Sunday, March 27, 2016

FRA JESUS TIL BRØNDSTED - OM NATIONAL SKAM...

KRISTEN SATIRE FOR MODERATE MUSLIMER
I vanlig demokratisk ordning skriver en bunke lige uafhængige spalte-berettigede publicister i alskens medier nu synkront provokerende: at når gode folk hævder at skamme sig over at være danske - så mener de i virkeligheden at andre burde skamme sig. Men en eller anden må nu have skrevet det først - så tillykke med det!
Men nu er den efterhånden sivet ind - og derefter kan vi andre så øve os i at skrive akkurat det samme på de sociale medier.
Hvis erklæret national skam skulle være lige så kættersk kontroversielt som Jesu budskab i sin tid, så får vi dog brug for mange arbejdsløse tømrere - og gerne af orientalsk ursprung - til at få ordnet de mange forestående korsfæstelser.
Jeg gider derimod ikke at korsfæstes i flok, så jeg nægter at skamme mig.
Dagbladet POLITIKEN gider åbenbart heller ikke skamme sig længere: For i vanlig ordning har man viet en hel bagside til sund fornuftig PH-satire over Kristendommen, med kun 200 års forsinkelse samt kyndig professoral bistand.
Dette vil afgjort bidrage til at pacificere hede muslimske temperamenter; lige som det vil gøre det lettere for moderate muslimer og abonnenter med betryggende moderate dansk-kundskaber at fremstå som troværdige og upartiske for deres muslimske brødre, når de taler for dansk retssamfund og tolerance - uden at blive set af deres fæller som forrædere mod både deres etniske baggrundsstøj og Islam.







Det mest virkeligt blasfemiske der kunne siges i denne sag, måtte i øvrigt  være, at hvis man gør grin med "sin egen tro" så skulle det helst vitterlig være ens egen (kosmopolitiske) tro - og ikke de andres provinsielle...

Ja, og så måtte det for resten også gerne være morsomt: For det er lige akkurat det som denne verdens virkeligt vantro ikke magter - just fordi de går så frygteligt meget op i denne verden...
Derimod kunne Jesus selv - som den gamle Vilhelm Brøndsted i sin tid påviste - være ret morsom. Der var ganske vist ingen disciple som lo. Men den slags sociale kriterier skal man jo ikke bøje sig for i en tid, hvor groft sagt enhver art satire eller hån med enten magtfuld adressat eller magtfuld afsender partout anses for morsom.




Monday, March 14, 2016

SONG LINES IN DREAMTIME - DESAFFINADIO



Et billede er kun et billede - og ganske som sort-hvid undertiden er at foretrække, så kan et lidt uskarpt foto ud over på anden vis at være mere heldigt, undertiden netop virke stærkere: For det minder om en drøm.

For enden af endeløse småveje i det nordlige Jämtland åbenbaredes midt om natten mod al sandsynlighed en dalgang i et ellers stadig mere arktisk terræng - med en velbygget nybygger-gård og livlige heste, der bar mindelser om Alberta eller Montana på Bedstemor And's tid - som jeg forestiller mig dem...Hestenes blide bjældeklang når de af og til foretog nogle kåde spring eller blot flyttede sig et stykke til bedre græsgange, virkede beroligende i vildmarkens natlige ugæstfrihed.

En sædvanlig praktisk forglemmelse, der nødvendiggjorde et længere tilbagetog uden punkteringer eller motorstop for at hente det glemte højere mod nord, faldt derfor heldigt: For det gav mig mulighed for endnu engang at besøge mit lille Shangri La ved midnat. Men først gang var nu bedst, fordi det var så uventet - og gentagelsen blev skønt vellykket dog ikke helt det samme eventyr.

Men måske er det også en vulgær og uromantisk idé, at alle vore drømme partout skal virkeliggøres?
I aviserne læser vi daglig om folk der har virkeliggjort deres drømme - hvad enten det nu er lykkedes dem overbevisende at snyde statskassen for en milliard, eller sammen med en overbevisende kumpan eller to fået "antaget" et eller andet, der på tidens vilkår allerede af den grund godt kan forekomme os andre betænkeligt snarere end egentlig interessant...
For også her gælder: Første gang du snyder statskassen, er det måske virkelig kunst. Men når alle så skal gentage kunststykket, er det for længst fladtrådt og udvandet - al momsfritagelse samt både kultur- og egnsudviklings-støtte til trods...
------------------------så
Hellere auto-focus end out-of-focus. Indrømmet - men så på den anden side: Hellere "out of focus" end "out of tune" ("desaffinadio")...
Som ved billedet fra Shrangri La har ognedenstående foto ufrivilligt en sær drømmekvalitet, som ingen megapixels formår at fange, men som tværtimod forstærkes af den noget omtågede fokusering. Hvem ved - måske ligefrem fotografiets svar på istidens hulemalerier?

