Tuesday, December 24, 2019

SOMERSET MAUGHAM: "THE PAINTED VEIL" (1923) - SAMT HVAD FORORD KAN FORTÆLLE



I romanen "The Painted Veil" (1923) undlader den alvorlige bakteriolog af en ægtemand typisk at besvare hverdags snak som "It is raining dogs and cats". Hvortil hans ærgerlige hustru i sit stille sind reflekterer, at hvis mennesker helt undlod at indlade sig på redundant hverdagssnak, ville sproget og dermed også menneskeheden for længst være atrofieret.
Selve denne betragtning illustrerer sin egen sandhed, for refleksionens anledning er jo netop førnævnte nævnte banalitet. Men hvor den løbende refleksion omvendt savnes, vil selv de dybeste materier og de højeste uddannelser ikke kunne kompensere for det, fordi diskursen drukner i snart ubehjælpsom smiger, snart komisk skrydende kolportering af gode skudsmål - snart igen småtskåren konkurrence om først at sige det samme og siden at "kritisere" det.
Jo mere ubetydelig anledningen er, desto større sport er der tværtimod i at aftvinge den levende og mangfoldige refleksioner. Også fordi man her ikke risikerer at drukne i de socialt geskæftiges stime af oftest ret enslydende og synkroniserede "kommentarer" til det samme.
Maugham har altid herlige forord, præget af ”leisure” frem for vor moderne karriereklasses barnagtigt gennemskuelige selektive høflighed i offentlighed: som tværtimod af hine enkelte mere tænksomme kun kan kaldes uhøflighed: Uartikuleret smiger fra ellers velformulerede personer indikerer nemlig tværtimod et håbløst forsæt mod bedre vidende.
Forordet til ”The Painted Veil” fortæller, hvorledes den endnu dydige og sky unge Maugham mange år før Verdenskrigen boede til leje i Firenze hos en enke, hvis datter gav ham lektioner i italiensk "for begyndere"- og herunder indviede ham i en anekdote fra Dantes besøg i skærsilden, som tydeligvis var alment bekendt. En ægtemand havde hævnet sig på sin utro hustru ved at lokke hende til en borg ved en sø med giftige dampe - men i sin utålmodighed havde han til sidst skubbet hende ud af et af borgens vindue.
Den purunge forfatter besluttede allerede dengang at bruge motivet, men lejligheden tilbød sig først 25 år senere. Ja, for "karriereplaner" fører jo oftest kun til karriere. Resultatet blev denne roman om en bundhæderlig bakteriolog I Hongkong, som hævner sig på sin utro hustru ved at søge gerning i en pestramt indisk flække med stor risiko for begge parter.

Efter endt læsning må man slutte at dette må være analogien til Dante: Men helt indlysende er det ikke, for bakteriologen er langt hen romanens helt og sågar dens martyr - idet han nemlig selv rammes af pesten under sin frygtløse lægegerning, hvorimod hustruen overlever.
Forhistorien er pikant: Efter at have afsløret hustruens utroskab lover han hende, at såfremt hendes højt placerede elsker vil lade sig skille for hendes skyld, vil også han vise storsind og stille hende fri. Men i modsat fald vil han juridisk gennemtvinge skilsmisse med tab af alle forpligtelser - samt risiko for skandale. Vel at mærke med mindre hustruen følger med ham til den pestramte landsby langt fra hendes fashionable hverdag i Hongkongs britiske overklasse.

Den uheldige bakteriolog har nemlig gennemskuet, at hustruens attraktive elsker er en charlatan og ikke det ottende vidunder som den forelskede hustru ser i ham. Så da hustruen fortvivlet vælger at følge med sin hjertebrudte ægtemand med stiff upper-lip, frem for at vende skandaliseret hjem til sin snobbede mor i Kensington, har han allerede ladet hendes tøj og andre vigtige ejendele pakke til morgendagens afrejse. Og hustruen drager heraf den slutning, at manden næppe ville have gjort alvor af sin trussel, som kun var et trick for at få elskeren til at vise sit sande ansigt.
Vist indrømmer ægtemanden adspurgt af hustruen, at den frygtløse mission først havde et islæt af fælles selvmord – ret langt fra den tapre offervilje, som kun en enkelt drikfældig og fomelig Knagsted'sk lavere embedsmand på egnen hurtigt gennemskuer. Ægtemanden er modsat hustruens glamorøse elsker langfra noget facademenneske, men heller ingen helhjertet idealist og altruist -  modsat de nonner der ligeledes har valgt at fortsætte deres virke i landsbyen ufortrødent.
Men analogien til Dantes dystre forlæg er som fremgået karakterologisk set svag. Så også her ser vi hvorledes sorgløshed i associationerne i tiltro til at de løse ender nok skal finde naturligt sammen i stil med kemiske bindingers "valgslægtskab", resulterer i en mønster-gentagelse af en art der pedantisk-akademisk talt tværtimod måtte kaldes udvendig: Ganske ligesom når før nævnte hverdagssnak blev anledning til interessante overvejelser.
Denne tilgang åbner op for både stilens og verdens mangfoldighed - hvilket i sin tur var just de egenskaber som den utro hustru i sit formelig Ibsen'ske, men barnløse fornuftsægteskab allermest savnede hos sin gennem rationelle mand.
Det skal i denne forbindelse nævnes, at Maugham i forordet en passant nævner, at han under sit ungdoms-ophold i Firenze øvede sig ved at oversætte Ibsen en timestid dagligt i håb om at udvikle sin beherskelse af dialogen – hvilket nok må læses som vedgåelse af mere end blot dialog-håndværkets gæld. Ret beset er det kun meget Ibsen'sk, at forlægget ikke følges slavisk, samt at tolkningen som fremgået ikke er aldeles entydig i sin dom om godt og ondt. For selv om den utro hustru frikendes for andet end ungdommens naivitet, så er det tydeligt, at hendes standsbevidste mors ambitiøse giftesyge på hendes vegne ses som en analogi til "samfundet" i ”Et Dukkehjem” – men modsat dukkehjemmet med en elskelig og helt underkuet mand som det pligtskyldige skaffedyr der ringeagtes af både hustruen og døtrene.
Skønt Maugham fremstiller den charmeforladte og selvbevidst alvorsfulde bakteriolog som nobel, fagligt seriøs og usnobbet, så bekender Maugham sig indirekte til den åndelige "leisure," som også hustruen foretrak. For selv om elskerens overfladiskhed og bekvemmelighed nok står til troende, må man nu give ham ret i at deres romance var et frit valg fra begge sider uden forpligtelse til at sætte hans menneskeligt talt harmonisk og velfungerende, om så også uerotisk ægteskab, børn og karriere på spil. Men vist brugte han brugte lovlig smukke ord over for en erotisk og åndeligt nødstedt hustru med en uhyre Ibsen'sk ægtemand, der hverken indviede hende i sin faglige verden eller indlod sig i hverdagssnak.
Omvendt var ægtemanden altså ikke som Noras Helmer spor fej; men fornuftspartiet var håbløst fra starten og fra hendes side alene en tidstypisk desperat udvej for ikke at blive ægteskabeligt overhalet af sin yngre og mindre attraktive søster og sidde tilbage i hjemmet som uafsat gammelmø.


Selv efter at hun har opdaget mandens tænksomhed og nænsomhed og tillige noteret den både faglige og menneskelige agtelse han nyder, finder hun det kropmuligt al elske ham - men henfalder derimod i begyndelsen af sin udlændighed i mangel på gøremål til fantasier om elskeren, som hun ellers har afsvoret og tabt enhver agtelse for. Hvis elskeren kom tilbage, ville hun ligefuldt øjeblikkelig opgive alt for ham.
Men hun erkender snart, at hendes ægtemand var akkurat lige så håbløst stedt i forhold til hende: Han har aldrig indbildt sig at hun var forelsket i ham, men var i sin ydmyge betagelse rigeligt taknemmelig for den velsignelse i det mindste at være tålt: For sådan er nu engang kærlighedens lod: Med hustruens indre monlog er det tydeligvis en naturlov, at vi mennesker mister agtelsen for enhver ubetinget kærlighed, som ikke er det mindste gengældt.

Ved nærlæsning kan man notere, at hun, efter at elskeren har åbenbaret sin kynisme, retter akkurat samme bebrejdelse til ham, som hun, mens romancen stod på, i sine tanker rettede mod ægtemanden: ”Hvorfor kunne du dog ikke bare have ladet mig være i fred i stedet for at trænge dig sådan på?”. I begge tilfælde gav hun efter, men det Ibsen'ske perspektiv består naturligvis i hine tiders umyndige og uuddannede kvinders typiske mangel på alternativer, selv i ret velstillede lag.

Hun betror sig til den Knagsted'sk underfundige udstationerede, som har gennemskuet deres ægteskabs tomhed og forgæves udfritter hende om den virkelige grund til deres risikable valg. Han er hendes første åndsfælle og tager hende med til nonnernes beskedne mission såvel som til et buddhistisk kloster. Hun trygler – trods sin umiddelbare æstetiske aversion mod de aiatiske fysiognomier - abedissen om at få lov til at arbejde hos nonnerne med undervisning af de pigebørn, som missionen har afkøbt forældre som ellers ville have sat dem ud.

Abedissen gennemskuer at hendes ønske beror på desperation: ”Sjælefreden kan man hverken finde i handlekraft, askese eller opofrelse, men alene i sit sind”. Men ligefuldt glemmer den ulykkelige efterhånden elskeren helt, samtidig med at hendes sind efterhånden stemmes til mildhed, medfølelse og endda hengivenhed for den stålsatte og ikke mindre desperate ægtemand ude i felten. Hun når endda til den indstilling, at hun inderligt vil arbejde for mandens tilgivelse af hendes ungdommelige enfold også i hans hjerte: ikke for hendes skyld, men for hans egen sjælefreds. Men dette sidste motv ville hun aldrig lade ham vide, for det ville tværtimod såre hans forfængelighed og virke stik modsat.
Det hedder i den forbindelse, at mænd går urealistisk meget op i længst glemme affærer fra deres hustruers side. Her nærmer hendes indstilling sig næsten den kyniske elskers forsøg på at mane hende til erotisk koldsindighed – men perspektivet er unægtelig her et andet.

