ANDERS AND SOM DØRSÆLGER...

OM AUTORISERET FORBRYDELSE
Mennesker der fyres eller straffes for mindre som større menneskeligt meget repræsentative forseelser, kan undertiden af samme grund behændigt bevæge store grupper til at gå i brechen for dem med mandsopdækning, som havde de tværtimod udrettet store velgerninger.

Men de som derimod straffes for fortrin, der ovenikøbet heller ikke er specielt repræsentative, skal derimod ikke regne med mere opbakning end den som Sokrates opnåede ved sin herostratiske forvarstale. For at huske sine fortrin trods modvind er hverken repræsentativt eller folkeligt vindende.

Situationen minder om Anders Ands problem som dørsælger: For at overbevise en dame om, at hun da åbenlyst for enhver behøvede både hårpleje og kosmetik - måtte han nemlig først støde hende så groft, at det blev honoreret med en stegepande i hovedet. Forsvarstalen for produktet blev således lige så uhensigtsmæssig som i Sokrates' tilfælde.

Åh, mens jeg har jer. Grunden til at den p.t. omtalte type forseelse begås stadig mere, er følgende: Når et emne såsom nu emnet plagiat skal belyses, spørger man i vore dage aldrig folk der faktisk har erfaret og skrevet om det, men derimod Tordenskjolds soldater, der endnu engang bevilges og indrømmes "kompetance" til at udtale sig om noget, som de aldrig før har talt om: og som de umuligt selv kan have været udsat for - så lidt som Anders Ands dørkunde tidligere havde været udsat for kosmetik...

Og selv om de til gengæld nok kan have praktiseret nævnte lille synd, er det sket så komplet ureflekteret, at de ville være ude af stand til at beskrive fænomenet uden atter at kigge efter sidemanden.

Der udstedes i vore dage på forhånd og uanset emne carte blanche og autorisation til plagiat til på forhånd øremærkede og som regel rather ordinary minds i rather privilegerede positioner. Og dem som man går uden om, bevilges ikke engang ret til offentligt at gøre opmærksom på misforholdet.

Her at tale om autoriseret plagiat er derfor i vore dage ingen overdrivelse - og fænomenet bliver ligesom priskonkurrencen mellem europæiske mælkebønderne kun værre. Og derfor skamroser mennesker også på Facebook privilegerede folk for selv at opnå samme art forret og fortrin. Men hvis vi gør de hædrede opmærksom på at der må være tale om skamros mod bedre vidende, så gentager vi atter Anders Ands fejl som dørsælger.

BARABBAS, HERMELINEN - OG VOR SIDSTE SØHELT

Vor tids Villemoes'er lever muligvis højt på forfaderens nationalhistoriske bedrifter i slaget ved Køge Bugt. Måske er æblet faldet lidt langt fra stammen - men sådan går det jo, når æbletræet voksede på toppen af Stevns Klint. Villemoes har foregivet hellig forargelse over journalisten Anne Grethe Rasmussens hastværksbetonede forsømmelighed med omformulering af rene fakta-referater, der alligevel ikke muliggør større opfindsomhed: ja, med mindre man da ligefrem agter at lyve i kunstens navn, der nemlig er endnu helligere end sandhedens.


Og nu er den unge søhelt så selv blevet grebet i akkurat det samme. Dette viser med 100 % sikkerhed, at hans egen forargelse over andres praksis af samme art må være hykleri og en ren spekulation i den sensation at kunne få andre i fedtefadet, Og denne gang var det så ikke svenskerne, men det var jo så heller ikke Køge Bugt. Men andet ville da for resten også have været plagiat af forfaderen....

Derimod er det fuldt muligt at Villemoes' egen nu afslørede kopi-praksis er ubevidst, for normalitet nu engang ofte ubevidst. Men medierne præmierer det ofte - og ved nok heller ikke, at deres egen lejlighedsvise forargelse over "plagiatskandaler" i miniature hos konkurrerende medier ligeledes tit er ren skandale-jagt. I øvrigt: Hvis Sokrates nu bare havde været under anklage for plagiat og ikke for det stik modsatte og helt utilgivelige - så havde også han sandsynligvis bare sluppet med en advarsel fra chefredaktøren og Dronningen.

Javel. Men i så fald kunne Sokrates jo aldrig have kunnet skrive sin forsvarstale. Og skønt just den var det allermest forargelige anklagepunkt som spot føjet til skade - så er det nu den verden husker ham bedst for. Og lad os kreditere Kierkegaard for den iagttagelse, at i dette skæbneparadoks minder Sokrates om julens guddommelige fødselar.

Så akkurat lige som ufrivillig sædadgang - det være nu Helligåndens eller Josefs - så kan også anden højst ufrivillig afgang her i verden undertiden blive en velsignelse, selv om vi forbander den den som en ugerning: hvis vanæren vel at mærke anskues i eftertidens og eftertankens klare lys... Men så galt går det som sagt næppe for vor unge søhelt.

Jeg konstaterede i julen ved selvsyn, at selv syddanske hermeliner endnu i vore dage trods drivhueffekten vimser omkring i snehvid vinterpels. En arrogant og øretæveindbydende provokation mod sund fornuft og rettidig omhu, der dog tilpasser sig tiden og omstændighederne.

Helt på linie med ikke selv at deltage i tidens kroniske plagiat-praksis, som succesrige yngre mediefolk og akademikere for tiden løbende farisæisk griber hinanden i: men klogeligt altid kun i det pedantisk målelige, men ret uinteressante detaljlled. I det tungere og ærefulde grossistled højere på strå er emnet derimod tabu - og den der bryder tabuet, tilgives endnu mindre end de sidste originaler.

For man foretrækker dog til hver en tid at frigive Barabbas: Og da især, hvis han ligesom vor sidste søhelt Søren Villemoes siger "Be-be" ligesom Japans offentligt grædende top-direktører, når de undertiden gribes i svindel. "Vi mente det ikke - hvordan kunne vi gøre det, vi skammer os bare så meget!"

Hør engang: Enten finder man den slags helt i OK - og i så fald er det hykleri at angribe andre for det samme. Eller også finder man det selv ikke helt i orden - men så er det skinhelligt at angribe andre for det samme som man hemmeligt selv bedriver.

Men sådanne bløddyr fredes af chef-redaktionerne: For de har ligesom haremmernes ansvarlige eunukker hverken rygrad eller alternativer - og de er derfor dømte til evig troskab. Og de vækker desuden som det måske vigtigste ingen jalousi. For slet ingen er så jaloux som "eliten" - denne være nu blå eller rød....

JOSEFOG HELLIGÅNDEN - HVEM PLAGIEREDE HVEM?

JOSEF & HELLIGÅNDEN

Var det Helligånden der i sin tid snedigt plagierede tømreren Josef i rollen som Marias lovformelige partner - eller var det mon omvendt?

Men Maria må hur som helst være undskyldt: For frejdige plagiatorer med livsmod og tro på kendissernes likes og mediernes kærlighed som den afgørende legitimitet og prøvesten er nu engang lettere at elske end originalerne med deres navlepillende og ufolkelige "ophavsret" - og især i rampelysets forfængelige verden.

Men uanset hvem der nu plagierede hvem dengang, så foretrak selv Gud det åbenbart på den måde...
N.B. Med megen tak for inspiration i et forlæg, alt for velkendt til at fortie. Men læg her samtidig mærke til: Uden henvisningen til forlægget ville ovenstående være helt sort tale.
For sådan er det tit med inspiration - den har slet intet at skjule og kan heller ikke skjule det..

"PLAGIAT-FØLJETON"

JULELEGE...

"PLAGIAT-FØLJETON"

Ovennævnte ord har jeg aldrig selv brugt, men låner det fra Oliver Stilling i hans kongeniale blog-indlæg om en morsom amerikansk plagiat-sag.