Og ligeledes helt uden kulturstøtte: For ellers går det som med neanderthalernes malerkunst, der snart degenererede til maner af lutter moderligt ukritisk kunststøtte: både når deres billeder på en god dag var omtrent lige så vellykkede som cromagnon-folkets hulemalerier - og når de mildest talt ikke var det...Hvilket som bekendt også blev begyndelsen til enden for denne storstilede antropologiske blindgyde....

Saturday, March 12, 2016

DEN PENSIONEREDE BANKRØVER...


I min lille svenske residensby boede der i nogle år en pensioneret bank-rånare. For det må det vel kaldes, når man har tilbragt i alt 22 år bag tremmer. Han havde brugt tiden i Kumla Statsfængsel på bl.a. yoga samt en hel del læsning.

Af og til viste jeg ham farve-forstørrelser i udstillings-formater. Han værdsatte dem meget, men tilføjede altid: "Du MÅSTE altså skrive noget til de billeder: Der må sættes nogle ord på, hvis du vil gøre noget alvorligt ud af dem, og de fotos skal sige andre mennesker noget. Du bliver nødt til at udtrykke og fortælle om hvad, hvorledes og hvorfor."
Selv var han som mange røvere meget verbal og underholdende, for ellers går den ikke i hans branche i længden.
Ja, men det sværeste her i verden er at retfærdiggøre ting, der i grunden slet ikke behøver nogen retfærdiggørelse.
Til gengæld inspirerede bankrøveren mig til en kronik i "Information" om "Store og små synder" (1995). I dag ville den aldrig være gået, for den højt uddannede normalitet har sejret - og allerhelst forklædt som alt hvad den dog inderligt afskyr...
-------------------------
Men nu er det vist på tide omsider at følge bankrøverens karriere-råd:
*HER så jeg først ikke skoven for bare træer: Elg-koens lange ben gik i ét med træstammerne, men kalvens kræmmerhus-ører fornægtede sig ikke...

PÄRLÄLVEN




På en ekspedition i Lapland endte jeg langt inde i den vejløse elvdal Pärlälven med kun en enkelt helårs-bosætning af ældre nybygger-ætlinge, naturligvis delvis samisk ursprung. Kun adgang med båd eller som i mit tilfælde apostelheste. Den gamle jæger blev overtalt til at sætte mig over floden til en natlig ekspedition til en mere alpint udseende dalgang på den anden side af et markant bjerg i horisonten  - en dal med voldsommere formationer og slet ingen bekvem adgang.


Der var dog alt rigeligt at opdage, hvor jeg var. Men da jeg den næste sommer (1987) - vendte tilbage, kaldte den fjerne profil atter på mig. Den gamle same læste mine fornemmelser og indskærpede med en nærmest moderligt nervøs bekymring for barnets vel, at det var bedst for mig at jeg fik det gjort nu "med en gång" - siden det jo ikke blev til noget året før...

Han satte mig over floden og sagde at jeg bare skulle råbe af alle kræfter, når jeg et lille døgn senere beregnede at være tilbage - hans sorte hund skulle nok høre det og kæfte op.

Efter 15 km i terrænnet en iskold aften og nat nåede jeg omsider om på den anden side af kammen, hvor morgentågen dog ikke formåede at skjule dalen. Et par jagtfalke hørtes skræppe op langt ned i afgrunden, men jeg blev nødt til straks at indlede tilbagetoget, nu jeg jo havde fået syn for sagen og foreviget det som I ser.

Nogle år senere opsøgte jeg i øvrigt min hemmelige dal ad "søvejen" - dvs. langs dalens stride bjergbække. Og jeg fandt da også jagtfalkene - men dem må I nu nøjes med tænke jer til i denne omgang.