Nonnerne opdager snart med sikkert blik de første diagnostiske tegn på graviditet, og da hustruen må bekende over for manden, formår hun ikke at give køb på al sandfærdighed ved altruistisk at bedyre at han er faderen, men nænner på den anden side ikke at fortælle hvad hun selv er overbevist om. Så hun parerer med et uklanderligt agnostisk svar og håber så bare at mandens omsorg efterhånden vil vokse sig stærkere end hans reservation, ganske som i hans forbilledlige pleje af de indfødtes børn.

Manden rammes imidlertid selv af pesten – og når forvildet og afmagret på dødslejet alligevel at besvare hendes bønner om tilgivelse med en selvironisk litterær allusion, der lader forstå: at det var den forkerte som blev ramt af pesten...

Enkens knagsted'ske skytshånd er ikke kun en ironisk menneskeklog parallel til Ibsens doktor Reelling i ”Vildanden”. Han hælder til et buddhistisk livssyn og har selv ved flere lejligheder ydet nonneklostret økonmisk bistand – og han er praktisk talt gift med en manchurisk fyrstedatter, som han reddede fra at blive dræbt ligesom hendes forældre. Han har prøvet at forlade hende, men hun har hver gang funde ham, og uden ham ville hun uden tøven begå selvmord. Her indvender den hurtigt modnede enke, at det dog kun er den kærlighed vi selv nærer og føler, der kan frelse vor sjæl – ikke andres kærlighed til os. Men læsere kan her tænke at dette måske just er forskellen mellem eros og agape: den knagstedske barmhjertighed er ægtefødt, og hengivenheden i deres besynderlige ægteskab gensidig. Men da den unge enke spørger ham om hvilken dyb orientalsk indsigt der mon gemmer sig bag´den aristokratisk smukke manchu-prinsesses uudgrundeligt vidende blik, svarer han: ”Slet ingen...”.

Historien ender med at enken via Hongkong vender tilbage til hjemmet i Kensington.

Hun bekender alt for sin fader, som netop er blevet frisat som enkemand efter årtiers tro tjeneste som tøffelhelt. Ironisk nok bliver han kort efter sin karrieresyge hustrues død uventet tilbudt posten som dommer på Bermuda, hvilket utvivlsomt ville have aftvunget hans enke nogen agtelse. Den gravide datter undskylder tårefyldt den utaknemmelige behandling, som faderen i årtier måtte døje under, og bønfalder ham om at få lov at følge med til Bermuda. Der agter hun i givet fald at nedkomme i det håb at det bliver en datter: For hun deklamerer det forsæt at opdrage datteren til selvstændighed og myndighed fri for hjælpeløshedens og nødvendighedens pres til for enhver pris i ung alder at finde en stabil forsørger - måske for snart efter at blive et let byte for en charlatan.
Vist kunne man hævde, at den unge enkes intrigante giftekniv af en moder selv handlede i medfør af eget perspektiv som en verdensklog dame i et mandssamfund. Men analogien til "Et Dukkehjem" slog mig først i datterens sidste replik til faderen - og med forordets førnævnte reference til den unge Maughams Ibsen-studier i erindring.
--------------------------------------
Men tilbage til forordet til bogens tydeligvis tredje eller fjerde udgave! Ja – for dér slutter Maugham af med at fortælle, at han efter udgivelsen blev sagsøgt og måtte indgå bekostelige forlig. Først viste en læge i Hongkong sig nemlig at have det samme navn som romanens uheldige bakteriolog; og dernæst beklagede en embedsmand i Hongkong, at historiens charlatan var indehaver af just den samme lovende og ansvarlige koloiale post som sagsøgeren behagede at bestride i virkeligheden. Herefter
 kan vi konkludere, at det åbenbart er lige så injurierende at blive beskyldt for at være martyr som at blive kaldt for en playboy.
Maugham blev derfor tillige tvunget til at lade forlaget tilbagekalde bogens herostratiske første tryk. Men Maugham trøster sig sluttelig med, at enkelte anmeldere, som i sin tid undlod at tilbagesende deres anmelder-eksemplar, sidenhen har kunnet sælge den apokryfe sjældenhed for astronomiske beløb hos Sothebys: akkurat som filatelisterne kender det med de få overlevende fejltryk af gamle frimærker.

”More often than not” er moderne berømtheders kokette anekdoter om omverdenens første reaktioner dovne, selvbehagelige og uden vid eller underholdningsværd - også selv om de kan være både sandfærdige og vedkommende for afficionados. Og syndromet er nok endnu mere udpræget i små lande, hvor de respektive sociale eliter bedre formår skinsygt at udgrænse og fordrive mere berettigede folk, fordi disse er for få til at sætte sig igennem og lægge niveauet andet end i egenskab af apokryfe kilder og stilistiske forbilleder stedt i stiltiende velvalgt karantæne.

Men Maugham's slut-anekdote er afvæbnende morsom i sin illustration af relativiteten og uforudsigeligheden af, hvad vi i det lange løb bør betragte som forbandelser eller velsignelser. Men tillige udgør den en hyldest til prosaens rislende snarrådighed. At fortælle hvorledes enkelte af fordums skeptiske anmeldere sidenhen måtte krybe til Canossa, ville derimod have været både inderligt overflødig og ret beset uværdig prosa helt uden det gode forords iboende læseværdighed helt i sin egen ret. Den art bekendelser som et kultiveret publikum gerne lapper i sig uden forbehold: blot de ved – eller tror – at det er en Nobelpris-tager som har begået det....

Tuesday, October 15, 2019

PHILIP ROTH VS NAIPAUL: En litterær studie ...





PHILIP ROTH: "THE FACTS" (1987); "THE PATRIMONY" (1991).



Med biografisk sideblik på V.S. NAIPAUL...






Roth's selvbiografiske titel ”The Facts” fra 1987 kan minde om, hvad professor Aage Henriksen i titlen på sin doktorafhandling kaldte ”Kierkegaards romaner”. For det eneste fiktive i ”The Facts” består i Roth's indledende brev til hans hovedperson og alter ego gennem en årrække Nathan Zuckerman – samt et efterspil i form af Zuckerman's svar til Roth efter at have læst det tilsendte og helt igennem nøgterne selvbiografiske manuskript. I introduktionsbrevet fra Roth til hans hovedperson gennem mange år Nathan Zuckerman beder Roth om sit alter egos kyndige råd m.h.t. eventuel udgivelse af den pikante selvbiografi.



Roth fortæller heri Zuckermann, at hans pludselige trang til prosaisk nøgternhed dels beror på et behov for genstart efter et nyligt overstået udmattende sygdomsforløb, dels på overmætning efter så mange års akrobatisk fiktions-virkelighed. ”Hvordan blev jeg overhovedet til den person som stiller selve dette spørgsmål?” Derudover mistede han få få år siden sin mor og har på det sidste oplevet sin hidtil ukuelige gamle far så skrøbelig at ungdommens maskuline hæmning og fordums pubertetskonflikter for første gang ikke længere invaliderer den underliggende sønlige hengivenhed og evnen til at udtrykke den. Han ser derfor i sin trang til at beskrive sin tilblivelse drømmen om atter at opleve den tid hvor forældrenes eksistens var lige så selvfølgelig som solens – og hvor eventuelle tanker om deres død engang i fremtiden dertil blokerede for enhver forestilling om hans egen dødelighed...
    Selvbiografien begynder da ganske også følgerigtigt med den uudslettelige erindring om, dengang den ukuelige overlever af en ansvarsfuld far og familieforsørger i en alder af 43 år nær var død af blindtarmsbetændelse: i øvrigt lige som to af sine brødre mange år før. Han blev reddet af et nyt sulfapræparat som blev udviklet under krigen til sårheling – men formåede ved sin hjemkomst end ikke at stå på sine egne ben. Ved det bevægende gensyn brød både faderen og børnene ud i gråd.

    Forældrene var anden generations jøder fra Galicien i Polen og var rent religiøst at betragte som traditionelle ”kulturjøder”; og ligesom langt de fleste amerikanske jøder i den generation oplevede de sig som 100 % amerikanere: Israel fandtes endnu ikke, og trods nostalgiske musical-sange om deres hjemstavn i den gamle verdens ghettoer vidste alle, at deres forældre i sin tid ikke havde forladt den for stedse uden tvingende grunde.

    Ved hjemkomsten lignede faderens ansigt grangiveligt hans afdøde gamle mors – og næste gang Philip så det ansigt, var det hos hans døende farbroder ved dennes endelige gensyn med faderen: som nemlig havde brudt forbindelsen med ham 42 år tidligere af moralske grunde. Familiens udelelighed var som Moseloven, og broderen havde i sin tid forladt hustru og sine børn til fordel for en yngre kvinde. Men nu på det seneste har også faderen – nu enkemand – døjet af sygdom og skrøbelighed, hvilket atter har fremkaldt den for længst afdøde bedstemoders ansigt.

    Krigen mod Tyskland og Japan havde i høj grad sammensvejset alle amerikanere uanset baggrund, og langt de fleste jøder stemte på Franklin D. Roosevelt. Men vist fandtes der antisemitisme: Dels i form af spontane pøbeloptøjer, når et jødisk baseball-hold havde besejret et hold af angelsaksisk, irsk eller italiensk herkomst. Men ikke mindst formaliseret i form af store og hæderkronede firmaers ansættelsespolitik, der nemlig opererede med kvotering af procentdelen af jøder ved besættelse af ledende stillinger.

