AGURKETID ER INGEN UNDSKYLDNING...

UKRAINE eller RUSLAND: Who cares?
Den kun 88-årige gubbe med sin kafé får besøg af en velvoksen - viser det sig - svensk-talende ukrainer og hans halvbror.

Gubben: "Her kommer ret tit folk fra Rusland". "Men Ukraine er ikke Rusland!", ler den unge mand ad den ikke meget læsende, men ellers åndeligt vitale café-ejer.

På mit spørgsmål, hvor længe han har boet i Sverige for at lære sproget så hæderligt, svarer han: "Jeg har selv lært det hjemme i Ukraine med lydbøger, grammatik osv." Og han taler i alt fem forskellige sprog. "Det är en begåvning!", udbryder gubben begejstret - og sådan forholder det sig sikkert.

De er fløjet til Stockholm og har dér lejet en bil. Dagen efter kommer han tilbage, og på gubbens spørgsmål hvor mange fisk de så fangede i elven i nat, svarer han: "Ingenting!".
Til gengæld vil han gerne have noget kogende vand til sin militære termo-flaske fra Rusland/Ukraine. På hans spørgsmål hvor meget det koster, svarer gubben med en naturlig Shakespearesk underfundighed. "Du sade det själv: "Ingenting!"

Men ukraineren insisterer: Noget skal man altså have, og stikker ham nogle mønter. ”Free enterprize”....

Flot stil - men hvor pokker har ukraineren mon skaffet de penge? Mon han har en militær uddannelse som auditør med svensk i bagagen?
------------------------
Tænkte bare, at I måske kedede jer i sommervarmen: For de livsstils-causerier fra aviserne, som nogle af jer deler på e sociale medier, finder jeg ikke ret underholdende....

Og år for år vil den tendens bare forværres ved demokratiets homeopatiske fortyndelse, indtil sandheden bliver åbenlys for de fleste - trods al den ståhej for ingenting...Nej, back to basics!

Også her er ret varmt, men så udnytter man da bare aftenen til sine ekspeditioner.

MANDEN DER FORVEKSLEDE DE DØDE MED DE DUMME

Et hyppigt under folkelig applaus delt skriftsted på sociale medier siger, at de dumme har det til fælles med de døde, at de ikke selv ved at de er det.
Men heraf tør vi slutte, at selv de mere skarpsindige henholdsvis døde og dumme af og til har svært ved at afgøre, om de tilhører de dummes eller de døves kategori, idet begge grupper jo har dette særlige felt-kendetegn.

Men en endnu mere interessant slutning vi kan drage af det folkekære dictum, er den, at slet intet hindrer såvel de døde som de dumme i at omdele nævnte skriftsted med den samme begejstring og flid som de levende og de kloge – just i den tro at de skam selv er både spil-levende og kloge. Ja måske er det endda især de mindst levende og de mest ringe, der dyrker skriftstedet: Just for at overbevise sig selv om at de er både meget levende og meget lidt ringe..

LANGT HØYERE BJERGE

Ingen islamister i sigte: - simpelt hen fordi vi heroppe konsekvent vælger kollektivt at fortie dem og tænke sammenbidt på noget helt andet - såsom f.eks. The British Empire: Og det uanset selv nok så imponerende herostratiske bedrifter.

Ja, for heri har vore stedlige nyheds-redaktioner nemlig trods deres niches bissede fagstolthed nemlig ydmygt taget ved lære af storbyernes mere bebrillede kultur-redaktioner....
Elementary...

P.S.
"P.S." - Åhja, for hovedsagen er på vor redaktion altid kun en anledning til noget sjovere. Altså P.S: Det besynderlige hvidskæggede træ er intet pyntet juletræ, men en over 400-årig gran behængt med fredsommelige laver. Laver, der ikke skader træet mere end skægget skader Julemanden - når bare han altså ikke får det i havregrøden eller i postkassen, hvor det nemlig i så fald omgående fryser fast.

