OMSKÆRINGS KOMIK: ETNISK RELATIVITETSTEORI FOR BEGYNDERE

Jødernes mytologiske fællesskab omkring initiations-riter i lovlig ung alder til selv at fatte galoppen andet end baglæns - er rimeligvis noget som man ikke sådan kan ”forstå”, endsige troværdigt vælge at tilslutte sig rationelt.
Men hvis blot det omgærdes af en ritualiseret familie- og stammetryghed, tager nok kun de aller færreste børn spor skade af det.

Selv udviklede jeg som barn et slidstærkt kastrations-kompleks, efter at et meget korpulent kvindeligt Jehovas Vidne – og tillige ejendommens selvbestaltede conscierge - havde truet med at afskære mit dengang åbenbart en smule ekshibitionistiske lem. Men jeg tror nu stadig, at der gives langt værre onder i verden at bekæmpe end netop omskæring.

Det kan være svært at mobilisere den helt store medfølelse med denne verdens mange omskårne: For dels må vor i forvejen beskedne kvote af medfølelse rationeres; og dels er omskæring åbenbart næppe så slemt igen, siden de fleste af behandlingens ofre anbefaler det så varmt – og det endda med de knibsk eksklusive etniske forbehold som vi mennesker kun har, når der er tale om goder og særrettigheder.
Dette med kønsdelene er desuden allerede i forvejen forbundet med ungdommelig smerte, som langt fra altid rimer særlig harmonisk på "hjerte". En sjat kortvarig smerte oven i hatten gør derfor næppe den store forskel.

Som barn fik jeg endnu et chok ved at se en lyserød lille gris blive kastreret uden bedøvelse med et raskt førergreb over en nypudset og funklende metalskål af passende størrelse. Genitaliernes metalliske svanesang i deres frie fald mod blikskålen glemmer jeg aldrig: kammertonen, I presume...
Men grisen led modsat jeg selv ikke varig overlast af operationen - også selv om den i overensstemmelse med drejebogen skreg som en stukken gris og dermed brød metal-skålens kammertone på en måde, der må have gjort både Stravinskij og Schönberg grønne af misundelse.

Nej, for i henseende til varighed kunne grisens smerte nemlig ikke måle sig med min medlidenheds og min rædsels raffinerede smerte. Medfølelsens smerte slukkes nemlig aldrig, men genfødes - ligesom Tuborg i følge Storm P.- hver gang lige frisk i erindringen. For dette at det skrækkelige overhovedet skete, er gruens genstand, helt uanset det historiske tidspunkt.. Hvorimod rent fysiske smerter ganske ligesom valgkampagner slutter og glemmes, så snart de er forbi.

Grisen selv lever skam i bedste velgående og har angiveligt Donald Trump som sit erklærede forbillede. Den nyder imidlertid ligesom fordums eunukker den særlige fordel, at intet hunkønsvæsen siden den dag har kunnet bringe den fra snøvsen og forstyrre dens karriere.

Grisen beder mig derfor fortælle, at den undrer sig gevaldigt over den højrøstede deltagelse omkring denne længst glemte episode. En medfølelse som den nemlig ikke just oplever ret meget af i alskens andre sammenhænge, der ikke på samme viser tilbyder folk mulighed for helt gratis at udstille deres moralske fortrin. Grisen nærer ganske vist ej heller selv særligt rørstrømske tilbøjeligheder: Men den foregiver det så heller ikke – og er heri næsten lige så stor en hædersmand som dens idol Donald Trump.

Nej, der ligger således nok andre dagsordner bag al denne humane bekymring for de omskårne – selv om det forhåbentlig ikke altid behøver at være lige akkurat anti-semitisme, der driver dette specielle hjørne af godheds-industrien?

Men en tilsvarende skepsis har jeg nu ikke desto mindre også over for mange omskærings-tilhængeres indædte forsvar for den mytiske ortodoksi.
For man kan af den hede debat undertiden få det indtryk, at omskæringens betydning for jødisk identitet langt overgås af betydningen af at forsvare omskæringen offentligt som en slags musketer-ed. Ja, for mens det trods alt er de færreste forundt sådan at kunne inspicere og certificere andres kønsorganer, så er offentlig "debat" derimod en anderledes effektiv og vidtrækkende arena for markering af såvel indbildte som reelle identiteter og tilhørsforhold.

