Modspil til Mainstream - Reflektioner

JOSEPH SMITH OG HANS URKILDE

2012-01-29T09:02:00.000-08:00

OM GUDS OG SANDHEDENS URANSALIGE VEJE
Forleden læste jeg at de amerikanske mormoner fra Utah baserer deres tro på en lodret plagiatsag. Religionsstifteren påstod i en drøm at have set en ny variant af lovens tavler, som han siden blev vist i en klippegrotte sammen med et andet troværdigt vidne, der tillige kunne stå inde for Mr. Smiths troværdighed – lovtavler som jødernes forsvundne 12te stamme – angiveligt de senere indianere – skulle have medbragt over Atlanten.

Sidenhen viste den genopstandne Jesus sig også for indianerne, idet andet ville have været både racisme og forskelsbehandling. Dog tillod den indianske Jesus udtrykkelig Joseph Smith friheden til flerkoneri, som denne da også nåede at praktisere. Imidlertid blev dette for meget for de ortodokse kristne, der naturligvis måtte have langt sværere ved at acceptere en sådan virusagtigt aggressiv okkupation og forfalskning af kristendommen end en udtrykkeligt ny religion, som traditionelle kristne må antages at være anderledes immune over for med en vis overbærenhed til følge.

De kristne fik derfor Joseph Smith fængslet på linje med alle andre ordentlige profeter i bibelhistorien, hvorefter en lige så utålmodig som behjertet skare af rettroende stormede fængslet og dræbte profeten: En religion var hermed grundlagt. Nu kommer det morsomme: Joseph Smiths angivelige profetiske drøm skulle siden vise sig at være et lodret plagiat fra et refuseret romanmanuskript begået af en helt anden forfatter – som ingen siden hørte mere til, idet han nemlig fornuftigt afstod fra at klage for ikke at risikere en lignende skæbne som profeten ved at fremstå som dennes ufejlbarlige urkilde.

Men alligevel lever mormonerne mirakuløst videre i bedste velgående – og selv om der nok kunne behøves flerkoneri for at overvinde så dårlige odds, så består dog den gåde, hvorledes mænd med så dårlige kort på hånden generation efter generation har kunnet opnå så mange koner, hvis ikke ved Guds hjælp. Således taler selve denne religions fortsatte overleven på trods af det absurde dog på sin egen vis for dens sandhed likförbannat. Og hvem siger at et plagiat ikke kan være sandt uagtet en såre verdslig og broget herkomst – et vilkår som jo allerede Guds rette søn er behæftet med, uden at det på nogen vis anfægter hans guddommelighed. Selv en lystløgner kan derfor tilsvarende i nødtilfælde blive Guds udvalgte vehikel for den rette tro – hvorved Gud samtidig benytter lejligheden til at illustrere, at hans egne planer lige så suverænt som skæbnen i Ødipus’ tilfælde formår at overlejre vore egne opsætsige planer og inkorporere dem som redskaber og nyttig idioti for sine egne. Hvis et tilfældigt gadekryds i ørkenen kunne være Guds søn, kan en ordinær løgnhals således også tildeles rollen som ordinær profet: For sandheden er stærkere end løgnen.

Tilfældet illustrerer tillige det forhold, at det det plagieres her i verden, oftest bestemt er værd at plagiere: For folk der kan slippe af med den sport, er altid respektable borgere, som rettelig nyder en moralsk immunitet, som de derfor ikke er sene til at udnytte – for som sagt er de langtfra idioter og i reglen oplyste nok til i deres tyvagtighed at besidde langt mere smag og dømmekraft end opfindsomhed. At plagiatoren tillige som nu Joseph Smith i reglen overlever selv de pinligste afsløringer, er sluttelig ikke mere mystisk end så meget andet: For eftersom plagiatoren jo nu engang er profet, professor eller i det mindste anonym forlagskonsulent, så må enhver anke i nævnte retning bero på misforståelser eller endda bagvaskelse fra notoriske tabere, der trodsigt nægter at affinde sig med at forvalte det pund som naturen nu engang har begavet dem med.

Dertil kommer at hele skaren af respektable bugtalere og jævnere ånder i titelland ubeskedent føler sig langt mere åndsbeslægtede med den virtuose plagiator end med originalen, hvis eksistens ifølge sagens natur opleves som et slag i ansigtet på denne alfabetiserede almindelighed – der derfor altid solidarisk tager parti for plagiatoren, som var denne den amulet, hvormed alle og enhver kan besværge egen lejlighedsvis plagiatvirksomhed i anderledes beskeden og derfor ligefrem rosværdig skala.

Nej kun i de slående tilfælde hvor man fristes til at tænke sig en art deja vue, er påstande om plagiat anderledes oplagte og uafviselige: For at noget på søvngængeragtig vis minder om genkomsten af noget bekendt, er så langt hinsides tilfældige sammentræf, at tanken om plagiat er den eneste plausible forklaring. Hvis noget nemlig ubeskedent ligner den ægte vare omtrent lige så meget som denne selv, så må der naturligvis være tale om en forfalskning. Ja, selv hvis også selve denne påstand skulle ligne et sådant somnambult deja vue, kan det ligesom i Joseph Smiths tilfælde sagtens være sandt alligevel… Og større prætentioner end at tale sandhed har vi såmænd ikke for vor egen del.

At USA i øvrigt risikerer at få en mormon som sin næste præsident, kunne sluttelig anføres som et raffineret argument mod vore egne republikanere og for Kongehuset – der som bekendt er og forbliver betryggende forpligtet på Luther og Søren Krarup. Sig så ikke oftere, at vi endnu ikke behersker den nøgterne og neutrale politiske reportages ædle kunst.

Som afslutning kan vi ikke undslå os for at betro hine enkelte, at vi aldeles uopfordret er blevet tilsendt et om så også skattepligtigt beløb på 10.000 kr til "fortsat filosofisk virksomhed, gerne i bogform", fra Malermester Hartvigs Fond, ved Bjørn Bredal og Niels Barfoed. Hvis nogen ude i byen herefter forsøger at slå os for en bajer, afslører han sig derfor umiskendeligt som læser af vor blog som urkilden til som sædvanlig opsigtsvækkende sandheder.

”ITS ONLY A PAPERMOON…”

2012-01-17T11:34:00.002-08:00

OM DEN BORGERLIGE OPERA...

Manglende adgang til TV nytårsaften forklarer min royale forsømmelighed både Nytårsaften og ved Dronningens 40 års jubilæum. På den anden side har jeg ikke spor imod de kongelige, bare de ikke støjer og koster mere end deres modstandere. ”Efterlønnens” niveau kan vi vel altid snakke om, hvis vi keder os. Det sunde ved monarkiet er imidlertid, at her ved vi alle, at dets status - skønt nedarvet - ikke udtrykker nogen personlig essens eller fortjeneste. Derfor kan vi alle tilgive dem, bare de ikke kvajer sig alt for vildt.

Men hvorfor kan vor nidkære demokratiske nomenklatura så ikke tilgive de kongelige? Årets første lyse idé, som muligvis er lidt for god til denne verden, affyres hermed kvit og frit fra hoften: Vore demokratiske eliter hæger med nidkær skinsyge om den idé, at de selv modsat de kongelige har fortjent både deres udnævnelser, titler, honorarer, pensionsordninger, "indflydelse" (dvs. retten til at forhindre andre talenter eksponering) og fortrinsstillinger. Og Kongehuset minder dem ubevidst om den ubehagelige mulighed, at dette måske slet ikke holder stik... For sæt nu Onkel Danny alligevel havde ret: ”It’s only a paper moon”.

At vor teori godt kunne være sand, skal illustreres med et frisk eksempel. En kronik blev af et af landets mest selvbevidste dagblade honoreret med et automatisk robotsvar, som havde der været tale om et læserbrev. Til gengæld modtog jeg samtidig en personlig mail fra redaktricens sekretær om, hvorledes hendes højheds navn rettelig bør staves – hvis inspirationen skulle melde sig en anden gang. Dette var åbenbart vigtigere end et personligt svar på et stort stykke ulønnet arbejde. For modsat de kongelige savner vore demokratiske eliter ofte både humor og selverkendelse: Frygten for sidstnævnte tillader dem nemlig sjældent den luksus at have humor

En erindring omkring vor dengang endnu ret ungdommelige Dronning kan illustrere hvorfor jeg undertiden foretrækker kongehuset for den moderne nomenklatura. Hun blev spurgt, hvad hun syntes om at blive tiltalt med "Du". Margrethe svarede, at hun foretrak at folk tiltalte hende som de selv fandt det naturligt. Hendes svars nærmest talmudiske genialitet analyserede jeg først mange år senere, men det gjorde åbenbart indtryk.

Margrethe vidste at ingen dengang, uanset observans, fandt det naturligt at tiltale hende med "Du", der således alene ville være en affekteret provokation. Den smarte udspørger tror selv at repræsentere naturligheden over for det affekterede royale og forsøger ligesom de skriftkloge på Jesu tid at fange hende i en fælde uden udvej: Hvis hun overgiver sig til naturlighedens ”du”, er det reelt en slags abdikation; og hvis hun omvendt fremturer majestætisk, udstiller hun kongedømmets naragtighed og begår atter selvmål. Men i stedet bliver udspørgeren selv indirekte tilbagevist som den affekterede og unaturlige. Jesus var som bekendt heller ikke dårlig til den slags operationer – der skam også formår at gøre vor moderne nomenklatura hvidglødende af den velkendte tavse fornærmethed, der sjældent tilgiver....

Og Operaen? Åh ja, også den koster jo en kongelig bondegård og ser pæn ud på afstand. Men folk med bedre forstand på de dele fortæller mig, at dels er akustikken dårlig, dels tjener disse prangende udenværker mest til at temmelig ”artsfremmede” typer har kunnet tilrane sig yderligere status og midler på bekostning af kunsten selv.

P.S. Vor histories pointe bekræftes kun af, at den ikke vakte mindste behag hos flere redaktioner, idet nogle tydeligvis følte snart kongehusets, snart deres egen oplyste ære beklikket..."We are not amused", som Queen Victoria plejede at sige, når noget mishagede hende. - Men ved man da ikke, at det dybest set kun er os selv der ved vor egen barnagtige fejhed og dumstolthed for alvor kan beklikke vor ære? Nå, på positivsiden tæller til gengæld at Bjørn Bredal for nylig betroede mig - uden dog samtidig at oplyse sin promille - at han anser mig for en filosofisk skribent i særklasse. Så you never know...

KÆLDERMENNESKETS LIVSLØGN - OG VINDERNES

2012-01-10T05:14:00.000-08:00

Dramatiseringen af Dostojevskijs ”Kældermennesket” på Det Kongelige Teater har givet anledning til debat om nutidens kældermenneske. Anne Sophia Hermansen ser kældermennesket i bagvaskelsen af kendte personer, såsom pseudonymet ”Bethany”s udhængning af hende selv i de sociale medier. Og livsstil-eksperten Anne Glad siger, at på nettet kan enhver i vore dage tampe frit i tasterne: Mennesker med forliste ambitioner vejrer
morgenluft. Samtidig er Ole Thyssen, Karen Hækkerup, Henrik Dahl m.fl. bekymrede for et samfund på tabernes præmisser.
De to debatter er forbundne kar – og minder atter om F. Stjernfelts og S.U.
Thomsens debatbog ”Den negative opbyggelighed”. Deres tema var alle ”miskendte”,
der i tidens løb har ment at gå i Jesu og van Goghs fodspor. Deres fremstilling
var imidlertid en spejlvending af den samme figur som de kritiserede: For nok
kan fallenter frit påberåbe sig berømte afdøde, som først eftertiden har anerkendt
– men just under henvisning til dette kan vi akkurat lige så let slippe af sted
med at afskrive selv berettigede samtidige som livsløgnere.

I begge tilfælde er der filosofisk set tale om fejlslutninger: For ganske ligesom vi
ikke kan slutte af nogle miskendtes berettigelse, at alle miskendte så er
berettigede undtagelser – kan vi heller ikke slutte af nogle ”martyrers” paranoia,
at alle der mener sig overset, er livsløgnere. Reelt psykologisk er det
imidlertid ikke fejlslutninger, men i begge tilfælde selvbedrag: Fejlslutning
er principielt en rationel proces, blot er der sket en trykfejl undervejs.
Selvbedrag er derimod aldrig tilfældige, men er styrede af følelser. Hvad enten
det nu er kældermenneskers ønske om oprejsning eller de privilegeredes hægen om
deres fortrinsstilling.

Forskellen er den at de privilegerede er i en magtposition og dertil optræder solidarisk,
mens ”kældermennesker” ikke kan påberåbe sig autoritative instanser og typisk
optræder solo. Det er gratis at håne dem vi udelukker: For så snart vi har
lukket dem ude, er de per definition sociale tabere – og hvis de dernæst pukker
på deres ret, gør de sig umulige som ”kældermennesker”. Og det er aldrig for
sent at udelukke nogen: For vi kan altid bortforklare tidligere generøsitet som
udslag af vort store hjerte – eller som resultat af andres blåøjethed over for distanceblændere.
Endelig har vi eksempler på, at dygtige folk blev sindssyge: Og uanset
faktorernes orden, så er det ikke noget vi kan være tjent med. Tidligere kunne
vi lukke munden på kældermenneskene – men i dag kan de via nettet snige sig ind
under en ”Kvote 2-ordning”, og det har vi det skidt med.

KÆLDERSKRIVERI har imidlertid sit arnested i den etablerede presse. Få ting trækker læsere som beklikkelse af højt placerede folks kompetence og moral - med rette eller ej, og uanset højde over bæltestedet. Om det så er ”Bethany”s slagsmål med A.S Hermansen, Lars Bukdahls
yndlingsaversioner i litteraturens verden, Berlingskes ”Groft sagt” eller Peter
Tudvads nationalopgør om arven fra Kierkegaard med den næsten landligt fredsommelige
Joachim Garff – så er der i grunden tale om det samme inflationssikrede
pressekoncept.

Grunden er enkel: Mens man nemlig ved individuelle og så at sige ”uomskårne” forcer let påkalder sig jalousi, kommer man langt ved omvendt at alliere sig med jalousien som verdensmagt og kritisere folk der er kommet højt på strå. I den forbindelse kunne vi tale om ”loven om jalousiens konstans”: I henhold til denne ”naturlov” kan vi godt tilstå dig
retten til at være stjerne for en uge, mod at du til gengæld tager skraldet for
at sige ting som vi andre ikke tør sige – for vi har mere at miste end du. Du får
lov at blive ugens helt – men kun fordi en langt større hero derved bliver
trukket velfortjent ned i skidtet. På den måde får vi orden i ”jalousiens budget”,
idet vor generøsitet over for dig dog samlet set ikke giver os grund til at
nære mere jalousi end før.

Derudover er gadeslagsmål ikke alene underholdende, men også demokratisk inkluderende: Enhver forbipasserende har ret til at deltage. For demokrati er samtale, som Hal Koch sagde – og det kan folk lide. Autoriserede kælderskriverier florerer derfor til alle tider – og
når visse skribenter tillades år ud og år ind at fornærme godtfolk uden for
egne rækker, så skyldes det begge de nævnte grunde. For mediernes
”tjenestemandsansatte” provokatører er instinktivt altid omhyggelige med ikke
at fornærme nogen i deres egen klasse – hvor modigt de end håner parallelklassen...

Dostojevskijs iscenesætter Rune David Grue medgiver, at kældermennesket kan have nogen ret –
men tilføjer så, at det selv fremprovokerer mobningen. Men siger man A, må man også sige B: For ligger det ikke i al mobnings natur, at den er ”fremprovokeret”? Den grimme
ælling er nok ene mod alle; men alligevel frygter vi, at den skulle få andel i
vore privilegier – og desto mere jo mere berettiget vi frygter at den er. - Og
når gøgeungen ubønhørligt mobber sine små søskende ud af reden, føler den sig
så sandelig også provokeret til det: For ikke blot er den notorisk kilden over
for fremmed berøring, hvilket de indbildske asner tillader sig at blæse på –
dens sære søskende er desuden artsfremmede og fortjener derfor at behandles som
blinde passagerer. Men skulle sandheden alligevel vise sig at være den
omvendte, bliver det først helt utilgiveligt: For at de forkerte har ret, er
allerede utåleligt – men at de selv ved det og ikke først beder om vor
godkendelse: dét er et slag i ansigtet på vor ære.

Tabere på overførselsindkomst, der forlanger anerkendelse på linje med os, er mindre dramatiske end kældermenneskene. Ligesom ikke alle kældermennesker er på
overførselsindkomst, er ikke alle på overførselsindkomst kældermennesker – men
der er nu ofte sammenfald. Og Ole Thyssen har ret i at jo lettere det
er at opnå status som offer, desto større er fristelsen til at falde til patten.
Imidlertid er det at være taber forbundet med lav status og er derfor
almindeligvis ikke noget man tragter efter – med mindre man vitterlig er eller
føler sig invalideret.
Dog kan man godt tænke sig at det giver ringere status i visse miljøer at have
et ufaglært job end at være arbejdsløs ægyptolog: For hvis du først er avisbud,
er det lettere for dine fagfæller at afskrive dig som et falleret talent, der
omsider fandt sin rette hylde. Thyssen må derfor tage højde for, at som den
sociale virkelighed p.t. er skruet sammen, gør den arbejdsløse ægyptolog måske vitterlig
klogest i at beskytte sin faglige prestige og overlade jobbet som avisbud til andre.
Nu er det en økonomisk makrosandhed, at der for tiden ikke er mange ledige jobs.
Og i den situation er ”vindernes” vinkel den, at de bedste får jobbet, mens taberne forlanger
ligeberettiget status. Tillad mig i den anledning et ide-historisk indskud. Ganske
som i calvinismens tid økonomisk velstand ansås for et tegn på, at man nød
Herrens bevågenhed som et retskaffent menneske, så mener Ole Thyssen m.fl., at
grønt lys i tilværelsen borger for ens berettigelse – og for at mindre velkomne
bidragydere og arbejdsløse følgelig må være af proportionalt lavere kvalitet.
Sagen er imidlertid den, at udover ved konkrete varer og tjenesteydelser er der
ikke i almindelighed en ligefrem kobling mellem kvalitet og afsætning. Allerede
ved materiel produktion er der ofte uheldige sideeffekter af et produkt eller dets
fremstilling. Men i den offentlige anerkendelsesverden, hvor det end ikke er
bestilleren der betaler showet, handler medgang dertil ofte mere om, hvem vi
har fordel af at anerkende, end om hvem vi burde anerkende.
I vor egen stræbsomhed er vi ikke altid så interesserede i at anerkende andre –
men nogle er vi nødt til at anerkende, fordi de enten allerede er etablerede
eller endda står i et magtforhold til os. Eller fordi de ved at ligne os i tilgang
er oplagte allierede. Dem kan vi således bruge som bekvem anledning til desto
mere konsekvent at afvise ubudne, der ingen fordele har at tilbyde os. Et ansættelsesudvalg
eller fagkonsulent vil ofte være forudindtaget og stolt over at have med en berømthed
at gøre. Dertil kommer at når vi præmierer noget i forvejen lovprist, har vi
ryggen fri, selv hvis personen mod forventning skulle vise sig at blive et flop
– en betragtning, der især for ubeskrevne blade spiller en rolle. Derfor vil "vindere"
sjældent blive afvist i informationssamfundet. Ja, selv på det private marked sælger
de kendte uforholdsvis mange billetter og får uforholdsmæssigt meget omtale.
Større salg er således intet sikkert tegn på komparative fortrin. Og da slet
ikke i de enkelte tilfælde, selv om synspunktet kan have en vis statistisk berettigelse
på alment tilgængelige felter såsom film.
Derudover er det ikke engang altid sikkert, at en kändis i længden sælger bedre en mindre
kendt af høj kvalitet. For en avis, TV-station eller et forlag der bliver kendt
for konsekvent at vægte kvalitet over kändis-effekt, kunne godt ende med at få et
større publikum. Men dette scenario forhindres oftest af mere kortsigtede
kalkuler. Så af mange grunde kan vi ikke købe ”vindernes” selvbillede. Og da slet ikke hvis enhver med høj løn kræver anerkendelse på linie med industriens pionerer: En figur der nemlig spejlvender kritikken af tabernes krav på anerkendelse som forsømte genier, ganske som vi
så det i forbindelsen med Stjernfelts og Thomsens tale om de falske martyrer.

Især i tider med lav efterspørgsel efter arbejdskraft vil succes på felter
hinsides veldefinerede forbrugerkrav a la bilreparation og blikkenslagerarbejde
ikke være et godt mål for kvalitet. At blive udvalgt handler mere om alt det
som jobcentrene excellerer i: ”Hvordan kommer du til jobsamtale, hvordan bør du
være klædt, og hvad skal du sige under samtalen?” Kvaliteter spiller stadig en
rolle, men dels kan alt for markante kvaliteter undertiden være en ulempe, og
dels vægtes dine sociale forcer samt vor egen fordel af at anerkende dig langt
højere.
I private virksomheder vil man dog altid ønske at få de bedst mulige medarbejdere: For
målestokken er omsætning og profit - og alt andet lige vil en god bil altid
sælge bedre end en dårlig bil: Hvis en dårlig bil alligevel sælger bedre,
skyldes det enten en uforholdsmæssigt lav pris, et historisk godt ry eller
ulighed i reklame-volumen. Men selv om den materielle produktion stadig er
central, og mad ikke kan erstattes af computere, så beskæftiger den nu engang
en stadig mindre del af befolkningen. Og hinsides den materielle produktions
sfære er der meget andet end kvalitet som styrer vor efterspørgsel.

I særdeleshed er det absurd i offentlige anliggender at gøre en calvinistisk
betragtning gældende: For her er den der så generøst udskriver checken, jo ikke
identisk med dem der betaler gildet. En anden side af den sociale udvælgelse
som debatten overser, er det forhold at succes også tit beror på vor evne til
at udnytte en fortrinsstilling til at bringe rivaler i et dårligt lys. Selv
kolleger, der ikke elsker os, vil se med blide øjne på vore små intriger, for
ej heller de ønsker bejlere med måske mere glorværdige kvaliteter end deres
egne. Den akademiske verden er ikke ubekendt med sådanne hensyn, og nu hvor
krybben er tom, mere end nogensinde – men modsat hos Mærsk er der her ikke en
sund modvægt i salgsøkonomiske langtidshorisonter.
Disse overvejelser kan forlænges i en analyse af begrebet mislykkethed. Social
mislykkethed kan bero på manglende evner eller kvalifikationer – men nok så ofte
på knust livsmod, lav selvtillid og manglende opbakning. De ”calvinistiske” kritikere
kunne nu indvende: ”Vel findes der begavede skvat, ganske som der findes
begavede psykopater – men det er kun rimeligt at også menneskers karakter
spiller en rolle.”

Den betragtning åbner imidlertid for en hyklerisk strategi:
Lad os som medlemmer af ansættelses- og bedømmelsesudvalg, som fagkonsulenter, anmeldere
osv. spænde ben for alle der kunne sætte vort eget lys under en skæppe: For
hvis de ikke kan tåle mosten, viser det blot at de er nogle skvat – og dem er
verden ikke tjent med. Dette argument kan dog tilbagevises: For nok er det godt
hvis psykopater samt folk, der af andre grunde er uforenelige med en moderne arbejdsplads,
sis fra. Men med i badevandet følger en bunke folk, hvis ”karakterbrist” er
erhvervede og mest beror på at vi konsekvent spænder ben for dem.

Den calvinistiske betragtning vil endvidere hævde, at jo højere løn man får,
desto mere er man værd. En sådan psykologisk mekanisme er da også en massiv realitet:
Tænk blot på med hvilken naiv selvfølelse vore mest kendte foredragsholdere
forlanger eksorbitante honorarer. Hvis man foreslog dem at være mere beskedne med
tanke på hårdtarbejdende sygeplejersker, hjemmehjælpere etc. uden hverken høj
status og frynsegoder, ville de blive meget forurettede – ikke af grådighed,
men fordi de ville føle det som en reduktion af deres person.

Bliver man behandlet som stjerne, mister man snart al selvkritik; og behandles
man konsekvent som et udskud, er det tilsvarende svært at forblive uanfægtet
deraf: For ens mulighedsunivers bliver eroderet. Men vor ubodelige tiltro til
såvel succes som mangel derpå er dog overtro, idet vi i Calvins ånd da tager verdens
dom for pålydende. Og for i stedet at vende os til mindre anløbne udgaver af
kristendommen end Calvins, kunne vi tværtimod hævde: At sådan overtro er en synd
mod ”helligånden”.
Kompagniet af fordums marxister, som efter en postmoderne mellemakt i dag
hylder læren om at være sin egen lykkes smed, blev selv båret igennem hele
vejen i kraft af at være født på et heldigt tidspunkt med jobs til alle
uddannede. De tager hverken højde for konjunkturbestemt eller strukturelt
bestemt arbejdsløshed. Begge makroøkonomiske størrelser, der ikke kan henføres
til offer-mentalitet. Men hvorfor dog som taberne nøjes med overføringsindkomst,
når man kan få både honorarer og høje gager uden ligefrem at risikere en
diskusprolaps i sandhedens tjeneste?

P.S. Ikke et ord om redaktionelle kommentarer selv på de bedste steder: Når en på bunden hæderlig red. omsider har vænnet sig til eksistensen af enhjørninger og overgiver sig i stedet for det slet skjulte "mig ikke forstå, og du slet ikke kan skrive endnu..."), bliver han gerne udskiftet. Så går der vel atter et par år, inden man får lært at skrive tåleligt igen...

EN BARONS ÅRSREGNSKAB UDI KUNSTEN AT FÅ FIASKO

2011-12-12T09:34:00.001-08:00

OM AT "OWNE" BIL, FÆSTEBØNDER - OG SKOV

Selv i et bibelbælte glemmer man alligevel let hvor Moses i sin tid købte øllet, - men desto mere glædeligt var gensynet med en gemt flaske flaske Glen Grant. Måtte straks drikke mig mod til ved udsigten til næste dags praktiske udfordring i anledning af årlig bilinspektion: Påklistring af genstridigt og løbsk bakspejl, ikke at forveksle med sidespejlene, der jævnligt ryger af ved uventet modkørende trafik: Ensretning er nemlig default indstillingen her i firmaet, men budskabet synes ikke rigtigt at trænge igennem. Har vi mon et oversættelsesproblem? Ja, vi spørger bare.

- Nuvel, et bakspejl skal jo ikke monteres glas mod glas, skønt kontaktfladen her ellers er optimal. Ikke desto mindre måtte jeg efter omsider at være lykkedes i mit forehavende konstatere, at et spejl kan sidde omvendt på mere end én måde i et tredimensionalt univers: Således kunne jeg nemlig i spejlet konstatere, at min lynlås var gået gået op... Til gengæld gik bilen for første gang gennem synet helt uden anmærkninger eller blot anbefalinger - hvilket viser at biler er i stand til at udvikle sig og grundet denne Münchhausenske modvilje mod entropiens lov følgelig er at betragte som levende væsner.

På hjemvejen inspicerede jeg mine mest afsides fæstebønder, der imidlertid syntes at have opgivet ævret under de sumpede betingelser - vi lever i et tabersamfund af jammerkommoder og kældermennesker: Her tilbyder man dem ærligt arbejde og personlig udvikling, men i stedet drager de til storstaden for at forsumpe på vor regning. Kongen - den slappe populist, som ikke kender sin besøgelsestid og ikke fatter, at han derved kun køber sig en stakket frist - støtter dem naturligvis heri, men det er jo os adelige der må betale gildet, for jorden dyrker ikke sig selv. Nej, op på træhesten, så skulle I snart få se løjer...-

- Et nyt dansk verbum med for mig uigennemskuelig betydning er "at owne": "Ole Birk Olsen owner SF på det spørgsmål, hvornår mon Danmark skal være i økonomisk balance." - Samtidig bedyrer en bekendt, at hun i en mere letfattelig forstand "owner" sit eget konsulentfirma: Det hedder jo også "my own room". Man kan efter sigende ikke eje mennesker, men man kan heldigvis owne dem: Således blev en geskæftigt hjælpsom rådgiver engang brysk afvist af en estimeret amerikansk byfornyer af belastede byområder med denne replik: "Det er mine niggere!"

- Jeg "owner" for min egen del efterhånden betragtelige arealer af svensk skov, som jeg i smug plejer efter selektive principper, som enhver normal skogbaron helst ville have sig frabedt. Af samme grund spørger jeg sjældent om lov, men tager mig på den anden side heller ikke betalt, idet arbejdet bærer lønnen i sig selv: I dag således to urhaner i forårsagtigt humør - for just urfuglene og tjurerne betragter jeg som mine klienter og smertensbørn. Som "Gudfaderen"s trofaste familiesagfører ildevarslende lakonisk betror en træg forhandlingspartner, således kan også jeg nemlig sige: "I have got only one client..." - Urfugle holder nemlig ikke af juletræer, idet de fortrænger blåbær, tyttebær og enebærbuske - så selvsåede invasive jule-horder påtager jeg mig at fjerne fra bedre lokaliteter uden beregning, inden de når at gøre skade - for øvrigt også i allerede fredede områder, thi der savnes mandskab til pleje. Plantet infanteri af juletræer bøjer mig dog for, om end mere af realisme end af lovlydighed.
Men som med alt andet i mit liv gælder forresten også her: I samme øjeblik det jeg laver, opdages og geskæftigt bliver behæftet med både status og penge, sætter the usual suspects og deres kloner sig på det i samdrægtig flok, for det er nu engang min karma. Kort sagt finder jeg ingen grund til at have is i maven og vente på Godot i form af kontraktlige opdrag, alt imens græsset gror og horsemor død.

Men kunne man mon så ikke i stedet kombinere denne min quijotisk irrationelle lidenskab med en veltimet og anderledes indbringende jule-frækhed? Højst sandsynligt, men vi idealister og arbejdsheste inkognito tænker overhovedet ikke i sådanne baner - og når vi endelig forsøger, forregner vi os i reglen. Personlighedstyper, formoder jeg...

For vi tilhører nu engang ikke den kategori der forstår at sælge deres skriverier allerede inden de har begået dem, idet de klogeligt holder sig til slet skjult kopivirksomhed: For hvordan kan et forlag nemlig uden at slå sig selv på munden afvise noget, som ret beset allerede er blevet både publiceret og verbost anmeldt de bedste steder. Og vi mennesker står os nu engang bedst ved nogenlunde samtidig at sige og gøre nogenlunde det samme - thi det borger umiskendeligt for originaliteten.
- Nuvel, skoven på billedet forsøger jeg omvendt at få fredet mod al hugst, da den er af en ganske særlig karat - hvilket som sagt ikke helt skal forhindre mig i fortsat skønsom manicure.
Den forlængst ukendte landskabs og portrætmaler Ruben Gelardie gjorde mig opmærksom på en bitte bog fra -60 begået af en siden hen berømt finlandssvensk lyriker og maler Rabbe Enckell: "Kunsten at få fiasko" (Hasselbalcks bibliotek). Den skulle være paradoksal og vittig, men også opbyggelig, og ikke helt ubeslægtet med osv. Og som han sagde: Henviser du til lurmærkede folk, der har tænkt noget lignende, har man sværere ved at afvise dig.

Han har aldeles ret: For den hæderkronede og organiserede normalitet vil altid kun hæfte sig ved den subjektive "fornærmethed" eller hvad nu, som man indrømmet deler med hundreder - men stædigt forbigå såvel dens individuelle objektive grund som dens objektive, emergente, hvis ikke spektakulære frugter. Nuvel, men det opbyggelige i fiasko er vel bl.a., at ikke alt holder niveau, samt at det er synd at fælde træer til papirmasse, før de er modnede til tømmer. Nietzsches gamle dictum "Alt hvad der ikke dræber dig, gør dig stærkere" er dog nok så apropos - vel ikke som faktuel sandhed, men desto mere som ideel leveregel: Kan du forvandle det her til noget emergent, så at du dog får noget for pengene, nu du alligevel må betale prisen?

Naturligvis vil som sædvanlig næsten ingen på bjerget indrømme det, selv om man i det dulgte nidkært overvåger selv dine mindste troppebevægelser, ganske som ravnene med trofast skinsyge vogter på ørnens og rovdyrenes færd. Men også det forvandler du så bare til noget emergent: - hvorved du til sidst ender som den bisætning, der ganske vist komplet har tabt forbindelsen med både sit ophav og sin naturlige plads i tilværelsen - men som til gengæld hævner sig ved at emancipere sig selv som hovedsætning. Den Europæiske Centralbank ville muligvis her gøre indsigelse, men den der selv bor i et glashus, bør som bekendt ikke kaste sten - hvortil jo kommer at det dog undertiden forekommer at en sæbeboble emanciperer sig helt overbevisende.

"KUNSTEN AT FÅ FIASKO" er hermed bestilt fra et oversøisk antikvariat i Aarhus i samfulde tre eksemplarer. Så kan det vel ikke gå helt galt - og dog, og dog: Ingen i dette land har således i årets løb fældet så mange juletræer som jeg - som sagt ligeledes oversøisk i de svenske urfugles tjeneste - og alligevel er jeg omtrent den eneste i landet der ikke selv ejer et. Men med fiaskoen går det mig heldigvis som regel betydelig bedre, og den er med til at holde mig i form. Man skulle jo nødig ende med at ligne en udlevet og dekadent adstadigt omvandrende succes - endsige som den uskyldige "Amagermand", der for tiden anerkendes uforbeholdent og landsdækkende for morderiske bedrifter, som han jo i virkeligheden slet ikke ville være i stand til at udrette. - Bedrageren Stein Bagger havde det af samme grund slet ikke så sjovt som folk tror, for også han levede jo kun på lånt tid i sus og dus.

RETTEN TIL RIGET

2011-11-24T10:29:00.001-08:00

Ole Thyssens kronik i Information 15.11 i liberalistisk ånd var et opkog af hans tidligere skriverier herom – og han har heri selskab med både sin lejlighedsvise kampfælle Henrik Dahl og Frederik Stjernfelt/Søren Ulrik Thomsen med deres pamplet "Den negative opbyggelighed". Det ville være under bæltestedet at indvende at Thyssen ikke selv bidrager til landets bruttonationalprodukt og i øvrigt er dyrere i drift end en førtidspensionist: For hans tænkning kunne jo godt være uvurderlig.
Thyssen kan også have ret i, at jo lettere det er at opnå beskyttet status som offer, desto større er fristelsen til at falde til patten. Imidlertid er det at være en beskyttet eksistens uvægerlig forbundet med lav status og derfor almindeligvis ikke noget man tragter efter, med mindre man vitterlig er eller føler sig psykisk og socialt invalideret.
Dog kunne man godt forestille sig at det giver ringere status i ens eget miljø at have et ufaglært lønarbejde end at være arbejdsløs ægyptolog: For hvis du først er avisbud, er det lettere for dine fagfæller at afskrive dig som et falleret talent, der omsider har fundet sin rette hylde, og hvis bidrag de i øvrigt risikofrit kan annektere i kollektiv tavshed. Thyssen og meningsfæller må derfor tage højde for, at den arbejdsløse ægyptolog på lang sigt måske vitterlig gør klogt i at beskytte sin faglige prestige og overlade jobbet som avisbud til Akmet eller Ali. Selv løb jeg dog i sin tid med aviser, men havde så også en palæstinensisk far...
Vor konstatering erindrer os om den økonomiske makrosandhed, at der jo slet ikke er så mange ledige jobs, ej heller for de initiativrige. Og i den situation er det Thyssens vinkel at de bedste får jobbet, og at taberne så vælger at forlange status som ofre - en betragtning han frejdigt her i efterlignernes århundrede har lånt fra historikeren Henrik Jensens bog "Ofrenes århundrede" - der dog ikke vinklede den ideologisk.
Ganske som i calvinismens tid økonomisk velstand var et tegn på at man nød Herrens bevågenhed som et retskaffent menneske, så mener Thyssen nemlig tydeligvis, at grønt lys i tilværelsen i sig selv borger for ens berettigelse og kvaliteter samt ikke mindst: At mindre velkomne bidragydere følgelig må være af proportionalt lavere kvalitet.
Sagen er imidlertid den, at udover ved konkrete varer og tjenesteydelser er der ikke i almindelighed en sådan nødvendig kobling. I den offentlige anerkendelsesverden, hvor det ikke er bestilleren der betaler showet af egen lomme, handler det oftere om, hvem vi har fordel af at anerkende, end om hvem vi burde anerkende i henhold til kvaliteter.
I vor egen musegrå stræbsomhed er vi dybest set ikke altid ret interesserede i at anerkende andre – men nogle er vi nødt til at anerkende, fordi de enten allerede er etablerede eller endda står i et magtforhold til os. Eller fordi de ved at ligne os i tilgang og ærinde fremstår som oplagte allierede. Dem kan vi således bruge som bekvemme anledninger og talismaner for desto mere konsekvent at afværge ubudne talenter, der ingen fordele har at tilbyde os. Et udvalg, en redaktør eller forlagskonsulent vil ofte være ikke blot naivt forudindtaget, men også lidt stolt over at have med en berømthed at gøre, for det smager allerede lidt af fugl.

Dertil kommer at når vi præmierer noget allerede præmieret, har vi ryggen fri, selv hvis det mod forventning skulle vise sig at blive et flop – hvilket især for nyere og mere ubeskrevne blade såvel som for dovne sjæle spiller en rolle. Derfor vil en Thyssen og andre "krigere" - for nu at bruge hans egen terminologi - sjældent blive afvist, hvor meget han end gentager sin ode til Mærsk. Men det beviser jo ikke hans genialitet eller sandfærdighed som tænker eller stilist.
Derimod kan det i det enkelte tilfælde være salgsøkonomisk korrekt, at en kändis læses af flere end en mindre kendt. Sidstnævnte betragtning holder dog ikke over tid: For en avis, TV-station eller et forlag der konsekvent vægter kvalitet over kändis-effekt, kan meget vel ende med at få flere læsere, blot man tillige sørger for variation i stil og indhold.
Thyssen overser med andre ord, at især i tider med overskud på arbejdskraft vil ens succes på felter hinsides veldefinerede forbrugerkrav a la bilreparationer og blikkenslagerarbejde ikke være et mål for kvalitet. At ”få lov” handler tværtimod om alt det som den moderne middelklasse og jobcentrene excellerer i: ”Hvordan kommer du til jobsamtale, hvordan bør du være klædt, og hvad skal du sige under samtalen?”. Kvaliteter spiller stadig en rolle, men dels kan alt for markante kvaliteter undertiden vække være en ulempe, og dels vægtes sociale forcer samt vor egen fordel ved at anerkende dig langt højere.
I private virksomheder vil man derimod altid ønske at få de bedst mulige medarbejdere: For målestokken er omsætning og profit - og alt andet lige vil en god bil altid sælge bedre end en dårlig bil. Dvs. hvis en dårlig bil alligevel sælger bedre, skyldes det enten en uforholdsmæssigt lav pris eller misinformation, et uheldigt ry fra ældre tider eller ulighed i reklame-volumen.
Men sådan er det ikke altid i åndens verden, hvor så meget andet end kvalitet kan styre vor efterspørgsel. I særdeleshed er det meningsløst i offentlige anliggender at gøre en sådan ”calvinistisk” betragtning gældende: For her er den der så generøst udskriver checken, jo ikke identisk med dem der faktisk må betale gildet.
En anden side af den sociale udvælgelse som Thyssen helt overser, er det forhold at vor grad af succes ofte har at gøre med vor evne til at udnytte allerede opnåede fortrinsstillinger til at intrigere for dermed at bringe uvelkomne ”rivaler” i et umuligt lys eller i på anden vis omgå dem uden risiko.
Selv kolleger, der ikke elsker os, vil nemlig ofte se med milde eller endda "blinde" øjne på vore små intriger, for ej heller de ønsker flere bejlere med andre og måske mere glorværdige kvaliteter end deres egne. Den akademiske verden er notorisk fuld af den slags kalkulationer, og vel i dag mere end nogensinde - og modsat hos Mærsk er der her ikke en sund modvægt i salgsøkonomiske langtidshorisonter.
Naturligvis kan jeg ikke kan ane hvor megen af sin personlige lykke lige netop Ole Thyssen kan skrive på den konto, men det kan næppe passe at han er ubekendt med disse forhold.
Vore overvejelser omkring succes kan forlænges til en analyse af begrebet mislykkethed. Social-økonomisk mislykkethed kan bero på manglende evner eller kvalifikationer – men nok så ofte på knust livsmod, skyldfølelse, lav selvtillid, manglende opbakning fra familie og miljø, etnisk mistro osv. Den ubevidst calvinistiske Thyssen ignorerer konsekvent hele denne psykologiske flora; eller også vil han måske her indvende: ”Vel findes der også begavede skvat, ganske som der findes begavede psykopater – men det er da kun rimeligt at menneskers karakter spiller en rolle for deres sociale skæbne.”
Men en sådan betragtning ville åbne for en meget ondartet og hyklerisk strategi: Lad os som anmeldere, som medlemmer af faglige ansættelses- og bedømmelsesudvalg, som forlagskonsulenter, eksaminatorer osv. spænde ben for alle de talenter, som kunne frygtes at sætte vort eget lille lys under en skæppe: For hvis de ikke kan tåle mosten, viser det at de er nogle skvat, og den slags er verden ikke tjent med. Lad stå hvad ikke kan falde...
Hvis det thyssenske kompagni imidlertid i en trængt situation vitterlig skulle betjene sig af dette argument, kan det tilbagevises som usagligt: For vist er det godt at i det mindste nogle psykopater samt andre som er inkompatible med enhver arbejdsplads, sis fra inden de når at lave ulykker. Men med i dette arguments badevand følger rigtignok en bunke mere eller mindre fortræffelige folk, hvis eneste ”karakterbrist” i givet fald er erhvervede og just beror på at vi så konsekvent spænder ben for dem – noget vi desværre langtfra altid er i stand til, men desto mere eftertrykkeligt just i de tilfælde hvor de pågældende står uden bagland og forbundsfæller.
I forlængelse af Thyssens calvinistiske betragtningsmåde kunne man endvidere sige, at jo højere løn man får, desto større må man være – og følgelig rangerer en Thyssen langt over en arbejdsløs. En sådan psykologisk mekanisme er da også en realitet: Tænk blot på med hvilken naiv selvfølelse vore mest kendte foredragsholdere forlanger eksorbitante honorarer. Hvis man foreslog dem at være mere beskedne og herunder tænke på hårdtarbejdende sygeplejersker, hjemmehjælpere etc. uden høj status som frynsegode, ville de blive meget forargede – skam ikke af grådighed, men fordi de ville føle det som en fornærmelig reduktion af deres person.
Bliver man behandlet som stjerne, kommer man hurtigt til at opleve sig som stjerne og mister snart enhver selvkritik; og behandles man konsekvent som et udskud, er det tilsvarende svært slet ikke at blive anfægtet deraf i svage stunder. I begge tilfælde tager vi fejlagtigt og i Calvins ånd verdens dom for pålydende. Og for nu at vende os til kristendommens mindre anløbne udgaver fra før Calvins tid, kunne vi tværtimod sige: At sådan overtro er en synd mod Den Hellig Ånd.

Kompagniet af fordums marxister fra direktørhjem, som efter en opportun postmoderne periode i dag bekvemt og unuanceret hylder læren om at være sin egen lykkes smed, overser at de selv er blevet båret igennem hele vejen, bl.a. i kraft af at være født på et heldigt tidspunkt, hvor universiteterne ansatte alt hvad der kunne krybe og gå. De tager med andre ord slet ikke højde for hverken konjunkturbestemt arbejdsløshed eller strukturelt bestemt arbejdsløshed. Begge makroøkonomiske størrelser, der ikke meningsfuldt kan henføres til uhensigtsmæssige strømninger eller offer-mentalitet.
Men hvorfor dog som taberne nøjes med overføringsindkomst, når man kan få konsulenthonorarer samt lektor- eller professorgage uden at overanstrenge sig i sandhedens tjeneste?

KVINDERNES KRIG

2011-11-19T03:08:00.000-08:00

Kvindernes blodige meningskrig i strid med alle FN-konventioner er underholdende og fik med Politikens Per Michael Jespersens nylige indspark et tiltrængt maskulint islæt. Men erfaringsmæssigt er det risikabelt at forsøge sig som opmand i et værtsshusslagsmål. For der sker her let det samme som jeg engang oplevede i Dyrehaven, hvor den svagere af to kæmpende hjorte i stedet kastede sig over mig, så jeg formelig måtte søge tilflugt hos dens overlegne modpart: For jeg vidste jo at jeg som kombattant var langt under hans værdighed. Muligvis digter jeg her en smule på virkeligheden on location – men mere spændende er virkeligheden altså ikke, for den er noget opreklameret .

Tidligere på året gav LA’s mand i Havanna kvinderne en uforbeholden bredside i ”Damefrokosten”, idet han noget ugalant pure frakendte kvindekønnet alle civiliserede dyder, uagtet alskens yngelplejeinstinkter. Men damerne lod ham skam galant komme til orde – på samme måde som fordums rødstrømper ofte blev neutraliseret ved at man galant indrømmede dem spalteplads nok, om ikke ligefrem til bekvemme selvmål, så dog til at afgive en grundigt forebyggende injektion af deres dengang endnu ret uorganiserede bakteriestammer. Sådan taktik kaldtes dengang ”repressiv tolerance” – men vi bør ikke gentage os selv, for det er der så mange andre små drenge i titelland der frygteligt gerne vil.
At forsøge sig som mægler er derimod anderledes betænkeligt, for i tilfælde af jævnbyrdighed mellem de stridende parter vil disse ofte enes om at bruge den rare idiot som belejlig syndebuk på konfliktløsningens alter: For begge parter kan på den vis kan aflyse eller udsætte deres slidsomme og farlige holmgang uden at tabe ansigt. PM tillod sig således at anføre, at kvindekrigen foregår i en forkælet elite af højtråbende damer. Men en samdrægtig damefront parerede prompte og overbevisende med den lige venstre, at også mændenes debatter jo mest udspilles på business class.

Ikke desto mindre kan man af og til godt få den oplevelse at en endnu meget begrænset kreds af hårdtslående damer tilstedes ubegrænset plads i forhold til hvor repræsentative de mon er. En suveræn undtagelse fra tidens overuddannede tristesse er imidlertid her den begavede skøge Susanne Møller, der spontant excellerer i hvad der ellers fattes i vort fagre nye DK: Sammenlignende billeddannelser i ubevogtede øjeblikke, som Storm P. kaldte det.
I den særligt brutale filial af kvindekrigen der handler om prostitution, siger fru Møller således ikke kun, hvad en og anden rapkæftet moster fra et lurmærket ”undervisitetscenter” vel også nok kunne finde ud af: Nemlig at luderen skam ikke sælger sin krop, men kun en bestemt tidsbegrænset ydelse, ganske som andre håndværkere. Nej, fru Møller tilføjer i forbifarten og helt uden Forfatterskolens endsige den sakrosankte meningspoet SUT’s velsignelse: at det hun tilbyder, bedst kan lignes med en halv times brydekamp eller nogle fælles øvelser.

På den måde får hun så at sige kastreret sine allerede i forvejen blegnæbbede modebattører ved at opløse prostitutionskrigen i en guddommelig latter, som ingen BNP-bekymrede uddannelsesministre nogensinde har taget højde for i al deres socialpædagogiske geskæftighed på nationens vegne. Samme fru Møller er for resten også en af de kvinder som man i et svagt øjeblik kunne overveje at gifte sig med – men dels er hun allerede gift, og dels hedder hun trods alt ikke Mærsk, så lige den krig dropper vi i håb om større medgift...
-------------------------------------------------------------------------

SUSANNE MØLLER, KARL MARX´ MERVÆRDI-LÆRE OG DEN KOGNITIVE SEMIOTIK

2011-09-12T04:41:00.000-07:00

Fra Mærsk til Møller
I vort magnum opus way back "Philosophiens Univers" (C.A.Reitzel), som blev fortiet og dernæst stykkevis og delt plagieret af det philosofiske etablissement såvel som af lovende aspiranter med sans for kronisk netværkeri og fortløbende indlæring af hvad drengene på tinge p.t. taler om - thi dette er den klassiske maskuline vej til fremgang, ganske som jo alle spin-doktorer er begyndt i den samme opløbne drengeklasse fra journalisthøjskolen, og ganske som en rockerbandes ungdomsafdeling efterhånden bliver lige skrappe til alle de samme ting, med samme jargon osv., for i tidens fylde at forfremmes til partimedarbejdere og kommende departementschefstillinger og ministerposter....

– Kort sagt, i vort magnum opus fra Kierkegaards nu ligeledes posthume gamle forlag, kunne man læse…. . Åh, tillad os her en digression, idet vi kommer i tanker om Storm P.’s replikskifte: ”Hvad siger ikke Holberg?” – ”Ork - masser, masser forsikrer jeg Dem!”.

Men nu ikke flere afbrydelser, om vi må bede! Nuvel - endnu kortere sagt: I vort gamle, men ingenlunde forældede magnum opus, som i fremtidens danske philosophi-historie vil blive efterlyst som et kausalt nødvendigt missing link, der ligesom planeten Pluto først vil blive forudsagt ved logisk deduktion ud fra dens virkninger og sidenhen empirisk påvist af bibliofile arkæologer… - Åh tillad os her endnu en –denne gang dog absolut nødvendig – digression, idet vi nemlig her ikke kan udelukke den risiko, at det tværtimod vil gå vort værk som det gik med restoplaget af Anders Fogh Rasmussens magnum opus ”Minimalstaten”, der nemlig siden hen blev opkøbt og destrueret af hans eget parti Venstre, for ikke at skade dettes renommé. Den store forskel i vort analoge scenario er imidlertid her, at da vi ikke selv har noget parti, vil det i stedet være det modsatte parti der opkøber og destruerer restoplaget af vort værk.

Kort sagt, i vort gamle magnum opus står der meget, men ligesom i Holbergs tilfælde ingenlunde alt, thi skønt alt ingenlunde er kedeligt, så er "Alt" det likförbannat. – Hvilket tillader os den sidste digression, at dette skam ikke er vor eneste parallel til Holberg: Således fortæller en professor i en nylig udgivelse, at ”Holbergs problem, var at han nødig ville sige tingene på en kedsommelig måde, hvis han kunne sige dem på en morsom måde”.
Hvorvidt dette problem nu tillige er professorens eget, ville her være en ganske unødig digression at indlade sig på – hvilket ikke desto mindre gør det nødvendigt for os at tilføje, at det også ville være en højst uskøn antagelse, idet det nemlig ikke klæder mennesker – og da slet ikke en biograf – at rose andres storhed for dermed i virkeligheden tillige indirekte at rose os selv. Tværtimod er der netop storhed i at kunne rose andre for træk som man ikke selv har.

Kort sagt vil vi slet ikke indlade os på nævnte overvejelse, så lidt som på overvejelser om forskellen på humor og på den anden side den sarkasme der i pressen ofte lanceres under nævnte kategori. Kort sagt vil vi - nu hellere end posthumt - løfte fligen for det af mange bitte afsnit, hvori vi efter års inkuberen var i stand til at gennemlyse Karl Marx’ gamle begreb om ”arbejdskraftens værdi”. Marx kongstanke var her, at arbejdskraftens værdi blot vil sige hvad det koster at brødføde arbejderen og hans familie – hans arbejdes værdi er derimod langt større, og profitten (uha!) fremkommer da som forskellen mellem hans løn (arbejdskraftens værdi) og det udførte arbejdes salgsværdi. Marx' forklarer således profitten som forskellen i værdien af den vare han køber - arbejdskraften - og værdien af den vare han siden sælger: det udførte arbejde.
Vor analyse var her, at Marx ved at opfinde en særlig størrelse ”arbejdskraftens værdi” kunne føle sig som en ny Newton, der for at forklare kapitalens kosmiske urværk måtte indføre visse konstanter og visse naturlove. Arbejdsgiveren kan således sige: ”Sorry, men i henhold til ”Das Kapital” kan jeg nu engang som profitmager kun købe værdien af Deres arbejdskraft, og den er nu engang ikke nær så stor som arbejdets værdi. Men i øvrigt ønsker jeg Dem og Deres familie en rigtig god jul og et godt nytår!”.