”SKOGSBETE”

Norge subventionerer sit landbrug i øde bygder. Men her i Sverige er gammeldags sæterdrift og skovgræsning i dag et særsyn, som kun overlever på kulturstøtte eller i kraft af enkelte særlinges sejlivethed.

Skovgræsning blev i Danmark afskaffet ved lov allerede i 1805 ved Skov-forordningen, fordi den i vort tæt befolkede land umuliggjorde opvæksten af nye træer. 
Men i vore dages skove er vildtets bid et større problem, fordi jægerne gerne ser en noget overdimensioneret bestand af elge og rådyr.

Min beskedne sommerhytte med den gode udsigt var i sin tid en erkendtlighed fra en taknemmelig olie-sheik i Dubai, som jeg bistod i hans regnskabsføring og oversøiske skatteregnskaber: Den slags bureaukrati gad han nemlig ikke befatte sig med. Men, som vi jo også plejer at sige om kvinderne: Der var da i hvert fald ingen som efterfølgende beklagede sig...

FØDSELSDAG OG FRIHANDEL

Ganske vist har jeg slet ikke fødselsdag i dag, hvis sandheden skal frem. Men hvis jeg nu alligevel skulle have det, så fylder jeg i hvert fald ikke rundt, idet jeg nemlig af princip alene gør det i primtal - for sådan er vi mennesker nu så forskellige.

Men dette har slet intet med sagen at gøre. Jeg forventer alligevel, at I fejrer min runde dag på trods af et absurde: Og hvordan man gør det, behøver jeg vist ikke at instruere jer i. Hvis jeg er notorisk humor-forladt, så fremhæver I naturligvis som det første min vidunderligt underspillede humor. Hvis jeg er dygtig, men notorisk uoriginal, lovpriser I just min underspillede originalitet og min beskedenhed - og så fremdeles. Og hvis jeg er en krybende og klatrende smigrer, så roser I mig for min empati, min folkelighed og generøsitet.

Men hvis I således er kompetente nok til at bedømme mig, så er I dog sandsynligvis tillige inhabile. Nå, jamen i så fald foretrækker jeg nu alligevel ros fra mere enfoldige, som er ude af stand til at vurdere andet end min grad af berømmelse - men som til gengæld er ukorrupte nok til ærligt og redeligt at lovprise mig for derved også selv at fremstå som næsten ligeværdige autoriteter samt købe sig til erkendtligheder fra min side. Forretning er forretning, og det er da ærlig snak. Som sagt: Free enterprize.

Dette med forretning minder mig om engang jeg spontant forsøgte at købe privat biltransport til et sted uden offentlig transport. En amerikansk turist slog til efter nogen nølen; men han fortalte mig undervejs, at hans far der var med i selskabet, var en principiel og indædt modstander af den slags handler.

Nej, hvis man vil køre i bil, må man tjene sig til at købe en selv i stedet for sådan at gå rundt og tigge under foregivende af at være en god betaler, når man jo i realiteten kun håber på at køre gratis på storsindede og arbejdsomme sjæles bekostning.
Og sådan usundhed bør for alle parters skyld aldrig opmuntres.

Siden fik jeg dog råd til egen bil, selv om dens facade ikke længere lover hvad bilen selv nu ikke desto mindre forbilledligt holder: Et sørgeligt miskendt fænomen, der utaknemmeligt nok ikke honoreres af sproget med et eget navn.

Men om jeg så købte bilen for mine egne penge, det kan vel altid diskuteres. De eneste penge der er generisk "ens egne", er nemlig de penge som man selv har trykt - men så blive man straks buret inde som falskmøntner. Alle gyldige penge har man jo nu engang fra andre, uanset om man så er bankrøver eller lagerarbejder.

Så kan I hævde, at det vel er på betalernes grad af fri vilje det kommer an. Tja, men hermed er det ligesom med ”likes”: Mange både frie og ædruelige handler indgås af enfoldighed eller under øjeblikkets suggestion - men køberne bliver lige fuldt fucking losere.

