V.S. NAIPAUL OG GANDHI

 

V.S. Naipaul er en enlig ravn fra Trinidad stedt i en evig selvanalyse af det umulige i som historieløs at skulle blive forfatter ved mekanisk tvangsmæssigt at adoptere en "universel" britisk-europæisk tradition. De fleste blev ret mislykkede, med eller uden anerkendelse - om ikke andet som "autentisk caribisk kultur" (klap-klap!). Hans egen far nåede et stykke vej, men genneMskuede aldrig sin egen historieløshed - til gengæld anser Naipaul faderens forsøg for afgørende for hans egen bane.

 

Først siden er post-kolonial litteratur blevet voksen, historisk bevidst og endda toneangivende - dvs. efter at være befriet for uvidenhed og mindreværdskomplekser. Men Naipaul beskriver sin vej som en rejse begyndende med det naive: det man kender. Altid troskaben over for det man oplever, sanser og står i - herunder tvivl. Mange afgørende indvandrede mentorer på engelsk grund, hvis menneskelige og intellektuelle format han stadig anerkender, nåede aldrig ret langt som skribenter - og selv om han som helt ung anså dem for store skribenter, finder han dem nu nærmest pinlige i deres forsøg på at gøre sig gældende på britisk vis.

 

Enkelte kunne begynde med noget ret stort- hvorefter det udartede til selvtilfredse litterære og fortælle-tekniske klicheer uden hverken økonomi eller selvbesindelse.

Også mange nyere britiske og europæiske forfattere finder Naipaul langt mindre universelle, end de selv og deres samtid indbildte sig - hvorimod andre som Agatha Christie, Maupassant og Shakespeare har noget arketypisk-eventyrligt, der vitterlig er universelt.

Naipaul skal læses langsomt, for han er meget indvendig. Hans beskrivelser af Gandhi er meget interessant. Gandhis storhed var, skriver han, at han fra at ville forsvare undertrykte indere i Sydafrika snart indså bjælken i eget øje: det indiske kastesystem i dets rædsel. Deraf hans insisteren på den personlige ydmygheds eksempel. Og hver gang han i fængselsophold havde lært forsagelse af dette og hint, så fortsatte han den siden helt af egen drift.

 

Men, skriver han, den unge Gandhi der studerede jura i London, forstod og så ligesom andre indere ikke et klap og havde heller ingen forudsætninger for det. Hans læseværdige erindringer er derfor på dette punkt helt blanke! Dvs. Lige som den unge Naipau læste Gandhi ikke aviser og interesserede sig i grunden slet ikke for landet. Dvs. de to typiske positioner var kolonialt mindreværd og så det modsatte: vismandens selvtilstrækkelighed. Men de indiske arbejdere på Trinidad sad mellem alle stole og vidste heller intet om det Indien, som deres forældre havde forladt. Han selv havde i det mindste den kulturelle balast, at familien holdt på alle de religiøse traditioner - hvor (forstår) man en lystig blanding af noget allerede gammelt islamisk fra stormogul-tidens Indien og det gamle hinduiske var helt almindeligt og slet intet stridspunkt.

Naipaul har noget "Descartes" over sig: Han begynder ligesom hver eneste gang med at trevle alt op fra sin slægts begyndelse - bliver aldrig færdig med at begynde. Og hans ting bør også læses flere ganga!

-

Naipauls emne er vanskeligheden for post-koloniale forfattere ved at finde deres egen røst. Næsten alle mislykkes, skriver han. Og selv store folk som Gandhi i dennes selvbiografi er delvis blinde: nemlig så snart de forlader deres eget konkrete, oplevede liv. Gandhi forstod ikke et klap af Vesten - men så langt fra at være støbt i ét "primitivt" stykke var han sammensat af en bunke svært forenelige adopterede ideer: Tolstojs landsby-kollektivisme, Ruskin's arbejderromantik, moderens asketiske idealer - samt endelig den socialistiske kamp mod koloniale undertrykkere.

