Saturday, October 29, 2016

PROFESSORALE BEKYMRINGER I UTIDE



En hjemlig professor funderer i sin klumme over visse forfatteres erklærede frygt for at give endnu ikke modnede ideer for tidlig form og derved måske hindre en rigere og mere fuldkommen blomstring. Ordet "kuvøse" falder mig i den forbindelse straks ind - hvilket atter urgerer den mere oplagte association "kejsersnit":

Ja, for i vore dage er nævnte overvejelse aldeles uaktuel, al den stund alle kommende stjerner ligesom i biernes verden tværtimod af frygt for rivaler udtages med kejsersnit til efterfølgende kuvøse-opflaskning med både doping og egen medie-kanal sammen med den øvrige nomenklaturas kedsommelige, men ligefuldt altid mirakuløst lovende afkom.

I de tilfælde hvor kuvøse-opholdet synes at måtte blive permanent, overføres og forfremmes poderne dog direkte til de evigt unges kanonisk kuldslåede retsmedicinske mausolæum, idet de så at sige springer en klasse i livet over (for ikke at sige livet selv) ved denne nedfrysning i Taj Mahal til fordel for en forstandig eftertids eugeniske omhu.

Apropos sådan ærværdig overførelse, så fortalte en begavet skizofren mig om dengang han blev tilbudt et revalideringsjob ved Universitets-biblioteket i Fiolstræde. Da han nemlig oplyste professor Villars Lund på Rigshospitalet om sin grund til at ville udskrives, svarede professoren: "Nå Universitetsbiblioteket – ja men så skal du slet ikke udskrives: Du skal bare overføres..."

En anden ældre psykiater fortalte mig i sin tid om en patient, der indviede ham i ganske den samme utidssvarende økonomiske bekymringer som den indledningsvis nævnte, idet patienten nemlig bevidst undgik at tænke for meget af frygt for at opbruge al sin intelligens på én gang.

Patientens version af den energi-økonomiske model antyder jo imidlertid så også ufrivilligt tankegangens tranghed i stil med fordums nationale merkantilisme med dens frygt for overdreven import - samtidig med at den illustrerer, hvorledes en lovlig professoral tankeproces tværtimod kan beriges og potenseres med skumfødte indfald skudt fra hoften, som ville umuliggøres ved bekymrede kejserlige jordmødres redaktionelle knibskhed og anti-septiske ængstelighed.

Enhver kernefysiker ved tilsvarende, at radioaktivt affald kan beriges og genbruges med endnu rigere udbytte ligesom asken fra Fugl Fønix - idet jomfrunalsk påholdenhed med ressourcerne tværtimod fører til en tungsindigt tillbageskuende stagnation, hvorimod sorgløs ødselhed i energiudfoldelsen tids nok tvinger sin mand til snarrådighed udi kunsten at genopfinde sig selv.

Mennesker der i stil med Det Gamle Testamente's Josef år efter år er blevet snydt af deres søskende for både mandelgaven og fastelavns-katten, bliver som Karen Blixen efter hendes Afrikanske forlis tvunget og presset til at overgå deres første inkarnation i en endnu rigere blomstring: en blomstring der dog har den første og umodne som nødvendigt gennemgangsled og mellemregning: ganske ligesom tallet pi's decimaler jo alle bygger på de foregående decimaler, der således ikke kan springes over.

Når de kendte typisk er så besynderligt påholdende på de sociale medier med "live" illustration af de talenter, hvis ydre bekræftelse de ellers løbende udbasunerer, så har vi i det mindste nu fået en begrundelse. Men som sagt er spørgsmålet bare, om den art coitus interruptus så er god eller en dårlig forretning i andet end borgerlig forstand. Åhja - for i borgerlig forstand er jo endog tyveri en særdeles god forretning - når blot det altså ikke opdages af andre end selveste politidirektøren, som nemlig til alt held er vores egen onkel...


