OPRYDNING

Ydre oprydning kræver mod, for det minder om indre oprydning. Men for en blogger er det en fornøjelse i den forbindelse at kassere mængder af trykte tekster, for hvis det skal være på den måde, så omvurderer vi sgu bare alle værdier. Denne klamrende fetichisme for det trykte ord er ugudelig. Af lutter terapeutiske grunde forpligter det dog til nævnte indre oprydning; derfor en ganske kort lille undersøgelse der dog meget vel kan være af almen interesse.
Men først en lille øvelse i den næsten grænseløse tillid som Jakob Holdt altid taler om, og som vi nævnte sidste gang.
Thi selvsamme yuppie-type der skrev en kronik om yuppier, mødte jeg i går, og han viste sig at kunne tilbyde en oplagt lille jobmulighed og en åbning inden for showbiz, der som bekendt ikke ligger os fjernt. Jeg turde jo ikke afsløre at jeg dagen før havde skrevet nedladende om folk der overhovedet gider skrive om yuppierne.
Heraf ses fordelen ved en blog, for da vi forhåbentlig kun har få læsere, lykkes det os ikke trods det værste forsæt og den bedste evne at fornærme vor omverden og vække dens uforsonlige vrede. Kort sagt lever vi skriftligt set i en art beskyttet psykopatforvaring, og det er vel også det der er meningen.
Nå, nu til vor lille undersøgelse, der ingenlunde er original, men et stykke tankeoprydning. Det drejer sig om kategorierne 'beskæftigede', ubeskæftigede' og 'arbejdsløse'. Der er flere beskæftigede end nogensinde, læser vi, men derfor kan der godt være mange arbejdsløse. Således var det da kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet. Teknisk set omfatter de ubeskæftigede ikke blot de arbejdsløse, men de ægteskabeligt forsørgede, folk under uddannelse, syge samt alle slags pensionister. De arbejdsløse er blot et cirkelsegment inden for de officielt ikke-beskæftigedes cirkel eller lagkage. Så når der bliver flere arbejdsløse, kan det enten skyldes en ægte "indvandring" fra de beskæftigedes egen lagkage til de ubeskæftigedes ditto - eller det skyldes en omfordeling inden for de ubeskæftigedes lagkage mellem undergruppen af arbejdsløse i forhold til de førnævnte andre undegrupper: de syge, pensionisterne, skolebørn, studenter mm.
Tilsvarende kan arbejdsløsheden aftage dels ved, at arbejdsløse udvandrer fra de ubeskæftigedes til de beskæftigedes lagkage - dels ved at de blot skifter undergruppe og bliver forsørgede ægtefæller, studerende, aktiverede, syge eller pensionister.
Derimod kan de beskæftigedes cirkel kun vokse ved indvandring fra de ubeskæftigedes cirkel - selv deres børn er jo ubeskæftigede indtil de får job. De beskæftigedes cirkel er således ikke inddelt i afgørende undergrupper - de er så at så at sige beskæftigede på den samme måde, sådan samfundsmoralsk og funktionelt set.
Men når de beskæftigede bliver flere, kan vi ikke på forhjhånd vide, om indvandringen til deres cirkel sker fra de arbejdsløses segment eller fra et af de andre segmenter såsom børnene, de aktiverede, de uddannede eller de ægteskabeligt forsørgede.
Som sagt var dette vor lille indre oprydning, der forbilledligt forener det private og det offentlige. Således opnår vi næppe førtidspension i kraft af dette lille bidrag - det skulle da just
være på grund af det omsonste i at have pensionistforhåbninger med helt fornuftige tanker.
'Vi forbliver osv...

INTERNT FRA CHEFREDAKTIONEN : Firehændig autisme

Chafredaktionen og lederskribenten har åbenbart rigelig tid, men finder til gengæld ikke grund til at følge enkelte læseres opfordringer til at indlægge profil, for what you see is what you get.
Vi er dog ganske klare over at vi af og til efterlader forventninger, suspense, men sagen er at vi gør os kostbare. Således bebudede vi i vore vildmarksrapporter en fortælling om en bjørn der i sidste sekund forstod at chefredaktøren ikke var en elg, men skønt forlængst skrevet og rettelig afvist af samtlige landets bladhuse, hører den til i afdelingen for flerstemmige "kulturkritiske" essays snarere end i den typiske blog.
Da nævnte manuskript imidlertid også indeholder anderledes varme og behjertede rapporter fra menneskelivet, end vi ellers tilbyder vor mangehovede abonnentskarer, forpligter det os dog til på et lidt senere tidspunkt at lægge det ud til utopisk håb og almen opbyggelse.