 Selv Gandhis simple indiske klædedragt var så at sige en "konstruktion", et bevidst og demonstrativ - forlængst allerede antikveret - valg akkurat ligesom hans symbolske spinderok. Børnene i den yngre Gandhi's sydafrikanske "Tolstoj-Farm" brød sig ikke spor om undervisningen: der involverede en masse "frivilligt" børnearbejde. Og Sydafrikas undertrykte indiske arbejdere kunne ikke bruge hans asketisk "keep simple" til noget osv.

Men på den anden side var han ydmyg, lærte så længe han levede og engagerede sig altid helt konkret og med egen kraft og indignation i enkeltsager og aktioner - såsom den berømte salt-vandring i protest mod englændernes monopol på salt-produktionen. Og Gandhi havde storheden til at løfte den koloniale kritik af overherren til også at omfatte indisk selvkritik af kastesystemet - og sågar også (helt forgæves) kritik af Indisk dyre-mishandling af alle de hellige malke-køer med deres opsvulmede yvere.

Senere selvbestaltede "efterfølgere" til Gandhi blev helt til grin, fordi de var rene klicheer helt uden hans konkrete engagement i enkeltsager. De så kun den attraktive og enfoldige yogi/guru-rolle - og deres kortvarige tilhænger-skarer var kun en forvirret pøbel. Naipaul mener, at det moderne Indien er besat af Vesten og især USA: Hvis blot børnene kan blive amerikansk gift, så er deres lykke gjort.

Dagligt udgives en stor indisk roman i britisk stil - og der er naturligvis også dyre forfatterskoler osv. Men, skriver Naipaul: langt det meste er mekanisk "writing school" og rene plagiater: ikke i gængs forstand, men snarere i den forstand, at man tror at have en universel og objektiv opskrift på, "hvordan man skriver en god roman". Man nikker her genkendende til moderne opblæst kultur-journalistik der skam er universitetsbaseret - og ofte frygtelig ærekær i sin humorforladthed og mangel på selvindsigt... Og så bliver det derefter, med nogle undtagelser.

Men én forskel er dog, at i vore dages Indien er det jo veluddannede folk - hvorimod f.eks. Gandhi og den unge Naipaul selv var helt uvidende om både Indiens eller Vestens historie: hvad enten de så romantiserede det "genuint indiske" eller omvendt naivt stræbte efter at "go white".

Naipaul nævner en anden jævnaldrende indisk forfatter, hvis "skizofreni" viser sig i hans helt uproblematiske erindrings-beskrivelser af aldeles barbariske religiøse fester med dyre-ofringer - helt ukommenteret og på lige fod med adopterede civiliserede ideer om inderne (indo-europæerne) som de sande ariere og som den vestlige kulturs vugge. Sådanne ideer om naturlig anglo-bengalsk kulturel overlegenhed blev nemlig fostret af den såkaldte Bengalske reform-bevægelse fra 1860-1910!

Den pågældende forfatter var således tilhænger af fortsat British Rule og anså Gandhi for en misforståelse: For han oplevede British Law som noget genuint indisk (indo-europæisk) og kunne derfor slet ikke se verdensordenens koloniale aspekt.
Hvis jeg forstår Naipaul ret, svarere det (overdrevet) til, hvis Tysklands jøder havde givet Hitler ret "i princip" - men samtidig insisteret på, at tyskerne faktisk nedstammede fra og stod i dyb kulturel gæld jøderne. (Det sidste er faktisk tilfældet, nemlig ideen om det udvalgte folk - som Hitler nemlig siges at have taget fra jøderne!) Christianias hippier havde i sin tid ligeledes følgende slogan: "I kan ikke slå os ihjel - for vi er en del af jer selv!"

