Thursday, March 27, 2014

HENRIK DAHL, PETER TUDVAD – OG JANTELOVEN




Anmeldere kan og bør imødegås obligatorisk, når det gælder fakta-fejl, åbenlys forsømmelighed eller helt banale og hændelige fejlslutninger – hvis korrektion er lige så elementær og sjældent berettiger til at gøre større anstalter. Men den slags bliver da også i reglen imødegået.
Et sjovt paradoks er dog her at de udvalgte, som altid bevilges rig klageadgang, netop generelt nyder alle jordiske magters venlige bevågenhed: ja, undertiden som en ekstra bonus tillige på felter, hvor man måske nok kunne finde mere oplagte ”urkilder”. Så at enkelte af de venlige magter en sjælden gang tager sig betalt med ågerrenter: Det er dog netop undtagelsen, der bekræfter reglen – ja, for her kommer dette sære udtryk nemlig til sin ret!

De salvede i riget bevilges for det andet modsat andre tillige klageret over de rene bagateller – og det over så megen spalteplads, at avisernes evige mantra om "pladsmangel" helt gøres til skamme. Ja, Peter Tudvad fik jo i sin tid endda af sin gamle studiekammerat redaktør Rune Lykkeberg bevilget både landsdækkende og 1001 gange for Prins Knud ”gjentaget” spalteplads til helt uselvisk at korrigere anmeldelserne af en Kierkegaard-bog, som Tudvad ikke engang selv havde skrevet: Så heller ikke ved den lejlighed var der pladsmangel i herberget…
Skønt Henrik Dahl helt bestemt har en pointe, så er ophidselsens energiniveau for det tredje lige som i Tudvads tilfælde måske også lidt ude af proportion både i forhold til den konkrete anlednings vægtfylde og i forhold til de ramtes uforbeholdne velkommenhed i riget generelt – endda med klageret selv i den bedste sendetid. - Noget som nemlig tyder på, de trods alt endnu ikke har haft held til at tirre Janteloven for alvor

- Henrik Dahl og Peter Tudvad har således ret beset lige så lidt at beklage som fordums konger og paver, der én dag om året måtte døje den tort under karnevallet at blive gjort til spot og spe af deres undersåtter – men altid uden at fortrække en mine...
Endelig for det fjerde: Hvad der derimod aldrig bliver imødegået er, når noget virkeligt godt bevilges en ”kollegialt” forebyggende ikke-anmeldelse: dvs. når ”anmeldelsen” i kvalitet, omhu og spalteplads samt i placering står i et så grelt misforhold til arbejdets vægtfylde og rigdom, at det reelt må kaldes fortielse og bevidst vildledning.

Dette svarer til, hvis nu et mord på en dronning eller statsminister blev "anmeldt" med små typer på både kneben og hengemt spalteplads. De få der overhovedet opdager det, vil nemlig uvægerligt gå ud fra, at her er tale om en spøgefuld opreklamering af en redaktionelt indforstået bagatel: Men just på denne måde begår man reelt det stik modsatte – nemlig en bagatellisering af noget bemærkelsesværdigt!

Aller vanskeligst stillede er imidlertid de, der mod bedre vidende slet ikke anmeldes eller sågar ikke udgives: enten af professionel rivalitet a la fordums Nordpols-farere eller grundet en historisk vendetta fra anmelderens eller fagkonsulentens side: For de vil da stå helt uindbudte med deres postulat om oversete kvaliteter - på et baggrundstæppe af en hel bunke andre sørgeklædte af yderst blandet bonitet. Anmelderen har jo netop slet intet sagt, som forfatteren kan påberåbe sig som anstødssten - og hvis han/hun nu også skulle begrunde alle ikke-anmeldelser, måtte han da rigtignok betinge sig en langt højere hyre.

Den samme betragtning lader sig i øvrigt helt uden geometriske korrektioner parallelforskyde til systematiske redaktionelle afvisninger af den art, som - i tilfælde af svar - aldrig kan påberåbe sig anden begrundelse end pladsmangel: Skønt pladsmangel i følge sagens natur alene fremkommer derved, at andet immervæk netop har fået plads.
At selv yderst lødige og vægtige artikelforslag kan være lidet avisrelevante, og at i deres emnevalg yderst avisrelevante artikler dog kan besidde en temmelig ringe kvalitet og vægtfylde - det er derimod en given sag, som man i så tilfælde nok skylder konstruktivt at antyde.


Saturday, March 15, 2014

DR. VILD et TAMM..

Den dobbelte doktor Ditlev Tamm advarer i "Groft Sagt" Danmark mod at "spille vikingekortet" i en historisk oplysningskampagne rettet mod Kina, fordi vikingetiden falder sammen med en anderledes forfinet kinesisk storhedstid.
Tamm tager tilsyneladende her ved lære af salig Poul Borum, der ville være ung med de unge. For det klæder ikke en dobbelt doktor phil. at spille nogle som helst "kort" - men han har velsagtens fornemmet, at den slags sproglig følgagtighed belønnes helt kontant i branchen - mens ethvert individuelt fortrin kan blive anledning til at sættes på aftægt. Og det kunne måske være én af grundene til Rune Lykkebergs undrende konstatering i dagens konkurrerende avis: At skønt journalister i fiktion oftest fremstille som helte, så nyder de ikke generelt set en tilsvarende moralsk respekt i det virkelige liv.