Viktor Borge sagde engang i et show: "Dette stykke skal egentlig spilles firehændigt, men til gengæld spiller jeg det bare dobbelt så hurtigt." Hos os er det omvendt - afsætningsstrømmen er træg, dorsk og kontrær, men til gengæld spiller vi sgu bare firehændigt, og den ene hånd ved meget vel hvad de andre tre gør. Men tolvtonemusik med synkoperede rytmer er nu engang tolvtonemusik - om end også den bliver røvkedelig og alvorlig når den rendyrkes som et åndsvagt kulturmanifest. De bedste gør det sgu bare uden al den oppustede snak og får det i grunden mærkværdige til bare at lyde godt slet og ret. Ja, det er måske i virkeligheden den højeste "avangarde". Så langt er vi populister, for ellers kunne vi slet ikke drive nyhedsbureau. Dog bør man som redaktør altid overlade noget til læserne - i vort tilfælde rettelsen af slagfejl. Velbekomme

JAKOB HOLDT vs GANGSTERE OG YUPPIER

Politiken bragte en sjældent smuk kronik af Jakob Holdt og dagen efter en indspist kronik af en mediegrupie om at vi alle i dag er yuppier. Hvem fanden kan holde ud at skrive så kælent og indforstået om det emne, selv hvis det har noget på sig: Hvad hjertet er fuldt af osv.

Ak, Holdt er en sjælden fugl, for bandevæsenet har alle dage været de middelmådiges genvej til dominans, privilegier og stjernestatus osv. - så enkelt er det faktisk. Det ligger omvendt i individualisternes, idealisternes natur osv, at de ikke tænker så meget på organisation, tricks, retorik, PR og i den forstand er mere "naive" i deeres tro på at deres blotte lidenskab og evne for det sande, det skjønne og det gode vil tvinge verden til at bøje sig og solen til at lyse på dem.

En mildere form for bandevæsen ser man når ret jævne personager typisk fra unge år stiler efter at komme ind i det store, det sikre, det hæderkronede, det nye rige eller hvad nu: For just fordi verden tror at direktøren for det store forlag, bibliotek (fortsæt selv) må være en uklanderligt ædel, objektiv, besindig og begavet mand, så vil just alle de jævne naturer med desto større instinktiv energi efterstræbe disse positioner - for den giver dem sociale osv muligheder som ellers ville forblive dem nægtet. Deraf deres tidlige instinkt for at begå sig på de bonede gulve - en vej, hvor de desuden kan gøre en dyd af nødvendigheden, fordi de har den rette ufarlige udstråling til ubevidst at berolige dem der skal udnævne dem - og som rimeligvis er folk af samme støbning, kommet op på samme vis.
Direktøren for det lille forlag osv kan derimod være en ildsjæl, individualist, en interessant person osv, osv, der aldrig har tænkt i den slags baner, men verden ser det ikke, og de inviteres ikke til strategiske sammenkomster. Undtagelser gives, men dette er reglen, så hvad vi nu kan læse om hæderkronede og ulækre amerikanske loger for indbildte overmennesker fra præsidenter og nedefter, kan ikke længere overraske os, og vi orker end ikke at læse det igennem, for vi kender melodien.
Det forholder sig her ganske som den sicilianske mafia selv åbent fortæller: Et job i koncernen giver dig muligheder for et liv, en indtægt, ægteskabsmuligheder osv, som ellers ville være umulige. Frygtelig banalt fra ende til anden. Men eftersom det ikke på rigtig lang sigt lyder særlig godt for vor art, skulle man synes at naturen havde opfundet nogle modtræk - og vist kan vi jo ofte skelne og fornemme nogle ting på folk. Naturen satser dog så at sige bredt, så alting findes, just in case - hvortil kommer at naturen jo desværre ikke på forhånd kan forventes at have særlige præferencer for specielt etiske strategier. Bander kan være meget robuste, og når nødvendigheden kræver det, kan de også nok efterhånden indrette sig nogenlunde "fornuftigt", så det er måske ikke helt givet at de ender med selvdestruktion.
Så Jakob Holdt kan desværre trække det korteste strå sammenlignet med de mest realistiske og middelmådige tilpasningstyper, der på engang er yuppier, kulturradikale, avantgarde, modedyr, kvalitetsbevidste, "oprørske" og jeg ved ikke hvad - og derfor velkomne i hele Medie-dk, just grundet deres tryghedsindgivende tilpasningssyge, selv når de giver den som fandenivoldske
.
Jakob Holdt kronik handlede om hvorledes konflikter fra de mest banale til det storpolitiske plan kræver "kristne" løsningsformer i form af en næsten blåøjet imødekommenhed og mangel på reservation. Mange pædagogiske typer, præster osv har nok alle dage haft sans for dette, men de er i mindretal.
Og vist har vi set charmerende interviews med lejemorderen "the ice man". Så at sige rationel egoisme kan desværre næppe ophæves ad den vej, men irrationelle hadspiraler kan nok. Problemet er bare at hele samfundets gennemnormale bandeverden tænker i grupper og klicheer, for alt handler om at redde sin egen røv og være på den vindende side. Prøv blot at kritisere direktøren, arbejdsgiveren, fagforeningslederen, firmaets profil og linie osv, osv, selv nok så velment, oprigtigt og sagligt: Ak, ak - man vil måske aldrig tilgive Dem af en salig blanding af skam, frygt og inderlig utryghed ved Deres type; og hvis man kunne uden for meget besvær, ville man måske endda allerhelst ødelægge Deres liv for al fremtid som straf, uagtet alle tillærte og fordelagtige automatmeninger. Regn ikke med for meget, men udeluk dog heller ikke den smukke undtagelse. Men måske burde De beherske Deres enegang og som modvægt danne en art sammenslutning af ligesindede, for disse findes jo angiveligt. Men de sidder kun sjældent på høje poster, for de er ikke gået efter dem.
Disse ting er ingenlunde paranoide, selv om de er nedslående: For med "country dweller"s (se link) "proletariske" ord: "Vi kan ikke forvente at svenskerne møder op i Parken og hepper på danskerne". Men jo flere der forstår dette, desto bedre rustede er vi mod at tage allehånde udnævnelser og anerkendelser for andet end belønninger i et barnligt bandesystem i civiliseret klædebon.