Til gengæld har jeg i rigt mål og som en af de eneste bedrevet just den genre som en artistisk lille videnskab, der indad søger at vinde hvad udad tabtes.

Hvilket beviser, at virkeligheden trods alt kommer før sproget. Skønt det kan vel ikke helt udelukkes, at næbdyret skulle være en undtagelse fra denne regel. Nåja, den havde vi nu ikke set komme - men who cares? Da i hvert fald ikke os botanikere!

I hvert fald læger også jeg nu en "PLAGIAT-FØLJETON" på bloggen, som jeg ellers aldrig nogensinde reklamerer for - idet jeg nemlig ikke helt kan finde ud af, om jeg som creti & pleti i grunden er bedst tjent med eller uden tavse læsere.

Så hvis I skulle høre til de ensomme uden råd til hverken juletræ eller trøstende engle, så er her en oplagt idé til konditions-styrkende tidsfordriv. Desuden er den bedste kur mod jeres egen selvoptagethed den helt uselvisk at vie jeres opmærksomhed til andres selvoptagethed.

Mother Theresa kunne have fortalt jer akkurat det samme, men nu gør far her det altså for hende. For med gamle Groucho's ord: "Is NN still alive?" - "No - she is still dead..."

Så god jul til både det snakkesalige flertal og det tavse ditto - alle enerne ej heller at forglemme, for julen er for alle undtagen muslimer.

Men hov-hov: Kan ordet "ener" nu også have flertalsform? I hvert fald i ikke i følge min gamle dansklærer, der nemlig rettede mig heri helt uden pardon. Men takket være den dristige prof. Jørn Lund's revolution er det i vore dage ikke bare fuldt legitimt, men endog - ganske ligesom abort af misfostre og muslimer - obligatorisk påbudt med flertals-formen af udtrykket "ener".

Det samme gælder det elitære og feudale prædikat "den eneste", der i sin oprindelige form nu er blevet forbudt af hensyn til den sociale og kulturelle mobilitet i demokratiets navn. Og den eneste (!) grund til, at flerguderi endnu ikke er demokratisk lovpligtigt hertillands er den sørgelige, at Gud i henhold til Wikipedia og Politikens Oplysning er afskaffet. Noget lignende er den vise grund til enkelte skribenters apokryffe eksistens: for på vore dages vilkår er det nemlig det fineste...

"NOGET LÅNT"

Oliver Stilling's bidrager nu til en verserende og helt kostelig amerikansk "plagiat-føljeton" i sin blog hos POLITIKEN.

Både en kvindelig psykiater, og en kendt forfatter der tidligere har skrevet om hende, plagieres således grundigt i et stykke, der så kommer på Broadway.

Oliver Stilling laver herunder sin egen morsomme forfatterskole-øvelse med at lege at han egentlig aller helst ville plagiere den artikel, hvori den amerikanske forfatter for nylig har beskrevet sagen. Og det skal ganske rigtigt nok ligne anerkendte ungdommelige forfatter-øvelser, der handler om en ung og håbefuld forfatter, der skriver om en ung forfatter osv..

Og det får mig til at tænke: Når unge journalister og forfattere skriver, gør de det ofte i håb om at ligne noget andet der er anerkendt. For mangen redaktør vil da straks finde det "aktuelt, veloplagt og vedkommende" - for det ved eller tror de, at også andre unge redaktører også gør: og skik følge eller land fly.

At antage noget der ligner det som de andre antager, er uden risiko - og dertil irriterer det ikke ved en originalitet der alene støttes af sin egenrådige tro på kvalitet helt uden fikse klæbende ligheder med noget, som verden til enhver tid foretrækker.

Og alene derfor ligger der både i publicistbranchen og akademia en voldsom fristelse til plagiat ud over selve forfængeligheden. For opfindsomheden i ordvalg er ret beset oftest langt mindre imponerende end branchens forkærlighed for de seneste klicheer - som nu aldrig har fristet mig meget.

Malcolm Gladwell's artikel, som Oliver "Twist" med Stilling altså kun leger, at han han plagierer, har et par sjove pointer. Især den, at når påviselige plagiater trods alt havnede på Broadway, så måtte ophavsmanden dog alligevel tage det som en anerkendelse trods alt.

Javel, men den anerkendelse kan man kun nyde, hvis man har en så oplagt sag, at selv de mest åndeligt dovne (kort sagt flertallet) må give en ret i, at der er tale om plagiat. Hertil må så også føjes, at selv massiv genbrug af dokumentarisk materiale - her hvad en psykiater har erfaret og beskrevet - er legitim nok: ganske ligesom romaner om Anden Verdenskrig, der jo gerne skulle have en dokumentarisk og historisk holdbar ramme. Hvis derimod også forlægget nu havde været fiktion, så ville det have være kriminelt - men denne sag var det altså trods alt ikke helt.

---------------------------------------

Ovennævnte åndelige dovenskab handler om tiltroen til det anerkendte, selv hvor det er banalt, dårligt eller altså - plagiat: "De kendte har nok ret", og den der står ene,er et nok bare en misundelig nar -, som vi hursomhelst selv ikke opnår noget ved at støtte - eller blot indrømme at vi læser.

Flertallet oplever det at følge med i noget som mange andre taler om just nu, som kvalitetsgarati og væsentligheds-garanti. Derfor læser alle akkurat det samme - ud over hvad de er professionelt tvunget til i jobbet. Originalitet er blevet sjældnere end "økumeniske konferencer på Månen": et garanteret selvplagiat - som til orientering ikke tillige er et plagiat..

Men i ovenstående ligger mediernes fordummende virkning. Og til overmål ses fænomenet på Facebook, hvor selv ret ubetydelig oplæg og udråb skudt fra hoften af kendte mennesker, men helst i en flad stil tæt på den billige langside, typisk giver anledning til den flittigste demokratiske deltagelse.

Originaliteten er ikke altid let at elske, og dens egen ubevidste præference for det modsatte af kærlig omklamring gør den nok ikke mere elskværdig. Og for nu at afslutte med et profetisk citat af hende der lavede omslaget til min egen første bog: "Når de ikke anmelder dig, så er det fordi de vil stjæle dine tanker".

Den viste sig siden at være meget skarpt set. - Og også på sociale medier gælder, at det som man indrømmer at have læst (f.eks. ved at trykke på den dumme tast som vi helst indrømmer syge samt enker uden enke-pension) - det kan man ikke siden plagiere under foregivende af ikke at have læst det...

Og derfor, folkens, skal I ikke altid tage åben anerkendelse for pålydende - og da slet ikke fra folk der dog på bunden ved og ser bedre.

En måde man i øvrigt kan tvinge folk til at indrømme at de læser ens tekster, er at omtale dem kritisk. Således opdagede Peter Tudvad, at jeg i en blog-tekst havde moret mig over den helt uproportionale imødekommenhed på Information over for noget, der dog immervæk tilhørte den biografiske specialafdeling, men som alligevel fik plads, som var det Tredje Verdenskrig.

Og det harcellerede Tudvad så helt legitimt over på Facebook - men med omhu uden at nævne kilden for ikke at friste fanskaren til noget, der måske endog var en tand mere opfindsomt end, hvad vi skal mene om Joakim Garff's syn på Kierkegaard's levned og finker fra panden.

------------------------

Sig nu ikke, at vi atter gentager en gammel traver. For nok har man skrevet udførligt om emnet mange gange både her og hisset, herunder en kronik i Politiken i 2011.

Men bliver emnet så i nutidens dumme forstand "aktuelt", fordi gud og hvermand med spalteplads nu også kan skrive om det uden selv at have erfaret eller gennemtænkt det..

Men det gør intet: Bare de folk får honorar for det, så læser og konverserer alle dannede mennesker om det og finder det lige pludselig både aktuelt, vedkommende, væsentligt - ja endog uhyre originalt. For det ligner noget, som mange med indflydelse gladeligt har vedtaget at lyse i kuld og køn - måske også fordi det dog ikke irriterede deres forfængelighed.