Men i virkeligheden (lød vor bagkloge lille analytiske korrektion) er det som arbejdsgiveren køber, jo ikke en sådan abstrakt størrelse, som han aldrig selv har tænkt på: For al handel er dog per definition en bevidst transaktion. Kort sagt er det rigtignok alene det udførte arbejde der interesserer arbejdsgiveren, for det er jo produktet deraf han sidenhen skal sælge på markedet. Arbejderens forplejning er ham derimod ærlig talt temmelig fremmed.
Men heraf følger, at Marx’ uklanderlige matematik philosophisk set dog er misvisende: For hvad der sker, er reelt at arbejdsgiveren køber det udførte arbejde så billigt som muligt for dernæst at sælge produktet så dyrt som muligt. Og forskellen skyldes hverken naturlove eller ”kosmiske konstanter" såsom de to kunstigt adskilte størrelser (’arbejdets værdi’ og ’arbejdskraftens værdi’): Nej, forskellen beror alene på forholdene i jernindustrien plus elementær psykologi: I mangel på bedre alternativer vil især den uorganiserede arbejder nemlig være nødt til at affinde sig med et meget lavt bud på værdien af sit arbejde – så meget mere som han jo selv ved, at arbejdsgiveren i modsat fald pærelet kunne finde mange andre, der af de selv samme grunde ville affinde sig med lugten i bageriet.

Nuvel, kort sagt var ovenstående alene en indledning til vort egentlige ærinde med dagens tekst. Da vi nemlig ikke noksom formår at prise den lykkelige skøge Susanne Møller for både vid, karakter og skønhed, kom vi nemlig til at mindes hendes ord, at en luder ingenlunde sælger ”sig selv”, som bedemøllernes almindelige beklagelse jo lyder. Således afgiver hun ikke mere suverænitet som borger end enhver anden lønmodtager: Det som fru Møller sælger (og vi tror hende ubeset i hvert eneste ord), er alene en bestemt tidsbegrænset ydelse.

I den forbindelse – just som læseren måske aner en spirende parallel til Marx ovenfor – er det sidste chance for at indføre den digression, at fru Møller her udover elementær skarpsindighed dokumenterer morsom fantasi af den art som Gud og hvermand nu om dage tilskriver sig selv under navnet ”kreativitet”. For hør her, hvorledes hun nemlig fortsætter: Hun tillægger nemlig dernæst, at den ydelse hun tilbyder, er at betragte som ”en halv times brydekamp” eller som ”nogle fælles øvelser”.

Her kunne nogle læsere måske finde det oplagt med en digression til den nye videnskab ”kognitiv semiotik”, hvis største mysterium i øvrigt er fraværet af en ældre og ikke-kognitiv semiotik – ganske som kemikerne jo skelner mellem organisk og uorganisk kemi. Ja, faktisk gjorde en kemiker os for nylig opmærksom på denne parallel, for tværvidenskabelighed er nu engang en god ting.

Nuvel, nævnte semiotiske digression finder vi selv ikke spor oplagt, eller med Queen Victorias hyppige ord, når noget ikke behagede hende: ”We are not amused”. Ikke desto mindre bør vi ikke udelukkende gøre hvad der behager os, for der er jo også noget der hedder pligt. Så i forbindelse med disciplinen ”kognitiv semiotik” skylder vi at give at hastigt gæt på, på hvad sådan noget mon kunne være: For vi vil nemlig hævde, at dette just er hvad fru Møller fremturer med. Når tanken bevæger sig i – med Storm P.’s ord – ”sammenlignende billeddannelser i ubevogtede øjeblikke”, falder skællene fra vore øjne, idet vi da straks ser forskellen på talentet og den forlæste og iso-certificerede klamphugger, som enhver samfundsstøtte kan være helt tryg ved. Det besynderlige med det velvalgte billede on location er nemlig, at på trods af at det jo kun er et billede og dermed hentet fra et helt andet gebet end det, der egentlig tales om, så bevirker det dog en øjeblikkelig præcisering og samtidig en mental energitilførsel.

Billedet leder tanken til en ganske bestemt betragtningsmåde, et bestemt aspekt, som på det omhandlede felt selv kan fremstå lidt diffust, men som ved den valgte sammenligning bliver lysklart. Energitilførslen til den mentale proces skyldes i sin tur, at billedet ofte hentes fra et mere saftigt felt end det omhandlede. Hertil kunne man nu indvende: Men gives der da noget saftigere felt end det i fru Møllers tilfælde omhandlede? Nej, men hvis nu fruen behager at udtrykke sig billedligt for at opnå nævnte præcision hinsides alle snerpede grimasser, så må hun nu engang hente sine billeder fra at andet felt end det hun egentlig taler om. Men for ikke at falde i energiniveau gælder det om dog at vælge noget, der er så saftigt og konkret som muligt: såsom ”en brydekamp” og ”nogle fælles øvelser”.

Til den indvending at her i lige dette tilfælde ligefuldt bliver tale om et energitab, trods al respekt for såvel brydekampe som fælles øvelser, må vi frelsende svare: Nuvel, men da vi samtidig finder enhver art variation opløftende, så bevirker denne uindbudte indføring af så at sige vævsfremmede områder immervæk en livgivende injektion: Thi hvad hjælper nok så præcise billeder, hvis vi ikke formår at holde os vågne under foredraget?

Et andet eksempel på ”kognitiv semiotik” kunne være, hvis vi om vor egen borgerlige karriere sagde, at vort eget kroniske lod i livet har været at ”Den pige er sgu for god til ham”. Her er det langt mere oplagt end i fru Møllers tilfælde at der sker en energitilførsel ved hjælp af saftigere emner end det der i virkeligheden sigtes til. For mens det nemlig, hvad pigerne angår, ofte har været os muligt at afslutte eller forkludre forholdene selv uden hjælp fra rivaler, så forholder det sig på ærens slagmark omvendt sådan, at højt betitlede rivaler-udi-egen-indbildning lige fra dag 1 fortløbende har tænkt om vore ideer: ”Den pige er sgu alt for god til ham!” Omtrent som hvis det pludselig faldt Marx’sølle arbejdsmand ind at ville have profit oven i hatten, på linje med direktøren for det hele – og den går sgu ikke Granberg!

Vi forudser nu, at læseren omsider har indset at kognitiv semiotik i virkeligheden er dagens emne. Intet kunne imidlertid være mere forkert, for kunden har heldigvis ikke altid ret: Således måtte også jeg f.eks. forleden sande at købt taletid til mobilen ikke kan gøres ugjort, uanset tekniske komplikationer. Nej, dagens emne er forholdet mellem plagiat og originalitet. Thi vor ovenfor gennemlyste ejendommelige parallel mellem vor marxistiske ekskurs og så fru Møllers tale om at hun kun sælger en ydelse og ikke sig selv – kunne få den indbildske krakiler til at overveje, om hun mon skulle have været inspireret af vort førnævnte apokryfe og forbudne opus magnum. Ingen antagelse kunne være mere forkert – udover den allerede kasserede antagelse, at kognitiv semiotik nok var vort egentlige ærinde.

Nuvel, hvorledes kan vi nu udelukke, at fru Møller engang må have læst i vort værk? Ja, for det første sørgede fagfæller som nævnt for billedligt talt at opkøbe restoplaget, for ikke at dette skulle komme for skade at gavne vort renommé. Men nu øjner læseren nok atter morgenlys: For vort saftige billede af den veluddannede normalitets kollektive bondesnuhed er jo atter et ufrivilligt knæfald for og et skoleeksempel på den endnu sørgeligt underkendte videnskab ”kognitiv semiotik” – eller i det mindste vor egen gisning fra hoften om, hvad en sådan videnskab mon går ud på.

Men tro os, vi lader os ikke længere distrahere fra vort egentlige ærinde, nemlig at dementere enhver forestilling om at fru Møller skulle have været inspireret af vort magnum opus. Kort sagt kan fru Møller umuligt have været inspireret af os, idet fagfæller for længst ved nævnte "restopkøb" (billedligt talt) sørgede for alene selv at blive inspirerede. For det andet er den antydede parallel allerede i sig selv så subtil, at den kræver en – beskedent sagt – ikke ubetydelig portion skarpsindighed at opdage. Hvis fru Møller virkelig (og det tror vi bestemt!) er skarpsindig nok til at gennemskue nævnte subtile parallel, så tiltror vi hende skam også evner til selv at gennemtænke sin metiers grundlove også helt uden vor hjælp.

Dette ses måske lettere ved et tænkt eksempel: Antag at en matematisk model for, hvad ved jeg i atomernes verden, viser sig at have en underfundig og dyb lighed med en matematisk model for noget helt andet. I så fald ville det være misvisende heri at se et tegn på inspiration eller lån - for hvis der på forhånd slet ingen grund var til at forvente nogen analogi, så må denne være noget som man først efterfølgende opdager. Hvad der sker, er derfor snarere, at de to forskere uafhængig af hinanden og ad aldeles forskellige veje på hver sit felt har tænkt sig frem til på overraskende vis beslægtede forestillinger.

Ihukommende det ældgamle princip om ”Occams ragekniv” – nemlig ikke at gøre sig flere hypotetiske antagelser end strengt nødvendigt for at forklare det der skal forklares – er der følgelig ingen som helst grund til at antage, at fru Møller skulle have læst vort værk. Så meget mere som nævnte emne kun var en ren biting i værket - i øvrigt helt på linje med alt andet i det værk: Thi vi er gode demokrater og hader at gøre forskel,

Men der er en tredje og sidste grund til at forkaste den antagelse, at fru Møller skulle have fået inspiration fra vort for længst i sammenbidt tavshed bandlyste værk. Og her må vi faktisk slutte af med vort sidste ufrivillige (thi vi lider tydeligvis af semiotisk inkontinens) knæfald for den kognitive semiotik: For en person der så suverænt utvungent behersker "sammenlignende billeddannelser i ubevogtede øjeblikke", skønt hun angiveligt knapt bestiller andet fra morgen til aften end nævnte fælles gymnastiske øvelser – en sådan person tiltror vi gerne kapacitet til alt.

Det der nemlig altid adskiller plagiatoren fra den ægte vare, er at plagiatoren kan være nok så velstruktureret, klar og i særdeleshed fyldig (!) – men aldeles savner skitsens og den snarrådige intuitions helt umiskendelige fingeraftryk og associationernes uforlignelige ørneflugt. Og når desse træk alligevel undtagelsesvis findes, er det altid udvendigt og aldeles uorganisk påklistret: Hvorefter den stædige efterforsker da også snart kan finde, at der ganske rigtigt var tale om et helt bogstaveligt citat....

Modeksemplet er når genuint originale mennesker undertiden generøst citerer andre: For selv da formår de at indlejre citatet i en højere original idé, som er deres helt egen. Et eksempel kunne være de store jazzmusikere, der kunne citere fremmede, ja undertiden tilsyneladende helt vævsfremmede melodistumper på en måde, der dog understregede og berigede den melodi som de i virkeligheden improviserede over. Således kunne Art Tatum citere fra ”Rhapsody in Blue” når han spillede andre og mindre ting af Gershwin – og vel at mærke altid med den forbløffende virkning, at tilhøreren tænker: ”Ja, sådan skal den melodi jo spilles!”. Næste gang spiller han melodien på en helt anden måde, og vi siger atter: ”Ja, sådan skal den melodi spilles!” Og tredje gang hører vi måske en anden artist spille melodien lige så overbevisende på sin egen måde, og måske med helt andre citater.

Tilsvarende leverede Oscar Peterson engang sammen med en trompetist ”Take the A-train” som en vildt fejende vals – mens Errol Garner engang fik Ellingtons gamle kendingsmelodi til grangiveligt at efterligne lyden og rytmen af et damplokomotiv der starter - omtrent ligesom nogle venligt stemte læsere alt for generøst nu tiltror os evnen til en efterligning som ellers hidtil ingen autoriserede Kierkegaard-kendere er kommet blot i nærheden af... Og hermed vil vi – stoisk ihukommende at den uhelbredelige normalitets sikreste og mest trofaste kendetegn er evnen til hursomhelst at benægte fakta – selv slutte. ..

FREUD, BRAAD THOMSEN OG BLIXEN

2011-07-15T06:44:00.000-07:00

I ANLEDNING AF BRAAD THOMSENS BLIXEN-BOG
TOLKNINGER SAMT OVERVEJELSER OM BEGREBET SUBLIMERING

En bog med en overbevisende hovedpointe og mange berigende tolkninger. Som Henriksen ender Thomsen med at tage Blixens sidste ord til sin svigerinde for pålydende, trods alt: "Fader tag den kalk fra mig..." Ja, men godt at han ikke gjorde det... Jeg køber altså de samlede indicier for en dødsbundet faderbinding, der dukkker op igen når alt går skidt helt efter Freud -drejebogen: energierne søger tilbage til tidlige fikspunkter.

Blot 3 ting:1. Dels behøver en historie ikke altid at skulle illustrere sin egen psykologiske baggrund af, jeg havde nær sagt tilfældige "dagrester" - forfatteren ved per definition selv hvad hun vil sige med historien, og det er så dens mening. Så selv om man kan sandsynliggøre en inspirationsmæssigt tvingende baggrund, er det ikke ensbetydende med at fortællingerne skal tolkes sådan, altså at dette ligefrem er budskabet. Så meget mere som læserne i så fald ikke har en kinamands chance for at forstå uden at kende hendes historie på en måde der nu engang er eftertidens privilegium. I den udstrækning Blixen bør tolkes freudiansk, betyder det således, at hun -men ikke nødvendigvis fortolkeren selv !- må være freudiáner. Og det må man så gøre plausibelt.

2. En svaghed ved allegorier i forhold til i videste forstand realistiske historier er, at allegorien påstår en sammenhæng, men slet ikke beviser den: Hvis du er operasangerinde, er det rigtignok ikke sjovt at teatret bryder i brand. Men heraf følger ikke, at sublimering er dømt til at ende katastrofalt."You can't have everyting," så hvis man udtrykker sig i allegorier, vinder man muligvis noget kunstnerisk "merværdi", men taber helt sikkert i psykologisk bevisførelse: For analogien er jo netop en påstand, for reellt er der tale om vidt forskellige fænomener - i modsætning til så at sige "real-analogier", som hvis Newton skiftede sine æbler ud med pærer, bananer eller sten. - Nuvel, dette hindrer jo ingenlunde en Blixen i (som jeg selv) rent sprogligt at være en puritaner med den gamle indstilling at "sex er noget man gør, ikke noget man taler om" (citat min bedstefar). Og den for min og senere generationer både kryptiske og kedelige abe-historie er et eksempel - men jeg kan jo kun kan sige dette fordi hun med sit "a la Greque" osv. her netop ikke taler i allegorier, men blot med omsvøb og allusioner en masse. - Og ja, den indlagte anekdote med "svigermor og kejseren af Østrig" i evigheden er for resten rigtigt, rigtigt morsom - langt hinsides fucking intrigante Bermuda & omegn.-

Mit 3 og sidste punkt er i forlængelse af 2. Selv om operabranden ikke umiddelbart evident kan oversættes til sublimeringens sammenbrud - så kunne det índrømmet godt være Blixens mening. Men i så fald bør der ikke ligefrem være modsigende omstændigheder. Jeg tænker her på, at den elskede unge sangerinde jo faktisk havde både elskere og tilbedere - men at de var for sølle. Kort sagt levede hun netop ikke i cølibat trods sin englestatus - og det samme gælder jo Blixen selv i hendes bedste afrikanske år. Den hævdvundne selvbiografiske tolkning af operabranden er jo svær at afvise som forlæg og baggrund - og så er det nærliggende at tro at hun næppe bevidst bruger den til at illustrere noget helt andet.

Ægte ubevidst drømmearbejde er jo som bekendt en anden sag. Kort sagt er der her nok kun belæg for at sige, at branden er en katastrofe der ophæver den paradisiske og utopiske tilstand af "Yes you can have everything!" til fordel for noget anderledes stykkevis og delt - idet hun, der har været i paradis, jo under ingen omstændigheder prosaisk vil nøjes med blot en af delene blot for i småborgerlig forstand at "hænge sammen" og kunne skrive et CV plat nok til at kunne bruges i det virkelige liv. Det samme tror jeg gælder Ariel-pigen i "Stormen": Drømmen om druknedødens velsignelsesrige forening er da ikke en af-sublimering, men netop sublimeringens apoteose. Blixen selv måtte jo også fravælge og betalte prisen - men ikke i form af et formeligt libidinøst sammenbrud. Det sidste sker nok ret sjældent.

Hvorfor dør Pellegrina så? Tja, det er da en god dramatisk slutning, der ligesom i din "Vertigo" bevarer gåden. Og fortidens tre parallelle spor har jo nu bogstaveligt talt indhentet hende i forsøg på at fange og fiksere hende i hver sin indbyrdes uforenelige rolle - roller der jo desuden alle er passé. I den sammenhæng kan man jo også tænke på Heloise's ord om tiden der til sidst tager alt fra kvinden.Til slut en aldeles herlig parallel, skønt jo atter så tragisk, beretning Thomsen lægger ud med Albert Aylers musik.- Også jeg kunne vel nævne forsøgsvise paralleller til både dette og hint, men dels er jeg jo mand, dels lever vi i en trods alt rig epoke. Men sjovt er det da, at når nu menneskene er så forvissede om at det at være uden for flokken er den rædsomst tænkelige skæbne - at det da alligevel ofte er just den skæbne de med sådan omhu tiltænker deres næste...

I øvrigt kan man spørge sig selv hvornår vi kan tillade os at tale om sublimering. Hvis i en drøm eller et surrealistisk skuespil to personer er indbyrdes uforenelige i den forstand at den ene aldrig optræder samtidig med den anden, så har vi her en af betingelserne – for en erstatning udelukker jo det den skulle erstatte og omvendt. Derudover må der nogle ligheder til før vi kan sige: Aha, det er dog i virkeligheden den samme i forklædning. Der må være nogle sære fællestræk og ledemotiver hinsides tilfældighed – og i tilfældet med et skuespil kunne det være symbolske småting, der i og for sig i det virkelige liv ikke ville være tungtvejende som identitetskriterier. Og endelig skal der være en åbenlys forskel: For at det samme er det samme, er der jo intet underligt ved, så at sige. Identiteten skal være paradoksal, således at påstanden derom ujmiddelbart skal virke tvivlsom.

I tilfældet med libidinøs sublimering må således på den ene side være en umiddelbar forskel i handling og bevægelser, samt i ens sociale indlejring af det: Libidinøs kunst er ikke omgærdet af samme privathed som primær libidinøs udfoldelse; aktiviteten er fysisk set en helt anden; en stor del af sindsbevægelsen også. Men udover den allerede nævnte uforenelighed og usamtidighed mellem libidinøs udfoldelse og kunst så bør der dog være noget fælles til at begrunde påstanden. Et sådant forhold kan være hvis den sublime erstatning dog ikke er mere sublim, end at den må ventes at øge sandsynligheden for en senere normal driftsopfyldelse. For ganske som meget blodrige mennesker kan udholde krævende og teknisk tørre eksamensperioder for at opnå muligheden for et vellykket verdsligt liv, gælder det den kunstneriske udfoldelse.

Imidlertid er en sådan hensigtsmæssighed ikke nok til at vi betragter al fremtidsrettet arbejdsflid som sublimeret libido. Hvis det ikke skal ligne en noget "okkult" påstand, men ejheller blot være en common sense konstatering af, at "al energi" må bruges på ens eksamensarbejde, så skal det helst smage lidt af fugl, trods al sublimering. Således kan vi jo tale om erotisk ladet musik og kunst, men næppe om erotisk ladet fysik og matematik. Hvis energien så at sige skal kunne øremærkes og genkendes ved en aha-oplevelse som "erotisk energi", så skal den dog have en mere konstant væsenskerne. Og heri ligger vel også at der ikke er så forfærdelig langt fra den sublimerende aktivitet til den aktivitet den erstatter, hvis de rette betingelser var til stede uden ledsagende komplikationer.

Husker ikke om Freud også nävner sublimering i forbindelse med aggression, eller om han anser det for forbeholdt libidoen. Men nevertheless er det undertiden en realitet. For i samme öjeblik processen udvikler eventyrlige sider og som et svävefly slippes fri af den igangsättende kraft, så glemmer man denne og tilgiver lattermildt sine agtersejlede små plageånder - indtil de i vanlig ordning sörger for at det ikke kommer på tryk- i hvert fald ikke i ens eget navn.

- I øvrigt tilsendte jeg i kollegial ånd Braad Thomsen denne kommentar, som han i hvert fald endnu ikke har protesteret mod, hvilket vi vælger at opfatte som en anbefaling - og følgelig en god grund til nu at "indvie en lidt bredere kreds end blot dig og mig" - for nu at citere en svensk jägmästare, som jeg way back overtalte til at lade afsætte et frivilligt urskovreservat i Småland.
- I øvrigt beror selv kvalificerede "kändisers" notoriske hæmning over for uopfordret fraternisering altid på en instinktiv frygt for at se deres så møjsommeligt tilkæmpede status udsat for inflation - eller det er værre. Alt sammen rørende menneskeligt og ofte nok såre velbegrundet i en verden hvor mennesket er menneskets ulv - og derfor på ingen vis nyt for denne redaktion...Allerede Freud selv turde jo heller ikke indvie Jung i sine drømme for "ikke at miste min autoritet". Hvortil så må føjes at Freud her gentog Ødipus' fejlgreb, idet netop dette præventive forbehold gjorde en ende på mesterens autoritet. I hvert fald i henhold til Jungs anekdote.

HVAD ER ORIGINALITET - EKSEMPLER OG TEORI ?

2011-05-17T10:40:00.000-07:00

Venlige sjæle fraråder at publicere originalt stof i sammenhænge uden hverken betaling, status eller effektiv beskyttelse mod plagiat: Fagfolk forventes nemlig nok at have hørt om afgørende nye artikler i anerkendte fagblade på deres felt, men kan ikke forventes at have kendskab til alle hånde private udgydelser. På den anden side kan det samme siges om smalle udgivelser på mindre forlag, for da slet ikke at nævne udgivelser på eget forlag.

Den blotte begrænsning i oplaget tages nemlig som et carte blanche til gratis lån, og hvis du påpeger sligt, vil du blive udgrint som den kværulant der forlanger koda-afgifter for opfindelsen af hjulet. Og dog kan man siden ærgre sig over at man aldrig brokkede sig, og derved belønnede denne praksis og det tilhørende bekvemme selvbedrag.

Vi fremturer fortsat med utilrådelige smagsprøver i ny og næ, for eksistensen af dobbeltgængere skal vel ikke ligefrem afholde os fra selv at optræde, hvorved vi jo ville giver vore dobbeltgængere det monopol som også H.C.Andersens berømte "Skygge" til sidst opnår.

Så dagens emne er helt apropos selve dette hvad vi egentlig mener med orginalitet. Hvis du rejser til udlandet og finder en ukendt sommerfugl eller gnaver, kan du få æren for det, hvis du tillige er i stand til fagligt at redegøre systematisk for dit fund på gældende niveau. Hvis du får æren, er der i formel forstand tale om et originalt bidrag. For eftersom hverken Newton eller Einstein skabte naturlovene, er der også i sådanne tilfælde tale om opdagelser snarere end opfindelser - og da kan man jo hævde at patentet egentlig tilhører Gud, og at forskerne blot afkoder hans store bog.

Alligevel er der jo gevaldig forskel på de to eksempler, og midt imellem kan vi nævne de tilfælde hvor meget dygtige folk som en følge af stor vedholdenhed gennem årene helt naturligt gør nogle opdagelser og forbedringer på deres felt. Her vil vi i mere end blot teknisk forstand kunne tale om originalitet, og det så meget mere som der ofte er tale om arbejder på et meget højt niveau.

Men så er der en mere psykologisk forstand, hvor vi også nævner originalitet som en egenskab, et særpræg, og da mener vi mere end blot evner til gennem årene at udrette åndeligt frugtbart arbejde på sit felt. Originalitet kan her snarere sammenlignes med specifikke talenter som klassens oplagte tegnetalent, der har en karakteristisk og umiskendeligt levende streg, som ikke er os andre givet, selv om vi gør vort bedste.

Dette er nok en form for originalitet, men selv hvis vi ikke anerkender den visuelle transformationsevne som egentlig skabende, så er der i hvert fald tale om en parallel til ægte originalitet. Parallellen går på noget helt egenartet der ikke er proportionalt med faglig viden og erfaring, men snarere vedrører den måde du bearbejder viden og erfaringer på, og den måde du associerer: Abrupte, tilsyneladende sorgløse digressioner, der dog overraskende ofte viser sig at føre tilbage til og befrugte hovedsporet eller sætte det i belysende relief.

Originalen tillader sig denne "license", fordi han/hun fornemmer at den er frugtbar, uden at kunne garantere eller begrunde det på forhånd. Den begavede slider samler viden og koncentrerer den i vigtige hovedpunkter der disponeres som et tankeoplæg, der kan præsenteres for velforvarede og fornuftige mennesker i bevilgende positioner.

En skolekammerat, der senere blev centrumdemokrat og kørte i 2CV (for 2 CV er som bekendt dobbelt så godt som ét CV) uden hensyn til hverken promille eller den umiddelbare relevans af dette biografiske indskud, idet hans skæbne nemlig var den at skulle drikke sig ihjel,- viste tidligt originalitet. En dame med en svært kort hals blev således beskrevet med de ord, at hendes hovede så ud som om det var "sat på med vold". Og i en religionstime forestillede han sig ambulant hvorledes den romerske soldat beordrer "Simon" til at bære den dødsdømtes kors, som skrevet står. Da en i skaren nu løfter korset, udbryder den romerske soldat: "Nej, nej - ikke den Simon: Det skal være Simon fra Kyrene!".

Vanvittigt morsomt, og rent Blixensk, - om end det ikke faldt i spor god jord hos læreren. For eleven forestillede sig tydeligvis en art tilbagekobling af vor tids nærmest mytiske og uomgængelige status af tilnavnet "Simon fra Kyrene" til et tidspunkt, hvor et hvilket som helst andet navn jo kunne have været lige så godt. Omtrent ligesom den purunge Johan Wolfgang Goethe jo i en vis forstand endnu ikke kunne vide at han var selveste Johann Wolfgang Goethe.

Med Jesus var det som bekendt en helt anden sag, men det hører så at sige med til hans metier. Det ville jo unægtelig også have været komisk, hvis Jesus efter at have udrettet et antal mirakler med topkarakter for udförelsen satte sig ned og drog den fornuftige empiriske slutning, at han fanden gale mig måtte være ingen anden end Guds søn, sine ualmindelige talenter taget i betragtning.

Med Simon fra Kyrene var det som sagt anderledes, og dette fornemmede min klassekammerat altså til religionslærerens vrede. Langt senere kendte jeg en af og til lidt skizofren, men morsom dreng med glimrende evner som karikaturtegner, som tillige ofte kunne beskrive menneskers fremtoning i prekære situationer i rammende billeder.

Hos nogle kvinder ser man at når de er ved at få börnene i vej, blomstrer originale träk frem, der måske fra barndommen har ligget underdrejede af velkendte grunde, og mest viste sig som oprörsk utilpassethed. Ikke själdent kan de derfor have en svaghed for det okkulte og alternative - som imidlertid hos dem bliver påfaldende ved at väre forbundet med en original skarpsindighed og ukonventionel slagfärdighed som man ikke forventer fra det segment. Hos dem fungerer det "alternative" tydeligvis som en symbolsk og provokatorisk gestus af emanciperethed fra den konventionelle fornuft, der såre ofte beror på en majoritetstro og autoritetstro der ikke har svundne tiders konventioner meget at lade höre. Denne frygtsomme almindelighed gennemskuer sådanne sigöjneragtige kvinder, og man kan undertiden ärgre sig over at de i den "meningsberettigede offentlighed"s kattegrå tristesse helt glimrer ved deres fravär.

To sådanne kvinder kunne i øvrigt fortælle at de var blevet mobbet ud af plejesektoren efter ellers vellykket periodisk gæsteoptræden; i begge tilfælde grundet "samarbejdsproblemer" - ikke med brugerne, men med kolleger, der ikke gouterede utraditionelle og underholdende initiativer samt individuel særbehandling. Lignende tilfælde
forekommer i skoleverdenen.

I öde egne träder menneskers medfödte og personligt tilegnede säregenheder ofte mere frem, mens tilpasningens ånd råder i storbyerne, hvor man må kunne veksle sit väsen i gangbar mönt. I storbyer er det let at finde åndsfäller selv i sine särheder - hvorfor man dér ikke behöver hverken mod eller markant personlighed, selv om man er afvigende. Originalerne i öde egne er oftest fritagne for konvention, fordi alle kender dem i forvejen for hvad de er, og de behöver derfor ikke at legitimere sig i alternative fällesskaber med deres alternative frygtsomhed og ditto konventioner. I andre tilfälde har det derimod krävet en egenrådighed, der först efterfölgende er blevet respekteret.

En interessant äldre mand i Lapland havde syslet meget med både akvarel og jazz-saxofon, men havde ernäret sig som frisör og lejlighedsvist snedkeri. Om sig selv sagde han rammende: "Lennart ser sån't som inga andra ser...". Og det stemte. I masseuddannelsernes tidsalder skal alle samtidig "mene" noget om nöjagtigt de samme film, böger, begiveheder, politikere osv., der således bliver komplet styrende for menneskers mentale liv. Derfor er humoren og originalerne forsvundet til fordel for en parasitisk allestedsnärvärende, geskäftigt snagende sarkasme.

Et af de mest imponerende eksempler var min bedstefars hushjælp, en beskeden og tænksom ældre dame, der havde måttet finde sig i meget. En dag spurgte jeg hende om fysiske dobbeltgængere mon ikke også lignede hinanden indvendigt. "Nej", svarede hun, "for vi har sikkert så mange forskellige arveanlæg, at det ville være næsten umuligt". Det, som, hun mellem linierne tænkte, var følgende: Antag at vore mange arveanlæg funktionelt set er indbyrdes uafhængige "atomer"; heraf følger at hvis to ubeslægtede personer ligner hinanden meget, er allerede det en statistisk sjældenhed. Men hvis de så derudover tillige skulle ligne hinanden indvendigt, ville det være helt mirakuløst".

Meget original rekonstruktion on location, begået af en helt uuddannet person uden mindste matematiske baggrund. Naturligvis kunne det da tænkes, at nogle anlæg var indbyrdes koblede, eller at de samtidig kodede for forskellige ting. Men uden en sådan antagelse er det naiv folketro som jeg uden videre at forvente at dobbeltgængere også måtte tænke ens. Det interessante er ikke, hvad der nu var sandheden: Det interessante er at hun intuitivt kunne gennemskue, hvorfor min egen naive formodning på ingen vis var nogen selvfølge. Her bestod originaliteten i evnen til på stedet at koncipere et billede af tingenes mulige beskaffenhed.

Til sidst må jeg citere kunstmaleren Ruben Gelardi for følgende geniale replik, der midlertidig helbredte en psykotisk dame for den forestilling, at hun havde skylden for verdenshavenes forurening: "Hør engang, verdenshavene er sgu for grådigt. Du må også levne noget skyld til os andre. Jeg insisterer på ansvaret for Øresund og Østersøen!" Hun måtte overgive sig til latteren. Og hermed fritages vi som en sidegevinst tillige for at kommentere hvad samtidens médier forstår ved humor...

Men ud over ovennävnte samt beslägtede eksempler kommer jeg ikke umiddelbart i tanker om så forfärdelig mange som jeg ville fremhæve som lige netop originale, selv om jeg naturligvis har mødt mange begavede og imponerende - mig selv ofte mangeledes overlegne - mennesker med rigelige evner til at gøre vigtige fund og opdagelser i førnævnte tekniske forstand.

En optisk illusion kan dog her være, at hos vidende og notorisk begavede personer skal der måske mere til før vi klapper i hænderne og siger: "Hvor originalt!" Simpelt hen fordi vi erfaringsmæssigt forventer kvalificerede bidrag fra dem i de fleste situationer, hvorfor det enkelte indslag drukner i mængden. Men som fremgået er dette ikke hele sandheden.

Tværtimod er det netop karakteristisk for det i psykologiens forstand originale, at det oftest ikke er så tungt ladet med hverken viden og tekniske kvalifikationer endsige med opdateret omhu - men at det ved sin overraskende koncentration og kvalitet snarere får os til at trække på smilebåndet. Det genuine greb er at gå tilbage til basics som Descartes eller Adam & Eva i en om man vil hovmodig ydmyghed, der tålmodigt og sejt ruger indtil noget viser sig. Som et komisk eksempel kan jeg nævne at jeg som 30-årig faldt i staver og dernæst i tranceagtig søvn over et renæssanceportræt på Nivågårdsamling - hvorefter jeg gik hjem og skrev mig frem til et bud på hvad der foregår i kunstnernes sind, når de genskaber verden. Men kunstnerens navn og "whereabouts" husker jeg ikke.

Kortslutningen hinsides hvad der betragtes som uomgængelige betragtninger og referencer virker ofte lattervækkende og befriende, og da isär når den trods sin tilsyneladende respektløse skødesløshed viser sig at overflødiggøre eller endog ugyldiggøre hidtil uomgængelige veje. Omtrent som når vittighedens absurde brud på fornuft, ordbetydninger og erfaring dog viser sig rammende meningsfulde. Dette er da også grunden til at originalitet ofte vækker forbitrelse og forargelse på højere sted, som var den et respektløst anslag mod al ærværdig tradition. For det er nu engang ikke primært det "dygtige", men det skønne, det sande og det gode der vækker sådan misundelse der må forklæde sig som indignation på traditionens vegne. Sig så ikke at menneskene mangler kvalitetssans.

Lidt mere teknisk og moderne kunne man sige at det originale kendetegnes af et misforhold mellem mængden af input og det sigende output - et misforhold som dog må tænkes kompenseret af dels tidsfaktoren, dels intensitetsfaktoren.

Tankeeksperimenter gør ofte brug af ekstreme tilfælde, og på samme vis kan vi her nævne den geniale matematiker Nash, der tillige var skizofren. Han har selv udtalt at han i sin studietid ikke var den bedste student, men derimod fik en præmie som den mest originale.

Professor Benny Lautrup ved Niels Bohr Instituttet har fortalt mig at man kolleger imellem undertiden anerkendende taler om "psykose-faktoren": Hermed menes det forhold at de mest uventede og originale ideer ofte barsles af typer, der har den psykotiskes evne til at leve isoleret og langt hen kunne undvære og udholde ("elske" er som bekendt et stort ord...) anerkendelse og understøttende sociale rammer for deres virke.

Normale mennesker er simpelt hen (blevet?) langt mere afhængige af omgivelsernes gunst. Og når de själdent lider den skäbne at blive "miskendte", er det alene fordi de fra dag 1 instinktivt undgår at stå uden mandsopdäkning og alibi. Når bundnormale mennesker allerede fra børnehaven instinktivt straffer de ubudne og de fornærmelige med kollektiv tavshed og udfrysning, er det da også ud fra en yderst original tolkning af Jesus og Buddhismens gyldne regel, at hvad du ønsker for dig selv skal du også ønske for andre. For det de byder deres rivaler er just det, som de selv forestiller sig som det værst tænkelige scenario - hvorimod de omvendt ikke tilstår "asociale" rivaler blot en tøddel af hvad de selv aldrig kan få nok af.

Nuvel, det er her bemærkelsesværdigt, at vi må gå til Niels Bohr Instituttet for at genfinde humane erkendelser af en art vi snarere ville forvente hos psykologer, antropologer og sociologer. Men her er det jo sådan, at for at beskrive et fænomen skal man have mulighed for at erfare det - og i vore dages humaniora turde udpræget originale sind ikke være det almindelige.

Når professoren roser en "uhyre original" student, bruger han nemlig oftest dette statusbelagte ord om noget der bekræfter hans eget univers og minder om det i mere gængs forstand ypperlige arbejde. Det virkeligt originale søges omvendt ofte bagatelliseret eller reduceret som behæftet med såre graverende mangler, om så også ubevidst - hvorefter man i övrigt såre ofte finder at man forresten selv forlängst havde gjort samme iagttagelse...

Man bruger derfor typisk det i eget univers mest rosende ord om noget der fortjener dette prædikat så lidt, at det efter at være blevet behæftet dermed gør det hartad umuligt siden at forbinde dette prædikat med dets rette korrelater.

En anden mulig grund til at vi måtte gå til Bohr-Instituttet for at hente det rette stikord "psykose-faktoren", er den eventualitet, at de stedelige autoriteter af og til rangerer på et højere niveau end det i vore dage er gængs på humaniora. Selv velvillige humanistiske professorer vil these days nok oftest nøjes med den mere "folkloristiske" tanke at det skøre og det geniale er beslægtede kategorier, om ikke andet ved begge at være afvigende. Men en meningsfuld kausal forbindelse ville det næppe blive til.

En tredje grund kun sluttelig være, at selv når man af og til fornemmer den rette sammenhæng, vil man næppe indrømme det og fortrænger den med fornærmet væmmelse.

Når fysikerne her gør en original psykologisk observation, har det nok også at gøre med det uhildede sinds tilgang til et område hvor det ikke på forhånd er behæftet med for megen viden og teoridannelse. At en vis grundlæggende begavelse dog ikke er nogen hindring, turde være overflødigt at tilføje.

Samtidig må det huskes, at det ikke er muligt at være original på alle de felter hvor man er uden talent. Således er det næppe oplagt at opfatte originaliteten som et særligt eller isoleret og "emne-neutralt" talent ved siden af de andre talenter - men snarere som en dimension ved det enkelte begavelsesområde. Man kan ikke være en original tømrer uden at være tømrer først - men man behøver på den anden side ikke at være verdensmester i konventionel forstand for at være mere original end en verdensmester.

Og ganske som man kan være et stort talent på nogle områder og en stor idiot på andre og åbenbart ubeslægtede felter, således kan man på ét område være en udpræget original begavelse, men på andre felter i bedste fald kun en begavelse. Og denne forskel i talentets "hvorledes" findes dokumenteret selv på de allerhøjeste niveauer og kan altså ikke reduceres til en elementær gradsforskel.

Imidlertid kan det nu også tænkes at der er tværgående egenskaber, som fremmer originaliteten på alle felter uafhængigt af specifikt talent. Førnævnte sjælspsykologiske betragtninger understøtter denne opfattelse: For selv om evnen til at stå alene ikke i sig selv er en art originalitet, er det ofte en forudsætning for at kunne gøre originale iagttagelser: Simpelt hen fordi man da gør sig egne tanker frem for altid at måtte være på højde med de dygtigste og kunne alle de samme ting som de.

Et andet sjæleligt forhold, der alt andet lige må være fremmende for originaliteten, er et kompensatorisk behov af just den art som man især finder hos den allerede nævnte kategori. For sagen er at de socialt udsatte, der har det med at blive sorteper, nok kan undvære eller udholde megen isolation, men også de vil dog helst have en plads og en anerkendt funktion, den være nu nok så beskyttet, - og for dem bliver leveringen af det specielle, det exceptionelle bidrag en oplagt mulighed for at "hævne" sig:

For hvis du bidrager med noget som ingen andre har, så vil i heldigste fald dette objektive udbuds/efterspørgselsforhold kunne kompensere for, hvad du måtte mangle af social behændighed og evne til at få andre til at opleve dig som en nyttig eller uomgængelig nøgleperson. Ganske som normal faglig "knalddygtighed" kan bruges som social og psykologisk kompensation for andre og svagere sociale kort, gælder dette altså originalitet - blot er forholdet her mere ekstremt, svarende til graden af social deprivation eller i hvert fald af snæverhed og udsathed.

Originalernes tragiske fejlkalkule i nævnte ubevidste strategi bliver ofte deres nemesis. Dette beror på deres så at sige autoriserede autistiske uvidenhed om, at det nu engang er den ubodelige normalitets væsen i samlet flok hellere sent end aldrig at plagiere, patentere og monopolisere alt hvad der uventet måtte vise sig langt mere selvlysende, end nogen fornuftige kunne have anet dengang man man i flok dyrkede - you name it... For status er et narkotikum hvoraf de forkælede og afhængige aldrig kan få nok - hvorefter originalerne atter henvises til den formelig anaerobe eksistens, som de jo allerede har bevist deres så at sige kroniske egnethed til.

Filmen "Hajen" med Poul Newman om et halvautistisk billiardgeni beskriver denne klassiske parabelkurve uforglemmeligt rammende. Den Israelske forfatter Amos Oz citerer sin far, en lige så underdrejet som lærd hebraisk filolog, for følgende ord, der påfaldende minder mig om det hjemlige parnas anno 2011: "Hvis du stjæler fra nogle, er du forsker; hvis du stjæle fra mange, er du en stor forsker - men hvis du stjæler fra alle, er du en meget original forsker..."

Spørgsmålet er imidlertid om der ikke trods alt også er nogle egentligt kognitive egenskaber på højniveau, der fremmer originalitet på alle felter, uanset graden af talent - jævnsides med de nævnte emotionelt-sjælelige særpræg af samme generelle art. Det er fuldt tænkeligt at nogle mennesker har en så at sige mindre struktureret tankegang der med forkärlighed betjener sig af ekstravagancer, niveauspring og tankeeksperimenter af ofte ekstrem art - altså en tænkning ud fra en frugtbart søgende sammenholdning af modsætninger og paradokser, som vi også kender det fra humoren. Normaliteten skyer derimod typisk modsætningen, digressionen og paradokserne og vil have skarpe og endelige meninger om alt.

En amerikansk psykolog Edward de Bono skrev i sin tid "selvhjælpsbøger" med kurser i hvad han kaldte "lateral thinking", tværgående tænkning; hovedsagelig med grafiske og visuelle øvelser og eksempler. Fra egen avl kunne vi her nævne det tankeeksperiment, at selv de mest stridbare og uenige Kierkegaardforskere såmænd nok kunne forbrødres lykkeligt om én ting, hvis deres mester ved et mirakel kom retur: At manden ret jo beset var en uudholdelig pain in the arse og en hån mod al seriøsitet, herunder utvivlsomt det Gyldendalske forlag og Det danske Akademi.

Som et særnummer vil vi nævne den lykkelige og begavede skøge Susanne Møller, der med suveræn moro beskriver sit job snart som "en halv times brydekamp", snart som "nogle fælles øvelser". Evnen til aldeles ubesværede "sammenlignende billeddannelser i ubevogtede øjeblikke" af en slående enkelthed, der må gøre enhver ambitiøs forfatterspire grønne af misundelse, er et umiskendeligt originalt præg – som vi da også i dette tilfælde finder hos en ekstremt ukonventionel, men dog i klinisk forstand tilsyneladende uklanderlig og harmonisk person, der sågar i sin sparsomme fritiden nyder godt af den ægte stand.

I lykkelige tilfælde som fru Møllers er originaliteten tilsyneladende helt hinsides normal biografisk forklaring så som eksistentiel nødstedthed i barndom eller ungdom. I de tilfælde hvor sådanne faktorer er til stede, kan det derimod være svært at vægte, i hvor høj grad originaliteten blev fremtvunget af skæbnen, eller om det snarere var originaliteten der fremtvang skæbnen. I begge tilfælde passer pengene dog gerne i sidste ende, så at sige:

Kemikeren Primo Levi fik i Ausschwitz således noget helt andet at tænke over end kemi, og han fik stærke motiver til at bakse med dem. Resultatet udeblev ikke, så i den forstand passede pengene. Hvor originaliteten derimod kommer først, følger skæbnen i stedet trofast med, for hvis en persons sind fungerer noget afvigende, vil dette typisk bevirke en vis social isolation, der både giver den pågældende noget helt andet at tænke over end de andre i klassen, god tid til at gøre det, samt endelig rigelig grund dertil.

Når både Talmud og Jesus kan rose sig af humor, er det måske ikke så mærkeligt, idet humorens visdom netop bygger bro over de mange blodige modsætningsforhold der for en uhildet menneskelig betragtning blot viser hvor ens og hvor bundnormale de stridende parter dog i grunden er. Og det er da også et spørgsmål om man ikke kunne betragte humoren som den så at sige nøgne originalitet uafhængig af særlige fagtalenter. Kan man intet andet, så vil ens originalitet nok vise sig i form af humor. Groucho: "Is NN still alive?" "No - he is still dead". Eller: "If you don't come to others' funeral, they won't come to yours". Eller hvad med Jord & Beton formanden der i sin tid belærte den purunge filosof under opgravningen af et gammelt elkabel: "Pas lige på med den spade, for hvis du hakker gennem elkablet, kommer du til at ligne Louis Armstrong som nyfødt...".

Eller denne her: "Taler du nogensinde med din mand under samlejet?" "Ja - hvis han ringer...". For nu at fuldende vor nedtur, må vi sluttelig prise den følsomme sjæl, der engang om en forbipasserende forårspige udbrød: "Hun burde have sådan nogle stød i æggelederen at skallerne flyver om ørerne på hende". Komplet surrealistisk, fordi den overgearede yngling, besat af sansernes verden, her sublimerende sprænger sig vej hinsides sansernes til noget, der (hvis man ikke er gynækolog) kun eksisterer sprogligt og cerebralt. Ingen liderlig abe ville kunne have præsteret denne åndens triumf over den rå materie. Den, der på kvindekønnets vegne vil harcellere over eksemplets tilsyneladende råhed, skal dog være undskyldt for en enfoldighed, der nemlig skyldes en følelsesbetonet automatreaktion - hvormed de dog gør deres køn langt mere til skamme end den citerede yngling.

Der er da også komikere som hævder, at de desværre intet andet kunne blive. Derimod har man endnu aldrig hørt nogen profet give den samme forklaring på sit karrierevalg - vel nok fordi verden har en ubestikkeligt barnlig tilbøjelighed til at tage os på ordet uden forbehold ved enhver art beskedenhed, hvorimod den befinder sig i en stadig læreproces med ikke at tage folks selvreklame for pålydende: Denne sidste læreproces ender aldrig, idet de fleste mennesker aldrig rigtigt kan forestille sig den fornødne grad af frækhed der hører til at lyve lodret og massivt gennemført, bortset fra i det yderste selvforsvar.

Den førstnævnte tilbøjelighed skyldes derimod paradoksalt nok at verden dog til stadighed bliver så grundigt mindet om menneskers svigefulde selvros, at den uvægerlig må opfatte enhver beskedenhed og selvreduktion som nødtvungent udtryk for den havarerede strandvaskers komplette mangel på flere udflugter endsige alternativer. Når vi ikke desto mindre insisterer på vor uvane, er det et udtryk for en quijotisk idealisme samt en grundmuret foragt for en verden til fals for den moderne småborgerlige titeladels komisk pedantiske vagtparader - de være nu nok så globaliserede.

Den amerikanske 1800-talsforfatter Emerson har i en aforisme skrevet, at kan du begå en aforisme, kan du også skrive en bog. Men hvis en dårlig forfatter undtagelsesvis begår en god aforisme, kan man være sikker på at han har stjålet den. - Herligt - og vi kan tilføje, at når originale folk citerer andre, formår de ofte selv her at gøre deres originalitet gældende. Således kunne de store jazzmusikere citere hinandens melodistumper eller solopassager aldeles utvungent i deres improvisation over helt andre melodier uden på nogen måde at svigte disses karakter og grundstruktur.
Forresten citerer de også tit sig selv, idet en sjov figur opfundet on location straks genbruges helt andre steder i melodien, hvor den tydeligvis også er fuldt kompatibel - men vi andre ville ikke have været i stand til at se den mulighed.

Som en art journalistisk piskesmæld kunne vi afslutningsvis foreslå, at definitionen på originalitet da også gerne selv må være original, blot det ikke går alt for meget ud over sandhedsværdien. Ét bud kunne her lyde, at originalitet er evnen til at opfinde den dybe tallerken på ny - for de fleste virkeligt originale tanker er gjort för, mens der ikke er nogen ende på hvor mange dumheder vi endnu har til gode. Et andet lige så overraskende bud kunne lyde, at originalitet er tilbøjeligheden til at begå ting, som med sikkerhed vil blive bredt kopieret og citeret - men uden navns nævnelse - stik modsat den naive fordom om målelighed ved proportionalitet i masseuniversitetets tidsalder... For omvendt er det betegnende at originalitet er den evne der - andre og store forcer til trods - netop sjældent er til stede dér hvor verden med påfaldende forkærlighed udbasunerer og lovpriser den. Et tredje og sidste bud herfra lyder, at originalitet kendetegnes ved det ulykkelige misforhold mellem denne egenskabs höje anseelse og eftertragtethed og så vor vedholdende uvilje mod at anerkende den i real time.

MR. GUTENBERG, I PRESUME...

2011-05-01T03:10:00.000-07:00

Om plagiatsager

Sagen omkring Penkowa er som Stein Bagger-affæren en folkekomedie, der får os til at spørge: Hvis toppen af snyderiets isbjerg er så høj, hvor bred er da ikke bunden? Men i forlængelse af dette spørgsmål må vi nævne en anden spektakulær form for videnskabelig uredelighed: Plagiat. David Favrholdts bog om videnskabelig uredelighed for et par år siden berørte ikke emnet meget, selv om der i tidens løb også herhjemme har været dramatiske sager – såsom Bent Fausings doktordisputats og Frank Esmanns Kissinger-biografi.
Plagiatets psykologi er nu gjort vedkommende på munter vis, takket være så forskellige personager som Oberst Gadaffis akademiske doktor-søn og den nødtvungent afgåede tyske minister med det forrygende navn "Guttenberg" – der nemlig forholder sig til det gode navn "Gutenberg" på en måde der illustrerer emnet glimrende. Begges doktordisputatser blev for nylig afsløret som plagiater. Yderligere en tysk toppolitiker Koch-Mehrein er nu blevet afslkøret som "falsk doktor". Og også en fremmelig dansk medicinsk forsker er nu genstand for en undersøgelse grundet anklage for doktor-plagiat. Hvorfor sker det så ofte, hvordan går det til - og hvordan beviser man det?
Videnskabsmænd er ganske som vi andre forfængelige, samt udrustede med ofte begrundet stolthed. Videnskabens historie er selv på topniveau, fuld af plagiater, som først siden er kommet for en dag. Jeg er nået frem til fire oplagte psykologiske bud på de første to spørgsmål.
1. Ganske som ubeskyttet materiel ejendom før eller siden vil blive konfiskeret, og ganske som frugtbare lande uden en hær før eller siden vil blive besat og annekterede af større naboer, således vil også attraktiv åndelig ”ejendom” blive stjålet, hvis den er ubeskyttet. Status bliver let en besættelse, og vel oftest i det maskuline univers – og da gælder ingen regler, men desto flere tricks... Og det så meget desto mere som der jo i mange tilfælde tilkommer økonomiske motiver i forbindelse med patenter. 2. Plagiering af idéer er pærelet – og derfor desto mere uimodståelig: For mens kun en mester kan ”plagiere” et fremmed modersmål, Rachmaninovs klaverkoncerter eller et tennis-mesterskab, så kan afgørende guldkorn og tankekæder oftest stå på få linier – resten er knofedt, som enhver med sponsorering, ambition og grønt lys forude kan præstere. Og det er let at slippe godt fra det, blot man husker at omformulere det.

3. Plagiering hindres endvidere ikke af skam, for det sker oftest ubevidst: Dette beror på at et ambitiøst ego ville såre sin egen stolthed ved at indrømme over for sig selv, at dets geniale ide ikke er dets egen. Derfor er der i reglen tale om selvbedrag - og det kan forklare de groteske tilfælde hvor skurken slet intet gør for at udviske sine spor. For selv dygtige folk gennemskuer sjældent deres eget sinds irgange. Det er således mit indtryk at selv begavede ”alfa-hanner/hunner” sjældent har for megen selvkritik, jævnfør en instinktiv frygt for selvironi - undtagen i dennes kokette form med modsat fortegn. Denne iagttagelse giver god mening, for en vigtig ”alfa-egenskab” må i følge sagens natur være evnen til kronisk at ”booste” sin egen selvtillid og reducere ”rivalernes” - om så også ubevidst og under iagttagelse af urbane former: For uden denne evne kan det være svært at beholde sin dominans. 4. Idé-ran har altid det gode alibi, at ingen kan udelukke at andre nogenlunde samtidig har fået den samme idé: "Tiden var svanger" - og det er historisk veldokumenteret, at flere ofte samtidig har fået den samme lyse ide. Skulle man mod forventning blive opdaget, har man således altid denne gode forklaring at falde tilbage på.