For kvinders vedkommende er denne måde at markere deres jødisk-hed jo desuden langt mere troværdig, al den stund kvinder i følge sagens natur er udelukkede fra deltagelse i selve omskæringens gymnastiske disciplin: dog rimeligvis med undtagelse for transvestitter, som jo ellers ville forekomme endnu mere anstødelige for enhver ortodoksi, end de er i forvejen. (Kvindelig "omskæring" er jo ret beset noget helt andet og derfor "a misnomer".)

En helt anden side af sagen er imidlertid, at etniske identitets-markører akkurat ligesom individuelle identitets-præg a la geni ofte mest eksisterer i indbildningen. Både svenskere og dansker praler således af misundelsen som deres erklærede national-last: Omtrent på amme måde som alle svenske tror at ”Olsen-Banden” er kalkeret over deres egen ”Jönsson-Ligan” - mens vi i Danmark lider af det stik modsatte optiske bedrag.
Ja, og ganske ligesom jødedommen rettelig kan være stolte af Groucho Marx, Woody Allan, Viktor Borge og mange andre med rødder langt tilbage i talmudisk tradition – således bryster også vi danske os af vor anarkistisk befriende humor.

Javel, men i omskærings-debatten synes begge parter sjovt nok aldeles at have glemt humoren af lutter skolastisk iver.

Apropos ungdommelig debat-iver derfor: På gammeldags beværtninger afvæbnedes jeg mere end ën gang i min ungdom med følgende sokratiske spørgsmål fra garvede og flegmatiske stamkunder af den stoiske skole og uden hang til idealistiske markeringer: ”Betyder den sag meget for dig personligt?”
Jeg følte mig hver gang forsmædeligt afklædt ethvert anstændighedens figenblad: For nogle af fordums danske øl-typer var overraskende klart skuende og skulle trods deres flade næser og tomme-tykke pandebrask ikke undervurderes – men bør tværtimod erindres med en palæontologisk agtelse i stil med den som vi nu om stunder nærer for neandertalerne.
Lad os derfor slutte af med i al national fairness at give ordet til en original og fandenivoldsk svensk humorist. En længst hedengangen svensk bajads af kirkelig herkomst fra Selma Lagerlöf's eget ”Ak Värmland du sköna” - og med det standsmæssigt latiniserede slægtsnavn ”Nileus” - fortalte mig nemlig i sin tid følgende om en gamling, som han havde haft lejlighed til at beskue i landsbyens sauna:
"Gubben hade min själ så mycket skinn på kuken, att det räckte til minst tjugo kukar!".

Genialitetens umiskendelige - og derfor lidet pressegnede - feltkendetegn var her, at den banale og forudsigelige sex-vinkel på forhudens uundværlighed blev surrealistisk forbigået til fordel for en ikke engang anatomisk, men nøgternt skrædder-mæssig økonomi-betragtning: helt i stil med spørgsmålet, hvor mange pudetræk, der mon ved snild beskæring kan blive ud af to kvadratmeter kostbar kinesisk silke...

P.S. Verdenspressen har for god ordens skyld fået tilbuddet: For en konspirationsteori der ikke tør prøve kræfter med verden, er nu engang empirisk set ikke meget bevendt. Naturligvis kunne jeg sagtens uddrage de saglige psykologiske pointer til en gængs "debat-artikel": I ved: den slags som alle indvandrere tvangsndlægges til at lære på kurser, så vi alle kan kalde os forfattere.
 Ja - men som fremgået fandt jeg ikke emnet morsomt nok i sig selv til at fremtvinge den slags demokratisk kedsommelige skriveøvelser.

Forresten mener jeg at huske, at ej heller Thomas Mann forsagede humoren i sin voluminøse roman om Abrahams slægt og dens anatomisk skinsyge troskabspagt med Jahve.