Men da jeg nogle dage senere forlod min lejrplads nær samen og hans hustru, blev han stående og fulgte han mig med blikket indtil jeg var helt forsvundet mellem træerne. Selv vendte jeg mig tilsvarende om med jævne mellemrum. Høflighed i vildmarken - eller en fornemmelse af at vi aldrig mere skulle mødes? Mange år senere læste jeg i en bog af maleren Hans Andersson fra Jokkmokk, at nybyggeren Gustaf Larsson i Lill-Selet var kendt for undertiden at kunne se mere end de fleste dødelige. I så fald var det da meget nobelt af ham at holde bøtte med den istid han så komme....
....
I dag har dalen ingen helårs-bosætning længere, men jeg sendte da den gamle same og hans hustru nogle fotos. Men ellers er begge dalene uforandrede og nu helt fredede. Kun teknikken er forbedret siden da - og frisuren forenklet naturligt i retning af noget mere mode-rigtigt.
----------------------
Og formålsløse drømme er for længst blevet erstattet af en kollektiv snedighed, som gerne kalder sig snart fremdrift, snart empati....

Mange år senere nævnte jeg forfatteren og maleren Hans Andersson som en væsentlig stemme i de svenske skoves nyere fredning- og kulturhistorie: - nemlig i min anmeldelse i "Politiken" af Kerstin Ekmanns fine skov-bog "Herrarna i skogen".

Selv glemte hun nemlig desværre den berejste maler og skovkæmper for mere rigssvenske notabiliteter. Og denne uventede godtgørelse for tort og svie noterede Hans Anderson skam også med megen taknemmelighed, da jeg mødte ham året efter.
Heller ikke i litteratur-fortegnelsen var Hans Anderssons bøger nævnt, men derimod - måske lidt overraskende - kulturredaktøren for Danmarks dengang største dagblad...
- Hvor bogen som sagt også ganske rigtigt fik en rosende omtale.
For rettidig omhu betaler sig nemlig i denne verden....

DEJA VUE UDEN MADELEINE-KAGER

DEJA VUE UDEN MADELEINE-KAGER
Lige efter min studentereksamen var jeg på min første Laplands-rejse med en klassekammerat. Området mellem Kvikkjokk og de vældige Sarek-fjelde. Grundet dårlig forberedelse og et særlig slemt myggeår blev det nu en meget kort tur, der for min kammerats vedkommende også blev hans sidste i de egne.
Efter flere kortere og mere bekvemme ture foretog jeg så et år i september en eventyrlig og helt myggefri ekspedition i terrænet tværs gennem et af Laplands store beskyttede og stort set stiløse skovområder. Efter en dags stilstand i silende regn benyttede jeg nogle timer til i den efterfølgende fugt-dis at vandre langsomt og planløst rundt på et mægtigt højdedrag med ældgammel fyrreskov af en art jeg aldrig nogensinde før havde skuet.

Pludselig stod jeg over for en urgammel fyr med en mægtig rede i den omtrent udgåede krone: Kongeørnens borg. Da jeg klatrede op i et dertil velegnet træ et stykke derfra for at fotografere reden med ørnenes egen udsigt i baggrunden, forekom billedet mig straks ejendommeligt bekendt.
Skæbnen ville nemlig at, fra just denne position var et andet foto taget til en bog, som jeg havde fået som dreng - et billede der særligt havde draget mig som en vision af taigaen.

Forfatteren Viking Olsson skriver i sin bog fra 1968, at han fandt kongeørnens rede allerede i 1944 i det dengang nybagte kæmpe-reservat, og at scenen med de henved 600-årige fyrre forekom ham helt uforandret siden da. Men jeg skrev nu 1982 - så ved et sært sammentræf var jeg således ramlet ind i just det tableau, som mange år tidligere havde hensat mig i drømmerier. Her kan man tale om et deja vue.
Men det blev ikke mit sidste vue, for i adskillige efterfølgende år besøgte jeg troligt stedet i håb om at møde ørnene - hver gang med en overdimensioneret fotografisk oppakning som en indfødt bærer eller et lige så stædigt pak-æsel. Men hvert år stod reden tom, så jeg forstod at ørne kan have flere forskellige residenser, og at de uhyre langlivede fugle kun yngler i gunstige år.

Men til sidst var der bid, så ved just denne rede to dagsmarcher ad helt ubanet vej i bushen fik jeg ved en skæbnens retfærdighed mine første rede-fotos af disse imponerende skabninger.

Men dem vil jeg ikke vise her, for I skal også have lov til at drømme. Drømmene er dog større end vore geskæftige "projekter" med forhåndsaftaler og især eksklusivaftaler af den art, der i længden resulterer i en endog uhyre ømskindet æresfølelse....

