FOSSILE BETRAGTNINGER PÅ ÆRENS VEJ

 

Det slår mig ofte at den menneskelige forfængelighed har en komisk reptilagtig sejlivethed, selv længe efter at dens naturlige biologiske forlængelser er så tilkalkede, at de må betragtes som fossile - og derfor tillige forlenede med stuerenhedens antikvariske charme.

Men i sommervarmen orker ingen djævel hverken høre om andres bedrifter og skudsmål eller bestikke sig til egne skudsmål, som jo ligeledes ingen djævel gider høre.

Kun de allermest præsenile formår selv i sommerheden at fremture med en robots nerveløse uanfægtethed i deres engang fikserede og så at sige præ-fossile sociale ambition: der i sin tur trofast understøttes af deres renommé samt af det personlige curriculum som ingen anledning nemlig er for ubetydelig til at urgere, for det tilfældes skyld at enkelte svage sjæle skulle have glemt eller overset det.

SPROGFOLK taler på lignende vis om "sovende metaforer": i sig selv en metafor, der refererer til oprindelig billedlige udtryk som forlængst er blevet til stående og helt ureflekterede vendinger (”idiomer”), der ikke længere ledsages af den sammenlignende forestilling.

I stedet for "sovende metaforer" kunne man tilsvarende have kaldt dem "fossile metaforer". Jo, men så drastiske billeder er nu engang en sjældenhed blandt sprogfolk: for mens en sprogbruger med tungen lige i munden nok kan præstere at tale i søvne, så er det samme en komplet umulighed selv for det mest velbevarede antropologiske fossil. Og alene af den grund vil den sande videnskabsmand kvie sig ved en så drastisk metafor.

Meget vel, men nu er vi så ikke sprogforskere, og derfor vil vi ikke desto mindre insistere på at tale om ”fossilerede” snarere end ”sovende” sociale ambitioner. For den fossilt forstenede sociale stræbsomhed er hverken noget teselskab eller en middagslur og kræver ubønhørligt sin mand, komplet uanfægtet af både Fehrenheit og von Planck.

Dette minder mig atter om en stivnakket, men ret statelig ældre herre der i min barndom og længe efter kunne ses i frakke ledsagende Københavns kongelige livgarde i preussisk strækmarsch og med et ansigtsudtryk af urokkelig, om end komplet uartikuleret og rimeligvis ligesom hos dinosaurerne ubevidst bisterhed.

Mange år senere så jeg ham så i en bus, hvor han med robotagtig automatik belevent straks rejste sig for en indstigende dame, der ingenlunde var blot i nærheden af hans egen grånende alder. Men slet intet i hans ansigt og utvivlsomt heller intet i hans indre fysiologi røbede den mindste erindring om ungdommens sjælelige bevægelse - kun denne automatiserede refleks af fordums erotiske anlæg vidnede om en menneskelig forhistorie af kød og blod, hvor der nu alene var preussiske stene for brød.

Og det var mindet om denne oplevelse i bussen, der mange år senere fik mig til at mønte og patentere forestillingen om "fossilerede sjælsbevægelser".

Men til et sådant stadie af olympisk forbilledlig upåvirkelighed er man endnu ikke selv nået, for nogle modnes nu engang først sent eller endda aldrig: Og dog siger man at det er "aldrig" for sent. Skønt "aldrig" ret beset er aldrig jo da netop for altid "for sent".

MEN kort sagt så er vi selv endnu ikke nået til det fossile stadiums værdighed og døjer som nævnt i denne hede - selv om også ungdommens plagsomme sjælsbevægelser ligger i en sådan dvale, at de end ikke gider at tilkendegive sig i form af mekanisk fikserede galante reflekser i den offentlige trafik.

Nej, en svalebajer er det eneste der kan bevæge os. Javel, men en enkelt svale gør som bekendt ingen sommer, så vi må hellere tage en til.

Har man således set en enkelt svalehale og drukket en svalebajer eller måske to, kun for snart efter at blive overhalet og vinket ind til siden af en politibil - så er det fristende at håbe på, at det uventede syn må skyldes præmatur delirium.

Men det var desværre ikke tilfældet, for betjentene var skam ægte nok. På den anden side var det desto mere trøsterigt, at både alkohol-testen og corona-testen besynderligt nok var negative - ligesom efterfølgende test af pupil-reaktioner ikke formåede at afsløre hverken verdens sandetilstand eller det sande omfang af vort narkotiske forbrug.

