IMMUN MOD SMIGER - JULEMANDEN OG JESUS

OM KUNSTEN AT FINDE EN GAVE TIL JULEMANDEN

En café-kunde med på en lytter spurgte engang, om jeg havde studeret teologi. Tja, jo det kunne man vel egentlig godt sige. "På universitetet?" - "Nej - i virkeligheden..."

Det surreelle aha-effekt skudt fra hoften snarere end fra Forfatterskolen og andre febrilske resocialiserings-tiltag, beroede her på, at kun en bogstaveligt troende ville kunne sige sådan i ramme alvor. Så hvis en religiøs lytter nu havde anholdt mig for egenrådighed, ville han dermed blot have afsløret sin store svaghed i troen.

For ting må jo være virkelige for at kunne studeres live - hvilket også er grunden til at den bedste humaniora sjældent kommer fra universiteterne, der hovedsagelig samler op, katalogiserer, kommenterer og konserverer, hvad andre har sagt mere rammende: Fordi de formastelige nemlig selv har set det i virkleigheden...

I "Godfather" er der et herligt replikskifte i scenen, hvor helten dræber sin fars attentatmand under et forligsmøde. Skurken bedyrer på sit oprindelige fædrelands sprog: "Jeg beklager meget det med din far - du skal vide at jeg er en mand af ære og hæder". - Svar: "You don't need to tell me - I already know...."

Skurken udbryder spontant med et yderst vantro og næsten lidt frustreret blik: "So you already know?"
Samme komik som ovenfor: For hvis en person virkelig er en hædersmand, behøver man i reglen ikke at sige det.

Og nu kommer vi til hvad vi ville sige: Sent belært af livets skole har vi omsider fattet, at man selv uden hverken talent eller etik kommer langt i verden ved på både runde, lige og skæve dage at skamrose alskens medie-kendte personager for alle de dyder som de enten savner eller kun besidder i helt ordinær grad og måske endda kun på anden hånd.

Men mit problem er nu bare: Hvordan skal man dog skamrose folk for fiktive dyder, når de slet ikke aspirerer mod fiktive dyder, idet de nemlig allerede besidder dem i virkeligheden og derfor er lige så immune for smiger som Gud: Der i henhold til skolastikkens kirkefædre kendetegnes ved som den eneste at besidde alle egenskaber i den højeste potens.

At smigre Gud er kort sagt per definition lige så krop-umuligt som at give Julemanden en julegave. Derimod ville det jo nok være muligt at smigre nogen der ikke er direktøren for de hele, ved at skamrose ham for faktisk at være det...

HEUREKA: Jamen var det så ikke en idé at smigre Julemanden med, at han ligefrem er Gud - alt imens vi med den anden hånd smigrer Gud ved ligefrem at antage ham for Julemanden selv?

Omtrent ligesom folk i kulturlivet og mediebranchen sørger for at holde alle veje åbne ved med omhu offentligt at gratulere alt hvad der med fordel kan gratuleres - idet de med storsindet højmod ser helt gennem fingre såvel med mindre forbrydelser som med, hvad verden naivt opfatter som spændende og undertiden drabelig rivalitet eller uenighed.

Men er alt ovenstående ikke blot Goldberg'ske variationer over den velkendte umulighed af at finde en gave til den som allerede har alt?
Kort sagt: You already knew....
-------------
Åh - det må I sørme undskylde, og læsernes redaktør beklager meget det indtrufne: For hæder og retsind er de redaktionelle dyder som vi sætter aller højst: ja endda så højt. at de endog nyder streng beskyttelse mod den satire, som alvorsfulde professorer ellers landsdækkende kappes om at katalogisere og lovprise i kanoniserede afhandlinger, som må være uomgængelige ved enhver tidssvarende indfødsrets-prøve.

UREASPOSTEN - FUP ELLER FAKTA

Kan det mon ikke stemme, at gamle Niels Ufer engang havde sådan et blad?

I så fald gider vi nemlig ikke genopfinde det, for der er slet intet behov for "nye" aviser: hverken korte eller lange. 

Ligesom med partier betyder det nemlig bare endnu mere af det samme - kun ringere og med en ofte inferiør eller endda suspekt bemanding, som appellerer til alskens magtsyge ligtorne, der alene i dette sidste adskiller sig fra "vinderne" og derfor ikke kan blive spor "alternative".

Af samme grund er jeg moderat royalist, selv om de kongelige nu ikke interesserer mig videre - hvorimod anti-royalister og deres kirkeligt viede frue nr. 2 altid sidder klistret til TV'et ved royale begivenheder.

Nej, giv dog bare kejseren og verden hvad deres er: For de tager det nemlig alligevel og forvandler det til triste og uopfindsomme hundeslagsmål, - selv når de ved runde årsdage kidnapper bekvemt hedengangne koryfjolser, som de i levende live ville have fortiet eller endda naivt overset, fordi de nemlig ikke stiftede travle små "alternative" nyheds-medier med storhedsvanvid og benzin til tidens dumme drenge-fantasier om at blive en ny Quortrup.

Nej, men Fup eller Fakta er, at ordet "UREAS-POST" er afledt af navnet "urea", der går på urinstof - som fiffige bakterier omsplejser med vand til ammoniak (CH3), der atter er planternes foretrukne benzin. Vor seneste nyhed er den at visse øko-biler nu kan genbruge vore hellige køers UREA i deres katalysator.
Javel, men hvad nytter det, når ens bremser er kaput, så at ens status af "en endnu levende" philosoph alene må tilskrives forsynets snarere end mediernes nåde? For slet ikke at tale om jyske storkøbmænd med hemmelige drømme a la både Lykke-Peer og Lykke-Berg om engang at blive moderat royal og moderat revolutionær indehaver af ureasposten som kultur-borgmester over Kjøbenhavn.

Men den slags bundsolide og a-politiske UR-nyheder fylder ikke meget i ureaspostens mediebillede, modsat al den forhippede snak om, hvorvidt den seneste ugerningsmand nu var rettroende muslim eller ej. Så får hele drengeklubben rigtignok travlt med at overbyde hinanden med lidet kierkegaardske "gjentagelser", helt uden Goldberg'ske variationer.

Nej, begå dog for helvede jeres egne drab, hvis I da ellers ligesom John Wayne, Clint Eastwood og mig mener at kunne stå inde for dem.

DEN KORTE AVIS OG JESUSBARNET

DET KORTE AF DET LANGE...

Nyt om Rhesus-Aberne

Har som den åbenbart eneste endnu aldrig læst den avis, som den kammeratlige forkortelse ”DKA” angiver. Men regional-aviserne er det nu nok også vigtigere at støtte - ja måske som de eneste.

Som en vis Bohr nok kunne have sagt, og som en vis Stjernfelt derfor nok også forfærdelig gerne ville have sagt: "Enten er man inhabil eller også er man inkompetent - og summen af ens inhabilitet og ens inkompetance er konstant". Og heraf kommer det jo nok, at fagfolk burde forbydes at anmelde hinanden....

Inkompetent uvildighed berettiger derimod til rollen som opmand og toastmaster: for alle finder det tydeligvis fedest at kommentere og istemme det som flest andre allerede har kommenteret; ganske ligesom når alle slås om først at ringe efter den samme ambulance ved et trafikuheld på Rådhuspladsen - velsagtens i håb om at bringe sig i stilling som enten den næste trafikminister eller den næste chefredaktør på Den Lange Avis (DLA) sammesteds. Den barmhjertige samaritaner går i derfor i vore dage arbejdsløs, lige undtagen i Den Rådne Banan (DRB), hvor de usle galilæere bor.

Det gode og det rette som et befordrende (ikke flere "udfordringer" her, tak!) skalkeskjul for en anderledes egoistisk dagsorden kommer vi således aldrig fri af, om end vi så venligst må anbefale "light"-versionen...

For så langt fra at være "Systemet Politiken"s privilegium, så står det allerede højt og tydeligt i Første Mosebog - som jeg heller ikke har læst, idet jeg foretrækker fornøjeligere læsning end den som Søren Krarup anbefaler.

Også de "onde" mener som regel at være de virkeligt gode eller endda de sande kristne. Og hvis de undertiden lyver, så sker det ligesom i fordums katolske og vor tids islamiske verden i den bedste hensigt. Men kedelige er de i det mindste ikke - og derfor klarer de sig nok også helt uden støtte...

I lande uden velfungerende demokrati er de sociale medier både uhyre velgørende og velfortjent "systemfarlige". Så farlige at de desværre undertiden forbydes.

Men i lande som vort har vi næppe behov for endnu flere "alternative" nyhedsmedier. Vi har nu nok allerede den diversitet der skal til, men regional-aviserne er det derimod vigtigt at værne om, som det nedenfor fremgår..

