FRA PASTOR RAMSDAL TIL FINANS-SVINDLERNES MIRAKLER

"VI ERE ALLE KRISTNE”

Den ærlige pastor Ramsdal indrømmer, at han ikke rigtigt kan tro på mirakler. Ville Kierkegaard mon have lovprist ham som en sjældent oprigtigt præst? Eller ville Kierkegaard tværtimod have fået et nyt raserianfald over, at Ramsdal alligevel vælger at forblive i embedet?
Hvor datidens præster ifølge Søren bekvemt sagde "Vi ere alle kristne", så hedder det i dag: "Næppe nogen myndige personer ved deres fulde fem er i vore dage bogstaveligt kristne – for i så fald er de i hvert fald helt uegnede til at bestride et embede: Og da slet ikke et så tungt og ansvarligt embede som præstens – hvorom jo oven i købet gælder, at det ligefrem et kald!".
Men hvem kan i grunden fortænke os i at forlange mirakler for at tro det umulige - mirakler som dog kun vanskeligt overbeviser os, hvis vi da ikke personligt har overværet dem. Også selv om vi har det fra troværdige vidner. Dette får mig til at mindes den lige så ærlige lejemorder "The iceman". En af de få gange han siden fortrød sin barske pligtopfyldenhed, var dengang han tilbød en ”klient” der bad for sit liv, en halv times frist til at bede Gud om hjælp. "He prayed and he prayed - but God did not help him - and so I shot him".

Men man bør efter sigende også helst have andre til at bede for sig: Ja, det ser i hvert faldt altid bedst ud, når man ikke selv har forfattet sine anbefalings-skrivelser. En bekendt i akut behov bad nu alligevel engang Gud om penge og fandt virkelig kort efter en hundredekrone-seddel på gaden!Men er dette ikke netop typisk for Gud? Han tvinger nemlig ingen, men sørger altid for, at både skeptikeren og statistikeren kan finde en rimelig måde at bortforklare miraklerne på.

Men på denne måde nødes skeptikeren således til alligevel kaste håndklædet i ringen og give Gud et 13-tal for en suverænt underfundig besvarelse med et helt umiskendeligt og uforfalskeligt fingeraftryk, der endeligt afgør den lille sag.
Andre kan omvendt fortælle, at håbløshed langt mere end mirakler kan styrke troen – fordi denne eksistentielt set er et desperat og livsnødvendigt valg hinsides normal sandsynlighed. På samme vis er nogle mennesker stedt i håbløse nødsituationer i stand til – endda helt uanset religion eller ej – at opretholde livstroen, håbet og udholdenheden selv mod al sandsynlighed.
Også ikke-troende kan skam i nødsituationer bede til Gud – men som sagt langt hyppigere for andre end for os selv. Andre har imidlertid omvendt fortalt, at de netop i den totale opgivelse fandt buddhistisk fred med sig selv, skæbnen og Gud: Al strid og konflikt var slut, og det var godt sådan: Da redningen så alligevel helt uventet kom, var det næsten en skuffelse at skulle vende hjem til denne ufuldkomne jammerdal. For Gud a la Karen Blixen er ikke en manipulerbar størrelse, man sådan kan tinge og diskutere med.



At Folkekirken kan rumme moderne præster, der er langt svagere i troen end i håbet, kan samfundsmæssigt og menneskeligt set være rimeligt nok, eftersom de jo er repræsentative for en lang kultur-kristen tradition. Vel at mærke så længe de er ærlige omkring det - uden heri fiffigt straks at ville se "den sande kristendom".

Men hvis de ligefrem pure afviser miraklerne som hedensk overtro, så kan det være sværere at se, hvad de egentlig har at gøre på lige præcis en prædikestol. For prædikestolens særlige historiske autoritet er ikke let at forene med en degradering til en helt fri talerstol a la Hyde Park.
Mange moderne teologer betoner imidlertid, at kristendommens og jødedommens historiske respekt for boglærdom og deres frie tradition for skarp debat og fortolknings-strid netop har givet grobund for modernitetens og ateismens langsomme fremvækst. Men dette gør vel ikke moderniteten til ligefrem en iboende del af hverken kristendommen eller jødedommen selv.
Ej heller kan man deraf slutte historisk, at ateisme så ikke kunne og ville være opstået alligevel ad anden historisk vej – helt uden hverken kristendom eller jødedom. For hvis dette var sandt, så ville ateismens udbredelse jo ligefrem kunne ses som et yderst underfundigt og jesuitisk kringlet bevis på kristendommens dybe sandhed og nødvendighed. Men så havner vi rigtignok også langt fra både Jesus og evangelierne....
Til gengæld får denne spidsfindige tankegang mig til med et smil at mindes nutidens udødelige finans-magikere, der trods både domfældelse og konkurser formår på ny at låne store summer af de samme banker, som de selv bragte til faldets rand: og det just for at frelse bankerne fra følgen af disse fejltrin! For på samme vis vil denne moderne teologi trylle kirken levende igen - selv om den så skulle være lige så død som i sin tid Lazarus.