Men også den fjerde statsmagt forlanger skinsygt monomant troskab - og tilbyder endda faderligt resocialiserende kurser i at rette ind, Javel - men med det så velkendte overskud af kosteligt redaktionelt vid må vort svar hertil dog lyde: "Tak - men nej tak!" Eller med et litterært citat: "Imidlertid ville jeg foretrække at lade være..."

MAUGHAM OM ÆGTE GODHED; "THE NARROW CORNER" (1932)

Marcus Aurelius: "Short is man's life, and narrow is the corner of the earth wherein he dwells."

----------------------------------------

En ældre britisk læge har gennem sit mangeårige virke i Kina og Britisk Malaya erhvervet såvel et næsten overmenneskeligt professionelt ry og en betragtelig portion menneskekundskab. Den efterhånden velstående mand opsøges i Kina på vegne af en stenrig handelsmand bosat på en af de Hollands-Ostindiske krydderi-øer i akut behov for en dengang risikabel stæroperation. Lægen afslår og henviser til en højt kvalificeret kollega i Malaysia, med mindre Muhammed da er villig til at komme til bjerget. Dette er som bekendt under en Muhammeds værdighed, hvorfor hans udsendte sønner lægger efterhånden så mange tusinddollar-sedler på bordet, at bjerget til sidst må kapitulere og pakke sin rejsekuffert.

Efter vellykket operation og et efterfølgende ferie-ophold under storkøbmandens jurisdiktion venter vor doktor på den næste postdamper hjemad, men tilbydes uventet at blive midlertidig medpassager hos en skurkagtig, men charmerede britisk kaptajn i en nok knap så selvvalgt udlændighed - samt en noget hemmelighedsfuld mission og kun én anden passager udover det minimale indfødte mandskab.

Medpassageren er en påfaldende flot ung australier med både dannelse og manerer, men også med en utilsløret modstand mod kaptajnens enevældige tilbud til lægen. Den lyssky unge mand må dog bøje sig for kaptajnen, der nemlig håber at den ypperlige læge er manden som kan kurere hans kronisk tilbagevendende fordøjelsesbesvær ("dyspepsia").

Under den tidsubestemte rejse lægger den bramfri kaptajn ikke skjul på, at australieren måske har god grund til sin selskabelige vagtsomhed: For kaptajnen er blevet højt betalt af en tydeligvis velbeslået australsk borger med politiske kontakter for at tage den unge mand som passager et årstid af ikke nærmere angivne grunde. Den unge mand selv angiver dog helbredsgrunde, som dog åbenlyst modsiges af hans glimrende fysiske habitus. Kaptajnen gætter sig derfor til en forbrydelse så stor, at selv højtstående og velhavende protektorer ikke formår at skærme ham mod lovens lange arm på anden vis end ved midlertidig emigration under en ny identitet.

Den stenrige gamle kinesiske købmand har åbenbart dårlige professionelle erfaringer med den tydeligvis vidtløftige kaptajn og fraråder derfor lægen at tage imod tilbud fra ”a velly bad man”. Men den fyndige og tolerante læge svarer fonetisk indforstået: ”You are not a velly good man yourself, Kim Ching!”. Hvilket handelsmanden kinesisk smilende og helt uden modsigelse noterer som en anerkendelse.

Ej heller kaptajnen lægger skjul på, at han til enhver tid kan forventes at sætte en stor gevinst over både lov og moral, og på at han anser et skurkagtigt ry for et langt bedre og mere overbevisende skudsmål end dumhed og inkompetence. Og dr. Saunders morer sig over, at kaptajnen, der gerne praler af sine snedige meritter, helt uden behov for undskyldende omstændigheder,  ikke fatter det mysterium at folk som han snød så vandet drev, kan bære nag over hvad ethvert fornuftigt menneske dog ville have gjort i hans sted. På den anden side bebrejder han dem med samme storsind heller ikke deres irrationelle nag...

Og selv om den unge australier, der efterhånden overvinder sin frygt, fortæller dr. Saunders om sin afsky mod kaptajnen, så bliver han under en orkan uforbeholdent imponeret over hans nautiske mesterskab, hans udholdenhed, humør og mod – stik mod den almindelig moralske lærdom, at skurkes begrædelige væsen bedst afslører sig i modgang.