Ej heller er det særlig konstruktivt at folk på sociale medier i demokratiske lader sig styre slavisk af de officielle og de kommercielle mediers dagsorden: For derved ender det så veluddannede folk som et græsk tragedie- og heppekor af hidsige papegøjer - bare mere komisk end tragisk.

Hvorfor tror alle mon, at det er så pissesmart at kæfte op om akkurat det samme, hvorom der jo trods alt oftest kun er tre-fire mulige ting at sige? Svaret er ikke særlig opmuntrende, så vi holder bøtte med det...

Men derfor ender vi hver gang i tre-fire lige højtråbende grupper i en indbyrdes udholdenhedskamp.

Nej, så er det dejligt at genlæse en 30 år gammel bitte roman af afdøde svenske Delblanc i en helt anden historisk "setting", men hvor man alligevel genkender det evige, som hele tiden gentager sig. Og hvorfor så al denne komiske iver?

Men apropos regional-aviser, så læser jeg i min lokale ferie-ditto, at selv rhesusaber stik modsat tidligere antagelser viser sig at have rigelige anatomiske forudsætnnger for at lære at tale ordentligt. Men de kan bare ikke rigtigt finde ud af det og siger derfor konsekvent altid Besus-Jernet” i stedet for det korrekte ”Jesus-Barnet”. Deres medfødte ugudelighed må derfor være dem tilgivet, idet den nemlig ganske som syndefaldet i sin tid synes at være planlagt. Men dette må altså langt ud på landet for at kunne læse.

Den nyhed burde burde da bestemt have stået i "Den Korte Avis" - men nej, for kun abernes indbyrdes hunde-slagsmål interesserer magtpersonligheder sig for. Og derfor er det aldrig nogensinde dem der begår det sande, det gode og det smukke - selv om de skam hellere end gerne planter sig på det med deres fede professor-light titel, hvis det helt uventet viser sig at give pote.....

UNIVERSETS SYMMETRI - SET I BAKSPEJLET...

Vi upraktiske har det årligt tilbagevendende problem, hvorledes man fæster bilens indvendige bakspejl, så det i det mindste holder, til bilen er synet: Lastbilchauffører klarer sig jo med sidespejlene alene - men selv med midterspejl laver jeg lige så mange ulykker som nogen lastbilchauffør og klarer mig således også snildt uden.

Mange dygtige samfundsstøtter såvel som mange både lurmærkede, øko-certificerede og autoriserede samfundsoprørere med emeritus-status har det problem, at de trods de bedste skudsmål fra ligeledes autoriserede standspersoner ikke har fuld tillid til fanklubben og autoriterne og derfor er i kronisk behov af stadigt flere flere løbende forsikringer fra de selv samme autoriteter. Det minder os om Wittgenstein's vits om den omhyggelige avislæser, der køber et ekstra eksemplar af dagens avis for at forsikre sig om det just læstes troværdighed.

Javel, men på samme vis forholder det sig med os umuliuser: Jeg har ved uventede sammenstød med vor tids så hyppige spøgelses-bilister efterhånden smadret et så imponerende antal sidespejle, at det erindrer mig om rektors ord ved et forældremøde om skolens privilegerede mobbe-offer: ”Strøm-Tejsens skolevej er brolagt med knuste brillestel!”.

At min succes med spejlene således åbenbart for enhver pris må gentages med den samme tvangsmæssige motorik som den, hvormed både fin-kulturens og mediernes darlings med årlige ny-udgivelser må stadfæste deres larmende dominans, har akkurat den samme dybere årsag. For ligesom de åbenbart ikke rigtigt selv kan nære tillid til, hvad al deres succes tilråber dem, således tør jeg heller ikke for alvor tro på hvad både alle knuste sidespejle gennem årene og jubilæums-hyldester i samme anledning hvisker mig  øret om min bilistiske formåen.

Og dog har jeg oven i købet en professionel svensk spiritus-bilists uafhængige tilsagn om den uomtvistelige gyldighed af det selv samme skudsmål. Denne ortodokst rettroende "alkoholist" ("alkoholiker" er derimod en profession og derfor alene et banalt verdsligt anliggende) vidste allerede fra fødslen: at med hans tørst ville udgifterne til et kørekort ud over at være fagligt overflødige tillige være penge hældt ud af vinduet.
 Men et kørekort man ikke har, kan jo derimod ikke konfiskeres - og enhver borger har jo desuden ret til at købe en bil.

Kort sagt en faglig autoritet hinsides al rimelig tvivl – akkurat ligesom den gang en deltids-skizofren på linjebetaling forsikrede mig om, at der ikke var en eneste ting i livet som jeg gjorde helt normalt. Men vi er åbenbart alt for mange der besidder tvivlens opreklamerede nådegave og derfor behøver støttepersoner.

Politiske gemytter kan vi forsikre om, at når vi herostratisk konsekvent udelukkende smadrer venstre-spejle, så beror det ingenlunde på nogen politisk idiosynkrasi, men alene på, at højrespejlet nu engang lige som kold fusion og super-ledning endnu ikke er blevet produkt-udviklet, men fortsat befinder sig på idé-planet på linje med langtidsholdbar lim og anden science fiction.

Ja, for vort just nu aktuelle problem handler som sagt om den årlige opklæbning af bilens indvendige bakspejl, der i det mindste er politisk neutralt.
Et bud på problemets endegyldige løsning kunne være at klæbe et livagtigt bybillede op i spejlets sted - hvilket i anden omgang kan være anledning til at reflektere over hvorfor det hedder "refleksive pronominer". Hvem i alverden gider forresten også barbere sig, mens de sidder på førersædet?

- Bemærk sluttelig endnu engang, at kriteriet på interessant nyhedsstof er og bliver, om det også kan bruges til at belyse private anliggender.

THE HUMAN CONDITIONS...

En betydeligt ældre bekendt lå tre dage alene med en blodprop - hvilket må være et kedsommeligt selskab. Så grundet et lamt ben (der nemlig kun akademisk set er bedre end to lamme ben) måtte han sælge sit hus og flytte til De Gamles By.

Men altid et godt tegn når mennesker kan more sig på omgivelsernes bekostning: For det forbliver dog en af menneskelivets største og ærligste glæder, som jeg derfor altid fordomsfrit tilskynder. De gode er desuden erfaringsmæssigt altid langt de farligste og mest uforsonlige.

Over for en anden indsat påtaler min gamle ven således med militaristisk brøsighed hendes slæbende fodtrin: "Løft fødderne!" Hvorefter den tøffende dame som regel til vor fælles stiltiende moro og tilfredshed vitterlig gør et noget afmægtigt forsøg - men som ved al god opførsel kortvarigt og kun for et syns skyld...

En stedlig ældgammel oberst er derimod glimrende til bens, men savner humor - hvortil kommer, at han fornærmedes over at jeg sad med ryggen til ham, og derfor gik i protest: thi det kunne han. Jeg undskyldte meget min uopmærksomhed, men fik straks af en åndsfrisk dame i kørestol besked på, at jeg aldeles ikke skulle undskylde den vrisne standsperson.

I øvrigt slår det mig at mirakuløs helbredelse af kronisk gangbesvær ved hjælp af provokationer så ubærlige, at de formår at genoplive en Lazarus, er en hidtil uprøvet helbredelsesmetode - om end patentet nok som sædvanlig bare ville blive kapret af de sædvanlige sakrosankte og kedsommelige standspersoner.

Damen i kørestol var gift med en jurist, men blev ligefuldt tærsket synder og sammen. Siden manden nu var jurist, må det åbenbart have været fuldt berettiget og velovervejet? Ak nej: For det var slet ikke manden, men derimod elskeren der tærskede hende: manden gad nemlig ikke og havde nok i sit TV. Javel - men det var vel så i grunden bare den forkerte der eksekverede de velfortjente tærsk?

Hur som helst skyldes damens tilstand nu slet ikke tærsk, som ingen jo hidtil har taget mindste skade af, men derimod uoprettelig lægesjusk under en rygmarvsoperation på Frederiksberg Hospital - som hermed varmt anbefales helt uden konsulent-beregning.

Dette uheld tager hun til gengæld med stoisk storsind over for al menneskelige fejlbarlighed - men har jo så heller ikke som den gamle oberst nogen mulighed for at gå i protest. Og derfor er det velsagtens at hun finder hans let fornærmede værdighed så aldeles uberettiget...