P.S. Ovenstående er ikke blevet bragt i verdenspressen - men finder dog nåde på denne redaktion - trods vort sædvanlige forbehold over for emner, som også alle mulige andre partout skal skrive om p.t. Men lad nu ikke uopfindsomheden blive en vane.

AF EN FATTIG JÆGERS DAGBOG

AF EN GNIERS DAGBOG

Vinterdæk er bløde som vingummi og slides derfor hurtigere. De bør derfor først monteres, når det er nødvendigt. Men hvis nu vinteren er uhyre kort, fristes man ligesom konen i muddergrøften til den bjergsomme tanke helt at sløjfe dækskiftet frem og tilbage:- Dermed undgås ikke bare enhver slitage af vinterdækkene, men også udgiften til to gange dækskift. Hvis man helt konsekvent undgår kørsel i vintervejr, er det alene et spørgsmål om hvor meget man er villig til at betale for holiday on ice. Men kører man alligevel forsigtigt på sommerdæk, kan det ende med alligevel at blive en langt dyrere fornøjelse end de to ganges dækskift. Betragtningen minder her en hel del om betaling af sin stadig mere sjældent udnyttede TV-licens.

Jeg undgik derfor i går mindre veje, men kunne så til gengæld drage fordel af det forhold, at uberørte og helt ubesøgte hjørner undertiden kan ligge meget sumpet og uvejsomt - men samtidig klods op ad landeveje, hvor men strengt taget ikke har lov til at parkere undtagen i nødtilfælde eller ved motorbesvær.

Ofte afskærmes og camoufleres det vilde tilmed helt af dybe grøfter og af de faste vej-bankers tætte opvækst. Og ganske rigtigt baskede flere højst forbavsede urkokke da også op kun 5o meter fra landevejen. Adskillige store enebærbuske følte sig også som Robinson Kruso, da de efter forlængst at have opgivet ethvert håb blev reddet fra udsigten til langsom kvælning af opvoksende smågraner. ---------------- Dagens overflødige øvelse i "gjentagelsen"s umulighed viste sig ganske rigtigt omsonst. For de samme motiver - denne gang med stativ - var alligevel ikke de samme, for lyset var helt anderledes. Men de graner jeg fjernede, var derimod ikke de samme som sidst, og dermed blev det rigeligt meningsfuldt. For jeg gider ikke stå og svede i et fitness-center. Sneen i støvlerne må ses som et yderligere forfriskende frynsegode, Men ikke bare kan man ikke tage den med sig til evigheden: den smelter allerede længe inden og afgiver gavmildt al sin kulde til fødderne. Men det skal nu ikke være nogen hindring, for jeg helmer ikke, før jeg ser at alt er godt.

OM V.S. NAIPAUL - OG GANDHI...

NAIPAUL

V.S. Naipaul er en enlig ravn fra Trinidad stedt i en evig selvanalyse af det umulige i som historieløs at skulle blive forfatter ved mekanisk tvangsmæssigt at adoptere en "universel" britisk-europæisk tradition. De fleste blev ret mislykkede, med eller uden anerkendelse - om ikke andet som "autentisk caribisk kultur" (klap.klap!). Hans egen far nåede et stykke vej, men genneskuede aldrig sin egen historieløshed - til gengæld anser Naipaul faderens forsøg for afgørende for hans egen bane.

Først siden er post-kolonial litteratur blevet voksen, historisk bevidst og endda toneangivende - dvs. efter at være befriet for uvidenhed og mindreværdskomplekser. Men Naipaul beskriver sin vej som en rejse begyndende med det naive: det man kender. Altid troskaben over for det man oplever, sanser og står i - herunder tvivl. Mange afgørende indvandrede mentorer på engelsk grund, hvis menneskelige og intellektuelle format han stadig anerkender, nåede aldrig ret langt som skribenter - og selv om han som helt ung anså dem for store skribenter, finder han dem nu nærmest pinlige i deres forsøg på at gøre sig gældende på britisk vis.