Men hvis nu ovenstående er sandt, så burde der vel egentlig være svindlere overalt? Det er der nok også - men heldigvis er der to måder at afsløre dem på.
1. Hvis ulven og ræven ofte går i hinandens spor, behøver det ganske vist ikke at bero på snylteri: For måske jager ræven og ulven de samme byttedyr; eller måske spiser deres respektive byttedyr de samme planter; eller deres respektive byttedyrs respektive foderplanter vokser måske på de samme steder. Sammenfaldet af rævespor og ulvespor behøver derfor ikke at være udtryk for nogen slags afhængighed mellem de to rovdyr.
Men hvis nu i langt de fleste tilfælde ulven har gået først - så er den eneste rimelige forklaring den, at ræven snylter på ulvens bytterester. Men i det enkelte tilfælde kan sporenes sammenfald naturligvis bero på en af de førstnævnte årsager eller sammentræf: Ikke alle ræve er snyltere, og selv snyltende ræve snylter ikke altid.
Men tendensen taler ikke desto mindre sit entydige sprog; og således også med mennesker: Mangen toneangivende åndsfyrste har i tidens løb virtuost og anderledes fyldigt kunne sige alt hvad andre har sagt kort før; mens andre typer omvendt har haft en tilbøjelighed til på deres felt at se ting før andre – og på den vis får man aldrig kørekort som plagiator. Kort sagt: Der gives sjældent tekniske beviser, men ofte "circumstantial evidence". Denne evidens beviser måske intet i det enkelte tilfælde, men sladrer ikke desto mindre højst signifikant om, hvilken af de to kategorier man som psykologisk type tilhører.
2. Endvidere er idé-ran ofte muligt at spore psykologisk: For netop grundet menneskers ubevidsthed i deres plagiering, vil de typisk også bruge de samme karakteristiske udtryk, associationer, billeder og vendinger som forlægget. Og ganske som den nærige er akkurat lige så nidkær en forhandler hos urtekræmmeren som hos ejendomsmægleren, således gælder nemlig også her, at det store gentager afslørende sig i det små. Og sammenfald i det små og vilkårlige er langt stærkere bevis end sammenfald af en genial idé. Her er tale om en art ”magisk tænkning”, hvor man ubevidst forsøger at overtage en andens ”sjæl”. Og det ekstreme udslag af sådan ubevidst kannibalisme er de ret sjældne skandalesager, hvor vi har teknisk bevis i form af en bogstavtro kopiering langt ud over hvad selve idé-indholdet lægger op til. Sådanne sproglige ekkoer kan du derfor bruge som en art ”radioaktive sporstoffer”, der sladrer om hvor dine indfald havner. Hvis en seriemorder efter hvert mord køber en beklædningsgenstand magen til en som hans seneste offer bar, så vil det på samme måde være et afgørende fingerpeg.

- Men selv om kommissær Columbo ikke kan være i tvivl, så kan morderen dog stadig drilsk dokumentere at alle disse beklædningsgenstande skam er lovformeligt købt og derfor ikke kan kobles teknisk til mordene. Og dokumenteret dygtige folk har dertil det alibi, at de jo før har demonstreret høje kvalifikationer og således har troværdigheden på deres side: ”For Store Mænd har rigtignok ingen grund til at stjæle fra de små.” Nej vel - men just derfor bliver sådan ubegrænset tillid altid før eller siden misbrugt: Den hyppigste form for plagiat består derfor muligvis i at etablerede stjæler fra mindre kendte – for den modsatte trafik straffes hårdt, mens folk uden megafon kan få lov at råbe i ørkenen så meget de lyster.

Videnskabens historie er fuld af eksempler på at de førende først fortier eller latterliggør og dernæst stjæler andres ideer. Læs f.eks. Bill Bryson’s videnskabshistoriske bog ”En kort historie om næsten alt”. David Favrholdt kan have ret i, at videnskabsfolk selv må være de bedst skikkede til at kritisere hinandens vandel - men har de også altid interesse i det?

Sagen er jo den at så længe vi er fair indbyrdes og kun konfiskerer fra folk udenfor hierarkiet– så kan vi let blive enige om det gamle princip om herremandens ret til den første nat: ”Ius primae noctis”. Selv i en røverbande hersker ofte moral – men den gælder i følge sagens natur kun inden for banden. Den fælles interesse vil således i reglen sejre over retsindet – og derfor behøves der anke-instanser.

I denne forbindelse skal det især huskes, at mens en nok så kluntet og konventionelt skrevet artikel i et officielt fagtidskrift regnes som uomgængelig forskning - så er det frit frem for enhver at plagiere selv nok så lysende tekster skrevet i uformelt regi. For "illegitime kombattanter" har i følge sagens natur ingen ankeinstanser eller klageorganer at henvende sig til, idet selv hæderlige officielle fagfolk ikke har mindste interesse i at indrømme deres eksistens - lige undtagen hvis de vrøvler slemt.

Og derfor har vi heller ingen interesse i fælles tyveriforsikringsordninger med de uautoriserede rivaler - som jo tværtimod mest effektivt neutraliseres ved at vi alle i fællig løbende konfiskerer deres resultater i tavshed. Med de autoriserede rivaler er det en anden sag: For vist er også de uvelkomne, men dem kan vi ikke vifte af uden dermed samtidig at undergrave vor egen autoritet, der jo er af ganske samme støbning. Nuvel, men copyright-loven gælder dog os alle - åhja, men som sagt kun i tilfælde af vidtstrakt sprogligt sammenfald.

Høj begavelse medfører ganske som al anden ”forkælelse” ofte et mere tøjlesløst begær. Og selv om man kunne tro at en gruppe af meget dygtige folk også måtte være dygtige til at gennemskue sig selv, er de ofte mindst lige så dygtige til at bekræfte hinanden i deres fælles sandheder – hvortil jo kommer at stor viljestyrke ofte spiller intellektet et puds. For hvor der er en vilje, er der også en vej.
Det er således trods vore to sikre sporingsmetoder stadig ret risikofrit at plagiere, og derfor vil det ske igen og igen - og da især i en tid hvor alle føler sig pressede til at være ”kreative” stjerner. Men det selv samme karrierehysteri vil også resultere i stadig flere plagiater af den spektakulære art. Desto mere glædeligt er det derfor at en tysk gruppe nu har udviklet en genvej til digital sporing af sådanne bogstavtro plagiater.

P.S. At ovenstående såvel som tidligere ting om samme emne er blevet omgående og kommentarløst returneret uden forbehold endsige konstruktive redaktionelle fif fra flere af vore ansete kulturaviser - må enhver tænke sit om... For ikke blot kan også denne artikel altså risikofrit plagieres af Tordensskjolds soldater; selv uden denne tragikomiske yderlighed illustrerer vor artikel dertil pointen: At hvis du ikke er autoriseret, kan du have al mulig grund til at klage og nok så sindrig evidens - men det gør ingen forskel, for som en enfoldig svensk havnearbejder engang sagde til en politiserende kollega: "Ja, jag vet, Gösta: Du har alltid varit kommunist - men det kvittar vad du säger: För det är ändå Kungen som bestämmer!"

Som et yderligere P.S. kunne vi tilføje, at når netop originale mennesker typisk er dårlige til at indgive pedantisk veldokumenterede klager, er det af den kognitive grund, at de dermed sprogligt måtte være på niveau med de typer, der egner sig mere til komisk opremsende selvpromovering end til at barsle og udvikle idéer. Kort sagt ville det indebære en skjult "indirekte meddelelse", der ville undergrave den direkte meddelelse ved at stille den i et latterligt og utroværdigt skær.

En anden grund er den sjælelige, at mens en platugle naturligvis heller ikke kvier sig spor ved at forsvare sig på enhver tænkelig vis, da hun/han per defintion ikke har sin sjæl i klemme og jo i forvejen ikke plages af fine fornemmelser - så kan den der fået sit barn kørt over, slet ikke udholde at tænke på sagen endsige køligt dokumentere forløbet, og er således psykisk desto mere forsvarsløs, jo grellere sagen er. Hun kan højst stole på at den indirekte meddelelse har sin egen umiskendelige evidens der ikke kan forfalskes af typografisk ISO-certificerede klamphuggere.

DETTE ÅR I JERUSALEM

2011-04-01T04:17:00.000-07:00

· Johannes Riis, Bjørn Bredal (lig paven den unævneliges tvungne stedfortræder p.t. på uriasposten), Anne Knudsen samt Rektor Ralph Hemmingsen, professor Jørn Lund med en lang række andre honoratiores har omsider kastet håndklædet i ringen og sendt os en uforbeholden undskyldning på de respektive institutioners vegne for årtiers hartad systemiske mishandling, snart i offentligt og snart i privat regi - tillige med tilbud om et æresdoktorat for den formelig "atomare" og hidtil usete artikulationsgrad hvormed vi løbende gennem årene har beskrevet mekanismerne i Bermuda. - For kendetegnes den sande forsker ikke just af at det emne, man småligt byder ham – det udforsker han så i medfør af personlighedens langt hen ”emne-neutrale” væsen, hvorved han ender med at tilføre emnet en status, som man slet ikke havde kunnet forestille sig? Konsekvensen heraf er da også normalt den at man med den for magten egne barnlige forurettelse snarest konfiskerer resultaterne og overdrager dem til en anderledes hæderlig stileskribent. Men dette fremprovokerer nu blot en yderligere artikulationsgrad i det elementare - og i dette våbenkapløb er kopisternes kompagni dømt til at tabe før eller siden, af grunde der er akkurat lige så systemiske, som da sidstnævnte adjektiv ovenfor forekom første gang. 1. De hovedinvolveredes diplomatiske delegation tilbød os først en almindelig doktorgrad for at antyde en ordinær kommensurabilitet, som vi naturligvis ikke kunne lade os spise af med. Læg nemlig her mærke til at når anerkendelsen omsider kommer, er det gerne i form af en ubevidst uforskammethed, som brave borgere ikke ænser. Den bagvedliggende instinktive kalkule er, at hvis man afslår det tilbudte kompromis, vil man fremstå som en latterligt opblæst nar. · ‎2. For det andet gjorde vi det fra første færd klart, at trods det sene tøbruds imødesethed (for nu i forbifarten tillige af tilføre modersmålet et nyt adjektiv af lutter euforisk overskud) kan her lige så lidt som i tilfældet med Libiens udenrigsminister - for slet ikke at nævne Kadaffi-sønnerne med deres falske doktorgrader - blive tale om frit lejde, men højst om fri proces: hvilket sidste atter alene bevilges i medfør af de nødstedtes sørgelige bankerot og som en diskret og værdig gestus af overskud fra sejrherrens side. For modsat vore plebejiske modstandere har vi aldrig yndet at fremture i smagløs fornedrelse af de undertvungne, men tværtimod altid på stedet tilgivet dem, blot de til gengæld ville unde os en hjerteligt latter. · ‎3. Det fortælles da også at den store Saladiin, som nutidens arabiske herskere grundløst ynder at påberåbe sig, ved generobringen af Jerusalem 1.april 1187 bevilgede de kristne vandaler, der havde druknet byen i blod 100 år før, helt frit lejde, mod tilbagelevering af beslaglagt gods og guld. - Begrebet renter opererede man nemlig ikke med. Må vi her erindre om hvorledes Heisenberg i sine erindringer fortæller, at Niels Bohr tidligt belærte den purunge tysker om storheden i vore forfædres angelsaksiske frihedsånd - modsat den germanske ubetingede lydighed over for Stat & Kommune. Bohr fremhævede i særdeleshed højmodigheden mod såvel sejrherren som de undertvungne som den nordiske individualismes unikke dyd og den endelige sejr over det indre barbari.- Nuvel, som fremgået var denne generøsitet nu slet ingen angelsaksisk opfindelse, idet de brave og redeligt analfabetiske vikinger noget måbende havde lært den af Saladin. Måtte bestyrelsen for Bermuda besidde en lignende lærevillighed - hvilket vel i betragtning af dens vidtgående alfabetisering på godt og ondt ikke burde være noget helt urimeligt forlangende.- Tak, disse var ordene, og hermed vil vi bede delegationen om skyndsomst atter at forlade vor borg, i hvilken lejlighed vi kan forsikre dem om fuldtallig eskorte hele vejen hjem til Bermuda.

DETTE ER IKKE MUHAMMED

2011-03-31T09:23:00.000-07:00

Med en bekendts ord er det en menneskeret at være idiot. Men bl.a.Juristen Sune Skadegård Thorsen har argumenteret for Jyllands-Postens skyld i den lidte skade på Danmarks arabiske eksport samt på vor ære ud fra tre hæderkronede principper hentet fra Romerretten og Erstatningsretten: Dels tilstedeværelsen af en uansvarlig hensigt; dels et uomtvisteligt årsagsforhold mellem den bevidste handling og den resulterende ulykke; og endelig det forhold at de vanvittige følger var om ikke tilsigtede, så dog forudsigelige for aktøren selv. Ved at hævde at misæren var en forudsigelig følge af Muhammed-tegningerne, antyder Skadegård Thorsen dog, at forløbet just var, hvad man kunne vente sig af muslimer; men også en sådan udtalelse kan opfattes som injurierende. Hvis Jyllands-Posten omvendt friholder sig med, at man netop ikke forudså reaktionen, fritager det ikke bare avisen for juridisk skyld: Den kan sågar rose sig af (at have haft) et ret harmløst billede af muslimer. Hells Angels Anderledes forholder det sig, hvis Jyllands-Posten forudså konsekvenserne. Men selv hvis det så var en forbrydelse ikke at tage højde for dem, så var det dog kun en afledt og sekundær forbrydelse: Ganske ligesom det kun ville være en afledt forbrydelse at sladre til Hells Angels om, at en navngiven person har udtrykt ønsker om broderskabets uddøen. For at sladre til Hells Angels derom er jo kun forkasteligt, forudsat at Hells Angels antages at reagere derpå som en bande psykopater. En antagelse som det ligeledes ville fornærme broderskabet at offentliggøre. Men vist kan dumdristighed være forbryderisk, selv hvis hensigten ikke er umoralsk. Sådan grov uhensigtsmæssighed kan sammenlignes med hvis en turist i et fremmed land fremturer med en gestus der i den stedelige kultur betyder “Ned med kongen!” For selv hvis turisten ikke deler nævnte holdning, så ved han udmærket, at hans ytring af de lokale vil blive opfattet som helligbrøde. Men at ytre noget, vel vidende at det vil blive opfattet som en provokation, vil jo normalt kun den gøre som vitterlig ønsker at provokere. Så bordet fanger, selv om ens ytring er harmløs i ens egen tegnverden. Accepter drilleriet Man kan altså ikke påberåbe sig immunitet i kraft af en art ‘dobbeltkontrakt’. Af samme grund klæder kvinder sig fornuftigt i lande, hvor let påklædning tages for et signal om prostitution. Teologen Katrine Winkel Holm forfægter dog den uindskrænkede ytringsfrihed: Selv bevidst blasfemi anser hun for legitim. Men denne skyldopfattelse holder med Skadegårds ord ikke i byretten, hvis også de forudsigelige konsekvenser medtænkes. Men derudover er der forskel på at drille folk for kritisable forhold, som de ovenikøbet selv er herrer over, og at åle dem for deres tro, kultur, sprog eller egenskaber som for det første er harmløse, og som de for det andet hverken selv har valgt eller formår at ændre. Folk må finde sig i at blive kritiseret og drillet for umoralsk opførsel: Hvis de klager derover, indrømmer de jo at have handlet på en måde, de ikke vil stå ved - og da rammer anklagen blot dem selv. Således udtrykte en af Københavns størrre platugler forargelse over mit brud på forretningslivets blufærdighedslov, fordi jeg havde fortalt andre at jeg igen havde været dum nok til at låne ham penge. Men at drille folk med deres tro og kultur har derimod ingen sådan moralsk og specialpræventiv pointe og kan derfor ikke blåstemples moralsk. Jyllands-Posten burde derfor under tegningerne i Magritte’s ånd have skrevet: “Dette er ikke Muhammed!” (Bragtes i Information 2007 med samme overskrift. Skønt på ingen måde i mangel af upubliceret materiale fandt jeg denne både blogegnet og dertil stadig aktuel. Mit jesuitisk sindrige "Det kan du selv være"-argument for Jyllandspostens relative uskyld har forresten siden været genbrugt af anderledes hæderkronede meningsberettigede....Jeg genlæser sjældent egne ting og slet ikke for at stedfæste ekkoer - men jeg faldt over den på nettet og så at alt var godt, eller mere ydmygt sagt sagt: Desværre ville jeg ikke kunne gøre det spor bedre i dag)

VOR TIDS HEKSEPRØVE- FRA SUSANNE MØLLER TIL PENKOWA

2011-03-09T07:54:00.000-08:00

(Bragt i Damefrokosten 21.8)

I prostitution ser nogle gode og fornuftige kvinder et anslag mod den kvindelige værdighed. ”Kvindens ret til sin seksualitet” ses da som et skalkeskjul for alle mænds ret til sex. Imidlertid har også kvinder ret til at købe sex – hvortil jo kommer, at sælgeren bevarer retten til at sige: ”Ikke i aften skat!”
I denne profession er diskrimination nemlig tilladt: For forholdet mellem sælger og køber er ikke kun sagligt – ganske som i valget af kørelærer eller terapeut. Nogle kvinders skam over fænomenet afspejler måske deres viden om at mange gifte medsøstre i så fald også burde skamme sig: For vi skammer ikke over undtagelserne, men over de repræsentative… Vi mænd skammer os således ikke over vore pædofile ”brødre”.

Møller, Penkowa og Bjarup Riis
Det slog mig ved gensyn på Youtube af den famøse TV-duel mellem Annegrete Bjarup Riis og sexarbejderens talsmand Susanne Møller, at sidstnævnte i alle henseender gav indtryk af at være et begavet menneske: Hendes mimik, gestikulation, øjnenes livfulde spil, hendes diskrete smil, hendes måde at tale på – og det hun sagde. Hendes skriftprøver på nettet som i aviserne giver samme umiskendelige indtryk af et facetteret menneske.
Men Susanne Møller får mig også til at tænke på Milena Penkowa, inspireret af en bekendt der spøgefuldt sagde, at sidstnævnte næsten kunne ligne en estisk luder – der i parentes bemærket er talrige som Indonesiens muslimer og af samme grund ikke bør omtales nedsættende. Men selv om ingen betvivler Penkowas dygtighed, slog det mig, at hvis man sammenligner hendes fremtoning med Susanne Møllers, så ligner denne en Harvard-stjerne, mens Milena Penkowa mere ligner – Anne Grethe Bjarup Riis.

Sammenligningen kan føre os videre til at belyse, hvorfor nogle progressive kvinder ikke kan snuppe Susanne Møller. Susanne Møller er selv inde på det når hun i sin blog-prøve “En luders dagbog” sætter sig for som en art antropolog at forstå hvad der sker i hovedet på de kulturdamer der i sin tur forsøger at gøre sig kloge på, hvad der sker i Susanne Møllers hoved.Det er aldeles utvungent og så langt fra globaliserede universitetskoder et begavet menneskes forsøg på ud fra egen erfaring og intuition at analysere en gåde i hendes liv.

Susanne Møller når bl.a. frem til at kulturfolkets væmmelse ligner hendes egen skamfølelse ved synet af kvinder der lader og ydmyge af mænd og uden modstand giver afkald på deres værdighed – hvoraf hun slutter at kulturdamerne ligeledes ser hende som inkarnationen af et ligestillingsproblem.Den stakkels luder?

Det er en høflig analyse, for Susanne Møller er mand for i tavshed at føre analysen et skridt videre. Den mulighed antyder hun, når hun ofte bemærker at det er som om alle ludere for enhver pris skal være stakkels ofre der må hjælpes og umyndiggøres. For måske sætter Susanne Møller nogle gloriøst emanciperede kvinder i relief på en måde som de føler reducerende: dels fordi hun provokerende ikke behøver at gifte sig opad kulturelt, socialt eller økonomisk for at opnå selvagtelse og myndighed; og dels fordi hun ved uafficeret af andres dom at vælge et så klassisk fatalt skridt nedad i status stiller den normale emancipations lige så klassiske veje i forlegenhed.

Dette er vel undtagelsen, men for Susanne Møller åbenbart muligt, fordi hun udstråler noget som mange kvinder drømmer om: retten til at bevare sin kvindelighed uden at give køb på sin selvstændighed. Det er ikke sjovt at skulle pukle ihærdigt med ærlige og i Penkowas tilfælde også uærlige midler for ad åre at komme til tops i samfundet, gerne med en socialt magtfuld mand ved sin side – for så at overstråles af en uautoriseret der ikke kunne drømme at spille andre roller end sin egen – endsige forfalske papirer, resultater og udtalelser.

Og her når vi så frem til vor lille analyses tredje trin: Nemlig at en Susanne Møller “heksestatus” minder om den status som outsidere, alternativt uddannede samt alle hånde “uomskårne” talenter for enhver pris holdes fast i af de etablerede meningsberettigede på det pågældende felt. Ingen har interesse i at vedgå at der findes mennesker som på en mere intuitiv og erfaringsbunden baggrund når dybere ned i emnet end de selv – og så oven i købet uden at gøre stads af hverken hotte nye navne eller kendte gamle ditto – ej heller i form af nidkær pukken på kærkomne kritikpunkter, der kan bruges som stillads til selv at svinge sig støjende op.

Selv om også sådanne talenter helst vil anerkendes, falder det dem typisk ikke ind at gøre anerkendelsen til et selvstændigt projekt – og endnu mindre først at undersøge, i kraft af hvilke sociale koder anerkendelse udvirkes her i verden. Nej, de betragter tværtimod naivt anerkendelsen som en simpel psykologisk konsekvens af deres virke.De glemmer imidlertid her at tage de andres vilje i ed, den evige faktor der hedder: “Hvilken interesse har vi andre dog i at vedkende os den slags – med mindre vi da taler om noget ”Long ago and far away”, som vi selv kan bruge til i biografiens form at lade en håbefuld analogi til vor egen beskedenhed skinne igennem så tommetykt, at selv Prins Knud må fange pointen?”

Ligesom en Susanne Møller således for enhver pris må gøres til en stakkel – en stakkel som vi dog ikke desto mindre gerne fratager enhver personlig indrømmelse – ligeledes fastholder vi i kollektiv tavshed de ubudne som værende snart indbildske stakler og skrækeksempler – snart øretæveindbydende ”folkefjender”.

Nutidens hekse
Vi kan gennemføre analogien yderligere: Således er der noget ejendommeligt selvforstærkende i heksenes udstødelse af det gode selskab. For når folkefjenderne først er sat uden for, antager de skræmmende form af ikke blot ”det ukendte”, men tillige af alt hvad vi i vor rædsel og dårlige samvittighed kunne forestille os fra deres side. På samme vis må åbenlyst begavede sorte i sin tid have været en sand pestilens for en del sydstatshvide. Jo mere inderligt vi derfor forstøder dem, desto mere afskyelige vil de genopstå som truende nemesis-dæmoner. Og hadets styrke er et mål på den hadendes betrængte integritet.Middelalderens berømte “hekseprøve” er således skåret over en universel læst og er en reel konstant i menneskelivet: For desto mere overbevisende ”heksen” formår at overleve vore forsøg på at umuliggøre hendes liv, desto mere skrækslagne bliver vi for en styrke vi ikke forstår.

Nuvel, analogien til de tilværelsens ubudne bliver nu åbenlys, også hvor der er tale om mere udramatiske konstellationer. For rigtigt mange mennesker har i skole, arbejdsliv eller foreningssammenhænge oplevet, at når de først har fået status af uvelkomne fremmedlegemer, så vil alt hvad der ellers førhen ville have kvalificeret dem, nu blot yderligere bidrage til den kollektive afsky – den fortrængning hvorved vi sågar formår at ekspropriere det én gang hævdvundne i kraft af en art magisk ophævelse af fortiden til en for tanken utilgængelig dødzone, at sammenligne med om tiden før The Big Bang.

De udelukkede hekse og andre vildskud stiller ved ethvert fortrin stiller os andre i fornærmelig forlegenhed ved at devaluere vore egne fortræffeligheder og ved som ”Det Andet” at udhule vore egne ISO-certifikater. Helt jordnært kan vor iagttagelse illustreres med den velkendte erfaring, at når tidligere kolleger møder en uretfærdigt fyret medarbejder, oplever de det som noget truende, som de ikke kan have at gøre med: ”For hvor hvad er vore egne anbefalinger værd, når man kunne fyre NN?”

Det konstruktive modbillede hertil er nu, at når først man har sluppet folk ind i varmen, blegner deres frygtindgydende fremmedhed og påmindelsen om egen medskyld. Hvis heksen først lukkes ind, så vil de fortræffeligheder der før vakte vor afsky, tværtimod føles som gruppens egne fortræffeligheder: Ligesom en skoleklasse kan være stolte over den elev der har vundet en pris eller er blevet udtaget til en konkurrence på et højere niveau.

Hin enkeltes succes hævder nemlig klassen i forhold til skolens andre klasser. Ja i tilfælde med et internationalt perspektiv kan sågar hele skolen opleve at have del i hin enkeltes meritter og ære. De fortrin der hos den inkluderede således kaster ære og glans over hele gruppen, bliver derimod en lodret hån mod gruppen, når hin enkelte først er udelukket fra den.

Der er heri en næsten Blixen’sk – og derfor hartad blasfemisk – skæbneironi: For i forlængelse af samme tankegang kunne vi jo sige, at hvis blot Gud dog ville slippe Lucifer ind i himlen igen, så ville selv Lucifer atter gøre himlen hæder.Men har du først heksens status, forbliver enhver ”alternativ” retfærdiggørelse et yderligere slag i ansigtet på os. Og heri er det ikke en stakkels forfulgt Milena Penkowa, men en Susanne Møller der giver os et nutidigt antropologisk eksempel på heksens karakteristiske skæbne i Janteland. .

HAVREGRØD & STUK - OG BLIXEN...

2011-03-09T06:43:00.000-08:00

Praktiske uheld kan være lærerige. Under eftersøgning af min nøddeknækker kom jeg til at vælte en gryde med havregrød + quinoa. Jo, sidstnævnte er helt bestemt værd at notere, men kom alligevel ikke til at gøre nogen forskel.

Under rengøringen af gulvet kommer jeg nu i min iver iver til at trampe i gryden med den resterende grød - men dét kan nu undskyldes: For hvilken normal person forventer at der står en gryde med grød på gulvet? Så langt må I følge mig, værre står det dog heller ikke til.

Men nu kommer lærdommen: Efter grødens fjernelse viste gulvet sig i en renere - ja formelig platonisk - stand end jeg mindes at have set det før: Det var selve gulvets "idé" der alkymistisk emergerede af urstoffet som ånden af sin flaske. Og det erindrede mig så atter om en bekendts gamle råd til reparation af mit gamle stukloft i K: Et lag havregrød binder og fjerner al løs stuk og maling, inden man bygger op igen. -

Nuvel, det er endnu ikke blevet til noget: For som en mand med stor jordforbindelse foretrækker jeg dog til hver en tid én skål havregrød på gulvet frem for ti skåle i loftet.

- Hvad har nu alt dette med Blixen at skaffe? Åh, en hel del, for fortæller Baronessen ikke, at djævelen i nødens stund lærte hende den lille kunst til enhver tid at forvandle ulykker og forbandelser til velsignelser.

P.S. Imidlertid var det nok klogest at vente med at lave havregrød igen, til jeg har fundet min nøddeknækker. - Læg så her mærke til dette udsagn, der isoleret talt er komplet absurd og derfor ren Zen - men som ikke desto mindre fremstår som logisk og meningsfuldt i lyset af vor indledning. Hermed har vi formået omsider at levere et skudsikkert bevis for hvad man ligesom Fermats Teorem nok har vidst i århundreder ud fra erfaring og mavefornemmelse, men uden at kunne belægge det strent logisk: Man bør altid læse brødteksten, inden man går i gang med fodnoter og efterord.

ALLAH & SONS

2011-02-16T05:12:00.000-08:00

FRA DAMASKUS...
Arvesynden er kommet for at blive – og vi skribenter er kommet for at anmelde den. Var der ingen dårlige nyheder, måtte vi derfor selv opfinde dem, som da Jyllandsposten af lutter kedsomhed over sine kanon-ortodokse molboabonnenter foretog sit blasfemiske eksperiment med den islamiske verdens fornemmelse for pressefrihed. Selv blev jeg snydt for fornøjelsen, idet jeg selv på samme tidspunkt foretog et anderledes autentisk eksperiment on location: i Damaskus.

Meget kan man sige om de indfødte, men udover at besidde en ypperlig madkultur er de bilister af Allahs nåde og klarer sig helt uden vore egne skolastiske ritualer på vejbanen: Til Søren Krarups og andre gudsgaranterede sekularisters glæde står der nemlig intet om trafikregler i Koranen, der tværtimod giver bilisterne hvad bilisternes er. Men frem kommer man alligevel mirakuløst uskadt – i Jylland ville man derimod ryge på hospitalet og derfra blive sendt anbefalet lukt i Hjørring Statsfængsel. Myldret af fodgængere anses af motoriserede muselmænd hverken for en tilstrækkelig eller nødvendig grund til uhøfligt at forsinke betalende turister, så folk advares i stedet fortløbende, så de på lige fod med Allahs øvrige kreaturer såsom høns og duer kan nå at sprede sig – omtrent som dengang Det Røde Hav på lignende vis måtte vige for de fremstormende israelitter.

Flittig håndtering af båthornet er nemlig i verdens ældste by det magiske sesam for at bestå køreprøven samt overleve i det byzantiske virvar – og af samme årsag akkompagneres turistens færd af et kakafonisk og synkoperet lydtæppe der slående påkalder Gershwins symfoniske digt fra modernitetens eventyrlige ungdom "An American in Paris". Den glædelige barselnyhed fra det danske kongehus med dets anderledes uheldige trafikkultur blev loyalt og uden karikaturer kolporteret i Damaskus Tidende – thi Allah kender til alt, og statsoverhoveder er nu engang statsoverhoveder.

Kriminalitet kendes derimod ikke i Damaskus, så som skribent kunne jeg heldigvis benytte lejligheden til at anmelde et grovt tyveri desto mere højlydt: Thi mit kamera blev som på et flyvende tæppe borttryllet af en hastigt bortilende taxichauffør. Mon ikke han havde lært et og andet i Vesten, ja måske havde han sågar lært kunsten under et periodisk virke i Århus, hvor et par stedelige pressefotografer jo derfor på lignende vis måtte gøre en dyd af nødvendigheden og omskole sig - til karikaturtegnere.

Nå, til sagen hører, at vi først pruttede med chaufføren for i henhold til de lokales råd ikke at skubbe prisniveauet op i et for dem urimeligt leje. Men han insisterede altså på det helt frie marked, og i hans oplyste øjne var det vel os andre der opførte os som forkælede bavianer og derfor fik løn som forskyldt. Måske skiftede kameraet altså ejer med Allahs gode vilje, og det skal hermed honoreres.

Da jeg derfor på en busstation så det obligatoriske billede af den nu hedengangne præsident Assad og hans to sønner, tog jeg mig den frihed at spørge: "Who is this guy – I see his picture everywhere? Allah and his two sons, I presume – you see, our God had only one son, and they killed him. Allah is wise." Ingen krumsabler blev draget, kun et høfligt smil. Det blev anledning til en senere refleksion: Hvis man med sin facon signalerer at man forventer modpartens indforståethed med en spøg, så opfattes den ikke som en provokation. Hvis man derimod tydeligvis hverken ønsker eller forventer delagtighed, så tages ens blotte hensigt som en hån – så det er rimeligvis den distancerende udelukkelse snarere end selve ordene der sårer.

Det samme gælder nok Jyllandspostens eksperiment: "I muslimske bonderøve forstår ikke dansk humor – se selv!"Indforståethed kan dog også bringe én i uføre. Da jeg på en stationskafé så en politibetjent give en plagsom og lidet betalingsdygtig kunde et spontant los i røven, måtte jeg slå en latter op ved denne herlige utyngethed af uniformens formalitet. Thi jeg har allehånde hæmninger – blot ingen moralske: Sådan luksus har jeg ikke råd til, for nok skal man elske sine fjender, men sgu ikke på læsernes bekostning. Og på det helt frie marked gælder, at hvis man kun lønnes ringe, har man ikke den sædvanlige gode undskyldning for at skrive noget bras. Jo, Allah er vis – men hans profet skrev noget bras. Nuvel, men da ordensmagten nu skulede fælt til mig, reddede jeg mig fra anholdelse med et skuldertræk og et overbærende nik i retning mod den uheldige kunde – der skulle betyde noget i stil med: "Jeg kender ikke det menneske". Sandelig – Allah er stor.

GUDFÆDRE, NETVÆRKER OG SOCIALE REBTRICK

2011-01-17T04:23:00.000-08:00

(Bragt som kronik i Information 31. 12)
Mimicry kaldes dyrs og planters evne til at efterligne andre arter for enten at tiltrække eller afskrække dem.
Dem, der kunne finde på at spise os, afskrækker vi enten ved at ligne arter, der omvendt kunne tænke sig at spise dem, eller ved at ligne arter, der ville give dem mavepine.
De arter, som vi selv kunne tænke os at spise, vil vi derimod tiltrække enten ved at ligne nogen, de selv gerne vil spise, eller ved at ligne nogen, de gerne vil parre sig med.
I menneskelivet findes lignende mimicry-fænomener. Mennesker ønsker at gifte sig opad også i overført betydning ved at omgås folk, der er dem overlegne i rigdom, magt, social kontaktflade, viden eller evner. Formålet er at få del i den overlegnes fordele i livet i kraft af uddelegering.
Men hvorfor skulle den rige uddelegere magt og goder? Fordi selve evnen til at gøre dette er en vigtig del af hans sociale bytteværdi: En Joakim von And gider ingen jo omgås.
Denne bytteværdi er nok det, der normalt kaldes status. Status er blevet en kliché, og ligesom med andre klicheer må vi vende bøtten og spørge: Hvad handler det egentlig om?
Fordelen ved status må være en større adgang til alle de goder i livet, som enten er af social art, eller som formidles socialt: Kort sagt næsten alle goder bortset fra helbredsfaktorer samt medfødte potentialer. Selv materielle goder er socialt formidlede for vi ansætter jo folk på deres sociale ansigt. Ja, vi kan endda antage, at social status biologisk set kun har værdi, fordi den giver bedre adgang til højere levestandard og dermed også bedre forplantningsmuligheder.
At narre fattigrøvene
Disse to goder er atter koblede på den måde, at uanset personlige egenskaber må det være vigtigt for en potentiel partner, hvilke materielle vilkår man kan tilbyde sit afkom ellers kunne gode gener endda blot føje spot til skade. Også selve vor tiltrækning til materielle fordele må vel yderst forstås i forplantningens perspektiv: Materielt gode kår giver os både længere tid og mere rum til at forplante os.
Vor overvejelse omkring status forklarer også, hvorfor den rige overhovedet kan have interesse i at give andre end den helt nære kreds del i sin rigdom. Denne krumtap er vigtig, når vi hævder, at mennesker ved en art mimicry ønsker at omgås bedre stillede ved at fremstå som deres ligemænd for at få del i deres goder. Den stenrige opdager snart forskellen; men blot du selv virker uafficeret af den og også selv yder efter ringe evne så virker din mimicry. For en stor høvding behøver mange undersåtter.
Noget lignende gælder når Dronningen gæster et firma: Hendes besøg virker som et indiskutabelt lurmærke just fordi det er under hendes værdighed at besøge enhver biks. Men firmaets vælde og adel virker atter tilbage og højner Hendes Majestæt ved et Münchhausensk trick: For et så stort firma nøjes ikke med en ringere gæst end landets ypperste.
En anden fordel ved at kende bedre stillede folk er at man dermed kommer til at ligne dem og således ikke kun får del i deres materielle fordele med den afledte status det giver, men også opnår øjeblikkelig status udadtil ved at give andre indtryk af at kunne tilbyde dem fordele som dem, de kunne opnå som ven af den virkelige rigmand.
Hvor vi først så på fordelene ved at narre (smigre) den rige, så taler vi nu om fordelene ved at kunne narre de andre fattigrøve. Men læg mærke til, at for at narre de andre fattigrøve må vi narre den rige først: For det er jo kun ved at narre ham til at omgås os som ligemænd, at vi bliver i stand til også at narre fattigrøvene til at opfatte os som hans ligemænd.
Studieværterne
Disse overvejelser er belysende for vort forhold til det offentlige livs impresarier i form af allehånde studieværter, forlæggere og andre dørvogtere. Disse forskellige gudfædre har mulighed for at forhøje andres status ved at bevilge dem eksponering, omtale og taletid. På den anden side er meget af deres egen status afledt af kvaliteten af dem, de inviterer og ophøjer.
Den blotte rå magt til at invitere giver dem nok nogen status men ikke den del man kunne kalde personlig respekt. Og derfor er det offentlige livs mange studieværter lige så afhængige af dem, de inviterer, som deres gæster er afhængige af at få lov til at mænge sig med dem offentligt.
Nuvel, vil dette så sige, at en studievært, en forlægger, en redaktør osv. uden videre ønsker at invitere de ypperste for selv at fremstå som de ypperstes ligemænd?
Næppe altid, og ved nærmere eftertanke forstår vi hvorfor: Ganske som med rigmændene er her nemlig tale om mimicry; og hvis mimicry skal virke, så må forskellen ikke være for tyk. Gudfædrene vil derfor nok gerne gifte sig opad, men ikke så højt, at forskellen bliver åbenlys. Derfor fremgår formatet hos en redaktør, forlægger eller studievært af deres naturlige præferencer.
For selv om ingen studievært vil afvise en Nobelprismodtager og den glans, denne ville tilføje hans program, så vil han dog blandt folk, der ikke har modtaget nævnte pris, ofte foretrække typer, der heller aldrig risikerer at få den. I det første tilfælde drypper nogen afledt status på degnen; hertil kommer at de to i det mindste har en helt igennem reglementeret adkomst fælles.
En bekendt og jeg lo i sin tid, så tårerne trillede, da Michael Meyerheim havde Tor Nørretranders i studiet på udgivelsesdagen for Mærk verden og profetisk sluttede af med de selvopfyldende ord:
»Tillykke med succesen!«
Michael Meyerheim tilbød således succesen i bytte for et stænk professoral parfume.
Magtens mænd
Men et helt uofficielt talent tilbyder ingen sådan returkommission og sætter endda ved sin væsensfremmedhed let en meget reglementeret modpart i komisk relief. Algebraisk udtrykt: »Jo bedre du er end mig, desto højere officiel status må du tilbyde for at neutralisere min naturlige afsky.«
Af samme grund vælger magtens mænd ofte ufarlige typer som deres højre hånd og kronprins. Men så længe gudfædrene undgår at ophøje åbenlyse tumper, vil folk bevare så megen respekt for deres dømmekraft og ærlighed, at de vil tænke:
»Hvis Gudfader virkelig kendte egnede emner til en Nobelpris eller en Oscar, så ville han rigtignok også invitere dem ergo må de, som han faktisk inviterer, også være landets ypperste. Og de, der jamrer over at være forbigåede, må følgelig være fallenter.«
Kort sagt står vi over for et paradoks: Skønt mangen gudfaders sande format måles på hans naturlige præference for det bundnormale, vil han i udøvelsen af denne præference søge at camouflere den: For både i verdens tillid til hans ærlighed og dømmekraft og i vor forventning til hans hverv ligger en tiltro til, at de som han præmierer, vitterlig er ypperlige. Og derfor vil vi slutte, at også gudfaderen må være en ypperlig person men kun hvis slagsiden ikke er for åbenlyst.
Kong Lear
Derfor ser vi i det offentlige liv en symbiose mellem gudfædre og gæster, der jobber hinandens sociale kurs op ved en art gensidig mimicry: Min modpart er som bekendt en meget stor person ergo må også jeg være ret betydelig på mit eget felt.
Den gensidige afhængighed beror på, at ingen af dem isoleret nyder lige så høj status som de opnår ved deres Münchhausenske trick. At det foregår ubevidst, er ikke mere mærkeligt end at mange psykopaters tricks udøves helt automatisk. For ganske som psykopaterne efterhånden erfarer, at selv de tykkeste løgne glider ned og derfor ikke behøver at spekulere over hvorfor sådan erfarer gudfædrene og deres gæster ligeledes, at deres rebtrick virker.
Dertil kommer, at deres forfængelighed ingen interesse har i at komme på sporet af sagens rette sammenhæng. Og derfor regner vi heller ikke med, at nogen vil gøre stads af os i anledning af dette stykke psykologisk algebra. Karen Blixen skriver et sted: »Et menneskes karakter kan bedømmes på, hvordan det ville have behandlet Kong Lear«.
Hvis hun har ret, står det rigtignok sløjt til med vor søde lille elite: For vi må konkludere, at når en af det offentlige livs gudfædre stilles over for to i hans egne øjne lige berettigede forfægtere af den samme sag, så vil han vælge den, der kan gøre gengæld med mest returkommission i kraft af renommé, fryns og sociale netværker.
Ja, selv i det tilfælde hvor den svage part er den klart mest berettigede eller sågar barnets sande mor, vil han/hun trække det korteste strå: For enhver indrømmelse af at verdslig medgang og officiel lurmærkning ikke altid er en uomtvistelig garanti, ville jo være en indrømmelse af at gudfaderens egen status så heller ikke nødvendigvis står helt til troende. Og af samme grund vil selv en hæderlig bankdirektør nok hellere præmiere en professor i astronomi end et isoleret astronomisk geni.

OM SØRGEKÅBERS OPHAVSRET - OG HVEPSEVÅGENS STATISTIK

2010-10-20T05:15:00.000-07:00

OM STATISTIKS ONTOLOGISKE STATUS - MED INDLEDENDE UVEDKOMMENDE OMKVÆD

For nylig lagde jeg et heldigt foto af en sørgekåbe mellem en flok hvepse på Facebook. Ganske vist respekterer Facebook modsat bloggen ikke copyright, men vi kan så beskytte os ved kun at bringe fotos i lav opløsning. Med tanker hjælper ophavsretten dog ikke stort, for blot man omformulerer dem, kan det vanskeligt bevises at man plagierer. Dvs. vi har faktisk fundet nogle ret sikre sporingsindicier, som vi har opkaldt efter lægekunstens radioaktive sporstoffer.

Ingen avis har selvsagt ville bringe noget derom, selv når bekvem anledning dertil gaves, for den moderne elite værner skinsygt om retten til protektionistisk copy and paste. Typisk hades og misundes originalitet derfor – og at sige noget originalt om plagiat tages derfor som topmålet af uforskammethed: Dels fordi man føler sig ramt, dels fordi man i givet fald helst selv ville have sagt det i en af de gængse mandsopdækkede debatbøger eller i et provokerende kulturelt dobbeltsideopslag med garanti for fuld medieopfølgning i real time.

Når medierne rettelig som ulve kaster sig over den arme tumpe der som Frank Esmann har skrevet næsten ordret af i stedet for som andre folk at omformulere nødtørftigt efter de forhåndenværende søms princip – så er det fordi de på den måde tillige kan give den som pletfri apostle: For også denne kasket vil vi kunne betjene os af i den moderne elite-demokratiske spøg-og-skæmt maskerade, der kaldes ”identitet”.

Det svarer til når meriterede skribenter skiftes til at kokettere med en martyrposition – fordi de har bragt sig midlertidigt i unåde hos en konkurrerende redaktion, som de overhovedet slet ikke er afhængig af in the first place. Barnagtigt fordi dette jo slet ikke kan sammenlignes med dem i kraft af deres dyder behandles som pariaer ikke blot af én redaktion men af omtrent hele den verden – hvorved det atter lykkes eliten at vise at deres storladne indbyrdes heroiske holmgange kun er mimicry: For alle de opløbne litteraturdrenge og andre -drenge der officielt bekriger hinanden og ynder i ly af deres egen bande at åle og håne høvdingen fra den rivaliserende bande, behøver dog hinanden som jævnbyrdige kamphaner, og de betjener sig af de samme verbale kneb og den samme forudsigelige humor. En kamphane uden modstandere er nu en gang lige så lidet overbevisende som en høvding uden indianere, eller et fodboldhold som ingen gider stille op mod, så reelt er der tale om symbiose.

Nej så har jeg mere respekt for hosstående sørgekåbe, der så letsindigt har sat sig for at drikke saft fra et sår i en trærod, hvor også et samfund af gedehamse har fundet bopæl.. Farvekonstellationen er formidabel – yndefuldt, majestætisk og farligt på en gang. Som sagt et foto der i høj opløsning var værd at stjæle, hvis ikke det altså var så heldigt at fotos i højopløsning vanskeligt kan ”omformuleres”.

Dertil har jeg det ligesom de grundforskere, der den ene side ikke er spor interesserede i salgsprocessen, hvor meget de end behøver pengene – men på den anden side er stolte når deres ideer helt utilsigtet viser sig tillige at have salgbar anvendelighed, som en ren sidegevinst. Jeg har ladet mig fortælle at sådan forholder det sig med matematikere: Anvendelsesorienteret forskning regner de for sekunda – men alligevel viser den ypperste og mest verdensfjerne grundforskning sig undertiden at have en helt uventet anvendelighed. Og det er grundforskerne desto mere pavestolte af som den ypperste fjer at sætte i hatten. I medierne ville det svare til at det ypperste for en Nobelpristager dog var den opreklamerede bivirkning at havne hos studieværterne.

I vor egen og indrømmet lidet industrielle verden ynder vi snarere det omvendte kriterium, idet vi priser os særligt heldige når en tilsyneladende konkret hverdagserfaring bruges som anledning til abstraherende tankelyn hinsides alle reglementerede ansøgningsprocedurer. Den bedste inspiration kommer nemlig sjældent af bøger, men oftere af meget konkrete og tilfældige ”astrologiske” konstellationer hinsides enhver karriereplan. Det kunne være hosstående patentbeskyttede sørgekåbe.

Eller for nu at blive i insekternes verden, idet ingen skal kunne sige at vi springer ukontrolleret i tankegangen: I morges opdagede jeg at en skovflåt havde bidt sig fast i min navle, hvorved den tvang mig til utidig navlebeskuelse. Ganske vist er jeg ellers ikke tægernes yndlingsoffer – og med så sjælden kærlighed har jeg det sådan, at den så langt fra at smigre mig fjernes som en sindsforvirret og uvelkommen forstyrrelse af verdensfreden. Og deraf kan vi lære at navlebeskuelse mere end noget er en reaktion mod trusler, hvis imødegåelse kræver sin mand – hvilket helt naturligt giver anledning til bekymring af denne miskendte art. I dette tilfælde blev bekymringen nu kortvarig, idet jeg uden den reglementerede forsigtighed gjorde kort proces og bed hovedet af al skam – men lod hovedet blive siddende i min navle til skræk og advarsel for ligesindede artsfæller. Hertil er nemlig at sige at jeg med min egen person kan indestå for at alene straffens generalpræventive effekt forhindrer eller i det mindste forhaler mangt et berettiget drab, hvoraf jeg slutter at det forholder sig på samme vis med mindre forbrydelser.

Nuvel; denne min uforsigtighed gav nu ikke anledning til yderligere selvcentreret bekymring, idet jeg nemlig må gå ud fra at siden jeg endnu ikke er blevet smittet med borrelia, er jeg nok for længst blevet immun. Og også denne reaktion bekræfter den tese som vor lille historie gav anledning til: Navlen beskues sjældent af kærlighed og som regel af bekymring – selv om også bekymringens lejlighedsvise omslag til lettelse nydes i kontemplativt tidløs salighed.

Tilbage til vort filosofiske hvepsebo. Da jeg en uge efter kom forbi, var det ikke en sørgekåbe men derimod en prægtigt forgyldt, galvaniseret bille. Dens ærinde er ukendt, men måske anser hvepsene den for at være Gud og derfor den bedste forbundsfælle mod deres Satan – hvepsevågen. Hvilket for resten minder os om at Karen Blixen lavede følgende anagram over forfatternavnet ”Martin A. Hansen”: ”Han er min Satan”. Efter denne Holberg’ske strøtanke fra troens verden vil vi nu lade hvepsevågens sene æglægning give anledning til ganske abstrakte filosofiske overvejelser.

---------------------------------------

DEN BESYNDERLIGE STORE ROVFUGL ankommer fra Vestafrika sent i maj for at opfodre sit afkom med larverne af de respektindgydende gedehamse, som sørgekåben måske burde vise lidt mere agtelse fremover. Der er meget godt at sige om denne sofistikerede og forunderligt tavse fugl uden særlig specificerede kønsroller og angiveligt en helt menneskelig iagttagelsesevne. Hvad jeg her har valgt at opholde mig ved er ikke, at nordlige ynglefugle efter sigende ikke er spor senere i deres æglægning end sydlige: For denne anomali er fuldt forståelig i lys af at fuglen mest af alt behøver et rigt udbud af gedehamselarver senere på sommeren, når dens egne unger begynder at vokse til. Og da sommeren mod nord jo er kortere i begge ender – hvilket for de fleste insekters vedkommende vil sige meget kort, så vælger hvepsevågen derfor at leve noget asketisk tidligt på sæsonen inden den har fået unger at forsørge, frem for at bibringe afkommet et noget anorektisk livsperspektiv som starthjælp (for nægt ikke at vi ufrivilligt også af og til lader os inspirere af obligatoriske nyheder).

Nej, det var som sagt ikke det vi ville ind på, men en anden ejendommelighed hvepsevågens æglægning betræffende. Undersøgelser viser nemlig, at selv om den gennemsnitlige dato for æglægning overalt er ca. 3 juni, så fremkommer dette tal i kraft af en besynderlig fordeling: Størstedelen af hvepsevågerne lægger nemlig deres to æg i løbet af de første 5 dage af juni – hvortil så kommer en spredt eftertrop af fugle hvis anderledes tøvende æglægning fordeler sig gennem de næste par uger eller mere. Det matematiske gennemsnit må nu forstås sådan, at én fugl med 14 dages ”forsinket” æglægning modsvares af 14 fugle der lægger æg allerede den 2. juni. Gennemsnittet 3. juni fremkommer hvis summen af døgn i minus i forhold til datoen 3.juni er lig summen af døgn i plus, beregnet på nævnte vis.

Heri er ingen tvetydighed, men alligevel giver det anledning til filosofisk undren. For mens der ved en bestemt typisk årsindkomst lader sig beregne en gennemsnitlig månedsindkomst som man så tør disponere efter, så er der i tilfældet med hvepsevågerne ingen ”årsindkomst”. En analogi til årsindkomsten er der rigtignok matematisk set, idet man kan addere alderen på samtlige producerede unger på et givet tidspunkt, f.eks. ved juletid – og sammenholde summen af aldre med den sammenlagte alder der ville fremkomme såfremt alle æg var blevet lagt 3.6. Hvis de to tal er identiske, så har hvepsevågeungerne en ”årsindkomst” i form af sammenlagt alder, hvoraf vi kan udlede deres gennemsnitlige ”månedsindkomst”: dvs. den 3.6 som deres gennemsnitlige æglægningsdato.

Matematisk set er der således ingen slinger i valsen, men filosofisk er der det: For selve den fundne gennemsnitdato er ikke blot en abstraktion – det er en abstraktion der intet væsentligt og afklarende bringer. For ”i virkeligheden” kan man jo ikke lægge nogle dyrs aldre sammen, sådan som man lægger nogle bunker med æbler i en samlet bunke. Helt anderledes er det i de tilfælde hvor en matematisk formel viser sig at kunne beskrive umiddelbart set vidt forskellige foreteelser: Det klassiske eksempel er Newtons love for tyngdekraft og inerti, der kan forklarer såvel himmellegemernes bevægelser som projektilbaner og genstandes fald her på jorden. Her indeholder abstraktionen en essentiel sandhed – og i de tilfælde hvor et statistisk gennemsnit fremgår af en såkaldt normalfordeling, vil også et sådant gennemsnit være sigende og meningsfuldt: F.eks. den gennemsnitlige vægt hos voksne bisonokser.