HEKSEJAGT PÅ ANNE-GRETHE RASMUSSEN?

HEKSEJAGT?

Politikens Bettina Heltberg citerer den gamle franske årgangsvin Chateubriand for de ord, at originale skribenter ikke kendes på, at de ikke plagierer - men derimod på, at de selv er umulige at plagiere.


Ret beset vel at mærke: For her e vist nok tale om en af Niels Bohr's såkaldt dybe sandheder: som Bohr nemlig definerede derved, at det modsatte udsagn af en dyb sandhed ligeledes er en dyb sandhed. Ja, for tag endelig fejl - de asner prøver skam, for den gode vilje fejler heldigvis sjældent noget.

Hvorvidt nu plagiat-beskyldningerne mod Anne-Grethe Rasmussen og den hæftige opfølgning i WA ligefrem er udtryk for heksejagt, er svært at vide. Den massive venne-opbakning tyder måske ikke så meget på det - for hekse har sjældent mange venner. For "venner" er folk der med rette eller ej mener at være i en lignende situation, klasse, fagforening osv. - Og derfor forsvarer de kollektivt dem som de opfatter som deres egne - for næste gang kunne det blive dem selv.

Andre benytter lejligheden til at demonstrere storsind og ridderlighed dér hvor det ikke står i vejen for deres personlige forfængelighed, grådighed og ambition. For så afleder det vor opmærksomhed og sløver vort blik.

For at aktivere en forsvarshær skal man have et solidt netværk - hvilket forhåbentlig også er en garanti for, at selv hvis slaget skulle være tabt, så skal noget nyt heldigvis nok snart vise sig. De virkelige hekse vil typisk kun få forsvare - for ingen har personlig fordel af det i form af en art "kredit". Hvem gider pleje kredit hos en bums? Og hvorfor mon Sokrates ikke kunne stable en tilsvarende forsvarshær på benene ligesom den skadelidende i den aktuelle sag?

--------------------------

 WA's artikel om sagen, giver mig følgend eindfald. Journalister synes ofte at være af den opfattelse, at alt hvad der ikke er plagiat, så må være originalt. Men originalitet er tværtimod undtagelsen - såvel i sprog som i indhold, og selv hos ret velbegavede folk.

Men derfor er det måske, at lovlig vidtgående sproglig dovenskab i gengivelser af sagforhold af naive sjæle kan opfattes som "plagiat". Plagiat er dog noget ganske andet, og langt mere almindeligt - som slet ingen på bjerget har interesse i at nævne: Almindeligt hos de svage, fordi de føler sig nødsagede til det, omtrent som med eksamens-snyd i nødens stund.

Og almindeligt hos de stærke med en forgudende og naiv fanklub, fordi de kan slippe afsted med det - og sågar selv mod bedre vidende likes og roses af alle deres underordnede og klienter. Men også fordi de som står stærkt, gerne lider af forkælelsens umættelighed og magtbrynde - skjult af helt gratis "generøsitet" af ovennævnte art. Af samme art som den børnevenlige diktators hjertevarme folkelighed

Jagten på nævnte lille dovenskab er sandsynligvis en måde at fortrænge bevidstheden om det grundlæggende islæt af ægte plagiat, som snarere er det normale end undtagelse - med andre ord en skinhellighed, der skal styrke de "rene" i troen på egen ærlighed og endda originalitet, selv i det ret ordinære.

Selv måske lovlig mange tilfælde af nævnte lille genvej hos i en øvrigt myreflittig person, der naturligvis med venstre hånd kunne have omformuleret de ting hun refererer, til sit eget sprog - beviser intet. For der var jo ikke tale om originale kunstneriske, morsomme eller billedmæssigt slående forlæg.

-------------------

MEN hvis sådan en sag bliver kendt, så kunne det muligvis hos nogle vække den mistanke, at når man ikke er bleg for det ene, så er man måske heller ikke så nøjeregnende i tungere sager? Og den mistanke bliver så enten anstødsstenen - eller også bare den bekvemme anledning: Efter devisen, at Cæsars hustru må ikke kunne mistænkes.

Omvendt kunne man så ridderligt komme anklagede i møde med den hypotese, at mennesker med så meget omløb i hovedet som A.G. R. måske ikke altid gider spilde tid på helt elementære omformuleringer af faktuelle oplysninger - et rutinearbejde der mere appellerer til de jævnere ånder, der så kan indbilde sig at være uhyre "kreative". Og som til gengæld så kan forarges over en A.G.R.'s lejlighedsvise sorgløshed i så henseende.

Andre kunne dog her tværtimod hævde, at glæden ved at formulere gennem sit eget fordøjelses-system aldrig fornægter sig hos det ægte sprogmenneske, så at selv det tørreste faktuelle dog bibringes en personlig duft og charme:- ganske som ved fingeraftryk, der jo heller ikke gør persons forskel, men hæfter ganske upartisk, hvad enten der rapses bajere i redaktionens køleskab, eller man som Egon Olsen går efter pengeskabe af det fornemme gamle mærke Franz Jäger. For den sproglige personlighed - kunne man altså hævde - findes der intet så banalt, at det slet ikke kan - ja må - sublimeres til noget bedre: ej at forveksle med det mindst ringe.

På ganske samme vis er ingen melodi så banal, at den musikalske personligheds besynderlige mysterium ikke formår at løfte den op til et niveau, som vi dødelige aldrig kunne have forestillet os. Her må vi taknemmeligt så bare slå ørerne op.

Men hvis vi går ud fra at vi skam alle her er jævnbyrdige, ganske som alle som bekendt er jævnbyrdige på Facebook - så er vi dømte til livslang demokratisk jalousi og benspænd mod alle egenrådige "hekse": der til forskel fra A.G.R. næppe ville kunne håbe på at mobilisere nogen forsvarshær - men allerhøjst "hine enkelte, hvem vi med sandhed tør kalde vore læsere".

Sådan er det - og sådan har det altid været. Men når vi læser det, lader alle vi lovligt højt på strå, som om det bare er det sædvanlige sludder - der dog kun er sædvanligt i den forstand at ingen andre har skrevet det...Og så i den forstand, at også dette velsagtens ender med den sædvanlige historie, der trofast elsker at gentage sig - og som heller ingen nogen sinde har skrevet om...Simpelt hen fordi nævnte forbrydelses allerførste trin nu engang altid er og må være tavsheden.

CITAT AF

CARSTEN HØEGH BRØNNUM:

"Journalistik har altid været kopiering af andre i et eller andet omfang. Lige siden - og længe før - jeg i 1969 af min første redaktør, som ny journalistelev (!) ved min tiltræden fik udleveret "en journalists vigtigste redskaber", blyant, blok, saks og en rulle tape, har kopiering i større eller mindre omfang være en kendt og anerkendt del af daglig journalistik."
-----------------------------------------------

  Ja - det er vist det normale - også i moderne humaniora. Men skødesynd er dog stadig en synd, når det 1: ikke er nogenlunde åbenlyst at se - men skjult ved omformulering ; 2 dels rammer folk uden stor megafon, dvs. uden reel klageret eller vetoret, og som kun har en begrænset læserkreds - og i tilfælde af klogeligt refuserede manuskripter sågar ingen læsere....Elementary, dear Watson..
En berømt amerikansk professor eller avis skal derimod nok klare skærene og kan jo tværtimod bruge sådanne sager som god reklame.