Enkelte kunne begynde med noget ret stort- hvorefter det udartede til selvtilfredse litterære og fortælle-tekniske klicheer uden hverken økonomi eller selvbesindelse.

Også mange nyere britiske forfattere finder Naipaul langt mindre universelle, end de selv og deres samtid indbildte sig - hvorimod andre som Agatha Christie og Shakespeare har noget arketypisk-eventyrligt, der vitterlig er universelt.

Naipaul skal læses langsomt, for han er meget indvendig. Hans beskrivelser af Gandhi er meget interessant. Gandhis storhed var, skriver han,- at han fra at ville forsvare undertrykte indere i Sydafrika snart indså bjælken i eget øje: det indiske kastesystem i dets rædsel. Deraf hans insisteren på den personlige ydmygheds eksempel. Og hver gang han i fængselsophold havde lært forsagelse af dette og hint, så fortsatte han den siden helt af egen drift.

Men, skriver han, den unge Gandhi der studerede jura i London, forstod og så ligesom andre indere ikke et klap og havde heller ingen forudsætninger for det. Hans læseværdige erindringer er derfor på dette punkt helt blanke! Dvs. Lige som den unge Naipau læste Gandhi ikke aviser og interesserede sig i grunden slet ikke for landet. Dvs. de to typiske positioner var kolonialt mindreværd og så det modsatte: vismandens selvtilstrækkelighed. Men de indiske arbejdere på Trinidad sad mellem alle stole og vidste heller intet om det Indien, som deres forældre havde forladt. Han selv havde i det mindste den kulturelle balast, at familien holdt på alle de religiøse traditioner - hvor (forstår) man en lystig blanding af noget allerede gammelt islamisk fra stormogul-tidens Indien og det gamle hinduiske var helt almindeligt og slet intet stridspunkt.

Naipaul har noget "Descartes" over sig: Han begynder ligesom hver eneste gang med at trevle alt op fra sin slægts begyndelse - bliver aldrig færdig med at begynde. Og hans ting bør også læses flere ganga!
–----------------------------

Naipaul har fået hele ti nye likes, allerede nu mens jeg skrev ovenstående - utvivlsomt på grund af mig. For ganske som man har befordret andres mere end egen profitable arbejdsmarkeds-aktivitet (samfundsnyttig eller ej...), er man også her bedst til rollen som mæcen: mæcenen skal jo ikke selv støttes - omtrent ligesom Russells barber, der ikke selv skal barberes, men er henvist til at barbere sig selv - velsagtens mod dobbelt betaling.
–----------------------

Naipauls emne er vanskeligheden for post-koloniale forfattere ved at finde deres egen røst. Næsten alle mislykkes, skriver han. Og selv store folk som Gandhi i dennes selvbiografi er delvis blinde: nemlig så snart de forlader deres eget konkrete, oplevede liv. Gandhi forstod ikke et klap af Vesten - men så langt fra at være støbt i ét "primitivt" stykke var han sammensat af en bunke svært forenelige adopterede ideer: Tolstojs landsby-kollektivisme, Ruskin's arbejderromantik, moderens asketiske idealer - samt endelig den socialistiske kamp mod koloniale undertrykkere.
Selv Gandhis simple indiske klædedragt var så at sige en "konstruktion", et bevidst og demonstrativ - forlængst allerede antikveret - valg akkurat ligesom hans symbolske spinderok. Børnene i den yngre Gandhi's sydafrikanske "Tolstoj-Farm" brød sig ikke spor om undervisningen: der involverede en masse "frivilligt" børnearbejde. Og Sydafrikas undertrykte indiske arbejdere kunne ikke bruge hans asketisk "keep simple" til noget osv.

Men på den anden side var han ydmyg, lærte så længe han levede og engagerede sig altid helt konkret og med egen kraft og indignation i enkeltsager og aktioner - såsom den berømte salt-vandring i protest mod englændernes monopol på salt-produktionen. Og Gandhi havde storheden til at løfte den koloniale kritik af overherren til også at omfatte indisk selvkritik af kastesystemet - og sågar også (helt forgæves) kritik af Indisk dyre-mishandling af alle de hellige malke-køer med deres opsvulmede yvere.

