MORDET PÅ KIERKEGAARD - ANY WITNESSES?

KIERKEGAARD SHOW
Årets utvivlsomt mest Kierkegaard'ske SK-indslag handlede af selv samme grund mest om alt muligt andet - hvoraf det mest anarkistiske dog var det mest sindrigt planlagte.
Myndighederne forsøgte naturligvis i vanlig orden til det sidste at forhindre showets afholdelse under påberåbelse af alle tænkelige paragraffer om racisme, blasfemi, gadeuorden, støjgener, tuskhandel, gadesalg, børnemishandling, falskmøntneri samt rufferi - men ak: forgæves, forgæves...
- For de Anonyme Alkoholikere har aldeles ret: "Mod visse ting kæmper selv guderne forgæves, og vi er nødt til at acceptere de ting i livet, som det ikke står i vor magt at ændre". Ja - og Anonyme Alkoholikere burde da også for denne visdom tildeles en medalje - men da det just hører til en af livets umuligheder at overrække medaljer til anonyme modtagere, har vi dog valgt at beholde medaljen selv - og det så meget mere som det nok er den eneste medalje vi har realistisk udsigt til at modtage i Bermuda: hvor sjælen nemlig ikke får fred, før samtlige støjende ønskebørn både har fået mandelgaven samt er blevet udråbt til kattekonger ved Fastelavn som trøst for, hvad der blev dem nægtet ved fødslen.
Hvad hjemmelavede medaljer angår, tør vi dertil hævde, at helhjertet partenogenese dog er en langt ædlere kunst end halvhjertet indavl: For lige som hjemmebagt brød og hjemmelavede pengesedler vel må kaldes den ægte vare, så er det også sandt, at den medicin som lægen foreskriver og tilbereder for sin egen del, rimeligvis bør stå til troende - hvorimod hans øvrige patienter tit og ofte må nøjes med snart tarvelig kopi-medicin for masserne, snart eksperimenterende løse skud i tågen...

"HVAD SIGER IKKE KIERKEGAARD?"-
 - "Ork, masser - jeg siger Dem: masser!"

Hvad enten I er til Kierkegaard eller ej - I kommer ikke til at fortryde det. Hvad enten det handler om Kierkegaard eller ej - I kommer ikke til at fortryde det. Hvad enten I kommer privat elle er professionelt sponsorerede - I kommer ikke til at fortryde det.
 - Hvis man grangiveligt ligner en indvandrer, vil de fleste bestemt mene at kunne skelne et strejf af fremmed accent - selv om man er opvokset i Danmark. Forventningerne illuderer os, og på den måde får vi en overraskelser til gode - og det har vi rigtigt godt af.
 . I skoleklasser inviterer fødselarens mor altid klassens anden fødselar med samme ankomstdato på lige fod med klassens øvrige børn - vel vidende at han er lovligt undskyldt. For de to respektive mødre afholder jo i virkeligheden dermed en lille konkurrence om, hvis hjem det er mest attraktivt at gæste: Og her plejer Strandvejsbørnene at gå af med sejren, med fri bar uden mindstealder.

 Så hermed endnu en lille KIERKEGAARD-indbydelse blandt så mange - men dog næppe helt som de andre...:

- DA mine få tilbageværende forseglede brillepuds-servietter i forvejen lå spredt stokastisk tilfældigt ud i mit bohave, besluttede jeg som en resolut rationaliseringsforanstaltning allerede ved morgenstunden at forbedre mit liv ved usentimentalt at kassere den tomme æske, der oprindelig havde rummet dem, og som nu alene levede højt på fordums ære- men altså ingen praktisk funktion havde, og kun ringe affektionsværdi.

Imidlertid viste antallet af løse servietter sig ved nærmere eftersyn at vokse støt: Omtrent ligesom når man har fået øje på et møl for snart efter at opdage, at møllet ingenlunde er helt alene i verden. Eller som når politiet efterlyser vidner i en tung mordsag - hvorefter der nemlig melder sig snesevis: ikke blot af vidner, men også af behjertede idealister, der villigt påtager sig både skylden, æren og ansvaret for mordet og ikke sjældent i den anledning tillige har begået et politisk manifest.

