Sunday, February 10, 2013

LARS HEDEGAARD - OM MENNESKELIGE FEJLTRIN OG GUDDOMMELIG FORLØSNING




Her gik man og troede, at mord for længst var forbudt her tillands. Hvis bare man havde vidst at det åbenbart stadig er et hot debatemne, som kan gavne ikke alene trykkefriheden, men også trykkeribranchens velbefindende - så havde man rigtignok ikke sådan gået rundt og tøvet i ungdommen som en anden Hamlet, hvis veltalenhed jo ligeledes efterhånden voksede hans trykkefrihed langt over hovedet…

Nogle fristes til selvmord for at vinde sympati, andre risikerer hellere at blive myrdet. Det betyder dog ikke at de så også "fortjener" at sejle i deres egen sø uden henholdsvis lægernes og politiets bistand. Det modsatte standpunkt kan dog heller ikke uden videre dogmatisk hævdes: For det må vist afgøres fra sag til sag, og meningerne kan være delte - uanset hvad hædersmand med oprejst pande og selvsikkerhedens nådegave kan finde på at deklamere i den bedste sendetid.

Hvis man vedvarende provokerer og sm
æder Hells Angel, kan det ikke undre at man før eller siden bliver udsat for æreshævn. "Vi advarede ham jo venligt utallige gange, men han fremturede uhæmmet!" Javist - ganske ligesom Biblens Job, der på samme vis nægtede at lytte til gode venners råd og derfor fik løn som forskyldt.
Men ulovligt er æresdrab jo naturligvis likförbannat, hvis man ikke lige er Gud selv. For
 overlagt drab er nu engang forbudt i vort tilbagestående land, endog hvis ofret er en slyngel fra Hells Angels og ikke har fortjent bedre. - Ligeledes er det forbudt at undlade at benytte helt åbenlyse muligheder for at forhindre et selvmords fuldbyrdelse - selv om der naturligvis findes en gråzone af grænsetilfælde: Dels alle diffuse tvivlstilfælde,som kun nære pårørende kan aflæse; dels de tilfælde, hvor afdøde omvendt har handlet helt dedikeret, adviseret nøgternt og velovervejet i god tid, skrevet udførlige breve til efterladte osv. (Ja, naturligvis har jeg ikke undersøgt sagen, men sådan må det rimeligvis være - om ikke andet. så velsagtens i et af vore nabolande, som hermed anbefales som statslig rollemodel)
.Alt dette gælder helt uanset spørgsmålet om trykkefrihed eller ej: - For selv hvis nogen har forbrudt sig mod en anden lovparagraf såsom blasfemi-paragraffen, er det naturligvis stadig forbudt at slå ham ihjel. Og selv hvis vi indfører dødsstraf for visse typer af ytringer, så har lovbrydere stadig ret til ”a fair trial” og bliver ikke fredsløse eller statsløse af den grund.

Men nu har vi jo allerede ytringsfrihed og trykkefrihed med visse begrænsninger, så dagens martyr i skysovs Lars Hedegaard er jo ikke engang forbryder: "Hurra, hurra, den skål den ska han ha; han ska leva, han ska leva!"

Ja tak, ja tak - det er godt nu... Men heraf følger nu på ingen vis, at Lars Hedegaard partout skal ophøjes til en hædersmand, bare fordi han selv har lidt uret. Således præsterede jeg selv engang at stjæle et friskfanget bytte fra en autoriseret cykeltyv: blot med det ene formål at undersøge strengt eksperimentelt, om han mon derved skulle blive forvandlet til en hædersmand, ligesom når frøer og franske vinbønder undertiden ved et kys alkymistisk forvandles til prinser - ja, hvorfor ikke også til konger? Men ak: Synderen fortrak ikke en mine og fremturede ufortøvet i sit embede.

Men Lars Hedegaard har dog indrømmet forbilledligt frygtløst benyttet sin ytringsfrihed og har endda ligefrem forsvaret selve ytringsfriheden  - men også den er jo ganske ligesom forbuddet mod mord for længst lovfæstet i forvejen, trods subtile gråzoner af tvivl og debat.

Men lige som vi er nogle der finder det sporty at løbe panden mod mure, der ikke har fortjent spor bedre - så er der åbenbart andre der foretrækker at løbe åbne døre ind i henhold til omkvædet "gør porten vid, gør døren høj". - Men som min egen far - tydeligvis vor tids svar på NT's Josef - noget forbløffet udbrød, da han på et beskedent provinshotel i Betlehem af nævnte grund rettelig straks blev tilbudt brudesuiten med et badekar i extra large som husets særlige stolthed: "I am not a rhinocerous..."