Senere selvbestaltede "efterfølgere" til Gandhi blev helt til grin, fordi de var rene klicheer helt uden hans konkrete engagement i enkeltsager. De så kun den attraktive og enfoldige yogi/guru-rolle - og deres kortvarige tilhænger-skarer var kun en forvirret pøbel. Naipaul mener, at det moderne Indien er besat af Vesten og især USA: Hvis blot børnene kan blive amerikansk gift, så er deres lykke gjort.
Dagligt udgives en stor indisk roman i britisk stil - og der er naturligvis også dyre forfatterskoler osv. Men, skriver Naipaul: langt det meste er mekanisk "writing school" og de rene plagiater: ikke i gængs forstand, men snarere i den forstand, at man tror at have en universel og objektiv opskrift på, "hvordan man skriver en god roman". Man nikker her genkendende til moderne opblæst kultur-journalistik der skam er universitetsbaseret - og ofte frygtelig ærekær i sin humorforladthed og mangel på selvindsigt... Og så bliver det derefter, med nogle undtagelser.

Men én forskel er dog, at i vore dages Indien er det jo veluddannede folk - hvorimod f.eks. Gandhi og den unge Naipaul selv var helt uvidende om både Indiens eller Vestens historie: hvad enten de så romantiserede det "genuint indiske" eller omvendt naivt stræbte efter at "go white".

Naipaul nævner en anden jævnaldrende indisk forfatter, hvis "skizofreni" viser sig i hans helt uproblematiske erindrings-beskrivelser af aldeles barbariske religiøse fester med dyre-ofringer - helt ukommenteret og på lige fod med adopterede civiliserede ideer om inderne (indo-europæerne) som de sande ariere og som den vestlige kulturs vugge. Sådanne ideer om naturlig anglo-bengalsk kulturel overlegenhed blev nemlig fostret af den såkaldte Bengalske reform-bevægelse fra 1860-1910!

Den pågældende forfatter var således tilhænger af fortsat British Rule og anså Gandhi for en misforståelse: For han oplevede British Law som noget genuint indisk og kunne derfor slet ikke se verdensordenens koloniale aspekt.
Hvis jeg forstår Naipaul ret, svarere det (overdrevet) til, hvis Tysklands jøder havde givet Hitler ret "i princip" - men samtidig insisteret på, at tyskerne faktisk nedstammede fra og stod i dyb kulturel gæld jøderne. (Det sidste er faktisk tilfældet, nemlig ideen om det udvalgte folk - som Hitler nemlig siges at have taget fra jøderne!) Christianias hippier havde i sin tid ligeledes følgende slogan: "I kan ikke slå os ihjel - for vi er en del af jer selv!"

Naipaul beskriver i et afsnit hvor svært det er for en forfatter at finde sin stemme. Først skam-roser han Flaubert for romanen "Madame Bovary" og begrunder det i det konkrete, de små konkrete tings livgivende og mindeværdige magi (jeg har aldrig selv ham). Men dernæst viser han, hvorledes Flaubert i sin næste roman fra Romer-tiden falder helt til jorden: ikke på trods af research, men på rund af alt for grundig research: Overlæsset med ulæselige detaljer og tilsat klicheer - men helt uden en troværdig fornemmelse for, hvordan man mon mon tænkte, og hvordan tingene konkret foregik.

De romerske kilder fra samtiden er i deres lakoniske form langt bedre og mere levende - men, skriver Naipaul det er også tydeligt, at de gamle ikke behøvede at gå i detaljer: for deres læsere kendte jo til, hvordan krig foregik, hvordan fange-transporterne med henblik på slave-auktioner til rigmænd blev organiseret, hvordan forsynings-linierne fungerede osv. osv. - De kunne muligvis have skrevet den roman - men selv kan vi ikke, uanset hvor "universel" vores roman-form indbilder sig at være. Deres viden ejer vi ikke, og derfor formår vi ikke at udfylde hullerne, alt det der ikke behøver at siges - og som Flaubert troede at kunne kompensere for ved sin romantiserende overlæssethed.