BLOGGEN SOM COLUMBUSÆG

Jeg knalder altid blogge direkte ned på min stamkafe, uplanlagt og ufortøvet som det danske vejr selv. Skriver dem aldrig derhjemme. Lejlighedsvise slagfejl må derfor undskyldes.
Mit bedste of længste blogmanuskrift ligger derfor ikke på bloggen, da det dels er gennemarbejdet i flere anfald, dels har vist sig at have markedsmæssig værdi - for slet ikke at tale om hvis en marketingsidiot havde begået noget blot halvt så godt, for så var han da snart på alle slæber. Nå, ovennævnte manus udtømmer nevertheless i en vis forstand bloggens helt egne litterære genremuligheder - det lyder pompøst, teoretisk og kedeligt og viste sig da også kun i bagklogskabens lys, for skægt er det sgu blevet. Bare så man ved det...
Bogagtige artikler passer ikke rigtigt på bloggen, og hvem orker læse alt det.

Dagbøger kan især for os mænd forekomme lovligt private og ligesom lidt pinlige - måske en stor fejl, for det forsømte hævner sig som bekendt ganske som andre "uvæsentlige" ting i livet: Oprydning, vasketøj, PR og den slags... De der skriver dagbog, kan muligvis bedre klare det nære bøvl end os der straks flyver op i ørnehøjde, men klynker jammerligt, når verden småligt klipper svingfjerene af os.
Bloggen er dog hertil tilpas midt mellem det offentlige og det private. Vi trænger os ikke "latterligt" på ved at gøre det private til tvangslæsning i morgenavisen - men vi forfalder dog heller ikke til dagbogens skinbarlige og næsten autistiske privathed, som gør os lidt forlegne og så at sige psykiatriske til mode. Bloggens balance er her velovervejet og lemper det private tilpas værdigt ind til en vis diskret grad af offentlighed - så her kan vi også af og til skrive ting som vi i grunden slet ikke ønsker at folk skal læse, omtrent som forbrydere undertiden falder på deres trang til medvidere i deres liv.

Faktisk kan vore læsere berømme sig af at være formeligt håndplukkede af skæbnen, for vi omtaler kun vor blog for et yderst begrænset antal bekendte endsige professionelle forbindelser og efterlader her alt til skæbnen.
Hvad sluttelig angår vor forkærlighed for pluralis majestatis, kan vi kun oplyse at mindre nu engang ikke kan gøre det. Men sålænge vore mest ubeskedne drømme således kun antager grammatisk skikkelse, må vore omgivelser immervæk siges at være lovlig billigt sluppet, sådan set i historiens lys. Men hvem ved, måske består vort særlige format just deri. Eller var den lidt for dum, som hos en tuberkuløs og halvgal student hos Dostojevskij?

CEPOS, MEDIER OG BLOGGE...

CEPOS - ih hvor vi gungrer
Cepos-drengene anser velfærdssamfund og høje overførselsindkomster for hindrende for iværksætterånd og innovationer, herunder inden for sundhed, undervisning og omsorg. Hvis der vitterlig skulle være lidt om det, kunne det vel klares med skatteregler, tilskud, rådgivning og netværker, fremfor at sætte småfolk på gaden. Endelig repræsenterer både folk på overførselsindkomst og det offentlige en købekraftig efterspørgsel, der inviterer til iværksættende udbydere af varer og tjenesteydelser. Nå, jeg har ikke forstand på det.

I øvrigt ligner Cepos-drengene i forhåbentlig kun én henseende typer som mig selv: De er sgu ikke selv industrielle eller markedsmæssige innovatører, men statsansatte på overførsel so oder so, men nej hvor vi gungrer. Og de skriver kedsommeligt, trættekært og altid det samme. De kommer over tyve år for sent - ligesom de omvendte nyfrelste anti-socialister der har glemt alt om deres egen ungdoms venstrefascisme og nu fylder mediebilledet med deres træge nyborgerlighed. Nu værdige individualister, men som før i beskyttet flok.

