JOSEPH CONRAD
polak (under russisk regering) forældreløs som 11-årig, selvmordsforsøg efter mislykket karriere på kasinoer, dernæst sømand i den engelske handelsflåde en snes år. Sen forfatter-debut og helt uden "relevant" uddannelse. Og til sidst Nobelpris, før den slags blev mode.
Et intimiderende brilliant engelsk for invandrere - men fremfor alt: Sprog er ikke sprog, Jørn Lund og "fråga Lund". Nej, "sproget" er hele denne symfoni som oversætterne siden må bakse med på deres egne sprog i snæver forstand.
Handlingen hos Conrad lader sig altid fortælle kort - men at gøre det efter første gennemlæsning er en kraftanstrengelse, fordi der undervejs er et sådant mylder af drømmende og vise associationer, der "stritter i alle retninger" (en autoritativ kliche blandt så mange), og som langt fra altid forklares; dertil mange besynderlige sideskæbner - ofte kun i indskudte passager i forbifarten; samt meget omstændelige fortællere i fortællingen. Endelig ledemotiver, der kun opdages ved tredje respektfulde gennemlæsning.
Hvorfor? Fordi så mangfoldigt er livet, så komplekst er sindet - og hvem kan sige hvad der er "relevant" for hvad i det lange løb?
Ting der lader sig læse i første hug, skal man måske oftest slet ikke spilde tid på - men det modsatte er naturligvis heller ingen garanti. Og netop derfor kan folk småborgerligt altid let afvise ubekvemme ting som enten vås eller pjat - uden dog at turde eller kunne begrunde det andet end ved det tavse flertals dorske tyranni.
---------------------------------
Til sidst et enkelt eksempel på Conrad's digressioner. Undervejs fortælles, at hovedpersonen sømanden Jim en kort tid som skibsproviantør havde et job, der i kedsommelighed kun overgås af salg af forsikringer. Derfra associeres nu til en mand, der forliste under forsøget på at redde en druknende kæmpekvinde over i en redningsbåd fra en synkende damper. Samme mand havde nemlig en tid forestillet sig en himmel på landjorden grundet en anden kvinde og herunder drømt om alle mulige jobs - men han endte alligevel med at sælge forsikringer. Indtil han - forstår læseren - altså atter stod til søs...
Første gang troede jeg at slut-ordene "But it came to canvassing in the end" hentydede til lig-lagenet. Men (med muligt forbehold for en bevidst dobbelthed her, som mere engelsk-kyndige må belære mig om) så menes her altså bare, at den uheldige helts korte land-epoke endte et hak mere kedsommeligt end en tilsvarende kort fase i Jim's eller så eventyrlige karriere.
Alt sammen blot fordi Jim's korte fase som skibsproviantør i sin kedsommelighed angivelig kun overgås af jobbet som forsikringsagent: "insurance canvasser". Og det der så berettes om denne lejlighedsvise broder og overmand i arbejdslivets kedsommelighed, har endda slet intet at skaffe med bemeldte job - hvorom der jo netop intet interessant var at sige.
Nej, men samme person var heldigvis for os andre ganske som Jim en fantast og forliste sidenhen på sin egen mindevärdigt barokke måde: Ganske som også Jim ender med et heroisk forlis - der i sin tur skal råde bod på et tidligere herostratisk tab af ry og äre.
Med andre ord: Aproposet for den lange passage er helt "accidentielt", men bliver springbrädt til en eventyrlig historie helt i sin egen ret. Men den historie indeholder så til vort held en ejendommelig parallel en miniature til Jim's historie. Og sådan er Conrad hele vejen igennem.
Hvor mange der tvangsmæssigt straks tilsluttes sig Conrad's genialitet ("han er jo en klassiker"), ville ikke stejle over enhver tendens af samme art hos os dødelige - og lovprise helt banal praktikantprosa for dens "veloplagthed"og hvad det nu ellers hedder blandt tilbederne af den røde tråd.
Naturligvis med forbehold for særlig fortærskede tricks (som alle straks liker i flok) såsom at starte med en anekdotisk detalje midt i historien: "Den morgen havde han tænkt meget på, hvad han skulle købe til sin hustru i fødselsdagsgave, og det blev ikke meget bedre af, at han aldrig havde været nogen stor tilhænger af fødselsdage. Nu ombord på ruteflyet til Damaskus kom han atter til at strejfe spørgsmålet, og lidet kunne han ane, hvilke uhyrligheder han få minutter efter skulle blive det eneste overlevende vidne til.