Men, skriver Naipaul: Vi skal ikke tro, at Cicero, Cæsar, Plinius og de andre gamle var gennem-kyniske og aldeles blottede for menneskelighed. Deres egen kyniske kortfattethed i beskrivelsen af det ”nødvendige” barbari overfor fjenderne i krig, oprørere samt slaver var et praktisk "must" - og det svarer (tænker jeg) til , når fangevogterne i KZ-lejrene ikke måtte omtale jøderne som mennesker, men kun som "skidt" eller "figurer". Naipaul nævner da også et stykke samtidig romersk litteratur, der faktisk viser "moderne" sensibilitet og sans for det konkrete menneskelige i hverdagen.

Naipauls betragtninger kan også gælde ham selv. Hans pragtfuldt morsomme gennembrudsroman "Et hus for mr. Biswas" handler om hans fars komiske kamp for at opnå nogen anseelse i svigerfamilens hus på Trinidad, hvor han omtrent levede på nåde med sine drømme om efterhånden at kunne kunne forsørge sin hustru og sine børn med sit skriveri. Det er selvoplevet og fordrer slet ingen "britisk kultur" eller historisk indsigt - og vi kan alle nyde denne hylende morsomme bog.(Alle på parnasset er ganske vist ligeledes "hylende morsomme", hvis vi skal tro deres Facebook-venner, og de må dog vide det - men I ved godt hvad jeg mener...)

Men Naipaul var først i stand til at skrive den bog, da han lagde sin britiske benovelse og tilpasning på hylden: for det var nu engang ikke hans livsverden - det var deres livsverden. Men siden da har Naipaul vist nok alligevel mest skrevet om hvordan der er som post-kolonial at finde sine egne ben - emnet må åbenbart ligesom genfordøjes og drøvtygges på ny hvert år. Lignende kompleks-agtig uforgængelighed kender vi jo også til på det mere individuelle plan... --------------------
TIL SLUT: Naipaul fortæller et sted, at han engang som forlængst berømt forfatter mødte en europæisk forlægger, hvorom man fortalte ham: At han var misundelig på alle andre forfattere. Her er utvivlsomt tale om Klaus Rifbjerg: For under sin tid som forlags-direktør på Gyldendal fik Rifbjerg netop dette ry, selv om ingen turde lægge navn til det. Et ry som også et par (et skrivende ægtepar) af hans personlige bekendte engang for mange år siden kunne bekræfte!

NYTRÅRSTAL: TAKE THREE

DOBBELTMORAL OG SERIEMORD

Her i Sibirien holder vi ingen nytårstaler - og da slet ikke når tundraen smelter. Men jeg hører, at privilegerede hædersborgere i mit fædreland, der bevisligt med stolthed "tjener deres egne penge", som sædvanligt ved denne tid atter har holdt moraliserende nytårs-foredrag for underklassen om den rette livsførelse og den sande fædrelandskærlighed.

Hvis også I er irrationelle nok i strid med al fornuft at finde dette en anelse dobbeltmoralsk, så er vi åbenbart flere der nok må i psykiatrisk behandling hos vor førende eksklusive ekspert i seriemordere: den eksklusive dr. med. Day i Dronningens egen Amaliegade.

Bemeldte dr. Day bør i øvrigt under ingen omstændigheder forveksles med den lige så navnkundige og nærboende dr. med. Gay. For selv om en sådan forveksling skam ikke ville være det mindste uflatterende, så både vil og bør ethvert menneske dog nu engang roses af de rigtige grunde.
Men forresten: Hvem ved, om ikke også vor lige så markante ernærings-forsker dr. med Arne Astrup må ind over her? Thi ernæringens betydning for det psykiske stofskifte - herunder alt lige fra spisevægring (!) via arbejdsvægring til serie-mord - har alt for længe været underbelyst.

Og det må i denne forbindelse lige understreges, at såvel dr. Astrup som dr. Day skam i rigt mål selv forstår at tjene deres egne penge. Så her må al mavesur snak om dobbelmoral da omsider forstumme!

Derimod forlyder det, at dr. Astrup nu indrømmer tidligere at have taget fejl med sin teori om sukkers harmløshed. Jeg anede slet ikke, at dr. Astrup var i stand til at tage fejl - men den mand er åbenbart i stand til alt: bare det er tilstrækkeligt godt betalt!

Selv har jeg det på akkurat samme vis - og ser derfor ingen grund til at foretage mig noget som helst under de nuværende verdens-konjunturer...