Lægen smiler ad den unge mands famlende forsøg på at ræsonnere fornuftigt omkring menneskets sammensatte natur. Men med samme ret morer dr. Saunders sig over kaptajnens stadige udfrittende hentydninger til, at den så fremragende læge må have gjort sig umulig i sit hjemland, siden også han åbenbart foretrækker et virke inkognito i den uciviliserede del af verden. I den forbindelse noterer han tillige privat, at kriminel opfindsomhed så ofte synes at være én ret sløj geschæft i længden, siden en så dygtig kaptajn efter årtiers virke dog ikke har drevet det videre end til ejerskabet af en noget noget luvslidt skude.

Undervejs overnatter de på en øde ø, hvor en australsk kaptajn viser sig ligeledes at have lagt til med en døende japansk perlefisker. Men da den afdøde skal kastes overbord som en hund, insisterer vor britiske skurkagtige kaptajn med oprigtig indignation på at improvisere nødtørftigt, men dog nogenlunde hjemmevant i rollen som vikarierende skibspræst under værdige former ved at give japaneren den ceremonielle ”send off” som dog er ethvert menneskes ubestridelige ret uanset både levned, race og hudfarve: For dette er nu engang sand kristendoms kerne, forkynder vor forunderlige kaptajn autoritativt. Kaptajnens ukomplicerede kristentro og hans britiske lighedstanke er tydeligvis slet ingen skinhellig fårekåbe, hvilket undrer den unge australier såre – men derimod ikke menneskekenderen dr. Saunders.


Men den gamle læge har allerede for længst fattet nogen sympati for kaptajnen, idet den alvidende fortæller nemlig kan supplere med, at doktor Saunders var både selvtilstrækkelig og fordomsfri - og derfor lige så utilbøjelig til partiskhed og moralsk fordømmelse som han var nysgerrig i sit private studium af menneske-naturen for den rene fornøjelses skyld og helt uden akademiske bagtanker. På samme vis hedder det at han kun læste bøger for fornøjelses og nysgerrighedens skyld, men aldrig ”to improve his mind”. Og skønt han var elskværdig både af professionel rutine og instinkt og ikke brød sig om at slå fluer ihjel, hvis mindre kunne gøre det, så var hans umiddelbart vindende væsen dog aldeles ”disinterested” og aldrig udtryk for nogen dybere personlig interesse eller deltagelse endsige hengivenhed.

Doktor Saunders er lige så røget som som den forgæves udfrittende kaptajn er speget, og han pacificerer ham drilsk med den besked, at en læges professionelle gerning bedst understøttes, hvis hans fortid henstår mystisk i det uvisse – men at selv den bedste læge omvendt slet intet kan udrette såfremt patienten ikke har fuld tillid til ham...

Kaptajnens modsætningsfylde bliver ikke mindre slående, da han indvier lægen i sin egen teori om at hans plagsomme dyspepsi dybest nok beror på hans lige så uoprettelige ægteskab med en stolt dame af nobel byrd, som det er den handlekraftige mand aldeles umuligt at sætte sig op imod endsige flygte fra – hvilket sidste den vidt berejste mand nemlig adskillige gange har forsøgt gennem årene.

Hver gang står hustruen lige pludselig foran ham på en fjern kyst med en clairvoyant selvfølgelighed som en hjemvendt brevdue ved sit dueslag og beklager som det første straks mandens uplejede skæg og hans atrofierede bordskik i mangel på moderligt opsyn – helt uden at finde anledning til hverken spørgsmål omkring mandens flugt eller forklaring på sin egen uventede adkomst som ferie-eventyrets bratte afslutning.

Dette højst barokke og lystspil-agtigt karikerede motiv figurer tillige i mindst to forskellige af Maugham's ofte ret autentiske noveller. Vi har derfor grund til at tro, at han vitterlig engang af en søens mand er blevet betroet en sådan lige så uforglemmelig som utrolig historie, der har inspireret og forpligtet til kreativ genbrug.