Men East and West shall never meet....Ja, lige med undtagelse af BBC:  hatten af for Lord Attenborough - men så har England jo også her et historisk forspring takket være kolonitiden. Ganske ligesom inderne har et sprogligt forspring som forfattere i forhold til andre eksotiske folkeslag.

JAGTHYTTEN - FRONTIER ELLER BORDERLINE?



Den noble gammel-svensk ur-mager i den nordsvenske by STORUMAN havde en faible for gamle Zeiss-objektiver fra den nationaliserede fabrik i Jena, hvor det som holdes for sandt i Weimar, jo ikke nødvendigvis står til troende.
Urmageren var dog ingenlunde kommunist, men fortalte gerne om sin ungdoms frivillige deltagelse i vinterkrigen -  hvorunder han nævnte en østlig flække og rent parentetisk tilføjede: "Där sköt jag min första ryss..."
De efterfølgende russere var tydeligvis mindre interessante jagttrofæer - selv om det vel for de pågældende selv har handlet om genuine førstegangs-oplevelser...

------------------------------------------------
Nedenstående foto er taget i mit første (og største) naturreservat i gamle danske grænseegne, ca. 600 hektar, som jeg propagerede med ungdommelig naivitet for allerede i begyndelsen af "tjugo-talet", vel at mærke ikke i historisk forstand.

Den beskedne jagthytte godt skjult på en mindre høj i taigaen gav mindelser om sibiriske pelsjægere og var vel just blevet bygget med dem i tankerne. Kun uhyre sjældent kom den til anvendelse; og at dømme efter nogle orientalsk inspirerede skrifter på gulvet var det nok mest ejerens langhårede ætling, der en overgang nærede uspecificerede Rousseau'ske drømme om naturtilstanden -  måske endda med nødvendig støtte og trøst i lidt cannabis?

Også selv havde jeg gennem årene tænkt mig at gøre brug af hytten en stjerneklar sen-vinternat på ski: Men inden jeg fik taget mig sammen, havde skovmyrerne egenrådigt erobret hytten i lighed med christianitterne og fordums andre slumstormere i København. Og myrerne gjorde bogstavelig alvor af vort utopiske bolig-projekt - som åbenbart var realistisk likförbannat.

Men al herlighed forgår, så den top-hemmelige jaktstugan er forlængst rådnet bort. Ja, selv myrerne synes at være faldet tilbage på gode gamle borgerdyder og skøtter herefter deres eget. Kun skorstens-røret af blik ligger der endnu som et arkæologisk vidne om civilisationens undergang.

 Men reservatet blev virkeliggjort bid for bid og bliver på linje med andre antikviteter kun mere værdifuldt år for år: dels grundet tiltagende ælde, dels fordi dets sjældenhed vokser, efterhånden som mange ligeværdige områder efterhånden forsvinder eller reduceres. Min svenske forbundsfælle ved den kungliga länsstyrelse var heldigvis en fremsynet mand med sans for, at ikke alle reservater nødvendigvis skal gøres publik-vänlige i form af strøvstigar på kryds og tværs. Selve sti-løsheden kan undertiden være en eventyrlig kvalitet - ikke alene biologisk, men også for de særligt interesserede.

 Komplementaritetens lov gælde også her: Skulle ALLE områder åbnes selv for folk i kørestol, mister vi alle noget vigtigt: Alt skal ikke slås i ét hartkorn. Og vi må her huske historien om barnets sande og retmæssige moder, der hellere lod den falske moder få barnet frem for at lade det dræbe af Kong Salomons mænd.
-------------------------
Ganske tilsvarende bør skribenter ikke lade sig styre og korrumpere af mængden af likes endsige mediernes paulovske knæfald som målestok og rettesnor - så lidt som den fordrevne stolte russiske intelligentsia i eksil lod sig intimidere af Lenins direktiver om proletariatets diktatur. For sådanne misforståelser kommer der aldrig noget godt ud af - udover magt samt en bunke borgerlige bekvemmeligheder...

Wednesday, March 02, 2016

TRE GANGE BRANDES - OG TO GANGE SHAKESPEARE...