De der anklages for plagiat, har næsten per definition altid blot dummet sig ved at sakse velkendte ting utilsløret. Men herregud - det skader jo hverken Shakespeare eller New York Times: For den føste er både stor og død, mens den sidste er død og levende - og det er vel heller ikke så ilde.
De der rettelig burde anklages for plagiat - er derimod næsten altid hædersmænd, som alle vil stå sig godt med.
Ja, og vi forventer da rigtignok nu at blive plagieret af hædersfolk -, for det er endnu mere smigrende..
Må man i øvrigt henvise til en kronik om plagiatets psykologi i Politiken 2011,

MEDIERNES EGET ANSVAR?

Til sidst et godt indspark fra Lars Holmgaard Christensen:

"JOURNALISTISK DOPING?

Forklaring: Medieindustriens etiske udfordringer minder om dopingskandaler i cykelsporten.

Du har cykelholdet, mediehusene, der lever af at kultivere og hyre journalistiske talenter, hvis opgave det bliver at levere overskrifter og gode resultater for holdet. De bliver så ledet i det hold, de indgår i af en holdleder, som oftest er en tidligere fagprofessionel. Det er et hold, hvis overordnede mål er at vinde og komme først med det sidste og være stærke på analyserne.

Journalister som ynder autonomi er samtidig indbyrdes konkurrerende alle journalister imellem uafhængig af hvilket hold eller mediehus, de er hos, og de kæmper for at vinde journalistiske priser og hæder. Via egne præstationer kultiverer de deres eget navn. Når en journalist doper sig med opdigtede kilder, kopierede tekster og lignende, så præsterer vedkommende og også holdet evt. bedre, og bliver vedkommende afsløret, ja så ryger vedkommende af holdet og holdlederen kender sjældent noget til snyderiet. Holdet kører videre med nye ryttere. Intet er forandret, ingen spørgsmål bliver stillet til, hvorfor kopiering, plagiering og digteri er nødvendig i den journalistiske opmærksomhedsindustri. Sjældent ser ledelserne det som en redaktionel problemstilling."

--------------------------------------------------------------------

Glimrende iagttagelse: Plagiat er nemlig efterhånden noget nær det normale både i den akademiske og journalistiske verden. Og de der påtaler de grovere af slagsen, fryses ud, såfremt synderen er højt på strå. - ja allerede originalitet er såmænd ofte forbrydelse nok til at begrunde fyring i tavshed...

Rivalitetens smålighed i denne komiske kamp om ære og priser for absolut vellykket normalitet skal heller ikke undervurderes.

I det seneste aktuelle fald er der så måske i jule-travlheden sket en praktisk bommert, som ikke rammer nogen eller fratager nogen hvad der var deres. Og hvor de udeladte citationstegn muligvis endda kan være underforståede: Omtrent som når folk citerer Newton, Storm P. eller Shakespare uden hver gang at nævne den velkendte kilde. Noget lignende kan også være tilfældet med de tilsvarende forseelser som nogle har klandret vor uddannelses-minister for.

Sådanne fodfejl er pærelette for enhver at påvise, når det glamourøse ophav jo ikke just er en miskendt sibirisk tugthusfange - og alene af den grund intet mister, men blot opnår god reklame: "Se bare : Selv dygtige folk i andre lande kopierer mig!".

Men dog alligevel stadig ret symptomatisk for tidens og den herskende nye klasses kultur - og derfor måske heller ikke helt uden en vis nemesis...

Hykleriet ligger i, at kun når magtfulde instanser der ingenlunde mister noget derved, kopieres selv i småting - så slås det stort op. Mindre privilegerede samt mindre organiserede uden megafon kan derimod rende og hoppe - også i anderledes grove cases, hvor den ramte jo samtidig reelt fratages retten til sit eget arbejde og tillige som uetableret reelt frakendes klageret. Ganske som i H.C. Andersens "Skyggen", hvor "skyggen" til demokratisk spot og spe for massepsykologiens veluddannede folkedomstol udpegede den arme mand som sin egen misundelige skygge - ynkeligt forgræmmet af lutter "negativ opbyggelighed"...,

Som det vist for tiden gerne kaldes i kulturafdelingen...

Kendere af branchen fremhæver også pressede arbejdsforhold som en faktor, der inviterer til hvad Holmgaard rammende kalder "doping".

Men nu er det jo altså ikke "medier", men mennesker der hugger fra hinanden.

For det andet er det yderst sjældent, at nogen fyres for manglende originalitet - for det dulmer tværtimod den indbyrdes rivalitet. Så modsat ved eksamensbordets skillevej her og nu, så er det som til daglig presser mennesker til plagiat (harmløst eller grovt), nok oftest deres egen forfængelighed.

Tænk blot på, at mange af de mest urokkeligt konsoliderede i både medierne og andre brancher ikke altid kendetegnes af hverken at være kontroversielle (slet ikke i forhold til ledelsen) eller specielt originale. Men derfor kan de skam godt være velbegavede.

I alle forhold gælder jo at den sidder tryggest, der ikke stikker for meget ud. Så det undgår de klogeste her i verden,,,

JULETRÆER OG SALOMONISK VISDOM

JUL OM TUSIND ÅR - OM ALLAH VIL...

EN gammel vestjyde erklærede engang om fænomenet "bord-manerer", at han endnu aldrig havde mødt en mand så fin, så at "vind og vejr" ikke skulle have lov til at have deres gang...

På samme vis har jeg selv endnu ikke mødt nogen det det var så synd for, at der ikke kunne laves grin med dem.

Det forlyder således nu at fattige danske muslimer i stadig større udstrækning søger jule-hjælp i Folkekirkens og andet regi. Heraf fremgår, at økonomisk udsultning er det mest effektive redskab til integrationen: Så nu tror de sgu også på Julemanden.

Derefter kan danske muslimer så bruge de næste tusind år på at slås indbyrdes om, hvem der skal være Julemandens retmæssige åndelige arvtager-- Men at det skal være en muslim, det kan der vist ikke være to meninger om...

Det nære har jeg altid taget lettere end det fjerne. Så i dag indhentede jeg uden tøven et hængeparti i form af et fjernt og uvejsomt beliggende motiv, som til vedvarende ærgrelse mislykkedes i fjor.

Lokaliteten rensedes ved samme lejlighed for opvoksende juletræer., efter den samme recept som historien om Kong Salomons visdom. Men med omvendt fortegn: For hos Kong Salomon vil just barnets sande moder til hver en tid ofre sin moderværdighed for at redde barnet. Men jeg dræber tværtimod hellere børnene end jeg lader dem afhænde til vantro horder.
Men min sande grund til at fælde juletræer er nu den stedvis at forhindre en kvælende gran-dominans i en geografisk zone, der naturligt kendetegnes af en vis dynamisk ligevægt mellem gran, fyr, bøg, eg og asp. Mine distrikter ligger nemlig omkring bøgens naturlige europæiske nordgrænse og granens naturlige sydgrænse: et forhold der imidlertid er blevet forrykket gennem de sidste 100 år af skovbrugets ensidige favorisering af hurtigt voksende granskov – på bekostning af fyr og i endnu højere grad bøg, eg og asp.

Den mørke plantede granskov kvæler atter den naturlige undervegetation af blåbær og tyttebær, som især tjuren og urfuglen behøver., og som oftest er fremherskende i naturskov i nordlige egne. Og fra grankulturerne spreder et overskud af granfrø sig desværre også ind i tilstødende og nært beliggende rester af oprindelig selvsået blandingskov, som derfor kræver en vis pleje - selv hvor den er fredet.
–------------------

I øvrigt kan vi for en anden gangs skyld oplyse om, at ganske som man sagtens kan fejre jul uden juletræ, så kan man også sagtens være sofavælger uden at eje nogen sofa...

"MELANCHOLIA" - JA ELLER NEJ?

"MELANCHOLIA" – JA ELLER NEJ?