Men i vort eksempel kunne man tænke sig en masse forskellige fuglearter med hver deres besynderlige fordeling af æglægningshyppighed over sommerhalvåret – men alle med datoen 3.6 som gennemsnit. Nogle af disse arter lægger måske endda aldrig æg på nævnte dato eller sågar i den måned. Her er det oplagt, at en abstraktion som gennemsnitsdatoen intet reelt siger og nærmest er en matematisk ”bivirkning” af det konkrete og anderledes brogede billede. Gennemsnittet bidrager på ingen måde med nogen aha-oplevelse, for det modsvares ikke af nogen analogi på det reale plan.
På ganske samme vis vil et givet tal såsom tallet 56 jo kunne fremkomme som resultat af en bunke vidt forskellige beregninger, uden at disse og de forhold de vedrører, derved får det mindste til fælles. Tilsvarende kan vi danne os begrebet om alle de tal der fremkommer ved at et primtal ganges med et andet, hvorefter der fratrækkes et tal under 20. Ej heller disse resultattal har noget interessant til fælles – i modsætning til primtallene selv.

Selve fuglenes artstypiske hyppighedsfordeling af deres æglægning er derimod væsentlig og meningsfuld, og ligner de brøker fra skoletiden der ikke kunne forkortes yderligere, og hvis indbyrdes forskellighed derfor var det mest interessante. Hvorimod gennemsnitsdatoen alene tilslører det reale og ”væsentlige” (dvs. tingenes væsen vedrørende). I alle disse tilfælde vil fordelingskurverne grafisk ikke antage normalfordelingens og dromedarens klassiske en-puklede klokkefigur, men tværtimod ligesom kamelen – samt visse grovædere – have to eller endnu flere pukler. Kurven kan sågar være diskontinuert og gå under jorden mellem puklerne. I disse tilfælde vil gennemsnitsdatoen derfor alene være at betragte som en leg med tal.

Hvis gennemsnitsdatoen 3.6 skal være interessant og realbeskrivende, må vi derfor forlange 1. At den pågældende dato for æglægning vitterlig er den hyppigst repræsenterede. 2. At hyppigheden aftager gradvis på begge sider af den dato. Derimod er det næppe nødvendigt at kurven falder symmetrisk klokkeformet til begge sider, for vi kan som hos hvepsevågen godt have en konveks og kort kurve til den ene side svarende til en bunke pavestolt ”provokerende” småafvigelser med kulturstøtte – men til den anden side en konkavt udfladende kurve svarende til en meget spredt formation af illegitime kombattanter, der straffes med den unævnelige tavshed før the Big Bang, som ingen ellers ønsker selv for sin værste fjende – men som alle dog misunder af hele deres hjerter som den ypperste og mest uforfalskelige æresbevisning: omtrent lige som den nobelpristager i fysik der bliver yndlingsgæst hos alle studieværter fra samme generation og sociale lag, fordi de i sin tid kom til de samme rockkoncerter.

Som sagt tidligere indebærer allerede en asymmetrisk fordeling af hyppighedskurven fra toppunktet dog en ret høj abstraktion: For vi lader da én fugl med 14 dages ”forsinket” æglægning modsvares af 14 fugle der er en dag tidligere end gennemsnittet, som om afkommets ”aldre” kunne lægges sammen på samme måde som når vi adderer månedsindkomster til årsindkomst. Men selv om ”aldre” ikke eksisterer og derfor ikke reelt kan adderes som æbler, så modsvares billedets helhed alligevel af en realitet, og udligningsprincippet er helt gennemskueligt. Det egentlig interessante er dog ikke gennemsnitsdatoen i sig selv, men derimod det at denne asymmetriske fordeling svarer til den gennemsnitsdato der tillige reelt er den hyppigst dag for æglægning.

For nu at vende tilbage til vor indledende bekymring om patent- og patientbeskyttelse, så må vi om vort forbehold over for helt fiktive statistiske gennemsnit nok indrømme, hvad Samuel Johnson skrev i 1700-tallet, hvorefter drabelige europæiske kritikere lige siden frejdigt har brugt det i eget navn, som det nu engang er reglen: ”I denne bog er der både meget godt og meget nyt – men det gode er ikke nyt, og det nye er ikke godt!”

Åhja – for som et utilsigtet anvendeligt biprodukt af nærværende lille etude kan vi slutte af med den maksime, at det sande kriterium på originalitet ikke, som identitetsmaskeradens trælse bedemølle bureaukratisk kværner, er omfanget af omtale og citering på højere sted, men derimod mængden af plagiater. Elementary, my dear Watson…

EN ANTROPOLOGISK OG LINGVISTISK GÅDE SAMT DENS LØSNING

2010-09-20T03:43:00.000-07:00

DET ANTROPOLOGISKE OG SPROGLIGE PARADOKS OMKRING BLAKISTONI'S FISKEUGLE

Nyhederne keder mig, men hatten af for Hokkaidos vældige "Blackistoni's Fish Owl". Modsat filosofi er den nemlig ikke noget man kan tænke sig til - samt må høre snakket til fiskefrikadeller af skiftende mode-ditto. Derimod må vi spørge hvorfor i alverden ikke blot uglens "latinske", taxonomiske navn, men også dens engelske navn indeholder en latinisering af det gode navn ”Blackstone”.

Her følger den eventyrlige forklaring, som en demonstration af at den rene spekulation i de rette hænder kan være den simple emperi overlegen, selv når den som her tager udgangspunkt deri, ganske som humoren oftest tager afsæt i den kedelige virkelighed. Uglens opfinder var nemlig ingenlunde den engelske opdagelsesrejsende professor Blackstone selv, men kan nødvendigvis kun have været hans uægte søn med en kvinde af det fladnæsede og nu uddøde Aino-folk.

For bedre at kunne forstå vor teori må I dog først høre om en gammel kammerat af mig der fortalte, hvorledes en bekendt af ham "med meget grove smagsløg" en tid plejede omgang med en dame der opviste en sådan rigdom på atavistiske træk, at hun fik øgenavnet ”Aino-kvinden”. Nuvel, mr. Blackstone var på den ene side højst forlegen over resultatet af hans atavistiske fejltrin, men indså samtidig at hvis han pure nægtede enhver forbindelse, ville han jo dermed selv synke ned på samme amoralske stade som Aino-folket.

Denne pinagtige klemme minder os forresten om de alvorlige forkæmpere for Vestens medfødte kulturelle overlegenhed, der på den ene side baserer deres tese på, at alene vi af alle kulturer har ophævet slaveriet frivilligt af moralske grunde – men som dernæst gør selv samme moralske fortrin til et stiltiende argument for at vi har carte blanche, ja endog pligt til at underlægge os og opdrage den øvrige verden, om nødvendigt med slaveri som endegyldig løsning, men i hvert fald med både fynd og klem.

Nuvel, trods dette tankevækkende sidespring fandt professor Blackstone på at løse sit moralske dilemma ved det kompromis at sponsorere sønnen, men tillige give ham det på en gang distancerende og ironisk forpligtende efternavn ”Blakistoni” - omtrent ligesom Robinson Krusoe i sin tid døbte den vilde med navnet på en af de ugedage, hvis eksistens han var sørgeligt uvidende om. På samme vis fandt professor Blackstone altså fornøjelse i at give sit forvorpne afkom et navn der helt uden belæg antydede et uhørt civilisationstrin samt en rig historisk tradition.

Skæbnen ville nu at sønnen nok arvede moderens flade næse, men tillige faderens skarpe forstand. Han valgte derfor at gå i hans fodspor som naturforsker og sågar overtrumfe ham - og således lagde han navn til Hokkaidos gigantiske hornugle. Om faderen professor Blackstone huskes derimod i dag slet intet…

Rygter vil sluttelig vide at Hokkaidos uddøde Aino-folk i virkeligheden blot var en art lemurer, ganske lige som Tibets afskyelige snemand måske blot er en art bjørn og Amerikas Big Foot sandsynligvis blot en psykotisk Vietnam-veteran. Nuvel, i så fald var det blot desto mere opsigtsvækkende at professor Blackstone vitterlig formåede at få et så mindeværdigt afkom med en mindreværdig Aino-kvinde.

AMIN, MIG OG VERDENSFREDEN

2010-09-07T09:40:00.000-07:00

FRA REDAKTIONERNES DYBDEPSYKOLOGI

Foto: En forgyldt og galvaniseret skarnbase indbilder her med held et samfund af gedehamse at den er Gud.

OVERFLADISKHED er ingenlunde nogen garanti og beskyttelse mod dybdepsykologi, men hvad vi egentlig ville sige med det, har vi desværre allerede glemt. Nuvel - intet må opholde os yderligere.

Forleden skrev jeg på Facebook at jeg ikke lider af den normale og desværre yderst velbegrundede småborgerlige frygt for at sige noget som ville kunne blive brugt imod mig. Dette endda i den grad mod bedre vidende idet jeg har massiv erfaring for at alt hvad der ville kunne blive brugt mod én, faktisk også vil blive brugt – og da altid af pæne mennesker der i samme åndedrag forsikrer tredjepart om, at de skam har både sympati og forståelse for den hvis bane de hermed afbryder. Disse uimodståelige kastrationstiltag svarer ganske til det velkendte komiske scenario hvor en ængstelig yngling beder sin bedste kammerat om at henvende sig til den udvalgte på hans vegne.

Nuvel, for at sætte trumf på tilføjede jeg i forbindelse med nævnte indrømmelse, at jeg som alle ordentlige mennesker skam har en privat dødsliste over yndlingsfjender – samt at enhver der agter straks at bruge den indrømmelse mod mig, risikerer at lide samme skæbne som den næsvise unge teolog der spurgte en kirkefader om hvorfor Gud havde skabt Helvede – idet svaret nemlig lød, at Helvede skabte Gud for at anbringe folk der stiller den slags spørgsmål. Kort sagt kunne vi berolige med at de sædvanlige venligsindede sladrehanke allerede står øverst på listen.

Det får mig til at mindes et TV-interview med Ugandas gamle diktator Idi Amin, der for øvrigt som en britisk gentleman med alle midler havde tilranet sig alle de højeste britiske dekorationer, idet han herunder nok var gået endnu grovere til værks end Jakob dengang han tiltuskede sig velsignelse på Esaus bekostning – for det er nu engang i denne verden ikke tanken der tæller.

Idi Amin understregede i nævnte interview omgivet af ligblege undersåtter – lidt i stil med de mange demokratiske mellemledere i Politikens Hus – at hvis nogen i hans rige konspirerer mod ham, fortæller Gud ham det straks – og Gud bliver meget vred, forsikrede han. På samme vis kan vi betro jer, at de Judas-typer vi selv tænker på, er gennemskuede allerede før de selv har undfanget deres nidingsdåd – hvorfor det da heller intet nytter hvis de nu undertrykker deres tanker for ikke at pådrage sig Guds vrede. For de er prædestinerede ved arvesynden, og Gud er allerede vred – meget vred endda…

Gentlemanden og officeren Idi Amin havde oprigtigt svært ved at skelne mellem sig selv og Gud – og så langt fra at opfatte det som blot en retorisk tryllekunst over for undersåtterne bør vi ikke betvivle hans oprigtighed. For selv om han ikke havde skabt verden, var han dog den mægtigste person han kendte – og vi ved fra betragtning af unge mænd med lovlig hurtig succes uden modstand, at de i farten i god tro helst tager eller som et minimum broderligt deler æren for alt muligt andet attråværdigt at dekorere sig med som de møder på deres vej. For hvis en dekoration skulle være på vej andetsteds hen, må den have misforstået verdensordenen og behøver venlig bistand fra en GPS.

For en meget verdslig person er teologiske underfundigheder underordnede, for det virkelige er det der virker, som Møllehave engang har sagt uden protest – for det virkede. Får du velsignelsen, har du den, uanset hvad en afatisk mimrende Isak må tænke, på samme vis som Herbert Pundik måtte korse sig faderligt dengang Tøger (guder har kun fornavne og bruger af lignende grunde ej heller titel) indledte sin bane på den dyreste matrikel i Matador-spillet med at foretage en rask paladsrevolution, hvilket han utvivlsomt havde lært på et kostbart lederkursus på Harvard University. Får du lov til at spille Gud, så er du det også praktisk talt – og hvilken respekt kan vi have for en blot teoretisk gud?

Sådanne glidninger i selvopfattelsen er så naturlige, at de skønt ikke uvelkomne næppe engang kan kaldes selvbedrag. Snarere er det sådan at når ens virkelighed grangiveligt begynder at ligne en hypnotisk ønskedrøm, ja så oplever man virkeligheden som en hypnotisk ønskedrøm, hvorfor man med sit ords tryllemagt kan virkeliggøre eller forvrænge ethvert scenario til ”Guds” fordel. Ja, for selv illusionen om at være Gud vil da uvilkårligt være nærliggende, når man som sagt praktisk set allerede er det. Ganske har man ikke skabt verden, men dels er den der jo allerede, og dels har der endnu ikke meldt sig andre prætendanter.

Og så længe noget ikke er virksomt virkeligt, er der ikke blot ingen grund til at begære det – det er knap muligt overhovedet at forestille sig det, for vore forestillinger er i den grad slaver af realistisk begær, at der ikke bliver energi til overs til tankemæssigt at kunne fastholde hypotetisk spindelvæv. Dertil kommer jo endelig at et gode som ingen rivaler begærer, ikke er værd at besidde.

På et lavere plan ses samme mekanismer i beskednere skala. I sin tid skamroste samme avis’ daværende næstkommanderende på et redaktionsmøde en art kollega til mig, der arbejdede på lignende betingelser og havde samme korte anciennitet, men som modsat jeg selv end ikke var til stede. Helt uden anden konkret anledning end den – at jeg som sagt var til stede. Ingen fortrak en asiatisk mine, ej heller de professorale ditto, og derved blev den næstkommanderendes lille ønskevision i forbifarten honoreret – og min skæbne i huset beseglet – i skyggen af langt større anliggender: For så længe velsignelsen på skrømt helhjertet overdrages til en som ingen har ondt over, er det næsten lige så velkomment som selv at få velsignelsen. Og når husets og bestyrelsens tilstedeværende litteraturprofessor i tavshed beholder sit pokerface, så borger det vel for den redaktionelle vurderings fuldstændighed.

I den forbindelse kunne vi nu gøre detektivisk brug af en indrømmelse til vor modpart: For jeg vidste at hvis den i grunden flinke og i ordets bedste forstand ret ukomplicerede og ukompleksede mand virkelig havde haft så lave tanker om den skamrostes uheldigt tilstedeværende kollega, så ville han bestemt ikke have nænnet at lufte dem på så larmende vis i hans tilstedeværelse. Tværtimod mente han åbenbart at jeg da sagtens måtte kunne tåle mosten, skønt jeg jo med det samme vidste hvad klokken var slået. Således kunne jeg privat bruge hans sympatiske væsen som teknisk bevis for hans uoprigtighed i den lille sag – hvis praktiske følger i øvrigt blev effektueret i kollektiv samdrægtighed gradvist gennem de følgende år for ikke at give anledning til umodne og forhastede indsigelser, endsige uskønt paranoide beskyldninger.

En lignende mekanisme ser vi i mere mikroskopisk skala når vor oplevelse af ting uden for os selv farves af vore egne affekter. En muligvis med rette jaloux ægtefælle beskyldte således med urette sin mand for at være overdrevent jaloux – og her var der ikke tale om bevidst forvrængning, men om en helt utvungen oplevelse af alt manden vedrørende som værende malet i jalousiens velkendte farve. Man kunne kalde det ubevidst selverkendelse per stedfortræder, og det samme ser vi undertiden i pressen når kække unge mænd med carte blanche frejdigt giver den i en rolle der slet ikke er deres – hvorfor deres kolleger altid bærer over med dem….

En anmelder af Rifbjergs nylige bog med jagtartikler gennem årene anså på lignende vis den store mand for at røbe en umiskendelig flig af klatrerens honette ambitioner, når han sådan ynder at plaffe ænder ned i selskab med landets store jorddrotter. Men eftersom en så mægtig mand næppe har synderlig honette ambitioner, fornemmede jeg at det nok snarere var anmelderens eget honette kammerateri på afstand med den danske Hemingway, der gjorde ham selv en smule forlegen, hvilket farvede hans oplevelse af bogen.

Kontrasten til Rifbjergs stormandsfester fik ham rettelig til at føle sig med på et undseeligt hjørne, når han i det mindste sådan kunne få lov til at anmelde bogen som værende stur litteratur fra en stur mand – der rimeligvis forventedes at kunne tåle mosten, og det så meget mere som han jo – modsat jeg selv i sin tid – var blevet skamrost først. Dette sidste minder mig sluttelig – for slutte af bør vi, men ikke før vi som de bedste jazzmusikere har fundet en opfindsom og dog forløsende slutning – om dengang en ung Susanne Brøgger blev spurgt om hun ikke i tidens løb havde gjort rigtigt mange mænd ulykkelige, hvortil hun svarede: ”Joda – men jeg gjorde dem lykkelige først!”

BLOGGE KONTRA FACEBOOK

2010-08-10T03:32:00.000-07:00

Denne blog startede oprindelig som en neurologisk reaktion på min avis' accelererende nedlukning af min uvelkomne kontrastvirkning - og alt taler i øvrigt for at bloggen fremmede sagen yderligere ved at beskrive den for indgående. Erfaringen viser nemlig at når man beskriver inferiør opførsel, reagerer de beskrevne oftest ved at sætte trumf på, som ville de sige: "Det er ingenlund vor adfærd der konformerer med din "Newton'ske" beskrivelse - men tværtimod din beskrivelse der er en blot og bar mekanisk refleks af vor suveræne skalten og valten handlen med din ynkelige person." Omvendt kan man ved at rose gangstere som flinke folk stimulerere dem i den rigtige retning.

Der er sandsynligvis yderligere en selvforstærkende mekanisme, som vi kan fornemme ved at reflektere over os selv: Hvis nogen fortæller os hvordan vi burde opføre os, bliver vi gerne forlegne ved umiddelbart at rette os ind - for selv hvis vi gjorde det, ville modparten nok med temmelig god ret selv tage æren for vor omvendelse, hvorved vi blot ville fremstå som nikkedukker. Derfor ser man gerne den omvendte reaktion hvor folk trodsigt fremturer med det onde. Således også med nogle af af pressens folk, for originale og besindige reaktioner skal man desværre ikke alt for ofte vente sig fra den side.

En blog er heller ikke tilrådelig med henblik på det normale arbejdsmarked, for skønt vi nok ønsker anerkendelse, vil vi helst ikke anerkendes af de forkerte: Dette ville nemlig tværtimod føre til vor udelukkelse i en række sammenhænge hvor ubodelig normalitet fremhæves, om ikke for kundernes/klienternes skyld, så for kollegernes (f.eks. lærerværelset). Hvor mange stillinger man er blevet forholdt på denne konto, er ikke til at vide, men det er mere end én. Nytten af visse aspekters anonymitet i bestemte fora og sammenhænge gør os særligt eksponerede i nettets æra, for risikoen er ikke længere at forblive ukendt, men omvendt at blive kendt alt for bredt. Om man så også huskes, er rigtignok en anden ting, for det skal man gøre sig fortjent til.

Det er i øvrigt tænkeligt at bloggens tidsalder vil lette presset på bogbranchen, efterhånden som vi lærer at opgive vor tilvante rygmarvs-agtelse for det trykte og derfor oftest hurtigt forældede - for kun det genuine forældes ikke, og dette er i jo vore dage blot yderligere en kliché fra jobsøgningens overdrev af konkurrerende ligemageri . Bloggen kan derimod som bekendt opdateres tilbagevirkende efter behov. Ikke så mange læsere indrømmer ganske vist at de læser den, men nøjagtigt det samme var jo tilfældet med det trykte medium: Var du en uvelkommen rival, blev du fortiet og dernæst kopieret af just de der i særdeleshed burde have anerkendt dig - herunder naturligvis faganmelderne. Selv både velvillige og indsigtsfulde forlæggere kunne derved let skræmmes fra fortsat samarbejde - eller gøre det betinget det af en fondsstøtte der naturligvis i vort tilfælde er komplet utænkelig, af de selv samme og sædvanlige grunde.

Men bloggen har som sagt sine ulemper, og her er Facebook ideel: For du kan skrive ting på Facebook som ikke vil blive læst af de forkerte, herunder diverse mulige arbejdsgivere, myndighedsinstanser, fora og miljøer. der blot ville blive grundigt forvirrede eller oprigtigt bekymrede. På den måde gentager Facebook i det virtuelle rum de fysiske rums geografiske adskilthed og muliggør en opdeling mellem forskellige kategorier af bekendtskabskredse. Men hvis du er på fb med Gud og hvermand, løber du en vis risiko - som dog oftest er til at overse fordi ligegyldigheder jo har det med at drukne i syndfloden af ligegyldigheder.

Ja, man kunne endda oprette forskellige pseudonyme Facebook-profiler og udleve forskellige sider i dække af nogen anonymitet. I ens fb-indlæg kunne man henvise til en eller endda flere pseudonyme blogge, der uden for fb måtte fremstå som havende hver sin gådefulde herkomst. En bestemt Fb-profil ville således blive nøglen for de indviede og i den forstand vitterligt for "vennerne". Fb's kærkomne liniebegrænsning på væggen gør den i øvrigt tillige litterært genrespecifik og tvinger til en afslørende koncentration, som kunne sammenlignes med lyrik og i særdeleshed med rimede digte. Det bedste med den journalistiske erfaring var da også pladsbegrænsningens inspirerende og koncentrerende tvang, som omvendt ofte lod bladhusenes allermest foretrukne fremstå som anderledes uformelige med deres løbske "med-snakkesalighed" uden indre nødvendighed.

Min aviskarriere var i sin tid langt hen en reaktion på den "fossilering" mine bogudgivelser allerede ved deres fødsel blev underlagt af etablissementets nervøse immunapparat- og som desværre også gjorde dem nærmest irrelevante og endda kontraproduktive selv ved højst relevante ansøgninger. Ligesom denne blog atter opstod som en neurologisk reaktion på aviskarrierens kollegiale endeligt, opstod min Fb-identitet egentlig som et midlertidigt surrogat i forbindelse med en længerevarende nedlukning af bloggen i forbindelse med en rutinemæssig undersøgelse for virus, robotgenereret spam mm. hinsides min teknisk begrænsede horisont.

Som det er nu har vi således allerede tre løbende spor, idet vore potentielle bogting normalt ikke lægges på bloggen. En mulighed kunne dog være fremtidige virtuelle særudgivelser on or without demand. Noter forrresten at i en verden hvor langt de fleste "bøger" skrives af folk der vil bevise at de kan "skrive bøger", må Facebook være den genialeste og mest CO-2 neutrale genvej: For på Facebook kan du daglig bevise, at du sagtens var m/k for at skrive en rigtig bog - enten on demand, eller hvis du gad.

Tidsbegrænsningen på dette bibliotek nødvendiggør en brat og måske lidt umusikalsk afslutning, og derved svarer den næsten til den førnævnte redaktionelle pladsbegrænsning på Facebook, såvel som i avisernes faste rubrikker. Men ligesom vi jo kan omgå pladsbegrænsningen på Fb ved udvidende at "kommentere" vor egen væg, kan vi jo selv på et bibliotek booke os ind igen og binde en sidste sløjfe. Dog er det en god sport at skrive blogindlæg ambulant, delvis drevet af en biblioteksbooknings tidnød - hvorved man også fysisk virkeliggør en geografisk og tidligt markeret særidentitet på bloggen, der nemlig ikke bør ende som arkiv for alle hånde trykte og utrykte artikler og manuskripter. For som vi jo ofte tidligere har vist, kan også bloggen gøres til en litterær genre sui generis og ikke blot en mere taknemmelig end eksklusiv beholder.

Oplæsning er atter en særlig genre - og dog: For en tekst der ikke tåler at blive læst op for et ikke i forvejen interesseret publikum, savner musikalsk og tankemæssig kadance. Faren ved egentlige litterære oplæsningsfora er omvendt den, at ens blotte "inviterethed" af det stræbsomme publikum tages som bevis for, at her har de meget at lære hvis de også selv skal komme i betragtning som fremtidige bidragydere. Kort sagt går det som ved kändisudgivelser let sådan at det uagtet den sædvanlige smagløse elefantiasis tvangsmæssigt nedslubres med lige så naiv som ambitiøs følgagtighed af hele skaren af højkulturelt "ligesindede".

Nej - hvis en tekst virkelig er værd at læse op, skal den kunne læses op for et litterært aldeles uambitiøst publikum, og med bragende effekt. Om man så får lov (igen), er derimod en helt anden sag. Men fri os fra næsegrus applaus fra folk der mener, at det her ligner virkelig noget anerkendt og eksklusivt på bjerget. Vor Herre bevares...Well- time out...

VIRTUEL IDENTITET- FRA ANDERSEN TIL FACEBOOK (Let udvidet kronik i Information 28.6)

2010-07-10T04:03:00.000-07:00

Skønt vi er forlængst ophørt med at bruge mediernes godkendelse som kriterium, sørger vi dog for at udvise koreografisk symmetri, hver gang branchen gør en undtagelse. I øvrigt gav en professionel atter i går det råd, at man ikke bør skrive en linie uden betaling. Javel, men du får nu engang kun betaling hvis du tilhører klubben - og det bliver du normalt kun hvis du skriver akkurat som os andre...

Vi har aldrig har haft så mange muligheder. De fleste af os har langt hen et rigere liv end selv stjernerne i guldalderen. Hvis vi havde kendt H.C. Andersen og Kierkegaard personligt, ville vi nok have fundet dem lidt enfoldige i deres selvoptagethed. Velbegavede mennesker har i dag på mange måder en større horisont end disse genier.
Vor tids rigdom gælder også anerkendelse, for mens de udelukkede dengang måtte gå for lud og koldt vand indtil tuberkulosen gjorde en ende på pinen – så kan vi i dag næsten alle realisere vore talenter og endda også blive kendt af en stor kreds via nettet. Om vi så kan leve af det, gør mindre – men under fattigere epoker kunne kun et privilegeret fåtal drive en privat interesse på et højt plan og samtidig tjene til livets ophold på helt anden vis. Arbejdsløse kan i dag leve på lige så god fod som folk der dengang levede af kongelig understøttelse.
Materielle goder er dog ikke alt, for selv med en antagelig materiel levestandard er social underdrejethed hæmmende. Underdrejetheden beror ikke så meget på forskel i indkomst som på forskel i adgangsgivende status i de relevante sociale sammenhænge. Social ”profit” er målet for den moderne form for menneskelig udbytning, som ingen progressive korifæer nævner.
Favoriseringen af etablerede navne beror på en forståelig formodning om at autorisation oftest borger for en vis minimumstandard. Men derudover kan folk med status og indflydelse gøre gengæld for udvist rettidig omhu – i form af social ”returkommission”, modsat isolerede talenter.

Men stadig er det lettere end i Guldalderen. Vor iagttagelse gælder over en bred kam: Tænk således på at i vore bedsteforældres ungdom var det kun sponsorerede specialister der kunne tage fotos af eksotiske dyr. I dag kan de fleste få råd til en rejse med garanti for super-optagelser af løver og næsehorn – samtidig med at de lever af noget helt andet. Det har gjort det sværere at være professionel dyrefotograf, men det gør ikke spor: Mange professionelle tjener nemlig mere på at lade amatører få top-fotos af dyrene end på selv at tage dem. Og amatørerne behøver ikke at ærgre sig over at måtte forblive amatører – for det er jo ikke længere nødvendigt at være professionel for at få råd til eksotiske rejser.
I den virtuelle verden er der endda slet ingen grænser: For vi kan opleve alt på youtube, i 3D osv. Den dag er måske ikke fjern da folk ved hjælp af chips kan nyde virtuelle samlejer med hvem de vil, mod en passende afgift: virtuel prostitution uden bagmænd! Men naturligvis bliver det aldrig helt det samme, og det gælder også de før nævnte eksempler: Den sejt erhvervede ægte vare rummer forløsning og kontinuitet – kort sagt eksistentiel mening.
Den dimension kan underholdningsindustrien aldrig indfange, ganske som kun få af vor tids højt uddannede har måttet arbejde sig til elementære og dybe erkendelser helt fra bunden. Andersen, Kierkegaard osv. havde i deres naivitet en helt anden intentionsdybde i tanke og billeddannelser end alle vi som pludrer frejdigt løs om dem – for i næste øjeblik at lufte vor uforgribelige mening om en stribe lande som vi aldrig har besøgt.

Det samme gælder de menneskelige relationer. Da jeg som halvvoksen knægt nævnte min mors skilsmisse for en bonde, sagde han: ”I min barndom var der ingen skilsmisser – for det var ikke spørgsmålet om vore forældre elskede hinanden: De behøvede hinanden for at drive gården”. Ja, i gamle dage kendte de fleste kun en lokal kreds: Man tilhørte et fag og et laug der gik i arv – social mobilitet var undtagelsen. Ligesom man ikke kunne udskifte sin slægt, kunne man ikke let skifte arbejde og omgangskreds. Identitet var sjældent ”an issue”.
Til moderniteten hører valgfrihedens afgrund af muligheder – og dermed bliver identitet et spørgsmål. For identitet handler både om evner, valg, lyst – og forbindelser! I stedet for venskaber har vi derfor i dag abeagtige netværker. Alle kan udskiftes: Nye arbejdspladser og uddannelsessteder åbner for nye relationer – og vi ved til sidst på forhånd, at gensidigheden er forretningsmæssig.

Når talen er om overfladiskheden af vore menneskelige relationer, så må vi nævne Facebook som tidens spejl. Her er den moderne lighed mellem professionelle og amatører så gennemført at selv stjernerne er på Facebook – og de er undergivet samme ”dogmeregler” som vi andre og kan derfor højst skrive 7 linier per gang. Vi kan bruge Facebook til at udvide vor omgangskreds i gammeldags forstand, men langt det meste af udvidelsen forbliver i det digitale rum – og for mange er det ligefrem et mål at komme over et vist antal ”venner”.
.
Det harmløse i Facebook er at ingen bliver udelukket; men just derfor er kynismen helt umaskeret. Nogle med meget god tid reagerer interesseret på manges indlæg, men får selv kun få tilbagemeldinger. Hvorfor? Fordi alle fornemmer at de ikke har noget at bytte med socialt – og så kan de have det så godt. Desuden må ingen tro at vi behøver tabernes selskab, for i så fald vil også vi fremstå som tabere – og da tør heller ingen omgås med os af frygt for at ligne tabere.

Denne uhøflighed er åbenlys på Facebook – ganske ligesom når børn herligt utilsløret ignorerer de af forældrenes bekendte, der ikke kan tilbyde dem noget. Både Sigmund Freud og Niels Bohr hyldede det princip at selv ubehjælpsomme breve skulle besvares. Og Karen Blixen skrev: ”Et menneskes karakter kan bedømmes efter hvordan det ville have behandlet Kong Lear.” I dag ignorerer ”eliten” derimod ængsteligt henvendelser fra ubudne for at kue deres selvtillid.

Men vi bejler til alle med status og søger deres venskab, for – ”fortæl mig dine venner”. Det får mig til at tænke på meget gamle dage: Fordums mjøddrikkende stormænd omgav sig altid med en skare af loyale hirdmænd – og beviset på stormandens status var at uanset hvilke platheder han fyrede af, vakte det vild jubel. Kändiser delagtiggør på Facebook ligeledes alverden i bagateller – og får bunker af bifald.
Hertil kommer omvendt en længsel tilbage til naiviteten! Ligesom man i japanske koncerner afreagerer ved på firmafesten at le i demokratisk flok ad enhver flovser, så får vi afløb ved på Facebook at optræde uden kvalitetskrav – for så er vi alle lige. Ja, selv stjernerne søger denne lighed: Ligheden begrænser nemlig vor indbyrdes frygt. Selv de dygtigste på et felt er derfor i vor tid typisk dygtige på samme måde: Ensretning tvinger os til at anerkende hinanden frem for at afvise hinanden som enten dumme, uvidende eller irrelevante – og vort ubehag derved er grundet ligheden forbigående.
Således gentager den nye skråmentalitet svundne tiders enfoldige identitet: ”Bagere taler sådan, smede sådan – og sociologer sådan.” Individualismens æra var et mellemspil: Det første vi spørger om når et nyt ansigt dukker op, er: ”Hvordan kom han/hun frem?” Svaret er: ”Ved at gøre som de andre i klubben”. Snart købes bøger derfor mest af folk der vil lure forfatteren succesen af.

Når vi ser hinanden som redskaber og forhindringer, vil Facebook-agtige relationer til mennesker, som vi ikke kender personligt, erstatte organiske relationer: Familie og ægte venner bruges mest til psykologisk opbakning og trøst for vore nederlag ude i status-junglen. Men det futile i vor afhængighed af status fremgår af det amerikanske mundheld: ”Vi spilder vort liv på at anskaffe os en masse ting for at imponere mennesker som vi ikke kan lide.”
I fremtiden vil mange måske af sjælelig nød søge over i jobs der giver mere organiske relationer: omsorgssektoren, sundhedssektoren og sågar folkeskolen – hvis man ellers kunne få ro i klassen. For af fast omgang udvikler der sig personlige følelser hinsides modpartens brugbarhed. Og en glæde ved at blive genkendt og værdsat uden bagtanke.

I et af Strindbergs dramaer spørger en gæst: ”Men har du slet intet godt at sige om din mand?” ”Jo, men hvis jeg sagde det, ville han få storhedsvanvid!” En god ting ved Facebook er at alle kan være med, mens vi i det virkelige liv ikke kommer i klub med de rigeste og de mest berømte. En kødrand af ”venner” giver en vis primitiv status, så hvis endnu en taber bejler opad, er der ingen grund til helt at afvise ham. Sig så ikke at vi på Facebook ikke kender til høflighed!

ET EKSPERIMENT MED GJENTAGELSEN

2010-05-17T09:05:00.000-07:00

OM HUXLEY, KIERKEGAARD OG SKOVSNEPPEN ...

-I sit nok mest fyrige skrift ”Gjentagelsen” indlader Kierkegaards fortæller sig på det eksperiment omhyggeligt at tilvejebringe de tilstrækkelige og nødvendige forudsætninger for at gentage særligt vellykkede oplevelser – idet han her med den dannede libertiners overskud komisk spiller på genklangen fra Platons filosofiske idé at al sand erkendelse i en vis forstand er en art erindring om evige sandheder, som vor udødelige sjæl så at sige har del i før enhver erfaring.
I ”Gjentagelsen” skildres en eventyrlig rejse til Berlin, hvor der atter blev anledning til i teatret at genopleve længst glemte barndomserindringer af mere eller mindre ”oceanisk” karakter. Derefter planlægger vor helt så at gentage rejsen med alle dens ingredienser.

Men alt er forandret, lige fra det pensionat han beboede første gang til gadelivets indslag, såvel som hans egne sindsstemninger. Men hvad mere er, selv de faktiske gentagelser opleves slet ikke på samme måde som første gang, fordi han selv allerede er blevet en anden: Ikke mindst fordi der selv i tilfælde af en perfekt kopi ville mangle forventningens eventyrlige dimension af uforudsigelighed til fordel for mekanisk forudsigelighed og genkendelighed. På samme måde må Kierkegaards berømte forfører også sande at det første kys og den første kærlighed ikke kan gentages – idet ”gjentagelsen” først bliver mulig ved at tilføres den etiske dimension af pligtens kontinuitet og kontinuitetens pligt.

Begge sandheder har jeg i disse dage haft anledning til selv at bekræfte. For en uge siden havde jeg for første gang lejlighed til at fotografere en skovsneppe – den mystiske fugl der er et ledemotiv i Martin A. Hansens roman ”Løgneren”. Efter kraftige regnvejr sker det at den ugleagtigt buttede vadefugl med den udsøgt bløde og raffineret camouflerede fjerdragt kommer ud på jordveje for at fange regnorme, der søger op til overfladen for ikke at drukne. Og til mit held kunne jeg følge fuglen ind i et grenværk, hvor jeg ikke længere kunne skelne den in natura, men med lethed efterfølgende på fotografiet som jeg skød i blinde.
Imidlertid blev billedet en anelse rystet, hvorfor jeg nogle dage efter i lignende vejr begav mig ud inspireret af det futile håb atter at få den sjældne chance. Jeg måtte knibe mig i armen, da skæbnen ville at jeg ved en knap farbar skovvej atter mødte en skovsneppe, der i grundmuret tillid til sin camouflagedragt blev stående da jeg rullede bilruden ned og tog sigte med mit teleobjektiv. En hel del fotos blev mirakuløst knivskarpe trods den lange eksponeringstid i den tunge regnbelysning. Men alligevel blev det ikke det samme som første gang: Ganske vist havde jeg ikke seriøst regnet med at have en kinamands chance for at gentage succesen og var da heller ikke kørt samme rute som første gang – og just derfor var overraskelsen fuldt så eventyrlig som første gang.

Men til gengæld var de billedmæssige omstændigheder anderledes: For ved den første lejlighed var sneppen placeret i helfigur, men på den bedst tænkelige gobelin med henblik på camouflage. Hvorimod nu anden gang stod den vidunderligt okker- og brunvatrede vadefugl også i banal forstand fuldt synlig på en forårsgrøn baggrund af mos, græs og blåbærris. Mysteriet udeblev derfor til fordel for en perfekt bogillustration: som "Europas Fugle" i forhold til Bruno Liljefors – og derfor var det alligevel ingen perfekt gentagelse.

På positivsiden tæller dog til gengæld at et enkelt af billederne overraskende viser sneppen bagfra med begge de store brune øjne i profil på hver sin side af det diametralt bortvendte hoved. Denne perfekte symmetri giver den imidlertid præg af en skabning fra insekternes verden: For dennes geometrisk pletfri umenneskelighed hinsides enhver forhandling endsige dispensation fratager sneppen dens atmosfære af varm og dunkel mystik, idet de bagfra synlige øjne aldeles berøver den rundhovedede fugl dens nuttede affinitet til det menneskelige til fordel for en diabolsk symmetri der synes invariant for enhver transformation og rotation. Her var der altså vitterlig noget der overskred den første oplevelse som mere end en bleg kopi af den– men til gengæld var der jo så heller ikke tale om nogen gentagelse.

Samtidig har jeg efter 25 år gjen-læst Aldous Huxleys storslåede roman fra mellemkrigstiden ”Vi blindede trælle”, der i sin forening af moderne udviklingsroman med flash backs, samtidsskildring og encyklopædisk roman kan læses som en angelsaksisk nøgtern og knap så spekulativt svulmende pendant til Thomas Manns ”Troldfjeldet”. Men hvor Mann som altid forsvinder ind i sin ”jehovistisk” udeltagende voyeuristiske alvidenhed, vedkender Huxley sig sin menneskelige sårbarhed og indskrevethed i inkarnationens ydmyge og dog mystisk storslåede vilkår.

Romanen skildrer i flashbacks samt i den modnere mands dagbogsoptegnelser en højt begavet, ironisk forfrossen og socialt privilegeret britisk intellektuel iagttagers beskyttede liv og levnedsløb blandt mestendels ligesindede og ligestillede ånder af forskellig ideologisk og seksuel observans. Men dels har han bogstaveligt talt et lig i lasten grundet sin tidlige ungdoms sorgløse mangel på rygrad i en afgørende situation; dels bringes han af lede ved sit eget liv såvel som de alternativer som omgivelserne kan opvise, til at lade sig lokke med på et halsbrækkende eksotisk eksperiment i den moralske verden – i form af deltagelse i en revolution i Sydamerika sammen med en lige så desillusioneret barndomskammerat, der bevidst søger forløsning ved at kaste sig ud i handling og livsfare.

Ekspeditionen går dog ikke som ventet, for vennen får koldbrand i et ben, der må amputeres af en tilstødende engelsk læge med en ydmyg menneskelig integritet, erfaring og livsvisdom langt hinsides den encyklopædisk selvtilstrækkelige og indbildske kynisme. Dette møde ændrer den rationalistiske hovedpersons liv i form af en veritabel og gennemgribende eksistentiel omvendelse, aldeles på linie med ”det etiske stadium” hos Kierkegaard (der i øvrigt slet ikke nævnes i den ellers alvidende romanen) – men naturligvis i en helt moderne version, der organisk vokser frem på de beskrevne rationelle vilkår. Væsentlige sandheder erkendes jo gerne sideløbende mange steder, hvortil kommer at Kierkegaards virkningshistorie gennem 100 år kan være meget indirekte og vidtforgrenet.

”Vi blindede trælle” var en stor oplevelse da jeg læste den første gang, og nu ved spontan genlæsning 25 år efter oplevede jeg en helt lydefri gentagelse i Kierkegaards forstand – måske fordi selve den praktiske fordring om at bringe en levedygtig orden i sit liv og balance mellem det sociale og det individuelle, det introverte og det verdensvendte, det etiske og det selviske er nøjagtigt den samme: en opgave der jo ikke løses engang for alle og derved bringes ud af verden. Og selv om romanen foregår i en anden tid end læsningens, gjorde den det jo allerede dengang jeg læste den første gang, så heller ikke i så henseende er den nogen afgørende forskydning. Måske kunne noget også tyde på at jeg i mellemtiden ikke har udviklet mig så radikalt... Således fik jeg bekræftet Kierkegaards konklusion at det etiske er den sande ”gjentagelse”.

Huxley forener den ironiske og den etiske dimension, og sproget er her sjælens spejl. Stedt i en katastrofal situationen i Sydamerika møder hovedpersonen en redningsmand som en deus ex machina, og han udbryder kapitulerende: ”Hvis jeg forinden havde bedt til Gud om hjælp, ville jeg nu have været nødt til at omvende mig!”. Morsom replik også for en dybere betragtning: For hvis det nu var et tilfælde, ville det jo også have været det, selv om han forinden havde bedt til Gud. Og omvendt gælder, at selv uden forudgående bøn kunne hjælpen udmærket bero på Guds vilje.

Se denne klangbund af overtoner er stor humor i Kierkegaards forstand som et grænsestadium til det religiøse, hvor man vedkender sig afstanden mellem sit eget liv og idealerne i fuld indforståethed med livets absurditeter. Og derfra er der lige langt til en Bukdahls litterære sværdslag i spisevognen i Orientexpressen som til venstre- og højrepressens ensformige og uforpligtende udfald mod deres respektive yndlingsfjender og prügelknaben.

Som et kuriosum må jeg sluttelig fortælle om et yderligere sammentræf af lignende begivenheder, som man i en svunden tid forklarede ved en art lighedsbetinget indbyrdes magnetisk "sympati" mellem analoge begivenheder, og som C.G. Jung kaldte "synkronicitet". For en jævnaldrende svensker på skovsneppens egn fortalte mig just om et andet 25 års gensyn, idet han havde genoptaget forholdet til sin ungdomskærlighed fra 25 år tilbage. Hun er kriminalbetjent og har i mellemtiden været gift hele 5 gange - så her kan der næppe blive tale om en gentagelse i umiddelbar og sorgløs forstand, men om den sande ”gjentagelse”, der i henhold til Kierkegaard hører til det etiske gebet, men samtidig fuldt fortrolig med "forbrydelsens element".

For at det ikke skal være løgn, fotograferede jeg min tredje sneppe i rap, da jeg omtrent faldt over en rugende sneppe med troskyldige brune øjne. Beslægtede møder med skovsneppen hinsides al sandsynlighed giver alkymistiske glimt af en sælsom substans og essens, der dog stadig unddrager sig og lige som de vises sten aldrig røber sin gåde. Fremadrettet kan drømmen om de vises sten give en utopisk mening til ens higen, men i tilbageblik ville et liv der byggede derpå, fremstå som en desillusionerende og absurd række af utopiske glimt uden indre udvikling og med mellemliggende intervaller af forvirret mørke. Henry Miller beskrev i et sent interview sit liv som en drøm afbrudt af mareridt – men det æstetiske livs fortvivlelse i henhold til Kierkegaard kunne snarere beskrives som et mareridt afbrudt af berusende drømme.

Gentagelsen kan man kun bygge og satse på i form af en udviklingsspiral, hvor den samme cirkelbevægelse gentages, men på stadig højere niveau i et forpligtende forhold af udvikling og kontinuitet, der ikke forsøger at udslette eller glemme det mellemliggende, men tværtimod finder identitet i valgets historiske dimension. Det gælder ægteskabet, men det gælder også venskaber samt engageret arbejde såvel som idealistiske bestræbelser. Man kunne vel nok finde fremadrettet mening i en fiks idé om at fotografere alle verdens sneppearter - men i tilbageblik kunne det uden gensidighedens dimension nok alligevel føles lidt tomt...

OVER-DANMARKS KULTURCIRKUS

2010-04-15T08:28:00.000-07:00

Trykt i Weekendavisen, men siden slettet på deres net...Har skam rigeligt af mere neutralt stof, men dette er dog pikant. Hvem gider desuden at lytte til hvad Primo Levi havde at sige om kemi? Artiklen fik endnu mere ret i sine teser om et overordnet sammenhold mellem banderne, end den selv kunne tro for alvor. Fyret fra Politiken desårsags, og ingenlunde velkommen igen på WA. It looks almost like a trap...

Borgerlige debattører langer i deres kulturkamp stadig ud efter den såkaldte Bermuda-trekant: Den påståede indspisthed mellem Gyldendal, Politiken og DR. Ofte pisker Lars Bukdal uhyret. Men omvendt forsvarede ”Bermuda” sig, dengang Tøger Seidenfaden og Johannes Riis i en fælles officiel optræden meldte hus forbi. Herimod kunne man dog erindre, at djævlens mest raffinerede trick i henhold til anerkendte eksorcister er at benægte sin egen eksistens.

Spørgsmålet må dog ses dybere end alle konkrete anklager. Sagen er nemlig den at vi mennesker langt hen er lige gode aber for Darwin – og i små lande vil det derfor på alle felter blive de samme personer der roterer mellem Korsbæks udstillingsvinduer. Enhver udgivelse fra ”nomenklaturaen”s topspillere bliver således straks anmeldt yderst generøst overalt, uanset niveau og væsentlighed – man tænke blot på Bjørn Bredals samlede artikler (!) i bogform eller Jørn Lunds erindringer. Ja selv "skandaler" indebærer ganske ligesom i finansverdenens indercirkler ringe risiko for at falde ud af netværket, takket være en slags genforsikring: Den indrømmet velbegavede Claes Kastholms underholdende live-show på Politikens redaktion for nogle år siden hindrede således ikke resocialisering i det berlingske hus. Smukt – men andre bliver nu hængt for mindre!

”Nomenklaturaen” er dertil rørende enige om, at deres indbyrdes uenighed er nationalt arvesølv, jævnfør tidens ”åbenhjertige brevvekslinger” i bogform. Psykologisk er der således tale om en alliance på et højere plan. I store lande som USA kan individualister derimod håbe på at finde en usædvanlig mæcen eller forlægger der keder sig bravt over denne hæderkronede normalitet – som modsat ærlig kriminalitet er umulig at bevise teknisk.

Tendensen er nu let at påvise, ganske som når der benådes flere hvide end sorte. Hver enkelt benådet hvid kan dog helt uangribeligt svare: ”Også hvide dømte kan være uskyldige!” Men netop grundet uangribeligheden sker uretten blot desto oftere: For egeninteressen vil jo altid udnytte ethvert grønt lys! Af samme grund er de erklæret progressive ofte de værste, hvorimod rigtige bøller behøver at vise sig bedre end deres rygte.

Overblikket mudres tillige når det gode selskab kappes om at beskylde hinanden for opportunisme. Men også dette må ses psykologisk: For sunde, udadvendte mennesker er "virkeligheden" det der gør en praktisk forskel i form af straf eller belønning. De politiske vendekåber er såmænd bare normale menneskeaber: Det på et givet tidspunkt virkelige er alt hvad der p.t. er gangbar mønt i samfundets stofskifte. Og det er grunden til at personer med al deres energi placeret i deres offentlige "persona" slavisk følger med tiden. Men lad os ikke derfor udråbe alle ”samfundsstøtter” til diabolsk grinende Machiavelli-figurer. For disse ting er ofte ubevidste, idet unødig selvbesindelse tværtimod ville føje en ærgerlig skønhedsplet til deres selvbillede.

I de gode gamle dage var ”Bermuda-trekanten” uskyldig: For det var et fåtal der skrev, og de fleste var gode – men i dag ved vi at de fleste nok kunne blive lige så gode. Alt afhænger i vore dage af at ”få lov”– og alle ved det godt på bunden, hvor meget vinderne end forsøger at indbilde sig noget andet.
I gamle dage fik kun et fåtal lov, men de var på intetanende udvalgt på forhånd. Derfor var deres jalousi over for de genuine talenter moderat – så meget mere som de immervæk mente sig hævede over normalbefolkningen. I vore dage har vi alle mulighed for at komme frem – og tabet af stabile rødder bevirker dertil, at vore sociale behov ofte ytrer sig ved stræben efter anerkendelse uden for vor personlige kreds.

Langt de fleste af os er kun middelgode i de fleste henseender. Men interesse, erfaring og disciplin kan gøre underværker: Således blev i gamle dage næsten alle eskimoer rene mestre i kajakroning. Men derudover er der på alle felter specialtalenter: i vore dage har alle de middelgode talenter mulighed for pleje, mandsopdækning og synlighed; derimod er det længe siden at toptalenter kunne forblive helt usynlige. Der er derfor blevet langt flere ”talenter” på alle felter, hvorimod mængden af særtalenter er mere konstant. Vore dages elitære konformitet indebærer derfor, at alle kæmper med næb og kløer for ikke at havne i aspiranternes proletariat.

Dette resulterer i netværkssyge og intriger – og eftersom de genuine talenter på engang opleves som en trussel og en ynkelig minoritet, så vil de blive snart ignoreret, snart bagtalt og snart plagieret af den udnævnte elite. Hvis det pludselig blev højeste status at være albino, ville alle snart melde sig ind i den nærmeste albinistklub – hvorimod kongerigets få virkelige albinoer ville blive udstødt som íllegitime kombattanter.

Når de tabuiserede minoriteter er blevet udskilt, venter kampen mellem bunken af legitime kandidater. Men eftersom de alle er nogenlunde lige gode, kommer kampen til at handle om alliancer, idet klublederne udvælger loyale forbundsfæller; og disse vælger atter deres trofaste håndlangere. Selv de, der gennemskuer at de nok er lige så gode som deres overmænd, trøster sig med at være bedre stillede end deres egne undermænd – samt med muligheden for avancement som tak for loyalitet.

Det resulterende cirkus er: ”Bermuda-trekanten”. Men den omfatter ikke kun de tre velkendte syndebukke, men hele ”Over-Danmarks” kulturcirkus. ”Bermuda” er endda rummelig nok til også at omfatte dele af den akademiske elite som gallionsfigurer. Ja, for man forsikrer sig også i form af bestikkelse: dels af kvinder, dels af faglige autoriteter! Hør her:

Kvinder bestikkes med en symbolsk flig af indflydelse – for på denne måde menneskeliggøres og forskønnes rokader til beskyttelse af de privilegeredes forfængelighed. Kvinden nyder nemlig som familiens opretholder en større moralsk troværdighed, hvilket magtens mænd med instinktiv forkærlighed misbruger som trojansk hest til egen fordel.

De af kvinderne, der gennemskuer det, siger langtfra altid fra, men lader klogeligt som om de er naive: For bestikkelse er almenmenneskelig, og vi er alle mennesker. Det kan desuden dulme megen historisk ydmygelse på kønnets vegne undtagelsesvis at få myndighed til at holde ubudne mænd nede – en opgave der således ikke er forbeholdt nyslåede og dunskæggede riddere, som med hormonal forudsigelighed udøver deres myndighed ved at fritage deres foresatte for smålighedens uskønne åg.