Som udsendt fra Morgenavisen havde jeg som den første lejlighed til at interviewe ham. Osv.osv.osv." Indtil reportagen omsider er tyret til ende, så vi alle kan konversere opdateret om det samme, indtil morgendagens avis heldigvis atter bebuder et nyt obligatorisk diskussionsemne.
Monday, September 28, 2015
Tuesday, September 15, 2015
DEN FRANSKE REVOLUTION OG HENRIK DAHL
ELEVDEMOKRATI i følge HENRIK DAHL
Harley Davyson gør sig morsomme jeronimus-betragtninger over de slående ligheder mellem umættelige børn og voksne venstreorienterede med masser af radikale krav og ideer til en bedre verden - men langt mindre disciplin, konsekvens og offervilje.
Naturligvis indhøster han også snusfornuftige mere end ungdommelige indvendinger - vel nok især fordi de objektive alternativer mellem f.eks. fri bebyggelse ved skov og strand eller ej jo ikke kan vurderes alene ud ud, fra hvem der gider slås for dem.
-------------------
FOR i så fald kunne man skrotte omtrent al politik, for i en vis forstand kunne man jo sige: "Hvem andre end en flok just kønsmodne gymnasiaster gider dog lege voksne og bruge dagevis på "ligeværdige" offentlige debatter med rektor og den (trods hustruens forsikringer om det modsatte) knap så retorisk blomstrende viceinspektør om, hvorvidt skolens nye cykelskure for henholdsvis drenge og piger skal ligge adskilte eller klods op ad hinanden."
Det er her altid betegnende og en ekstra emanciperet nydelse at se, hvorledes den ellers altid så højrøstede og verbalt uhæmmede gymnastiklærer ligesom skolens yngre årgange ved disse lejligheder aldrig siger et kvæk, men står stiv som en saltstøtte med en stram militaristisk og noget vantro mine - noget ubehageligt berørt ved synet af al den veltalende ungdom.
Ja, for minder det ikke os historie-bevidste ildevarslende om både den franske og den russiske revolution? Jo, det gør det - men det var rigtignok heller aldrig gymnastiklærerens ide at indføre elevdemokrati, så nu må de asner til progressive og blødagtige snakke-tøjer i toppen rigtignok klare ærterne selv. Og så kan det nok være de til sidst kommer krybende og beder om fysiske midler til til at slå opstanden ned. For de børn får jo, som ham den nye folketingsmand Dahl siger, aldrig nogensinde nok......
P.S. Ting der ikke kan inspirere til ungdommeligt usurpatoriske digressioner skudt fra hoften, interesserer mig i reglen ikke et klap. Det har aldrig moret mig spor at efterligne de voksne, for det jo gør i forvejen både de voksne selv og deres børn - f.eks. ved at skrive noget der lige så godt kunne have stået i en moderne avis: Kort sagt noget som alle og enhver under proletariatets diktatur kunne have skrevet. Men er det ikke det stik modsatte der er kunsten?
Harley Davyson gør sig morsomme jeronimus-betragtninger over de slående ligheder mellem umættelige børn og voksne venstreorienterede med masser af radikale krav og ideer til en bedre verden - men langt mindre disciplin, konsekvens og offervilje.
Naturligvis indhøster han også snusfornuftige mere end ungdommelige indvendinger - vel nok især fordi de objektive alternativer mellem f.eks. fri bebyggelse ved skov og strand eller ej jo ikke kan vurderes alene ud ud, fra hvem der gider slås for dem.
-------------------
FOR i så fald kunne man skrotte omtrent al politik, for i en vis forstand kunne man jo sige: "Hvem andre end en flok just kønsmodne gymnasiaster gider dog lege voksne og bruge dagevis på "ligeværdige" offentlige debatter med rektor og den (trods hustruens forsikringer om det modsatte) knap så retorisk blomstrende viceinspektør om, hvorvidt skolens nye cykelskure for henholdsvis drenge og piger skal ligge adskilte eller klods op ad hinanden."