Endog dækkene stod endnu lige akkurat på den rigtige side af grænsen til lovløshedens sibirisk forjættende kontinent. "Jamen så skal vi ikke forstyrre mere, lød det afslutningsvis.

Dette til forskel fra et besøg engang i Polen, hvor trafikpolitiet i håb om generøs bestikkelse insisterede på ubesindig, om så ikke lodret ulovlig kørsel: kun for efter stædigt gentagne alkohol-test højst vrangvilligt at måtte medgive, at bilens indtil et år tidligere polske fører var og blev mirakuløst ædru.

Men da vi til sidst fik lov at forlade stationen, bedyrede den ældste betjent dog med en faderligt berigtigende autoritet, der skulle redde både hans egen, stationens og den polske nations stolthed og ære: "Men din tavse danske medpassager: han er da i hvert fald plørefuld!

COVID OG DET KONGELIGE TEATER

 

I tidligere epoker för velstand og velfærd ville Covid ikke få stor nationaløkonomisk betydning sammenlignet med f.eks. Den spanske Syge, Det kongelige Teater eller Den sorte Død.

Indskydelse: Såfremt den just improviserede treenighed nu blev anbragt i et debatindlæg til f.eks. vor mindst ringe ugeavis, kunne jeg nok se frem til ret snart at få et bugtalerisk svar i form af en velplaceret drengerøvs redaktionelle genbrug: en uvane på højniveau som han nemlig en gang tidligere har fået moderligt præjudicerende tilgivelse for på aller højeste redaktionelle niveau - mod ligesom japanske top-direktører i beslægtede situationer at give den som mekaniske dukketeater-figurer i et tårevældet offentligt deklamations stykke for åbent tæppe i de nationale TV-kanaler.

Præjudicerende tilgivelse?: -Jo, for som en argentinsk lommetyv engang sagde da min far greb ham på fersk gerning i egen lomme: "Men hvis vi nu ikke engang må stjæle fra de rige længere, hvem skal vi så stjæle fra?" Lommetyven blev allerede ugen efter på min fars anbefaling ansat som professor i filosofi i Borghes' egen by Buenos Aires: just grundet det her demonstrerede skolastiske naturtalent, som jo slet ingen opreklameret "uddannelse" kan hamle op med.

Denne parentiske refleksion med tilhørende anekdote alene for endnu engang at minde jer om, at jeres demokratisk valgte guruer trods deres respektive ekspertiser more often than not er kedsommelige personager. Men I får de skriftkloge som I fortjener....

Nå, men tilbage til hovedsagen, det billige skidt:

DET er kun fordi vi prioriterer, at alle risikogrupper skal beskyttes og om nødvendigt behandles optimalt, at nationaløkonomien bliver et "issue".

Det havde man slet ikke råd til i gamle dage: Kort sagt: "Hvor mange raske skal ofre hvor meget for at redde hvor få syge?"

Men selv i dag er der stadig grænser, for vi forbyder jo hverken bilisme og flytrafik trods en vis dødelighed.

Dels af økonomiske grunde, for kun heroisk bragesnak er jo helt gratis eller endda spaltebetalt; men nok også fordi trafikrisikoen hverken gør stands eller persons forskel og derfor ikke opererer med svage risikogrupper med krav om særlige hensyn:

Vi tager nemlig alle risikoen, hvis vi har råd - og de stakler som ikke har, kompenseres med uden billet eller kørekort at kunne blive kørt ned eller ende som nødlandingsplads for en jumbojet.

Andre sygdomme så som selveste døden begrænses i deres nationaløkonomiske konskevenser deraf, at da videnskaben endnu ikke råder over hverken nogen forebyggelse eller nogen kur mod den, så kommer selve spørgsmålet hvor meget bekæmpelsen og forebyggelsen af døden må kosten, slet ikke på tale. Trafikulykker kan derimod forebygges - ja men det er som sagt bare alt for dyrt.

INUITTER, ESKIMOER OG ANDRE MENNESKER

Vi mennesker foretrækker at kloge os om andres gøren og laden fremfor, at de andre kloger sig på vor egen. Det forholder sig nemlig her akkurat som med kolonisering. Derfor er det afgjort mest befordrende, når en kulturs eller en religions reformer tillade at spire og vokse indefra - om så også med al mulig inspiration.