I tyrkernes osmanniske imperium benyttede man ligeledes tvangsomvendte kristne undersåtter til at administrere magten med taknemmelig nidkærhed. Bestikkelsen af kvinder forekommer ikke blot i form af politisk korrekt magtdelegering: Mere tidløs er bestikkelse i form af privilegeret omgang med de prægtige mænds klub: snart som loyale rugemødre – snart som helhjertede klakører i datterens eller hustruens rolle.

Bestikkelsen af faglige autoriteter består i, at de belønnes for ikke at benytte deres faglige vetoret i deres egenskab af uafhængige instanser. Og hvem kan helhjertet begræde at også deres egen forfængelighed får et par rivaler mindre? Også autoriteterne er jo mennesker. Men mekanismen er ret sindrig: For netop grundet autoriteternes uafhængige stilling forventer vi, at de tør gøre brug af deres vetoret og kalde et cirkus et cirkus – just fordi de modsat andre intet risikerer derved. Trods dette ikke at sige fra fungerer derfor i praksis som et garanti-stempel – ganske på samme vis som loyale kvinders gode miner bruges til hvidvaskning af de store drenges slette spil.

”Bermuda” er således en blæksprutte, hvis tentakler infiltrerer alle samfundslivets sfærer. Ledelserne udnævner forudsigelige mellemled – som atter konsekvent favoriserer folk som de er helt trygge ved. I en omvendt salomonisk visdom ofrer man således ”barnet” – varen – på forfængelighedens alter, fordi man i stedet for som firma at trække på samme hammel oplever hinanden som rivaler. Hvilket i længden er kontraproduktivt – og ødelæggende for hele branchen, hvis alle firmaer agerer på samme vis.

Rivalitet inden for en gruppe dæmpes typisk ved hjælp af konformitet i sprog og facon – for blot folk dygtiggør sig på de samme måder, kan indbyrdes jalousi undgås. Synkroniseret udvikling har nok alle dage været en typisk modus vivendi i mandegrupper: Den kan nemlig effektivt befordre en imponerende fælles oplæring, hvor alle til sidst kan alle de samme ting. Men i vore dage er det forstærket til en frygtsom normaliseringssyge – som i de bonede gulves eksklusive variant afviser al kritik ved at henvise til: Janteloven! Ja, for således vendes tingene på hovedet efter det psykiske selvforsvars urgamle recept.

Den intrigante tilpasningssyge bidrager også til avisernes afsætningskrise. Men stadig flere bøger fabrikeres i dag på samme vis: Og kun vor tradition for jule- og fødselsdagsgaver forhindrer måske en tilsvarende bogkrise i snart at slå igennem, som når det stumme undertryk i verdenshavets virkelige Bermuda-trekant undertiden suger skibe sporløst til havsens bund.

HUMOREN I STATUSLAND

2010-03-17T09:06:00.000-07:00

På toget i Sverige (”hov, hold nu den røde tråd – er det med Sverige nødvendigt for historien?”) på en travl hverdag (”lad gå for denne gange”) undskyldte en fuld svensker (”hør, skal vi nu hele to gange høre denne irrelevante geografiske belæring, og skal vi ikke være enige om, at så længe somalierne bliver i Somalia, behøver vi ikke at nævne deres nationalitet hver gang”) med balanceproblemer sig uopfordret og - ligesom koret i den græske tragedie - uden konkret adresse sin forlegenhed med en replik, som vi af lutter samarbejdsvilje tillader redaktionen at oversætte af hensyn til læsere med hang til gratisaviser.

Åhja, for jo flere læsere der har høje titler og uddannelser, desto flere vil kunne bringes i ligeså stor åndelig forlegenhed som vor fulde svensker ved at måtte erkende at det alligevel kniber med at holde sig oprejst. Nuvel, vor fulde svenskers replik kommer her: ”Det måste väl för fan gå rätt till – alla kan inte vara nyktra!”

En alvorligt studerende pige ved siden af mig løftede ikke engang hovedet fra sin bog, men måtte alligevel slå en latter op. Den sande humor er en magisk dåseåbner, der bygger bro (”jaså – nu forstår vi pludselig hvorfor den dåseåbner må være meget magisk”), mens gold sarkasme kun vækker latter hos ens meningsfæller og holder sig til den triste forudsigeligheds røde tråd.

Men hvorfor lo den kønne (ja, også det) pige, på trods af stilighedens frygt for ved enhver art fraternisering at blive besmittet med hvad man kun tør kendes ved, når det som her tilbydes som kunst, destilleret og filtreret gennem behørigt lurmærkede og kanoniserede højkulturelle kanaler?

Normalt analyserer vi ikke humor, men da den vare i statusland er blevet en sjældenhed, vil vi her gøre en undtagelse, eftersom en enkelt lille forsinkelse på den transsibiriske jernbane jo næppe kan gøre fra eller til – hverken for de arme stakler der sendes østpå som straf, eller for de pengestærke jagtturister, der glæder sig som små børn til at opleve taigaens forjættelse.

”Det måste gå rätt till – alla kan inte vare nyktra!”

Hvor ofte har alkoholens venner mon ikke (især i lidt ældre tid) måttet høre påmindelser om, at vi ikke alle kan være fulde, hvis samfundets hjul skal holdes i gang? Ubevidst kobler vor fulde svensker sig nok på dette omkvæd, idet han vender det på hovedet. Dette er nu ikke nødvendigvis særlig morsomt, for det at skifte fortegn kan ganske som sarkasmen blive et forudsigeligt og tomt mekanisk greb – og i dette tilfælde oven i købet noget vås: For samfundets hjul kræver næppe at vort forbrug rettes mod alkohol for at blive holdt i gang.

Når vi alligevel ler og ikke affejer replikken som pjat, er det nok fordi den anderledes forstået er uimodsigeligt logisk: Hvis vi nemlig antager at druk nu engang er kommet for at blive, så følger heraf, at statistisk set ”skal” der ganske rigtigt til enhver tid være nogle der ikke er ædru. Vi kan imidlertid også vælge en rent sproglig indfaldsvinkel med samme resultat: For hvis sætningen ”Ikke alle kan være fulde” er korrekt dansk, så må sætningen ”Ikke alle kan være ædru” også være korrekt dansk og i den forstand sprogligt ligeberettiget som den første sætnings symmetriske modstykke.

Hvad der sker, er derfor nok at vor fulde svensker intuitivt trækker på disse to underliggende sandheder – men dernæst iklæder dem en hæderkronet folkedragt som han har lånt fra moralens sproglige garderobe. Dette bevirker et logisk sammenstød, for derved tilfører han sin spidsfindige ”teodicé” på sprittens vegne en aura af snusfornuftig moralsk autoritet, som der bestemt ikke er belæg endsige tradition for. Og derfor kan vore læsere nu omsider tillade sig at trække på smilebåndet uden at risikere deres hårdt tilkæmpede status.

Denne historie minder mig om, hvad en bekendt oplevede på Strøget: En fransk tigger betroede ham nemlig, at ”Hvis den finanskrise varer ret meget længere, så ødelægger det min forretning!”. Her var der intet skamfuldt anstrøg af gammel folkemoral og derfor heller intet behov for retfærdiggørelse. Men igen ser vi samfundets udskud gøre opfindsom brug af anerkendt sund fornuft – såsom at det da ikke kan være rigtigt at en solid forretning sådan skal spoleres på grund af spekulativt hysteri i de højere luftlag. Også tiggeren påberåber sig altså selvironisk en symmetrisk ligeberettigelse – og derfor må vi overgive os til latteren.

Sluttelig kan vi hævde, at de to tabere ved selve deres logiske krumspring faktisk gør det til sandhed, som i første instans var vås: For hvis vi i vore dage mere end nogensinde må gå til taberne for at opleve sand humor og befrielse for vor egen triste statuskamp – ja, så udretter taberne vitterlig en nyttig gerning. Og derfor tvinges vi til at give svenskeren ret: Hvis alle var ædru, så ville det ikke gå.

FACEBOOK - VOR TIDS SPEJL

2010-02-22T06:21:00.000-08:00

(Kronik i Berlingske 22.2.)
Karaoke-sang og Facebook er to gode billeder på vor tid! Ikke blot har vi alle de samme rettigheder, men ”Hvad jeg ikke kan lære, må ingen lære”. I dag kan vi betale os til at få nærfotos af tigre som før kun fanatiske specialister fik. Alle har snart en ph.d. grad – og enhver kan udgive en bog i eget regi. Men skal det være helt gratis, kan vi gå på Facebook.
Her er ligheden så gennemført at selv stjernerne er på Facebook – og de er undergivet samme ”dogmeregler” som vi andre og kan derfor højst skrive 6 linier per gang. Jeg tog dette som et sjovt vilkår og ikke en begrænsning, da jeg gik med sidste år. Men jeg opdagede snart at Facebook spejler vor tid.
I gamle dage kendte de fleste kun en lokal kreds: Man tilhørte et fag og et laug der gik i arv – social mobilitet var undtagelsen. Ligesom man ikke kunne udskifte sin slægt, kunne man ikke let skifte arbejde og omgangskreds. Også i ægteskabet måtte man elske den man kunne få – man behøvede hinanden, og skilsmisser var undtagelsen: En gammel svensk bonde betroede mig dette allerede i min gymnasietid!
Til moderniteten hører derimod valgfrihedens afgrund af muligheder – og dermed bliver identitet et spørgsmål. For identitet handler både om evner, valg, lyst – og så jokeren: lejlighed, forbindelser! I stedet for venskaber har vi derfor i dag abeagtige netværker. Alle kan udskiftes: Nye arbejdspladser og uddannelsessteder åbner for nye relationer – og vi ved til sidst på forhånd, at gensidigheden er midlertidig og forretningsmæssig. Men vi er alle Facebook-venner.
Det harmløse i Facebook er at ingen bliver udelukket; men just derfor er kynismen helt umaskeret. Nogle med meget god tid reagerer interesseret på manges indlæg, men får selv kun få tilbagemeldinger. Hvorfor? Fordi alle fornemmer at de ikke har noget at bytte med socialt. Hvis den pågældende ikke er en nyttig kontakt – kan han have det så godt. Desuden må ingen tro at vi behøver tabernes selskab, for i så fald vil også vi fremstå som tabere – og da tør heller ingen omgås med os af frygt for at ligne tabere.
Denne uhøflighed er åbenlys på Facebook – ganske ligesom når børn herligt utilsløret ignorerer de af forældrenes bekendte, der ikke kan tilbyde dem noget. Både Sigmund Freud og Niels Bohr hyldede det princip at selv ubehjælpsomme breve skulle besvares. Og Karen Blixen skrev: ”Et menneskes karakter kan bedømmes efter hvordan det ville have behandlet Kong Lear.” I dag ignorerer eliterne derimod typisk henvendelser fra ubudne for at kue deres selvtillid.

Men vi bejler til alle med status og søger deres venskab, for – ”fortæl mig dine venner”. Det får mig til at tænke på meget gamle dage: Fordums mjøddrikkende stormænd omgav sig altid med en skare af loyale hirdmænd – og beviset på stormandens status var at uanset hvilke platheder han fyrede af, vakte det vild jubel. Kändiser delagtiggør på Facebook ligeledes alverden i bagateller – og får bunker af bifald.
Hertil kommer omvendt en længsel tilbage til naiviteten! Ligesom man i japanske koncerner afreagerer ved på firmafesten at le i demokratisk flok ad enhver flovser, så får vi afløb ved på Facebook at optræde uden kvalitetskrav – for så er vi alle lige. Ja, selv stjernerne søger denne lighed: Ligheden begrænser nemlig vor indbyrdes frygt. Selv de dygtigste på et felt er derfor i vor tid typisk dygtige på samme måde: Ensretning tvinger os til at anerkende hinanden frem for at afvise hinanden som enten dumme, uvidende eller irrelevante – og vort ubehag derved er grundet ligheden forbigående.
Således gentager den nye skråmentalitet svundne tiders enfoldige identitet: ”Bagere taler sådan, smede sådan og bønder sådan.” Individualismens æra var et mellemspil: Det første vi spørger om når et nyt ansigt dukker op, er: ”Hvordan fik han/hun lov?” Svaret er: ”Ved at gøre som de andre i klubben”. Snart købes bøger derfor mest af folk der vil lure forfatteren succesen af.

Når vi ser hinanden som redskaber og forhindringer, vil Facebook-agtige relationer til mennesker, som vi ikke kender personligt, erstatte organiske relationer: Familie og ægte venner bruges mest til psykologisk opbakning og trøst for vore nederlag ude i status-junglen. Men det futile i vor afhængighed af status fremgår af det amerikanske mundheld: ”Vi spilder vort liv på at anskaffe os en masse ting for at imponere mennesker som vi ikke kan lide.”
I fremtiden vil mange måske af sjælelig nød søge over i jobs der giver mere organiske relationer: omsorgssektoren, sundhedssektoren og sågar folkeskolen – hvis man ellers kunne få ro i klassen. For af fast omgang udvikler der sig personlige følelser hinsides modpartens brugbarhed. Og en glæde ved at blive genkendt og værdsat uden bagtanke.

I et af Strindbergs dramaer spørger en gæst: ”Men har du slet intet godt at sige om din mand?” ”Jo, men hvis jeg sagde det, ville han få storhedsvanvid!” En god ting ved Facebook er at alle kan være med, mens vi i det virkelige liv ikke kommer i klub med de rigeste og de mest berømte. En kødrand af ”venner” giver en vis primitiv status, så hvis endnu en taber bejler opad, er der ingen grund til helt at afvise ham. Sig så ikke at vi på Facebook ikke kender til høflighed!

KULTURENS UBEHAG

2010-02-01T04:24:00.000-08:00

Med jævne mellemrum genopstår snakken om kritikernes, forlagenes og udvalgte forfatteres indspisthed. Det er her interessant, at debattens deltagere alle hører til i folden og således højst kan beklage sig over ikke at være medlemmer af alle klubber – således tilhørte Rifbjerg ikke Poul Borums klub, hvilket nu ikke hindrer os i bekendtskab med selv de mindste smuler fra den riges bord. Hvis nogen af de to vitterlig skulle have holdt andre tilbage, så hører vi derimod ikke et pip om det: for man skal være anerkendt for at kunne klage over at være miskendt! (NB!)

Jeg tror imidlertid at man skal se fænomenet mere mere generelt. Det ser ud til at være en biologisk grundlæggende arvesynd, at vi nødig giver noget uden på en eller anden måde at sørge for at tage os betalt – med mindre vi skammer os over denne kollektive banalitet. Men kritikerne og kunstnerne konkurrerer normalt ikke, for de lever tværtimod i en symbiose, hvor begge forsvarer deres seriøsitet ved at henvise til symbiosepartneren som garant. "Se, hvor dybe værker jeg formår at overgå i ånd med mit kritiske blik". "Se hvor dybe anmeldelser min kunst kræver!" Omtrent som en rockerbande er pavestolt over at blive udforsket af en rigtig samfundsprofessor.
At forestille sig en basal antagonisme mellem kunstnere og anmeldere er lige så absurd som at tænke sig mænd og kvinder som naturlige fjender. Ganske vist kan man se drengebander med en egen kultur – f.eks. rockmiljøerne, avantgardister, motorcykeldrenge osv. – som i sin glorværdige uigennemskuelighed for det modsatte køn giver disse unge mænd latterligt let spil i naturlige materier. Men skønt pigerne bliver lagt ned på stribe og derefter opfattes med sådan ringeagt, at der snart må kraftigere stimulanser til – så gælder den virkelige krig alle de mænd, der ikke er medlem af den pågældende klub. De formodede unge kraftgeniers uskyldige og generøse kammeratskaber er således en banal/genial strategi til at profilere sig socialt, økonomisk og seksuelt over for mændene uden for. Det er derfor det sjældent er spor smukt, undtagen hos de yngste, hvor det er rørende: de tror virkelig at være udvalgt af skæbnen!
Lige så lidt som sådanne unge mænd kunne drømme om at rose mænd fra en rivaliserende kultur, lige så lidt vil forfattere og kritikere fra et miljø normalt indrømme andre noget og da kun for at reducere dem, hvis det er for sent at tie dem ihjel. Det er ikke altid bevidst, men kan minde om følgende. De har nok oplevet, at mens De taler med et barns forældre, kan barnet nidstirre Dem med åbenlys objektiv foragt, som var De en død genstand som forældrene helt irrationelt spilder opmærksomhed på. At opfatte barnets blik som et signal eller som udtryk for gennemskuende kraft ville være en misforståelse, for barnet opfatter Dem vitterlig som indifferent og gør sig ingen tanker om Deres person .

På lignende vis er den darwinistiske arvesynd ofte ubevidst: det er næppe sådan, at en Borum, Rifbjerg eller hvem det nu er, har spor imod Dem. Det er snarere sådan, at hvis den pågældende ikke har fordel af at rose Dem, ja så eksisterer De uanset kvalitet ikke i hans horisont som andet end en uberettiget forhindring, en "opmærksomhedstyv".
Men uden skønhed næppe virkelig genialitet, og ondskabens banalitet er ikke spor køn. Er etikken da altid sikret via det æstetiske hensyn? Desværre næppe altid, hvad en anekdote kan antyde. Da min bedstefar ofte beklagede sig over en nabodames klodsede ben, rettede min bedstemor ham: "Den rare fru NN kan jo nu engang ikke gøre for, at hun er grim!" Hvortil han plejede at konkludere: "Nej, men alligevel – hun er for grim!"

Kære Læser: Vort NB markerere et af flere skriftsteder der i sin tid inspirerede SUT og Stjernfelt til at skrive deres pamflet om miskendthed som den nye kongevej til anderkendelse. Et andet skriftsted siger tilsvarende: "De miskendte drømmer om anerkendelse og de anerkendte om miskendthed". Hvad de to røvere fortiede med deres fordrejning var, at bemeldte nemme vej kun frister, fordi de heldige kender og frygter det som de med omhu fortier og udelukker. Flere ret etablerede folk betroede mig således i sin tid kollegialt, at også de var outsidere. Jeg sagde intet, men tog det som en ubevidst anerkendelse. -NÅ, kære læser - nu til dagens afsløring: Ovenstående tekst var en ordret kopi af en af mine filosofiske klummer i Politiken for snart 9 år siden. Nævnte virksomhed fik naturligvis snart en ende.

MEFISTOS OPSKRIFT

2010-01-14T07:26:00.000-08:00

De nye herskende klasser kendetegnes på engang af høje uddannelser og dyrkelsen af netværker – og netværkeri har som sin kedelige bagside intriger. Machiavelliske strateger besætter og fordeler indbyrdes kulturlivets nøgleposter, som der hentydes til med betegnelsen ”Bermuda-trekanten” – der lige som arvesynden må forstås anderledes omfattende end den klassiske trekantshandel mellem vort lands tre største kulturinstitutioner. Der er tale om en art gensidig forsikring hvor en klan af guldrandede universitetsfolk, folk fra vore store forlag samt topfolk fra medierne borger for hinandens kvaliteter, som de derfor priser i indbyrdes i skåltaler ved runde fødselsdage – som de i øvrigt synes at kunne fejre flere gange årligt.

Mekanismerne er evige og universelle, men i små lande og under den tomme krybbes stress bliver de uhyre markante. Men det er trods alt ikke hvem som helst der når sådanne positioner? Nej, men mennesker med et instinktivt hang til indflydelse på ”hvem der skal få lov”, er sjældent de bedste eller dem med det rigeste indre liv – og selv mellem etablerede folk med de højeste akademiske titler forekommer der skam relative uretfærdigheder på business class.

Formelige Machiavelli-typer søger fra dag ét i deres studietid at grundlægge strategiske partnerskaber, først med folk i samme båd, men hurtigst muligt også med folk længere oppe i systemet. Ved at få højere placerede folk til at skrive forordet og bagsmækken til sine opgaver og således betale ”beskyttelsespenge” baner man sig frem til udgivelse og megen omtale i sin beskytters netværk.

Men allerede det at blive udvalgt som protegé kræver vel sin mand? Joda, men vi ser nu især at folk præmierer protegeer der for det første minder om dem selv og for det andet er ret forudsigelige, deres "dygtighed" til trods. Men de mest forudsigelige er typisk de notorisk beregnende, som nemlig aldrig i deres karriere ville sige eller gøre noget ”uklogt” – og den slags emsige murmeldyr kan lugte hinanden på lang afstand.

For hvor naturtalenterne (som billiardgeniet i filmen "Hajen" med Poul Newman) med fatal naivitet stoler på verdens dømmekraft og ærlighed og derfor sorgløst giver fanden i både taktik og forbindelser, så stoler klatrerne med rette kun på den tryghed som netværker samt egen tilsyneladende ufarlighed kan udvirke. Næste skridt i karrieren er at besætte lærerige, men endnu ikke ærefulde udøvende positioner i fagets interne tidsskrifter, foredragsklubber osv – hvilket sker i nogle få dansetrin begyndende med yderst høflige og ærbødig kollegiale gestus.

Men allerede i denne fase får man selv lov og magt til loyalt at anbefale og udvælge beslægtede typer – for her som i store firmaer ser vi, at lederen ingenlunde behøver at instruere sine mellemmænd i dørvogternes ædle kunst. Det foregår nemlig helt af sig selv hos bund-normale unge mænd med hormonal fremdrift, og de vejrer desuden meget snart hvilke typer huset gerne ser fremmet. Krage søger mage, og høflighed er noget man strategisk viser hinanden, og især folk i endnu højere positioner. Herligt uforstilt uforskammethed til anden side hører dog også med til rettidig omhu på de bonede gulve.

Efterhånden bliver man lidt af en faglig nøgleperson, som alle yngre studerende fra bøh-landet næsegrus beundrer som forbillede og karriere-guru, og som de selv må betale ”beskyttelsespenge” til for at komme videre – idet man nemlig som tak for sin loyalitet, rettidige høflighed og forudsigelighed kanske bliver øremærket til at overtage redaktørposten, nu den hidtidige redaktør omsider er blevet forfremmet til en velfortjent toppost i den store verden, men først vil sikre sig fortsat god orden på hjemmefronten. For ”We will meet again…”.

Sideløbende avancerer man naturligvis på sit institut samt på de største kulturbærende aviser, for det ydre og det indre bør smukt følges ad, som Goethe så rigtigt sagde. Nu er man efterhånden blevet en uomgængelig kulturperson, som selv tidligere skeptikere efterhånden må bøje hovedet for i modvillig kollegial agtelse: For siden manden åbenbart nu har opnået samme titel som vi, må der alligevel være noget gods i ham – i modsat fald ville vor egen titel jo heller ikke stå til troende...

Nå, men man fortsætter efter samme model, for begæret er uendeligt og forbyder enhver stilstand. Ved hjælp af hvad fordums ægteskabskritikere kaldte ”seriel monogami”, forbrødrer og forsikrer man sig derfor kannibalistisk på kryds og tværs i alle tidsåndens, mediernes og forlagenes forskellige nicher i skiftende belejlige tomandsbander, med hinanden som garanter – endda gerne i flere parforhold på engang, for der er ingen grund til at være snerpet i vore dage:

Partneren må for den sags skyld godt være en skør maler eller sågar en vild oprører – men de skal for Guds skyld være lurmærkede og kanoniserede danefæ, som både Jørn Lund og Johannes Riis tør optræde i selskab med, så også vi kan få andel af deres særlige status: Ellers ville vi jo ikke have spor fordel af dem: Ja, det kunne endda virke som et provokerende signal og komme til at stå os dyrt. Ukendte, for slet ikke at tale om uglesete og kontroversielle folk, udgør nemlig altid et dårligt parti – og åhja:

I en yderst elegant og meget omtalt lille pamflet har vi da for ikke så længe siden meget bekvemt forfægtet den tese, at miskendthed hører fortiden til og i vore dage alene er tabernes evige undskyldning. I samme skrift kaprede vi forresten ordret den iagttagelse at de anerkendte såre ofte vil tækkes og selv give den som miskendte, vel vidende om isbjergets usynlige del - en iagttagelse som i følge sagens natur jo kun de miskendte kunne have gjort sig. Men vi fordrejede den rigtignok ganske fiffigt til egen fordel: "Miskendthed er blevet tabernes genvej til anerkendelse". Og den tanke stjal vi i sin tur fra historikeren Henrik Jensen, der havde en sund pointe. Og siden stjal både Dahl og Thyssen den også - for ingen kan jo klage over at have mistet sine tyvekoster - og sådan spredes kultur måske oftest.

Nå, men jo flere vi selv har betalt ”beskyttelsespenge” til på vor vej, desto flere benovede og stræbsomme små undersåtter og gode betalere af ”beskyttelsespenge” får vi efterhånden selv, efter kædebrevets geniale logik. Nu kan ingen undsige os længere uden samtidig at slå sig selv på munden – for vi er ligesom bankerne alle medskyldige i hinandens gensidige forsikringscirkus. Udover de så at sige halv-officielle beskyttelsespenge tilkommer vor uhæmmede, ja endda uforstilte plagiering af alle med lavere rang i systemet - endsige uden for nummer. De førstnævnte er nemlig nødt til at tåle mosten i tavshed for at komme frem - og de sidstnævnte har slet ingen fordel af at gå i brechen for, da de som "illegitime kombattanter" udgør en "outrageous" undtagelse fra al god samfundsorden.

Men ingen ler – for de få der kunne gennemskue os, er oftest medsammensvorne og åndsbeslægtede, og deres pokerface fejler intet. Og vi er efterhånden blevet så magtfulde kulturpersoner, at de få overlevende skeptikere måske gjorde klogere i at holde bøtte – for toget er alligevel kørt, og dets evige larm overdøver enhver protest. Ja, måske gjorde skeptikerne endda klogest i at udråbe os til miskendte renæssancepersonligheder...

LAST YEAR ON O-DAY...

2009-12-23T03:44:00.000-08:00

Det forlyder at O-dag den 22. december skal være kærlighedens og fredens svar på D-dag. Forhåbningen er at ved en synkroniseret verdensomspændende sex-udfoldelse kan vi aktivt bidrage til verdensfreden og den kosmiske harmoni. Lignende forsøg har før været gjort med kollektiv bøn og meditation, men resultaterne har sjældent været slående – hvad enten det nu skyldes at Verden er en lovlig stor mundfuld at bide skeer med, eller at det hele bare var gået endnu værre hvis folk ikke havde bedt. Intet skal udelukkes, men mine egne forsøg på med tankens magt at påvirke udvalgte medmennesker altid har været forgæves. Derimod mødte jeg en gang en dame der bedyrede at være årsagen til verdenshavenes forurening – heldigvis blev hun siden helbredt af den forkætrede psykoanalytiker doktor Lomborg.

Skeptikere kan mod O-dag indvende, at de uheldige der den dag gik hus forbi, tværtimod må have følt sig ekstra fortabte ved bevidstheden om de andres lykke – hvorimod sidstnævnte til gengæld blev pikant krydret af bevidstheden om alle taberne. Men hør her: Til et ordentligt videnskabeligt eksperiment hører altid en neutral kontrolgruppe. Men hvor det almindeligvis helst bør gå kontrolgruppen mere skidt end de patienter som modtager den nye vidundermedicin – så skal det for O-eksperimentet tværtimod være sådan at selv de ensomme trækkes med af magien fra den globale orgasme, så at ingen tabes på gulvet.

Snarere end at græmmes over nederlaget på O-dag kan alle der trak frikort, derfor tværtimod sammenligne sig selv med de snu trækfugle og cykelryttere der lader de forreste i flokken trække læsset og som nyttige idioter sætte lufthavet i sving. Da kærligheden nu som ovenfor antydet ingenlunde er fri for sataniske islæt, så kan nævnte udspekulerede virtuelle kærlighed meget vel gå hen og blive langt mere sexet end den gammeldag – ganske som aktieoptioner er mere sexede end gammeldags millioner. O-dagen bliver måske derfor en så stor succes, at den udstrækkes til hele året; omtrent som med katolicismens utallige helligdage – der dog blev afskaffet herhjemme ved Reformationen til fordel for vort obligatoriske og protestantisk skamfulde lørdagsput, der alene ordineres for at forebygge tøjlesløs last.

En alternativ mulighed er den at drømmen om rollen som aftenens førerrytter bliver realistisk for alle: Hver dag efter fyraften vil herefterdags være O-dag, og scenariet vil da blive kærlighedens svar på Karaoke-sang, idet vi alle får demokratisk rimelige udsigter til en nat at være global sex-stjerne med on-line transmission ad telepatisk vej. Nå, men ret beset er tanken om verdensomspændende erotisk lykke ikke ny: For allerede i Queen Victorias tid hed det i pligtskyldige ægteskabelige anliggender: ”Close your eyes and think of the British Empire!”. Skønt denne heroiske forestilling selv med datidens fascistoide seksualregister næppe var specielt ophidsende, så dulmede den i det mindste den anderledes ubehagelige forestilling om ens ægte halvdel. Dette var nemlig alt rigeligt for at tilfredsstille Her Majesty, og så måtte det også være godt nok til hendes undersåtter.

Kærligheden har mange former. Således fortalte en teolog mig forleden om sine erfaringer som natportier i København. En sen nat skulle han indlogere en både landskendt, vands-kendt og vidt berejst hjemlig forfatter samt dennes viv i brudesuiten. Noget senere ringede forfatteren og bad om kogende vand til sin Nes-kaffe. Vor teolog fandt dog denne bestilling et nummer for spartansk og insisterede derfor på som et absolut mindstemål af festlighed at brygge rigtig kaffe efter alle kunstens regler. Dette ekstravagante tilbud blev efter megen protestantisk græmmelse omsider accepteret – men hvorvidt bruden brugte fløde i sin kaffe, det kunne pennens mand ikke svare på.

Nuvel, den sande humor skåner ikke sin ejermand, så lad os til slut fortælle om vor egen forrige O-dag. Da modtog jeg nemlig en sms fra et forgangent damebekendtskab, der med stenografisk klarhed frabad sig appelbreve. Men åh - må vi ikke nok benytte lejligheden til en stille hyldest til Susanne Møller, der vist har mere ben i næsen end de kvindetyper som mange mænd i ledende stillinger med forkærlighed ynder at udstaffere med en smule magt som deres menneskeliggjorte marionet og his masters most zealous voice.

For heldigvis leveres erotiske kvalitetstjenester jo for tiden angiveligt gratis som en hyldest til klimaet – og det var belejligt: For da jeg på O-dag i går havde anderledes lovligt ærinde på Vesterbrogade, bad en slavisk udseende mand mig veksle en tyver til telefonpenge. Det viste sig at være en højst eksklusiv tyver, for da jeg lidt efter skulle forrette mit ærinde, viste jeg mig at være blevet 2000 kroner fattigere. Og heldigvis var der ikke engang lagt Tobin-skat på den eksklusive finansielle transaktion, men den virkede åbenbart alligevel…

Dog trøstede en bekendt mig senere med filosoffen Kants ord: At penge som man blot forestiller sig, har præcist de samme egenskaber som penge man har i lommen – blot eksisterer de altså ikke. Men selv denne akademiske forskel ophævede vor mand altså ved så intenst at forestille sig mine 2000 kroner eksisterende - i sin egen lomme...

DEATH PENALTY IN DENMARK AND IRAN

2009-12-07T09:20:00.000-08:00

If you want to save somebody from death penalty, your favourite strategy should not be to criticize death penalty as such – because that means criticizing the whole system, thereby provoking its self defence. Rather you should try to plead for the innocence or at least the mitigating circumstances on behalf of the defendant. Likewise if the system is religious, you should invoke its own god in your plead rather than criticize their religion. This is the case with Iranian Kurd Ms Zeinab Jalalian, sentenced to death just for expressing her view.

There is also another reason not always criticizing death penalty. If you defend even real criminals, you will soon use up your whole “quota” of mercy, so you should be aware of the risk of inflation. Rather then work with dedication for truly innocent defendants on a full scale, involving also higher levels of diplomacy etc. That way the risk of insulting and provoking our opponent is limited. Because we must remember that what really insults us is the full truth, so we should never tell the whole truth until we have no more options.

There is even a third and more contemplative reason for some idealistic reservation. Most people in Denmark as well as in Iran and everywhere else want the death of quite a few of their contemporaries without themselves knowing it: For most “cultivated” minds of honour and some education know only what they are socially rewarded for reading and repeating. However we will or dare seldom pay the price for effectuating our secret death wishes, even in cases when it is within our realistic range of possibility. For even in the realm of destructive acts self confidence is a factor of importance.

Considering this fact it is not convincing to defend all kinds of outright criminals and psychopaths, because they never interfered with your own interests, and to forgive them on behalf of victims without any use for your own purposes. Your idealistic goodness will then at best express complete indifference, at worst pure unlimited vanity.

Rather I would take the opposite position and claim, that any good person faced with imminent departure from this earth, no matter the reason, ought to kill a number of well disguised psychopaths first and even make it official for reasons of prevention. This would have special preventive effect, since quite a few otherwise untouchable bastards would be stopped; and it would have general preventive effect as well, as it might make some people in power think twice, at least sometimes.

Killing psychopaths however should not be legalized, since such license would be abused by psychopaths killing innocent people, claiming that their victims were psychopaths: Because the ability to turn things completely upside down when convenient is something that psychopaths have in common with incurably normal characters... Also innocent but partially unhealthy or very unhappy minds could be expected to kill reasonably innocent adversaries for completely irrational reasons, were such “just” executions legalized as some kind of civic right or even a virtue. The fact thus is that some things can certainly be morally justified, yet it would be either a mistake or a moral error to legalize them.

Even so, some people ought certainly to be killed for preventive reasons, and the sooner the better. And there is no principal difference between wanting somebody dead in privacy, maybe invoking God or some occult spirits, and physically killing him oneself. The reason why you don’t kill people with your own hands is not that you are too moral, but that you don’t want to pay the price, and that you would not be able to hide or destroy the evidence. Such inhibitory complications are not present when you want God to kill your enemy: And although nobody can prove it, your death wishes on behalf of your enemy are certainly as clean and strong as in the case of physical murder. If God really should fulfil your wish, you would thus not be able to get away morally by accusing God for committing the murder. But legally it is without risk, and that is why your true character is best expressed in what you privately wish your God to do for you.

As for Raskolnikow, I guess he must have been somewhat on the sensitive side - anyway, in such matters you cannot allow yourself to be prudish...

As for holy men it is the same everywhere. The people enjoying most respect in society – no matter if they are priests, politicians, professors or “progressive” journalists – are often the most unforgiving, because they cannot tolerate persons of less official honour showing that they are morally conceited. The only reason why we don’t hang people in Denmark – unfortunately not even the worst of true criminals – is that we have no legislative basis for such verdicts nowadays.

For the official Danish elite is neither more intelligent, nor better educated or more humane than the priests of Iran or any other country for that matter. Yes indeed: It is universal that when insulted by the truth or by better human examples, the progressive elite of society hate nobody more than the innocent and the pure of heart. That is why law is really there to protect us against our own nature. Denmark is not a better country, and the Danes are no better people; but in this particular respect our law is better, since it prevents hanging of innocent people of good and honest intentions.

Anyway it is good that our death wishes are seldom effective, since most death wishes in this world are not legally warranted, not even in countries with death penalty. A lot of “civilized” bastards would certainly like to strangulate their adversaries outright in greed and jealousy, and their reason for not doing so is certainly not idealistic. And this is why we cannot take their official rhetoric against death penalty for the most callous criminals seriously – even though some of us may take the same point of view.

At last we can tell our readers, that as for the right place to publish these thoughts I never even tried to publish anything in philosophical magazines, since I have some auto-biographical bias against such artificial communities in the humanities. The humanities are universal, belong to everybody and are not the territory of a conceited pagan priesthood with no God. In the sciences it is a different story.

As for death wishes you can console yourself with the thought that the higher status of those who wish you were dead, the higher status you have yourself in their eyes -which might be a good reason not to wish you had higher status. Merry Christmas!

.

"GENEREL INTELLIGENS"

2009-11-10T00:47:00.000-08:00

Både adel og löfter forpligter, selv om man skal vogte sig for ikke at forlöfte sig på sin adel. En vis lejlighedsvis konsekvens er vi også forpligtede til, og derfor kan vi bruge vort foregående indläg om "social intelligens" som springbrädt til et forsigtigt causeri over det kontroversielle begreb "generel intelligens". Området er betändt, for hvor der ud over forskningsmidler også er griller og personlig äre på spil, kan käpheste få selv de dygtigste til at snyde gevaldigt på vägten.

Det synes at väre en naturlov at så snart vi får lov at nyde et bestemt privilegium, mener vi ikke blot at have gjort os fortjent til dette, siden vi åbenbart fik det ... Nej, vi mener samtidig at når andre ikke fik det samme privilegium, var også dette udtryk for tilvärelsens viselighed. Egentlig logisk nok, for fidusen ved at väre direktör, professor eller hvad nu skulle jo gerne väre at markere en forskel - ellers kunne man jo nöjes med at kalde sig dansker, mand eller skaldet. Og den forskel vil man typisk begynde at bygge et bolvärk om fra dag ét efter sin kåring.

I den forstand korrumperer alle privilegier - for ikke så snart man er blevet hädersborger, indmeldt i Det Danske Akademi, Byldendals Go-klub eller jeg ved ikke hvad - så vil man pludselig som Björn Nörgaard omvurdere alle sine tidligere värdier. Kun dengang man selv stod udenfor systemet, var der noget galt med dette - og var nävnte lapsus åbenbart systemets eneste skönhedsfejl, så var den desto mere graverende. Og himlen gläder sig som bekendt mere over én omvendt synder end over ti retfärdige. Enhver kritik af Bermuda-trekanten forstummer derfor gerne, så snart man selv er blevet taget til nåde og pacificeret.

Nuvel, denne indledning er kun relevant fordi samme art betragtning kan overföres til al snak om intelligens. Vi er tilböjelige til at hylde de intelligenskriterier hvorefter vi også selv ligger lunt i svinget, og det samme gälder naturligvis åndelige del-områder eller facetter af en tilsvarende attråvärdighed og status. Tänk således på at når akademikere roser hinandens arbejder for stor originalitet, er der meget ofte tale om et vidunderligt selvbedrag, idet de roste arbejder vitterlig ofte har deres forträffeligheder - men blot slet ikke denne ene! Når nävnte träk så undertiden spottes, og da jo oftest helt uden for nummer, gör det gode selskab derimod korsets tegn eller ignorerer det - ofte for derefter selv at overtage byttet.

Nuvel, på samme måde vil vi ofte med större gläde offentligt hylde den intelligens vi selv kan vurdere, og som vi fölgelig også selv må besidde, end al den intelligens som vi ikke besidder. Folk med specialtalenter som tegning vil helst bedyre at dette er en art intelligens, mens andre tvärtimod helst vil slå det hen i stil med negrenes medfödte irrationelle rytmesans. Dyrkerne af ideen om en generel intelligens, som er den "virkelige", vil sandsynligvis derfor själdnere väre bärere af sådanne särtalenter.

Til sagen hörer også at når vi först har fået så meget sans og kärlighed til et kunstnerisk felt, f.eks. musik,, at vi forsöger at forbedre os seriöst , får vi virkelig respekt for al den indsigt og historie i stoffet der på ingen vis kan reduceres til irrationelle griller, vaner eller instinkt. Snarere er det sådan at jo dybere vi tränger ind i et specialfelt, desto mere respekt får vi for dettes iboende intelligens i forhold til vor egen håbefulde slingrekurs. Og vi vil meget själdent finde på at reducere denne respekt ved i stedet at påberåbe os selv en desto höjere "generel intelligens".

Selve ideen om en generel intelligens udsprang i sin tid af den iagttagelse at folk der er gode til nogle ting, oftest også duer til flere andre ting - hvorfor der rimeligvis måtte väre nogle fällesnävnere. Og vist ville det også väre naivt at tro, at der findes lige så mange "evner" som der findes emner: Således at nogle har talent for botanik, andre for zoologi, nogle for håndbold, andre for fodbold, osv. Også på särområder måtte man på samme vis så hävde at nogle har talent for at tegne fugle, andre for at tegne henholdsvis blomster, mennesker og bygninger. En lignende naivitet ser vi i kulturlivet, når man i stedet for at slås velvilligt placerer hinanden i veldefinerede små båse, hvor vi så kan få rose hinanden for at holde os på måtten.

Givetvis en måde at löse sameksistensens sväre kunst, og da bestemt også langt hen fornuftigt - men naturligvis misbruges det ubevidst af bornerte smagsdommere og ordstyrer med honette ambitioner til at amputere et områdes helt genuine talenter til af empatisk pladshensyn at holde sig inden for en komisk prokrustesseng, fordi det er blevet en demokratisk menneskeret at väre filosof, kunstner, videnskabsmand, martyr eller hvad nu. Til sagen hörer nemlig at de der med forkärlighed går efter og nöje udvälger hinanden til ordstyrere, meget själdent selv er genuine talenter og netop derfor nidkärt häger om det domesticerede og bundnormale for at udgränse de selvskrevne.

Kort sagt har ethvert talent en art generalitet eller universalitet, som ingen jobbeskrivelse kan begränse. Men samtidig er det dog stadig sådan, at et talent i musik ikke behöver at väre lige så godt på helt andre områder. Den påståede näre korrelation mellem de klassiske intelligensområder er argumentet for at udskille särtalenter fra den generelle intelligens. Men meget tyder på at denne er et fantom, for virkeligheden opviser jo de besynderligste kombinationer af ekstrem duelighed og uduelighed sameksisterende selv på felter der normalt alle henföres til bemeldte generelle intelligens.

Omvendt oplever vi som nävnt ikke den dybe intelligens hos et felts store kunstnere som spor "specialt", når vi selv forsöger at nå ind i det. Ikke mere specielt end alt muligt andet, bortset måske fra i den biologiske forstand at det kan väre et felt uden helt umiddelbar praktisk overlevelsesvärdi, til forskel fra praktisk og teknisk duelighed. Tvärtimod oplever vi enhver intelligensytring som umiskendelig og genkendelig - selv på områder vi ikke tidligere kendte til. I den forstand er selv de mest ekstreme specialintelligenser generelle. Og denne påstand kan vi belyse ved at citere et skriftsted, hvor en anmelder tilkender Oscar Peterson "the greatest general intelligence" på sit felt. For det sjove er, at anmelderen her med "generel" vel alene sigter til alt under det musikalske gebet hörende. Og dog forstår man så udmärket hvad han mener: For i både henseende til kreativitet, melodisk formsans, harmonisk indsigt og rytmisk mangfoldighed er det formidabelt.

Lad mig nu i stedet fortälle om min bedstefars vise hushjälp nästen uden skolebaggrund. En gang spurgte jeg hende, om mennesker med dobbeltgängere mon også i psykisk henseende lignede hinanden. Hun svarede straks, at det kunne hun ikke tro, for der var nok så mange indviklede arveanläg i spil, at et sådant sammenträf ville väre mirakulöst. Helt genialt tänkt, for hvis alle vore anläg er indbyrdes uafhängige, så er det irrationelt at forvente total lighed mellem "dobbeltgängere". På ganske samme vis forventer vi jo heller ikke at en flerdobbelt vinder i lotto fortsätter med at vinde - med mindre der altså er tale om snyd.

På samme vis kan det faktisk også väre sådan at nogle anläg er koblede, måske for at vi lettere kan tage bestik af hinanden i tide ved at skue hunden på hårene. Men hursomhelst så er hushjälpens tilbagevisning af min naive forhåndsantagelse overväldende skarpsindig, hendes manglende skolebaggrund taget i betragtning. Og tilfäldet var ikke enestående, om end det nu oftest handlede om psykologisk indsigt. Derimod tror jeg ikke at hun besad mere end de allertarveligste färdigheder i de gängse skolediscipliner, og hun havde også psykisk haft en ret kummerlig barndom.

Igen tvivler jeg ikke et sekund på at hendes intelligens var "generel", og dog ville jeg ikke af den grund bedyre at nogen bestemt test kan kortlägge en så mangedimensional generalitet - ejheller hvis man kunne se bort fra alle själelige og eksperimentelle vanskeligheder, forskellig baggrund osv. For selv om fänomenet har en genkendelig generalitet, et karakteristisk "väsen", så er det dog ikke derfor givet, at der også på anlägssiden er tale om en tilsvarende enkelthed: Ganske ligesom benmuskler og armmuskler jo bestemt ikke er det samme, selv om begge dele umiskendeligt er muskler.

Biologen Steven Jay Gould argumenterede i sin tid for at alle intelligensfelter havde noget generelt fälles med deres nabofelter - men näppe med meget fjerntstående felter. Intet felt var derfor i sig selv mere "generelt"end andre. Og hvis man alligevel udvalgte en bestemt region af felter til at väre den centrale, var det derfor helt vilkårligt - hvorfor musikanmelderen var i sin lige så gode ret til at tilskrive Oscar en formidabel generel intelligens i hans egen region.

Spörgsmålet om en helt generel intelligensfaktor med varierende betydning for alle specialfelter, men især for de klassiske fornuftsfelter, er stadig uafklaret, for så vidt som nævnte skole stadig har sine fortalere. Kunne det mon i stedet väre en mulighed at vort intellektuelle udstyr tvärtimod består af en bunke "mikro-evner", som alle er generelle - men blot således at hver mikro-evne har forskellig vägt på forskellige färdighedsområder. Selv musikere visualiserer rudimentärt for at holde sammen på skidtet, men vel ikke så meget som billedkunstnere, de foretager også aritmetik-lignende operationer, men ikke så meget som statistikere; de analyserer sindrige harmonier, men er måske ikke dialektiske begrebsanalytikere. Tegneren er ikke kun visuel, men besidder nok også nogle geometrisk-matematiske "forstadier" osv.

Omvendt ved vi fra specifikke hjerneskader, at folk kan miste enhver elementär aritmetisk evne, mens de stadig formår at räsonnere logisk uklanderligt og nuanceret i sproglige deduktioner. Og alene dette viser, at ideen om en bestemt generel intelligensfaktor af störste betydning for isär de klassiske skolefelter må väre forkert. Kort sagt kunne man foreslå den eventualitet, at vi besidder en bunke generelle faktorer - men at et givet felt, en given färdighed får sin specifikhed alene i den forskellige vägtning af disse mikroevner. Og dette kunne så atter forklare den ofte gådefulde variation i folks talentsammensätning - selv på områder som vi klassisk opfatter som hinanden närstående.

Vort forslag har nemlig den fordel frem for en total afskrivning af g-faktoren, at det anerkender eksistensen af umiskendelige fælles "mikroskopiske" ur-operationer på ret forskellige områder - men derudover tillige forklarer det genkendelige intelligenselement også i de umiddelbart set meget specielle funktioner. Således kan man nok hævde at selv om harmonisk analyse forudsætter et indre øre, der atter skal optrænes, er den analytiske komponent umiskendeligt klassisk.

Efter denne vor dumdristigt anmassende fremtrængen mod Nilens og visdommes kilder hinsides ethvert velment kulturredaktionelt råd skylder vi sluttelig at henlede opmærksomheden på, at der gives såvel østlige og vestlige skoler som bekender sig til den tro at de fleste mennesker på bunden har nogenlunde de samme intellektuelle potentialer, uanset hvad de kan præstere her og nu. Tanken er smuk og kan endda have megen sandhed; især er den pædagogisk sund både ved sin opbyggelighed og ved at honorere hvad der skal honoreres: En verdensmester på et felt vil anerkendes for sin præstation, men behøver ikke derfor at pukke på sin medfødte udvalgthed - for skæbnens og lidenskabernes veje er uransalige. Og i övrigt kommer intelligensen lige som kärligheden själdent når vi jagter efter den.

En modificeret variant af nævnte skole kunne lyde, at hvis nu vort intellektuelle udstyr i virkeligheden består af en bunke mikroskopiske ur-operationer, der i vid udstrækning er indbyrdes uafhængige, også genetisk, så vil af rent statistiske grunde vore indbyrdes forskelle på de mange forskellige mikro-områder oftest udligne hinanden, således at vi overordnet set næppe har meget at lade hinanden høre, når alt kommer til alt. En pensioneret og derfor legitimt beruset hjerneforsker bedyrede således forleden på Palæ Bar: "Vi mennesker har den hjerne vi skal have - det afgörende er hvordan vi bruger den." Og fra fulde folk skal vi høre sandheden.

Hvis vort beskedne forslag til en oplösning af den beskrevne gordiske knude nu uventet skulle indbringe os Nobel's Fredspris i selskab med Henry Kissinger og Frank Esmann, vil det väre en oplagt anledning for os til omgående og ambulant at omvurdere såvel Nobels Fredspris som Henry Kissinger og Frank Esmann. For ingen skal beskylde os for at väre urokkelige stivnakker, der hviler på laurbärrene i strid med al god empirisk tradition.

"SOCIAL INTELLIGENS"

2009-10-22T07:30:00.000-07:00

Kedelige og komplet holdningslöse personager i stil med den vidunderlige siderolle hr. Julmand i filmen "Headhunter" anser sig i deres ubetydelighed ofte for i besiddelse af en uhyre "social intelligens". Og beviset derfor er naturligvis deres mangeårige manövredygtighed renset for enhver art uagtsomhed, ubalance eller fremturen uden mandsopdäkning.

Alene fra mine år i avisernes verden ved jeg at der på hver redaktion og velsagtens i ethvert andet stort firma sidder mindst én sådan helgarderet mandsling gennem årtier, fredet selv i den värste storm. Deres hemmelighed er dog ikke deres sociale intelligens, men at de er for bekvemme til at have nogen art etik eller holdning i forhold til nödvendigt beskidt arbejde, for feje til selv at gå efter magten og derved udfordre ledelsen, samt alt for ordinäre til at provokere branchens grasserende jalousi og forfängelighed. Sagen er nemlig at det er ledelsens mere end deres egen sociale intelligens de kan takke for deres urokkelige position.

I övrigt er det ikke absurd at tale om social intelligens, men selv om naturligvis det er biologisk interessant, er det dog ikke andet end hvad enhver abe kan prästere i sövne. Når middelmådige og karakterlöse personer så ofte dyrker denne disciplin, er det da typisk også mest i mangel af bedre - for det er klassisk at når folk med Ikaros-drömme begynder at flyve for höjt, indhentes de gerne af nemesis, om end ikke fra Gudernes himmel, men altid fra neden. Biblens Josef-figur er her klassisk, som Thomas Mann viste. For kan man selv ikke finde på noget bedre, kan man altid finde ud af at intrigere og puste til jalousiernes glöder, pavestolt over egen snedighed.

Et eksempel på hvorledes jeg selv dummede mig i så henseende var da WA juli 08 trykte en siden hen meget rost kronik om mediernes Bermudatrekanter, som Politikens kronikredaktör havde afvist (som alt andet) helt uden forbehold trods god samarbejdsvilje. Man udbad sig nemlig i den forbindelse nogle konkrete eksempler - for at gøre stoffet mere avisaktuelt. Og det blev hororeret med fyring på bemeldte dagblad, og vel netop fordi det var umiskendeligt stuerent og derfor desto mere uafviseligt i sin pytagoräiske algebra. Ja, nogle mente endda at jeg gik frejdigt i en fælde som ethvert barn i syvende klasse ville have gået langt uden om...Men et er at vide at fænomenet findes, noget helt andet at erfare dets massive "hormonale" vælde.

En af de få gange hvor jeg omvendt selv har udmärket mig i så henseende var, da jeg i sin tid blev tilknyttet bemeldte dagblad som anmelder og free lancer. Instinktivt sendte jeg forinden kulturredaktionen nogle velskrevne, men dog ikke virkelig interessante småting, og den bed man på. Senere dummede jeg mig naturligvis ved at vise min virkelige force, og lige så mange roser det indbragte fra abonnenter med vidt forskellig baggrund og alder, lige så meget mishag vakte det efterhånden hos overordnede kolleger af samme kön. Så gik det slag i slag ned ad bakke med årlige "suveränitetsoverdragelser" til harmlöse ug-drenge af typen "højerere samlere", så småligheden kunne tage sig ud som storsind over for de nye. Og naturligvis uden megen kollegial protest...

