THE HUMAN CONDITIONS...

En betydeligt ældre bekendt lå tre dage alene med en blodprop - hvilket må være et kedsommeligt selskab. Så grundet et lamt ben (der nemlig kun akademisk set er bedre end to lamme ben) måtte han sælge sit hus og flytte til De Gamles By.

Men altid et godt tegn når mennesker kan more sig på omgivelsernes bekostning: For det forbliver dog en af menneskelivets største og ærligste glæder, som jeg derfor altid fordomsfrit tilskynder. De gode er desuden erfaringsmæssigt altid langt de farligste og mest uforsonlige.

Over for en anden indsat påtaler min gamle ven således med militaristisk brøsighed hendes slæbende fodtrin: "Løft fødderne!" Hvorefter den tøffende dame som regel til vor fælles stiltiende moro og tilfredshed vitterlig gør et noget afmægtigt forsøg - men som ved al god opførsel kortvarigt og kun for et syns skyld...

En stedlig ældgammel oberst er derimod glimrende til bens, men savner humor - hvortil kommer, at han fornærmedes over at jeg sad med ryggen til ham, og derfor gik i protest: thi det kunne han. Jeg undskyldte meget min uopmærksomhed, men fik straks af en åndsfrisk dame i kørestol besked på, at jeg aldeles ikke skulle undskylde den vrisne standsperson.

I øvrigt slår det mig at mirakuløs helbredelse af kronisk gangbesvær ved hjælp af provokationer så ubærlige, at de formår at genoplive en Lazarus, er en hidtil uprøvet helbredelsesmetode - om end patentet nok som sædvanlig bare ville blive kapret af de sædvanlige sakrosankte og kedsommelige standspersoner.

Damen i kørestol var gift med en jurist, men blev ligefuldt tærsket synder og sammen. Siden manden nu var jurist, må det åbenbart have været fuldt berettiget og velovervejet? Ak nej: For det var slet ikke manden, men derimod elskeren der tærskede hende: manden gad nemlig ikke og havde nok i sit TV. Javel - men det var vel så i grunden bare den forkerte der eksekverede de velfortjente tærsk?

Hur som helst skyldes damens tilstand nu slet ikke tærsk, som ingen jo hidtil har taget mindste skade af, men derimod uoprettelig lægesjusk under en rygmarvsoperation på Frederiksberg Hospital - som hermed varmt anbefales helt uden konsulent-beregning.

Dette uheld tager hun til gengæld med stoisk storsind over for al menneskelige fejlbarlighed - men har jo så heller ikke som den gamle oberst nogen mulighed for at gå i protest. Og derfor er det velsagtens at hun finder hans let fornærmede værdighed så aldeles uberettiget...

PROFESSOR STJERNFELT OG DANSK FJERNVARME-EKSPORT

I privat regi at videre-kolportere, hvad - med al selvrespekt - de officielle medier dog endnu formår at udbrede til en langt større kreds, byder både min komiske sans og min resterende intelligens lodret imod. Om sidstnævnte fossile gode betroede en skizofren bekendt mig i øvrigt i sin tid, at han så vidt muligt undgik at tænke for ikke at opbruge al sin intelligens på engang: en dag kunne han jo stå og behøve den...
-------------------
Den omvendte rækkefølge og trafik af vejen fra det offentlige til det halv-private rum er derimod rationelt set uklanderlig: Som når professor Frederik Stjernfelt i sit seneste arbejde i ytringsfrihedens navn mangfoldiggør tankestof desangående, som han ellers dygtigt fortiede omkring mit delvis af samme grund ret ukendte opus magnum "Filosofiens Univers": som den professorable yngling nemlig for hele 24 år siden "anmeldte" sammen med børnebogen "Sofies Verden" som bud på filosofiens første to-tre trin...
------------------
Nå, men i dag vil vi imidlertid gøre en undtagelse fra vort indledningsvise forbehold og videre-kolportere en helt overraskende klima-oplysning.