Nuvel, nok om voldsofre: alt for megen pylren kan nemlig gøre langt mere skade end klodsede drabsforsøg og kan derved tillige fremkalde attentatmændenes professionelle jalousi. Og just den art jalousi bør man erfaringsmæssigt frygte næsten lige så meget som Herren, og det endog selv om man på ingen vis formår at leve af sin  "profession" - hvad der nemlig kun føjer spot til skade som en særlig ondsindet hån mod alle os der kan....
Altså ikke mere om ofrene, for her skal sol og vind deles lige. Hvad æreshævn angår, så kunne både de radikale muslimer og rockerne nemlig rettelig kan tage ved lære af samfundets officielle eliter og fremover finde lovlige - men ofte endnu grusommere - veje til at opnå det samme: nemlig den formasteliges pinefulde undergang.

Den schweitzer der i sin tid sladrede til EU-kommissionen om de hjemlige kemikoncerners miljøforsyndelser, fik som straf for sit "landsforræderi" sit liv ødelagt; og hans hustru begik selvmord grundet pres, trusler og misinformation mm. Her blev selv lovene vist stærkt bøjet i fædrelandets navn, hvis da ikke helt brudt.

Frank Grevil-sagen om Forsvarets Efterretningstjenede havde delvis en lignende karakter. Mere velkendte og nærliggende eksempler skal dog for denne ene gangs skyld lades helt uomtalte...

Men i sådanne sager er der dybest set sjældent større forskel på muslimerne og os andre - bortset fra at de altså er mere langt forstyrrede, frustrerede og misinformerede i forvejen. Ja, selv Trykkefrihedsselskabets kompromisløse hedsporer er såmænd nok heller ikke ret meget bedre på bunden: For menneskeer der er så alvorligt optaget af at udbasunere deres budskaber, er ikke altid klare over deres inderste følelser og ønsker..Men én ting kan vi til gengæld nu alle blive rørende enige om, efter at vi har fornærmet et repræsentativt udsnit af retsindige borgere: At selv om mord fremdeles er forbudt - så gives der dog altid nogle, hvis død vi hver især personligt ville være de sidste til at beklage...
- Nej, mener I virkelig det? Nå, men i så fald er ovenstående da ikke blevet skrevet helt forgæves. Eller som en profetisk gammel købmand på den jyske hede skal have udbrudt ved radiomeddelelsen om, at Hitler nu også havde invaderet Sovjetunionen: "Nå, men så er den sag jo afgjort..."...

Om trykkefrihed samt velmenende redaktionel bistand i almindelighed sluttelig kun dette: At selv om begge dele indrømmet kan være inspirerende, så kan deres massive fravær for den rette også være det: - For da bliver det sidste gerne endnu værre end det første...

Sidstnævnte bibelske motto har for resten bred gyldighed. Således talte jeg forleden med et medlem af Eventyrernes Klub, der havde udfordret både Himalaya og Amazonas uden at brække nakken på det - blot for i sit otium som fodterapeut at pådrage sig en operationskrævende nakkeskade.

Men hör och häpna: Det allersidste blev nemlig med forbilledlig grammatisk logik tillige det allerværste: Ja, for privathospitalet Hamlet opererede nemlig ved en såre menneskelig fejltagelse i produktivitetsstigningens og resultatkontrakternes hellige navn den skadede nakkehvirvels arisk upåklagelige sidekammerat: Og af særlige anatomiske grunde lader det sig desværre ikke gøre at foretage den operation på hverken begge siamesiske tvillinger eller begge gode sidekammerater.

Tilfældet minder mig om den gamle Hitchcock film, hvor en pålidelig lejemorder af den gamle stamme før sædernes forfald ved en tilsvarende menneskelig fejltagelse hyres til at dræbe en helt uvedkommende person. - Herunder er det umiskendeligt Hitchcock'ske og velgørende udanske nu er dette: At da lejemorderen får at vide, at det bliver en "ommer" – men naturligvis atter engang til den aftalte pris grundet mangel på stordriftsfordele - , så falder lejemorderen lårklaskende omkuld af krampelatter under omkvædet: "The wrong man, the wrong man, the wrong man......".

Som om han lige havde hørt verdens bedste vittighed....

Eller som om Lars Hedegaards behjertede attentatmand ved en fejltagelse i stedet var kommet til at skyde Bo Lidegaard eller Margrethe Vestager.- Og beskyld os så ikke oftere for ligesom Organet for Den Høyeste Oplysning og TUBORG kun at levere til Hele Den Danske Elite...

Saturday, February 02, 2013

VED 200-ÅRET FOR MODERSMÅLSELSKABET....