NYTÅRSTALE: TAKE TWO

OPERATION VERDENSBANK

Om kommunistisk og anden paranoia

Fra min folkloristiske tid som kontraspion på det virkelige arbejdsmarked husker jeg disse ord: "Der findes ikke idiotarbejde - der findes kun idioter". Og fra min akademiske tid husker og sander jeg stedse mere jeg dette fornuftige råd fra fornuftige udenforstående med benene på jorden: "For at blive fagidiot må man först være idiot!"
Tiden har vist, at de i den grad havde ret - og det er nok derfor, at man - når galt undertiden skulle väre - altid har foretrukket idiotarbejde. For instinktivt fornemmede man måske hele tiden, at det andet uhyre let kunne gå hen og blive endnu mere idiotisk end det förste, som skrevet står.

MEN vi mennesker vil nu engang helst träffe vore valg selv, idet geskäftig udelukkelse takket väre venlige själe,der skam kun vil vort bedste, tvärtimod kun giver anledning til ulykkelige illusioner om, at vi dermed er blevet forhold et uundvärligt og yderst attråvärdigt gode: En paradoksal og uhensigtsmässig mekanisme, der som bekendt gjorde sig herostratisk bemärket allerede dengang i Edens Have.
Nytårsfejring helt uden selskabelige former og helst også nogen professionalisme i udförelsen såsom ved kinesisk fyrvärkeri tiltaler ikke det modne sind - lige så lidt som tomme formaliteter, der jo endda på Facebook og andre sociale medier er tomme i både anden og tredje potens - hvis jeres brannert nu ellers tillader jer at forstå...

Hård kost nytårsmorgen? Javist - min så kunne I jo bare have ladet väre med at pådrage jer sådan en tung "baksmälla": Og da isär fordi sidstnävnte psykologisk set altid er en rigtigt dårlig start på det nye år.

En forpligtende, men komplet idealistisk deadline hinsidan nödvendiggjorde for min egen del en forudseende eremitisk emigration, som da heller ikke har väret forgäves. Om mit okkulte oeuvres sande omfang kan i övrigt höjst mine värste fjender gisne - og det er jo nok derfor man efterhånden ikke rigtigt kan undväre dem.
For således tilpasser den menneskelige metabolisme sig nu engang efterhånden de givne fysisk-kemiske kår: Tänkt blot på hvorledes visse russiske helikopterpiloter af rent medicinske grunde ikke kan forsvare at flyve for olie-branchen i tundraen uden en frisk flaske vodka ved instrumentbrättet morgen, middag og aften - vel at märke med dobbelte rationer i tilfälde af natarbejde.
Nu advarer gode venner mig ganske jävnligt mod paranoia - idet de dog samtidig helt korrekt indrömmer, at dette nemlig ville väre at göre fjenderne (?) en alt for stor tjeneste.
Om man ligefrem (i analogi med de indledningsvis nävnte idiotier) skal väre forfulgt först for kunne udvikle forfölgelsesvanvid, vil jeg trods alt ikke generalisere om. Men min egen paranoia har da i hvert fald til orientering modtaget friske og fortlöbende forsyninger så sent som i juleferien. Og om fjenderne så skulle se sig nödsagede til at bygge en formelig Berlin-bro med Marshall-hjälp for at holde syndromet i live, så skal de såmänd også nok få den finansieret via Verdensbanken - og den efterfølgende regning tørret af på udviklingslandene.

J
Jamen hör: Er Verdensbanken blevet neddroslet??? Nej dog - men så geninstallerer vi den da bare omgående i fordums triumf: For allerede Gräkenlands dårlige eksempel viser jo til fulde, hvor overilet man i så fald her har reageret alene grundet händelige fejltrin i alligevel håblöst fortabte neger-stater, som nemlig ikke engang formåede at vedligeholde den ene motorvej gennem junglen til Atlanterhavets havne, som vi byggede for dem helt gratis.

Men ligefuldt mente disse folk sig altså groft mishandlede og forfulgte - og det lykkedes til sidst for dem og ligesindede med deres kommunistiske jammer-propaganda at få vort filantropiske verdensforetagende nedlagt!

- Ja – er ikke verdenshistorien i grunden én lang beläring om, at uretfärdige og paranoide beskyldninger altid er takken for sådan misforstået hjälpsomhed? Tror da pokker, at svagere karakterer og instanser end vi i den samme situation til sidst i fortvivlelsens selvhjälp sätter deres håb til russerne, kineserne eller sågar islamisterne.
Så hvem er det i grunden her, der efterhånden har både ret og grund til at föle sig groft forfulgt? Ja, det må vel väre tilladt at stille spörgsmålet....