    Philip Roth's far nåede dog efter omstændighederne - herunder kun 8 års skolegang - så højt, at enhver beklagelse var utænkelig – men vidste også, at uanset både dygtighed, offervilje og anciennitet ville han dog aldrig nå højere op i datidens førende forsikringsselskab.

    Hvad pøblens trods alt sjældne og i egne øjne festlige indslag af antisemitisme angår, så regnedes det blandt jøderne af den solide middelklasse for en dyd aldrig at synke ned på samme niveau som "the gentiles” der gennem tiderne havde udøvet pogromer. Syndromet var endda ifølge Roth så udtalt, at landets få jødiske mesterboksere regnedes for omtrent lige så store mirakler og kuriositeter som Albert Einstein. Også fodbold og rugby regnedes for voldelige, hvorimod baseball var de amerikanske jøders foretrukne sport – idet den yderligere befæstede deres oplevelse af sig selv som fuldt så gode ærke-amerikanere som de hvide angelsaksiske protestanter (”WASP”).


    Philip's kendskab til dygtige jøders ringere sociale odds selv her i deres eget fædreland fik ham til som dreng at drømme om en juridisk karriere i retfærdighedens tjeneste. Den dygtige elev begyndte da også at læse jura ved et lille universitet i nabolaget – men udholdt ikke at bo sammen med sin moralsk kontrollerende far. Derfor søgte han inspireret af en lokal kammerat optagelse i et prestigefuldt betalings universitet langt hjemmefra, domineret af hvide angelsaksiske protestanter, men hvor han kunne håbe på udleve en ung mands hæmningsløse drømme (hvilket just var genstanden for faderens bekymring).

    Hovedparten af alumnerne studerede anvendelsesorienterede teknisk-økonomiske fag, hvorimod Philip slog sig på litteraturen – som han havde stiftet bekendtskab med ved at overtage sin noget ældre tegner-brors aflagte romaner. Han farverige morbror var dertil kunstner og boheme, og derfor var der i det ingenlunde højkulturelle hjem en vis accept af andre slags karriere end dem erhvervslivet kunne tilbyde.


    Grundet sine eksamenskarakterer blev Philip tilbudt medlemskab af alle universitetets tre klubber - ”fraternities”: den jødiske, den kristne og den fordomsfri uden konfession. Den sidste forekom oplagt, men var ved nærmere syn endnu mere hellig og selvgod end den afslappet vanekristne. Hvad der alligevel fik ham til at vælge den jødiske "fraternity", var derfor ikke religion, men den fælles barndoms-og lokalerfaring: Ikke mindst dette, at den tvungne undervisning i en absurd oldtidsreligion og ikke mindst de pubertære drenges satiriske og sarkastiske forhold til samme gav dem en sproglig og associativ styrke fuldt i klasse med hvad skolegangen havde bibragt.

    Snart opgav han dog dette det jødiske "fraternity" til fordel for et elitært studenterblad, hvori han sammen med et par andre litteratur-studerende dels hyldede anæmiske og puritanske åndsidealer inspireret af det amerikanske parnas' litterære ur-fader Henry James, dels udviklede  sin satiriske åre ved at udstille og karikere den studerende majoritets sørgeligt ”åndløse” og business-orienterede tilgang. Skønt grundlæggende upolitiske beskriver de tilsvarende i bladet den stedligt populære præsident-kandidat Eisenhower som en militaristisk barbar sammenligning med den vragede demokratiske kandidat Adlai Stevenson.


    En lovende humoristisk smagsprøve må her gives, hvori Roth nedgør universitets officielle studenterblad – med ydmygende officielle reprimander til følge. ”Det siges at hvis en flok aber tilstrækkelig mange år betjener et sæt skrivemaskiner, så vil det til sidst resultere i Shakespeares dramaer. Nu er studenteravisens ærede redaktør jo ingen abe, hvorfor selveste Shakespeare nok ville være meget forlangt. Men vi kunne da vel i det mindste forlange en antagelig avis.... ” Den udansk raffinerede indrømmelse, at modparten skam ikke er nogen abe, som straks efterfølges af en helt uforberedt mavepuster – minder for resten om en tilsvarende replik hos Groucho Marx med den samme raffinerede logik.

    Set i erindringen et betragteligt fremskridt i forhold til studentens håbløst prætentiøse forsøg udi den højlitterære og åndsaristokratiske følsomhed a la Flaubert og Henry James.
    Sideløbende plejer mønstereleven sammen med et par studiekammerater omgang med et ungt boheme-par, som underviser i engelsk litteratur. I sin farceagtige gengivelsen og imitation af barokke optrin i barndommens og den tvungne synagoges verden udfolder Roth i samvær med sine unge "gentile" (=ikke jødiske) lærere sin første træning i den forening af selvbiografisk gendigtning og absurd humor, som skulle blive hans litterære force:

    Men hvad der sætter skub i historien, er dog som altid damerne. Da Bucknell University kun har få jøder, er det ikke sært at de angelsaksiske piger må stå for skud. Nok så meget som erotikkens frugter nyder han dog den pikante forbudenhed, som gør hans begavede angelsaksiske ”shiksa”-kæreste til en art medsammensvoren: Han logerer nemlig hos en ældre dame der udtrykkeligt frabeder sig natlige veninde-besøg. Men da den lige så sarkastisk anlagte kæreste Polly bliver pågrebet nøgen af damen – truer katastrofen i form af begges relegering fra universitetet. Mod forventning forbarmer damen sig dog og anmelder ikke episoden.

    Men snart truer en mindre katastrofe i form af graviditet og dermed pligtskyldig stavnsbinding af ægteskab samt en yderst lokal, om end tålelig karriere. De gennemgår scenariet omhyggeligt  – men da en prøve mirakuløst viser, at Polly alligevel ikke er gravid, vælger Philip at opløse forholdet: For han har nu lært at værdsætte den kompromisløse frihed endnu højere end den promiskuøse frihed:  ja, fri gengivet – for nu også at aktivere egne medbragte verbale registre af uvedkommende etnicitet.

    Dette valg viser sig at danne et mønster. Da den dygtige Philip studerer videre på et endnu fornemmere universitet, finder han den super-attraktive og åndeligt jævnbyrdige pige Gayle med en lignende baggrund – blot langt mere velbeslået og sorgløs. Men just det perfekte og i alle henseender uklanderlige match skræmmer ham i længden som værende lige så forudsigeligt som at købe en togbillet til en flot og fjern, men uudskiftelig destination. Så da han løber ind i den noget ældre angelsaksiske, men moralsk hæmningsløse underklasse-pige Josie med en højst beskeden indkomst samt to børn er i pleje, og endvidere fraskilt fra en fordrukken, incestuøs og småkriminel mand - falder han pladask for kontrasten i form af det komplet uforudsigelige. Samt for hvad der forekommer ham at være et langt mere modent og selvforsørgende niveau af levet liv end, hvad den mondæne og beskyttede overklasse-kæreste og forældrenes optimale svigerdatter Gayle kan opvise.

    Det bliver en ren katastrofe – som gør ham til forfatter. Den fravalgte drømmepige Gayle kommer derimod ironisk nok til at realisere det frie liv en halv snes år i Europa som "den mest attråede kvinde vest for Berlin-muren."

    Da den socialt beregnende Josie snyder sig til en graviditet, afværges det heldigvis ved en medicinsk induceret fosterafstødning. På sygelejet giver Josie den som var hun nedkommet med en kronprins – og til Philip's forskrækkelse har hun endda hidkaldt en rabbiner, idet den prototopisk ariske pige omklamrende insisterer på at blive jøde: Noget der for Roth er og bliver lige så absurd som at forlange britisk statsborgerskab, bare fordi man har læst Churchill's erindringer. Siden insisterer Josie på i samme ånd at give den som Roth's officielle ”redaktør”, alene fordi hun er hans fortløbende ”first reader”.


    Endnu engang lykkes det Josie at blive gravid. Men hun lover ham storsindet at få foretaget en abort, hvis blot Philip efterfølgende gifter sig mod hende. Intet ondt i ærlig og redelig bestikkelse – men dette romantiske bryllupstilbud er mig bekendt en historisk ny form for medgift. Og trods alt hvad der råber til himlen om at løbe skrigende bort, så indvilliger Roth. Og med skæbneironisk konsekvens bliver han sammen med sine arme forældre efter den juridiske vielse tvangsindlagt til en blasfemisk farce i form af den efterfølgende rabbinske vielse.

    Forholdet bliver et helvede, og mens selve samværet er under dramatisk, men ligefuldt mangeårig opløsning – med udsigt til at skulle yde livslangt hustru-underhold – fortæller Josie ham af lutter hævnbegær en dag, at graviditeten var lutter trick og humbug: For i hans egen foretrukne gennem-civiliserede læse-park Tompkin's Park fik hun en sort gravid kvinde til at forære sig en urinprøve, som hun indleverede i eget navn. Og det beløb som Roth følgelig et par måneder senere måtte give hende til at få udført den aftalte abort – brugte hun på private restaurationsbesøg samt nydelse af en melodramatisk biograffilm om en kvinde der går uskyldig i Californiens gaskammer.

    I tilbageblik indser Roth imidlertid, at det lige så godt kan være, at graviditeten var helt reel, men den djævelske historie med urinprøven derimod et improviseret og psykopatisk genialt påfund for at grille den arme og juridisk forsvarsløse forsørger yderligere ved at helt bogstaveligt at føje spot til skade.