PROFESSOR STJERNFELT OG DANSK FJERNVARME-EKSPORT

I privat regi at videre-kolportere, hvad - med al selvrespekt - de officielle medier dog endnu formår at udbrede til en langt større kreds, byder både min komiske sans og min resterende intelligens lodret imod. Om sidstnævnte fossile gode betroede en skizofren bekendt mig i øvrigt i sin tid, at han så vidt muligt undgik at tænke for ikke at opbruge al sin intelligens på engang: en dag kunne han jo stå og behøve den...
-------------------
Den omvendte rækkefølge og trafik af vejen fra det offentlige til det halv-private rum er derimod rationelt set uklanderlig: Som når professor Frederik Stjernfelt i sit seneste arbejde i ytringsfrihedens navn mangfoldiggør tankestof desangående, som han ellers dygtigt fortiede omkring mit delvis af samme grund ret ukendte opus magnum "Filosofiens Univers": som den professorable yngling nemlig for hele 24 år siden "anmeldte" sammen med børnebogen "Sofies Verden" som bud på filosofiens første to-tre trin...
------------------
Nå, men i dag vil vi imidlertid gøre en undtagelse fra vort indledningsvise forbehold og videre-kolportere en helt overraskende klima-oplysning.

Dagbladet Politiken viderebringer nemlig i dag en rapport, der fortæller: At det klimapoltiske potentiale i globalt at udbrede Danmarks gennemprøvede og højt udviklede fjernvarme-system langt overstiger både vindkraften og andre kendte tiltag på den klima-politiske palet. På andenpladsen kommer andre smarte energisystemer der på samme vis ikke handler om selve energi-produktionen, men derimod om den mest effektive husholdning med den producerede energi: herunder varmepumper, jordvarme osv. Men de mange forskellige bud kompletterer oftest hinanden og skal derfor ikke primært ses som rivaler.

Det geniale ved fjernvarmen er, at overskudsvarmen ved fossil el-produktion udnyttes i stedet for som mit eget magnum opus at ende som varm luft for spurvene: samt god vind til Vestas og professor Stjernfelt - af hvilke to "gode selskaber" man da i det mindste rettidigt har sikret sig folkelige B-aktier i førstnævnte...

For sidstnævnte gode selskabs vedkommende ville jeg derimod efterhånden i påkommende tilfælde foretrække mere ufolkelige A-aktier...

P.S. For mere konkret belæg henvises til vort foregående indlæg.

YTRINGSFRIHED - MEN NÆPPE OM PLAGIAT...

I gårdagens resumé af eget værk opregner professor Frederik Stjernfelt sammen med sin juridisk kyndige yngre arbejdsfælle Jacob Mchangama en række argumenter for og mod ytringsfrihed.

De finder herunder bl.a. frem til, at ytringsfriheden er en betingelse for retvisende information og dermed for en reel valgfrihed: I den forstand altså en primær rettighed, uden hvilken de fleste andre rettigheder mister deres mening.

Indiskubelt sandt: For når vi diskuterer at indføre eller indskrænke andre rettigheder, så giver dette jo kun mening, såfremt diskussionen foregår på et informeret grundlag med åbenhed for korrektioner af selve dette grundlag.

Tillad mig dernæst at fortælle, at ovenstående overvejelser helt eksplicit indgik i et kapitel om grunde til demokrati samt sådanne logiske minimums-rettigheder i min bog "Filosofiens Univers" (C.A.Reitzelz forlag): En filosofisk grundbog og reelt et "livsværk" med rødder fra den aller pureste ungdom - og som just Frederik Stjernfelt anmeldte i Information 1992.

Det pikante er nu, at Frederik Stjernfelt kom let om det ved i samme korte åndedrag at anmelde både ungdomsbogen "Sofies verden" og en tredje bog, hvorfor der blev tale om en diplomatisk "ikke-anmeldelse".

Denne endte dog med de forjættende ord, at for den som ville længere end filosofiens to-tre første skridt, måtte han atter anbefale Prof. Friis Johansens bog om oldtidens filosofi - som Stjernfelt nu allerede kort tid før havde viet en hel side i samme avis. En henvisning der desuden ikke gav nogen mening i forhold til et originalt filosofisk arbejde, der jo skal måles med en anden alen end et solidt historisk værk.

Dertil var beskrivelsen "filosofiens to-tre første skridt" notorisk forkert, eftersom bogen indeholder stribevis af originale forsøg (tossede eller ej): såsom f.eks. et princip-bevis mod Marx' lov om den faldende profitrate, samt en diskussion af en overset "metafysisk" mystik i Marx' gamle begreber om "arbejdskraftens værdi respektive merværdi.

Men herudover bidrag omkring en række af de klassiske filosofiske problemer foruden klargørende overvejelser om det tegnbegreb som Stjernfelt jo ligeledes siden har slået sig op på - bl.a. med en hidtil uset tese om, at alle sproglige ytringer må ses som faktuelle tilkendegivelser - herunder dem som kaldes performativer. Men også overvejelser omkring hvordan det første tegnsprog mon kunne se ud, når to kloge aber uden sprog på en øde ø første gang møder hinanden. Med mere.

Men vi behøver slet ikke langsommeligt at dokumentere, at Stjernfelts varme anbefaling af ikke at slå sig til tåls med filosofiens to-tre første trin i kravlegården må være foretaget mod bedre vidende. Nej: For når den selv samme Stjernfelt nu hele 24 år senere kan finde de selv samme overvejelser om ytringsfrihedens logiske primat værd at belære hele vor dannede offentlighed om: - da beviser dette at den unge anmelder af samme navn for 24 år siden umuligt kan have opfattet den samme tankegang som en ren bagatel.

Den omvendte rækkefølge forekommer derimod ofte, idet ørneunger, når de omsider har lettet fra reden, med foragt undgår siden at vedkende sig den efterhånden også noget svinske kravlegård, som nogle af os andre desværre grundet vore medfødte mangler nu engang er henvist til aldrig at forlade.

Krumtappen i vor bevisførelse er imidlertid, at det her netop er den modne Stjernfelt, som nu efter 24 lysår skimter glimtet fra kravlegården.

Nu kan det sagtens tænkes at Stjernfelt forlængst har glemt alt om den kravlegård, hvis to-tre første skridt åbenbart må have været syvmile-skridt. Men derimod er det uomtvisteligt, at hans ikke-anmeldelse i sin tid vitterlig var ikke alene sagligt ukorrekt, men også lodret uhæderlig og mod bedre vidende.

Nu forældes så gamle overtrædelser ganske vist strafferetligt: javel, men den pengemand der har misbrugt investorers betroede midler, må dog stadig stå til regnskab økonomisk, når forholdet kommer for en dag, idet nutiden jo ellers får lov at forlænge og fornye den gamle uret.

Den garvede kriminolog vil dog ikke standse her, men vil gå videre og slutte: At den som allerede har vist sig kapabel til én uhæderlighed i ærens fagre navn, dermed også kunne mistænkes for anden uhæderlighed i samme høje regi: Ikke mindst ihukommende at usandhed sjældent er et mål i sig selv, men i reglen et middel til at opnå fordele, som sandhedens lys desværre ville have blokeret.

Kort sagt har vi derfor ingen grund til at gøre den generøse antagelse, at såfremt Stjernfelt nu blot havde erindret støvet gammel arv og gæld, så ville han som den fortabte søn omsider have vedkendt sig kravlegårdens pædagogiske fortrin.

Men hvad mere er, så har vi grund til at tro, at den gamle usandfærdighed hos en ellers notorisk begavet og sandhedskærlig mand netop tjente til at lette den kærkomne overdragelse som bærer frugt selv så længe efter.

Retsvæsenet tager i de fleste lande viseligt højde for, at løgn ikke ligesom ytringsfriheden er en logisk primær forbrydelse, men tværtimod blot en logisk følge af den forbrydelse som nu engang fordrer mørke og dølgsmål. Og derfor dømmes en forbryder rettelig ikke hårdere, selv om han længst muligt har søgt at vildlede efterforskningen og omgå sandheden.

Vi vil derfor heller ikke dømme hårdere i vor sag, men nøjes med at påtale at her er vitterlig er foregået en ekspropriation, som åbenbart stadig står ved magt. Jeg har tidligere udtrykt en vis grund til at mistænke noget lignende i forbindelse med Søren Ulrich Thomsens og Frederik Stjernfelts bog om "Den negative opbyggelighed". Men dette skal nu være glemt - selv om det vel ikke ligefrem letter forsvaret for Djævlens advokat: såfremt nu ellers denne dygtige mand med sit hang til at tage sig endnu bedre betalt end sin travle kollega Kammeradvokaten, skulle kunne afse tid til at befatte sig med denne Dante'ske bagatel.

Åh ja: For vi på bunden anstændige mennesker er skam selv de første til at skamme os over den selvoptagethed som det fordrer at opholde offentligheden med at bevise en uret som slet ingen andre i denne verden har ondt over. Men kunne ikke også en pågreben indbrudstyv i økonomisk nød klandre den selvretfærdige villa-ejer for hans egoisme og forkælelse i denne globale jammerdal?

