Thursday, May 11, 2006

Til redacteuren af Magasinet Danmark

Jeg tilsender Dem hermed en artikel om bølgekraften som vi anser for fremtidens guldgrube. For med al respekt for den gamle verdens sans for smag og skønhed værdsætter vi i Amerikas Forenede Stater dog højest af alt den brølende virkelighed i al dens mangfoldighed. At De fortsat bringer magister Bandaks gammelagtigt tænksomme skriverier, er en smuk gestus som mange af Deres kolleger herovre dog næppe ville have megen forståelse for, for de anerkender sjældent nogen art storsindede forpligtelser over for det svundne, traditionerne og symbolerne. Hvad der ikke er levedygtigt, det må gå til – sådan er den herovre gældende moral. Og man kunne vitterlig også hævde at selv ud fra et humant synspunkt er det måske bedre at lade naturen gøre kort proces end dette sejpineri med at holde hånden over umulige eksistenser som verden desværre ikke længere har plads til.
Deres altid hengivne Pieter von Oldenburgh
Forhenværende baron, nu direktør
Ovenstående lille stileøvelse sendte jeg for nylig som en spontan spøg til et lille udvalg af bekendte. En af disse, en såre velmeriteret udedansker, var sikker på at der måtte være tale om en autentisk kommentar fra en mere koldsindig skæbnefælle i det amerikanske. At jeg faktisk selv havde begået linierne, illustrerer ved nærmere eftertanke ret morsomt forskellen på den lidt forfinede og introverte tænkemåde og den ekstroverte forretningsmands. For vor fiktive industrimand ville trods den citerede indstilling netop ikke selv kunne udtrykke den såvel som den karikerende fremstilling af modparten så prægnant i ét hug som en person af "den gamle verden". Indlevelsen går i sådanne tilfælde ifølge sagens natur kun den ene vej.
Det får mig til at tænke på en tale som Georg Brandes holdt til en af vore gamle grønlandsfarer, vel Mylius Erichsen; for da jeg engang læste den op for en bekendt grundet dens slående indlevelse i hvad der mon kunne få en højt uddannet mand til langt hen at foretrække naturmenneskenes selskab frem for civilisationen, konstaterede min bekendt imponeret: Ja – og tænk så engang på at så rammende ville Mylius Erichsen næppe engang selv have kunnet formulere sig.
Thomas Mann har i en ret tidlig novelle "Tristan" foretaget et lignende eksperiment for fuld udblæsning. Den foregår på et højfjeldssanatorium for tuberkuloseramte, hvor en overspændt og æterisk ung mand forelsker sig på sublimeret vis i en purung kvindelig patient. Samtidig hidser han sig stadig mere op over hendes i hans øjne plumpe og uromantiske ægtemand fra handelslivet, skønt han ikke har vekslet et eneste ord med ham men alene forestiller sig, hvorledes handelsmandens økonomiske overtalelser har gjort deres virkning over for faderen og siden datteren og dermed bragt hende til fald fra æstetikkens himmel til denne groteske mesalliance. Vor eksalterede unge mand og Wagner-fantast tillige ender med gennem en stedelig sygeplejerske at sende den intetanende ægtemand et brev, hvor han udsiger sin ufortøvede mening om hans skændige værk og væsen.
Dagen efter træder handelsmanden ind på hans værelse og giver ham lige så uimponeret som fortørnet svar på tiltale. Meget vittigt skildres kontrasten til den unge mand, der nok kan være en ørn på papiret, men som i den virkelige konfrontation fra første færd befinder sig i stor og komisk forlegenhed. Imidlertid hører det også med til billedet, at hele beskrivelsen jo til syvende og sidst kommer fra Manns hånd – og hvem af parterne han bedst kan identificere sig med, ved vi jo kun alt for godt , selv om hans forretningsmanden verbalt såvel som moralsk går af med sejren. I øvrigt ender historien tragisk, for den unge pige dør af en blodstyrtning fremprovokeret af den unge æstetets ildfulde udlægninger og demonstrationer af motiver og eksalterede passager fra Wagners "Tristan og Isolde". Novellen hedder som sagt også Tristan.
Skismaet mellem indre og ydre er arketypisk for alle der arbejder på de indre fronter, hvad enten de ytrer sig kunstnerisk eller på anden vis. For der er noget komisk og grotesk i virkelighedens rå overmagt trods al dens banale forudsigelighed og gennemskuelighed. Det kan naturligvis som hos Mann dreje sig om mangen kvindes mere eller mindre nødtvungne præference for virkelighedens mand, selv hvor hun har fået øje for nogle mere betænkelige slagsider af hans robuste væsen.