Friday, October 21, 2016

ET BYZANTINSK KRIMINALSAG - OG LIDT OM ALKYMI


Da jeg rejste mig fra biblioteket (for Facebook bør man ikke have inden for dørene), opdagede jeg straks, at min ene handske var forsvundet, skønt jeg bestemt havde lagt begge handsker på bordet ved min ankomst.
Jeg drog heraf øjeblikkeligt den skarpsindige slutning, at tyveriets opklaring i dette tilfælde ville være en lige så smal sag som Dr. Kimble's berømte en-armede morder i TV-serien "Flygtningen" i 60 erne. Ja, for hvem andre end en en-armet tyvenægt gider dog stjæle en enkelt handske?
Men som vi husker, så tog den medfølende dr. Kimble jo heri sørgeligt fejl - til seernes store held i et par år.
Og ligeså i mit tilfælde: For dr. Watsons elementære korrrektion kom i næste sekund: Hvad nu hvis også gerningsmanden selv er to-armet, men enten har tabt eller er blevet berøvet sin venstre-handske. Også i hans tilfælde kan i tilfælde af tyveri skurken således på samme vis være enten en-armet eller to-armet.
Men såfremt også denne nye tyv er to-armet, så bærer også han atter på en personlig historie: enten uheld eller tyveri - og i tilfælde af tyveri enten en en-armet eller en to-armet tyveknægt. Men hvis nu også denne tyv er to-armet, så har også han sin egen personlige tragedie. Osv. osv.
Dr. Watson's elementære punktering af min indledningsvise og forhastede "skarpsindighed" viser sig således snart at blive en ret kompliceret sag.
Just det: Og dette er nok grunden til, at vi politifolk i stedet for at opklare forbrydelsernes byzantinske kombinatorik foretrækker at finde en bekvem og forsvarsløs syndebuk, som ingen djævel gider forsvare: enten fordi alle gerne tiltror staklen al mulig skyld, eller også fordi en sådan syndebuk også for dem selv er uhyre belejlig...
Ja - faktisk er syndebukke så belejlige for os mennesker, at selv om de ikke fandtes, så måtte vi selv opfinde dem - ganske som med Gud ifølge Voltaire. Og lige i Kristendommens tilfælde er just guden selv som bekendt tillige blevet forfremmet til at være denne vores alles belejlige syndebuk: Så kristendommens genialitet består derfor ret beset deri, at i stedet for at gøre to geniale opfindelser så kunne vi mennesker nu nøjes med blot én enkelt opfindelse.
Dette med geniale opfindelser bringer os tilbage til vor daglige undren over, at vor lige så daglige nødvendige sanering efter toiletbesøg ikke forlængst er blevet teknisk automatiseret på klinisk niveau med vor tids øvrige høje hygiejniske standard. Og dog insisterer vi på at kalde vore "private parts" de "ædlere dele"....
Men apropos ædle dele -, ja, for digressioner forpligter:

En dame betror mig at nøglen til hendes betryggende familie-arv var produktion af noget som alle behøver - kort sagt næppe kunsthåndværk og "bøger", som alle og enhver jo desuden hysterisk falbyder i vore dag under devisen: Talent er vel godt - men du når nu længere med selvtilid....
Uden fup eller kammeratligt hjælpsomt mediehysteri er det uhyre svært at skabe sig en formue på den vis. Nej, gør som jeg og opfind et uundværligt husgeråd. Inden for skibsfarten har vi det vi kalder en skibs-anode: en påhægtet klump af uædelt metal - typisk zink - der skal levere alt det metal som korrosionsprocessen i det salte vand behøver for at mættes løbende. Derved skånes nemlig skibets bærende dele af ædlere og mere jomfrunalsk påholdende metaller.
Min seneste opfindelse handler i princippet om det samme, men gælder beskyttelse af uld mod mod møl:
Læg dine allerfineste klædstykke af Kashmir eller silke oven på alle øvrige uldvarer såsom islandske sweatere og luk dernæst alle vinduer, mens du tager på ferie en ugestid.
Ved din hjemkomst kan du trygt brænde eller kassere din snedige lokkemad af kashmir/silke-cocktail ud, og alle de uartige børn følger nemlig med badevandet ud. For møllene går erfaringsmæssigt efter de ædlest mulige uldvarer, idet deres kultur og tradition nu engang tilsiger dem altid at begynde med desserten.
På denne måde kan du bevare dine islandske sweatere helt uhullede til de vejrforhold, hvor sligt behøves. Kashmier og silke var dog kun forfængelighed og luksus - der som sagt heller ikke skaber rigdom, modsat det nødvendige juks som alle behøver.
--------------------------------
Ovenstående annonce om anodiske metaller og anodisk uld minder os forresten om Albert Engströms tegning af den under en øvelse skamskudte soldat med sprængt underkæbe. Hans kaptajn trøster ha brysk med disse ord: "Det var då tur at kulan ej träffade dom ädlare delarna!"
Så også Engström var inde på det rigtige spor med anode-tanken, men han fortabte sig desværre i den slags fjollede digressioner som ødelægger det hele: alene for en stakket stund at få latteren på sin side....
Og nu fik vi på ganske samme vis ødelagt vor annonce og dermed muligheden for omsider at skabe os en formue. Nej, skomager - bliv ved din læst...Nu mangler det så kun, at alle I andre gør det samme ....