    Men uanset sandheden digtede hun hur som helst historien: For hvad enten Josie nu realiserede den praktisk eller hun blot efterfølgende forestillede sig og indbildte ham det i et sadistisk lune, så overgår det i snarrådighed og barok grelhed alt hvad Henry James nogensinde kunne have opdigtet. Og det kropumulige, men tilsyneladende lige så krop-uopløselige ægteskab inspirerede da også Roth til hele to succesfulde romaner, forløst under langvarige og store fødselssmerter – i den udstrækning en traumatisk klapfælde nu kan beskrives som ”inspiration”.


    Roth forsøger under det umulige forløb som stedfader at redde hendes to  umulig børn socialt og skolemæssigt for at genopfinde forholdets indledningsvise intensitet i en art besværgelse. Men også det udvikler sig til et mareridt, idet hun helt grundløst mistænker ham for seksuel krænkelser af datteren (længe før ”ME-TOO”) og truer ham på livet. Heller ikke hans  forældre skånes for beskyldninger og krav om økonomisk bistand. Trods uendelige retstrætter om omfanget af hustruens lovpligtige underholdsbidrag  hjælper han hende til stadighed til jobs for at formilde både presset og dets årsager.

    Sideløbende oplever den efterhånden velmeriterede forfatter at blive anklaget for jødisk selvhad og forræderisk infektion af anti-semitiske tankegange. Han indvilliger i at deltage i et exorcistisk debatpanel med de mest ortodokse kræfter, hvorunder han snart er ved at falde i søvn, snart føler sig døden nær. ”Mr. Roth – ville De også skrive således, hvis de levede i Nazi-Tyskland?”

    Men jødisk selvhad var slet intet ”issue” i hans bagland, hvor den jødiske middelklasse-moral tværtimod trods ringere odds nærmest oplevedes som amerikanske kardinaldyder, og hvor den satiriske og surrealistisk selvironiske dobbelthed i ungdommens omgang med den mosaiske religion reelt var en mental berigelse og på ingen vis en kilde til skam indadtil eller udadtil.

    Denne skandale udspillede sig just som Roth selv mente at have lagt barndommens jødiske motiv verden sluttelig bag sig. Men i tilbageblik erkender han, at ganske som katastrofen med Josie gjorde ham til den forfatter han blev, så kan det samme siges om modstanden fra det jødiske samfund: For den smertefulde oplevelse af den jødiske dobbelthed af sikkerhed og usikkerhed blev en uudtømmelig kilde i hans forfatterskab, endnu engang milevidt fra hans litterære guder Flaubert og Henry James.

    V.S. Naipaul beskriver meget parallelt, hvorledes han som både Caribiens og det post-koloniale Indiens  første litterære adept i London var tvangsindlagt til at forgude de angelsaksiske og franske forbilleder, som han med få undtagelser i virkeligheden ikke kunne forbinde sig erfaringsmæssigt og associativt med. Naipaul blev først forfatter den dag han fandt sit emne par excellence: nemlig selve den "skamfuldt snævre" familiemæssige og koloniale baggrunds møllesten under hans næsegrus tilegnelse i studieårenes London af den store vestlige kulturhistorie.

    Naipaul voksede op på Trinidad, nærmest historieløs som barnebarn af indvandrede indere med meget lidt kendskab til Indien  – i modsætning til Roth, der jo desuden var indfødt amerikaner uden behov for særlig dispensation. Ikke desto mindre er der en parallel som i sin generalitet er værd at tage ved lære af: Ens egen stemme udspringer af ens egne erfaringer, historie, smerter og nederlag snarere end af skolastisk forceret assimilation.

    Til sit held møder Philip den smukke May fra Cleveland og det mest uklanderlige velhavende WASP miljø, om end ikke helt frit for antisemitiske fordomme. May er både begavet og i besiddelse af al den integritet som Josie komplet savner. Men også sårbar og ikke vant til at forsvare sig i den virkelige verden, hvor hun i sin tid led et skibbrud og måtte afbryde sine studier. I denne forening af sårbarhed og høj udvikling finder han endnu engang en diametral modsætning til den foregående kæreste: om end denne gang unægtelig med særdeles gode grunde.
    Midt i denne undsættelse rammes Philip imidlertid med en art skæbne-ironi af just den familiesygdom - blindtarmsbetændelsen - der nær havde taget livet af hans fader små tyve år tidligere.

    Formodentlig en reaktion på mange års perspektivløs nervekrig, men også noget der sjæleligt knytter ham tættere til sit ophav. Også Philip overlever kun på et hængende hår – hvorefter han føler sig næsten udødelig og i et eksklusivt skæbnefællesskab med alle andre der nyder det privilegium at være i live. Vi er nu i 1967 med Vietnam-krig og demonstrationer – men også tiden op til mordene på Martin Luther King og Robert Kennedy. Den nu anerkendte forfatter møder ved et selskab Robert Kennedy, som lover ham at gennemtrumfe en lempelig skilsmisse fra Josie, så han omsider kan gifte sig med sin udkårne.

    Philip reddes imidlertid uventet, da Josie, som tidligere både har truet sin ”wicked” ægtemand på livet og forsøgt fælles selvmord i bil, bliver dræbt i et trafikuheld sammen med sin sorte litterære bladredaktør: hvilket Roth straks associerer til hendes hyppige telefoniske fuldemands-fantasier om at nu er han nok i seng med en negresse. Roth når ved Josie's begravelse kun at hilse kort på sin sorte helt og befrier.

    Alle ved at Philip må have ønsket hendes død af hele sit hjerte, og derfor forudser han en uimodsigelig mistanke. Han har endda i sin nylige roman ”When she was good” benyttet deres forhold og fremskrevet en lige så tragisk afslutning.
    ”How could she be dead, if I didn't do it?” Jødisk” eller ej, så er det i hvert fald kosteligt udansk med så barok selvironi at antyde, at hvis ikke universets på det tidspunkt stærkeste kausalitet i så henseende var udslaggivende for Josie's død, hvad i alverden skulle da have forårsaget den? Joda - omsider var det lykkedes Josie at omskabe ham til den djævel som hun konstant beskyldte ham for at være.
    Han mistænker dog allerførst hendes død for at være opspind og et trick, for at datteren kan bevidne hans triumferende reaktion og bruge det mod ham juridisk. ”Josie havde jo før snydt mig, og jeg troede desuden ikke på mirakler”.
    Men den er god nok. Så Philip fejrer sin økonomiske frisættelse ved meget symbolsk for første gang i årevis at bekoste noget så extravagant som en taxi: til retsmedicinsk afdeling for at bekræfte Josie's identitet...
    Taxachaufføren lykønsker ham komplet clairvoyant og uden forklaring stort tillykke med hans store held!

     Ved Josie's jødiske bisættelse genser Philip i øvrigt just den rabbiner som i sin tid var aller mest hadsk mod hans angivelige antisemitisme og etniske forræderi. Men Roth siger for sig selv ved  Josie's kiste: ”Du døde -  så tak for at jeg slap for at gøre det”. Velsagtens i den dobbelte betydning selv enten at slå Josie ihjel eller selv at bukke under.

    May og han er dermed omsider fri til at gifte sig, helt uden hjælp fra Robert Kennedy. Heldigt, for ganske kort før Josie's død er Robert Kennedy blevet myrdet – hvorefter Lyndon B. Johnson bliver hans og May's generations store Satan i forbindelse med Vietnam-krigen.

    Under et skriveophold på legat skriver Roth i en eksplosiv rus bestselleren ”Portnoy's Complaint”, hvorefter verden står pivåben. De rejser sammen til England midt under amerikansk studenteroprør – hvorunder han privat fejrer sin nyvundne frihed med erotiske sidespring. Da de vender hjem, har han svoret aldrig mere at lade sig binde af noget så farligt som ægteskab – også selv om May er det perfekte og så længe attråede match. Han vælger friheden belært af de katastrofer han har overlevet med nød og næppe.

    Men samtidig erkender han klart, at både hans jødiske forbandelse (som han først antog for en afsked med det jødiske) og hans ægteskabelige mareridt har forløst ham som forfatter ved at frigøre ham endeligt af sin studentikose og litterært lammende betagelse af det obligatoriske amerikanske klassiske forbillede Henry James, og give ham sit eget liv og sin egen erfarede amerikanske motivverden med farverige og burleske optrin og moderne tragedier, som hverken Henry James eller Flaubert kunne have fundet på. For slet ikke at nævne Proust, af hvem han trods gentagne heroiske forsøg aldrig nåede længere end til side 60 i det første af de berømte syv bind...
    -----------------------
    Romanen indledtes som nævnt med introduktionsbrevet til Roth's litterære dobbeltgænger og hovedperson gennem mange år Nathan Zuckermann, hvori Roth bad om hans råd m.h.t. eventuel udgivelse.

    Romanens sidste afsnit består i Zuckerman's svar efter at have læst manuskriptet. Det lyder frit gengivet:

    "Din bog ”The Facts” er et misfoster, uegnet til udgivelse. Du fortæller heri ganske vist selvudleverende om alle dine fejlgreb i det virkelige liv. Men hvor du i dine romaner har udstillet, karikeret og overdrevet barndomsmiljøet og den nære kreds helt uden selvcensur – eftersom det jo var fiktion – så fremstiller du denne gang dine forældre og dit opvækst-miljø som så gennem-hæderlige og forbilledlige, at det ligner en undskyldning, en besværgelse og en tilbagekaldelse i håb om tilgivelse fra alle de jødiske modstandere, som grundet dine kvaliteter dog ikke kan lade være med at læse dine romaner. Og for det andet er du utroværdigt fordi alle de fejlgreb i livet som du med sådan oprigtighed gengiver, slet ikke lader sig forstå på den beskrevne baggrund af ren familieidyl.