Ganske ligesom når folk frivilligt ”liker” kendiser i håb om enten at opnå noget og komme i betragtning eller også at blive anset og behandlet af verden som kendissers ligemand. Men det er en rigtigt dårlig forretning, der kun formår at bringe dem over i bunken af asylsøgende bekvemmeligheds-flygtninge og gratis trælle i kendissernes PR-afdeling.

Enkelte trælle er dog så snu konsekvent at give den som kendissens trofaste rådgiver og sparringspartner, der af og til også kan sige noget kritisk, men ikke for meget eller for tit. Deres klogskab består deri, at de ikke vil nøjes med at være almindelige trælle, men vedholdende søger at gøre sig uundværlige som en slags konge-magere, der snedigt snart repræsenterer kendissen overfor pøblen som hans ambassadør, snart det modsatte. Pøblen finder dem folkelige, men selv foragter de på bunden den pøbel, som de logrer for og selv ligner så slående trods deres kuldslåethed.

Men altså: At I ”liker” eller endda kommenterer kendissers udgydelser frivilligt, gør jer ikke til frie ånder. Og på samme vis gælder, at penge tjent ved frie handler ikke nødvendigvis kan kaldes "jeres egne" i nogen dyb, eksklusiv eller certificeret agtværdig forstand.
Men hur som helst: Jeg købte således til sidst en bil, og den holder skam stadig for et fagligt syn – om end den næppe ville indbringe ret mange ”likes” ved en cat-walk.

----------------------------------------
Ja det var såmænd denne dags spontane produktion, for også sådan kan man nemlig komme hviledagen i hu - når blot man altså ikke tager sig betalt for det i stil med vore mere folkelige søndagsaviser. 

MADS HOLGER....

Kendte i grunden ikke Mads Holger andet end fra omtale, anmeldelser samt enkelte artikler. Og han har nok forekommet mig som endnu en velbegavet medie-spradebasse: men altså dog ikke mere provokerende end at medierne gav ham ubegrænset taletid og platforme.


Kort sagt: Han vakte ikke for alvor den jalousi i børnehaven, hvorom allerede Det gamle Testamente taler rigeligt. Den vrisne Kastholm lancerede ligefrem udtrykket, at "der går Mads Holger i det". Altså når tingene Groft Sagt kommer lige lovlig let - for de andre altså...

Et eksempel på når det gik for stærkt for Mads Holger, var hans vits, at sande liberalister kun tænker på andres vel, når de onanerer. Den minder overfladisk om Allans gamle vits: "Onani er sex med en som man virkelig elsker." Allans vits er morsom fordi den ikke kun er crazy (vi "elsker" sgu da ikke os selv) , men tillige hentyder til at vi jo vitterlig oftest er os selv nærmest.
Mads Holgers pendant har derimod ingen sådan erfarings-bundet pointe og heller ingen elegant kortslutning fra nonsens til sandhed. Naturligvis tænker liberalister ikke altruistiske tanker når de onanerer (hvilket sidste nu tillige er forfærdeligt kedeligt i længden). Hvorfor skulle de gøre det - det er rent nonsens, forklædt som selvkritik. Men det lød næsten ligesom ham Allan, og går den så går den: Og alle lo åbenbart også. For når nogen udråbes som en succes, så opleves de naivt som en succes uanset hvad.
Der er her en dobbelt illusion på spil: MH var mediekändis, altså var han god; og det han siger, bringer refleksmæssigt Woody Allen i erindring, og Woody Allen er en stjerne: Ergo må resultatet blive dobbelt morsomt. Dette er blot et special-tilfælde af kollektivitetens grundlæggende illusion: At det som andre taler om, er det mest interessante og vedkommend. 