Den lille historie illustrerer i sin banalitet, at laden hånt om al social snedighed typisk er et overskudsfänomen der oftere ses hos de nogenledes begavede. Naturligvis vidste jeg fra begyndelsen, hvad der kunne väre vindende - men fristet af sejrsrus slår man det snart hen. Hertil kommer endnu et punkt: Et er nemlig at kende til eksistensen af en bestemt dimension som der må tages höjde for. Noget helt andet at erfare hvor stärk en faktor der er tale om - ganske som nyslåede indehavere af körekort slet ikke er i stand til at kalibrere sikkert med inertien af store biler samt höje hastigheder og derfor let skrider ud i vejsving - også selv om de naturlígvis kender til inertiens eksistens.

Mit anderledes held i svensk fredningsarbejde skyldes vel til dels ligeledes, at jeg, foruden at väre en ildsjäl, som amatör og enegänger aldrig har udgjort nogen professionel trussel som "intruder".

PUBLIC SERVICE OG VIRTUAL REALITY

2009-10-06T05:21:00.000-07:00

Vor public service forpligtelse ligger os på sinde, og heri indgår også bredere virkelighedsrapporter. Disse behøver dog ikke alle at hvile på vor egen autoritet, idet det ellers ville blive for smalt. Naturligvis kan vi ikke garantere for vore vidners troværdighed, men dette stiller jer nu ikke værre end det forhold, at I jo heller ikke har nogen garanti for vore egne rapporters troværdighed. Men ganske som I her støtter jer til det forhold, at vi endnu aldrig har svigtet jeres tillid desangående, lige så lidt har vi selv fundet mindste grund til reservation i forhold til de vidner vi henholder os til.

Sådan tillid fortyndes imidlertid led for indtil det rent homeopatiske, hvis jeg refererer til troværdige vidner, der atter kender troværdige iagttagere, der i deres tur på tro og love bedyrer at troværdigheden ligefrem tiltager med graden af fortyndelse, idet homeopatiske blandinger angivelig skulle være de mest helsebringende. Ja, i henhold til yderst troværdige homeopater skulle det allerypperste ligefrem være de blandingsforhold, hvor vandet vitterlig er destilleret til helt rent H2O og blot erindrer at det vist nok engang har været i berøring med det saliggørende stof.

På samme vis kommer svindlere ofte langt ved at henholde sig til, at de engang har været bonkammerater med en yderst troværdig person – indtil det viste sig, at denne beklageligvis ikke var hans store tillid værdig. Ja, personligt kender jeg en passioneret plattenslager, der ligefrem anbefaler sig med den personlige maksime, at han af princip kun låner penge af ordentlige mennesker. Og hans ord er selvopfyldende: For hvor mange ordentlige mennesker kan helt stå for den anbefaling?
Kort sagt kan I roligt stole på de øjenvidner vi inddrager i vor nyhedstjeneste, om ikke andet fordi de med garanti er væsentlig mere underholdende bekendtskaber end hvad I ellers tilbydes for jeres egne penge. ”Det offentlige rum”s prætentiøse vulgariteter vil vi ikke byde jer; men I tilbydes derimod at sidde på første parket, hvis I ellers formår at afholde jer fra abeagtig gnasken og febrilsk fingereren med medbragt forplejning, knitrende emballeret i alle regnbuens farver. For her bliver såmænd såvel som brød og skuespil nok til alle.

En bekendt fortalte således at han fra sit hus i Skåne havde overværet hvorledes en stor duehøge-hun ihærdigt jagtede en af hans brevduer i henved to minutter, indtil offeret slap tilbage i dueslaget på målstregen. Høgen vandt ind på de lange, lige stræk: men kun et enkelt sted har jeg læst, at de store høgehunner kan nå op på særligt høje hastigheder og undertiden tillige opvise sjælden udholdenhed. Nuvel, jeg tog med mit vidne derop, men skønt haven vrimlede med egnede ofre i stærekasser, stengærder og huller i laden, havde vi ikke held til at opleve en "gjentagelse", selv om han næsten daglig får høgebesøg.

Men jeg tror ham alligevel, for han har den besindige flegma, som de gode og nøgterne naturobservatører oftest har, og som giver de bedste resultater. For dels har de opmærksomheden vendt udad i stedet for mod indre drømmescenarier bekvemt henlagt til Kamtjatka; dels indgyder de deres medskabninger en grundlæggende tillid ved deres økonomiske indstilling til forholdet mellem energiudfoldelse og plausibelt udbytte: For i al slags omgang når man længst ved at udstråle en vis solid forudsigelighed.

Om natten havde jeg sære, men let tolkelige drømme, som altid når organismen er lovligt undskyldt og spænder af under fremmede vingers anonyme beskyttelse. Tolkning af andres drømme føles som skarpsindige gæt, hvorimod tolkning af egne drømme føles som erindring af hvad man godt vidste. Ha – dér var jo dagresterne fra gårsdagens oplevelser, aha – og dér var temaet. Men selv de helt konfliktfri behøver angiveligt at drømme, selv om de intet har at drømme om. Folk på den grønne gren holder derfor gerne drømme for absurde og hælder som fysikeren Benny Lautrup til at se drømmene som en art hjerneaffald uden mening.
Well, måske i deres tilfælde. For fjollede drømme er åbenbart lige så gode til at smøre hjernen som fjollede bøger, fjollede aviser, fjollede konversationer samt fjollede digressioner – eller fjollede bondestudenters livtag med karrieren, Gud og kærligheden på de lokale værtshuse.

Nuvel, også afhandlinger bliver som drømmene futile, hvis det genuine dramatiske stof mangler. Derfor behøver de nu ikke at være så dumme. De fleste af os er jo kun middelgode på de fleste felter, selv uanset et vist talent, og det er helt i sin orden, blot vi ikke forbyder det gode af malplaceret skam. For uden det gode ville vi snart kede os ihjel, for nyttige genier er lige så mentalt nødvendige for os som nyttige idioter og fjollede digressioner.

Nuvel – nattens drømme har jeg atter glemt, men katarsiseffekten lå i oplevelsen af deres organiske rod i noget ikke-spekulativt med egen stemmeret. Den næste dag skulle jeg selv vise mine egne territorier en breddegrad længere mod nord frem til en gæst og lod mig køre derop. På vejen satte hans bil et par gange ud – men som i en drøm mødte vi straks ved ankomsten min private bil-fusker, der var mand for på stedet at udlægge bilens drømmetale og tilbyde en kur hinsides al forhandling.

Min egen guidevirksomhed den næste morgen blev ligeledes truet af transportkomplikationer tillige med uheldigt vejrlig. Derfor kørte mine gæster ned til et menneskeskabt fugleeldorado nær kysten – en såkaldt kvælstof-fælde, idet vådområder på engang hindrer overgødning af lavbundede havbugter og beriger fuglelivet. Udmærket tænkt – men atlantisk blæsende og sjælløst kedeligt for os drømmere, der hellere vil se et enkelt tranepar i taigaens sarte sumpe end en bunke skræppende og overgødede ænder og strandskader fra et kollektivt turistskjul.

Den permanente observationsfacilitet lignede en mellemting mellem et cykelskur og en offentlig retirade forsynet med glughuller af hensyn til voyeurer fra begge sider. I skuret sad såvel passionerede som pensionerede fuglefolk linede op med fotografisk ”high end” udstyr af den art, som vi nu alle har, men som for blot få år siden vakte uforbeholden benovelse og signalerede, at her var sad en af de udvalgte, som kunne leve af sin hobby.

Men det er hermed akkurat som med finkultur, at der er gået inflation i det, på godt og ondt efter demokratiets og fremskridtets egen natur. Snart når vi måske det punkt, hvor stadig flere dropper det hele og begynder forfra på et rent hobbyplan. For at leve af noget ikke alt for opslidende med fritid nok til at drømme er i vore dage ikke så svært som tilforn. Først bliver de eksklusive hobbies umulige at leve af; dernæst falmer deres høje status efterhånden ganske i stil med universets tålmodige afkøling siden Big Bang. Kort sagt falder hele det stræbsomme halehæng falder fra til fordel for det sidste ny. Så bliver der måske omsider lidt ro, hvorefter vi uforstyrrede kan dyrke den ægte vare.

Snart kan vi således alle i den rige del af verden være så misundelsesværdige, at vi end ikke behøver at leve af det for at være det. Vore superobjektiver vil da blot være ærligt legetøj uden bagvedliggende forhåbninger. Men på den anden side: Hvis vore drømme ikke længere er drømme om noget andet og mister deres eksistentielle fokus som håb om forløsning, så bliver de måske netop absurde, fjollede og sjælløse ligesom de heldigt stilledes natlige drømme? Og det samme gælder måske naturoplevelsen?

Naturinteressen er ganske rigtigt dalende, også i skoleregi. Ikke underligt, for på TV kan vi opleve de mest fantastiske naturscener gratis og på kommando uden noget som helst mellemværende med virkeligheden. Den virtuelle naturoplevelse overhaler vor naive fascination af eventyrets næsten religiøse ”dybere inde i skoven”, ”længere vestpå” med medietilbud hinsides hvad vi realistisk kan håbe på at opleve i virkeligheden – og dermed overflødiggøres den virkelige natur måske som en art tidsrøvende kitsch. På det erotiske område bliver det vel ligeledes snart muligt ved hjælp af særlige chips at opleve perfekte samlejer med udvalgte stjerner i 3D og hele registret uden at risikere hverken vor dyd, vort helbred eller vor civilstand.

Den ægte stand selv kan imidlertid næppe simuleres af nogen virtual reality, og således beholder virkeligheden beholder alligevel et sidste trumfkort af uforudsigelighed og transcendens hinsides kedsomheden – som ikke kan indfanges og plagieres ved hjælp af tenologiske fiks af modernitetens ”endimensionale menneske”. Åbenbaringens præg af unik transcendens – ”Hold da op – nu sker det virkeligt, nu letter flyet, for sent at stå af, hun sagde sgu ja, nu kommer tigeren og denne gang er det hverken film eller drøm” er således tæt på hvad Kierkegaard kaldte ”det etiske-religiøse”. Ejvind Larsen er inde på det samme i sin stædige undsigelse af vor civilisations abstrakte og næsten gnostiske dyrkelse af pengenes og intellektets ”rene” abstraktion. Kroppen, naturen og den kødelige virkelighed reduceres dermed til en åndsforladt og foragtelig emballage – og af samme grund hylder mange ortodokse kristne såvel som jøder læren om kødets opstandelse.

Jeg drømte selv engang om at leve af mine naturfotos, men gjorde kun lidet for at markedsføre dem. Personlighedstypologiens klassiske komplementaritet, you know.. Nu fortsætter vi både det og skriverierne, blot gratis og uden illusioner. Mennesket er ikke skabt til den virtuelle realitets udramatiske vægtløshed, business class eller ej. I gamle dage stod man til søs og skelnede med naiviteten i behold mellem drøm og virkelighed...

Også nutidens bloggeri bliver let ugudeligt og relationsløst – men ikke vor egen blog: Hvis I nemlig påstår noget andet, røber I jo dermed netop at vi skam har virkelige læsere af kød og blod – oven i købet trods deres nærighed som abonnenter så velbeslåede konsumenter, at vi jo nyder reklamesponsorering af vor virksomhed. Men vist ligger der i blogfænomenet en solipsistisk emancipering fra virkeligheden, der kan sammenlignes med pornografiske rum i cyperspace. Bloggens virtuelle rum synes som en kuvøse at befri os fra bindingen til andre mennesker – idet læserne så at sige bliver en del af fiktionen i form af et livagtigt forestillet påskud for at skrive. Når først teksten foreligger, kan vi atter ophæve dette befordrende trick til opnåelse af gensidighedens psykiske intensitet.

Men helt det samme kan det aldrig blive, lige så lidt som pornografiens virtuelle rum: Bevidstheden om at gensidigheden netop ikke er blot forestillet, er som at knibe sig i armen og vågne op. Det virtuelle rums herligheder kan genfremkaldes vilkårligt så tit det skal være – men den sande virkelighed kendes netop på, at når toget er kørt, er det for sent at skifte mening. Kommer du for sent til din mors dødsleje – kan du ikke siden gøre det om. Dette er også en afgørende dimension af naturoplevelsens næsten bibelske ”det skete, og jeg var der”.
”You-tube”s mange fantastiske faunascener er netop uvirkelige, fordi de kan genfremkaldes på kommando, hvorved mysteriet går tabt. Så selv om forskellen mellem drøm og virkelighed sløres stadig mere, kan den ikke ophæves – ganske som der altid vil være forskel på prostitution og fuld erotisk gensidighed. Og af samme grund foretrækker nogle som bekendt det første...

BOHRS FORNEMMELSE FOR WESTERNS...

2009-09-01T08:07:00.000-07:00

INSTINKT OG BEREGNING - EN STUDIE I PLAGIATETS ANATOMI
Atomfysikeren Werner Heisenberg fortæller i sine erindringer om en samtale med Niels Bohr på en af deres skiferier. De morede sig tit om aftenen med at se westerns, og Bohr spurgte herunder sig selv, hvordan det mon kan være at helten altid når at skyde først, selv om han per definition altid kun trækker i selvforsvar. At westerns er ren fiktion med sine egne uskrevne regler om den godes sejr, er naturligvis her uden interesse - for hvad Bohr tænker på er, om der også i virkeligheden kunne findes en sådan tendens. Og Bohrs intuitive og spontane svar lød her: At den der trækker i selvforsvar, slet ikke har tid til at tænke og beregne, men handler per instinkt – hvorimod den overlagte og gustne drabsmand omvendt altid vil have en forsinkelse mellem tanke og handling, selv uden at vi inddrager nogen moralsk eller forretningsmæssig tvivl.

Men hør så her: En tilsvarende mekanisme kan man tænke sig gør forskellen mellem den ægte vare og plagiatoren - men desværre her med den stik modsatte virkning, idet vi her ser en favorisering af skurken. Forklaring følger: Barnets sande mor vil altid sit barns bedste og vil derfor ustandselig bekymre sig unødigt om dets ve og vel, hvorimod den uægte moder-prætendant, selv hvor hun drives af en ustyrlig trang til at være moder, vil være langt mere fokuseret på handling her og nu i den korte tidslomme hvor den sande moders magt er suspenderet.

Nok handler kidnapperen ikke med selvopholdelsesdriftens øjeblikkelige og instinktive snarrådighed - men netop fordi hun dog drives af et genuint rovbegær og samtidig er pisket til at overhale barnets sande moder, så befinder hun sig psykologisk set i en lignende forsvarssituation og må indhendte modpartens naturlige forspring.

På samme vis i ideernes verden: Den sande ophavsmand vil ofte forsinke sit "afkom" aldeles unødigt grundet rene bagateller, som ingen djævel ville opdage, såsom muligheden af enten et par ekstra krøller eller en endnu smukkere, morsommere eller kortere formulering end den fundne: For i den rene tankes verden gælder at kortheden kendetegner den mest koncentrerede gennemtænkning, hvorimod fuskerne altid garderer sig med flest mulige krydsreferencer, og snakkesalige forbrødringer med alt hvad der kan krybe og gå af standspersoner på området – af ganske samme grund som fuskere af alle grader fra dag ét netværker på kryds og tværs, hvorimod den tanke oftest ligger den sande moder fjernt og derfor først kommer til allersidst: Ikke mindst fordi den ægte vare ofte naivt går ud fra at han eller hun er den eneste i verden der har gjort sig lige disse tanker. Hertil kommer at den ægte vare er et indre anliggende om erkendelse og udtryk, der kun i anden række er forbundet med sigte efter embede, erhverv eller autoriteters lovprisning i skåltaler.

Kort sagt vil den ægte vare være hæmmet af allehånde introspektive spindelvæv – hvorimod plagiatoren er på en gang aldeles koldsindig og besat af sit instinktive hang efter for enhver pris at lægge vanterne på eller i det mindste få andel i alle hånde ledige varer af en vis kvalitet og især status. Og han vil være mester i at præsentere en synopsis og forhåndssælge sig selv, hvorimod det byder mennesker imod at lære deres egne ting udenad, holde forsvarstaler for dem (som om de overhovedet behøvede forsvar) eller blot præsentere dem koldsindigt i hovedpunkter som var det en skolemæssigt tilegnet lektie, endsige en jobansøgning.

Vil den forelskede måske bryde sig om i venners lag at karakterisere sin udvalgte drøm i morfologiske og fysiognomiske hovedpunkter? Dette betyder at selv hvor den ægte vare tager sin fornuft til fange for at komme plagiatorerne i forkøbet, vil han oftest alligevel komme for sent grundet nævnte ulyst og tvivl såvel som kærkomne flugtmanøvrer undervejs i dette – i deres egne øjne – lidt uværdige forehavende. Åndslivets hyæner, krager, skader og gribbe helmer derimod ikke, idet de per definition er helt uden personlig risiko for at miste deres sjæl og derfor handler uhæmmet ud af det rå begær efter mest mulig ære, anerkendelse og territorium uden nogen naturlig forkærlighed – og det så meget mere som de jo kun kaster sig over et bytte efter at have forvisset sig om dets næringsværdi – og i denne metier har de ofte den garvede antikvitetsopkøbers sikre blik.

Naturligvis kan man ganske vist kun stjæle hvad der allerede forligger hos urkilden - men den der besidder den største basun og den mest massive mandsopdækning fra ligesindede, tildeles offentligt æren - først kollektivt af sine "peers" og i den grad mod bedre vidende - sidenhen af kreti og pleti i god tro: Først fortier man urkilden i en stiltiende kollektiv fortrængning med autoritativ gennemslagskraft - og derefter plagierer man den, i fuld tillid til at hvis den arme djævel virkelig skulle få held til at offentliggøre en patetisk indsigelses enlige svale, for ikke at sige selvmord, så vil man overbevisende kunne bedyre, at den bog eller de artikler havde man skam aldrig hørt om. Keine hexerei, nur behändigkeit.

Javel, Bohr og Heisenberg kan således bruges til meget når vi mindre ånder søger alliance med dem i kraft af en art magisk smitte ved optræden i beslægtede sammenhænge. Men selv om der nu i vort tilfælde er fuld saglig dækning for vor sammenligning, faldt denne desværre mod forventning ud til skurkens fordel. For plagiatoren tøver ikke og lider ikke af nogen hæmmende fornemmelser for barnets tarv. Og dette bør den vise Kong Salomon skrive sig bag øret.

To autentiske eksempler skal nu gives som eksperimentelle beviser for vor iagttagelse - der som fremgået forholder sig komplementært til Bohrs egen psykologiske komplementaritetsteori om overlæg versus instinkt. En gang i min studietid blev jeg taget sammen med en kammerat i et S-tog uden gyldig rejsehjemmel og blev afkrævet personlige data – men heldigvis så langt ude på landet at udokumenterede mundtlige oplysninger endnu dengang stod til troende. Nuvel, skønt i andre henseender en nervøs knægt faldt det mig ikke svært på stedet at opdigte et andet navn og tilskrive det en yderst betalingsdygtig adresse i Kongens Kjøbenhavn.

Hvad der imidlertid duperede min kammerat fyrsteligt var, at jeg bagefter spurgte den brave embedsmand om jeg dog ikke nok kunne slippe for min bøde for denne gangs skyld. Rent instinktivt – for denne min fingerede tryglens virkelige formål var alene at forvisse manden om, at den opgivne identitet og adresse åbenbart måtte stå til troende. En sådan verdslig snarrådighed lå mig ellers på alle måder fjernt – men var mig altså ikke desto mindre mulig, netop fordi jeg på ingen måde havde min sjæl i klemme, men kun min röv....

Dette leder os til vort andet selvoplevede eksempel, atter med os selv i skurkens rolle. Dette eksempel supplerer den bohr'ske facet med en forklaring af hvorfor den falske moder heller ikke efterfølgende behøver at frygte gengældelse eller afsløring.

Sagen er den at jeg i sin tid boede i samme opgang som en fordrukken, men dog notorisk cykeltyv - der en sen nat dinglede ind ad porten med to splinternye cykler samt et saligt smil. Pedalerne sad endnu i en pose på bagebærerne, så at vor mand kom frisk fra cykelhandleren, var åbenlyst.

Nu til vor bekendelse: Snarrådigt og koldblodigt lagde jeg beslag på den ene af de to stjålne cykler - som jeg nogen tid efter fik en kammerat til at låse op med en boltsaks. Men nu kommer pointen: Når jeg sidenhen af og til mødte opgangens autoriserede cykeltyv, smilede han altid kollegialt anerkendende bag sin rus og gjorde på ingen måde fordringer på "sin" cykel. Grunden var enkel: Tilknytningen til tyvekoster er af enhver art er per definiton andenhånds - så når man stjæler tyvekoster fra den "retmæssige" tyveknægt, bliver denne ikke det mindste slået ud af det. Så stjæler han da bare noget nyt, for hans sjæl er jo netop ikke i klemme. Men den der mister sine genuine børn, bliver derimod hylet ud af den og tænker sidst af alt på hurtigst muligt at skaffe sig nye børn - sin dokumenterede fertilitet til trods.

Og derfor kan plagiatoren ikke blot ekspropriere snart sagt alt fortløbende, men han gør tillige ofrene ukampdygtige ved så at sige at berøve dem deres sjæl: For ganske som Andersens uheldige helt i "Skyggen" vil den virkelige person på alle måder blive suggereret til mod bedre vidende at opleve det som om det alligevel er ham der er skyggen: For den mest anerkendte, efterspurgte, brugte, omtalte, højst betalte osv. vil jo snart af både sig selv og andre opleves som uhyre virkelig og massivt nærværende, hvorimod ideernes målløst blegnende ophav snart kommer til at tage sig ud som et uheldsvangert flimrende og utroværdigt flakkende genfærd uden krop.

Hvorledes man ikke desto mindre beviser plagiater, har vi i vore langt tidligere indlæg om afslørende "radioaktive sporstoffer" været inde på; ligeledes har vi suppleret med common sense argumenter ud fra den afslørende tidmæssige rækkefølge mellem ophav og plagiat - som nok i det enkelte tilfælde kan bero på ren tilfældighed, men jo ikke hvor der er tale om en systematisk genkommende tidsforskydning.

Men just alt dette har været os aldeles umuligt at publicere i aviser, selv hvor vi har kunnet benytte os af bekvemme aktuelle anledninger i form af de alt for sjældent opdukkende plagiatskandaler. For ganske som i etniske og professionelle sammenhænge vil en "stamme"s mere fremtrædende dørvogtere meget snart fornemme hvis de har mere til fælles med ens modpart end med en selv. For et miljø vil helst anerkende en af deres egne for dog at have en art andel i æren.

Sandheden er at de få plagiatskandaler (såsom Esmann/Kissinger-sagen) der undtagelsesvis gøres et stort nummer ud af, er så barnagtigt åbenlyse og amatørmæssige og i øvrigt kun begrænset dybsindige indholdsmæssigt set, at Over-Danmarks hæderkronede plagiatorer føler sig aldeles uberørte af dem - og derfor meget belejligt pudser deres egen glorie grundigt ved at piske de arme amatører med skorpioner. Ordentlige mennesker plagierer nemlig altid med rettidig omhu - og stjæler følgelig kun fra de fattige...

SKOLEN FOR LIVET

2009-08-17T08:37:00.000-07:00

Visdom er oftest bagklogskab, opnået gennem livets sløjfer og digressioner; og også denne erkendelse er blot bagklogskab. Desværre er al bagklogskab måske ikke uden videre visdom – og dog: Hvorfor egentlig ikke? På analog vis hedder det da ellers at man ikke kan blive fagidiot, hvis man ikke er idiot først. Men måske er denne sidste påstand blot idioternes snedige måde at beskytte deres titel på, siden ingen lovgivning åbenbart gider forsvare deres sag. Ellers kunne det let gå som med de teologer der overhales indenom af dilletanterne fra pastoralseminariet, og de gammeldags lærde doktorer der overhales indenom af moderne Ph.d.- folk.

Men nævnte forsvar er i så fald slet ikke så tosset tænkt af idioterne, considering the circumstances: For så snart en hidtil ringeagtet afvigelse pludselig tager sig uopnåelig og eksklusiv ud, bliver den betragtet som attraktiv med akkurat den samme mangel på selvkritik som dengang man ringeagtede den – og så vil Gud og hver mand for enhver pris kunne føje også dette træk til deres umættelige cv, om de så skulle tabe den sidste rest af charme undervejs. Og pensionsrettighederne? Åh-nej, tal venligst slet ikke om dem, for så bliver vi almindelige idioter da først rigtigt grønne af jalousi.”

Men apropos farver: Sig os, hvorfor er jalousien mon altid grøn?” Ha, elementært, kære Watson: Det er nemlig af nøjagtigt samme grund som hvorfor den røde tråd altid er rød. Men hvorfor lige den tråd tillige er så vigtig at følge – se det ville være et anderledes svært spørgsmål at stille. Men vor overskrift forpligter os ikke desto mindre til at besvare det, nu troldens navn er blevet nævnt – hvis I ellers kan lade være med at distrahere os yderligere... Hør her: Jeg læser næsten aldrig erklæret højkulturelle magasiner. Ja, selv læsning af de allerlødigste blade forbliver stadig oftere ved pligtskyldigt rituelle tilløb, uagtet egne jeremiader over gratisavisernes niveau. For når intellektuel formstøbthed indbilder sig at være den højeste individualitet, når korpsånd uden hverken grænser eller læger tror at være progressiv, og når klubagtig protektionisme indbilder sig at være på engang ubetaleligt provokerende og aristokratisk guldalder på kongelige marmorgulve i antik Danish Design – så får jeg fysisk ildebefindende. Kort sagt: ”Jeg vil ikke!” – som jeg angiveligt skreg til præsten, da han i sin tid puritansk forsøgte at døbe mig i iskoldt H2O uden først at spørge, om jeg var på vandvognen.

Nå, det sidste var et sidespring – men det mente præsten nu ellers ikke. Men hvad mit syndrom angår, så er det nok af lignende grunde at store digtere ude i byen altid sidder og læser Ekstra Bladet – når lige undtages anmeldelser af deres egne udgivelser. Men også dette er nu under forandring, for i dag vil vi alle være alt, og derfor skal nu også digterne udtale sig pinligt ædrueligt om samfundet og verdenssituationen i årlige højtidelige essaysamlinger – begåede efter den sædvanlige glædesløse klippe-klistre metode, som et eller andet internationalt måle-indeks tvangsindlægger hele generationer til at bruge deres ungdom på, af hensyn til verdenssituationen og fremskridtet.

Men bevares: Hvis alternativet i praksis er hærværk og terrorisme, så er det indrømmet det mindste af to onder – akkurat ligesom anbringelse af børn i Folkeskolen, trods alle komiske erklæringer om læringsprocesser og udviklingsaftaler.Nå, vi gør efterhånden så mange sidespring, at det må kaldes vort komponerende princip – og så kan de jo ikke længere kan kaldes sidespring.

Hvem ved, ender det måske endda med at en lovende mønsterelev vil forelæse om vor ”metode” med samme art kærlighed som den hvormed insektsamlerne altid først kvæler deres studieobjekt med æter.Men altså, når man som vi pines ved det erklæret højlødige, sker det til gengæld at man ramler over noget uventet sjovt. Således er det f.eks. sjovt at tænke på, at hvad der end måtte stå i ”Illustreret Videnskab”, så vil mange højkulturelle mennesker stædigt insistere på, at det er under niveau i forhold til visse internationale magasiner – som de dog aldrig læser: Med andre ord kan der ikke tænkes nogen situation, hvor disse folk ville gøre indrømmelser til sådant et blad.

Det forholder sig nemlig her, ligesom det i henhold til filosoffen Popper forholder sig med religion: Ingen tænkelig situation kan få de troende til at indrømme at de tog fejl.Bortset fra at sådan standhaftighed også kendetegner bekendende ateister, så er den et rent overlevelsestrick og derfor hinsides terapeutisk rækkevidde. Lad derfor også dette sidespring ligge, så vi kan indrømme, at det nu slet ikke var ”Illustreret Videnskab” jeg ville snakke om. Nej, jeg kom på en svensk jernbanestation til at købe et amerikansk magasin med psykologi som månedens tema. Dér læste jeg, at kvinder oftest foretrække morsomme mænd, også selv om de holder dem for knap så kløgtige som deres mere alvorlige medbejlere. Det lyder godt, men så snart vi gør humoren til en veldefineret og formstøbt rubrik, bliver også den ligesom alt det guldrandede afsporet til en træls kamp om hvem der skal ”få lov”.

Under mine eksperimenter i folkeskolen har det ofte slået mig, at de dygtige og ambitiøse nok kan være både spidse, ironiske og sarkastiske, men næsten aldrig morsomme. Men det kan nogle af de umulige: En erklæret rod havde således for vane at forstyrre i mine tysktimer hellere end at deltage i sin egen klasseundervisning – hvilket jeg i øvrigt tog som en anerkendelse, når jeg nu alligevel ikke magtede at smide ham ud. Da jeg bad mine egne elever om at finde nogle henholdsvise positive og negative tillægsord på tysk – brød nævnte dreng ind som en shakespeare’sk nar, med følgende replik: ”Hvis en cykel er gammel, er det en positiv egenskab, for så gider ingen stjæle den. Og hvis en pige er grim, er det et positivt træk, for så bliver hun ikke voldtaget”. Det var sgu lige før at jeg bad om hans autograf, men desværre var jeg ikke hans lærer og kunne derfor ikke honorere ham med et velfortjent 13 tal samt dispensation for fortsat skolegang.

Knægten boede sammen med sin far der var langturschauffør og følgelig sjældent hjemme – og da kun i uskyldigt snorksovende tilstand. Kort sagt fik knægten lov at gå i fred i en formelig Rousseau’sk naturtilstand hinsides alle læringsstrategier og udviklingsaftaler. Men hvis nu han havde været skolens idol, ville han snart være blevet ødelagt og hans kunst smadret til ren kliché. For knægten havde nemlig endnu mere ret end han selv vidste: For det er bedre at gå undervurderet i fred end at blive beundret, ødelagt – og til sidst usurperet af en flok kopister.

Men ikke nok med det. Faktisk genopfandt knægten uden at vide det Bertrand Russells såkaldte typeteori. Denne skelner mellem logisk trinforskellige niveauer, der kun for sjov må sammenblandes eller sidestilles: Således er menneskeheden ikke selv et menneske og er derfor hverken ond eller god – for ond eller god kan kun det enkelte menneske være. Omvendt kan det enkelte menneske ikke være talrigt – for talrig kan kun menneskeheden være. Hvad knægten gjorde, inspireret af lutter kedsomhed, var altså at fange et højere logisk niveau hvor nogle negative træk pludselig bliver positive, og de tilsvarende positive egenskaber omvendt bliver negative – for dernæst at behandle det høje niveau på linie med det lavere som dettes negation.

Helt alvorligt ment ville det jo være vås – men et livsklogt paradoks er det, med humorens umiskendelige flerdimensionalitet hinsides ærens snævre trædemølle. Og langt mere interessant end den mønsterelev, som derhjemme har hørt om Bertrand Russell og straks ”mener” et eller andet alvorligt om hans ”teori” – og som derfor partout skal belønnes ved at blive sendt på en eliteskole, hvor han kan slippe for fremover at skulle distraheres af langturschaufførens og tømrersvendens afkom.For hvad nu hvis vort eksempel slet ikke var nogen undtagelse, men tværtimod illustrerede reglen? Hvad nu hvis vejen til visdommen og bagklogskaben næsten altid går via digressionernes kratskov – simpelt hen grundet verdens, livets og sindets kompleksitet?

HVOR FRÆK MÅ MAN VÆRE?

2009-07-30T06:04:00.000-07:00

Graden af frækhed bedømmes og vurderes uvilkårligt, men aldeles ubevidst, under systematisk hensyntagen til social position. Således hæftede ikke engang vi selv os ved, at Claes Kastholm i det forrige gang omtalte interview i WA autoritativt frakendte Carsten Jensen ethvert niveau samt ære og værdighed helt uden eksempler eller argumentation. For en mindre etableret ville den slags være særdeles risikabelt undtagen i læserbreve, hvor redaktører jo gerne med kyshånd lader udenforstående sige, hvad de end ikke selv tør.

Det minder os om et ekstremt eksempel, idet journalist og forfatter Leif Davidsen i TV blev interviewet omkring tre sympatiske kenderes vurdering af hans seneste roman. Alle tre holdt af hans tidligere ting, men fandt den seneste sjusket og mindre vellykket. Hverken deres gode tro eller deres gode vilje stod til diskussion, men ikke desto mindre reagerede Davisson ved at kalde dem smålige misundere og intellektuelle undermålere samt ved ordret at sige, "Jeg er større og mere end I er", under henvisning til egen succes som bevis.

Ved eftertanke er det slående at ingen bagefter gjorde indsigelse eller fandt seancen pinlig - men havde en mindre anerkendt og etableret i en tilsvarende situation sagt blot det mindste pip, ville han være blevet grint ud som en dårlig taber, paranoid navlebeskuer og opblæst nar. Kravene til selvkritik er således omvendt proportionale med graden af anerkendthed, og det ser vi jo også når von Trier regelmæssigt forlods forlanger "De Gyldne Palmer" som et forurettet naturbarn.

Det samme fænomen ses helt generelt. Jo sikrere man sidder i sadlen, desto mindre behøver man at bryde sig om former og korrekthed - men med mod har det naturigvis intet at skaffe, så lidt som når veletablerede pressenavne hænger kendte mennesker ud hinsides enhver kvalitetskontrol. Et særligt grelt eksempel var da Politikens unge litterat Mikkel Zangenberg som en anden Rifbjerg tillod sig at tilsvine Torben Madsen helt uden proportion. Vort eget indlæg desårsags i april præsenteredes her på bloggen i historien "En pikant litterær brevveksling", hvori Thomas Bredsdorff for resten skuffede ved både en lovlig lav profil og et lovligt lavt niveau. Lige dette tilfælde var nu en undtagelse, fordi en ung fredet mand kom til at slå på en ældre mand der uventet, men velfortjent ligeledes nød nogen beskyttelse på Rådhuspladsen.

Men reglen er, at det anses ikke alene for det klogeste, men også for god tone at lade etablerede folk tilsvine sig infantilt uden at sætte dem i uflatterende relief ved at skifte niveau - og da i følge sagens natur opad. Man må til nød gerne besvare deres eget infantile plan, men at forlade planet anses for "ufint": velsagtens fordi det efterlader dem uden mulighed for at redde ansigt, hvorimod barnagtige ukvemsord af samme skuffe intet beviser og derfor langt bedre tolereres. Jeg oplevede sågar engang efter at have leveret et sådant sindrigt og indirekte svar at høre, at man ikke må tage angreb personligt - som om det selve udløsende personoverfald uden nogen art kvaliteter var veritabel højkultur og formelig guldalder, blot fordi det kom fra landets mest kendte forfatter. Samme systematiske optiske forvrængning ses når der ofte råder enighed om at selv ret pinlige litterære betaljer mellem kamphaner blottet for selvironi er ubetaleligt morsomme, blot de kommer fra lurmærkede steder.

Det samme gælder når sådanne litterære fejer mellem håbefulde brushoveder markedsføres af kulturaviserne som uomgængeligt kulturstof samt kanoniserede og obligatoriske danefæ. Jo mere spalteplads og jo grovere skyts der anvendes, desto mere gigantisk antages niveauet for "elefanternes kamp" for at være - velsagtens også fordi enhver typografisk gadedreng med lidt øvelse kunne gøre dem kunsten efter. Og den blotte mangel på enhver selvkritisk proportionalitet tages som det håndgribelige bevis for at emnet følgelig må være af samme tyngde som tidens største problemer og Newtons love tilsammen.

Denne komiske illusion fra demokratisk benovet gulvhøjde har dog sig egen konsekvente logik: For hvis det virkelig var sandt at Rifbjerg eller hvem nu var en art kosmisk elefant, ja så måtte selv hans mest private og personlige følelser jo ganske rigtigt også anses for lige så uafviselige verdensanliggender som vulkanudbrud samt galaklernes mindste rystelser.

Den samme betragtning gælder navlebeskuelse med fuldmagt på vegne af afdøde berømtheder: For det jo ikke en hr. hvemsomhelsts navle, der beskues. I øvrigt kunne sådanne berettigede undtagelser sagligt meget vel forsvares, men da måtte målestokken rigtignok gå på selve navlebeskuelsens "videnskabelige" og associative kvaliteter og ikke på navlens ejer endsige persons anseelse.

Omvendt opfattes forsvar der underfundigt og selvkritisk netop tager højde for enhver art indvendinger af nævnte art, som selvoptagen og forfængelig formastelse. Måske nok så meget fordi man fornærmer både elitens og offentlighedens liggen på maven for det vedtagne ved at sætte sig hinsides deres målestok - og tillige immuniserer sig mod den sædvanlige anklage for naiv navlebeskuelse ved som her at påpege, at sidstnævnte træk åbenbart er de privilegeredes legitime forret, efterret og tillægsgevinst, men hos de mindre heldige derimod et uskønt skue, der bør sættes på plads under såre bekvem henvisning til klodens værst stedte, der således endnu gang - ved held snarere end forstand - formår at gøre sig en smule nyttige.

FRA KASTHOLM TIL KONGEHUSET

2009-07-11T05:26:00.000-07:00

Genialitet viser sig ofte i en ejendommelig forening af egenrådige konstanter og komplet uforudsigelighed. Et eksempel var min afdøde kollega Peter Zinkernagel, der ikke ofte nok kunne komme til orde for at bevise den ydre verdens objektive eksistens. Lige så konstant gentog det sig herunder, at siden ikke en mors sjæl modsagde ham, blev dette anledning til efterfølgende opråb og indlæg hvor han beklagede sig over, at ingen i Kongeriget åbenbart forstod vidden af hans tese.

Men her kommer det geniale moment: For hvor enhver anden nemlig fornuftigvis heraf havde taget anledning til at forlange Kongehuset afskaffet, så faldt dette aldrig Zinkernagel ind. Dels var han alt for fin en mand til sådan smålighed, dels indså den store logiker velsagtens at nævnte drastiske foranstaltning hverken var en nødvendig eller en tilstrækkelig betingelse for at opnå den tilsigtede filosofiske effekt.

Kongehusets inkarnerede modstandere er akkurat lige så stædigt selvgentagende som salig Zinkernagel, men af mangel på såvel uskyld som genialitet savner de aldeles det uforudsigelige moment - heldigvis, for den dag den beregnende nye klasse beslutter sig for også at ville dette, vil der nok som sædvanlig være tale om "import", for nu at sige det pænt. Genialskhed er ligesom gode gerninger og kjerlighed kun sjov når det er den ægte vare - og den ægte vare forudsætter en vis tilfældig falden i staver, der snart ikke længere findes uden for de psykiatriske afdelinger.

Sidstnævnte kendetegnes derudover ved som de eneste offentlige rum at være undtaget fra rygeforbud - for selv om der ikke må ryges på gangene og værelserne, sker dette desto flittigere i rygelokalet, hvor samtlige alumner af samme grund konstant opholder sig, til største gene for personalet såvel som for de pårørende, idet jo sjælehyrder ganske som andre hyrder må følge trop.

Ellers må man sige at pårørende har den sekundærgevinst af deres omsorgspligt, at den tvinger dem til at holde sig i vigør for at kunne støtte op. Således blev den blinde forfatter Borges plejet af sin moder til denne var 99 år gammel, og først på dødslejet anerkendte hun en yngre kvinde og overrakte hende modvilligt stafetten. Den 80-årige forfatter kom dermed for første gang til at opleve en art fuldbyrdet gnostisk kærlighed.

Nå, men den generalpræventive virkning af de psykiatriske afdelingers hidsige rygning skal nu ikke undervurderes, for mens det næppe påvirker tilbagefaldsprocenten specialpræventivt, så vil selv inkarnerede gæsterygere trods alle hånde genvordigheder have sig frabedt tvangsindlæggelse til den art gruppeterapi.

En anden hage ved indlæggelse er, at det forhindrer én i at foretage sig noget virkeligt sindssygt, hvis man omsider skulle blive mandfolk nok til at tage den fulde konsekvens i stedet for uværdigt at lade uhelbredeligt normale menneskeaber kollektivt spekulere i ens naive forhåbninger om ligesom inden for fængselsvæsnet at kunne udvirke strafnedsættelse i kraft af kronisk henvisnende uskyld. For den slags fromhed hopper ingen overlæge på.

Overraskende genialsk indforståethed kan man dog godt finde mellem læge og patient. Således fortalte en bekendt af mig afdelingens overlæge at han nu var blevet tilbudt et revalideringsjob på Universitetsbiblioteket og derfor ville udskrives. Overlægens bryske svar lød: "Nå, Universitetsbiblioteket - jamen så skal du ikke udskrives, du skal bare overføres!".

Moroen var gensidig, og det samme gælder en symmetrisk modanekdote, som psykiateren Erling Jacobsen oplevede fra en patient med solide vrangforestillinger. Da han nemlig forsøgte at overbevise denne om at man da ikke på en og samme tid kan være indlagt i Risskov og have permanent sæde blandt ærkeenglene i himlen, svarede patienten fiffigt: "Nej, men jeg kan godt - for jeg er jo skizofren!"

En bekendt af mig med tilløb til samme diagnose blev engang velfortjent tilbudt et højt lønnet job i et reklamefirma som tegner, men det var desværre under hans kunstneriske værdighed. Livet lærer os nu ellers efterhånden at give lidt køb på dette punkt: Således må vi her på afdelingen sande at vore to nedarvede Louiz Seize spejle også bortset fra finanskrisen nu står i en lovlig beskeden kurs, stik mod alle grundprincipper for antikvarisk værdi, sammenlignet med Danish design.

Denne sørgelige erkendelse disponerede mig forleden til ved synet af underkopper med asymmetrisk placeret fordybning til kaffekoppen at udklække følgende columbusæg, der forhåbentlig kan udvirke forfremmelse til en velfortjent diagnose: Kunne man mon ikke vinde indad hvad udad tabtes, både for fædrelandet og for privatøkonomien, ved at designe et toilet efter samme geometriske princip? Uheldigvis gik det dog få sekunder efter op for mig, at den asymmetriske placering af fordybningen i underkoppen gav bedre plads til en kage. For spørgsmålet er jo her, hvor langt man bør udstrække nævnte stædige analogi.

Eksemplet demonstrerer hvorledes funktion og æstetik helst bør opfattes under ét - ja, for "integreret" lyder som en mellemting mellem endnu et prærieuniversitet i lighedens navn og et flygtningeasyl i dronningens navn.
Nuvel, dette med æstetik og funktion vidste vor anden udødelige kollega Viktor Borge tydeligvis også, jævnfør følgende replik: "Do you know why there are always three pedals on the grand piano? Well, the pedal in the middle is there to seperate the two others - which might be bad news for people with three feet..."

Crazy humor? Al god humor er crazy ved at forene en vis stædig konsekvens med uforudsigelighed, men ikke alt tosset er spor sjovt. Tænk på hvorledes den udbredte mediesyge får ellers fornuftige mennesker til at tro, at det er særligt ærefuldt at snakke med om alt hvad kendte mennesker snakker om, og i samme jargon. Men tænk på at hvis von Trier var lige så følgagtig som sine fans, ville han slet ikke kunne lave de film. På den måde sætter et ret snævert udsnit af befolkningen sig på tidsånden, i oplysningens og individualismens navn. Hvis en udgivelse har fået god omtale, så får den på samme vis straks en bunke efterlignere, forklædt som moddebattører, og af samme grund sker der generelt en voldsom sproglig og billedmæssig ensretning i elitens og globaliseringens navn.

Undtagelser som Lene Andersen kan fortælle, hvorledes store og anerkendte forlag velsagtens i god tro behandlede dem som notoriske vildskud, som det ikke var værd at spilde den mindste opmærksomhed på. På den måde belønnes og opelskes abernes planet. For tiden læser jeg derfor aviserne opmærksomt hver anden uge og dropper dem helt de andre uger.

Et langt interview med Clas Kastholm i WA var dog en afveksling, for heller ikke han kan angiveligt døje flokmentalitet, uanset politisk olbservans. Men avisen gav ham nok ikke spaltepladsen alene af den grund, men også fordi han trods alt tilhører familien - for så ubevidst er majoriteten af de oplystes skare, netop fordi de fleste modsat Kastholm er flokdyr. Og de snu der ikke har naivitetens kongelige undskyldning, men meget vel ved hvad de gør - de ved til gengæld ikke, at den art beregnende smålighed slår umiskendeligt igennem i sprog, billeder og stil. For personligheden slår altid igennem - og åndløshed i Kierkegaards etiske forstand er også en slags personlighed.

Og humoren? Jo, den kan man heller ikke snyde, og samme Kastholm er da også groft sagt lidt af en undtagelse i det moderne mediebilledes kroniske overvægt af perfid sarkasme, ved tillige ofte at yde en velgørende modvægt i retning af det surrelle tankeeksperiment.

DRØMME OM INTELLIGENT DESIGN...

2009-06-20T03:54:00.000-07:00

I en film om Henry Miller udtalte denne, at " My life has been a dream interrupted by night mares". Uden ligefrem at antyde det modsatte for vor egen del konstaterer vi, at drømmeaktivitet oftest sker i forbindelse med om ikke forløsning, så dog opløsningen af en anspændelse. Typisk sker den slags derfor ved vellykkede landinger enten hjemme eller ude - og i begge tilfælde inspireret af afstandens og kontrastens snart opløftende, snart forstyrrende perspektiv.

I nat drømte jeg først at jeg ødelagde mine briller et sted langt ude i bushen, hvilket var en god grund til at benytte sig af opvågnens vetoret til "interruption". Dernæst drømte jeg at jeg som leder af en ekspedition to gange sagde noget uhyre vittigt, som endda i moderat grad også grad holdt til virkelighedens "interruption" i form af den vågne tilstands moderate fysiske pres.

For et år siden drømte jeg at jeg vågnede og så mit hjem ribbet for indbo - hvorefter jeg grædende løb ned på min stamkafé for at indkassere mulige sekundærgevinster på huset. Den efterfølgende virkelige opvågnen var således en helt uventet epifani, hvor jeg følte mig hensat som Jeppe i baronens seng og som han måtte sunde mig på min hurtige resocialisering til fordums kongeværdighed. Den ekstra chance fik konen i muddergrøften som bekendt ikke.

Drømmen var profetisk, idet jeg et par dage efter forgæves prøvede at låse min cykel op - for så at vågne op og opdage, at det slet ikke var min egen cykel. Dette inspirerede mig sammen med drømmen til den forestilling, at en mand løber grædende ned på sin stambodega, fordi hans kone har forladt ham til fordel for en anden - for siden til sin lettelse at opdage, at det slet ikke var hans egen kone.

Storm P. har en historie om en mand der drømte at han lå ene på en vragstump i verdenshavet - hvorved han vågnede og så: at det gjorde han ganske rigtigt...". Det må kaldes solid verifikation. Hvis eksperimentets udfald derimod ikke passer ens temperament, må man vende sig om og drømme en bedre drøm, i håb om gennem en art kosmologisk tyngdekrafts sorte nøglehul at vågne op igen i en bedre version af virkeligheden - i overensstemmelse med fysikeren Feinmans berømte "mangeverdens-teori".

Samme teori er dog behæftet med den filosofiske svaghed, at den ophæver skellet mellem mulighed og virkelighed: For alle de blot mulige udfald af en situation antages at være fuldt så reelle som det faktiske udfald, blot i hver deres parallelverden. Dermed udelukkes muligheden af at visse muligheder faktisk slet ikke indtraf: Omtrent lige som vi jo selv med forkærlighed udelukkes af det herskende demokratiske mareridt af ligeværdige udfald som disses negation og således en art kosmologisk fornærmelse - udstyret med en ret forbløffende fleksibilitet, der dog alene mobiliseres med henblik på at undgå enhver form for omstilling. Således excellerer vi jo i at reducere ethvert nok så væsentligt nyt tema til en digression i forhold til nævnte kosmologiske avvigelse.

Men for at blive i det kosmologiske vil vi til sidst levere det endegyldige bevis for intelligent design som universets princip. Vi har som bekendt allerede vist det i form af vor bloks split i to som et kreativt modstykke til Darwins berømte finker på Galapagos - men nu leveres det så på kosmologisk hjemmebane. Hør engang:

Denne verdens fattige og kuede verden tænker alene på sig selv i stedet for at hjælpe hinanden. Derfor behøver de de rige, for kun disse har overskud og barmhjertighed til at tage sig af de svages sociale og makroøkonomiske økologi. Men man kan derudover endda argumentere for at de fattige således kun får den skæbne de fortjener: For de fattiges syndige egoisme er på én og samme tid den velfortjente straf til alle de andre fattige for deres egen selviskhed - ganske ligesom i hinduernes verden, hvor al den overlast man udsættes for i livet, antages at være den velfortjente straf eller renselse for synder i ens tidligere inkarnationer.

Således formår Herren mirakuløst at bruge synden til sine højere formål i verdensordenen. Og dog er der stadig nogle som stædigt betvivler den massive evidens for intelligent design.

NED MED PAVEN

2009-06-15T03:27:00.000-07:00

Ja, vor blog genopstår nu renset for al mistanke - men indlægget med nævnte titel kan indtil videre læses på vor reserveblog "hbandak.blogspot.com", som på Google hedder "Henrik Bandaks Blog". Begge blogge vil dog overleve som Darwins forskellige finker, som det endelige bevis for kreativt design.... Læs hvordan...

ET PIKANT STYKKE LITTERATURVIDENSKAB...

2009-05-14T02:40:00.000-07:00

ET BIDRAG TIL DISKUSSIONEN OM DET ONDE MELLEM AUGUSTINUS OG SOKRATES

En af vore trofaste læsere fortalte forleden at han først antog vor "litterære fejdes" (8.april) citerede udtalelse fra direktøren for ”Det Store Forlag” for autentisk - og i øvrigt et bevis for at vi i vor genre nu havde mødt vor overmand . Foruroligende, idet den antagelse måske kunne bringe nævnte indlæg tæt på injurielovgivningen samt loven om dokumentfalsk. Imidlertid kunne også selve denne nye påstand måske bringe os i nærkontakt med lovgivningen: For ved overhovedet at nævne dennes overhængende aktualitet indrømmer vi jo, hvilken nærliggende autentisk person vi rent faktisk havde i tankerne da vi skrev teksten. For en blot fiktiv person kan jo ikke påberåbe sig injurieloven. Nuvel, men nævnte fare er da heldigvis ikke så aktuel efter vort bedste skøn. For hør her.

Anledningen til den ”citerede” udtalelse fra den store forlagsdirektør var den, at vi angiveligt havde foreslået ham at udgive min og professor Thomas Bredsdorffs litterære brevveksling om Torben Madsen vs Zangenberg fortløbende i bogform. Imidlertid kan læseren efter moden overvejelse sige sig selv, at vi umuligt kan have sendt Gyldendals Johannes Riis nævnte forslag – al den stund at bemeldte brevveksling, just fordi den i sin tur er helt autentisk, forbliver ved det allerede bragte, idet der jo skal to parter til at indgå et ægteskab. Hvis derimod vor brevveksling med Thomas Bredsdorff havde været lige så fiktiv som forlagsdirektørens udtalelse, så havde vort projekt derimod meget vel kunnet lade sig tænke. Og i så fald kunne vor angivelige korrespondance med Johannes Riis omvendt have været realistisk – og følgelig også helt autentisk.

Men når nu vor litterære brevveksling var autentisk og derfor blev ved det absolut minimale – hvilket jo er en ærlig sag for en travl professor – så ville et forslag om udgivelse jo være komplet urealistisk: Og just derfor kan det heller ikke være et autentisk forslag – og følgelig kunne det allerhøjst være luftet som et stykke ren slapstick. Men den art spøg ville Gyldendals direktør atter ikke bruge tid på at besvare – med mindre den da var fremsat af Klaus Rifbjerg, for så ville der naturligvis ikke være nogen ende på roserne. Og heldigvis er det ingen injurie at beskylde en kendt person for at ville rose en anden kendt person – thi for at citere professor Bredsdorffs ord i sit autentiske svar: ”Livet er smukt”. Og ej heller dette citat kan betragtes som nogen krænkelse, hverken af verdensordenen eller af samfundsordenen.