En ekstra komisk krølle på dette (hartad episk emanciperede) surrealistiske side-motiv får vi, da lægen og kaptajnen under rejsen kommer over en avis, som den unge mand dog med synlig nervøsitet som den første har gennemlæst – og dér falder over en kort notits om en australsk dame der har hængt sig efter at have blevet frifundet for sigtelse om mord på sin ægtefælle grundet mangel på beviser. For hertil udbryder kaptajnen med en Strindbergsk selvbestaltet videnskabelig autoritet, at en ondsindet hustru aldrig ville lade en mand slippe så billigt som ved at dræbe ham, og at de få undtagelser fra denne regel altid beror på fejlberegning og hændeligt uheld.

Næste stop under denne pikareske odysse bliver Molukkerne, hvor portuguserne i deres storhedstid havde monopol på de eftertragtede muskatnødder, indtil hollænderne overtog øerne. Her falder de i snak med en sprogligt behjælpelig og romantisk eventyrlysten dansker udsendt af et hjemligt handelsselskab – en lidt klodset, men bomstærk mand med et ligefremt og vindende væsen, En ung mand af borgerlig og kultiveret familie, og som udover den lokale historie om fordums forfaldne pragt gerne foredrager lange passager af Shakespeare med drenget begejstring, men aldeles blottet for trang til at imponere.

Han vinder hurtigt den lidt yngre australiers fascinerede, men også undrende hengivenhed, hvorunder hans vagtsomhed ganske glemmes. Det morer dr. Saunders med en sjælden snert af sentimentalitet at kunne iagttage den ak så kortvarige ungdoms entusiastisk pludrende frejdighed og kejtede forsøg på i fællesskab at formulere en første livsvisdom.
Den såre jordbundne australier finder samtidig danskerens romantiske besættelse af en meget uforpligtede post med rigelig tid til fantasi og læsning en smule forrykt og noget uvirkelig – hvortil danskeren svarer ved at henvise til modpartens egen rejseberetning om nogle aldeles forjættende grønne øer under sejladsen, der havde vist sig at være et stinkende og utilgængeligt morads fyldt af kryb: For var ikke australierens drømmebillede af de grønne øer langt virkeligere og mere mindeværdigt end de skuffende fakta?

Danskeren lokker dem til at blive et par dage, hvorunder han foruden at vise den unge australier og lægen de falmede portugiske mindesmærker præsenterer dem for en excentrisk ligesindet ældre brite af betydelig lærdom samt boglige ambitioner, og som sammen med sin skønne datter og sin skurkagtige og diametralt modsatte svigerfar driver en muskatnød-plantage.
Danskeren fortæller dr. Saunders, at moderen var endnu skønnere og tillige både god og klog, men døde for kort tid siden. Samt at hun forinden bad danskeren – som hun behandlede og rådgav som en søn – om i tidens fylde at gifte sig med den smukke datter for alle umage parters skyld som den eneste løsning. Men datteren er stadig lovlig ung, og hendes far foretrækker desuden et mere solidt og løfterigt jordbundent parti end en sympatisk drømmer af hans egen slags.

Under denne eksklusive selskabelighed med ledsagelse af en grammofon betages den flotte unge australier og den unge pige af hinanden, uden at andre end vor kaptajn noterer det, idet han ikke kærer sig om det kulturelle og historiske stof. Dagen efter spørger danskeren på pensionatet til den unge australier, hvortil kaptajnen med et sikkert instinkt for ondsindet moro svarer, at hun nok lige nu hygger sig ganske gevaldigt på tomandshånd sammen med den flotte nye yngling.

Danskeren slår den usandsynlige tanke hen som en skændig spøg, men opsøger alligevel sent om aftenen pigens hjem og bliver dér vidne til at den unge mand i smug kravler ud af et vindue. Den bomstærke mand lægger i sin chok-tilstand kvælertag på ham, men slipper ham snart igen og går hjem. Den næste dag får de at vide at den brave dansker er fundet skudt i sit hjem – og den kyndige vagthavende giver straks med verdensmandens rutine diagnosen ”hjemve og desperat udlændighed – the usual story”.