Til slut stod det mig klart, at alle de små forseglede brilleservietter passende burde placeres i et centralt depot. Og den tanke tvang mig så atter til at genopfinde den dybe tallerken og give den kasserede papæske en renæssance i stil med Kierkegaards genopfindelse ved sit 200-års jubilæum - der jo især for overlevende møl fra den Kierkegaardske hose-kollektion giver rig lejlighed til en både eksponentiel og veltalende opformering.

I den anledning må det være os tilladt at reklamere (siden ingen andre gør det) for vor lystige KIERKEGAARD-SCEANCE "GJENTAGELSEN" på CAFÉ BLÅ TIME søndag 12 maj kl. 17.30. Jeg har i den anledning også indbudt Thomas Mann-kenderen pastor Claus Oldenborg for at høre, om Mann mon kan belyse et genkommende skæbnemønster, som Kierkegaards eget liv efterhånden kom til at bekræfte.

 APPETIZER:

FORHENVÆRENDE MEJERIST HENRETTET VED DAGGRY

Skønt forhenværende avisbud... - Åh: vidste I at prædikatet "forhenværende" dokumenteret er fuldt ud egnet til nekrologer, og hvorfor ikke også til mindesten? - Selv om man jo ellers skulle synes, at de tålmodige runeristere med sindrig dovenskab var ekstra opmærksomme over for overflødige pleonasmer: Thi som en gammel vestjyde sagde: "Det er et dårligt hoved der ikke kan holde kroppen fri for at arbejde..."

Digressionerne vælder ind så tidligt i forløbet, at de dårlig kan kaldes digressioner, idet hovedtemaet nemlig prompte degraderes til præludium med samme hast som den, hvormed lovlig gode hoveder lige så velfortjent degraderes til sufflører for nomenklaturens vidunderlige ønskebørn – kortere sagt: vidunderbørn –, såfremt de mod forventning skulle have sneget sig forbi dørvogterne i disses længe imødesete frokostpause, der nemlig på samme vis gerne indledes med et snorkende præludium.

Og nu kunne også vi måske få lov at få et ord indført? - Altså: Skønt forhenværende avisbud er jeg ikke noget A-menneske, selv om alle reglementerede henrettelser på linje med avisudbringningen nu engang eksekveres ved daggry: alene for at de dømte ikke skal nå at få noget ud af deres sidste dag, skønt de som spot føjet til skade dog før deres allersidste kommentar til verdenssituationen på falderebet får lov til kvit og frit at modtage dagens valgfri avis - i øvrigt på linje med avisbudene selv. Lederartiklerne skal nemlig her i henhold til garvet fængselspersonale være de foretrukne, idet tiden kun tillader skimning af en enkelt artikel.

Hermed være det endelige og uomtvistelige kvalitetskriterium givet, folkens, hinsides gratis snak. "Javel, men hvis nu de dømte fik lov til i stedet at vælge Kierkegaard eller Holberg - for slet ikke at tale om den seneste ubetaleligt tørre afhandling om disses næsten lige så ubetalelige humor?"

 SNIK-SNAK: Sådan siger alle de dårlige tabere, der i allerede ved studentereksamen beklagede sig over deres karakterer, og som altså nu nægter at bøje sig for markedsmekanismens Newton'sk ubarmhjertige lov og fremturer med deres leninistiske pukken på folkets ufuldkomne oplysning - som netop dagens avis og da isærdeleshed lederen nu ellers skal råde bod på, om det så skal ske med vold. - Hvilket sidste sluttelig minder mig om en bekendt, der om en uhyre korthalset dame sagde, at hun så ud som om hendes hovede var sat på med vold.

Men hør : Er dette nu også korrekt dansk? Tja – fråga Lund...

