SYD-TAIGA

J
SYD-TAIGA

Taigaens vestgrænse præges af overgangen til fuktkrævende bøgeskov, der vanskeligt spirer i forårsfrost. Denne zone er repræsenteret i Polen og Karpaterne samt i vore gamle danske grænseegne til Sverige. I nyere tid er der her efter en epoke med  udstrakte lyngheder til afgræsning sket en gennemgribende forvandling til grandominerede kulturer - i reglen rather boring.

Men endnu findes eksempler på oprindelige blandings-skove, heraf en hel del små-områder samt ganske enkelte større. Nedenfor ses et sådant endnu ubeskyttet stort område, som jeg stadig håber vil blive fredet i tide - enten ved statsligt indkøb eller i form af servitutter mod erstatning for indkomsttab.

Et af billederne er dog fra Nordsverige - selv om det giver et nærmest tropisk indtryk af en næsten giftig frodighed. De blå blomster på billedet spises dog af både elge og bjørne.

OMSKÆRING IFØLGE TRUMP

Jødernes mytologiske folkelighed omkring initiations-riter i lovlig ung alder til helt at fatte galoppen andet end baglæns - er noget organisk, som man ikke sådan kan beslutte sig for rationelt.
Men hvis det omgærdes af en mytisk familie- og stammetryghed, tror jeg gerne på, at kun ganske få børn tager skade af det.
Selv fik jeg som barn et chok samt et mangeårigt kastrations-kompleks ved at se en gris blive kastreret uden bedøvelse efter den gode gamle metode med et raskt førergreb over en nypudset og funklende metalskål af passende størrelse – ikke for stor, for der er slet ingen grund til at opreklamere indgrebets omfang med ydre effekter. Dertil besad skålen en fornøjeligt frisk morgenklang: kammertonen formoder jeg...

Men grisen selv tog modsat jeg selv ikke den mindste skade af operationen - også selv om den i overensstemmelse med drejebogen teatralsk skreg som en stukken gris og dermed avantgardistisk brød metal-skålens kammertone på en måde der kunne have gjort både Stravinskij og Schönberg grønne af misundelse. Men som sagt led grisen modsat jeg selv ingen overlast: For sådan er vi nu engang så forskellige.

Grisens smerte kunne nemlig hverken i intensitet eller varighed måle sig med min medlidenheds og min rædsels raffinerede smerte. Medfølelsens smerte slukkes nemlig aldrig, men genfødes ligesom indignationens smerte samt Tuborg lige friske hver eneste gang i erindringen. For dette at det skrækkelige overhovedet skete, er medfølelsens og gruens genstand, helt uanset spørgsmålet om samtidighed, som ret beset ikke gør nogen forskel. Hvorimod selve den fysisk smerte ganske ligesom valgkampagner vitterlig slutter og endda tit glemmes, så snart den er forbi.

Men jeg skal hilse fra grisen, der skam lever i bedste velgående og har Donald Trump som sit erklærede forbillede. Grisen nyder nemlig her ligesom fordums eunukker den særlige fordel, at intet hunkønsvæsen nogensinde har kunnet bringe den fra snøvsen eller distrahere dens karriere.
Grisen beder mig derfor fortælle, at den undrer sig gevaldigt over denne gevaldige humane deltagelse omkring denne længst glemte episode. En medfølelse som den nemlig ikke just oplever ret meget af i andre sammenhænge. Og som den skam heller ikke selv har mindste tilbøjelighed til: Men den foregiver det til gengæld heller ikke – og er heri næsten lige så stor en hædersmand som sit idol Donald Trump.

Der ligger derfor nok andre dagsordner bag al den humane bekymring. Men akkurat det samme kunne måske også siges om nogle hyper-rationelle omskærings-tilhængeres indædte forsvar for denne mytiske mosaiske ortodoksi.
På en gammeldags beverding ville man nemlig i begge tilfælde intuitivt skære ind til benet og sige: "Betyder det meget for dig personligt?" Og heri består den store lighed mellem Kierkegaard og en gammeldags beverding...