Men mere alment – og vi bør jo ikke altid lade kvinden holde for endsige knægte eller beklage hendes nok så fejlbarlige valgfrihed – gælder det virkelighedens magt over for argumentets, tankens og skønhedens tale. Forestil Dem, at Pytagoras beviser hvorfor summen af katedernes kvadrater må være identisk med kvadratet på hypotenusen. En kontrær tilhører kan til enhver tid klare frisag ved at kalde det vrøvl og forlange yderligere bevis og forklaring. Når Pytagoras nu beviser, at hans første bevis skam er fuldt gyldigt, kan virkelighedens mand atter parere ved at kalde også det vås og kræve bevis for det just fremførte bevis’ gyldighed. Osv. Desværre er tankeeksperimentet særdeles virkelighedstro, for normale mennesker har helt exceptionelt veludviklede forsvarsmekanismer, som de trods allehånde studier slet ikke erkender. Der er netop sjældent tale om bevidst løgn, for overalt hvor mennesker søger at styrke deres egen selvagtelse og –tillid samt svække andres, fungerer mekanismen kun takket være deres ubevidsthed, og derfor kunne Henrik Ibsen med god grund kalde det livsløgne. Alle dage har mange kunstnere, kloge koner osv kunnet se disse ting, også hos sig selv, hvilket sidste i øvrigt næppe altid deres eget liv lettere. Imidlertid har vort tankeeksperiment graverende følger.
For perspektivet indebærer, at uanset hvor meget ret man har, og uanset hvor åbenlyst og ofte man har demonstreret det, nytter det intet, hvis miljøet, kredsen, firmaet, stammen eller verden inderligt ønsker at slippe af med Dem. Uanset hvor gennemført De mener for længst at være kommet over det døde punkt, er intet lettere for verden end at fortrænge dette Deres vederstyggelige og heldigvis snart forældede gennembrud som noget nær et postulat for i stedet at enes om, hvor umulig, talentløs, ubehøvlet – samt mon ikke også noget utilregnelig? – en stakkel De er. Og endnu gang sker det ligesom uskyldigt i selvbedragets kollektive udstødningsproces, der langt hen kan sammenlignes med kroppens stædige immunreaktion, hvormed som bekendt ubehagelige fremmedlegemer såsom glasskår langsomt, men sikkert bugseres ud af systemet ad uransalige veje takket være en stum og anonym hær af desto mere loyale indre partikammerater. Så Jantelovens sidste bud lyder: Der er ingen som helst grænser for hvor kontroversiel eller lav en vurdering af Dem vi kan enes om, hvis dette er vor fælles og uudtalte trang – uanset hvor ypperlige personlige demonstrationer eller for den sags skyld udtalelser fra uomtvisteligt ukorrumperede kapaciteter De måtte finde på at fremture med på Deres sædvanlige uskønne facon – såfremt bemeldte autoriteter da ikke netop tilhører vor egen kreds, hvad de heldigvis ifølge sagens natur ikke kan gøre.
Tro nu ikke at begavede, veluddannede og belæste mennesker er hævede over disse ting, for på dette områder bør De søge forståelse hos skuespillere, komikere og kunstnere, hvorimod de travle, de lærde og dygtige i verden såre ofte kendetegnes af en beundringsværdig grad af indre kontrol, som de tydeligvis er glimrende tjent med. Ja, altså indtil De nu atter engang kom med Deres infame, misundelige og sygeligt fortænkte stiklerier til anderledes ordentlige folk, som ellers langt hen ad vejen har gjort hvad der stod i deres magt for at komme Dem i møde og hjælpe Dem bedst muligt til rette trods Deres mange svagheder og brøstfældigheder, som vi dog denne gang skal skåne Dem for at komme nærmere ind på. Og tillad os til sidst at erindre Dem om, hvorledes vi adskillige gange har bragt os selv i stor forlegenhed ved at komme Dem til undsætning, selv hvor det i grunden måtte anses for helt uforsvarligt og kompromitterende. Men vi ønsker Dem skam alligevel også fortsat alt muligt held i den livsbane De fremover måtte forsøge Dem i, forhåbentlig med henblik på at finde et mere frugtbart og seriøst afløb for deres særprægede – javel: personlighed.