Naipaul beskriver i et afsnit, hvor svært det er for en forfatter at finde sin stemme. Først skam-roser han Flaubert for romanen "Madame Bovary" og begrunder det i det konkrete, hændelsernes og detaljernes uforudsigelige,  livgivende og mindeværdige magi. Men dernæst viser han, hvorledes Flaubert i sin næste roman fra Romer-tiden falder helt til jorden: ikke på trods af research, men på rund af alt for grundig research: Overlæsset med ulæselige detaljer om mad og klædedragt  og tilsat klicheer - men helt uden en troværdig fornemmelse for, hvordan man mon tænkte, og hvordan tingene konkret foregik.

De romerske kilder fra samtiden finder han i deres lakoniske form langt troværdigere og mere levende - men, skriver Naipaul det er også tydeligt, at de gamle ikke behøvede at gå i detaljer: for deres læsere kendte jo til, hvordan krig foregik, hvordan fange-transporterne med henblik på efterfølgende slave-auktioner til rigmænd blev organiseret, hvordan forsynings-linierne fungerede osv. osv. -
Romerne kunne muligvis have skrevet den roman - men selv kan vi ikke, uanset hvor "universel" vores roman-form indbilder sig at være. Deres viden ejer vi ikke, og derfor formår vi ikke at udfylde hullerne: alt det der ikke behøver at siges - og som Flaubert troede at kunne kompensere for ved sin romantiserende overlæssethed.

Men, skriver Naipaul: Vi skal ikke tro, at Cicero, Cæsar, Plinius og de andre gamle var gennem-kyniske og aldeles blottede for menneskelighed. Deres lakoniske og kyniske kortfattethed i beskrivelsen af det ”nødvendige” masse-barbari overfor fjenderne i krig, oprørere samt slaver var et praktisk "must" - og det svarer (tænker jeg) til , når fangevogterne i KZ-lejrene ikke måtte omtale jøderne som mennesker, men kun som "skidt" eller "figurer". Naipaul nævner da også et stykke samtidig romersk litteratur, der faktisk viser "moderne" sensibilitet og sans for det konkrete menneskelige i hverdagen.

Naipauls betragtninger kan sluttelig gælde ham selv. Hans pragtfuldt morsomme gennembrudsroman "Et hus for mr. Biswas" er inspireret af hans egen fars både rørende og komiske kamp for at opnå nogen anseelse i svigerfamilens hus på Trinidad, hvor han omtrent levede på nåde med sine drømme om efterhånden at kunne kunne forsørge sin hustru og sine børn med sit skriveri. Det er selvoplevet og fordrer slet ingen "britisk kultur" eller historisk indsigt - og vi kan alle nyde denne hylende morsomme bog.(Alle på parnasset er ganske vist ligeledes "hylende morsomme", hvis vi skal tro deres Facebook-venner, og de må dog vide det - men I ved godt hvad jeg mener...)

Men Naipaul var først i stand til at skrive den bog, da han lagde sin britiske benovelse og tilpasning på hylden: for det var nu engang ikke hans livsverden - det var deres livsverden. Men siden da har Naipaul vist nok alligevel mest skrevet om hvordan der er som post-kolonial at finde sine egne ben - emnet må åbenbart ligesom genfordøjes og drøvtygges på ny hvert år. Lignende kompleks-agtig uforgængelighed kender vi jo også til på det mere individuelle plan... --------------------
TIL SLUT: Naipaul fortæller et sted, at han engang som forlængst berømt forfatter mødte en europæisk forlægger, hvorom man fortalte ham: At han var misundelig på alle andre forfattere. Her er utvivlsomt tale om Klaus Rifbjerg: For under sin tid som forlags-direktør på Gyldendal fik Rifbjerg netop dette ry, selv om ingen turde lægge navn til det. Et ry som også et par (et skrivende ægtepar) af hans personlige bekendte engang for mange år siden kunne bekræfte!

 

 

DEBATREDAKTØR PÅ KRISTELIGT DAGBLAD?