Dagbladet Politiken viderebringer nemlig i dag en rapport, der fortæller: At det klimapoltiske potentiale i globalt at udbrede Danmarks gennemprøvede og højt udviklede fjernvarme-system langt overstiger både vindkraften og andre kendte tiltag på den klima-politiske palet. På andenpladsen kommer andre smarte energisystemer der på samme vis ikke handler om selve energi-produktionen, men derimod om den mest effektive husholdning med den producerede energi: herunder varmepumper, jordvarme osv. Men de mange forskellige bud kompletterer oftest hinanden og skal derfor ikke primært ses som rivaler.

Det geniale ved fjernvarmen er, at overskudsvarmen ved fossil el-produktion udnyttes i stedet for som mit eget magnum opus at ende som varm luft for spurvene: samt god vind til Vestas og professor Stjernfelt - af hvilke to "gode selskaber" man da i det mindste rettidigt har sikret sig folkelige B-aktier i førstnævnte...

For sidstnævnte gode selskabs vedkommende ville jeg derimod efterhånden i påkommende tilfælde foretrække mere ufolkelige A-aktier...

P.S. For mere konkret belæg henvises til vort foregående indlæg.

YTRINGSFRIHED - MEN NÆPPE OM PLAGIAT...

I gårdagens resumé af eget værk opregner professor Frederik Stjernfelt sammen med sin juridisk kyndige yngre arbejdsfælle Jacob Mchangama en række argumenter for og mod ytringsfrihed.

De finder herunder bl.a. frem til, at ytringsfriheden er en betingelse for retvisende information og dermed for en reel valgfrihed: I den forstand altså en primær rettighed, uden hvilken de fleste andre rettigheder mister deres mening.

Indiskubelt sandt: For når vi diskuterer at indføre eller indskrænke andre rettigheder, så giver dette jo kun mening, såfremt diskussionen foregår på et informeret grundlag med åbenhed for korrektioner af selve dette grundlag.

Tillad mig dernæst at fortælle, at ovenstående overvejelser helt eksplicit indgik i et kapitel om grunde til demokrati samt sådanne logiske minimums-rettigheder i min bog "Filosofiens Univers" (C.A.Reitzelz forlag): En filosofisk grundbog og reelt et "livsværk" med rødder fra den aller pureste ungdom - og som just Frederik Stjernfelt anmeldte i Information 1992.

Det pikante er nu, at Frederik Stjernfelt kom let om det ved i samme korte åndedrag at anmelde både ungdomsbogen "Sofies verden" og en tredje bog, hvorfor der blev tale om en diplomatisk "ikke-anmeldelse".

Denne endte dog med de forjættende ord, at for den som ville længere end filosofiens to-tre første skridt, måtte han atter anbefale Prof. Friis Johansens bog om oldtidens filosofi - som Stjernfelt nu allerede kort tid før havde viet en hel side i samme avis. En henvisning der desuden ikke gav nogen mening i forhold til et originalt filosofisk arbejde, der jo skal måles med en anden alen end et solidt historisk værk.

Dertil var beskrivelsen "filosofiens to-tre første skridt" notorisk forkert, eftersom bogen indeholder stribevis af originale forsøg (tossede eller ej): såsom f.eks. et princip-bevis mod Marx' lov om den faldende profitrate, samt en diskussion af en overset "metafysisk" mystik i Marx' gamle begreber om "arbejdskraftens værdi respektive merværdi.

Men herudover bidrag omkring en række af de klassiske filosofiske problemer foruden klargørende overvejelser om det tegnbegreb som Stjernfelt jo ligeledes siden har slået sig op på - bl.a. med en hidtil uset tese om, at alle sproglige ytringer må ses som faktuelle tilkendegivelser - herunder dem som kaldes performativer. Men også overvejelser omkring hvordan det første tegnsprog mon kunne se ud, når to kloge aber uden sprog på en øde ø første gang møder hinanden. Med mere.