Jo - ideelt set. Og derfor lader mangen villaejer da også tyven slippe med skrækken og stikker ham måske endda undseligt en hund til at klæde sig lidt bedre på før hans kommende omskoling til hæderlig borger - hvilket sidste jo som rigeligt fremgået kræver sin mand..

Men i de tilfælde hvor synderen omvendt er økonomisk gunstigere stillet end offeret, forekommer en sådan human teodicé komplet håbløs, endog for for Gud selv. Ja, med mindre da tyven ligesom Blekinge-banden overdrager de konfiskerede værdier til uselviske formål. Men noget sådant har vi nu ikke hørt om i forbindelse med vor egen banale sag - som vi derfor endnu engang undskylder så uskønt selvhævdende at have bragt på bane.

Vort uselviske alibi for sådan selvretfærdig formastelse er da også hermed langt om længe at kunne indfri Frederik Stjernfelts forjættende efterlysning i sin tid af et udvidet filosofisk kursus. Jo sandelig: Den som søger, skal finde - og hvem ved: Måske om små 24 år.....

NB. Professor Jacob Mcangama er utvivlsomt helt uden indsyn i de her beskrevne forhold.

FRA OTHELLO TIL STEIN BAGGER og MADS HOLGER

"UBEGRUNDET SELVTILLID": ETUDE NR. 118

De medie-darlings med en badebolds misundelsesværdige opdrift, der som Henrik Dahl mest frejdigt og med mest applaus p.t. snakker om vor tids udbredte "ubegrundede selvtilid" - har nu til orientering også selv gennem årene doneret nogen inspiration til denne gamle opdagelse i mindst 117 Goldberg'ske variationer: men tydeligvis uden selv at have nogen anelse derom.

Men vi vil skam da ikke småligt forholde dem deres rimelige andel og royalties helt på linie med, hvad vi tilstår andre "indigineous peoples" som afgift for vor rovdrift på de råstoffer, som de hale-negre jo alligevel ikke selv forstår at kapitalisere.

Men vor storsindede sammenligning halter dog: For det holder sig nemlig her akkurat som med den begavede overklasse-bums hos Philip Roth, hvorom det fortælles at han begyndte at spille Mozart i samme alder som Mozart selv begyndte at spille Mozart.

Ja, for det bliver dog aldrig det samme, trods ubegrænset sponsorering med både Saxo-kugler og diabetiske snarere end diabolske Mozart-kugler. Og just derfor elsker både folket og disses redacteurs dem: grundet denne "provokerende" og berettiget selvfede "stilistiske elegance", som enhver overbetalt playboy med typografisk anderumpe herefter kan kopiere næsten lige så godt og derfor finder helt "ubetalelig".

Nej: Elitens populære korsfarere forbliver derimod ubetalelige af helt andre grunde: Narcissister bør vi derimod slet ikke kalde dem: For viser man dem nemlig et vellignende portræt af dem selv, så lovpriser de det straks for dets slående gengivelse af alle mulige andre af samme kategori. Hvorved de netop illustrerer det beskrevne syndrom langt mere genialt end vi selv formåede.

Men heureka: Der gælder naturligvis om selvtillid som om tro på den elskedes troskab samt anden religiøs tro, at hvis troen behøver fornufts-grunde, så bliver det ganske ligesom hos Shakespeare's Othello snart skruen uden ende - men til gengæld enden på tilliden. 

STEIN BAGGER fortæller eftertænksomt fra sin munkecelle, at han altid har haft masser af (ubegrundet) "selvtillid", men derimod kun meget lidt "selvværd": Kort sagt må manden have indset at selvtilliden var grundløs. Og dette lllustrerer at der aldrig kommer noget godt ud af at tænke over sin selvtillid, for da går et snart som det gik for klaver-virtuosen Horowits, dengang han begyndte at spekulere sig over hvordan hans rablende gulerødder dog kunne følge med på toppen af Rakhmaninov's vildeste kaskader - hvilket nemlig førte til mange års katatonisk stilstand, som velsagtens blev anledning til endnu mere undren. 

Skudt fra hoften ville jeg gætte, at afdøde Mads Holger nok havde det på samme vis som Stein Bagger og old "Horrorwitz". Jeg kender i øvrigt også et patologisk eksempel på det samme: en ambitiøs yngre klassisk musiker, der trods et kønt ansigt som altid har nydt kvinders bevågenhed og omsorg, aldrig har kunnet udstå synet af sig selv i spejlet.

Syndromet har skam et medicinsk navn, om end ingen god forklaring og heller ingen egentlig behandling - og det er notorisk forbundet med en høj selvmords-risiko.
Den yngre mand af mit bekendtskab (jeg omgås nemlig nu om dage kun mine klienter, for de har da i det mindste sygdomserkendelse) fortalte mig, at dengang han omsider kastede håndklædet i ringen og søgte førtidspension, gik det først trægt - lige indtil hans diagnose kom på bordet: Så fik han den førtidspension smidt i hovedet og blev bedt om at skrubbe af og ikke spilde mere af systemets kostbare tid.

Den diametralt modsatte kombination med højt selvværd og ringe selvtillid kan derimod være højst sejlivet, fordi de folk omvendt i den grad lige som visse nøjsomme alger lærer at leve på en sten og til sidst ikke stoler på noget som helst andet i verden end sten, der nemlig er bundhæderlige og derfor slet intet lover - ja, undtagen hvis de ligefrem hedder Stein...

Javel, men mennesker bør nu engang ikke hedde noget som de bare er - den slags er vulgært og minder alt for meget om overflødige medaljer: eller om al den "almendannelse" som kun de som enten savner den eller har fået den moset og proppet i den gale hals, ævler utrætteligt om mod betaling. For desværre har slet ingen nemlig fået den geniale ide at betale dem for at lade være...
------------------
For fuldstændighedens skyld skylder vi sluttelig at nævne et helt tredje syndrom, der består i manglende evne til at genkende ansigter - og derfor forhåbentlig også ens eget hæslige fjæs. Hvilket sidste som fremgået undertiden er en stor nåde...

HALLØJ I KLAREBODERNE - MINIMAL-KUNST OM MIMIKRY...

Silkehalen har en rød plet på vingespejlet: Velsagtens for at spurvehøgen skal tro den er et surt rønnebær - og for at de andre silkehaler skal tro, at alle de lækre rønnebær bare er en bunke lige så sultne silkehaler, der desværre denne gang er kommet den i forkøbet. Åh ja, for frænde er frænde værst: Ja endda i en sådan grad, at mange i sidste ende foretrækker at blive heroisk dræbt af fjenden frem for forsmædeligt at blive snydt og stillet i skyggen af deres frænde.

Silkehalerne ligner med deres fjertop grangiveligt indianere og kulturfolk - lige bortset fra at de ikke pynter sig med lånte fjer. Men silkehaler er stik modsat den første kategori grundet denne notoriske forkærlighed for gærede bær udstyret med en særdeles veldimensioneret lever. Den store lever er nemlig et ufravigeligt adgangskrav på Bobi Bar - der nu om stunder bevogtes af den samme ubestikkelige grænsekontrol som Gyldendal lige overfor.

Ikke desto mindre er det nu vidnefast, at mange silkehaler ved Gyldendals årlige tam-tam bliver så hønefulde, at de efterfølgende lader sig opsamle af konkurrerende forlag og medier på linje med så megen anden nedfalden frugt...

PROFESSORALE BEKYMRINGER I UTIDE

En hjemlig professor funderer i sin klumme over visse forfatteres erklærede frygt for at give endnu ikke modnede ideer for tidlig form og derved måske hindre en rigere og mere fuldkommen blomstring. Ordet "kuvøse" falder mig i den forbindelse straks ind - hvilket atter urgerer den mere oplagte association "kejsersnit":

Ja, for i vore dage er nævnte overvejelse aldeles uaktuel, al den stund alle kommende stjerner ligesom i biernes verden tværtimod af frygt for rivaler udtages med kejsersnit til efterfølgende kuvøse-opflaskning med både doping og egen medie-kanal sammen med den øvrige nomenklaturas kedsommelige, men ligefuldt altid mirakuløst lovende afkom.

I de tilfælde hvor kuvøse-opholdet synes at måtte blive permanent, overføres og forfremmes poderne dog direkte til de evigt unges kanonisk kuldslåede retsmedicinske mausolæum, idet de så at sige springer en klasse i livet over (for ikke at sige livet selv) ved denne nedfrysning i Taj Mahal til fordel for en forstandig eftertids eugeniske omhu.