KÆRLIGHEDENS SMERTE

En af de kvinder der har været tossede nok til at tilbyde ægteskab uden afsæt i snusfornuftige globale betragtninger om komparative fordele, var både køn og velbegavet, men havde i meget ung alder trukket sig ud af den krævende virkelighed.  Ikke sådan at hun led af vrangforestillinger, hørte stemmer eller var autistisk indelukket. Hun huskede alle bekendte som jeg i tidens løb præsenterede hende for, i detaljer, og kunne næsten altid sige nogle intuitivt rammende ord om dem alene på det grundlag. Men hun var endnu mindre end jeg selv nogen passioneret elsker af Freuds realitetsprincip; og da jeg desuden kan være noget vankelmodig, kunne jeg næsten genbruge en bekendts ord til en debil ældre dame der engang foreslog ham ægteskab: ”Åh tak, men jeg føler mig stadig for ung til at binde mig…”

Måske var det mig der tog fejl, for minus gange minus giver dog i nogle sammenhænge plus. Og hvem kan sikkert skelne mangel på mål og fokus i livet fra en psykiatrisk diagnose. Hvis jeg havde haft større tro på livet og turdet sige ja? Verden, herunder arbejdsmarkedet, har det dog med at vise en vis respekt og hensyntagen til familiedannelsen.  Pigens fokus og energi i situationen fejlede intet og kunne måske have været hendes frelse trods en måske unødig tidlig psykiatrisk debut. Min nænsomt tøvende vedholdenhed bragte hende en overgang næsten fra forstanden – hvilket kunne være en anledning til at spørge sig selv, om en forudsigeligt håndfast grobrian ikke mange gange er mindre skadelig end et bange og ubeslutsomt fæ.

Bevares, jeg følte ikke at jeg havde meget verdsligt at tilbyde en kvinde med ønsker om at få et barn, eftersom jeg allerede dengang eftertrykkeligt havde fået bekræftet, at hverken den siddende elite eller den klatrende middelklasses talrige små aspiranter agtede at indrømme mig en tøddel, hvis de da eller kunne undgå det. Og det kunne de, for jeg havde kun haft letsindigt overbærende smil til overs for hine enkelte der rådede mig til at få min første bog godkendt som ph.d. afhandling. Når man ikke i naiv forstand først angler efter verdens ”godkendelse”, men alligevel forventer efterfølgende anerkendelse, vil det nemlig oftest gå som William Blake skriver: ”Aldrig måtte ørnen vente så længe som dengang, da den bad kragen om hjælp”. For i nævnte position vil verden uvægerlig opleve en utilgivelig miskendelse.

Dertil var mit eget fokus for uklart, for der boede flere sjæle i mit bryst, og de regerede som et polsk parlament. Vort forhold ændredes grundet min bornerte forskrækkelse over pigens maniske beslutsomhed til et venskab, og mine følelser for hende blev stadig mere den beskyttende ømhed man føler for sit barn, sin mor eller søster. Agape er smuk, men hvor der samtidig hersker en stor eros-asymmetri, bekræftes dog atter den grusomme sandhed, at den der elsker mest, lider mest. Pigen genvandt aldrig fordums fokus og handlekraft, som hun måske kunne have opnået, og hun fik aldrig et barn. Hendes glæde ved den mindste opmærksomhed, ved ethvert besøg og ved enhver opringning forblev intakt. Som hun under sin langt senere sygdom sagde: ”Jeg ved godt at jeg alle årene har elsket dig for meget!”.

Hun levede i sin hjemby en beskyttet og ret begivenhedsløs tilværelse, men var sidenhen næsten altid livlig og i godt humør, selv om hendes rastløshed umuliggjorde langvarig koncentration. Den store verden havde hun for længst afskrevet, men hendes stemme og hendes blik forblev forunderligt klare. Og når jeg undertiden nævnte egne kvaler, var hun uklanderligt fornuftig. Måske havde den ven ret, der i sin tid havde sagt: ”Mange kvinder i den situation er hysteriske, gift dig med hende og få et barn, så går det over!”. Men pigens vanskeligheder med realitetsprincippet kunne måske også have givet bagslag, for hendes psykiatriske debut udløstes i sin tid af en abort.