Men vi behøver slet ikke langsommeligt at dokumentere, at Stjernfelts varme anbefaling af ikke at slå sig til tåls med filosofiens to-tre første trin i kravlegården må være foretaget mod bedre vidende. Nej: For når den selv samme Stjernfelt nu hele 24 år senere kan finde de selv samme overvejelser om ytringsfrihedens logiske primat værd at belære hele vor dannede offentlighed om: - da beviser dette at den unge anmelder af samme navn for 24 år siden umuligt kan have opfattet den samme tankegang som en ren bagatel.

Den omvendte rækkefølge forekommer derimod ofte, idet ørneunger, når de omsider har lettet fra reden, med foragt undgår siden at vedkende sig den efterhånden også noget svinske kravlegård, som nogle af os andre desværre grundet vore medfødte mangler nu engang er henvist til aldrig at forlade.

Krumtappen i vor bevisførelse er imidlertid, at det her netop er den modne Stjernfelt, som nu efter 24 lysår skimter glimtet fra kravlegården.

Nu kan det sagtens tænkes at Stjernfelt forlængst har glemt alt om den kravlegård, hvis to-tre første skridt åbenbart må have været syvmile-skridt. Men derimod er det uomtvisteligt, at hans ikke-anmeldelse i sin tid vitterlig var ikke alene sagligt ukorrekt, men også lodret uhæderlig og mod bedre vidende.

Nu forældes så gamle overtrædelser ganske vist strafferetligt: javel, men den pengemand der har misbrugt investorers betroede midler, må dog stadig stå til regnskab økonomisk, når forholdet kommer for en dag, idet nutiden jo ellers får lov at forlænge og fornye den gamle uret.

Den garvede kriminolog vil dog ikke standse her, men vil gå videre og slutte: At den som allerede har vist sig kapabel til én uhæderlighed i ærens fagre navn, dermed også kunne mistænkes for anden uhæderlighed i samme høje regi: Ikke mindst ihukommende at usandhed sjældent er et mål i sig selv, men i reglen et middel til at opnå fordele, som sandhedens lys desværre ville have blokeret.

Kort sagt har vi derfor ingen grund til at gøre den generøse antagelse, at såfremt Stjernfelt nu blot havde erindret støvet gammel arv og gæld, så ville han som den fortabte søn omsider have vedkendt sig kravlegårdens pædagogiske fortrin.

Men hvad mere er, så har vi grund til at tro, at den gamle usandfærdighed hos en ellers notorisk begavet og sandhedskærlig mand netop tjente til at lette den kærkomne overdragelse som bærer frugt selv så længe efter.

Retsvæsenet tager i de fleste lande viseligt højde for, at løgn ikke ligesom ytringsfriheden er en logisk primær forbrydelse, men tværtimod blot en logisk følge af den forbrydelse som nu engang fordrer mørke og dølgsmål. Og derfor dømmes en forbryder rettelig ikke hårdere, selv om han længst muligt har søgt at vildlede efterforskningen og omgå sandheden.

Vi vil derfor heller ikke dømme hårdere i vor sag, men nøjes med at påtale at her er vitterlig er foregået en ekspropriation, som åbenbart stadig står ved magt. Jeg har tidligere udtrykt en vis grund til at mistænke noget lignende i forbindelse med Søren Ulrich Thomsens og Frederik Stjernfelts bog om "Den negative opbyggelighed". Men dette skal nu være glemt - selv om det vel ikke ligefrem letter forsvaret for Djævlens advokat: såfremt nu ellers denne dygtige mand med sit hang til at tage sig endnu bedre betalt end sin travle kollega Kammeradvokaten, skulle kunne afse tid til at befatte sig med denne Dante'ske bagatel.