Apropos sådan ærværdig overførelse, så fortalte en begavet skizofren mig om dengang han blev tilbudt et revalideringsjob ved Universitets-biblioteket i Fiolstræde. Da han nemlig oplyste professor Villars Lund på Rigshospitalet om sin grund til at ville udskrives, svarede professoren: "Nå Universitetsbiblioteket – ja men så skal du slet ikke udskrives: Du skal bare overføres..."

En anden ældre psykiater fortalte mig i sin tid om en patient, der indviede ham i ganske den samme utidssvarende økonomiske bekymringer som den indledningsvis nævnte, idet patienten nemlig bevidst undgik at tænke for meget af frygt for at opbruge al sin intelligens på én gang.

Patientens version af den energi-økonomiske model antyder jo imidlertid så også ufrivilligt tankegangens tranghed i stil med fordums nationale merkantilisme med dens frygt for overdreven import - samtidig med at den illustrerer, hvorledes en lovlig professoral tankeproces tværtimod kan beriges og potenseres med skumfødte indfald skudt fra hoften, som ville umuliggøres ved bekymrede kejserlige jordmødres redaktionelle knibskhed og anti-septiske ængstelighed.

Enhver kernefysiker ved tilsvarende, at radioaktivt affald kan beriges og genbruges med endnu rigere udbytte ligesom asken fra Fugl Fønix - idet jomfrunalsk påholdenhed med ressourcerne tværtimod fører til en tungsindigt tillbageskuende stagnation, hvorimod sorgløs ødselhed i energiudfoldelsen tids nok tvinger sin mand til snarrådighed udi kunsten at genopfinde sig selv.

Mennesker der i stil med Det Gamle Testamente's Josef år efter år er blevet snydt af deres søskende for både mandelgaven og fastelavns-katten, bliver som Karen Blixen efter hendes Afrikanske forlis tvunget og presset til at overgå deres første inkarnation i en endnu rigere blomstring: en blomstring der dog har den første og umodne som nødvendigt gennemgangsled og mellemregning: ganske ligesom tallet pi's decimaler jo alle bygger på de foregående decimaler, der således ikke kan springes over.

Når de kendte typisk er så besynderligt påholdende på de sociale medier med "live" illustration af de talenter, hvis ydre bekræftelse de ellers løbende udbasunerer, så har vi i det mindste nu fået en begrundelse. Men som sagt er spørgsmålet bare, om den art coitus interruptus så er god eller en dårlig forretning i andet end borgerlig forstand. Åhja - for i borgerlig forstand er jo endog tyveri en særdeles god forretning - når blot det altså ikke opdages af andre end selveste politidirektøren, som nemlig til alt held er vores egen onkel...

ET BYZANTINSK KRIMINALSAG - OG LIDT OM ALKYMI

Da jeg rejste mig fra biblioteket (for Facebook bør man ikke have inden for dørene), opdagede jeg straks, at min ene handske var forsvundet, skønt jeg bestemt havde lagt begge handsker på bordet ved min ankomst.

Jeg drog heraf øjeblikkeligt den skarpsindige slutning, at tyveriets opklaring i dette tilfælde ville være en lige så smal sag som Dr. Kimble's berømte en-armede morder i TV-serien "Flygtningen" i 60 erne. Ja, for hvem andre end en en-armet tyvenægt gider dog stjæle en enkelt handske?

Men som vi husker, så tog den medfølende dr. Kimble jo heri sørgeligt fejl - til seernes store held i et par år.

Og ligeså i mit tilfælde: For dr. Watsons elementære korrrektion kom i næste sekund: Hvad nu hvis også gerningsmanden selv er to-armet, men enten har tabt eller er blevet berøvet sin venstre-handske. Også i hans tilfælde kan i tilfælde af tyveri skurken således på samme vis være enten en-armet eller to-armet.

Men såfremt også denne nye tyv er to-armet, så bærer også han atter på en personlig historie: enten uheld eller tyveri - og i tilfælde af tyveri enten en en-armet eller en to-armet tyveknægt. Men hvis nu også denne tyv er to-armet, så har også han sin egen personlige tragedie. Osv. osv.

Dr. Watson's elementære punktering af min indledningsvise og forhastede "skarpsindighed" viser sig således snart at blive en ret kompliceret sag.

Just det: Og dette er nok grunden til, at vi politifolk i stedet for at opklare forbrydelsernes byzantinske kombinatorik foretrækker at finde en bekvem og forsvarsløs syndebuk, som ingen djævel gider forsvare: enten fordi alle gerne tiltror staklen al mulig skyld, eller også fordi en sådan syndebuk også for dem selv er uhyre belejlig...

Ja - faktisk er syndebukke så belejlige for os mennesker, at selv om de ikke fandtes, så måtte vi selv opfinde dem - ganske som med Gud ifølge Voltaire. Og lige i Kristendommens tilfælde er just guden selv som bekendt tillige blevet forfremmet til at være denne vores alles belejlige syndebuk: Så kristendommens genialitet består derfor ret beset deri, at i stedet for at gøre to geniale opfindelser så kunne vi mennesker nu nøjes med blot én enkelt opfindelse.

Dette med geniale opfindelser bringer os tilbage til vor daglige undren over, at vor lige så daglige nødvendige sanering efter toiletbesøg ikke forlængst er blevet teknisk automatiseret på klinisk niveau med vor tids øvrige høje hygiejniske standard. Og dog insisterer vi på at kalde vore "private parts" de "ædlere dele"....
Men apropos ædle dele -, ja, for digressioner forpligter:

En dame betror mig at nøglen til hendes betryggende familie-arv var produktion af noget som alle behøver - kort sagt næppe kunsthåndværk og "bøger", som alle og enhver jo desuden hysterisk falbyder i vore dag under devisen: Talent er vel godt - men du når nu længere med selvtilid....

Uden fup eller kammeratligt hjælpsomt mediehysteri er det uhyre svært at skabe sig en formue på den vis. Nej, gør som jeg og opfind et uundværligt husgeråd. Inden for skibsfarten har vi det vi kalder en skibs-anode: en påhægtet klump af uædelt metal - typisk zink - der skal levere alt det metal som korrosionsprocessen i det salte vand behøver for at mættes løbende. Derved skånes nemlig skibets bærende dele af ædlere og mere jomfrunalsk påholdende metaller.

Min seneste opfindelse handler i princippet om det samme, men gælder beskyttelse af uld mod mod møl:
Læg dine allerfineste klædstykke af Kashmir eller silke oven på alle øvrige uldvarer såsom islandske sweatere og luk dernæst alle vinduer, mens du tager på ferie en ugestid.

Ved din hjemkomst kan du trygt brænde eller kassere din snedige lokkemad af kashmir/silke-cocktail ud, og alle de uartige børn følger nemlig med badevandet ud. For møllene går erfaringsmæssigt efter de ædlest mulige uldvarer, idet deres kultur og tradition nu engang tilsiger dem altid at begynde med desserten.
På denne måde kan du bevare dine islandske sweatere helt uhullede til de vejrforhold, hvor sligt behøves. Kashmier og silke var dog kun forfængelighed og luksus - der som sagt heller ikke skaber rigdom, modsat det nødvendige juks som alle behøver.
--------------------------------
Ovenstående annonce om anodiske metaller og anodisk uld minder os forresten om Albert Engströms tegning af den under en øvelse skamskudte soldat med sprængt underkæbe. Hans kaptajn trøster ha brysk med disse ord: "Det var då tur at kulan ej träffade dom ädlare delarna!"

Så også Engström var inde på det rigtige spor med anode-tanken, men han fortabte sig desværre i den slags fjollede digressioner som ødelægger det hele: alene for en stakket stund at få latteren på sin side....
Og nu fik vi på ganske samme vis ødelagt vor annonce og dermed muligheden for omsider at skabe os en formue. Nej, skomager - bliv ved din læst...Nu mangler det så kun, at alle I andre gør det samme ....

STEIN BAGGER OG MADS UDEN MONOPOL -. LIDT OM ANSIGTSGENKENDELSE

Stein Bagger fortæller at han har masser af selvtillid, men derimod kun meget lidt selvværd. En interessant distinktion som ikke er hørt før, men som alligevel er mere end frie associationer.

Skudt fra hoften ville jeg nok antage, at afdøde unge Mads Holger havde det på lignende samme vis. Jeg kender i øvrigt også et patologisk eksempel på det samme: en ambitiøs yngre klassisk musiker, der trods et kønt ansigt som altid har nydt kvinders bevågenhed og omsorg, aldrig har kunnet udstå synet af sig selv i spejlet.

Syndromet har skam et navn, om end ingen god forklaring og heller ingen egentlig behandling - og det er notorisk forbundet med en høj selvmords-risiko.