1. GEORG BRANDES 1884
CITAT OM PÆDOFILE OVERGREB:
"Ingen fornuftig mand kan andet end sympatisere med tanken om, at der inden for hans samtid skulle finde en energisk stræben sted efter at komme ud af den bestialitet i sindelag og færd, hvorom sligt er vidnesbyrd."
--------------------------------
HVILKEN opvisning i dobbelte negationer samt en mange-leddet indirekthed, der ved sine omstændeligheds talrige forsinkelser komisk dementerer den efterlyste handlekraft. Man bedes således blot sammenligne med det langt mere folkeligt mundrette "Utrota dom djävlarna",
Her ser vi hvorledes et rigt og musikalsk differentieret sprog kommer ynkeligt til kort over for den barbariske virkelighed. Men selv æstetisk set bliver sådanne velmente forsøg på praktisk applicering på verden til en så at sige kristen karikatur af velmenthed - egnet til et komisk libretto i en operette, hvor der jo ligeledes gerne bruges et kvarters tid til at forkynde, at "Jeg iler, jeg iler".
Det må være sådanne erfaringer, der får enkelte til at trække sig helt ud af verden og hellige sig en tårnhøj åndelig perfektionisme i deres sinds lukkede kolbe. Tænk på Mann's syfilitiske Doktor Faustus, der hverken ænser Hitler-regimets perverse opvækst eller sit eget tiltagende forfald: lige dekadente, bare på diametralt modsat vis.
Eller tænk på Joyce's sidste værk "Finnegans Wake" der skal være endnu mere tidskrævende at læse end de sølle 20 år manden var om at skrive den... Ganske som Doktor Faustus døde Joyce kort efter sit værks fuldendelse - i øvrigt et noget halsbrækkende dyslektisk ord at skrive: "fuldendelse". Langt sværere end det beslægtede ord "pølsesnak".
Tror pokker, at verden inderligt afskyer åndens sublime dekadence - for dekadencen er jo i sin tur verdensforagt. Selv hvor en Brandes' sprog kommer langt bedre til sin ret end i ovennævnte komiske abort, ses et rigt artikúleret sprog derfor i vore dage som en langt større typografisk formastelse end de pædofile forbrydelser, som endnu i vore dage flittigt debatteres i aviserne.
For de pædofiles såvel som de islamistiske fanatikeres ytringsfrihed er nemlig (til forskel...) et prekært anliggende, ja endda en prøvesten for retssamfundet - hvilket giver rig anledning til skolastiske øvelser, hvorunder vort højt besnakkede & besungne ("Bothered & bewildered") uddannelsessystem da også fejrer daglige triumfer, takket være proletariatets (dvs. parti-elitens) triste og kedsommelige diktatur...




---------------------------------


2. SHAKESPEARE SKUDT FRA HOFTEN
Genlæser Brandes' Shakespeare-biografi. Den næsten glemte kritiker Harald Nielsen (ikke den udødelige fodboldspiller), som forresten er Søren Krarups helt, kaldte ham gudhjælpe mig "plagiatoren" - hvilket måske kunne få nogen til at tro at jeg selv i vor tid plagierer Harald Nielsen.
Men Brandes ubesværede prosa ville i sin naturlige kompleksitet i vore dages presse virke som et intimiderende slag i ansigtet - så meget kan vi indestå for, selv uden endnu en gang at hentyde til Lenin's sluttelige sejr til lands som til vands...
Harald Nielsen skrev også en lille kritisk bog om Karen Blixen, som jeg engang faldt over. Måske havde den vitterlig sine pointer - og så på et tidspunkt hvor baronessen var blevet sakrosankt, Men i stedet for at blive sagligt imødegået, blev den tiet ihjel som var det blasfemi.
Nielsen anklager bl.a. Blixen for utroværdige, ubehjælpsomme, stiliserede og kliche-agtige personer. Jo, men det var skam da fuldt bevidst. Aage Henriksen taler således om en særlig "keramisk" glans ved hendes marionet-figurer, omsmeltede i hendes alkymistiske retorte...Som hun jo også selv blev keramisk omsmeltet af sine mange tab.
Mann er rigtignok også åndfuld, men det sjove ved ham er, at selv om hans personer ganske vist ofte taler om ret vidtløftige emner, så fremstår de alligevel oftest som mennesker af kød og blod: dvs. ofte som ret komiske personager.
Harald Nielsen blev allerede meget tidligt miskendt, hvilket er en hel del sværere end at blive tidligt anerkendt - for det kunne måske de fleste nu nok opnå, hvis de da ikke gebærder sig alt for - ufordelagtigt....
- Og så vidt man forstår, udviklede Nielsen vist nok også nazistiske sympatier, mere kulturelt med afsæt i Brandes og "Systemet Politiken"'s kosmopolitanisme, hvori han kun så upålidelig rodløshed eller måske endda ligefrem opportunisme: en kosmopolitanisme som han med en del andre ånder i lidt ældre tid mente, at det fædrelands-løse jødiske folk måtte være blevet særligt disponeret for undner deres lange diaspora.

