Thursday, February 25, 2016

TAIGA OG TUNDRA

TUNDRAEN...
tør hvor andre tier. Men vi kan i det mindste hjælpe med at holde den åben, mens vi venter spændt på mammutternes genkomst.
Modtog just nu en målrettet-annonce om et motorkøretøj på larvefødder, velegnet til at fjerne og fræse stubbe og rødder, så ens have kan blive klar til nyttig beplantning. Det er nu ikke rigtigt aktuelt, for jeg foretrækker håndkraft, og sågar ofte helt uden andre redskaber end dem som også mammutten besad.
Næste målrettede annonce handler velsagtens om tilbud om nedfrysning af antikke gener til fordel for en mere tænksom eftertid med knap så megen redaktionel smålighed. Men i så fald kommer min glorværdige genkomst nok til at vente endnu længere end mammutternes....
Andre ønsker derimod i stedet at købe. Hør bare: Når selv en indvandrer med en absolut moderat beherskelse af sit nye andetsprog ringer på ens dør midt om natten for at høre, om man mon kunne tænke sig at afhænde sin antikke Primera, må det afgjort ses som en stor tillidserklæring - både til mig og til Nissan Corporation. For det betyder jo, at man grangiveligt ligner en type som folk godt tør købe en brugt bil af. Men om dette så er mere eller mindre flatterende end det diametralt modsatte indtryk ("han ligner ikke just en person, som man ville købe en brugt bil af") - det er så en anden historie. Hvad mit bedagede køre-tøj angår, så skulle jeg måske alligevel have solgt det, før det går som med mit arvede Louis XVI spejl, der trods tiltagende antikvitet og sjældenhed likförbannat er faldet støt i pris gennem nu en snes år, hvorefter kun spejlets luvslidte affektationsværdi består: ligeledes noget rystet i sin selvfølelses grundvold over hele verdens massive uenighed. En bekostelig rust-behandling forestår desuden, og det hedder jo heller ikke for ingenting en "rustvogn" - bortset fra at det i dette tilfælde er bilen selv som ligger "lit de parade". En bekendt trøster mig ganske vist med, at gammel kærlighed ikke ruster, men min mekaniker ved jo nok alligevel bedst... Jævnfør her Albert Engströms tegning af bonen der på sygelejet understreger at han slet ikke er død - hvortil hustruen skarpt turnerer: "Tyst med dig Gustaf - doktorn vet väl ändå bäst..." Men trods mekanikerens påmindelser om risikoen for ved sådan gerontisk livs-grådig overbehandling - der småligt nægter at overrække stafetten til verdens nye ungdom -, blot at kaste gode penge efter dårlige, så valgte jeg likförbannat at løbe risikoen. Ikke grundet ubodelig spiller-natur - men fordi jeg hader og frygter al forandring: " - endog til det bedre", som en konservativ embedsmand skal have sagt, dengang der endnu fandtes egenrådige og farverige folk som kunne finde på mindeværdige replikker og ikke kun "aktuelle udtalelser" om det samme dag efter dag. ---------------- Tilbage til tundra og taiga. Ganske ligesom de mest kultiverede seriemordere fuldender jeg altid min mishandling af nøje udvalgte vegetariske ofre ved at forevige dem sub specie eternis: - en lærd, men helt overflødig pleonasme. Dette farverige endeligt er mine ofre såmænd også selv bedst tjent med - som det forhåbentlig fremgår af billederne..

Sunday, February 07, 2016

CLAES KASTHOLM - EN JOURNALISTS SKRIFTEMÅL...