HENRIK SVARRE NIELSEN...
Ovennævnte forfatter begik for et par år siden værket "Biografisk Skyggeleksikon"; forleden kompletterede jeg ham for et avisindlæg. Han svarede at hver gang han indsender noget mere gennemtænkt, får han det retur, mens sure opstød eller umiddelbare reaktioner kan optages. Jeg genkender mønstret, og det er blevet meget værre de sidste år. Også det handler om drengeklubbernes selvbeskyttelse omkring retten til at være god, så at sige. En art krisereaktion, og måske bør vi andre så gøre noget helt tredje frem for at plage de stakkels mennesker, der tror at alt sådan kan downloades uorganisk fra æteren.
MEDIER...
Redaktøren af Nyt Fra Danmark er en intuitiv mand og har fattet forbindelsen. Således gav han mig forleden helhjertet og selverkendt medhold i at når alle siger det de er uni-uddannede til på taxemeter-tid osv., så ensrettes det hele i sprog og tanke, frisure, gebærder osv, og der tages atter patent på ovennævnte ret, så kortene fordeles forudsigeligt og urokkeligt - selv på mere almenmenneskelige områder, hvor skolevidenskabelighed ikke har mindste forret. Og atter må vi konkludere: Vi må finde eller skabe andre kanaler - men som sagt er jeg ikke selv markedsinnovatør; og de der er, kan ikke skrive, so there you are.

Dog forlyder det nu at Blogge med held kan slå sig sammen i netværk og således udgøre en voksende faktor - ja for når først folk finder ud af, at aviserne (desværre) ikke er eller seriøst ønsker at være bedst til det hele, men kun til deres gamle kernevirksomhed, så kan tingene snart se anderledes ud.

Nå, behøver vi at minde om at der siges at være en virkelig udenfor. Forleden nød jeg således synet af et havørnepar på deres rede i Sydsjælland - altid betagende. Naturligvis ikke alene og på tryg afstand, men behjertede kiggere stiller kun gerne deres teleskoper til rådighed, selv uden sponsorering fra Zeiss. Selv fotograferer jeg helst anonyme ørne, som tilmed er herligt utilnærmelige
og eventyrlige.

Retten til at være idiot

Skriver regelmæssigt til et magasin for udedanske med en meget fornuftig redaktør med hjertet på rette sted. Fornuftig fordi han ikke løber efter vinden. Grundet sådan almindeligt "hvorfor ikke" foreslog jeg bekvemt en lille historie om Romers bog, for det lyder da ret skægt, og jeg læser den nu gerne. Men han sagde som sandt var, at al den spalteplads er helt ude af proportion med nogen relevans, uanset hvor meget der er løgn. Og sådan er det jo i DK, og det er ikke et hår bedre i den humanistiske del af den akademiske verden: Tiltagende flokmentalitet og folk der i samme tillærte sprog sammenflikker debatbøger i kor om de samme emner. Og hvis tilstrækkelig mange har sludret om det samme, så er det alene af den grund brand "aktuelt", relevant og jeg ved ikke. Så får vi den sædvanlige epidemiske diarré.
Bevares, spalterne skal fyldes, vi mangler fantasi, og vi har travlt - godt nok, men så sig det som det er. Som sagt er det det samme i humaniora, for folk skal klare taxameterkravene, og så gælder det om at gøre som alle de andre: Læse de samme "store" p.t., aflure dem deres jargon, dernæst "overgå" dem ved at flytte nogle kommaer ud fra en ny "stor", sammenskrive det hele til en endnu større bog osv. Men naturligvis bliver de taget alvorligt - af hinanden. Mange er skam også "dygtige", guldmedalje, 13 (har prøvet, bevares) og den slags. Men det er som det nu oftest er med os mænd: De går dygtigste går stenhårdt og ofte nødtvungent efter at kunne nøjagtigt det de andre mænd kan, og den dag de kan alt det samme, bare endnu mere virtuost osv., indbilder de sig ikke alene at være forskere, men tillige at have fundet på det selv. Sålænge det er tilpas beriget med vås, er det dem velundt - nej, værst er det når de kommer for skade at sige noget helt rigtigt og dermed blasfemisk besudler sandheden: Det gode skulle jo helst gøres af de rette grunde, og på samme vis med at sige sandheder, hvis de nu overhovedet skal siges. Nå, dernæst oppebærer de nye mænd så alle mulige titler og inviteres i de gamles klub; og naive mennesker forestiller sig at vi andre grønne af misundelse ville ønske os i deres sted, men ydmygt tager til takke ved at være med på en lytter i håb om at kunne tilegne os et par krummer eller måske få den ære at stille et fornuftigt spørgsmål fra salen.
Lige sådan er det altså ikke... De prægtige kunne lige så godt have avanceret i en motorcykelklub eller noget tredje. For mekanismerne og den helt og aldeles tilpasningsbetonede form for erobringsvilje er gjort af samme stof. De virkelige indspark her i verden kommer næsten aldrig på den måde, det kræver at man falder i staver, kigger ud af vinduet eller sådan noget hinsides denne nidkære tvangsindlagthed: Men vist: den dag det giver ekstra høj status at være profet, abstrakt maler, vagabond eller noget fjerde, så vil disse brancher på samme vis blive befolket af en hær af stræbsomme og alvorlige aspiranter inden for det der nu er tidens løsen. Folk som aldrig af sig selv ville have værdiget disse livsområder et blik. Og det skal da heller ikke være en sur pligt, må vi bede om mangfoldighed samt med en bekendt ord "retten til at være idiot".
Forslag til næste indslag: Er det klogt at lække for meget af hovedstolen på sin blog og derved mod hensigten forvandle den til en art "gesammelte Werke" - ovenikøbet helt gratis, næsten anonymt osv. I den anledning vil vi ikke desto mindre snart lække en lille ting så uspiselig for alle hånde hyæner, at de vil gå i en stor bue uden om og således lade os nyde vore frugter i fred. Sgu da lidt original løsning, folkens, eller hvad? Nej, såmænd har vi bare afluret planterne deres hemmelighed: Mange ellers næringsrige planter producerer nemlig angivelig tillige krydderier der blokerer dyrenes fordøjelse, så de alligevel får lov til at vokse videre i fred. Men nok for nu.

