1. GEORG BRANDES 1884
CITAT OM PÆDOFILE OVERGREB:
"Ingen fornuftig mand kan andet end sympatisere med tanken om, at der inden for hans samtid skulle finde en energisk stræben sted efter at komme ud af den bestialitet i sindelag og færd, hvorom sligt er vidnesbyrd."
--------------------------------
HVILKEN opvisning i dobbelte negationer samt en mange-leddet indirekthed, der ved sine omstændeligheds talrige forsinkelser komisk dementerer den efterlyste handlekraft. Man bedes således blot sammenligne med det langt mere folkeligt mundrette "Utrota dom djävlarna",
Her ser vi hvorledes et rigt og musikalsk differentieret sprog kommer ynkeligt til kort over for den barbariske virkelighed. Men selv æstetisk set bliver sådanne velmente forsøg på praktisk applicering på verden til en så at sige kristen karikatur af velmenthed - egnet til et komisk libretto i en operette, hvor der jo ligeledes gerne bruges et kvarters tid til at forkynde, at "Jeg iler, jeg iler".
Det må være sådanne erfaringer, der får enkelte til at trække sig helt ud af verden og hellige sig en tårnhøj åndelig perfektionisme i deres sinds lukkede kolbe. Tænk på Mann's syfilitiske Doktor Faustus, der hverken ænser Hitler-regimets perverse opvækst eller sit eget tiltagende forfald: lige dekadente, bare på diametralt modsat vis.
Eller tænk på Joyce's sidste værk "Finnegans Wake" der skal være endnu mere tidskrævende at læse end de sølle 20 år manden var om at skrive den... Ganske som Doktor Faustus døde Joyce kort efter sit værks fuldendelse - i øvrigt et noget halsbrækkende dyslektisk ord at skrive: "fuldendelse". Langt sværere end det beslægtede ord "pølsesnak".
Tror pokker, at verden inderligt afskyer åndens sublime dekadence - for dekadencen er jo i sin tur verdensforagt. Selv hvor en Brandes' sprog kommer langt bedre til sin ret end i ovennævnte komiske abort, ses et rigt artikúleret sprog derfor i vore dage som en langt større typografisk formastelse end de pædofile forbrydelser, som endnu i vore dage flittigt debatteres i aviserne.
For de pædofiles såvel som de islamistiske fanatikeres ytringsfrihed er nemlig (til forskel...) et prekært anliggende, ja endda en prøvesten for retssamfundet - hvilket giver rig anledning til skolastiske øvelser, hvorunder vort højt besnakkede & besungne ("Bothered & bewildered") uddannelsessystem da også fejrer daglige triumfer, takket være proletariatets (dvs. parti-elitens) triste og kedsommelige diktatur...
---------------------------------
2. SHAKESPEARE SKUDT FRA HOFTEN
Genlæser Brandes' Shakespeare-biografi. Den næsten glemte kritiker Harald Nielsen (ikke den udødelige fodboldspiller), som forresten er Søren Krarups helt, kaldte ham gudhjælpe mig "plagiatoren" - hvilket måske kunne få nogen til at tro at jeg selv i vor tid plagierer Harald Nielsen.
Men Brandes ubesværede prosa ville i sin naturlige kompleksitet i vore dages presse virke som et intimiderende slag i ansigtet - så meget kan vi indestå for, selv uden endnu en gang at hentyde til Lenin's sluttelige sejr til lands som til vands...
Harald Nielsen skrev også en lille kritisk bog om Karen Blixen, som jeg engang faldt over. Måske havde den vitterlig sine pointer - og så på et tidspunkt hvor baronessen var blevet sakrosankt, Men i stedet for at blive sagligt imødegået, blev den tiet ihjel som var det blasfemi.
Nielsen anklager bl.a. Blixen for utroværdige, ubehjælpsomme, stiliserede og kliche-agtige personer. Jo, men det var skam da fuldt bevidst. Aage Henriksen taler således om en særlig "keramisk" glans ved hendes marionet-figurer, omsmeltede i hendes alkymistiske retorte...Som hun jo også selv blev keramisk omsmeltet af sine mange tab.
Mann er rigtignok også åndfuld, men det sjove ved ham er, at selv om hans personer ganske vist ofte taler om ret vidtløftige emner, så fremstår de alligevel oftest som mennesker af kød og blod: dvs. ofte som ret komiske personager.
Harald Nielsen blev allerede meget tidligt miskendt, hvilket er en hel del sværere end at blive tidligt anerkendt - for det kunne måske de fleste nu nok opnå, hvis de da ikke gebærder sig alt for - ufordelagtigt....