Men jeg har faktisk tænkt på det trods alt chokerende nyhed: Og mit skud fra hoften lyder, at manden med landets efter sigende mest læste blog, som jeg alene af den grund vitterlig aldrig har læst, åbenbart har besiddet selverkendelse på bunden og altså haft en dybde, som mange af hans kolleger vist savner.
Vor tid er fuld af grandiose mennesker: Tænk på alle de velstilledes børn, der opreklameres hæmningsløst til barnestjerner af forældrene og springer ud som kunstnere, forfatter og direktører så snart de er konfirmerede.Hvis de folk dog bare kunne nøjes med bare en smule mindre end det hele, ville det hele måske gå lidt lettere? Både for dem selv og for os andre...


Eller med sadistens ord i Nürnberg: "Jamen vi to var da gode venner - det var jo bare for sjov..." Bevares, frit digtet on location.

Selv ret beset ukendte kändiser begræder typisk hinandens luksusproblemer og fejrer komisk hinandens runde dage som var der tale om landsfædre. Som da en harmløs hastværks-plagiator blev anklaget for at være en stor plagiator af en mildest talt ligesindet standsfæller: "karrieren styrtet i grus af onde rygter" osv, osv. Dog ikke selvmord, men snarlig mirakuløs genopstandelse på nye medieplatform med andre ligesindede.

Når dette kaldes menneskelige tragedier, how come at de samme typer behandler de uvelkomne langt langt værre end hvad der fik denne eller hin til at kaste håndklædet i ringen - samtidig med at de slår deres stilfærdige tilkendegivelser til side som de dårlige taberes livsløgn.

Lige (u)betydelige folk enes altid om hinandens betydelighed og udødelighed: og det gælder på alle niveauer.

For at illustrere forskellen citerer jeg frit efter hukommelsen fra den indisk roman af ANITA DESAI "Baumgartner's Bombay" om en jødisk flygtning, der havner i Bombay kort før krigen. "Når han gik uden for huset, skammede han sig altid: men ikke som de øvrige beboere over de kasteløses larmende og ildelugtende nærværelse, men derimod over sin egen privilegerethed."

Mads Holger har modsat mange standsfæller åbenbart haft en lignende elementær human kompleksitet i sit sind - som mange medie-papegøjer synes at savne.

Jo - mit intuitive første indfald her i Lapland var vitterligt dette: Manden vidste åbenbart på bunden selv godt, at det gik også ham lovlig let. Og den erkendelse kan åbenbart for et i grunden hæderligt menneske blive en tungere byrde end byrden af at være plagieret, undertrykt, nægtet opholdstilladelse osv. osv af mennesker, som man allerede af den grund kan have stadig sværere ved at respektere.

En psykiater lancerede i sin tid udtrykket "den grandiose personlighed" . Og for et år siden havde jeg sådan et grandiost menneske i telefonen, der netop skulle tage sit eget liv af lignende grunde. Jeg ringede ved en meget sjælden tilfældighed en sen aftentime, just som han skulle osv. Men han lever da i dag, uden at jeg nu skal tilkende mig større ære end den at få manden til at udsætte selvmordet en dags tid: det hastede vel heller ikke mere end det jagede....

Den gamle forældre-fejl gentager sig helt uden refleksion, trods alle de bøger og al den læsning af "humanistisk" litteratur osv.

Det nytter alt sammen forbløffende lidt, så måske var mange vitterlig bedre tjent med et gammeldags arbejde som ramme for en naturlig udvikling - men det findes jo snart ikke længere. Tomt identits-jag helt uden tilknytning til konkrete opgaver, idealer eller hvad nu bliver en pestilens for alle parter.

Selv har jeg også underlige idealer, selv om ingen betaler mig lige akkurat for det. Men det holder mig da i live - selv trods den bedste vilje hos de selv samme typer der nu begræder en Mads Holger: men som i mit eget tilfælde derimod ville være så ærlige og vise mig den respekt ikke at fælde en eneste krokodilletåre...

Men alligevel chokerende således (måske) at få bekræftet dramatisk sort på hvidt noget, som man ellers er vant til at tænke i smug.