Sæt nu Danmark styredes af en diktator med nogle supergode ideer om øjeblikkelige væsentlige nationale, europæiske og globale tiltag i påtrængende fælles anliggender. Så ville der i befolkningen straks opstå to skoler:

Én skole, der støtter den fremsynede og handlekraftige diktator - og en modsat skole, der tværtimod fremhæver, at diktatur nu engang er diktatur og en åben ladeport for alskens vilkårlighed.

Så selv om denne diktators tiltag muligvis er velbegrundede, så må vi først vælte ham og indføre demokrati. Siden hen kan vi så diskutere og eventuelt beslutte at iværksætte de bedste af hans planer i demokratisk regi.

Afstemningen kendetegnes af netop dette dilemma: Ypperlige og velkonsoliderede, modne argumenter på begge sider. Men hvis begge parter således har ret, så må det være muligt at forene de komplementære synspunkter i et og samme billede. Og da kommer det vel til at handle om, hvor akut og "force majeure"-betonet situationen egentlig er - samt om hvor besværligt det ville være trods alt at vælge den sendrægtigt demokratiske omvej.

Hvis det drejer sig om at bombardere en faldende meteor fra rummet til støv i tide med en atomraket eller tre, så vil vi alle støtte diktatoren. Så von Triers film "Melancholia" er grænsetilfældet og derfor en godt billede på rammerne for vort fælles tankeeksperiment.

Men selve valget har jeg for min del ingen kvalificeret mening om. Og hvis noget ikke er indiskutabelt "force majeure", så er jeg oftest ret utilbøjelig til at interessere mig så frygteligt meget for det...Og da især hvis jeg ved, at mange andre går desto mere op i det og har sat sig mere ind i det.

"Den barmhjertige samaritaner" er i princippet det stik modsatte tilfælde: 1. Det var force majeure. 2. Ikke en mors sjæl ud over samaritaneren kærede sig det mindste om den arme djævel i grøftekanten.

Men ikke dermed sagt, at min egen demokratiske defaitisme og dovenskab så ligefrem er evangelisk forbilledlig...

Men PØJ-PØJ med det hele...

P.S. Den sædvanlige tilføjelse omkring fænomenet "Såfremt inspirationen en anden gang skulle melde sig..." - skulle vel efterhånden være overflødig?

DJÆVLENS ADVOKAT

OM FOR RETS-LINGVISTIK

INDRØM dog, at uden bindestregen i ordet ”rets-lingvistik” ville I have stået som ærlige analfabeter.

Ordet "dørmåtte" er derimod langt lettere. Ja, måske for jer: Men for alle os, hvis dørmåtte forlængst er blevet konfiskeret af viceværten, idet ejeren aldrig rensede den og derved saboterede ejendommens sanitære tilstand - for os er ordet "dørmåtte" en lige så uforudset og lidet nærliggende fonetisk konstruktion som så megen anden opfindsomhed i jobskabelsens tjeneste.

Takket være disciplinen rets-lingvistik kan man imidlertid nu spore både sådanne små som langt større forbrydere ud fra deres karakteristiske dialekter, stavemåder, ordvalg, forkortelser, tegnsætning og litterære stilleje: Åhja, for har ikke både Dostojevskij og Nietzsche svoret, at kunstneren er i slægt med forbryderen? Og hvad er der derfor sige til, at mere oplyste regimer spærrer deres kunstnere inde med det selv samme forebyggende fremsyn, der kendetegner tidsvarende behandling af personer der kunne mistænkes for at ville søge asyl.

Dagens rets-lingvist med fast job fortæller endda Politiken om tilfælde, hvor en på bunden dannet forbryder, der med større fordel kunne have begået en ansøgning til Statens Kunstfond - i breve og sms'er har tilstræbt en mangelfuld sproglig beherskelse. Men alligevel har slynglen afsløret sig selv, fordi hans skarpsindighed ikke stod på højde med hans uddannelse. For trods sin uformuenhed i det elementære har han dog ikke kunnet undgå at bruge og helt korrekt stave avancerede engelske ord såsom ordet "precious" - et ord som ingen af Bjørn-Bandens medlemmer jo kunne finde på at bruge.

Samme sporings-metode har jeg selv med held lanceret i min private jagt på plagiater i Simon Wiesenthals fodspor, så at sige: Thi det karakteristiske for plagiatoren er nemlig på samme vis, at en markant uensartethed hurtigt røber ham. Han kan skam adoptere både den ene og anden originale tanke eller iagttagelse uden større sproglig opfindsomhed til at skjule forlægget - hvorpå der så følger lange passager af en komplet almindelighed, der viser, at de åndfulde momenter umuligt kan bero på åndelig beslægtethed - og heller ikke på nogen mystisk Jung'sk synkronicitet.

---------------------------

Sprog og forbrydelse har imidlertid flere forbindelser end som så, idet sproget selv undertiden bliver forbrydelsens offer. Således forstår jeg i dag på Politikens Bjarne Schilling, at udtrykket "herostratisk berømmelse" af vore dages yngre journalister forbryderisk bruges som betegnelse for "middelsvær berømmelse".

"Sådan udvikler sproget sig", konstaterer læsernes redaktør, der således i stil med visse højesterets-dommere ikke kan regnes for helt inhabil, det han samtidig oppebærer en flot bi-indkomst i rollen som djævlens - kort sagt læsernes - advokat.

Men på den anden side. Det stående udtryk "djævlens advokat" troede jeg indtil for få år siden betød akkurat det som en fordomsfri semantisk analyse lader formode: nemlig 'forsvarer for noget forkert - i princippet altså endog djævlen selv'. Og således har jeg selv ovenfor tilladt mig mod bedre vidende at bruge udtrykket: For det er retorisk flot - og det burde som sagt logisk set også have haft nævnte betydning.

Men traditionelt betyder dette stående udtryk (eller idiom) noget ganske andet, end man kunne gætte eller regne ud - hvilket just er det karakteristiske for idiomer. Det betyder nemlig at give det modsatte synspunkt af ens eget en fair chance ved seriøst at komme det i forkøbet med de bedst tænkelige grunde. I retssystemet er dette da også grunden til alle anklagedes ret til en forsvarer: vel sagtens efter den devise, at selv djævlen på Dommedag bør indrømmes ret til at forsvare sig. En devise der vel i sin tur skriver sig tilbage til den katolske inkvisitions gyldne æra.

Den græske vandal Herostrates, der opnåede berømmelse ved at rasere et tempel, ville således også have kunnet forlange en kvalificeret forsvarer, hvis blot han havde ventet nogle århundreder med sit værk.

Udtrykket "djævlens advokat" - der således turde have en retshistorisk oprindelse - er i tidens løb blevet en stående talemåde, der mere generaliseret sigter på i enhver argumentatorisk sammenhæng - også hinsides skyldspørgsmål - at bruge lige så stor tankekraft på at overveje den mulighed, at man kunne tage fejl, som på den teori hvis sandhed man forfægter.

Hvis vi har ret heri, så er der alligevel en logisk kontinuitet fra den formodede klassiske til den moderne brug af udtrykket "djævlens advokat". En kontinuitet der atter giver os et godt alibi for ovenfor at have brugt udtrykket på vankundig "folke-etymologisk" vis, selv efter at være blevet oplyst om dets korrekte brug.

For vor efterfølgende analyse i mangel på bedre gøremål såsom f.eks. et lille korstog i helligdagens anledning har jo sandsynliggjort, at vor egen selvbestaltede brug af nævnte udtryk ret beset turde være den oprindelige - hvorimod det moderne idiom må ses som en sekulariseret generalisering af den selv samme tankegang.

-----------

Til slut. Ovenstående egenrådige stykke med udgangspunkt i to af søndagens artikler i Politken kunne ved første øjenkast minde om et af samme søndagsavis faste kauserier over sket i ugens løb. Men dette ville være en besnærende illusion. For et sådant kauseri har i grunden ingen ægte rød tråd, men leger det blot ved at opfinde fikse små sproglige trinbrædder fra det ene til det andet emne, alene med det påskud at det nu engang er sket i ugens løb.