TROENDE , EN MALER og EN STUDIEVÆRT

Mere om den lille maler, der i sin pureste ungdom var var figurativt stjernetalent og forresten fik uhyre rosende omtale fra Karen Blixen. Men først som kontrast lidt mainstream. I gårdagens Dead Line kunne man se kapitallogikkens danske God Father, i sin tid i de kredse særdeles agtet og frygtet, føre sig rørende frem med anderledes klostertanker på gamle dage, og meget antikverede argumenter, som kan få en til at undre sig over hvor meget der gemmer sig bag det tekniske sprog og de akademiske afhandlingers hartnisk. Men ingen hån her, vi nøjes med Prædikerens bog.
Nej, men som sædvanlig havde studieværten i slige sager inviteret en af Rothstein-klanen til at sige det de altid siger. Men de får det til at lyde så let, at man længes efter atter at møde præsten fra den russiske kirke, gerne med en flaske rødvin over en gammel europæisk roman. Hellere en kæmpende kristen end en veldresseret og velfornøjet vaneateist, der har lært at optræde med alle de rigtige replikker.
Selv, ja netop fra en rent menneskelig eller "antropologisk" vinkel er det ellers ret lige til at tænke, at den religiøse dimension har nogle fordele, som ikke enhver klub kan give. Således er det noget kulturradikalt papegøjesnak at religionen får os til at gøre det gode på Guds bud i stedet for af menneskelighed: Dvs. egentlig er tanken skam udmærket tænkt hos en skarpsindig 20 årig, og selvfølgelig har man også selv engang tænkt den, men vi gider ikke høre den som automatsnak. Men så er der også den pointe, at vi jo netop har svært ved at gøre det gode, fordi vort eget altid kommer først.
De gamle kaldte det arvesynden, og den er svær at komme uden om. Kort sagt er det simpelt hen lettere at gøre det rette, hvis man tror at Gud eller Allah er med én og at alt i sidste ende ikke vil være forgæves og kun føre til vor egen bundløse ydmygelse. Troen og fællesskabet befrier kort sagt den gode vilje fra "arvesyndens" tunge åg - bevares kun i et vist omfang. Hvis jeg er ulykkelig, vil jeg derfor ofte hellere henvende mig til folk fra et et religiøst fællesskab end til en der har sine meninger som religion. Om det så er den ene eller anden tro, betyder ikke altid så meget - og eftersom Rothstein måske med rette anser det hele for vås, vil også han give os ret i denne ligestilling. Nogle af de mest harmoniske børn ser man også i velfungerende religiøse fællesskaber, bare de ikke er for outrerede i forhold til hverdag og samfund. Og den kabbale har kristendommen stor erfaring i at lægge.
Hvad tolerance angår, er mange kristne faktisk meget mere forstående over for deres islamiske "trosfæller" end vi andre, fordi de selv har erfaring og sans for at verdslig modernitet, arbejdsmarkedet osv. og tro sagtens kan forenes i praksis.
Endelig er der den pointe at de fleste har et lige så barnligt forhold til deres kulturradikale ateisme, som de fleste troende har til deres tro: Dvs. de går ud fra at den toneangivende majoritet har ret, fordi den er stærkest og belønner deres loyalitet. Uanset om de har ret, så har de oftest slet ikke tænkt dybere over det, og derfor foretrækker jeg oftest minoritetsrepræsentanter. En majoritet der ikke betvivler sin ret, kan let blive særdeles kynisk og farlig, også selv om den ikke bekender sig til totalitære løsninger. Måske hænger vi ikke folk for deres afvigelser, men de kommer rigtignok let udenfor i den kolde sne - og dermed har vi andre i tilgift straks en rival mindre. Og så fornuftige grunde skal man heller ikke kimse af...