Nielsen skulle måske i stedet være blevet skovarbejder. En urgammel svensk litterat Karl Göran. Ekerwald, hvis far var skovfoged i Jämtland, skrev som gammel en uhyre vis lille Shakespeare-bog. Ikke så magtfuld aristokratisk prosa som Brandes, men lige så livsklog: Begge forstår nemlig, hvad der må have fået Shakespeare til at tegne en Hamlet, en Jago, en Kong Lear og en Timon.

Dvs. hvilke livserfaringer, der må ligge bag hans tiltagende sortsyn - trods ydre kongelig medgang i geschäften. Naturligvis den uhyggelige engelske samtidshistorie, Ja, men også erfaringer i hans eget liv som man må tænke sig til selv, selv om de nu antydes her og der. Herunder muligvis også ting som den stakkels Nielsen kunne tale med om.


Også Shakespeare mente med Schlüter, at ideologier er noget bras... For "He was not a company keeper", som en samtidig kollega skrev.
Men selv en Thomas Mann måtte jo sande, at de dér trælse ting desværre ikke kan ignoreres helt...Men behøver det at være lige nu?





3. CAVLING ELLER IKKE CAVLING - DET ER SPØRGSMÅLET...
Får lejlighed til omsider at fotografer en vild, men usky odder. Takker jo ikke nej, men kvier mig samtidig lidt ved denne nivellering. Ja - for et par fotos begået både på anden hånd og med venstre hånd af en udi odderen ikke engang fucking amatør er ikke interessante for andre end en selv.

Men hvis man har mange andre mere genuine ting, taget gennem mange år, ikke baseret på genveje og tips, som også hundreder andre har benyttet sig af, men på passion og apostlenes heste, så kan et enkelt indslag af tidstypisk demokratisk snyd vel tolereres?

På samme vis har jeg et foto af en los taget gennem gitret på en gammel frilands-zoo i nord; og det gled dengang godt ind i mine lysbilledshows, når bare man ikke ligefrem publicerede det.

Ihukommende en norsk fotograf med en bunke internationale priser for mesterskud af los og ulve, der brat blev frataget alle dekorationer grundet såvel tyveri som trickfotos i snild forening og i stor stil.
Men snyd begynder oftest i det små, og verden priser dig: For hvis NN kan hutle og pukle sig igennem mit sit små-snyd, så kan alle vi andre vel også ...

 Nok herom, men hør i stedet hvad Georg Brandes skriver i sin bog om Shakespeare fra 1895:

"I den elizbethanske tidsalder kunne enhver dannet englænder skrive et nogenlunde drama, som i Perikles' tidsalder enhver dannet græker kunne begå en nogenlunde skulptur - og som i vore dage enhver dannet borger kan forfatte en nogenlunde avisartikel.
Vor tids borgere besidder nogen beherskelse af sproget, nogen øvelse i at ræsonnere over begivenheder og tanker, men fremfor alt en omfattende læsning af aviser - hvilket alt sammen blot afføder endnu flere avisartikler..."
En Harald Nielsen kan måske nok have ret i, at selv den unge Brandes ved enkelte lejligheder forkælet har tiltaget sig mere ære end fortjent - men det formår dog ikke at ændre hovedindtrykket.
Og selv om Brandes nok mere var den altgennemtrængende plastiske ånd end den i egentlig forstand grund-originale, så tilegnede han sig altid stoffet personligt og med en mangefacetteret suverænitet, som ingen kan frakende ham eller gøre ham efter.
-----------------------
Det er som om Harald Nielsen ville lade brandesianernes letkøbthed og kammerateri smitte af på Brandes selv. Men hvem ved: På trods af sine fortrin at stå i skyggen af en Brandes er måske også en hel del værre end på grund af sine fortrin at stå i skyggen af gud og hver mand....
Ganske som man nok foretrækker en helt ordinær forkølelse frem for Den Sorte Død.
Jo, demokratiet har skam sine fordele...