I vort tilfælde gås der indrømmet også fra et punkt til det næste, men selv om den saglige sammenhæng er en smule for konstrueret for det klassiske essay, så er den der nu alligevel.

Vi tager udgangspunkt i, hvad der paradoksalt nok set i tilbageblik må kaldes en digression: Nemlig nytteværdien af bindestreg i sammensatte ord. Via eksemplet "dør-måtte" kommer vi ind på emnet forbrydelser - hvorefter vi så er klar til hovedtemaet sproglig sporing af forbrydere, store som små.

Herefter som det andet punkt nævnes så, at sproget nok så ofte kan ses som forbrydelsens offer - som når hæderkronede udtryk såsom "herostratisk berømmelse" skifter betydning til fordel for en moderne historieforladt farveløshed.

Idet jeg herunder selv kommer til at begå en forbrydelse mod sproget i form af en privat og ugyldig brug af udtrykket "djævlens advokat" - så bliver jeg nødsaget til en sproglig selvbesindelse. Overraskende nok resulterer denne imidlertid så i, at min private og "folke-etymologiske" brug af udtrykket viser sig at måtte være den oprindelige - hvorimod det moderne idiom må ses som en generaliseret og udvandet version med en intakt oprindelig betydningskerne. Min egen forbrydelse mod sproget viser sig således til sidst at være - om ikke ligefrem forbilledlig, så dog velbegrundet: og derfor afgjort tilgivelig snarere end herostratisk.

Derimod er vi aldeles på det rene med, at der gives andre sproglige og stilistiske brud på vedtagne manualer, som vor tids demokratiske folkedomstol ser så alvorligt på, at endog den ret til ”djævlens advokat”, som Inkvisitionens dommere nødtvungent tilkendte Satan, nægtes os i medfør af samme undtagelsesret som man påberåber sig ved anden terrorisme.

ROSES ROSER...

”A ROSE IS A ROSE...”

Skam få dem der taler ilde om Flemming Rose og andre af ytringsfrihedens helte, der heroisk vover pelsen – selv hvor det i bagklogskabens lys kunne forekomme lige så uforsigtigt, som det var heltemodigt. For heroisk vovemod med risiko for minkpelsen kendetegner ellers ikke just offentlige ytringer fra respektable mennesker på karrierens vej – blot synes de fleste at frygte landsmænd i højere sociale positioner langt mere, end de frygter islamisterne.

Så det mest konsekvente havde derfor været, hvis alle respektable borgere var enige om, at de brushoveder der udfordrer islamisterne og andre standspersoner, selv er ude om det og rigtignok ikke har fortjent bedre.

En ting ved den endeløse debat der kan virke komisk, er dette at mord og voldelig vendetta allerede i forvejen er forbudt og således slet ikke står til diskussion: og dette gælder tillige hævn for forbudne injurier og andre strafbare handlinger. Endog løsladte sædelighedsforbrydere opnår jo således undertiden politi-beskyttelse.

Så selv hvis vi liberaliserede ytringsfriheden yderligere, ville private straffeaktioner ikke blive spor mere ulovlige af den grund. Og de hadefulde lader sig nok heller ikke hæmme af, om alt hvad der kunne ønskes hævnet, skulle gøre lovligt - eftersom de jo allerede i forvejen gerne suspenderer loven.

Hævn og trusler er ligesom sex desværre kommet for at blive – og undertiden kan det derfor være klogest og mest ressource-besparende at stikke piben en smule ind. Og det behøver ikke at blive en glidebane: For det kan jo lige så ofte forebygge en voldelig eskalering uden bremser. Så selv med hensyntagen til princip-synspunktet om glidebaner må det i hvert tilfælde bero på en konkret afvejning.

En anden ting er, at de mennesker der prædiker respekt for ytringsfriheden og tolerance, langt fra altid lever derefter, men i mangt og meget snarere ligner islamisterne. Blot er de alt for kloge og socialt ressourcestærke til herunder at behøve bryde nogen love. Og måske er det just derfor, at de fleste respektable borgere frygter dem – og ryster på hovedet af de mere frygtløse...

P.S. Og behøver vi at nævne, at ovenstående ikke fandt optagelse i det højt oplyste organ, hvortil det for sportens og gammel vanes skyld blev stilet - vel vidende at det jo om også denne ædle sportsgren gælder at der skal to til at danse en tango. Dvs. mindst to - for jo flere deltagere på holdet, desto større sport er det for den ene formastelige. Men lad os i det mindste være enige om ikke her at bruge ordet "udfordring" - for så er der da én ting vi er enige om, og det giver da håb for demokratiet.

I min tid som regelmæssig bidragyder i pressen publicerede jeg aldrig optagne ting på bloggen, endsige Facebook - for det er at trykke den af på tidens velkendte plebejisk tarvelige vis, der tilsigter at intimidere slavesjæle til underkastelse.
Refuserede indlæg offentliggjordes nu af den modsatte grund heller ikke: Man ville jo nødig slås i kollegialt hartkorn med alt andet der refuseres her i verden....

Men da dette sidste lod har været reglen de sidste mange år, kan man ikke længere betragte denne omstændighed som noget kriterium, men alene som en udvendighed, der hverken tæller for eller imod. Men at publicere mere end smuler fra vort homeriske bord ville under alle omstændigheder være komisk anmassende. For less is more, som briterne siger.

Til gengæld kan vi nu hævde, at just ting der faktisk var tilstilet en bredere offentlighed, passende kan lægges ud - når det nu engang kun kan ske på denne vis. Blot må det ikke blive en tvangshandling som hos drengen der i sammenbidt trods igen og igen forgæves byder den samme pige op til den næste dans  - og derved bliver den symmetriske pendant til klassens generte dreng, som bager på akkurat den samme pige uden blot en eneste gang i aftenens løb at turde inklinere for hende...

VEJENE OMKRING MCHANGAMA...

Nogle husker vel endnu at den unge digter Ali Hassan, hvis digtsamling blev spået en levetid på linje med Aarestrups - siden morede sig med at afbilde Henrik Dahl i naziuniform som en demonstration af den kunstneriske ytringsfriheds velsignelser, som han ganske vist selv havde bekendt sig til.

 Muligvis var Ali Hassans happening også et fandenivoldsk dække over velbegrundet frygt for at ryge i fælden som parnassets nye Onkel Tom og islamisternes nye arvefjende - samt Politikens alibi for nu omsider at bøje sig for Weekendavisens frække drenge, herunder jo sågar flere nu sågar udstyrede med professor-status.

Hele den spøg havde ellers ikke meget at betyde, så her præsenterer vi nu en ny af slagsens, men naturligvis opstået helt spontant, idet vi først efterfølgende ser parallellen. Cepos' og Weekendavisens egen jurist med det vanskelige navn, der kunne minde om den navnkundige Patricia Lomumba's, havde sin vane tro slået et slag for ytringsfriheden - denne gang tillige på Facebook.

Min egen vane tro tillod jeg mig at gøre opmærksom på, at selv ytringsfrihedens dedikerede vogtere straffer ubekvemme ytringer, blot uangribeligt og derfor desto mere ødelæggende: idet de socialt ressourcestærke heldigvis ikke behøver at bryde nogen love for at opnå deres mål.

-------------
I forlængelse heraf inspireredes jeg en anden af mine vaner tro privat til en skriftlig happening der forhåbentlig tåler sammenligning med både poeterne Ali Hassan og Emil Aarestrup. National-digteren S.U.T. skal derimod være fredet i denne omgang - ganske ligesom jægerne aldrig jager vildsvin og elge på en og samme tid. Hvilket minder mig om min bedstefars ord, da hans hushjælp for tiende gang i træk serverede forloren hare: "Jamen er der da slet ingen fredningstid for forloren hare?"