Nej, må vi bede om vor lille maler, der også fabler om hebraisk, islam og andet. Hør blot: Han fortalte mig forleden om hvorledes kristne, jøder og muslimer levede i fordragelighed i Palæstina under tyrkerne, og mimede det med nogle situationsreplikker hos gadehandlerne på tværs af tro: "Hvordan har Deres mor det?" "Det er længe siden jeg har set Deres far" osv. Man var ordentlige mod hinanden, kort sagt.
At fortælle det på denne måde er herligt forløsende og uigendriveligt, fordi det er set. Meninger er derimod sjældent set, og derfor er de ofte kedelige. Hvorfor inviterer studieværterne aldrig en interessant underbo eller konen over for i studiet? Hvorfor altid de veldresserede og klonede masseintellektuelle? Fordi de er deres egne, og her skal vi ikke indlade os på eksperimenter. Og så er der jo altid det naive trick, at inviterer vi en eksklusiv person, så må vi også selv være en smule eksklusive. Rørende menneskeligt, men ren børnehave, kort sagt - men den der siger dette for stærkt og for tit, sendes til det moderne Gulag. Og det kan man ikke klage over, for officielt er det afskaffet og den der nævner det, sendes i behandling.
Nå, vor lille maler fortalte forresten, at en sura i Koranen fortæller at en dag skal de fordrevne stammer atter forenes i fred i det hellige land. Han kendte selv skriftstedet, men det er der nok ikke mange muslimer der gør. Men det er vigtigt, for som sagt er det lettere at leve fredeligt, hvis man oven i købet har fået ordre til det, så at sige. Nå, i slige sager var især hans mor lærd og egenrådig, og angiveligt skændtes forældrene om Gud hver morgen, så naboerne troede de var ved at slå hinanden ihjel. Faderen fortyndet jødisk, moderen kristen kunstmaler. Skænderierne var dog nærmest monologer råbt til himlen og endte altid med moderens "Men her har du din kaffe".
Sådanne folk ser man ikke i Tv-studierne, nej, altid samme sprog, mimik og civile facade. Gab...
Spørgsmål: Møder vor tids sorgløst herskende klasse da aldrig andre end deres egne? Hvis de havde hund eller skildpadde, ville det måske hjælpe.

En maler, en bankrøver og en filosof...

I mit kvarter bor en sjov lille maler, siger jeg - dvs. han blev i rekordung alder optaget på kunstakademiet for en snart en lille menneskealder siden, stort talent ligesom sin mor, forresten - men han insisterede ligesom hun på naturalisme og kan holde lange moralske foredrag om modernismen som humjanismens forfald, og temmelig indsat i hebraisk og tidlig islamisk kulturhistorie - ikke i betydningen leksikon, men belæst visdom, sådan tilpas subjektiv til at være åndfuldt. Sund fornuft plus intuition. Nuvel, men den er selvfølgelig lidt fordrukken, men en indre værdighed hinsides næsten alt hvad medierne bringer, er ikke til at tage fejl af.

For et årstid siden omtalte han den høje fagforeningsmand, der havde svindlet med midlerne for at købe dyrt indbo - og som efter at være blevet knaldet hængte sig i sine gardiner. "Der ser man - de taler om Islams ære og skam, men det er nøjagtigt det samme hos os. Sådan et fæ, han skulle bare have undskyldt over for sin kone og børn og sagt: Jeg har været et stort fjols, men jeg gjorde det jo for jeres skyld". Men det kunne han ikke få sig selv til og hængte sig i stedet i de dyre gardiner han havde købt for fagforeningens penge".

Alverdens belæste sludrechatoller slår sig op med deres halvdumme borgerlige massekulturelle titler. Men når der endelig er en der siger noget der er på engang smukt, rigtigt og lidt sjovt, skal man altså høre det på en lokal bar. Læste i Information om en fransk "filosof" der oprindelig var bankrøver og som i fængslet besluttede sig til at læse filosofi - forresten en masse af det mest våsede og hyperintellektualistiske, efter min næse. Nu er han bankrøver på en ny måde og udgiver flere bøger om året, leder et eller andet med kunstformidling på Center Pompidu - og alle mikrofonholderne strømmer næsegrus til, fordi det er for sent at spænde ben for manden, fordi de beundrer hele denne larm som indbegrebet af storhed i dere øjne. Hans kone er nu blevet hans sekretær og diktafon - ord ord og atter ord, lidt nye gryderetter af andre modefilosoffer, "alt er sublimering", lidt om begær, kapitalismen og alt muligt, altsammen med en smule rigtig viden i. Men efter den sædvanlige devise: Hvad gør de andre, og endnu mere og fyldigere af det samme. Men Pytagoras beviste det med hypotenusen af den retvinklede trekant på en enkelt side - men ikke fordi det var let: Ellers havde han ikke som tak til guderne ofret 200 okser. Stakkels okser forresten - men no one is perfect.