Det er her altid betegnende og en ekstra emanciperet nydelse at se, hvorledes den ellers altid så højrøstede og verbalt uhæmmede gymnastiklærer ligesom skolens yngre årgange ved disse lejligheder aldrig siger et kvæk, men står stiv som en saltstøtte med en stram militaristisk og noget vantro mine - noget ubehageligt berørt ved synet af al den veltalende ungdom.
Ja, for minder det ikke os historie-bevidste ildevarslende om både den franske og den russiske revolution? Jo, det gør det - men det var rigtignok heller aldrig gymnastiklærerens ide at indføre elevdemokrati, så nu må de asner til progressive og blødagtige snakke-tøjer i toppen rigtignok klare ærterne selv. Og så kan det nok være de til sidst kommer krybende og beder om fysiske midler til til at slå opstanden ned. For de børn får jo, som ham den nye folketingsmand Dahl siger, aldrig nogensinde nok......
P.S. Ting der ikke kan inspirere til ungdommeligt usurpatoriske digressioner skudt fra hoften, interesserer mig i reglen ikke et klap. Det har aldrig moret mig spor at efterligne de voksne, for det jo gør i forvejen både de voksne selv og deres børn - f.eks. ved at skrive noget der lige så godt kunne have stået i en moderne avis: Kort sagt noget som alle og enhver under proletariatets diktatur kunne have skrevet. Men er det ikke det stik modsatte der er kunsten?
Tuesday, September 08, 2015
OM MORALSK FORARGELSE - I HENHOLD TIL ANNE GRETHE FELTER RASMUSSEN...
VIL DU VINDE 100.000 kr - PLUS EN NAT MED ANNE GRETHE FELTER RASMUSSEN?
Den efterhånden internationale (og ingen socialistsange her, tak) danske journalist Annegrete Felther Rasmussen vækker forargelse ved i BT og ALT FOR DAMERNE frejdigt at stå ved et månedligt forbrug i den klasse som vor overskrift angiver - hinsides enhver art lutheransk sparsommelig syndsbevidsthed, som vi old school kapitalister jo ellers anbefaler og foreskriver med os selv som pragteksempler. Og ejheller fristes hun i den forbindelse til sammenligning med hårdtarbejdende, men ret lavtlønnede sygehjælpere osv. osv.
--------------------------------
Dagens "Politik" bringer en stærk helside begået af en Afghanistan-veteran med psd m.m i bagagen. Han har endda været meget heldig, men immervæk tjener han ikke til at kunne forbruge 100.000 af om måneden i jet-brændstof og andet sexet i sit ydmyge civie liv.
Men artiklen er aldeles fortræffeligt skrevet . Forskellen er bare at hvor det ellers er ret vilkårligt hvem der får jobbet som lektor i sociale medier, reporter, højkommissær mm., som en del andre med pokerface og sprognemme ville kunne bestride lige så godt - så kunne den artikel ikke været skrevet af nogen anden. Og dog behøvede han ingen hjælp fra Journalisthøjskolen eller alskens undervisitetscentre. Hvor sælsomt, hvor mærkværdigt.
Men til gengæld må manden nok nøjes med det som alle dage - selv i de gode tider - har været freelanceres lod på den dengang socialistiske avis "Information": Ikke en klink i honorar selv ved flittig og regelmæssig deltagelse i alle formater. Kun den velkendte "gæld" i form af akkumuleret kollegial jalousi, der til sidst lader naturen gå over optugtelsen i form af et lidet gylden, men desto mere socialistisk håndtryk:- typisk eksekveret af en ny drengerøv der får ståpik over egenghændigt at få lov at fyre en der har en del mere personlighed, erfaring og skrivetalent end han selv.
Men altså: Den skrivende Afghanistan-veterans eksempel sætter Anne Grethe Rasmussens overvejelser om enkelte (ret vilkårligt - givet et vist niveau og talent) udvalgte journalisters store månedlige forbrug i relief.
En grund til at "Janteloven" her slår hårdere end mod klassiske rigmænd er nu også den, at det ikke er læserne selv, men redaktionen der køber og betaler just hendes og Georg Metz artikler. Læserne køber hele pakken - og alle freelancernes og gratisternes selvskrevne "nød" tjener derfor til at finansiere de udvalgtes desto højere løn, frie rejser til Langtbortistan osv.osv.