Åh ja: For vi på bunden anstændige mennesker er skam selv de første til at skamme os over den selvoptagethed som det fordrer at opholde offentligheden med at bevise en uret som slet ingen andre i denne verden har ondt over. Men kunne ikke også en pågreben indbrudstyv i økonomisk nød klandre den selvretfærdige villa-ejer for hans egoisme og forkælelse i denne globale jammerdal?

Jo - ideelt set. Og derfor lader mangen villaejer da også tyven slippe med skrækken og stikker ham måske endda undseligt en hund til at klæde sig lidt bedre på før hans kommende omskoling til hæderlig borger - hvilket sidste jo som rigeligt fremgået kræver sin mand..

Men i de tilfælde hvor synderen omvendt er økonomisk gunstigere stillet end offeret, forekommer en sådan human teodicé komplet håbløs, endog for for Gud selv. Ja, med mindre da tyven ligesom Blekinge-banden overdrager de konfiskerede værdier til uselviske formål. Men noget sådant har vi nu ikke hørt om i forbindelse med vor egen banale sag - som vi derfor endnu engang undskylder så uskønt selvhævdende at have bragt på bane.

Vort uselviske alibi for sådan selvretfærdig formastelse er da også hermed langt om længe at kunne indfri Frederik Stjernfelts forjættende efterlysning i sin tid af et udvidet filosofisk kursus. Jo sandelig: Den som søger, skal finde - og hvem ved: Måske om små 24 år.....

NB. Professor Jacob Mcangama er utvivlsomt helt uden indsyn i de her beskrevne forhold.

FRA OTHELLO TIL STEIN BAGGER og MADS HOLGER

"UBEGRUNDET SELVTILLID": ETUDE NR. 118

De medie-darlings med en badebolds misundelsesværdige opdrift, der som Henrik Dahl mest frejdigt og med mest applaus p.t. snakker om vor tids udbredte "ubegrundede selvtilid" - har nu til orientering også selv gennem årene doneret nogen inspiration til denne gamle opdagelse i mindst 117 Goldberg'ske variationer: men tydeligvis uden selv at have nogen anelse derom.

Men vi vil skam da ikke småligt forholde dem deres rimelige andel og royalties helt på linie med, hvad vi tilstår andre "indigineous peoples" som afgift for vor rovdrift på de råstoffer, som de hale-negre jo alligevel ikke selv forstår at kapitalisere.

Men vor storsindede sammenligning halter dog: For det holder sig nemlig her akkurat som med den begavede overklasse-bums hos Philip Roth, hvorom det fortælles at han begyndte at spille Mozart i samme alder som Mozart selv begyndte at spille Mozart.

Ja, for det bliver dog aldrig det samme, trods ubegrænset sponsorering med både Saxo-kugler og diabetiske snarere end diabolske Mozart-kugler. Og just derfor elsker både folket og disses redacteurs dem: grundet denne "provokerende" og berettiget selvfede "stilistiske elegance", som enhver overbetalt playboy med typografisk anderumpe herefter kan kopiere næsten lige så godt og derfor finder helt "ubetalelig".

Nej: Elitens populære korsfarere forbliver derimod ubetalelige af helt andre grunde: Narcissister bør vi derimod slet ikke kalde dem: For viser man dem nemlig et vellignende portræt af dem selv, så lovpriser de det straks for dets slående gengivelse af alle mulige andre af samme kategori. Hvorved de netop illustrerer det beskrevne syndrom langt mere genialt end vi selv formåede.

Men heureka: Der gælder naturligvis om selvtillid som om tro på den elskedes troskab samt anden religiøs tro, at hvis troen behøver fornufts-grunde, så bliver det ganske ligesom hos Shakespeare's Othello snart skruen uden ende - men til gengæld enden på tilliden. 