Men hos bankrøveren derimod intet helt genuint slående som vor lille ovennævnte vismands iagttagelse. Og sådan er moderne mediekultur: At kunne sige mest muligt af det samme som flest mulige af de andre, med de samme udtryk, floskler osv, men måske i lidt andre kombinationer, måske her og der med modsat fortegn, kaldes originalt. Og den blotte kvantitet anses for ensbetydende med kvalitet.
Men sådan opstår ægte erkendelse ikke - Tværtimod lærer erfaringen én, at jo bedre man har forstået et fænomen, desto mere alment og koncentreret, ja undertiden endda enkelt kan man til sidst sige det uden at tabe højde eller effekt. Det andet kaldes med rette for højttænkning og består af lige dele mangel på selvkritik og hysterisk udbasunering af alt hvad man har hørt. Unge ambitiøse mænds tydelige benovelse over andre mænds storhed og deres kombination af tilbedelse og hyæneagtig biden i haserne er et sikkert hormonalt fænomen, fuld af ustabilitet. det fører altid til en form for kannibalisme der dog ikke vil vide af at det forholder sig sådan. Ganske som det ses hos "stærke mænds" sønner der ender i vore samfunds lederpositioner efter mange neglebidende og knap så beundringsværdige genvordigheder.
De tidlige etnologer beskrev efter sigende noget de kaldte "big man" kulturer - øer hvor høvdingen og nogle andre stormænd kappedes om hvem der kunne svine hinanden mest til og prale mest veltalende, for det var statuskriteriet. I vore øren naturligvis uhørt latterligt, men kvantitet og ukritisk produktivitet uden selvtvivl var altså deres kriterium. Og med vor lille malers ord om den skamfulde svindler: Er det egentlig anderledes i vore dage?
Men hvorfor beklage det kritiske i stedet for bare at lave det ægte, som vor lille maler. Bare rolig, børnlille, that's is not the problem. Og folk vil i virkeligheden også godt se og høre det- men de får kun undtagelsesvis lov, fordi næsten hele den indbildte elite af stræbsomme efterlignere med næb og kløer forargede og fornærmede bekæmper alt hvad der er ægte, men mindre det på forhånd er lurmærket og "for sent at spænde ben for", for nu at citere os selv.
Det er sgu ikke landet og folket der er for småt, sådan noget pompøst sludder- nej, men "eliten" er for landsbyagtigt sammenspist i små lande, og endnu værre er det i et "informationssamfund" af sladder og atter sladder, hvor eksperter i nedrig sladder kaldes spindoktorer og er indbegrebet af moderne visdom.
Altså nu denne bankrøver i fængslet besluttede sig til at studere sin tids toneangivende forvrøvlede franske modefilosoffer med al deres kinesiske ordsalat, som næppe tåler at blive oversat uden at falde sammen, langt fra genuin og holdbar tænkning, der skal være lige så evident også om hundrede år. Nej, han ville være stor på en ny måde og valgte at gå i magtfulde stormænds fodspor. Men en ægte bankrøver-filosof ville ikke have kastet sig så begærligt over succesrige mænds opreklamerede makværker, men mediteret og gået i sig, læst helt andre ting eller noget tredje - man beslutter sig sgu ikke for at blive "filosof", "maler" eller noget andet.

Nej, det er en halvbøsset machokultur, men altså helt naturligt - men hvor er det store, smukke, sjove i det, udover at han han blev belønnet for sin tilpasningssyge med at ende som leder for et eller andet fimset kulturcenter af løsagtig og kælen snak, der garanteret intet genunt skaber. Hvorfor beundres det af andre unge mænd - fordi de netop har dette storhedskriterium: Hvem får lov til at score mest af det hele? De forveksler det med kvalitet, og sjovest at betragte er det hos unge mænd med vitterlig begavelse.
De vakler hele tiden mellem deres så at sige bedre jeg og så denne benovelse over magten. En ung teolog of my aquaintance fik overvældende verdslig succes i en helt anden boldgade, hvilket fik den dybsindige mand til i sine mange oprømte stunder at erklære sig "større" end både denne og hin stjerne, simpelt hen fordi der stod en international concern bag ham nu. Rørende så længe det endnu er så uskyldigt, og selv siger jeg intet. Sandheden er blufærdig og ønsker ikke at blive sagt for tidligt endsige af de forkerte, hvilket ville være den største hån.
Nå, lad os sige noget opbyggeligt. Forleden mødte jeg en velbegavet pige fra min kollegietid, og og udover at have holdt sig sjældent godt havde hun fået et markant smukkere og sjæleligt forædlet blik. Det kan man ikke snyde sig til, så meget er vist. Gad vide hvordan vort eget blik forresten ser ud these days? Spørg Deres frisør. Nej, fri os fra alle de korrekte ord uden dækning, så hellere dem der i praksis er bedre en deres principper og meninger.
Nå, men ellers er unge kvinderne nu sjældent meget "bedre" i praksis, fordi de af lutter menneskelig uvidenhed præmierer det forkerte, og hvorfra skulle de også vide bedre uden at have erfaret det i al sin gru, som regel for sent. Men bevares, magt og penge er altid hvad de er.