Aldrig før eller siden har jeg grædt så meget og så bittert som da hun fik konstateret en livmorderhalskræft, hvis snigende symptomer hun havde ignoreret i mere end et halvt år. Hvis jeg i den periode havde set mere til hende i hendes svenske hjemby, spurgt mere ind til hende i telefonen – så havde hun måske betroet sig i tide i stedet for som nu kun at ymte et par ord til en veninde der ubegribeligt letsindigt slog symptomerne hen som ligegyldige. Min fortvivlelse indeholdt måske også al den sorg der aldrig havde fundet udtryk ved min mors selvmor i min tidlige gymnasietid. Hun så den slags, for allerede engang tidligt i forløbet havde hun spurgt: ”Ønsker du at jeg springer ud af vinduet ligesom din mor?” Jeg er ret sikker på at hun også heri så en forbindelse til mit vankelmod i eksistentielle nøglesituationer.

Ved min fortvivlelse over hendes sygdom indvendte hun, at det jo ikke var min skyld. Hvilket skarpsyn, for vist følte jeg også skyld! Men i hendes trøstende afvisning af min skyld var der samtidig et bevægende og næsten selvfornægtende moment: Så hun da ikke sin egen sygdom som en allerede alt for rigelig grund til min ulykke – omtrent som man kunne forstille sig fordums tjenestefolk bagatellisere egen sygdom og affældighed som udelukkende et problem for deres herre og ikke en ulykke i sin egen ret.
Men samtidig havde hun helt nøgternt ret i, at selv den reneste agape på denne måde forstærkes af en refleks på ens egen person og således ikke er helt så ren som den selv tror. Hertil kommer så tabet af måske det sidste menneske der elsker os ubetinget.

En enkelt gang tidligere i vort forhold havde jeg pludselig grædt, da jeg kom til i tilbageblik at indse, hvad jeg havde voldt hende af indre tumult. Jeg husker at hun endnu ved den lejlighed var helt ungdommeligt frisk; og hun afviste overbærende og med selverkendende snusfornuft nøgternt min selvanklage med, at hun jo selv havde vist umådeholden manisk beslutsomhed og derved bragt den tøvende ungkarl fra asken ind i ilden. Kærligheden ofrer alt – selv for at fratage den elskede delvis berettiget samvittighedskval. Kan kærlighedens nådesløse asymmetri fremgå klarere? Det er ikke fair, og vi bør aldrig acceptere det…

Den barmhjertige samaritaner skyldte måske ikke nogen noget, men kom alligevel i en situation hvor det var op til ham at gøre en stor forskel. Når nogen nærer stærke følelser for os, binder det os ikke i nogen kontraktlig forstand – men vi påføres ligefuldt et indiskutabelt ansvar. Heri er der intet metafysisk uldent, for det er så empirisk konkret som vel muligt. Vi er i sådanne asymmetriske situationer stærke årsager – og vi ved det godt. Fuldt bevidst kausal betydning må være det vi kunne kalde empirisk objektivt ansvar.

Tværtimod har ansvar i juridisk forstand i mange tilfælde en ulden karakter: For du kan jo holdes juridisk ansvarlig for ting som du har gjort i såvel uagtsomhed som i uvidenhed om nævnte jura. Her er ansvaret nok en social realitet i det pågældende samfund – men til gengæld ingen individuel psykologisk realitet. Ungdommens skræmmende hensynsløshed er sorgløst at betragte andres ”irrationelle” følelser som uforpligtende og undertiden en smule komiske naturfænomener og ikke som bestemmende elementer i et andet menneskes livshistorie. Det som Huxley kaldte den evige filosofi, er ikke vore skarpsindige iagttagelser, men de tilsyneladende banale konstateringer: Her den sandhed at hvert eneste øjeblik, hver begivenhed og hver fælles oplevelse tilhører evigheden i den forstand, at intet kan ophæve eller tilbagekalde den kendsgerning at de har fundet sted.