Da den australske yngling af doktor Sanders får at vide hvad den afdøde betroede ham aftenen før, bliver han både bestyrtet og indigneret: For hvis han havde vidst, at de to var forlovede, ville han med afsky have afvist pigens tilnærmelser – som i tilbageblik forekommer ham så utilgivelige, at han under den i tropeklimaet hastige begravelse senere samme dag nægter at udveksle et eneste ord med hende.

I sin fortvivlelse betror australieren, der har mistet både en ny ven og en lovende kærlighed, lægen sin historie.
Hans far er en yderst indflydelsesrig politiker med magtfulde venner – herunder også en hvis hustru forelskede sig over hals og hoved i den unge mand og insisterede ikke blot på et passioneret sidespring, men også på skilsmisse til fordel for den anderledes reserverede Adonis. Han måtte til sidst afvise hende, hvorefter hun besnærede ham til en sidste elskovs-sceance, hvorunder kun hun selv vidste - og sørgede for -, at ægtemanden ville være i huset. Den fysisk større og overlegne ægtemand tog dem på fersk gerning og kastede sig nu rasende over den unge mand – hvorunder hustruen snarrådigt stak drengen mandens pistol, som han affyrede i desperat nødværge. Hustruens plan var at det skulle ligne selvmord, for hun havde købt en biografbillet til samme aften, mens manden officielt skulle på en forretningsrejse - som hun dog i sidste øjeblik telefonisk bad ham aflyse med et helt privat og hemmeligt påskud.

Australieren nægtede imidlertid pure at deltage i kvindens afsindige plan og flygtede hjem til sine forældre, der så valgte at lade ham indlægge under en samtidig influenza-epidemi – idet faderen herunder lod foretage en identitets-ombytning med en døende patient uden pårørende. I hvis navn australieren altså nu lever videre til søs, indtil sagen er glemt.

Den afdødes hustru blev løsladt trods mistanker, men den unge mand betror dr. Saunders , at hans fader ikke er den som lader nogen dø i synden, og at han helt sikkert må have fortalt enken, at hans søn just var død på hospitalet, men forinden nåede at fortælle den virkelige historie, som han nu vil videregive til politiet – for at tvinge den handlekraftige dame til at komme sin egen dødsdom i forkøbet og skaffe dette livsfarlige og uberegnelige vidne af vejen.

Dagen efter danskerens begravelse taler dr. Saunders med den unge pige, der viser sig i besiddelsen af et overraskende klarsyn og pure nægter enhver art skyld i ulykken. Hun vidste at den afdøde dansker var en drømmer ganske ligesom hendes far, og som i virkeligheden forgudede hendes afdøde mor og i datteren derfor alene ville se moderens udtrykte billede – men ikke formåede eller for alvor ønskede at forstå hendes indre liv: Også selv om han registrerede det og over for Saunders sammenlignede hende med H.C. Andersens lille havfrue, der heller ikke formåede at finde sig til rette på landjorden. Men også den så indignerede unge australier beskriver hun som en drømmer, der straks inddrog hende i egne fremtids-scenarier helt uden at spørge til hendes eget væsen og vilje.

Dr. Saunders fascineres nærmest evolutions-biologisk af pigens selvsikre styrke og tro på hvad livet engang vil bringe hende som hendes ret; og han henfalder i kontemplation over livskraftens suveræne, men også frygtindgydende evne til at sætte sig hensynsløst igennem trods vilkårene: Jævnfør således den desperate australske morderske. Livet er ikke for de sarte - og dr. Saunders har måske af samme grund valgt iagttagerens humoristiske, men udeltagende position.

Men historien får en sidste komiske krølle, der på engang bringer hovedhandlingen til en dramatisks og realistisk afslutning og samtidig knytter elegant an til den før omtalte næsten genre-sprængende ægteskabsfarce, som derved insisterer på at blive taget realistisk på ordet.
Ja, for mens kaptajnen og ynglingen drager videre på deres togt som den flyvende hollænder, venter dr. Saunders på den næste postbåd mod mere civiliserede egne. Men da han således efter nogle uger havner i Singapore for derfra i tidens fylde at begive sig hjem til Kina – møder han på en restaurant helt uventet ingen ringere end vor farverige kaptajn.