Den yngre mand af mit bekendtskab (jeg omgås nemlig nu om dage kun mine klienter, for de har da i det mindste sygdomserkendelse) fortalte mig, at dengang han omsider kastede håndklædet i ringen og søgte førtidspension, gik det først trægt - lige indtil hans diagnose kom på bordet:
Så fik han den førtidspension smidt i hovedet og blev bedt om at skrubbe af og ikke spilde mere af systemets kostbare tid.

Den diametralt modsatte kombination af chalatanens forener lav social selvtillid med højt selvværd. Og den kan derimod være højst sejlivet, fordi sådanne folk i den grad lige som visse nøjsomme alger lærer at leve på en sten og til sidst ikke stoler på noget som helst andet i verden end sten, der nemlig er bundhæderlige og derfor slet intet lover - ja, undtagen hvis de ligefrem hedder Stein...

Javel, men mennesker bør nu engang ikke hedde noget som de bare er: Den slags er vulgært og minder alt for meget om overflødige medaljer eller medaljer for hvad der burde være en selvfølge: eller om al den "almendannelse" som kun de som enten savner den eller har fået den moset og proppet i den gale hals, ævler utrætteligt om mod betaling. For desværre har ingen nemlig fået den geniale ide i stedet at betale dem endnu mere for at lade være...
------------------
For fuldstændighedens skyld må vi tillige nævne et helt tredje syndrom- "prosop-agnosi". Det består i manglende evne til at genkende ansigter - og derfor velsagtens også ens eget ansigt. Hvilket sidste som fremgået undertiden kan være en stor nåde...

Dette med ansigts-genkendelse minder mig sluttelig om dengang jeg antog, at en gammel bekendt med drastiske erindrings-lakuner var blevet sindssyg -  lige indtil det viste sig at være hans mig helt ubekendte enæggede tvillingbror jeg havde mødt. Dvs. han nævnte faktisk under samtalen eksistensen af en sådan tvillingbror: Med med mit psykiatriske hang antog jeg, at der måtte være tale om et genfærd sammensat af den synligt ubalancerede mands dunkle og fragmentariske  minder om hans fordums mere
 lovende jeg.

LORD JIM - FARLIG SEJLADS I KJØBENHAVNS KULTUR-CIRKUS

Forleden diverterede en meget høflig mand - så høflig at han endog er høflig over for mig og sågar under fire øjne i strid med al fornuft har kaldt mig "indlysende højt begavet" - på sociale medier sin forfremmelse i vor permanente Københavnske Kulturnat, hvor alle katte som bekendt snart er grå som koks.

I den forbindelse inkasserede jubelaren på Facebook over 250 "likes" og næsten lige så mange kommentarer fra andre privilegerede medlemmer i vor evige "kultur-nat". 

Det besynderlige var nu, at ikke en eneste af disse privilegerede kommentarer var på mindste vis læseværdig, rammende, åndfuld, morsom - eller bare dannet. Og dog taler vi her om hartad den ganske humanistiske elite hertillands.

Dannet? Nej, for enhver der besidder den hjertets dannelse som det p.t. er højeste mode at ævle om, ved intuitivt, at ved en tale skal man ikke alene behage jubelaren, men på en skønsom måde også fortælle noget sandt og karakteristisk om den pågældendes karakter og levned, herunder tillige antydninger om væsentlige slagsider. Og så bør talen udover humoristisk islæt helst have en vis musikalsk form for at råde en smule bod på livets egen uundgåelige banalitet.

Den moderne masse-fabrikerede kulturkarriere-klasses indbyrdes leflende høflighed er derimod som hovedregel plebejisk rå og udannet, fordi den så helt og aldeles savner såvel sandhed som opfindsomhed. Ja, endda også umoralsk, fordi den så åbenlyst alene sker ud fra tarvelig beregninger, hvis bagside nemlig er en komplet uforstilt uhøflighed over for alle, som det ikke ligefrem er en oplagt god forretning at være høflig over for.

Jubilaren valgte helt legitimt at forkynde sit glade budskab under brug af velkendte maritime metaforer om den stolte skude med selveste NN ved roret, det øvrige fornemme mandskab så sandelig ej at forglemme. Og enkelte læsere bed slapt på som var de fiskekroge forsynet med lovlig karrig madding. Men aldeles uden at berige eller kvalificere forestillingen...

Selv var man her undtagelsen, idet man nemlig just tog afsæt i jubelarens egen undskyldning for sin "skamredne maritime metafor".

Ja, for det blev anledning til at fortælle om en vaskeægte søkaptajn af mit bekendtskab med ret til at føre selv de største tankskibe, som uskyldigt dømt i Byretten var i fare for at miste sit certifikat - men som lykkeligvis blev frifundet af en enig Landsret.
Min pointe var ud over underholdningsværdien at illustrere, at i vor kaptajns tilfælde var der så sandelig ikke tale om "skamredne maritime metaforer" - selv om manden dog var gået på landjorden og dér havde indrettet en maritimt udstyret restaurant.
Jeg kunne have betitlet min kommentar efter kaptajn Joseph Conrad's berømte bog-titel "Lord Jim" - der nemlig just omhandlede en uskyldigt dømt kaptajns svære sjælekval.

 Men selv trods dette litterære sufflør-vink ville nok ingen i kultureliten have reageret med andet end den kollektive solidaritets guldrandede snarere end gyldne tavshed..,

Læs engang: 

"Hvis jeg nu ligesom Joseph Conrad havde været kaptajn på et skib, ville jeg nu ikke blive ret smigret over først at blive hyldet for min betryggende beherskelse af rorpinden - for dernæst at få at vide, at det alene var ment som en "skamreden metafor."

Således kendte jeg engang en skibsfører med certifikat til de største tankskibe, men som i sidste ende fortrak et roligere liv i indenlands pirat-frie farvande: og endda en overgang som ejer af en maritimt indrettet restaurant i Dronningens Tværgade. For lidt har vel også ret.

Da den store, men komplet uvoldelige mand en dag frygtede, at en pige måske havde taget sit liv på toilettet, sprængte han efter mange forgæves opfordringer til pigen om at give sig til kende til sidst døren og førte den nu hysterisk skrigende pige ud på gaden.
Dette førte uheldigvis til en voldsdom i Byretten - som dog efter ni måneders gru i Helvedes forgård blev pure annulleret af en helt enig Landsret.

Nu kommer pointen: Vor mands største frygt og bæven under de 9 måneders infernalske drægtighed var nemlig slet ikke at miste sin restaurant, der jo nu havde vist sig endnu mere usikker end verdenshavet, men derimod dette at miste den pletfri straffe-attest der var en absolut betingelse for bibeholdelsen af hans fornemme maritime certifikat - og dermed tillige muligheden for et besindigt tilbagefald til Stillehavets kontemplative ro efter al balladen i Frederiksholms Kanal.

Så pas på med at skamride metaforer. Men nothing personal: For det eneste jeg selv har til fælles med en rigtig sø-kaptajn er, at jeg som en æressag hverken kan svømme eller skrive..."

GEORG BRANDES og POLITIKENS FØDSELSDAG...

Geburtsdag? Ser man det, ser man det! Det kan man da kalde en aktuel nyhed - men naturligvis ingenlunde af den grund spor mindre "almengyldig" end selveste Shakespeare.

Men hvoraf komme det mon så, at ingen af alle de mange ny-alfabetiserede, der lige som P.H. insisterer på Georg Stages (!) apokryfe og frisindet uformelle - men just derfor i den lidt mere ortodokse jødedom klogeligt ugyldige - faderskab: At ingen mors sjæl i hele denne demokratiske syndflod af ufrivillige citater i døgndrift kaldet "meninger" nogensinde citerer Brandes' mindeværdige ord fra hans bog om Shakespeare:

"Ganske som på Perikles tid enhver dannet græker kunne lave en sådan nogenlunde skulptur, således kunne på Queen Elizabeths tid enhver dannet englænder flikke et sådan nogenlunde klassisk drama sammen.
I vore dage derimod kan på samme vis enhver dannet borger strikke en sådan nogenlunde avisartikel sammen. Oh Herre Jemini - vi nutidens arme stakler er alle journalister...."

"Det værste ved Poltiken" (dagens kosteligt opfindsomme stunt der skal bevise anti-royalisternes kongelige format) er det samme som det værste hos så mange andre af vor tids borgerlige instanser:

Klassens drenge og piger synes på tværs af alskens moderat etnicitet at tro, at "selvironi" er er et kvikt fix og en bekvem lynafleder, hvorunder man kan bestikke og afvæbne en række lige så bekvemt placerede borgere i andre lejre ved en form for repressiv tolerance:

Omtrent som ved Middelalderens karnevalsoptog, hvor særligt inviterede fik lov til at lave komplet forudsigeligt grin med både pave og kejser - der herunder begge morede sig kongeligt og efterfølgende sagkyndigt anmeldte de optrædendes kunstneriske præstationer. Og den anmeldelse kunne de siden pavestolte lægge i deres dumme og kreative CV.