I kvindens sygdomsperiode var jeg med den hos tidligt forældreløses karakteristiske dødsbundne kærlighed så meget som muligt for hende og fortalte hende hvor meget jeg elskede hende. Hun kom sig hurtigt og formåede med praktisk overblik og helt uden forventet tomhedschok også at administrere sin egen gamle mors død og begravelse. Uskylden syntes genoprettet uden fordums asymmetriske komplikationer.

Men tilbagefaldets nemesis kom – manglen på rettidig omhu i første omgang fik sit svar. Men var det ikke hendes eget ansvar? Jo, men også her gælder læren fra den barmhjertige samaritaner: Jeg kunne måske have gjort forskellen. Vel kunne jeg ikke vide, at hun undertiden havde små blødninger. Nej, men hun var et menneske med sin skrøbelighed og sin angst som vi andre – og det vidste jeg. At vise opmærksom og helhjertet interesse var mit ansvar, og det havde jeg ikke gjort i den kritiske periode.

Nu var jeg selv på samme tid hårdt ramt af total kollektiv udelukkelse fra enhver professionel sammenhæng, og det er især for en mand i moden alder hårdt – også selv om man gennem årene er trænet just til den opgave. Den slags kan få den uøvede til at gå helt op i limningen fysisk, psykisk og socialt – og modparten ved det. Når brave mennesker, der i myreflittig flok har læst sig til noget som de kalder oplysthed, og indbilder sig at være modstandere af dødsstraf – når de nu bevidst udsætter et andet menneske for den i deres egne øjne værst tænkelige sociale skæbne – så er det derfor en sikker følgeslutning, at de på bunden ønsker dette menneske en ublid død. Men de ved det ikke, for det stod ikke deres kompendier. Eller som geografilæreren vrissede til min bedstefar, da han nævnte floden Gualdalquivir: ”Dumme dreng – det er ikke den flod du skal kunne!”

Min objektive, empiriske skyld bliver dog ikke spor mindre heraf – ganske ligesom som ti samdrægtige forrædere hver især er absolut skyldige. Skyld er således en størrelse der kan deles uden at blive mindre derved: Hvis ingen havde hjulpet den vejfarende i biblen, så ville hver eneste der var gået forbi, have været absolut skyldig i det menneskes forlis.

I vort tilfælde med en bagvedliggende skyld, der forplanter sig til utilsigtede og også i de agerendes egne øjne helt sagesløse ofre, er der i virkeligheden tale om en objektiv bekræftelse af hvad de gamle kaldte arvesynden. Det onde er en overindividuel realitet i menneskelivet, og selv om vi ville, kan vi dog ikke unddrage os dets magt: I dette tilfælde fordi social nulstilling kan belaste et menneskes livsmod så voldsomt, at det udhuler dets opmærksomhed og overskud over for de mennesker som det i sin tur har i sin vold.

Selv Agape, den uselviske kærlighed, er behæftet med uretfærdighed: Således ved vi alle at nogle mennesker er lettere at have medfølelse for end andre. Ja, ofte er det jo endda sådan, at vi har mere medfølelse med den smukke og lykkelige der knuses, end med den så at sige fra fødslen forarmede. Charmen er en faktor der resulterer i forfordeling. Men hvor der ikke er tale om børn, der jo falder meget forskelligt ud, men om selvvalgte involveringer, bortfalder denne ulighedsfaktor. Vore elskede er så at sige allerede udvalgte – og ethvert charmerende og fortryllende træk ved denne person forøger vor ulykke ved synet af hans eller hendes elendighed.

Humor er ligesom ”oplysning” en uhåndgribelig størrelser hinsides tidens bestræbelse på at gøre alt til strømlinede og kompetencegivende uddannelser. Et af de mest fortryllende træk ved min gamle kærlighed var hendes aldrig svigtende sans for personers, replikkers og situationers iboende komik – noget hun slet ikke var opflasket med. Efter hendes mors død i hendes egen sidste og alt for korte raske periode, spurgte hun mig, om hvilke bøger fra forældrenes samling, jeg ville have, inden resten af boet blev delt eller solgt på auktion. En af bøgerne var en flot sag omhandlende ”Världens ugglor”. Hun slog sin velkendte korte perlende hjertelig latter op – og jeg vidste straks, hvad hun, der ikke havde læst en bog i år og dag, tænkte: Når man nu engang bor i Hässleholm eller København – hvorfor er så alle verdens forskellige ugler i grunden ret vedkommende? Og selv i bekræftende fald – hvorfor netop ugler og ikke frimærker, vinflasker eller uniformer?