Ja, for nogle af fordums øl-typer var ofte overraskende klartskuende og bør trods deres flade næser og tomme-tykke pandebrask ikke undervurderes, men tværtimod erindres med den samme palæo-ontologisk agtelse som den vi nu om stunder nærer for neandertalerne.

P.S. Og nu ikke et eneste ord om Verdenspressens, hvis usle købe-navn nemlig ganske ligesom Jahves ikke selv tåler at blive set på tryk...

VEJENE OMKRING FULD BESKÆFTIGELSE - FATTIG-CARINAS SODOMI

"MAN MÅ GODT LYVE NÅR DET ER KUNST" (Kristeligt Dagblad)

Der tales så meget om job-skabelse: Men nu er det snart på tide, at nogen gør noget ved det.
Jeg har i den forbindelse barslet et Columbus-æg. En landsdækkende leg egnet til mennesker i alle fysiske og mentale aldre og tydeligvis ikke spor uforenelig med samtidig multi-tasking i form af snart jobsøgning, snart lønarbejde eller selvstændig konsulentvirksomhed. Den fremmer sammenhængskraften for alle der gider deltage - men svækker den for restgruppen, der så selv er ude om det - men vi lever nu engang i et frit land.

Deltagelse i vor patenterede leg fordrer naturligvis, at man betaler et årligt symbolsk gebyr i stil med medielicens.
---------------------------
Legen går noget kort fortalt ud på, at vi alle samtidig mener en ud af tre, højst fire mulige ting om noget som en kendt person har gjort eller sagt i går eller i forgårs. Den der oftest formår at sige akkurat det samme som flest mulige af de andre uden at kigge dem over skulderen, akkumulerer efterhånden flest points, hvilket giver dem udsigt til at komme på DR-Deadline og blive kendte - og til sidst at blive helt selvforsørgende rollemodeller: alene i kraft af en sådan løbende karaoke-votering om andres gøren og laden. Hvis man ovenikøbet formår herunder at bruge alle de samme udtryk som de andre deltagere, er det endnu mere glamourøst.

Men ikke nok med det: For hermed vil man kunne se frem til efterhånden også selv at blive genstand for sådan løbende landsdækkende debat og votering om stridens æble - omtrent som på Agamamnons og den skjønne Helenes tid: Det er endnu finere - og noget højere gives ikke.
--------------------------
Som et pædagogisk øvelses-eksempel lægger vi ud med en dug-frisk svensk medie-nyhed.

En ældre mand af etnisk svensk oprindelse blev i går pågrebet i færd med at dyrke "tidelag" med en hest under ivrig vrinsken: "Tidelag" er ligesom den danske oversættelse "sodomi" et urgammelt ord med bibelske konnotationer - og som ikke engang moderne udøvere af denne samkvemsform selv kender. De ved derfor heller ikke selv, hvor afskyelig denne virksomhed er: så afskyelig, at samtlige deltagere i gamle dages forbandedes, tortureredes og brændtes på bål - hvorefter asken i stil med Eichmanns blev spredt for alle vinde for at forhindre efterfølgende satanisk relikvie-kult.

En kommunalpolitiker udtaler til medierne, at det skete er en afskyelighed der ikke bør findes i et udviklet samfund som vort.

Men hvem ved: Måske både manden og krikken just var udviklings-hæmmede - og hvad andet kan vi i så fald vente i et land, hvor de fleste industrijob flyttes til Polen og Kina, mens integration af flygtninge, udviklings-hæmmede og handikappede optager en støt voksende del af arbejdsstyrken? I Danmark er på lignende vis menings-og kommentator-diarreen blevet den mest attråede og derfor snart tillige fremherskende form for selvforsørgelse. Den beklagelige hændelse er da i det mindste udtryk for et vist initiativ...
---------
Hursomhelst: Jeg lægger ud i vor ovenfor patenterede leg ved kommenterende at istemme den svenske kommunal-politikers dom:
"Den slags svineri hører ikke hjemme i et moderne samfund. Og selv om det samme vel også må gælde fordums barbariske afstraffelses-former i den anledning, så er vi dog i det mindste forpligtede til af såvel special-præventive som general-præventive grunde omgående at kastrere begge deltagere i den afskyelige akt."
---------------
Hermed er bolden så kastet på banen, og nu er det så jeres tur, børnlille....