    Som romanforfatter var du endvidere vedtaget ”ond”, hvilket just gav dig ”license” til virkelig at være det med fynd og klem. Men nu vil du pludselig tilbage i stammens trygge fold og giver den som mors og fars gode lille jødedreng og det forbudte nye evangeliums fortabte søn. Og dermed pynter du på sandheden og er ikke længere læseværdig: For resultatet er ikke fakta, men bare dårlig litteratur. Og hvorfor hører vi forresten kun i en enkelt sætning at du faktisk gik i psykoanalyse i adskillige år? Hvad fordrev I to mon al den kostbare tid med?

    Dine selvafsløringer er ufuldstændige: Du beskriver din skæbne som noget udefra tilstødende. Men hvorfor kæmpede du så selv for at opnå den katastrofale taber Josie – og hvad var det mon ved akkurat din person som tiltrak hende i den grad, bortset fra socialt avancement og økonomiske tryghed?
    Hvorfor fravalgte du - hvis moder du beskriver som en ren Florence Nightingale - det perfekte jødiske match med Gale Millman, hvis ikke du på bunden oplevede den jødiske baggrund som provinsielt og åndløst? Og hvorfor opgav du siden hen den ”gentile” perfekte May, hvis ikke også noget ved hende skræmte dig. Måske var hendes aristokratiske forældre, som du er så benovet over, på bunden slet ikke så kultiverede igen sammenlignet med dine gennem hæderlige forældre, disses begrænsede uddannelse og belæsthed til trods. Og de var dertil som så mange i den gamle angelsaksiske overklasse ingenlunde fri for antisemitiske fordumme. Noget frastødte dig som du ikke fortæller om.
    Hvad mere er: Alle dine vidt forskellige kvinder i tidens løb kunne bruge dig som krykke – den usikre overklassepige May såvel som underklasse-taberen og alkoholikeren Josie. College-pigen Polly var den eneste som ikke behøvede nogen krykke, men kun din pik – og derfor flygtede du. Men din påstået aldeles uproblematiske baggrund gør bare dette krykke-syndrom aldeles uforståeligt.
    Måske er det kun ganske få ting du udelader – javel, men just de ting er de afgørende.

    Efter Josie's død og dit verdslige gennembrud oplevede du en befrielse, som gjorde at du for første gang havde fået nok af at være nogens krykke og ikke behøvede den rolle længere: Og selv når du storsindet indrømmer, at din utaknemmelige undsigelse af vidunderlige May alene må tilskrives dine egne nøkker, så dækker det over, at du faktisk må have oplevet hendes hjælpeløshed som en irriterende brist, som du ikke længere havde noget behov for at afhjælpe.

    Du præsenterer endvidere både dine forældre og din bror med deres egne navne, men fortæller meget lidt væsentligt om dem. Dine kærester beskyttes med pseudonymer, men alligevel forskønner du dem oven i hatten: Dvs. lige undtagen Josie der beskrives som Satan selv. Men da just Josie og ingen af de andre gjorde dig til den du er, så fortjener din histories sande dynamo at blive præsenteret med sit rigtige navn. – Og desuden gør du hende uret: Som alkoholiker mente hun nemlig selv at have staklens ret til både at snyde og lyve; og hvis bare andre havde været som hun mente de burde være, så ville også hun virkelig have været god mod jer alle.

    Du medgiver endvidere nok, at Josie's djævelske plot langt hinsides Henry James gjorde hende til din virkelige litterære læremester: Men du siger det kun for at gøre dig interessant og raffineret, og er tilsyneladende ikke klar over at det faktisk er sandt. Og din histories veritable heltinde er da også den eneste person ud over dig selv som beskrives interessant: Alle de andre er alene baggrund for dit glimrende person og skildres overfladisk og i klicheer. Du brugte alle de andre i rap – og skrottede dem dernæst: Men alene Josie præsterede omvendt at bruge og køre dig, til du var helt flad og ville være gået til, hvis ikke hun tillige havde gjort dig den sidste tjeneste at dø.
Udgiv kort sagt ikke denne bog – men her følger så min hustrus kommentarer" (Atter frit gengivet.)









”DENNE PHILIP bliver ved med at hænge i det familiære og det jødiske; dette evige selvforsvar og tvangstanken om at måtte forklare sig unødigt. Han repræsenterer endvidere mænds neurotiske frygt for kvinder; for hans underdrejethed i forhold til Josie var først og fremmest udtryk for ren og skær svaghed og konfliktskyhed snarere end for noget hemmeligt neurotisk ønske, som en psykoanalytiker må udrede. Alt i Roth's levned hænger endvidere lovlig sindrigt samme og tjener i sidste ende det formål at gøre ham til digter – men sådan er livet ikke. Det meste er tilfældigheder; og livet skal først og fremmest leves og ikke efterrationaliseres og sublimeres, som I forfattere tror.



For min skyld må Roth såmænd gerne udgive sin historie, for hvis ikke forfattere har lov at være narcissister som erhvervssygdom, hvem har så? Men at også du min kære husbond Nathan for nylig har anlagt et rabbiner-skæg, som du ved vil provokere mine bornerte og skabs-antisemitiske forældre unødigt: det bekymrer mig mere, for jeg troede dog, at i det mindste du var kommet over denne narcissistiske fiksering.



Hvis Roth forskønner May's aristokratiske WASP-forældre, er det ingen stor synd, for ”being nice er trods alt ikke i klasse med being nazi”. Og hvem ved, måske vil Roth fremover være lige så skånsom i gengivelsen af os to og vort forhold?
”Nej, Maria, for Philip's romanpersoner gælder slet ingen nåde og hensyn, så vi to kan kun frygte det værste som nu hans seneste påfund med mit rabbiner-skæg."  - ”Ja - mine egne skabs- antisemitiske forældre er jo praktisk taget i seng med os hver eneste nat”.
”Åh Maria, dine forældre: jeg troede det her var en rent litterær diskussion!” ”Jamen det var det også, Nathan: Der er bare det ved det, at jeg ikke ønsker at være litterært interessant, men blot at leve i fred og ro sammen med dig.”






"SÅ VIDT vidt altså min hustru, Philip. Men selv om jeg forudser, at det nok snart igen vil blive et helvede for mig og Maria, så må jeg dog fastholde, at du står dig litterært ved fremover at holde dig til nuancerede romanpersoner uden krav om skånsom særbehandling, frem for en gang til at synke ned til noget der hverken er fugl eller fisk. For det er hverken vi eller du selv tjent med i den sidste ende.



- Men let for Maria og mig bliver det nok ikke – og det beder jeg dig til sidst inderligt om at have i erindring, næste gang jeg ønsker at barbere mig...”
----------------------------------------



UDLØSER det mon en hjemlig litterær Nürnberg-proces, såfremt jeg nu drister mig til at spørge, om der i dagens danske mediemiljø af elegant journalistisk sarkasme fra højre og venstre findes ret mange jøder som ikke-jøde på et blot tilnærmelsesvis humoristisk niveau?
Næppe -  men her til lands er vi ikke racister: Så også om vore jøder gælder velsagtens, at det ikke altid er de bedste der får lov at komme frem....



 Philip Roth – der helt i stil med Zuckerman's råd konsekvent afholdt sig fra at skrive debatindlæg – begik en enkelt gang til et faktuelt selvbiografisk manuskript: nemlig ”The Patrimony” fra 1991 (”Fædrene Arven"), som han skrev under og efter sin fars død. Heri uddybes familiehistorien – og da i særdeleshed det komplicerede forhold til faderen, som først ved dennes aldring, sygdom og død blev forløst i gensidig hengivenhed. Den klassiske og sørgmodige historie, at først faderens død får alle slør og sønnens følelsesmæssige barrikader til at falde. Philip Roth var dog så heldig, at forholdet og den endelige afklaring blev forløst endnu mens faderen levede – endnu mere afvæbnende end vi hører i forordet til ”The Facts”, dvs. i Roth's indledende brev til Zuckermann.



Men processen og arbejdet for på alle måder at afhjælpe faderens situation og forsøde hans sidste år som enkemand var til gengæld så psykisk og fysisk belastende, at Philip Roth i en alder af kun 56 år pådrog sig en fem-dobbelt bypass operation – som han først bagefter nænnede at indvie faderen i. Denne svarede stødt på sit faderansvar og familieskabets ubrydelige fortrolighed: ”You should have told me! I should have been there..."



Forløsningen efter vellykket operation med dramatisk forbedret iltforsyning til følge opleves som både en genfødsel og som det selv at næret og født et sundt barn. Herunder oplever Roth et nærmest  rituel offer der i forlængelse af hans indlevende plejegerning forener ham magisk med såvel hans døende far som hans afdøde mor.



Roth's smertepunkt er dette, at forældrene i hans generation af amerikanske anden-generations jøder kompromisløst fremelskede og finansierede drengenes dygtiggørelse og uddannelse: - hvilket forudsigeligt ofte resulterede i en eskalerende mental afgrund ved overgangen til voksenalderen. I Philip Roth's tilfælde dog aldrig i form af utaknemmelighed, foragt endsige den klassiske skrue uden ende af umodne bebrejdelser og krav: som vi i vore dage nok oftere ser i forholdet mellem mødre og døtre, der langt op i voksenalderen beklager manglen på en perfekt rollemodel som årsagen til alle uindfriede ønsker.
Et helt grotesk modstykke skildres i form af den infantile taxichauffør, som kører ham ud til faderens hospital – og som frejdigt fortæller ham hvorledes han til sidst slog tænderne ud på sin egen evige plageånd af en far - og siden nægtede at komme til hans begravelse. Sligt barbarisk fadermord a la Freud ligger Roth’s egen anti-voldelige opdragelse helt fjernt – men nevertheless  …



For hvor mange af os kan i tilbageblik melde hus forbi og sige sig aldeles fri for velbegrundet anger over for forældrene - eller dem som blev nødsaget til at overtage forældre-byrden?