STEIN BAGGER fortæller eftertænksomt fra sin munkecelle, at han altid har haft masser af (ubegrundet) "selvtillid", men derimod kun meget lidt "selvværd": Kort sagt må manden have indset at selvtilliden var grundløs. Og dette lllustrerer at der aldrig kommer noget godt ud af at tænke over sin selvtillid, for da går et snart som det gik for klaver-virtuosen Horowits, dengang han begyndte at spekulere sig over hvordan hans rablende gulerødder dog kunne følge med på toppen af Rakhmaninov's vildeste kaskader - hvilket nemlig førte til mange års katatonisk stilstand, som velsagtens blev anledning til endnu mere undren. 

Skudt fra hoften ville jeg gætte, at afdøde Mads Holger nok havde det på samme vis som Stein Bagger og old "Horrorwitz". Jeg kender i øvrigt også et patologisk eksempel på det samme: en ambitiøs yngre klassisk musiker, der trods et kønt ansigt som altid har nydt kvinders bevågenhed og omsorg, aldrig har kunnet udstå synet af sig selv i spejlet.

Syndromet har skam et medicinsk navn, om end ingen god forklaring og heller ingen egentlig behandling - og det er notorisk forbundet med en høj selvmords-risiko.
Den yngre mand af mit bekendtskab (jeg omgås nemlig nu om dage kun mine klienter, for de har da i det mindste sygdomserkendelse) fortalte mig, at dengang han omsider kastede håndklædet i ringen og søgte førtidspension, gik det først trægt - lige indtil hans diagnose kom på bordet: Så fik han den førtidspension smidt i hovedet og blev bedt om at skrubbe af og ikke spilde mere af systemets kostbare tid.

Den diametralt modsatte kombination med højt selvværd og ringe selvtillid kan derimod være højst sejlivet, fordi de folk omvendt i den grad lige som visse nøjsomme alger lærer at leve på en sten og til sidst ikke stoler på noget som helst andet i verden end sten, der nemlig er bundhæderlige og derfor slet intet lover - ja, undtagen hvis de ligefrem hedder Stein...

Javel, men mennesker bør nu engang ikke hedde noget som de bare er - den slags er vulgært og minder alt for meget om overflødige medaljer: eller om al den "almendannelse" som kun de som enten savner den eller har fået den moset og proppet i den gale hals, ævler utrætteligt om mod betaling. For desværre har slet ingen nemlig fået den geniale ide at betale dem for at lade være...
------------------
For fuldstændighedens skyld skylder vi sluttelig at nævne et helt tredje syndrom, der består i manglende evne til at genkende ansigter - og derfor forhåbentlig også ens eget hæslige fjæs. Hvilket sidste som fremgået undertiden er en stor nåde...

HALLØJ I KLAREBODERNE - MINIMAL-KUNST OM MIMIKRY...

Silkehalen har en rød plet på vingespejlet: Velsagtens for at spurvehøgen skal tro den er et surt rønnebær - og for at de andre silkehaler skal tro, at alle de lækre rønnebær bare er en bunke lige så sultne silkehaler, der desværre denne gang er kommet den i forkøbet. Åh ja, for frænde er frænde værst: Ja endda i en sådan grad, at mange i sidste ende foretrækker at blive heroisk dræbt af fjenden frem for forsmædeligt at blive snydt og stillet i skyggen af deres frænde.

Silkehalerne ligner med deres fjertop grangiveligt indianere og kulturfolk - lige bortset fra at de ikke pynter sig med lånte fjer. Men silkehaler er stik modsat den første kategori grundet denne notoriske forkærlighed for gærede bær udstyret med en særdeles veldimensioneret lever. Den store lever er nemlig et ufravigeligt adgangskrav på Bobi Bar - der nu om stunder bevogtes af den samme ubestikkelige grænsekontrol som Gyldendal lige overfor.

Ikke desto mindre er det nu vidnefast, at mange silkehaler ved Gyldendals årlige tam-tam bliver så hønefulde, at de efterfølgende lader sig opsamle af konkurrerende forlag og medier på linje med så megen anden nedfalden frugt...