Saunders spørger snart til drengen – hvorpå kaptajnen fortæller at han desværre faldt over bord i en brandert og at hajerne nok gjorde kort proces. Her må vi så fortælle, at kaptajnen under hele rejsen af kedsomhed har spillet kort med australieren og konsekvent tabt hver gang. For australieren morede under sejladsen dr. Saunders ved at fortælle, at skønt den undrende kaptajn selv var bombesikker på, at det handlede om rent held, idet han nemlig selv anså sig for en garvet kortspiller – så var sandheden tværtimod den enkle, at i lige akkurat det spil havde den så fabelagtige kaptajn bare ikke en kinamands chance over for ham.

Med denne viden i erindring overrumpler dr. Saunders derfor kaptajnen med det kammeratligt underfundige spørgsmål, om han mon ikke selv har været mand for at hjælpe hajerne med det daglige brød for således trods sine akkumulerede tab at kunne beholde den betragtelige sum, som knægtens far betalte ham for at redde sønnen fra mistanke og dødsdom. Kaptajnen besvarer ikke selve spørgsmålet, men bider hans spørgsmål af som irrelevant med den oplysning, at drengen ærgerligt nok havde båret alle de vundne penge i et bælte om livet frem for i sin kuffert, og at kaptajnens eneste belønning for sin indsats derfor blev selve den skude som til lejligheden blev købt til den rettelig oftest arbejdsløse, men for sin snarrådighed dog så navnkundige kaptajn.

Og nu kommer så historiens burleske slut-krølle. For dr. Saunders mærker i samme nu, at kaptajnen ligbleg stirrer stift på noget en smule ved siden af og bagved ham selv – for hvem ankommer nu aldeles uventet og komplet uforklarligt, hvis ikke den legendariske kaptajn-frue?
Og ganske rigtigt overtager hun øjeblikkeligt kommandoen over vor formelig rygmarvsbedøvedte Kaptajn Skræk, omtrent som når parasit-hvepsenes dronning ved sit blotte nærvær kemisk usurperer et fremmed hvepsebo. Hun irettesætter ham myndigt med moderligt skæmtsom overbærenhed: så at sige i ”klassekammeratens” indforståede påsyn som hendes momentant forfremmede ligemand. Hvorefter hun resolut drager af med den fatalistisk forlegne og undskyldende kaptajn ved vingebenet for at retablere tingenes gudsgivne og uforanderligt borgerlige orden.
-----------------
Så langt er der tale om en moderne sørøverhistorie. Men det slår mig samtidig, at Maugham til fulde besad en Thomas Mann's dybde og intuition - plus vel nok en hel del mere reel menneskelig erfaring.

Germaneren fremturer med (og overdriver gerne) sin viden og begavelse, mens englænderen som en sand gentleman understater - og derfor af parnasset ofte afskrives som trods alt en smule second rate. Skam ikke fordi parnasset elsker en Mann – nej tværtimod. Men hvis han først har opnået udødelig status, flokkes de om ham for at få demokratisk andel i æren – f.eks. ved at skrive afhandlinger og holde jubilæums-foredrag om ham.
Vi har nemlig endnu ikke fortalt om den væsentligste grund til dette udførlige referat.

Vi så ovenfor den ubændige darwinistiske livskrafts frygtindgydende mysterium omtalt på observatørens sikre afstand. Men denne lille roman skildrer med en buddhistisk eller gnostisk undren tillige et godt og gennem-hæderligt menneske i en verden af nådesløs kamp for overlevelsen og egne fordele: Noget så mystisk at alle fornemmer det kontemplativt. Dostojevskij's Aljosa i ædruelig britisk udgave.

Om den unge australier hedder det nemlig, at han i sin logiske og forretningsmæssige jordbundenhed var ganske blottet for højere inspiration og ej heller lod sig henføre det mindste af grammofonpladerne med Wagner i plantage-familiens hjem. Men derimod var det for dr. Saunders tydeligt, at den akkurat lige så nøgterne og irreligiøse yngling uden selv at kunne formulere det stærkt fornemmede at stå over for et nærmest ærefrygtindgydende mysterium i form af et gennem-redeligt, grundlæggende venligsindet og troskyldigt menneske: nemlig den drømmeriske og bomstærke udstationerede dansker med det så triste endeligt.