Kort sagt har vi nu demonstreret den objektive og videnskabelige tekstanalyses anvendelighed som forsvar mod injurielovgivningen. Men som i al empirisk videnskab er der kun tale om plausibilitet og rimelighed: For ingen kan jo principielt helt udelukke, at tilsyneladende systematiske sammenhænge kunne bero på mirakuløse sammentræf eller være et drilsk påfund fra skaberens side.
Således kunne læseren fastholde at vi såmænd kunne være tumpede nok til at have at have fremsat et så komplet dødfødt og nærmest selvmodsigende forslag – samt at Johannes Riis omvendt kunne være begavet nok til at begå det ”citerede” overlegne svar.

Sidstnævnte antagelse kan hverken vi selv eller injurielovgivningen udtale sig om. Imidlertid: Hvis læseren altså fremturer med de to nævnte antagelser, så kunne han eller hun altså godt fastholde at vi kommer i nærkontakt med injurielovgivningen. Følgelig må vi nu finde et forsvar der ikke nøjes med den empiriske videnskabs sandsynlighedsbeviser, men har helt formel og principiel Gyldighed, som i ”Gylle-dal” (undskyld, at vi her går under vort niveau, men husk at hvis Rifbjerg gør det samme, er det stor humor...).

Nuvel: For det første har vi konsekvent stavet ”Johannes Riiis” med hele tre i’er – selv om vi åbenbart for en sikkerheds skyld burde have stavet det med fire. For det andet lod vi forlæggeren selv underskrive sig som direktør for ”Det Store Forlag” – der som bekendt ikke eksisterer i virkeligheden. Kun en udenforstående spøgefugl – men netop ikke Johannes Riis selv – kunne derfor finde på at betitle Johannes Riis som direktør for ”Det Store Forlag”. Og endelig for det tredje lod vi direktøren indledningsvis beskrive sig selv på en måde, som kun en tredje person kunne finde på at gøre: For hvis man gennemskuer sig selv på et lidt middelmådigt punkt, så vil man jo ikke åbenlyst bekende det for åbent tæppe. Og omvendt: Hvis man vitterlig lider under en sådan bornerthed, vil man per definition ikke være i stand til selv at erkende det så klart. En så stiliseret herostratisk selvpræsentation findes kun i Shakespeares pædagogiske skurkemonologer, men hos en vaskeægte hædersborger forekommer den art paradoksal åbenhjertighed aldrig.

Vi har således her et eksempel på problemet om objektive kriterier i tolkningen af tekster: Hvordan beviser eller sandsynliggør én tolkning som værende den rette og ikke blot en vilkårlig og personlig læsning? Og hvordan kan man vide om en tekst er fiktion eller dokumentarisk? Hele det analyserede forløb demonstrerer også, hvorledes en fra første færd helt alvorlig sag kan udvikle sig til ren slapstick – for så atter i sin alderdom at genforvandles til seriøs og eftertænksom videnskabelighed. Grænserne er flydende, og genrerne spinder sig således ud og ind af hinanden.

Men bemærk: Der er heri intet som helst ”litterært eksperiment” fra vor side, for kun det naturlige forløbs vekselvirkning med en om så også noget lakonisk modpart kunne resultere i nævnte uforudsigelige og dog ejendommeligt konsekvente forvandlingsnummer. Andet ville være uskøn selvbesmittelse, for en perle kræver som bekendt et prosaisk sandkorn som sin krystallisationskerne og sit arkimediske punkt.

Men for nu at sige os helt fri fra selvbesmittelsens betænkelighed, så kunne vi næste gang vi mødes, belyse vort emne helt selvforglemmende ud fra Karen Blixens fantastiske fortælling ”Vejene omkring Pisa”. For flere år siden bragte vi endda det kommende indlæg som kronik i Politiken – en anerkendelse, som vi åbenlyst vedgår med stolthed, hvorimod vi nødig anerkender vor senere eksklusion sammesteds. Inkonsekvent og derfor såre menneskeligt? Åhja – men det samme kunne jo så også siges om nævnte redaktionelle matrikel: Enten er det nemlig os selv der er faldet gevaldigt af på den siden dengang, eller også er det vor modpart, der er gået sørgeligt i frø. Alternativt, så er enten vi eller vor modpart blevet meget klogere siden dengang.

Men siden det nu er os selv og ikke vor modpart der nu formulerer disse fire alternative tolkningsmuligheder, skulle det vel ikke være så svært at vælge den rette tolkning. Og dog er det rette svar måske alligevel ikke det endelige svar: For dette kunne jo også handle om uærlighed snarere end om vankundighed – ihukommende både Søren Kierkegaards og kirkefaderen Augustins kriktik af Platon og Sokrates naive tro på, at ondskab blot skyldes ren og skær uoplysthed og følgelig lader sig kurere med fornuft.

Dette sidste punkt er dog sluttelig meget intrikat at afgøre: For på et dybere plan kan der nu alligevel godt ligge noget i dette med oplysningens helsebringende kraft – men rigtignok i en helt anden forstand end den selvhøjtideligt bornerte form, der sorgløst mener at være pot og pande med både Voltaire, Holberg og … Johannes Riis.

Således har vi jo vitterlig lettere ved at tilgive hinanden og unde hinanden et tåleligt liv, hvis vi sætter os inderligt i vor modparts sted. ”Hvorfor afskyr disse forkælede og højt privilegerede borgere dog i flok min person så inderligt og med en så nådesløs konsekvens?”. Og: ”Hvorfor fremturer denne utålelige enspænder dog med om muligt at gøre os alle til skamme blot for at fremhæve sin egen sølle eksistens, frem for som andre folk at affinde sig med den ham anviste plads i tilværelsen? Hvis han havde spillet sine kort fornuftigt, kunne han sikkert have fået et aldeles udmærket liv som familiefar og kommunal aftenskolelærer i provinsen, frem for som nu at henleve sin kummerlige eksistens som en ulyksalig plageånd for både sig selv og os andre.”

Men ak, just dette med hjertets oplysning er en umådelig vanskelig sag, som både østens visdom samt den senjødiske og den kristne tradition kender langt mere til end både ærekære københavnske professorer, ditto redaktører og ditto kvart-autistiske syrehoveder med utilregneligt oktantal. Grunden til at hjertets oplysning er så umådelig meget vanskeligere end den rene snusfornuft, er den at det jo er langt lettere siddende i sin lænestol at ”forstå” en psykopatisk hovedperson hos Dostojevskij eller i en historisk biografi om en diktator, end at forstå en person som man oplever som en personlig trussel mod sit liv, sin økonomi, sit ry, sin sociale rolle – eller blot sin ”ære” på et eller andet komisk punkt.

I evangeliets og Dalai Lamas ånd at tilgive dem der forfølger os, er meget, meget vanskeligt – og da især hvis det ikke blot handler om fortiden og det engang skete, men også inddrager al resterende fremtid. Og i denne erkendelse kunne alle autentiske som fiktive deltagere i vort litterære forløb måske enes og mødes? Men fanden tro om det hjælper… For som en bekendt for nylig sagde: ”Et menneske er som et isbjerg: Det meste befinder sig under vandet: Og alt – simpelt hen alt, kan ske..”

URKOKKE, LOMMELÆRKER OG APOSTOLISK MOBNING

2009-05-05T01:25:00.000-07:00

Vi skriver hurtigere end I læser, men læser måske undertiden endnu langsommere end I skriver - og har tillige en smule pli og støtter derfor den hensygnende etablerede presse ved en vis skønsom afholdenhed. Kald det gerne en neurose, for den slags hensyn er noget altmodische. Men avisernes syndrom er også en neurose, for i deres ubevidste afsky for the real thing udnävner de desperat den ene myreflittige kopi efter den anden til saliggörende original.

Nå, folk med en gennemført skrækkelig opvækst bliver forresten ikke "neurotiske", men dermod ofte tidligt desillusionerede. Neurotikerne tror stadig på livet, men blot ikke på deres eget lige her og nu; hvortil kommer at de gør småting til underholdende dilemmaer og lider af overdreven skyldfølelse, snart på egen, snart på deres medmenneskers vegne - men, tør vi her indrømme: heldigvis aldrig af de rette grunde, for uden særrettigheder går den sgu ikke, Granberg. Livet er jo med professor Thomas Bredsdorffs ord (jvf. 8. april) smukt - men nogen har stjålet nøglen, eller også er den blevet forhekset.

I dagens Politiken oplyses vi om at mobningsofre lettere udvikler psykoser. Ønsketænkning? Næ-nej, den er god nok: For ellers gad vi da ikke bruge energi på at mobbe folk: Naturen gør ikke ret meget uden en hensigt, og det er da også derfor at vi undertiden - men ikke altid - skal vogte os for vore venner. Vil I have et godt råd, skal I hellere gå på værtshus blandt helt uvildige, som keder sig ærligt og redeligt nok til at nære helt objektiv interesse. Men undertiden har venner måske ret, når de advarer os om at verden (helst) vil kunne afskrive os som kværulanter.

Objektivt har vi ellers allerede rigeligt dissekeret verdens naive vildfarelse heri - for det har at gøre med "gennemsnitsmenneskers" instinktive frygt for at stå alene, som de uvilkårligt projicerer over på nok så berettigede enegængere: Alt hvad der har en aura af enegang, skyr de nemlig inderligt som risikabelt, pinligt og mindreværdigt - fordi det minder dem om deres egne bornerte små mareridt om at gå nøgen på gaden eller sige noget frygtelig dumt i et meget fornemt selskab. Eller om dengang de i pogeskolen altid rødmede når læreren bad dem komme op til tavlen, samt når kammerater med rygrad udfrittede dem til dåd.

Komikken er jo, at de selv samme pæne borgere ville bifalde og endda beundre, hvis man fornuftigt sad på en beskyttet læsesal og skrev på endnu en træls afhandling om den gamle Sørens halsstarrige kirkekamp, den unge Grundtvis ditto eller noget helt tredje, som de ville have rystet faderligt på hovedet over, hvis de havde været samtidige dermed. For uanset hvor kontroversielt, tosset, kikset eller endda lodret ondskabsfuldt noget i sig selv måtte være, ret beset, så anerkendes det som notorisk interessant og lødigt af brave folk - ene og alene fordi det i dag nyder mandsopdækning som anerkendte emner hos vor samtids fantasiløst klippende, klistrende og klatrende "kreative" klasse af smagsdommere og kulturkommisærer: Kort sagt, ene og alene fordi det kan gøres til levebrød og ægteskabeligt bæredygtigt grundlag.

Nu skal det indrømmes at en meriterende afhandling om noget vanvittigt ikke selv behøver at være tosset; risikoen er snarere ekstrem kedsomhed forenet med en komplet mangel på kongenialitet - som dog altid indbilder sig det modsatte, tilskyndet af verdens applaus. ("Det er næsten som man kunne tænke sig, at Kierkegaard selv ville have skrevet det!" - udtalte den unge teologiske forskningslektors mest lovende protegé til verdenspressen....). Som antydet ville dette være den mest hårrejsende blasfemi, hvis det foregik ved fuld bevidsthed - men i realiteten er der blot tale om den mest guldrandede og hæderlige naivitet, som enhver kulturfond da også straks ville honorere med klosterlige kurophold og velbetalt arbejdsro.

På samme vis var det også snarere naivt end blasfemisk, da Biskop Martensen i sin tid kårede sin hedenfarne forgänger Mynster ved dennes bisættelse som en sand apostel. Men hvis det derimod snarere skete for at stjæle den ensomme og irriterende Kierkegaards allersidste kort på hånden i dette liv - så var det både blasfemisk og ondskabsfuldt på samme tid. Og det var givetvis også derfor at den arme mand gik så helt og aldeles fra snøvsen over, hvad vi i dag måske blot ville smile ad. Jo-jo, man har skam lidt selverkendelse...(!)

Nej, fri os fra velmenende og fornuftige råd om at skrive fornuftige og naive afhandlinger herom, i stedet for vor halsbrækkende enegang - for hvis sådanne råd ellers blev givet ved fuld bevidsthed, ville der være tale om den mest raffinerede mobning, jævnfør indledningens røde tråd. I virkeligheden er det ofte fifty-fifty: For de som inderst inde aner sandheden, forarges i stedet over denne stejle og umenneskeligt emanciperede selvtillid (!), som er kollektivvæsner så komplet fremmed og skræmmende.

Men når også vore sande venner giver lignende råd, må det derimod tages som en velment påmindelse om verdens massive modstand som et vilkår og en pris, som det måske ikke altid er umagen værd at betale, endsige at gøre til hovedsagen i livet.

Nuvel, forleden havde jeg således en sjælden åbenbaringsoplevelse: hele 13 skogrende og turnerende blåsorte urkokke lod sig beskue overraskende intimt, idet en brølende råbuk afledte deres opmærksomhed fra mig, da den noget respektløst krydsede urkokkenes arena uden at ænse dem det mindste.

Den totale uafficerethed var dog aldeles gensidig, for de to parallelverdener bemærkede slet ikke hinanden - omtrent ligesom når børn betragter forældrenes fjernere bekendte med en aldeles uforstilt indifferens - der i sin nådesløshed overgår enhver bevidst uforskammethed, som dog i det mindste beviser nogen opmærksomhed. Men konsekvent nok var ingen af parterne på højmosen ejheller det mindste berørt over modpartens mangel på opmærksomhed, endsige indrømmelser. I tilfældet med Mynster og Kierkegaard var indifferensens uskyld derimod knap så ægte: For efter helt konsekvent i årtier at have simuleret at de anså manden for tosset, endte hædersborgerne dog med misundeligt at ville bemægtige sig den fattiges mands eneste lam - så sjælen omsider kunne få helt fred....

De sidste urfugle er nu forsvundet i Jylland, hvor de var Steen Steensen Blichers foretrukne jagtbytte næst efter lommelærken. Men mange svenske højmoser har endnu en ret hæderlig bestand, hvorimod urfuglens kalkunstore slægtning tjuren er langt mere fåtallig - og menes (mentes?) uddød herhjemme allerede før vor tidsregning. Men her på bloggen overlever den nevertheless i bedste velgående, ganske som vi selv - på billedet I ser hvordan. Jeg hjælper i øvrigt begge arter efter bedste evne ved at rydde granplanter, der truer med at kvæle blåbær og tyttebær. På den måde undgår jeg måske tillige at blive buret inde for langt alvorligere forbrydelser...

Ja, det er rart at føle sig uundværlig en gang imellem: Det holder liv i kadavret - hvilket minder mig om min skizofrene bonkammerat ("Sagde vi det ikke nok..."), hvis tudsegamle mor holdt sig frisk som en havørn til hun var over 100 år, ene og alene for døgnet rundt at kunne lystre sin dovne søns mindste vink samt råde fortløbende bod på hans kroniske og derfor daglige forældreoprør - som nemlig bestod i: at forvandle huslig orden til komplet kaos på rekordtid. Ja. hvem der hjælper hvem, er ikke altid så let at afgøre.

Også vor egen sabotage af det moderne skovbrug er et heroisk Sisyfos-oprør, hvori vi forener sønnens egenrådige stridbarhed med moderens tapre ansvarsfølelse. Men ingen gider mobbe den art enegang, den være nu nok så lodret ulovlig: For så længe verden ærligt og redeligt betragter en som betryggende tosset i forvejen, får man skam lov at gå i fred. For ingen hverken gider eller nænner at gøre én psykotisk tillige, hvis de i forvejen anser én for en harmløs tumpe. For i grunden er vi mennesker skam rare og flinke på bunden - lige undtagen når vi er bange, samt når vi er jaloux...

Apropos indledningens røde tråd, så er kunsten således slet ikke at have den in mente, men at give den helt nyt liv. I nødtilfælde kunne vi dog have sluttet af som følger: "Hvis filistrene nu med barnlig triumf vil anklage os for endnu engang at have tabt den røde tråd, som åbenbart er så saliggørende, selv hvis lokummet brænder, så vælger vi at afskrive det som - raffineret ondskabsfuld mobning..."

MONTAIGNES ROSER...

2009-04-24T08:08:00.000-07:00

GUDS SPILDTE SKIDEBALDE TIL VORE ABONNENTER…
Af hvem ville vi helst roses? Spørgsmålet er retorisk, for vore abonnenter tilkendes ingen klageret, før de har fået deres gældssanering i forhold til vor betrængte redaktion bragt i orden. Åh-ja, hvordan går det egentlig i den sag? Ikke at vi på nogen måde vil antyde kriminelle forsæt, for tværtimod hjælper vi Dem netop mod den slags urimelige mistanker ved at erindre Dem om vort lille økonomiske mellemværende.

Af hvem vil vi ikke roses? Af alle de maliciøst småtskårne og plebejisk ambitiøse små kulturdrenge der intet kan gøre uden bagtanker, og som slås med hinanden om hvad stressede og anstændige læsere partout skal mene om deres komiske lille holmgang - eller om nogen der siges engang at have slået en prut. Alle disse sagesløse borgere der tvangsindlægges til en bunke ugentlig andenhåndslæsning, der kun sjældent gør dem hverken gladere, morsommere, bedre eller visere.

Men som sagt, af hvem ville vi helst roses? En pensioneret svensk forbryder med sammenlagt tyve år bag tremmer betroede mig engang, at han tilhørte den hæderlige klassiske gamle stamme af bankrøvere, modsat vor tids perverse afskum helt uden stil. Kort sagt, han var højt respekteret af såvel landets største banker som politiet og var således i grunden en hædersmand. Kort sagt vil vi mennesker helst roses i de anerkendtes samfund.

Hvis nu Klaus Rifbjerg roste vor blog, ville vi da indrømmet heller ikke fortie det ude i byen, og det så meget mere som han jo dårligt kan mistænkes for at være blevet besnæret til det på vort kære lille "Over-Danmark"s sædvanlige børnehavefacon. Det bliver jo ofte lidt pinligt når meget anerkendte folk offentligt roser hinanden, for folk i samme klub vil naturligvis altid gerne jobbe klubbens kurs op efter denne recept: ”Siden Over-Danmark anerkender også Dem på Deres felt, tvivler jeg ikke et sekund på Deres kvaliteter”. Hvis de ukendte roser hinanden, kan også det dog have samme psykologiske karakter: ”Alle os, der holdes udenfor, blot fordi vi er for gode…”.

Ja, faktisk er sådan miskendthed ret anerkendt, hvis ikke ligefrem frygtet i smug ude i byen, for De skulle vide hvor mange gange uklanderlige akademiske gulddrenge ligesom i en art solidaritet har betroet mig, at de skam ”også” var en slags outsidere i miljøet. Det er sådan en art indirekte indrømmelse, og mere må man ikke forvente – så meget mere som det, når sandheden skal frem, ikke sker ret tit.

Det mest tilforladelige er når en kendt roser en ukendt, samt når en ukendt roser en kendt. I begge tilfælde kan det nemlig oftest tages for pålydende, for i begge tilfælde er der sjældent bagtanker. Dog sker det at folk roser de forkerte blot for at undgå at rose de rigtige: Således kan en af samfundets spidser udmærket give den som ”storsindet” ved at skamrose et Guds ord fra landet, blot for desto mere troværdigt og effektivt at kunne fortie andre ukendte, som i virkeligheden imponerer den store mand en hel del mere.

Men hvis jeg nu betror Dem, at Jørgen Nørgaard på Strøget engang fortalte mig, at det var sjovest at tale med almindelige mennesker, så er det interessant: Her forelå tydeligvis ingen skjult dagsorden. Og selv om vi ved at fremhæve den kendte mands ord let kunne minde om førnævnte bankrøver, der varmede sig ved de lovlydiges angiveligt høje respekt, så er det nu med god grund at vi nævner fyndordets herkomst: For som fremgået ovenfor ville udsagnet jo ikke virke nær så stærkt og oprigtigt, hvis denne hyldest til det almindelige var blevet fremført af et ”almindeligt” menneske. Så vi er lovligt undskyldt.

Men i øvrigt er det indrømmet sjovt, hvorledes vi det ene øjeblik kan fremhæve det almindelige og i næste øjeblik klandre mange af ”Over-Danmark”s store mænd for at være ret ordinære. Men det er jo nu engang langt mere rosværdigt at vise sig af højere værdi end pålydende, end det modsatte.

I almindelighed vil vi dog helst roses af folk med en helt anden baggrund end vor, for det er det eneste ordentlige fingerpeg og udelukker såvel faglig jalousi på den ene side som professionel klubforbrødring på den anden. Men er personen oven i købet højt anerkendt på sit eget felt, kan vi bekvemt og autoritativt henholde os til hans eller hendes ord over for andre, selv om det ikke nødvendigvis varmer så meget mere i sig selv. Jo-da, også dét er skam overgået os nogle gange, tag ikke fejl.

Men når vi her f.eks. kan nævne en Benny Lautrup, er det ikke fordi vi inkonsekvent udvælger en bestemt elite, men en fysikprofessor kan udadtil bruges som social "dåseåbner". Og vor pointe er her, at han trods en ret angiveligt forholdsvis jævn baggrund roste os for noget, som en litteraturprofessor vel snarere burde have nævnt - hvis ord derfor tæller mindre. Postbudets og andre vidt forskelliges ord er af samme grund en umiskendelig anerkendelse, men det ville parnasset blot aldrig indrømme - ikke kun grundet de halvbegavedes fornærmede stædighed, men også af ren og skær naivitet.

Dertil kunne de ukendtes roser indrømmet være vort eget påfund og derfor ignoreres. Men vor fantasi forslår nu i almindelighed kun til at viderebringe det selvoplevede, gerne udsat for passende mutationer og krydsninger, så vi lyver alene af denne grund sjældent - undtagen om vore forbrydelser: for siger man A, må man også sige B. Af samme grund dømmes mordere rettelig ikke strengere fordi de tillige benægter deres bedrifter.

Eftersom vi jo skriver for et udvalgt publikum med en højst virtuelt betalingsdygtighed, skal dets fortsatte gunst imidlertid ingenlunde underkendes. For så snart man er ude over forskningsfasen, så at sige, føles det lidet tilfredsstillende at fremlægge sine resultater for lukket skærm i andet end algebraisk form. Vi kan heri henholde os til Montaigne, der jo på lignende vis skrev for et ret imaginært og utopisk publikum i en hidtil uset halv-privat stil, hvis hele diktion og leje var unikt betinget af just disse produktionsbetingelser.

Ganske på samme måde forholder det sig jo for os; hvorimod en af Gyldendal forhåndsbestilt ”blog” af et korifæ omvendt nødvendigvis vil blive enten endnu et notorisk Stjerne-plagiat, et redaktionelt misfoster eller en meget tynd kop te – kort sagt en ret barnagtig affære, der dog givetvis ville blive rost af anmelderne og købt af lærevillige bloggere med forhåbninger om en lignende ydre medgang.

Ha! Her vil vort ærede publikum med deres såre virtuelle betalingsdygtighed kunne genmæle: ”Hør engang, skal De nu også give den som Montaigne? Og forholder det sig ikke med Dem som med de vidtløftige personager der anser sig for inkarnationer af en bunke verdenshistoriske figurer gennem tiderne, men hvis så at sige ”alternative” anerække slet ikke tæller nogen almindelige mennesker – der jo ellers, som vi så ovenfor, skulle være de allerfineste? Ja, for snart giver De den som Kierkegaard, snart som Jesus, snart som kommissær Columbo, snart som Allah og altså nu tillige som Montaigne. Men i samtidig lader De med ubetalelig frækhed konstant skinne igennem, at De – Deres formente kvaliteter taget i betragtning – i grunden burde kåres som det hidtil mest fordringsløse menneske, selv om De som konsekvens heraf er afskåret fra at sige det ligeud.

Undskyld os, men hvad fanden er meningen? Styr Dem dog, menneske, og udfyld som vi andre en anstændig rolle i tilværelsen i stedet for denne umandige flagren! En smule beskedenhed og proportionssans ville være klædelig, også selv om der indrømmet er noget afvæbnende over selve den naive troskyldighed, hvormed De så frejdigt fremturer hinsides alle fornuftige grænser.”

Vi indrømmer, vi indrømmer, dér fik I os omsider i saksen – lige bortset fra at en mere blasfemisk anlagt blogger uimodsigeligt kunne replicere med det retoriske modspørgsmål, at hvem andre end just Gud formår uden selvmodsigelse således at inkarnere en hvilken som helst rolle uden at stå til indlæggelse? Det minder os for resten om en blasfemisk anekdote fra det virkelige liv, idet psykiateren Erling Jacobsen spurgte en skizofren patient, hvordan i alverden denne på engang kunne være indlagt på lukket afdeling og samtidig angiveligt have sæde i de højeste engles råd i himlen. Patienten svarede nemlig uigendriveligt: ”Jo, jeg kan godt, for jeg er skizofren”.

Nuvel, så blasfemiske tør vi ikke være her, men kunne vi mon ikke ligesom det svenske ”Aftonbladet”s yderst jævne blogger-stjerne og skamløse dyneløfter (der sidenhen først skammede sig og nu er sprunget ud som uhyre seriøs forfatter…) forsvare vore skandaløse eskapader ved at erklære dem for et litterært eksperiment hinsides vor egen borgerlige person? Ja, der er sågar dem der anser Jesus for just et sådant litterært eksperiment fra Guds side, og dermed tilsvarende hinsides Guds borgerlige person og ansvar. Karen Blixen erklærede af samme grund ligefrem Jesus for et taktløst påfund fra Herrens side.

Ak, ak – dér ser I selv: Vi bliver ikke spor mere mådeholdende, selv når vi oprigtigt forsøger efter bedste evne, for nu giver vi den jo pludselig som litterære kolleger til Gud, vel at mærke blot knap så taktløse. Men som allerede Job’s Bog bør have lært jer, så får Gud altid det sidste ord. Således også her: Ja, for hvad bliver det egentlig til med den gældssanering? Sker der mon snart noget i den sag, så vi måske kunne komme lidt videre i teksten? For det er en dum gammel overtro at guder skulle kunne klare sig uden penge.

Næste gang vil vi dog moderere os og nøjes med at tage Nils Bohrs navn forfængeligt i forbindelse med hans ægte kærlighed til westerns; men på en måde der har en overraskende anderledes brod mod allehånde rygradsløst plagierende automatskrift, der forsvarer sig mod enhver anklage ved straks at blive også dens umandigt flove ekko - men på fornem spalteplads - og som roses for stor originalitet af alle de leflende undersåtter der forsøger at kopiere dem i håb om en lignende medgang hos tidens højt betitlede proletariat, der heldigvis snart har sejret sig både til grin og til døde...

EN PIKANT LITTERÆR KORRESPONDANCE...

2009-04-08T06:57:00.000-07:00

Kære Thomas Bredsdorff
De tilsendes hermed som første uafhængige opmand indsyn i vedlagte replik til Politikens debat, som nemlig næppe vil blive bragt

”LIVET ER SMUKT…”
Lektor Ph.D. Mikkel Zangenberg angreb forleden på misundelsesværdig spalteplads forhenværende forlagsredaktør Torben Madsens charmerende klummer og frakendte både dem og deres ophavsmand al ære og værdighed – i et kækt kulturdrengesprog, typisk for dem der i solidarisk flok fra magtens søde bagland ynder at give den som tapre krigere – og altid på bekostning af folk der som Madsen ikke beklæder en magtposition i finkulturens henrivende legetøjsverden. Zangenbergs litterære klubdrenge vil sikkert i kantinen skamrose hans ”elegante vid”, fordi det i unik grad ligner hvad de selv ville kunne præstere.

Zangenbergs vrede har som alibi at Torben Madsen skriver, at folk der ikke kan læse poesi, slet ikke kan læse. Personlig bliver jeg nu ikke spor stødt, selv om jeg er ret tonedøv udi i moderne lyrik – så lidt som når min bilmekaniker rettelig beskylder mig for at være upraktisk. Nej, vredens virkelige grund fremgår af Torben Madsens seneste klumme: For her beskylder han Zangenberg for i sine anmeldelser at fedte og lefle savlende for sakrosankte folk som Søren Ulrik Thomsen – der også for mig at se blæser sig op til stor tænker og ditto samfundsdebattør, blot fordi han har skrevet nogle smukke digte, hvis medgang ulykkeligvis gav ham smag for at forbrødre sig med magtens fedme.

Heri er lektor Ph.D. Zangenberg således ingenlunde alene, for hele kulturlivet er inficeret af denne pest hvor veldresserede kulturdrenge emsigt mænger sig med tidens Machiavelli-figurer – som i sin tur ligeledes typisk er kommet frem ved fra dag ét at betale ”beskyttelsespenge” til alt hvad der kunne krybe og gå af standspersoner i riget – det være nu officielle oprørere, vilde malere eller agtværdige professorer.

Når lektor Ph.D. Zangenberg håner Torben Madsen så endimensionalt, ligner det et håbefuldt titeldyrs selvmål: For den samme Madsen roses af alle vore forfattere som en gudsbenådet, på engang loyal og ubestikkelig læser. Også Madsens befriende klummer rummer både selvudlevering, sødme og mangfoldighed hinsides honette litteraters håbløse forsøg på at give den som vittige hunde, fordi de notorisk forveksler humor med studentikos perfidi. Til sidst for en god ordens skyld: Jeg kender hverken Madsen eller Zangenberg personligt, så glem al spekulation i taktik, alliancer, hævn eller taknemmelighedsgæld.

SVAR FRA Professor BREDSDORFF:

Kære Henrik Bandak
Tak for smugkigget på dit læserbrev. Jeg svarer mest for at du skal vide at din mail er nået frem. Jeg ved ikke rigtig hvad jeg derudover skal svare, da jeg ikke rigtig ved hvad du spørger om. Med mindre det er om jeg er enig i det du skriver i emnelinjen. Det er jeg: livet er smukt.

De bedste hilsner
Thomas Bredsdorff

Kære Thomas Bredsdorff
Tak for svar, for det handler ganske rigtigt om andres medviden. Livet i april er også for mig noget håbefuldt og smukt. Ja, omsider har jeg endda opnået at blive betalt for det jeg er bedst til, hvilket end ikke Don Quijote opnåede: at kæmpe mod vindmøller – på vegne af nogle bekymrede svenske fugle – der lige som Vorherre må opfindes, hvis de nægter at åbenbare sig.

Jo, livet er heldigvis så praktisk skabt, at det selv synes at det er smukt. Ellers foretrækker jeg oftest tragiske film og litteratur, fordi jeg finder dem smukke at overvære på sublimeringens afstand. På samme vis kan man sige at skønt de udspekulerede banaliteter i den uhelbredelige normalitets regi, som jeg studerer med pytagoræisk dybde, i sig selv er grimme, så kan tekster derom på mystisk vis være ophøjet smukke. Når intrigante typer derimod indforstået skriver om ligesindedes skurkestreger, er det derimod altid træls læsning, fordi det lugter langt væk af ”forbrydelsens element” og ”krage søger mage” - for ikke at sige: "Gid det var mig...". Richard III’s skurkemonologer opleves derimod som smukke, fordi de er filtreret gennem Shakespeares skrækblandede og skønne sind.

Når ridder Tøger elsker at bruge ordet ”uskøn”, er det derimod kun komisk: For selv om den travle mand næppe aner det selv, er det et ord, som fars førstefødte har hørt ude i byen og siden med henrykt forkærlighed bruger som besværgende og besmykkende amulet mod den grimhed som den ædle mand undertiden bekvemt lader andre eksekvere. Herunder min endelige exit fra Rådhuspladsen trods voldsomme kollegiale protester...

Men når også lektor Ph.D. Zangenberg i sit ovenfor omhandlede personangreb på Torben Madsen ligeledes bruger ordet ”uskøn”, har han det i sin tur fra Tøger og overtager det ikke så meget af fantasiløs læggen sig i hælene på den store mand, som i den halvt ubevidste hensigt at lefle for Tøger: just ud fra sin instinktive fornemmelse for, at det smigrer folk at man ønsker at ligne dem.

Da selv samme lektor Ph.D. Zangenberg en anden gang skrev ”Min redaktør på Politiken er fantastisk - og det skriver jeg ikke for at smigre”, var også det komisk: Dels fordi smiger jo just precis var den eneste mulige grund, al den stund læserne ikke fik nogen fornuftig forklaring af det ”fantastiske”. Men især fordi det fantastiske åbenbart blot bestod i, at den unge mand af det store hus havde fået lov til alt hvad han ville, og derfor tillige havde fået råd til at stifte familie: For klaveret på Rådhuspladsen spiller åbenbart ganske ligesom i Palermo. Åhja - for nævnte smukke biologiske trick er jante-flokkens urgamle og ufejlbarlige våben mod hin enkelte. At dette geniale kollektive stød under bæltestedet indirekte også går ud over deres egne efterkommere, skænker de derimod per definition ikke en tanke - for i så fald ville de jo have været nogle ganske andre typer og opført sig helt anderledes.

Nuvel, et smukt lille sidespring er ikke altid under bæltestedet, så vi fortsætter hvor vi slap. I sin bundnormale ubevidsthed ænsede den fantastiske "Doktor Phill" Zangenberg (der desværre ikke rimer spor på ”Stangerup”, hverken fonetisk eller i virkeligheden) naturligvis ikke, at hans lykke i Palermo var på bekostning af andre, der måske oplevede det som knap så fantastisk – hvortil nemlig skal føjes, at Arkimedes' berømte lov undertiden er værd at have i erindring, når brave borgeres generøsitet skal forklares: Således er det da også netop kun i ufrivillig medfør af nævnte lov, at jeg her generøst tilskriver den dygtige unge mand samme vægt som mig selv: For billedets bord fanger.

Smukt ville det derimod være hvis mennesker i lykkens stund mindede deres overordnede om samtidig at huske på ret og rimelighed. Men det gør bundnormale folk aldrig – ikke grundet ond vilje, som er en upraktisk overdrivelse, men for at smøre deres smukke små illusioner med alle kærkomne midler.

Smukt er til gengæld hvad sublimeringen får ud af hele dette forudsigelige morads, der strækker sig med uforlignelig uforanderlighed årtusinder tilbage. Således ville det være smukt, hvis vi to kunne få Johannes Riiis fra Det Store Forlag til at udgive vor brevveksling, gerne løbende i form af et årligt bind egnet til julegave. Den brave mand skulle endda få lov til selv at skrive forordet, da jeg jo udtrykkeligt betinger mig at det ikke må være hr. Stjernfelt eller nogen af hans benovede lærlinge fra det herostratisk berømte Hedeselskab: Hvad sproglig korrekthed angår, har Jørn Lund lovet at give en hjælpende hånd, så jeg ser slet ingen grund til betænkeligheder, sprogligt eller ”otherwise”.

Kort sagt, jeg foreslog altså i et anfald af handlekraft, foranlediget af dit svar, Johannes Riiis nævnte bogprojekt, for litterære sammensværgelser er en de smukkeste ting i livet. Men han afviste ideen med følgende ærlige begrundelse:

Kære Mr. Bandak
”Personligt kan jeg på bunden ikke døje folk der fremturer med noget så anmassende som ”personlighed” – med mindre de tillige har en etableret status, hvis afsmittende og afstivende virkning jeg kan bruge ved fælles optræden under iagttagelse af urbane former. Aller tryggest befinder jeg mig derfor, når en rapkæftet og halvbegavet gadedreng af mig ophøjes og opblæses til en uomgængelig og sakrosankt provokatør af folket, som offentligheden instinktivt gennemskuer bag deres umiddelbare forgudelse af berømmelsens genstand – og netop derfor sluger råt.

Deres forslag om at udgive Deres ”litterære brevveksling” med professor Bredsdorff strander derimod på to ting: For det første er kun den ene part tilstrækkeligt etableret til at gøre et sådant forehavende vedkommende og aktuelt for andre end Dem selv; og for det andet gør just denne part sig rettelig kun ringe umage i denne sag – hvilket ingen kan fortænke ham i, idet lige børn leger bedst. Det vil nemlig altid være sådan, at når en mindre etableret med umoden mangel på beherskelse retter henvendelse til en mere etableret, må sidstnævnte med rette opleve det som den svages anmassende forsøg på at suge sig anglende fast på et mere bæredygtigt vehikel. Dette påtvungne makkerskab opleves derfor lige så belastende og uskønt for den stærke part, som det forekommer attraktivt for den svage part.

Da der således "in the first place" er tale om en upassende mangel på situationsfornemmelse fra Deres side, ville det kun have været ret og rimeligt, hvis Deres henvendelse til professor Bredsdorff var forblevet ubesvaret. Fornemt er derfor det beherskede og værdige svar som De på ubehagelig vis har afpresset den alt for sagtmodige Bredsdorff. Ja, det er ligefrem smukt – men som De jo selv så udmærket har erkendt med Deres erklærede forkærlighed for tragiske sujetter, så yder man nu engang sjældent det smukke retfærdighed ved at overføre det ligefremt og uformidlet på tryk.

Med det grimme er det derimod en helt anden sag. For uanset hvilke grovheder en landsberømt stor forfatter måtte udgive, når en bagatel undtagelsesvis går den forkælede mand imod, så vil alle pæne mennesker være enige om at det hursomhelst er hylende morsomt og velskrevent - ja, måske endda så morsomt og velskrevent at det ligner noget de selv kunne have begået. Men uanset hvor rammende og morsomt en beskrivelse af verdens gang, som en uindbudt endsige en skadelidende måtte begå - så vil alle omvendt være enige om, at det er både under bæltestedet, uskønt navlebeskuende - og tillige ødelæggende for den pågældendes karriere i henhold til en naturlov, der åbenbart er lige så urokkelig som den græske skæbne og derfor slet intet har at gøre med nævnte brave og derfor velmenende borgere. Og spor morsomt er det åbenbart heller ikke: For "We are not amused..."

Tillad mig derfor sluttelig at videregive Dem det råd som komponisten Ravel angiveligt skal have givet den unge Gershwin, da denne engang på lignende vis rettede henvendelse til ham i håb om at få ham som sin personlige lærer: ”Det ville nok være en rigtigt dårlig idé, Mr.Gershwin, for derved ville De måske blot ende som en dårlig Ravel – i stedet for en god Gershwin.”

Kort sagt, bliv ved Deres læst, Mr. Bandak, og drøm herefter ikke om anden skønhed end den som De selv frembringer ved Deres forædlende transformationer af livets genvordigheder – noget som både de gamle alkymister og baronesse Blixen jo rigeligt har gjort os opmærksomme på. Og i stedet for at drømme den umiskendelige normalitets blødagtige og flove drømme om bekvemme alliancer burde De kende Dem selv godt nok til at vide, at ørne stiger bedst og smukkest i modvind.

De har således nu fået al ønskelig modvind, som De passende kan bruge som inspiration til Deres berømte blog – hvis skarpsynede læsere i øvrigt ville blive fornærmede, hvis de fik at vide at De åbenbart hverken tror på Dem selv eller på Deres trofaste læserkreds, men insisterer på at betragte førstnævnte som en stakkel – og sidstnævnte som et spartansk surrogat for Jørn Lund, Thomas Bredsdorff, mig selv – og Ravel.
Hvilket for resten rimer smukt på: ”Farvel”

Med venlig hilsen Johannes Riiis
Det Store Forlag

.

FRA KURDISTAN og NIEBUHR til BASHEV SINGER: DE EVIGE VILKÅR

2009-03-26T05:11:00.000-07:00

På en ungdomsskole for indvandrere blev jeg imponeret over en kurdisk elev der med sine forældre som barn flygtede til Iran og endte i flygtningelejr uden nogen sinde at have gået i skole. Han var nået langt i det danske sprog og virkede helt fortrolig med at arbejde med grammatik og skriftsprog, efter kun to år. I mit svenske eksil kender jeg en anden kurder, der flygtede den modsatte vej og kom til Sverige som 16-årig i firserne. Uddannet i multimedier, men meget tænksom og betænksom, fraskilt med to børn.

Han og hans far boede tre år i fængsel i Irak, hvor faderen underviste ham. Han mente ikke blot at være kommet helt over det, men tillige at have lært af det – hvorimod han beklagede velfærdssamfundets mange forbitrede mennesker der aldrig kommer over vore samfunds uretfærdigheder. Det interessante var nu, at han hermed på ingen vis bagatelliserede vore forkælede landes problemer, men tværtimod mente at de var farligere for psyken end de dramatiske uretfærdigheder som han selv har oplevet. Heri var ingen ironi eller hån.

Interessant ikke blot i sig selv, men især fordi han også med sin baggrund kunne se det på den måde, hvorimod vi selv pligtskyldigt og klædeligt ofte må indrømme at vi egentlig burde skamme os. Til sagen hører nu også at han som en del andre flygtninge måske har en art behov for at finde fejl og mangler hos ”forældrene”, dvs. i det værtsland som har reddet ham selv, men ikke hans stolthed. En stedelig bosnisk flygtning, der efter mange års pizzabagning omsider er havnet i sin gamle metier som landmåler, hældede i sin tid på lignende vis til teorier om at de jugoslaviske krige var styrede af vestens regeringer og våbenindustri i fællig. Min politiske tæft er ikke så stor, men min psykologiske intuition sagde mig til gengæld dengang at nævnte konspirationsteori nok beroede på et behov for at placere skylden og finde fejl hos ”forældrene”.

Nevertheless mener jeg jo stadig at der gives tankevækkende dramatiske levnedsløb og ditto romaner hinsides postmoderniteten og rodløsheden, der egentlig ikke egner sig til romanform og da ironisk som den forrige gang nævnte Sjölin med ”Verdens sidste roman”. Af samme grund må titlen på gamle Aage Henriksens disputats ”Kierkegaards romaner” antages at være ironisk farvet. For skønt jeg selv kender alt til den udramatiske pinsel, så er den et mere usundt skue, selv hvis man magter at takle den og endda gøre den til en kunstart. Men til analyse og refleksion er den desto mere velegnet. Apropos kunstart – men heldigvis ikke apropos ret meget andet – husker jeg hvorledes en amerikansk ekspert udi og erklæret modstander af dødsstraf udtalte at hængning som metode er en kunstart – som åbenbart ikke ansvarligt bør overlades til prosaiske fængselsansatte fuskere. Det lød næsten som om han inderst inde var en skjult elsker af denne kunst. Men vi har jo for nylig erfaret at fuskerne udi bilmekanik er dennes sande elskere, og det samme gælder måske fuskerne udi dødsstraf. Men indrømmet – dette var et sidespring, om end til gengæld dramatisk nok til romanform.

Åh, men apropos romaner: Jeg læste for nylig en erindringsbog af Isac Bashevi Singer om hans opvækst i Polen i århundredets begyndelse frem til mellemkrigstiden. Mere brutalt end i Stefan Zweigs ”Verden af i går” skildres kontrasten mellem den højeste åndfuldhed, videbegærlighed og oplysningsånd på den ene side og det ekstreme barbari på den anden. Frygten for pogromer, frygten for at udskrives til krigstjeneste på fronten, Palæstina-spørgsmålet samt strid mellem jødiske fraktioner gør også kærligheden mere ”tuberkuløst” desperat og ladet med mysteriets kosmiske intensitet. Og under det hele kværner den gammeljødiske religiøse arv og tradition. Modsætningernes intensitet med få skridt mellem jubel og selvmordsplaner, hvilket atter giver tilfældigheden et nærmest magisk og ”mirakuløst” spillerum. Kabbala og overtro er forståeligt nok heller aldrig langt borte.

Selv under ret kummerlige forhold spiller både det åndelige og forfængeligheden en betydelig rolle og står så lidt som i Hamsuns ”Sult” i skyggen af de mere elementære livsfornødenheder – især da ikke hos personer af rabbinsk æt og status, uagtet økonomien. Mennesket behøver åbenbart noget at leve for, hvis det skal udholde ikke at have noget at leve af.

Men samtidig beskriver Singer også de lunkne velkendte limbo-regioner af småtskårenhed og forfængelige intriger – for mennesker konkurrerer jo om det samme i miljøets forfatterforeninger. Allerede den unge mand opdager at endog de skarpeste litterære kritikere selv skriver provinsielt, naivt og påfaldende klodset, når de forsøger sig som forfattere eller digtere. Den purunge forfatterspire lejer et værelse hos en ekstatisk, verdenserfaren og højtbegavet dame som straks erobrer ham. Hun fortæller at de litterære tidsskrifters redaktører sender alt retur, oftest endda ubeset, og hun giver selv forklaringen. ” De hader mig, fordi Gud har lagt begavelsens forbandelse på mig, og for det andet fordi de ved at jeg kender alle deres smudsige kneb og intriger. Tro mig, det er ikke tomt pral.” Deja vue eller hur?

Nuvel, nok herom. Bashev Singers heks, der trods sin rabbinske baggrund manisk indviede ham i seksualitetens mysterier og ikke uden et satanistisk islæt, var på engang overtroisk og tilsyneladende også synsk, og hun led af dødslængsel – måske godt det samme, for i så fald undgik hun de polske jøders senere skæbne. Singer kom til USA, hvor hans storebror var fast skribent for et velbeslået litterært magasin på jiddisch. De store perspektiver indgyder os ydmyghed og taknemmelighed – samtidig med at vi kan konstatere, at selv under langt kummerligere forhold plages mennesker tillige af anerkendelsens og tilhørsforholdets kvaler. Ganske som vor kurdiske bekendte ovenfor beklagede uretfærdighederne og de resulterende psykiske men i vor egen del af verden.

Biologisk set er det nu heller ikke så sært, for selv om man er sikret havregrød på livstid, bliver man ikke af den grund hverken noget godt parti eller nogen attraktiv samarbejdspartner. Og derfor ser naturen åbenbart til at vi kun dårligt affinder os med den blotte selvopholdelse. Dette kan så forstærkes af allehånde erhvervede eller socialt nedarvede komplekser – men også de hviler jo yderst på den selv samme biologiske grund. Hvorvidt man i fremtiden vil kunne dulme sådanne ikke strengt fysisk relaterede afhængigheder ved hjælp af chips ladet med virtual reality, ”helt for en dag- scenarier” i 3D, får vi at se. Vi kender det jo allerede fra film og skønlitteratur, der for mange har en tilsvarende funktion.

Alt er således sket, set og sagt mange gange før – endda langt mere dramatisk – men det hjælper ikke, for kulturkommissærerne ved aviser og i lærde råd husker kun det af bøgerne som de vil huske. Jeg læste senest en fortræffelig lille bog om Carsten Niebuhr skrevet af hans søn, og dér fortælles om hvorledes tidens ypperste filolog Reiske (som ingen derfor har hørt om) helt konsekvent blev forbigået til fordel for middelmådigheder som nu den uduelige von Haven der fulgte med som filolog på Niebuhrs ekspedition. "Ingen i vor tid er i den grad blevet holdt tilbage grundet sine fortræffeligheder som Reiske", skriver Niebuhr. Vi hører også om folk der senere på engang forsøgte at kue og nedgøre den sagtmodige og beskedne Niebuhrs ideer – og tog æren for dem. Og jeg der som altid troede at have beskrevet disse ting som en art pioner. Men det hjælper åbenbart intet, for både de lærde og anmelderne forbigår instinktivt altid sådanne passager, og historien gentager sig.

Til gengæld kan man så trøste sig med, at mange andre meget vel kan forstå, når man fortæller dem den samme evige lille historie. Vi mindes her Amon Oz, hvis sprænglærde filolog-fader så rammende sagde: ”Skriver du af efter nogle få, er du forsker; men skriver du af efter mange, er du en stor forsker”. Profetiske ord, for som fremgået af tidligere indlæg har vi hjemlige Stjern-eeksempler, som ganske rigtigt nyder den største anseelse og oven i købet af benovede stræbere udråbes til ”renæssancepersonligheder”. Vel var der klatrere og giftblandere i renæssancen, men det er nu ikke det vi normalt sigter til med nævnte prædikat, der tværtimod forbindes med personlighed, format og overskud hinsides de småtskårne sociale beregningers evige kværnen.

Disse ting er ikke så svære at bevise, for hvis rævens spor altid kommer senere end ulvens og endda helt bogstaveligt træder i ulvens fodspor, beror sammentræffet ikke på tilfældighed, men på snylterens afhængighed. Sådan afhængighed viser sig også i, at plagiatet altid er mindre slående og pytagoræisk ”aha-agtigt” end forlægget, samt at afhængigheden ikke bliver ved det tunge, men også går ned i sprogets sjove vilkårligheder såsom ordvalg, billeder og sidelys.

Et andet irrationelt træk beviser ligeledes mere slående end det tunge skyts i sig selv hvad vi har at gøre med. For som sagt vil enkelte beslægtede begavelser gå efter det samme tunge skyts og således naturligt konvergere. En autentisk anekdote belyser dette fra siden. En bekendt af mig havde sammen med mere ypperlige kvaliteter også et misundelsesværdigt talent som plattenslager i den mere harmløse afdeling; men han havde den svaghed at gå alt for langt i sin lille sport, selv over for erfarne personer hvorom han vidste at de skulle omgås med varsomhed, hvis han skulle komme på skudhold af den store papegøje. Derfor tabte han trods bedre vidende i sin grådighed mange forretningsaftaler på gulvet.

Det minder mig om hvorledes jeg i sin tid i min iver efter at snige min ind på sky dyr altid avancerede for hurtigt og skræmte dem væk – selv efter at gentagne dårligere erfaringer havde belært mig om fejlen. For naturen gik i sin iver over optugtelsen, og på samme måde er det med plagiatorerne: Mange af dem har det som et veritabelt karaktertræk eller som et autonomt personlighedskompleks at kopiere uhæmmet, selv under forhold hvor de måske burde fare med lempe – dels grundet et næsten genetisk selvkørende og umætteligt kannibalistiske begær, dels grundet den langt hen ubevidste karakter af nævnte kompleks.. Og deraf kommer den nævnte barnlige tydelighed af deres fodspor, som dog ingen af deres ordensbehængte kolleger gennemskuer.

Det er helt naturligt, at hvis en af os møjsommeligt lærer et klassisk musikstykke i bedste fald tåleligt, vil det på en gang være anden hånds og langt mindre slående end forlægget – hvordan skulle det dog kunne være anderledes? Det er kun en skam at benægte dette naturlige forhold og spille uvidende om ophavet – for slet ikke at tale om at nedgøre og umuliggøre ophavsmænd i levende live.
Men plagiatorernes store held er at mange af de der fornemmer sandheden, alligevel foretrækker dem frem for de ægte nattergale – omtrent ligesom personalechefer og damer ikke sjældent vælger en kandidat hvis praleri de meget vel gennemskuer, fordi dette sidste smigrer deres egen skarpsindighed og desuden beviser aspirantens naive iver.

P.S. Som man måske aner, er stykket med Bashev Singer skrevet først, hvorefter sideskuddene samt tilstødende lokale erfaringer har krydsbefrugtet. For det er nu vor lille kunstart her på bloggen, ihukommende Blixens berømte ”stork”, der oftest glemmes i praksis, hvor fortærsket den skolastisk talt end kan siges at være. Virkeligheden og tilfældet skal spille uforudsigeligt med for at gøre mønstret interessant og eksistentielt.

Men mønsterbrud er nu også en del af den sande guddommelige helhed. Således nu et arktisk vejromslag med 12 graders morgenfrost, just som al isen endelig var smeltet – tranerne klarer den sagtens, stærene vel også, men storke har vi ikke her udover de blixenske. Ørnene kan derimod have lagt æg allerede, men hvor? Deres mønster kan jeg endnu ikke greje, men jeg tror de ændrer deres naturlige præferencer for at snyde mig.

FORFATTEREN DANIEL SJÔLIN OG ANDRE ØRNE

2009-03-16T07:00:00.000-07:00

DANIEL SJÖLIN OG ANDRE ØRNE
Det slog mig forleden, at selv når jeg skriver på min egen bærbare, bruger jeg ikke dansk ø og æ "hinsidan". Det er en meget bogstavelig og autistisk tolkning af hvad der er muligt hvor - ganske ligesom jeg indtil for få år siden forestillede mig at man måtte være grundigt handikappet for overhovedet at kunne betjene et handikaptoilet. Som om der gjaldt omvendte tyngdelove bag den hemmelige dør, eller som var der tale om en formelig loge.