Pointen er nu ikke den at verdens ugler er en latterlig interesse, men at meget i vore sysler også har en absurd side. Det absurde betyder ikke at vi bør undlade det, eller at de der undlader det, er mere fornuftige. Blot man selv har blik for komikken, er der intet latterligt i at være menneske. Jamen, havde det trods alt ikke været mere fornuftigt at vælge en afhandling om Holberg? Se, nu bliver det interessant: Når de klatrende klasser er så forvisset om hvad der er fornuftigt og hvad ikke – så beror det på en instinktiv refleks, som de trods al oplysthed næppe er bevidste om: For grunden til den automatiske skuldertrækning over ”Världens ugglor” er alene den verdslige reservation, at sådan en bog kan de ikke konvertere til Ph.D -grader, embeder, stipendier samt utrætteligt taleberettiget status i medielandskabet på lige fod med velkendte værdige ansigter.

 Og allerede fra Kierkegaards fiktive unge teolog Ludvig From ved vi jo, at den nybagte apostel søger først af alt: et embede! Det som er alment accepteret på tinge (i vore dage f.eks. Kierkegaard), er det både fornuftigt og fordelagtigt at tilslutte sig – eller for den sags skyld at slås om i skolegården under reglementerede former, alt imens det stræbsomme unge borgerskab, der skal bringe Danmark på fode igen, forløbende og myndigt voterer om udfaldet.… Hvorimod det isoleredeog det individuelle på alle måder er højst ufornuftigt – og følgelig også usandt. Oplysningens ånd, I presume…

”Javel, den er god med dig, men du undveg nu behændigt vort spørgsmål, så tillad os at gentage det: Forholder det sig dog ikke stadig sådan, at der er mere menneskelig oplysning i Holberg end i ”Världens ugglor”?”  Tja, åbenbart ikke – og min kærestes eksempel beviser vor påstand: Hun havde trods naturlig opvakthed ikke læst en bog i år og dag, men kunne alligevel ved synet af nævnte titel straks se komikken. Det var ikke noget hun havde med hjemmefra, men sprang ud on location når lejlighed gaves. Omvendt havde det ikke udløst nogen komisk aha-oplevelse, hvis jeg i stedet havde valgt ”Holberg på svenska”. -  See what I mean? Med Jesu ord: ”Frygt kun de urenheder der kommer indefra”. Javel, men en tilsvarende betragtning gælder åbenbart også gælde renheden?  Så videnskabsministen må for min skyld godt slappe lidt af.

Brave oplyste borgere (ja, omsider nu også enkelte særligt forbilledlige indvandrere) mener som Pontoppidans ”Lykke-Peer” at have rystet al overtro af sig. Men selve troen på at flertallet af meningsberettigede i stammen altid har ret, er en konstant i menneskelivet og er overtroens fællesnævner. Og i vor oplyste tid hylder vi altså den overtro, at ånd smitter ved berøring: Jo mere vi læser om og af Holberg (”Ja, vi har netop i denne måned et slagtilbud i anledning af Oplysningsåret.dk…”), desto mere bliver vi ligesom Holberg. Ja, og vi får skam også papir på det til sidst, for slet ikke at glemme svigermors sluttelige velsignelse – så kom ikke her med jeres hjemmestrikkede små unoder. Bevares, de kan måske være sjove nok blandt venner, men det bliver jo aldrig til noget alvorligt på den vis, vel? For slet ikke at tale om, hvad I skal leve af.
  – Men for den rette var ”Världens ugglor” åbenbart inspiration nok – og følgelig var den altså ikke spor mere latterlig end den knastørre doktorafhandling om vor gamle humorist. Men skylden og ansvaret kan vi desværre ikke grine os fra...