Wednesday, October 19, 2016

STEIN BAGGER OG MADS UDEN MONOPOL -. LIDT OM ANSIGTSGENKENDELSE

Stein Bagger fortæller at han har masser af selvtillid, men derimod kun meget lidt selvværd. En interessant distinktion som ikke er hørt før, men som alligevel er mere end frie associationer.
Skudt fra hoften ville jeg nok antage, at afdøde unge Mads Holger havde det på lignende samme vis. Jeg kender i øvrigt også et patologisk eksempel på det samme: en ambitiøs yngre klassisk musiker, der trods et kønt ansigt som altid har nydt kvinders bevågenhed og omsorg, aldrig har kunnet udstå synet af sig selv i spejlet.
Syndromet har skam et navn, om end ingen god forklaring og heller ingen egentlig behandling - og det er notorisk forbundet med en høj selvmords-risiko.

Den yngre mand af mit bekendtskab (jeg omgås nemlig nu om dage kun mine klienter, for de har da i det mindste sygdomserkendelse) fortalte mig, at dengang han omsider kastede håndklædet i ringen og søgte førtidspension, gik det først trægt - lige indtil hans diagnose kom på bordet:
Så fik han den førtidspension smidt i hovedet og blev bedt om at skrubbe af og ikke spilde mere af systemets kostbare tid.
Den diametralt modsatte kombination af chalatanens forener lav social selvtillid med højt selvværd. Og den kan derimod være højst sejlivet, fordi sådanne folk i den grad lige som visse nøjsomme alger lærer at leve på en sten og til sidst ikke stoler på noget som helst andet i verden end sten, der nemlig er bundhæderlige og derfor slet intet lover - ja, undtagen hvis de ligefrem hedder Stein...
Javel, men mennesker bør nu engang ikke hedde noget som de bare er: Den slags er vulgært og minder alt for meget om overflødige medaljer eller medaljer for hvad der burde være en selvfølge: eller om al den "almendannelse" som kun de som enten savner den eller har fået den moset og proppet i den gale hals, ævler utrætteligt om mod betaling. For desværre har ingen nemlig fået den geniale ide i stedet at betale dem endnu mere for at lade være...
------------------
For fuldstændighedens skyld må vi tillige nævne et helt tredje syndrom- "prosop-agnosi". Det består i manglende evne til at genkende ansigter - og derfor velsagtens også ens eget ansigt. Hvilket sidste som fremgået undertiden kan være en stor nåde...

Dette med ansigts-genkendelse minder mig sluttelig om dengang jeg antog, at en gammel bekendt med drastiske erindrings-lakuner var blevet sindssyg -  lige indtil det viste sig at være hans mig helt ubekendte enæggede tvillingbror jeg havde mødt. Dvs. han nævnte faktisk under samtalen eksistensen af en sådan tvillingbror: Med med mit psykiatriske hang antog jeg, at der måtte være tale om et genfærd sammensat af den synligt ubalancerede mands dunkle og fragmentariske  minder om hans fordums mere

 lovende jeg.