Enkelte journalister opnår så en tværgående eller endda international status - men igen kunne det som ved så meget andet lige så godt have været en del andre (om end jo heller ikke hvem som helst). Man kan derfor bedst sammenligne det med et lotteri blandt de kongelige, folketingsmedlemmer eller direktører i virksomheder med over et vist antal ansatte.
Hvis dette havde været et 100.000 kroners spørgsmål i en quiss, så ville jeg i dag kunne fejre det på et niveau som også Anne Grethe Rasmussen ville kunne være bekendt - ja måske endog med hende som særligt inviteret selskabsdame: atter ret vilkårligt, men naturligvis ikke helt vilkårligt, når det dog immervæk er far her der får lov at betale gildet...
ANNE GRETHE FELTER RASMUSSEN
Udfolder efterfølgende i Dagbladet Information sit syn på folks overforbrug af moralsk forargelse - der nemlig burde være forbeholdt egentlige ulovligheder.
----------------------------------
Jo - det er bestemt et fiffigt jesuitisk argument, at vi i denne verden er nødt til at økonomisere med vor moralske forargelses fossile energikilder og derfor må give positiv forskelsbehandling til egentlige forbrydere - samt til os gratister der ikke formår at skrive uden fra første linje at genbruge alle tidens klicheer, som var der tale om en art Berufs-burka for praktikanter.
Javel, men men hvad så med den gang-besværede dame i mit kvarter, som i et lignende anfald af overbetaling uklog som Kong Lear gav sin datter halvdelen af sin egen mødrene arv – men som datteren kun ved min gentagne indignerede ”dumme-peter”- mellemkomst gider besøge fire gange årligt sammen med sine små børn, skønt hun bor i den samme by. Datteren er jo aldeles lovligt undskyldt - men som sagt lykkes det mig undertiden at appellere til andet og mere end love og menneskerettighederne. Og det skulle der altså nu ikke længere være råd til?
----------------------------------
I forlængelse af din tanke om nødvendige proportioner i vort valg af forargelse kunne man i øvrigt gå endnu videre og se igennem fingre også med indbrud begået af værdigere trængende personer. For ganske som du selv med ubestridelig logisk retfærdigheds-sans bruger din egen overbetaling til selv at kunne overbetale dine fattige, nu ingen andre formår det – med den samme logik kunne indvandrede forbrydere hævde, at ingen da kan forlange, at de i stedet burde stjæle fra deres hjemlands fattige.
JO: Faktisk pacificerede en sydamerikansk lommetyv taget på fersk gerning engang min egen far til stor latter med disse ord: ”Jamen hvis vi nu ikke engang længere må stjæle fra de rige, hvem skal vi så stjæle fra?” Nej det ikke sandelig let for dem, der sådan må tjene jeres penge selv.
Men læg her mærke til, at den gamle straks overgav sig, fordi han tydeligvis ikke var nogen opstadset småborger, der nemlig ud over ulovligheder alene lader sig forarge af ”personlige fornærmelser”s force majeure: herunder sandheden som den største fornærmelse af alle og derfor den synd, for hvilken der ikke findes tilgivelse hverken hos Thor eller Loke, Hørup eller Outze.
Nej, for småborgeren med komisk certifikat på noget han sjældent virkeligt er, er altid aldeles overbevist om at han har fortjent det hele, uanset statsligt eller privat regi. Og enhver antydning af skepsis udløser derfor straks et solidarisk demokratisk hylekor fra fritidshjemmet hjemme i Vanløse, der lige akkurat formår at stave til ordet ”Janteloven”: For det ord har fan-klubben åbenbart for nylig set i Magasin du Nord'”s fashionable ugentlige idé-magasin.
Nuvel - "tvivlens nådegave” er lige som ”eliten” og ”janteloven” ord, der i medierne konsekvent misbruges af de forkerte:– på linje med ”tolerance” og ”ytringsfrihed”: For er der noget som vi ikke tilgiver, så er det frie ytringer. Men altså, den gamle må vitterlig have besiddet tvivlens nådegave og forsøgte derfor ikke med parvenuens dumstædighed straks at ”forsvare” sig som en anden nybagt praktikant, der dagligt modtager mere end 100 osv. og derfor dårligt har tid til at amme sin egen nyfødte darling - og derfor pænt må bede dig om at kilde din egen darling.