Og så kan vi måske få lov at fortsætte?

Vor litterære happening der følger for neden, udstyrer ingenlunde Lomombas's efterfølger på posten i Kongo med nazi-uniform, for efterligninger overlader vi til forfatter-aspiranter.

Men kære Mc Lomomba!

(håber det lykkedes mig at stave rigtigt i første forsøg, selv om det jo nok forholder sig hermed som med køreprøven i sin tid):

Altså: Man straffes skam allerede alene for at sige hvad man anser for sandt, selv på de sociale medier - hvortil man måske i sin tur har søgt sin tilflugt grundet lignende strafbare forhold i de gamle medier.

Og det bedste bevis herfor, Mchomba (ja, for er det ikke lovlig plat allerede at spille dus og på fornavn med "Holger", alene fordi man endnu ikke kan stave til "Beck"?) - det mest slående praktiske bevis for, at man allerede i dag risikerer at straffes hårdt selv for demonstrativt civiliseret åbenmundethed, er dette:

Hvordan vil du nemlig ellers forklare, at dygtige og allerede ret velbjergede folk på de sociale medier (samt deres hustruer) panisk støtter og flirter med alt hvad der på nogen vis kunne have mindste indflydelse på deres fremtid? For hvis selv de ret velbjergede skælver som espeløv - så er der jo nok en grund til det?

Man straffes heldigvis endnu ikke i juridisk forstand - dvs. ved lov. Nej, men man beskyttes sandelig heller ikke juridisk i medfør af nogen art arbejdslov-givning eller vedtagen policy for ordentlig personale-praksis.

"Three strikes and you are out" - gælder således ikke kun juridisk. Og derfor tør jeg da heller ikke for tredje gang prøve kræfter med dit efternavn.

Men mellem os Jacob: - med det svære navn må du sgu da stamme fra Tjekkoschzqk... - øh, nå nej: Tjekkiet.

Men måske kun godt at man ikke kan stave: Ja, for det næste bliver efter sigende, at man straffes alene for at kunne skrive..."

–-----------------------------------------------------

FUGA MED VARIATIONER
Ovenstående spontane penneprøve er i sig selv et eksempel på hvad den omhandler: nemlig at hverken tolerance eller ytringsfrihed i praksis rækker længere end hvad den menneskelige natur vil stå model til i så henseende.
På den anden side ville det være pointeløst at fornærme folk eller vanære dem i forhold til egne erklærede idealer helt uden grund, blot for at teste deres respekt for lovens ånd: ud over den respekt for loven, som loven selv forlanger.

Med andre ord: Ganske som vi er juridisk uangribelige så længe vi holder os fra injurier eller trusler - så er modparten ligeledes uangribelig i sin hævn, så længe han ikke bryder love og arbejdsmæssige forpligtelser og professionelle kodex. Men at der ligefuld ofte kan være en hævnvilje, det er menneskeligt elementært og ingen hemmelighed -og behøver derfor ikke at demOnstreres ved nogen slags kunstnerisk happening.

Nej, det interessante er derimod at se hvor svag den menneskelige natur er, selv hvor der ret beset vitterlig ikke findes et gran af ægte personlig eller faglig fornærmelse at komme efter.

I ovennævnte tilfælde ville mangen uerfaren læser således nok finde, at det var mægtig morsomt, hvis en Rifbjerg havde begået det - men derimod umådelig frækt og udfordrende - og måske tillige ret dumt - såfremt det var skrevet af en person uden en beskyttet platforms helle. Hvis det er Rifbjerg lever man sig empatisk i forfatterens triumf ved at kunne spidde modparten offentligt, uden at denne kan stille noget op trods sin vrede. Den slags fryder os, så længe vi identificerer os med den overlegne part - og det vil enhver tiskuer gøre, der har valget.

Hvis nu den samme tekst var skrevet af en ubeskyttet person, vil publikum ubevidst straks vælge at identificere sig med den person der i sidste ende er udstyret med både netværker, autoritet og anden magt. Og ud fra den position vil publikum sammen med den stærke opleve den sårbare provokatør som en dumrian, der turde eksponere sig med sådan umådelig frækhed.

Selv om publikum måske ikke går så langt som til også at føle den stærkes raseri, så oplever de dog noget beslægtet i form af deres egen misundelse mod en der tør gøre noget trods alt en smule spektukalært, som de aldrig selv ville turde. Og denne misundelse slår over i et ønske om, at den dumristige nu – som vi klogt advarende forudså - må smage den stærkes overhånd så stærkt, at han må forbande sin egen åbenmundethed.

Og denne lille forargelse vil da automatisk og ubevidst søge legitim udtrykskraft ved at læne sig op ad den voldsomme krænkelse som synderen har udsat den stærke for: "Når man i den grad selv er ude om det, så fortjener man også en lektie - ja altså for en anden gangs skyld, sådan helt principielt".
–--------------------------------

Men hør engang: I ovenstående tekst hverken siges eller blot antydes der det mindste forklejnende om vor juridiske modpart hr Mchangamas fortræffeligheder - hverken fagligt, moralsk eller menneskeligt.

Hvori består da hånen? "Jo, du gjorde jo tykt grin med hans navn - og selv om du så fiffigt leger den leg med, at han med denne salat af konsonanter velsagtens må være tjekke, så ved du udmærket godt, at manden er sort. Og derfor er der bag det hele tillige et helt legalt, men dog ondskabsfuldt anstrøg af racisme: "Ja, vi ved jo godt at disse buskmænds såkaldte sprog mest består af kliklyde, som for en hvid man kan være vanskelige at skelne fra mange abers - og vel næppe ret meget lettere for en abe..."."

Åh ja, vi tillod os den lille spøg med navnet i forbifarten, men det var på ingen vis planlagt, og den lille krølle til sidst med de slaviske konsonanter kom ligeledes helt uden at være inviteret - og man afviser da vel ikke kræsne asylsøgere med så smigrende præferencer? Var dette med navnet således ikke faldet os ind, ja så ville vor intention have været akkurat den samme. Og da vi først var slået ind på det spor, så erindrede dette os atter ved næste staveforsøg om den forkætrede amerikanske retspraksis "three strikes and you are out": For her var jo en relevant associativ kobling til selve emnet, hvorledes det egentlig talt forholder sig med straf kontra tolerance over for ytringsfriheden. For på den måde bringer vi jo selv det aktuelle spørgsmål på banen, hvor mange gange hr Mchangama mon skal se sit navn udstillet som genstand for vor moro, før han ville ønske at hans egen arm var endnu længere end lovens.

"Jamen som du selv erkendte ovenfor, så ved vi jo alle, at personlige fornærmelser ikke kan forventes at blive honoreret med velvilje - og at der heri intet odiøst er, så længe man holder sig på lovens grund: Og kendetegnes en mand med magt og indflydelse ikke just derpå, at han på ingen vis ligesom den afmægtige behøver at overveje at krydse et så risikabelt Rubicon for at få afløb for sin umådelige vrede?"

Javel, men siden I nu selv tager mig på ordet, må jeg vel også selv have lov at gentage, hvad jeg sagde i samme åndedrag: nemlig at der ret beset i vort tilfælde ikke var anstrøg af krænkende insinuationer om dr Mchangamas egenskaber, faglighed eller levned. Navnet er noget helt udvendigt, som alene i kraft af vore frie associtioner bringes i eksemplarisk relation til vort emne. Og havde navnet ikke inspireret os, så havde vi såmænd nok ladet os inspirere af noget helt andet lige så irrelevant til at gøre også det relevant "likförbannat" ved associationens magt.