Tuesday, October 18, 2016

LORD JIM - FARLIG SEJLADS I KJØBENHAVNS KULTUR-CIRKUS


Forleden diverterede en meget høflig mand - så høflig at han endog er høflig over for mig og sågar under fire øjne i strid med al fornuft har kaldt mig "indlysende højt begavet" - på sociale medier sin forfremmelse i vor permanente Københavnske Kulturnat, hvor alle katte som bekendt snart er grå som koks.
I den forbindelse inkasserede jubelaren på Facebook over 250 "likes" og næsten lige så mange kommentarer fra andre privilegerede medlemmer i vor evige "kultur-nat". 

Det besynderlige var nu, at ikke en eneste af disse privilegerede kommentarer var på mindste vis læseværdig, rammende, åndfuld, morsom - eller bare dannet. Og dog taler vi her om hartad den ganske humanistiske elite hertillands.
Dannet? Nej, for enhver der besidder den hjertets dannelse som det p.t. er højeste mode at ævle om, ved intuitivt, at ved en tale skal man ikke alene behage jubelaren, men på en skønsom måde også fortælle noget sandt og karakteristisk om den pågældendes karakter og levned, herunder tillige antydninger om væsentlige slagsider. Og så bør talen udover humoristisk islæt helst have en vis musikalsk form for at råde en smule bod på livets egen uundgåelige banalitet.
Den moderne masse-fabrikerede kulturkarriere-klasses indbyrdes leflende høflighed er derimod som hovedregel plebejisk rå og udannet, fordi den så helt og aldeles savner såvel sandhed som opfindsomhed. Ja, endda også umoralsk, fordi den så åbenlyst alene sker ud fra tarvelig beregninger, hvis bagside nemlig er en komplet uforstilt uhøflighed over for alle, som det ikke ligefrem er en oplagt god forretning at være høflig over for.

Jubilaren valgte helt legitimt at forkynde sit glade budskab under brug af velkendte maritime metaforer om den stolte skude med selveste NN ved roret, det øvrige fornemme mandskab så sandelig ej at forglemme. Og enkelte læsere bed slapt på som var de fiskekroge forsynet med lovlig karrig madding. Men aldeles uden at berige eller kvalificere forestillingen...
Selv var man her undtagelsen, idet man nemlig just tog afsæt i jubelarens egen undskyldning for sin "skamredne maritime metafor".

Ja, for det blev anledning til at fortælle om en vaskeægte søkaptajn af mit bekendtskab med ret til at føre selv de største tankskibe, som uskyldigt dømt i Byretten var i fare for at miste sit certifikat - men som lykkeligvis blev frifundet af en enig Landsret.
Min pointe var ud over underholdningsværdien at illustrere, at i vor kaptajns tilfælde var der så sandelig ikke tale om "skamredne maritime metaforer" - selv om manden dog var gået på landjorden og dér havde indrettet en maritimt udstyret restaurant.
Jeg kunne have betitlet min kommentar efter kaptajn Joseph Conrad's berømte bog-titel "Lord Jim" - der nemlig just omhandlede en uskyldigt dømt kaptajns svære sjælekval.

 Men selv trods dette litterære sufflør-vink ville nok ingen i kultureliten have reageret med andet end den kollektive solidaritets guldrandede snarere end gyldne tavshed..,

Læs engang: 
"Hvis jeg nu ligesom Joseph Conrad havde været kaptajn på et skib, ville jeg nu ikke blive ret smigret over først at blive hyldet for min betryggende beherskelse af rorpinden - for dernæst at få at vide, at det alene var ment som en "skamreden metafor."

Således kendte jeg engang en skibsfører med certifikat til de største tankskibe, men som i sidste ende fortrak et roligere liv i indenlands pirat-frie farvande: og
 endda en overgang som ejer af en maritimt indrettet restaurant i Dronningens Tværgade. For lidt har vel også ret.

Da den store, men komplet uvoldelige mand en dag frygtede, at en pige måske havde taget sit liv på toilettet, sprængte han efter mange forgæves opfordringer til pigen om at give sig til kende til sidst døren og førte den nu hysterisk skrigende pige ud på gaden.
Dette førte uheldigvis til en voldsdom i Byretten - som dog efter ni måneders gru i Helvedes forgård blev pure annulleret af en helt enig Landsret.

