KONGERNES NATIONALPARK MISTEDE SINE
GULDHORN
Karsten Ifversen anmeldte forleden vor
seneste nationalpark ”Kongernes Nordsjælland” i Dagbladet POLITIKEN uden at lægge skjul på, at han i så fald også selv er lidt kongelig: For han knyttede følsomt an til sine erindringer fra dengang han ligesom i sin tid Carsten Jensen så verden begynde.
Ifversens betragtning var ment som en begrundelse for, at nationalparken sagtens tillige kunne have omfattet både Mølleå-dalen og Sletten Strand – ihukommende at en dansk nationalpark nu engang dårligt kan henføre sig til de samme kyske jomfruelighedskriterier som Serengeti og Yellowstone.
Helt i tråd hermed kan det nævnes, at vore gamle kongeskove bærer rigt præg af de forstmestre, som kongerne lod hidkalde fra Tyskland. Især von Langen er berømt for de mange kolossale lærke, douglasgraner og ædelgraner, som nu over 200 år senere drypvis pryder de nordsjællanske skove og endda bidrager med hver deres helt karakteristiske harpiksduft.
Ingen af de træer er naturligt hjemmehørende i Danmark: Men de fleste ville alligevel begræde, hvis Gribskov blev omlagt til en genuint dansk urskov helt uden erindring – lige så intolerant mod sine historiske mindesmærker som de mest radikale kommunister og islamister. At udsætte ulve ville omvendt føles kunstigt og Disneyland-agtigt malplaceret efter så mange hundrede år uden ulve: Ulvene kan være nok så ægte – men i vore dage må de nok behandles på lige fod med andre asylsøgende.
Tankegangen lader sig imidlertid også overføre på flytningen til Jylland af Jagt-og Skovbrugsmuseet i Hørsholm. Museet var nemlig intet neutralt naturvidenskabeligt museum, men et kultur-og naturhistorisk egnsmuseum, hvis indhold og hvis bygninger var en integreret og levende del af den historie museet fortalte.
At Jagt-og Skovbrugsmuseet blev sløjfet i samme åndedrag som indvielsen af Kongernes Nordsjælland, er således et herostratisk paradoks, der bedst lader sig sammenligne med rovet og omsmeltningen af Guldhornene i sin tid.
(Ovenstående har på venlig opfordring af Karsten Ifversen været tilbudt Politikens Redaktion - men heldigvis for ham turde han dog ikke slå et væddemål af på, at det naturligvis ikke ville finde optagelse grundet Oplysningens sande tilstand. Pyt med det, men vi skylder da vel lige at oplyse om det.)