For den uerfarne kunne vor spøg ligne en krænkelse, men i vor verden af alskens sære navne på alle niveauer af magt og anerkendelse kan kun en sinke for alvor forestille sig, at dette med navnet skulle kunne kunne virke som en art påmindelse om et skjult og smerteligt mindreværd. Derimod må vi medgive, at vi altid vil have en erindrings-reminiscens af, at sådan spøg ofte og især i barndommen har været forbundet med anden spøgefuldhed på den pågældendes bekostning - og at vi således her har et nærmest bogstaveligt eksempel på fænomenet "guilt by association".

Men netop derfor er det da også, at vi siger: "Ret beset" er der heri intet fornærmeligt - og det vil en klog og veluddannet mand esom Mchangama let selv kunne se også uden støttepædagog, hvorimod en mere enfoldig person øjeblikkelig ville fiksere sig på sin spontane forventning om en ond hensigt.
Den sofistikerede modpart vil derimod læse teksten i sin sammenhæng og herunder intuitivt sande, hvorledes den er melodisk skruet i ét pennestrøg: hele tiden under hensyntagen til selve det debatterede emne - og uden mindste personlige perfidi.

”Godt, men hvordan vil du så forklare, at manden jo utvivlsomt nu er blevet ude af sig selv af raseri over din frækhed til at lege med hans navn i stedet for som alle ordentlige mennesker at gå ind i hans debat på dens egne vilkår.”
Vilkår og vilkår - altså, debattens vilkår er da nu engang dette, at man undertiden risikerer at blive besvaret på en måde der stiller ens indfaldsvinkel og blinde vinkler i relief – endda måske på en måde der kalder på smilet. Og den smule forlegenhed som dette kan være forbundet med, er vel ikke psykologisk spor anderledes end forlegenheden ved at blive stillet momentant til vægs i en helt ordinær debat på dens noget snævrere og mere farveløse vilkår: f.eks. i en "debat-konkurrence" med mere strikte regler for associationernes frihedsgrader.

At en persons så at sige emne-relevante svagheder risikerer at komme for dagen, det er hur som helst enhver debats vilkår: Og dette kan på ingen vis sidestilles med faglig fornærmelse. For at lade modparten selv vise sine begrænsninger, er ikke det samme som selv at påstå, at han har faglige svagheder. Selve oplevelsen af ydmygelse kan imidlertid alligevel være mindst lige så stor og slår let over i animositet og uforsonlighed: en uforsonlighed der blot yderligere giver belæg for vor skepsis med hensyn til menneskenes evne til at tolerere ytringsfriheden også i praksis – selv hvor der hverken foreligger injurier eller ringeagts-ytringer.
"Ja, du snakker da også bukserne af folk – men stadig må du da indrømme, at den gode mand tydeligvis nu er blevet meget opbragt på en måde, der ville have været helt utænkelig i en sober debat, selv hvis vi hypotetisk tænkte os at han undtagelsesvis var kommet til kort i en fair duel. Og det kan du vanskeligt bortforklare, når du jo tværtimod selv erkender, at dr Mchangama er en både kløgtig, afbalanceret og veluddannet mand."

Nu er der jo altså ingen som aner, om dr. Mchangama overhovedet har reageret følelsesmæssigt eller blot tænkt: Sikke dog et omstændeligt snakketøj. Og så længe ingen ved om han er blevet "opbragt", som I siger, så har vi på vor side endnu mindre anledning til på nogen vis at undskylde eller på anden vis forklare os.
Alligevel går I sådan ud fra, at manden må være blevet alvorligt vred. Men lad os se engang – kunne man måske vitterlig begrunde en sådan almen formodning om, at når hædersmænd og anerkendte autoriteter på denne eller hin vis om ikke gøres nar ad, så dog bruges som anledning til egen spøgefuldhed – så vækker det typisk vrede?

Jo, der er faktisk god grund til en sådan antagelse. Dels har vi nemlig til orientering allerede rig erfaring for, at just sådan forholder sig ofte – hvilket ingen af jer vist finder spor grund til at betvivle. Og dels kan vi gennem sjælelig indlevelse forstå, hvilke mekanismer der her kan vær på spil.

Det tager rigtigt mange år at nå så langt som prof. Mchangama, selv om han så endda har formået at gå en del hurtigere end almindeligt, hvis man ellers i hans tilfælde kan bruge ordet "almindelig". Og under denne lange march er man nødt til mange gange at udvise stor selvbeherskelse, ikke alene fagligt, men også når det gælder at udholde forbigående forlegenhed samt nødvendig tolerance over for små urimeligheder eller urigtigheder begået af foresatte, der fristes til at bruge ufine midler på deres egen forfængeligheds og selvagtelses vegne.

Endvidere er det nu engang ungdommens lod tit og ofte at komme i tvivl om sin egen fortræffelighed – og når man så omsider har overvundet denne tvivl, så kan man selvpinerisk befrygte, at ens velafgrænsede og lokale fortræffelighed dog langt fra er stor nok til at opveje alle ens hemmelige mangler på andre felter. Og netop det begavede menneske besidder oftest tillige langt mere fantasi til således at male fanden på væggen – selv hvor det paradoksalt nok gælder egne begrædelige mangler. For universal-geniet er jo nu engang undtagelsen - og selv det sammenligner sig velsagtens så med Gud og døjer på samme vis under de hårde odds.

Netop den dygtige akademiker lider ofte af denne frygt – hvorimod ingen flyttemand formår at betvivle at han kan sin metier: han være nu nok så tænksomt anlagt i fritiden.Og just derfor er det muligvis, at der ikke behøves megen uventet og anderledes åndsoverlegenhed hos en modpart i det offentlige rum, før den indre usikkerheds djævel, som man ellers troede at have manet i jorden gennem alle læreårene, atter springer op igen,som en trold af en æske, udhvilet og forynget og forlanger revanche.

Og netop den ypperlige, der med sin langt større fantasi i ånden i ét nu skuer sit liv som et selvbedragerisk og langsommeligt fejlgreb dømt til forlis – kan da i uheldigste fald blive forståeligt bragt så meget ud af fatning, at han trods de bedste evner og kvalifikationer vitterlig i situationen ikke længere formår at sande vort ovennævnte snusfornuftige "ret beset". Men dette står ikke desto mindre stadig til troende.
Sluttelig må vi i forlængelse af vor sidste betragtning tilføje, at nybagte autoriteter og nyslåede riddere må forventes at være de aller mest sarte på deres sejt erhvervede æres vegne. For stik imod den vante historie, at djærve ungdomsoprørere gør den tolerant imødekommende og velmenende rektor komplet til grin ved at låse den naive mand snart inde i, snart ude fra sit eget kontor – så viser al erfaring, at netop de gamle oftest har sandet, at ovennævnte ungdommelige frygt er et almenmenneskeligt vilkår og ikke specielt begrundet i netop deres fatale savn og mangler.

Endvidere har de gamle nydt og udbygget deres position uden ubærlige ydmygelser gennem mange år, ligesom de hen ad vejen har overvundet eller er kommet rundt om de faktiske små fagrelevante begrænsninger, som jo ligeledes er alles lod.
Kort sagt har vi derfor god grund til at formode, at dunskæggede autoriteter og standspersoner langt snarere en gråskæggede gamle borgmestre, professorer og rektorer kan forventes at gå i harnisk og se helt uhørte krænkelser i, hvad der reelt alene er en tand mere farverigt og sindrigt, end hvad de er blevet oplært til at håndtere.

Men som sagt: Alt dette er blot hypotetisk, for ingen mors sjæl aner jo, om prof. Mchangama - hvis navn vi nu omsider formår at stave lige så rutinemæssigt som navnet "Pedersen" – overhovedet har fundet mindste anledning til at skænke vore fjollerier blot en eneste tanke.
Og vi må i benægtende fald derfor selv indrømme, at vi ved ovenstående afhandling alene har formået at opfinde en meget omstændelig, men til gengæld aldeles ufejlbarlig metode til at lære at stave til den unge professors svære navn – endog i søvne. Og lidt har nu engang også ret!