Nu kommer pointen: Vor mands største frygt og bæven under de 9 måneders infernalske drægtighed var nemlig slet ikke at miste sin restaurant, der jo nu havde vist sig endnu mere usikker end verdenshavet, men derimod dette at miste den pletfri straffe-attest der var en absolut betingelse for bibeholdelsen af hans fornemme maritime certifikat - og dermed tillige muligheden for et besindigt tilbagefald til Stillehavets kontemplative ro efter al balladen i Frederiksholms Kanal.

Så pas på med at skamride metaforer. Men nothing personal: For det eneste jeg selv har til fælles med en rigtig sø-kaptajn er, at jeg som en æressag hverken kan svømme eller skrive..."

Sunday, October 02, 2016

GEORG BRANDES og POLITIKENS FØDSELSDAG...


Geburtsdag? Ser man det, ser man det! Det kan man da kalde en aktuel nyhed - men naturligvis ingenlunde af den grund spor mindre "almengyldig" end selveste Shakespeare.

Men hvoraf komme det mon så, at ingen af alle de mange ny-alfabetiserede, der lige som P.H. insisterer på Georg Stages (!) apokryfe og frisindet uformelle - men just derfor i den lidt mere ortodokse jødedom klogeligt ugyldige - faderskab: At ingen mors sjæl i hele denne demokratiske syndflod af ufrivillige citater i døgndrift kaldet "meninger" nogensinde citerer Brandes' mindeværdige ord fra hans bog om Shakespeare:
"Ganske som på Perikles tid enhver dannet græker kunne lave en sådan nogenlunde skulptur, således kunne på Queen Elizabeths tid enhver dannet englænder flikke et sådan nogenlunde klassisk drama sammen.
I vore dage derimod kan på samme vis enhver dannet borger strikke en sådan nogenlunde avisartikel sammen. Oh Herre Jemini - vi nutidens arme stakler er alle journalister...."
"Det værste ved Poltiken" (dagens kosteligt opfindsomme stunt der skal bevise anti-royalisternes kongelige format) er det samme som det værste hos så mange andre af vor tids borgerlige instanser:

Klassens drenge og piger synes på tværs af alskens moderat etnicitet at tro, at "selvironi" er er et kvikt fix og en bekvem lynafleder, hvorunder man kan bestikke og afvæbne en række lige så bekvemt placerede borgere i andre lejre ved en form for repressiv tolerance:
Omtrent som ved Middelalderens karnevalsoptog, hvor særligt inviterede fik lov til at lave komplet forudsigeligt grin med både pave og kejser - der herunder begge morede sig kongeligt og efterfølgende sagkyndigt anmeldte de optrædendes kunstneriske præstationer. Og den anmeldelse kunne de siden pavestolte lægge i deres dumme og kreative CV.

Imidlertid kunne man godt spørge, hvorfor Brandes beklagede modernitetens meningssyge som værende et tilbageskridt i forhold til elizebethanernes dramatiker-syge og grækernes (påståede) skulptur-dille.
Beklagelsen går vel i alle tre tilfælde på amatøristisk insisteren på ligeværd - ja, for selve det at forsøge sig udi en sportsgren er jo ingen synd. 
Det mest nærliggende svar må være, at Brandes nu engang ikke var samtidig med de to andre kategorier og derfor ikke behøvede at ærgre sig over dem. Med Storm P. ord så var samtidens journalistiske syge ham derimod en flue i øjet - og det overdøver nu engang altid verdenssituationen.
Siden Brandes' dage er det kun blevet værre - på omtrent alle felter. De halvgode tror straks de ser det gode, at så kan de vel også blive stjerner. Det kan de da også - og de gør det på stribe. Men så er det heller ikke længere det samme...
Men når Brandes selv "måtte" (for han holdt sig sandelig ikke tilbage), hvor for burde andre så afstå? Fordi der er noget der hedder selvkritik, men den er nu engang bedst udviklede hos de bedste - og det er velsagtens en af grundene til at de bliver bedst. Til et givet fagligt talent hører jo selve evnen til at se forskel på det ringere og det bedre.
En anden ting er at selv en Brandes vel af og til har fremturet lidt for sikkert. Kritikeren Harald Nielsen kaldte ham ligefrem "usurpatoren", hvilket nu nok var at gå for vidt. Men de meningsberettigede har altid knurret lidt ad hinanden