Kristeligt Dagblad med både stigende oplag og sober kvalitet søger en ny debatredacteur.

Fra min tid på Politiken (som om hidsige daglige påmindelser om en fortid der måske kun var en generøs og forfejlet second chance fra bedre menneskers side, på nogen vis kunne opveje, endsige ophæve ens tiltagende syntaktiske forfald) - Kort Sagt: Fra min tid på Politiken husker jeg, at den jævnaldrende og desværre afdøde filosof, lektor Stig Alstrup med speciale i matematisk logik (af hensyn til forståelsen speedet op med stedse større doser af rødvin), ved en tilsvarende lejlighed søgte det nyopslåede job som debatredaktør sammesteds.

Velsagtens i et ungdommeligt anfald af lyst til noget helt nyt og ustøvet hinsides institutionelle smågniderier mellem grånende nørder.

Jeg husker i den forbindelse, at Stig Alstrup med et grin gengav det helt kontante og ærlige svar, han straks efter modtog fra Politikens redaktion. "Vi har endnu ikke bestemt hvem vi vælger - men kan da i hvert fald fortælle dig så meget, at dig bliver det ikke...".

Men hvem har ikke af og til på samme vis ønsket, at han i stedet var blevet lokomotivfører - eller måske vejassistent i Vestjylland?

Vi skal derfor allerede forlods meddele Kristeligt Dagblads redaktion, at man ikke behøver at frygte lignende ungdommelige henvendelser fra vor side. Vi har naturligvis været i svare tvivl; men efter at have konfereret nøjere med både vor storm-omsuste uddannelses-minister og beskæftigelses-ministeren er vi nået til denne sobre konklusion.

Den gode nyhed for jer andre er derfor denne, at jobbet som debat-redacteur på Kristeligt Dagblad stadig er ikke alene formelt ledigt, men også fuldt realistisk at søge: Endda så realistisk, at de p.t. arbejdsløse af jer ved ikke omgående at søge stillingen må påregne at blive indkaldt til alvorlig kammeratlig samtale med begge ovennævnte ministre.

Men Notabene: Hvis allerede jeres ansøgning i stødende grad demonstrerer at I vitterlig kan skrive, så vil dette fra Beskæftigelsesministeriets side blive betragtet som et slag i ansigtet på jeres kommende arbejdsgiver og blive sidestillet med piercing, sveddryppende træningsdragt og sure sokker som et rigeligt bevis for: at jeres ansøgning kun var på skrømt og en blasfemisk provokation til gene for de i forvejen overbebyrdede kristelige gentlemen of the press...

ELDORADO - NYT FRA SØLV-BRANCHEN

Fra Sir RALEIGH TIL BLIXEN


Vor titel inspirerer, ja inviterer - skønt den skam er helt apropos i forhold til vort emne - allerede i sig selv til, hvad der kun kan kaldes en indledende digression. Så lad os hellere får det overstået - som luderen illusionsløst sagde til den blegsottige og bebumsede konfirmands ansvarlige fader.

En underholdende lejligheds-kriminel svensker fortalte mig i sin tid, hvordan han engang som havne-arbejder i Gøteborgs Havn havde stjålet en hel last med foto-udstyr fra Canon, som han siden tilbød en grossist i branchen.
Han skildrede i den forbindelse livagtigt snarere end troværdigt den kriminelle vare-udveksling. Grossisten: "Jaså Ni är inom optik-branchen?" - "Ja, fast bara tillfälligt..."

