KARAKTERMORD I BLEKINGEGADE
Hvis det her var en dagbog, og hvis dette var et menneske, så ville jeg fortælle jer om min velfortjente straf for min feje lovlydighed. Efter at have taget kørekort og dermed omsider legaliseret min brugte bil i Sverige døjer jeg nemlig nu med høje strafafgifter på forsinket betaling af bilforsikring. De slyngler venter nemlig en hel måned med at rykke, og den unødige spøg koster 3000 kr ekstra. Alt sammen for at undgå temmelig hypotetiske bøder for ulovlig kørsel i ødemarken: Måske kun min velfortjente straf for sådan gammelklog fejhed.
Jeg tog mit kørekort i Blekingegade 2 og læser betegnende nok just nu om Blekingegade-bandens bedrifter på samme adresse. Hvor min egen bekostelige lovlydighed dog er flov sammenlignet med disse prægtige banditter der virkelig gjorde alt det vi andre drømmer om: Deres eneste illusion var den store gode sag, som er alle ofre værd; og deres eneste fejltagelse var drabet på en ung betjent, hvis forældre aldrig kom sig over tabet; ligesom mange af de passive ofre for røverierne fik psykiske men med ægteskabelig og anden ulykke i kølvandet. For de fleste mennesker er nok på bunden ret ”følsomme” – ja, i virkeligheden er man måske omvendt selv en temmelig hård hund; blot undgår de fleste klogelig at løbe sig for mange staver i livet. Og mellem os sagt skal der sgu sjældent ret meget til før de begynder at høre stemmer.
Nej, hvis jeg skulle slå ihjel, skulle det være helt på egen regning, siden ingen retfærdige engle vil gøre det beskidte arbejde – som dog ellers udgør mellemlederes dybeste og egentlige berettigelse i ly snart af et moralsk afvæbnende femininum, snart af opgavens altoverskyggende maskulinum. Men jeg ville nu tage ofrenes familier med i købet: dels af lutter genetisk konsekvens, dels for just at undgå ovennævnte tragisk familiære sejpineri som uagtsom bivirkning. Dette med ”genetisk konsekvens” er for resten ikke uden en vis dybde: For når uklanderlige borgere straffer dem der siger sandheden, gør de dem tillige i praksis umulige på ægteskabsmarkedet såvel som arbejdsmarkedet – ganske ligesom en lovlydig ung mand i Palermo må feje op i en bagerforretning på livstid uden store udsigter hos damerne. Omvendt belønnes hamster-agtige og veldresserede mandslinge med embeder og offentlig omtale af komisk-højtidelig art, der gør dem til enhver svigermors drøm, om end måske også hustruens mareridt.
Tilbage til Blekingegade-banden. Slynglerne har siden udviklet sig og erfaret en masse blandet, og de sidder i gode jobs. Selv er jeg derimod nøjagtigt den samme som den gang: Ja, jeg havde sågar allerede for længst fået returneret adskillige naivt snusfornuftige kronikker til dagbladene om demokratiets nødvendighed som eneste farbare vej, for det var nærmest provokerende tale i alle de venstrefløjsøren der i dag pludselig sidder på den markante højrefløj.
Dagbladene gjorde sig således ved deres mange afslag medskyldige i Blekingegade-bandens fremturen, grundet bandens desårsags forpurrede og fatalt forsinkede genopdragelse – omtrent på samme måde som PET og Justitsministeriet gjorde sig medskyldige, idet de i årevis lod banden husere i det håb gennem den at kunne optrevle den omfattende international terrorisme, som banden jo tjente.
Jeg har derimod stadig den samme lovlydige adresse som dengang, blot lidt mere medtaget end før – trods en betragtelig andelsværdi, der ville komme mig til gode hvis jeg gjorde mig fortjent til seriøs og langvarig indespærring i modsætning til disse idealistiske amatører. Men ellers har jeg kun kørekortet at prale med af større verdslige gennembrud siden dengang, for min første bog ”Syndefaldet” (!) var allerede udkommet: Ja, den bog som indflydelsesrige skribenter pludselig under fire øjne skamroste mange år senere, efter at jeg uventet havde fået vind i sejlene og endnu ikke pådraget mig klubbens kollektive jalousi.
Nedstammer man mon fra en eller anden sejlivet landskildpadde, og findes der mon en art ved navn ”Ahasverus-skildpadden?” I så fald er min skæbne den tavs at måtte bevidne platuglers og halvintrigante abers kåring for "All the things you arn't". Nej, så var der sgu anderledes gods i Blekingegade. Men det sidste ord er endnu ikke sagt, for vi skildpadder holder os forbløffende og lever livet om ikke baglæns, så dog langsomt.
For at kunne konkurrere med den sympatiske og retsindige kriminalforfatter Peter Øvig (og ikke kun med den kongenialt langsommelige Scherezade) vil jeg således først fortælle en kriminalhistorie fra det virkelige liv:
En bekendt der skam normalt er endnu mere velafbalanceret end jeg selv, havde gerådet i kronisk og komplet ruinerende såvel som urimelig strid med en instans, som her skal være lige så anonym som Peter Øvigs kilde ”Stemmen”. Som spot til skade indgik den sædvanlige magtfuldkommenhed, der bevidst spekulerer i ens mangel på legale udveje. Til sidst købte han et maskingevær fra krigens tid med ammunition. En aften han sad foran fjernsynet og gennemspillede sin dramatiske fantasi med det skarpladte våben i hænderne, gik et skud af.
Heldigvis var naboejendommen under ombygning, så ingen opdagede noget.
Noget rystet afhændede vor mand dog snart derefter mordvåbnet til en velrenommeret nulevende bande: For han blev simpelt hen skræmt af den besnærende nærhed mellem privat drøm og irreversibel virkelighed. Men desværre er det hverken alle ofre eller alle forbrydere, der tænker sig så grundigt om i tide – for de fleste er blot kopimaskiner med svendebrev. Tabet ville dog af samme grund måske være til at overse...
På forbrydelsens vej er jeg nu selv hidtil kun nået til injurier, men le ikke så smøret børnlille, for man har jo dog før hørt om karaktermord. En passende avisoverskrift dagen efter kunne være: ”KARAKTERMORD PÅ KARAOKE-KASTRATER” .