Den gamle var palæstinenser – ganske vist kristen, men muslimer har altså ikke mere patent på terrorisme, end jøder har patent på god humor: og de der praler etnisk af det er kun skabsterrorister, kasserede allerede ved sessionen. – Og han havde oplevet i denne etniske egenskab oplevet endnu et eksempel. Dengang en lærd jøde nemlig spurgte ham, om han da kunne nævnte blot et eneste rige i verdenshistorien, der var opstået i kraft af moral og retfærdighed – da måtte han ligeledes overgive sig til latteren.
I øvrigt havde jeg selv kun fornøjelsen af at hilse på den gamle nogle få gange i voksen alder. – Men da jeg efter sigende var som snydt ud af næsen på ham, kan man kun have forståelse for hans traumatiske chok ved at måtte bevidne en så lidet forløsende forløsning.
Men hør, hvordan var det nu? Den røde tråd var jo emnet ulovligheder - og har vi ikke alle på Hørups demokratiske koran-skole lært, at den røde tråd bør tages med samme letfornærmede gravalvor som Brandes og terroristernes "black box” i Mekka?
OK, - også vi må overgive os og forpligter os derfor til straks at referere noget ulovligt. I går læste jeg således uden at købe noget som helst mindst to aviser grundigt på Van Hauens konditori - hvorefter jeg frækt gik op og fik et stempel i mit kaffe-kort: For ni stempler udløser nemlig en gratis tiende omgang kaffe – helt på linie med andres ulovlige anmodninger om refusion af skat på ikke-eksisterende aktier.
Hvis du ikke godtager dette som en ægte forargelses-værdig og derfor debat-egnet forbrydelse, så bliver jeg så skrup-fornærmet, at udenforstående let kunne tro, at jeg da må være enten ayatollah, ungdoms-professor eller chefredaktør på et større dagblad.
Men apropos forargelse, så forholder det sig hermed som med ”likes”. Det eneste der forarger os, er de ting som vi bare ikke formår at ”like”: for dem ville vi nemlig have haft oplevet i stedet: f.eks. en kanal-rundfart med den store rumfærge.
Hvad sluttelig angår kunsten at skrive, så er det som al kunst slet ingen kunst, når ellers stjernerne og planeterne bare står rigtigt – og honorarets trøstepræmie indgår rigtigt ikke i den ligning. Men skulle dette med stjernerne nu indbefatte evnen og fandenivoldskheden til om nødvendigt at brænde alle broer, ja så overlader vi frejdigt alle broer til småborgeres larmende infanteri.
Og skulle vi til sidst løbe tør for flere broer at brænde, ja så må vi da bare, som Voltaire burde have tilføjet, opfinde nogle nye broer til kongeligt dyrekøbt affyring ved festlige lejligheder – helt uden forventninger om en folkestorm af afatisk selv-dementerende likes.
Endelig er det min tyrker-tro, at hvis alle fremover blev citeret med navns nævnelse frem for som før anonymt, så kunne vi alle nok skønne dag blive overbetalte, således som også vi overbetaler vore undergivne. Og det både her og hisset...
Den efterhånden internationale (og ingen socialistsange her, tak) danske journalist Annegrete Felther Rasmussen vækker forargelse ved i BT og ALT FOR DAMERNE frejdigt at stå ved et månedligt forbrug i den klasse som vor overskrift angiver - hinsides enhver art lutheransk sparsommelig syndsbevidsthed, som vi old school kapitalister jo ellers anbefaler og foreskriver med os selv som pragteksempler. Og ejheller fristes hun i den forbindelse til sammenligning med hårdtarbejdende, men ret lavtlønnede sygehjælpere osv. osv.
--------------------------------
Dagens "Politik" bringer en stærk helside begået af en Afghanistan-veteran med psd m.m i bagagen. Han har endda været meget heldig, men immervæk tjener han ikke til at kunne forbruge 100.000 af om måneden i jet-brændstof og andet sexet i sit ydmyge civie liv.
Men artiklen er aldeles fortræffeligt skrevet . Forskellen er bare at hvor det ellers er ret vilkårligt hvem der får jobbet som lektor i sociale medier, reporter, højkommissær mm., som en del andre med pokerface og sprognemme ville kunne bestride lige så godt - så kunne den artikel ikke været skrevet af nogen anden. Og dog behøvede han ingen hjælp fra Journalisthøjskolen eller alskens undervisitetscentre. Hvor sælsomt, hvor mærkværdigt.