 

 


 Som gymnasiast (en profession der sidenhen er blevet højeste mode i kultursektoren), blev jeg med rette korrigeret for i mine dengang endnu noget alvorlige danske stile (thi sådan må rækkefølgen være, hvis ikke begge dele skal være noget juks, ganske ligesom man jo ved firehændige klaverstykker tålmodigt først må øve hver hånd for sig) at anvende udtrykket "en af de eneste, der osv": For der kan jo dog selv på en god dag højst være én eneste - andet ville så at sige være åndeligt bigami og et kors for tanken på lige fod med Treenigheden og EU-kommissionen.

Siden er nævnte esoteriske pluralisform ikke desto mindre gået hen og blevet fuldt legal: - For som med prostitution og narkotika gælder åbenbart også her, at det dog er bedre at det sker ved højlys dag og under ordnede forhold for alle parter, end at i forvejen svage sjæle tillige må gøre både sig selv og andre til forbrydere for deres lasters skyld.

 Men se, i mellemtiden er man selv blevet stejl af lutter loyalitet mod sin gode gamle dansklærer - der ellers i litteraturhistoriens navn med klogelig defaitisme bevilgede, om ikke betingelsesløs overgivelse, så dog komplet carte blanche trods en dengang anderledes snørklet (men endnu umusikalsk) syntaks, som nemlig endnu ikke var udtryk for åndens suveræne valg - idet det hermed forholdt sig som med ufrivillig vandladning og anden afgang, der jo trods misundelsesværdigt ungdommelig strålestyrke er lige så uskøn i sengen, som ufrivillige synkoper er det i musikken.

 Kort sagt insisterer jeg fremdeles monoteistisk på singularisformen "den eneste, der.." - helt uden skelen til oplyste og integrationsbefippede studieværters demokratiske anbefalinger.
Men dette var nu kun præludiet til hvad vi egentlig ville sige, ihukommende at hovedsagen kun sjældent har fortjent bedre end at være det nødvendige påskud for noget bedre, omtrent som startbanen for et sportsfly - eller som store mestre for den posthume og dunskæggede skare af sorgløst eftersnakkende og festtalende små overmænd og svigermors stoltheder, som far lige skulle have oplevet.
- Og hvad vi egentlig ville sige, var dette: At en af de eneste håndboldspillere, der formår at aftvinge mig en smule interesse, er ham dér Johannes Riis  - og det s
kyldes nu mest alle de historier om doping.. Og med nyhederne har jeg det oftest på samme vis...
På lignende vis betroede en urgammel københavnsk læge mig engang: "Sport har aldrig nogensinde interesseret mig det fjerneste - men at se sådan et par bomstærke negre tærske løs på hinanden: Det kan jeg sgu godt lide!"

Friday, February 01, 2013

DOPING - OG "DOPING"


A MATTER OF GRAMMAR - A CASE FOR LUND

Så blev man da over morgenkaffen orienteret om cykelsportens dramaer - vidste slet ikke at sport kunne være så interessant, endsige så morsomt. Ligesom kærlighed er det i bedste fald noget man bare gør uden alt det øl-pladder - men man tilhører vel også heri den gamle skole.
Doping i sport er ganske ligesom plagiat i åndslivet: Hvis alle undtagen nogle få anstødelige atavismer fremturer aldeles uhæmmet med det, så står de jo stadig sportsligt lige indbyrdes, blot med alle de samme nymodens hjælpemidler til rådighed: Omtrent ligesom lederskribenter, for hvem der jo helt åbent og redeligt er tale om en eksamen i real time med alle hjælpemidler tilladte - vel at mærke inden deadline som den urokkelige, begrænsende faktor.
Og vist så: Nogle har vitterlig mere talent for illusionistens behændige "doping" end andre; så også heri består såmænd et element af ægte konkurrence. Men vinderne bør så roses af de rette grunde og ikke tillige prises for egenskaber åbenlyst hinsides deres "smukke genom", forbilledligt frit for skønhedspletter og synkoperede mutationer.

Thi det forholder sig nok her som med rødhårethed, der jo i modsætning til skaldethed ikke kan erhverves. Her taler en mand med erfaring: Det første projekt mislykkedes nemlig ynkeligt hver gang, hvorimod det sidste kom helt af sig selv og uden hormontilskud. Og når man ikke får den man elsker, så må man jo elske den man får - og jeg er godt tilfreds med mit hår.

Sluttelig kan vi benytte emnet som en lille skolastisk øvelse i den klassiske gamle distinktion mellem "nødvendige betingelser" og "tilstrækkelige betingelser": Nu om stunder er doping således tilsyneladende en nødvendig betingelse for at vinde i sport - men jo stadig ikke nogen tilstrækkelig betingelse for Kong Valdemars Sejer. Ja, for lur os om der ikke allerede i morgen tidlig på TV-er-eller-andet står en højt betitlet rod og foredrager anderledes pædagogisk lysende over dagens pointe - men naturligvis med en helt anden musikalsk omhu med de grammatiske interpunktioner.