En klassisk skurke-replik beregnet på at fremkalde lytternes smil - men næppe autentisk. For en grossist i foto-artikler får jo nu engang oftere henvendelser fra udbydere af foto-grej end fra importører af f.eks. frugt og grønt - og vil derfor nok kun sjældent udtrykke nogen forbavselse i den anledning.
---------------------
Det var så vor indledende digression. Men da I jo endnu aldeles intet har fået at vide om vort virkelige emne, kan I dårligt beskylde os for at have bragt jer til allerede glemme alt om det. På lignende vis ville det jo også være urimeligt at klage til det valgte Luftfart-selskab over indledende forsinkelser og gener før rejsen såsom nødvendigt hårdhændet kropsvisitering i Lufthavnens afgangshal. Og så fik vi hermed også lige i forbifarten krænket vor egen dogmeregel, der nemlig forbyder al fladbundet og træls snakkesalig "aktualitet" - men som altså heller ikke selv gør krav på at blive fulgt med grav-alvor.
----------------------------------------

ALLEREDE VED JULETID juletid konstaterede jeg, at danske nøddeknækkere knækker halsen på de hårdeste sydamerikanske flade paranødder. Og vore dages nøddeknækkere minder os herved om vor afmagt over for sensommerens tilsvarende flade og drillesyge svenske "älgflugor" - der synes byggede af titanium, modstår enhver art "moderat fysisk pres" og derfor slet intet tilstår om deres islamisk-papistiske bagland og dettes djævelske organisering.

Alle ekspeditioner i lokalområdet for at indhente materiel egnet til at entre julens betydelige forsyninger af diverse nødder blev imidlertid forgæves. For snart svigtede entreprenør-ånden under indflydelse af afledende sociale stimuli på vejen. Og snart svigtede rekogniseringen aldeles, omtrent som når en udsøgt og dreven sporhund stilles skakmat af snarrådigt udlagte stinkbomber, idet gode råd syntes umulige at opdrive: For alle overlevende nøddeknækkere syntes at stamme fra en svunden tid på linje med de for tiden noget undervurderede Louis XVI spejle, der alene kan have interesse for længst halshuggede monarker.

Fra Sverige, hvor jeg ikke holder mig med nødde-forsyninger, hjembragte jeg derfor som sidste udvej nu til påske (julen varer som bekendt lige til påske) min stedlige nøddeknækker.

Men ak rimer på knak - som skrevet står i det afskedsbrev som et kendt retsmediciner i sin tid læste ved en selvmorders lig: "Et liv fuld af ak, en tråd der knak - farvel og tak! P.S: Der står bajere i køleskabet til Falck-folkene!"

For hør engang: Da jeg for princippets skyld og for at dupere den hele brogede og oprørske forsamling af eksotiske nødder straks ville statuere et eksempel og vise hvad klokken var slået, ved straks at udvælge just hin fladpandede paranød, der havde gjort mig så ynkeligt til skamme ved juletid, som havde jeg været en ung og uerfaren folkeskole-vikar - .... hvad skete mon så?

Jo: Også min svenske nøddeknækker (formentlig af det samme usle fabrikat) knækkede halsen - og hele forsamlingen af nødder - herunder især de mest mugne og uspiselige - hylede af latter og slog sig på lårene, så tårerne trillede.

Så her er det at den sande iværksætter-ånd nu skal manifestere sig i form af nyproduktion af en nøddeknækkere i god gammel tysk kvalitet fra Bismarcks og Carl Zeiss tid.

Men da jeg intet aner om virksomheds-drift, vil jeg som det første ansætte en verkställande direktør: naturligvis på moderne vis til ren resultatløn og på free lance basis. For herved sparer vi sociale afgifter, forsikringer, efter-uddannelse, barselsløn, faldskærms-kontrakter og jeg ved snart ikke hvad fra privatlivets sfære, som vi entreprenører intet vil høre eller vide om - så lidt som om vore ansattes sexuelle orientering: når bare de altså skøtter deres job tilfredsställande....

Selv overvejer jeg i den forbindelse, om jeg nu skal grunde et gammeldags familieforetagende a la Buddenbrooks handelshus i Lübeck - eller snarere stifte et aktieselskab med frisk demokratisk kapital: men vel at mærke i så fald med de bestemmende A-aktier forbeholdt familiens besindige overhovede til enhver tid.