- Og så vidt man forstår, udviklede Nielsen vist nok også nazistiske sympatier, mere kulturelt med afsæt i Brandes og "Systemet Politiken"'s kosmopolitanisme, hvori han kun så upålidelig rodløshed eller måske endda ligefrem opportunisme: en kosmopolitanisme som han med en del andre ånder i lidt ældre tid mente, at det fædrelands-løse jødiske folk måtte være blevet særligt disponeret for undner deres lange diaspora.
Nielsen skulle måske i stedet være blevet skovarbejder. En urgammel svensk litterat Karl Göran. Ekerwald, hvis far var skovfoged i Jämtland, skrev som gammel en uhyre vis lille Shakespeare-bog. Ikke så magtfuld aristokratisk prosa som Brandes, men lige så livsklog: Begge forstår nemlig, hvad der må have fået Shakespeare til at tegne en Hamlet, en Jago, en Kong Lear og en Timon.
Dvs. hvilke livserfaringer, der må ligge bag hans tiltagende sortsyn - trods ydre kongelig medgang i geschäften. Naturligvis den uhyggelige engelske samtidshistorie, Ja, men også erfaringer i hans eget liv som man må tænke sig til selv, selv om de nu antydes her og der. Herunder muligvis også ting som den stakkels Nielsen kunne tale med om.
Også Shakespeare mente med Schlüter, at ideologier er noget bras... For "He was not a company keeper", som en samtidig kollega skrev.
Men selv en Thomas Mann måtte jo sande, at de dér trælse ting desværre ikke kan ignoreres helt...Men behøver det at være lige nu?
3. CAVLING ELLER IKKE CAVLING - DET ER SPØRGSMÅLET...
Får lejlighed til omsider at fotografer en vild, men usky odder. Takker jo ikke nej, men kvier mig samtidig lidt ved denne nivellering. Ja - for et par fotos begået både på anden hånd og med venstre hånd af en udi odderen ikke engang fucking amatør er ikke interessante for andre end en selv.
Men hvis man har mange andre mere genuine ting, taget gennem mange år, ikke baseret på genveje og t
ips, som også hundreder andre har benyttet sig af, men på passion og apostlenes heste, så kan et enkelt indslag af tidstypisk demokratisk snyd vel tolereres?
På samme vis har jeg et foto af en los taget gennem gitret på en gammel frilands-zoo i nord; og det gled dengang godt ind i mine lysbilledshows, når bare man ikke ligefrem publicerede det.
Ihukommende en norsk fotograf med en bunke internationale priser for mesterskud af los og ulve, der brat blev frataget alle dekorationer grundet såvel tyveri som trickfotos i snild forening og i stor stil.
Men snyd begynder oftest i det små, og verden priser dig: For hvis NN kan hutle og pukle sig igennem mit sit små-snyd, så kan alle vi andre vel også ...
Nok herom, men hør i stedet hvad Georg Brandes skriver i sin bog om Shakespeare fra 1895:
"I den elizbethanske tidsalder kunne enhver dannet englænder skrive et nogenlunde drama, som i Perikles' tidsalder enhver dannet græker kunne begå en nogenlunde skulptur - og som i vore dage enhver dannet borger kan forfatte en nogenlunde avisartikel.
Vor tids borgere besidder nogen beherskelse af sproget, nogen øvelse i at ræsonnere over begivenheder og tanker, men fremfor alt en omfattende læsning af aviser - hvilket alt sammen blot afføder endnu flere avisartikler..."
En Harald Nielsen kan måske nok have ret i, at selv den unge Brandes ved enkelte lejligheder forkælet har tiltaget sig mere ære end fortjent - men det formår dog ikke at ændre hovedindtrykket.
Og selv om Brandes nok mere var den altgennemtrængende plastiske ånd end den i egentlig forstand grund-originale, så tilegnede han sig altid stoffet personligt og med en mangefacetteret suverænitet, som ingen kan frakende ham eller gøre ham efter.
-----------------------
Det er som om Harald Nielsen ville lade brandesianernes letkøbthed og kammerateri smitte af på Brandes selv. Men hvem ved: På trods af sine fortrin at stå i skyggen af en Brandes er måske også en hel del værre end på grund af sine fortrin at stå i skyggen af gud og hver mand....
Ganske som man nok foretrækker en helt ordinær forkølelse frem for Den Sorte Død.
Jo, demokratiet har skam sine fordele...