Tamms fortsættelse er mere forudsigeligt vinklet og går på, at vore dages vikinger nøjes med helt udramatisk at udplyndre arbejdende topfolk ved hjælp af en høj topskat. Kondolance, kondolance - men i disse sager er der så megen vilkårlighed, især i vore dage - at det ikke giver megen mening her at tale generelt om, hvem der rettelig har fortjent hvad. Men vi bøjer os for fredens skyld for juraen, og det er en anden ting.

Medieverdenen og kulturlivet er naturligvis det helt ekstreme tilfælde af nævnte vilkårlighed, der endda ofte med omhu præmierer de falske nattergale - som så straks fra i en oprørsk fortid for at vinde gehør i skrålende flok nu forfalder til fredsommeligt a la Tamm at kritisere den høje topskat, som aldeles har udmarvet dem samt berøvet dem al ungdommens vikinge-dådskraft. Nu må også de derfor nøjes med at begå betalte klummer om verdens utak - og kinesernes velbegrundede medynk...

Tuesday, March 04, 2014

BYZANTINSK ODYSSÉ








Den moderat muslimske servitrice fra Libabon skänker uopfordret en kaffe-påfyllning op, da jeg nu engang står så godt for hug. Jeg bukker ridderligt galant og betror hende, att jeg önsker mig just sådan en "väluppfostrad arabisk hustru".
En del af spögen er, at hun er gift, og at jeg også selv har visse levantiske rödder: For jeg skal ikke nyde noget og behöver min frihed, - hvortil kommer at jeg ligsom Sören ikke mener at have ret til at blande et andet menneske irreversibelt ind i mit eget bövl, med mindre jeg da uventet skulle arve nogle flere millioner.
Men når folk ler ad ens vitser, så er det at man erkender humorens universalitet – men når de ikke gör det, skyldes det omvendt altid deres egne begränsninger, så vi er helgarderede. Det er her ganske som med anmeldelser, at når man skriver en god anmeldelse, roses man i takkebreve fra forfatteren for sin själdne indsigtsfuldhed (har prövet – at få – sådanne breve). I modsat fald får man det stik modsatte skudsmål.
Men jeg nu alligevel til sidst fritstillet og lider siden hen allerhøjst af fantomanmelder-smerter – hvad der da i det mindste forudsætter en smule mere fantasi, end jeg behøvede som almindelig anmelder. Og dermed slap aviserne omsider af med den smule sproglig opfindsomhed i forbifarten, som jo nu engang er et kongeligt eksklusivt privilegium for alle dem der savner den.
Men selvtillid må nu til syvende og sidst oparbejdes autonomt: Antag således, at jeg siger en vits – og dernäst tilföjer, at hvis det nu bare havde väret Viktor Borge, så ville I alle hyle af latter. I vil så med instinktiv social snarrådighed kunne returnere: "For det förste var det jo altså netop ikke just Viktor Borge – og for det andet så ville Viktor Borge aldrig have begået sådan en plathed, om han så havde haft al verdens tid til sin rådighed".
Indsät gerne andre navne end Borge's – princippet er det samme: "Nicht schuldig", som de sagde i Nürnberg. Men hängt blev de asner nu alligevel...
Også Verden (et ord som trods Sprognævnets retskrivningsnormer og nidkær jakobinsk nivellering efter princippet ”vi er snart alle professorer” – med nogen ret stædigt gør krav på stort forbogstav) er således helgarderet – og vort eneste skudsikre forsvar i den situation ville väre, hvis vitsen rent faktisk var lånt af Viktor Borge.
Dette ville ganske vist stadig ikke göre os selv til en ny Viktor Borge – nej, men det ville afslöre verdens plathed på ganske samme måde som de berømte abe-kunstvärker: Moderne abstrakte smörererier begået af chimpanzer, men udstillede på fornemme gallerier og forsynede med en skrämmende konsonant-rig byzantinsk autograf. Læg for resten i denne forbindelse mærke til, at når man lovpriser særlig lærenemme abers intelligens ud fra deres kunstneriske evner, da handler det altid om naturalistiske billeder med en objektiv lighed.

I eksperimentet med aberne roser Verden noget makvärk i den tro, at det er "Viktor Borge". I vort eget eksempel nedgör Verden omvendt noget sublimt, fordi den endnu ikke ved, at det er Viktor Borge.
Imidlertid har vi det ultimative trumfkort at undergå en metamorfose ved selv at göre som i abe-eksperimentet: Vi kan nemlig fremsige en hjemmelavet vits i Viktor Borges hellige navn – hvorved vi så at sige gör Viktor Borge til vor egen plagiator og bugtalerdukke.