Den egenrådigt ukonventionelle Philip har forlængst valgt at afstå fra al fædrene arv til fordel for sin broders børn. Men da faderen undervejs i sygdomsforløbet bringer sine møjsommeligt opsparede midler på tale, rammes han alligevel af hemmelig fortrydelse: ikke af økonomiske grunde, men fordi han nu oplever sin emancipatoriske gestus som en unaturlig undsigelse af hans organiske samhørighed med faderen. Til gengæld lader han faderen forstå, at han ønsker at arve bedstefaderens barberer-kop som et fælles mytisk relikvie.
Men den endelige "patrimony" ser han i den omsorg hinsides umiddelbar væmmelse, hvormed, han en dag moderligt bader faderen og gør omhyggeligt rent, efter at han er kommet til at nedsøle hele badeværelset i sine ekskrementer. Fædrene arv udtrykkeligt ikke symbolsk forstået (Roth hader metaforer), men helt reelt: netop fordi faderens lort er faderens lort - og nu sønnens velsignelse...






Da faderen dør en måned senere efter en kort blomstring, vælger Philip trods begges erklærede ateisme at lade ham indhylde i et mosaisk bedeslør, som den med fysisk bohave og ting aldeles usentimentale far har glemt eller undladt at kassere. Men natten efter bisættelsen drømmer han, at faderen bebrejder ham at have klædt ham på for evigt i en skrupforkert dragt: Hvilket Roth tolker som selve det manuskript, som han skrev sideløbende med forløbet. Skyldfølelsen og den dømmende fader forsvinder aldrig - så lidt som faderens egen anger over sin utålmodigt kommanderende facon over for hustruen i årene op til hendes død.






MEN til syvende og sidst er Roth en ubodelig humorist, om så ikke i pressens gængse opfattelse af det ord. Så her på falderebet et par ubetalelige smagsprøver:



Philip Roth bliver bedt af sin far om at være en meget vital Auschwitz-overlever og siden succesrig forretningsmand fra kvarteret behjælpelig med forlags-kontakter i anledning af et selvbiografisk manuskript.
Til sin overraskelse ser Roth - der kun et årstid før har besøgt Primo Levi en hel uge i Turin - at det formentlig sandfærdige manuskript grotesk nok består af lutter pornografisk svælgende beskrivelser af den unge mands skyldfrie erotiske paradis under krigen som flygtning hos en lang stribe yngre kvinder i et Berlin klinisk renset for såvel jødiske som tyske mænd...
Først to måneder før krigens slutning bliver den purunge mand fanget. Men sidstnævnte beklagelige parentes i hans heldige levned nævnes blot pligtskyldigt og forbigående - velsagtens af litterære grunde.
En anden kostelig scene er, da Roth sammen med sin far på dennes vinter-resort i Florida tvangsindlægges til at lægge øre til en stedlig og jammerlig pensionist-kvartet. Denne minder nemlig om, "når fem mænd forsøger at skubbe en bil fri af mudderet".
Med udsigten til desto mere tiltrængte rekonvalescerende forfriskninger bagefter applauderer forsamlingen overdrevent dundrende af ren og skær lettelse - og endnu engang pligtskyldigt da orkestret efter den alt for længe imødesete slutning til deres inderlige ærgrelse belønner det tålmodige publikum med bebudelsen af et ekstra nummer.



Men da så også denne prøvelse er gennemlevet, vover ingen mors sjæl i den ellers så velopdragne forsamling at applaudere overhovedet af lutter uforstilt frygt, for at kvartetten skulle misforstå det som en opfordring til at fortsætte .... Her kommer det gode danske udtryk glimrende sin ret, at "naturen til sidst går over optugtelsen".
Også Roth's ukuelige fader besad den snarrådige humors værdighed på trods. Da en sort teenager en gang truede ham med en pistol, bad han ham lægge den og rakte ham sin tegnebog - idet han nu gerne ville have den tomme tegnebog tilbage, såfremt drengen ikke behøvede den. Da knægten stak af med pengene, råbte faderen og bad ham tælle pengene og sige beløbet. "OK - men behold dem nu for dig selv og spild dem ikke på tant og fjas!"






OGSÅ Thomas Mann var morsom - hvorimod den ellers så begavede svenske akademi-sekretær Horace Engdals gentagne bogforsøg på det sidste udi i vittige visdoms-aforismer snarere kan sammenlignes med førnævnte strygekvartet...
Men ingen af de andægtige nordiske anmeldere har opdaget det - og komikken heri minder om, når man undertiden griber sig i - jo noget forhastet - at være misundelig over generøse nekrologer af en akkurat lige så åbenlys utroværdighed, som heller ingen synes at ænse.
Nej, gå dog ikke enfoldigt efter hobens bifald, men spørg hellere jer selv, hvad mon f.eks. Roth eller Mann ville have sagt til jeres seneste "succes"...



Men selv de bedste fortjener ikke at forgudes, og hverken Roth eller Mann ville f.eks. kunne reparere vores PC eller toilet. Heri ligger nok det dybeste sandhedslag i det gamle udsagn, at man ikke skal kende de store kunstnere privat, men bør holde sig til deres værker. For vi risikerer ellers at gøre os skyldige i den samme uret som de børn der aldrig tilgiver forældrene, at de kun var mennesker....

















Tuesday, October 01, 2019

ORHAN DOGRU & SVEND HOVE: TYRKIETS HISTORIE INDTIL 1923



ORHAN DOGRU & SVEND K. HOVE:


TYRKIETS HISTORIE INDTIL 1923


af Henrik Bandak

For første gang foreligger et dansk produceret værk om Tyrkiets historie fra Det Østromerske Riges sidste dage til Kemal Ataturk – med referencer til særlige europæiske og danske relationer.

Forfatterne fortæller, at den moderne tyrkiske nation og nationalitet er langt mere "konstrueret" end f.eks. den danske: For selv om nationalmyten refererer til det store osmanniske imperiums undergang i 1918 ved Første Verdenskrig, på samme vis som den danske nationalbevidsthed henviser til Dybbøl og tabet af vore svenske landsdele i 1658 - så var imperiet i alle henseende reelt et multikulturelt samfund med megen religiøs tolerance, og hvor det sammenholdende princip ikke var var etnicitet, men derimod selve det osmanniske dynasti og lydigheden mod styret.

De kristne og jøderne var ligefrem profitable kilder til en ekstra skat – og ikke mindst en ”blodskat” i form af 1/5 af drengebørnene fra det kristne Balkan, som blev grundigt omskolet og uddannet til janitshar-soldater og ofte højt betroede embedsmænd: for modsat rigets ægtefødte børn kunne de ikke konspirere til fordel for deres egen klan.

Selv om osmannerne vitterlig var en tyrkisk slægt - så ansås "tyrk" og "tyrkisk" efterhånden for nedsættende ord: Lige indtil ungtyrkerne og Kemal Ataturk genopfandt tyrkerne og opfandt nationen og ligefrem dogmatisk stadfæstede den usandhed, at "der findes ikke andre folkeslag i Tyrkiet end tyrkere."


Allerede det første tyrkiske dynasti seldsjukkerne havde i sin tid annammet Muhammeds lære fra araberne. Men efter at mongolerne (inden deres rige krakelerede indefra) havde udraderet arabernes højborg Bagdad, lå vejen til tyrkisk dominans af den islamiske verden åben. Også det vældige perser-rige blev halveret – ganske vist shitisk, men trods alt allerede muslimsk .Det Østromerske Rige besejredes 1453, Konstantinopel blev erobret og Hagia Sofia skånsomt ombygget til Moske.

Sultanen var enevældig men refererede i religiøse sager til kaliffen – indtil en sultan valgte selv at overtage kalif-titlen.
Da sultanens ældste søn var kronprins, blev det en udbredt praksis at dræbe sine brødre for selv at komme til – og for ikke selv at blive dræbt.... Ligesom yndlingshustruen – typisk udvalgt blandt omvendte slaver af anden tro – kunne intrigere for at få sin egen søn forfremmet og den retmæssige arving myrdet. Broderdrab ophøjedes sågar til en udtrykkelig ret – indtil en sultan gik over til at i stedet at spærre sine farlige sønner inde, indtil det eventuelt blev den pågældendes tur til at komme ud og styre. Men prinserne var derfor ofte aldeles uforberedte og uegnede – hvilket atter gjorde at stor-vesiren samt janitsharernes garde af fremmed herkomst og derfor også uden arveret efterhånden kom til at stå for rigets faktiske styre som en stat i staten.

Flere sultaner blev endda dræbt når de forsøgte at indskrænke janitsharernes magt. Men i 1826 blev janit til fordel fra deres egen klasharerne omsider afsat under et blodbad: hele 135.000 mand. Riget sidste sultaner indfødte principper fra moderne retspleje og tog sågar også tilløb til parlamentarisk styre: vestlige ideer som den ivrige pungtyrkiske bevægelse siden skulle tage til sig.


I henved midten af 1600-tallet nåede imperiet sit zenit med dets forsøg på at indtage Wien. Herefter gik de tilbage, først med tabet af Ungarn og Bosnien-Herzogovina til Østrig. I 1800 tallet indskrænkedes riget atter drastisk: til at begynde med i Grækenlands for Vesten så symbolske frihedskrig 1823. Men i Krim-krigen mod den voksende verdensmagt Rusland fik osmannerne dog støtte af Frankrig og England: For de ønskede for enhver pris ikke, at det mægtige Rusland skulle besætte det strategisk og handelsmæssigt afgørende Bosperus-stræde.

Den Franske Revolution havde imidlertid inspireret til nationalistiske bevægelser, som snart også bredte sig til Balkans folkeslag. Ved alliancer fra snart Rusland, snart Østrig løsrev derfor i sidste del af 1800-tallet Rumænien,. Serbien, Bulgarien og Bosnien-Herzegovina sig. Og kort før Første Verdenskrig blev disse selvstændige naboer med vokseværk uimodståeligt fristede til at angribe ”Europas syge mand” - hvorfor Tyrkiet i Balkan-krigen 1813 mistede Makedonien og Vest-Trakien til henholdsvis Grækenland og Bulgarien.