Men til gengæld må manden nok nøjes med det som alle dage - selv i de gode tider - har været freelanceres lod på den dengang socialistiske avis "Information": Ikke en klink i honorar selv ved flittig og regelmæssig deltagelse i alle formater. Kun den velkendte "gæld" i form af akkumuleret kollegial jalousi, der til sidst lader naturen gå over optugtelsen i form af et lidet gylden, men desto mere socialistisk håndtryk:- typisk eksekveret af en ny drengerøv der får ståpik over egenghændigt at få lov at fyre en der har en del mere personlighed, erfaring og skrivetalent end han selv.
Men altså: Den skrivende Afghanistan-veterans eksempel sætter Anne Grethe Rasmussens overvejelser om enkelte (ret vilkårligt - givet et vist niveau og talent) udvalgte journalisters store månedlige forbrug i relief.
En grund til at "Janteloven" her slår hårdere end mod klassiske rigmænd er nu også den, at det ikke er læserne selv, men redaktionen der køber og betaler just hendes og Georg Metz artikler. Læserne køber hele pakken - og alle freelancernes og gratisternes selvskrevne "nød" tjener derfor til at finansiere de udvalgtes desto højere løn, frie rejser til Langtbortistan osv.osv.
Enkelte journalister opnår så en tværgående eller endda international status - men igen kunne det som ved så meget andet lige så godt have været en del andre (om end jo heller ikke hvem som helst). Man kan derfor bedst sammenligne det med et lotteri blandt de kongelige, folketingsmedlemmer eller direktører i virksomheder med over et vist antal ansatte.
Hvis dette havde været et 100.000 kroners spørgsmål i en quiss, så ville jeg i dag kunne fejre det på et niveau som også Anne Grethe Rasmussen ville kunne være bekendt - ja måske endog med hende som særligt inviteret selskabsdame: atter ret vilkårligt, men naturligvis ikke helt vilkårligt, når det dog immervæk er far her der får lov at betale gildet...
ANNE GRETHE FELTER RASMUSSEN
Udfolder efterfølgende i Dagbladet Information sit syn på folks overforbrug af moralsk forargelse - der nemlig burde være forbeholdt egentlige ulovligheder.
----------------------------------
Jo - det er bestemt et fiffigt jesuitisk argument, at vi i denne verden er nødt til at økonomisere med vor moralske forargelses fossile energikilder og derfor må give positiv forskelsbehandling til egentlige forbrydere - samt til os gratister der ikke formår at skrive uden fra første linje at genbruge alle tidens klicheer, som var der tale om en art Berufs-burka for praktikanter.
Javel, men men hvad så med den gang-besværede dame i mit kvarter, som i et lignende anfald af overbetaling uklog som Kong Lear gav sin datter halvdelen af sin egen mødrene arv – men som datteren kun ved min gentagne indignerede ”dumme-peter”- mellemkomst gider besøge fire gange årligt sammen med sine små børn, skønt hun bor i den samme by. Datteren er jo aldeles lovligt undskyldt - men som sagt lykkes det mig undertiden at appellere til andet og mere end love og menneskerettighederne. Og det skulle der altså nu ikke længere være råd til?
----------------------------------
I forlængelse af din tanke om nødvendige proportioner i vort valg af forargelse kunne man i øvrigt gå endnu videre og se igennem fingre også med indbrud begået af værdigere trængende personer. For ganske som du selv med ubestridelig logisk retfærdigheds-sans bruger din egen overbetaling til selv at kunne overbetale dine fattige, nu ingen andre formår det – med den samme logik kunne indvandrede forbrydere hævde, at ingen da kan forlange, at de i stedet burde stjæle fra deres hjemlands fattige.
JO: Faktisk pacificerede en sydamerikansk lommetyv taget på fersk gerning engang min egen far til stor latter med disse ord: ”Jamen hvis vi nu ikke engang længere må stjæle fra de rige, hvem skal vi så stjæle fra?” Nej det ikke sandelig let for dem, der sådan må tjene jeres penge selv.
Men læg her mærke til, at den gamle straks overgav sig, fordi han tydeligvis ikke var nogen opstadset småborger, der nemlig ud over ulovligheder alene lader sig forarge af ”personlige fornærmelser”s force majeure: herunder sandheden som den største fornærmelse af alle og derfor den synd, for hvilken der ikke findes tilgivelse hverken hos Thor eller Loke, Hørup eller Outze.