Som om Maugham her vil sige, at det godes mysterium dog ikke kan andet end aftvinge os en særlig beundring helt fri for dennes tvillingebroder misundelsen – og dette var den dybere grund til den unge australiers begejstring over dette besynderlige menneske helt uden rænker. Men der var heri intet egentligt religiøst: For danskeren fortæller dr. Saunders om sit dukkeagtigt hyggelige hjemland og sit forældre-hjem, hvor selveste ateisten Georg Brandes var en hyppig og højt agtet gæst.

Men må ikke just skeptikeren og misantropen hensættes i mystisk undren ved synet af de måske ikke rasende almindelige - men nu nok især meget oversete – undtagelser?

Vor brandesianske helgen med en tiltagende interesse for østens visdom har imidlertid ganske som kaptajn-fruen en pendant en miniature i Maugham's novelle-univers. For Maugham har faktisk har en ultrakort novelle, der begynder med en uforståelig mumlen om, hvorvidt ”dette her overhovedet lader sig gøre”. Efter fire sider får denne mumlen sin forklaring, for eksperimentet gik såmænd ud på, om det mon var muligt at skrive en blot nogenledes læseværdig novelle alene omhandlende et hjertens godt, langmodigt, tilgivende og sagtmodigt accepterende - men ikke på anden vis spor interessant endsige dramatisk menneske.

Og skal sandheden frem, så er den novelle rettelig heller ikke en af Maugham's mest kendte. Men i romanen ”The Narrow Corner” kommer motivet derimod til sin fulde ret – og måske just ved at være et undseligt side-tema der ikke trænger sig prædikende ind på læserens bevidsthed, men tværtimod står aldeles i skyggen af den humoristiske fremstilling af alskens skurkagtighed som er genstanden for historiens direkte meddelelse. For den Maugham'sk altskuende og ingenlunde helgenagtige dr. Saunders observerer i smug både fænomenet selv og den ordløst undrende betagelse, som det hensætter den så nøgterne australier i.

Maughams eget syn på godt og ondt i menneskelivet er i flere steder lagt i munden på hans personer, men står også at læse i hans selvbiografiske bekendelser: Han forundres nemlig til stadighed over alt det onde som ofte kommer fra de gode - men også over hvor meget godt skurke undertiden kan indeholde.

Jeg erindrer ikke at Thomas Mann har forsøgt noget lignende – det skulle da være i form af den mindeværdige sardoniske sanatorie-læge dr. Behrends i romanen ”Troldfjeldet”. Dette nævner jeg, fordi også Maugham især kendes som skeptiker og misantropisk iagttager – ja sågar britisk efterretningsmand under Første Verdenskrig: Og i kraft af sine noveller om denne kortvarige løbebane tillige erklæret inspirationskilde for Ian Flemming's ”James Bond”.

Skønt Somerset Maugham blev meget velhavende, blev hans dybde aldrig anerkendt helt efter fortjeneste. Som ung har man selv langt mere hang til de store og tunge - det hører ungdommen til at ville binde an med de tunge ting, men det er samtidig også naivt.

Jeg tør uden videre hæve, at den i sammenligning ordknappe Maugham i begavelse turde stå fuldt på højde med den verbost respektindgydende Thomas Mann. Men han har næppe bifaldet Mann's moderne encyklopædiske roman, men har nok anset den for et prangende og dybest set en smule vulgært misfoster, som en sand gentleman rettelig bør afholde sig fra.

Ikke dermed sagt at "sådan er det bare". Langt fra – men synspunktet lader sig i det mindste hævde og til en vis grad endda begrunde – og jeg mener at fornemme, at sådan ville Maugham nok have sagt. For det er da påfaldende at den garvede verdensmand over alle, Somerset Maugham, i sin overlegne og også litterært vidtspændende, om end koncist affattede selvbiografiske bog ”Summing up” fra 1938 ikke med et eneste ord nævner Mann – men derimod nok Joice, hvis store indflydelse han ganske rigtigt tillader sig at beklage.
----------------------