Imidlertid kunne man godt spørge, hvorfor Brandes beklagede modernitetens meningssyge som værende et tilbageskridt i forhold til elizebethanernes dramatiker-syge og grækernes (påståede) skulptur-dille.

Beklagelsen går vel i alle tre tilfælde på amatøristisk insisteren på ligeværd - ja, for selve det at forsøge sig udi en sportsgren er jo ingen synd. 
Det mest nærliggende svar må være, at Brandes nu engang ikke var samtidig med de to andre kategorier og derfor ikke behøvede at ærgre sig over dem. Med Storm P. ord så var samtidens journalistiske syge ham derimod en flue i øjet - og det overdøver nu engang altid verdenssituationen.

Siden Brandes' dage er det kun blevet værre - på omtrent alle felter. De halvgode tror straks de ser det gode, at så kan de vel også blive stjerner. Det kan de da også - og de gør det på stribe. Men så er det heller ikke længere det samme...

Men når Brandes selv "måtte" (for han holdt sig sandelig ikke tilbage), hvor for burde andre så afstå? Fordi der er noget der hedder selvkritik, men den er nu engang bedst udviklede hos de bedste - og det er velsagtens en af grundene til at de bliver bedst. Til et givet fagligt talent hører jo selve evnen til at se forskel på det ringere og det bedre.

En anden ting er at selv en Brandes vel af og til har fremturet lidt for sikkert. Kritikeren Harald Nielsen kaldte ham ligefrem "usurpatoren", hvilket nu nok var at gå for vidt. Men de meningsberettigede har altid knurret lidt ad hinanden

SYD-TAIGA

J
SYD-TAIGA

Taigaens vestgrænse præges af overgangen til fuktkrævende bøgeskov, der vanskeligt spirer i forårsfrost. Denne zone er repræsenteret i Polen og Karpaterne samt i vore gamle danske grænseegne til Sverige. I nyere tid er der her efter en epoke med  udstrakte lyngheder til afgræsning sket en gennemgribende forvandling til grandominerede kulturer - i reglen rather boring.

Men endnu findes eksempler på oprindelige blandings-skove, heraf en hel del små-områder samt ganske enkelte større. Nedenfor ses et sådant endnu ubeskyttet stort område, som jeg stadig håber vil blive fredet i tide - enten ved statsligt indkøb eller i form af servitutter mod erstatning for indkomsttab.

Et af billederne er dog fra Nordsverige - selv om det giver et nærmest tropisk indtryk af en næsten giftig frodighed. De blå blomster på billedet spises dog af både elge og bjørne.

OMSKÆRING IFØLGE TRUMP

Jødernes mytologiske folkelighed omkring initiations-riter i lovlig ung alder til helt at fatte galoppen andet end baglæns - er noget organisk, som man ikke sådan kan beslutte sig for rationelt.
Men hvis det omgærdes af en mytisk familie- og stammetryghed, tror jeg gerne på, at kun ganske få børn tager skade af det.
Selv fik jeg som barn et chok samt et mangeårigt kastrations-kompleks ved at se en gris blive kastreret uden bedøvelse efter den gode gamle metode med et raskt førergreb over en nypudset og funklende metalskål af passende størrelse – ikke for stor, for der er slet ingen grund til at opreklamere indgrebets omfang med ydre effekter. Dertil besad skålen en fornøjeligt frisk morgenklang: kammertonen formoder jeg...

Men grisen selv tog modsat jeg selv ikke den mindste skade af operationen - også selv om den i overensstemmelse med drejebogen teatralsk skreg som en stukken gris og dermed avantgardistisk brød metal-skålens kammertone på en måde der kunne have gjort både Stravinskij og Schönberg grønne af misundelse. Men som sagt led grisen modsat jeg selv ingen overlast: For sådan er vi nu engang så forskellige.

Grisens smerte kunne nemlig hverken i intensitet eller varighed måle sig med min medlidenheds og min rædsels raffinerede smerte. Medfølelsens smerte slukkes nemlig aldrig, men genfødes ligesom indignationens smerte samt Tuborg lige friske hver eneste gang i erindringen. For dette at det skrækkelige overhovedet skete, er medfølelsens og gruens genstand, helt uanset spørgsmålet om samtidighed, som ret beset ikke gør nogen forskel. Hvorimod selve den fysisk smerte ganske ligesom valgkampagner vitterlig slutter og endda tit glemmes, så snart den er forbi.

Men jeg skal hilse fra grisen, der skam lever i bedste velgående og har Donald Trump som sit erklærede forbillede. Grisen nyder nemlig her ligesom fordums eunukker den særlige fordel, at intet hunkønsvæsen nogensinde har kunnet bringe den fra snøvsen eller distrahere dens karriere.
Grisen beder mig derfor fortælle, at den undrer sig gevaldigt over denne gevaldige humane deltagelse omkring denne længst glemte episode. En medfølelse som den nemlig ikke just oplever ret meget af i andre sammenhænge. Og som den skam heller ikke selv har mindste tilbøjelighed til: Men den foregiver det til gengæld heller ikke – og er heri næsten lige så stor en hædersmand som sit idol Donald Trump.

Der ligger derfor nok andre dagsordner bag al den humane bekymring. Men akkurat det samme kunne måske også siges om nogle hyper-rationelle omskærings-tilhængeres indædte forsvar for denne mytiske mosaiske ortodoksi.
På en gammeldags beverding ville man nemlig i begge tilfælde intuitivt skære ind til benet og sige: "Betyder det meget for dig personligt?" Og heri består den store lighed mellem Kierkegaard og en gammeldags beverding...

Ja, for nogle af fordums øl-typer var ofte overraskende klartskuende og bør trods deres flade næser og tomme-tykke pandebrask ikke undervurderes, men tværtimod erindres med den samme palæo-ontologisk agtelse som den vi nu om stunder nærer for neandertalerne.

P.S. Og nu ikke et eneste ord om Verdenspressens, hvis usle købe-navn nemlig ganske ligesom Jahves ikke selv tåler at blive set på tryk...

VEJENE OMKRING FULD BESKÆFTIGELSE - FATTIG-CARINAS SODOMI

"MAN MÅ GODT LYVE NÅR DET ER KUNST" (Kristeligt Dagblad)

Der tales så meget om job-skabelse: Men nu er det snart på tide, at nogen gør noget ved det.
Jeg har i den forbindelse barslet et Columbus-æg. En landsdækkende leg egnet til mennesker i alle fysiske og mentale aldre og tydeligvis ikke spor uforenelig med samtidig multi-tasking i form af snart jobsøgning, snart lønarbejde eller selvstændig konsulentvirksomhed. Den fremmer sammenhængskraften for alle der gider deltage - men svækker den for restgruppen, der så selv er ude om det - men vi lever nu engang i et frit land.

Deltagelse i vor patenterede leg fordrer naturligvis, at man betaler et årligt symbolsk gebyr i stil med medielicens.
---------------------------
Legen går noget kort fortalt ud på, at vi alle samtidig mener en ud af tre, højst fire mulige ting om noget som en kendt person har gjort eller sagt i går eller i forgårs. Den der oftest formår at sige akkurat det samme som flest mulige af de andre uden at kigge dem over skulderen, akkumulerer efterhånden flest points, hvilket giver dem udsigt til at komme på DR-Deadline og blive kendte - og til sidst at blive helt selvforsørgende rollemodeller: alene i kraft af en sådan løbende karaoke-votering om andres gøren og laden. Hvis man ovenikøbet formår herunder at bruge alle de samme udtryk som de andre deltagere, er det endnu mere glamourøst.

Men ikke nok med det: For hermed vil man kunne se frem til efterhånden også selv at blive genstand for sådan løbende landsdækkende debat og votering om stridens æble - omtrent som på Agamamnons og den skjønne Helenes tid: Det er endnu finere - og noget højere gives ikke.
--------------------------
Som et pædagogisk øvelses-eksempel lægger vi ud med en dug-frisk svensk medie-nyhed.

En ældre mand af etnisk svensk oprindelse blev i går pågrebet i færd med at dyrke "tidelag" med en hest under ivrig vrinsken: "Tidelag" er ligesom den danske oversættelse "sodomi" et urgammelt ord med bibelske konnotationer - og som ikke engang moderne udøvere af denne samkvemsform selv kender. De ved derfor heller ikke selv, hvor afskyelig denne virksomhed er: så afskyelig, at samtlige deltagere i gamle dages forbandedes, tortureredes og brændtes på bål - hvorefter asken i stil med Eichmanns blev spredt for alle vinde for at forhindre efterfølgende satanisk relikvie-kult.