P.S. Lur os om ikke ovenstående i en barnligt forsimplet og mere snakkesalig udgave snart står at læse i 27 forskellige lurmærkede "personlige" klummer i landsdækkende medier - der så atter smug-læses af vore nabo-landes klummister. Men sligt er man vant til: For vi søjle-helgener har nu engang valgt fasten som vort uvildigt certificerede økologiske levebrød.

FRA JOMFRUFØDSLER OG SHAKESPEARE TIL DOVNE-LARS OG FATTIG-KARINA

Af princip og som bevilling af handikap-points til andre skriftlige instanser skriver jeg normalt ikke om ting, som medierne meget vel selv formår helt uden min bistand.
Jeg højagter i øvrigt det sportslige princip ikke at ville leve af sit egentlige talent, og aspirerer således også selv i hemmelighed til engang at kunne brødføde mig af noget, som jeg ikke for alvor har talent for. Og når folkepensionen bliver aktuel, skulle jeg omsider kunne forsørge mig selv.

Omvendt optager aviserne af princip ikke noget som jeg kunne have skrevet - kort sagt noget som ingen anden kunne have begået. Opfindsomhedens standende frase i denne forbindelse er, at man skriver "finurligt". Et gammel-agtigt ord, hvormed urimeligheden nemlig snedigt vælger at stjæle rimelighedens ord ud af munden på rimeligheden - der således efterfølgende risikerer at blive anklaget for plagiat og derfor hellere havner på overførselsindkomst sammen med både Flittige Karina og Dovne Robert.

Småligheden maskerer sig således med omhu som en både besindig og urban skønsomhed, der skam ikke aldeles udelukker nogen redaktionel forståelse for visse i avissammenhæng blot helt upassende kvaliteter: der så i øvrigt nok heller ikke rækker ud over petit-afdelingen - ja, sagt med al respekt....
---------------------------------------

Men i dag gør vi en undtagelse, i det forfængelige håb, at aviserne ligeledes en dag vælger atter at gøre en undtagelse. Vi vælger nemlig på lige fod med alle hånde nye digitale medie-platforme at kolportere noget, der allerede har stået i alle aviser, men som dog er værd at understrege:
SIDSTE ÅR BLEV DER I HELE DANMARK KUN FØDT 35 BØRN AF KVINDER UNDER 17 ÅR.
Om fædrenes alder kan vi derimod desværre endnu intet oplyse - men skulle også vi geskæftigt stable en ny medie-platform på benene under foregivende af avisernes armod, så ville vi afgjort hellige den undersøgelsen af just dette så underbelyste samfunds-spørgsmål.

Men allerede nu tør vi dog forudskikke, at Helligåndens rolle i den forbindelse nok burde researches nærmere. En navnkundig læge fra sent 1800-tal skriver advarende om masturbation, at masturbanten kendes ved sit skumle og vigende blik - hvilket illustreres med et daguerreotypi af en noget sydlandsk udseende yngling med tjavset hår: Med al sandsynligvis selv undfanget i kraft af selv samme skammelige last. I en tid hvor sligt atter florerer, har Helligånden nemlig frit spil - og da især hvor det gælder kvinder, der kun lige er nået op i mandbar alder.
-----------------
I øvrigt bør man aldrig blande forskellige niveauer sammen. Og vi vedkender os derfor gerne, at avisernes eneste store fejl er deres på engang smålige og bekvemme dumstædighed over for denne skribent.
For nyhedformidlingen og -analyse spiller dette savn derimod indrømmet kun ringe rolle. Og hvis jeg indbildte mig noget andet, så ville jeg være en frygtelig dumrian. Hvis jeg kunne indbilde jer det, så ville derimod I være nogle frygtelige dumrianer.