Nå, gudskelov er det jo ikke altid sådan, men det er en kendsgerning at mænd i høje positioner uvilkårligt nærmest hypnotiserer selv velbegavede kvindelige ansatte til ubrydelig loyalitet, selv mod bedre vidende inderst inde. En ejendommelig blanding af ægte beundring for den store mand og moderlig beskyttelse af hans forfængelighed mod alt, hvad han kunne opleve som en uvelkommen trussel mod jeg ved ikke hvad. En meget nedslående cocktail at opleve, og også en massiv faktor at frygte. Deraf nogle mænds idealpornografiske modforestilling til alle tider om den ædle skøge, et modbillede hentet snart i undergrunden snart blandt tempelpræstinderne.
Bevares, endnu en fantasi, for selv i de lag skal man næppe forvente for meget for tit, men noget er der nok af og til om det. Den klassiske femme fatale er derimod nok et lige så begrædeligt "offer" som sine medsøstre, men vælger bare at slå en lidt anderledes handel af end de. At have kendt 30 hertuger, 100 geheimeråder og 50 professorer i riget gav næppe automatisk så megen indsigt eller erfaring i dybere forstand. Og blikket afslører det trods en vis slangeagtig selvbevidsthed: Billeder af svundne tiders femme fatales forekommer os i hvert fald temmelig flove og lidet æggende.
Endelig skal man ikke glemme at kvinder skam helt bevidst kan holde med "de forkerte" mænd af nøjagtigt samme grund som mændene selv alt holder sammen indbyrdes i en slags bander, klubber eller kulturer : Af almenmenneskelig snu bekvemmelighed og holden på majoriteten og magten. Man mærker nok hvilken vej vinden blæser.
Nedslående, men hvorfor skulle de være bedre end andre folk?
Som sagt bør det negative ikke opfylde os, hvis vi snarere skulle dyrke alternativerne. Men skal vi ikke ende som jøderne i ghettoerne der gjordes mindre og mindre, indtil..., så er vi nødt til at slå tilbage med jævne mellemrum, selv om vi straffes også for det, og selv om vi risikerer selv at blive smittede af "forbrydelsens element" - omtrent som spindoktorernes hjerter utvivlsomt er fulde af alt det de snakker så behjertet om. Mange mænds seriøst indstuderende benovelse for hvordan andre mænd har vundet slag, narret de andre, vundet magthaverne for sig osv er et lignende fænomen - men vel naturligt nok, considering the circumstances. Men selv orker jeg ikke sjæleligt, men foretrækker i så fald gladiatorkampe i al deres primitive enkelhed, hold bare sjælen uden for.
Den lille maler har ret, og mange andre også; og det smukke findes - men forsvarer det sig ikke, bliver det glemt. Og hvor mange husker den lille maler, når han går bort? Nå, nu er han da foreviget - men hvor mange læser så dette her? Bare rolig, der kommer sikkert både en Garff og en Tudvad - og beviser det så mere så megen anden succes? Danmark har ikke desto mindre en særlig demokratisk og individualistisk tradition, som altså for tiden er ved at gå op i limningen til fordel for en art bandeagtig feudalisme af opløbne knægte, deres ægtefæller og deres yngel. Men blot der er tilstrækkelig meget af det smukke og sjove osv som modvægt, så kan vi måske punktere virkningen af hele denne inflationskultur af "sensation" og "scoring".
Det siges at gamle A.P Møller hyldede den opfattelse at hvad der ikke kan stå på en A4 side, er løgn. Med alle tænkelige undtagelser og forbehold havde han nok ret et sted, for det er halvvåset og det intellektuelt voluminøse og hastigt sammenbragte som fylder, og som hæmningsløst kan blive ved og ved, mens sandheden sejt søger sin bedste formulering, undertidejn i spring, men oftere langsomt. Kort sagt må vi hellere slutte af nu, for ikke at ende som den franske bankrøver med munddiarre´og sekretær. Men apropos avancement: I et gammelt leksikon stod om en kendt person: Forhenværende advokat, nu negersanger. Det var da i det mindste mere originalt end en bankrøver der går hen og bliver et tilpasningssygt snakkedyr.

COLUMBO II

Man må vænne sig til at bloggens charme udelukker at man går tilbage og forbedrer tidligere post, så lad os i stedet udbygge fortløbende. Jeg lagde mærke til, at i et par tidlige Columbo film har kommisæren en lidt tung assistent i den klassiske Watson-traditionen - men det blev tydeligvis snart taget af plakaten. Det tyder på at jeg kan have ret i at rollen er psykologisk meget velgennemtænkt.
For sagen er den, at en type som vor anti-helt slet ikke egner sig til at have undersåtter -modsat Kojac alias Telly Savalas, der sammen med seerne havde konstant moro med at håne sit prægtige store krøltoppede grødhovede af en assistent. Der passede det fint, så meget mere som det der ofte handlede om inden deadline at hindre endnu flere mord. Men Columbo er på engang for ustresset og menneskelig, men tillige i en vis forstand for ufolkelig til at gide have undersåtter i gængs forstand: i betydningen uden større sans eller smag for det sociale livs billige små magtspil, der jo kræver en vis administration og et vist minimum af intrigant energi. Rollen er netop tænkt som en lidt uskyldig barnestjerne.