FORSIKRINGSVIDENSKAB OG NATURFREDNING

HOW BIG IS BEAUTIFUL?

Er et værdifuldt, men trods alt mindre naturområdes beliggenhed klods op ad et stort allerede eksisterende reservat et argument for dets inddragelse i reservatet? Eller er det tværtimod et argument for, for at "enough is enough"?

Også inden for naturbevarelse gælder det velkendte forhold, at jo mere du allerede ejer, af et gode, desto mindre betyder en ekstra sjat af det samme gode. Jo større et eksisterende reservat tilsvarende er, desto mindre vinder du ved en udvidelse med et vist areal.

Javel. Men på den anden side kan man hævde, at jo mere vi allerede har investeret i et projekt, desto ærgerligere ville det være, hvis dele af formålet ikke i længden lod sig indfrie, fordi området alligevel ikke var helt stort nok: ikke mindst under hensyntagen til løbende små forringelser i omgivelserne og i den pågældende region generelt. Man tænke her blot på vore sidste danske urfugles sørgelige endeligt for en snes år tilbage, trods gode, men forsinkede tiltag.
Loven om den synkende værdi af ekstra goder af en given art gælder således kun, når man har over et vist minimum af det pågældende gode. Et menneske med moderat, men ikke livstruende vitaminbrist kan således vinde meget ved at få vitamintilskud, idet forskellen på at være kernesund og at være svag og uoplagt er dramatisk.

Hertil kommer så yderligere den mulighed, at en areal-mæssigt set marginal udvidelse af et stort reservat undertiden kendetegnes af særlige naturtyper og -elementer såsom uhyre gammel skov, der kun er sparsomt repræsenterede i det eksisterende reservat: men i så fald er gevinsten i henseende til just disse naturtyper og deres karaktiske flora og fauna ingenlunde blot  marginal.

Kort sagt må vi veje den forhåbentlig begrænsede risiko for at tabe vor investering på gulvet mod omfanget af det mulige tabs omfang i givet fald. Jo mere kostbaret et bohave du har, desto mere er du jo også villig til at betale for at forsikre det mod ulykker og tyveri. Det vi vinder ved for en sikkerheds skyld at foretage en generelt og måske tillige specielt kvalificeret udvidelse af reservatet, er at vi tager højde for den mulighed, at området derved akkurat når op over en kritisk tærskel af afgørende langsigtet betydning for områdets mest sårbare og krævende arter.

Denne overvejelse er aktuel i en aktuel sag i Ljungby Kommune Kronobergs Län, hvor jeg indsætter min arbejdskraft løbende gennem nu henved halvandet år. Nøglebiotoper for tjur og urfugle trues af et planlagt tørvegravnings-projekt i stor skala - klods op ad et stort naturreservat, hvor især tjurens foretrukne levesteder desværre kun er sparsomt representerede. Og både tjur og urfugl har i de senere år været i kraftig tilbagegang i Sydsverige generelt. Hertil kommer at de langsigtede muligheder for holdbar etablering af på en gang spektakulære og uhyre sky arter såsom kongeørnen beror på eksistensen af mange alternative redemuligheder med skjult beliggenhed.

Hvis Tibet ikke på samme vis havde haft både et betragteligt areal og en begrænset tilgængelighed for publikum, ville Himalayas Afskyelige Snemand da også forlængst være blevet enten udryddet eller fordrevet på lige fod med Dalai Lama og hans mere apatiske følge af fredselskende buddhister. Vist kan vi da sagtens overleve også uden Den Afskyelige Snemand: Ja, men Verden ville blive et kedeligere sted - selv med forbehold for hvad f.eks. en Putin eller Trump kan finde på i den globale underholdnings tjeneste...

DEN EVIGE GENKOMST

Endog de allermest gerontisk trættekære må på det udløbende år livsaften imødese den snarlige "time-out" for deres faste kanaler til håbløse gamle yndings-ideers trofaste forsvar mod lige så trofaste modstandere fra et andet og velsagtens lige så pensioneret landshold. For selv om de er modstandere, så er det dog immervæk vore fikse ideer de diskuterer - og ikke deres egne knap så fikse ditto.

Men bevares, det er vel her som med gamle biler, at de skal motioneres regelmæssigt for at holde mekanikken velsmurt.

Men som Fugl Fønix vil hele debatten gentage sig uændret efter årsskiftet, nødtørftigt vitaliseret af det nye årstals forpligtende incitament og andre pacemakere.

Nietzsche's sene lære om den evige genkomst var muligvis hans mest syfilitisk forrykte raptus;  men men tillige den mest mindeværdige.

For så vidt huskes, gik den ikke så meget ud på, at det hele virkelig vil gentage sig uendeligt, men derimod på, at vor ukuelige livsvilje bør forlange, at det hele gentager sig for evigt uden mindste censurering - ellers er vi nogle livsuduelige skvat:
Ingen tømmermænd her.