Det var just imperiets voldsomme geografiske skrumpning, der blev grunden til forfølgelsen af armenier og andre kristne beboere af fordums øst-romerske rige. Muslimer flygtede nemlig i store tal tilbage fra de tabte områder til det resterende osmanniske rige – hvilket medførte pladsmangel og eskalerende konflikt med de urgamle kristne befolkningsgrupper. Verden forlangte de kristnes rettigheder respekteret – men det første folkedrab mod armenierne skete dog allerede i 1890erne, hvorunder 300.000 dræbtes.

En tilsvarende opstand dræbte et par år efter yderligere 20000 kristne – men de hovedansvarlige blev henrettet efter pres fra den kristne verden.

Det var især frygten for at Rusland ville indlemme de kristne armenske områder, som fik styret til nu at søge alliance med Tyskland – som allerede var engageret i bygning af jernbanen fra Konstantinopel til Bagdad. Ganske vist havde det nødlidende imperium optaget store lån i Frankrig samt bestilt to slagskibe fra England – men da England ved krigens udbrud annullerede skibs-handlen, var der kun Tyskland tilbage.

Tyrkernes eneste sejr i krigen var slaget om Dardanellerne ved Gallipoli, hvor i alt 800.000 mennesker omkom . Årsagen hertil var, at da Bulgarien pludselig gik over på tysk side mod Serbien, kunne Istanbul modtage forstærkninger fra Bulgarien - hvorimod England så sig nødsaget til at omdirigere tropper til den serbiske front.

Under krigen så rigets arabiske provinser deres snit til at kæmpe for løsrivelse og lavede derfor hemmelige aftaler med England. Ved krigens afslutning havde Osmannerne således tabt Ægypten, Syrien samt det nuværende Saudi-Arabien, Jordan og Irak. Men kun Saudi-Arabien og Iran (fordums Persien) opnåede som bekendt egentlig selvstændighed. Olie-kilderne var naturligvis en væsentlig grund hertil – men det slagne rige efterlod som bekendt endnu en krudttønde i form af den nye konstruktion Jugoslavien.

Trods katastrofen lykkedes det dog riget at undgå den yderligere drastiske reduktion, som sejrherrerne vedtog I Sevres-traktaten. Der oprettedes således hverken en armensk eller en kurdisk stat, idet Rusland endte med at få det armenske område. Grækernes forgæves forsøg på efterfølgende at indtage de gamle trojanske områder og Smyrna ved Ægæer-havet endte i katastrofer, massedrab samt mordbrand af Smyrna's kristne (men derimod ikke dens jødiske) bydel.

Når sejrherrerne modstræbende tillod osmannerne at beholde langt mere end planlagt i Sevres-trakteten, skyldes det ikke alene generel krigstræthed, men også at både England, Frankrig og Rusland trods freden fik rigeligt med hjemlige problemer: England således uafhængighedsbevægelserne i Irland, Indien og Ægypten.

Det store armenske folkedrab under selve verdenskrigen beroede udover førnævnte pladsmangel på, at armenerne med god grund satte deres lid til det kristne Rusland – og derfor bekvemt kunne behandles som potentielle forrædere. Også 250.000 kristne assyrer i Anatolien dræbtes. Under uafhængighedskrigen mod grækerne fulgte endvidere omfattende befolknings-udvekslinger af kristne og muslimer mellem Grækenland og Tyrkiet. I samme åndedrag decimeredes armenerne i øst yderligere, lige som de oprindelige kristne græske befolkningsgruppe i Anatolien. Befolkningsudvekslingen mellem ”fejlplacerede” kristne og muslimer i henholdsvis Tyrkiet og Grækenland tåler sammenligning med den senere udveksling af hinduer og muslimer mellem Indien og Pakistan ved uafhængigheden 1948.

Selv om kurderne var blevet brugt til udrensningen af armenerne, så blev også de snydt for enhver ”belønning” og nogle af deres ledere sågar efterfølgende henrettet for undergravelse af nationen. Også langt tidligere brugte sultanerne gerne kurderne til at kue oprør, idet de i deres upartiskhed lignede janitsharerne.
Og England lovede under hånden, at blot de selv fik de rige oliekilder ved Mosul, så skulle de nok undlade at pukke på kurdernes ret til selvstyre i henhold til Sevres-traktaten.

Den ung-tyrkiske bevægelse havde nu helt taget føringen, og den magtesløse sultan, der ikke turde sætte sig op mod sejrherrernes krav, blev afsat. Lederen Mustafa Kemel Ataturk indførte efter smukke parlamentariske tilløb snart undtagelsestilstand og partidiktatur. Og mens selve den just nævnte uafhængihedskrig kun kostede 10.000 tyrkere livet,
så omkom under de efterfølgende 15 års revolution hele 40.000 tyrkere...

Det refererede historiske arbejde er udførligt med såvel anekdotisk-barokke indslag som perspektiverende afsnit om de overordnede grunde til Osmannerrigets sakken agterud i forhold til det dynamiske og globaliserede Europa. Men takket være fakta-bokse om kerne-størrelser og nøglebegreber, landkort og illustrationer er bogen overskuelig. Af hensyn til den danske læserkreds er der også faktabokse om relationer til Norden: de algierske bemyndigede pirater indfangede således slaver ikke alene fra Sydeuropa, men også fra Island, og tre danske krigsskibe opbragte derfor i 1797 solidarisk og helt i Fogh Rasmussens ånd de Algierske sørøverskibe i Middelhavet. Men under romantikken og guldalderen fik Europa derimod et anderledes folkloristisk og operette-agtigt syn på det engang så frygtede folk, som nu kom til at stå i et harmløst og eventyrligt skær . 




Thursday, May 09, 2019

BRUNO LILJEFORS: FUP ELLER FAKTA?



De gamle dansk-svenske grænseområder i Halland og Småland interesserer mig mere end det forestående danske folketingsvalg. Min stemme betyder kun lidt ved valget: Men i hjertesager som den nævnte er det derimod undertiden muligt at gøre en virkelig forskel, hvis timingen er god, og hvis den rette person tilfældigvis befinder sig på det rette sted.

Det var just tilfældet med en fredningssag, som jeg fik rejst i oktober 2017 grundet et drastisk og arealkrævende tørve-gravningsprojekt i et område, hvis store faunaværdier de obligatoriske forundersøgelser aldeles havde overset - eller muligvis bevidst nedtonet. Sagen var særlig prekær, idet området oven i købet grænser til et stort eksisterende naturreservat, hvis værdi og formålstjenlighed for de mest sårbare fauna dermed ville være blevet forringet. Sagen endte dog omsider forleden til områdets fordel, idet jeg kunne dokumentere mine forsikringer fotografisk.




Tjuren ovenfor samt den indtil for 20 år siden i Jylland ynglende urfugl hører således til områdets klenodier. Jeg viste forleden den herboende amerikanske kunsthandler James Bauerly i Bredgade ovenstående foto taget nu i april af det truede områdes ældste tjurhane i selskab med sine foretrukne hofdamer. James Bauerly's  speciale er europæiske guldalder-malerier: Og han troede vitterlig ved første øjekast, at jeg havde affotograferet et maleri af den legendariske svenske naturmaler Bruno Liljefors 100 år tidligere: som i dag står i meget høj kurs - såvel kunstnerisk som kommercielt.

Åh ja: For dette sammenfald er skam ingen selvfølge: Således ejer jeg et antikt spejl der var mindst 4 gange så meget værd, dengang jeg arvede det, som i dag. Spejlet er både smukt, ægte og håndværksmæssigt veludført - men ingen i vore dage gider bare have sådan et fjollet spejl hængende.


Med Brun Liljefors er det derimod en ganske anden sag. Men som de siger: "Hellere en hæderlig original end en dårlig kopi".  - Ja altså, lige undtagen hvis der var tale om en højst indbringende forfalskning: kun må vi i så fald betinge os, at de penge som maleriet indbringer, til gengæld er ægte. Og dog: Blot de falske penge nemlig er så dygtigt fabrikerede, at ingen bemærker noget, så vælger vi nu at se stort også på pengenes autenticitet.

Javel: Men når vi så efterfølgende generøst fejrer vor økonomiske gevinst med fuld musik og under indtagelse af havskildpadde, kongeligt tilberedt efter Babette "Blixen"'s tophemmelige opskrift: så nytter det jo derimod ikke noget, såfremt også skildpadden er uægte:  For selv om det vel stadig er bedre end forloren hare, som jo kun de allermest tandløse spiser frivilligt - så må der dog være en grænse!
--------------------------
AKKURAT det samme vil nogle dog også mene om udvidelsen af i forvejen store reservater: For det kunne jo ligne en snedig salami-taktik, hvor vi bid for bid ender med at tage hele pølsen. Jo - men det har faktisk vist sig at være mere formålstjenligt at udvide eksisterende reservater end at afsætte tilsvarende arealer i form af en bunke småbidder spredt tilfældigt ud i landskabet.

Det ene udelukker dog ikke ingenlunde det andet: Tværtimod kan også de mange spredte fragmenter have en både stor og varig faunaværdi, hvis blot de ligger i nærheden af større områder af en vis stabilitet og robusthed over for tilfældige udsving såsom stormfald, brand eller midlertidig forsvinden af enkelte særlig sårbare arter som tjuren.

Naturlige prædatorer såsom måren kan således ved et uheld et år blive den sidste pind i ligkisten for en lokal lille tjur-bestand ved at spise områdets måske kun 2-3 rugende tjurhøner. Ja, men tomrummet vil i reglen snart blive udfyldt af overløbere fra nærliggende store naturreservater - hvor et tilsvarende naturligt uheld ville være statistisk uhyre usandsynligt. En enkelt del-population kan ende med sorteper - javist, men næppe samtlige del-populationer.