Mads Holger roses bl.a. for en vits som denne: "En liberalist glæder sig kun på andre menneskers vegne, når han onanerer".

Ikke for at trampe på lig, men i sandhedens navn: Dette forekommer kun morsomt med erindring af Woody Allans velkendte "Onani er sex med et menneske som man virkelig holder af".

Hvis Allens udsagn havde været bogstaveligt sandt, havde det ikke været spor mere morsomt end tyngdeloven. Men nu er det crazy – ja, men med en lille oversættelse bliver det tillige en dyb sandhed: og det gør den morsom og ikke kun tosset. Hos Allen er der en pointe bag ordspillet, en vis sandhed og dybde - selv om det naturligvis bogstaveligt talt er nonsens, som humor nu i reglen er. For selv om vi jo ikke sådan "elsker" os selv bogstaveligt talt, så er det jo dog vort eget vel der oftest bekymrer os..
Men Mads Holger's pendant har ingen sådan dobbelthed og en almenmenneskelig sandhed bag absurditeten: Liberalister onanerer naturligvis ikke når de tænker på deres næste, og udsagnet er aene absurd.

Der er her en dobbelt illusion på spil: MH er mediekändis, altså er han god; og det han siger, bringer refleksmæssigt Woody Allen i erindring, og Woody Allen er en stjerne: Ergo må resultatet blive dobbelt morsomt. Dette er blot et specialtilfælde af kollektivitetens grundlæggende illusion: At det som andre taler om, er det mest interessante. Hemmeligheden bag denne fordummende mekanisme selv hos velbegavede mennesker må vente til en anden gang, men det har kort fortalt at gøre med menneskers oplevelse af social afhængighed.

For hurtig og for larmende succes umuliggør ofte den kontemplative og socialt fra-koblede hengivelse, som selv højt begavede mennesker som Mads Holger behøver for at kunne tænke eller skabe noget mere varigt. Og deres velsignelse i riget og på bjerget ender derfor undertiden med at være deres forbandelse.

Men som sagt tyder Mads Holgers selvmord paradoksalt nok på en betydelig portion hæderlighed - hvor andre i stedet garderer sig med uforsonlige antipatier og hårdnakkede fortrængninger: Der dermed får en slags menneskelig undskyldning som det forsvar, som åbenbart også de privilegerede kan behøve på en rigtigt dårlig dag...

PROFESSOR BURT FROM SWEDEN...

NYBYGGEREN Jonas Persson var af delvis samisk, og på fædrene side tillige af vallonsk æt. Især kong Gustav Adolf II importerede nemlig i 1600 tallet vallonske (fra det nuværende Belgien) våbensmede og malm-eksperter, der var datidens svar på vore dages kerne-fysikerne.
Jonas Perssons ældste søn Amon Johnsson slog sig ned langt inde i helt vejløst land med en hustru og en ged, hvor de med deres børn ernærede sig af jagt og fiskeri.
Nybyggeren købte dog sidenhen et hus ved vejs ende et dussin kilometer længere sydpå. En af hans sønner er en inkarneret - og nu pensioneret - hjemmefødning; men også professor Burt nåede jeg skam at møde adskillige gange.