Nietsche's ultmative "Ja!" kunne godt ses som et modstykke til den sene Kierkegaards lige så forrykte ide om, at hvis ikke Kristus er det absolutte og uløselige paradoks for intellektet, så kan det være det samme med al jeres flove salmesang og selvglade godgørenhed i Jesu navn.

Disse selvopholdelsens vanvids-ytringer er dog et langt mere pragtfuldt skue end autoriserede hædersmænds dumstædige daglige forsvar af møjsommeligt erhvervede positioner med alskens armodige og billige tricks, som ovenikøbet indbilder sig at være spontane livsytringer af stor fornemhed og agtværdighed.

For min egen del har jeg i stedet afhentet en frisk forsyning af nedfrosne, selvdøde høns så forpjuskede og medtagne af gensidig mobning grundet pladsmangel på den stadig mere redundante medieflade af autoriseret eftersnak, at det ville være en forbrydelse mod livet at forlange deres evigt kaglende genopstandelse. Og nu ikke et ord om "Kagling-prisen"....

Nej, i stedet vil hønsene blive udlagt på en faste og tophemmelig lokalitet som føde for et par lige så hemmelige kongeørne, der såmænd nok kunne klare sig også uden: - men som jo også sagtens kunne finde på at skifte boplads. Hvilket jeg af flere grunde fraråder dem.

Det forholder sig således med mit ørnepar som med de mange miskendte forfattere, kunstnere og mavedanserinder, som trods deres evige mismod over lille Danmarks provinsielle mangel på format og kvalitetssans alligevel vælger at forblive i fædrelandet: - takket være al den gratis julemad som supermarkederne falbyder efter nytår, grundet datomærkningens ultimatum.

Mit ørnepar er dog kun ukendt og ikke miskendt. Denne lille forskel belyser forresten tillige, hvorfor nogle mennesker selv i moden alder lige pludselig forsvinder sporløst og eftersøges af landsdækkende TV-kanaler akkurat som i sin tid den lige så glorværdige dr. Livingstone.

Skal det nemlig være på den måde, så foretrækker de nemlig Fremmedlegionen eller at bosætte sig et sted i Asien helt uden barberer og frisørsalonger, hvor de i det mindste kan være åbenlyst og indiskutabelt ukendte, hellere end der hvor de selv af velmenende mennesker tilskyndes til også i det nye år at affinde sig med noget, som de velmenende dog aldrig selv ville nøjes med endsige anbefale deres nærmeste.

NYTÅRSFORSÆTTERNE PÅ FORSÆDET...

Griber stadig oftere mig selv i at holde kaje: - slet ikke kun over for de vankundige, men nok så meget over for de kyndige og berettigede i riget, hvis komisk sarte vanitas og stolthed i sin hartad islamiske over-dimensionering "more often" than not overgår deres reglementerede og demokratisk upåklagelige anledning.

Og hvorfor forresten fremture naivt håbefuldt med helt gratis leverancer af service og reservedele? Nytårs-deklarationer og -deklamationer er derimod et komplet misfoster, fordi de selvdementerende tilkender det selv samme umådelig tyngde og betydning, som man dog just deklamerer sin renoncering på.

Det har jeg gennem alle årene set talrige gange hos alle de spalteberettigede snakkemaskiner af begge genus, der i tide og utide har deklameret deres forudsigeligt kortvarige afsked med Facebook: velsagtens af ærgrelse over, at retten til offentlig small talk nu om stunder er lige så universel som retten til uddannelse.

Jeg har derimod aldrig nogensinde deklameret min renoncering på lovhjemlet bakspejl til bilen under indigneret henvisning til forkastelig forskelsbehandling til fordel for lastbilchafförerne, der både må og kan klare sig med sidespejlene alene..
Nej, hver år kort inden syn klistrer jeg skam pligtskyldigt på ny mit bakspejl op med markedets bedste tape. Men efter en uges tid ligger det atter et år til som en lydig vovse på passager-pladsen som fikst håndspejl til ambulant brug for de cases skyld, hvor min personlige vanitas overgår min vanitas på min bils vegne. I denne vekseldrift indgår ingen som helst komiske nytårsdeklarationer.

Sig mig din bil, som Harley Davyson engang sagde. 
Men slige sociologiske tommelfinger-regler gälder nu engang kun for jer andre. For ingen Dahl kunne vel dengang gætte at jeg om en kort stund atter skal transportere et trafik-ramt rådyr ud i bushen, hvor det skal slæbes modvilligt ud til min top-hemmelige offerplads til fryd for himlens hellige fugle, som vi tibetanere nu engang bruger. Nok burde de vel kunne klare sig uden subsidier - jo, men her er i virkeligheden også snarere tale om huslejetilskud, omtrent som når kommuner begunstiger lokaliseringen af de mest ydedygtige skatteborgere og virksomheder.