En kommunalpolitiker udtaler til medierne, at det skete er en afskyelighed der ikke bør findes i et udviklet samfund som vort.

Men hvem ved: Måske både manden og krikken just var udviklings-hæmmede - og hvad andet kan vi i så fald vente i et land, hvor de fleste industrijob flyttes til Polen og Kina, mens integration af flygtninge, udviklings-hæmmede og handikappede optager en støt voksende del af arbejdsstyrken? I Danmark er på lignende vis menings-og kommentator-diarreen blevet den mest attråede og derfor snart tillige fremherskende form for selvforsørgelse. Den beklagelige hændelse er da i det mindste udtryk for et vist initiativ...
---------
Hursomhelst: Jeg lægger ud i vor ovenfor patenterede leg ved kommenterende at istemme den svenske kommunal-politikers dom:
"Den slags svineri hører ikke hjemme i et moderne samfund. Og selv om det samme vel også må gælde fordums barbariske afstraffelses-former i den anledning, så er vi dog i det mindste forpligtede til af såvel special-præventive som general-præventive grunde omgående at kastrere begge deltagere i den afskyelige akt."
---------------
Hermed er bolden så kastet på banen, og nu er det så jeres tur, børnlille....

P.S. Lur os om ikke ovenstående i en barnligt forsimplet og mere snakkesalig udgave snart står at læse i 27 forskellige lurmærkede "personlige" klummer i landsdækkende medier - der så atter smug-læses af vore nabo-landes klummister. Men sligt er man vant til: For vi søjle-helgener har nu engang valgt fasten som vort uvildigt certificerede økologiske levebrød.

FRA JOMFRUFØDSLER OG SHAKESPEARE TIL DOVNE-LARS OG FATTIG-KARINA

Af princip og som bevilling af handikap-points til andre skriftlige instanser skriver jeg normalt ikke om ting, som medierne meget vel selv formår helt uden min bistand.
Jeg højagter i øvrigt det sportslige princip ikke at ville leve af sit egentlige talent, og aspirerer således også selv i hemmelighed til engang at kunne brødføde mig af noget, som jeg ikke for alvor har talent for. Og når folkepensionen bliver aktuel, skulle jeg omsider kunne forsørge mig selv.

Omvendt optager aviserne af princip ikke noget som jeg kunne have skrevet - kort sagt noget som ingen anden kunne have begået. Opfindsomhedens standende frase i denne forbindelse er, at man skriver "finurligt". Et gammel-agtigt ord, hvormed urimeligheden nemlig snedigt vælger at stjæle rimelighedens ord ud af munden på rimeligheden - der således efterfølgende risikerer at blive anklaget for plagiat og derfor hellere havner på overførselsindkomst sammen med både Flittige Karina og Dovne Robert.

Småligheden maskerer sig således med omhu som en både besindig og urban skønsomhed, der skam ikke aldeles udelukker nogen redaktionel forståelse for visse i avissammenhæng blot helt upassende kvaliteter: der så i øvrigt nok heller ikke rækker ud over petit-afdelingen - ja, sagt med al respekt....
---------------------------------------

Men i dag gør vi en undtagelse, i det forfængelige håb, at aviserne ligeledes en dag vælger atter at gøre en undtagelse. Vi vælger nemlig på lige fod med alle hånde nye digitale medie-platforme at kolportere noget, der allerede har stået i alle aviser, men som dog er værd at understrege:
SIDSTE ÅR BLEV DER I HELE DANMARK KUN FØDT 35 BØRN AF KVINDER UNDER 17 ÅR.
Om fædrenes alder kan vi derimod desværre endnu intet oplyse - men skulle også vi geskæftigt stable en ny medie-platform på benene under foregivende af avisernes armod, så ville vi afgjort hellige den undersøgelsen af just dette så underbelyste samfunds-spørgsmål.

Men allerede nu tør vi dog forudskikke, at Helligåndens rolle i den forbindelse nok burde researches nærmere. En navnkundig læge fra sent 1800-tal skriver advarende om masturbation, at masturbanten kendes ved sit skumle og vigende blik - hvilket illustreres med et daguerreotypi af en noget sydlandsk udseende yngling med tjavset hår: Med al sandsynligvis selv undfanget i kraft af selv samme skammelige last. I en tid hvor sligt atter florerer, har Helligånden nemlig frit spil - og da især hvor det gælder kvinder, der kun lige er nået op i mandbar alder.
-----------------
I øvrigt bør man aldrig blande forskellige niveauer sammen. Og vi vedkender os derfor gerne, at avisernes eneste store fejl er deres på engang smålige og bekvemme dumstædighed over for denne skribent.
For nyhedformidlingen og -analyse spiller dette savn derimod indrømmet kun ringe rolle. Og hvis jeg indbildte mig noget andet, så ville jeg være en frygtelig dumrian. Hvis jeg kunne indbilde jer det, så ville derimod I være nogle frygtelige dumrianer.

For som Brandes skriver om Shakespeare, så vidste denne reelt uhyre lidt om, hvad de farverige stridigheder i den engelske kongehistorie rent politisk handlede om - og det ville næppe for alvor have interesseret ham...

FRA JOMFRUFØDSLER OG SHAKESPEARE TIL DOVNE-LARS OG FATTIG-KARINA

Af princip og som bevilling af handikap-points til andre skriftlige instanser skriver jeg normalt ikke om ting, som medierne meget vel selv formår helt uden min bistand.
Jeg højagter i øvrigt det sportslige princip ikke at ville leve af sit egentlige talent, og aspirerer således også selv i hemmelighed til engang at kunne brødføde mig af noget, som jeg ikke for alvor har talent for. Og når folkepensionen bliver aktuel, skulle jeg omsider kunne forsørge mig selv.

Omvendt optager aviserne af princip ikke noget som jeg kunne have skrevet - kort sagt noget som ingen anden kunne have begået. Opfindsomhedens standende frase i denne forbindelse er, at man skriver "finurligt". Et gammel-agtigt ord, hvormed urimeligheden nemlig snedigt vælger at stjæle rimelighedens ord ud af munden på rimeligheden - der således efterfølgende risikerer at blive anklaget for plagiat og derfor hellere havner på overførselsindkomst sammen med både Flittige Karina og Dovne Robert.

Småligheden maskerer sig således med omhu som en både besindig og urban skønsomhed, der skam ikke aldeles udelukker nogen redaktionel forståelse for visse i avissammenhæng blot helt upassende kvaliteter: der så i øvrigt nok heller ikke rækker ud over petit-afdelingen - ja, sagt med al respekt....
---------------------------------------

Men i dag gør vi en undtagelse, i det forfængelige håb, at aviserne ligeledes en dag vælger atter at gøre en undtagelse. Vi vælger nemlig på lige fod med alle hånde nye digitale medie-platforme at kolportere noget, der allerede har stået i alle aviser, men som dog er værd at understrege:
SIDSTE ÅR BLEV DER I HELE DANMARK KUN FØDT 35 BØRN AF KVINDER UNDER 17 ÅR.
Om fædrenes alder kan vi derimod desværre endnu intet oplyse - men skulle også vi geskæftigt stable en ny medie-platform på benene under foregivende af avisernes armod, så ville vi afgjort hellige den undersøgelsen af just dette så underbelyste samfunds-spørgsmål.

Men allerede nu tør vi dog forudskikke, at Helligåndens rolle i den forbindelse nok burde researches nærmere. En navnkundig læge fra sent 1800-tal skriver advarende om masturbation, at masturbanten kendes ved sit skumle og vigende blik - hvilket illustreres med et daguerreotypi af en noget sydlandsk udseende yngling med tjavset hår: Med al sandsynligvis selv undfanget i kraft af selv samme skammelige last. I en tid hvor sligt atter florerer, har Helligånden nemlig frit spil - og da især hvor det gælder kvinder, der kun lige er nået op i mandbar alder.
-----------------
I øvrigt bør man aldrig blande forskellige niveauer sammen. Og vi vedkender os derfor gerne, at avisernes eneste store fejl er deres på engang smålige og bekvemme dumstædighed over for denne skribent.
For nyhedformidlingen og -analyse spiller dette savn derimod indrømmet kun ringe rolle. Og hvis jeg indbildte mig noget andet, så ville jeg være en frygtelig dumrian. Hvis jeg kunne indbilde jer det, så ville derimod I være nogle frygtelige dumrianer.

For som Brandes skriver om Shakespeare, så vidste denne reelt uhyre lidt om, hvad de farverige stridigheder i den engelske kongehistorie rent politisk handlede om - og det ville næppe for alvor have interesseret ham...