsættelse i dens oprindelige rettigheder.

- I övrigt beviser vort indläg sluttelig at ensom kummer ikke altid er den bedste inspirationskilde, idet anledningen i dag tvärtimod var den opdagelse, at vor kummer dog ikke var helt så jammerlig som frygtet

Idet vi som tilforn undlader at bringe i klassisk forstand faglige tekster andet end undtagelsesvis, idet mediet bør være en egen genre og ikke et depot for antikke manuskripter - vil vi fremover fortsat med passende mellemrum give drypvise eksempler på hvordan også Facebook kan udnyttes som en egen litterær genre, i vort eget tilfælde forresten lige fra dag 1.