Når folk så hyler af grin, så beviser det skam ingenlunde som med aberne, at Verden er til salg og fals for store navne – men derimod at vi selv må väre en ny Viktor Borge. Ja, for denne ene gang giver vi nemlig Verden uforbeholdent ret, hvilket den vist slet ikke havde regnet med – hvorefter der således ikke er mere at diskutere: Som den lille købmand på heden nemlig i sin tid skal have sagt ved nyheden om, at Hitler af lutter storhedsvanvid nu også havde budt Sovjetunionen op til krigens dans.
Win-win, som kineserne siger. Good day, gentlemen.

Ja, men selve denne tekst kunne Verden aldrig begå, selv trods al mulig efteruddannelse – og det var denne emergente opdagelse der gjorde, at jeg efterhånden (udadtil) forlod "filosofien"s  larmende landeplage til fordel for en trösteprämie, der er en smule mere sublim, fordi filosofien selv i værste fald da i det mindste kun står mellem linjerne.


DO YOU KNOW WHAT IT MEANS TO MISS NEW ORLEANS?


Hvis nogle kan ryge cigaretter uden filter, så må andre vel også kunne foretrække filter uden kaffe.
Hvis man ikke er helt sikker på, om en vits nu er god, så er den det oftest ikke - og så er det at man behøver likes. For med kvalitet er det så (u)demokratisk, at næsten alle kan se det, hvis de ellers får lov - og det får de derfor ikke. Men da den jævnere humors virkelige væsen netop er på skrømt at udglatte enhver indbyrdes forskel - hvis der ellers havde været nogen - hos i forvejen jævnbyrdige og lige ambitiøse aspiranter - så vil just denne "fortvivlelsens selvhjælp" udløse mange likes: For vi lever nu engang i den bedste af alle verdener hvor pengene altid passer, hvis man ellers har dem.

Kant sagde, at penge man kun forestiller sig, har akkurat de samme egenskaber som virkelige penge: Nåja, selvfølgelig, for også det vi vil købe med de penge, kan vi jo bare forestille os - men vi gider bare ikke når det kommer til stykket, og derfor sætter vi dem i banken: Men en bank er som bekendt noget meget fiktivt - og alle bankrøvere drømmer da også om banker.
Men i humorens verden kan der ikke snydes, og dér behøves derfor lige så meget dyrekøbt "lektiehjælp" som ved vore dages studieforberedende opgaver i gymnasiet, der skal sikre de nødvendige topkarakterer som enhver Penkowa behøver.
---------------
Denne morgen modtog jeg et anbefalet brev fra hr. Zuckerberg - ihukommende at at elektronisk post ikke er til at stole på. -

Mester Zuckerberg skriver: "Ganske vist læser jeg principielt ALDRIG (min hustru tilrådede mig de store bogstaver - tillige med udråbstegn, hvor jeg dog måtte reservere mig i ligestillingens hellige navn) dine ting på mit site - og heraf følger tillige strengt logisk, at ingen af alle mine indbringende daglige forretninger og knopskud på nogen vis kan stå i gæld til dine fjollede indfald.
- Men ikke desto mindre vil jeg fremover bede mit site helt fritaget for enhver omtale af emnet plagiater. Du skal skam ikke tage fejl: Også jeg hader plagiater af hele mit hjerte - men endnu mere hader jeg dem der taler om emnet. Omtrent som nogle uhyre velforsikrede ejendomsbesiddere hader brandstiftere - men i endnu højere grad hader og frygter dem der afslører brandstifterens identitet."

Hvis I ikke synes det brev var ganske sjovt, så anklager I selveste Zuckerberg for at savne humor: Og det er noget af det værste man kan gøre, idet alle undersøgelser nemlig viser, at de (langt) fleste mænd anser sig for at være (langt) morsommere end gennemsnittet. Og selv de kedeligste fag-nørdede skribenter præsterer derfor i vore dage lige pludselig efter årtiers monumental kedsomhed at begå personlige og morsomme klummer uge efter uge.
Og så påstår I at mester Zuckerberg ikke også skulle være i stand til det samme? Meget, meget ubesindigt, for tro os: Ytringsfrihedens sammenbidte forfægtere er nemlig akkurat lige så intolerante som tolerancens...

P.S. Egentlig behøvede jeg en blikkenslager: Men sagens administrative side beredte mig så meget hovedbrud, at jeg i stedet valgte at undersøge, hvad materialet blik egentlig er for noget. Da en blikkenslager imidlertid på svensk hedder "plåtslagare", gik associationerne dog helt naturligt til ordet "plat" - og derfra atter til det nu den selv samme morgen forbudne ord.
Ak, det er ikke let at være filosof. "Jaså - men hvoraf kommer det så, at alle og enhver i vore dage er det?" Godt spørgsmål - men til gengæld ved jeg hvad der er endnu fattigere end at "savne" humor: For det må vel være dette ikke engang at savne humoren: "Do you know what it means to miss New Orleans?"
Dette spørgsmål er som bekendt endnu aldrig blevet besvaret - og rangerer derfor rimeligvis nok så højt som Fermats teorem.