Naturligvis har jeg i den forbindelse også forhørt mig om de til vor produktion egnede råstoffer. Og her kunne en professionel paranoiker (mennesker der ikke er spor paranoide, er som bekendt i reglen noget naive) fortælle mig: at verden ganske snart kommer til at gå rabundus grundet en helt fatal mangel på sølv: der nemlig - skønt det udvindes som et biprodukt ved guld-minedrift - har langt større reel brugsværdi end guld i de mest moderne høj-teknologiske sammenhænge.

Hvortil for øvrigt rent medicinsk kommer, at sølv virker ekstremt antiseptisk i "kollodial form": hvilket formodentlig betyder i pulveriseret og opløst form snarere end som massive sølvbarrer a la El Dorado.

Om sølv mon så også egner sig til produktion af robuste nøddeknækkere, er ganske vist uhyre tvivlsomt. Jovist - men skal vi markedsføre vor nøddeknækker succesrigt i den dekadente arabiske verden, hvor ingen sheiker alligevel gider knække nødder endsige kokusnødder længere, men holder sig med robuste og tandstærke sorte slaver til samme formål - så bliver just sølv med dets forventede stejle værdistigning alligevel svaret på vore drømme. For nøddeknækkere er dér kun til pynt og minde.

Derefter behøver vi heller ikke selv nogen nøddeknækker, for endog helt friske nødder kan købes maskinelt afskallede i delikatesse-forretningerne i Dubai så vel som København og Stockholm.

-----------------

Skal ovenstående nonsens nu atter forestille "litteratur"? Åh hold op - gu er det da ej. Nej: Litteratur er den slags enslydende skønskriveri der står i alle avisers søndag-stillæg, og som efter sigende endnu mange betaler for at kunne læse og dernæst selv "snakke med" om – skønt man, som I ser, snildt kan nøjes med at læse aviserne grundigt én dag hver anden uge for at finde inspiration til sine mere parentetiske bemærkninger.

Åhja, for at gøre nyhederne til hovedsagen og ikke blot ekstra benzin på bålets fyrværkeri, er ikke kun en fladbundet overtro, men tillige blasfemi: For så meget ære har denne usle verden jo slet ikke fortjent - islamister eller ej.

Nej, det forholder sig nemlig her som med sølv-minerne i El Dorado: Det hele forbliver aldeles uden værdi, indtil nogen opfinder den fornødne teknik til at udvinde, forvandle, raffinere og formgive den usle materie til noget, som det er værd at høre om - også bortset fra den usle nyhedsværdi"s tomme og demokratisk snakkesalige kulhydrater, som udgør de moderne storbyers diabetiske næring - og som derfor tillige er hemmeligheden bag NOVO's støt stigende aktiekurs...

Den navnkundige engelsk admiral og krigshelt Sir Walther Raleigh blev i tidligt 1600-tallet dødsdømt for i årtier at have stillet kongen bundløse mængder af oversøisk sølv fra El Dorado i udsigt. Men Raleigh leverede aldrig varen, men drænede gennem sine mange år på finansloven statskassen for midler ved at lade gode penge sende efter dårlige.

Men Sir Raleigh regnes ikke desto mindre i dag for en af Englands 100 mest betydelige mænd og skal på skafottet have holdt den smukkeste tale, der nogensinde er blevet holdt på et skafot. Men stort hjalp det altså i denne verden, og kun hans dyrekøbte ry består.
På vore dages anderledes udramatiske skafot tiels og trampes man derimod på demokratisk vis ihjel af gæs:– Og vi er derfor ikke tvungne til som Sir Raleigh at fatte os i redaktionel korthed ved som spot føjet til skade tillige at ”kilde” vore mange darlings: som vi derfor bliver i stand til at skænke et anderledes rigt efterliv end det usle, som vi selv indrømmes.