For når end ikke vi som mener os højtoplyste, på nogen vis tåler at blive stillet i skyggen: hvad kan vi da forvente af de uoplyste?

Da den alvorsfulde sommersnak p.t. går på opgøret med alskens kolonialvarer, så er et af spørgsmålene, hvad der rettelig kan kaldes kolonialisering, og hvornår udtrykket omvendt er noget af en en tilsnigelse. Og for inuitternes vedkommende mener historikeren Michael Böss at have belæg for det sidste.

I forlængelse heraf mener Böss, at inuitterne næppe før vor tid har haft en egentlig etnisk selvbevidsthed, da de levede uhyre spredt og uden hverken nation, statsdannelse eller kendskab til sådanne størrelser. Men at de rimeligvis alligevel har opfattet hinanden som beslægtede og samhørige i sprog og levevis. 

SPØRGSMÅLET er imidlertid nu, om ordet "inuit" så har betydet 'menneske', eller det mere specifikt har betydet, hvad vi kalder eskimoer. Og såfremt ordet har betydet det generelle 'menneske': Har de mon så betragtet fremmede gæster som 'inuitter' eller ej?

Uanset svaret har de helt givet kunnet se både ligheder og forskelle - og det er derfor også oplagt, at de må have haft ekskusive betegnelser for de fremmede - også selv hvis de samtidig skulle have betragtet dem som "inuitter". På ganske samme vis har også vi jo betegnelser for forskellige folkeslag, også selv om vi samtidig betragter dem som rigtige mennesker.

SPØRGSMÅLET om betegnelsers grad af generalitet og rækkevidde er dog ikke specielt knyttet til etniske kategorier, men er noget helt generelt begrebsmæssigt. For at opnå klarhed er det derfor nødvendigt at abstrahere et øjeblik fra det konkrete emne - ganske ligesom vi for at forstå en algebraisk formulering er nødt til at digte forskellige konkrete eksempler i stedet for at fiksere os ved et enkelt.

Så det gør vi:

Antag at der boede mennesker og ikke kun Commodo-varaner på Commodo. Hvis man nu præsenterede urbefolkningen for eksotiske varan-arter, ville de mon så acceptere dem som lige så ægte varaner som deres egen? Det samme gælder kornsorter, frugt, sole og en bunke andet.

Kan man kort sagt vide, at deres navn for den hjemlige dinosaur betyder "varan" og ikke mere specifikt deres egen livsfarlige art? Da de jo kun kender til denne ene art, så må den generelle betegnelse "varan" være rigeligt entydig. Og på samme vis med "inuit" i områder uden andre kulturer: Men i så fald burde ”inuit” betegne mennesker generelt.

Javel - men det kan lige så godt forholde sig sådan, at navnet "varan" går på "hele pakken", når Commodo-varanen nu engang er den eneste de kender. For frivillig abstraktion helt uden konkret anledning er nu engang ikke det almindelige. Men i så tilfælde skal man faktisk være eskimo for at kunne kaldes "inuit"...

På den anden side hindrer dette ikke inuitter i tillige at se dybe ligheder, som giver anledning til både frugtbart samvirke og gæstfrihed: ja, så vidt vi har hørt jo endog eksogam gæstfrihed.

Man har åbenbart tidligt forstået, at under så bistre kår er det klogest at se generøst på fysiognomiske forskelle. Hvis vi andre kører i grøften, vil også vi nok se stort på hudfarve og fysiognomi hos den barmhjertige samaritaner som yder os førstehjælp og tilkalder assistance: og da jo især promille-kontrol.

Men omvendt kan vi som bekendt sagtens geråde i forsvarskrig mod en anden stat, også selv om vi udmærket ved, at de arme djævle er lige så hvide mennesker som vi, men selv er underlagte et velorganiseret diktatorisk styres tvang. Men den viden vil jo indrømmet nok let falde i glemsel under slagets gang.

Tilhængere af den generelle tolkning af ordet ”inut” kan således stadig have ret i, at fraværet af sådanne dæmoniserende modsætningsforhold til andre grupper i fredelige perioder kan have gjort det nærliggende for ”eskimoerne” at lægge større vægt på lighederne med fremmede besøgende end på forskellene. Og deres åndeguder har nok ment det samme. Også selv om man ikke ligefrem har opfattet og betegnet gæster fra andre kulturer for ”inuitter”.