Nej, for småborgeren med komisk certifikat på noget han sjældent virkeligt er, er altid aldeles overbevist om at han har fortjent det hele, uanset statsligt eller privat regi. Og enhver antydning af skepsis udløser derfor straks et solidarisk demokratisk hylekor fra fritidshjemmet hjemme i Vanløse, der lige akkurat formår at stave til ordet ”Janteloven”: For det ord har fan-klubben åbenbart for nylig set i Magasin du Nord'”s fashionable ugentlige idé-magasin.
Nuvel - "tvivlens nådegave” er lige som ”eliten” og ”janteloven” ord, der i medierne konsekvent misbruges af de forkerte:– på linje med ”tolerance” og ”ytringsfrihed”: For er der noget som vi ikke tilgiver, så er det frie ytringer. Men altså, den gamle må vitterlig have besiddet tvivlens nådegave og forsøgte derfor ikke med parvenuens dumstædighed straks at ”forsvare” sig som en anden nybagt praktikant, der dagligt modtager mere end 100 osv. og derfor dårligt har tid til at amme sin egen nyfødte darling - og derfor pænt må bede dig om at kilde din egen darling.
Den gamle var palæstinenser – ganske vist kristen, men muslimer har altså ikke mere patent på terrorisme, end jøder har patent på god humor: og de der praler etnisk af det er kun skabsterrorister, kasserede allerede ved sessionen. – Og han havde oplevet i denne etniske egenskab oplevet endnu et eksempel. Dengang en lærd jøde nemlig spurgte ham, om han da kunne nævnte blot et eneste rige i verdenshistorien, der var opstået i kraft af moral og retfærdighed – da måtte han ligeledes overgive sig til latteren.
I øvrigt havde jeg selv kun fornøjelsen af at hilse på den gamle nogle få gange i voksen alder. – Men da jeg efter sigende var som snydt ud af næsen på ham, kan man kun have forståelse for hans traumatiske chok ved at måtte bevidne en så lidet forløsende forløsning.
Men hør, hvordan var det nu? Den røde tråd var jo emnet ulovligheder - og har vi ikke alle på Hørups demokratiske koran-skole lært, at den røde tråd bør tages med samme letfornærmede gravalvor som Brandes og terroristernes "black box” i Mekka?
OK, - også vi må overgive os og forpligter os derfor til straks at referere noget ulovligt. I går læste jeg således uden at købe noget som helst mindst to aviser grundigt på Van Hauens konditori - hvorefter jeg frækt gik op og fik et stempel i mit kaffe-kort: For ni stempler udløser nemlig en gratis tiende omgang kaffe – helt på linie med andres ulovlige anmodninger om refusion af skat på ikke-eksisterende aktier.
Hvis du ikke godtager dette som en ægte forargelses-værdig og derfor debat-egnet forbrydelse, så bliver jeg så skrup-fornærmet, at udenforstående let kunne tro, at jeg da må være enten ayatollah, ungdoms-professor eller chefredaktør på et større dagblad.
Men apropos forargelse, så forholder det sig hermed som med ”likes”. Det eneste der forarger os, er de ting som vi bare ikke formår at ”like”: for dem ville vi nemlig have haft oplevet i stedet: f.eks. en kanal-rundfart med den store rumfærge.
Hvad sluttelig angår kunsten at skrive, så er det som al kunst slet ingen kunst, når ellers stjernerne og planeterne bare står rigtigt – og honorarets trøstepræmie indgår rigtigt ikke i den ligning. Men skulle dette med stjernerne nu indbefatte evnen og fandenivoldskheden til om nødvendigt at brænde alle broer, ja så overlader vi frejdigt alle broer til småborgeres larmende infanteri.
Og skulle vi til sidst løbe tør for flere broer at brænde, ja så må vi da bare, som Voltaire burde have tilføjet, opfinde nogle nye broer til kongeligt dyrekøbt affyring ved festlige lejligheder – helt uden forventninger om en folkestorm af afatisk selv-dementerende likes.
Endelig er det min tyrker-tro, at hvis alle fremover blev citeret med navns nævnelse frem for som før anonymt, så kunne vi alle nok skønne dag blive overbetalte, således som også vi overbetaler vore undergivne. Og det både her og hisset...
Subscribe to:
Posts (Atom)