Professor Burt var en boglig begavelse og studerede klassiske sprog - og fik stipendier til et USA-ophold. Bertil Johnson tog udenbys snart navneforandring til det på engang mere amerikanske og dog eksklusivt europæiske "Burt Ingeroes". Professor Burt blev ansat på det amerikanske universitet i Beirut - hvorfra han dog blev evakueret og fløjet hjem, dagen inden lufthavnen bombedes under Seks-dages-Krigen i 1973.
Dernæst virkede professor Burt ved Maryland University i Ohio i nogle år, hvor han også stiftede familie.
Ved faderen Amons død i 1981 var han blevet skilt, men fik en enkeltbillet betalt af sin ex-svigermor hjem til Lapland... Stillingen og dermed økonomien synes altså tillige at være blevet noget tvivlsom - uanset spørgmålet om årsag og virkning.
I hvert fald rejste Bertil aldrig tilbage igen, men levede det første årstid på faderens første vejløse udsted nord for de store søer i taigaen. Han mente at være blevet snydt for sin arv, en indbildning der blev stadig mere fastgroet. Gården stod i den eneste ægte vildmarks-søns navn. Men i henhold til den eneste endnu overlevende bror overrakte denne ham skam egenhændigt 10.000 kroner i forskud og sidenhen resten af hans arve-andel.
Vildmarks-sønnen, som jeg også nåede at kendte, og som døde alt for tidligt for snart mange år siden, blev en ivrig naturbeskyttelses-sjæl og fik også arbejde med naturovervågning.

Professor Burt med det kantede kineser-ansigt - muligvis fra den samiske side - købte siden et hus i den lille by og virkede som gymnasielærer i engelsk og tysk ved kommunens gymnasium. Han var dog ganske ligesom frednings-entusiasten (som han aldrig siden talte med) en noget tillukket sjæl - lige undtagen over for særligt udvalgte, som de foldede sig mere ud over for: og i begge tilfælde hørte jeg som udenforstående og dermed ufarlig til disse uden dog at lære nogen af dem dybere at kende.

Professor Burt skrev i fritiden digte, tegnede - og skrev også en slægs-roman, der aldrig nåede at blive udgivet. Og han døde nu i vinter efter nogle år, hvor paranoid mistænksomhed langsomt fasede over i demens.
Paranoiaen begyndte med arve-historien, men efter "9.11" fik han desuden ideer om global overvågning, "all worms in my damned computer" osv. osv. Det ved jeg fra en ung mand i byen, som plejede at hjælpe ham med computer-bøvl, virus-beskyttelse og den slags, som vi humanister nu engang intet kan om.

I øvrigt kan det godt undre mig, hvorfor selv begavede folk med forfølgelses-ideer altid skal involvere verdens-situationen, som troede de alligevel ikke tilstrækkeligt på deres egen sag. At hverken CIA, FBI eller KGB har den mindste interesse i at undertrykke ens beskedne person, udelukker da på ingen vis, at helt andre - og i egne øjne typisk mindst lige så betydelige instanser og personager - har det...

Nej, man bør da ikke på denne måde fornærme dem, hvis anerkendelse man forventer, ved selv omvendt forlods at miskende dem så uretfærdigt ved således at dele verdens og mediernes enfoldige forkærlighed for altid at præmiere de i forvejen privilegerede og placere al skyld og al ære i denne verden hos the usual suspects.
--------------------
Professor Burts skriftlige efterladenskaber burde publiceres, Denne historie fra dengang hvor den sociale mobilitet "completely from scratch" var et interessant og farverigt eventyr og endnu ikke handlede om intrigernes, de honette ambitioners og de moralske kompromissers kongevej til endnu mere af det samme, ville jeg gerne kende nærmere end via de lokale rygter:
Herunder naturligvis også det klassiske omkvæd i slige tilfælde: "Karl'n var ju otroligt intelligent, och ibland kunde det slå över på andra sidan - nog bättre att visa måtta och bevara jordforbindelsen...".

Men samtidig er det jo paradoksalt nok sådan med vor beklagelse af sådanne tragiske skæbner: At hvis nu manden i stedet var blevet berømt og fejret i riget - så ville vi ikke finde historien nær så interessant. Truede, sjældne og hemmelighedsfulde dyre-arter forekommer os nu engang altid mere spændende end junglens og stenbroens velkendte opportunistiske tilpasningsdyr, som altid nøje vejrer og stikker en finger i jorden, inden de viser flaget.

De typer som typisk lukrerer mest på de sociale medier - samtidig med at de selv giver mere end rigelig grund til gammeldags typers og renere sjæles mistænksomhed mod disse mediers væsen, tendens og potentialer...