For som Brandes skriver om Shakespeare, så vidste denne reelt uhyre lidt om, hvad de farverige stridigheder i den engelske kongehistorie rent politisk handlede om - og det ville næppe for alvor have interesseret ham...

FRA JOMFRUFØDSLER OG SHAKESPEARE TIL DOVNE-LARS OG FATTIG-KARINA

Af princip og som bevilling af handikap-points til andre skriftlige instanser skriver jeg normalt ikke om ting, som medierne meget vel selv formår helt uden min bistand.
Jeg højagter i øvrigt det sportslige princip ikke at ville leve af sit egentlige talent, og aspirerer således også selv i hemmelighed til engang at kunne brødføde mig af noget, som jeg ikke for alvor har talent for. Og når folkepensionen bliver aktuel, skulle jeg omsider kunne forsørge mig selv.

Omvendt optager aviserne af princip ikke noget som jeg kunne have skrevet - kort sagt noget som ingen anden kunne have begået. Opfindsomhedens standende frase i denne forbindelse er, at man skriver "finurligt". Et gammel-agtigt ord, hvormed urimeligheden nemlig snedigt vælger at stjæle rimelighedens ord ud af munden på rimeligheden - der således efterfølgende risikerer at blive anklaget for plagiat og derfor hellere havner på overførselsindkomst sammen med både Flittige Karina og Dovne Robert.

Småligheden maskerer sig således med omhu som en både besindig og urban skønsomhed, der skam ikke aldeles udelukker nogen redaktionel forståelse for visse i avissammenhæng blot helt upassende kvaliteter: der så i øvrigt nok heller ikke rækker ud over petit-afdelingen - ja, sagt med al respekt....
---------------------------------------

Men i dag gør vi en undtagelse, i det forfængelige håb, at aviserne ligeledes en dag vælger atter at gøre en undtagelse. Vi vælger nemlig på lige fod med alle hånde nye digitale medie-platforme at kolportere noget, der allerede har stået i alle aviser, men som dog er værd at understrege:
SIDSTE ÅR BLEV DER I HELE DANMARK KUN FØDT 35 BØRN AF KVINDER UNDER 17 ÅR.
Om fædrenes alder kan vi derimod desværre endnu intet oplyse - men skulle også vi geskæftigt stable en ny medie-platform på benene under foregivende af avisernes armod, så ville vi afgjort hellige den undersøgelsen af just dette så underbelyste samfunds-spørgsmål.

Men allerede nu tør vi dog forudskikke, at Helligåndens rolle i den forbindelse nok burde researches nærmere. En navnkundig læge fra sent 1800-tal skriver advarende om masturbation, at masturbanten kendes ved sit skumle og vigende blik - hvilket illustreres med et daguerreotypi af en noget sydlandsk udseende yngling med tjavset hår: Med al sandsynligvis selv undfanget i kraft af selv samme skammelige last. I en tid hvor sligt atter florerer, har Helligånden nemlig frit spil - og da især hvor det gælder kvinder, der kun lige er nået op i mandbar alder.
-----------------
I øvrigt bør man aldrig blande forskellige niveauer sammen. Og vi vedkender os derfor gerne, at avisernes eneste store fejl er deres på engang smålige og bekvemme dumstædighed over for denne skribent.
For nyhedformidlingen og -analyse spiller dette savn derimod indrømmet kun ringe rolle. Og hvis jeg indbildte mig noget andet, så ville jeg være en frygtelig dumrian. Hvis jeg kunne indbilde jer det, så ville derimod I være nogle frygtelige dumrianer.

For som Brandes skriver om Shakespeare, så vidste denne reelt uhyre lidt om, hvad de farverige stridigheder i den engelske kongehistorie rent politisk handlede om - og det ville næppe for alvor have interesseret ham...