KASTHOLMS SKRIFTEMÅL
Claes Kastholm, der i henhold til stædige forlydender selv i fjendelige lejre skal have været lige så begavet som han var vrissen, udstillede i ”Groft Sagt” 2..2. "journalisters" typiske interesse for store menneskers mest banale og hverdagsagtige sysler og hobbies: som de nemlig bruger til at nedtone og forklejne de pågældendes virkelige format og berettigelse.
Meget vel. Men hertil må straks føjes flere afsløringer, for bordet fanger. Når en journalist siger noget om "journalister", som andre uden for standen ellers for længst er blevet dømt ude for at have sagt bedre - på linje med mange mindre anklagepunkter såsom forbrydelser med menneskeheden (det billige uorganiserede skidt), - så lanceres det gerne som en selverkendelse så stor, at erkendelsens gyldighed mirakuløst nok dermed atter ophæves for hans eget vedkommende og herefter kun gælder for de øvrige i den stand der så modigt udstilles.
Fænomenet minder om indførelse af en ny beskatning så nationaløkonomisk snild og dynamisk saliggørende, at forslagets politiske ophav som tak undtages fra den nye beskatning. Det kan derfor ikke undre, at andre i standen i epidemisk omfang efterfølgende ligeledes giver den som uafhængigt Nobelpris-berettigede kolleger til denne heldige nyder af sådan selvfortjent og derfor formelig katolske nåde.
Den selv-dementerende logik her minder en del om andre selv-dementerende prædikater såsom prædikatet "den sidste romantiker". For også her bortfalder prædikatets gyldighed nemlig øjeblikkelig for den frejdigt åbenmundede udsigers eget vedkommende - omtrent som det også er tilfældet med prædikatet "verdens mest beskedne menneske".
Prædikatet "verdens grådigste menneske" ville det derimod  være selv-bekræftende og helt følgerigtigt ubeskedent at påberåbe sig. Men den pågældende har endnu ikke meldt sig for at indfri første-præmien : og han må  derfor – sin fulde berettigelse taget i betragtning – snarere anses for et af Jordens mest beskedne mennesker: og derfor ret beset alligevel uegnet til at modtage den pris, som vi derfor vælger fortsat at forholde ham.
Vi standser imidlertid ikke her (man bør nemlig til orientering aldrig standse umiddelbart efter en digression), men iler videre til vor næste mirakuløse opdagelse: Når "journalister" undertiden står over undtagelser i form af en storhed, der trods såre menneskelige begrænsninger ikke lader sig rive ned i det folkelige fællesskabs grød - så vil de besynderligt nok ofte gå i en fornærmet bue uden om dette ubehagelige fænomen: og det hvad enten det nu er i deres egenskab af redaktører eller journalister.
Dvs. lige undtagen hvis de er tvangsindlagt - samt når det er forbundet med en eksklusiv ære i stil med indkaldelse til nytårskur eller pavelig audiens. For selv om alle er syndere, så kan jo kun de allerstørste af slagsen drømme om at opnå audiens hos selveste paven i Rom. Med verdens øvrige paver kan det jo derimod nok være en anden historie – men man bør vogte sig for digressioner, og lader dem derfor hermed dø i synden.
På den arkaiske æres felter gælder nemlig, at vi kollegiale vane-royalister ikke interesserer os det fjerneste for andre kongeligheders gøren, laden og ritualer. Hvorimod anti-royalister og andre jakobinere følger de kongelige nøje og altid på bunden monomant selv tragter og higer efter alt det, som de lige så helhjertet hader, nedgør og forfølger med en nærmest personlig bitterhed hos de forkomne rester af fordums adel – endog i deres undseligste exil.
Og derfor er det at nogle skabs-katolske journalister af vægt og anciennitet så emfatisk på deres stands vegne offentligt bekender deres ærkesynders monumentale omfang: - i håb om som den berettigede undtagelse fra reglen at blive udvalgt til ekstraordinær glorværdighed i form af personlig audiens hos den største af alle verdens ærke-slyngler.
Sluttelig må vi gendrive enhver påstand om quijotiske nøkker hos Kastholm. For den eneste lighed mellem Claes Kastholm og Don Quijote er den, at de begge var indædte modstandere af kommerciel vindkraft.
P.S. Ovenstående indlæg i en kortere "ligth"-udgave fandt som ventet ikke nåde hos Berlingskes kronik-og debatredaktør Beinov i forgårs.- Men Herrens veje er uransalige, og mange forfægter den tese, at Claes Kastholm fortsat ville have været iblandt os, såfremt han dog bare havde fået lov til at læse ovenstående appetizer.
Også den stik modsatte og mere morbide tese har dog indrømmet sine forfægtere - som dog kun dermed afslører deres blasfemisk vanærende opfattelse af Kastholms sande format og robusthed.

Saturday, February 06, 2016

KRØLLEDE HJERNER OG FULDE SØMÆND

KRØLLEDE HJERNER

anses i henhold til den seneste forskning ikke for genetisk belastede, men ses som det sørgelige resultat af pladsmangel under hjernekassens begrænsede forhold i medfør af de høje stedlige grundpriser. Med mere rigelig plads ville hjernen ikke have behøvet at krølle sig så beskedent sammen, som var der tale om en ussel asylsøger under den sædvanlige påberåbelse af flygtninge-status.
Bestemt interessant og ingen selvfølge. Men at genernes udfoldelse beror på det miljø de virker i, er dog hverken nyt eller principielt overraskende. For hør engang:
Min bedstefar plejede således gennem en årrække at plukke champignoner  mellem brostenene omkring træerne ved Ankeret i Nyhavn:- gødede udelukkende af de mest veldresserede hundes samt de fuldeste sømænds urin.
Og naturligvis var de championer akkurat lige så firekantede som de æg, som hønsene i henhold til et gammelt nummer af "Anders And" lagde i en genfunden by i det gamle Inka-rige, hvor man hverken havde opfundet hjulet, den dybe tallerken eller runde Columbus-æg - der ellers i hårdkogt tilstand egner sig fortrinligt til at lade sig rulle ned ad bjergsiderne til andre landsbyer helt uden lamaers hjælp.
Mon ikke også gødningens høje promille kan have bidraget til de nyhavnske champignons kantede fænotype?
Men tænk engang: Mine grundige rapporter og analyser af fænomenet ansås af datidens stenalder-presse for både irrelevante, uaktuelle og uvidenskabelige.
Men heldigvis er udviklingen da gået fremad siden P.A. Heibergs og min bedstefars tid i henseende til lovlig krøllede hjerners midlertidige opholdstilladelse på de bonede gulve.
Begrænsninger, der dog ganske som al anden forbuds-politik så langt fra at være kontraproduktive blot inspirerede hjernerne til i fortvivlelsens selvhjælp at udvikle yderligere krøller i kriminalitetens medfør...