Dette må dog på den anden side honoreres som en forbilledligt demokratisk tolkning af begrebet 'handikap'. Men det er jo i ganske samme progressive ånd at vi her på bloggen vender enhver art handikap og anden misære til en stilistisk force - nu altså også just nævnte autistiske lille lapsus. Hvad min bil angår, er den dog snart hel igen, takket være en ungarsk fusker: Det var den slags kunster man skulle kunne for at leve af det uden at være en art plattenslager. Man kan sågar leve af at forvandle sin stilistiske svaghed til en økonomisk force - men ikke omvendt. Ak, ak - apropos virkeligheden, så er denne en stor misforståelse. Inspireret af Freuds ord efter sin Amerika-turné: "Amerika er én stor misforståelse!"

Dog skal vi ikke klage, idet det at blive betalt for at kæmpe mod vindmøller må siges at være et ønskejob for en sand Don Quijote. I hvert fald gælder det om at finde så mange sjældne og følsomme arter som muligt for at ændre placeringen af skidtet. Derfor indledte vi dette indlæg med et billede taget fra kongeørnens rede med udsigt over urfuglenes vældige højmoser, som endnu er bundfrosne som Sibiriens tundra. Ørneparret har tydeligvis flere reder og er det første regionale par i mere end en menneskealder - og alt tyder på at et nyt er under etablering just i det kriminelle felt.
Den sidste is smelter vel i ugens løb på søerne, trods nattefrost, og de fleste lokale traner er allerede ankommet. Grågæs var en sjældenhed i min barndom, men er blevet talrige, hvorimod tjur og urfugl lider under det moderne skovbrugs grankulturer. Derfor rydder jeg privat masser af små graner i naturskovsarealer, så enebær, blåbær og tyttebær trives. Ellers behøves der skovbrand, men det tillades normalt ikke i vore dage.

På et hjemligt besøg kom jeg for skade at læse kulturtillæggenes puerile bogdebat med nogle modsatrettede drengeklubber af yderst begrænset underholdningsværdi. Det forekom mig så fjernt og barnligt - disse folk der sætter så stor en ære i at fægte om, hvad nogen andre har sagt om en helt tredje, der vist nok har skrevet en bog. Al denne selvalvor blottet for selvironi og proportioner. Det slipper man heldigvis for stedt i eksil og i kamp mod vindmøller.

Men ugen inden læste jeg faktisk en yderst moderne svensk "roman", selv om jeg litterært er konservativ, lidt doven og skeptisk:
Det er en rablende svensk selvbiografisk roman af Daniel Sjölin, kendt yngre TV-litterat, som er så centrifugal i sin selvreflekterethed, at jeg køber den – ikke mindst fordi forfatter-jeget ligeledes gør sig mange tanker om mennesket som en efterligningsabe. Hvorvidt også det beror på imitation, skal vi selvfølgelig ikke kunne sige, men det virker nu personligt tilegnet og troværdigt. En stor del af romanen består i forsøg på at fange moderens Alzheimer-ramte sprogmaskine og knække koderne bag, hvilket må forstås som en art stiliserende og potenserende fiktion i virkelighedens tjeneste – næsten lige som når man ”oversætter” en udenlandsk dialekt eller sociolekt til en dialekt på et helt andet sprog.

Svært at afkode, men forfatter-jeget gør sig mange desperate associationer om sin rolle i medieverdenen, herunder mange af de samme ting som vi her beklager os over. Hvis det nu ikke er en svensk medieabes forsøg på at usurpere endogså sine modstanderes (dvs. mine svenske dobbeltgængeres) sidste forsvar og stjæle ofrenes skrig a la Stjernfelt og SUT, er det godt gået – og tekstens respektløse overskud får mig til at tro det. Forfatter-jegets hån mod forceret oplyste og lærde romaner, der skal give os den respekt som handlingen og sproget selv ikke indgyder, er morsom, for på sin egen måde er også denne roman encyklopædisk i sit desperate forsøg på at knække virkelighedens koder med alle til rådighed stående midler. Daniel Sjölin har det litterære TV-program Babel, som jeg er gået glip af, og bogens titel er ”Verdens sidste roman”. Fortælleren kalder sig selv mediestrateg – men han indrømmer det dog selv, og hans tour de force er et ægte forsøg på erkendelse.

Uden at være den store litteraturfortolker kan jeg godt afkode forfatterens intentioner. Modsat f.eks. Bashev Singer fra ghettoernes Polen har vor helt ikke megen historie at fortælle, og han ved det. Men han ved at (i mangel på sådan) vil alle romaner kun desto mere handle om forfatteren selv, og han kan ikke tage alskens dannet forklædning alvorligt, historiske kulisser osv. Han bliver dog derved selv encyklopædisk både i respektløst indforstået brug af alskens terminologi fra alle genrer og områder og ved referencer til de nyeste modeller af kosmos, hjerneforskning og what not.

På en måde helt forståeligt, for når man ikke døjer under at måtte forstå, hvad der skete i KZ-lejrene eller i ens barndom (moderen har derimod en historie, som fortælleren forsøger at gætte og kode sig ind til), bliver ens personlige historie blot historien om hvorledes man klippede og klistrede sig ind i verden og videns-verdenen. Fortællerens flittige spark til alle slags illusioner om forfatterrollen kan derfor nok forstås som afreagerende selvindsigt.

Dette er romanmæssigt set atypisk, for skønlitteraturen ejer ikke midler til at erkende hverken kosmos eller hjernen – men selve det vilkår at måtte leve ved at hægte sig på og efterligne alskens viden, som man ikke kan kontrollere selv, men må tage for pålydende – selve dette er faktisk en genuin menneskelig erfaring og et vilkår, som litteraturen faktisk kan beskrive, enten naivt eller som Sjölin en smule spotsk. Ganske som litteraturen jo ikke kan ”usurpere” kemi og fysik, men meget vel kan omhandle en kemiker eller fysiker – men hvor dette er tilfældet, er den nødt til at inddrage faglig viden, eftersom hovedpersonens historie langt hen er historien om hans/hendes forhold til denne viden, der for forfatteren selv må forblive udvendig som noget der må stå til troende.

Daniel Sjölins Alzheimer-ramte moder har ifølge fortælleren af samme navn muligvis engang begravet en ”voldtægtsfrugt”, og forfatteren udkaster nogle realistiske scenarier om dette og en eventuel politiopklaring, der drømmeagtigt gør brug af jævnaldrende ”hovedpersoner” fra hans egen barndom. I et afsnit forestiller han sig, at hans barndomskammerats far også var hans egen virkelige far, modsat den sut han normalt regner for sin far. Bogen ”handler” således mest om hvordan hjernen klipper og klistrer tingene sammen med alle mulige metaforer og ved associative befrugtninger i slægt med drømmeverdenens. Fortælleren udvikler her en orgiastisk billeddannelse hentet fra amorfe naturprocesser såsom svampenes altinficerende mycelium, der minder ham om vor lige så amorft svampede hjerne.

Men i dette tilfælde er der næppe nogen seriøs gåde at knække, og plottene er derfor blot overskudskonstruktioner omkring bagatelagtige begivenheder som associationernes og afreaktionernes katalysatorer og krystallisationskim – og ikke en desperat søgen efter en biografisk sandhed. Men processen gennemskuer sig selv som blot endnu en mycelieagtigt infiltrerende hjerneaktivitet. Dette er i grunden ikke spor mærkeligere end at en uhyre lærd persons selvbiografi som afdøde professor Billeskov Jansens memoirer ikke tegner noget mønster, men blot er en fornøjelig kronologisk opremsning af læsefrugter og -miljøer.

Fortælleren uddeler mange overmodige hug til samtidig litteratur af mange slags såvel som til enhver art tro på sjæl og højere mening. Men så aggressivt og uforfærdet kan man kun angribe en virkelighed som man trods alt tilhører, og hvor selv ens uforskammethed har grønt lys. At angribe en virkelighed som man hverken kan eller må leve i, er psykologisk umulig, for hvis man hverken har rigtig sympati eller rigtig respekt for det man er oppe imod – føles sådan beskæftigelse syg, hvorimod nålestiksaktioner i spontan frihåndstegning som vore giver sundt afløb, så man igen kan glemme elendigheden og mere helhjertet dyrke smukkere ting.

Jeg misunder Sjölins sorgløse optimisme og hans ret til sågar at håne sit eget forlag, for et helt normalt borgerligt bogprojekt ville måske i dag vanskeligt kunne fange mig. Når en tanke har fundet sin smukkeste pytagoræiske form, føles det unaturligt uopfordret at drøvtygge den til døde. Derimod er det altid morsomt med en så at sige journalistisk anledning der kan aktivere og levendegøre en idé eller en dybdeobservation ved at forbinde den på overraskende vis med noget konkret og i en vis forstand tilfældigt, der giver det en lighed med kunst: For også kunsten krydsbefrugter jo det almene og det personligt oplevede – forskellen er blot den at i kunsten er der ikke meget alment før syntesen, fordi oplevelsen er primær; hvorimod i filosofiske sager er de abstrakte sandheder oftest blevet formet og slebet til på forhånd, deraf deres sjove goldhed i deres så at sige ”partenogenetiske” tilstand – selv om de jo i sin tur yderst også beror på oplevelser i en eller anden forstand.

I så henseende holder jeg af avisgenren (ideelt set altså...), fordi den korte form tvinger til æstetisk og tankemæssig koncentration foruden en konkret anledning som krystallisationskim, som skal ”legitimere” så abstrakt stof på avisplads. Overdreven plads er derimod usmagelig uden en tilsvarende konkret anledning, kunstnerisk eller for den sags skyld pædagogisk – men det kunne nu også bestå i en invitations grønne og vækstfremmende lys, der befordrer fine rodtrådes ængstelige prøvende skridt ud i en farlig verden. En vis skamfølelse ved at brede sig umanerligt er dog klædelig og befordrende for en vis refleksion - og den skamfølelse har også at gøre med at vi dog også agter højere ting end vort eget ellers så klaustrofobiske rum. Denne naive fromhed er måske en akilleshæl, snævert karrieremässigt set, men jeg gider som sagt ikke de drengeklubber og har vel egentlig aldrig gjort det: For det kräver en anden art social naivitet som heldigvis savner.

Plagiatorerne elsker omvendt at blæse tingene op til debatbøger for at gøre dem til deres egne og overdøve forlægget, og ifølge sagens natur kender de ikke til leden ved at tarveliggøre det én gang formgivne. Det er udover deres spiselighed en af grundene til deres gennemslagskraft; en anden grund er at man ikke nærer blufærdig frygt eller perfektionsbekymringer i forhold til lånt gods – ganske som pædofile jo heller ikke deler forældrenes undertiden overdrevne bekymring for afkommet ve og vel.

Nuvel, måske er jeg for min egen del måske mere til jazzens intense ”little Bang”s a la ”Jorden rundt på 80 sekunder”, billedligt talt. Noble og kritiske sammenskrivninger af års læsestof i murstenstykke danske stile kan måske ikke antænde mig, selv om jeg godt kan læse det – lidt på samme måde som man en dag opdager at man simpelt en er vokset fra at ”gå i byen” om aftenen på må og få: Man gider ikke rigtigt længere, og støjniveauet er – både i bogstavelig og overført forstand – desuden for højt. Der er ingen forjættelse i det længere, så hellere gøre noget enten enten nyttigt (hvordan?) eller morsomt, for den borgerlige ære er for dyrekøbt hvis man ikke engang kan tage den alvorligt andet end som savn. Men det skal nu ikke hindre os i at læse dem der gider, blot ikke de falske og derfor så højtråbende nattergale.

Sjölin har præsteret kunststykket at gøre en mikrokosmisk tour de force til en hel roman; og just fordi jeg ikke kender ham, behøver jeg ikke døje under eventuelle minusser af den art, som jeg beklager hos visse af mine landsmænd. På denne måde bekræftes atter det gamle ord, at profeter sjældent er velsete i deres hjemby. For strengt taget kan jeg jo ikke vide om Sjölin er en svensk pendant til ”mediestrategerne” SUT eller Stjernfelt, der oven i købet æder og usurperer de få der har gennemskuet dem. Men dels er han langt mere kompromisløst udfarende og uforskammet til alle sider (også selv om han ”har lov”), dels er han så frontalt fabulerende og aggressivt grænseafsøgende, at det gør ham eksistentielt troværdig.

Fortælleren Sjölins mere ”hjernefilosofiske” overvejelser om at al empati for ikke at sige kærlighed er simuleringer i vore såkaldte spejlneuroner og derfor kun fordækt egenkærlighed, minder måske lidt om hvad vi selv undertiden siger om alle ”menneskeaberne” omkring os – som han ganske rigtigt ser rigtigt mange af i sin verden, og da især i det køn som vi begge tilhører. På den anden side må man skelne mellem hjernens virtuelle simulering af andres lidelser og så en beregnende udvendig simulering af sådan ægte simulering: Dette lyder måske som en fortænkt skelnen, men der er dog forskel på forestillet og ægte medfølelse, ganske uanset hvad der foregår i hvilke neuroner, de sidde nu i højre eller venstre hjernehalvdel. Medfølelse er nok i sig selv en art simulering, men den er ikke af den grund simuleret medfølelse.

Sjölin er sprogligt set encyklopædisk i mangel på historie samt af informationsoverskud, men foragter folk der behøver lærdom for at peppe en svag historie op. Han foragter også forfatterskoler, men har vistnok gået på en selv. Hans egen historie er så cerebralt ladet og så faktuelt tom, at man ikke kan skelne mellem historien og så dens samtidsencyklopædisk rablende konstruktion som eksploderende tekst omkring fragmentariske erindringskerner. Små optrin strækker sig derfor over mange siders vild ”mycelievækst”, men fortælleren har skam også øjne i hovedet.

Men naturligvis er det ikke verdens sidste roman eller romanens endeligt – for verden vil altid have konkrete rædsler, og ethvert liv må fordøjes på sine vilkår. Bashev Singer kunne ikke have flygtet over i det encyklopædiske, og selv om vi fremover vil se stadig flere ikke-romaner – hvoraf kun ganske få vil være lige så læseværdige som Sjölins – så foretrækker vi nok i længden lidt mere traditionelle romaner, der trods al mulig refleksion ikke forsøger at ophæve historien. Hvorfor vil Sjölins ”efterabere” ikke være lige så læseværdige? Fordi de enten ”ved” alt for meget og bliver uudholdelige. Eller også fordi de omvendt ved for lidt og derfor bliver rablende og frejdige amatører med gode anbefalinger. Romaner udforsker vel altid den menneskelige "væren i verden", under disse eller hine kår - i vore dage med al den virtuelle virkelighed til disposition. I romaner uden handling eller udvikling kan det minde om et langt digt om fremmedgørelsens tomgang - som i Camus' "Den fremmede". Og enhver menneskelig forestilling eller konstruktion må naturligvis være tilladt i den genre der nu har det menneskelige univers som genstand.

DESCARTES, ALBERT ENGSTRÖM - OG HEISENBERG FOR AUTOMEKANIKERE...

2009-03-05T09:03:00.000-08:00

DEN VIRTUELLE VIRKELIGHED OG DEN VIRKELIGE
I har måske hört om hvorledes Descartes i sin tid forsögte at bevise sin tro på fornuften ud fra et minimum, et urokkeligt anker af sikker viden. Han kunne bevise at han tänkte og derfor var til; og han mente i näste runde at kunne bevise, at da ideen om en gud var for stor til at komme fra noget mindre end en gud, måtte også Gud eksistere. Og han mente i tredje runde at kunne bevise at Gud per definition er god og derfor ikke vil väre bekendt at snyde sine skabninger ved at udstyre dem med lutter sansebedrag. Ergo kan vi i det store hele stole på vore sanser og vor fornuft. Gad forresten vide hvordan Gud beviste for sig selv, at Descartes virkelig eksisterede,

Le ikke, for manden var et matematisk geni, men hvad der kendetegner en filosof er at tänke selv ud fra et absolut minimum af viden på visse typer af områder, genial eller ej - og uanset ens evner på helt andre felter. Det er her som med musikalitet og tegning og andre talenter: Man kan ikke uddanne sig til det, selv om man er en stor studiebegavelse. Kaj Sörlander er et genuint eksempel, om end det ikke bör danne präcedens at rose kolleger.

Nuvel, hvorfor nävner vi alt dette. Fordi det der begyndte som en hobby og ungdomspassion, endte med at väre vort sidste forsvar: For hvad gör man, når eliten bruger ethvert trick for at lukke én ude, först i akademisk regi, siden i den medieverden hvor jeg siden i mange år som Köbenhavns championer måtte presse mine små paddehatte op gennem asfalten, gödet af fulde folks og ditto hundes kvälstofrige tis. Kort sagt måtte man udvikle det ene cartesiske anker efter det andet, efterhånden som ulvene angreb, og det blev nästen en anden natur.

Den slemme overraskelse var blot, at ingen garanti holder i längden, med mindre man hörer til dem der tager gamle ting frem og pukker på sin ret. Med den rette naive tro kunne og burde man jo sagtens, men med mindre man hörer til plattenslagernes misundelsesvärdige ät, behöver man nu engang friske beviser, for selvtillid er som vindenergi en letfordärvelig vare, undtagen hos psykopaterne. Og sådan bör det måske også väre: En tudsegammel person har jo desuden ikke meget ud af med tilbagevirkende kraft at få tildelt en medalje som cykelrytter, hvis han i dag sidder i körestol - med mindre han da er enten senil eller storhedsvanvittig.

Alt det gider vi nu ikke give eksempler på her, men bringer det kun på bane, fordi vi i sidste indläg bragte en ny kronik fra Information. Den slags fungerer nemlig ligeledes som et cartesisk "anker": Hvis Information har godkendt denne kronik forleden, trods mangel på enhver art tilknytning eller symbolsk bestikkelse, beviser det forhåbentlig, at vi endnu er i live. Ergo kan läserne så bedre stole på vore sansers troværdighed "on other issues" tillige...... Apropos "endnu i live", så har den gamle svenske humorist Albert Engström en tegning, hvor en döende bonde med opbydelse af sin sidste kraft råber: "Ân är jag inte dö!" Hvortil hustruen med bister utålmodighed replicerer: "Tyst med dig, Gustaf - doktorn vet väl ändå bäst!"

Nå, men vort cartesiske anker er ligesom når enkelte venner i tidens löb har understreget at man dog engang fik tretten i sit Kierkegaard mm.- speciale. For dels er man nu ikke helt
ene om den slags, dels var man måske länge om at tage sig sammen, osv. osv. Altså, det er ikke nödvendigvis vor ypperste merit, men det er ligesom med kronikker og anden officiel anerkendelse: Det ydre giver et anker af pålidelighed, til stor gene for alle de som helst ville bevise det modsatte - og som netop bruger de ydre anerkendelser som livets alfa og omega, fordi de derved som SUT, Stjernfelt osv. oftest kan holde alle dem ude som de ubevidst, men systematisk planker.

Nå, men hyänernes strategi er med pokerface at tie disse ankere ihjel gennem foräldelse. Ja, for sandheden er, at der faktisk er rigtigt mange "miskendte" udmärkede folk på dette og hint felt af livet - og det er ingen dårlig vittighed at rigtigt mange fortjener en medalje, X-faktor ufortalt. Antag blot at halvdelen af al anerkendelse er fejlplaceret, så bliver der dog en hel del tilbagebetaling i skat. Og som Kant tilföjede: Derfor må vi forlange Guds eksistens for at få regnestykket til at gå op.

Hvad Descartes angår, gives der måske garantier, autistisk set - men hvis man kun kan overbevise Gud og sig selv om det, mens verden ligefuldt kan vende op og ned, fortränge og planke på samme tid som med Sut og Stjern's brug af martyrerne, så er man lige vidt. Men det holder livets cirkus i gang, for akrobater må holde sig i form...

Men dette indlæg handler om VIRKELIGHED, og i dag sandede vi med al vor karakteristiske idioti, at virkeligheden ikke er virtuel. Jeg tog en chance med en stolpe i et lovlig skarpt sving, aldeles unødigt, som om man ved en vis drømmeagtig hast kunne få det overstået og eventuelt tage scenen om, hvis den skulle glippe. Eller som om et tilstrækkeligt kortvarigt fejltrin eksisterer i en så kort og såge at sige kvantefysisk virtuel og uvirkelig tidslomme, at det ikke spiller nogen praktisk rolle for os dødelige. Logikken heri lyder lidt overdrevet som følger: "Sæt venligst farten gevaldigt op her, så I kommer forbi skolen, inden børnene når at komme ud på vejen!"

Men ak, Heisenbergs usikkerhedsrelation er hverken for begyndere eller for klamphuggere, for bordet fanger, og det koster både en ny forskærm og mere - selv med en fusker bliver det en dyr fornøjelse. Nej i sammenligning med så skræmmende eksempler på vor virtuelle omgang med virkeligheden er det vore psykologiske beklagelser der er virtuelle. For mange af de afsavn som vi begræder, er jo kun til når vi tænker på dem - hvilket jo også gjaldt ungdommens "ulykkelige kjerligheder". Disse ting er vitterlig irreelle, disciplinært set, og det sander vi når vi bliver smidt i kloster, i militærtjeneste eller i fængsel uden mulighed for alle hånde dumme forhåbninger og afledningsmanøvrer, befriet for vor indbildningskraft. Det er også dette buddhister mener med at vi kan overvinde begærene som indbildte, undtagen sult og søvn.

Den eneste måde vi kan bruge vor bommert på er ved at tage os sammen og ligesom de anonyme afholdsmænd skelne mellem de ting vi kan gøre noget ved, og dem vi ikke kan ændre: Dvs. mellem de genstande vi har råd til og dem vi må nöjes med at forestille os. Regningen kan vi ikke tænke os fra, men på anden vis kunne vi måske med udbytte stramme os op for at indhente underslæbet: F.eks. ved som her at forevige den kontante afregning filosofisk.

For uanset kvalitet er enhver "velskreven" filosofisk bog træls og endimensional læsning i sammenligning, især hvis vi har skrevet det før og ikke længere kan opbyde den rette begyndernaivitets hormonale vitamintilskud. Nej, her er en frisk flerdimensional avisrapport om et øjeblik hvor "evigheden skärer tiden" ved en automobilulykke anderledes velgørende - og her i "offerets århundrede" var der heldigvis ingen andre det var synd for end ...os selv.

NEXT: Forfatteren DANIEL SJÔLIN og andre Ørne

DEN NY ELITE (Kronik bragt i Information 19.2)

2009-03-01T02:59:00.000-08:00

(KRONIK I INFORMATION 19.2)
Professor Stig Hjarvard havde 7.2 en velanbragt kronik om, hvorledes det gamle kulturborgerskab ikke bør få hverken liberalister eller andre til at føle sig truet: For i dag er det mediefolkene der sætter dagsordenen og besætter nøgleposterne i kulturlivet.
Det vil jeg både uddybe og komplettere. Det gamle kulturborgerskab talte mange fine personligheder med en rigdom på overtoner og en indbyrdes forskellighed, som under alle de drabelige attituders krusninger ofte savnes i dag. Tænk blot på at mediernes humor oftest er af samme sarkastiske skuffe, hvad enten fjenden er de venstreorienterede eller regeringen – groft sagt.

Men vor indrømmelse til det gamle kulturborgerskab må modificeres: Dets aristokratiske charme hang i høj grad sammen med, at de privilegerede trods små konflikter på første klasse nød deres privilegerede stilling uden frygt. Endvidere var deres opvækst ikke præget af et hysterisk jag efter ”identitet”, og derfor var det ofte passionerede kendere der endte med at slå sig op som kulturpersonligheder på dette eller hint felt. Forbindelser? Javel, men også det var noget ”man” bare havde, og grundet denne uskyld betød sladder og spin mindre, mens det i dag snart er det ene fornødne.

Men vi må ikke glemme at overklassen alle dage har holdt på sin naturlige forrang og ikke givet ved dørene, når begavede folk fra de lavere klasser bankede på: Ja, i meget gamle dage skulle man kunne latin for at gøre sig gældende; og hvor mange gode tanker eliten stjal på den konto, kan vi kun gisne om. Og endnu for halvtreds år siden forekom der akademiske skandaler med grov udnyttelse af hvad man i tidens koloniale sprog kaldte ”negre”. Høfligheden gjaldt således også dengang mest folk fra ens egen kreds.
Men denne bandementalitet er i dag er rendyrket til det ekstreme, paradoksalt nok just i kraft af demokratiseringen: For mediernes dominans er jo en følge af den sociale mobilitet, som har gjort os alle til åleglatte aspiranter. I meget gamle dage regnedes de få der kunne læse, for åndelige overmennesker; og det gamle kulturborgerskab havde en sorgløs overbevisning om at være den naturlige elite, hvilket lagde en dæmper på deres indbyrdes aggressioner. Men i de moderne mediers tid accepterer ingen uden videre overmænd og overdamer.

Grundet vor demokratiske forventning om at ”hvad ikke alle kan lære på et kursus, må helst ingen kunne” er jalousien i vore dage lige så ekstrem som elitedyrkelsen: Tænk blot på at mens det endnu for en god snes år siden ansås for spøjst sådan frivilligt at have skrevet en rigtig bog, skriver gud og hvermand af pligt snart en debatbog om året. Men den emsige konkurrence bevirker samtidig stor konformitet, selv på højt niveau, både i sprog, tanke og humor – under meningsforskellenes højtråbende fernis: Omtrent alle undtagen Søren Krarup taler snart samme ”dialekt”, ganske ligesom unge mænd går til alle de samme ting samtidig for at blive lige stærke og smarte ude i byen.

Denne ensretning, der også befordres af uddannelsessystemet, er en følge af rivaliteten, men lægger også en dæmper på den: For så længe vi alle sammen er dygtige på den samme måde, har vi lettere ved at udholde hinanden – og vi er også nødt til det for ikke at komme til at slå os selv på munden. Ganske på samme vis foretrak fordums professorer gerne duksene, men måtte til gengæld anerkende dem som jævnbyrdige, efterhånden som de blev lige så dygtige som de selv til de samme ting.
Men den grænseløse rivalitet som følge af den sociale mobilitet har skærpet dette moment, sådan at alle kan komme frem – blot vi gør som de andre i banden og så for øvrigt lægger os i selen, ganske som dengang vi gik til fodbold, eller hvad nu der var tidens og alderens løsen.

Konkurrencen er således et tveægget sværd, og kun de fantasiløse ævler frejdigt om dens velsignelser. Konkurrence på varemarkedet er godt, men på de indre linier gør den megen skade – og et billede på denne enfoldighed kunne være tidens næsten religiøse benovelse over ret vilkårlige og standardiserede ”intelligenstest”, som derfor trænes i fjernøstens autoritære skolesystemer. Men har I nogensinde set japansk TV-humor, dette lands høje score uagtet?

Hvad så med mediernes egen rolle? Ja, i lidt ældre tid kunne selv højt begavede avisfolk være knarvorne over for ”akademikere”, undtagen de uomgængelige gamle – omtrent som akademikere jo heller ikke var velansete i folkeskolen. Det har ændret sig, for nu er snart alle akademikere – men det betyder så også at nævnte gammeldags vrantenhed er blevet afløst af en nivellerende nidkærhed, der under det forskønnende navn ”social intelligens” er blevet tidens pest. Ja, for sagen er at når dine foresatte udvælger dig i kraft af din følgagtighed, så er det chefens sociale intelligens og ikke din der i givet fald må roses – for mange chefer har det med at foretrække folk de kan forme, og som viser naturligt dørvogterhang.

Nu tilbage til Hjarvards pointe – nemlig mediernes betoning af selve evnen til at komme på, gøre sig kendt, seertal, bundlinier osv. For hvis vi ikke anerkender nogen art indre berettigelse hinsides gennemslagskraft og kollektiv magt til at monopolisere synlighed, så bliver både moral og kvalitet blot markedsnicher og påskud, omtrent som når tidens mediedarlings giver den som store individualister. For et stort ego er jo ikke ensbetydende med individualitet, selv ikke hos velbegavede folk.

Prøv i dag at appellere til menneskelighed i karrieremæssige forhold. I den gamle tid dyrkede man i det mindste en overflade af ædel korrekthed, selv om den heller ikke dengang sad så dybt som bekvemmeligheden – for generøsiteten gjaldt især nærstående. Men i vore dage er der – helt uanset politisk observans – end ikke nogen der gider give et skin af storsind, hvis en potentiel rival om opmærksomheden skulle behøve det.
For eftersom alle ansøgere jo i demokratisk ånd anses for lige gode på bunden, så måtte vi jo lukke alle og enhver ind, skønt vi kun behøver nogle få. Demokratiseringens sejr ad helvede til indebærer derfor paradoksalt nok, at enhver appel til rimelighed slås i hartkorn med klager over ikke at have vundet i lotto: Også lotto er jo per definition på engang klasseløst demokratisk og individuelt set ”uretfærdig” – og just derfor kan ingen pukke på nogen særlig ret til at vinde.

Når medieeliten har så travlt med at åle ”X-faktor”, kommer jeg til at tænke på, hvorledes mine bedsteforældres generation kunne sige: ”Det er synd for aberne, når man i cirkus klæder dem i kjole og hvidt!”. For denne følsomhed for abernes værdighed beroede nok i virkeligheden på ubehaget ved den tanke, at overklassen måske også selv var aber klædt i kjole og hvidt. I virkeligheden var det deres egen selvfølelse og ikke abernes, der blev såret ved den nærgående sidestilling; og på samme vis er det med den moderne elites punken i kor på ”X-faktor” – i Stein Baggers tidsalder, hvor næsten alt er blevet ”X-factory”: ”Vi på de højkulturelle medier vil sgu ikke sammenlignes med de populistiske aber på TV2”.

Men aldrig har vi da uddannet så mange mennesker. Nej, men hvem der så udvælges af bunken af jævnbyrdige, kommer til at ligne X-faktor. Og at vi alle er højtuddannede, er heller ikke altid kun godt: For det betyder, at enhver art autodidakter, passionerede specialtalenter samt kvalificerede vanskæbner bekvemt skrottes i første runde, selv på områder som slet ikke egner sig til uddannelse.

I andre lande såsom førnævnte Japan kan man sågar blive uddannet som komiker, og snart har vi vel også en kompetencegivende uddannelse som martyr: For når noget hidtil ringeagtet pludselig viser sig at kunne give status, så skal det partout autoriseres og ensrettes til døde. Fordums pukkelryggede kunne i ro og mag opdyrke en egen niche og til sidst endda høste en smule ære derved – for ingen velforvarede kunne seriøst misunde dem. Men hvis det pludselig blev oversmart i DK at være klassisk kulturmuslim, ville Tordenskjolds moderne elitekorps snart give den som det oplyste Islams diskrete fortrop. Præsident Eisenhower advarede i sin tid mod det militærindustrielle kompleks – gid Obama ville advare mod det medieakademiske kompleks.

FÖLSOMME MENNESKER I DANMARK...

2009-02-16T08:09:00.000-08:00

Interessant hvor fölsomme vi mennesker er. Efter at svenskerne har besluttet at plastre deres land til med vindmöller - 400 alene i Halland, plus 200 til vands - er jeg blevet endnu mere A-kraft tilböjelig end tilforn. Med samme alibi går jeg ind for de sidste store elves fortsatte bevarelse. I övrigt er Tjernobyl angiveligt blevet et sandt paradis af biologisk mangfoldighed, herunder utvivlsomt også enkelte tvehovede kalve - og hvis også de kan overleve, er det sgu godt gået, for en mutation kommer själdent alene. Livet er nu engang farligt, men hvor kedeligt skal det blive, for alternativerne er endnu kedeligere og - som de fleste kedsommelige ting og mennesker - umådelig pladskrävende.

Til gengäld har jeg udsigt til en midlertidig lön som kortlägger af fölsomme store fugle i et par berörte områder, med håb om en lidt forbedret placering af skidtet. Så på den måde er det godt for mig, hvilket udviklingen ellers själdent er - og da slet ikke personlig udvikling, som er en by i Rusland - men desvärre ikke lige så spändende som Tjernobyl. Enkelte städigt urokkelige gamlinge overlevede forresten også sammesteds mod alle odds, og de burde fölgelig klones til en ny race, egnet som arbejdskraft i forbindelse med drift og ombygning af A-kraftvärker.

- Globaliseringen gör os åbenbart ikke meget större i udsynet, for i vor lejlighedsvise udländighed konsulterer vi mest nettet for at fölge vor egen dumme og skröbelige karriere. Derved opdagede jeg at Information forlängst havde trykt en bitte pastiche på Berlingernes "Groft sagt" herfra om en anden fölsom själ, korsfaren Lars Hedegaard - som mente at väre et offer for kommunistisk sammensvärgelse, da Berlingske frigjorde ham fra nävnte spalte. Et indläg , som jeg troede at "kommunisterne" ligeledes havde forsmået.

I den samme dags bogdebat (11.12.08) figurerede yderligere to fölsomme gemytter - så fölsomme at de end ikke tåler det danske ö, som derfor ikke kan demonstreres i dagens indslag. Den ene var shamanisten m.m. Neutzschy-Wulff, der trods nogen publicistisk succes i årenes löb föler sig slemt overset af både läserne og anmelderne og derfor erklärer sig for landets ypperste hövede, som sagt uden dansk ö. Den slags fölelser er vi åbenbart mange om at have iblandt, så helt unormale er vi fölgelig ikke oven i hövedet - som sagt uden dansk ö.

Dagens tredje fölsomme hövede var ligefrem så fölsom, at han kun figurerede i tredje person. Mads Qvortrup besvarede nemlig en smudskastning fra forfatterens Jens Martin Eriksen - hvorunder det fremgik, at den fölsomme Eriksens skraldespand mod ham kun skyldtes, at Qvortrup i sin tid havde kritiseret en bog som Eriksen havde begået sammen med den uundgåelige netvärksabe Frederik Stjernfelt.

Qvortrups kritik af nävnte värk glädede mig så meget, at jeg fik sympati med ham, skönt jeg ellers har det med at väre forhåndsskeptisk mod yngre nyslåede professorer ved Farum Universitetscenter, og da isär hvis de er i när slägt med en bunke andre folk fra det medieindustrielle etablissement. Det viser atter igen at også jeg er et fölsomt gemyt, for mere skal der altså ikke til for at omvende os til en ny religion.

Eftersom hele vor tid ligger komplet på maven for de notoriske andenhånds eksistenser der fra dag 1 her på Jorden har netvärket, smigret, fedtet, forbrödret og plagieret sig skamlöst klatrende op til uomgängelige positioner, så får jeg imidlertid straks sympati for en person der går imod strömmen, uanset hans motiver for det. Her skylder vi dog som gentlemen at indrömme at just Stjernfelts andel af nävnte tomandsvärk faktisk blev fundet "tålelig" - men det bör nu ikke undre nogen. For en gennemkalkuleret og intelligent menneskeabe vil aldrig begå noget dårligt, for han vil altid planke og krydse sig febrilsk, men dog forunderligt köligt, frem på parnasset med alle til rådighed stående midler, aldeles umättelig i sin oplyste kölighed.

Krydse - ja, for vor mand er kannibal og navigerer sig kronisk frem ved en art "seriel monogami", i stadig skiftende opportune tomandsbander og strategiske partnerskaber. Tusinder af ubetydelige akademiske klatremus gör på et åbenlyst tyndt niveau det samme, og derfor er Stjernfelt deres konge og guru. Eriksen er mere digterisk spontan og kommer af lutter spontaneitet til at gå under bältestedet i ny og nä, som jo også hans lige så fölsomme kollega Rifbjerg kan jo göre det, om så også med lidt mere fyndighed.

Nå men hvad er så min specielle grund til at ärgres over at nok nävnte Stjerne nu igen forleden sgu har begået noget, som alle tidens netvärksdyr ikke tör andet end falde på maven for, af frygt for at falde i unåde nu eller fremover, hos denne vor civile udgave af Albert Speer, alt for civiliseret og velbegavet til at hänge? Såmänd noget helt personligt, idet han i sin tid omgik mit magnum opus med allerstörste uärlighed. Jeg mödte ham dengang på gaden, hvor han fortalte at han nu omsider havde anmeldt sagen - men aldrig har jeg set nogen se så syg ud i hovedet af misundelig grämmelse:- jeg lyver virkelig ikke.

Dagen efter så jeg, hvorledes han ved at slå min top-osv. i bunke med et par småting af en helt begynderagtig division, havde formået at fortie, undgå og omgå mig uden egentlig at lyve og dermed risikere svar på tiltale. Skidt med fortiden, men han har aldrig siden gjort noget for på nogen vis at böde på det, trods hans uendelige muligheder for det, og han vil som den allernaturligste sag til enhver tid forsöge at planke og undergrave mig, som dengang han sammen med digteren S.U.T overtog mine ord i Politiken om alle de anerkendte, der giver den som miskendte - idet de to dog samtidig forvred tanken komplet på en måde, der sigtede til at göre livet endnu mere umuligt for de virkelige outsidere: som nemlig iflg. SUT og Stjernfelt kun fandtes tilforn, i Jesu og Van Goghs tid, men ikke i SUTS og Stjerfelts calvinistisk retfärdige epoke. Alle "miskendte" er nemlig i vore dage selvbedrageriske stakler - stik modsat alle denne verdens anerkendte forstår man...

Ingen af de to har skam noget personligt imod mig, hvilket blot gör det mere utilgiveligt, for irrationelle fölelser kan dog tilgives. Nej, det hele handler om strategiske fordele og kold, men som sagt febrilsk beregning i grådighedens tjeneste. Og de få der gennemskuer det, holder oftest pokerface, for alle Bermudas grå dörvogtere og emsige kommissärer er forståeligt nok langt mere trygge ved sådanne typer end ved mig - og det ved disse folk, der således har helt grönt lys til at fremture fortsat... Og som sagt äder alle de benovede småaber - som jeg end ikke ville eje som undersåtter, hvis jeg fik dem foräret - det råt, mens de store menneskeaber klögtigt og loyalt holder gode miner til slet spil så länge, at også de selv til sidst tror på det. For alternativet er dem nemlig langt mere imod - og det som jeg engang troede var undtagelsen, viser sig blot at väre det uhelbredeligt normale og komplet forudsigelige, som aldrig vil formå at fange fuglens flugt - der derfor er dem en utilgivelig streg i regningen som forbitret må ignoreres.

Nå, men ejheller det er särlig unormalt, har man efterhånden forstået af livet. Ja, selv alle vi der föler os miskendte, er åbenbart også helt normale - men derfor kan vi nu godt af og til have ret, selv om vi altså ikke er helt så alene som vi gik og troede. Og ret beset, hellere väre anerkendt af dem der kender os, og miskendt af dem der ikke gör det - end väre anerkendt af alle dem der enten ikke kender os eller mangler ethvert grundlag for at sande vort rette sko-nummer. Apropos sko-nummer må vi dog nok alle indrömme, at vi på bunden ikke er meget fredeligere end folk i Gaza, og ejheller mindre ärekäre end ayatollaerne i Iran...

BERLINGSKE DEBAT: SØRLANDER OG GAZA

2009-02-11T05:58:00.000-08:00

Hånden på hjertet og hænderne over dynen: Vil I hellere have at jeg taler om Indiens regering end om egne genvordigheder? I kan her passende huske på Kierkegaards ord i "Enten- eller", at en digter er en sjæl, hvis rædselsskrig og smertebrøl lyder som den lifligste musik for andre. Vel er jeg ikke digter, men hvis ikke Søren havde skrevet disse ord, ville jeg ikke desto mindre på stedet have digtet noget lignende i selvforsvar.

Ellers hedder det at man ikke bør jamre på egne vegne, men hvis ingen andre gør det, så kommer dette ædle krav til at minde om Middelalderens hekseprøve: Hvis man bliver kvalt i tavshed, var det bare synd; og hvis man forsvarer sig, er man "heks" og skal hænges. Men kedeligt er det forhåbentlig ikke, og det samme kan man ikke altid sige om verden.

Nå, apropos Søren: Ganske som han yndede at vise at han skam kunne være dybt religiøst, alvorlig samtidig med at han i andre skriverier var morsom, således kunne vi vel også give eksempler på mere verdslig normalitet. Mens vi tidligere skrev så meget til aviserne, at vi lod bloggen køre helt separat, har vi ikke længere råd til at undlade at nævne når pressen atter giver lidt grønt lys. Meget passende har Information antaget en kronik om de kulturbærende klasser før og nu, men her vil jeg hellere nævne at min "kollega" Kaj Sørlander skrev en fin kronik i Berlingske om moral og umoral i forhold til Gaza og omegn. Det er morsomt at se en person tænke som han gør, for man mærker at han har gået for sig selv gennem årene, hoppende logisk fra isflage til isflage. Det virker nok fremmedartet i dag at tænke i syllogistiske følgeslutninger som denne: "Hvis A) Israel har ret til at eksistere, så B) er staten Israels ophævelse ergo et umoralsk mål at have for Hamas".

Livet har dog lært mig, at den abstrakte logik har sine naturlige grænser, hvilket affødte nedenstående artikel bragt i Berlingske dags dato. Endelig et alvorligt skridt ud igen fra jeg-husets skammelige selvbesmittelse? Eller er det mon lige omvendt: Nu vil man også skamløst benytte verdenssituationen og andres skæbne som påskud for at ævle om steder man aldrig har været, i stedet for at blive i sin egen musikalsk autonome og urørlige boldgade, i splendid isolation and all that jazz. Nå, men here we go:

FILOSOFI OG FREDSMÆGLING
Af Henrik Bandak (filosof)
Kaj Sørlanders fine kronik om Hamas, Israel og Gaza behøver en
kommentar. Sørlanders tænkemåde er et flot eksempel på klassisk logik, men skolastikken har nu sine grænser. Sørlander udleder således: Staten Israel kan ikke med rimelighed forlanges ophævet; ergo er Israels ophævelse et moralsk forkasteligt mål for Hamas at have. Endvidere: Det er umoralsk af Hamas at bruge den civile befolkning som dække for aggressive operationer – for dernæst at skyde skylden for de resulterende tab på Israel.
Men vi opfører os sjældent særligt fornuftigt. Det er uundgåeligt, at når civilbefolkningen lider ubærligt, vil den af desperation håbe på sine mest militante talerør. Og det er lige så uundgåeligt, at selv mindre tab på israelsk side vil afføde tilsvarende reaktioner, herunder en umenneskeliggørelse af modparten. Respektindgydende undtagelser findes, men vi kan ikke forlange af andre, hvad vi ikke selv kan leve op til. Det er desuden uundgåeligt at kamporganisationer tiltrækker typer med karakterbrist.
Her er det at proportionalitetstanken kommer ind i billedet. Jævnbyrdig kamp er én ting; men den overlegent stærke part er i Gaza staten Israel; og fordi den stærke part altid er mindre desperat, er det den som man mest realistisk kan tale til rimelighed. Kravet er moralsk set lige berettiget til begge sider, men er blot ikke realistisk at rette til mennesker der har mistet familie og venner. Derfor kan vi kræve mere af den stærke part – herunder besindighed i sine straffeaktioner.

Dette med proportionerne illustreres sjovt af hvad en bekendt fortalte: I Sydamerika havde han pågrebet en lommetyv – men dennes afvæbnende forsvar lød: ”Jamen hvis vi nu ikke engang må stjæle fra de rige, hvem skal vi så stjæle fra?” Sørlander nævner at når vi altid forlanger mere moral af Israel, er det urimeligt. Men sagen er her igen den at vi realistisk set må appellere til vore nære: En diktator er jo per definition ligeglad.
Ganske som psykopatiske elementer spekulerer i at få modparten til at reagere sig så grumt, at det giver dem selv carte blanche som hævnerengle – således kan vi heller ikke udelukke en tilsvarende taktik i modpartens rækker. Og vi må regne med at mange hos den stærke part tænker: ”Styrken skal da udnyttes til fulde, mens vi har den.” Machiavellisk set er vi i så fald håbløst naive ved at tro, at vi kan pacificere den stærke part med ”moral”.
Og dog: For den stærke part kan ved unødig brutalitet pådrage sig selv ubodelig skade på lang sigt. Men ikke alle politikere i overophedede lande tænker længere end til næste valg – og her kommer så en endnu stærkere part ind i billedet: USA. Derfor er USA den mest realistiske opmand at håbe på: For den bedste opmand må være en som dels besidder magtens ”vetoret”, dels har egen fordel af at udvirke fred. Nogle religiøse vil her sige: ”Den eneste troværdige opmand er Gud, for ingen mennesker er gode.” Måske har de ret – men Gud blander sig desværre ikke meget i vore dage…

GUILT BY ASSOCIATION

2009-02-03T06:58:00.000-08:00

OM FREUD, THOMAS MANN OG JUDAS...
Her en lille øvelse i anvendt drømmeanalyse forenet med en spekulativ ekskurs udi dyrs hukommelse. I kender udtrykket "guilt by association" - som vi dog meget passende her vil bruge som springbrædt til anderledes pikante associationer. Hør engang. En af vore bedre små aviser lod for et par år siden meget bekvemt en forbigående redaktionel praktikant spille med musklerne og føle hormonbruset fra et legitimt "faderopgør", trygt velsignet og godkendt fra højere sted - hvilket dog ikke kan måle sig med da en yngling for nylig fyrede sin egen far med hele hans stab, efter at faderen helt i stil med Shakespeares kong Lear havde overdraget knægten nøglerne til firmaet, men med tydelige mundtlige aftaler om bibeholdt redaktionel suverænitet.

Nuvel, i vort eget tilfælde skete nu det, at en i grunden venligsindet ældre stedelig redacteur trøstende citerede Blixens ord, at en hård skæbne er bedre end slet ingen skæbne, for ord er gratis. Naturligvis passede det ham nok også helt godt i det store hele, men han sluttede af med oprømt at kysse mig i panden. Og her kommer associationerne ind. Ved nærmere eftertanke slog det mig nemlig, at sådan ville den særdeles kristent velbevandrede mand ikke have gjort, hvis ikke han havde hørt om Judas.

Her kunne man indvende, at ingen da vel ønsker at træde i Judas herostratiske fodspor. Men just derfor er tilfældet interessant! Freud er den der bedst har påvist, hvorledes et element i en drøm kan repræsentere flere forskellige tankerækker, og i vort eget liv kan vi ofte verificere det. Hvis du både skal lave en aftale med Nordisk Film, skal rense tøj, skal vaske dine små moralske hænder samt agter at rejse til Grønland i nær fremtid - så er der meget store chancer for at du drømmer om isbjørne; eller rettere: hvis du drømmer om isbjørne, så vil dette drømmelement repræsentere samtlige de nævnte motiver. Neurologisk talt må vi vel forestille os, at jo flere veje der således leder til Rom, desto større chance er der for at du "tilfældigt" kommer til at tænke på Rom. Og jo stærkere følelser dine motiver er ladet med, desto mindre skal der til for at du kommer til at tænke på Rom.

Thomas Mann digter sig spontant til dette i kæmperomanen "Joseph og hans brødre", som jeg langsommeligt tyggede mig igennem i en roligere periode af mit liv. For da Josephs brødre efter at have smidt Joseph i brønden møder en karavane, medbringende Joseph (som karavanefolkende nemlig har samlet op) kommer brødrene i deres konversation med karavanefolkene ustandselig til at flette ordet "brønd" ind. For de nages af skyld, og hvad de end taler om for at undslippe tanken, mindes de den alligevel - samtidig med at de muligvis ubevidst registrerer og genkender den forklædte Joseph inden for deres brogede synfelt.

Anmelderne har så travlt med at give karakter, at de ofte overser den slags geniale småting, som viser hvorledes intuitionen arbejder i forfatterens indre drama. Seere, kloge koner, medicinmænd osv. er i enhver stamme oplysningens sande fædre og mødre, og alle efterfølgende sponsorerede kulturevents desårsags af er kun pensionsberettiget eftersnak med ledsagende snacks, for alt starter med at kunne se - selv hos vor egen tørre Holberg, som vore skriftkloge nok ikke ville have kunnet døje i levende live. En ældre mand i Västerbotten fortalte mig en gang tilsvarende om sig selv: "Lennart ser det som inga andra ser". Og det kunne han, selv helt uden forudsætninger... Men for det moderne livs elitære konformisme og febrilsk åndsforladte konkurrenceånd ville sådan et udsagn være helt sort snak - trods alle skriftkloge foredrag om individets frihed og vestens retstradition, som nemlig ingen djævel ville respektere hvis den ikke var - lov!

Nuvel, men nu tilbage til vor Judas-epistel. Ovennævnte redacteur ville bestemt ikke have kysset min pande til afsked, hvis han helt bevidst havde associeret til Judas. Men et eller andet sagde ham, at det kunne være passende at vise denne personligt udvælgende venlighed, der således delvis var motiveret af ægte sympati. Hvis hans erindring var blevet helt tydelig, ville der derimod være indtrådt en hæmning. Eksemplet viser hvorledes noget på samme tid kan være bevidst og ubevidst på hver sit niveau.

Lad os her belysende tænke på dyrenes verden: Et rovdyr husker tydeligvis i en eller anden forstand, hvor det har haft held med at finde bytte og vender derfor tilbage til åstedet. Dette beviser ligeledes en art erindring, men vi kan ikke være sikre på at rovdyret ligefrem tænker tilbage på hvad der skete sidste uge. Muligvis får det blot en forjættende fornemmelse for sne og ved ikke selv hvoraf denne fornemmelse egentlig kommer. Biologisk set er det afgørende blot, at fornemmelsen indtræffer og påvirker adfærden gunstigt. Måske genspiller dyret drømmeagtigt, men naturligvis helst ikke alt for livagtigt omtågende, forrige uges jagtsekvens uden at kunne foretage en tidsfæstelse og kategorisering af fænomenet som en objektiv erindring. Vi ved det naturligvis ikke sikkert, men de fleste dyr er næppe udviklede nok til at kunne huske objektiverende - endsige aktivt erindrende over kaminilden for hyggens og selvfølelsens skyld.

Fra vor egen naturvandring kender vi mennesker selv noget lignende: Vi kan øjeblikkeligt artsbestemme ret mange større fuglearter selv på en afstand, hvor det kan imponere de helt uerfarne - simpelt hen fordi selve adfærden, flugtmønstret og vingerytmen erfaringsmæssigt straks forbindes med de pågældende arter. Dette kan vi naturligvis kun gøre, fordi vi mange gange har haft lejlighed til at opleve de respektive arter på så tæt hold, at en egentlig visuel identifikation ud fra umiskendelige primære træk har kunnet lade sig gøre.

Men i selve situationen tænker vi ikke tilbage på disse tilfælde og foretager bestemmelsen med en så at sige clairvoyant automatik - omtrent ligesom rutinerede musikere husker deres repertoire, men efterhånden glemmer de tusinder af timers træning der ligger bag. Forskellen på os og rovdyret er blot den, at adspurgt om vor forbløffende sikkerhed kan vi gøre tilfredsstillende rede for den nævnte nøgterne baggrund. Vi formår således introspektivt at objektivere vore fornemmelser - men ved alle hånde neurotiske fornemmelser for sne forholder det sig derimod ikke således, idet vi her mere minder mere om dyrene. Et dyrs "angstneurose" klinger velsagtens af og neutraliseres, jo flere gange det har passeret det farlige sted uden atter at møde det farlige rovdyr; vi velfærdsmennesker formår derimod i årevis at undgå meget af det vi frygter - hvorved vi tillige kan beholde vor søde lille neurose.

En erindring er et bevidsthedsfænomen, men hvis vi ikke tillige formår at spore og kategorisere den i vor livshistorie og skelne den fra drøm eller clairvoyant sikkerhed, så er den samtidig en ubevidst erindring. Og vort ovenfor refererede eksempel med Judas harmløse efterfølger var utvivlsomt et eksempel herpå. En sær indskydelse føltes skønt lidt bisar samtidig ejendommeligt nærliggende - ja ligefrem helt passende samt, uvist hvorfor, endda lidt morsom. Og således kan vi lige så passende udbryde, at den brave mand her gjorde sig skyldig i en helt bogstavelig "guilt by association".

En lidt anden, men dog ikke helt ubeslægtet, association til det velkendte engelske udtryk udtryk kunne gå i retning af von Triers genialske titel "Forbrydelsens element" - idet de som professionelt svælger i rævekager og intriger, ofte selv er gjort af nøjagtigt samme stof, omtrent ligesom forhenværende krybskytter jo bliver de dygtigste jagtbetjente.