Saturday, January 12, 2019

FORSIKRINGSVIDENSKAB OG NATURFREDNING



HOW BIG IS BEAUTIFUL?
Er et værdifuldt, men trods alt mindre naturområdes beliggenhed klods op ad et stort allerede eksisterende reservat et argument for dets inddragelse i reservatet? Eller er det tværtimod et argument for, for at "enough is enough"?



Også inden for naturbevarelse gælder det velkendte forhold, at jo mere du allerede ejer, af et gode, desto mindre betyder en ekstra sjat af det samme gode. Jo større et eksisterende reservat tilsvarende er, desto mindre vinder du ved en udvidelse med et vist areal.
Javel. Men på den anden side kan man hævde, at jo mere vi allerede har investeret i et projekt, desto ærgerligere ville det være, hvis dele af formålet ikke i længden lod sig indfrie, fordi området alligevel ikke var helt stort nok: ikke mindst under hensyntagen til løbende små forringelser i omgivelserne og i den pågældende region generelt. Man tænke her blot på vore sidste danske urfugles sørgelige endeligt for en snes år tilbage, trods gode, men forsinkede tiltag.
Loven om den synkende værdi af ekstra goder af en given art gælder således kun, når man har over et vist minimum af det pågældende gode. Et menneske med moderat, men ikke livstruende vitaminbrist kan således vinde meget ved at få vitamintilskud, idet forskellen på at være kernesund og at være svag og uoplagt er dramatisk.

Hertil kommer så yderligere den mulighed, at en areal-mæssigt set marginal udvidelse af et stort reservat undertiden kendetegnes af særlige naturtyper og -elementer såsom uhyre gammel skov, der kun er sparsomt repræsenterede i det eksisterende reservat: men i så fald er gevinsten i henseende til just disse naturtyper og deres karaktiske flora og fauna ingenlunde blot  marginal.
Kort sagt må vi veje den forhåbentlig begrænsede risiko for at tabe vor investering på gulvet mod omfanget af det mulige tabs omfang i givet fald. Jo mere kostbaret et bohave du har, desto mere er du jo også villig til at betale for at forsikre det mod ulykker og tyveri. Det vi vinder ved for en sikkerheds skyld at foretage en generelt og måske tillige specielt kvalificeret udvidelse af reservatet, er at vi tager højde for den mulighed, at området derved akkurat når op over en kritisk tærskel af afgørende langsigtet betydning for områdets mest sårbare og krævende arter.
Denne overvejelse er aktuel i en aktuel sag i Ljungby Kommune Kronobergs Län, hvor jeg indsætter min arbejdskraft løbende gennem nu henved halvandet år. Nøglebiotoper for tjur og urfugle trues af et planlagt tørvegravnings-projekt i stor skala - klods op ad et stort naturreservat, hvor især tjurens foretrukne levesteder desværre kun er sparsomt representerede. Og både tjur og urfugl har i de senere år været i kraftig tilbagegang i Sydsverige generelt. Hertil kommer at de langsigtede muligheder for holdbar etablering af på en gang spektakulære og uhyre sky arter såsom kongeørnen beror på eksistensen af mange alternative redemuligheder med skjult beliggenhed.

Hvis Tibet ikke på samme vis havde haft både et betragteligt areal og en begrænset tilgængelighed for publikum, ville Himalayas Afskyelige Snemand da også forlængst være blevet enten udryddet eller fordrevet på lige fod med Dalai Lama og hans mere apatiske følge af fredselskende buddhister. Vist kan vi da sagtens overleve også uden Den Afskyelige Snemand: Ja, men Verden ville blive et kedeligere sted - selv med forbehold for hvad f.eks. en Putin eller Trump kan finde på i den globale underholdnings tjeneste...

Friday, January 11, 2019

DEN EVIGE GENKOMST


Endog de allermest gerontisk trættekære må på det udløbende år livsaften imødese den snarlige "time-out" for deres faste kanaler til håbløse gamle yndings-ideers trofaste forsvar mod lige så trofaste modstandere fra et andet og velsagtens lige så pensioneret landshold. For selv om de er modstandere, så er det dog immervæk vore fikse ideer de diskuterer - og ikke deres egne knap så fikse ditto.
Men bevares, det er vel her som med gamle biler, at de skal motioneres regelmæssigt for at holde mekanikken velsmurt.
Men som Fugl Fønix vil hele debatten gentage sig uændret efter årsskiftet, nødtørftigt vitaliseret af det nye årstals forpligtende incitament og andre pacemakere.
Nietzsche's sene lære om den evige genkomst var muligvis hans mest syfilitisk forrykte raptus;  men men tillige den mest mindeværdige.
For så vidt huskes, gik den ikke så meget ud på, at det hele virkelig vil gentage sig uendeligt, men derimod på, at vor ukuelige livsvilje bør forlange, at det hele gentager sig for evigt uden mindste censurering - ellers er vi nogle livsuduelige skvat:
Ingen tømmermænd her.
Nietsche's ultmative "Ja!" kunne godt ses som et modstykke til den sene Kierkegaards lige så forrykte ide om, at hvis ikke Kristus er det absolutte og uløselige paradoks for intellektet, så kan det være det samme med al jeres flove salmesang og selvglade godgørenhed i Jesu navn.
Disse selvopholdelsens vanvids-ytringer er dog et langt mere pragtfuldt skue end autoriserede hædersmænds dumstædige daglige forsvar af møjsommeligt erhvervede positioner med alskens armodige og billige tricks, som ovenikøbet indbilder sig at være spontane livsytringer af stor fornemhed og agtværdighed.
For min egen del har jeg i stedet afhentet en frisk forsyning af nedfrosne, selvdøde høns så forpjuskede og medtagne af gensidig mobning grundet pladsmangel på den stadig mere redundante medieflade af autoriseret eftersnak, at det ville være en forbrydelse mod livet at forlange deres evigt kaglende genopstandelse. Og nu ikke et ord om "Kagling-prisen"....
Nej, i stedet vil hønsene blive udlagt på en faste og tophemmelig lokalitet som føde for et par lige så hemmelige kongeørne, der såmænd nok kunne klare sig også uden: - men som jo også sagtens kunne finde på at skifte boplads. Hvilket jeg af flere grunde fraråder dem.
Det forholder sig således med mit ørnepar som med de mange miskendte forfattere, kunstnere og mavedanserinder, som trods deres evige mismod over lille Danmarks provinsielle mangel på format og kvalitetssans alligevel vælger at forblive i fædrelandet: - takket være al den gratis julemad som supermarkederne falbyder efter nytår, grundet datomærkningens ultimatum.
Mit ørnepar er dog kun ukendt og ikke miskendt. Denne lille forskel belyser forresten tillige, hvorfor nogle mennesker selv i moden alder lige pludselig forsvinder sporløst og eftersøges af landsdækkende TV-kanaler akkurat som i sin tid den lige så glorværdige dr. Livingstone.
Skal det nemlig være på den måde, så foretrækker de nemlig Fremmedlegionen eller at bosætte sig et sted i Asien helt uden barberer og frisørsalonger, hvor de i det mindste kan være åbenlyst og indiskutabelt ukendte, hellere end der hvor de selv af velmenende mennesker tilskyndes til også i det nye år at affinde sig med noget, som de velmenende dog aldrig selv ville nøjes med endsige anbefale deres nærmeste.


Sunday, January 06, 2019

NYTÅRSFORSÆTTERNE PÅ FORSÆDET...



Griber stadig oftere mig selv i at holde kaje: - slet ikke kun over for de vankundige, men nok så meget over for de kyndige og berettigede i riget, hvis komisk sarte vanitas og stolthed i sin hartad islamiske over-dimensionering "more often" than not overgår deres reglementerede og demokratisk upåklagelige anledning.

Og hvorfor forresten fremture naivt håbefuldt med helt gratis leverancer af service og reservedele? Nytårs-deklarationer og -deklamationer er derimod et komplet misfoster, fordi de selvdementerende tilkender det selv samme umådelig tyngde og betydning, som man dog just deklamerer sin renoncering på.
Det har jeg gennem alle årene set talrige gange hos alle de spalteberettigede snakkemaskiner af begge genus, der i tide og utide har deklameret deres forudsigeligt kortvarige afsked med Facebook: velsagtens af ærgrelse over, at retten til offentlig small talk nu om stunder er lige så universel som retten til uddannelse.

Jeg har derimod aldrig nogensinde deklameret min renoncering på lovhjemlet bakspejl til bilen under indigneret henvisning til forkastelig forskelsbehandling til fordel for lastbilchafförerne, der både må og kan klare sig med sidespejlene alene..
Nej, hver år kort inden syn klistrer jeg skam pligtskyldigt på ny mit bakspejl op med markedets bedste tape. Men efter en uges tid ligger det atter et år til som en lydig vovse på passager-pladsen som fikst håndspejl til ambulant brug for de cases skyld, hvor min personlige vanitas overgår min vanitas på min bils vegne. I denne vekseldrift indgår ingen som helst komiske nytårsdeklarationer.

Sig mig din bil, som Harley Davyson engang sagde. 
Men slige sociologiske tommelfinger-regler gälder nu engang kun for jer andre. For ingen Dahl kunne vel dengang gætte at jeg om en kort stund atter skal transportere et trafik-ramt rådyr ud i bushen, hvor det skal slæbes modvilligt ud til min top-hemmelige offerplads til fryd for himlens hellige fugle, som vi tibetanere nu engang bruger. Nok burde de vel kunne klare sig uden subsidier - jo, men her er i virkeligheden også snarere tale om huslejetilskud, omtrent som når kommuner begunstiger lokaliseringen af de mest ydedygtige skatteborgere og virksomheder.